Byens bedste… bøffer

Pyhhh – der var blevet lovet temperaturer på op til 30 grader i dag, og den holdt… det var varmt, men fordi vi var ude i en frisk brise det meste af dagen, var det heldigvis til at holde ud.

I dag gik turen til vores farm længere inde i Idaho. Vi blev hentet i en lille bus og efter en god times kørsel gennem smukke landskaber var vi på stedet, hvor der dyrkes træer, græsser og urter til høst af pollen under kontrollerede forhold. Liz og Djuana ventede os med en dejlig picnic lunch, som vi indtog inden vi skulle ud på rundvisningen. Jeg gør dette kort, selv om jeg syntes det var vældig interessant, men det bliver nemt for nørdet, og alt det interessanteste må jeg slet ikke vise billeder af…

Høstmaskinen må jeg dog gerne vise – den høster græspollen i mangekilovis. En lidt anderledes høstmaskine, tør jeg vist godt sige. Den smukt røde, lille Rumex acetocella er råvaremateriale, lige som den fine græsart (glemt navnet…) også leverer masser af pollen til os.
  

Om aftenen gik vi efter anbefaling ud og spiste på Churchill’s. Jeg havde godt lagt mærke til baldakinen med navnet, som kan ses fra mit hotelværelse, men restauranten ligger i et område, hvor jeg aldrig ville have valgt at gå ind for at finde en god restaurant. Så er det jo godt, at der er lokale folk, der kan fortælle en, at det bør man absolut gøre.

Det var godt. Det var rigtig godt. Jeg valgte bagte østers, men byttede en enkelt med Rikke, som havde valgt dem i en mere rå udgave. Det var meget elegant, og den rå østers havde meget elegant fået anbragt et lille kaviarøje. Jeg er ellers ikke den store østersspiser, men dette var en himmerigsmundfuld – var dog glad for, at jeg havde valgt de bagte…
Vores meget talende tjener kom med bøfudvalget pakket ind i plastfolie og præsenterede derefter hver enkelt udskæring for os, så vi nemmere kunne vælge det vi ville have. Det var en genial ide, for hvad ligger der i en ‘Porterhouse Steak’?
Der ligger bl.a. 28 ounces… og der var en i selskabet, der valgte den (meget af det er ben – det er ikke alle 800 g, der er kød). Vi to kvinder nøjedes med en tenderloin på 8 ounce, og de resterende fem herrer valgte en rib-eye på 14 ounce.
Vores 230 g rent kød var rigeligt, men jeg behøver vel ikke at nævne, at min medium rare var udført til perfektion?
Vinene smagte, så man kunne høre englene synge. Vi valgte en Pinot gris til østersforretten og hhv. en Cabernet sauvignon og en Sirah til kødet. Eneste ulempe var, at der var alt for mange af hver slags at vælge imellem…

Om lidt begynder jeg at pakke, og om få timer begynder den lange tur hjemad til Danmark, englændere og bryllup.
Jeg synes, livet er helt i orden, selv om jeg måske godt kunne have ønsket mig lidt virkelighedens Startrek, så jeg bare kunne have nøjedes med at sige “Beam me home“, for det er altså en tung tur at skulle ud på.
Det er desværre igen blevet overskyet, så jeg går sandsynligvis igen glip af Seattle fra luften. Lidt øv, for det skulle være et meget smukt syn…

Ikke at have en klejne… jeg har spist for 5200 kr.

Dette udtryk får en ny dimension, når man har været omkring Island eller ladet sig transportere med islandske fly. Én klejne (eller en småkage) koster nemlig 300 kr.  Jeg købte dog ikke en klejne, men spenderede 2500 kr. på en Cesar Salad og 1/4 flaske rødvin. Fra Reykjavik til Seattle blev det til kylling med bygbulgur, grønsager og yderligere 1/4 flaske rødvin, hvilket i alt beløb sig til 5200 islandske kronur.
Jeg troede ikke, at de turde trykke priser i brochurer pga. den høje inflation, men det gør de altså…
(Jeg er nødt til at bruge WordPress-kladde og ikke Live Writer på denne pc, så jeg ved ikke lige her på kladdeskrivningstidspunktet, hvordan det virker med at klikke billederne større. Øv – hvor er LW dog bare god).

Jer sidder nu på mit hotel i Spokane og har lavet samme nummer som sidste september: Vågner lokal tid kl. 04:30 og kan ikke sove mere – efter kun 4½ times søvn – det skal nok hævne sig senere.
Jeg fløj via Reykjavik og Seattle; det er noget af en tur hertil, lang, men smuk. Jeg så Shetlandsøerne og Færøerne. Jeg så Østgrønland og kæmpeisflagerne i Labradorhavet og/eller Hudson Bay fra en skyfri himmel. Vestgrønland havde gemt sig under skyerne og fra midten af Canada så jeg desværre ikke mere land. Det høvlede ned i Seattle – vi kunne ikke se en pind, før vi næsten havde nået jorden.

Så gennem hele securitypjattet, som tog en krig og nær havde kostet mig den videre forbindelse til Spokane, men i sidste øjeblik åbnede der en ny skranke. Endelig i Spokane efter nu at have været over 15 timer undervejs. Hen og hente bil hos Hertz (“er du sikker på, at du vil have en compact car? – Vi har masser af ledige SUV’er”.
Næhtak, en standard ville være helt fin til mig, var jeg sikker på… og da jeg så den, blev jeg helt sikker: en standardbil er ret stor derovre, skulle jeg mene.

I med GPS’en og af sted til hotellet, hvor jeg ankom kl. 22. Ind til ‘Valet parking’ – det kunne de godt få lov til at klare for mig. Ud med mig for at tage kufferten i bagagerummet, og hvad skete? Jeg havde smækket mig ude!!! Fanden fløjteme! Nøglen sidder i tændingen, og den åndssvage bil låser! Det må bare ikke kunne lade sig gøre!
Jeg kunne have skreget, men valgte at lade være og i stedet med behersket stemmeføring sige til den unge valet, at jeg vist lige havde kvajet mig gebommerligt. Det var han sikkert helt enig i, men han beherskede sig også og kontaktede først Hertz, som bad ham ringe til AAA. De kom. Efter tre kvarter, men den gut åbnede bilen på 10 sekunder. Det er godt nok en god timeløn, for det kostede mig $40…
Jeg var på værelset lidt over 23 og ringede hjem til John (klokken var nu 08 i DK, og jeg havde været oppe i 25 timer). Jeg ville lige sidde lidt ved pc’en, inden jeg gik i seng. Og opdagede, at jeg har glemt min strømforsyning! Nu var målet simpelthen nået, og jeg gik møgsur på mig selv i seng med Jussi Adler Olsen(s Journal 64 ).

Nu er klokken blevet 05 om morgenen; jeg kan som sagt ikke sove mere, så jeg tænkte, at det er også bare ligemeget – jeg ser, hvordan det går. Jeg har omkring tre timer tilbage på batteriet, så når det engang bliver formiddag, vil jeg begive mig ned i byen og finde en strømforsyning til min lille maskine.

Sne?

Det sneede lidt både i Danmark og i Sverige i fredags. På vej mod ødegården fredag sidst på eftermiddagen sneede det voldsomt.

I Sverige lå det der endnu, da vi kørte hjem; i DK var det væk igen.
Fint med mig – jeg behøver ikke mere sne i år. Måske et par centimeter d. 24., 25. og 26. december, men ellers klarer jeg mig, tak.

Stella sendte mig et link til dette ultrakorte klip på 17 sekunder. Her kunne vi lære noget om tog og sne – når man tænker på, at de sjællandske S-tog har svære driftsproblemer, bare der ligger et vissent blad på sporet, eller vejrudsigten lover slud i Nordvestjylland…
Apropos vejrudsigter: Jeg har tv-avisen kørende i baggrunden, og den unge vejrpige sagde lige, at “det bliver utrolig skyet i morgen”. Nådada. Kan det blive mere end overskyet?

Okay, der skal nok et stærkt diesellokomotiv til, men alligevel… imponerende er det at skue.

Til sidst et billede fra hjemturen af en af de mange smukke gamle stenbroer, man kan finde overalt i Sverige. Her over den brede Helgeå.

Strø- og eftertanker

Vi er ved vejs ende af en ferie, der har været en af de bedre. Vi har været på mange dejlige ferier sammen, men ingen af dem er ‘den bedste’, for hvordan skulle man kunne afgøre det? Hvad er bedst: Afrika, USA, England, Toscana, Nordkap i en autocamper eller… ? Det er umuligt at svare på; alle vores ferier har været gode; nogle selvfølgelig bedre end andre, men de er aldeles usammenlignelige.

Nogle tanker og gode råd omkring denne ferie slipper I dog ikke for her – Conny skal snart af sted og kunne måske drage nytte af dem – måske også andre kan.

