Godt selskab endnu en gang

Jamen kan man forlange mere?
Ditte og Peter kom torsdag til frokost. Vi havde lige dækket op på terrassen, da det trak voldsomt sammen og blev til et værre tordenvejr, så det hele blev lynhurtigt bragt inden døre, hvorefter vi sad lidt og skumlede over dette møgvejr, og det da var noget hø og hvorfor nu lige nu i netop denne weekend og øv og så videre.
Det var heldigvis et standardtordenvejr, som hurtigt stoppede igen, så vi bryggede en kande kaffe og hev krus, et glas mælk og en pakke småkager ned i posen og begav os ud på Den Store Sørundtur, som Ditte i forholdsvis direkte vendinger havde udtrykt ønske om at opleve.

Vi havde de sædvanlige stop på turen, men ind imellem var det lidt fugtigt i vejret … kaffen blev dog ikke fortyndet …

Men dramatisk var himlen lige pludselig … vi fik pakket sammen i en fart og nåede kun lige tilbage til bilen, inden sluserne åbnede sig.

Videre på ruten, hvor vejret var så venligt at regne, når vi var inde i bilen og holdt tørt, når der var pitstop. Som her ved den gamle bro.

Hjem til mad og hygge … og lidt meget for sent i seng … vi skulle jo lige introducere Peter til Quiz Battle og Ditte til Ruzzle. Sidstnævnte var i særlig grad et hit, for det blev fluks downloadet og fruen har smugtrænet en hel del i hver en ledig stund – sågar tidligt i morges, mens manden sov sødeligt i endnu en rum tid.

Ditte og jeg har været sammen nogle gange via vores fælles strikkeglæde, men vores mænd kendte naturligvis ikke hinanden særlig godt – og vi kendte lige så naturligvis heller ikke hinandens mænd særlig godt, og så er det jo, det bliver en smule spændende, hvordan vi alle går i spænd sammen.
I dette tilfælde var der ingen grund til bekymring … det har simpelthen været superhyggeligt, og som med det forrige besøg er vi også her ret sikre på, at vi nok skal finde ud af en gentagelse …
Tusind tak for selskabet, I to. Det var noget af det bedste af slagsen og vi har nydt hvert et minut.

Et skønt besøg – og et til i vente

Lidt spændt er man jo altid, når man skal møde nogen for første gang – også selv om mavefornemmelsen er helt rigtig.
Lene fra Canada og jeg har mailet en smule sammen ud over de kommentarer, vi smider hos hinanden.
Lene er nu en tur hjemme i Danmark og syntes det kunne være rigtig hyggeligt at mødes, selv om hun har et stramt program og det kun kunne blive kort.
Det flaskede sig således, at vi mødtes i går eftermiddags ved Øresundsbroen, hvor jeg hoppede over i Lenes bil, så vi kunne bruge resten af turen til ødegården til at finde ud af meget mere om hinanden.

Hun er simpelthen bare det sødeste, og vi havde en superhyggelig eftermiddag og aften – desværre med regn, så grilleringen af den marinerede krondyrmørbrad måtte foregå under parasollen.

Senere, ved kaffen, hev jeg strikketøjet frem; jeg skal se at blive færdig med de futter, jeg skal have med til England.
Det er en lidt speciel måde, de produceres på: man strikker ikke på rundpind, men frem og tilbage og syr dem til sidst sammen fra tåen og op, hvorfor hælen står ud som en lille bule, indtil der skal sys sammen … det er en opskrift, jeg har fået af Inges mor.
Lene begyndte at grine, da hun så dem: “Sig mig engang: er du ved at strikke en BH? Eller skal det være en bikini?”
Sådan havde jeg slet ikke set på det – jeg vidste jo hvad det var, men kunne da godt se, hvad hun mente, så det blev der kogt en del suppe på … skal de vende opad eller nedad? Hvor længe bliver du ved med at strikke? Det skal måske ende med at blive en hel badedragt? Er du sikker på, at skålen har den rigtige størrelse? Den ser mig lidt lille ud.
Jaja, til grin kan man altid blive … jeg må hellere sætte et billede i af de færdige sokker, når jeg når så langt …

Vi stod tidligt op, for Lene skulle videre i programmet og kørte desværre allerede 9:30 – men vi stod op til et pragtfuldt vejr … klokken 10 var det 21° i skyggen, og solen nærmest brændte.
Det blev til store farvelknus og et gensidigt ønske om at se hinanden igen. Vi afgav et løfte om, at hvis vi overhovedet kunne få råd til det, går turen på et tidspunkt til Canada for at besøge Lene (og hendes mand, selvfølgelig, men han er ikke med i DK denne gang) i det hjem, de har skabt sig derovre.
Dejlige blogland. For 118. gang … tusind tak for denne gang, Lene. Det skal bare lykkes at ses igen engang.

Næste hold, Ditte og Peter, ankom efter planen kl. 13.
Det har vi os naturligvis også glædet til, men mere om det senere.

Et par guldkorn fra Samvirke

Det nye nummer af Samvirke er udkommet. Det er ganske udmærket at læse – ikke mindst fordi jeg næsten altid kan finde et eller andet, jeg kan smile skævt til eller undre mig over – og jeg blev da heller ikke skuffet denne gang:

I ‘Bag om varen’; denne gang om tandpasta. Det er ikke Coop, jeg hænger ud her, jeg undrer mig bare noget så gevaldigt over, at nogen kan finde på at købe de sidstnævnte tandpastaer:

“Langt de fleste tandpastaer på markedet har mintsmag. Nogle børnetandpastaer har smag af sødt eller lakrids. På nettet kan du dog købe tandpasta med smag af bacon eller cupcakes”.
Adddr. Hvem gider dog børste tænder i noget, der smager af mad???

“Kvalitet fra bjergene
Har du lyst til en ost fra bjergene?
I supermarkedet kan du snart finde et nyt mærke på varerne: ‘Bjergprodukt’.
Mærket er et kvalitetsmærke på linje med ø-mærket og kan kun komme på varer, som er dyrket og produceret i bjergrige områder.
Ingen danske varer har fået mærket.”

Der kan man bare se. Tak for den sidste oplysning … jeg undrer mig blot over, at man fandt den nødvendig.
Jeg ville nok også miste tilliden til troværdigheden, hvis jeg så danskdyrkede/producerede varer mærket med ‘Bjergprodukt’ …
Hvorfor mon det er en kvalitet i sig selv, at noget stammer fra ‘bjergene’? Kan det have noget med ren luft at gøre? Mindre forurening? Så vidt jeg ved, er syreregnsproblemer direkte proportionalt med højden af landskabet. Jeg savnede en uddybende forklaring på dette nye ‘kvalitetsmærke’.

Tak også til Overleveren, som beærede os med et besøg og leverede et par timers godt selskab – det var rigtig hyggeligt, selv om vi også nåede lidt rundt om lidt mindre hyggelige emner … det gør jo ikke selskabet mindre godt af den grund.

Vin, god mad, hygge og …

Ja, hvad står mon prikkerne for? Det kommer senere, og det er ikke helt stuerent.
Maden på l’Alsace levede næsten helt op til forventningerne – vi fik fire retter, hvor første og sidste var ledsaget af den reneste englesang: det var foie gras, hhv. nogle dejlige oste. Jeg elsker foie gras og er aldeles ligeglad med eventuel politisk ukorrekthed angående dette.
Til gorgonzolaen og munsteren var der gulerods-appelsin-etellerandet + olivenurt, hvilket for mig var helt ny. Den smagte specielt, men udmærket, og kan åbenbart købes på grønttorvet.
Den mindede mest af alt om en nopret grankvist, her gengivet i omtrentlig naturlig størrelse … kender I urten?

Anden ret var stenbiderrogn, marineret i cognac, og tredje var tre slags fisk (laks, pighvar og gedde) med bl.a. choucroute. Det var første gang, jeg smagte det, og var jo lidt sjovt, at vi lige dagen før havde set Fise med Price. Choucroute er dog ikke noget, jeg behøver at få igen … det var en tand for surt.

Noget ved det moderne køkken, jeg aldrig helt har forstået, er disse skumfiduser – jeg synes de er ret ulækre og ligner i kvalmende grad at der er en, der har spyttet på min mad!

Vinene var udelukkende alsacevine; til at præsentere dem var forhandleren selv mødt op og fortalte og fortalte på en slags engelsk med en skøn og stærk fransk accent. Her er et par citater at hygge sig med:
- It’s open in my mouse [mouth].
- I will share myself with you …
- … in vån ‘ands … in zecond ‘ands … [on the one hand … on the other hand … ]
- … in ze first mouse … and in ze zecond mouse … [han mente det hhv. første og andet indtryk, man får af vinen i munden].
Mette, min dejlige kollega og hendes mand plus John og jeg sad ved et firemandsbord. Mette og jeg kæmpede en brav kamp for at holde masken, når den lille Stintzi rigtig foldede sig ud.

Da jeg midt i en af hans lange ‘taler’ blev nødt til at frekventere toilettet, så jeg noget, der fik mig til at fnise henrykt, og som jeg absolut måtte forevige, så jeg løb ud og hentede mit kamera og fluks tilbage på toilettet – til Mettes bekymring; hun troede, jeg var blevet dårlig, men da Stintzi talte og talte, kunne jeg ikke forklare noget.
Langt om længe blev han færdig, så jeg kunne berolige de tre andre med, at jeg skam overhovedet ikke var dårlig; det skulle da lige være af grin … og så viste jeg billedet af sæben. Jeg følte mig noget så åndssvag, da jeg skulle vaske hænder, for man kunne altså kun få sæbe på hænderne på én måde!

Mette måtte absolut ud og se fænomenet, og hun var helt med på at agere model til lidt håndarbejde. Vi stod og skraldergrinede under fotoseancen, men måtte pænt gå, da der kom nye ‘kunder’.

