Beduinen har slået lejr

Turen til Thurø gik problemfrit; FDM-campingpladsen blev fundet, lige som pladsen på den blev besluttet – efter nøje granskning af vind- og terrænforhold.
Det er heldigvis uden for sæsonen endnu, så der er masser af plads på pladsen. Der står en del vogne, der sandsynligvis kun bliver brugt i weekenderne. Hovedparten af gæsterne er folk på Johns og min alder, hvilket ikke ligefrem er en stor overraskelse.

Bortset fra det er der ikke meget at berette om dagen i dag, som mildt sagt har været aldeles begivenhedsløs.
I morges var jeg dog heeelt enormt glad for at være jobstoppet: meget tidligt i morges var der ved Solrød N væltet en lastbil, som formåede at sætte al trafik fuldstændig på standby. Strækninger, som normalt tager 3-5 minutter, tog i dag over to timer! Min søster skulle have været til et møde i Lyngby og spurgte mig i aftes, hvad tid jeg ville køre hjemmefra, hvis jeg skulle være i Lyngby kl 9.
Mine erfaringer kom så absolut ikke til at holde stik … da jeg op ad formiddagen sendte hende en medfølende SMS, sagde hun, at hun havde givet op efter to timer, hvor hun kun var nået til netop Solrød N; tredje afkørsel fra hvor hun startede …

Vi arriverede på Thurø ved tretiden uden at have været stødt ind i trafikale problemer og tog os god tid til at rigge vognen til og fordele mad og tøj på de dertil indrettede pladser.
“Stikket til strømforsyningen passer ikke!! Shit … det er garanteret et såkaldt EU-stik, der skal til … det vil jeg håbe, jeg kan købe nede i receptionen.” (Det kunne han).
“Hvor hulen skal den spildevandsdunk mon monteres?”
“Er du sikker på, at gassen er slået til nu?”
“AADDDRR – har du set det vand, der kommer ud af hanen? De forrige ejere har helt sikkert ikke rettet sig efter anvisningerne, da sæsonen var slut.”

Efter disse begyndervanskeligheder slappede vi af, nød det gode vejr og kiggede i turistbrochurer i en times tid, inden vi gik en tur til stranden.
Så lavede vi mad. Den spiste vi. 
Jeg skriver blogindlæg. John hører fodboldkamp.
Livet nydes. I morgen skal der helst ske lidt mere – planerne er i hvert fald lagt.

Kivik

Efter morgenmaden kørte vi en tur til Kivik, hvor der skulle være nogle idylliske huse ved havnen plus et stort mosteri med flere spændende butikker.
Vejen dertil gik forbi Vittskövle Slott, som med sine 100 værelser er Sveriges største.

Voldgraven havde også masser af plads … til titusindvis af haletudser. Aldrig har jeg set så mange haletudser forsamlet på ét sted – det var helt vildt.
Forsøgte at indfange mylderet, men det var ikke nemt pga. lysreflekserne i vandet. Prøv at klikke billedet større, så kan det måske fornemmes.

Jeg var fuldstændig betaget … er såmænd normalt ikke vild med skrubtudser, men det var fascinerende at se alle disse tudsebørn. Forestil jer sceneriet, når de myldrer op på land om ikke så længe.

Kivik var nuttet, men hurtigt overset – vi gik rundt i kvarteret omkring havnen og nød sommeren, miljøet og til sidst en frokost på røgeriet ved havnen.

Mosteriet fik vi ikke set så meget af, for jeg blev lige pludselig så træt som et helt alderdomshjem, men jeg fik lige hevet et par spændende ting med hjem fra butikken.
Ufiltreret æblesaft, som jeg er helt vild med; en æblesalsa og æblechutney med ingefær og citron.

Irriterende med den træthed, selv om John påstod, at der jo måtte komme en reaktion på et eller andet tidspunkt, og jeg havde ikke hvilet ordentligt siden jeg kom hjem onsdag eftermiddag – bortset fra nætterne, selvfølgelig.
Jeg sov hele vejen hjem til torpet og er nu fit for fight igen.

Apropos sove: vi sov i campingvognen natten til i dag. Nu skulle den afprøves. Vi har haft den i syv måneder og havde indtil nu ikke prøvet at sove i den – det er da for fjollet …

Vi sov glimrende … den vogn skal vi nok blive glade for at ture rundt med.

Det er højsommer. Simpelthen. 26° i starten af juni. Godt man ikke er på arbejdsmarkedet mere, men bare kan nyde sommeren, når den er her.

Dagens program: Frilandsmuseet

Hvis ikke Charlotte kommer en tur til Frilandsmuseet, når de er her om sommeren, er der noget helt forkert, så det måtte vi hellere sørge for, at hun kom. De har lovet regn i morgen; de kører videre torsdag, så det skulle være i dag.
Igen perfekt vejr – solen var ikke særlig meget fremme, men det var rigeligt varmt alligevel. Der var stort set ingen andre besøgende på hele museet … de 20 andre, der var, følte vi næsten vi kendte til sidst, for vi mødtes med jævne mellemrum.

Vi havde derfor ingen skrupler ved at tage to vogne, og det viste sig at være de eneste to, der var i brug mens vi var der. I starten var det sjovt at blive kørt; til slut var det sjovest at køre – de legede, at de var heste, sandsynligvis inspireret af de to bryggerheste, vi flere gange så spændt for en vogn med museumsgæster.

Børnene havde i anledning af ferien fået hver et lille digitalt kamera med plads til hele 14 billeder. Det går der rigtig meget tid med – også når man hurtigt løber tør for plads og skal beslutte, hvilke der skal slettes for at få plads til flere.

