Kræmmermarked og hundefoder

Hvad har dog disse to ting med hinanden at gøre?
Ikke en pind, nærmest to modpoler, kan man sige, hvis vi taler priser på varerne, men vi skulle (igen) ud og forsyne os – eller rettere vores fugle – med mad, og mens John ordrede og betalte, gik jeg lidt rundt i butikken.
Okay, vi havde katte, som fik whiskas, hvilket jeg egentlig syntes var en luksus, sammenlignet med hvad kattene på min barndoms gård levede af. Ikke at de på nogen måde led nød, men til sin dødsdag kunne far ikke forstå, at det virkelig skulle være nødvendigt at købe kattemad.

I omtalte butik stod jeg så med hængende underkæbe og sendte min far en kærlig og forstående tanke.
Behøver jeg at sige, at dette foder var HUNDEDYRT (årh, hvor får du det fra, Ellen?)

Undskyld venligst min uvidenhed, kære racehundeejere, men dette kom virkelig bag på mig.
Jeg kan til nød forstå, der er forskel på foder til unge og til ældre hunde – vi mennesker giver jo heller ikke en baby stegt flæsk med persillesovs. ‘Til nød’, fordi skulle vi følge hundenormen, skulle vores børn have anderledes kost lige til voksenalderen. Det gør vi trods alt ikke.
Og …  en rottweiler junior er vel stadig 20 gange større end en voksen chihuahua?  Og 100 gange mindre sart?
Fordøjelsessystemet må da være ens på en hund og en anden hund?
Er der en dyrlæge til stede?

Racespecifikt foder … svarer det ikke til, at fx kinesere, tanzanianere, skandinaver og peruvianere helst ikke må spise den samme slags mad?
Det gør de så nok heller ikke, men det skyldes formentlig mere rent praktiske årsager, end at en eller anden guddommelig læge har foreskrevet, at de skal spise forskellig mad.
Jeg holder meget af thaimad – har jeg nu forkortet mit liv med flere år, mon? Og er det derfor, jeg engang imellem bliver forkølet?
Influenzaen i september! Det var da den italienske mad, vi spiste på den gode restaurant, for pokker! Jeg gør det aldrig mere!
Åh gud – jeg tør slet ikke tænke på, hvad jeg dog har udsat min krop for af helbredsmæssige risici, da vi ferierede to gange tre uger forskellige steder i Afrika.
Skrækkeligt, hvad vi mennesker byder os selv af ren og skær uvidenhed.

Efter denne butik skulle vi til Hvalsø for at købe dukkehusbelysning.
Det var, hvad det var, men i en af standene så vi et stilmix af voldsomme dimensioner:
Gamle TRÆsko (der er  jo en grund til, at de hedder sådan) lige ved siden af mågestellet.

Vigtig meddelelse i forbindelse med valget!

Jeg har lige modtaget en kæde-SMS, som jeg jo af princip aldrig sender videre, men jeg vil da ikke undlade at komme med den her:

OBS-OBS – da man forventer ekstraordinær stor valgdeltagelse, har man besluttet, at alle dem, der stemmer på BLÅ blok, stemmer I DAG.
Alle dem, der stemmer på RØD blok, stemmer I MORGEN.

Husk det nu!

 

Hvem bor i en sten i Kongens Have?

Knock, knock… anybody home?

Jeg ville så gerne have en forklaring på den lille dør, der er på nogle af de runde sten i Kongens Have.
Kan det være en lille havenisse, der bor derinde?

Andre bud?

Seriøse? Meget! Vi er dybt seriøse omkring det at få hevet penge ud af dig

Mit spamfilter er ganske udmærket til at gennemskue uønskede mails og fanger stort set alle.
Svindlere, der udgiver sig for at være fra Western Union, har vældig travlt for tiden, og jeg ville egentlig ikke have spildt min tid på dem her, hvis ikke det havde været for en ny detalje i den mail, der lå i Phishing-filteret i morges:

SERVICE : Western Union Accounts.
EXPIRATION : April 31 2011

Hvis jeg ikke i forvejen skulle være klar over, at det var et uldent foretagende, så ville datoen øjeblikkelig få alarmklokkerne til at ringe.
Tåber. Både svindlerne og dem, der falder for svindelen. Gad vide, om de også havde et udløb den 31. februar?

Det er svært, for ikke at sige umuligt, at gardere sig mod dygtige hackere, men ligefrem frivilligt at afgive sine bankoplysninger til tilfældige mailafsendere, kan jeg overhovedet ikke forstå, nogle lader sig lokke til.
Det mindste, man kunne gøre, hvis de skulle være så heldige at ‘ramme’ ens bank og ikke et eller andet suspekt, man aldrig har haft noget at gøre med, var da at kontakte ens bank for at høre, hvad det er, de ønsker og hvorfor.
Det skorter ikke på ideer fra bedragernes side:
“Hjælp mig med at få min onkels multimillioner dollar ud af …. – du får 30 % for ulejligheden, men skal bare lige indbetale $ 5000 for at få nogle formaliteter i orden”.
Jamen selvfølgelig…

Eller ‘nogen ‘ køber en vare (helst i den dyre ende), du har annonceret til salg og sender dig en check med et beløb større end købsprisen. “Undskyld, det var en fejl. Er du sød at overføre differencen til min bankkonto?” Én ting er helt sikker: Både vare og difference er gået til bedrageren, for checken var der selvfølgelig ikke dækning på.

