Nu er vi gået til filmen!

For 117. gang må jeg konstatere, at det er de forunderligste ting, der kan ske, når man er flyttet til eventyrlige blogland.
For en uge siden fik jeg en mail fra Nanna fra STV, som havde læst et af mine indlæg og mente, at jeg måske kunne være interessant at tale mere med vedrørende en udsendelse, STV er ved at producere for TV2. Om jeg kunne være interesseret?

Ja, mon dog ikke – lad høre, lad høre …
Efter at have talt med mig og stillet en hel del spørgsmål gennem et kvarters tid havde Nanna med egne ord “en god mavefornemmelse” og ville sørge for, at en vis Malene kontaktede mig. Det var vist Malene, der skulle vende tommelfingeren nedad eller opad om, hvorvidt jeg var egnet; Nanna er researcher og skulle i første omgang støvede egnede emner op.
Det mente Malene åbenbart, at jeg var, egnet altså, og vi fik i mandags aftalt, at der ville komme en Kathrine tirsdag (i går); med samt en instruktør (producer? Tilrettelægger? Jeg fik aldrig helt fat i det … skyldes nok min befippelse over hele situationen) og en kameramand.

Johns datter havde for nogle dage siden meldt sin ankomst, så det ville vi naturligvis ikke aflyse. Vi var derfor tre amadørdeltagere og professionelle Kathrine, som fik os til at sidde og lege hr., fru og frøken Danmark i 1½ times tid, mens der blev snakket, stillet spørgsmål og ikke mindst hygget igennem.

Vi havde naturligvis været lidt spændte på, hvor kejtet vi ville opføre os ved bevidstheden om, at ALT blev filmet og derfor potentielt sendt ud til hele Danmark til september.
At der kun bliver tildelt os fem minutter af udsendelsen, var underordnet, da vi jo ingen mulighed har for at vide, hvad de vælger og hvad de klipper fra.
Det var med hele tiden at huske på ikke at blamere sig alt for meget, samtidig med, at umiddelbarheden ikke måtte gå tabt. (Ikke bande, Ellen. HUSK det nu!!) 

Det var altså skægt at prøve – inden der var gået et minut, glemte vi alle alt om det kamera og talte sammen, som om vi havde kendt hinanden i årevis.
Morten Instruktør sagde, at vi var søde, glade, pragtfulde, naturlige og herlige og at det er fantastisk, når noget bare glider i smør, som dette gjorde, og de ikke er nødt til at hive hvert et ord ud af os, eller vi sidder stive som pinde hele bundtet og ser alt andet end afslappede ud.
Han sagde altså ikke alt dette på én gang; dette var et resumé …

Vi var naturligvis rævestolte over alle de roser og glæder os vildt til at se den færdige udsendelse.
Det skal også siges, at Kathrine var en superskøn og ligefrem kvinde, der går i folk med træsko på, hvilket gjorde ‘arbejdet’ særdeles nemt for os.
De to fyre var ligeledes smaddersøde, men deltog naturligvis ikke i samtalen – andet end ved at afbryde et par gange for at fortælle Kathrine, hvad hun gerne lige måtte spørge en af os om.

Hvad emnet var, må jeg ikke afsløre – det vil TV2 selv have lov til.
Fair nok.
Af samme grund kan jeg heller ikke fortælle om nogle af de mere smilfremkaldende detaljer fra i aftes eller hvad vi fik som gave som tak for deltagelse. Det må vente til efteråret.

Og det hele bare på grund af et blogindlæg …

Vi er selvfede og intolerante

Det er noget af en påstand, må man sige.
Men jeg er tilbøjelig til at være enig, skal jeg gerne indrømme.

Vi har igen stemt os selv ind som Verdens lykkeligste folk. Jeg kan undre mig lidt over hvorfor – selv om det ikke skal opfattes sådan, at jeg ønsker at emigrere. Det har John og jeg hele to muligheder for at kunne gøre forholdsvis problemfrit, men ønsker det trods alt ikke. Dvs. – jeg kunne sagtens finde på at rive mine rødder op, sælge alt og flytte til England, men jeg kan ikke rigtig få John med på den.
Men vi topper altså lykkelisten, med Finland og Norge på hhv. 2. og 3. pladsen. Man kan selvfølgelig sagtens være lykkelig på samme tid, som man er selvfed og intolerant – det er på ingen måde selvmodsigende. Hvis nogen skulle ønske at vide det, var USA er nummer 11 på lykkelisten, Afghanistan nummer 130, mens Bulgarien var det lavest placerede europæiske land på en 146. plads

I aftes i Aftenshowet var der en gæst, der løftede en meget stor pegefinger og fortalte os på en pæn måde, at vi ikke er så gode og hjertevarme, som vi går rundt og tror vi er.
Vi vil gerne have turister, men er vi imødekommende, hjælpsomme og glade?
Generelt er svaret nej. Vi er selvfede, intolerante og har nok i os selv. Men ingen skal komme og kritisere os for det! Uhada nej.
Og ja, det er generelt og gælder ikke alle, men sådan vil det jo altid være … manden kom med flere gode (eller rettere dårlige) eksempler på denne selvfedhed.

Jeg har tænkt over det flere gange, når vi opholder os i England, hvor vi oplever en helt anden venlighed og imødekommenhed. Hotel- og andet servicepersonale er mere smilende og hvad-kan-jeg-gøre-for-dig-orienteret.
Vi oplever det også andre steder – England er bare det udland, jeg kender bedst og har oplevet i flere sammenhænge, hvorfor det er mit bedste sammenligningsgrundlag.

Jeg har inden for egen familie oplevet et par pudsige episoder i forbindelse med, at Charlotte har fortalt om hvor godt, i nogle tilfælde meget bedre, visse systemer virker i UK sammenlignet med i Danmark.
I stedet for at glæde sig over, at det er sådan derovre, har mine søstre faret direkte i forsvarsposition for Danmark og kæmpet en brav kamp for at bevise, at vi skam er bedre her i Danmark, ja vi er så! De skal ikke tro, at de er noget derovre i England! Og slet ikke bedre end os! 
Aksel Sandemose har sandelig ikke levet forgæves – hans jantelov lever i bedste velgående, og der er vel også en grund til, at den er skrevet om danskerne …
Vi er selvfølgelig ikke blevet uvenner over det, men når C og jeg stillede spørgsmål til, hvorfor de dog ikke bare kunne acceptere, at der er punkter, hvorpå vores lille smørhul Danmark simpelthen på nogle områder bare fungerer dårligere end andre lande, kunne de jo godt høre, hvordan de selv lød. Sommetider i hvert fald …

---

Samme tv-indslag som det ovenfor nævnte leverede atter nogle tal, som simpelthen ikke kan passe. Jeg ville sådan ønske, at de ville regne én gang til og undre sig over, hvad det er, de selv påstår i DR:
Vi havde 22 millioner turistovernatninger i DK i 2012.
Turistbranchen havde angiveligt en omsætning på 30 millioner kroner samme år. Omsætning? Det var sandelig ikke meget, men omsætning er som bekendt absolut ikke det samme som fortjeneste, så det der stod var, at en hotelnat tilsyneladende koster 1,36 kroner pr. turist.
Så forstår jeg simpelthen ikke, at landet ikke er totalt oversvømmet af lykkelige og glade turister, der kommer for at bo i billige Danmark …
De mente måske milliarder, selv om det vist heller ikke er nok til at kunne gøre påstanden rigtig. Måske skulle der have stået en fortjeneste på 30 milliarder kroner fra turistindtægterne?

Find Holger! Hvem Holger?

Hvordan har I det med, at Holger Danske bliver solgt og måske skal flytte uden for landets grænser?
Jeg har det fint, vil jeg lige skynde mig at sige … den bronzestatue, der er til salg, er hverken et nationalt klenodie eller Danmarks inkarnerede identitet, men et kunstværk, der for 100 år siden blev bestilt af Hotel Marienlyst i Helsingør, så hvorfor folk lige falder i svime over denne auktion, har jeg lidt svært ved at forstå.
Hvorfor en vis fru Kjærsgaard skræppede op med det samme, er jeg dog ikke spor forbavset over.

Jeg synes især det var pinligt-morsomt, da Hr. og Fru Danmark på gaden blev spurgt, hvad de mente om sagen, og hvor der tilsyneladende var bred enighed om, at narj, selvFØLgelig skulle han da blive i landet og det var da også for dårligt og hvordan KUNne man dog GØre sådan noget – vi må starte en indsamling …
Men da samme Hr. og Fru Danmark blev spurgt, hvem denne Holger Danske egentlig var, var der ikke rigtig nogen af dem, der vidste det; dog kom der en del interessante, men relativt tåbelige bud.
Han skal altså blive i landet, men man ved ikke hvorfor.
Det var meget dansk: At vi ikke kender den korrekte baggrund skal ikke forhindre os i at brokke os og fyldes af hellig forargelse.

Bronzeudgaven, der er i udbud nu, er det efter min bedste overbevisning kun de færreste, der kender.
Hvis der endelig er en Holger Danske, der gerne må blive stående, er det gipsafstøbningen (nu beton, fordi gips blev ødelagt af fugten) til omtalte bronzestatue, som står i kasematterne i Kronborgs kældre, men skulle han også smutte, går det nok alligevel, og go’e gamle Danmark består sikkert uden ham. Han har alligevel aldrig holdt sit løfte … ifølge legenden skulle han blive levende, rejse sig og “redde Danmark i nødens stund”. Hvor var han fx den 9. april 1940, spørger jeg bare. 
Jeg synes til gengæld ikke det er helt i orden, at DR, der så forfærdelig gerne vil gøre indtryk af at være et seriøst og troværdigt medie (det lykkes dog sjældent), får den ‘morsomme’ ide at byde kunstigt op, så Lauritz.com må stoppe legen, da buddene runder 41 millioner. Auktionen er nu startet forfra.
DR P3 kalder det satire. Jeg er som sagt ikke enig, men jeg er enig med DRs kulturdirektør Morten Hesseldahl i følgende: “Der er meget forloren nationalromantik, der bliver pumpet ud i de her dage”.

Nu er Holger jo en særdeles hårfager herre (burde han så ikke have heddet Harald?), hvilket måske er forklaringen på, at stavningen gik lidt i hårdknude for TV2, da de ville fortælle om konkurrentens uheldige indblanding.

Børnebegrænsning

Børnebegrænsning fik en ny betydning i går i DR1-programmet Kontant.
Det var naturligvis ikke et ord, man brugte i programmet, men det faldt mig ind undervejs, at det kunne være en glimrende ny betydning af ordet.
For jer, der ikke så udsendelsen, handlede det om, at børn er i stand til at købe Power-ups, Smurfberries, og hvad ved jeg, for tusindvis af kroner, når de sidder og spiller på en iPad, fordi man kun skal taste Apple-koden én gang.
I starten så jeg undrende til og forstod ikke problemet, for hver eneste gang, jeg har købt noget til min iPad, har jeg skullet indtaste min Apple-kode.
I løbet af udsendelsen gik det dog op for mig, at ‘butikken’ holder åben i 15 minutter, men det er åbenbart rigeligt til fx det eksempel vi så med en lille pige, hvis far dagen efter, han havde tastet sin kode ind for at give datteren en ubetydelig (læs: billig) ting til hendes spil, modtog en temmelig uventet og ubehagelig regning på 10000 kroner.
Pigen var så lille, at hun ikke forstod, hvad hun havde gjort “Jeg troede, det var en del af spillet, far!”. Det er jeg sikker på er rigtigt. Far blev tosset (på Apple) og stædig og indledte en mindre krig for at få sine penge igen. Han endte med at få sine 10000 tilbage, men Apple har ikke tænkt sig at ændre på sine standardindstillinger. Naturligvis ikke – de tjener hvert år milliarder på de 15 minutters iPad-butiksåbningstid.

