Tre timer i en bil

Det tog mig tre timer at komme hjem fra arbejde, men halvdelen af tiden kunne jeg have sparet, hvis jeg havde tænkt mig om.

Det sneede voldsomt hele formiddagen, så da jeg kl. 13 var færdig med de ting, der krævede min fysiske tilstedeværelse, blev jeg enig med mig selv og chefen om at vende næsen hjemefter, inden der kom for mange biler på vejene.
Det gik faktisk udmærket ude på motorvejen. Så udmærket, at jeg blev enig med mig selv om at lægge vejen forbi Stof&Stil lidt uden for Roskilde – jeg mangler pladevat og bortstof til min nye quilt til ødegården.

Det skulle jeg aldrig have gjort.
Jeg store idiot, tænkte jeg, da jeg sad i køen – John havde jo fortalt mig, hvor komplet umulig hele Roskilde er for tiden pga. det store omlægningsarbejde ved motorvejen.
Det tog lige godt 1½ time at komme hjem fra Roskilde. Det handler om 16 km og dermed normalt et kvarters tid, men al trafik stod stort set stille, og selv ude på hovedvej 6 kørte vi kun omkring 40-50 km/t – i én lang stang jern, som Jette Beckmann ville have sagt.
Så kunne det indkøb godt have ventet lidt…

Jeg kom hjem til en flot solnedgang og nye 15-20 cm sne. Himlen var blevet helt klar; det var meget smukt at køre gennem villakvarteret i min lille by, for sneen lå tykt alle vegne; også på træer og buske. Alt var hvidt og næsten helt væk i sne. Ligesom vores fortov… alle andre end os havde ryddet – hmmm, ikke så godt for vores rygte… gad vide, om det kun er John og mig, der har været på arbejde i dag?
Nu er det begyndt at blæse, så der er dejligt meget sne, som vinden kan flytte rundt på og lægge der, hvor det generer mest.

Silbury Hill og Swindon

Silbury Hill er opført ca. 2800 f.Kr. og er den største menneskeskabte høj i Europa. Den er 40 m høj, dækker et areal på 2,2 ha og har en flad top på 30 m i diameter. Den menes at høre ubrydeligt sammen med Stonehenge og Avebury (ligger lige syd for Avebury), men hvorfor man har haft så koloenormt et arbejde med skrabe sammen til at skabe så stor en høj, har man ingen anelse om – man ved kun, at nogen for masser af år siden besluttede, at lige præcis her manglede der en bakke midt i det ellers i forvejen så rigt kuperede landskab.

Swindon er en meget gammel by, som blev nævnt allerede i The Domesday Book i 1086. Navnet kommer fra Swine Dun, som betyder svinebakke eller svineavlernes bakke (hmmm… hvis dun betyder bakke, hvad stiller vi så op med Dunhill?) Der er meget mere at sige om Swindon, men der findes ingen ord på noget sprog, som kan gøre den by interessant – det er simpelthen den kedeligste by i hele grevskabet. Rettelse: det er den kedeligste by i hele det sydvestlige England, hvilket vi fik bekræftet, da vi på grund af en omkørsel for vild og ved en fejltagelse kom igennem det meste af byen. Den er pænt stor – 180 000 indbyggere, så det kan godt tage lang tid at finde sin vej igen – men interessant er den intetsteds overhovedet. Den er et hul, både overført og bogstaveligt, for den ligger nede i et hul, men omgivet af de smukkeste, kuperede, wiltshire’ske landskaber… som man ikke kan se fra byen pga. husene i den…
I 1840 blev der etableret en togfabrik, som har været lukket længe, men som nu er et interessant og anderledes Factory Outlet. Hov… så var der alligevel en enkelt interessant ting i denne by…
Man har bevaret mange af de specielle ting, der nødvendigvis måtte være i forbindelse med det at bygge lokomotiver og togvogne.

