Egeskov Slot

Regnen stod uafbrudt ned i stride strømme hele aftenen, natten og formiddagen. Da vi kl. 9:30 kørte mod Egeskov Slot, sagde lokalradiooplæseren følgende: "… med regn indimellem … " Nej, kære ven; der havde ikke været fem minutters ophold siden i aftes.
Pyt – vi kan altid nøjes med at se slottet og alle museerne, tænkte vi, men da vi var færdige med selve slottet og alfepaladset, som de har lånt af Legoland, var regnen stoppet, så vi fik også set fuchsiahaven, urtehaven, renæssancehaven og volierehaven.

Der var kostumeudstilling, dukkeudstilling, modelbiludstilling, trælegetøjsudstilling, købmandsmuseum, veteranbiler, ditto motorcykler, Falckmuseum … vi brugte fem timer og kunne i princippet have brugt fem til, men det orkede vi ikke. Vi lovede i stedet os selv at komme igen; medbringende englænderne, for vi ved, at ungerne vil elske The Tree-top Walk og i det hele taget det kæmpestore legeområde; Charlotte vil nyde resterne af Marie Antoinettes fantastiske kjole og Tim vil hygge sig blandt veteranbilerne. Hvis Anna og Aubie er store nok til de sjove Segways, man kunne lege ridder anno 2013 på, vil de ikke være til at rive væk herfra igen.

Jeg havde svært ved at løsrive mig fra alle de fantastiske miniaturer og detaljer i Titania’s Palace, og John dvælede længe ved veteranbilerne, men vi respekterede uden ord hinandens forskellige interesser og gemte vores utålmodigheder væk.

Jeg var dog ret betaget af Swane-familiens (malerne, I ved) autocamper; specialbygget det år jeg blev født (1953 for dem, der ikke gider tjekke) … den var med stålvask i køkkenet og porcelænsvask på toilettet – der var skam ingen smalle steder her.

Så var der konebilen her – hvad siger I så? Elbil og det hele – man var skam fremme i skoene dengang:

Titania’s Palace tog jeg masser af billeder af, men det er ikke placeret så godt som dengang, det stod i Legoland, hvor det (så vidt jeg husker) stod i et rum uden vinduer. Hvor det var stillet op her på Egeskov, var der alt for mange dumme reflekser fra de store ruder. Her er et af de få, man kan holde ud at se på – alfernes fint dækkede bord – og nej, bestikket er ikke glemt; det står i skegemmerne (de ægformede tingester i venstre halvdel af billedet), for det bruges kun til gæster; alferne levede af nektar, så de behøvede ikke kniv og gaffel.
Det er et totalt fantastisk dukkehus. Stoleryggene her er større end naturlig størrelse og ville kunne skjules af min tommelfinger – så kan man selv regne ud, hvor små krystalglassene er …

Jeg kunne blive ved og ved – fuchsiahaven har over 1500 forskellige fuchsiaarter! Ikke kun 1500 planter, for hver eneste af dem er der kun den samme af. Men de skal alle 1500 hvert eneste år plantes ud og senere ind igen. Så er det godt at være grevinde og kunne nøjes med at planlægge, mens resten af arbejdet kan uddelegeres …

Vi manglede næsten kun, at Grev Michael får styr på apostrofferne – men det hjalp åbenbart, at jeg brokkede mig: På det næste skilt var Solurshaven skrevet korrekt … nu skal han bare finde ud af forskellen på ad og af – men hvad pokker – det har jeg jo ikke engang selv altid … selv om jeg dog aldrig ville have begået den viste fejl.

Egeskov er et fantastisk sted. Jeg har ikke været der før, men jeg vender helt sikkert tilbage. Med familien …
Jeg håber blot, at vi vil kunne undgå højsæsonen, for i den må det være skrækkeligt at færdes her. Vi kunne jo se, hvor mange P-pladser der var sat af. I dag var der kun tre busser og omkring 30 personbiler, men der må have været plads til 20 busser og 500 biler, vil jeg tro … det gider vi ikke rigtig være med til.

Det sker sikkert kun på Fyn. Og måske Lolland-Falster

Fynboerne har det med at lade være med at udtale d’erne, og når alle d’er er stumme, må det være svært at regne ud, hvornår de skal være der og hvornår de ikke skal være der, hvilket jeg har set tre festlige eksempler på i går og i dag.
De første to er fra vores campingplads og det tredje fra en antikvarboghandel i Svendborg.
‘Tildmelding’ og ‘lejerchef’ … samme mand, hvad hans stilling så end måtte være, havde også skrevet et skilt med HENDVENDELSE I RECEPTIONEN.

Det andet (tredje …) skilt (staves det mon ‘skildt’ her?), hvor de prøver at lokke os ind for at rydde bordet, skriver de UDANSET FØR PRIS, hvilket faktisk er noget gevaldigt vrøvl; men igen, fordi dette er Fyn, hvor ud udtales u’, regner boghandleren nok med, at så staves uanset også med d … Men har de ikke glemt et d? Udandset?

I formiddags lagde vi ud med at tage færgen Helge, som er intet mindre end et historisk monument! Det var da også en rigtig flot og særdeles velholdt veteranfærge (med et meget fint skibsur), som vi tilbragte små to timer på, mens den fragtede os rundt til forskellige destinationer i det sydfynske øhav.

Mens solen endnu skinnede …

Frokosten blev indtaget på Torvet i Svendborg, hvorefter vi gik gågaden igennem og shoppede en smule. John forærede mig en Sun Sniper, som er den perfekteste måde at bære et kamera på. Jeg forærede mig en hårtørrer til at have liggende i campingvognen og vi forærede hinanden en lille elkedel – det tager simpelthen for lang tid at koge to gange vand om morgenen på gasblusset.

Vi rendte ind i min nevø lige midt på gaden. Nu bor han i Svendborg, så det var ikke sådan, at vi faldt besvimede om af forbavselse, men alligevel var det da pudsigt, at vi var på gaden samtidigt … han læser på skibsofficerskolen og havde slet ikke tid til at snakke, for han var på vej til eksamen – naturligvis i sidste øjeblik … ellers ville jeg også være blevet overrasket … men nu har vi aftalt at mødes over en øl i morgen eftermiddag. Han fik i øvrigt 10 i miljøledelse. Hvad det så end er for noget, men det må han have vidst en hel del om, og jeg ved nok i det mindste hvad det er, efter vi har været sammen i morgen.

Eftermiddagens cykeltur gik til Thurø Rev og derefter til Grasten – en tur, som, inklusiv et kort ophold ude på revet, tog 1½ time. I må meget gerne grine hånligt her, men for mig var fem kvarter lang tid at sidde på en cykelsadel! Især på de bulede veje, man bød os. Og med én hånd på styret – den anden var nødt til at understøtte brystet mere, end bh’en kunne klare – uf da hvor det hev i såret indimellem.

Er det mon fra Grasten her på Thurø, filminstruktøren Regner stammer fra?
Apropos regner: solen er væk; skyerne har indfundet sig – i morgen og hen over weekenden skulle det regne, hvis vejrudsigten ellers holder vand …
Det er næsten i orden – vi mangler vand, men for min skyld behøver det altså ikke at høvle ned de næste fire dage.
Nå. Vognen er vandtæt og hul indvendig, og det er Egeskov vel sagtens også, så det går nok alligevel.

Beklager, fru Birk …

Jeg beklager, fru Birk, men du står i vejen. Du skygger og tager vand og næring fra et vist lille, nyplantet filippa-æbletræ, så du må væk. Birketræer har vi nok af; filippa-æbletræer har vi kun et enkelt af – det skal derfor ikke stå i skyggen af dig.

Som om vi ikke havde brænde nok … mængden var da også begrænset i det ret lille birketræ, men det var så heller ikke derfor, det fik et forholdsvis kort liv.

Her et lille sceneri fra det yderst fredfyldte og idylliske sted, vi kalder Åstenene. Lidt længere bagved deler åen sig i to, så der fremkommer en lille ø i midten med en masse store sten på hver side og bliver til et sted, hvor man kan more sig med at springe fra den ene sten til den anden – nogle steder kunne det være noget af en udfordring; stærkt afhængig af vandstanden i åen.
Dengang vi var yngre, elskede børnene, når vi tog dem med hertil. Nu er børnene voksne, og vi, der nu er ældre voksne, er ikke længere så sikre på benene.
Men minderne har man da lov å’ ha’ …

Jeg er for nylig blevet færdig med e-bogsudgaven af Dans Browns nyeste Inferno; oversat under pres til dansk af Mich Vraa. Han skulle oversætte bogen på 14 dage, i London, nærmest indemuret, under konstant opsyn af en ‘gorilla’ og uden forbindelse til internettet.
Vraa tog det vist med ophøjet ro – jeg ville sandelig nødig påtage mig at oversætte uden at kunne nærmest misbruge internettet og slå op hist, pist og allevegne, så jeg vælger at tillægge det omtalte pres, at han skrev ‘faldbyde’ i stedet for ‘falbyde’. Den var ikke helt god. Det har intet med at falde at gøre; til fals betyder til salg, så logikken holder 100 %.
Det ved Mich Vraa formentlig udmærket, men han får den alligevel serveret her. Meget lidt pænt af mig, egentlig, for jeg synes faktisk, han er en kompetent og dygtig oversætter.

Hvor ulækkert … hvor smukt. Hænger ikke sammen.

“Serveres med grillstegte friske majskolber, hasselbagte kartofler eller kartoffelbåde med skrald.”

Kartoffelopskriften, der stammer her fra Sverige og vist havde sin storhedstid i firserne, har fået sit navn efter Stockholm-restauranten “Hasselbacken”, hvor retten første gang blev serveret.
Det hedder derfor Hasselback-kartofler, og det har ikke en pind at gøre med, at de skal bages over hasselgrene, eller for dens sags skyld at gøre med noget andet, der har med hasselbusken at gøre. Det er åbenbart en særdeles udbredt misforståelse, for inden jeg var nået ret langt i ordet, foreslog Google selv ‘hasselbagte kartofler’, hvilket gav omkring 11000 hit.
Og kartoffelbåde med skrald – adddr. Han undlader dog at nævne, hvilket skrald det drejer sig om. Jeg formoder det er almindeligt husholdningsskrald, da det er i forbindelse med madlavning …
Jeg tror bare, jeg lader kartoflerne beholde skrællen på – så kan herren, der har forfattet opskriften, selv tage skraldet.