Tilbage ved bordet igen kogte vi meget mere suppe på den fjollede sæbe – bl.a. noget med at få vasket munden med sæbe – jeg tror vores søde mænd var temmelig glade for, at vi kun var os fire ved bordet, men de kunne trods alt ikke lade være med at grine med.
De kunne nu også selv … længe inden sæbeepisoden havde John og Ulrik åbenbart haft en lille snak, hvor Mette og jeg først spidsede ører, da John i på én gang et medfølende og selvmedlidende tonefald erklærede, at det mest stive er sgu snart knæene, ikke? … da vi kiggede spørgende på dem, så de dog meget uskyldige ud begge to og uddybede ikke nærmere.

Så jo, Inge – vi havde en særdeles herlig og festlig aften. Mette og Ulrik kunne desværre ikke komme til min fødselsdag, men I mødes måske en anden god gang.

Knud Rasmussens hus i Hundested

Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen: Blogland er et fantastisk land!
Det er inspirerende og her kan man møde de dejligste mennesker.
Senest var det Ditte, der skrev et indlæg om et besøg i Knud Rasmussens Hus i Hundested, efterfulgt af en frokost på Halsnæs Bryghus.
Ellen, som åbenbart ikke har en selvstændig tanke i livet, lod sig omgående inspirere og spurgte John, om ikke han kunne tænke sig at transportere sig selv og hende en tur til Hundested; så ville samme Ellen give en frokost på omtalte bryghus.

Det ville han da gerne.
Det var et lille, men herligt hus, med Nordsjællands nok bedste udsigt. Man forstår så glimrende hvorfor en mand som Knud R ikke følte sig helt godt tilpas i Amaliegade i København, og derfor fik bygget dette hus i 1917 og opholdt sig her så meget som muligt.

Forfatteren Tom Kristensen boede her også over en tid; han var den, der skulle sørge for, at folk også gad læse de dybt faglige og dermed nok lidt mere end en anelse kedelige bøger, som Knud Rasmussen skrev.
Jeg ville da godt have prøvet at sove under denne isbjørn. Eller den anden … hvad? moskusokse, mon?
Eller have sådan en brændekasse i Sverige. Som John siger, han godt kan eftergøre. Sådan noget skal han altså passe på med at sige, for hvad den slags angår, har jeg en hukommelse som en elefant, så de ord bliver han mindet om inden længe.

Der må været groet en hel del op, siden denne bænk blev placeret – udsigten må siges at være temmelig begrænset i dag – specielt når der igen kommer blade på træer og buske.

Som det ses på første og sidste billede lagde vi ud med et flot, flot vejr, men det holdt desværre ikke; ved tre-tiden væltede det ned fra himlen med kæmpestore snefnug, som dog ikke blev liggende i mange minutter.

På Halsnæs Bryghus var alle sejl sat til.

Det var dog ikke den, John valgte; han nøjedes med ¼ liter alm. pilsner, da han jo skulle køre. Men den var skam ganske udmærket, sagde han … ufiltreret, men smagte godt. Det gjorde maden også. Vi bliver nødt til at komme igen en anden gang, for der var tre af retterne, jeg havde umådelig svært ved at vælge imellem for slet ikke at tale om at træffe beslutning om.

Efter frokost havde Ditte på egne og husbond Peters vegne været så sød at tilbyde at give eftermiddagskaffen, så vi arriverede hos dem lidt i halvto.
Ditte og jeg har været sammen på to strikkefestivaler og ved to blogtræf, så vi kender efterhånden hinanden. Vi har alle fire mødt hinanden til blogtræffet på Frilandsmuseet.
Det gik derfor ganske som forventet: snakken gik lystigt og helt uden pinlige pauser; lige pludselig var der gået næsten tre timer, og det var tid til at vende næsen hjemad, men vi siger tusind tak for en meget hyggelig eftermiddag.

Inden da fik vi heldigvis gjort alvor af at få aftalt det sverigesbesøg, jeg så længe har truet Ditte med, så John og jeg får snart fornøjelsen af disse to dejlige mennesker på ødegården. Det glæder vi os allerede meget til.
Som sagt: blogland er skyld i meget … godt.

Jubiiii – snestorm! Igen!

I går gik turen sydpå til Inge og Hasse, som skal tilbringe lidt mere end bare påskedagene i det svenske.
Det gik som sædvanligt, når vi er sammen med de to: tiden fløj af sted; vi snakkede som havde vi ikke set hinanden i flere måneder, vi fik dejlig mad og denne gang vi fik en irsk kaffe til dessert. Det er 100 år siden, vi sidst har fået det – vi havde næsten glemt, hvor godt sådan en smager.
Vi havde vores dyner med – det er jo herligt at vide, at ingen skal ud bag et rat. Man kan nemlig sagtens more sig uden spiritus, men gud, hvor er det kedeligt  

Nej pjat, men det er faktisk ikke morsomt at skulle sidde og spytte i vand eller kaffe, når alle andre sidder og kan nyde et par glas god rødvin til den gode mad og en herlig ting som gårsdagens irske kaffe.
Vi gik tidligt i seng. Meget tidligt … timerne var i hvert fald temmelig små endnu … det er underligt, at det skal være sådan hver gang vi mødes …
Efter fem timer var vi dog friske igen – næsten alle sammen … men alle fire havde mest lyst til at grave sig ned for en tid, fordi vi vågnede op til en solid snestorm – der var allerede faldet et par cm sne, og det så på ingen måde ud til at have tænkt sig at stoppe igen foreløbig.

Efter et godt morgenmåltid vendte John og jeg næsen hjemad mod nord igen – og kørte mod stadig lysere tider og ingen snestorm! Da vi efter en lille time var hjemme, stod solen på spring og ikke så meget som et fnug var der kommet. Ikke helt efter standarden, men vi klager ikke.
Det er tøvejr, så der er oven i købet håb forude om, at det, der stadig ligger, ganske langsomt kan forsvinde.
 

Hr. og fru Dompap har været en tur på besøg hos os. De tog sig god tid til at spise sig mætte og er ikke lige så vimse som fx topmejserne, som er svære at få til at stå stille i så meget som to sekunder.

Jeg kan godt mærke, jeg ikke er 59 år længere

Pyyyhhh, det er altså hårdt at blive 60!
Jeg er træt som et helt alderdomshjem … håber dog, at det hovedsagelig kan tilskrives, at svenskerhytten har været fuld af dejlige mennesker i godt et døgns tid, samt at jeg så langtfra fik min skønhedssøvn i nat.
Men for pokker, hvor jeg synes det var en god måde at fejre dagen(e) på – meget bedre end en fest. Der har været tid nok til, at alle fik snakket med alle – oven i købet på én gang, lød det i aftes nogle gange som … jeg tror ikke, nogen på noget tidspunkt kedede sig.
John og Merete fik travlt med at sortere salat. Sidstnævnte var så flink at skylle det hele lørdag formiddag, så det skulle være så nemt som muligt, når salaten skulle blandes i sidste øjeblik. Hun havde bare glemt, at rucolaen skulle bruges til kartoflerne og havde derfor blandet hele skidtet sammen. Det havde taget 10 minutter at skylle, men det tog 20 minutter at sortere det!
Maden må have været i orden, for der blev spist meget. Svoger Hans, som har været jæger hele sit voksenliv, påstod, at han aldrig før havde været ude for en dyrekølle, han ikke kunne skære i tynde skiver. Køllerne havde været i ovnen i 8-9 timer ved ca. 80°; de var slet ikke tørre, men som sagt heeeelt utroligt møre, og skyen, som blev kogt godt ind og tilsat lidt fløde, var heller ikke helt tosset.

Efter morgenmaden i dag gik de fleste af os, der havde fået øjne, en af de mere terrængående ture i skoven. (Jeg går ud fra, at alle har bemærket det fantastiske forårsvejr og den dybblå himmel?)
Op og ned ad bakker; hen ad næsten usynlige stier – hen og se på elsdyrfodersted og bagefter op på troldestenene, men vi var friske og nogenlunde vågne, da vi kom tilbage til huset efter 1½ time i det fri.

Efter frokost kørte alle mod deres respektive hjem, og efter at have fået huset til næsten at ligne sig selv igen, var det tilladt og tiltrængt at slappe af.
Hvilket er nødvendigt, for i morgen aften har min søde chef inviteret ham selv og mig, nogle kolleger og John ud og spise på en god restaurant for at fejre den runde dag og 35-års jubilæet på én gang.
Det er hårdt at blive 60, men også ganske hyggeligt. Trods alt … selv om min yngste søster havde forfærdelig ondt af sig selv, fordi hun nu har en søster på 60!

En søndag helt uden for planen …

Tingene kan hurtigt vise sig at blive ganske anderledes, end man havde regnet med, men ikke nødvendigvis dårligere af den grund. Tværtimod. 
Da vi kom hjem i går eftermiddags, lød søndagsplanerne på at komme igennem stablerne af vasketøj og ellers kun slappe af.
Syv sæt sengetøj og 9 håndklæder plus ferietøjet kan godt tage sin tid at få kørt igennem vaskemaskinen, og man er jo nødt til at sidde og kigge på, om den gør arbejdet ordentligt  (Det gør den, men den er desværre begyndt at larme højt og ildevarslende, mens den arbejder).

