Smygehuk – Sveriges sydligste punkt

Vejret leger stadig isjomfru: smuk, men kold.
Vi blev enige om at køre lidt før herfra for at køre en omvej hjem via Ystad og Smygehuk, som er Sveriges sydligste punkt. Vi har været der før, men det er altid en smuk tur at tage.

Dette her er desværre ikke en aprilsnar – sådan ser Sveriges sydligste havn stadig ud!
Havet var blåt, blåt, blåt, lige som himlen, så det var en smuk tur.
Kulden havde heller ikke holdt svenskerne tilbage – der var et hav af folk ude og nyde det flotte vejr, og køen ved vaffel- og iskiosken var laaang. 
John ville have haft en softice, men gad alligevel ikke stå i kø en halv time for at få en, så vi kørte igen.

 

Havde jeg kunnet flyve, ville jeg kunne være i London om 991 km … men mine vinger kan ikke bære.

Det var den påskeferie. Godt der kun er seks uger til jobstop. 29 arbejdsdage tilbage – nu er jeg for alvor begyndt at tælle nedad.

Under den hvide bro: en sangsvane eller to

Broen var ikke hvid; det var derimod vandet under den.
Sangsvanerne var ikke under broen, men på en majsmark.
Der var 10 sangsvaner.
Men hvorfor pokker skulle det kun være journalister, der har eneret på misvisende overskrifter? Det handler jo om at finde det, der fænger, har jeg engang hørt en af slagsen sige; så er det lige meget, hvad folk tænker eller konkluderer … “de får jo sandheden, når de læser artiklen”. Når. Ikke hvis … selvsikkerheden fejlede ikke noget.

Vi skulle til XL-Byg i Osby for at købe rør til forlængelse til hanen i håndvasken, som bliver skiftet i dag. På vej dertil så vi en flok canadagæs og 10 sangsvaner, der gik og fouragerede på en majsmark.

Ikke så snart vi standsede bilen og jeg rullede vinduet ned, tog gæssene flugten.

Sangsvanerne var mindre sky, men de holdt nøje øje med os. De var ikke helt nemme at indfange med kameraet på den afstand og med den baggrund.

I XL-Byg viste det sig desværre, at der var to forskellige diametre på de to rør, John skulle udskifte, hvilket kom lidt bag på ham, så han havde ikke målt dem hjemmefra. Han og jeg var af hver sin mening om den rigtige tykkelse, men da jeg ikke gad stå i en forretning og diskutere med min mand, sagde jeg bare, at han måtte bestemme, men måske lige sikre sig, at han kunne komme og bytte dem.
Det var (selvfølgelig) mig, der havde ret, så han måtte af sted igen.
Det lyder blæret med ‘selvfølgelig’, men jeg har noget at have det i, og da vi kom hjem, var jeg simpelthen nødt til at spørge ham (mens jeg kæmpede for at lade være med at smile alt for bredt), om han helt havde glemt, at han trygt kan stole på mit øjemål.
Det har nemlig altid været meget præcist, mens han ikke kan skønne længder på noget som helst. I min tid som kortlæser kunne jeg oplyse ham om, at han skulle dreje om fx 7,2 km. Han holdt hurtigt op med at spørge, hvorfra jeg vidste det … jeg kunne se, hvor lang strækningen var i cm, og når man kender målestokken, var det kun et spørgsmål om at kunne regne – og jeg havde altid ret.  
Alt dette havde han nok glemt igen efter gps’ens ankomst, men blev så lige mindet om det på den hårde og mere benzinkrævende måde.

Jubiiii – snestorm! Igen!

I går gik turen sydpå til Inge og Hasse, som skal tilbringe lidt mere end bare påskedagene i det svenske.
Det gik som sædvanligt, når vi er sammen med de to: tiden fløj af sted; vi snakkede som havde vi ikke set hinanden i flere måneder, vi fik dejlig mad og denne gang vi fik en irsk kaffe til dessert. Det er 100 år siden, vi sidst har fået det – vi havde næsten glemt, hvor godt sådan en smager.
Vi havde vores dyner med – det er jo herligt at vide, at ingen skal ud bag et rat. Man kan nemlig sagtens more sig uden spiritus, men gud, hvor er det kedeligt  

Nej pjat, men det er faktisk ikke morsomt at skulle sidde og spytte i vand eller kaffe, når alle andre sidder og kan nyde et par glas god rødvin til den gode mad og en herlig ting som gårsdagens irske kaffe.
Vi gik tidligt i seng. Meget tidligt … timerne var i hvert fald temmelig små endnu … det er underligt, at det skal være sådan hver gang vi mødes …
Efter fem timer var vi dog friske igen – næsten alle sammen … men alle fire havde mest lyst til at grave sig ned for en tid, fordi vi vågnede op til en solid snestorm – der var allerede faldet et par cm sne, og det så på ingen måde ud til at have tænkt sig at stoppe igen foreløbig.

Efter et godt morgenmåltid vendte John og jeg næsen hjemad mod nord igen – og kørte mod stadig lysere tider og ingen snestorm! Da vi efter en lille time var hjemme, stod solen på spring og ikke så meget som et fnug var der kommet. Ikke helt efter standarden, men vi klager ikke.
Det er tøvejr, så der er oven i købet håb forude om, at det, der stadig ligger, ganske langsomt kan forsvinde.
 

Hr. og fru Dompap har været en tur på besøg hos os. De tog sig god tid til at spise sig mætte og er ikke lige så vimse som fx topmejserne, som er svære at få til at stå stille i så meget som to sekunder.