• Brug et rejsebureau. Man kan sagtens selv planlægge og bestille det hele, men vi erfarede, at det stort set ikke bliver dyrere med et bureau, og det er helt klart nemmere at lade dem have alt arbejdet. Vi brugte CPT, som vi fik anbefalet, og jeg tøver ikke et sekund med selv at anbefale dem – alt fungerede, klappede og var bare i orden (måske lige med undtagelse af turens sidste hotel). Rejsen var 100% skræddersyet efter vores ønsker; de havde dog nogle gode tips og råd til os, som vi lyttede til – det hele tog en times tid i telefonen og resten pr. email.
• Tag ikke ret meget tøj med. Det koster næsten ingen penge i USA, så levn rigeligt med plads til indkøb. Glem alt om ‘pænt’ tøj på en ferie som denne – amerikanerne har et meget afslappet forhold til påklædning. Også det, der vejer meget, er billigt – jeg købte bl.a. et par gode Aloe vera bodylotions, og en 750-ml Pantene PRO-V (min yndlings…) kostede det samme, som jeg giver for 250 ml i DK. Jeg syr meget, så jeg skulle naturligvis have en del stof med hjem; det er også tungt – bøger er superbillige, men tunge…ikke så underligt, der var overvægt på vej hjem.
• Fyld altid bilen op, når den er mindst ¼ fuld, uanset om I er i byer eller på landet. Der er tilsyneladende benzintanke overalt, men lige pludselig kan der være langt imellem dem, og Murphy siger, at det opdager man for sent…
• Start med at købe en eller to kølebokse af flamingoskum – der er ingen grund til at bruge penge på dyrere end dette og de kan sagtens holde i de 2-3 uger, de skal. Vi købte to, men kunne godt have klaret os med én. Hver morgen fylder man ny is i dem og lader måske en blomst få glæde af gårsdagens smeltede. Is i terninger eller blokke fås overalt i supermarkeder og på tankstationer – nogle gange på hotellet, men ikke alle vil have, at det ‘tappes’ i store mængder for at bruges til køletasker. Det koster omkring $3 for en stor pose is. Man har altid dejlig koldt vand, og salat, skinke, grønsager og ost bevares frisk og delikat. Køb også nogle genlukkelige plastposer til det, der ikke må blive vådt.
  Vi købte sampaks med 24 stk. ½-liters vand. Det kostede heller ikke ret meget, og der drikkes rigtig meget vand på en tur som vores – vi drak 2-3 liter hver om dagen. Det kan lyde af meget, men det fordampede hurtigt i den varme, og dertil kom der kaffe/te i løbet af dagen + vinen om aftenen, så der røg en del væske igennem os…
• Vi havde forestillet os kun at bruge engangsbestik og havde derfor ikke noget med hjemmefra. Det fortrød vi meget hurtigt og investerede i to vinglas, to knive og gafler, en god, skarp kniv og en god proptrækker. Paptallerkenerne fortsatte vi med, men det er måske en god ide at tage alt dette med hjemmefra i form af letvægts-campingudstyr. Vi var dog nødt til at smide det hele ud igen, da vi skulle hjem (undtagen den gode kniv og proptrækkeren) – der var simpelthen ikke plads til det…
  Måske er det også bare os, der er sarte, men det er altså synd at drikke en god vin af papkrus! Og vi afskyr engangsbestik.
• Køb et årspas, hvis I skal se mere end tre nationalparker. Det koster $25 pr. park og $80 for et årspas, som købes ved indgangen til den første park, I besøger, og som dækker alle USAs nationalparker.
• Har I både pc, to kameraer og et par mobiltelefoner med, så køb to adaptorer. Vi havde kun én, og jeg skal lige love for, at der var rift om den – vi måtte sommetider op og skifte i løbet af natten for at nå at lade alt op.
• Sæt jer ind i de specielle færdselsregler, der er i USA; f.eks. må man gerne dreje til højre for rødt lys. Man overholder hastighedsgrænserne – overskrid helst ikke med mere end 5 miles – den går næsten altid, men det er iflg. Stella to push one’s luck at forsøge sig med 10 miles over. (John kørte godt nok ofte 10 miles over, men det gik heldigvis godt…)
  Her er en god oversigt over det, man bør vide.

Personlig overvægtstabel (høhø):

Først pjatterierne, men det skulle der også være plads til: Et krus til hver af os fra Bryce, køleskabsmagneter en masse og to glas The Grand Canyon Prickly Pear Jelly (kaktusfrugt).

Halvtunge stoffer, en del tøj og et pund 15-bønne-blanding. Et must for bønneelskeren Ellen.

(Ingen billeder, men der var som ovenfor nævnt lige noget med nogle 750-ml flasker med cremer og shampoo.)

… og bøger bøger, bøger…

Ud over egne indkøb gav Stella os gaver til at tage med hjem til min fætter, hans kone og datter. Det var ikke voldsomt, men nok alligevel et par kilo, og mange bække små…
Historien om, hvordan Stella og Brooks kom ind i vores verden, kan læses her. Det er måske derfor store ord, når jeg hele vejen igennem har kaldt dem for venner, når den spæde start kun ligger 13 måneder tilbage, men for det første bryder jeg mig af en eller anden grund ikke om ordet bekendte, og for det andet føltes det allerede efter den første times tid, som om vi havde været venner hele livet – Stella og Brooks er to meget, meget specielle personer. Vi håber, de snart får sparet sammen til endnu en tur til Danmark, så vi kan tage dem med en tur til Sverige… Brooks’ forældre udvandrede herfra, så hvad kunne være mere passende?

Los Angeles

Nu synger ferien virkelig på sidste vers – i dag gik turen til Los Angeles, hvor den sidste en og en tredjedel nat skal tilbringes. En tredjedel, fordi vores fly afgår kl. 7, vi skal være der to timer før, det tager iflg. Googlemaps ½ time at køre til Hertz fra hotellet, vi skal aflevere bilen og vi skal regne med 1 time fra Hertz til terminal 6. Resultat: Vi forlader hotellet kl. 3 om natten! Det bliver en meget, meget lang tur hjem…

Los Angeles er USAs næststørste by, kun overgået af New York. Den består i virkeligheden af mange mindre byer, der efterhånden er flydt sammen, ganske som vi kender det fra København. I lidt mindre målestok, ganske vist. Det er sådan lidt et definitionsspørgsmål, hvor mange indbyggere her er, men med forstæder er vi oppe på 17 millioner fordelt på et areal på størrelse med Fyn.
Vi havde god tid, så vi fandt frem til Long Beach og gik en tur der. Ikke ligefrem overrendt på denne årstid, men der var da en del kondiløbere og tre mænd, der stod og fiskede.
Pludselig så vi en relativt stor fugl nærme sig… svæve… stå helt stille i luften og… wruummmm, lodret styrtdyk, stort, flot plask og op igen med en fisk i næbposen… sluge fisken… vi havde set en pelikan fiske 50 meter fra os. Det var stort – normalt kun noget, man ser fotograferet af professionelle, der sikkert har ventet flere timer på forestillingen. Det gik så hurtigt, at vi selvfølgelig ikke nåede at forevige det, men John fik knipset pelikanen, da den lige lå nogle sekunder på vandet, inden jagten fortsatte.

Vi fortsatte over til Queen Mary, som ligger fast forankret her på Long Beach og er hotel i dag. Vi spiste vores frokost her – ikke i Queen Marys restaurant, men på en bænk ved vandet ikke så langt derfra. Vi kunne have fået – ved erlæggelse af $24 pr. næse – ‘a self-guided tour’ på QM, men det gad vi ikke. I det hele taget kiggede vi bare lidt på hinanden og var helt enige om, at sløvheden vist har indfundet sig.

Videre til ‘The Historic Mayfair Hotel’ i downtown LA og gudskelov igen for GPS. Vi havde aldrig fundet det uden. Min fantastisk gode chauffør af en mand skal også have et par rosende ord med på vejen. Det var mildt sagt en heftig trafik, og vi skulle krydse og skære og dreje og holde til venstre og så til højre for at komme ind på 110 og så ligeud lidt og så holde til venstre og så dreje af og så videre og så videre… pyha og puh, men han klarede det helt eminent.

Check in – op på 14. etage af 15 – låse os ind og… øv altså… det var godt nok ikke lige en ferieafslutning, vi overhovedet havde overvejet som en mulighed: værelset var så lille, at det ville være vanskeligt bare at skifte mening. Og kun én seng! En smal en oven i købet. Et mikrobadeværelse og ikke så meget som et bord. Helt ærligt… Ned til receptionen igen og spørge, om vi kunne få et større værelse, hvilket vi heldigvis kunne. Formedelst $60 for de to nætter fik fik vi et acceptabelt værelse på 15. etage med to queens, et skrivebord og et badeværelse, man ikke behøver at gå baglæns ind i for at kunne være sikker på at komme ud af igen.
Udsigten var fin nok over downtown LA.

Beklager – dette var uden tvivl feriens kedeligste indlæg, men det handler jo også om nedtrapning, dette her… I morgen skal vi have slået en dag ihjel, hvilket vi agter at gøre ved at køre en tur sydpå langs Stillehavet ned til San Diego. Eller måske lige ned og krydse grænsen til Mexico – time will show… Vi gider bare ikke 12-sporede motorveje i fire etager og storbyer lige nu efter alle disse pragtfulde naturoplevelser, så vi skal bare væk fra LA. Sorry, LA… Vi havde godt nok talt om Universal Studios, men gider alligevel ikke.
(Kender I det? Nu føler vi, at vi er på vej hjem, og når vi er det, kan det simpelthen kun gå for langsomt.)