Har vi en botaniker et eller andet sted? Hvad hedder denne blomst? Bierne var vilde med den, og den duftede meget kraftigt.

Yndlingsstedet ved vandmøllen.

Vi havde forsynet os med nogle købe-sandwiches til frokost – det er lidt mindre ulækkert end en varm leverpostej-klapsammen.
Handmade Quality… vi blev enige om, at det må betyde, at de ikke er håndsmurte. Eller har I et bedre bud?

“De grå synger” kunne vi have haft købt i museumsbutikken – det er da god humor. Den havde jeg ikke set før – kendte kun “De små synger”.

Og nu vi er ved de gamle: Vejen hjem gik forbi kirkegården med mine forældres gravsted. Tim deltog ikke ved min fars begravelse dengang for et år siden og ville derfor gerne se gravstedet, mens de var her denne gang. Anna stilede direkte hen til det rigtige sted. Efter et år! Godt gået, min tøs.
Jeg må være lidt træt i dag: Mens jeg ventede på, at resten skulle komme, stod jeg og læste reglementet for besøgende og måtte læse dette to gange: Besøgende bedes lukke lågene efter sig.  LÅGENE???!!! Hvad har de dog gang i på denne kirkegård?
Nårhh – der stod lågerne …
Men stedet taget i betragtning, kunne vi ikke lade være med at grine af lige præcis den læsefejl.

Tivoli i hedebølge, men helt uden kødannelser

Det var simpelthen en perfekt dag at tage i Tivoli på. Vi var derinde klokken 12 og tog derfra klokken 17; med to halvtrætte, men lykkelige børn – og tre trekvarttrætte voksne …

Det var varmt, men vi holdt os mest i skyggen, så det føltes ikke slemt. Der var stadig mange turister, men der var ingen køer nogen som helst steder; med bådene som den eneste undtagelse, og alligevel tog det kun 10 minutter, inden de sad i bådene. Det var bare så fedt for alle at kunne gå direkte til forlystelserne – det kan godt tære en anelse på humøret at skulle vente ½ time i 30 graders varme på noget, der er overstået på mellem to og fem minutter.

Det er to år siden, vi sidst var i Tivoli, og selvfølgelig er der sket meget med børnene siden da – i dag var det allermest spændende Odinekspressen og rutsjebanen; med alt det andet på en delt andenplads. De helt vilde ting gemmer vi lige nogle år endnu. Tim blev helt dårlig bare ved at se nogle af de værste ting.
Vertigo, fx – den ser også ualmindelig styg ud …

Siden sidst er der også sket det smarte tiltag, at hvis børnene får to turpas-armbånd på, så er der frit valg mellem ledsagende voksendeltagere. Det er selvfølgelig ligegyldigt, når man er far, mor og to børn, men når man som i vores tilfælde er tre voksne, er det ret smart, at man hele tiden kan skifte mellem hvem, der nu måtte have lyst til at tage turen sammen med børnene.
Veteranbilerne var ungerne helt overbeviste om, at de selv styrede – de var så optagede af det, at de overhovedet ikke havde tid til at vinke. Det er skam seriøst arbejde at holde en bil på sporet!

Vi spiste på et piratskib! Det var simpelthen for sejt, var det. Også selv om de udleverede sørøverhatte viste sig at være en smule for store …
Vi gjorde dette for børnenes skyld, for menukortet så lidt kedeligt ud, men maden smagte langt, langt bedre, end vi troede. Den smagte faktisk rigtig godt.

Det med, at drenge vil have bøffer og fritter, mens pigerne foretrækker noget med noget salat eller grønt, starter i en ung alder, kunne vi konstatere i dag.

Forældrene tog en burger, som bestemt ikke ‘bare’ var en burger; mommer tog rejespyd med chilisalat til. De havde meget med chili på dette piratskib – ikke til børnene, selvfølgelig, men til voksenmaden, og hold nu op, hvor var det lækkert. Min tallerken var noget mere ‘salatfuld’, end billedet lader ane; det hele ligger bare under rejerne. Dyppelsen var dejlig chilistærk.

Denne tingest, man ser bag luftballonerne, kunne vi godt tænke os at prøve, men børnene måtte ikke komme op i den, så det bliver en anden gang.
Man må kunne se hele København og det halve af Sjælland deroppefra!

Nu slapper børnene af med legoleg; forældrene med hver sin bog og mommer med sin blog, mens vi venter på John, som nok er hjemme ved 20-tiden.

En dag på stranden og en aften på gården

Sommeren har i voldsom grad ramt det østlige Danmark, hvilket er meget heldigt, fordi det falder sammen med fire englænderes ankomst til dette subtropiske klima. De forlod et regnfuldt og halvkøligt Wiltshire og ankommer til tropenætter her i Danmark. Lidt sjovt, faktisk, for det er bestemt ikke sådan, det plejer at være; nærmest omvendt.

I aftes sad vi ude til meget sent – og havde det varmt. I dag spiste vi morgenmad på terrassen, helt efter planen; det midterste af dagen blev tilbragt på stranden, mens Tim var ude og kajakke med min søster.

Vi ankom forholdsvis tidligt (= inden frokost), så der var både til at finde en parkeringsplads og en plads i første parket til vandet. En time senere var alt optaget, og stranden lignede et fluepapir i stadiet lige før kassation. 

Strand er godt. Også i modlys … børnene var mere i vandet end i sandet.