Jeg fik min julegave – fire bluser, som tilsammen ikke kostede mere end én ville have kostet i London eller hjemme i DK – det var så billigt, at det næsten var en foræring. Øhhh også for den, der betalte, altså… Små pakker med hjem som overraskelser under juletræet har jeg også – til oldefar, morfar og ego, men der er stadig rigeligt med plads i kufferten. Den kuffert, som jeg nok ikke får fyldt helt op, selv om jeg agter at gøre et sidste forsøg i Marlborough mandag formiddag, inden jeg bliver kørt til toget.

Le Creuset var ikke billigt her; det kostede lige så meget som derhjemme – næsten mere, tror jeg. Jeg er ret vild med Le Creuset, men ikke med alle de farvede udgaver – de er da flotte nok, men jeg tror, at jeg hurtigt ville blive træt af det. Så helst kun i hvidt eller sort, tak… men smag bør man ikke diskutere

Vejret? I dag er det tøvejr og regnvejr – faktisk står det ned i tove, men hvis man vil ud og lege, er det såmænd ingen hindring…

Jorden er frossen endnu, så vandet har svært ved at løbe væk – legeglæden varede derfor ikke længere end en god halv time, til Aubie faldt så lang han var, lige midt – selvfølgelig – i den største vandpyt.
Resten af dagen blev tilbragt indendørs.

E for England og Englebørn

Man skulle man næsten tro det var timet og tilrettelagt, at jeg skulle opholde mig her i Engand, lige præcis når bogstavet E dukkede frem i ABC-Scandinavia-legen.
Det var naturligvis et tilfælde, men der er vel næppe nogen, der bliver overrasket over, at jeg drager min korte ferie ind i E’et? ‘Mit’ dejlige England, som jeg har elsket, siden jeg første gang så det for en evighed 41 år siden.

Billedledsagelsen til E bliver nu noget med A, nemlig Avebury, som har en langt større stencirkel end Stonehenge, men måske netop derfor ikke er nær så kendt, for cirklen er så stor, at man faktisk slet ikke opfatter den som en sådan.
Men flot var det i dag, hvor vi kom forbi mens rimtågen stadig hang over tungt omkring os – det havde jo været perfekt med lidt solskin, men vi må nok hellere nøjes med være taknemmelige for, at det ikke sner. Tågen giver det et autentisk skær af mystik, så det er i orden… Landsbyen Avebury med den ældgamle kirke. Og nej, jeg har ikke styr på det med hvidbalancen endnu…

Vi byggede danske Post-it-veje, da englænderne var i DK for en måned siden. Der bliver stadig bygget veje efter det forhåndenværende søms princip, og nu kan vi vist godt tillade os at sige, at mine små Englebørn bygger Engelske veje:

Everywhere you go always take the weather with you

Denne go’e gamle Crowded House-sang passede bedre, end det passer mig, for jeg tog åbenbart i lidt for høj grad vejret med mig… jeg vågnede op til snestorm her til morgen.
For hunde da også. Jeg troede da i det mindste, jeg kunne slippe for sne herovre…
Anna skulle ikke i skole, for man anbefaler, at de bliver hjemme 48 timer efter sidste opkastning – skole bliver derfor først i morgen, og der blev sovet igennem, skulle jeg da lige mene.

Da alle havde fået øjne og dagens kalendergaver åbnet, viste de sig at være endnu bedre end mor havde kunnet forudse – de fine halstørklæder vakte glæde hos begge børn, og der blev poseret så fint foran the AGA.  
 

Hvad de ikke ved er, at der de følgende dage bliver fulgt op med matchende huer og vanter.

Køb af mad var en bydende nødvendighed i dag, så vi kastede os med dødsforagt ud på de små og særdeles sneglatte veje. Årh, der var godt nok glat, var der, men så snart vi nåede de lidt større veje, var der heldigvis saltet, for vi skulle over et par temmelig seje bakker på ruten i dag.
Vi nåede ud og lege lidt i sneen, inden vi gled afsted mod den gode by Marlborough, hvor der blev købt knapper til en vis trøje samt nye, tyksålede skolesko*) til Anna, og endelig forsyninger til en mindre hær, så skulle alting gå helt snegalt, varer det i det mindste længe, inden vi kommer til at sulte. 