Joshua Trees

Og ikke Joshua Tree’s, som der står på FDMs hjemmeside om denne nationalpark. Tsk, tsk – atter en Greengrocer’s Apostrophe, som ikke engang de amerikanske nationalparker kan sige sig fri for: På de relevante skilte i parkerne står der konsekvent: Parking for RV’s and buses. Det er ikke genitiv, men flertal, og så hedder det RVs. Det kunne den forhandler, jeg linkede til i går, godt finde ud af; så burde US Nat’l Parks også kunne.
(En lille kuriositet: hvis man er blind, kan man gratis få adgang til alle nationalparkerne i resten af sit liv. Fair nok…)

Det var dagens brokkeri – nu skal I med på en dejlig tur i Joshua Tree National Park, som er på størrelse med Lolland. Da vi jo er nogle utroligt lovlydige personer, som altid gør, hvad der bliver sagt til os (kan I se glorien?), tog vi turen i den anbefalede rækkefølge fra sydøst til nordvest. På denne måde kommer vi fra den forholdsvis golde Coloradoørken til den mere frodige Mojaveørken, hvor joshuatræerne gror. Det var meget interessant at følge hvordan floraen forandrede sig, efterhånden som vi krydsede ørkenerne. Denne nationalpark er efter sigende lidt overset, og vi så sandelig heller ikke ret mange andre gæster, men det er synd, for den er absolut værd at se. Første stop af mange var ved Cholla Cactus Garden, hvor der groede tusindvis af disse yderst ubehagelige fyre på et forholdsvis lille område. De hedder Teddy Bear Cholla og er så tornede, at man ikke kan se kødet. Nogle var døde, så vi kunne se det netagtige skelet.

Lidt længere fremme havde der engang været en meget vred trold, der havde smidt med mange og store sten. Jeg ved ikke om han ramte hvad han ville, men han skød i hvert fald ikke med spredehagl…
Halvstore, ikke?

Lige pludselig var der en bunke til. Og en bunke til. Og lidt senere en bunke til…

Og så begyndte joshuatræerne endelig lige så stille at dukke frem, for hurtigt at stå tættere og tættere.
Jeg har købt frø. Helt legalt må jeg tage dem med hjem til DK. Kald mig bare naiv, men $2 vælter ikke feriebudgettet, så det går jo nok, hvis de ikke skulle blive til noget… rent faktisk kan de tåle frost, så jeg har i hvert fald tænkt mig at prøve… Har også købt en bog om kaktus. Hmmm. Aner man, hvor dette kan bære hen?
Nå, anyway, hvis nogen skulle bilde jer ind, at Joshua Tree park er kedelig, er John og jeg i hvert fald ikke enige i den påstand!
Da vi på hjemvejen nærmede os Palm Springs, så vi den største vindmøllepark, vi nogensinde har set (surprise… hvor er det nu lige, vi befinder os?). Jeg prøvede at få et billede af dem, mens vi kørte for fuld speed ud af Interstate 10, men det blev selvfølgelig ikke særlig godt. Det, I kan se, hvis I overhovedet kan se noget, repræsenterer vel omkring en tiendedel af parken. På den side af vejen… der var lige så mange på den anden side. Puh, den var stor, den vindmøllepark. Den ligger i et øde, ubeboet og meget vindblæst område, så det er jo et genialt sted at placere disse formidlere af ikke-oliebaseret energi.
Hjem til en middagslur til en af os – ‘man’ bliver sløv i den varme – en anden af os vil hellere skrive end sove…

Only in America…

Formiddagen tilbragte vi i et dejlig køligt Shopping Center, hvor jeg ikke kunne dy mig for at indfange de lidt mere ikke-europæiske aspekter.
Som alle ved, lever amerikanerne nærmest i deres biler, så selvfølgelig skal ungerne da have mulighed for at køre rundt inde i centret – Aubrey ville elske at komme her og handle… her er plads til et eller to børn, så han ville oven i købet kunne befragte Anna rundt:

 

Var det noget med en ny lampe til sofahjørnet?

Eller en alternativ telefon?

Det skal retfærdigvis siges, at det meste var butikker med flot tøj eller andet med mere klasse og flotte design af enhver art. Og en KÆMPE boghandel (Barnes & Noble), så jeg fik lige anskaffet mig min første Tony Hillerman-bog.

På vejen hjem fra formiddagsturen fangede mit blik en ‘RV Super Store’ (Recreation Vehicle). Nu har vi efterhånden set et righoldigt udvalg af de kæmpestore autocampere herovre, så her øjnede jeg lige chancen for at se dem indeni. Vi gav forhandleren en sang fra de varme kolde lande, og han sagde, at vi kunne bare kigge løs – alle døre var åbne.
Hold da k…, siger jeg bare. Vi kunne snildt tilbringe et halvt års tid i sådan en – det er lige før, de er større end Charlottes første lejlighed.

De kan knopskyde, når de står stille, så man træder ind i noget, der nærmest må betegnes som et køkken-alrum. Forsæderne og instrumentbrættet er en drøm. Der er god bordplads i køkkenafdelingen, der er kaffemaskine, mikroovn, komfur med tre gasblus og ovn, et kæmpestort køleskab (med fryser selvfølgelig); længere bagude et nysseligt badeværelse og bagerst et soveværelse med en pænt stor seng. Og… tada… vaskemaskine og tørretumbler i soveværelset. Hvad siger I så?
Prisen? En spritny er halvdyr – dyreste model omkring 300000 dollar; de lidt mindre (men stadig kæmper i danske øjne) $150000-200000 – men mindre kan skam også gøre det: Lige præcis denne her til $60000 var vi faktisk inde i, og vi så en anden seks år gammel og særdeles velholdt sag til $35000. De var så uden vaskemaskine, men det er i orden med mig… Jamen sødeste venner da – 350000 eller helt ned til 200000 danske kroner for sådan en moppedreng – man kunne købe en og have stående herovre og så tage USA og Canada i mindre bidder. Vi talte faktisk seriøst om det… det er en drøm, jaja, men til de priser vel ikke en totalt uopnåelig drøm. (Hva’så, Mia? Var det noget? Vi ku’ deles om en og skiftes til at drøne rundt derovre? ) Bare husk det store kørekort… John har buskørekort, så vi har da heldigvis ikke noget problem… 8)
Som de mere snedige nu vil have gættet, har vi tilbragt en del af eftermiddagen i en botanisk have. Tak til Mia
Det var en meget, meget lille botanisk have eller ‘Cacteria’, som ikke fyldte meget mere end en stor parcelhusgrund, men det var også ‘bare’ en mands livslange hobby, vi kunne gå rundt og studere for kun $3. Det var vildt inspirerende – jeg fik helt lyst til at starte en ny vindueskarm-hobby op… så er jeg da ikke så afhængig af, om der kan komme nogen og vande blomster, mens vi kører Nordamerika tyndt i vores store RV 8)
Nogle kaktus havde en sjov hat på, nogle var enormt store, nogle havde smukke blomster; en havde blomster, der lignede døde søstjerner, og andre igen var nogle særdeles hidsige fyre, som jeg ikke ville ane, hvordan jeg skulle bære mig ad med at plante om.

Og så er jeg jo lidt vild med de superhøje palmer, der ses rigtig mange steder i Californien.

Ankomst til Palm Springs

Allerførst vil jeg skrive et par ord om Grand Canyon Skywalk, som et par stykker har spurgt til i forrige indlæg.
Vi havde fulgt opførelsen af den over National Geografic Channel og talte dengang om, at det kunne være en spændende oplevelse at træde ud på den. 
Området, den er bygget i, er ikke en del af Grand Canyon National Park, men et indianerreservat og skywalk’en ejes delvist af indianerne.
Og – ikke mindst – ligger den helt ude vestpå i denne enorme canyon, hvilket er 3-400 km fra Grand Canyon Village, hvor stort set alle overnatninger i dette område er centreret.
Dette havde vi fået at vide, inden vi tog af sted, så vi vidste godt, at det ikke blev denne gang, vi kom ud på denne skywalk.

Ellers var det bare en lang, lang køretur i dag gennem ørken, ørken, ørken, og det var varmt, varmt, varmt (109F = 42,8C). Vi talte undervejs om, at stederne herovre ganske vist er helt ubeskriveligt smukke, men at vejen mellem dem nogle gange kan være temmelig ensformig. Vi sammenlignede lidt med kontrasten at køre i Norge, hvor hver eneste meter er en skøn naturoplevelse.
MEN jeg så søjlekaktus i dag. Midt i en by, godt nok – ikke en eneste ude i Arizonas ørken, desværre, men det var bedre end ingenting.

Frokosten blev indtaget ved Parker Dam i de nævnte 42 grader, og det var overhovedet ikke nogen fordel, at det blæste lidt. Tværtimod… vinden føltes som om vi stod midt i en skovbrand.  
Da vi kom til hotellet i Palm Springs, startede vi med et bad og tog selvfølgelig derefter noget andet tøj på. Da vi tog tøjet ud fra kufferten føltes det, som var det hevet direkte ud af en tørretumbler…
John kunne fiske en iskold øl ud af køletasken, og min vin havde en fin temperatur, men glassene var så varme, som kom de lige fra opvaskemaskinen. Dette er simpelthen det varmeste, vi endnu har oplevet.