Sidst på eftermiddagen samledes hele familien på gården – som har svømmepøl. På’en igen med vandpjaskeriet for dem, der synes sådanne beskæftigelser er vildt sjovt.

Daddy og mommer sad på første parket og nød sceneriet. Han hoppede dog i kort tid efter; hun kastede sig over kokkeriet. Forskellige præferencer …

Der blev tilberedt lidt mad – vi spiste naturligvis ude – det var da bare et totalt fantastisk vejr. Beklager billedkvaliteten, men sådan blev billederne altså i dag. Fordi lyset var for skarpt. Der var modlys. Det var slet ikke optimale lysforhold. Det var … i hvert fald ikke fotografen, der var noget galt med …

Nogle spillede kongespil – eller hvad det nu bliver kaldt, for det har vist mange navne. Nogen tabte og havde det rigtig dårligt med det. Ik’oss’, Christian? Tab og vind med samme sind, ved du nok … men jeg ved kun alt for godt, at det er svært at være skidesur, når man vinder!

Hjemme klokken 22 – med sultne børn. Er I sultne?? Igen??? Så sent? Jamen okay da – der har også været gang i dem stort set uafbrudt siden kl. 9 i morges … så skal man jo blive sulten ind imellem.

Nu sover de alle. Jeg sidder ved pc’en og skriver … prøver at blive ajour med dagens indlæg, men det når jeg nok ikke helt. Beklager, men der er andre prioriteter lige i øjeblikket.
I morgen skal vi i Tivoli.

Undskyld vi roder …

… men vi kom lige til at købe nogle flere havemøbler.
Vi skulle ellers bare have et lille bord og to magelige stole til drivhuset, men i butikken i Osted, hvor vi tog ud for at kigge, havde de et tilbud, vi ikke kunne modstå. Under halv pris … meget, meget fristende. Vi kiggede lidt på hinanden og blev enige om, at terrassemøblerne i Sverige trænger til at blive udskiftet. Altså købte vi bordet med seks stole til, som skal stå her på matriklen; så kommer det gamle firepersoners møblement til Sverige. En plantebænk røg der også med i købet.
De to lyse bænke med tilhørende bord (til venstre i billedet) ryger også med til Sverige. Det stod, hvor drivhuset nu står, og haven er for lille til at have dette møblement også. Der er heldigvis masser af plads i Sverige.

Vi er virkelig inde i en stime af god service. Havemøbelshoppen, som det hed, låner gratis trailere ud. Det var skønt; ellers skulle vi have kørt tre gange, tror jeg. Vi kunne også have fået det gratis leveret, men det ville først kunne blive i næste uge, hvilket vi naturligvis ikke havde lyst til at vente på.

Det gav lige lidt ekstra arbejde midt i heden – vi skulle have det monteret og bragt i orden i dag, for englænderne ankommer i aften ved spisetid. Lidt forsinkede – de er i bil og sad i kø ved Elbtunnellen i 1½ time. Jeg håber det har vist sig at være en god ide, at jeg forærede børnene en dvd-afspiller med to skærme, som de kan bruge i bilen.

 

Drivhus – nu med møbler. Bordet kan klappes helt sammen; kan stå som dette topersoners og kan yderligere klappes ud til et firepersoners bord.

Drivhus – nu med ny plantebænk, med chili og en enkelt tomat.

Overdækket terrasse – nu med god spiseplads til seks personer. Meget heldigt, når vi nu er seks de næste dage – og vejret bliver selvfølgelig godt nok til, at alle måltider skal indtages her og ikke indenfor.
Stolene har indstillelige ryglæn, som kan lægges så meget ned, at de nærmest bliver til liggestole – hvilket luksusdriverliv, vi kan føre …

Den første beboer er flyttet ind i drivhuset.

Drivhusæraen indledes

Vores drivhus var blevet leveret, da vi kom fra ferie, og selv om det har kriblet i Johns fingre for at komme i gang med det, har ryggen ikke rigtig tilladt det.
Det mente han, den gjorde i dag, hvis han bare tager det stille og roligt; i et tempo, ryggen hele tiden kan acceptere.
Med andre ord: han er ikke helt sig selv endnu, men klart bedre, og ingen af os er bekymrede mere.
Han pakkede soklen ud, tog konstruktionstegningen og … bandede.
Det er sandelig godt, at jeg har en mand, der selv kan regne sådan noget ud, for den tegning kunne ikke bruges til alverden – manglede li’som noget.

Efter at have kigget grundigt på sagerne mente han at vide hvordan den skulle grejes, og indtil videre ser det hele da ganske rigtigt ud. Vi har en lille have – meget lille. Når 9,9 m2 drivhus kan fylde så meget, så er den altså lille. Det er spændende, hvordan indtrykket bliver, når det står færdigt, men vi må bare prøve at få det til at se så indbydende ud som muligt, med et lille siddearrangement derinde og nogle rigtig pæne plantekasser – så skal det såmænd nok gå.

Engang imellem skal jeg lige ud og holde et eller andet for ham, men der blev tid til at køre på gården og plukke paradisæbler nok til det første hold æblegele, som nu står henne på komfuret og koger lystigt i den dertil indrettede saftkoger.
Der er helt vildt mange æbler på træet; det er der næsten hvert år, så det er bare med at udnytte det … ingen grund til købegele i vores familie – hver sæson laver Merete og jeg gele nok til at holde fem familier forsynet. Nogle bruger dog mere end andre …
Æblerne er så fint røde, at geleen helt naturligt får den flotteste farve, man kan tænke sig – det er ikke som med mintgeleen, hvor der måtte gribes til kunstige midler. Vi tager dem bevidst inden de bliver helt modne; så er der som regel pektin nok i frugterne til, at vi ikke engang behøver at bruge geleringsmiddel.