Men. Planer er til for at ændres. Lørdag aften så jeg Inges triste indlæg om aflysning af ferie og Hasses blodprøver med tilhørende ikke helt gode resultater og i det hele taget den angst og usikkerhed, der prægede billedet på Bymarken. Øv altså. Inge skrev en lidt uddybende mail til mig, og jeg skrev fluks en mail tilbage om, at de da skulle være så hjerteligt velkomne hos os i dag. Jeg skulle nok finde ud af at få bikset noget spiseligt sammen. Det ville måske være godt at komme lidt væk fra hjemmet og få deres tanker afledt lidt. Jeg ved, at det kan være godt at komme lidt væk fra selvsvinget, som man helt naturligt og uundgåeligt går i temmelig hurtigt under sådanne omstændigheder. Hvis de orkede, var det helt fint, hvis ikke, var det også fuldt forståeligt – det var helt op til dem.
Der kom hurtigt svar tilbage, at de meget gerne ville komme søndag eftermiddag.

Søndag formiddag ringede Pia og spurgte om vi gav en kop eftermiddagskaffe, for så ville de køre op til os med de kvæder og chili, hun har lovet mig. Herlig ide – “selvfølgelig giver vi kaffen, men så bliver I forhåbentlig også og spiser med, ikke? Inge og Hasse kommer også”.  De kender hinanden, de fire, så det var helt perfekt i vores øjne og passede derfor fint, at det hele ramlede lidt sammen.

Der blev kun vasket en enkelt maskine, for jeg ville godt være færdig med de kedeligste af madforbedredelserne, inden Pia og Allan indfandt sig.  
Vi havde heller ikke ligefrem gjort hovedrent inden vi tog til Jylland, så det ville pynte lidt på huset, hvis det lige blev løbet over med en støvsuger og en fugtig klud på strategiske steder.

Men hvor blev eftermiddagen og aftenen bare superhyggelig. Indimellem kunne man tro, at vi havde en 8-10 gæster, som snakken gik hele tiden.

Improviserede sammenkomster har så ofte før vist sig at være noget af det hyggeligste, og dette var bestemt ingen undtagelse.
Dem må vi simpelthen bare have nogle flere af. Tak for en rigtig hyggelig eftermiddag og aften, alle fire.

Jeg fik masser af kvæder – jeg havde ellers sagt til Pia, at jeg bare skulle have et kilo eller højest to, men hvad kom hun med? En hel kasse … og hun havde en pose til i bilen, hvis det skulle være … plus masser af chili og nogle japanske lygter, som jeg har i sinde at forsøge at få til at fungere som ukrudt på ødegården.

Sylte: aadddrr. Svinekæber: en udsøgt delikatesse

I torsdags var det markedsdag på terrassen uden for kantinen. Det er noget vores køkkenchef arrangerer et par gange om året med sine forretningsforbindelser. Vi kan købe store, lækre laks og anden fisk; der kommer en slagter, en ostehandler, en grønthandler og en delikatessefyr.
Jeg investerede i 24 svinekæber, to foie gras og noget røget andebryst.

Seks af svinekæberne står lige nu og simrer med løg, pastinak, gulerod, hvidløg, laurbærblade, enebær, bladselleri, en smule æblecidereddike, lidt sukker og sidst, men ikke mindst en hel flaske porter. 
Det bliver serveret med kartoffelmos, ovnbagte, marinerede champignon og appelsinsalat med chili og rødløg.
Det bliver en lørdagsmiddag af de mere gourmetagtige, vil jeg vove at påstå – det dufter i hvert fald himmelsk.
‘Svampignonerne’, som en kollegas lille datter kaldte dem, fandt vi på vej til Køge i formiddags.

Det der med de svinekæber synes jeg er ret komisk. Det er blevet en af tidens største trends – de er højt besungne som en stor delikatesse, hvad de da også er – men det har de været altid – jeg har lige fra barnsben ment, at kæberne er noget af det mest smagsfulde kød, der findes på en gris, men koger man dem sammen med resten af hovedet, synes de fleste, at det da er noget af det mest ulækre, der tænkes kan.
Ulempen er så blevet nu, at hvor man før næsten kunne få et hoved smidt i nakken (!) af slagteren, er svinekæber blevet lige så dyrt at købe som mørbrad!
Men sådan er der så meget. Det kræver bare en god sælger af en kok, så sker der sandelig noget nyt på madfronten.

Inge ringede og meldte, at de kom lige en tur alle tre (jeg har hilst på den skønne, lille Emil nu) for at se nærmere på campingvognen. Det var en kort, men naturligvis hyggelig visit.
Da vi steg ud af feriedyret, kom der en smuk, hel halv regnbue, som oven i købet nåede at blive dobbelt, et fænomen, som Inge oplevede for første gang. Den anden, spejlvendte bue kunne kameraet ikke fange – ikke mit kamera …  jeg ved ikke, om TZ30 kunne? Hvad siger Inge? Blev det til noget?

Vi har en rutsjebane lige uden for havelågen … den unge mand var derfor ikke meget for at skulle med indenfor, bare fordi vi irriterende voksne absolut skulle ind og drikke kaffe. Det hjalp vist lidt, da han blev tilbudt saftevand og rosiner …

Men sød var han, den lille fyr. Sød og glad og dejlig.

Der stod blæst omkring os

Som Overleveren skrev ovre hos sig selv, så blæste det ½ Gudrun i går, hvilket var en anelse irriterende, da man så ikke får det fulde udbytte af at tage rundturen til alle søerne.
Vi er dog ret sikre på, at de to damer nød turen alligevel; på trods af en truende situation for hunden, da en flok får rottede sig sammen og stimlede sig meget truende og aggressivt sammen foran den. De lignede nogen, der var betænkeligt tæt på at gå til angreb, så for at komme dette i forkøbet, var det mig, der i stedet angreb … alt håb er ikke ude for mig endnu – en flok får kan jeg da åbenbart træde i karakter over for, og det så effektivt, at de opgav at følge efter os, som de gjorde i starten: da lidt flere af flokken, end det fremgår at billedet med John på (det er John længst til venstre …) var samlet sammen, begyndte de at optræde truende over for hunden. Som det vist i øvrigt ikke gik op for, at den havde været i fare …

Da vi var tilbage, var det tid for mig at gå i køkkenet, mens John fik sig en god og lang sludder med Overleveren om raw-billeder og deres fortræffeligheder. John lærte vist en hel masse i går, som han glæder sig til at afprøve.
Imens havde jeg det mest interesserede og årvågne publikum, jeg nogen sinde har haft i mit køkken: hunden! Hver eneste af mine bevægelser blev fulgt med en så intens og koncentreret interesse, at jeg ikke kunne lade være med at grine – jeg kunne simpelthen overhovedet ikke stå for det lille kræ, og jeg er ellers ikke hundemenneske, men her faldt jeg efterhånden så grundigt for den, at det var lige før jeg kunne have beholdt den. Men også kun lige før, og jeg er i øvrigt helt sikker på, at jeg ikke havde fået lov, selv om jeg havde spurgt …

Som sagt blæste det svært meget, hvorfor jeg var lidt spændt på, om John kunne få frembragt et ordentligt bål – eller rettere nogle ordentlige gløder – til de marinerede lammemørbrad. Det lykkedes dog. Næsten … det kom bag på John, hvor hurtigt gløderne var brændt helt ud, for da jeg efter forretten kom ned med mine lammemørbrad, var der ikke meget krudt tilbage i det bål – jeg kunne sågar lægge hånden på en kun godt og vel lunken rist og vrissede olmt op til John, at han var fyret som fyrbøder … 
Jeg fik gang i det igen, men det tog en hel del længere tid at få stegt de små stykker kød end normalt. Til gengæld gav det plads til en god og ret dybsindig bålsnak.
Hvis I vil have den bedste beskrivelse af dagen i går, vil jeg anbefale jer at kigge over til Overleveren, som har skrevet et supergodt indlæg om det. Det var en rigtig god dag og aften, som gav os endnu en bekræftelse på, hvor godt og berigende blogland kan være.

I dag vågnede vi op til den blåeste himmel og det stilleste vejr – fuldstændig som på den skønneste sommermorgen, så vi var lige så hurtigt ude, som det kunne lade sig gøre og begyndte på at kløve noget mere af alt det brænde, der stadig ligger og venter på os.
Efter to timers kløvning af nogle ordentlige moppedrenge af stammestykker, stoppede vi igen med god samvittighed og ømme arme. John slog græs og jeg gik på en succesfuld svampejagt.

En dejlig weekend er ved at gå på hæld. Alt, alt for hurtigt, ganske som de altid gør.

Camper hentet – tre dage for tidligt …

John har, lige siden vi bookede autocamperen, været meget skeptisk og mistroisk – han stolede simpelthen ikke på, at der virkelig stod en bil og ventede på os i dag: “Vi fik jo ikke nogen som helst papirer på den! Vi kan ikke bevise, at vi har den bil i den periode! Han har ikke en skid styr på tingene! Og så han ikke også temmelig suspekt ud?”
Ellen: ”Roooolig nu. Vi har kvittering på depositummet, og på den står der navn og adresse på udlejer. Han satte alle papirerne ind i en mappe med bilens nummer på. Jeg stoler på ham. Der er en autocamper til os, er jeg sikker på.”
John; med dyster mine: “For en gangs skyld håber jeg, at du har ret og jeg tager fejl.”

Da vi kom i dag for at hente bilen, var det ikke den ‘suspekte’, der var der, men en anden, som blev meget blank i ansigtet, da vi sagde, at vi skulle hente en autocamper.
”En husbil? I dag??? Er I sikre på det?”
“Ja …?”
”Det kan jeg ikke tro.”