Jeg har også  ‘oplevet’ en vækst, jeg ikke har set før – en halvhøj busk med skrigorange og meget smukke blomster. Aner ikke hvad den hedder, men den er tilsyneladende meget almindelig på disse kanter.

Jeg ved ikke, hvorfor buskens blomster ikke vil ‘skrige’ til mig på billedet… I må bare tro mig på mit ord: jeg ville være enormt stolt af at have sådan en i min have. På den anden side ville jeg nødig leve mit liv i sådan en hede for at få sådan en busk i min have 8)

Vi skulle lige over og lure i det store, store supermarked og observerede tæt på indgangen denne BMW på en handicapparkeringsplads. Med autoriseret skilt og det hele. Jeg har hørt hvor nemt det er at erhverve sig dette blå/hvide skilt her (man skal ‘bare’ være svært overvægtig, så kan man påstå, at man ikke kan tåle/klare at bære sine varer ret langt og dermed få sit invalideskilt…), hvorfor min respekt for det kan ligge på et forholdsvis lille sted. Især når det hænger i sådan en bil, men det er nok bare mine fordomme, der træder i karakter her…
 

Manglende nummerplade? Det ser vi mange gange hver dag. Oftest er det pladen foran, der mangler, men dette ser vi også tit og forstår ikke rigtig, hvordan det kan lade sig gøre – den gik vist ikke hjemme i DK.
Hvad der var temmelig skræmmende på vores ørkenvandring i dag, var de hundrede- måske nærmere tusindvis af eksploderede dæk, vi så med få snese meters mellemrum på den laaaange, lige ørkenvej. Hvis billedet klikkes større, kan man godt ane selve vejen lige til venstre for midten på det ikke helt optimale billede.
Vi ved endnu ikke, hvad morgendagen bringer, men dette er sidste chance for naturoplevelser; nemlig Joshua Tree Nat’l Park, men vi har to dage her i den kunstige ørkenoaseby Palm Springs, så vi får se…

Grand Canyon – et stort hul i jorden…

Det må man nok sige, det er. Et meget stort og meget bredt hul. Når vi står oppe på the south rim, er der 1,6 km ned til Coloradofloden.
Advarsel: man skal absolut ikke lide af højdeskræk, hvis man har tanker om at se Grand Canyon – de fleste steder er der rækværk, men ikke alle, som billedet af jeres ærbødige vist tydeligt viser. Jeg lider ikke spor af højdeskræk, men turde dog alligevel ikke bevæge mig længere bagud end hvor jeg står – og John forsøgte ikke at være morsom med den fortærskede ‘lidt længere tilbage, skat…’

Det er så stort, at jeg ikke kan rumme det… der er rigtig mange view points, men de er på én gang forskellige og ens, når man står og beundrer uendeligheden. Apropos uendelighed: man kan i klart vejr som dette se 250 miles (ca. 400 km) væk. Påstår skiltene her. Det må være fordi vi er så højt oppe (2200 m), at det kan lade sig gøre, for der er da et eller andet med jordens krumning, så vidt jeg husker.
Det er mildt sagt svært at forholde sig til, at det er efterår, når vi vender tilbage til lille Danmark. Her er der selv i godt 2 kms højde 29 grader – det er meget varmt at færdes ude i solen. På én måde er jeg glad for, at det er efterår hjemme, for jeg er blevet temmelig solbrændt på underarmene, i ansigtet og den del af fødderne, der ikke er dækket af mine uundværlige Eccosandaler – hvor ville jeg se dum ud, hvis jeg skulle være iklædt sommertøj.
Herunder har John zoomet ind på den grumsede Coloradoflod lige ved en rapid, som opstår, hvor der kommer en sideflod tilløbende og efterlader materiale, som gør floden smallere. (Vi fik engang et begejstret feriebrev fra en kollega, som konsekvent kaldte dem for rabbits )
Og så har jeg noget med døde træer – jeg håber ikke en psykolog kan få noget slemt ud af det – jeg synes de er så eventyrlige, når de står der og nægter at give op, selv om løbet er kørt. Jeg kan dog også godt lide de levende, så måske er der håb for mig endnu…
Er der nogen, der måtte være i tvivl om, at vi befinder os i USA?
Det er i orden – vi lagde våbnene fra os, inden vi gik ind i forretningen…
Lige om lidt går vi ned i hovedbygningen til Yavapai Lodge, som er det eneste sted, jeg kan komme på internettet her. John går i supermarkedet/gavebutikken, og jeg går på nettet.
Når jeg har fyret dette af og i det hele taget konstateret, at blogland stadig eksisterer, kører vi ud til et punkt, som påstås at være specielt egnet at beskue canoynen fra ved solnedgangstid. Man skal være der fra en time før solnedgang for at få mest ud af hele farvespillet, så det må vi hellere sørge for at være.

Tid til fordybning

Sidste dag i Monument Valley – vores 21-års bryllupsdag i øvrigt. Det bliver den første og forhåbentlig også den sidste af slagsen i vores fælles karriere, hvor vi ikke kan få lov til at ønske hinanden til lykke med et glas vin i hånd over middagen…
Men jeg fik skam en ‘blomst’ af John – lige til at tage med i kufferten og plante, når vi kommer hjem. Jeg tror dog, at jeg vil undlade at sætte det lille skilt i jorden til den tid…

Vi tog ud og studerede Visitor Centeret grundigt og fik yderligere viden med os – bl.a. at man i 1942 under stillehavskrigen rekrutterede navajoer som ‘kodere’. Det var ret genialt, for amerikanerne havde selvfølgelig tolke, men japanerne havde ikke en kinamands (!) chance for at gennemskue, hvad der blev sagt og skrevet, selv om det i bund og grund ikke blev spor kodet. Smart, altså…
At man så på den historiske tidslinje har syntes, at det at John Wayne indspillede sin første film Stagecoach her i 1938, var en lige så vigtig begivenhed som både krigsindsatsen og at navajoerne fik stemmeret i 1953 (det var simpelthen bare et godt år), kan man jo bare smile lidt af.

Her kunne købes ‘malerier’ af farve- og lægeplanterne. Til $200 stykket – det ville vi ikke, og vi kan desuden ikke have dem i kufferten, så vi snød igen.
Fotoet er indsat specielt til ære for Lene – jeg synes det er meget interessant, at planterne ikke altid giver den farve, man ville forvente; f.eks. giver de meget røde blade øverst i midten en grøn farve og de meget blå til venste giver en lys grå.

Nedenfor en lille collage af indianernes kunst. Det var nok ikke noget, jeg ville have stående i min stue (måske lige med undtagelse af vasen øverst til venstre), hvis jeg ellers havde haft mulighed for at bringe det med hjem i kufferten, men som håndværk betragtet var det enestående, og vi stod længe og studerede de forskellige objekter.

I supermarkedet kan man købe sig nogle gevaldigt farvestrålende kager – de var nærmest selvlysende, når man kom helt hen til dem.

Man kan også til min store fornøjelse købe dåse med den skinke, der er oprindelsen til udtrykket spam, som vi jo alle sammen desværre kender alt for godt.

En guidet tur i Monument Valley

Vi var – igen – heldige og havde uafvidende valgt en tur, hvor vi havde vores helt private guide og af ham blev fragtet rundt i en 4WD. Han var en kær lille navajo på 22 år (ikke overvægtig), som fortalte os indianersagn og alt om planterne samt hvad man brugte dem til; han kendte navnet på hvert eneste af monumenterne og historierne bag dem. Han stoppede, når vi bad ham stoppe. Han fortalte om sin familie og om navajoerne, som i sin tid indvandrede fra Mongoliet (så forstår jeg bedre, at de ser så asiatiske ud). Han tilhørte selskabet Crawley’s Monument Valley Tours. Husk det navn, hvis I skulle komme her forbi. En tur med dem kan bookes i gaveshoppen på Holiday Inn Kayenta.
(Dette er The North Window, som var John Waynes undlingsudsigt – det var ham, som gav den dette navn). 
Al denne information, som jo er det, der gør en guidet tur interessant, gav de andre turguider ikke. Ydermere blev man på de andre ture placeret i 16-personers åbne trucks med råbende mænd og hujende kvinder, oh rædsel… ‘guiderne’ sagde næsten ikke noget, og hvis de gjorde, læste de op fra en bog. Crawley kører af sted med højest 4 af gangen – i dag var vi så kun to.
Vi kan absolut ikke anbefale, at man selv kører ind i Monument Valley, for veje er der ikke meget af; det er sten og/eller meget fint sand, og i egen bil får man kun lov til at køre et lillebitte stykke ind. Tager man en guidet tur (med Crawley), bliver man kørt hele vejen rundt inde, hvor der er adgang forbudt for selvkørende turister, og 4WD’en får i dén grad lov til at leve op til sit navn – jeg har aldrig oplevet noget lignende – du godeste, hvor det gjaldt om at holde godt fast i de dertil indrettede håndtag en gang imellem. Vejene er ikke asfalterede, for de bliver konstant skyllet væk af regnen – nye veje bliver ‘lavet’ op til flere gange om året.
Vi var var inde i en hytte (hogan) og hilste ærbødigt på en 97-årig navajokvinde, som stadig selv farvede garnerne til sine vævede tæpper. I hendes hytte så vi en vugge, som vi kender dem fra bøger og film. Hver vugge bruges kun til ét barn. Det er meget vigtigt for dem. De næste tre billeder er hoganen hhv. ud- og indvendig (loftet – læg mærke til træfletningen: ingen nagler eller bånd) – den ældgamle kvinde, hvor man til højre for hende ser vuggen, der bæres på ryggen, samt et billede af de planter, de bruger til farvning. Til venstre for hende et tæppe, hun arbejder på.