Det er ikke småting, ens øjne kan blive udsat for, bare fordi man skulle finde lidt tips til tilberedning af aftenens dyreryg.
Ja, dyreryg. Luksus? Total luksus, men vi har fortjent det, har vi. 

Til højre ses en vaskeægte bønnestage.
Den bønneplante, jeg satte for få uger siden, var løbet ovenud af stativet, og jeg synes det var synd at standse den i væksten.
Inde i garagen lå der en laaang pind, som jeg tror, nogle børn engang har brugt til fiskestang, men den var glimrende egnet til en renæssance som bønnestage. Efter bare en uge er den allerede halvt oppe ad det frie stykke, og når den når toppen, får den lov til at falde nedad igen.

Der er liv i blomsterne, solnedgangene er smukke, iriserne er lige straks på deres højeste, fuglene er glade for deres nye restaurant – selv om de ikke engang har opdaget nigerfrøene endnu. I skålen var der solsikkefrø og jordnødder. Nu er der kun solsikkefrø – jordnødderne holdt cirka fem minutter; nemlig til skovskaderne havde været der. Nu får de altså ikke flere i dag … de fylder kindposerne til bristepunktet og giver ikke de mindre fugle en chance for at få så meget som en enkelt nød.
Jeg elsker mit liv i Sverige …

Brugsen kan (ikke) endnu, England kan (heller ikke) endnu, men jeg kan … lidt endnu

Nu må det vist være på tide at vende tilbage til normaltilstanden; i hvert fald for en tid – det kan tids nok blive alvorligt igen. Sprogrevseren kommer derfor lige op til overfladen og sprutter en gang, inden hun dykker igen.

Jeg kan stadig finde sprogfejl i Brugsen; den seneste i dag, hvor de ikke kunne stave til radiser. Jeg må dog indrømme, at jeg synes det er en af de mere nuttede stavefejl. Men ikke desto mindre en stavefejl, og derfor til udstilling.

Værre synes jeg faktisk det er, at de i apostroffernes eget land ikke kan finde ud af at anvende dem korrekt.
Danskerne har som bekendt forsøgt at importere genitivsapostroffen i snart årtier, hvilket jeg har tænkt mig at modarbejde og bekæmpe til min dødsdag!
Når de så klokker totalt rundt i det ovre i go’e gamle England, så bliver jeg lidt øv. De burde kunne gå foran med et godt eksempel, men når de så ikke gør det, er det måske ikke så underligt, at man også i lille Danmark tror, at man skriver CD’s, når det retteligen hedder CDs i flertal. Aprostroffen er kun til brug i genitiv! På engelsk! Så lær det dog!
I kan blive raketingeniører, hjernekirurger og atomfysikere, men I kan ikke lære simple grammatikregler …

Okay – det vrimler nok ikke med atomfysikere blandt de ansatte i H G. Hatto Barbershops …
Som det er skrevet her, følger der uundgåeligt et spørgsmål: “Enjoy the iPad’s what??”

Eller denne til højre med £££’s, som vi har set før i Lewis og nu på et skilt, der er sat op ved en skole. Ikke af skolen selv, skal siges, men det skal også siges, at skolen har præsteret adskillige af denne slags bommerter; så mange, at forældrene har klaget over de breve, der blev sendt med eleverne hjem. Det er muligt, det er en skolesekretær og ikke en lærer, der forfatter brevene, men det er ingen undskyldning.
Fejlene aftog efter tilstrækkeligt med klager, men tænk, at det overhovedet skulle være nødvendigt på en skole. Har dog hørt det samme fra skræmmende mange forældre til børn på danske skoler. Ikke i orden, venner!

De kan også finde på at udelukke apostroffen, hvor den skulle være. En sjældnere fejl end flertalsapostroffen, men slet ikke ualmindelig.

Til sidst en del af et skilt på Cressing Temple, som vi jo ellers var så begejstrede for. Det ødelagde da heller ikke oplevelsesglæden, men igen må jeg undre mig over, at man ikke lige ofrer en gang korrekturlæsning, inden man trykker skiltet. Jeg så en hel del fejl på skiltene på min færden i laderne, og det forstyrrer altså mit fokus, så jeg begynder at lede efter flere fejl i stedet for at koncentrere mig om, hvad de forsøger at fortælle mig.

Jamen, det SKAL bare rime … så pyt med om det passer

Charlotte og jeg talte i dag om det gamle danske varsel, som mange vist kender:
Springer eg før ask, går sommeren i vask
Springer ask før eg, bliver sommeren bleg

Pludselig standsede C op, kiggede på mig, bad mig om at sige det igen og spurgte efter min gentagelse, om jeg var sikker på, at det var sådan det var.
Det var jeg helt sikker på – man kan jo heller ikke bytte rundt på noget, uden at rimene forsvinder.

På engelsk hedder det nemlig:
Oak before ash we’ll have a splash (= lidt stænk hist og pist)
Ash before oak we’re in for a soak (= heftig regn)

Se, det er jo meget underligt, dette her … talemåderne er direkte modsatrettede. Vi grinede en del, da vi opdagede det og blev enige om, at det måtte have været vigtigere, at det rimede end at det passede, for så stor forskel er der vel ikke på England og Danmark.
Og jo: jeg er ganske klar over, at hverken aske- eller egetræer blomstrer, men det gør æbletræerne …
(Da jeg slog op for at være sikker på ordlyden, fandt jeg ved samme lejlighed ud af, at planten vibeæg hedder snake’s head fritillary. Ikke ligefrem en direkte oversættelse her …)

Noget af det medbragte arvegods er sat på plads og er ved at blive pudset op – det var tydeligt, da der kom lidt polish på, at det var blevet forsømt med hensyn til denne pasning i mange år. Det havde bare fået med en fugtig klud, når der skulle tørres støv af.
Det blev så fint, så fint, da den dybe glød begyndte at træde frem igen.
Det er et flot møbel, som passer perfekt ind i stilen i det gamle hus herovre.

Nu skal hun bare finde ud af, hvad der skal i de små skuffer og nicher.
Og i skufferne og på hylderne … men på dem vil hun vist have bøger.
I alle skuffer dækkede C bunden med velduftende og smukt papir.
Mor her var imponeret … det var en skøn duft, som jeg sagtens kan forestille mig sive ud fra mine tøj- og undertøjsskuffer. Jeg må ved først givne lejlighed besøge en Crabtree & Evelyn …

Vejret: Ikke helt godt. Køligt og trist, men dog tørt.

Vi blev derfor hjemme i dag; skulle bare have fat i et par ting i Devizes – også fordi vi lige skulle være helt sikre på, at John er helt i orden.
I går eftermiddags brillerede han nemlig med at falde ned ad trappen. Den sidste halvdel af trinene foregik bumpvist.
Man tør jo snart ikke mere lade manden gå uden ledsagelse … trappen har nu også meget smalle trin, men John har mindre fødder end Tim …

Han er dog okay. I går var han øm i den ene hånd og i nakken, så vi var en anelse bekymrede.
Det var heldigvis i orden i morges alt sammen, så det har bare været stød og slag, men da vejret alligevel ikke indbød til noget udendørs, valgte vi at slappe af.

Sådan kan man også drikke med de kendte

Vi har været i Ringstedet i dag – et outletcenter i Ringsted. Jeg havde en aftale på mammografiafdelingen på Ringsted sygehus, og da det var overstået, skulle vi lige se, hvad det var for noget … om det er værd at besøge.
Det er det! Der var mange gode tilbud på både kendte og ukendte mærker. Mest kendte, og mange ting kunne man få med 50 % rabat. Det var svært ikke at få behov til at opstå på færden rundt derinde. Fx så vi denims sat ned fra 600 kroner til 100 kr. Billigt, billigt.
Jeg fik fire sommerbluser for næsten ingen penge, og bedst af det hele fik vi noget legetøj til ungerne, som var til at betale.
Det kan godt være lidt svært for os at finde det rigtige legetøj at have med til dem, for jeg er tilbøjelig til at glemme, hvor store de bliver. Nu har vi købt et kalaha-spil til Anna og et dinosaurspil til Aubie – han er kommet i dinosauralderen, ved jeg, så han vil nok synes det er sjovt at guide dem gennem sumpen med alle dens farer i spillet, vi har købt.

En Føtex er der også … vi er ved at samle BiB-vine ind til norgesferien, for man køber ikke vin i Norge, hvis man på nogen måde kan slippe for det – det kan hurtigt gøre en ferie dobbelt så dyr. Vi må egentlig slet ikke have vores egen vin med, med jeg regner ikke med, at I sladrer til tolderne – og desuden ved vi ikke engang selv, hvor vi kører ind i Norge …
I februar så jeg for første gang en BiB-vin med et alternativt design, hvorefter jeg fluks omdøbte Bag-in-Box-vine til Bag-in-Bag-vine.
I Føtex var de rigtig gået til den:

En Jan Magnussen-BiB – der kan man bare se. Sydafrikansk, men i samarbejde med JM (hvad sådan et så end måtte bestå af – kombinationen Formel-1-kører og vin er ikke den mest logiske). Mad og Vin giver den ganske gode ord med på vejen, og billig er den tilligemed. Det var Vernissage-vinen ikke, måske fordi den allerede i 2010 vandt en guldmedalje på grund af ‘most innovative design’, hvilket ikke siger en pind om vinens kvalitet … jeg købte derfor ingen af disse, men nogle andre, jeg havde lidt mere tillid til.

Gårsdagens sproglige DR-flop får I lige med på vejen: Man interviewede en af de unge hackere, der er i stand til at lægge NemId og lignende ned så nemt som at klø sig i nakken. Han blev bl.a. sprugt, hvorfor han gør sådan noget, og hans svar var, at det er for at fortælle de ansvarlige, at sikkerheden ikke er god nok. At de må se at komme lidt mere på dupperne og få gjort noget ved det. Gutten her var ikke ude på noget ondt, hvilket jeg valgte at tro på, men det kan der meget nemt være andre, der er, og så er vi alt for uhyggelig sårbare.