Min kaktus tror det er jul

Min novemberkaktus (eller er det decemberkaktus?) tror det er ved at være jul: den har sat et hav af knopper af.
Min anden kaktus er også på vej til at blomstre, men det er tredje gang, den gør det på denne årstid, så den er mindre galt afmarcheret.

Hele syv kommer den med denne gang – måske otte; den sidste knop er jeg ikke sikker på er en knop. Jeg tog den med til Sverige … jeg ville ikke risikere, at den havde afblomstret, når vi er hjemme igen mandag aften.

På vej til ødegården sad John og jeg og talte om, at vi alle er så trætte af denne lange vinter, men også om den nu også er så lang igen, når det kommer til stykket? Er det ikke bare os? Og måske især medierne, den er gal med?
Det har været fremme flere gange og flere steder i blogland, at mange kan huske vintre, der har været både strengere og længere end denne. Vi kom på vej herop til at tænke på vores første forår i Sverige, i 1995. Det var ikke på ødegården her, for den blev købt i november 1996, men i det firmasommerhus, som jeg havde vundet i uge 17 i både 1995 og 1996, og som var den direkte årsag til, at vi købte vores eget sted. Firmahytten ligger 15-16 km herfra, så vi kan nok godt regne med, at klimaet er det samme.
Da vi kom i slutningen af april 1995, lå der meget sne – meget mere, end der gør nu, en hel måned tidligere. Det, der gjorde foråret 1995 så fantastisk, var, at inden for den uge 17, vi havde lejet det lille, hyggelige soldatertorp, gik vi fra hammerkoldt til at opleve sydsvensk varmerekord. 28,2 grader kom det op på om torsdagen – næsthøjeste temperatur nogensinde målt i Sydsverige i april. Den højeste blev målt i 1993 og lå bare 0,2° over denne i 1995.
John tog billeder af Charlotte og mig, hvor vi sad i haven med næsten ingen tøj på, men med snedriver rundt omkring os. Birken nåede at gå fra ‘ingenting’ til lysegrøn på den uge.

Vi blev fuldstændig vilde med Sverige og var helt sikre på, at vi ville forsøge at få fat i hytten igen på samme tid året efter, hvilket som nævnt lykkedes, og efter disse oplevelser mente vi bestemt, at de helst skulle opleves hvert eneste forår. Og sommer. Og efterår. Og vinter.
Det nyder vi så nu på 17. sæson. Dejligt.

Der er et egern, der har vældig, vældig travlt ovre i det store ahorntræ. Det vimser rundt med gevaldig stor fart på og er næsten umuligt at indfange med kameraet, hvorfor selv det bedste af billederne ikke er godt, men sløret – det bliver derfor ikke bedre end dette, desværre – det gjorde det heller ikke nemmere, at jeg stod med håndholdt kamera med zoomen ude på omkring 40 af de 50 mulige.

En knækket hals og en afhoppet kæde

Det er altså ikke min hals, der er knækket … det er dorthealiljens. Et sørgeligt syn. Sort, vissen og knækket hals. Liljerne var lige blevet allerflottest, da sibirisk frost og blæst satte ind med fornyet styrke og forkortede livet dramatisk for de ellers så smukke liljer.

Kæden er min mentale. Hoppet af er måske at overdrive en kende, men hoppede gjorde den, da jeg læste følgende i Samvirke, hvis opskrifter jo næsten ikke kan blive grønne og selvhøjtidelige nok.
Derfor har jeg lidt svært ved at acceptere, hvad jeg i en af bladets opskrifter er i tvivl om skal kaldes dobbeltmoral eller bare tåbelig tankeløshed: Den ‘grønne’ kok anbefalede, at man tænder sin ovn på 200° for at riste fire (!) skiver parmaskinke i et kvarter. Det er sgu da spild af elektricitet, hvis I spørger mig. Uden at kende det nøjagtige watt-forbrug på nogen af delene, vil jeg blive meget forbavset, hvis ikke det er væsentligt mindre elforbrugende lige at klare den sag lynhurtigt på en tør pande.

Den samme grønne del af min hjerne har også funderet lidt over den meget, meget trendy vårhvede. Hvis man skal være økologisk og politisk korrekt i dag, skal man endelig bruge økologisk vårhvede – det er klasser bedre end mel fra vinterhvede, påstås det … og det er da meget muligt, at det passer, men det hele skal jo helst hænge sammen: Er det virkelig så miljøvenligt, når det kommer til stykket?  
Fordi. Er der ikke noget med, at alle afgrøder i princippet burde være vinterafgrøder, fordi der så bliver bundet mere kvælstof og dermed sker en mindre kvælstofudledning? I økologisk landbrug må man naturligvis ikke anvende kunstgødning, men den naturlige gødning indeholder mig bekendt også en masse kvælstof – ellers var det vel ikke gødning?

Nå. Det har man jo set før og ikke kun inden for emnet fødevarer: at i ideologiens hellige navn har man ikke lige sørget for at få overblikket og tingenes sammenhæng med i det store billede.

Flot. Især hvis det havde været for to måneder siden

John har som bekendt den store og misundelsesværdige fordel, at han ikke længere skal på arbejde, hvorfor den heldige mand kan benytte sig af enhver lejlighed og selv det mindste lille solskinsglimt.
I dag kørte han til Ølsemagle Revle, som er et godt sted for fugleelskere, og som læsere af denne blog vil have stiftet bekendtskab med flere gange tidligere.