Her er jeg ambivalent, men overvejende af den mening, at det må være forældrenes ansvar at stoppe den slags. Apple er en forretning, hvis største og fornemmeste mission er at sælge produkter. At dette så måske er lige en tand for uetisk, kan vi såmænd godt blive enige om …

Noget, jeg faktisk fandt mere uforståeligt, var DRs tilgang til det. De havde selvfølgelig strikket en smart udsendelse sammen, der fortalte, hvad de ville fortælle; krydret med et par oversmarte indslag med bl.a. en trillebørfuld bær, som Apple sjovt nok ikke ville tage imod.

Men. Hvorfor pokker brugte ‘Kontant’ ikke to minutter til sidst på at fortælle seerne, hvordan man slår børnebegrænsningen til på sin iPad? Tillader jeg mig at spørge.
Det ville have været en pæn gestus fra DRs side og ville have opvejet lidt af journalistens selvgodhed.

Jeg måtte straks hen og finde ud af det – børnene spiller på vores iPadder, når vi er sammen, så jeg kunne lige så godt sikre mig, mens jeg huskede det.
Her er er lynkursus for jer, der måske, som mig, ikke lige har tænkt på at ændre den indstilling – hovedsagelig fordi vi jeg ikke vidste, at den overhovedet fandtes …

Tryk på Indstillinger. Tryk på Generelt i venstre kolonne.
Tryk derefter på Slå begrænsninger til og find på en pinkode. Det er rigtig smart at vælge en, man vil kunne huske også om et halvt år … jeg har en standard til den slags ting, og det er IKKE den samme som på mine kreditkort …

Så kan man ændre de 15 minutter til Straks.

Men dette vidste I måske alle sammen? I så fald beklager jeg   – men hvis der bare var en enkelt, der ikke vidste dette, har det haft sin mission.

Hvad siger I? Hvem har ansvaret for, at børn ikke bruger tusindvis af kroner på spil?

Blandede brokkerier

Vi holder meget af at se historiske programmer og naturprogrammer; især dem, som BBC har produceret.
Men. Hvorfor skal alting i det enkelte program omtales i lutter superlativer?
Hvis jeg ser en produktion om jordskælv, så er det “den mest ødelæggende form for naturkatastrofe på jorden”.
Hvis jeg vil lære lidt om orkaner, så er sådan en “den mest ødelæggende form for naturkatastrofe på jorden”.
Engang, jeg så en film om laviner, var de gudhjælpemig “den mest ødelæggende form for naturkatastrofe på jorden”.

Hvis man ser en udsendelse om et hvilket som helst rovdyr, er dette i dagens anledning blevet til “det farligste rovdyr på jorden” – således har jeg oplevet stort set alle rovdyr lige fra flodheste til polarulve blive tildelt denne titel. Okay, en flodhest kan vel næppe kaldes et rovdyr, men farligt er det da …
Det må være fordi man tror, at udsendelsen bliver mere interessant, hvis den handler om verdens største/farligste/mest dødbringende/voldsommeste etellerandet?

Det virker måske pedantisk og petitesse-agtigt at brokke sig over sådan noget, men når man først har lagt mærke til det, fylder det meget. Kender I ikke det?

Så er der reklamerne fra Animal Planet og Discovery, som er i en klasse helt for sig selv … det er noget af et specialkursus, speakerne her har været på. Hvis det er mandestemmen, skal den lyde så dramatisk som det overhovedet kan lade sig gøre, med det reaultat, at det mest af alt virker latterligt og utroværdigt, uanset hvad han siger.
Er det derimod kvindestemmen, lyder hun som et skoleeksempel på en pornofilmstemme – hun er med sin allermest kælne stemme i fuld gang med at tale en mand med ned under dynen (nåhnej, det går ikke i en pornofilm. Så kan man jo ikke filme dem …)
Da jeg spurgte John, om han opfattede hendes stemmeføring på samme måde som jeg, gav han mig ret og begyndte at smågrine. Resten af den udsendelse lyttede han til reklamedamestemmen med noget mindre irritation end normalt. Det er nemlig præcis de samme reklamer, de viser tre gange.

Det sidste brok er oversættelse, eller rettere, mangel på samme.
Når der i en udsendelse tales om forskellige slags mursten lavet af ler, skal de ikke oversætte “And these are the footprint stones” til “Dette er fodprintstenene”.
Hrmpf. Jeg har aldrig hørt om noget, der på dansk hedder fodprintsten.
Det er ganske vist ikke lige til højrebenet at oversætte, men i denne forbindelse ville jeg nok have formuleret det som de sten, der danner en bygnings fundament.
A footprint kan godt betyde et fodaftryk (ikke et ‘fodprint’!), men i forbindelse med bygninger betyder det noget ganske andet:
“The surface space occupied by a structure or device: the footprint of a building”.
“Hay barns were usually smaller than the main barn, and rectangular in footprint”.

Jamen altså, så kan du da bare lade være med at se tv, Ellen!
Nej, så er der jo alt for lidt at brokke sig over – og dagens eksempler stammer kun fra programmer, jeg absolut finder seværdige. Men hvis jeg ikke kan finde noget sprogligt at brokke mig over, kan jeg lige så godt lægge mig til at dø …

Nejnejnej, DR – det hedder det IKKE

For nogen tid siden brokkede jeg mig over, at folk tror, det hedder, at man gennemtrevler noget, når man går det igennem med en tættekam.
Det hedder gennemtrawler, gør det. Det andet er noget ulogisk vrøvl.

I aftes serverede DR1 en næsten endnu større bøf:

KOMMUNER OPTRAVLER SNYD

Det var ret uheldigt, DR. Man kan optrevle noget, men optravle er noget værre vrøvl … det er stadig tilladt at tænke lidt over logikken i det, man skriver i sine tekster.
Det tyder på omsiggribende sjuskeri i udtalen af vores sprog – når jeg siger optrevle, kan man sagtens høre, at det ikke skal staves med a – mener, at man tydeligt bør kunne høre forskel på, om man siger “hun begyndte at trevle det strikkede op” og “alle de travle ansatte i virksomhederne”.
DR havde ikke opdaget fejlen, da den næste udgave gik i luften.

Jeg kan bedre acceptere, at man får vrøvlet lidt rundt i det, når man taler. Det sker tit i kampens hede, og det har alle dage været umuligt at holde kæft med tilbagevirkende kraft. Desværre …
Men også kun vrøvle lidt rundt, som fx snuble over ordene eller komme til at bakke snagvendt. Når man hører, at tv-værterne ikke har styr på talemåder eller banale og helt gængse sprogregler, der burde sidde på rygmarven hos alle i det professionelle tv-miljø, så forbeholder jeg mig retten til fortsat at brokke mig.

For to minutter siden hørte jeg en radiospeaker sige “tvangsaktion” … her mener jeg også, at man tydeligt bør kunne høre det u, der manglede her. Lyder det ens, når I siger aktion og auktion? Nej, vel?

Maraton Downton Abbey

Efter gårsdagens svesketrængsler takkede andestegen os ved at blive præcis som den skulle være – man må sige, at det var noget af et brystparti, den berberiand havde. Og stort set intet fedt på eller i kroppen. Den må have motioneret godt og grundigt hele livet igennem med den muskelmasse.
Vi kunne have bespist mindst seks personer alene med brystkødet og de to lår fra denne ene and, som det måske kan ses på billedet, så vi ved godt, hvad der står på menuen igen i aften. Der er masser af kød tilbage på skroget til at plukke af og bruge til et eller andet. Det var en halvdyr and, men sjældent har jeg fået så meget kød og smag for pengene.

Amaronen, vi drak til, var heller ikke så ringe endda …

Med hensyn til min julegave, gættede jeg rigtigt: Det var en Le Creuset stegegryde – den største, man kan få. Mig, som for bare få år siden ville have søgt skilsmisse, hvis John havde givet mig husholdningsartikler i gave, blev bare SÅ glad – lige som jeg blev det med de to andre Le Creuset-gryder og den store Kenwood, han har givet mig. 
Jeg fik den ønskede skridttæller plus en flaske parfume af Charlotte, så det blev også til en forkælelsesgave – alt er derfor som det skal være … ingen grund overhovedet til klager.

I dag har hele vores fysiske formåen strakt sig til at hente nogle kurvfulde brænde ude i skuret.
Intet har vi gidet; intet har vi gjort. Vejret har været tungt, gråt, trist og 2° varmt. Sneen ligger her stadig, men der er ikke så meget af den som i går.

Derfor har den stået på Downton Abbey, sæson 3, i stor stil. Gad vide, hvad det er, den serie taler til både hos så mange danskere, svenskere og ikke mindst englændere? Og vel også andre, må jeg gå ud fra. I princippet minder den om Upstairs, Downstairs, men er alligevel noget andet end den. Og bedre, selv om den også var god. Kunne måske også sammenlignes med Matador, som den kan kvalitetssidestilles med, synes jeg – her kan jeg ikke sige, om den ene er bedre end den anden, men begge serier har en lidt større integration mellem høj og lav end i Herskab og Tjenestefolk … er det det, der taler til os? Er det de flot beskrevne tidsbilleder? De eminente skuespilpræstationer? De kan dog ikke gøre det alene. Julian Fellowes fantastiske fortællinger? 
Den er i hvert fald hamrende god – vi har set fem afsnit i dag og håber, vi måske kan nå at se det sjette. Så er der kun tre tilbage til i morgen.

I et af afsnittene nævntes kvindernes stemmeret i England; et emne, hvor de (også) var lidt tilbage i forhold til Danmark. Edith går aktivt ind i emnet ved at skrive til aviser om det. Kvinder over 30 fik stemmeret i 1918. Først i 1928 gik stemmeretsalderen ned til 21 år som for mændene:

Women were enfranchised 80 years ago, on February 6, 1918. The Representation of the People Act gave the vote to women over 30 who “occupied premises of a yearly value of not less than £5″.
But it was not until 1928 that the voting age for women was lowered to 21 in line with men.

I Danmark fik de det som bekendt i 1915. I Schweiz i 1971 og i Lichtenstein først i 1984! Gad vide, om det var George Orwells skyld?
Her kan ses, hvornår det skete i verdens lande, hvis man skulle være interesseret. Der er et par overraskelser iblandt.

Vi skal også nå at se Ken Folletts Uendelige Verden, efterfølgeren til Jordens Søjler, som var god, men efterfølgeren var bedre som bog, så nu er jeg spændt på filmatiseringen af den.
I aftes så vi En Kongelig Affære, så vi har snart helt firkantede øjne.

Men ih, hvor er det al’så hyg’ligt.

Tænk, at jeg skulle eje noget fra Birger Christensen

I går kunne jeg hente den julegave, jeg ikke kunne hente d. 12. december; nemlig et kuffertsæt fra Birger Christensen.
Det er vel et navn, de fleste er bekendt med, så er det ikke en lille smule blæret at eje noget med det berømte skilt på?
Også selv om det ikke er en pels?
Hvilket jeg i øvrigt slet ikke vil have, selv om jeg blev tilbudt en – jeg ser tåbelig ud i pels. Latterlig, nærmest, jeg er overhovedet ikke en pelstype … og det har ikke noget at gøre med at være frelst og Brigitte Bardot-agtig.