Eller man tager et lån via internettet (så er man altså også desperat!) og bliver bedt om at indbetale de to første afdrag som et tegn på ens gode vilje til at afdrage lånet. Som naturligvis aldrig bliver udbetalt.

Jeg har vundet en million Euro i Staatsloterij/Tele2.nl, men jeg har ikke gidet indløse den endnu…

Der er flere eksempler, men I kender dem nok lige så godt, som jeg gør.

Nederst i indlægget har jeg sat den hidtil mest underholdende anmodning ind – jeg kunne slet ikke stå for afslutningen:
Kindly furnish me with your full names and telephone/fax numbers.
Yours while I remain
Chu-yu Soong

Heller ikke for  “Please observe this instruction religiously”. Det er da urkomisk, ikke?

Nå. Det gider vi ikke beskæftige os med mere. Er der én, der har et æbletræ, jeg lige må låne? Jeg skal ud og finde et æbleblomst-motiv til månedens kalenderbidrag ovre hos Petunia.
Vi finder sikkert et på vejen til Haslev, hvor vi skal ned og forhandle os til en god pris for erhvervelsen af 12 dybe tallerkener til Rosenborg-stellet.

Ovre i Vi Bruger Ikke er der en morsom korrespondance mellem sitets ejermand og en kinesisk dame. Læs og grin.

Og her til jer, der ikke har fået denne mail og orker at læse den. Læg mærke til, at der er et ‘o’ for meget i mailadressen i forhold til navnet, han opgiver. Hele teksten kom i øvrigt to gange lige efter hinanden i den samme mail. De har vist lidt for travlt, de fæhoveder.
Hi and compliments of the day!
It is understandable that you might be a little bit apprehensive because you do not know me but, Let me start by introducing myself.
I am Mr. Chu-yu Soong, a retired operations manager of the Bank of China, Malaysia and I have a business suggestion/deal to share with you which will be of huge benefits to both of us.
In June, 2004, a certain British Crude oil merchant came to our bank and made a Fixed (Numbered) deposit of Fifteen Million U.S Dollars ($15,000,000.00 US) only in my branch for 12 calendar months. Upon maturity, I sent a routine notification to his forwarding address but got no reply. A month later, we sent a reminder and finally we discovered from his contract employers, the Chinese Solid Minerals Corporation that he died from an automobile accident.On further investigation, I found out that he died without making a WILL, and all attempts to trace his next of kin was fruitless.
After proper further investigations, it was also discovered that he did not declare any next of kin in his official papers including the paperwork of his bank deposit and he also confided in me the last time he was in my office that no one except me knew of his deposit in my bank. So, Fifteen Million United State Dollars is still lying in the bank and no one will ever come forward to claim it. What bothers me most is that according to Laws of Malaysia, at the expiration of seven {7} years the funds will revert to the ownership of the Malaysian Government if nobody applies to claim the funds. What I wish to relate to you will smack of unethical practice but I want you to understand something, it is only an outsider to the banking world who finds the internal politics of the banking world aberrational.
The world of private banking especially is fraught with huge rewards for those who occupy certain offices and oversee certain portfolios. You should have begun by now to put together the general direction of what I am proposing.
Against this backdrop, my suggestion to you is that I will like you as a foreigner to stand as the next of kin so that you will be able to receive the funds so that the fruits of this old man’s labor will not get into the hands of some corrupt government officials just like that.
MODALITIES:
I want you to know that I have had everything planned out so that we shall come out successful. I shall employ the services of an attorney that will prepare the necessary documents that will back you up as the next of kin/sole beneficiary, and also he will be drafting and tarization of the WILL and as well obtain the necessary documents and letter of probate/administration in your favor for the transfer. There is a reward for this project and it is a task well worth undertaking. There is no risk involved at all in this transaction as all the paperwork for this transaction will be done by the attorney coupled with my experience/position as a retired branch manager guarantees the successful execution of this transaction.
I have evaluated the risks and the only risk I have here is for you refusing to work with me and alerting my bank. I am the only one who knows about this issue. Good fortune has blessed you with a name that ha planted you into the center of relevance in my life. Please endeavor to observe utmost discretion in all matters concerning this issue. Once the funds have been transferred to your nominated bank account we shall have a fair share the funds equally; 50% for me, and 50% for you. I send you this mail not without a measure of fear as to what the consequences, but I know within me that nothing ventured is nothing gained and that success and wealth never comes easy or on a platter of gold. Please observe this instruction religiously.
Now that you have a clear picture of the entire project, I will like you to provide me with a brief resume of yourself.
Please do not betray my confidence. If we can be of one accord, we should plan a meeting soon after this project is successfully executed to discuss in-depth on more lucrative investments (local or International).
I look forward to receiving your reply mail and as well thank you for your anticipated cooperation.
Kindly furnish me with your full names and telephone/fax numbers.
My personal email is sooongchuyu@w.cn
phone number.+6010 215 3719
Yours while I remain
Chu-yu Soong

God bedring, hvis du skulle blive syg…

Jamen tak skal I have… og godnat… jeg går i seng lige om lidt med en hals, der er beklædt med sandpapir og en almentilstand, der var bedre i morges.