Prøv at forestille jer Johns ansigtsudtryk – det lyste flere kilometer væk af HVAD SAGDE JEG?
Manden bad os følge med om til et kontor bagerst i forretningen. Han spurgte hvad det var for en af bilerne, vi havde lejet, og det fortalte vi ham. Nu begyndte jeg ærlig talt også at blive en smule nervøs, men tog mit pokerfjæs på. Manden tog en mappe frem, kiggede i den og spurgte, om vi hed Nielsen.
Det kunne vi svare bekræftende på, og min nervøsitet forsvandt som dug for solen.
“Jamen I har den altså først fra på mandag. Se selv; det står her: Fra 16. juli t.o.m. 30. juli.”
For hunde da … først dér ringede en klokke – det sagde han jo dengang, vi lejede autocamperen – at de altid lejede ud fra mandag til mandag.
Jeg blev en anelse ydmyg og stod og bandede – ikke kun helt for mig selv.
Manden smilte stort og sagde, at bilen faktisk ikke var lejet ud i denne uge og derfor stod omme bagved parat til brug. Vi kunne godt få den med os i dag; vi skulle så selvfølgelig bare også aflevere den om 14 dage og ikke mandag d. 30.
Vi var en smule lettede – vi slap for en ekstra tur til Ystad og for at skulle ringe til vores bosser og sige, at vi vist nok desværre alligevel ikke kom på arbejde d. 30. juli, men først d. 31.
Den var der altså, camperen; så Johns skepsis blev heldigvis gjort til skamme – der var styr på samtlige papirer; de eneste, der ikke havde styr på det hele, var faktisk dem, der lejede …

Den er da fin, ikke? Ellen skal sove på første sal over førerhuset, og meget (godt) kan man sige om autocampere, men det ligner bestemt ikke et soveværelse med høj rejsning, vel? … Det er fordi det er en gammel svend. 12 år er den, så det er sandsynligvis også derfor, at den er så billig i leje. 10000 svenske kroner for to uger med fri kilometer – så taler vi menneskepenge, hvor alle kan være med – det koster det pr. uge at leje noget tilsvarende i Danmark.
Pyt med, at den er halvgammel – så passer den bare så meget bedre til os; den er fin, den kører godt, og der er masser af plads til John og mig.

Vi nåede lige at få nærstuderet camperen og få læsset den med tøj og andre ikke letfordærvelige ting, da Inge og Hasse ankom sammen med Inges søde forældre, som var med heroppe for at holde weekend i Sverige.
Vi lærte forældrene at kende sidste år, hvor de var de skønneste og gæstfrieste værter efter vores Sort Sol-oplevelse, så da Inge skrev, at de alle fire havde tænkt sig at besøge os lørdag, blev vi i stedet enige om dette fredagskompromis, for vi ville for det første meget gerne se dem alle og dernæst gøre bare en lille smule gengæld for efterårets værtsskab. Inge og Hasse ved vi jo altid er dejlige at være sammen med, og det er længe siden sidst …  
Ferien blev følgelig med største glæde udsat godt og vel et halvt døgns tid, og vi har haft en rigtig dejlig aften alle seks. Tak til jer alle fire for den.

Det bliver tidligt op, pakke køleskab, toiletsager, os selv og så af sted – tror I lige vi glæder os?
Selv om vejrudsigten ser møghamrende elendig ud. Hvornår lærer jeg at lade være med at tjekke?

Som man råber i skoven …

… får man svar. Vi råber ikke, og slet ikke til hinanden, men der runger ind imellem nogle gode latterekkoer inde mellem træerne.

Hvad vi skraldgriner over, egner sig ikke til en sober blog som denne, så dagens bidrag bliver bare til lidt fremvisning af dyre- og plantelivet her på matriklen eller tæt på den.
I morges gjorde en almindelig tigerspinder os selskab plus to andre, som jeg ikke ved, hvad hedder – men de var ikke lige så pæne.
Tigerspinder … jeg har hørt om hvide tigre, men aldrig om plettede tigre. Karen mente helt sikkert, den måtte hedde noget med hermelin, hvilket ville give noget bedre mening  - var jeg da helt enig i.

Naboen har den flotteste digitalisskov.

Vi har en beskeden sommerfugl.

Åen har kæruld.

Og vi har … det godt …
Det regner, men vi sidder ude på terrassen under parasollen og har det varmt og godt. Det er straks lidt værre med det bål, jeg gerne ville have i gang til at grille den marinerede oksemørbrad på.

Det pladrer slet ikke ned alligevel, men …

… hold da op, hvor VI pladrer. Op ad stolper og ned ad vægge. Fra midten og ud til siderne. Om alt og om intet. Om revl og krat. Om gamle og nye relationer. Om gamle kolleger. Om vores familier. Der er meget, der lige skal føres ajour.
Verdenssituationen er ikke klaret endnu – den venter vi med til i morgen, hvor den tredje Mädchen dukker op ved frokosttid. Vi skulle jo gerne være beslutningsdygtige; med mulighed for flertal og alt det der – det skulle jo gerne blive en god verdenssituation …

Skybruddet blev aflyst, men det er helt okay med os. Det har regnet rigeligt her på ødegården, kan jeg konstatere – alt er rigt og frodigt. Der er foreløbig sat syv squash af på den endnu temmelig minimale plante.

Det er FIRE uger siden jeg har været her sidst – fuldstændig uhørt længe siden, men når nu England også skal passes … man jeg kan desværre ikke nå det hele.

Mynten og persillen kæmper territorialkampen om førstepladsen i skolehåndvasken; med purløg lige i haserne. Rosmarinen er sakket godt bagud.
Den gamle, rustne spand er stadig gammel og rusten, men nu er det ikke så tydeligt mere.
Klematissen er suverænt førende på højrefløjen, hvilket naturligvis passer mig glimrende … selv om en bedre balance mellem de to kunne være ønskeligt …  
Timianen blomstrer på livet løs i det gamle drænrør; græsset er smukt og det er scabiosaen også.

Karen finder stjernebilleder på iPad’en og jeg skal lige have fyret dagens grønne bidrag af.
Livet er dejligt lige nu. Vi har fået gode oste og en herlig rødvin.
Livet er næsten altid dejligt, men kan stadig gradbøjes og aftenen er aldeles superlativisk.

Skånes Djurpark på en varm pinsedag

Inge og Hasse mente det var en god ide at starte tidligt, så vi kunne være tidligt i dyreparken. Vi gjorde vores bedste for at være hos dem kl. 10, men det blev altså 25 minutter senere. Heldigvis har svenskerne ikke helligdag 2. pinsedag, så pludselig var det alligevel ikke så vigtigt at være der ekstra tidligt. Vi nåede derfor en kopkaf, inden vi satte kursen mod Skånes Dyrepark.
Dér havde de det også varmt – pyha at være tvunget til at have pels på i dette vejr … mange af dyrene var derfor krøbet i skygge og/eller skjul. Forståeligt nok, men måske knapt så spændende for os andre.
Det var dog stadig absolut en oplevelse, for mange af dyrene trodsede trods alt varmen og lod sig villigt fremvise. De mest tykpelsede af dem alle, den brune bjørn, havde helt styr på, at det snart var fodringstid og kiggede forventningsfuldt op, om ikke der kunne falde en ekstra godbid af inden den officielle fodring. Det kunne der desværre … det er bare IKKE i orden at give sådan nogen dyr en halv plade chokolade, der stadig er indpakket! Uf, vi bliver så harme, gør vi.

Det er et skønt og et stort område, hvor alle nordiske dyr skulle være repræsenteret. Tænk, at vi har kørt lige forbi i 15-16 år og besøgte det for første gang i dag! Tak, Inge og Hasse, for initiativet.

PAUSE til de istrængende – nogle har nogen laster; andre har andre laster. Siger man ikke, at summen af laster er konstant?
Jeg spiser ikke is. Heller ikke slik. Drikker ikke øl. Så hvorfor jeg vejer 10-15 kilo for meget, forstår jeg simpelthen ikke … ahem … var der nogen, der nævnte ordet vin? Eller chokolade? God mad? Nej, det tænkte jeg nok. Hvorfor skulle man også det?

Efter to-tre timers vandring rundt i parken var vi varme, tørstige og sultne, men Inge og Hasse havde været så forudseende at foreberede en del af frokosten på forhånd, så den var hurtigt sat på bordet. Dejlig mad i selskab med dejlige mennesker i dejlige omgivelser – jamen hvad har vi dog gjort for at have det så godt?

Den dér hængekøje kunne jeg godt blive forfalden til – man ligger langt mere behageligt, end jeg havde troet, og det er den perfekteste stjernekiggerposition, man kan forestille sig.
John påstod, at sådan en har vi ingen egnede træer til på ødegården, men det lille problem er slet ikke noget problem …

Vi rundede af med et kig på Tjörnarpsjön, inden turen gik hjem mod Danmark efter en af de bedre pinser, jeg har oplevet.

Hasse spurgte, efter at have iagttaget den drikkende elg i et stykke tid: “Hvor meget mon sådan én går på literen?” Den drak og drak og drak og drak og drak – en kamel ville beskæmmet luske væk, tror jeg.

En tur til det vilde ve… Osby – og en tur til Wanås Slot

Osby, som har Fort Swanson med saloons, fængsel, diligence og andet til faget hørende.
Samt en planteskole, der ikke er for morgenduelige folk som John og mig – den åbnede først kl. 10 – men den åbnede da i det mindste, så vi gik os en lille tur indtil da.

Osby, som har en planteskole, som desværre ikke har en klematis Montana, så vi måtte tage til takke med en ‘praktklematis Nelly Moser’. Den så ganske pæn ud, så den får en chance.

Under oprydningen i går fandt John en gammel spand, som han var lige ved at kyle ud! Vi aner ikke, hvad dens oprindelige formål har været, men nu har den fået en renæssance som en meget, meget, rustik blomsterpotte.

Fredag eftermiddag kørte vi til Wanås slot, hvis park vi troede var meget smuk lige nu med alle dens rhododendron. Det varer dog lige en til to uger endnu … 
Vi mødtes der med et par venner, som også har et hus heroppe, og som også er her alle fire dage – det blev bare en rigtig hyggelig dag og aften, men det vidste vi på forhånd, at det ville blive.