Ikke helt passende billeder d. 15. marts, vel? Nærmest uartige …

Fuglene kan stadig gå på vandet – det synes de nok heller ikke er helt i orden …

Øv, altså.

Og det herunder: det gider jeg overHOVEDET ikke! Jeg vil have global opvarmning! Nu!!

Nåmn god weekend derude

Cafe fogelmums – nu med selskabslokale

Vi har udvidet restauranten med et selskabslokale. Vi var efterhånden blevet ret trætte af flagspætten, som ikke kun får ryddet ud i maden på ingen tid, men samtidig er så tyrannisk, at den ikke tillader de mindre fugle at være i nærheden af den.
Flagspætten er ganske vist en meget flot fugl, men det er ingen undskyldning for at opføre sig sådan over for de andre.
Da det desværre nok er for sent at begynde at opdrage på den, måtte vi finde på noget andet, hvilket derfor blev dette fuglefoderhus, hvor der er plads til flere småfugle, mens flagspætten er for tyk til at komme indenfor. Det er fyldt med nødder og mejsekugler, så vi håber det bliver et hit.

Musen har kronede dage med resterne fra den mad, der uvægerligt drysser ned på jorden, når fuglene spiser.
Han har sit lille hul, han kommer ud og ind ad, og han er lynhurtigt væk igen, hvis der nærmer sig en fugl i så meget som mejsestørrelse.
Jeg har intet imod mus, bare de holder sig væk fra det indvendige af huset, og hvis vi kan forhindre dette ved at fodre ham af på denne måde, skal han være lige så velkommen som alle fuglene.

John stod og manglede otte kroge til et lille projekt med interimistisk rumdeling, vi har gang i, så turen gik til Broby for en visit i den gamle isenkramforretning.
En skøn biks, hvor man bliver sat 50 år eller mere tilbage i tiden.

Han har også alle de ting, man nu engang er nødt til at have i dagens Sverige, men denne ende af butikken er slet ikke til at stå for.
Hvis man mangler to skruer af en bestemt slags, så kan man købe de to skruer. Ikke noget med at skulle købe 20 eller 50.

Han har alt, hvad tænkes kan i skruer, underlige eller ikke-underlige beslag og lignende. Hvis ikke han har hvad man skal bruge, kan man godt glemme alt om at lede efter det andre steder.

Og vandet kom …

Titlen er naturligvis et spil på en af min mors yndlingsromaner: Louis Bromfields Og regnen kom.
Heidi syntes det var fint, at vandet gik, så Ella kunne indfinde sig – jeg har det rigtig godt med, at vandet kom.

Vores gode svenskernabo ringede i sidste uge og fortalte, at nu havde han fået en ud, som har kigget på varmeledningen til brønden. Det viste sig, at relæet var gået … bare ikke lampen, der skulle vise, om relæet virkede … den virkede fint nok. Hvem siger også, det skal være nemt?
Nu var det i hvert fald blevet repareret, men jeg har alligevel været lidt spændt på, om der ville være vand. Et er at holde et rør frostfrit; det kræver lidt mere energi at tø et frossent vandrør op. Kalle mente nok, at det skulle kunne lade sig gøre, og det viste sig heldigvis, at han havde ret, for der kom vand, da John startede pumpen – som godt nok kørte bekymrende længe, men jeg gættede på, at røret kun var tøet lige omkring varmeledningen, således at passagen var meget smal.

Phew … nu behøver jeg ikke at aflyse min fødselsdag, som jeg holder her på gården. John og jeg kan klare os uden vand, men vi vil simpelthen ikke fylde huset med gæster, som vi så kan sende i fast rutefart til naboens brønd for at hente toiletvand.
På den anden side ville det nok blive et ophold, folk ville huske i lang tid fremover …

---

Og så har jeg en tilståelse:
Jeg kan godt lide at læse e-bøger på iPaden. Det ville jeg have forsvoret, men da muligheden var der, ville det være dumt ikke at forsøge sig.
Jeg gik derfor ind på Saxo.com for at kigge på mulighederne, og hvad var det allerførste, jeg så? Dortes Kriminovelle Lynggården “helt gratis til dig”.
Det var lidt af et tilfælde – jeg har læst flere af hendes bøger; bl.a. Anna Märklins familiekrønike, som var rigtig, rigtig god, og som jeg varmt kan anbefale. Et par gange har jeg leveret cover photos til hende, så jeg synes næsten, at vi kender hinanden, selv om vi endnu ikke har mødtes IRL.

Jeg ‘købte’ Dortes bog, plus en anden gratis kriminalroman, plus en Anna Grue-bog til 36 kroner; fik, efter en del besværligheder, langt om længe installeret Saxo Reader, og tog alle tre bøger med i seng på én gang. Jeg kunne dog kun læse én ad gangen …
Det fungerede fint. Helt fint. Og ingen natlampe, der kan genere nogen. Ikke fordi John nogen sinde har brokket sig over, at jeg læser i sengen … men tænk, at jeg synes, det er i orden med en e-bog. Jeg bliver sommetider forbavset over mig selv.

Baby Ella

I formiddags stod den atter på kælkning; denne gang med morfar som (en langt, langt bedre) fotograf og Pernille og Charlotte som aktive deltagere.
Det ser ikke ud som om de kedede sig …

Hvem morer sig mest? Børnene eller de voksne?