Det var en stor kuffert samt en i kabinestørrelse. De vejer ikke særlig meget, hvilket selvfølgelig er en fordel … bare de så kan holde til mosten i en lufthavn, for kufferter bliver vist ikke altid behandlet lige skånsomt.

Lidt gaver fik jeg søreme også med hjem fra England; John har været sammen med Pernille og udvekslet gaver med hende, så vi har søreme noget at pakke op juleaften, selv om vi kun er to, og selv om John har fået sin fra mig.
(Downton Abbey er ikke en gave, men et lån – C har købt 3. sæson, så der er slet ingen grund til at vente på, at DR tager sig sammen til at sende den.)
Apropos serier … englænderne er vilde med danske serier – de sluger både Forbrydelsen, Borgen og Broen. De sidste to afsnit af Forbrydelsen III blev sendt i lørdags, så Tims mor og mand glædede sig som små børn. Den hedder The Killing på engelsk. Da jeg fortalte dem, at killing betyder kitten, og at serien hedder The Crime i Danmark, syntes de at den danske titel var meget bedre. “For there is no killing in this series!? I’m sure the little girl isn’t dead.?” Da havde de endnu ikke set slutningen; vi var sammen med dem lørdag eftermiddag. De små, næsten usynlige spørgsmålstegn ignorerede jeg totalt – de ville selvfølgelig ikke høre et ord om, hvad der foregik til slut.

I dag er den gode rullepølse blevet lagt i lage og et rugbrød står lige nu og hæver. Den ikke-frosne Berberi-and er bestilt hos vores gode kantine-Per og skal hentes på torsdag. Jeg kan bedst lide kød, der ikke har været frosset; det smager anderledes, bilder jeg mig ind.  
Al mad til juledagene er købt, bortset fra det, der ikke kan holde sig og derfor skal købes i sidste øjeblik. Gaverne er på plads, jeg mangler bare at pakke to ind til min søsters barnebarn. Jeg er heeelt færdig

Det er ikke kun de rigtige engle, der har en skinnende glorie lige i øjeblikket
Og rolig nu, Aage: den falder ikke ned omkring min hals og kvæler mig. Dertil er jeg alt for erfaren en gloriebærer …

Blev hun lige pludselig gravid?

Hørt i Aftenshowet i går (uh … eller var dette citat fra i forgårs? Jeg kom lige i tvivl, men egentlig er det underordnet):
“Ih, jeg får altså en klump i maven af at høre det, du fortæller her.”
Jeg kan få en klump i halsen, hvis jeg bliver rørt. Og måske en knude i maven, hvis jeg er bange.

Følgende citat er helt sikkert fra gårsdagens Aftenshowet:
“Marianne, du er faret i kridthuset …”
Jeg vil godt vædde ret meget på, at det var blækhuset, Marianne var en tur i.

Det var Marianne Eilenberger, der blev interviewet. HUN var god. Hun var rigtig god, så hun røg direkte i kridthuset hos mig, med sine gode pointer og sin holdning til, hvorfor hun er imod, at det hele efterhånden skal være så pokkers positivt altsammen. Hvis bare vi tænker positive tanker, får vi det psykisk meget bedre, skal det hedde sig. Vi må efterhånden slet ikke tænke negative tanker, for så er det faktisk ens egen skyld, hvis situationen forværres.
Ikke fordi jeg er imod positive tanker, men jeg hæftede mig meget ved MEs ord om, at det dæleme er i orden at blive rasende over at blive ramt af cancer, fx. Eller over at ægtefællen pludselig skrider uden varsel. Eller ens barn bliver ramt af svær sygdom. Det er også tilladt at sørge, men der er opstået en kedelig trend til, at alt helst skal vendes til noget positivt, uanset hvor slemt det er.
Hvis noget er slemt, eller livet er hamrende uretfærdigt, så ras ud. Få luft. Råb. Band og svovl. Tud.

Jeg er helt enig.

Og for en god ordens skyld: dette er ikke skrevet, fordi der er sket noget slemt for mig. Overhovedet ikke. Indlægget er udelukkende affødt af sprogbøfferne og MEs kloge ord.

“Den sidste udvej”

Udsendelsen i mandags over DR1 kl. 20 blev set af over en kvart million. John og jeg var to af dem.
Dokumentaren handler om fire unge mennesker, der af fire forskellige årsager har forsøgt at tage deres eget liv … men som i sagens natur ikke slap af sted med det …

http://www.dr.dk/tv/se/den-sidste-udvej/den-sidste-udvej#!/
Den genudsendes på søndag kl. 23:35.
Det er en meget stærk dokumentar. Meget gribende, men kan måske give en forståelse for ting, man overhovedet ikke har nogen forståelse for.

Jeg synes, det var en god og sober udsendelse, der var fuldstændig fri for overdramatisering og sensationshunger. Som seer følte man ikke engang, at der blev snaget for meget, fordi vi ingen spørgsmål hørte; kun hovedpersonernes egne udtalelser – et andet specielt træk ved udsendelsen var, at der slet ingen såkaldte eksperter var inde og give deres besyv med med deres mere eller mindre kloge ord.
De fires historier fik hver for sig lov til at stå helt alene, hvilket havde en god virkning.

Præsentationen ser således ud på DR-siden: 

Hvert år forsøger 10.000 danskere at tage deres eget liv. I programmet fortæller 4 danskere hvorfor.
Hvad er det, der gør, at nogle af os mister livslysten og ser døden som den eneste udvej? Og hvad er det for øjeblikke som alligevel gør livet værd at leve for en, der ellers er fast besluttet på at dø?
"Den sidste udvej " fortæller fire livshistorier, vi kan lære af. Så det kan mærkes. På en gang nøgternt og poetisk. Så vi forstår noget, de færreste ikke helt kan begribe og forholde sig til og som tilmed er dybt tabuiseret.
Eva, Pernille My, Leo og Pernille – er overlevere. De har et eller flere selvmordsforsøg bag sig. Men har valgt livet. De fortæller i en ærlig og afklaret tone om den vej, der har bragt dem til der, hvor de er i dag.

Den sidste af Pernillerne er Johns datter.
Hun var hos os i aftes, og hun er helt afklaret med, at jeg skriver om det her på bloggen, for som hun selv pointerede, så har hun i høj grad selv tilvalgt at ‘gå ud i det offentlige rum’, som det er blevet så moderne at sige, ved at acceptere at medvirke i udsendelsen.
Det var gribende og stærkt at se hende være så åben om det på tv. Heldigvis var der ikke nogen af hendes ‘afsløringer’, der kom bag på os; hun havde fortalt os alle disse ting gennem årene der er gået, siden hun for omkring 10 år siden forsøgte at tage sit eget liv under en dyb depression.

Pernille er en dejlig pige, som efterhånden er nået langt siden den forfærdelige tid, som var præget af indlæggelser og skiften mellem håb og fortvivlelse.
Efter i mandags bliver hun genkendt på gaden og har fået et utal af mails, som heldigvis alle er meget positive … hun fortalte, at de alle fire var blevet advaret om, at de kunne risikere at blive skydeskiver for den slags personager, der finder stor fornøjelse i at svine folk til på det groveste og kalde dem for de mest forbløffende ting. Heldigvis er det ikke sket for Pernille. Endnu da, og vi håber selvfølgelig, at hun og de andre tre kan blive helt fri for den slags ubehageligheder. Godt nok er de kommet langt, men det er stadig skrøbelige sjæle …

Vi er en hel del, der er meget glade for, at Pernille har fået lov til at opleve foreløbig 10 års solopgange efter den skrækkelige dag, der ville være blevet hendes sidste, hvis det ikke havde været for hendes mors velfungerende instinkter – glade for, at det ikke blev hendes sidste solopgang i en alder af kun 26 år.

Der var én, der var to, der var tre …

… dages arbejde. Eller afteners arbejde. Første aften: havtornmarmelade med og uden æbler. Den med æbler er mere orange end den uden, men begge slags har nogle helt fantastiske farver. Den marmelade er jeg simpelthen allerede blevet totalt forfalden til – hold fast hvor smager det godt. Jeg kan ikke helt beslutte mig for, om den er bedst fortyndet med vand eller med æbler – men det har jeg et helt år til at finde ud af.

Jeg plukkede æbler og igen lidt blommer – æblerne skulle bruges til havtornen, og jeg plukkede lidt rigeligt, så jeg kunne lave en æble-blommechutney til; denne gang uden kanel og med lidt mere chili.
Alligevel var der mange æbler til overs; jeg er alt for grådig, når træerne bugner af frugt, som de gør lige nu, og smide dem ud igen gør jeg bare ikke, så jeg kogte resten af til saft.

Det er da økologi og bæredygtighed, så det forslår. 17 glas i alt med havtorn, 3½ liter æblesaft og 6 glas chutney + lidt ekstra.
Jeg kan ikke lade være med at regne på det – det gør min glæde over at lave tingene selv endnu større …
Jeg købte et lille glas havtornmarmelade i Sverige for at smage, om det var noget, jeg selv gad gøre i. Det var det, kan man se her, men det lille glas kostede 55 svenske kroner! Mine 17 glas svarer vel til omkring 40 af de små, svenske glas, så her står for 2000 kroner marmelade. Jeg bliver vist nødt til at opbevare det i en bankboks … 
To store og fire små glas chutney (fem med skålen) og 3½ liter æblesaft – hvad kan det mon købes for på et svensk marked? Det ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg har brugt materialer for omkring en hundredkroneseddel til alt det, der står her på bordet, fordi naturen er så gavmild med sine produkter.

Så I købmanden i Aftenshowet i aftes? Skøn fætter: han sætter ærlig skiltning op i sin butik; som fx: “Købmanden gør opmærksom på, at denne vare nu indeholder 53 % vand”. Han har boycottet flere produkter, fordi han ikke ville være bekendt at sælge dem i sin butik. “Pakkerne bliver mindre og mindre, og indholdet bliver dårligere og dårligere.”

Hatten af for ham. Han blev spurgt, om han regnede med, at det ‘flyttede noget, dette her’, hvortil han svarede: “Ja, det gør det da! Nu står jeg her, for eksempel. Der er da kunder, der nu køber deres varer andre steder end hos mig, fordi de hellere vil have junkfood, men dem om det.”