Wanås’ ejere er meget kunstinteresserede og har nu i 25 år brugt en masse penge og energi på at støtte mere eller mindre kendte kunstnere fra hele verden. Fordelt i den store park står der en masse spændende kunstværker, og i en af de kæmpestore lader er der skiftende udstillinger.

Der er forståelig kunst og uforståelig kunst; meget af det kaldte smilet frem, og så er det god kunst. Vi havde gennem et stykke tid kunnet høre et barn meget indtrængende kalde på sin MAMMA. Det undrede os lidt, at mamma ikke svarede – men det gjorde hun lige pludselig … fra et helt andet sted end forventet. Barnet kaldte igen, men denne gang med en dyb stentorrøst MAAMAA. Bag ved os lød der et lille, forsigtigt og spørgende ‘papa?’
Stemmerne sagde hele tiden det samme, men forandrede sig i tonefald, –højde og styrke, så vi undrede os selvfølgelig hurtigt og begyndte at se spørgende på hinanden. Det viste sig at være fem højttalere, der var hængt højt op i træerne med en stor indbyrdes afstand.

Rundt omkring i parken, hvoraf meget er mere en skov end en park, så vi disse kæmpebolde; et kunstværk kaldet Double Dribble. Ikke alle navne var helt logiske – vi så otte af disse røde bolde fordelt i skoven/parken, så hvorfor lige Double?
Mother var vi ikke helt med på; slet ikke I Will Stop Loving You, men Wanås’ Wall var et udmærket og logisk navn.

The Dining Room. Sjovt og anderledes.

Nogle af kunstværkerne har stået der i mange år, men hvert år kommer der mindst ét nyt til, som dette (Primary Structure) fra 2011. Man må gerne gå på det – på eget ansvar. Jeg kan sagtens se det krible i børn, når de ser denne mulighed for at gå balancegang. 

En af mine yndlínge på Wanås er ‘Sprungen Ur’ af Per Pålsson – det er utroligt flot lavet … hvordan mon man får formet en så perfekt stenkugle?

Slottet er i privateje, og man får ikke lov at komme ind og se det, men det er meget smukt at se på udefra. Der hører en stor avlsgård til, som er Sveriges største producent af økologisk kød og mejeriprodukter.

Statuen af den tissende kvinde (Fideicommissum) står – eller retter sidder – nede ved slotssøen og kigger ud over den. Skægt påfund. Det må være et modsat springvand, da strålen så at sige kommer oppefra …

Denne kæmpestore eg, som de kalder Snapphaneegen, stod der allerede, da det første Wanås blev opført i 1400-tallet, kunne man læse på skiltet. Den skal såmænd nok have sine 1000 år på bagen og har tydeligvis haft sine velmagtsdage for mange, mange år siden.
Ærefrygtindgydende er det dog alligevel … Hanne, som står foran træet, nærmest forsvinder i træets storhed.

Der er kunst overalt – selv uret er alternativt:

Wanås Slot ligger ikke så langt fra Knislinge. Det er en meget anderledes og derfor dejlig oplevelse – vi har været der fem gange og ser altid noget nyt. Det var første gang vores venner så det, men bestemt ikke sidste, sagde de.
Er I alligevel på de kanter, så sæt 2-3 timer af til at gå parken igennem og eventuelt også se de indvendige udstillinger, hvis de har åbent – hvilket de ikke havde i fredags, men det var jo også almindelig hverdag.

Tosteberga enge og traner ved Pulken

Jo, der var traner. Nej, der var ikke mange tusind, desværre – kun omkring 1000. De er ved at drage væk igen, og den eneste, der kunne komme tæt nok på tranerne, til at det kan være bare en smule interessant, var John, så jeg pipper kun op med et meget lille tranebillede til slut i indlægget.
Men inden vi nåede så langt, havde vi været lidt omkring sammen med Pia og Allan.
Vi mødtes ved Trollestenen, men det blæste noget mere end ½ pelikan – eller måske rettere ½ pingvin, for der var snefnug i luften.
Vi udsatte derfor kaffedrikningen og satte fluks kursen mod Tosteberga Enge, som er et vidunderligt naturområde. Om sommeren.
Det må nok erkendes, at alting bare er kønnere, når der er blade på træer og buske, men vi fik os en god tur alligevel.
Lige inden vi nåede frem, måtte vi stoppe op, fordi vi fik øje på et stort antal rovfugle – der var 19 – nitten! – i luften over os, men da vi stoppede bilerne og steg ud for at fotografere, forsvandt de naturligvis, inden vi fik indstillet kameraerne.
Hov – var der nogen, der sagde lystfiskerhistorier? Nej, vel? Der var altså 19! Og vi fandt ikke engang ud af, hvad det var for rovfugle, men John var inde på, at det godt kunne have været glenter, for de var temmelig store.

I Tosteberga så vi masser af kaninhuller, men kaninerne lever livet farligt her; nok pga. de mange rovfugle i området … vi så temmelig mange pelsrester og skeletdele rundt omkring.
Vi fandt oven i købet et sted, hvor der var nogenlunde læ, så vi kunne få os den efterhånden ret savnede eftermiddagskaffe. At det så var oven på en betragtelig mængde indtørrede kolorte og en lille tornebusk eller to, generede ikke store ånder … tæppet blev bredt ud og der blev drukket kaffe!
De temperaturer, vi har haft i stykke tid, var i dag blot et minde, som vores effektive påklædning måske giver et hint om. Det var 3°! Jeg er slet ikke så tyk i virkeligheden – det er alle de lag tøj, jeg var nødt til at have på …
Nå. Tror I heller ikke på det?

Af sted mod Pulken, hvor der næsten var flere mennesker end traner, men vi fik da set nogle pænt store flokke flyve både ind og ud.

Jeg elsker mit Lumix, men det kan altså på ingen måde hamle op med Johns blærelinse, så hvis I vil se tranerne i øjnene, må I kigge over til ham senere. I morgen aften, måske.
Han kunne se tranedans. Han kunne se gravænder, krikænder, gæs og stære.
Jeg kunne bare se gravænder og traner.

Kikkerten? Den lå naturligvis hjemme på ødegården.

En stille dag

Inge skrev så sødt, at det var blæret at stille op med fire retter efter en arbejdsdag … hun var også så sød at undlade at fortælle, hvor lidt blæret det var at glemme at slukke for ovnen og derved lade desserten brænde lidt på.

Den skulle godt nok brænde på den her afbildede måde, men det var desværre den anden afbrænding, den blev udsat for.
Heldigvis kunne jeg ‘plukke’ lidt og undgå det sukker, der lå i fadet ved siden af tærterne og lugtede temmelig karamelagtigt .

Det smagte derfor nogenlunde okay – Inge og Hasse ved heldigvis ikke, hvordan det skulle have smagt, og min loyale mand sagde ikke noget …

Desserten var sat i verden som Sprød æbletærte fra Normandiet – en dessert, jeg brugte meget for en del år siden, men som af en eller anden grund var gået i glemmebogen.
Da jeg i torsdags sad og bladrede igennem mit ringbind med desserter, dukkede den frem igen, og jeg blev helt nostalgisk.

Opskriften kommer her, og hvis I lader være med at glemme at slukke for ovnen, når tærterne er færdige, bliver det en ganske lækker dessert.

4 æbler (jeg brugte de gode danske Elstar – opskriften siger cox orange, belle de boskoop eller mutzu)
1 pk butterdej – ca. 200 g
150 g flormelis
100 g smør
4 cl calvados
Smør til bagepladen

Udstik 8 cirkler á 12 cm af butterdejen, læg dem to og to oven på hinanden og anbring dem på en smørsmurt bageplade eller i et ditto fad. Skræl æblerne, fjern kernehuset og skær dem i meget tynde skiver, som anbringes i en roset på hver butterdejscirkel.
Fordel flormelis over æblerne, skær smørret i tynde skiver og fordel dem over sukkeret.
Bag ved 230° i omkring 20 minutter. Æblerne skal se fint lysebrune og karamelliserede ud.
Fordel tærterne på tallerkener.
Opvarm calvadosen, så den bliver lidt mere end lunken; så er den nemmere at få til at brænde pænt. Sluk lyset og flambér ved bordet.

Opskriften siger følgende:
”Med en lille kugle vanilleparfait er denne dessert er favntag med dessertkøkkenets essens.”
Det står enhver frit for at servere is til, men jeg foretrækker creme fraîche – til Inges glæde og mændenes fortrydelse, selv om de pænt forsøgte at skjule det…

Ideelt set burde desserten vel have været serveret til kaffen med en god calvados til – det gjorde vi så ikke …

Udover den dobbeltbrændte dessert var der snak og hygge i rå mængder til ud på de små timer – her taler Inge og John fotoudstyr til en afveksling…

Vi er lidt stille i dag, men det er okay efter en god aften og halv nat.

Lidt mat i sokkerne

Det var selvfølgelig en smadderhyggelig aften i aftes, og John og jeg er ikke alt for kvikke i dag. Det var nu ikke, fordi vores gæster gik vildt sent hjem, men fordi John og jeg gjorde det tåbelige at falde i snak, så den var over tre, inden vi gik i seng. Det er ikke tåbeligt at falde i snak, men det er lidt fjollet at gøre det på den tid af døgnet … godt det kun er lørdag i dag.

Jeg fik en meget smuk buket, som nu står og pynter på spisebordet.

Menuen var først marinerede kammuslinger på mascarponecreme og smørristet brød, dernæst anderillette på ristet rugbrød, så Knuthenlund-brie bagt i kokotte og til sidst lavtemperaturstegt pattegrisekølle med bagt kartoffel-selleri-æble-‘lagkage’, salat, kvædekompot, en god sovs (ikke sauce, for der var masser af den, og så kan det kun hedde sovs) og trøfler.