Efter frokost gik turen mod København – og i dag var vejene upåklagelige at køre på. Heldigvis.

Den lille Ella skulle egentlig først have heddet Emma, men forældrene fandt ud af, at det nærmest er blevet en massebetegnelse, så da hun kom ud, blev de med det samme enige om, at hun vist nok mere lignede en lille Ella.
Det var meget stort for Anna at få lov til at sidde med hende – Anna og Aubie kalder hende for deres kusine, selv om det i virkeligheden er en grandkusine (eller halvkusine, som nogle vist siger), men pyt, pyt. I England hedder sådan en ‘a second cousin’, og da A&A med en vis sandsynlighed aldrig vil få nogen ‘first cousins’, er der ingen, der finder det nødvendigt at opponere mod denne barnetro.

Det er i hvert fald en rigtig fin lille langhåret pige, der ser ud lige præcis som sådan nogle små 11-dages størrelser skal se ud … bortset fra, at lægerne ikke er helt enige i dette, da hun er alt for ‘solbrændt’. Hun har gulsot i en grad, så hun har været indlagt og anbragt i lyskasse, det lille pus.
Kontrollen i dag viste, at det var okay, men kun lige, så de skal til kontrol igen i morgen, hvor de ikke skulle blive forbavsede, hvis de indlagde mor og barn igen.
Der er jo ikke noget farligt i det, når det er i så god kontrol, men en smule stressende for de nybagte forældre er det selvfølgelig.
Vi blev enige om, at det er en lille alfepige, de har fået sig der … se bare hendes søde, men meget spidse ører:

Vi kunne dog ikke umiddelbart se nogen vinger … men vi ved ikke helt, hvornår sådan nogle gror ud på alfer. Måske skal de bare være lidt ældre?
De kommer sammen med tænderne, måske?

København ‘glemte’ at snerydde

Vi skulle have været inde for at se baby Ella for første gang, men efter at have hørt på trafikradioen i morges og lidt op ad formiddagen, aflyste vi det. Vi har heldigvis to dage at løbe på endnu, så besøget var ikke vigtigt nok til at sætte liv og lemmer på spil. København var tilsyneladende ét stort glatførekursus – hvor der var lidt for mange der dumpede …
Efter sigende var det fint nordfra og ind mod København; ligeledes sydfra, men så snart man ‘ramte’ storbyen, var der ikke sket en pind på saltnings- eller snerydningssiden, således at de, der havde været tidligt på færde, havde trykket sneen på veje og gader sammen til det rene is. Der må sidde nogle vagthavende med røde ører – for man kan da på ingen måde forestille sig, at det har været med vilje, at der ikke var gjort noget som helst?
En af de ansvarshavende blev spurgt, hvorfor det var gået så galt.
Det fandt vi ikke ud af, for sjældent har jeg da hørt så effektivt et ikke-svar, som han gav.

Da det tilsyneladende ikke havde tænkt sig at holde op med at sne igen, tilbød morfar at køre til Viby for at se om han kunne få fat i et par kælke, hvilket han heldigvis kunne, så i stedet for babybeundring kom den til at stå på vintersportsglæder.

Bakkerne bag huset er lige tilpas til denne størrelse børn: man kan få god fart på, men de er ikke så lange, at det bliver for kedeligt at trække kælkene op igen.

Ungerne havde en fest. Charlotte fik nærmest forfrysninger, men vi stod begge og behørigt beundrede de små poder i over en time, mens de høvlede op og ned ad de tre forskellige bakker, vi nåede af afprøve. Der skulle oven i købet afsluttes med en tur på legepladsen, men da måtte C kapitulere og gå hjem og genoptø sine forfrosne lemmer.
Så er det godt, at mommer fik købt termobukser for et par uger siden.

Vi nåede færgen – men lod den sejle uden os

Vi er ved at løbe tør for Christian Hansens fænomenale fuglefoderblanding og besluttede os for at lave en tur ud af turen op til grovvarehandelen i Kirke Hyllinge. Dvs. ingen motorvejskørsel, men køre ad så mange som muligt af de mindste veje i stedet for.
Det resulterede i flere hyggelige syn af små rådyrflokke på vores vej. Der er sikkert ikke flere af dem, end der plejer at være, men forskellen er, at vi kan se dem nu, fordi markerne er helt hvide.  
Det er vandet også visse steder. Hvidt. Især omkring stenene, hvor det smøg sig omkring dem i en på én gang varm og isnende kold omfavnelse.

Vi kørte ud til det lille færgeleje til færgen til Orø. På vej derud mødte vi et færgetræk – på hele seks biler …
Som forventet var der isfrit, hvor færgen sejler, og derfor også, som forventet, masser, masser af fugle.

Det jeg på afstand troede var en stenmole, viste sig at være ænder i hobetal.
Der var svaner, både unge og ældre, der var et par enkelte ællinger, gudhjælpemig … hvor store er mon deres overlevelseschancer? De var ikke nyudklækkede, men stadig små, grå og pjusket-dunede.
Der var blishøns og store skalleslugere – og selvfølgelig de allestedsnærværende måger.