Midt i plukningen satte der sig en stor guldsmed på æblerne over mit hoved, og søreme om ikke billedet blev nogenlunde, selv om jeg måtte både zoome og hæve armene et pænt stykke over hovedet for at få den i kassen.

Er der nogen, der kan svare mig på, hvorfor man kan finde snegle på sådant et sted på et træ? Jeg har i hvert fald aldrig hørt, at snegle kan flyve, så den kan jo kun være kravlet op ad stammen og ud helt ud på spidsen af grenen for endelig at få plantet sig på dette blad, hvilket må have taget en evighed for en snegl. Er det helt almindeligt at se snegle i træer, eller hvad?

Heeelt hjemme

Olieplanten, tomater og chili er groet voldsomt; det ser dog ikke ud til, at min søster har kunnet plukke mange tomater til sig selv, mens hun har passet hytten og haven … men det har vel også været møgvejr herhjemme det meste af tiden, går jeg ud fra.
Hækken er desværre også groet voldsomt, og med Johns ryg … skal jeg virkelig ud og sætte liv og lemmer på spil med den elektriske hækklipper? Det bliver i givet fald en ny oplevelse – jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg aldrig nogensinde har prøvet at klippe en hæk, men det skal åbenbart snart være; haven er reduceret til halv størrelse på de tre uger …

I morgen skal jeg i Brugsen for at få fyldt køleskabet igen – de har søndagsåbent, hvad de altid har den sidste og første søndag i en måned. Jeg forstår ikke, hvorfor de vælger at åbne to søndage i træk for derefter at lukke to (eller tre i træk) – hvorfor ikke holde åbent hver anden søndag? Underligt …
Det bliver dejligt at skulle betale danske priser igen – Norge var godt nok dyrt at holde sig i live i, skulle jeg mene.

43 gode, norske kroner for en lille pakke økologisk solsikkebrød! Og så synes vi, at brød er dyrt i Danmark!
Kursen er så tæt på 100, at vi lader som om, at den er 100 – priserne kan derfor sammenlignes uden at man er i besiddelse af de store regneevner.
44 kroner for en pakke knækbrød er lige så vanvittigt. Det er glutenfrit, okay, men alligevel.

Jeg købte en pakke bacontern med 200 gram i. For 50 kroner og 80 øre!!! Jeg kunne ikke lige finde prisskiltet, da jeg hev pakken ned i kurven, så jeg opdagede det først, da jeg tjekkede kassebonen, fordi det supermarkedsbesøg nærmest havde kostet mig en halv månedsløn. Havde jeg vidst det, havde jeg nok fundet på noget andet end bacontern.

Man kunne købe halve og kvarte agurker. Jeg købte en hel og gav 14,90 for den. Det var til at overse, så hvorfor lige agurker skal sælges i kvarte, forstår jeg nok ikke … ville bedre kunne forstå, hvis de solgte baconterninger stykvis!
En pakke smør med 200 gram i kostede 36,60 kroner. Dér fik jeg også hjertestop. De har ikke engang fedtafgift i det land.
Kartofler: 39,90 for to kilo. Lokalt producerede oven i købet.
¼ liter madlavningsfløde (18 %, tror jeg det var): 18,90.
En pakke 2-minutters-kogetids-æggenudler: 37,20!
13,10 for en minimælk (som hedder ekstra letmælk i Norge).
36,50 for seks bananer.
Seks æg: 30 kroner – og jeg kunne blive ved. Det var dog ikke alting, der var så horribelt dyrt – det er selvfølgelig de værste eksempler, jeg har hængt ud her.

Éngangsgrillen kostede til gengæld kun 14,90 … det udlignede det jo en hel del … og de havde en stor Landmann-gasgrill på tilbud til 2500 kroner – en superlækker en, jeg har set til 6000 kroner herhjemme. Pokkers, at vi ikke kunne have den i camperen – vi står lige og mangler sådan en i Sverige, men vil ikke give så mange penge for en ‘fritidsgrill’.

Jeg kunne forstå på Ragnhild, at lønningerne er højere end i Danmark. Det er de sandelig også nødt til at være, hvis ikke Norge skal blive affolket i løbet af kort tid, fordi nordmændene dør af sult.

Måske er det derfor, de bruger sølekopper? Jeg kan overhovedet ikke gætte, hvad det betyder, men det lyder sjovt i en danskers ører. En skoletaske hedder en skolesekk. De er nu meget søde alligevel, de nordmænd.
Priserne skal i hvert fald ikke være en grund til, at vi ikke tager til Norge igen – og oven i købet, rent undtagelsesvis, den selvsamme tur pga. det vildt dårlige vejr denne gang.
Vi så kun tre danske biler på vores færd – danskerne har det med at mene, at det eneste saliggørende er at tage sydpå til en smeltende og (for mig) ulidelig varme; der er ikke mange, der så meget som overvejer at tage nordpå. Okay – der er ikke godtvejrsgaranti som der er syd for Alperne, men det bytter jeg gerne med for at undgå temperaturer over 30°. Det er sandt at sige heller ikke en børnevenlig ferie, vi har været på, men der er nok mere end fire par danskere, der ikke længere har børn med på ferie …

Tak for denne gang, Norge – vi vender tilbage på et tidspunkt. Hvis vi får råd … nu bliver vi jo snart pensionister.
Hvilket vi i øvrigt gerne ville have været i Norge: Ragnhild fortalte, at en norsk folkepensionist får 80 % af sin løn i folkepension! Det ville sandelig ikke have været tosset, hva’?

