Sådan kan man også drikke med de kendte

Vi har været i Ringstedet i dag – et outletcenter i Ringsted. Jeg havde en aftale på mammografiafdelingen på Ringsted sygehus, og da det var overstået, skulle vi lige se, hvad det var for noget … om det er værd at besøge.
Det er det! Der var mange gode tilbud på både kendte og ukendte mærker. Mest kendte, og mange ting kunne man få med 50 % rabat. Det var svært ikke at få behov til at opstå på færden rundt derinde. Fx så vi denims sat ned fra 600 kroner til 100 kr. Billigt, billigt.
Jeg fik fire sommerbluser for næsten ingen penge, og bedst af det hele fik vi noget legetøj til ungerne, som var til at betale.
Det kan godt være lidt svært for os at finde det rigtige legetøj at have med til dem, for jeg er tilbøjelig til at glemme, hvor store de bliver. Nu har vi købt et kalaha-spil til Anna og et dinosaurspil til Aubie – han er kommet i dinosauralderen, ved jeg, så han vil nok synes det er sjovt at guide dem gennem sumpen med alle dens farer i spillet, vi har købt.

En Føtex er der også … vi er ved at samle BiB-vine ind til norgesferien, for man køber ikke vin i Norge, hvis man på nogen måde kan slippe for det – det kan hurtigt gøre en ferie dobbelt så dyr. Vi må egentlig slet ikke have vores egen vin med, med jeg regner ikke med, at I sladrer til tolderne – og desuden ved vi ikke engang selv, hvor vi kører ind i Norge …
I februar så jeg for første gang en BiB-vin med et alternativt design, hvorefter jeg fluks omdøbte Bag-in-Box-vine til Bag-in-Bag-vine.
I Føtex var de rigtig gået til den:

En Jan Magnussen-BiB – der kan man bare se. Sydafrikansk, men i samarbejde med JM (hvad sådan et så end måtte bestå af – kombinationen Formel-1-kører og vin er ikke den mest logiske). Mad og Vin giver den ganske gode ord med på vejen, og billig er den tilligemed. Det var Vernissage-vinen ikke, måske fordi den allerede i 2010 vandt en guldmedalje på grund af ‘most innovative design’, hvilket ikke siger en pind om vinens kvalitet … jeg købte derfor ingen af disse, men nogle andre, jeg havde lidt mere tillid til.

Gårsdagens sproglige DR-flop får I lige med på vejen: Man interviewede en af de unge hackere, der er i stand til at lægge NemId og lignende ned så nemt som at klø sig i nakken. Han blev bl.a. sprugt, hvorfor han gør sådan noget, og hans svar var, at det er for at fortælle de ansvarlige, at sikkerheden ikke er god nok. At de må se at komme lidt mere på dupperne og få gjort noget ved det. Gutten her var ikke ude på noget ondt, hvilket jeg valgte at tro på, men det kan der meget nemt være andre, der er, og så er vi alt for uhyggelig sårbare.

Drengen sagde følgende, som DR1 valgte at tekste således (tekstet, fordi der var sat stemmeforvrængning på):
”… så havde de kunne ligge den ned …”

Suk, DR1. Det kan da godt være, at man i det talte sprog ikke kan høre t’et i kunnet, og knægten sagde noget, der lød som en mellemting mellem lægge og ligge, men det burde ikke forhindre teksteren i at skrive det korrekte havde kunnet lægge …
Eller hvad? Skal man som tekster lade folks talte sproglige fejl følge med, når man skriver undertekster?
Jeg synes det ikke.

John sidder og ser Giro d’Italia – speakeren sagde netop monotome. Hvor er der mange, der tror, det hedder det.

Man må benytte sig af de gode tilbud – af enhver art

Gennem mit arbejde har jeg en konto hos Philipson Wine, fordi jeg altid har et lille vinlager på kontoret til, når min chef vil sige en eller anden tak for en lille ekstra indsats. Jeg kan betale med firmakort eller med mit eget kort, hvis jeg køber privat, men jeg får mine bonuspoint uanset hvilket kort, der bliver brugt – lige som med Eurobonuspoint hos SAS. Og hos os får medarbejderen heldigvis lov til selv at beholde den slags belønninger.
I dag strøg der en mail ind fra Philipson med et par tilbud, jeg absolut ikke kunne modstå.