Alle planter med undtagelse af tumbleweed bliver brugt til et eller andet formål; medicin, farvning, sæber o.a. Tumbleweed sås i alle dens livsstadier fra ung, grøn og blomstrende til vissen, grå og tør. Vi kender den godt fra film: Det er den, der river sig løs fra roden, når den tørrer, og bliver af blæsten rullet over store afstande, mens den benytter sig af lejligheden til at smide sine frø.

Det koster $2 at blive fotograferet på ryggen af denne hest. Vi snød og fotograferede bare hesten. På afstand…
Vi oplevede og lærte meget mere, men det bliver alt for omfangsrigt et indlæg, hvis jeg skulle beskrive det hele. Kom selv over og se det i stedet for
Det var en meget spændende, informativ og varm tur. Vi er trætte nu.

Velkommen til (tørlagte) Monument Valley…

… hvor vi skal tilbringe tre nætter på Holiday Inn Kayenta, som viste sig at have både internetforbindelse og kaffebrygningsmulighed, men desværre intet køleskab på værelset, så vi må ud hver morgen og forsyne os med is til køletaskerne, hvis vores sunde frokostråmaterialer skal kunne holde sig friske.

Stammer udtrykket ‘in the middle of nowhere’ ikke heromkringfra? Kayenta er indbegrebet af den talemåde – vi er kørt laaange stræk gennem øde, men smukke landskaber, langt langt ude i det dér ingenting med langt mellem byerne. Dette er John Wayne-land.

Vi er mætte og trætte – det første af oplevelser og det andet mere bogstaveligt, så vi checkede ind midt på eftermiddagen og gik bare ud (ja, gik på vores flade fødder – folk gloede på os, for man går ikke i USA – ikke engang de få hundrede meter, der var til supermarkedet) for at forsyne os med lidt livsfornødenheder. Herunder en enkelt flaske rødvin og måske et par øl til John. Vi havde godt nok undret os over, at der i Utah ingen vine var i det supermarked, vi frekventerede, men vi tænkte ikke nærmere over det, for vi skulle kun have mere fast føde. Dengang.
Der var heller ikke noget med procenter her, og da vi spurgte os for, lød svaret: “Nope. This is dry county. Sorry ‘bout that. Have a great day.” Joh tak. Efter en googling var jeg lidt klogere – bortset fra, at flere uafhængige kilder påstod, at Arizona ikke har nogle dry counties. Det passer ikke, skulle jeg hilse og sige, så dette er hermed en advarsel til fremtidige rejsende i Utah og visse dele af Arizona: Forsyn jer med alkoholiske drikke, inden I forlader Californien eller Nevada…

Det er tydeligt, at vi nu er i indianerland: I stedet for at skiltene som hidtil har engelsk og spansk tekst, står det nu på engelsk og navajosk(?) – og i øvrigt ser vi langt flere rødhuder end blegansigter.
Monument Valley er ikke en US Nat’l Park, men ejet af Navajoindianerne.

Indtil nu har vi flere gange talt om, at så mange overvægtige amerikanere er der da heller ikke – faktisk har vi set forbløffende få i forhold til forventet. Men nu er de her, og desværre mest i form af indianere. Næsten alle, vi har set, er svært overvægtige, hvilket får mig til at tro, at det i overvejende grad er et socialt problem.

Nå. Det kan jo ikke være lutter lagkage altsammen. Må fred råde på jorden, som der står på svensk og en masse andre sprog her på den blyantlignende tingest, der står ved indgangen til Holiday Inn Kayenta.

I skrivende stund er det tidlig morgen – om små 1½ time skal vi ud på en fire-timers tur ud og rundt i dalen. Lidt spændende, hvad man vil vise og fortælle os herfra. Jeg håber at få de klassiske og meget høje søjlekaktus at se. Så er jeg for alvor i det vilde vesten.

Bryce Canyon – her tabes både vejr og underkæbe

Jeg gør det igen! Beklager, men jeg er simpelthen nødt til at gentage mig selv og erklære, at atter en gang har naturen overgået sig selv og har efterladt os stumme af betagelse. Om fire millioner år vil arkæologer undre sig over, at der ligger genetisk identiske underkæber spredt over hele Coloradoplateauet. Vi troede ikke, det kunne blive bedre – det kunne det strengt taget heller ikke, men det kunne blive lige så godt; bare anderledes. Det er især denne diversitet, der gør denne ferie så speciel: Er man i Norge, er man i et vidunderligt smukt land, som vi elsker at feriere i, men sandt at sige er der ikke de helt store landskabsvariationer. Det er der her – det skifter totalt karakter fra det ene sted til det næste. Det er ikke til at sige, hvad der er smukkest, for hvert enkelt landskab er underskønt på sin unikke vis.
Vejen til Bryce gik først gennem en del af Zion, vi ikke så i går, ad en vej, som ikke altid er åben, men var det i dag og forkortede dermed vores tur fra 3 til 1½ times kørsel. I teorien… For vi skulle da lige standse op en gang imellem for at fotografere; bl.a. denne biks her: 
Det var et syn for guder – vi gik nu ikke ind; stod blot lidt og undrede os smilende, inden vi kørte videre.
Snart kom vi til Red Canyon, som er en slags forsmag til Bryce. Navnet er ganske smart fundet på…

I Bryce Canyon må man gerne køre selv. Det valgte vi at gøre, selv om der to gange om dagen er en guidet bustur, som tager fire timer. Det er i sig selv i orden, men det var det så ikke alligevel, fordi… vi så dem, der skulle med… John og jeg var de rene teenagere i sammenligning, så vi kunne hurtigt gennemskue, at det meste af den tid ville gå med at vente på at henholdsvis tømme og fylde en hel busfuld mennesker + fotograferingstid ved de mange viewpoints – og der er altid to, man skal vente på… Det rakte vores tålmodighed simpelthen ikke til, så vi tog de 18 miles frem og tilbage på egen hånd. Vi valgte syv viewpoints ud, og selv om kløften umiddelbart kan se ens ud på billederne, så virkede scenerierne meget forskellige, når man stod og kiggede ud. Conny – I har noteret Bryce Canyon på rejseplanen, ikke?

Den enorme dybde og dermed tredimensionale effekt, som desværre går næsten helt tabt i todimensionalitet på billederne, blev vi helt svimle af.
Og både stak- og kortåndede… ganske bogstaveligt – vi havde det som om vi havde løbet langt og hurtigt, hvilket undrede os en del, indtil det gik op for os, at vi hele tiden befandt os mellem 2500 og 2800 m over havets overflade – luften var lidt tyndere end vi er vant til.

 

Vi så desværre ikke ejerne af denne bil, men læser man alle teksterne, kommer tanken uvægerligt, at det vist godt kunne være gamle hippier – det kan være lidt svært at læse nummerpladen, men der står ALL LOVE… Billedet kan som alle andre klikkes større.
 

Bryce Point – stedet, hvorfra alle ‘officielle’ billeder til turistbrochurer og lignende materiale stammer. Det er komplet umuligt, selv med Johns kamera, at gengive sceneriet med bare en brøkdel af, hvad man oplever, når man står og kigger ud på dette syn. Billedet viser kun en tredjedel af hele panoramaet, så her er slet ikke plads nok på skærmen.  
Nedenfor endnu en blandet landhandel: Et nuser lille egernagtigt dyr, et udvalg af døde og/eller brændte træer – måske lidt morbidt, men de var så smukke; vejen, vi kørte på – det var svært at gennemskue, at alt det smukke befandt sig lige nedenfor til højre; et dårligt billede, men nu skulle det med, fordi jeg endelig fik indfanget en af de hundredvis af store campere vi har set med den ‘lille’ personbil på slæb.
Ikke nok med, at alt er større her – birketræerne har også hvidere bark!
Motellet ved Bryce er det hidtil dårligste. Her er rent nok (og stadig meget store senge), men ingen kaffebrygningsmulighed (John vender tommelfingeren nedad) og ingen internetforbindelse (Ellen vender tommelfingeren nedad), bortset fra nede i receptionen, og det gider jeg ikke. Kladde er dog skrevet for at blive fyret af ved først givne lejlighed.
Vi ses forhåbentlig i John Wayne-land – Monument Valley.