Billederne der aldrig blev taget; eller den var såååå stor!

Jeg har vel nok taget en lille million billeder, mens vi har holdt ferie, men der er en fire-fem stykker, der i høj grad mangler i samlingen.

Elgen.
Den store og meget flotte elg, der stod ved vejen og kiggede på os, mens vi nærmede os. Han var en rigtig flot fyr tyr, med et kæmpestort gevir – han var bestemt ikke nogen årsunge. John stoppede selvfølgelig camperen hurtigst muligt, men inden jeg fik tændt for kameraet, var elgtyren forsvundet ind i skoven igen. Vi holdt et stykke tid og ventede, men vores største og flotteste elg til dato havde desværre besluttet sig til ikke at vise sig for os mere.

Havørnen. Der er vist ikke meget mere at sige end øv, at vi ikke nåede at fange den i flugten. Men den var imponerende at skue.

1000 måger (cirka), der var ved at forsyne sig med en fiskestime. Vi kørte et stykke oppe og kunne nede i bugten se et cirkelrundt stykke vand på størrelse med en stor cirkusmanege, hvor det plaskede voldsomt fra. Der lå helt tydeligt en stime fisk lige i overfladen, som havfuglene nu legede det store tag-selv-bord med. Det er sådan noget, man ellers kun ser i naturprogrammer, hvor de har ligget i flere uger et eller andet sted og ventet på, at netop dette skulle ske.

Gulspurvene. Helt derude, hvor Terje Viken boede; midt i alt det grå og regnfulde, så jeg de guleste fugle, jeg nogensinde har set i naturen. De lyste op og var så smukke, at jeg kun kunne få det til at være gulspurve. Men jeg så dem på vej til toiletbygningen, og til det formål medbringer jeg normalt ikke mit kamera …

Hele sværme af musvåger. I dag på vej mod Ystad.
Flere steder høstede man byg og græsfrø eller havde lige gjort det. Det må gøre en masse mus hjemløse, for en del steder så vi flere musvåger på én gang; hvor der var flest, talte jeg 11 over den samme lille mark. Det er normalt ikke en flok- men en territorialfugl, så vi undrede os lidt; der må have været mus nok til alle.
Uden at kende det nøjagtige antal (jeg vidste jo ikke fra starten, at det ville have været en god ide at tælle dem), har vi vel set omkring 40 musvåger i dag.
Meget kan mit lille Lumix, men tage fugle i flugt, eller bare svævende højt til vejrs, kommer der altså ikke noget brugbart ud af – og hvor vi så den største musvågesværm, kunne vi ikke komme til at holde ind til siden.

Undskyldninger, undskyldninger, undskyldninger … I know …

Der må derfor billedkompenseres på anden vis. Det gyldne og bløde aftenlys, der fyldte vores stue og modtog os varmt i går. Det bliver jo tidligt mørkt hernede på de sydlige breddegrader …

Den blomstrende husløg – eller noget … jeg ved ikke hvad planten hedder, men blomsten er så fin.

Squashplanten, der allerede lægger an til at ville kunne forsyne en middelstor provinsby.

Urskovshumlen, der på 13 dage har nået at invadere terrassen og nu forsøger at kvæle havestolene. Jeg havde ellers været ude med macheten én gang, lige inden vi tog af sted, men det har på ingen måde standset junglens fremmarch.

Og John: Det var godt at sove i stolen. Han syntes godt nok, at det havde været underligt og han var vågnet mange gange i løbet af natten. Det tror jeg skam gerne, men han havde den mindst smertefulde nat siden faldet, så i den stol vil vi kunne finde ham ved nattetide, til vi kører hjem på lørdag. Det overraskede ham, at han slet ikke havde opdaget min blitzen, men han har tilgivet mig og søger ikke skilsmisse …
Tak igen for alle jeres varmende sympatitilkendegivelser – I er så søde alle sammen, at John er helt rørt. Han forstår vist efterhånden også lidt bedre, hvad det er, jeg synes er så skønt ved blogland

Hjemme igen – sådan cirka

Der kom vist lidt rigeligt meget drama over det her til sidst, men jeg ville beskrive det, som vi oplevede det og havde desværre ikke lige forudset, at jeg ikke ville kunne få internetforbindelse på de svenske campingpladser de næste par dage – det er de godt nok bedre til i Norge, må jeg sige. Selv på den sidste plads lidt syd for Härnösand, som var så dyr og så fornem, at jeg nærmest forventede at se en uniformeret vagt gøre honnør ved bommen, kunne de ikke tilbyde kunderne internet. Ikke godt nok, Sverige – sådan noget er altså et krav i dag … det håber jeg I snart finder ud af.

Vi kørte 911 km i går, onsdag – John kørte de 650 af dem – dæleme godt gjort af ham, men han sidder så absolut bedst og smertefriest i camperens forsæder, og så vil han faktisk helst selv køre – hvilket intet som helst har at gøre med Ellens chaufførevner, skulle jeg hilse og sige – det gik skam fint med at køre camperen! (Jeg vil helst ikke bakke med den uden at have rigelig plads omkring mig, men det blev heller ikke nødvendigt).