De stakkels svigtede børn

Igen i aftes var der tankevækkende tv – ikke om tomhjernede, levende Barbiedukker, men en dokumentarudsendelse om Lisbeth Zornig Andersen, som i sin barndom oplevede alt, alt, alt for meget af noget, som ingen børn burde opleve. Jeg synes, hun er en umådelig stærk kvinde, som har formået at bryde sin sociale arv; i modsætning til hendes tre brødre.
Hvis I valgte ikke at se udsendelsen, skal jeg skåne jer for de pinefulde detaljer; hvis I så den, kender I dem …

Dette indlæg skal ikke handle ikke så meget om Lisbeth; det skal handle om noget af det, John kunne opleve i de syv år, han nåede at være ansat på et socialpædagogisk opholdssted – en døgninstitution for adfærdsvanskelige børn mellem 12 og 18 år. Jeg kunne snildt skrive en hel bog om det, men bare rolig … der kommer dog muligvis et par indlæg mere, for det var syv år, der gjorde et meget stort indtryk på os begge.
En af grundene er inspirationen fra udsendelsen i aftes; en anden er, at man lige nu tror, pga. af de skrækkelige og aktuelle sager, at den hellige grav er vel forvaret, hvis man ‘bare’ strammer kravene og forlanger, at det udelukkende er pædagoger, der ansættes i sådanne institutioner.
Jeg kan ikke se, at det giver nogen garantier for, at alt foregår efter bogen. Selvfølgelig skal man ikke ansætte folk uden at undersøge deres baggrund, og ikke mindst skal der være visitationer meget oftere, end der er i dag, for det er lige så meget der, det går galt, hvis I spørger mig. Altså at der er for lidt kontrol. Men man kan søreme godt brænde for at hjælpe dårligt stillede børn uden at have taget en pædagogisk uddannelse.
På hjemmet (lad os døbe det Duen), hvor John var, var der visitation hver måned. Selvfølgelig var det en kontrol, men det blev lige så meget betraget som et samarbejde om at få disse børn til at bryde det sociale mønster, de var godt syltet ind i allerede.

Hvordan John skiftede branche fra den ene yderlighed til den anden, er et kapitel for sig, men han havde ikke været ret længe på Duen, før ungerne elskede ham – og omvendt, faktisk … han blev så grebet af deres skæbner, at han slet ikke kunne lade være med at holde meget af ungerne, selv om de mildt sagt var nogle stride bananer hele bundtet.
Men … han var ikke pædagog. Nu er jeg nødt til at sige, at jeg beklager, pædagoger. Ikke et ondt ord om jer, men disse unger havde aldrig mødt andet i deres liv – udover selvfølgelig de forældre, der på alle tænkelige (og bestemt også utænkelige) måder svigtede dem. De var enormt trætte af at høre lilla-ble-agtige ting som “Altså Brian, hvordan tror du, jeg føler, når du opfører dig på den måde?”
Én ting er helt sikker: Brian var fuldstændig ligeglad med pædagogens følelser.
John har aldrig lært sådan noget, men han havde været en dejlig far for to børn; en far, som elskede sine unger, men som også satte grænser og ikke lod sig løbe om hjørner med, så når dueungerne provokerede ham, gjorde noget, de vidste var forbudt, eller bare ‘skabte sig’, var Johns reaktion oftest en helt almindelig forældrereaktion, hvor han simpelthen sagde fra. Dette kunne selvfølgelig gøres på flere måder, men de fnisede henrykt over bemærkninger som “hold så op med det fis, gå om bag det træ og kom frem igen, når du kan opføre dig ordentligt eller tale pænt igen.” John var rigtig god til at vurdere det enkelte barn eller den enkelte situation – sådan noget kan man nemlig som forælder. Ehhh, de fleste, altså …
At pædagogerne så gav ham nogle værktøjer, han kunne bruge, er kun godt. De to ‘personalegrupper’ både supplerede og respekterede hinanden.

John kunne sagtens finde på at gå hen til en strid unge og bare holde om vedkommende, til der var ro igen. Det var jo det, det hele handlede om: de manglede nogen der elskede dem – de skreg på opmærksomhed, men det er ikke nemt at finde ud af, hvordan man får den på den gode måde, når man er i deres situation.

En anden stor fordel viste sig at være Johns alder. Han var 53, da han startede, og dueungerne så ikke en faderskikkelse i ham, men en bedstefaderskikkelse, hvilket viste sig at være et plus. Fædre og stedfædre var nogen, der svigtede, men ingen havde oplevet svigt fra bedsteforældre – de, der var så heldige at have eller have haft kontakt til en eller flere af slagsen, forbandt disse i deres øjne gamle mennesker med den eneste form for tryghed, de havde oplevet.

Det er allerede blevet langt, dette her, og jeg er ikke engang rigtig begyndt.
Jeg har ikke fortalt om, da John var den eneste af hankøn, et incestoffer turde have kontakt til (igen pga. Johns alder).
Jeg har ikke fortalt om drengen, vi havde i nogle weekender og var tæt på at tage i pleje, fordi jeg slet ikke kunne holde ud at høre hans historie.
Jeg har ikke fortalt om ferien i Jylland i hestetrukken prærievogn, hvor to voksne og seks børn skulle leve forholdsvis primitivt i en uge – og børnene elskede at hade det.
Jeg har ikke fortalt om, hvordan John lærte dem matematik, uden det overhovedet gik op for dem, at de blev undervist.
Det var syv år, som bragte mange skæbner og mange historier, en del af dem desværre med dårlig udgang, men heldigvis også succeshistorier.

Det er ikke en menneskeret at kunne få børn, men det burde være en menneskeret at have en tryg og kærlig opvækst.

Der fødes ikke ‘dårlige’ børn, men der findes skræmmende mange dårlige forældre.

Billedet er en meget ung Aubie i hyggeligt selskab med uncle Ordor. Som hedder James … det er ikke alt, man skal forstå…

I’m (absolutely not) a Barbie Girl

Så I Aftenshowet i aftes? Så I indslaget om og dermed billederne af de piger, der bruger hundredtusinder af kroner på at komme til at ligne Barbie?
Med hvepsetalje, kæmpebarm og tomt dukkeansigt med en lillebitte Michael Jackson-agtig næse?
Prøv at billedgoogle ‘living barbie dolls’ og se hvad der sker. Man kan næsten ikke tro, at det kan være rigtigt.

Det var grotesk. Det var sygeligt at se på, hvilket en hidkaldt af de meget efterspurgte eksperter i form af en plastickirurg var helt enig i. Hun havde intet imod at tage penge for at gøre folk smukkere, hvis det er det, de ønsker, men her stod hun totalt af. Hun kunne i sagens natur ikke vide det, men hun stillede sig ikke afvisende over for, at der kunne være tale om, at der ligefrem var fjernet ribben for at opnå sådanne taljer.

Jeg skal gerne indrømme, at den gyldne middelvej mellem min efterhånden ikke-tilstedeværende talje og Barbies hvepsetajle sikkert ville klæde mig. Visse andre småreguleringer i ansigt og på hals ligeledes … det kunne da være meget rart ikke at ligne en hamster, der er i færd med at samle vinterforråd … men jeg er for nærig. Jeg gør det bare ikke. Og da slet ikke så længe, at jeg er nødt til at vælge mellem at få fjernet hamsterkinder eller kalkundelen af kalkunhalsen og en fed ferie. Så hellere tage småfed på en fed ferie! Og skulle jeg bede John om at lide afsavn, fordi jeg vil til at se yngre ud, end jeg er? Det kunne jeg ikke drømme om.

Jeg har principielt ikke noget imod skønhedsoperationer – det må folk fuldstændig selv om – og jeg vil ikke, med foldede hænder og himmelvendte øjne, hævde at jeg aldrig i livet kunne finde på at få foretaget en eller anden form for mindre indgreb, men det skal ikke være på bekostning af noget andet, så så længe jeg ikke vinder i Lotto, er det aldeles udelukket. Skulle jeg endelig vinde som 80-årig, kan det også være lige meget …
Jeg synes det er latterligt, når det tager overhånd, som fx Cher, der slet ikke kan eller tør smile. Det er sørgeligt og til grin, når man kan se, at en kvinde er en 60-årig, der forsøger at ligne en 40-årig – og klæder sig som en 20-årig. Som med alt andet gælder levereglen alt med måde, men igen: det er folks egen sag, og jeg er på ingen måde ude efter en lovgivning om, hvor grænserne eventuelt skulle gå. Vi har barnepigesamfund nok i forvejen.

Hvordan har I det med forskønnende operationer?
Jeg taler udelukkende om forfængelighedsindgreb – ikke om tilfælde, hvor det direkte er en psykisk belastning for en person at se ud, som vedkommende gør … enten medfødt eller pga. en ulykke. Her synes jeg, det er i orden også at få helt eller delvist offentligt tilskud til det.

Nogen spiser kirsebær med de store i disse dage

Det bliver vist ikke meget, vi får set til Tim, mens vi er hos familien i England. I morgen aften skal han være i London kl. 19 for at deltage i et 10-minutters interview til australsk morgen-tv. Det er lidt irriterende for ham, at han er nødt til at drage helt ind til London for sølle 10 minutters tv, men på den anden side ville han ikke så glip af chancen for at komme på direkte i Australien. Mandag skal han også af sted; denne gang til direkte udsendelse i Day Break, som er ITV’s udsendelse her i UK.

Billedet til højre er en ½-sides annonce i dagens Telegraph, og National Geographic har selvfølgelig en annonce for tv-serien i sit eget blad.

I Danmark bliver det udsendt over NatGeo d. 7., 8. og 15. april. Jeg har ikke tiderne for de to første datoer – hæftede mig ikke ved dem, fordi vi ikke er hjemme, men den 15. skulle det være kl. 21:30.

Tim synes naturligvis, det er ret fedt hele tiden at blive nævnt i nærmest samme åndedrag som James Cameron og Bob Ballard – også selv om han bliver nævnt til sidst hver gang …

Da vi stod og ventede på bussen til Paddington i morges, faldt vi i snak med tre australske damer på min alder. De var kommet helt fra Down Under for at tage The 100-year Titanic Jubilee Trip til New York. “Gosh … beware of the icebergs”, kunne jeg ikke lade være med at bemærke. Det lovede de mig.

Vel ankomne til den lille landsby nåede vi lige at indtage frokosten udendørs, inden skyerne atter gik for solen og det blev koldt igen.
Alle børnene leger nu med at samle det Lego, vi havde med til de to mindste børn. Anna kan selv, mens Aubrey skal have lidt hjælp.

Ahhhh. Nu er vi ‘hjemme’ igen. Dejligt.

Vi vil ikke kunne se Titanic-dokumentaren!

Tiden nærmer sig for udsendelsen af National Geographics dokumentar om Titanic og om Tims nytænkning som forklaring på, hvorfor det gik så galt som det gik.
Tim har skrevet to bøger, været meget involveret i filmoptagelserne og har været en del rundt i England og Irland til pressemøder og interviews i den seneste tid – de sidste tre dage har han nærmest været lukket inde i en suite på et eller andet Londonhotel, hvor pressefolk fra hele verden er blevet lukket ind til ham nogle stykker af gangen. Det foregår fuldstændig som i filmen Notting Hill, har han fortalt C.
Tim bliver i dag anset for at være en af Europas førende Titanic-eksperter.

Charlotte, som blev inviteret med til en middag med alle VIP’erne i Buck’s Club i London, blev spurgt, hvordan hun har det med en mand, der går så højt op i emnet og jo derfor nødvendigvis må bruge meget tid på det, svarede hun:
” I regard myself as the last victim of the Titanic”.
Alle de høje herrer, inklusiv James Cameron og Bob Ballard (ham, som fandt vraget), havde vist syntes, det var vældig morsomt …
Jo – de var skam i fint selskab.

Hvis man googler nat geo titanic.case.closed tim.maltin, får man en masse hit på dokumentaren og på Tim; nedenstående er et af dem:
http://natgeotv.com/ca/titanic-case-closed
Tim har fået en liste med udsendelsesdatoer for alle aktuelle lande, og for DK og UK ser det således ud:
Dokumentaren bliver udsendt d. 7. april om aftenen på NatGeo dansk tv. Påskelørdag. Dér er John og jeg i England.
Den bliver sendt i England d. 10. april om aftenen. Dér sidder vi i flyet på vej tilbage til Danmark …

Fandens og sgu da osse! Hvor uheldig kan man lige være? Det skulle da have været omvendt, for pokker!
Gad vide, hvor lang tid i forvejen man kan programmere en optagelse? Det skal jo lige som være kommet ind på tv-oversigterne, inden man kan programmere noget som helst – eller hvad?