Zion National Park – gode ord efterlyses

Man tror simpelthen ikke sine egne øjne, når man kommer ind i dette område. Ord findes ikke, der kan beskrive dette, og jeg kan kun opfordre alle, der overhovedet har muligheden, til at give sig selv denne chance for at opleve en storslåethed, der overgår det meste af det, vi har set indtil nu. Atter en gang er min underkæbe tabt et eller andet sted. Det er godt, sådan én gror ud igen i løbet af natten. Jeg tror desværre, at vi har taget turen den forkerte vej rundt – det kan næsten kun gå tilbage efter dette… men det får vi jo at se i løbet af de næste par uger. Jeg kan overhovedet ikke forstå, at vi kun har været væk godt en uge – føler jeg har været væk en måned allerede.

Inden vi kommer hjem, har jeg sikkert opbrugt al min WordPress-plads på denne ferie med alle de billeder, jeg er nødt til at illustrere mine ord med.
Conny – I må ikke springe Zion over – jeg tilgiver dig aldrig, hvis I gør det

Forskellen på Grand Canyon og Zion er, at førstnævnte ser man fra oven og ned; denne ser man fra bunden og op.

Man må ikke længere selv køre inde på området, men bliver fragtet rundt af shuttles med faste stoppesteder, så man hopper bare af og på og fotograferer til den helt store guldmedalje.
Vi gik hen mod den første, den bedste shuttlebus, og således kom vi ved en fejltagelse med på en guidet tur med masser af information fra rangeren og med stop på andre steder end den ‘almindelige’ bus, som viste sig at holde et helt andet sted. Der var pladser til overs, så vi kunne bare deltage. Det var kanongodt – det er det altid med guide på. På et af stoppene så vi bjergbestigere på den lodrette klippevæg. De havde sovet der om natten, fortalte rangeren; vi kunne se deres basecamp, som hang midt på klippen. Jajada. Dem om det… Vi turister har så sandelig meget forskellige præferencer…

Det var formiddagen. Om eftermiddagen tog vi en uguidet tur derind igen, for nu kom solen fra den anden side, og vi ville også prøve at gå lidt ind i kløften selv. Canyon’en bliver smallere og smallere for at ende i en kun 3 m bred kløft. Så langt nåede vi dog ikke ind, for det sidste stykke går man i floden. Den slagne vej går 1½ mile ind, hvilket ikke lyder af meget, men faktisk er det rigeligt, for der er i sagens natur 1½ mile tilbage igen, og temperaturen viser 35C. I skyggen.
Her sluttede turen for vores vedkommende:

Ukendte vækster betager os uafladeligt – se blot alle disse. Jeg har lyst til at tage dem alle med hjem, men det får man jo desværre ikke en pind ud af.

Vi ser fascinerende småtterier midt midt i al storheden:

Og nu skal jeg nok stoppe… for i dag.

Næste stop Utah

Fra Las Vegas valgte vi at starte med at køre i den forkerte retning i forhold til den planlagte rute. John ville så gerne se Hooverdæmningen, og da vi kun havde et par timers kørsel i dag, er en omvej på en time frem og en time tilbage ganske uden betydning.
Hoover Dam ligger midt i et fuldstændig goldt klippelandskab – ikke den mindste smule grønt eller bare vissent grønbrunt er der at se. Folk valfartede ned til den opdæmmede Lake Mead (billede) for at sejle på den. De kan være glade for, at de ikke har set en svensk sø…

Dæmningen er en imponerende konstruktion – øverste billede er taget oppe fra dæmningen og viser den nye bro, man er ved at bygge. Hele dette kompleks må være et oplagt terrormål, for der var securitycheck for at komme op og parkere – og lastbiler er forbudt. Apropos terror – vi ser overalt flag på halv i dag. Den 11. september.

Videre – atter forbi Las Vegas og mod nordøst, hvor klipperne blev mere og mere fantastiske at se på. Flottest gennem solbrillerne, desværre… gennem disse var farven flot rød. John har filter til kameraet – jeg måtte bruge mine solbriller som filter.

Vi checkede ind på Cliffrose Lodge & Gardens – atter et flot, flot sted, kun fem minutters gang fra indgangen til parken, og hvor vi kan sidde uden for værelset og kigge enten lige ned i haven eller op på klipperne – billedet er taget fra vores lille terasse, hvor der også er kolibrier! Jeg har før første gang i mit liv set kolibrier. Det er stort! Eller… hmmm… meget småt… Herreste gud, hvor er de dog små. De er overalt i haven og suser lige om ørerne på os. De kan hente nektar fra en beholder to meter fra os, men der er modlys her til aften – vi prøver igen i morgen tidlig.
 

De røde klipper giver jeg kun en smagsprøve på i dag, for hele dagen i morgen skal bruges inde i selve Zion Nationalpark, hvor vi sandsynligvis ganske som sædvanlig vil gå amok med kameraerne.

Nede på fliserne kom der en lille, grøn fyr trippende. Den stod pænt stille og poserede for mig… en knæler af en art? Jeg er desværre ikke biolog.
 

Vi kunne altså godt vænne os til disse kæmpestore senge, de har her – man kan slå ud med både arme og ben uden at komme til at give ægtefællen et par på skrinet eller et los i r…. maven – åh det er skønt. Uden i øvrigt at komme nærmere ind på vores privatliv skal jeg gerne indrømme, at vi for vores vedkommende efterhånden er kommet forbi behovet for at ligge i ske hele natten.

Hvad  vi også nyder, er de californiske rødvine; vi er især glade for vinene, der er baseret på zinfandeldruen. Enten går vi ud og spiser og nyder bare et enkelt glas, eller også bliver vi på værelset og bygger en sund og nærende bussersandwich og deler en god flaske dertil.
Hjemme i DK er californiske rødvine efterhånden ikke til at betale, hvis man vil have en, der er værd at drikke, men her kan man få supervine begyndende på 12-15 dollar, hvor vi for den samme vin i DK skulle ryste op med 150-250 kr.
Bussersandvich: to skiver fuldkornssandwichbrød; masser af salat på hver skive. På den ene lægger man nu en skive skinke eller andet magert kød, et lag agurk, et lag tomat, nogle ringe af salatløg, et lag ost af en eller andet art. Til sidst den anden skive brød. Det er bare godt, er det. Og så med 7 DeadlyZins til – kender I den? Det er en pragtfuld vin – hver eneste dødssynd værd.

Las Vegas – langt ude både på landet og overdrevet

Ifølge GPS’en skulle vi køre i seks timer i dag, så vi var tidligt on the road again for ikke at lande alt for sent i Las Vegas. Det var en lang og temmelig ensformig tur gennem Mojave-ørkenen. Den var på sin vis flot, men så ikke mindre død ud end Death Valley.
Nær Bakersfield så vi noget, som John sagde vi kun har set på film, hvortil jeg måtte bemærke, om ikke alt, hvad vi både har set og kommer til at se her, indtil nu kun er noget vi har set på film… Mumle, mumle, grumle

Nå. Men det jeg lige nu taler om, er disse oliepumper, som jeg egentlig ikke troede eksisterede den dag i dag. Det var helt klart en forkert antagelse, for der var i hundredevis af dem + et par store raffinaderier på vor vej i dag. Jeg følte mig meget hensat til en film fra trediverne eller fyrrerne – eller en bog af John Steinbeck.

L-a-n-g-e, lange, lige veje i et trøstesløst landskab. Her er garanteret ikke mange frontalsammenstød – midterrabatten er bredere end de to spor, vi kører på. Det er nu heller ikke ligefrem plads, man mangler her… Og hvad så vi lige? En Sheriff (det stod der på bilen), der lige tog den med 120 i timen i en U-drejning over midterrabatten med støvet hvirvlende omkring sig, hvorefter den satte efter en bil på den anden side. Denne gang følte vi, at vi var dumpet lige ned i en action movie.

Vi nærmer os Las Vegas. De tog syv timer at komme hertil inkl. pauser; vi kørte direkte til hotellet midt i byen (go’e gamle Tomtom) og det tog en time at finde værelset. Vi bor på CircusCircus, som er ENORMT, og vi for vild mellem alt gøglet. Det er helt vildt – vi vadede igennem tivolier, spillemaskiner, et enkelt casino, flere restauranter, selve cirkuset og meget mere, inden vi endelig kom til den fløj, vores værelse på 27. etage befandt sig i. Vi taler stadig kun om CircusCircus; ikke om at vi har pløjet os igennem igennem det halve Las Vegas.
Foran hotel check-in så vi lige denne Hummer – hva’ si’r I så? Hvis ikke det er ude på overdrevet, så ved jeg ikke, hvad er. Og så en Hummer – den ville vel koste 10 millioner i DK, hvis man ellers kunne få fat i sådan én. Bare for meget…

Fra vores værelse ser vi denne bygning, som spejler bygningerne bag os.
 

Vi går ned mod The Strip og opdager en open top sightseeingbus, som vi springer på efter 5 mikrosekunders overvejelser – det må da være den absolut bedste måde at se det hele på, når vi kun er i byen til i morgen tidlig.
Vi fik da også set alle de kendte bygninger – Caesar’s Palace, Planet Holywood, Belagio, Luxor, Lille Venedig med Sukkenes bro, Eiffeltårnet og meget, meget andet.
Belagio med dets musikalske springvand, som jeg fik på video (kommer måske i et indlæg, når vi er hjemme igen), og vi så det, gjorde vi, ganske som jeg havde håbet på siden jeg fandt ud af dets eksistens.
 