Det er blevet sommer! Tirsdagens frokost blev indtaget udenfor camperen, hvilket næsten er ferierekord. Og jeg blev selvfølgelig stukket af en myg, inden vi havde været der i to minutter! Møgdyr …
Til natten fik vi en hytte lidt syd for Härnösand, hvorfra vi fra terrassen kunne spytte ned i vandet, hvis vi ellers havde haft lyster i den retning. Solnedgangen var skøn – den nåede vi slet ikke at se, mens vi var i midnatssolområdet. Ehhh, altså – det ved jeg godt, at man ikke kan; se solnedgang altså … det er li’som derfor, det hedder midnatssol, men vi så slet ikke solen, ville jeg nok sige … og solen gik trods alt ned, selv deroppe hvor vi var, selv om det kun var for en kort stund; vi nåede ikke langt nok nordpå til at opleve, at solen forblev over horisonten.

 

Vi landede på ødegården klokken 20:15 og fik tømt vognen for det, vi skulle bruge til aftenen og til natten. Resten bliver i morgen, hvor nogen af os også skal gøre den ren. Og hvor nogen af os skal ud og køre med plænetraktoren. Dammit, men sådan er det.
Stakkels John kan ikke ret meget, og kan slet ikke noget, hvor han skal bukke sig, vride i overkroppen eller løfte noget. Han kan ikke engang vaske op! Han ‘snyder’ desværre ikke med vilje, så jeg får da prøvet lidt af, hvordan det ville være at klare sig alene. Det har min søde John naturligvis så dårlig samvittighed over, at jeg bruger ret meget krudt på at fortælle ham, at jeg hellere vil gøre tingene selv end se ham prøve at spille helt: “Lad nu være med det der! Jeg skal nok gøre det/hente det/samle det op! Altså!”
Han er ved at lære det – ting ta’r tid, og en forslået ryg ta’r desværre lang tid, har vi lært.

Natten til torsdag vil han prøve at sove i ‘mormorstolen’, som han satser på er velegnet til formålet. Det går så grueligt galt for ham hver nat; selv med de stærke, lægeordinerede tabletter indenbords, så lige siden den første rigtig slemme nat har han glædet sig til at afprøve stolen med de gode armlæn på ødegården.
Han var lidt spændt på, om han ville kunne falde i søvn, men jeg forsikrer jer, at det havde han ingen problemer med … 10 minutter efter, han var blevet anbragt og ‘puttet’, tog jeg et billede af ham, og han opdagede det overhovedet ikke, selv om der var blitz på. Muligvis vil han skilles, når han opdager, at jeg har offentliggjort et så intimt billede af ham, men det må jeg så leve med … jeg synes han så så sød ud, at jeg ikke kunne lade være.
Jeg sad tre meter fra ham og skrev indlægget her, jeg svarede på kommentarer, og John sov og sov og sov. Det er ham vel undt – jeg håber virkelig, at det har gavnet ham ikke at skulle ligge ned, men det kan jeg forhåbentlig fortælle om senere.

Overnatning på Saltfjellet

I nat skal vi sove i en hytte på Saltfjellet lidt nord for Polarcirklen. En rigtig norsk hytte med græs på taget.
John ligger ikke for godt i camperen; sengen er lidt for lille til ham, så han vil lige prøve af, om det kan bedre ryggen lidt, hvis han får en bedre seng at ligge i. Det går ganske udmærket med hans ryg i løbet af dagen, men om morgenen er den ikke for god, hvilket han derfor tilskriver sengen.
Denne fine hytte skal hermed afprøves – vi håber det hjælper lidt på tingenes tilstand.
Folk gloede en smule, da vi kom med en autocamper og lejede os ind i en hytte – heldigvis tror de, vi er dumme svenskere, fordi de ikke umiddelbart kan gennemskue, at bilen er lejet af nogle dumme danskere …

Internet er her desværre ikke i hytten – det er dog kun det andet overnatningssted, der ikke har haft det, og lige som sidst sagde de, at de arbejder på sagen, for de er ganske klar over, at det efterhånden er noget, langt de fleste kræver at have adgang til.
Jeg skulle dog være så velkommen til at sætte mig op i receptionsbygningen, hvor jeg kan få forbindelse til cyberspace. Det er fint nok – jeg kan få sendt min kladde af sted og måske kigget mig lidt omkring i blogland, hvor jeg af naturlige årsager ikke har været så meget rundt i den seneste tid.
Men jeg kan ikke sidde og spille Rumble i aften – med mindre jeg igen bruger min telefon som modem, som jeg var nødt til i går pga. den ret dårlige forbindelse, som hele tiden faldt ud – jeg var vist ret heldig overhovedet at få fyret indlægget af og svaret på et par mails.
Det er skrækkeligt, så bidt jeg så hurtigt blev af den lille, fjollede ordleg, som accepterer de underligste ord og nægter at godkende andre, som er gode nok. Tesi, fx – det er der da noget, der hedder … og flere andre, som jeg selvfølgelig ikke kan huske lige nu.

Den smukkeste del af norgesferien er slut nu. Vi fik det sidste af det ekstremt smukke i dag på vejen rundt fra Reipå, hvor vi overnattede, og mod Fauske øst for Bodø. Desværre var vejret (igen) mørkt og regnfuldt, så vi kunne ikke se meget andet, end at det må være ufattelig smukt i solskin. Vi er simpelthen nødt til at tage en del af denne tur igen i solskinsvejr. Der er bare lige det, at hvordan kan man vide nøjagtigt, hvornår man skal tage heropad? Man kan jo ikke sidde om morgenen og finde ud af, at det er godt vejr den dag og så lige smutte af sted – der er en pæn bid vej inden man er fremme.