Jeg har overhovedet ikke tid til at være syg. Jeg har overhovedet ikke lyst til at være syg. Jeg skal male. Fliser, vægge og lofter. Jeg skal holde en meget vigtig weekend i Sverige.
Det kommer jeg også til, for viljekraft alene har klaret sagerne før. Næsten da. Og selvbedrag kender vi ikke… Nu indtager jeg en Panodil Hot for en sikkerheds skyld, og så går jeg på langs, sover i 12 timer og er på toppen igen i morgen.
Det er som sagt set før, og optimismen kender ingen grænser.

Mit godnatbillede er mit yndlingstræ over alle yndlingstræer – jeg elsker træsilhouetter i almindelighed, men baobab er toppen. Selv om jeg så dem i hundredevis under vores rejse til Botswana og Zimbabwe, blev jeg lige fascineret af dem hver gang. Hver evig eneste gang, jeg så dem.

Gode billeder at falde i søvn til.

Tilbud fra SAS

I efteråret kørte SAS med en kampagne, hvor man kunne optjene ektra point. Man skulle selv melde ind, hvor mange point man forventede at kunne optjene ved at ‘forecaste’ sine rejser i en given periode.
Jeg hoppede med på vognen; det gjorde John ikke.
Jeg fik en mail, der oplyste mig, hvorvidt jeg havde nået mit resultat – hvilket jeg havde.
John fik en mail, der mindede ham om, at han endnu kunne nå at optjene sine forhåndsmeldte point…

John har stadig ikke tilmeldt sig – han mener nok, at han kan leve med at gå glip af sine 0 ekstrapoint…

Så skete det igen…

Det sker med meget regelmæssige mellemrum.

Sådan så mit kontor ud, da jeg kom i morges.

Lige om lidt kører John og jeg til Køge.

Han har – på utallige opfordringer inviteret mig på den gode restaurant Limone på Køge havn.

Fordi jeg ikke synes, jeg ville gøre noget særligt ud af dagen – det er jo bare en torsdag, og vi skal tidligt op i morgen.

Måske fejrer vi den med to minutters stilhed et eller andet sted undervejs.

Som symbol på de nu kun to år der er tilbage, inden jeg bliver 60.

Holddaops det kommer til at gøre ondt… jeg må nyde de næste to år.

Nyt køkken?

Da vi flyttede ind i rækkehuset for 23 år siden, var det et typisk 70’er hus: Mørkebrunt linoleum på køkken- entre- og gæstetoiletgulve. Lysebrune, glatte og kedelige køkkenskabe. Mørkegrønne hårde hvidevarer og mørkegrøn laminatbordplade. Cafe Latte-farvet gulvtæppe i stuen. Alt var mørkt, mørkt, mørkt og absolut ikke særlig kønt.  På førstesalen var der et lyserødt, et lyseblåt og et grønt værelse. Der kom ret hurtigt gang i malingen…

Det første, vi gjorde ved køkkenet, var at skifte bordpladerne ud til hvide og male alle lågefronter hvide.
I løbet af årene lagde John bræddegulve i alle opholdsrum og lyse fliser i entre og gæstetoilet.
Nu trænger køkkenet i meget høj grad til en opfriskning, og John mente at vi kunne nøjes med at skifte alle fronter til noget pænere; noget med fyldninger i lågerne, så det kan komme til at virke lidt rustikt.
God ide, sagde Ellen, men så skal der vitrinelåger i overskabene – i hvert fald i de skabe, der indeholder porcelæn og glas – og med indlagt lys, så vi kan få ‘åbnet’ vores ret smalle køkken.
Det var fredag aften. Lørdag blev sat af til at hærge køkkenbutikkerne i Roskilde.

Første sted: Invita, fordi jeg altid har været vild med deres køkkener. Der var en sympatisk sælger, der gav os tre forskellige tilbud og i det hele taget var meget flexibel og ivrig efter at sælge sin vare, men uden at forsøge at overtale os til noget, vi ikke kunne gå ind for.

Andet sted: HTH. Dér var sælgerens umiddelbare reaktion, at det ikke kunne lade sig gøre at udskifte fronterne alene, fordi vores kabinettykkelser garanteret var 19 mm og ikke 16. Da vi forsikrede ham om, at vores var 16 mm, fandt han andre dårlige undskyldninger for, at det ikke kunne lade sig gøre. Det sagde han bare hele tiden, det arrogante fjols. Jamen så vær dog lidt imødekommende, for pokker… John og jeg blev med relativ høj stemmeføring enige om, at han da i hvert fald ikke kunne være provisionslønnet. Jeg tror, han hørte det, for han blev en anelse mere venlig, men da var løbet kørt for HTH.

Tredje sted: Vordingborgkøkkenet. De havde ikke nogen fronter, jeg kunne lide. Eller rettere… det havde de, men ikke i hvide, og hvid, til nød flødefarvet, er et indiskutabelt krav.
Sælgeren var god nok. Det var køkkenet bare ikke.