Hvis der skulle sidde en derude i blogland, som vil påtage sig at optage udsendelsen til os påskelørdag og overføre den til en dvd, som vi kan købe, vil jeg være vedkommende evigt taknemmelig – så er vi helgarderede, hvis der skulle gå et eller andet galt hjemme hos os, mens vi er væk.

Denne del af optagelserne var noget af det bedste for Tims vedkommende – han elskede at kajakke mellem isbjergene. Han er en ganske habil kajakroer, så selvfølgelig skulle han selv ud og prøve isbjergssejlads af; han var næsten ikke til at styre, og han kom alt for tæt på dem … indrømmede han bagefter. Han var blevet skældt huden fuld af filmfolkene.
Jeg glæder mig til at se det færdige arbejde – hvis det ellers bliver en mulighed …

Status er status quo

TUSIND tak til de af jer, der er kommet med forslag til afhjælpning af mit WLW-problem.
Jeg har slet ikke været dem alle igennem – har blot indtil nu kunnet konstatere, at systemregenerering ikke virkede – det blev simpelthen ikke gennemført … af systemet, såmænd … fordi ”der opstod en fejl”. Det gjorde lige som ikke mine bekymringer mindre …

NÅ. Mañana – jeg kom først hjem fra arbejde ved halvottetiden, så det har været en lang dags rejse mod nat. Jeg er træt og går tidligt i seng, men regner til gengæld med at være totalt udhvilet i morgen – og jeg skal ikke vildt tidligt op onsdag morgen.

MEN – vi sad og så Aftenshowet, mens vi indtog aftensmaden og så derfor med tiltagende undren et indslag med en kondiløber, som havde fået sig en app, der gjorde hendes løbeture mere spændende, fordi hun nu blev forfulgt af zombier!
Hun satte simpelthen iPhone-headsettet i ørerne og hørte så på denne (irriterende!) engelske stemme, der gejlede hende mere og mere op under løbet, fordi disse farlige zombier kom nærmere og nærmere og intensiverede jagten på hende, så hun løb stærkere og stærkere.

NU er jeg simpelthen blevet for gammel.
Det var ret komisk i mine øjne, at en tilsyneladende normal og velfungerende kvinde skulle kunne føle en væsentlig større motivation til at løbe, fordi hun bliver forfulgt af nogle virtuelle zombier. De kan vel ikke engang kaldes virtuelle, for de var der jo kun i form af en (irriterende) stemme i løberens ører.

Samme slags trick skulle efter sigende kunne bevirke, at man kaster sig henrykt over diverse trivialiteter som rengøring og lignende. Man må undre sig …

Det ville stensikkert ikke virke på mig.
Skuf mig nu ikke ved at sige, at I omgående vil kaste jer over en søgning efter den app, fordi det lige præcis er det incitament, I altid har manglet for at kunne tage jer sammen til at løbe, til at gøre rent, til at tage bussen til arbejde, til at …

Men det er stadig det dejligste forår, der er stærkt på vej, og snart vil der se sådan ud i Kongens Have i København – DET kan selv jeg ikke brokke mig over.

Vejen hjem

Vejen hjem er sjovt nok ikke nær så spændende som vejen ud. Man skulle ellers tro, det var det samme, bare med modsat fortegn.
Nå. Nu skal jeg heller ikke gøre det værre, end det er. Jeg elsker at være herovre, men jeg har da selvfølgelig savnet John, og jeg glæder mig til at komme hjem til ham igen.
Og han glæder sig heldigvis også, fortalte han mig i aftes…

Tim var i Belfast hele søndagen for at blive filmet til et eller andet til BBC2. Lur mig, hvis det ikke er noget Titanic-noget. Skibet blev lavet i Belfast.
Han er rigtig ved at komme i vælten, den unge mand, men ærlig talt er C lidt bekymret for, at det skal blive for meget – han er i forvejen væk 12 timer om dagen for at passe geschäften i London, så et ekstra job kan ikke undgå at tære på både ham selv og familielivet, uanset hvor spændende det måtte være. Det kan Tim også godt indse, men nu skal det hele lige i luften til april, så må de tage den derfra.

Ungerne malede på pubben fra forleden, mens vi ventede på maden. Anna er 100 % højrehåndet, mens Aubrey bruger højre hånd, når han farvelægger noget, og venstre, når han skal skrive bogstaver og tal.
Er det et almindeligt fænomen? Jeg troede, at man enten var venstre- eller højrehåndet – ikke både-og.

Nu er der bare tilbage at krydse fingre for, at flyet vil være inde til tiden. Sidste gang var det megaforsinket, hvilket ikke er det, man har mest brug for, når planlagt tid er 21:10.

Stille sysler og en fuglepizza

Atter en stille lørdag.
Jeg elsker stille lørdage. Søndage også for den sags skyld. Ganske afgjort et alderstegn.
Jeg holder helt klart mere af lørdage og søndage end hverdage.
Vi fik vores YouSeePlus-box, så John har leget en del og bandet lidt ind imellem – der var et ekstremt dårligt sampil mellem ham, fjernbetjeningen og boksen, da han skulle ‘taste’ vores meget lange og komplicerede password til vores trådløse router. Da han fejlede for tredje gang “fordi den ikke gjorde, hvad den skulle”, var min ellers så rolige ægtemage ved at blive temmelig mørklilla i ansigtet.
Den gjorde sandsynligvis præcis, hvad John bad den om, så det er nok en fejl40, påstod jeg højrøvet, hvorpå han gennem sammenbidte tænder bad mig om at overtage, hvilket jeg gjorde, mens jeg i al hemmelighed krydsede fingre…
Det virkede naturligvis i første hug. HA. Need I say? John overtog igen og legede videre. Nu har vi tv on demand; vi har og kan en hel masse; bl.a. leje film, og som tak for vores køb har vi fem gratis film efter eget valg frem til 1. maj.
Lige nu er vi ikke nået længere end til at se BBC Lifestyle med Antique Roadshow – jeg elsker den slags udsendelser. Ih, hvor har jeg glædet mig til at kunne tage BBCs programmer.

Fuglepizza – hvad er nu det? Er mommer nu begyndt at tage livet af fuglene i haven for at bruge dem som pizzatopping?

Dog ikke … John kom hjem fra Roskilde med sådan en i dag … spændende at se, om vores fugle kan lide pizza.
Jeg synes ærlig talt, det er alt for Karl Smart-agtigt at skrive “Lækker pizza …” – som om det var fuglene selv, der stod og kiggede på varedeklarationen og skulle lokkes til at købe pizza.

Jeg har startet Windswept op, så jeg er sikker på at have styr på det, når jeg sidder i lufthavnen, i flyet og i England. Det nytter ikke noget at komme af sted med noget, jeg først i lufthavnen finder ud af, at jeg ikke kan finde ud af.
Jeg har styr på det – det er faktisk supernemt – nu bliver Windswept proppet i håndbagagetasken, og jeg vil strikke videre på kraven på den norske sweater – nu skal jeg skal jeg SKAL JEG simpelthen se at blive færdig!

Hvis man brokker sig, skal man bare gøre det høfligt

I går sad jeg og så ‘Modens historie’ over DR K.
Det var den første af fem udsendelser, og man havde valgt at starte med det gamle Rom – i øvrigt en uhyre interessant dokumentar, men jeg skal ikke udelukke, at jeg måske kunne være en smule arveligt belastet af min datter.
Inden I nu belærer mig om, at den vej går det altså ikke med arvelige egenskaber, skal I vide, at det kan det sagtens gøre – jeg har fx også fået mine grå hår fra Charlotte

Hvis vi tror, vi er modebevidste og/eller modeslaver i dag, så er det det rene vand ved siden af de gamle romere. Og romerinder.
Det var en sand videnskab at folde en toga, og det kunne tage mange timer at gøre det korrekt – til nogle af de større togaer skulle der to slaver til at arrangere den ordentligt.
Den mindste forkerte fold, og rygtet for den pågældende person var ødelagt; man var stemplet som en sjuske, og den formastelige slave blev forvist til køkkentjeneste, eller det der var værre, for en tid.
Håret var et kapitel for sig … krøller eller ej … som sagt var det spændende at lære om alt sammen.
Lige som de franske præsidenter partout skal have bygget sig et eller andet mindesmærke, man skal huske dem for til evig tid, prøvede de romerske kejsere at blive husket ved at lave lidt samme nummer ved at trende en ny hårmode, hvilket jo straks blev foreviget på statuer og buster.

Antikkens Rom bevægede sig i tid fra den ene til den anden side af år 0, og jeg bemærkede meget hurtigt, at “AD” konsekvent blev oversat til “f.Kr.”
”Før Kristus” hedder “BC”. Faktisk er det meget ulogisk fra englændernes side at tale latin efter år 0 og engelsk før (AD = Anno Domini, BC = Before Christ) – hvis noget, skulle det da have været omvendt… 
Oversættelsen var i hvert fald helt forkert og kan hurtigt udgøre en stor forskel på, hvilket tidspunkt i historien vi egentlig taler om, så efter udsendelsen fløj jeg i blækhuset og skrev til Allan Hilton Andersen (som jeg kender af navn og gavn, men ikke personligt) fra Dansk Video Tekst, som lagde navn til oversættelsen. Jeg havde en lumsk anelse om, at DVTs oversættere normalt har styr på BC og AD, og at det derfor har været en ren tanketorsk, men derfor er der jo ingen grund til, at fejlen står til evig tid – DR er jo nærmest berygtet for deres genudsendelser.

Svaret løb ind allerede lidt senere på aftenen – hatten af for hurtig reaktion (jeg gider snart ikke blive ved med at tage den hat på. Den skal jo hele tiden af igen).
Mailkorrespondancen er gengivet herunder, hvis man orker.

---

Hej Allan

Jeg sad i eftermiddags og så programmet ‘Modens Historie’, som blev sendt over DR K.

Mette Holm havde oversat det, og jeg bed mærke i, at hun konsekvent oversatte “AD” til “f. Kr.”

Jeg tænkte, om ikke det kunne blive rettet til en eventuel genudsendelse – der er immervæk et spand på 564 år fra 282 f.Kr som der stod, til 282 AD, som der blev sagt, hvilket kan ses godt 22 minutter inde i udsendelsen.
Man talte om noget, som skete efter Neros regime, som var fra 54-68, så f.Kr. ville i i dette tilælde være en umulighed

Dette var ét eksempel – som sagt var det hver gang, der blev sagt AD, oversættelsen lød på f.Kr.
Før Kristus hedder som bekendt ‘BC’ på engelsk, hvilket Mette Holm sikkert også udmærket er klar over.

Tag mig det ikke ilde op – jeg er ganske klar over, hvor irriterende det er at blive grebet i sådan en tanketorsk, men jeg ved også, at jeg helst ville have det at vide, så fejlen kan blive rettet.

Med venlig hilsen
Ellen Nielsen

Kære Ellen.

Tak for din mail.

Du kan tro, jeg ikke tager dig det ilde op. Tværtimod er vi altid glade for at blive rettet.