Fælles for dem alle var, at de frøs om næbbene. Det var ikke længe ad gangen, de havde dem fremme i den bidende kolde vind.
Hvis man klikker billede 2 større, kan man se, at de fleste gemmer deres næb.
Billedet herunder til højre kan ikke klikkes større, hvilket de andre med fordel kan – det er taget med zoomen helt ude i det gule advarselsområde og derfor ikke af den bedste kvalitet. Jeg skulle bare prale med, at jeg i stiv kuling og med frysende frihånd kan fotografere store skalleslugere, der næsten er nået helt til Orø  

Det var dæleme også rasende koldt. Jeg havde kun jeans på, for mine forede ‘jægerbukser’ befinder sig i Sverige. Jeg blev hurtigt fuldstændig stivfrossen, mens jeg stod på stenene og fotograferede fugle i den stive kuling, der gav en chillfaktor på ÷40°. Cirka. På vejen hjem lagde vi derfor ruten forbi Jan og Bo, som har en butik med udstyr til jægere og fiskere.
Jeg er ingen af delene, men det folk ved godt nok, hvad det drejer sig om, når man skal befinde sig ude i alskens vejr i længere tid ad gangen.

Undervejs kørte radioen; bl.a. med et indslag om, at drægtige søer skal have mere plads, mens de er drægtige. Så meget plads, at de kan vende sig! Jamen det er jo fantastisk, ikke? Til at oplyse os undrende og uvidende om, hvorfor dette er bedre for søerne – hvilket vi jo naturligvis ikke selv kan regne ud – var der traditionen tro indkaldt en ekspert.
Jeg havde nær tabt strikketøjet af grin, da han blev præsenteret:
“Ja, og har har vi så Xxx Yxxx, Teamleder for svin.” [Sic].
Jamen det sagde hun altså!

Det er svært at brænde sine broer

Det er svært at brænde sine broer for tiden – i hvert fald i den mere bogstavelige betydning af ordene.
Dette er ikke sagt, fordi jeg er ved at fortryde min opsigelse … det er jeg overhovedet ikke, men det pragtfulde vejr i dag fik mig til at køre en tur forbi stranden og ‘min’ solopgangsbro for at se, hvordan vinteren ser ud herfra lige nu.
Lad det være sagt med det samme: den ser kold ud! Rigtig kold.

Vinterbaderne har kummerlige vilkår, da jeg næppe tror, de har lyst til at benytte trappen for at få sig en dukkert i grødisen, så hvis de er opsat på et koldt gys, så skal de gå hele vejen ud; dvs. først over den faste is iført ingenting.  
Brrrr … mig ikke forstå den slags … jeg bliver aldrig, aldrig, aldrig vinterbader! Jeg bryder mig i forvejen ikke om hav- sø- eller swimmingpoolvand, der er under 25°, så at hoppe i dette frosne element ville for mig være mere grænseoverskridende end at tage et bungee jump. Som jeg bestemt heller ikke har lyst til at kaste mig ud i …
Broens forreste trappe fører ikke rigtig til noget lige for tiden, men den bagerste fører direkte ned i grødisen, som ikke engang mågerne gad beskæftige sig med … de lå og hyggede sig inde på den faste is.

Man må nok sige, at der er forskel på ovenstående og på disse:

Alt har en forklaring

Alt har en forklaring – Kalle (naboen) fandt ud af, hvorfor vores ‘vandvarmer’ ud til brønden ikke virkede: der var ingen strøm i! Indikatoren lyste fint nok, men hvad hjælper det, hvis den er det eneste, der virker? John og Kalle satte temperaturen op i går på tingesten, men det havde ikke hjulpet, så i dag blev der målt med en eller anden dims, der kan måle sådan noget; med det oven for nævnte resultat. Beklager mit særdeles utekniske sprog, men det der er ren mandesnak for mig, og jeg gider ikke bruge krudt på at huske, hvad alle de fine og rigtige betegnelser er …
Det forsøger Kalle at få VVS-manden til at se på i løbet af ugen, for noget er der jo galt. Om det så kan ordnes i denne fimbulske kulde, er en anden sag.

Vejret viser sig stadig fra sin smukkeste side, så i dag gik turen ned forbi savværket ved åen, hvor Kalle har et stykke isfrit farvand, hvor han lige i nærheden fodrer ænderne med majs og andet andeguf. Han skal bare nærme sig og kalde sit andekald ankarna … ankarna…, så myldrer de ham i møde.

Det er ikke kun Bambi, der er på glatis – også for en and er det forbundet med en vis risiko at færdes på det glatte element – ham her til højre var meget, meget forsigtig.

Den lille vandport haves efterhånden i mange afskygninger.

Jeg synes, vores nabo havde mange ænder, men det var ingenting ved siden af, hvad der opholdt sig ved broen i Broby af ænder og gæs – det var et ordentligt træf, de havde arrangeret her.

Nu er vi hjemme igen – og trænger vist nok til et bad efterhånden …

Der kompenseres for det manglende vand

Naturen kompenserer for det manglende vand ved at vise sig fra sin allersmukkeste side.

Jeg kan næsten gå på vandet og smådyrene kan helt sikkert.
Hvad de så vil på det vand, skal jeg ikke kunne sige. Kræet på billedet til højre vidste det vist heller ikke selv … det fortrød i hvert fald igen og tog næsten samme vej tilbage.
Hvad er det i øvrigt for et kræ? Help, please … sporene, der går lige ud, er helt sikkert fra en hare, men jeg kan ikke helt gennemskue rundturssporene.