Det var som sagt i går. I dag kørte vi til IKEA, for vi kom i tanke om, at vi for et års tid siden i IKEA, Älmhult i Sverige, kredsede omkring Lidingö-køkkenet, som vi begge var temmelig begejstrede for.

Derfor bliver det nu et IKEA Lidingö. Og det bliver ikke kun nye fronter, men et nyt køkken. I bidder. For selvfølgelig bliver det dyrere også at købe alle elementerne, men det var altså for fristende at lave alle underskabene om til skuffer, så vi er fri for at ligge og rode inde bagved.
Vi kunne heller ikke stå for en dobbelt, hvid keramikvask. Eller for en bordplade, der er det rene plastic, men som til forveksling ligner hvidpigmenteret ask, så sådan bliver det.
Da det er en lagervare i IKEA, kan vi købe det i portioner, hvilket ikke kun deler økonomien op i spiselige bidder, men også gør, at vi slipper for at det hele totalroder i flere uger – vi skal jo også nå at passe Sverige…

Vi starter med vitrineskabene i næste weekend.
Sverige weekenden efter.
Så kommer englænderne i otte dage.
Sverige weekenden efter.
Ny vask og nye, lækre underskabe.
Sverige.
Mere nyt køkken.
Påske i Sverige.
Mor her til en tur til England.
Sådan cirka. Ret til ændringer forbeholdes.

Foråret er hermed på plads rent projektmæssigt.

På vej hjem fra Tåstrup måtte jeg lige forevige en af Sjællands smukkeste blodbøge, som er lige så smuk uden tøj på som med.

Kraven a’, for der er blogtræf…

… det har Madame på mystisk vis opsnuset.
Den underlige titel skyldes Madames billede til annonceringen af træffet.

Som er den 18. februar kl. 16. Bare for de af jer, der er interesserede.
Det er jeg. Meget interesseret, endda.

Der er bare lige det, at det er en af vinterferieugerne. Og det er en fredag. Ikke godt, desværre.
Vi får nemlig besøg af englænderne – jeg har ikke set dem siden først i november, så jeg savner dem usigeligt og jeg glæder mig naturligvis vildt meget, til de kommer. De skal godt nok først hentes i lufthavnen om lørdagen ved middagstid, men det vil være temmelig usmart af mig ikke at være hjemme om fredagen og lige få startet på at gøre huset invasionsparat, så jeg må springe dette blogtræf over. Også springe dette blogtræf over, for november-seancen kunne jeg heller ikke deltage i.

Øv, siger jeg bare, for det er rigtig, rigtig hyggeligt at møde andre bloggere ude i den virkelige verden. Men det meste her i livet handler vel i bund og grund om prioritering, gør det ikke?

Nå. Vi ses forhåbentlig en anden gang.
Nu er Sverigeshuset ved at være modent til at modtage gæster igen – er der nogen, der vil med på ødegården sidst på foråret?
Så laver jeg lidt mad… slowfood, måske?
Hvis ja, tales vi ved efter 1.  marts -  jeg har ingen intentioner om at blande mig i næste blogtræf…

Man skal passe på hvad man siger til hvem

Jeg har i dag været ovre hos Ann, hvor hun brugte udtrykket alt lykkes i en gasovn. Hun havde været så sød at linke til, hvorfra udtrykket stammer, så Politikens oplysning kunne fortælle mig følgende:

Udtrykket er et reklameslogan brugt i perioden 1932-41 af Københavns Belysningsvæsen. Det skulle inspirere husmødrene til at købe eller leje en gasovn. På daværende tidspunkt var ovne ikke så udbredte, og man brugte oftest udelukkende gasblus til madlavning.

Det var sikkert et glimrende reklameslogan, men udtrykket fik mig, som så ofte før, til at tænke på min søsters yderst uheldige oplevelse, som stammer fra hendes første år som bankrådgiver – hun sad med en ældre kunde, som havde søgt om og fik et lån.

Han var glad, og min søster smilede stort til ham og sagde til ham, at alt som bekendt lykkes i en gasovn.

Kunden sendte min søster et langt blik og sagde så: ”Jeg er jøde og har overlevet en koncentrationslejr, så jeg er ikke helt glad for det udtryk.”

Søster blev meget, meget stille.

Hun undskyldte naturligvis – hun kunne have bidt tungen af sig selv, men der er intet som helst, der kunne redde situationen. Hun har aldrig brugt det udtryk siden.

Man skal dæleme passe på, hvad man siger… man kan hurtigt komme galt af sted uden at ville det.

Hvad med jer? Har I nogen sinde kvajet jer gebommerligt, hvor det i virkeligheden var ment/sagt/gjort i al velment uskyldighed?
Vil I fortælle om det? Der er sikkert mange gode historier rundt omkring hos jer.

Flash mob events

Jeg er lidt betaget af dette forholdsvis nye begreb, som startede i 2003 – jeg synes det er sjovt og uskyldigt – i hvert fald gælder det de episoder, jeg har hørt om. Artiklen, jeg linker til, nævner flere forskellige temaer, af hvilke jeg kun har hørt om få.