Det var altsammen ganske udmærket, men den brie fra Knuthenlund, jeg havde glædet mig meget til, var simpelthen nået at blive for moden, så den var for stærk. Det var dog et godt koncept, kunne vi trods alt smage – det bliver gentaget med en noget yngre brie en anden gang.

Man fylder en kokotte halvt med brie og stikker masser af huller i den med en gaffel. Dernæst dryppes noget moselvin over (anbefalet: pinot gris. Anvendt: riesling) og til sidst drysses peber, fintstrimlet citron og finthakket rosmarin over. Bages i 15 minutter ved 200°. Et godt brød serveres til.
Hvorfor skriver man egentlig altid “…et godt brød…”? Der er vel ingen, der kan finde på at servere et dårligt brød?

De marinerede kammuslinger skal egentlig råmarineres, men jeg vendte dem lige lynhurtigt på panden i brunt smør.
Skæres derefter i tynde skiver, dryppes med citronsaft og drysses med lidt salt og sukker. Står i mindst en time, men kan sagtens trække længere.
Rør mascarpone med lidt salt og hvid peber og en anelse mælk.
Tag et portvinsglas og stik runde skiver ud af et groft toastbrød. Rist disse i smør lige inden anretning. Smør cremen på, læg kammuslingeskiverne på og drys med purløg.
Normalt regnes med tre stykker pr. person, men jeg nøjedes med to, fordi der skulle følge tre retter efter.

Anderilletten har jeg tidligere skrevet om – sådan én er hamrende ufotogen – det smager heldigvis bedre end det ser ud…

Den pattegriseskinke, jeg bestilte hos slagteren, var en ordentlig tamp – det var vist længe siden, den havde tilhørt en pattegris, men var trods alt alligevel ikke så stor som fra en slagtegris-skinke.
Tilbehøret: fire bagekartofler, ½ selleri og tre belle de boskoop-æbler blev skåret i ultratynde skiver og fordelt i seks lag i en bradepande – drys undervejs med salt og peber. Sidste lag overhældes med smeltet smør og det bages mørt.
Efter afkøling vendes det ud på et skærebræt og skæres i passende portionsfirkanter. Inden servering varmes det igennem ved kraftig varme.
Det smagte simhelthen smaddergodt – æblerne gav det en dejlig og frisk dimension. Det lavede jeg torsdag aften – når det alligevel skulle køles helt ned og senere genopvarmes, var det det snedigste at gøre.
Det var her, trøflerne kom ind i billedet. Det billede, som jeg glemte at tage – har nok snakket for meget på serveringstidspunktet, kunne jeg forestille mig.

Der var ingen dessert; kun nogle GODE, engelske småkager til kaffen. De kan noget med smørbagte småkager derovre vestpå, man åbenbart ikke rigtig kan finde ud af på de danske fabrikker.

Jeg bliver lidt forsinket, skat … jeg blev opholdt inde i ministeriet

Vi har, sammen med Inge og Hasse, haft en utrolig hyggelig og særdeles ordrig weekend nede hos Pia og Allan.
Tusind tak til de to sidstnævnte for godt værtsskab og dejlig mad; og af hjertet tak til alle fire for skønt selskab.

Efter frokosten i går kørte vi en tur i de disede falsterske og lollandske landskaber; John prøvede sin nye linse af, og de fem ud af os seks fotograferede på livet løs. Kun Hasse så til uden en linse for øjet tre fjerdedele af tiden.
Smålandshavet var om muligt endnu mere lavvandet end normalt – selv gæssene skulle flere hundrede meter ud før vandet nåede dem bare til anklerne.
Vi kunne kun lige akkurat skimte dem med det blotte øje, men Johns linse havde ingen problemer med det.

Jeg har billeder til mindst en halv snes indlæg, og vi gik faktisk og grinede lidt af os selv i går, for sæt nu, at der i dag blev udgivet tre bloggeres indlæg, der var stort set ens både indholds- og billedmæssigt. Hvor spændende ville det lige være?
Jeg vil derfor fortsætte med at vise lidt fra formiddagsturen i dag med Pia og Allan. Inge og Hasse var kørt deres egne veje for at mødes med Bumle i Nyborg.

Morgenstemningen var hyggelig nok, men måske en anelse mat til at begynde med – de der tre damer kunne ikke rigtig finde sengene, som deres mænd havde lagt sig i for længst … havde det været på en anden årstid, havde det været helt lyst igen, da vi endelig gik i seng, så mange timers søvn blev det bestemt ikke til.
Det krævede lidt aktivitet for at få sløvheden ud af hjernen, så vi kørte tur igen; bl.a. ud til Kalø Tårs Strand, hvor vi blev modtaget af et lillebitte hus, som en vittig sjæl havde døbt Ministeriet.
På døren var der en klap, man kunne skubbe frem og tilbage, så man udefra ikke skulle være i tvivl om der var møde i det ministerium.
Der har sikkert været nogle, der har moret sig meget med at forestille sig at ringe hjem til ægtefællen og brugt indlæggets overskrift som undskyldning for at komme for sent hjem.
”Jeg har været til møde i Ministeriet – beklager, men det trak altså lidt ud…”

Det var meget diset, men det har sin egen skønhed, selv om det kneb lidt med de lange udsigter og de store horisonter.
Ude i vandet lå der et par robåde og spejlede sig – man kunne med selv sin bedste vilje ikke se, hvor himlen begyndte og havet stoppede eller omvendt.

Med al den tågedis er der naturligvis masser af spindelvæv med perler i. Eller er det runde diamanter?
Og også noget flot et-eller-andet grønt på træet. Det behøver ikke at være gråt alt sammen på en ellers meget grå novemberdag.

Pia var endnu ikke nået til makrofotografering på sit nye Lumix, men da hun så mig med kameranæsen helt nede i spindelvævene, fik hun lyst til at begynde at lege.

Jeg fik kvæder af Pia – har aldrig prøvet at lave noget af kvæder før, men der er jo altid en første gang.
De dufter noget så dejligt, og jeg glæder mig til at kaste mig ud i noget kvædechutney, eller hvad det nu kan blive til.

Gul sol – hele dagen

Hvis jeg skulle pege på en af de bedre weekender i år, ville valget helt sikkert falde på denne. De andre har selvfølgelig også været gode, men alt har været med os denne gang. I går blev det godt nok lidt overskyet, men pyt med det – de havde alligevel ikke anbragt vingerne på Dybbøl Mølle sådan som jeg synes, de skal sættes; nemlig som et kryds – ikke som et kors.

Vi kørte efter Inge og Hasse og fik forevist nogle af deres yndlingssteder i Sønderjylland. Bl.a. ud og se Vesterhavet ved Vidå-slusen. Fik frokost på en golfklubrestaurant… hvor ellers? I Rinkenæs, oven i købet. Den sang har siddet i mit hoved lige siden.
Vi ankom sidst på eftermiddagen hos Inges søde forældre, og jeg skal da lige love for, at vi blev trakteret på bedste sønderjyske maner – jeg skulle næsten bæres i seng.
Tidligt op søndag til et overdådigt morgenbord. Jeg havde nær sagt ‘selvfølgelig’, men det sagde jeg ikke. Jeg er bare ikke blevet sulten endnu…

Alle seks kørte derefter en tur i Haderslev Dyrehave, som Inge og jeg var tæt på at omdøbe til Haderslev Have, men så kom de endelig, dyrene. Et pænt stykke inde i skoven, så mit lille kamera kunne vist ikke helt hamle op med visse andres tunge udstyr. Disse dyr sætter Inge garanteret på bloggen, og hun vil gøre det så meget bedre end jeg.
På vej dertil så vi en restaureret mølle, som lå ganske nydeligt… Solen stod igennem træet på bakken på allersmukkeste vis.

Efter at have gået igennem dyrehaven, tog vi afsked, takkede pænt nej til tilbuddet om frokost, og John og jeg fortsatte mod først nord; så øst – ad den gamle vej. Vi gad ikke rigtigt en motorvej i det gode vejr – ikke før Odense.
Vi lavede et svinkeærinde i Kolding, fordi vi så et skilt med ‘Geografisk Have’. Vi har set mange haver med mange havenavne, men aldrig en geografisk. Det viste sig at være fordi en Hr planteskoleejer Anton Olsen har slæbt planter med hjem fra hele verden… lige nu var der kun få roser og en masse dahliaer tilbage, men kønt var det da – med gratis indgang, fordi det var dagen for kåringen af den kønneste dahlia.

Ned og se den gamle Lillebæltsbro. Over på fynsiden og se både den nye og den gamle på én gang. Hvis man har øjne som Marty Feldman, kan det godt lade sig gøre…

Har det været en perfekt weekend? Ja, det har så. Bortset fra den satans hoste … men en weekend med både sort og gul sol, dejligt vejr, gode, gamle venner og gode nye ditto, samt nye, men behagelige bekendtskaber – kan man snart forlange mere?
John og jeg er i hvert fald mere end tilfredse. Vi er lidt trætte, men meget glade. Det dér med sort sol med Sort Safari med efterfølgende gourmetmiddag på Schackenborg Slotskro kan vi også godt anbefale.
I det hele taget har det været en rigtig danskerweekend – vi har spist temmelig meget…

Sort sol og gæstfrihed

Fredag morgen kl. 7 dampede vi af sted mod det sønderjyske. Kl. 14 kunne vi checke ind på Schackenborg Slotskro, hvor vi skulle mødes med Inge og Hasse + et par go’e gamle venner.
Vejret var perfekt – først hvidvin i krohaven; dernæst af sted mod Gotteskog i Tøndermarsken, hvor vi fik udleveret sandwich, glas (til hvidvinen), en siddeplade og en flaske vand. Vi skulle regne med at sidde der i et par timer, så vi var varmt og godt klædt på. Vejret var perfekt – har jeg nævnt det?