Det er jo en hovedet-under-armen-fejl – og det kan godt undre mig, at fejlen også undgår korrekturlæserens øjne.

Mette har sikkert været stresset af Murakami, men det er jo ingen undskyldning.

Vi begår selvfølgelig alle fejl – men det er derfor, vi har tre skarpe korrekturlæsere. Og så er det for at bruge et godt udtryk rigtig ’træls’, når det går galt alligevel.

Filen bliver hentet ned og rettet i morgen.

Mange hilsner

Allan Hilton Andersen
DVT

Jordens Søjler med et års forsinkelse

Mellem jul og nytår 2010 blev Jordens Søjler sendt i tv. Dengang havde vi ikke lyst til at se to timers tv fire aftener i træk fra 21:30-23:30, hvorfor vi optog den.
Det har så taget os et helt år at tage os sammen til at se den; vi så fire timer i går og fire i dag, fordi vi havde lyst til at tage denne korte nytårsweekend som ren afslapnings- og dovnetid. ‘Ren afslapning’ er måske ikke det optimale udtryk, for filmen var sandelig en noget blodig affære. Effekten af et afhugget hoved på stage er voldsommere på tv, end når man læser om det i en bog.
I 1100-tallet var der åbenbart altid krig og intriger – kirkens folk var ikke overraskende de værste intrigemagere og deres magtliderlighed stod absolut ikke tilbage i forhold til de adeliges eller dem, der gerne ville være konger eller dronninger. Biskopper og præster slog sjældent selv ihjel, men at manipulere eller beordre andre til at gøre det beskidte arbejde for dem, havde de ingen som helst skrupler over.
Jeg købte Pillars of the Earth i oktober 1990 og har selvfølgelig glemt meget af den på de 11 år – kan dog huske, at jeg slugte den råt, for holddaop hvor var den god, så jeg glædede mig til, efter denne lange pause, at få den genopfrisket og vurderet hvor godt den var lavet i forhold til det, jeg kunne huske.

Det var en rigtig gang maraton-tv, hvilket passede helt perfekt med dette maratonstrik.

Den er godt nok halvsen at strikke. En sweater til mig på pinde 3 med mønster på stort set alle pindene, og størrelse 36 ligger omkring 10 år tilbage i tiden for mit vedkommende…
Udsnittet herunder repræsenterer naturlig størrelse og er en smule mere end de 4-5 cm, jeg nåede at producere under de otte timers tv-kiggeri.
Der er således lang vej endnu, men den skal nok blive færdig. Engang. Én ting kan man med sindsro sige om dette arbejde: det bliver aldrig ensformigt…
De to ærmer vil jeg strikke på én gang og så klippe op bagefter – så kan jeg strikke dem på rundpind fra start til slut. Dette mønster gider jeg simpelthen ikke give mig i kast med hverken på strømpepinde eller på frem-og-tilbage-pinde; vrangpinde er out of the question!

Vi var ude ved midnatstide for at kigge på fyrværkeri. Det kan godt være, at mit kamera kan skyde fyrværkeribilleder, men ejeren af det kan ikke!
Der løb en lille tekst henover skærmen, da jeg satte kameraet på fyrværkeriscenen: Husk at sætte kameraet på stativ.
Det gjorde jeg ikke, men hvis jeg havde, var de måske blevet nogenlunde – nu blev det bare pinligt…

Jeg må øve mig igen til næste år…

Apropos tv-serier: Tim ELSKER Matador og kan slet ikke få set den hurtigt nok – C & T har heller ikke lavet meget andet end at se tv, når børnene har været lagt i seng.
Endnu en gang tak til jer, der hjalp mig med at finde udgaven med engelske undertekster; især dog tak til Overleveren, som var lynhurtig og dermed den første, så jeg fik den bestilt i tide.
Dejligt at vide, at selv om Matador er meget dansk, så er den gået direkte ind i en englænders hjerte. De regner med, at Tims mor og mand vil finde den lige så fascinerende, så de får lov at låne den senere.
Charlotte kan sikkert replikkerne udenad fra start til slut, så mange gange som hun har set den (= ladet den køre, mens hun syr tøj), og hun nyder Tims reaktioner over den nu.

En generalforsamling

Vi var til generalforsamling i tirsdags. I antenneforeningen. Du godeste altså. Normalt holder jeg mig længst muligt borte fra alt, hvad der bare lugter af generalforsamling, og der var da heller ikke gået ret lang tid, før jeg helt automatisk og mange gange blev mindet om, hvorfor jeg normalt aldrig går til generalforsamlinger.
jeg havde heldigvis taget mit strikketøj med, for jeg vidste, at jeg uden at have noget til at aflede mine frustrationer ville dø af for højt blodtryk, inden vi nåede til det væsentligste. Damen foran mig sagde, at hun ville ønske, at hun havde været lige så forudseende… Holddaosseop, hvor jeg strikkede hurtigt og indædt ind imellem.

I kender det godt:
Der sidder altid nogle gedigne kværulanter, der hænger sig i ligegyldige bagateller – og bliver VED med at bore, fordi de ikke kan eller vil forstå svaret.
Der sidder altid nogen, der stiller enormt dumme spørgsmål, men som bestyrelsen er nødt til at spilde alles tid på at svare på.
Jeg ved godt, at der pr. moderne definition ‘ikke er noget, der hedder dumme spørgsmål’, men jeg er ikke enig i dette tilfælde: Ét er, at man ikke gider møde op – det gør jeg jo heller ikke selv, men man kan i det mindste gøre sig den ulejlighed at læse indkaldelsen og dermed dagsordenen; samt efter generalforsamlingens afholdelse læse det udsendte referat, så man får en ide om, hvad der foregår, og hvilke beslutninger, der er blevet taget.
Flere af de stillede spørgsmål viste med al ønskelig tydelighed, at dette havde de pågældende personer vist aldrig gjort – og de var heller ikke nytilflyttere…
En var så ‘uheldig’med det sidste af sine dumme spørgsmål, at der var flere, der på én gang sagde “Nej – NU stopper du altså!” – Og så var der flere andre, der klappede…

John og jeg har i årevis været dødtrætte af det udbud, vores gammeldags antenneforening kunne tilbyde. Hvert andet år var der godt nok brugerafstemning om, hvilke kanaler, ud over ‘must carry’-kanalerne, vi skulle kunne modtage – vi havde kun et begrænset antal udgange, eller hvad det nu hedder på antenneforeningssprog.
Vi undrede os efter hver afstemning såre over, hvem der stemte på hvad og hvorfor – der har aldrig været stemt en BBC-kanal ind, mens der hver eneste gang blev valgt de samme tre dødssyge tyske kanaler. Ingen, vi nogensinde har talt med, ser disse tyske kanaler – alle synes, de er totalt hjerneihjelslående at se på (hvem gider se på tysk husmorstrip eller fedladne, lang- og sorthårede, meget slikkede og hvidtandede tv-værter?), og ingen har tilsyneladende stemt på dem??? Meget mystisk.

Nu bliver det endnu mere digitalt i 2012, så der skal nødvendigvis ske noget snart. Jeg skal undlade at komme nærmere ind på det – stadig – gammeldags tiltag, antenneforeningens bestyrelse har forelagt, men med det forslag ville vi højest komme fra tv-middelalderen og ind i tv-renæssancen.

Heldigvis var der fire raske aktivister, der gjorde noget: tog en snak med YouSee, fik et godt tilbud, sendte det ud til alle os i foreningen og fik foranlediget en ekstraordinær generalforsamling, hvor det eneste formål var at stemme om, hvorvidt vi skulle bibeholde status quo eller vi skulle se at få YouSee ind med deres gode tilbud – både økonomisk og udbudsmæssigt.
Der var selvfølgelig derfor, John og jeg tog med til generalforsamlingen – det var bare med at komme så talstærkt som muligt, så vi kan komme videre med alt det, andre har haft i årevis: tv on demand; spole tilbage, hvis man lige blev forstyrret af et eller andet; 100 gratis film om måneden; kunne se alle DRs udsendelser i op til 30 dage efter udsendelsen. Og sidst, men så absolut ikke mindst: Ud over grundpakken frit at kunne vælge kanaler ud fra egne ønsker og ikke efter en eller anden ulden afstemning. Mod ekstrabetaling, selvfølgelig, pr. ekstrakanal, men for vores vedkommende drejer det sig kun om fem kanaler – og vi skal vælge mindst fire.

Kort og godt får vi for en mindre pris lige præcis det, vi gerne vil have.
Hvem kan være i tvivl om, at det er det, der er det bedste? Ikke os, så vi måtte op og stemme. Bestyrelsen havde slet ikke regnet med den overvældende deltagelse, så der var en hel del forhindringer, inden vi LANGT OM LÆNGE nåede frem til afstemningen.

Der var 136 fremmødte (‘boliger’ – der var flere folk, men hver bolig har kun én stemme).
Tre stemte imod. 133 for. Det var lidt sjovt – man tog den ved simpel håndsoprækning – der var nok ‘nogen’, der  havde en anelse om udfaldet.

Det bliver fedt. Nu springer vi fra renæssancen og ind i anno 2012.
Vi sidder såmænd ikke klistret til skærmen altid – men det kan selvfølgelig være vi kommer til det, nu hvor vi f.eks. endelig kan få vores længe ønskede BBC-kanaler.

Lidt upolitisk politik. Eller bare sprogpolitik…

Hvem der har ansvar for hvilke lækager; hvilke hoveder der skal rulle, og hvem der skylder eller ikke skylder noget i skat og hvorfor eller hvorfor ikke … hvem der nyder, at nogen er ude på dybt vand og hvem der af samme grund hænger med røven i vandskorpen … hvem der gider eller hvem der tør eller hvem der elsker at tale med medierne lige nu, eller hvem der dykker som en prop og hvem der svømmer som en sten, osv. osv. 
Frankly, my dear… I don’t give a damn.
De politiske vinde, der blæser for tiden, kan vælte regeringer, partier og enkeltpersoner – vi ser dem igen og igen og vi har set det hele før.
Nogen har kvajet sig; ingen tvivl om det, men det er ikke direkte hvad dette indlæg drejer sig om.

Der var især tre ting, jeg hæftede mig ved under mandag aftens tv-avis – de to af dem var i forbindelse med Den Store Skattesag, omend indirekte som sagt; den tredje noget, der overhovedet intet havde med den sag at gøre.

1:
En helbefaren journalist hævdede, at “Lars Løkke nu ser endnu mere mistænksom ud…”
Hvad eller hvem er han mistænksom over for? Jeg troede det var ham, der var under kraftig beskydning.
Journalisten har naturligvis ment ‘mistænkelig’.
Det betyder desværre bare det stik modsatte, og forskellen er, hvem der retter mistanke, eller hvem den retter sig imod. Den mistænkelige er under mistanke, og den mistænksomme retter mistanke mod nogen eller måske noget.
Det burde en journalist have styr på, hvis I spørger mig! Ehh – også selv om I ikke spørger mig, faktisk…

2:
En forhenværende spindoktor udtalte: “… og hvis man er i forhandlinger med en journalist…”
I forhandlinger?!
Hvis man er i ‘forhandling’ med en eller anden, så er der penge (eller noget andet af værdi) i spil. En embedsmand eller en politiker ‘forhandler’ ikke med journalister – så har vedkommende i hvert fald miskrediteret sig selv. Havde spindoktoren ikke styr på det sproglige, eller kom han med en eklatant fortalelse?