Denne event havde jeg ikke hørt om, før Stella i Californien sendte mig et link; det er Philadelphia Opera Company, som ‘lige pludselig’ begyndte at opføre Händels Messias i stormagasinet Macy’s i Philadelphia.
Jeg er meget sikker på, at det ikke lød som på denne video fra YouTube – lyden må være lagt på bagefter, men uanset dette må det må være ret så festligt at opleve sådan en begivenhed.
Jeg ville sandsynligvis hoppe en halv meter, hvis flere i nærheden af mig pludselig begyndte at skråle løs af fuld hals, men ville derefter nok hurtigt få kameraet frem, som man bl.a. ser på videoen.
Bare ved at se videoen blev jeg helt revet med og sad og smilede stort.

Er der nogen af jer, der været vidne til en flash mob event?
Hvis ja, fortæl, fortæl…

Om vi stjæler? Fra hotelværelser? Nejda! Aldrig!!

Det kunne jeg godt nok ikke finde på. Hvad skulle jeg dog bruge det til? Jeg har kun en overbærende hovedrysten til overs for dem, der hjemme i deres badeværelser har Spies- eller Tjæreborghåndklæder hængende (Ja da, jeg kan nemlig godt huske, da disse to herrer startede deres forretningsimperier for meget længe siden) og forstår nok ikke helt, hvorfor nogle synes det er sjovt helt åbenlyst at skilte med, at man tager ‘souvenirs’ med hjem fra charterferien. Jeg har set askebægre, glas, bestik(!), de nævnte håndklæder med logo og mange – alt for mange – andre ting, der virker noget ynkelige, når de først er havnet i et dansk gennemsnitshjem. Min forhenværende svoger (det er pga. ordet ‘forhenværende’, at jeg ingen skrupler har over at hænge ham ud) syntes åbenbart, at det var vældig sjovt at tage kaptajnens jakke med "korsebånd og stjerner på" fra en særdeles hyggelig Aftenbådstur-Med-Middag-På-Themsen-(OgIHarSåGættetATDetErLondon) med hjem. Kaptajnen havde været så letsindig at hænge den i garderoben, hvor gæsterne også kunne hænge deres overtøj. Samme jakke så blev efterladt på hotelværelset, fordi alle andre i selskabet med meget lidt skjult og særdeles højlydt forargelse mobbede ham grundigt. Helt ærligt! Hvad vil du dog bruge den til? Hvorfor i himlens navn tog du dog den jakke? Hvad med den stakkels mand, der står og mangler den i morgen? Din store BØF!
Bøffen blev heldigvis temmelig rød om ørerne…

Alt dette skulle egentlig bare lede hen til at vise jer det skilt, der var sat op over kaffebryggeren på et af vores værelser i USA. Der er er åbenbart rigtig mange, der kan finde på at snuppe et par gratis souvenirs med hjem i kufferten.
Jeg har ikke før set problemet blive tacklet/forebygget med en så høj grad af humor.

Tænk altså, at man tager den slags ting med hjem.

Ting der kommer bag på én. Mind the grab. Nåhnej… the gap…

Jeg sidder lige og læser det seneste Illustreret Videnskabs ‘Metroer i tal’, der, som overskriften antyder, viser en masse statistiske kendsgerninger omkring klodens metroer. Det lyder måske kedeligt, men det er det ikke nødvendigvis – der er skam nogle ganske interessante imellem; bl.a. denne:
I Tokyos metro er der deciderede kvindevogne i 4 af dagens myldretimer, fordi lidt for mange mænd ikke kan holde fingrene for sig selv.

Helt ærligt. Kan det virkelig være dagens kick at befamle fremmede damer i undergrunden? Det er sgu da sørgeligt.
Men o.k. – jeg har også været udsat for det i Londons Tube. Inden I begynder at grine hånligt, vil jeg lige sige, at det ligger en del år tilbage.
Scene: Tætpakket togvogn. Jeg mærker pludselig et fast greb på min ene balde og kigger på John, som godt nok står meget tæt ved mig, men begge hans hænder er beskæftiget med at holde sig selv og ikke mig fast.
Heldigvis er jeg inde i en periode, hvor jeg synes det er smart med meget lange negle, så jeg griber fat om den ukendtes hånd og borer af alle kræfter neglene så dybt ind, som jeg kan. Min arrigskab og vrede over idioten bevirker, at det heldigvis gør temmelig ondt på ham, kunne jeg høre på et ikke helt undertrykt gisp/støn/upf… hæhæhæ.

Jeg har senere hørt nedenstående lille historie – jeg håber ved gud ikke, at det er en vandrehistorie, men det er det desværre nok, for den er lidt for god til at være sand. Men god er den:

Den forulempede kvinde tager fat i den fremmede hånd, løfter den højt op og annoncerer endnu højere: “Hey! Er der nogen, der mangler en hånd? Jeg har lige fundet denne her. Den sad fast på min balde. Ejermanden kan henvende sig til mig.”

Den måtte da gerne være sand. Ikke? Den kunne godt være sand… ikke?

My Blue Mummy

Har I haft en fantasilegekammerat engang?
Jeg støder sommetider ind i litteratur, der omhandler børns fantasikammerater; hvordan disse kan gøre forældre nervøse, fordi hvad kan et sådant fantasivæsen dog være tegn på? Har vi svigtet? Nogle gange ved barnet godt, at det er fantasi; for andre børns vedkommende er det et (i vores øjne skræmmende) virkeligt væsen.