Der var stære – masser af stære. De var – hvis vi absolut skal være kritiske – måske en kilometer for langt væk, men man kan ikke få alt. Heldigvis var der rovfugle – både fra oven (duehøge) og fra neden (rørhøge), så der var de fineste formationer.

Indflyvning….

Jeg overvejede ellers at indgå et samarbejde med John – jeg tog masser af billeder af sol, og John tog det sorte, så mon ikke vi kunne slå pjalterne sammen, så der kom noget sort sol ud af det?

Lørdag beskriver jeg søndag – vi har været sammen med Inge og Hasse hele dagen, og nu sidder vi hos Inges søde forældre, som er utroligt søde og gæstfrie og har lovet os en seng for natten.
Dette skal derfor gå en anelse stærkt – jeg skulle hilse fra Inge – mere fra hende også i morgen.

Ordkløveri? Nejda, men brændekløveri

Vejret holdt sig tørt, selv om solen ikke viste sig ret meget. Det vil sige… vi fik lige lidt torden og regn under frokosten, men det var overstået på en halv times tid, hvorefter det blev fint, solrigt og meget varmt igen.
Vi har længe haft en bunke brænde, der skulle kløves, men havde ikke rigtig kunnet tage os sammen til at få det overstået.
Hanne var frisk, så mens John gik og fik ryddet lidt op i den ene kælder, gik hun og jeg i gang med kløveriet. Hanne var ren novice på området, hvorfor hun bad mig om at være maskinmester; så skulle hun nok lægge  brændestykkerne parat til kløvningen.
Hun havde stor respekt for ‘dyret’, især da jeg fortalte hende, at den trykker med fem tons. “Fem TONS?” gentog Hanne med ærefrygt i stemmen og trådte et skridt baglæns.
Jeg sagde, at hun bare skulle sørge for altid at have hænderne bag skæret og aldrig foran, så var der slet ingen fare på færde. Det kunne hun selvfølgelig godt se logikken i, og det varede ikke længe, før hun havde bestået den lille brændeflækkerassistentprøve…

Vi fik kløvet bunken – der blev vel omkring en kubikmeter brænde, og Hanne var vældig stolt over vores præsteation, hvilket hun begejstret gav udtryk for under frokosten, da hun meddelte John, at hun og jeg havde været meget dygtige.

John og jeg smilede til hinanden… vi kom begge til at tænke på både stormen Gudrun og på det KÆMPEstore grantræ, der måtte lade livet i forsommeren 2005, mens vi alligevel havde professionelle østrigske skovarbejdere i lokalområdet til at rydde op efter Gudrun.

Da vi viste Hanne billederne af grantræet minus Gudrun, måtte hun også smile og kunne godt se, at dagens præstation nok ikke kom i nogen rekordbøger…

Ligemeget – lidt har bestemt også ret; jeg var glad for hjælpen og for at få det væk, fordi i næste weekend skulle der meget gerne fældes et træ eller to, så vi kan få lys på husets østside igen. Det er træet i midten på det sidste billede, der har tiltaget sig for meget magt og har stjålet for meget lys fra os, så nu skal det ofres.

Tak for denne weekend, Hanne – det var hyggeligt – og god ferie endnu en gang.

Weekend, weekend, weekend

Det er rent genbrug… denne overskrift er brugt før, men genbrug er oppe i tiden, så det må jeg godt.

Det er da utroligt, at uanset hvor meget jeg holder af mit arbejde, så er det altså weekenderne, jeg elsker allermest. Nogle vil så sige, at man ikke kan elske en weekend, men det kan man godt. Jeg kan godt.
Nogle lever for at arbejde; andre har det omvendt, og dem hører jeg til.

Vi er i Sverige. Vi har det godt. Vi har fri de to næste dage. Vi har Hanne med. Vi er glade. Vi skal til Kristianstad i morgen, for den har Hanne aldrig set, og det er faktisk en rigtig dejlig by, som har Nordeuropas bedste garnforretning. Det har jeg også sagt før…
Det er efterår, men vejret har i dag været aldeles vidunderligt, hvilket den enormt lokale vejrudsigt lovet mig, at det forbliver hele weekenden.

Observationsposten, eller hvad nu sådan en ting hedder, ligger bare to km fra vores sted, så jeg satser på, at dette er sandheden.
Det ville i hvert fald være helt i orden med mig… INGEN REGN! Tør man virkelig tro på det?

I morgen skal vi som sagt først til den gamle, danske by, men senere skal vi ud og finde svampe – Hanne er sat i gang med lektierne i form af en svampebog, så hun er bare lidt klædt på til feltstudierne.

Efterår er okay, når det ser sådan ud.

Rigtig god weekend alle sammen.

Den eneste forskel på små og store drenge…

… er prisen på deres legetøj.
Den har jeg brugt før i en overskrift, men at den kan bruges igen, er vel blot et bevis på påstandens rigtighed.

Jeg må nok sige, at Inge og Hasse er gået hen og blevet et dyrt bekendtskab. For både vores og deres vedkommende, måske… Inges Lumix TZ10-køb var vist direkte foranlediget af mig, men det er ingenting…

I aftes havde vi en superhyggelig tid sammen med dem. Meget, meget hyggelig, så det blev meget, meget sent – pyh hvor var jeg dog træt i håret i morges.
Inge kunne fortælle mig, at der faktisk havde fulgt et udmærket billedsoftware med omtalte Lumix; bl.a. kan det sætte panoramabilleder så fint sammen. Det havde jeg da overhovedet ikke lagt mærke til – kun at der var en kameramanual på disken, men PHOTOfunSTUDIO 5.1 HD Edition blev installeret i dag, og jeg har leget med det.  Thanks, Inge.

Da Inge efter middagen hev sit nye Canon EOS 60D frem for at vise det til John, var det nærmest ikke til at vriste ud af hænderne på ham igen. Han legede og legede med det – det var tydeligvis kærlighed ved første blik.

De drillede ham lidt med, at han nok også havde sådan et kamera med disse to Canongode linser inden lørdagen var omme.

Og ja. Selvfølgelig havde han det. Selv om han ‘”bare lige skulle ind og kigge” – hvorfor vidste jeg mon bare, at han ville komme hjem med nyt kamera?
Han kørte frem med alt skytset her til morgen: “Jeg har længe synes, at mit gamle kamera ikke har helt gode nok linser … at det ikke … det er så gammelt, at … det kan heller ikke … det var et smaddergodt kamera, da jeg købte det, og det er det også endnu, men udviklingen … osv.osv…”
Jeg sagde til ham, at jeg såmænd var lidt ligeglad med alle argumenterne. Så længe han ikke kommer og siger, at det bliver Næstved på cykel i stedet for Nordkap i Camper til næste sommer, vil jeg ikke blande mig i, hvad han bruger sine penge til.

Vi måtte ned til søen for at afprøve hans nye legetøj.
Jeg tror han kan fotografere øjet på en flue på 10 kilometers afstand… og jeg overdriver næsten ikke.
Når vi zoomer digitalt, varer det længe, inden det pixelerer.
Jeg er lidt mere end en anelse imponeret, men intet kan tage min glæde over mit lille og meget handy Lumix. John spurgte, om jeg ville have hans gamle Sony α350, men det ville jeg ikke – jeg gider ikke rende rundt med et tungt spejlreflekskamera – det har jeg jo John til.
Hvis nogen ude i blogland vil købe det, kan man sende mig en mail, hvis man ønsker nærmere oplysninger.

John har det som et barn juleaften… vores weekendplaner omkring fjernelse af et højbed ved siden af terrassen er gået totalt fløjten og erstattet af tilfredshedsudbrud og ditto grynt leveret af John med jævne mellemrum.

Det er sandelig godt, at Skagenfood leverede jomfruhummerhaler i går – det matcher fint det præg af luksus, dagen har fået. Dem vil jeg grille og servere med aspargessalat og pasta med cremet citronsauce til.
Lyder det ikke særdeles spiseligt?

Fik besøg af en sørgekåbe

Dette er udelukkende til ære for Karen – en af Die Drei Mädchen – som forgæves gik og kiggede efter sørgekåben, da vi var heroppe i starten af juli.

Vi fik besøg af den i dag, men det var en kort visit, og den tillod os kun at tage et enkelt billede, hvilket ikke engang blev særlig godt, fordi John ikke turde gå for tæt på – nedenstående er derfor digitalt zoomet ret meget ind.
Men den var her, hvilket den ikke er ret tit… og den er så smuk, så smuk.

… Men de taler meget …

Hele tiden taler de, de tre damer. Gennemsnitsalderen er lidt over 60 år, og både Sus og jeg har oplevet på vores respektive arbejdspladser, når vi fortæller de unge og yngre piger, at vi skal på tøseweekend i Sverige, at de ser lettere overbærende på os og helt sikkert forestiller sig, at vi sidder og drikker te og spiser ‘After Eight’, mens vi forargede taler om den rædsomme ungdom af i dag og går i seng senest kl. 22.
Jeg tør godt vædde et eller andet på, at hvis de var små fluer på væggen, ville de få sig en gevaldig overraskelse. Og rødme. Talen er ikke altid helt stueren og tonen sommetider meget langt fra salontonen, men for hulen, hvor er det sjovt og hyggeligt. For det første tager vi stadig tråden op, som om vi var skiltes i forgårs, selv om det er over et år siden, vi har været sammen alle tre. Vi har set hinanden, men to og to.
Vi har i øvrigt sølvbryllup i år – Karen og jeg mødtes i 1978, da jeg startede i det firma, jeg endnu arbejder i. Sus kom til i 1986, og vi tre fandt hurtigt hinanden (+ en fjerde, men det gled ud, da hun blev gift). Karen er gået på pension og Sus arbejder et andet sted nu, men forbindelsen bliver vedligeholdt. Vi var berømte/berygtede, da vi arbejdede sammen, for de latterbrøl, der kunne runge gennem hele kantinen, kom næsten altid fra vores bord. Oh, det var tider… folk kiggede storsmilende og sommetider en anelse misundeligt hen til os – vi havde det altid hyleskægt sammen.
Og latteren kan stadig runge – vi behøver bare et enkelt stikord, og vi mindes et eller andet – alle tre ved omgående, hvad der bliver tænkt på eller hentydet til.