Drengen sagde følgende, som DR1 valgte at tekste således (tekstet, fordi der var sat stemmeforvrængning på):
”… så havde de kunne ligge den ned …”

Suk, DR1. Det kan da godt være, at man i det talte sprog ikke kan høre t’et i kunnet, og knægten sagde noget, der lød som en mellemting mellem lægge og ligge, men det burde ikke forhindre teksteren i at skrive det korrekte havde kunnet lægge …
Eller hvad? Skal man som tekster lade folks talte sproglige fejl følge med, når man skriver undertekster?
Jeg synes det ikke.

John sidder og ser Giro d’Italia – speakeren sagde netop monotome. Hvor er der mange, der tror, det hedder det.

Den første afskedsgave

I går mødtes The Dream Team til engelsk for næstsidste gang. Egentlig skulle det have været sidste gang, men det er en længere historie.
Fordi det skulle have været sidste gang, var der en initiativrig kvinde, der havde bestilt kage og frugt fra kantinen, så det kunne blive ekstra hyggeligt.
Hvad der kom som en total overraskelse for mig, var, at gruppen havde skillinget sammen til en gave til mig.
Jeg læste det tilhørende kort, blev aldeles rørt over de meget, meget søde ord og sagde, at dette her altså næsten var for meget!
“Nå, men så kan du jo øve dig i at tude … det kommer du sikkert til om 14 dage!”
Ja, mon ikke.

Gaven var bogen vist til højre – lige præcis sådan en, jeg slet ikke vidste, jeg manglede …
Direkte afskrift fra Saxo:

En letlæst og underholdende gennemgang af alt det, vi ofte tager for givet – men som er sjove at dvæle ved og undre sig over. Hverdagen er fyldt med udtryk, begivenheder samt ting og sager, som vi plejer at gøre, afholde og sige. Men af og til glemmer vi at reflektere over, hvor det stammer fra. Hvorfor det? fortæller om oprindelsen af en lang række af vores faste udtryk, traditioner, talemåder, overtro og symboler. Hvorfor holder vi f.eks. fri St. Bededag? Hvorfor siger vi pis og papir? Hvad mener vi, når vi beder andre om at gå ad hekkenfeldt til? Hvad vil det sige, at noget er pæredansk? Og hvornår var egentlig de gode gamle dage? Bogen er en appetitvækker til vores kulturhistoriske skat, opbygget alfabetisk, så den er nem at slå op i, og fyldt med farverige illustrationer. Mogens Eilertsen er pensioneret lærer og skoleinspektør. Mette Eilertsen er lærer og Mogens’ datter.

Har I fx nogensinde undret jer over, hvorfor det hedder en ædedolk? Hvad mon det har med en dolk at gøre? 
Intet, såmænd: “Udtrykket en ædedolk om en grådig grovæder er dialekt, hvor ‘dolk’ betyder en klodset eller ubehøvlet person, og nok er afledt af ordet ‘dalre’ om at dingle.”
Ih, hvor bliver jeg irriterende at omgås, når jeg har læst hele den bog … 

De beklagede, at de ikke havde kunnet finde en tilsvarende på engelsk, hvortil jeg svarede, at det var meget heldigt, for den har jeg; den hedder Who Put the Butter in Butterfly?: And Other Fearless Investigations into Our Illogical Language. Måske ikke helt en parallel, men næsten, og absolut en ganske underholdende bog.

Apropos morsom læsning, har jeg også Trykfejl, tanketorsk & franske horeunger, som har hundredevis af eksempler på … ja, I får kun ét gæt …
Bogen er fra 1985, så den er ikke ligefrem ny, men dette klip fra et Ringstedblad kunne lige så godt have været kun et par måneder gammelt:
“Slagter tiltalt for at have brugt kattekød i farsen. Også hans hustru er indblandet.”

Fra DR (ikke overraskende; det er jo noget med tal): “Der er gårde, hvor gælden måske er nul, og andre, hvor den er det dobbelte.”

Dette sidste hænger måske sammen med, at bønderne iflg. Nordsjællands Socialdemokrat har travlt med andre ting: “I går opførte Humlebæk Dilettanter Jeppe Aakjærs ‘Når bønder elsker’, hvad de gjorde meget godt.”

Nu med arvestykker

Som vist fortalt tidligere et par gange eller syv, er gården nu langt om længe afryddet og afhændet.
Det er der naturligvis kommet lidt forskelligt ud af, ikke kun til os tre søstre, men også til vores afkom.^*)
Det er længe siden, vi delte møblerne og de øvrige ting mellem os og ‘til Svalerne’ eller ‘til bålet’, men vi ville ikke fjerne møblerne, før gården var solgt; rummene skulle ikke stå og se forladte, triste og forsømte ud. 
Da vi endelig kunne tømme alt, efter salget blev en realitet, blev vi endnu mere glade for, at vi havde ladet det hele stå … jeg tænker her på mærker på tæpper og vægge.
Det var lidt svært … på den ene side ville vi måske gerne have kunnet tage mere med os, men på den anden side har vi hver vores komplette hjem, hvor man ikke bare uhæmmet kan stuve flere ting ind – ting, som oven i købet kommer til at skrige til himlen af bar’ stilforvirring.

Pudsigt nok var næste generation helt vilde med visse af tingene, der har stået på gården ‘altid’, og som vi tre søstre absolut ingen lyst havde til at tage med os; mange af dem anskaffelser fra tresserne og halvfjerdserne, og som vi synes er temmelig grimme, for at sige det pænt, men som vores børn synes er trendy og ‘smart’ at have stående. Selv de rustfri serveringsfade gik som varmt brød.

Amagerhylden oppe til højre blev min. Den passer fint ind i både farver og miljø i svenskerstuen, synes jeg.
Ligeledes det gamle vægskab og endog rørstolene, som boede i mine forældres vinterhave. Jeg valgte dem, fordi jeg forestiller mig, at vi til næste år får udvidet terrassen, således at vi kan overdække noget af den, men indtil videre står de i stuen.

Da vi skulle hænge vægskabet op, målte John med vaterpas, hvilket undrede mig, for hvis vi hænger noget op i vater, ser det skævt ud. Der er ikke to rette vinkler i dette hus; alting skal hænges op, så det ser lige ud i forhold til alt andet og ikke objektivt lige.
Ikke desto mindre påstod John, at “lige her er der ikke skævt!”
Jeg sagde ikke noget, men da skabet efter visse besværligheder endelig kom op og hænge, så det så pilskævt ud, at man blev helt svimmel af at kigge på det …
Ned med sig igen og nu blev der målt efter øjemål (Ellens nærmest ufejlbarlige, husker I nok).
Det skulle hæves seks mm i den ene side for at se ud, som om det hænger lodret, hvilket måske ikke lyder af noget særligt, men I skulle bare have set forskellen, det gjorde!

De to søm har også en forklaring – og nu er jeg igen nødt til at hænge min søde mand ud – min John, som kan bygge og/eller samle de mest utrolige ting … men han kunne åbenbart ikke måle afstanden mellem de to ophæng på skabet. Jeg havde fået skabet på plads i min side, men vi kunne simpelthen ikke få den anden sides beslag ind over sømmet. Da jeg antydede, at der måske var målt forkert, blev John lettere irriteret: “Okay. Ned med skabet. Du kan jo selv måle efter. 43,8 cm skal der være mellem sømmene.”
Det var der også. Der var bare kun 43,0 cm mellem midten af hullerne i beslagene …
Jeg sagde ikke noget … men det holdt hårdt at lade være med at grine.
Væggen er af så hårde egeplanker, at han opgav at få det første søm ud (de er meget lange), men bankede det i stedet helt i.

^*) I bemærkede forhåbentlig lige dette? Det hedder nemlig ikke kun … men også. Og det hedder både … og.
Det hedder IKKE både … men også, som det åbenbart er blevet meget moderne at sige – også blandt professionelle sprogbrugere.
Underligt, at man slet ikke kan høre, hvor ulogisk både … men også lyder.

Vi er alle under mistanke …

Alle er under mistanke – ingen skal føle sig sikker – i hvert fald ikke, hvis man bor i Boston, hvor DRs udsendte fremsagde disse ord:
”Alle folk på gaden er naturligvis mistænkelige”.

Jeg vil tillade mig at mene, at en journalist burde kende forskellen på mistænkelig og mistænksom …

Men nu, hvor jeg har jer, vil jeg vise jer nedenstående, som viser, hvor relativt alting er, herunder også hvordan kulde opfattes. I USA, naturligvis …
Hvis I holder ud til sidste linje, lover jeg et par smil undervejs – og til sidst.

	Fahrenheit	Celcius
Miami residents turn on the heat	50	10
Californians shiver uncontrollably	40	4,4
Wisconsinites go swimming
Italian cars don’t start	35	1,7
Water freezes	32	0
You can see your breath	30	-1,1
You plan your vacation to Australia
Wisconsinites put on T-shirts
Politicians begin to worry about the homeless
Boston water freezes	25	-4
Californians weep pitiably
Wisconsinites eat ice cream
Canadians go swimming
Cat insists on sleeping on your bed with you
You can hear your breath	20	-6,7
Politicians begin to talk about the homeless
New York City water freezes
Miami residents plan vacation further South
You plan a vacation in Mexico	15	-9,4
Cat insists on sleeping in your bed with you
Too cold to snow	10	-12,2
You need jumper cables to get the car going
You plan your vacation in Houston	5	-15
American cars don’t start	0	-17,8
Alaskans put on T-shirts
Too cold to skate
You can cut your breath and use it to build an igloo	-15	-26,1
Wisconsinites stick tongue on metal objects
Miami residents cease to exist
Cat insists on sleeping in your pajamas with you	-20	-28,9
Politicians actually do something about the homeless
Wisconsinites shovel snow off roof
Too cold to think	-25	-31,7
You need jumper cables to get the driver going
You plan a two week hot bath	-30	-34,4
The Mighty Monongahela freezes
Japanese cars don’t start
Californians disappear	-40	-40
Wisconsinites button top button
Canadians put on sweaters
Your car helps you plan your trip South
Congressional hot air freezes	-50	-45,6
Alaskans close the bathroom window
Hell freezes over	-80	-62,2
Polar bears move south
Lawyers put their hands in their own pockets	-90	-67,8

Godt, vi har fået forår her i lille Danmark – omend et noget blæsende et af slagsen i dag.