Muligvis er der bare noget, jeg overhovedet ikke har forstået – men jeg er hverken politiker eller journalist, så jeg kender ikke christianborgspillets regler – kun det danske sprog…

3:
En 12-årig pige har været den direkte årsag til suspension af lederen af den institution, hun var anbragt i.
Pigen har måske nok opført sig provokerende, men det er absolut ingen undskyldning for lederens måde at ‘kommunikere’ med hende bagefter. Man kunne fristes til at spørge sig selv, hvem der egentlig er den voksne i denne sammenhæng. 
Det er bare SÅ stærkt, at hun havde åndsnærværelse og fremsynethed nok til at sætte sin mobiltelefon til at optage, mens hun stod skoleret over for lederen. Godt gået!

---

Nå. Nu må I have mig undskyldt, men jeg er meget, meget træt i dag.
Den ægte blondine bag ‘Hos Mommer’ har nemlig været ude for to uheldige episoder:
Først tabte jeg en konkurrence i brystsvømning. Fik dog klaget efterfølgende, for de andre svømmere snød og brugte armene!
Derefter sad jeg fast på rulletrappen i Fields i evigheder pga. strømsvigt.
Det var næsten for meget på én dag.

Og ovenstående har naturligvis intet som helst med en verserende massemail at gøre!

Frugter fra det levende hegn og ‘Landshare’

‘Fruits of the Hedgerow’ er titlen på en bog, jeg faldt over på julemarkedet på Annas og Aubreys skole; solgt af forfatteren, Charlotte Popescu, selv. Hun signerede bogen til mig. Meget skægt… hun har nok selv finansieret udgivelsen, for der var, til min ærgrelse, ikke en eneste illustration – bortset fra forsiden.

De for England så typiske, levende hegn har jeg et lidt ambivalent forhold til: på den ene side er de karakteristiske, meget smukke og kilder til både et rigt fugle- og dyreliv og en masse gode ting i gryder og på glas.
På den anden side tager de ofte fuldstændig udsigten fra de eventyrlandskaber, som også er så karakteristiske for England … når man har kørt langs disse hække i lang tid, kunne man godt tænke sig at kunne nyde de landskabelige vidder fremfor bare at glo lige ind i en evigtvarende hæk.

I bogen er der flere kvædeopskrifter, end jeg kunne finde på nettet, da jeg havde brug for dem – men nu har jeg dem til næste år.

Vi faldt over en vaskeægte ‘False Friend’: Skulle man ikke med rimelighed kunne forvente, at ‘hawthorn’ betyder ‘havtorn’? Det var lige før, min datter og jeg kom op at småskændes, inden sagens rette sammenhæng gik op for os. Hun påstod nemlig, at hawthorn havde røde frugter; jeg, at de var skrigorange. Nå … det kunne jo være forskelligt her og i England, ikke?
Da det gik op for os, at også bladene var vidt forskellige, blev vi enige om en mere tilbundsgående undersøgelse af sagen.
Hvem i alverden kunne da også vide, at vores danske havtorn hedder ‘seabuckthorn’ på engelsk? Det var i hvert fald nyt for mig. Og ja: jeg ved udmærket, at ‘hav’ hedder ‘sea’ på engelsk, så logikken holder til en vis grad, men alligevel…

En engelsk DR2-tv-serie, ‘Mad fra River Cottage’, som bliver sendt søndage kl. 20, holder jeg meget af at se, og i går var det pudsigt nok netop the hedgerows, kokken og tv-værten Hugh Fearnley-Whittingstall, gik på jagt i for at finde råvarer til aftenens menu.
Brændenælde-pasta (meget grøn!). Vilde hyben (rosehip). Havtorn (seabuckthorn – ikke den røde hawthorn, som er yderst almindelig i de engelske levende hegn). Crab apples, som er ‘oprindelige’ æbler; de er temmelig sure og kan ikke spises rå, men er pga. højt pektinindhold gode til gele.

Hugh har iværksat et genialt projekt Landshare, som går ud på, at England i højere grad skal kunne ‘brødføde’ sig selv med grønsager. Hvis man har et stykke jord, man gerne vil have opdyrket, men af en eller anden årsag ikke selv kan eller gider, kan man annoncere efter en, der godt gider, men ikke selv har noget jord – eventuelt til glæde for begge parter, idet dyrkeren kan aflevere en vis procentdel af sit udbytte som tak for lån af jord.
Det er simpelthen SÅ smart. Der er sikkert mange, der godt kunne tænke sig at få jord under neglene uden at have en fair chance for at opnå denne drøm. Og måske lige så mange, der har nogle få hundrede m² jord, som andre kunne få glæde af at dyrke.

I Hughs serie følger man desuden nogle fra Bristol, som har fået fat i noget jord (jeg ved ikke lige hvordan); er gået sammen om at dyrke Bramble Farm og desuden har alle mulige slags dyr, som de opfodrer på ypperligste og dyrevenligste vis – inden de uden videre sentimentale hensyn slagter dem …
Personerne er totalt uerfarne – de fleste af dem er nogle typer, hvis I forstår, hvad jeg mener, men de går til den med med en meget livsglad krum hals, skal jeg lige love for, og de er yderst entusiastiske; både børn og voksne.
Jeg kan på det varmeste anbefale at se de sidste fire udsendelser om Hugh, hans River Cottage og Bramle Farm.

 

Hawthorn og havtorn.
Det vil sige, at hawthorn er hvidtjørn. Jajada. Og jeg vidste heller ikke, at man kunne tilberede dens bær – vi har masser af hvidtjørn i vores grønne område (!), hvor jeg også høster æbler og blommer. Ih, hvor får jeg travlt til næste år…

Er der i øvrigt nogen af jer, der ved, om det er for sent at plukke havtorn? Jeg har lige fundet et overdådigt rigt sted, men jeg synes, bærsaften lugter en anelse gæret. Mit problem er, at jeg ikke aner, hvordan de skal lugte…

Det modsatte af STANDERFUGLE… er det TRÆKKERFUGLE?

Det fremgik tydeligt, at den unge dame fra vejrudsigten i gårsdagens Tv-avis er meteoro- og ikke ornitolog.

 

Indtil da havde jeg kun hørt om standfugle, men hun talte af fuld overbevisning om standerfugle.

Min første tanke var, om hun kalder de andre for trækkerfugle?

Det skete desværre ikke – jeg sad ellers og glædede mig som et lille barn – jeg får lidt halvuartige associationer ved ordet, men det gør I andre forhåbentlig også.

 

Det kunne selvfølgelig være flagspætten, damen mente – en bred vimpel hedder jo en stander.

 

Men det tror jeg ikke…

Dugdyrets endeligt, talmystik og andet

Dugdyret er aflivet. Det blev ikke engang til husdyr – de lavede sætningen helt om. Jeg sendte et link til DFDS, og i dag klokken 13 fik jeg en mail fra deres marketingafdeling om, at de takkede for henvendelsen og at fejlen nu var rettet.
End of story, men vi fik da i fællesskab kogt meget suppe på det underlige dyr. Herligt.

I mellemtiden er Samvirke blevet læst, hvilket gav anledning til endnu et par omgange dyb undren. Der må være nogle stykker på den redaktion, der ikke kan regne.
Eller også har de en dårlig chef, der ikke har lært dem, at de skal huske at undre sig.

Først et klip fra artiklen om toiletpapirets historie. Jojo – vi kommer skam vidt omkring i Samvirke … men læg venligst mærke til den nederste notits, hvor vi er nået til 2010 (forstørret herunder). De påstår her, at danskerne – hver eneste af os godt fem millioner danskere – i 2010 købte 56 ruller toiletpapir hver eneste dag!
Vi har saftsusemig været trængende sidste år … ikke så underligt, at Danmarks kloaksystemer ikke længere kunne holde til presset, da der kom en smule regn oveni …
(Skulle der mon have stået årligt?)

I bladet var der en artikel, der helst skal få os til at stræbe efter at hælde mere og mere til nordisk mad – hvilket jeg i øvrigt fuldt ud kan tilslutte mig – jeg ser ingen grund til, at vi f.eks. skal kunne købe jordbær i december – vi har så mange gode råvarer, der indeholder rigeligt med næringsstoffer, at vi snildt kan klare os gennem den lange og mørke vinter.
I bladet var der et læserbrev fra en kvinde, der undrede sig over, at alle hvidløgene kom fra Kina. Hvorfor ikke fra DK eller i det mindste Europa?
Svaret var, at de var billigst fra Kina.
Er vi virkelig blevet sådan? Vil vi hellere have hvidløgene fløjet ind helt fra Kina end betale et par kroner mere for tre hvidløg fra DK? Jeg synes ikke, det er i orden.

Nå. Det jeg ville var at illustrere min næste undren.
I bladet blev der sammenlignet med, hvad det nye nordiske køkken anbefaler i forhold til, hvad vi reelt indtager i dagens Danmark.
To sider med eksempler, og de kan jo bilde os hvad som helst ind – vi har ikke en kinamands (apropos…) chance for at vurdere, om tallene er korrekte.
Og dog…
Se tallene for kartoflen øverst til højre. Man påstår, at vi i dag i gennemsnit spiser 10 milligram kartofler pr. dag.
Det var i sandhed ikke meget, så det tal tror jeg simpelthen ikke på!
Det svarer nemlig til, at vi spiser én æggestor kartoffel på 75 gram ca. hvert 20. år. Det er muligt, at vi spiser mere pasta og ris end før i tiden, men alligevel…

Så er det, at jeg bliver ret skeptisk over for resten af tallene.
Lige som når vi i tv-avisen hører en tolkning af et eller andet, vi tilfældigvis ved noget om, og derfor kan gennemskue, hvor grundigt journalisterne har misforstået sagen.  Som i aftes, da de havde et indslag om, hvor mange penge det danske sygehusvæsen bruger på taxaer, og hvor dårligt koordineret det er.
Se, det har John jo forstand på, og der var ifølge ham ikke mange rigtige påstande i det indslag.

Det er altså lidt skræmmende med al den misinformation, vi får. Mere eller mindre bevidst fra mediernes side.

Skal vi derfor ikke slutte af med et knapt så skræmmende billede fra gårsdagens solnedgang?

Jeg synes ikke, at vindmøller er så skræmmende. Eller skæmmende for den sags skyld. Hvis vi vil have alternativ energi, dur det altså ikke, at ingen vil have det i deres egen baghave.

En annonce…

Min lokale Brugs kan klokke i det mht. apostroffer og andet sprogligt, men indtil nu har jeg ikke rigtig kunnet finde noget at udsætte på medlemsbladet Samvirke, som jeg i øvrigt synes er et rigtig godt magasin.

Om det er Samvirke eller annoncøren, der må tage den på sig, ved jeg ikke, men selv om det er annoncøren, har man vel lov til at gøre opmærksom på fejl, har man ikke?

Her har vi den så igen med splittede ord og fuge-s og det der væmmelige og svære danske sprog…

‘Kvalitet blomster’ – jamen herreste gud da… der er vel ingen, der vil sige ordet (ordene…) sådan, er der? Ville vi ikke alle sige ‘kvalitetsblomster’?

Og når der nu er så mange af samme blomster, mon så ikke det var en god ide at kalde dem for ‘stærke og robuste’? De skriver ‘friske’… det kunne ellers have været fuldendt, hvis der havde stået ‘frisk’ – så havde man i det mindste været konsekvent.

Det var mange fejl på så få ord.