Porsebuskene har fået vintertøjet på og flagspætten er lige så grådig, som den altid har været.
Jeg kan ikke lide fuglen, fordi den er så tyrannisk, men smuk er den – det kan man ikke tage fra den.
Jeg tog billedet på en tårnhøj ISO-værdi, fordi kameraet overhovedet ikke kunne finde ud af at indstille lyset … i haven var der stærk sol, mens fuglefodringsstedet ligger i dyb skygge. For at fuldende forvirringen for kameraet, stod jeg inde i køkkenet og fotograferede, resulterende i, at automatikken dannede alt, alt for mørke billeder af fuglene.
På høj ISO bliver billederne meget kornede – ih hvor er der meget at lære …

… and we have no water …

Vi har intet vand, men det er ikke fordi London’s burning, London’s burning – fire, fire – fire, fire – (and we have no water …kan I huske den gamle kanon?)
Tværtimod har London og det meste af England fået masser af sne.
Tim sendte et billede af et sjældent syn her til eftermiddag: det gamle hus med sne på taget.

I Sverige er der også sne. 15 cm fin, ny og helt ren sne.
Det er godt, for vi bliver nødt til at bruge den til husholdningsvand … snesmeltningen er allerede godt i gang på komfuret.
Pumpen virker godt nok, og da vi altid tapper vandet af i vinterhalvåret, inden vi kører hjem, er det heller ikke her, den er gal.
Vandet må være frosset et eller andet sted undervejs fra brønden og ind til pumpen.
DET er irriterende, for det er lige præcis det, vi betaler os fra, at det ikke skal gøre! Vi har fået en VVS-mand til at lægge en varmeledning fra brønden til pumpen, og den skulle starte ved +4°. Indikatoren lyste, som den skulle, men det fik vi desværre ikke noget vand af.
Nå. Det går. Vi har prøvet det før, og det er ikke noget problem som sådan, men det hele bliver en anelse mere besværligt.

Da vi ankom, var det tæt på lokal kulderekord. Indendørs! Minus 4,4°.
I skrivende stund, 2½ timer efter ankomst, er vi oppe på 15°, og det føles dejligt lunt, men det er nu godt, varmetæpperne er opfundet, ellers var vores senge ikke blevet varme før til foråret … men vi kommer i en dejlig varm seng, og så betyder det intet, hvad temperaturen i rummet er.

Isblomster inden døre – ikke et dagligdags syn i dag, men noget, jeg husker fra min barndom, hvor min søster og jeg lå og puttede os under dynerne, til mor havde sørget for, at der var tændt op i kaminen i stuen og i komfuret i køkkenet. Gården fik først centralvarme og badeværelse samtidig med, at vores mor ventede vores yngste søster i 1961.

Nu kan John og jeg lege ‘gamle dage’ i denne weekend … jeg føler mig så autentisk, når vi en sjælden gang ikke har vand. Egentlig skulle vi vel heller ikke have strøm, hvis vi skulle køre den helt ud, men så begynder det at blive en tand for autentisk, synes jeg. Vi kan sagtens holde varmen, og vi kan også lave mad, men ingen pc, ingen sengelæsning (og heller ingen varmetæpper, forresten), ingen strikning …

Ekspertbegrebet er ved at blive udvandet

Jeg er hjemme – dejlig tidligt hjemme, da min søde chef var enig med mig i, at det nok var en glimrende ide at forsøge at undgå myldretidstrafikken, da det har sneet uafbrudt fra jeg ankom på arbejde tidligt i morges. Det sner endnu, så det bliver lidt spændende at se, hvornår vi skal hjemmefra for at nå i lufthavnen til tiden i morgen tidlig. Jeg er glad for, at jeg efter planen skal flyve allerede kl. 07:45, for så kan det hele ikke nå at være vildt forsinket endnu … jeg er jo lidt afhængig af videre transport efter ankomst til Heathrow.

Det kunne have været værre, men det kunne bestemt også have været bedre … det kunne fx helt have ladet være med at sne!

Jeg regnede faktisk selv den ud med at undgå myldretidstrafikken – behøvede slet ikke at spørge en ekspert til råds. Eller er jeg selv eksperten her? Jeg har jo mange års erfaring …  
Sådanne eksperter skal jo spørges om alt efterhånden, lige fra det komplet indlysende til områder, hvor ekspertviden er helt relevant at opsøge.

Er det bare mig, der mener, at i et tilfælde som dette er det de lykkepilleudstedende folk selv, der burde være eksperterne? Jeg har ikke læst artiklen – det er spisesedlen fra en avis, det ligger mig uendelig fjernt at købe, så jeg skal ikke kunne sige, om der senere står ‘læger’ som synonym for eksperterne. Hvis ikke det er lægerne/psykiaterne selv, der er eksperterne her, hvem pokker skulle det så være?

Medierne er åbenbart gået over til at mene, at det kun er ‘ekspertudtalelser’, der er troværdige. Med det resultat – i hvert fald for mit vedkommende, at jeg gradvist mister respekten for dem. 
Når det oven i købet ofte er de samme ‘eksperter’, der bliver hevet frem ved enhver lejlighed, hopper kæden da helt af.
Har I tid og overskud, så siger denne blogpost det mange gange bedre, end jeg selv kunne have gjort det.