Find Holger! Hvem Holger?

Hvordan har I det med, at Holger Danske bliver solgt og måske skal flytte uden for landets grænser?
Jeg har det fint, vil jeg lige skynde mig at sige … den bronzestatue, der er til salg, er hverken et nationalt klenodie eller Danmarks inkarnerede identitet, men et kunstværk, der for 100 år siden blev bestilt af Hotel Marienlyst i Helsingør, så hvorfor folk lige falder i svime over denne auktion, har jeg lidt svært ved at forstå.
Hvorfor en vis fru Kjærsgaard skræppede op med det samme, er jeg dog ikke spor forbavset over.

Jeg synes især det var pinligt-morsomt, da Hr. og Fru Danmark på gaden blev spurgt, hvad de mente om sagen, og hvor der tilsyneladende var bred enighed om, at narj, selvFØLgelig skulle han da blive i landet og det var da også for dårligt og hvordan KUNne man dog GØre sådan noget – vi må starte en indsamling …
Men da samme Hr. og Fru Danmark blev spurgt, hvem denne Holger Danske egentlig var, var der ikke rigtig nogen af dem, der vidste det; dog kom der en del interessante, men relativt tåbelige bud.
Han skal altså blive i landet, men man ved ikke hvorfor.
Det var meget dansk: At vi ikke kender den korrekte baggrund skal ikke forhindre os i at brokke os og fyldes af hellig forargelse.

Bronzeudgaven, der er i udbud nu, er det efter min bedste overbevisning kun de færreste, der kender.
Hvis der endelig er en Holger Danske, der gerne må blive stående, er det gipsafstøbningen (nu beton, fordi gips blev ødelagt af fugten) til omtalte bronzestatue, som står i kasematterne i Kronborgs kældre, men skulle han også smutte, går det nok alligevel, og go’e gamle Danmark består sikkert uden ham. Han har alligevel aldrig holdt sit løfte … ifølge legenden skulle han blive levende, rejse sig og “redde Danmark i nødens stund”. Hvor var han fx den 9. april 1940, spørger jeg bare. 
Jeg synes til gengæld ikke det er helt i orden, at DR, der så forfærdelig gerne vil gøre indtryk af at være et seriøst og troværdigt medie (det lykkes dog sjældent), får den ‘morsomme’ ide at byde kunstigt op, så Lauritz.com må stoppe legen, da buddene runder 41 millioner. Auktionen er nu startet forfra.
DR P3 kalder det satire. Jeg er som sagt ikke enig, men jeg er enig med DRs kulturdirektør Morten Hesseldahl i følgende: “Der er meget forloren nationalromantik, der bliver pumpet ud i de her dage”.

Nu er Holger jo en særdeles hårfager herre (burde han så ikke have heddet Harald?), hvilket måske er forklaringen på, at stavningen gik lidt i hårdknude for TV2, da de ville fortælle om konkurrentens uheldige indblanding.

Protest? Alternativ undervisning?

Da jeg var i Solrød Center i dag for at bytte lydbøger, faldt mit blik på masser af små, plasticindpakkede hjerter hængt op i træer og buske.
Nogle få af dem kunne jeg nå op og læse, men langt de fleste af teksterne på hjerterne forblev ukendte for mig.
Der var en remse, de fleste af os nok kender fra tyskundervisningen; der var et par tyske sætninger, der var Pythagoras’ læresætning – og så var der den, jeg først så, da jeg kom hjem og kunne se billederne i stor størrelse:
“Mit hjerte banker for folkeskolen”. Tror jeg, at der står.
Er det alternativ undervisning eller et led i protesterne mod lockouten? Nok det sidste, men jeg kan ikke helt gennemskue det.
(Alle billeder kan klikkes større, så I også får en chance for at vurdere.)

Det var sødt og sjovt, men hvorfor hænge nogle af hjerterne så højt, at det er umuligt at læse dem?
Hvem har hængt dem op?
Hvorfor?

Undervisning er sandsynligvis for sent for denne butiksindehaver, som har overtaget Tigerbutikken:

Hvad mon en vare kan hedde, hvis der er flere af dem? Tror han, det hedder en vare, to vare? Suk …
Men det hedder selvfølgelig en mus, to mus.

Så var denne, formentlig helt utilsigtede pun, som jeg så i dag i mit ugentlige nyhedsbrev fra World Wide Words, noget morsommere:
… on the other hand, as Derek Stevens suggested, the report in a BBC News story online on Monday about the injured jockey Ryan Mania was unconsciously humorous. When he arrived at the Royal Victoria Infirmary in Newcastle, he was said to be in a “stable condition”.

Høhø.

Suk. Støn. Arrgh. Jeg græmmes.

Jeg troede ikke, at apostroffejl kunne blive værre end dem, jeg allerede har set.

Men det kunne blive værre.

Hue’er! Ynkeligt, ikke? Der ramte vi forhåbentlig bunden.
De kender (heller) ikke ejefalds-s, men det er måske egentlig udmærket – så slap jeg for også at græmmes over, at der med ret stor sandsynlighed ville have stået “14 dage’s returret”.

De sætter en temmelig tåbelig apostrof i det danske ord, men glemmer den, der skal være der på engelsk i “Kids’ World”.

Og nu jeg er i gang med brokkeriet, får I lige tre fra DR:
”… hvad jeg kan bidrage en arbejdsgiver med.”
”At [noget] skal ses i sømmene.”
”… et adskilligt millionbeløb …”
Alle tre guldkorn leveret af journalister.

Uinspirerende mandag i dag, Ellen?
Ja. Absolut. Bortset fra de to timer med The Dream Team og Andrew.

Brugsen vrøvler stadig, men andre kan skam også

Dagens e-mail fra COOP indeholdt følgende tilbuddet til venstre; deres netmagasin tilbuddet til højre:

Mener de 50000 eller 500000 hoteller?  Hvad er et klatretorv? Anede ikke, at man kan klastre på vandrette flader …

---

På arbejde er jeg så småt begyndt at rydde op i mapper og filer; bl.a. har jeg nu slettet alle de revserier, jeg har leveret til mine kolleger gennem tiderne. Nogle af dem kunne jeg dog ikke nænne at kassere, hvorfor jeg sendte dem hjem i stedet for – så kan I med uregelmæssige mellemrum blive udsat for udpluk af dem.
Nedenstående har jeg vist oven i købet ofret et indlæg på før, men der er for det første kommet mange nye læsere til, og for det andet kan det godt tåle en gentagelse. Har jeg lige besluttet … 
Her er derfor guldkornene, ‘nogen’ har indsamlet rundt omkring. Ganske som med googlesøgningerne, er det lige så meget kommentaren som selve brøleren, der gør det morsomt.
Jeg skal ikke kunne sige hvorfor, men jeg har sådan på fornemmelsen, at de fleste eksempler må være fundet i USA.

In Honor of Stupid People
In case you needed further proof that the human race is doomed through stupidity, here are some actual label instructions on consumer goods.
 
On a Sears hairdryer — Do not use while sleeping.
(damn, and that’s the only time I have to work on my hair.)

On a bag of Fritos — You could be a winner!  No purchase necessary. Details inside.
(the shoplifter special)?
 
On a bar of Dial soap — "Directions: Use like regular soap."
(and that would be how???….)
 
On some Swanson frozen dinners — "Serving suggestion: Defrost."
(but, it’s "just" a suggestion).

On Tesco’s Tiramisu dessert (printed on bottom) — "Do not turn upside down."
(well…duh, a bit late, huh)!

On Marks &Spencer Bread Pudding — "Product will be hot after heating."
(…and you thought????…)

On packaging for a Rowenta iron — "Do not iron clothes on body."
(but wouldn’t this save me more time)?
 
On Boot’s Children Cough Medicine — "Do not drive a car or operate machinery after taking this medication."
(we could do a lot to reduce the rate of construction accidents if we could just get those 5-year-olds with head-colds off those forklifts.)
 
On Nytol Sleep Aid — "Warning: May cause drowsiness."
(and…I’m taking this because???….)
 
On most brands of Christmas lights — "For indoor or outdoor use only."
(as opposed to…what)?
 
On a Japanese food processor — "Not to be used for the other use."
(now, somebody out there, help me on this. I’m a bit curious.)
 
On Sainsbury’s peanuts — "Warning: contains nuts."
(talk about a news flash)

On an American Airlines packet of nuts — "Instructions: Open packet, eat nuts."
(Step 3: maybe, uh..fly Delta?)
 
On a child’s Superman costume — "Wearing of this garment does not enable you to fly." 
(I don’t blame the company. I blame the parents for this one.)
 
On a Swedish chainsaw — "Do not attempt to stop chain with your hands or genitals."
(Oh my God…was there a lot of this happening somewhere?)

E-bøger udvider ordforrådet

Nogle gange kan det godt tage et stykke tid at vænne sig til noget nyt. Oftest har jeg dog heldigvis haft det således, at jeg har haft nemt ved at tage imod og/eller acceptere ny teknologi. Det kan med årene tage lidt længe tid at få hjernen til at forstå, hvad der foregår, men lige præcis e-bøgerne gik rent ind på nærmest et nanosekund.
Nu er det sandt at sige heller ikke raketvidenskab; det hele er lige til at gå til, og når Ellen er med, er alle vist med.
Alene det at købe bøgerne er næsten for nemt. Jeg har installeret Saxo-readeren og Amazons kindle. Amazon er specielt ‘farlig’, for når først jeg har oprettet min konto, kan jeg købe en hvilken som helst bog med et eneste klik – ingen kortoplysninger, for dem har de, ingenting, andet end tryk på ‘Buy now with 1-Click’.
Det kan selvfølgelig være farligt, hvis man er en svag sjæl eller lider af Parkinsons, men det er jeg ikke og det gør jeg ikke … som I kan se, bliver den leveret direkte til min iPad, og den er på plads på padden, inden jeg når hen og får klikket på Kindle-ikonet. Brave new World, altså!