Langhe-vinen til højre sat ned fra 120 kr til 50 kr.
Postales Fin del Mundo sat ned fra 60 til 40 kr.
Hvis man altså køber 12 flasker af hver … men det gjorde jeg så. Den sidstnævnte er ikke engang på tilbud mere, så det var godt, jeg slog til med det samme.
Jeg brugte min bonus og fik de 24 flasker for lige godt 800 kroner. Det er i orden med mig … og jeg forventer mig en del af den nebbiolovin.

---

Om kort tid har jeg ikke længere firmabetalt internetforbindelse, og efter at have undersøgt priser og muligheder, nåede vi frem til, at vores antenneforening var billigst; oven i købet med en meget stor hastighed.
Mit kære firma påstår ellers, at de giver deres medarbejdere crème de la crème mht. hastighed, og jeg har såmænd heller ikke følt grund til klage, men ment, at det virkelig var en pænt hurtig forbindelse.
Telenor kan dog godt pakke sammen, måtte vi konstatere i dag efter besøg af antenneforeningens montør.
Jeg blev ellers en anelse bekymret, da jeg så, at Telenor leverer fem ‘modtagestreger’ af fem, hvor Flimmer kun leverer tre af fem. Men jeg tør da næsten ikke tænke på, hvordan det ville se ud med fem af fem for Flimmers vedkommende, fordi: 
Telenor: ned:  6,9 Mbit/s – op: 0,82.
Flimmer: ned: 32,5 – op: 13,45.
Det er da en forskel, der er til at tage at føle på! Og mærke, for den sags skyld … der er godt nok kommet fart over feltet her. Det må gå med raketfart, når dette indlæg skal publiceres … burde egentlig have lagt en hel masse heftige billeder ind bare for at se forskellen.
Nu nøjes jeg med et af kaktussen, som er startet på blomstringen.

Jeg ved ikke, hvordan de bærer sig ad, men jeg er ærlig talt også fuldstændig ligeglad, bare det virker … og så for bare 150 kroner om måneden.
Det er også i orden med mig.

Vin, god mad, hygge og …

Ja, hvad står mon prikkerne for? Det kommer senere, og det er ikke helt stuerent.
Maden på l’Alsace levede næsten helt op til forventningerne – vi fik fire retter, hvor første og sidste var ledsaget af den reneste englesang: det var foie gras, hhv. nogle dejlige oste. Jeg elsker foie gras og er aldeles ligeglad med eventuel politisk ukorrekthed angående dette.
Til gorgonzolaen og munsteren var der gulerods-appelsin-etellerandet + olivenurt, hvilket for mig var helt ny. Den smagte specielt, men udmærket, og kan åbenbart købes på grønttorvet.
Den mindede mest af alt om en nopret grankvist, her gengivet i omtrentlig naturlig størrelse … kender I urten?

Anden ret var stenbiderrogn, marineret i cognac, og tredje var tre slags fisk (laks, pighvar og gedde) med bl.a. choucroute. Det var første gang, jeg smagte det, og var jo lidt sjovt, at vi lige dagen før havde set Fise med Price. Choucroute er dog ikke noget, jeg behøver at få igen … det var en tand for surt.

Noget ved det moderne køkken, jeg aldrig helt har forstået, er disse skumfiduser – jeg synes de er ret ulækre og ligner i kvalmende grad at der er en, der har spyttet på min mad!

Vinene var udelukkende alsacevine; til at præsentere dem var forhandleren selv mødt op og fortalte og fortalte på en slags engelsk med en skøn og stærk fransk accent. Her er et par citater at hygge sig med:
- It’s open in my mouse [mouth].
- I will share myself with you …
- … in vån ‘ands … in zecond ‘ands … [on the one hand … on the other hand … ]
- … in ze first mouse … and in ze zecond mouse … [han mente det hhv. første og andet indtryk, man får af vinen i munden].
Mette, min dejlige kollega og hendes mand plus John og jeg sad ved et firemandsbord. Mette og jeg kæmpede en brav kamp for at holde masken, når den lille Stintzi rigtig foldede sig ud.