Fra og med i morgen er jeg i mormor-mode – et område, hvor jeg endnu ikke er ekspert, da jeg kun har små syv års erfaring … men jeg elsker læringsprocessen …

De Urørlige blev de utilgængelige

Man skal aldrig bestille biografbilletter om vinteren. Man skal i hvert fald ikke betale dem på forhånd, men nøjes med at reservere, har jeg lært i dag.
Jeg havde, som en overraskelse til John, købt to billetter til De Urørlige, som jeg har hørt så meget godt om. Efter den lidt lange trailer på YouTube var jeg helt solgt, og ligeledes var derfor hurtigt også to billetter til mig.
I skrivende stund går filmen i BioCity Tåstrup, men vi kigger ikke med, for himmel og jord har stået i ét det meste af dagen … vi skal absolut ikke ud på landevejene i det vejr; slet ikke for noget så uvigtigt som en biograffilm. Det har været svært at bedømme, hvor meget af det, der har været fygning og hvor meget der er kommet fra oven, men det har helt sikkert ikke været genbrugssne altsammen, med de mængder, der ligger omkring os. Drivhuset har fået et fint, hvidt tag og hvidkalkede vægge, og det er blevet koldt for fingrene at få fat i frisk timian, rosmarin og salvie.

ØV, altså. Øvøvøv. Jeg gider ikke det her. Det er min sidste arbejdsdag i morgen, inden jeg drager til UK på tirsdag, så jeg vil ikke have jordens bedste samvittighed over at måtte tage den som en hjemmearbejdsdag, men kan jeg ikke komme afsted, er der ikke så meget at gøre ved det – jeg er desværre ikke herre over vejret.

Film så vi dog – jeg har lånt Die Another Day, så den blev sat på; John ‘monterede’ surround-sounden, hvorefter der var dømt James Bond i et par timer.
Da den var slut, så det heldigvis ud til, at det også var slut med sne fra oven … John gik ud og fik fjernet fortovssneen forskriftsmæssigt – nu krydser vi fingre for, at det virkelig er slut, både med sne og vind, så de kan få ryddet vejene til i morgen.

Havtornesnapsen blev filtreret i dag; den havde nu trukket i tre måneder. Den har den smukkeste farve – John er godt nok lidt spændt på smagen, men om ikke andet kan den da stå og se flot ud.

PS: sylten blev den bedste nogen sinde. Jeg kan på det allerkraftigste anbefale Camilla Plums opskrift. Til alle skeptikerne vil jeg sige, at det er meget mere pate end sylte; det er udelukkende en strid om ord – jeg tør godt sætte syltehadere på en blindtest efter at have smagt resultatet.

Mangler meteorologerne vejrindsigt?

Hvad er det med de vejrudsigter? Hvorfor er det mon så svært?
Ikke at jeg kan forudsige vejret eller går med tanker om at forsøge mig; mine kernekompetencer går i en noget anden retning, men meteorologer, om hvem man må formode har brugt år af deres liv på at lære om netop vejret og dets mekanismer, kommer ofte til kort.
Selv yr.no, som jeg ellers er så begejstret for, har svigtet mig denne gang: det skulle ikke have været snevejr i denne weekend. Selv i aftes, da det havde sneet en times tid, blev yr ved med at påstå, at vi ikke ville se så meget som skyggen af et snefnug i den del af Sverige, vi befinder os i, før henad tirsdagen.

En lastbilchauffør blev åbenbart så overrasket over sneen, da han i morges kl. 6.30 kørte ud af øresundstunnellen, at han mistede kontrollen over sit køretøj og skubbede så meget til en bom, at han præsterede at få begge retninger spærret i seks timer. Han gør sandelig ikke noget halvt … først var broen spærret til klokken 9, så til 10, 11, 12 …
Vi fulgte godt med i radioen, for hvis den aldrig nåede at åbne, kunne vi lige så godt med det samme lægge kursen mod Helsingborg, når vi skulle hjemover.
Den åbnede lidt over klokken 12 – ih hvor havde vi ondt af dem, der måtte have siddet og frosset i al den tid – det har vel næppe været alle, der har kunnet komme af broen igen? Eller gør man ‘noget’, så folk får lov til at vende om?

Okay, det er da meget smukt, når det falder. Og ligger. Vejen bliver så pæn her ved torpet, fordi man ikke salter på de mindre veje.
God ide, men det ville nok afstedkomme et ramaskrig i DK, hvis man så meget som bare overvejede noget tilsvarende.

Da vi vendte næsen hjemefter, lå der godt 10 cm, og det sneede stadig. Yr.no hævdede stadig, at vi havde strålende sol, og at sneen først vil komme fra i morgen.
Vejrudsigtsudarbejderne manger vejrindsigt. De sidder måske i et rum uden udsigt?

Vores søde nabo kiggede ind for at spørge, hvornår vi kommer næste gang, for så ville han sørge for at rydde vores indkørsel for sne, hvis der skulle ligge noget ved ETA.
Det er utroligt, hvad man kan få for 3-4 rammer dansk luksusøl om året. Jeg er ikke helt klar over, om han takker os for øl ved at være så serviceorienteret, eller vi takker ham med gode øl for at være så serviceorienteret … det startede helt klart med det andet, men nu er det vist bare blevet til en god cirkel (man har vel ikke kun onde cirkler?)

Til sidst lige et billede af Johns nye Aston Martin DBS Volante …

Jeg kan næsten gå på vandet

Men også kun næsten. Det har været nede på ÷8° i nat; i skrivende stund er det ÷5°, men det er flot vejr – der er mere blå end hvid himmel. Nede ved åen var isen begyndt at kravle ind over vandet og dække det … motiverne stod nærmest i kø, men man skulle tæt på for at få de lidt mere alternative billeder.
Meget tæt. Jeg blev lidt kold på maven uder fotoseancen, men fik et par gode billeder i hus.
Klik billederne større, det vinder de ved.