Saxo tager lidt længere tid. Omkring to minutter længere …
Saxo har gerne nogle gratis bøger i udvalg, og e-bøgerne er generelt noget billigere end papirbøger. I påsken købte jeg syv bøger for i alt 340 kroner – det kan man da lige holde ud.
Man kan hos begge indstille lysstyrken på skærmen (hos Saxo endda bare ved at trække op eller ned med fingeren), man kan selv bestemme skrifttype og -størrelse. Igen er Saxo lidt bedre, for der er lidt flere at vælge imellem. Hos Saxo kan man låse skærmretningen, så ikke den vender sig, når man flytter sig i sengen. Det kan man desværre ikke på kindlen.
Begge readere husker selvfølgelig selv, hvor man er nået til. Man behøver ikke at holde e-bogen; den hviler fint på en pude og op ad væggen – man kan derfor nøjes med at bladre ved blot at røre med en finger i den ene eller den ande side af padden.

Det smarteste er ordbogsopslagene. Det er imponerende nemt. Jeg har meget, meget sjældent ulejliget mig med at hente en ordbog for at slå et ord op. Som regel kan jeg nogenlunde gætte mig til betydningen ud fra konteksten, og når jeg læser i sengen, siger det næsten sig selv, at ukendte ord forbliver ukendte.
Men her! Et tryk med en finger og der dukker omgående en definition op på skærmen. Hvis man vil have den store, forkromede forklaring, trykker man bare på Full Definition.
Så nu ved jeg, hvad rusticate betyder. Jeg havde aldrig hørt ordet før, men jeg kender heller ikke så mange, der er blevet suspenderet fra Oxford eller Cambridge. Det er virkelig et blæret ord at kunne, og det er helt sikkert, at det bliver luftet ved først givne lejlighed, engang jeg er i England.

Vi deler den danske jord

I morges lå der en mail og ventede på mig fra Karna Maj, som er redaktør på Havenyt.dk.
Hun havde læst et af mine gamle indlæg, hvor jeg roste River Cottages Hugh Fearnly-Whittingstalls gode initiativ med at udbrede begrebet Landshare til hele Storbritannien.

Karna ville fortælle mig, at det nu er startet i Danmark og hedder … Del Jorden, såmænd. Det giver nok sig selv, at de ikke kan tillade sig at kalde det for Landshare, men selv om det alene skulle være forklaringen, kan jeg kun glæde mig over, at man har oversat begrebet til dansk med så velvalgte ord.
Det startede midt i marts og så vidt jeg kan se på hjemmesiden, har det gode muligheder for at blive en landsdækkende succes – det er i hvert fald kommet godt i vej allerede.
Det er virkelig et supergodt koncept, og jeg håber virkelig, at det breder sig meget, så flest muligt kan få glæde af enten at have rådighed over et stykke jord eller over at opleve andre få glæde af det, man ikke selv kan bruge. 

Det var dagens reklame – noget jeg sjældent gør i, men dette initiativ fortjener at få lidt gratis reklame, selv om jeg ikke bilder mig selv ind at kunne være årsag til det helt store boom pga. mit indlæg her, men som jeg svarede Karna Maj, har lidt nok også ret …
Billedet er Karnas eget, men mon ikke hun tilgiver, at jeg har lånt det fra Del Jorden?

---

Vi har været i IKEA for at købe nederste halvdel af toiletmøbelarrangementet – monteringen af dette blev årsagen til gårsdagens omtalte røraffære.

Endelig har IKEA lært at lave genveje, så man ikke behøver at skulle igennem hele butikken for at få fat i den ene ting, man skal bruge. Jeg så det i Tåstrup og nu har jeg igen set det her i den kæmpestore, nyåbnede IKEA i Älmhult; der hvor det hele startede.
Nu skal vi så bare lære at tyde skiltene, hvor genvejene er beskrevet … det er nemlig ikke helt nemt – han vil have det sidste ord, ham Kampraden, men jeg tror faktisk, at det langt om længe gik op for dem, at de mistede kunder, fordi man ikke gad blive tvunget til at gå gennem hele butikken. Det har muligvis givet en del mersalg, men det må som sagt også have kostet en del kunder.

Her ses amatørblikkenslageren i arbejde. Somme tider kunne det altså være rart at have et ejendomsmæglerkamera … sådan et ville kunne få vores svenske badeværelse til at ligne et, der lige så godt kunne være placeret på et slot. Nu ser det bare temmelig forkrampet ud, fordi jeg nærmest måtte ligge oven på vandvarmeren for at tage billedet til højre.

På et lille skilt i baderumsafdelingen så jeg dette ord, som jeg ikke kunne stå for … jeg aner ikke, hvad det betyder, men jeg kom omgående til at tænke på, om det kunne være et svensk ord for de der frække voksenfilm, I ved nok. Det begynder med p, og jeg vil IKKE skrive ordet, da jeg på ingen måde er interesseret i at tiltrække folk, der har den slags interesser.
Men derfor kan jeg jo godt smile over dette:

Måske er der oven i købet en derude, der kan fortælle mig, hvad det betyder?

Er nr. 100 kun halvdød?

99½ colibakterie dræbt af kanel. Resten af millionen døde vel af alderdom …

Det er herligt, at John har overtaget de daglige indkøb, således at jeg bare kan komme hjem fra arbejde og slappe af, men jeg savner jo alligevel Brugsen en smule, og det er i sagens natur blevet helt umuligt at holde sig orienteret om de sproglige bommerter.
Så er det sandelig godt, at vi har Samvirke, som har leveret rigtig mange morsomheder indtil videre … og det lugter jo altid lidt af Brugs.
Ovenstående er fra den seneste udgave. De klokker godt nok tit rundt i det, når de skal servere disse små statistiske godbidder for os – som dengang de ville bilde os ind, at vi i snit spiser hele 10 milligram kartofler om dagen … MEN at vi danskere på trods af denne yderst minimale indtagelse alligevel købte 56 ruller toiletpapir hver evig eneste dag!
Opdatering: det er kun min navnesøster i Kragelund, der kan være med til at holde denne sidstnævnte statistik kørende …
(sorry – men jeg kunne ikke lade være, og jeg tror du kan tåle det )  

Regne kan de ikke på Samvirke, og finde procenttegnet kan de heller ikke … det er sgu nok røget til Indien.

Så kan man mærke, når man har talt sig varm?

Det må være det, et ORDTERMOMETER skal bruges til – så ved man altid, hvornår man har talt sig varm.
Det giver ‘varme ord’ en ny dimension.

Ellers er jeg fra og med i morgen back in business, hvilket man absolut ikke kan sige om foråret … tænk, at det skulle være muligt at tage sådan et billede ved forårsjævndøgnstide.
Det er ikke taget i sort/hvid, selv om man måske kunne få den tanke. Sådan er det bare lige nu, når man kigger ud ad vinduet.

Den eneste bittelille farveklat, der har været at se i haven i hele denne uge, er denne fætter:

Vi har kun den samme – hvis det er den samme, men det tror vi … vi har aldrig set mere end én ad gangen, men den har været i besiddelse af en fabelagtig god evne til at forsvinde, når en af os viser sig i vinduet med et kamera. I dag lykkedes det for John at indfange den lille rødkælk.

Couch potato

Couch potato er, hvad jeg er i dag – og med al sandsynlighed også i morgen. Jeg har ofte set udtrykket direkte oversat til sofakartoffel … mon det er ved at blive optaget i det danske sprog?

Det passer i hvert fald på mig i dag, og jeg synes egentlig, at det er et udmærket udtryk, også på dansk, så det ord kan jeg godt gå ind for – især da jeg ikke kan komme i tanke om et dansk ord, der dækker lige så godt.

Okay – helt så galt som dette står det heldigvis ikke til endnu …

Lørdagen gik som beskrevet i lørdags, det meste af i går gik fredeligt med blot en smule halsømhed, men ikke mere, end at jeg var ved godt mod og bare tænkte ‘øv – endnu engang fik jeg lagt mine sygedage i en weekend’.
I aftes gik det så helt galt, og jeg blev klar over, at dette vil række et par dage ind i arbejdsugen: Feber igen, næsten ingen stemme og så meget snot, at jeg bare kan sidde med et balsam-kleenex under næsen. Selvmedlidenheden tangerer en mands i samme situation, men John er bare så sød: Tænk altså, at den mand, jeg har delt bord og seng med i 26 år, og som i al den tid har anset det at skulle lave mad som guds straf til menneskene, kaster sig gang på gang ud i kokkereringens mysterier.
Fordi jeg er syg, vil han til i aften lave kartoffel-porresuppe, som vi begge holder meget af – og han vil selv bage brødet, vi skal spise til! Han surfede lidt rundt på Arlas opskriftsider og faldt over et brød, han synes lyder spændende.
Manden har bagt to grydebrød i sit liv, men tøver ikke med at kaste sig over dette, som bl.a. er med knækkede hvedekerner og fromage blanc – lyder rigtig godt, faktisk.
Lige nu pusler han rundt i køkkenet med sin ipadde slået op på opskriften. Hvedekernerne koger, og der bliver målt og vejet.
Det er som at få en helt ny mand, men jeg klager skam ikke … en ny mand inden i den go’e gamle, som jeg alligevel ikke havde tænkt mig at skifte ud, det er da ren win-win

Blandede brokkerier

Vi holder meget af at se historiske programmer og naturprogrammer; især dem, som BBC har produceret.
Men. Hvorfor skal alting i det enkelte program omtales i lutter superlativer?
Hvis jeg ser en produktion om jordskælv, så er det “den mest ødelæggende form for naturkatastrofe på jorden”.
Hvis jeg vil lære lidt om orkaner, så er sådan en “den mest ødelæggende form for naturkatastrofe på jorden”.
Engang, jeg så en film om laviner, var de gudhjælpemig “den mest ødelæggende form for naturkatastrofe på jorden”.

Hvis man ser en udsendelse om et hvilket som helst rovdyr, er dette i dagens anledning blevet til “det farligste rovdyr på jorden” – således har jeg oplevet stort set alle rovdyr lige fra flodheste til polarulve blive tildelt denne titel. Okay, en flodhest kan vel næppe kaldes et rovdyr, men farligt er det da …
Det må være fordi man tror, at udsendelsen bliver mere interessant, hvis den handler om verdens største/farligste/mest dødbringende/voldsommeste etellerandet?