Dette er broen over Saltstraumen, som skulle være den ‘stærkeste malstrøm i verden’ iflg. turistguiderne.
Her på Saltfjellet er vi et pænt stykke inde i landet – ret tæt på grænsen ind mod Sverige – vejret er blevet bedre og det er heller ikke længere pivkoldt.
Nu er jeg spændt på, om jeg til gengæld bliver ædt af myg, for dem har vi stort set ikke set eller mærket noget til hele vejen fra Trondheim og til nu, formentlig fordi vi har været helt ude ved kysten hele tiden.

Intet er så galt, at det ikke er godt for noget: der er tv i hytten, så John kan lige få det sidste af Tour de France med!

Godt man er født fisk …

Godt man er født i fiskenes tegn, for i dag har den i enhver henseende stået på vand.
Vand, vand, vand og vand. Over os, under os, ved siden af os og omkring os.
Det har regnet. Meget. Skyerne har ligget enormt lavt.
Alligevel vil jeg holde helt og aldeles fast i, at dette er en af de smukkeste ferier jeg har været på – John og jeg er enige om at prøve igen engang i bedre vejr. Vi oplevede det perfekteste vejr sidste gang vi var af sted højt mod nord … denne gang må nok siges rent vejrmæssigt at have bundrekord.
Det kan derfor kun blive bedre, og alligevel er vi som sagt dybt, dybt betagede og kan ikke takke Ragnhild nok for at have anbefalet os at tage denne tur, og vi kan kun give anbefalingen videre: GØR det. Tag riksvei 17 og nyd den hele vejen fra Steinkjer til Bodø. Det behøver bestemt ikke at være i en autocamper; der er masser, masser af overnatningsmuligheder på hele ruten, så om I tager bilen eller endog en cykel, vil I aldrig fortryde det.

Vandet i fjordene var i dag grønt. Jadegrønt, smaragdgrønt, irgrønt og sågar malakitgrønt. Vi spurgte os selv hvorfor det har denne meget specelle farve, selv i gråvejr, men vi fik ikke noget svar.
Overalt hvor vi kørte, var der større eller mindre vandfald ned af bjergsiderne, og da vi var ved at nærme os dagens mål, fik vi lige den yderste flig af Svartisen af se – Svartisen ligger omkring polarcirklen, og vi så en bræ, der er født af dette isplateau.

Jeg kunne vise 10000 billeder fra i dag, men for alle andre end os selv vil de nok synes forholdsvis ens, og i øvrigt har vi den dårligste internetforbindelse til dato – den falder hele tiden ud, så jeg er temmelig spændt på, om det overhovedet vil lykkes at få noget som helst ud i cyberspace.

Ringene i vandet er noget fiskeopdræt, vil jeg gætte på – det er i hvert fald ikke mig, der har smidt med sten!

Små idylliske steder var der med meget meget jævne mellemrum – og solen tittede frem en enkelt gang i løbet af dagen.

I morgen går turen til Bodø og derefter sætter vi næsen hjemover igen og tager os god tid til det – turen skal helst vare fire dage ad E6 og over Oslo, så der skulle gerne være plads til en afstikker eller to.

Jeg skulle hilse jer alle mange gange fra John og sige tusind tak for alle jeres sympatitilkendegivelser – de har både lunet og hjulpet.
Han er stadig ikke helt på toppen og er meget glad for, at Torghat-bjergbestigningen var overstået, da uheldet skete.
Han er dog ved godt mod og er temmelig sikker på, at der ikke er sket noget alvorligt, men han har lovet lige at kigge op til vores egen læge, når vi er hjemme igen.

Nu skal man ikke gøre en myg til en elefant …

Men det er sandelig og overhelehovedet heller ikke nødvendigt her i Norge – det klarer de helt selv. De er MEGAstore, myggene heroppe … en elefant ville løbe skrigende bort, hvis den skulle komme på tværs af en af disse nordnorske myg. Nogle få af dem ville kunne tappe mig for blod på forholdsvis kort tid, og jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget kløende gift, de kan få pumpet i mig på ingen tid, så jeg halvt vanvittig kradser mig til blods og dermed bliver tappet for de sidste dråber, der måtte være tilbage.
Godt jeg har investeret i litervis af antimyggemidler – plus en næsten tilsvarende mængde antiklømiddel. Jeg er dog ikke blevet stukket endnu.

Smukt er her stadig overalt – uanset vejret. Vi har kravlet af sted langs en af de allervestligste veje i Norge det meste af dagen … vej 771, hvis nogen skulle være interesseret. Gennemsnitshastigheden har vel været omkring 40 km/timen. Men smuk, smuk, smuk. Gentager jeg mig selv?

Vejret i dag har været temmelig halvmørkt og temmelig regnfuldt. Jeg troede, vi var i midnatssolens land? Men okay … det er i det mindste lyst det meste af døgnet; det er bare den sol, der helst ikke vil vise sig. Hvis jeg går i seng omkring klokken 23, behøver jeg ikke lys til at læse ved. Det er faktisk meget heldigt, for der er ingen lampe oppe på pigekammeret …
Her til aften er det endelig ved at klare en smule op, så vi er fulde af optimisme mht. dagen i morgen, hvor vi kører ud til Torghatten, som er et hul i en klippe – sikkert Norges mest fotograferede hul.

Vejrudsigten for i morgen ser aldeles glimrende ud – fuld sol i morgen eftermiddag. Måske ikke ligefrem hedebølge, men det er ganske underordnet, bare det ikke regner, når vi skal op og klatre for at finde hullet i klippevæggen.
Den dér labre brise blev jeg nødt til at slå op – det lyder forjættende, men betyder såmænd bare frisk brise på meteorologdansk.