Men fuldstændig og totalt overdrevet er hele denne by – overalt var der casinoer med spilleborde, enarmede tyveknægte af enhver art, og der var masser, masser der spillede mere eller mindre hazard. Vi så et Blackjackbord, hvor mindste indsats var $50, men der skal såmænd nok være steder, hvor den er endnu højere. Vi ledte ikke, for der var for meget støj og for meget røg. Ja, røg… I landet med verdens skrappeste rygepolitik må man i Las Vegas ryge overalt, undtagen i restauranterne. Man vil åbenbart ikke risikere at gå glip af spillepenge, fordi folk ikke må dulme deres nerver med cigaretter.

Nu har vi set Las Vegas. Det var på én gang imponerende og helt vildt overdrevet. Vi er glade for, at vi holdt fast i, at en enkelt overnatning var nok her. Det var da meget sjovt at se, men vi har allerede fået rigeligt, og spillefugle bliver vi aldrig…
I morgen går turen videre til Zion. Det bliver dejligt med noget fred og ro igen.

Skovens kæmper – sequoia og redwood

Der er ikke så mange ord i dag – jeg kan stadig ikke finde min underkæbe, og der er ikke opfundet ord, der kan beskrive vores følelser for dagens oplevelser.

Dagen er gået med at køre igennem og engang imellem gå ude i Kings Canyon og Sequoia Park (udtales sekoja; rimer på soja). Vejret var fint nok nede, men oppe i højderne blev det koldt og tåget skyet. Meget koldt – 8C – og skyerne var så tætte, at sigtbarheden nogle steder var nærmest 0. Det var lidt ubehageligt, men det var heldigvis kun i pletter, det var så galt.

Landskaberne var – igen – specielle og meget smukke, men da vi nåede et par kilometer op og dybt ind i The Giant Forest, blev vi endnu mere betagede end i går, som bare var generalprøven til i dag, kunne vi godt se nu.
De var der bare… kæmpe, kæmpe, kæmpestore træer – hele tiden dukkede der nye frem af disen. Gad vide, om Tolkien havde set disse store sequoias og af dem fået inspiration til Enterne?
Man er stum af betagelse, grebet af ærefrygt, fuldstændig åndeløs, placeret i en anden tid på en anden planet i et andet rum.
Hvis man kan lide træer, skal man tage hertil. Punktum.
Sequoias er de største/tungeste, men bliver ‘kun’ 80-90 meter høje, mens de lidt slankere redwoods er de højeste og bliver op til 100 meter.
Det er svært at begrænse sig og vælge blandt dagens mange billeder, men vi starter med det pædagogiske.
Vi har simpelthen set verdens største træ, The General Sherman Tree, og dets fakta kan læses, hvis man klikker billedet større.  

Det er totalt surrealistisk at stå og se på så stort et træ.

Her kan man se det ferierende par i et af de mindre (!) træer.

Tit-tit – kan I ikke se mig? Jeg er jo lige her – mellem de to stammer – klik billedet større… det er mit hoved, den der lille hvide prik i midten…

De små træer svarer meget pænt til, hvad vi ser i en dansk skov…

Se det var jo Yosemite – og Mariposa Grove

Sikke en dag – kameraerne er varme endnu…
I starten af nationalparken var jeg tæt på at give en kollega ret: han sagde, at vi kunne risikere at blive skuffede over Yosemite, når vi er så vant til at komme i Sverige.
Det var lidt de samme landskabsformer – lige indtil det ikke var det mere… Det blev mere og mere storslået – lodrette klippevægge, heeelt vildt høje fyrretræer, tårnhøje vandfald – godt nok næsten uden vand på denne årstid, men engang imellem kan der åbenbart være voldsomme mængder vand. På dette billede kan man ude til højre se vandstanden 2. januar 1997, hvis man klikker billedet større. Jeg vil gætte på, at vejen var lukket på det tidspunkt…

Egern så vi overalt pilende rundt for at finde tabt menneskeføde. De fandt nu ikke noget, for man rydder virkelig pænt op efter sig her – der er ikke specielt mange, der har lyst til at betale en bøde på $5000.
Bjørne så vi godt nok ikke, men nu ved vi i det mindste hvad vi skal gøre, hvis der kommer en.

The Bridalveil Fall – 188 m frit fald, men sløret er lidt tyndslidt her i september…

Merced River, der kan blive så temmelig meget voldsommere på andre årstider. Det er så hermed afsløret, at vejret ikke er helt så godt, som vi blev lovet hjemmefra. I går var det 98F; i dag 53. Oversat til mere velkendte størrelser er det hhv. 37 og 12 grader celsius – en forskel, der kan mærkes, skulle jeg hilse og sige.

I morgen skal vi til Sequoia Nat. Park, hvor de kæmpestore redwood pines kan beskues.
Sydligst i Yosemite kan man få et prøvekig i Mariposa Grove, så vi måtte lige ned og lure.
Fordi vi har læst om dimensionerne og set billeder og hørt på andres erfaringer og oplevelser, kunne vi da sagtens forestille os, hvordan det er at se sådan et træ. Troede vi.
Selvfølgelig er det stort, men så er det vel for pokker heller ikke større. troede vi.
Lige pludselig var de der så. ‘Lige pludselig’, fordi selv om det er kæmper, kunne vi ikke se træerne for bare skov, men på et splitsekund røg underkæben ned i knæhøjde for at blive der et stykke tid.

Det er altså anderledes at se dem på tæt hold. Prøv da lige at se det her… Jeg tror simpelthen ikke på, at vi får set dem større i morgen.

  

Der skal også være lidt for fugleelskerne.

Vi ser masser, masser af rovfugle – har mest set gribbe, men også høge og en enkelt ørn.

Til allersidst – uden for emne: John sidder og ser US Open, og han fryder sig over Carolines fantastiske spil, der lige har ført hende til semifinalen. Flot, flot gjort.
Nu følger han en svensker, der spiller forrygende mod Federer. Midt i det hele griner John højt. Nu plejer tenniskampe ikke at være specielt grinagtige, men det viste sig at være pga. en kommentar. Amerikanske sportskommentatorer i USA kommer åbenbart ind på de samme lave kvalifikationskrav som i DK – dette eksemplar af slagsen undrede sig over, at en svensker kunne være i så god form, for det er jo midt om vinteren i Sverige!

Shopping? Shopping!

Hele dagen shopping. Jeg ville ikke have troet det muligt – altså at jeg gad shoppe en hel dag, men man kan få alt her. Som i a.l.t.

Det er jo jordskælvsland, dette her, så man kan købe Quake holds til at surre kostbarhederne fast med. Only in California…

Man kan også erhverve sig en skøn Tommy Hilfigerskjorte, der var sat ned fra 50 til 35 dollar. Fint, tænkte jeg og gik til kassen, hvor han forlangte 9,99 dollar for den. Jeg så forundret på manden, som sagde, at det var sidste udsalgsdag, så de havde sat tingene yderligere ned. Jatak – det skulle jeg da lige mene, men jeg brokkede mig ikke.

Gloria Vanderbilt cowboybukser til $17. Lee ditto til John til $20. Og så videre og så videre.
Vi købte, til vi ikke kunne slæbe mere. Men købe os fattige kan næsten ikke lade sig gøre her, så det udtryk har vi midlertidigt droppet.
Vi har købt coolers til vores proviant og ikke mindst vand til de lange og varme ture, vi har foran os. Det vil sige… købt og købt – det er slut på sæsonen, så de flamingocoolers, vi ville have to af til $3 stykket, ville de slet ikke have penge for – de skulle simpelthen bare af med skidtet.

John købte et nyt og smart/lynhurtigt memorycard til sit kamera. $60 = under ½ pris.

Til sidst ind i et næsten 100% økologisk supermarked for at forsyne os med proviant. Her vidste de godt nok, hvad de ville have for tingene, men det var i orden, for det var tiptop kvalitet altsammen. Jeg kunne ikke stå for alle de små babygrønsager – købte dog ikke nogen…

Og en hvid bougainvillea – jeg kan nu bedre lide de dybtrøde, men den hvide udgave var ny for mig.

Til sidst et lille kig fra haven

Jetlag?

Det må det vel være. Jeg kan ikke sove. Californien er ni timer bagud i forhold til Danmark, og mine biologiske rytmer er åbenbart gået i udu. Den første nat sov jeg måske 4-5 timer på trods af den lange og trættende rejse.
Vi gik i seng allerede kl. 22 i aftes, fordi vi var meget trætte. John sover sødt endnu, men gæt hvem der vågnede kl. 4… Jeg tog først min bog og forsøgte at læse mig i søvn, men kl. 5 gav jeg op, gik ind i stuen, satte mig ved pc’en og ville checke, om der var mail fra Charlotte. (Jeg har oprettet en Gmailkonto til denne tur, for jeg har aldrig kunnet fået vores ‘normale’ mail til at virke på notebooken.)
Skrev til C i aftes og undrede mig godt nok lidt over, at Gmail ikke spurgte efter password, men tilskrev det så, at pc’en kun havde stået på standby.

Nu er min konto lukket pga. uautoriseret (mis)brug. Jeg kan genåbne ved at bede dem sende en bekræftelseskode til min mobil. Fint. Min mobil virker ikke herovre (ingen triband), så jeg må vente på, at John vågner og kan tænde sin.