Det virker måske pedantisk og petitesse-agtigt at brokke sig over sådan noget, men når man først har lagt mærke til det, fylder det meget. Kender I ikke det?

Så er der reklamerne fra Animal Planet og Discovery, som er i en klasse helt for sig selv … det er noget af et specialkursus, speakerne her har været på. Hvis det er mandestemmen, skal den lyde så dramatisk som det overhovedet kan lade sig gøre, med det reaultat, at det mest af alt virker latterligt og utroværdigt, uanset hvad han siger.
Er det derimod kvindestemmen, lyder hun som et skoleeksempel på en pornofilmstemme – hun er med sin allermest kælne stemme i fuld gang med at tale en mand med ned under dynen (nåhnej, det går ikke i en pornofilm. Så kan man jo ikke filme dem …)
Da jeg spurgte John, om han opfattede hendes stemmeføring på samme måde som jeg, gav han mig ret og begyndte at smågrine. Resten af den udsendelse lyttede han til reklamedamestemmen med noget mindre irritation end normalt. Det er nemlig præcis de samme reklamer, de viser tre gange.

Det sidste brok er oversættelse, eller rettere, mangel på samme.
Når der i en udsendelse tales om forskellige slags mursten lavet af ler, skal de ikke oversætte “And these are the footprint stones” til “Dette er fodprintstenene”.
Hrmpf. Jeg har aldrig hørt om noget, der på dansk hedder fodprintsten.
Det er ganske vist ikke lige til højrebenet at oversætte, men i denne forbindelse ville jeg nok have formuleret det som de sten, der danner en bygnings fundament.
A footprint kan godt betyde et fodaftryk (ikke et ‘fodprint’!), men i forbindelse med bygninger betyder det noget ganske andet:
“The surface space occupied by a structure or device: the footprint of a building”.
“Hay barns were usually smaller than the main barn, and rectangular in footprint”.

Jamen altså, så kan du da bare lade være med at se tv, Ellen!
Nej, så er der jo alt for lidt at brokke sig over – og dagens eksempler stammer kun fra programmer, jeg absolut finder seværdige. Men hvis jeg ikke kan finde noget sprogligt at brokke mig over, kan jeg lige så godt lægge mig til at dø …

Håndarbejdsmesse i Rødovrehallen og en familieforøgelse

Der er håndarbejdsmesse i Rødovrehallen i denne weekend … det ville jeg naturligvis gerne lige kigge lidt nærmere på, hvorfor jeg, belært af erfaring, var der 9:55; fem minutter inden dørene blev åbnet.
Det viste sig at være en klog beslutning. Da jeg forlod hallen igen fem kvarter senere, var der to laaange køer for at komme ind, og der var allerede ved at være lidt for mange indenfor til, at jeg fandt det behageligt.
Jeg forsynede mig med flere ting; både garn og lidt reservedele til mit KnitPro-sæt. Og hvad skuede mit øje?
”udskifteligt pinde”. Jamen herreste gud da. På samme pakke står der “udskiftelige spidser” og “fleksible kabler”. Hvorfor i himlens navn tror man så, det hedder udskifteligt pinde?
Mann muss sich immer verblöffen lassen …

Eftermiddagens travetur gik ud til Nyskoven på den anden side af vores lille by. Overalt var der, som så mange andre steder for tiden, rigtig meget vand.
Rideskolen på den anden side af skoven har forhåbentlig ikke brug for de udendørs faciliteter for tiden – med mindre de har brug for at øve sig i vandpolo.

Og lige pludselig var stien også blevet til en vandvej … addr. Vi måtte ind i skoven, hvor der var ret pladret, men vi kom dog tørfodede ud af det … alternativet til den bløde skovbund så ikke særlig behageligt ud.

Flotte var farverne i dag. Vi kom lidt sent ud at gå, for vejret var ellers gråt og trist – lige til klokken 15, hvor himlen næsten med ét blev høj og blå.

Grunden til, at det solen kom frem netop på det tidspunkt fandt vi ud af, da vi kom hjem: Lige præcis da blev min yngste søster mormor for første gang og jeg blev mormoster for anden gang. Vi var sammen med dem i aftes, hvor der ingen som helst tegn var til, at det var lige op over, så det må siges at være nemt sluppet – en dejlig hurtig 12-timers-fødsel fra den spæde start til slut. Far er stolt, mor er træt (og sulten), og den lille pige er lige præcis som hun skal være.
Godt, man fik det skotske sjal til den lille ny færdigt i sidste weekend, men jeg kendte jo terminen, som var i går – nu bliver det måske en lille racerkører med den fødselsdato … det kan man jo aldrig vide, selv om det blev en lille pige.

Den danske sprog er en svær en

Som jeg vist har nævnt en enkelt gang, går jeg til engelsk hver mandag eftermiddag, og som jeg vist også har nævnt, holder vi alle meget af vores underviser, Andrew.
Han er freelance oversætter og taler et perfekt og flydende dansk, men man kan godt høre, at han er af anden etnisk herkomst.

I dag kom vi ind på alle de faste vendinger, der er så unikke for hvert enkelt land og som kan være så forfærdelig svære at oversætte.
Hvad hedder Tak for mad på engelsk? Svaret findes ikke, for de bruger simpelthen ikke at sige sådan noget.
Hvad hedder Tak for det gode samarbejde? Pas … Thank you for the good collaboration/cooperation lyder skrupforkert på engelsk, og Andrew kunne faktisk ikke fortælle os, hvad man ideelt kunne oversætte den vending til.
Er det egentlig i orden at afslutte en mail med have a nice day? Svar: Nej, det er det faktisk ikke, hvis man skriver til en englænder, fordi en sådan synes, at det er en rædselsfuld over-amerikansk floskel. Men det er helt i orden at skrive have a nice weekend eller have a nice evening.
Der er ingen, der siger, at det skal være let …

For slet ikke at tale om talemåder og faste udtryk, som man bare skal vide, hvad betyder, så man kan lige så godt tage dem fra en ende af og se at få dem lært. Problemet er bare, at man ikke ved, hvad man skal lede efter, så der kommer oftest nogle sjove oplevelser i forbindelse med indlæringen på den hårde måde.
Andrew fortalte om en episode, der fandt sted for mange år siden; ganske kort tid efter, at han var kommet til Danmark. Han kunne flydende norsk, men var endnu ikke helt velbevandret i det danske.
Andrew stod i supermarkedskøen, da kunden foran ham fortalte, at “Tivoli er åben”.
Andrew blev noget overrasket over denne udmelding – det var midt på sommeren, så selvfølgelig var Tivoli åbent, men han svarede alligevel høfligt og med et stort smil på: “Tak, men det er jeg nu godt klar over … ” 

Han fik vadet lidt mere rundt i det åbne Tivoli, mens han selvfølgelig lige præcis ikke gjorde det, han forventedes at gøre; nemlig se at få lukket den lynlås.
Kunden ventede på ham uden for forretningen og fortalte diskret Andrew, hvad det i virkeligheden betyder, når en dansker siger, at Tivoli er åben.
Men hvor pokker skulle stakkels Andrew også vide det fra, når han aldrig tidligere var stødt på udtrykket?

Så brugte Det Fast Sammentømrede Engelskhold ellers et par minutter på at koge suppe på emnet:
- Sagde du så ikke, at folk simpelthen står i kø for at komme ind?
- Du sagde vel, at der bliver lukket ved midnatstid? Efter fyrværkeriet?
Og så videre i samme dur – ih hvor vi morede os over vores eget fantastiske vid. Fantasien fejlede ikke spor, og jeg vil overlade det til jeres samme, hvad der ellers blev fyret af af gode forslag … det er jo en sober blog, dette her, så ikke mere på tryk …

Røde, gule, hvide og stribede beder

I den forløbne uge har Brugsen atter haft ‘Fyld posen for 25 kroner’. 
Med rod frugter. Suk. Det hedder rodfrugter, for pokker.
Jeg fyldte posen med beder af forskellig art. Der var hvide beder, gule beder, rødbeder og … stribet beder. Suk igen. Det hedder stribede beder, for pokker. Jamen så lær det dog. Eller se på, hvad du har skrevet på de andre skilte. Skrev du ‘gult beder’? Eller ‘hvidt beder’? Nej, vel? Hvorfor pokker tror du så, det hedder ‘stribet beder’?? Det hedder det kun, hvis der blot havde været en enkelt [stribet bede].
Rødbederne holder vi helt udenfor – det er så indgroet et begreb, at det nok varer lidt, før vi får hvidbeder, gulbeder og … stribbeder? Forhåbentlig ikke det sidste … det lyder fuldstændig tåbeligt. I øvrigt var de ikke spor stribede, så det behøver vi måske slet ikke at spekulere så meget over.

Aftenens menu stod på hellefisk med en salat af bl.a. bagte rødbeder.
Det var derfor oplagt at tage lidt af alle bederne og se, hvad forskellen var i både udseende og smag.
De smagte forholdsvis ens, og de stribede var som sagt slet ikke stribede; jeg kunne ikke se forskel på stribede og gule … men desuagtet blev salaten ganske nysselig – her vist hhv. med og uden den løg-olie-appelsin-/citronsaft-fintstrimlet appelsinskal-dressing, der skulle til. Det smagte rigtig godt.

Og til sidst dagens fuglebillede: en lille skovspurv med munden fuld af mad. Taget inde fra stuen. Med masser af zoom. Er den ikke sød?

Dagens øvelse var at få fokusmaskineriet på kameraet til ikke at fokusere på grenene foran fuglen.
Jeg bestod.
Men jeg var også både lærer, eksaminand, eksaminator og censor … det havde muligvis noget at sige for bedømmelsen …

Vi nåede færgen – men lod den sejle uden os

Vi er ved at løbe tør for Christian Hansens fænomenale fuglefoderblanding og besluttede os for at lave en tur ud af turen op til grovvarehandelen i Kirke Hyllinge. Dvs. ingen motorvejskørsel, men køre ad så mange som muligt af de mindste veje i stedet for.
Det resulterede i flere hyggelige syn af små rådyrflokke på vores vej. Der er sikkert ikke flere af dem, end der plejer at være, men forskellen er, at vi kan se dem nu, fordi markerne er helt hvide.  
Det er vandet også visse steder. Hvidt. Især omkring stenene, hvor det smøg sig omkring dem i en på én gang varm og isnende kold omfavnelse.