Jeg kan godt lide dette her; det ser ud, som om jeg har fanget vandet i bevægelse, men det var frosset, inden kameraet gjorde forsøget.

Indendørs kulderekord og nogle specielle gæster

Det er hele fire uger siden, vi sidst var på ødegården, og mine abstinenssymptomer har været til at tage og føle på – bare spørg John, hvor irriterende jeg har været efter jeg kom hjem fra England … men torsdag aften hoppede jeg rundt i stuen af glæde som et lille barn, fredag morgen var jeg kåd som et forårslam, og da vi endelig kom ud døren, var jeg næsten ikke til at styre.
Vejret var perfekt i går, arbejdsdagen sneglede sig af sted, men endelig blev det weekend, og så af sted med os nordøstover.
Da vi ankom kl. 19, havde det sneget sig ned på 0°, så det føltes helt lunt, da vi trådte ind i et hus, der var 7°.
Det må være mine landmandsgener, der træder i karakter, for noget af det første jeg gør efter ankomst, er at tjekke min-max-termometret, og hver gang jeg gør det, ser jeg så tydeligt for mig min far, som mindst én gang dagligt, med alvorlig mine, bankede på barometeret for at se, om viseren bevægede sig mod dårligere eller mod bedre vejr. Det var før Voldborg og alle hans efterfølgende vejrguruelever, der på mere eller mindre kæk facon forsøger at få os til at tro på, at vejret i morgen er godt. Uanset hvordan det bliver … Tv2 er særlig slem – hvis man vil have en god og seervenlig vejrudsigt, skal man se Tv2. Hvis man vil have en lidt mere realistisk vejrudsigt, skal man se DR1. Basis (DMI) er den samme, men fortolkningen er som oftest meget forskellig.

Det var lige et sidespring. Apropos forårsfornemmelser …
7° inden døre er som sagt helt pænt, årstiden taget i betragtning. Så tager det næsten ingen tid at komme op på 20°. Fra 0 tager det selvfølgelig længere tid, og fra ÷2 tager det enooormt lang tid – som i noget, der ligner det meste af tre-fire timer.

Da vi kom fredag, viste udendørs minimum ÷19,8° og indendørs minimum viste, at der havde været ÷9,4° på et eller andet tidspunkt i de seneste fire uger.
Mindre end minus ni grader indendørs! Holy shit! Hidtidig rekord var lidt under ÷2°, så lige pludselig var jeg glad for, at det ikke var lige dér på minimumsrekorddagen, vi kom og skulle varme huset op. Gad vide hvor lang tid det ville have taget bare at komme op på 0°?

Det dér tåbelige køleskab, som ikke må tændes før rumtemperaturen runder 10°, har været tændt siden 14 dage efter vi købte det. Det besluttede vi, at det skulle, uanset hvad alle de kloge siger, og når/hvis det ikke længere virker, køber vi et nyt. Dette lyder meget dumt, men det er i det hele taget en dum historie med det køleskab.
Nå. Men hvad sker? Fra opstillingsdagen af apparaturet har indendørstemperaturen på intet tidspunkt været over 10°, når vi ikke har været her. Køleskab og fryser fungerer perfekt. Fryseren fryser med anstand og køleskabet køler, som det skal. Uden bøvl. Kompresseren lever i bedste velgående, og der er slet ikke noget at klage over. Vi skal bare gøre alt det, vi ikke må, så fungerer det fint.

Vi har fået en ny sø i baghaven. Gad vide hvor længe vi har den og hvor stor mon den kan nå at blive? Vandstanden kan tillade sig at stige en lille meter til, inden det bliver kritisk; det tror jeg dog ikke sker, men så meget vand som dette har vi kun set en enkelt gang før.

Svampene på billedet har groet fint trods de voldsomme kuldegrader. Det lysebrune er helt ny vækst … det er en hårdfør svamp.

Den sjoveste oplevelse i dag var, da John fandt et overvintrende flagermusepar nede i viktualiekælderen.
Han ville rydde op og ud, fordi vi snart skal til at bruge den til det oprindelige formål; nemlig forrådslager. Der var en reol, der skulle på bålet, og inde bag den gemte sig disse to små, dybt sovende flagermus.
De rørte sig ikke ud af flækken – de er vitterligt i total dvaletilstand og har da også fundet sig et godt sted at sove, da kælderen er frostfri, men selv om de er søde, kunne vi ikke rigtig lide det, for kan disse komme ind, kan mus vel også? Vi har nu godt nok overhovedet ikke set spor efter mus, og flagermusene kan kun være kommet ind gennem en træklem oppe ved loftet, så det er muligt, at rummet stadig er musesikkert.

Se da lige, hvor fin en pels de har – det er lige før den ene har Elvis-frisure med det fine fald i håret.
Billedet viser dem i naturlig størrelse.

Utroligt, at de kan hænge fast på betonvæggen.

På fuglesiden har vi haft besøg af kvækerfinker i dag – det er første gang vi ser dem heroppe … en nydelig lille fætter, som vil kunne ses ovre hos John fra en gang i aften, vil jeg tro.
Her har også været et bogfinkepar – han var nærmest selvlysende rød, den flotte fyr.
Vi hørte flagspætten i morges – det er ved at være forår, på trods af at vi har haft frostgrader i nat.

Og vejret?
Fantastisk.
Men lidt koldt. 6,4° kl. 14, så den står endnu ikke på solbadning – det er også helt ligemeget – solen blænder, det er vindstille og det er skønt.