Noget helt andet er, hvorfor vi skal købe roser helt nede fra Afrika? SKAL vi absolut kunne købe roser altid? Det synes jeg ikke, hvis de skal importeres så langt væk fra.
Jeg er ikke helt sikker på, at den annonce får skabt ekstra salg i roserne.

Jeg har bevæget mig lidt rundt på National Geographics hjemmeside efter den vidunderlige overskrift fra forleden dag.
Har ikke fundet bøffer, der er værd at skrive om, og der er mange interessante artikler, men jeg så en påstand, der undrede mig meget. Hvordan kan man dog vide, at der er 85 % af livsformerne tilbage at opdage, hvis man ikke har opdaget dem endnu???

De påstod nogenlunde det samme i BBCs serie ‘Den blå planet’: at man kun havde opdaget 2 % af livsformerne i havene.

Igen kunne jeg rigtig godt tænke mig at vide, hvordan man kan vide det? Selv om man er ekspert på området.
Man kan sagtens have en ide om, at der er meget endnu at opdage, fordi man ofte finder nye former for liv, men at sætte så eksakt en procentsats på, virker mærkeligt i mine øjne.

Det er dyrt at være blogger

Det kan godt være dyrt at være blogger.

I dag, da jeg var ovre hos Mia, faldt jeg omgående for den engelske dokumentar om engelsk arkitektur, hun skrev om: The Country House Revealed. Det var lige noget for både englænderne og mig, så jeg undersøgte, om Mia selv havde den i Anglofilia-butikken, men det havde hun ikke. Fluks gik min cybervej videre til Amazon.co.uk, hvor jeg har en konto, så det er alt for nemt…

“Dyrt”, sagde hun… “den koster jo kun 13 pund!?” Jaja, men jeg købte også den nedenunder – det var et must, da jeg havde læst om den.
Da jeg så osede lidt videre rundt på Amazon – de har flere varer end Magasin du Nord – faldt jeg over et par sandaler, som jeg pludselig ikke kunne leve uden, og i løbet af no time havde jeg brugt 75 pund. Man behøver (desværre) slet ikke at tage til London for at bruge engelske pund…
Nå. Jeg har da sparet en flybillet. Fortæller jeg John – men alt dette, bare fordi jeg lige skulle over for at se, hvad Mia har gang i. Det er dyrt at være blogger. I hvert fald en blogger med hang til impulskøb i cyberspace.

Læg mærke til informationerne om filmene – en ny koster 12-13 pund, og i to af tilfældene koster en brugt 22 pund??? Mig ikke forstå.
Stigende priser fører mig direkte frem til at citere TV2 News fra i tirsdags:
Tallet har været stødt stigende fra 2002
Det stødte mine øjne.

Og vi bliver ved økonomien – følgende er plukket fra en information om, hvor meget vi bør give i drikkepenge hvornår og i hvilke lande:
Nogle steder er det nemlig en fornærmelse, hvis du kun lægger et par håndøre, mens du andre steder ikke skal lægge alt for mange

Okay – det er nok lidt forvirrende, at noget kan koste 50 øre, mens flere af den slags mønter hedder 50-ører. Det ændrer dog ikke på, at det hedder håndører, hvilket betegner et noget mindre beløb end det, jeg har spenderet på mig selv i dag.

Det svenske sprog er også svært – for danskere

Ikke fordi jeg ikke har materiale nok… jeg har masser af eksempler på dårligt dansk; skrevet af såkaldt professionelle, men det får vente lidt endnu.
I dag er det svensk, det handler om – selv om jeg ved, at der kun er få danskere, der ikke har de store problemer med svensk. Mange østsjællændere (inklusiv jeres ærbødige), er nærmest vokset op med det svenske sprog, fordi vi kunne se svensk tv, som ofte var meget bedre end det danske. Vi havde i mange år kun én dansk kanal, men to svenske, så der blev set meget svensk tv.

Lærer man stadig svensk i gymnasiets dansktimer? Det gør man sikkert ikke, men vi kæmpede os gennem Bellmans Epistler og flere andre litterære værker på svensk.
Der blev (selvfølgelig) lagt vægt på de ‘falske venner’ – mon ikke det er almindelig kendt, at rolig på svensk betyder morsom på dansk?
Hvad der måske ikke er almindelig kendt, men som en oversætter bør vide, er, at kjol betyder nederdel.
En dansk kjole hedder en klänning på svensk.
Det er bestemt ikke en graverende fejl, men det faldt mig ikke desto mindre i ørerne, da jeg sad og så den i øvrigt udmærkede Kronprinsessen i tirsdags, at kjol flere gange blev oversat til kjole.

En orm betyder slange.
Snor betyder snot.
Artig betyder høflig.
Öde betyder skæbne.
Det er da ikke helt nemt, ved jeg godt.

Bogstaverne troede jeg i det mindste, at alle kendte udtalen af, men næhnej…
I bilen hører jeg for øjeblikket ‘Östermalmsmordene’, oplæst af Lars Lippert, som er en af de bedste bogoplæsere, jeg kan komme i tanke om.
Men… han siger hele tiden trådgården, når der står trädgården, og det forstår jeg simpelthen ikke… han har jo et å lige ved siden af ä, så hvorfor tror han, at det hedder trådgården?
Han siger Djurgården, som udtales Jyrgården.

Ham, der læste Henning Mankell-bøgerne, sagde Hasleholm og Almhult, når der stod Hässleholm og Älmhult. Jeg kunne næsten ikke klare det…
Han kunne sjovt nok godt finde ud af, at ö udtales som ø.

Nu må I altså ud med sproget, jer derovre vest for Storebælt: Skal man være østsjællænder for at vide, at ä udtales som æ og ö udtales som ø? Nej, vel? Det er jo det samme på tysk.

Det’ da bare får majet

Dagens blogtræf var superhyggeligt – der var nogle få nye ansigter; flest ‘gamle’, og… forhåbentlig uden jeg fornærmer nogen, synes jeg det var allerdejligst at få sat ansigt på – og talt en hel del med – dagens arrangør, den skønne Kong Mor. Med hele den kongelige familie. Jeg fik kun talt en meget lille smule med den ene af døtrene, men de så søde ud hele bundtet og havde tilsyneladende lige præcis det tætte sammenhold, man får indtrykket af, når man læser Kong Mors velskrevne beretninger fra Æblebakken.

Konceptet var godt – først spiste vi vores medbragte frokost, hvorefter vi begav os ud på Frilandsmuseets stier… stoppede op hist og pist – snakkede lidt med én, så med en anden, lidt efter med en tredje, og så videre. Holdt et godt øje med John, som hele tiden blev væk for mig, fordi han var på motivjagt – det gik helt galt, da han så en fiskehejre, der landede lige bag ved nogle buske…
Fordi vi næsten hele tiden var i bevægelse, faldt vi undervejs naturligt i snak med mange forskellige, og det var lige præcis, hvad der var så godt i forhold til, når man mødes på en restaurant, hvor det godt kan blive lidt vanskeligt, hvis man gerne vil nå at tale lidt med alle – det er jo ikke sikkert, det lige passer de andre at bytte rundt på stolene, når der er en naturlig pause for en selv…
Jeg vil tale varmt for lignende arrangementer fremover – i hvert fald om sommeren.

Frilandsmuseet er er fantastisk sted – der hersker en idyl og en ånd, som jeg ikke kender andre steder fra. Blekingehuset til højre er en af mine favoritter – Pebringegården en anden. Med kongelys på græstaget var Blekingehuset simpelthen det ultimative valg til illustration af dagens audiens.
Ude på sletterne, hvor det sydvestligste Danmark har til huse (!), nyder jeg også hver gang, jeg er her. Og de lollandske huse med de små, karakteristiske haver sender mig hver gang tilbage tilbage til barndommen til besøgene hos min mormor og morfar. Hygge, hygge, hygge…

Her ser vi pralbønner. Nu ved jeg hvorfor de hedder sådan. Smuk, smuk blomst. Det er helt i orden, at de praler af dem.

Jamen altså, med al den idyl og hygge, hvorfor så den tåbelige og fejlbehæftede overskrift, vil nogle måske spørge sig selv eller mig.

Det skal jeg sige jer: Det er fårdi fordi DR-tv, i et indslag om USA-økonomien (eller mangel på samme…), skrev nederst i billedet:

FRYGT FÅR NY NEDTUR

Nu synes jeg jo sådan set, at det er fuldstændig i orden, hvis frygten får sig en nedtur. Det har den rigtig godt af, har den.
Jeg er desværre bange for, at det, DR i virkeligheden mente, var FRYGT FOR NY NEDTUR.

Og det er jo noget ganske, ganske andet…

(Opdatering: Kl. 21 havde DR opdaget og rettet fejlen. Der er da nogle, der er vågne derinde.)

En debutroman

Et stort til lykke skal der lyde herfra til Dorte, som i dag udgiver sin første ‘rigtige ‘ roman (fås kun elektronisk). Hun har tidligere skrevet mange noveller, men altså nu også en roman.

Jeg er imponeret over, at en dansker kan skrive en roman på engelsk. Det tror jeg ikke, at mange kan. Mange danskere er forholdsvis gode til engelsk, men det er ikke helt godt nok at være forholdsvis god, hvis man vil bryde igennem som forfatter.
På et kursus lærte jeg engang af den dygtige oversætter Thomas Harder, at ingen nogensinde burde oversætte litteratur til andet end sit modersmål, for uanset hvor godt man behersker et andet sprog, vil man aldrig kunne være helt ude i krogene af det på samme måde, som man er på det først tillærte.

Dorte har ikke oversat – hun har simpelthen skrevet på engelsk fra starten, og jeg glæder mig til at læse hendes bog.
Hun har humor – se blot på nogle af navnene, hun har givet sine personer (citat fra indlægget, jeg har linket til): “…but I think you´ll like several of the characters (e.g. Rhapsody and her sisters) and loathe others (the Kickinbottoms).  Hvilket herligt navn… det er helt Anders Andsk, og det er absolut ment positivt – jeg har altid elsket de meget personbeskrivende navne, som Disney (og hans oversættere) har givet deres figurer.
Førnævnte Thomas Harder har i øvrigt oversat meget af Disney og leverede en artikel om bl.a. det specielle ved dette i det seneste Mål+Mæle som en del af artikelserien “Med sproget på arbejde”.

Dorte har været så sød at forære mig et eksemplar som tak for min lillebitte medvirken, men jeg har endnu ikke læst bogen.

Hvis der skulle sidde en eller to og synes, at huset på coveret ligner noget, de har set før, kan denne fornemmelse sagtens være rigtig…
Det har været rigtig sjovt at være med i denne proces. En mikroskopisk del af det hele, og som naturligvis ikke har en pind med det skrevne at gøre, men jeg ved, at nogle kan finde på at købe bøger efter coverets udseende, så jeg håber, at også dette falder i god smag hos Dortes læsere.

Igen til lykke – jeg håber du kommer på bestsellerlisterne, Dorte.

Opdatering kl. 20:
I Aftenshowet var der et interview med to andre forfattere, som sammen har begået en krimi (Den sidste gode mand), skrevet af A. J. Kazinski – Der findes ikke nogen A. J. Kazinski, for bag pseudonymet gemmer sig de to forfattere Jacob Weinreich og Anders Rønnow Klarlund. Intervieweren sagde til en af dem: “Du er skrivende forfatter…”
Hvilken slags forfatter er man, hvis man ikke er skrivende???