Jeg kan ikke mindes, at jeg eller Charlotte har haft en fantasilegekammerat, men det er vist et meget almindeligt fænomen.

Anna og specielt Aubrey har en ‘Blue Mummy’. Hun er ikke en legekammerat, men en afreageringsventil. Hvor eller hvordan de har fundet det navn, vides ikke, men Blue Mummy må alt, kan alt, vil alt og gør alt det – også alt det man normalt ikke må. Blue Mummy er en vidunderlig ventil til at leve fantasier ud med eller til udluftning af vrede og aggressioner.

Børnene kan lege sammen og involvere Blue Mummy i hele legen, uden det kræver indgriben fra voksenside. Det er bare leg. Men hvor er hun altså sommetider fræk eller uartig, hende Blue Mummy…

Det kan sagtens være leg, når Aubrey med et stort smil siger “My Blue Mummy throws you in the bin!”
Eller: “My Blue Mummy hits you very hard right on your nose!”
Men det kan lige så godt være, han vil fortælle os, at han er en anelse utilfreds med situationen. Han er godt klar over, at det ikke hjælper noget at brokke sig på normal vis og er måske også klar over, at han er en anelse urimelig, men når han siger sådan, har han tilkendegivet, at han har kapituleret, dog under protest. Og vi voksne har ikke rigtig nogen, vi kan skælde ud… da slet ikke Aubie…

“Hey look: my Blue Mummy throws water ALL OVER the place”.
Ih hvor har Aubie altså lyst til at gå amok med vand, men ved godt, at det nok ikke bliver helt godkendt nede i køkkenet. Hvis mor har lyst til at fange bemærkningen, skal hun nok finde en løsning. Hvis ikke, foreslår mor noget andet, som Blue Mummy måske kunne tænke sig, og ingen brokker sig over noget. Blue Mummy er så vidunderlig uforpligtende.

“D’you know…my Blue Mummy takes us to the playground in a minute”.
Ungerne vil gerne på Den store Legeplads, men de ved godt, at det sjældent hjælper noget at spørge, for de bor i en lille landsby, og de skal køre 20 minutter i bil for at komme til den spændende legeplads, de tænker på. Hvis de involverer Blue Mummy, spørger de uden at spørge, og hvis forældrene har tid og det er lørdag eller søndag, er de måske med på ideen. Hvis ikke, er alt stadig i orden, for ingen har spurgt, og ingen har fået et nej.

Er børn ikke bare helt vidunderlige?
Tænk hvis vi alle havde en Blue Mummy.

Jeg græder over at gå glip af St. Laurentii tårer…

Øvøvøv. Dette er årets største stjerneskudsaften/nat med over 100 skud i timen, og så står regnen ned i stænger.

Det er simpelthen møgtarveligt, er det, og det er godt jeg ikke er troende, for min tro ville hurtigt vakle alvorligt ved en sådan himmelråbende uretfærdighed. 
Jeg har meget svært ved at forestille mig en hvilkensomhelst gud i sin himmel, der med god samvittighed ville forhindre os stakkels dødelige i at se det spektakulære show, der vises i nat.

Og hvad siger tv-vejret lige nu? At det bliver værre, sgu. At der her, hvor jeg bor, plus en hel del andre steder på Sjælland, er risiko for både skybrud og tordenvejr.
Hrmpf.

Nå. Til og med lørdag er der stadig 25% af tårerne tilbage hos den ulykkelige Laurentius, så der er håb om at se måske 25-30 stykker i timen de næste par aftener, hvor vi er i Sverige, og hvor der er så vidunderligt, totalt mørkt, når det er blevet mørkt.
Faktisk dør tårestrømmen først helt ud sidst i august, så der er håb endnu.

Tak, Rimkoger, for inspiration til dagens indlæg. Jeg havde ikke tænkt længere, end at jeg skulle op og se stjerneskud i Sverige i weekenden

På afrikansk vandration

Jeg læste i dag på Røde Kors’ hjemmeside, at en dansk familie på fem (9, 12, 19, 44 og 48 år) frivilligt i to dage har sat sig selv på afrikansk vandration – 20 liter i døgnet i alt – og de skal selv hente vandet 3½ km væk. Til fods, selvfølgelig. Artiklen kan læses her.

Det er såmænd ret interessant, og jeg har respekt for, at de overhovedet tør give sig i kast med det. De to dage var vist lidt slemme at komme igennem…

Når det er sagt, spørger jeg mig selv, hvad det eksperiment kan bruges til. De fleste af os ved vel godt, at man rigtig mange steder på det afrikanske kontinent har ganske anderledes og barskere forhold end her. Jeg kan sagtens forestille mig, hvor hårdt et liv de har.
Men ingen vinder noget ved, at overliggeren flyttes til laveste niveau. Det var nok heller ikke hensigten med det, men hvad er så meningen?
Flytter det nogle folk hen til at få lyst til at give [større] bidrag til Røde Kors, UNICEF, SOS Børnebyerne og hvad der ellers måtte være af lignende orgaisationer?