*) Ja, jeg skrev skoleSKO! De må ikke have støvler på, siger de ubrydelige regler. C og jeg blev dog hurtigt enige om at få en lille snak med læreren i morgen. De er ikke vant til hårde og kolde vintre her, men når nu det er blevet så bidende koldt, som det er, er de simpelthen nødt til at slække lidt på reglerne.

Ellers kommer jeg efter dem, gør jeg.

Jeg plukker anemoner i november…

Aldrig har den strofe da været mere forkert end i år – jeg skulle i hvert fald være mere end almindelig forelsket for at kunne forestille mig det – kan heller ikke lige forestille mig at høre gøgen kukke i december.
Jeg har syet og syet i dag og har slet ikke haft tid til at kigge mig omkring i blogland, men jeg kunne godt gætte på, at sne er dagens gennemgående tema.

Vores fugle er åbenbart meget, meget sultne, og det er så hyggeligt at høre på deres pipperi og småskænden om maden, selv om der er rigeligt af den. I dag har de spist 1½ rør solsikkefrø, 1 rør vildfugleblandning og nipset lidt til mejsekuglerne og jordnødderne. Solsortene har spist 3 æbler + noget af det korn, der spildes fra rørene. Den forpjuskede due sad bare og så på. Duer er dumme. Hov… det skulle jeg da have sagt i går…

Fra i aftes:

Alting har fået en fin hvid hat på.

Der er heldigvis nogen, der er glade for dette vejr – disse tre halvstore piger sad ligefrem og råhyggede midt i det hele og syntes det var ret sjovt, at jeg havde lyst til at fotografere dem… “Aj, vent lige lidt – så skal vi lige have anbragt os ordentligt…”

Where have all the windows gone?

Hvorfor bliver alle mine snebilleder så blå? John påstår, at der sikkert er en eller anden balancedims, jeg kan stille på … bliver vist nødt til at kapitulere og kigge i manualen … på den anden siden understreger det på udmærket måde min feeling blue.
Øv altså, at vi skal have sådant et vejr allerede i november.
Vi har ryddet fortov to gange i dag – John tog morgenturen og jeg eftermiddagsturen.
Nu er det holdt op med at sne her, men det siges, at det er stærkt på vej mod Jylland. God fornøjelse derovre – vi har nu fået så rigeligt her mod øst. Ri.ge.ligt.

Held? God timing?

Dette er hvad der var tilbage af garnet, da jeg lukkede den sidste maske af på en vest. Én meter. Så tæt har jeg aldrig ramt før, og jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg var en anelse nervøs for, om der var garn nok.
Vesten blev strikket uden opskrift; bare efter mål på noget, der passer mig lige i øjet, hvorfor det var lidt på gefühl hele vejen igennem, men jeg nåede i mål og ramte plet. 
Eklatant gode beregninger? Held? Nok mest det sidste…

Nu pakker sommeren lige så stille sammen for i år her i Danmark. Det har John og jeg for længst taget konsekvensen af og rejser snart rundt om den halve jord for at få lidt mere sommer. Lidt mere… ikke for meget. Vi fik det gode råd at glemme alt om juli og august i Californien, Nevada, Utah og Arkansas – amerikanerne holder selv ferie i august og det er alt, alt for varmt i byerne og nationalparkerne til, at vi vil finde det behageligt. Helst burde vi vente til oktober, men det blev nu alligevel for sent, syntes vi.

Derfor september, og jeg har lige tjekket temperaturerne på de steder, vi skal besøge (Santa Barbara, Yosemite, Sequoia, Las Vegas, Bryce Canyon, Zion, Monument Valley, Grand Canyon, Joshua Tree, Los Angeles). Tjekket så godt jeg nu kunne, for ingen af vejrudsigterne kunne vise mere end 10 dage frem – hvor jeg overalt kun kunne se en fuld sol og slet ingen skyer – jeg er meget spændt på om det holder, men jeg har ikke tænkt mig at klage, hvis det gør.
Det er i øvrigt en rigtig god vejrside, denne her, med et hav af detaljer, man kan studere nærmere – se blot denne (for Grand Canyon – hvor det åbenbart er koldt om natten):

Til venstre Yosemite med temperaturer, der passer os perfekt – til højre Las Vegas, der så absolut har overskredet grænsen for det behagelige for mit vedkommende. I dag har de 40° – jeg er sandelig glad for, at vi skippede juli og august…

Men det er ikke held. Det er timing.