Så nu sidder jeg bare og nyder solen stå op. Gad vide, om Stella laver æbleskiver til morgenmad igen i dag? Det gjorde hun i går… det er noget, hun har lært i Solvang, den ‘danske’ by, som ligger ikke langt herfra, Her tror man, og reklamerer stort med, at alle danskere spiser æbleskiver til morgenmad, så det skulle vi da også have

Billedet af motorvejen tog John, da vi lagde an til landing i LA – køn er den ikke, men for søren, hvor kunne jeg godt bruge én i den størrelse på min vej til og fra arbejde…

Vi har følt os lidt som dyr i en zoo, for der har været en del folk her i huset, der var temmelig nysgerrige efter at se, hvordan sådan nogle danskere så ud – Stellas to søstre, en svigerdatter og lille barnebarn på seks + det ældste barnebarn på 21. Alle deltog i en barbecue i aftes, hvilket selvfølgelig var svært hyggeligt (og smagte himmelsk – de kan altså noget med barbecue herovre).

De to typer på billedet var simpelthen så skønne, at jeg måtte have et billede af dem. Er der ikke noget Wild Bill Hickok over ham til venstre? (I kan ikke se hans lange hestehale, men den er der.)

I dag er sidste dag med S & B; i morgen tidlig skal vi hente vores bil for at kunne fortsætte turen videre mod Yosemite.

Santa Barbara and The Old Stage Coach Stop

Jeg vil indlede med at undskylde, at mine kommentarsvar er ultrakorte… jeg vil gøre mit bedste, men jeg kan selvfølgelig ikke sidde foran pc’en den halve dag, så jeg vil koncentrere mig mere om ‘dagbogen’ og lidt billeddokumentation. Det betyder naturligvis ikke, at jeg ikke sætter pris på jeres kommentarer… Jeg undskylder også på forhånd eventuelle slå- og formuleringsfejl, for jeg har ikke tid til at gennemarbejde teksterne.

S & B har fem biler, hvoraf de to er en 1987 Corvette Convertible og en MG fra den kanongode årgang 1953. Vintage, vintage…

Efter at have været en tur i supermarkedet, oppe og gå en tur på hangglider-øvelsesbakken, været på standen og gå tur (er I klar over, hvor KOLDT Stillehavet er?) og set alle kunstnerne, der er her hver søndag, kørte vi op i bjergene i de to skønne biler – John og Brooks i MG’en; Stella og jeg i Corvetten (vi byttede på vej hjem). Det var bare SÅ skønt, så specielt og så blæret, at jeg slet ikke har ord for det. Endemålet var den gamle Coach Station, hvor hestene blev vandet og skiftet. I dag er der bar og restaurant, og det er et yderst populært sted, kunne vi se på menneskemylderet. Det er Labor Day i dag, hvilket selvfølgelig fremmer populariteten yderligere.

Der var et firemandsband, som åbenbart var meget kendt og ret populært her i området: Tom Ball & Kenny Sultan + to ‘hjælpere’, hvoraf den ene spillede på… papkasse! Med to piskeris. Det lød egentlig meget godt. Min Blue Margerita, som S bildte míg ind, at jeg simpelthen måtte smage, var så speciel i farven, at den vakte Kennys opmærksomhed. Da han spurgte mig, hvordan sådan noget smagte, sagde jeg, at det både smagte og så ud som noget, man hellere burde rense gebisser i, var han færdig af grin, og vi udvekslede nogle flere bemærkninger til publikums store fornøjelse. De spillede på Roskildefestivalen for 20 år siden.
Nogle kom lidt senere hen og spurgte, om vi da virkelig var kommet helt fra Danmark… jeg var ret imponeret over, at de overhovedet vidste hvad det var for en størrelse.
MG’en set fra Corvetten.

Og vice versa…

Citroner og avokadoer plukker vi da bare i baghaven.

Held? God timing?

Dette er hvad der var tilbage af garnet, da jeg lukkede den sidste maske af på en vest. Én meter. Så tæt har jeg aldrig ramt før, og jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg var en anelse nervøs for, om der var garn nok.
Vesten blev strikket uden opskrift; bare efter mål på noget, der passer mig lige i øjet, hvorfor det var lidt på gefühl hele vejen igennem, men jeg nåede i mål og ramte plet. 
Eklatant gode beregninger? Held? Nok mest det sidste…

Nu pakker sommeren lige så stille sammen for i år her i Danmark. Det har John og jeg for længst taget konsekvensen af og rejser snart rundt om den halve jord for at få lidt mere sommer. Lidt mere… ikke for meget. Vi fik det gode råd at glemme alt om juli og august i Californien, Nevada, Utah og Arkansas – amerikanerne holder selv ferie i august og det er alt, alt for varmt i byerne og nationalparkerne til, at vi vil finde det behageligt. Helst burde vi vente til oktober, men det blev nu alligevel for sent, syntes vi.

Derfor september, og jeg har lige tjekket temperaturerne på de steder, vi skal besøge (Santa Barbara, Yosemite, Sequoia, Las Vegas, Bryce Canyon, Zion, Monument Valley, Grand Canyon, Joshua Tree, Los Angeles). Tjekket så godt jeg nu kunne, for ingen af vejrudsigterne kunne vise mere end 10 dage frem – hvor jeg overalt kun kunne se en fuld sol og slet ingen skyer – jeg er meget spændt på om det holder, men jeg har ikke tænkt mig at klage, hvis det gør.
Det er i øvrigt en rigtig god vejrside, denne her, med et hav af detaljer, man kan studere nærmere – se blot denne (for Grand Canyon – hvor det åbenbart er koldt om natten):

Til venstre Yosemite med temperaturer, der passer os perfekt – til højre Las Vegas, der så absolut har overskredet grænsen for det behagelige for mit vedkommende. I dag har de 40° – jeg er sandelig glad for, at vi skippede juli og august…

Men det er ikke held. Det er timing.

Jeg har feber. Rejsefeber.

Vi elsker at rejse – John og jeg har i vores 24 år lange karriere sammen rejst rigtig, rigtig meget; i starten selvfølgelig mest med vores børn (men også uden dem, mindst en lang weekend en gang om året). Det har været lige fra camping ‘De hvide svaner’ ved Korsør til Cape Town i den ene ende af verden og Nordkap i den anden. Vi har været igennem skilsmisser og en konkurs, hvilket medførte, at økonomien ikke var noget at råbe hurra for i de første år. Men en delecampingvogn og mine fantastisk gavmilde forældre hjalp os igennem de første 10 år, og nu er det mange år siden, vi blev ‘barnløse’, så de lidt større drømmerejser er efterhånden blevet mulige.

Vi er nået så tæt på sommerferien, at mange af mine kolleger naturligvis taler  og fortæller om deres sommerferie. Det gør jeg såmænd også, der er bare lææænge til vores, for vi skal ikke af sted før d. 4. september, hvor vi smutter til det vestlige USA i tre hele uger med start og slut i Los Angeles; startende med at besøge nogle venner i Santa Barbara i et par dage, hvorefter turen går til syv nationalparker, afbrudt af en enkelt nat i Las Vegas. Sidstnævnte havde vi ellers meldt fra – sådan noget er slet ikke os – men alle har sagt, at når vi nu alligevel kører lige forbi (og det gør vi), så må vi altså ikke snyde os selv for en nat i denne vildt overdrevne by – om ikke andet så for at blive lettere forargede… Det lyttede vi til, og vi tager en overnatning på Circus Circus. Hmmm. Alene navnet…

De syv parker er Yosemite, Sequoia (kæmpetræerne), Zion, Bryce Canyon (som helst skal ses ved solopgang, så vi skal tidligt op den dag), Monument Valley (de gamle cowboyfilm), Grand Canyon (åbenbart et must) og Joshua Tree.

Jeg var fra starten overbevist om, at jeg selv (jeg tillader mig at sige ‘jeg’, for John er ikke den helt store internetsurfer – til gengæld klarer han al bilkørsel. Det hedder arbejdsdeling) skulle planlægge alt mht. til at bestille fly, bil og hoteller. Dette undersøgte jeg da også og kom frem til en cirkapris for turen. Et par venner anbefalede os at bruge CheckPointTravel, for de er rigtig gode til at skræddersy rejser uden at være særlig dyre af den grund. De skulle da have en chance, så vi fortalte dem i store træk, hvad vi ville. Tre dage efter havde vi et fikst og færdigt tilbud, som stort set matchede vores ønsker. Vi havde et par ændringsforslag, som vi forhandlede lidt om via telefonen. Alt i alt – inklusiv rejseforsikringer – kostede dette kun omkring 1000 kr. mere pr. næse end det, jeg selv var kommet frem til – og alt var booket, bestilt og garanteret! Intet ‘arbejde’ til mig… CPT får tre stjerner ud af tre ved vores stemmebord.

Nu har vi jeg kun tilbage at internetundersøge nationalparkerne og ruterne frem til dem, så vi kan få en ide om ‘sidespring’, hvad vi i øvrigt skal se, hvad vi skal sørge for at undgå og al den slags. Dette er den skønne, indledende del af en ferie, og det er den, der giver mig feber lige nu.