Da jeg midt i en af hans lange ‘taler’ blev nødt til at frekventere toilettet, så jeg noget, der fik mig til at fnise henrykt, og som jeg absolut måtte forevige, så jeg løb ud og hentede mit kamera og fluks tilbage på toilettet – til Mettes bekymring; hun troede, jeg var blevet dårlig, men da Stintzi talte og talte, kunne jeg ikke forklare noget.
Langt om længe blev han færdig, så jeg kunne berolige de tre andre med, at jeg skam overhovedet ikke var dårlig; det skulle da lige være af grin … og så viste jeg billedet af sæben. Jeg følte mig noget så åndssvag, da jeg skulle vaske hænder, for man kunne altså kun få sæbe på hænderne på én måde!

Mette måtte absolut ud og se fænomenet, og hun var helt med på at agere model til lidt håndarbejde. Vi stod og skraldergrinede under fotoseancen, men måtte pænt gå, da der kom nye ‘kunder’.

Tilbage ved bordet igen kogte vi meget mere suppe på den fjollede sæbe – bl.a. noget med at få vasket munden med sæbe – jeg tror vores søde mænd var temmelig glade for, at vi kun var os fire ved bordet, men de kunne trods alt ikke lade være med at grine med.
De kunne nu også selv … længe inden sæbeepisoden havde John og Ulrik åbenbart haft en lille snak, hvor Mette og jeg først spidsede ører, da John i på én gang et medfølende og selvmedlidende tonefald erklærede, at det mest stive er sgu snart knæene, ikke? … da vi kiggede spørgende på dem, så de dog meget uskyldige ud begge to og uddybede ikke nærmere.

Så jo, Inge – vi havde en særdeles herlig og festlig aften. Mette og Ulrik kunne desværre ikke komme til min fødselsdag, men I mødes måske en anden god gang.

Laaang dag

Møde ind kl. 7 som sædvanlig. Til møde kl. 14:30. Slut kl. 16:15. Vinsmagning kl. 16:45.
NU begyndte dagen først – i hvert fald det sjove af den: Et vinklubarrangement, som bestyrelsen havde valgt at kalde ‘Giro d’Italia’. 11 vine, som blev til 12, inden vi var færdige, fordi en Barolo fra 2003, som var udvalgt af en fra bestyrelsen, viste sig helt uventet at være ‘gået over’. Så var han jo nødt til at finde en Amarone fra kælderen som kompensation …
Det var et af de dyrere arrangementer (som dog kun kostede 100 kroner for medlemmer, som betaler 25 kr. om måneden, hvortil bliver lagt et firmatilskud. Gæster (fx ægtefæller) betaler gerne lidt mere end det dobbelte af medlemsbetalingen). Prisniveauet på aftenens vine spændte fra den billigste, som var en rød mousserende vin til 89 kroner, til den dyreste til 695 kroner. Det er nu sjovt at smage sådanne vine, som rækker langt ud over vores budget. Og helt ærligt … selv om det ikke gjorde, ville ganske almindelig nærighed nok afholde mig fra at investere i vine i den prisklasse.

Dagens foredragsholder var en lille og spillevende pige fra Allerød Vinhandel, som bogstavelig talt havde fået vin ind sammen med modermælken. Hun er kun 28 år, men viste sig at være et energibundt af en guldgrube af viden om italienske vine. Hun var så engageret, vidende og begejstret, at vi somme tider klappede spontant af hende … hun havde os alle i sin hule hånd, og selv under smagningen af de sidste vine, hvor snakkeniveauet erfaringsmæssigt ellers godt kan gå hen og blive halvhøjt, lyttede vi til hende i andægtig tavshed.
Hatten af for hende.

Pris og kvalitet hænger ikke nødvendigvis helt sammen – en del ved vores bord var enige om, at vin nr. 5, Cantina Ricci, til 249 kr. var dagens bedste. Ikke at de andre og dyrere ikke var gode, for selvfølgelig var de det. Kanongode. Men vi ville helst have nr. 5.

Lidt godt til ganen var der også – man kan ikke klare at stå igennem en vinsmagning, der først slutter kl. 20, hvis ikke man får noget i maven.