Hvis det er tilfældet, er det o.k. Så er jeg til gengæld forbavset over, at det er sådan noget, der skal til. Jeg bliver bedre motiveret ved at se eller læse om den barske virkelighed, de er udsat for rundt omkring i verden. Ikke kun i Afrika.

I støtter vel et eller andet, ikke?

Ikke kun Kattens Værn, vel?

Det tænkte jeg nok… (jeg står i midten)
God weekend alle sammen. Og hvis ikke I har vand nok, så er det bare at bevæge sig udendørs – dér er rigeligt…

I fodboldens tegn

Lige nu sidder min mand og ser aftenens kamp mod Japan. Han er ellers ikke specielt fodboldslem og gider kun se de kampe, Danmark deltager i, så det skal være ham så vel undt at se denne kamp. Jeg har i stedet sat mig ved pc’en og udnytter simpelthen kvindens evne til multitasking – dvs. at jeg kan snildt skrive her i blogkassen, mens jeg med en af mine andre hjernekasser følger med i, hvad der bliver sagt i tv-kassen.

Noget af det, der kan undre mig lidt meget, er de uendelig mange kommentarer med en endeløs række af skråsikre forudsigelser om, hvordan kampen falder ud – underbygget af talrige eksempler på, hvordan spillerne har opført sig i tidligere kampe. Som om man kan bruge det til noget som helst…

Når det så går fuldstændig anderledes end håbet/spået/gættet på (læs: de tilfælde, hvor vi taber en kamp), så bruger man en hel time efter kampen på at bortforklare alle de teorier på en vundet kamp, man diskede op med tre timer forinden.

Min søde John gider aldrig se/høre hele matchen dissekeret ned til den mindste detalje i den tredje halvleg, der er blevet et must efter en kamp. Det gik, som det gik, og det står ikke til at ændre bagefter. Så kan vi ikke rigtig bruge hvorfor gik det som det gik til noget.

Når alt dette er sagt, er vi nødt til at acceptere det faktum, at hele dette hurlumhej ikke kun handler om sport. Det er i høj grad politik, hvad enten man bryder sig om det eller ej.
Det betyder ikke en pind for Sydafrika, hvilken placering de selv får i turneringen, men det betyder temmelig meget for dem, at samme turnering bliver afholdt i Sydafrika.

Jeg må dog atter og atter konstatere, at jeg simpelthen ikke på nogen mulig måde er i stand til at lade mig ophidse over en fodboldkamp. Ikke om det så er finalekampen, der spilles. Ejheller hvis Danmark skulle være den ene af parterne.
Vi befandt os i Sverige, da vi vandt EM i 1992. Det var helt klart sjovt at være dansker i Sverige efter den sejr, men jeg var den eneste på hele campingpladsen, der satte mig ned ved søen med en bog i hånden, da den afgørende kamp blev spillet…

Jeg vil derfor slutte aftenens indlæg med et par billeder fra et Sydafrika, jeg hellere vil beskæftige mig med:

‘The Tablecloth’ kaldes fænomenet her, når skyerne vælter som et vandfald ned fra Table Mountain.
Det ligner virkelig et rigtigt vandfald i sin bevægelse og er dybt fascinerende at sidde og betragte fra sin terrasse… høhø, prale, prale – vi boede lige for foden af Table Mountain i vores fire dage i Cape Town.

‘The Strandlober’ – en noget speciel restaurant, der lå på en strand på vestkysten nord for Cape Town. Meget besøgt og meget berømt, fik vi at vide. Vi satsede og kørte uden at have bestilt bord – og valgte at køre den lange tur på en mandag. Hvor restauranten havde lukket… Selv om der angiveligt står ‘OPEN’. Vi er jo trods alt i Afrika, hvor man ikke lige går op i den slags ubetydelige detaljer.

Protea – Sydafrikas nationalblomst. Den var og er jeg helt vild med. Den, flaskerenserblomstbusken og koraltræet. Og alle de andre fantastiske vækster dernede…
 

 

 

The Fair Ladies at Royal Ascot on Ladies’ Day

I denne uge er der Royal Ascot fra 15.-19. juni. Nogle har adgangsret (er Badgeholder) til The Royal Enclosure. En af dem er Tim.
I dag, den 17. juni, er det Ladies’ Day, hvor de fine damer forsøger at overgå hinanden i totalt overdrevne og fantasifulde hattekreationer. Det er meget underholdende at se på disse hatte.
(Linket virker vist ikke, men prøv at google ‘hats at ascot’)

Charlotte og Tim er, sammen med et vennepar, til Royal Ascot Ladies’ Day for tredje år i træk – dog bærende en anelse mere diskrete hatte end man kan se på linket ovenfor. Men hatte har de skam på, de damer. Hatte, som de lejer til lejligheden.
I år har Charlotte designet og syet både venindens og eget outfit. De indsatte billeder er fra sidste års begivenhed, hvor C kun havde kreeret sin egen påklædning. 

Det er for det første en dag, de glæder sig til, fordi det er blevet ophøjet til en tradition for dem, og for det andet er det en glimrende lejlighed til at se, hvad der rører sig rent tøjstilsmæssigt i de såkaldt bedrestillede kredse, som Charlotte håber på at kunne skabe sig en kundekreds hos.
Derfor er det også vigtigt, at hun optræder i egne kreationer, så hun kan fungere som en omvandrende reklame for sig selv – hvis nu nogen skulle spørge… Veninden (den højeste af pigerne) har lovet at promovere Charlotte så meget som muligt, og som C siger, er hun en god reklame og en drøm at sy til, fordi hun er så høj og slank.