DMI mener det jo godt. Og er der en biolog til stede?

Jeg er meget glad for DMI, som jeg synes har en rigtig god og oplysningsrig hjemmeside, men nedenstående er måske alligevel gået lidt stærkt…

Danmark har i gennemsnit 121 nedbørdage om året, og tirsdag den 17. august ender i den kategori. Du kan følge regnen med dmi.dk.

Det regner i snit hver tredje dag i Danmark. Det kommer det også til tirsdag den 17. august, når et lavtryk bevæger sig op over landet fra sydøst.

Uanset lidt pudsig formulering (det vil regne hver tredje dag d. 17. august) regner det stadig, men i dag har vi kun fået 13 mm, hvilket jo i disse dages sammenhæng er noget nær ingenting. Det kommer bare så voldsomt, når det kommer, og så er det næsten lige meget, at der ikke falder vildt meget, når hele mængden falder inden for ganske få minutter.

Og nu til noget helt andet: Vi har ikke ‘vedligeholdt’ vores fuglebad den sidste tid; det har moder natur klaret helt selv. I dag kiggede jeg tilfældigvis ned i det og så et temmelig ulækkert syn: Det lignede en stor, behåret larve. Taler vi om maddiker på en maddike? Under vand??? Er der en biolog til stede, som kan fortælle mig, hvad dette er? Billedet viser omkring 125% naturlig størrelse.
Det var selvfølgelig ikke hår, men bittesmå orme/larver. Bvadr, hvor var det ulækkert, men selvfølgelig skulle fænomenet fjernes, for fuglene vil vel næppe tage bad eller drikke af dette? Eller er de mindre sarte end mig? Skulle jeg bare have ladet det være, fordi det i virkeligheden er guf for små pipfugle?

Da John kom hjem, viste jeg det til ham; da var den hvide etellerandet næsten helt spist, og larverne havde fordelt sig i hele fuglebadet. John rensede det, og nu er der frisk regnvand i. Jeg tror dog ikke, at fuglene tørster i øjeblikket…

2010. Ekstremernes år?

Vi havde en usædvanlig lang og streng vinter.
Vi havde stort set ikke noget forår.
Vi havde en meget varm sommer.
Vi har en meget våd august.
Hvad mere har vi i vente?

Ved halvtotiden checkede jeg ‘Borgervejret‘ for min lille by og så, at vi havde fået 40 mm siden kl. 8 i morges. Da jeg samtidig kunne konstatere, at det regnede voldsomt i Nordsjælland, kørte jeg tidligt hjemover. Ikke fordi jeg var nervøs for vand i kælderen, for sådan en har vi ikke, men jeg kender mine lande- og andre veje og kunne forudse visse problemer visse steder, hvor de meget nemt kunne ændre status til vandveje.
Et enkelt sted var der da også ved at samle sig så meget vand, at jeg var glad over, at jeg ikke skulle igennem her en time senere – og ganske rigtigt: i trafikradioen advarede de en lille time senere om, at nu stod bilerne stille på pågældende sted. Pyhhh.

Hurtigt kunne man ikke ligefrem køre, men hjem kom jeg uden direkte problemer. Vi havde fået 50 mm vand siden i morges. Det er ikke rekord, men det er stadig meget.
Jeg trak hurtigt i Johns regnjakke (den er så dejligt stor, at selv jeg kan blive helt væk i den) og gummistøvler (egne) for at begive mig ud i lokalområdet, for også her havde jeg visse mistanker… som hurtigt blev bekræftede: oversvømmelser omkring vores regnvandsoverskudsbassin, som ellers meget sjældent overhovedet er vådt.
 