Der var også lidt for enhver smag rent etiketmæssigt: Den første, fordi vinen angiveligt bliver produceret af Draculas sidste efterkommer …

Duemani og Suiassi var nummer 9 og 10 på kortet; altså sidstnævnte til 695 kroner. Jeg synes det virker forkert, at så dyre vine skal have sådanne lidt oversmarte etiketter – men den holdning skyldes nok min alder. Dyre vine skal have eksklusive og/eller stilfulde etiketter; alle de prikker efterlader bare et forvirrende indtryk, synes jeg.

Nummer tre var den for gamle Barolo, og nummer fire var erstatningen for den – vi var simpelthen nødt til at få opiumdråber for at komme os over Barolochokket …

Vinklubbens 21. generalforsamling

I aften har jeg været til den 21. generalforsamling i firmaets vinklub.
De fire af de syv bestyrelsesmedlemmer har været de samme gennem alle årene; en femte har været med i 15 år.
De stiller op igen og igen, og de bliver valgt ind igen og igen, fordi de brænder for sagen og kan blive ved og ved med at stable nogle særdeles spændende arrangementer på benene. De er fantastiske, hele bundtet.

Bestyrelsen sørger for, at der på generalforsamlingen er mindst én flaske vin pr. deltager. Altså ikke til at drikke her og nu, men til at vinde i lodtrækningen og tage med hjem og nyde sammen med den, man helst vil nyde en god flaske vin sammen med.
Man har meldt sig til ved at udfylde en slip med sit navn, og denne slip bliver, efter selve generalforsamlingen, trukket op af en hat af en lykkens gudinde.
Inden det hele begynder, har man naturligvis kigget vinene ud og prioriteret dem efter, hvornår man måtte blive udtrukket.
“Hmmm … den der, hvis jeg bliver udtrukket blandt de første 10; den, hvis jeg kommer i midten, og den, hvis jeg er blandt de sidste”.
Hvilket jeg næsten altid er … jeg har én gang været blandt de ti første og ellers alle de andre gange været i den sidste halvdel. I 2011 var jeg næstsidst.
Vinene er dog altid gode – man vil aldrig kunne hive noget sprøjt med hjem.

Der granskes indgående … Hmmm … den? … eller måske den? Nej – den der, tror jeg … gad vide hvilket nummer jeg bliver udtrukket som? …

Generalforsamlingen er overstået, og middagen skal til at starte – først to hvide vine; en riesling fra Østrig og en chardonnay fra NZ.
Man kan måske gætte, hvem der har taget billedet? Jeg har altid et strikketøj med til selve generalforsamlingen, hvor vi bare skal sidde og lytte.
Og lytte og lytte. Det er fint nok, men jeg skal altså have noget i hænderne, så.

Lidt senere er de røde vine også kommet på bordene. Et par af flaskerne er præmier fra lodtrækningen, men voldsomt ser det ud.
Læg dog mærke til, hvor lidt vi fylder i glassene. Man har vel vinklubpli.

Lodtrækningen.
Ja.
Fortalte jeg, hvor ‘uheldig’ jeg ellers altid er?
I dag blev mit navn råbt op som det allerførste! Wayyyyy – never happened before!
Men DET havde jeg jo ikke lige taget højde for – og vi skal skynde os at vælge og smutte ned på plads igen, ellers tager det alt for lang tid at få fordelt de 70 flasker.
Okay så – en hurtig beslutning fra det næstyderste højre: en flaske Gevrey Chambertin 2004 Premier Cru går man vel ikke helt fejl af.
Det var 70 flasker, men kun 58 deltagere.
Altså alle navne ned i hatten igen, så 12 heldige personer kunne gå hjem med hele to flasker. Det er indtil nu ikke sket for mig før.
Ellen blev råbt op som nummer fire!
Nu lød der spredte buh-råb og visse dæmpede antydninger om bestikkelse – alt med smil på, selvfølgelig, så jeg gik aldeles uanfægtet, kold og rolig, med totalt ren samvittighed og et kæmpesmil på og erhvervede mig en Alamos Chardonnay…

God aften.