Selvfølgelig får vi også ordnet verdenssituationen angående de mere seriøse ting på både ude- og hjemmefront. Der skal spørges ind til børn og børnebørn og følges op på familieforholdene. Vi skal lige have sat den nye regering sammen og klaret både storpolitik og finanskrise. Men vi når det hele – vi har jo en hel weekend.
Lige nu trænger den ene til en middagslur; den anden sidder og læser en artiklel, jeg havde med til hende og den tredje benytter sig af chancen til at forfatte dagens indlæg.
Så er vi alle tre genopladede til at kunne fortsætte til ud på de små timer.

Karen havde en bog med, som hun syntes skulle ligge i Sverige ‘True North – The Grand Landscapes of Sweden’ – det er en bog fyldt med fantastiske billeder, og som jeg glæder mig til at vise John. Og så passer den jo voldsomt godt til den buket, jeg havde sammensat i dagens anledning…

Det er åbenbart ved at blive en vane at ligge på maven i Sverige, men denne gang var det mere for ikke at falde ned, da fotografen forsøgte at tippe hele jorden…

Græsplænen? Den er megahøj og fyldt med mange forskellige kønne blomster. Jeg bestak i går vores søde nabo med en ramme Carls Special – så kommer han gerne og slår den et par gange mens vi er på ferie – og jeg slap også for det denne weekend

Så I pinsesolen danse?

Det gjorde Inge og jeg – næsten da… vores mænd havde kapituleret og sov sødeligt ved 1-2-tiden, men vi to kloge kvinder sad ude på terrassen og blev klogerere og klogere at høre på. Syntes vi helt klart selv.
Vi sad og holdt mexikaneren med ild i maven med selskab, til han gik ud og gik derfor først til køjs, da det var begyndt at lysne en hel del. Da vores mænd vækkede os lidt over halvni, var vi slet ikke færdige med at sove endnu, som Inge kvækkede med en lidt mere hæs stemme end normalt.

Der hjalp dog ingen kære mor – op med sig og lave morgenmad, for Inge og Hasse skulle tidligt af sted–  det var noget med besøg af en sød lille fyr, der hedder Emil. Og hans forældre…

I går kombinerede vi Den store Sørundtur med Svarta bergen. Inge fik næsten krampe i pegefingeren af al den fotograferen, men det er jo også en smuk tur. Jeg blev våd på maven af at fotografere, fordi jeg indtog den samme stilling som Inge, da der skulle fotograferes åkander – jeg havde bare valgt et sted, hvor der ikke var nær så langt ned til vandet som på det sted, Inge lidt senere valgte. Det skulle ikke forbavse mig, om Inge på et tidspunkt leverer billeddokumentation for dette.

Rundturen tog godt fire timer, men man kan heldigvis godt snakke, både mens der køres bil og mens man går rundt på de forskellige lokaliteter.

Der blev snakket rigtig meget – hele tiden, faktisk – det var en superhyggelig pinselørdag, -aften og -nat… i dag er jeg bemærkelsesværdigt stille, og jeg indrømmer gerne, at jeg er en smule glad for, at det ikke er os, der skal have gæster i dag.

Jeg er også rigtig glad for, at jeg først skal på arbejde i overmorgen.

Anna ringede og var stolt: “Mommer – my first wobbly tooth has fallen completely out of my mouth!”
Omme i England har de møgelendigt vejr – kun en halv snes grader, og det både blæser og regner samtidig. Deres sommer faldt i april, og nu har de fået aprilvejret, de stakler.
Jeg håber meget for dem, at det bliver bedre til deres traditionelle Royal Ascot, som starter i næste uge.

I’m growing old

I’m growing fonder of my staff,
I’m growing dimmer in the eyes,
I’m growing fainter in my laugh,
I’m growing deeper in my sighs,
I’m growing careless of my dress,
I’m growing frugal of my gold,
I’m growing wise; I’m growing – yes –
I’m growing old.

Mit legeme føler sig meget brugt.
Nu er vi hjemme igen, har pakket ud og har spist lidt mad. Orker ikke rigtig mere, men det behøver vi heller ikke.
Hanne har været en vidunderlig hjælp – hun er godt nok gået til den, og tilsammen har vi nået meget mere, end vi havde regnet med i denne forlængede weekend. Kroppen er træt; det er en belastning bare at holde den skinnende glorie på plads, men samvittigheden og tilfredsheden er lige så henholdsvis hvid og skinnende som terrassen og vinduerne.

Mens Hanne malede vinduer, nåede jeg hele haven – det lyder flot, ikke? Men det er bare nogle ganske få kvadratmeter, jeg gerne vil holde fri for udkrudt, så det er absolut et overkommeligt arbejde.

Tusind tak, Hanne, for din store indsats og for din dejlige måde at være på – så er det altså nemt at have gæster.

John havde den værste tjans med at slibe bordet pænt. Det er så jäklatungt, at selv om vi var tre til at bære pladen ned på savbukkene, var vi helt smadrede bagefter. Og det skulle op igen…
Det kom det da også, men i mellemtiden havde høvling og slibling gange to forårsaget, at John har gået på en sjov måde lige siden han blev færdig, den stakkels fyr.

Arbejdsmiljøet kunne han til gengæld ikke klage over… og flot blev bordet.

Kl. 17 satte vi kursen mod vest, stadig med det flotteste vejr her, men vi kørte mod en meget dramatisk himmel. Da vi havde kørt en time, begyndte det at regne, lyne og tordne – faktisk røg vi ind i et særdeles voldsomt uvejr, og det regnede resten af vejen hjem. Gad vide, hvor længe det har regnet i københavnsområdet? Blev de færdige med at løbe maraton, inden det begyndte?

Sporakulla og Breanäs

Vi vågnede atter op til en pragtfuld dag. Vejrudsigten bliver ved med at udskyde regnvejret – først skulle det have været kommet søndag formiddag, så søndag eftermiddag, og her til morgen sagde den søndag fra klokken 20. Fint med os… da er vi hjemme igen.

Midt på formiddagen satte vi kursen mod Sporakulla, som jeg skrev om i påsken. Dengang var træerne ikke sprunget ud; det er de selvfølgelig nu, og jeg ville ønske, at mine fotos kunne gengive den helt specielle stemning, fred og idyl, der hersker på dette sted. Og ikke mindst duftene.

Det kan de imidlertid ikke, så I må stole på mig: Her er helt vidunderligt, men det er på den anden side rigtig mange steder i Sverige…
På Sporakulla har de nogle store og farlige trolde, der står og passer på stedet. Ikke spøgelser, det passer sig ikke på landet i Sverige, men trolde er der mange af. Det kan man også se på alle de mange store sten, der er smidt overalt i landskabet. De stammer fra troldeslåskampe. De kender nemlig ikke til våben som sådan, men kaste med sten efter hinanden, det kan de, og de gør det tit. Prøv selv at se efter, næste gang I er i Sverige – de ligger overalt. Det er dog sjældent at se troldene selv, men på Sporakulla kan man.

Breanäs, som er en lokalitet ved søen Immeln, er et sted, vi ofte slæber vore gæster med til – et idyllisk sted, hvor der ligger et lige så idyllisk beliggende konferencecenter, der har opstillet en del stenkunstværker, man kan gå og hygge sig lidt med at se på.

Om eftermiddagen blev der atter arbejdet lidt – de nye vinduers grimme øjenvipper skulle skjules, og karmene males hvide. Ellers bare afslapning. Både Hanne og John tager sig en lur, hvilket giver mig en stille stund til et lille blogindlæg, inden jeg skal have smidt de rødvinsmarinerede mørbrader på grillen.
Jeg lærer simpelthen aldrig at sove om dagen – jeg skal være ret syg for at kunne gøre det, og det er jeg heldigvis ikke nu.

Jeg håber, jeres lørdag har været lige så god som vores, for så har den været perfekt.

Mission completed

Terrassen er malet færdig, græsplænen er slået, osso bukoen står og simrer på komfuret, ramommerkagen er i ovnen, livet er herligt, og vi er lidt ømme alle tre, men ikke for ømme til at pudse glorier.
Vi var ellers stensikre på, at terrasseprojektet ville tage to dage – ih hvor skal vi hygge os i morgen og køre ture, så Hanne kan fotografere på livet løs.

Før, under og næsten efter.
Vi blev helt blændede, både af den hvide farve og vores egne præstationer…

Humlen er godt på vej, men ellers har denne vinter været meget hård ved planterne – klematisen er helt død og kaprifolien er mere end halvdød – vi er nødt til at tænke på noget udskiftning, men det er svært at få noget til at tage ordentlig fat, inden vinteren kommer og fryser det hele tilbage.

Vi har haft besøg af hele fem almindelige svalehaler. På en og samme tid, vel at mærke – ellers kan vi jo ikke vide med sikkerhed, at det er fem forskellige… Gad vide hvorfor den hedder almindelig svalehale, når den er forholdsvis sjælden?
De er helt vilde med de blomster, vi har neden for trappen – de er meget bedre end en sommerfuglebusk.

Underlige dyr har vi nok af… Denne lille fyr er såmænd ret køn i farverne, men jeg foretrækker nu sommerfuglen.