Jeg håber, at vejret er med dem i dag – og hvis det er, er jeg også glad for, at jeg ikke er mand og skal have alt det tøj på. Det er dresskoden til The Royal Enclosure, så der er ikke så meget at diskutere.

Der er mere mellem himmel og jord – og noget både i luften og i vejen…

Min dag i dag har været en blandet dag, og det vil indlægget da også bære tydeligt præg af.
Ingen rød tråd, ingen disposition, bare en blandet landhandel af mere eller mindre interessante oplevelser og følelser.

Det første var i morges på vej til arbejde: lydbogen, jeg hører i øjeblikket, hedder ‘Einsteins sidste teori’, hvor FBI spiller en kedelig rolle og de tre bogstaver derfor optræder med jævne mellemrum. Alligevel synes jeg, at det mildest talt er noget af et sammentræf, at jeg i samme øjeblik, oplæseren siger ‘FBI’, bliver overhalet af den (selvsagt) eneste danske bil, hvis nummerplade indeholder præcis samme bogstavkombination. Slet og ret FBI. Det var naturligvis ikke den afbildede nummerplade, men jeg så ikke forkert – han kunne nemlig have sparet sig den overhaling, for jeg lå bag ham et godt stykke tid.
Lidt underligt, altså.

Det andet var at finde ud af, at askeskyen har slået til igen, at Heathrow er lukket og at Danmark også ligger i farezonen inden for de næste par dage. Jeg har billet til England på torsdag, ungerne glæder sig og tæller ned (jeg glæder mig såmænd også en lille smule…), så det vil være enormt surt ikke at kunne komme afsted. Nu har jeg trodset terrorister, og så skulle en åndssvag vulkan kunne gøre det, terroristerne ikke magtede.  
Hvis ikke jeg kommer afsted på dagen eller i de nærmeste to dage derefter, kan det nemlig være helt lige meget, for pinsen var det eneste tidspunkt, hvor det hele kunne gå op i en højere enhed. Charlotte og Tim har planer for de næste mange weekender, og i øvrigt er al ferie i juni indraget for mit vedkommende pga. en inspektion, så i givet fald må det vente til næste planlagte besøg i juli. Hvis altså en vis vulkan har tænkt sig at opføre sig ordentligt…
Nå, men jeg krydser da bare fingre. Mon ikke det hjælper?

Det trejde var at finde ud af, at vi, der går på pension inden for de næste 10 år, åbenbart skal til at betale en ekstra skat, der starter med at være stor; vist nok 6,5 % i 2011, for derefter at falde for hvert år. Jeg ved ikke mere om det og har muligvis misforstået et eller andet (håbe, håbe…), men skal til informationsmøde på tirsdag. Jeg betaler 10 millioner ind (mindst… sådan føles det i hvert fald…) på pensionskontoen hver eneste måned, så hvorfor nu det pjat? Beløbet er forhåbentlig afhængigt af, hvor meget man i forvejen indbetaler? Sikkert ikke…

Det fjerde var, da jeg lige skulle have ordnet dagens indkøb på vejen hjem. Det var også surt, men ikke for mig. Jeg listede mig til diskret at tage billedet halvt skjult bag en busk. Tænk at vælte en indkøbsvogn med fem kasser øl…

Nå. Vejret er fint i dag; det er blevet varmere, så måske er foråret endelig ved at indfinde sig. Man må se på de lyse sider.

Riverdance

Alene overskriften har sikkert hægtet mange af jer af på forhånd, men hvis I har tid og lyst til at bruge et kvarters tid af jeres liv lige her, er der måske nye indtryk at få for jer, der ikke kender til begrebet Riverdance eller ‘Lord of the Dance’ Michael Flatley – og lidt gensynsglæde for jer, der nyder at være tilskuere til denne form for fysiske udøvelser.
For nogle år siden var vi i Forum for at opleve Riverdance – blandt danserne var ham/dem i dette klip.

Så kan Fred Astaire og Ginger Rogers godt pakke sammen for min skyld.

Da Gillian Norris viste hvad hun kunne, pakkede jeg sammen – John forsøgte at lade som om han var totalt upåvirket af den sensuelle skønhed, men det var han afgjort ikke. Høh… tror han da ikke, at jeg kender ham? Men pokkers god er kvinden; det kan vist ikke diskuteres.

Duel eller duet? Duet!

Jeg er temmelig imponeret over, så fantastisk synkront de er i stand til at steppe.

Hvis I har holdt ud så langt som hertil, må det vel være en passende afslutning at se ‘Stavros Flatley’ fra en af de mange talentkonkurrencer, der går deres sejrsgang verden over i disse år – her et klip fra England.
Jeg grinede ret højt, da jeg så den… jeg vil dog bemærke, at den nok ikke er særlig morsom, hvis man ikke har set de mere seriøse dansere, men ser man først ovenstående klip og dernæst Stavros, ser man tydeligt, hvor god far og søns parodi er.