Vi kørte ud til det lille færgeleje til færgen til Orø. På vej derud mødte vi et færgetræk – på hele seks biler …
Som forventet var der isfrit, hvor færgen sejler, og derfor også, som forventet, masser, masser af fugle.

Det jeg på afstand troede var en stenmole, viste sig at være ænder i hobetal.
Der var svaner, både unge og ældre, der var et par enkelte ællinger, gudhjælpemig … hvor store er mon deres overlevelseschancer? De var ikke nyudklækkede, men stadig små, grå og pjusket-dunede.
Der var blishøns og store skalleslugere – og selvfølgelig de allestedsnærværende måger.

Fælles for dem alle var, at de frøs om næbbene. Det var ikke længe ad gangen, de havde dem fremme i den bidende kolde vind.
Hvis man klikker billede 2 større, kan man se, at de fleste gemmer deres næb.
Billedet herunder til højre kan ikke klikkes større, hvilket de andre med fordel kan – det er taget med zoomen helt ude i det gule advarselsområde og derfor ikke af den bedste kvalitet. Jeg skulle bare prale med, at jeg i stiv kuling og med frysende frihånd kan fotografere store skalleslugere, der næsten er nået helt til Orø  

Det var dæleme også rasende koldt. Jeg havde kun jeans på, for mine forede ‘jægerbukser’ befinder sig i Sverige. Jeg blev hurtigt fuldstændig stivfrossen, mens jeg stod på stenene og fotograferede fugle i den stive kuling, der gav en chillfaktor på ÷40°. Cirka. På vejen hjem lagde vi derfor ruten forbi Jan og Bo, som har en butik med udstyr til jægere og fiskere.
Jeg er ingen af delene, men det folk ved godt nok, hvad det drejer sig om, når man skal befinde sig ude i alskens vejr i længere tid ad gangen.

Undervejs kørte radioen; bl.a. med et indslag om, at drægtige søer skal have mere plads, mens de er drægtige. Så meget plads, at de kan vende sig! Jamen det er jo fantastisk, ikke? Til at oplyse os undrende og uvidende om, hvorfor dette er bedre for søerne – hvilket vi jo naturligvis ikke selv kan regne ud – var der traditionen tro indkaldt en ekspert.
Jeg havde nær tabt strikketøjet af grin, da han blev præsenteret:
“Ja, og har har vi så Xxx Yxxx, Teamleder for svin.” [Sic].
Jamen det sagde hun altså!

Nejnejnej, DR – det hedder det IKKE

For nogen tid siden brokkede jeg mig over, at folk tror, det hedder, at man gennemtrevler noget, når man går det igennem med en tættekam.
Det hedder gennemtrawler, gør det. Det andet er noget ulogisk vrøvl.

I aftes serverede DR1 en næsten endnu større bøf:

KOMMUNER OPTRAVLER SNYD

Det var ret uheldigt, DR. Man kan optrevle noget, men optravle er noget værre vrøvl … det er stadig tilladt at tænke lidt over logikken i det, man skriver i sine tekster.
Det tyder på omsiggribende sjuskeri i udtalen af vores sprog – når jeg siger optrevle, kan man sagtens høre, at det ikke skal staves med a – mener, at man tydeligt bør kunne høre forskel på, om man siger “hun begyndte at trevle det strikkede op” og “alle de travle ansatte i virksomhederne”.
DR havde ikke opdaget fejlen, da den næste udgave gik i luften.

Jeg kan bedre acceptere, at man får vrøvlet lidt rundt i det, når man taler. Det sker tit i kampens hede, og det har alle dage været umuligt at holde kæft med tilbagevirkende kraft. Desværre …
Men også kun vrøvle lidt rundt, som fx snuble over ordene eller komme til at bakke snagvendt. Når man hører, at tv-værterne ikke har styr på talemåder eller banale og helt gængse sprogregler, der burde sidde på rygmarven hos alle i det professionelle tv-miljø, så forbeholder jeg mig retten til fortsat at brokke mig.

For to minutter siden hørte jeg en radiospeaker sige “tvangsaktion” … her mener jeg også, at man tydeligt bør kunne høre det u, der manglede her. Lyder det ens, når I siger aktion og auktion? Nej, vel?

Hvad hjertet er fuldt af …

Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med, er der et gammelt ord, der siger.

Det kan der komme mange sjove situationer ud af – de er bare ikke nødvendigvis lige så sjove, når det er en selv, der løber over …
Hver mandag fra 13-15 går jeg til engelsk. Det foregår på arbejdspladsen, hvortil der kommer en lærer og underviser os. Gennem fire år har seks quinder udgjort det, der nu hedder Det Fast Sammentømrede Engelskhold, og hvor ingen andre skal så meget som forsøge på at mænge sig ind. Det ved de efterhånden også godt i HR … nu spørger de bare, om vi ønsker the same procedure as last year – og det gør vi selvfølgelig. Der er en forårs- og en efterårssæson, så vi i alt har 20 seancer á to timer på et kalenderår.
De seancer foregår med Andrew, som er skotte og en skøn, skøn fyr, der har lige præcis den helt rigtige britiske humor, når den er bedst. Vi har det alle syv umanerlig sjovt i timerne … havde det dog bare været sådan at gå i skole, så havde jeg været meget mere vidende, end tilfældet er, for vi lærer skam en hel masse, selv om vi har det vildt skægt.
Det gode ved den form for undervisning er, at den kan blive lige så firmamålrettet, som vi selv ønsker det, eller det kan være helt generelle ting, vi bliver belært om. Vi kan komme med problematiske oversættelser, eller vi kan få to timer med phrasal verbs eller nyttige idiomer. Vi eller Andrew kan medbringe en avis- eller magasinartikel og diskutere den. Vi kan faktisk lige så meget forskelligt, som vi orker.  
Fælles for det hele er som sagt, at vi er så sammenspiste, at det føles som totalt frikvarter, selv om vi er i skole. Vi har alle seks den samme funktion i firmaet, så vi forstår hinanden og betror os til hinanden, hvis arbejdslivet driller, fordi vi ved, det aldrig kommer videre uden for denne gruppe.

Og Andrew? Han elsker os! Hele bundtet, hvoraf de fem af os er gamle nok til at kunne være hans mor, men det er sagen underordnet i dette tilfælde. Og det er desværre ikke ensbetydende med, at Andrew er særlig ung … han bliver 40 i år. 
For fem år tilbage, hvor denne undervisning blev en mulighed, blev alle kandidater testet individuelt og opdelt i fem hold, der var bestemt af graden af beherskelse af det engelske sprog. Vi var nogen, der kom på A-holdet, men sæson 1 var med en lærer, ingen af os brød sig specielt meget om, og der forsvandt to fra holdet. Sæson to blev med Andrew og med os seks, der holder ved endnu.
Andrew omdøbte os ret hurtigt til sit The Dream Team, fordi vi var et pænt stykke forbi den almindelige grammatik og alt det der lidt mere banale, han var vant til at undervise i. I stedet kunne han – og ikke mindst vi – koncentrere os om finesserne og de finere nuancer i det engelske sprog.

I dag var første gang i denne sæson, og på et tidspunkt, efter en af mine notorisk skarpe iagttagelser (host, host), nævnte en af de søde damer, at de godt nok kommer til at savne mig fra og med næste sæson. Andrew så spørgende ud, for han kendte naturligvis ikke noget til min opsigelse, hvorfor vi brugte et par minutter på at snakke pensionering og hvad i alverden jeg dog ville få tiden til at gå med efter 15. maj. (Og JO: jeg kommer saftsusemig også til at savne jer!)
På et tidspunkt måtte vi tilbage til virkeligheden og oversættelsen, vi sad med. Det var tilfældigvis min tur, og jeg oversatte uden at blinke
” … Arrangøren sammenlignede altid vinderne med gode skuespillere … ” til
” … The organizer always compared the winners to golfplayers … ”

Jeg opdagede det ikke engang … men der sad seks mennesker og skreg af grin og spurgte, om jeg allerede mentalt var smuttet, og at de i øvrigt ikke var klar over, at jeg spillede golf. 
Øv altså …  Jeg prøvede at aflede med at forsvare hvorfor jeg sagde compare to og ikke with, men de lod sig desværre ikke distrahere … nederlaget var totalt.

G’dag … jeg vil gerne se på 10 liter kølvand

Ja, goddag … jeg ville gerne se på 10 liter kølvand.
S’gerne, frue … hvor stort et skib skal det stamme fra? Vi har tilbud på det fra Scandlines i øjeblikket.
Var det så endda annoncer fra et bådmagasin … men de ville nok på den anden side vide, hvad kølvand er.

Stærkt og direkte inspireret af Kamelryttersken (tak, Ragnhild!) satte jeg mig for at finde ud af, om vi danskere heller ikke kan kende forskel på kølvand og kølevand.
Det kan vi ikke … Fiduso har for længst kategoriseret kølevandet under kategorien Skrællemænd.

Der er temmelig stor forskel på kølevand og på kølvand.
Kølevand anvendes til at køle noget ned, fx motorer eller i forbindelse med processer, hvor der forekommer et overskud af varme, som skal afgives til omgivelserne.
Kølvand er det, man oplever som noget hvidt og skummende efter et skib i fart … efter skibets køl.

Der var 54700 hit på ”i kølevandet på”. Jeg måtte tvinge google til at undlade at lede efter ”i kølvandet på”, som de heldigvis er ganske klar over, det hedder.
Her følger nogle få af de mange hit.
Bemærk venligst, at jeg slet ikke har beskæftiget mig med blogge og lignende – kun med sider, hvorfra der med rette kan forventes en større grad af sproglig professionalisme, end tilfældet er.

Dansk Journalistforbunds hjemmeside; forfattet af chefredaktør Morten W. Langer: … Henvendelserne kom i kølevandet på, at DR var i gang med …
Jaja, så skal det jo også gå galt, hvis de ligefrem lærer det på Journalisthøjskolen.