Vi har ved siden af overskudsbassinet vores lille sø, som jeg for et par måneder var bange for skulle tørre for meget ud – der er både blishøns, rørsangere og ænder – men dem behøver jeg sandelig ikke at være bekymret for mere.

Stien var forsvundet, og jeg havde ondt af skoleeleverne, som nu var nødt til at tage en længere omvej for at komme hjem, men HA – hvad skulle sådan en smule vand da kunne gøre? De cyklede glade og grinende lige igennem og syntes, de havde en fest. Da jeg sagde til dem, at jeg syntes, de var ret modige, grinede de endnu mere og sagde meget stolte pænt tak.

Jeg kan forestille mig, at ejerne til disse haver bag hybenhegnet ikke behøver at bekymre sig om græsslåning de næste par dage.

Den druknede sti.

ABC i ord og billeder – S

Jeg nægter at skrive om Sne. Jeg vil heller ikke skrive Spor om Sol og Sommer.

Nej, jeg vil uden blusel og med kyshånd gribe chancen til (endnu en gang) at liste to af de ting ind, som fylder/har fyldt meget i mit liv: Storbritannien og Safari. Safari i Sydafrika. (Den første af slagsen. Den anden gik til Zimbabwe, men den kan passende vente…)

Det første ord, fordi jeg altid har elsket at feriere der, og kan vist blære mig med at have været over det hele – jeg var vild med det længe før Charlotte drog derover for at blive. Det andet ord, fordi det repræsenterer det bedste, der nogensinde er sket for John og mig… øhhh, altså… jeg mener… af en karakter, der er egnet til denne blog.

Til venstre et parti fra byen Bourton-on-the-Water, som ligger i det smukke Cotswolds. Herover et parti fra Sydwales. Den flade ting lidt under midten er et kapel!  Kan bedre fornemmes, hvis man klikker billedet større.

Endelig huset i den lille landsby – nogle af jer vil kunne genkende det, men jeg har ikke nyere billeder end dette fra sidste sommer, da de lige var flyttet ind. Der vil blive opdateret på billedfronten sidst i februar, når jeg tager derover.

Safari – Sydafrika – åh, hvor kunne jeg bruge mange ord her, men jeg skal fatte mig i korthed. Det var så Stort altsammen. Det bliver hvert billede også, hvis man klikker på det.

Løve – hvis vi giver ham et par adjektiver med på vejen, så holder den: Stolt og Selvsikker;
Zebraer – det lyder som S. På dansk. Vi kan da også bare sige Stribraer… billedet bliver muligvis genbrugt om seks uger;
Smukt flodparti med Stærke bøfler . 

PS: Det Sner. Pissometeret holdt, hvad det lovede i går.

Update kl. 20:00: Det Sner som ind i H……
Update igen kl. 22:30: Barometeret har pisset et par gange. Det er heeelt viiiilllldt – nu får vi da alt det Sne, de fik andre steder i landet tidligere på året; jeg så tidligere på aftenen på tv-vejrkortet, at de tilsyneladende har det smukkeste vejr vest for Storebælt.
PYT – jeg nyder det – det er SaftSUsemig flot at se på, det er fascinerende, og det er fredag. Ingen klager herfra.

Dagens vejrudsigt

Det bliver pissedårligt vejr i morgen. Det siger mit barometer, og det kan man stole på.
I dag har vejret været smukt, smukt, smukt, men mit uhyre pålidelige svenske pissebarometer er lige ved ikke at kunne holde sig længere, så jeg må vel se kendsgerningerne i øjnene.
Den hjemmearbejdsdag, jeg alligevel ikke behøvede at tage i dag, kan måske være nødvendig at tage i morgen, hvor jeg med et lettelsens suk kan sige TGIF.

Se bare, hvor tæt det er på at være utæt. Så er der godt nok lavtryk i farvandet. Desværre ikke kun dér, men også på landjorden, kunne jeg frygte…