Europaparlamentets informationsside: … En styrkelse af de nye demokratiske strukturer i kølevandet på det arabiske forår bør være en førsteprioritet …

Europaparlamentets informationsside: … medlemmerne af Parlamentets sundhedsudvalg drøftede spørgsmålet i kølevandet på den såkaldte PIP-skandale …

Alt fra Europaparlamentets informationsside er signeret ’Pressetjenesten’, hvorfor jeg må formode, at det er forfattet af journalister. Jeg håber så i det mindste, at det er den samme journalist, der har begået disse tre eksempler – plus de 12 andre, jeg fandt i samme medie, men der er ingen grund til at kede jer med dem alle.

Fra Litteratursiden.dk: … Vi følger familien i kølevandet på fødselsdagen …

DR: … En ting er selve spillet – en anden er alle de hjælpe-sites, forums, blogs og fansites der er opstået i kølevandet på World Of Warcraft …
Er det mon en rumfærge?

DR Deadline: … Men hvilke farer kan opstå i kølevandet på den danske oprustning? 
Ikke flere kolde krige, tak!

TV2 kan skam også være med: … Det sker i kølevandet på sagen om Surrends plakat af …

Kommunernes landsforening (forfattet af en pressekonsulent): … Det er ikke et nyt problem, som er opstået i kølevandet på strukturreformen …

JP: … og oplever uden tvivl en ø krise i kølevandet på de mindre kvoter.
(En avis. Fy!)
Vi taler måske torskekvoter? Det smager da lidt af fugl …

Kristeligt Dagblad: … den bl.a er kommet i kølevandet på 00èrnes forbrugsfest …
(Endnu en avis.)
I øvrigt hedder det ikke 00érnes. Det hedder heller ikke 00’erne. Det hedder enerne. Lige nu er vi i tierne.

Information: … I kølevandet på Klimakommissionens længe ventede anbefalinger …
(Det var så den tredje avis …)

Information. Igen. En anden journalist end lige før: … ideen om reelle forhandlinger i kølevandet på sommerens intensiverede kampe i Afghanistan …

Politiken: … der eksploderede i kølevandet på den russiske revolution i 1917.
(Fjerde avis …)
Lyder ikke specielt logisk, denne påstand, vel? Man har kølevand for at undgå eksplosioner!

Politiken igen: … I kølevandet på mordet …
Hede følelser? Passionsdrab?

Børsen: … afkobling af den danske eksport i kølevandet på krisen …
(Femte avis).

BT, artikel af Tina Tjørner: … Men ved et pressemøde med den svenske konge i kølevandet på bogens udgivelse ændrede alt sig …
(Sjette avis.)
Artiklens forfatter skriver det dårligste dansk, jeg endnu har oplevet hos en, jeg må antage er uddannet journalist. Komma foran ’at’ i infinitiv; ”at se frem ad”; ” har hun ikke kunne sove”. Ynkeligt.

Landbrugsavisen: … og er det næste mærkeskifte i kølevandet på John Deeres nye forhandlerstruktur …
(Syvende avis)
Måske det eneste medie, hvor man rent faktisk ikke kan forvente, at de har en pind forstand på noget, der har med det maritime liv at gøre.

Alle de nævnte aviser kunne levere en del hit. Berlingske havde ingen kølevandsfejl.

Familieudvikling.dk: … overdødelighed i kølevandet på skilsmisser …
Her var det måske en glimrende ide med det kølevand; især hvis skilsmissen skete pga. glohede diskussioner.

Fredericia bibliotek; forfattet af børnebibliotekaren: … Bianas hjemmeliv bliver kaotisk i kølevandet på forælderens skilsmisse …
Jeg ville ellers forvente, at en bibliotekar har styr på det danske sprog.

Fuglemad, tæppevask og tehætter

Hvad har fuglemad, tæppevask og tehætter med hinanden at gøre?
Ikke andet, end at jeg har beskæftiget mig med alle tre dele i dag … jeg havde taget det afskummede andefedt med hjem fra Sverige for at lave lidt guf til fuglene … ved dog egentlig ikke, om de vil spise det – om de er klar over, at de i givet fald bliver en slags kannibaler. Der er dog blandet lidt svinefedt i for konsistensens skyld, men alligevel … nu ligger det i fryseren, så må vi se i morgen, om det er noget, de vil sætte næbbene i.

Vi slæbte samtlige løse kludetæpper med hjem fra Sverige; især de to store var efterhånden blevet så ulækre, at det ikke var til at holde ud, men indtil vi i starten af december fik den nye vaskemaskine med en større tromle end den forrige, har jeg været nødt til at vaske de to store i badekarret. Har I nogen ide om, hvad et tykt bomuldstæppe på 1½ x 2 meter vejer i dryppende våd tilstand? Det er næsten umuligt at bakse med uden at erhverve sig en permanent rygskade, så de er til dato groft sagt kun skyllet op og blev af den grund ikke helt rene, selv om jeg selvfølgelig brugte sæbe.  
Men NU! ind i vaskemaskinen på programmet til særlig snavset tøj – 2 timer og 38 minutter tager det, men de var også slemme – og søreme, om ikke de også kunne være i tørretumbleren – det ville have taget tre måneder at tørre dem udenfor, vil jeg tro … og bedst af alt: de er så rene som nye.

Denne fine lille tekande, jeg købte i England, havde jeg ingen passende tehætte til, hvilket der kun var én løsning på: der måtte sys en, der passer. Jeg havde det helt perfekte stof, men stykket var langt og smalt, så det måtte have en syning, desværre, men sådan blev det. Det skulle bare være det stof, og jeg bilder mig ind, at det ses mindre efter quiltningen.

“Slightly imperfect” stod der på tekanden; altså hvad vi ville kalde 2. sortering. Jeg ledte og ledte efter den lille uperfekthed, men kunne ikke finde den, så ‘slightly’ passer udmærket.  Det er ikke knoppen på låget, som det kunne synes på billedet; hele serien havde asymmetriske rundinger på skåle, tallerkener m.m.
Det kan selvfølgelig så alligevel godt være det, der er fejlen … hmmm – men jeg tror det dog ikke.

Og ja: te staves te, ikke the! Det ord er engelsk og bruges til at betegne bestemt navneordsform. The teapot. Og hvis nogle af jer skulle påstå, at I lærte at skrive the i skolen, regner jeg med, at jeg vil kunne finde jer i en eller anden rekordbog, for denne staveform blev afskaffet i 1872!

Når basunengle spiller ‘Hot’, larmer det en del

I dag kom det årlige julebrev fra et vennepar. Jeg holder rigtig meget af dem, og alligevel får de dette indlæg med på vejen, for ih, hvor jeg ikke kunne lade være med at smile over en af sætningerne, som lød “… flyttede til varmere himmelstøj …”
Den får de altså at høre for, næste gang jeg ser dem … der er hele to fejl i deres himmelstrøg, så jeg køber ingen dårlige undskyldninger gående på trykfejl.
Heraf dagens overskrift – jeg kunne så tydeligt se for mig alle basunenglene “ha’ det hede hule hot hot”, mens de gi’r den hele armen i de høje himmelsale.

I England købte jeg en lille bog “Incredibly Silly Signs”, som indeholder ca. 130 eksempler på almindelig tankeløs- og/eller tåbelighed i forbindelse med skilteskrivning.
Den er ganske morsom, men jeg undrer mig over, at man i vore digitale tider ikke viser billeder af skiltene, men i stedet har skrevet dem i noget WordArt-lignende tekstformat.
Måske fordi det er dyrere at printe billeder?
Mange af dem er umiskendeligt amerikanske – oftest er oprindelseslandet angivet, men det er såmænd slet ikke nødvendigt … de kan simpelthen kun stamme derovre fra.
Andre er sandsynligvis uheldige oversættelser til engelsk.
Et eksempel på førstnævnte kunne godt være dette skilt på en klapvogn:
Warning: Remove child before folding

Denne var jeg helt færdig over:
Tattoos done while you wait
Jeg vil nok helst ikke vide, hvad tatovøren har af alternativer, hvis man ikke har tid til at vente.
”Okay så … jeg henter min arm igen ved 17-tiden …”

Jeg googlede sætningen og fandt – måske – originalen her.

A cold Bath

Det er nok efterhånden blevet til en tradition, at vi kører en tur til Bath, når jeg er herovre. Det er en dejlig by, som har det hele: skønhed, historie og masser af gode forretninger og andet godt.

Halvkoldt er det herovre (C synes det er helkoldt med ÷2-3° … hun er blevet meget engelsk), så vi lagde ud med en kop kaffe. Vi fik den serveret på første sal, hvorfra der var udsigt til den afbildede bygning. Bath er grundlagt af romerne, så vi undrede os lidt over denne græske inskription – er der en græskkyndig til stede? Hvad står der her?

Der blev juleshoppet lidt – jeg fik købt non-fiction books til begge børnene – var lidt imponeret over, hvor mange af slagsen de havde, som jeg vil tro sagtens kan fange A&As interesser.
På en hylde så jeg overskriften til højre. Lidt uheldigt, men det viser, hvor svært det er med de der apostroffer. Enten er der en for meget eller også er der en for lidt. Men at de ikke kan finde ud af det i en boghandel, er ikke helt i orden – og ekstra uheldigt er det, at det er på lærerens hylde.

I en anden forretning så jeg skiltet til venstre. Jeg er sikker på, at teenageren ikke kan se det morsomme i det, men det kunne både Charlotte og jeg … vi morede os kosteligt, men da ingen af os kender nogen, skiltet kan ramme, fik det lov at blive i butikken.

Lige som København havde sin koparade, havde Bath på et tidspunkt en løveparade, og bogløven er åbenbart blevet købt af denne boghandel. 
Klokken et på billedet står der en bog, der hedder A Street Through Time. På hver af dobbeltsiderne er den samme gade tegnet; historien starter for 12000 år siden og slutter i det 21. århundrede. Hver gades og dermed den pågældende tids karakteristika er skrevet med få, men velvalgte ord, som ikke er sværere, end Anna vil kunne læse dem. 
Tegningerne er sprængfyldt med tidstypiske detaljer, som man kan snakke med sine forældre om, hvis man bliver nysgerrig og vil have noget af det uddybet.
Jeg håber, Anna bliver glad for den, når hun får den i fødselsdagsgave til januar.
Aubrey får en, der handler om opfindelser – noget jeg er sikker på vil glæde hans unge, men videbegærlige sjæl.