Frokosten blev også i dag indtaget indendørs, men igen med udsigt til et nydeligt land- og søskab.
 

Pludselig begyndte vandet at blive turkisfarvet i stedet for blygråt, hvilket vi tog for at være et godt varsel.

Vel ankomne til en så lille campingplads, at den end ikke er nævnt i vores guide, sidder vi nu og slapper af efter dagens anstrengelser og hele to færgeoverfarter.
Det er turens billigste plads indtil nu, og udsigten er måske ikke noget at prale af, men vi får det hele for 200 kroner …  bad, internet, strøm og læ for labre luftninger. Det kan vist ikke gøres billigere, så vi kan lige så godt blive her i to nætter, hvilket betyder, at vi har hele dagen til torghatudflugten i morgen. Man skal jo passe på ikke at stresse, ikk’?
Det er altså ikke fordi, vi skal eller vil spare på overnatningspladserne, at jeg hele tiden skriver, hvad de koster; vi tager dem, som de kommer, uanset prisen – det er mere for at fortælle, at det ikke nødvendigvis er de dyre pladser, der er de bedste – snarere tværtimod …

Min yndlingstidsel – man ser dem overalt i grøftekanterne; nogle steder står de meget tæt og danner næsten en hel tidselskov. Er den ikke smuk?

Jeg føler mig lidt som Terje Vigen

I 7. klasse stod klassens geni og reciterede følelsesladet og professionelt hele Terje Vigen uden at kaste så meget som et eneste blik på teksten. Jeg var så imponeret over hans præstation, og samtidig så betaget af Henrik Ibsens fængslende digt, at jeg aldrig siden har glemt starten af det: “Der bode en underlig gråsprængt en, på den yderste, nøgne ø; han gjorde visst intet menneske mén. Hverken på land eller sjø”

Den dér med en underlig, gråsprængt én passer jo i og for sig meget godt på John, og jeg havde digtet i tankerne hele vejen ud til de yderste skær, hvor Aglen Camping ligger. Man praler med at have havørne herude … sådan en fætter ville vi meget gerne have ind på både nethinden og kameralinsen. Den opmærksomme læser vil se, at der er en havørn på velkomstskiltet på den røde bygning, men vi så desværre ingen.
Vi er virkelig langt ude. Og det regner. Meget. Det har det gjort hele dagen – feriens absolut dårligste vejr indtil nu. Det er så dystermørkt, at gps’en helst vil stå på natindstilling og vi er så langt ude, at her ikke er internetdækning. Sagde de i receptionen på tirsdagens plads – man kan jo så undre sig en anelse over, at de har en emailadresse … men lad det nu ligge. Den unge fyr sagde, at vi bare kunne komme igen til næste år, så vil der være dækning. 
Derfor kommer der to indlæg i dag– jeg må se at få fyret indlæggene af, mens jeg kan.

Vi var helt enige om, at turen bestemt er værd at gøre igen – i solskin. Der var usandsynligt smukt hele vejen derud, men vi kunne ikke få hele panoramaet med pga. de tunge og lavthængende skyer.

Overalt er der masser af lupiner i vejkanterne – billedet er taget ud af forruden og derfor ikke specielt godt. Ét sted havde de røde lupiner (godt nok i en have); den farve mindes jeg ikke at have set før – den var både smuk og speciel.

 

Vejen var så smal som på billedet her de sidste 30-35 km mod vest i forhold til Namsos – det var ikke de store hastigheder, der lod sig gøre her, men det gjorde ikke spor; så meget mere kunne den smukke natur nydes. Både med og uden regn.

Da vi havde fået en kopkaf, så det ud til at klare lidt op, så vi tog (for en sikkerheds skyld) regnjakkerne på og begav os af sted op mod en bakketop, der vender ud mod yderskærene og Norskehavet. Halvvejs oppe begyndte det at regne, men pokker ta’ os, om vi gad gå tilbage igen allerede, så vi stod strabadserne igennem. Billederne blev derfor ikke helt lige, hvad vi havde regnet med, og havørnen(e) gad bestemt heller ikke vise sig. Troede ikke, at sådan nogle tog sig af en smule regnvejr.
Hvornår det holdt op med at regne? Da vi kom tilbage til camperen, selvfølgelig …
Vi har ikke set ret mange tyskere på campingpladserne på vores vej heropad, hvilket har undret mig, for de er normalt fordelt overalt i Europa på denne tid af året, men nu ved jeg hvorfor: De er nemlig alle samlet her på Aglen camping. Der er, med to undtagelser (os og en svensker), udelukkende fiskende tyskere i pensionsalderen på denne campingplads.

Glomma – Norges største elv

I aftes så vi en nydelig solnedgang, og i morges vågnede vi op til det skønneste vejr og indtog derfor naturligvis morgenmaden i det fri. Skyggerne var endnu lange, men vi var også tidligt oppe …

 

Stort set hele dagen har vi kørt langs Norges største elv, Glomma. Eller Glåma, som der står nogle steder. Den er gånnok bred. Men selv om den er det, kan man tydeligt se, at der er meget strøm – vandet bevæger sig temmelig hurtigt.
På et udsigtssted stod der en stormflodssøjle – det er da helt vildt, så højt vandet har stået; højest i 1789 og næsthøjest så sent som i begyndelsen af juni 1995. Man kan lige ane stregerne på billedet til højre (ellers klik det større), og man kan måske også fornemme, hvor langt der er ned til elven – det ligner noget, der hedder 8-10 meter over det leje, den flyder i i dag.

 

Men nydeligt er her altså nu, hvor det hele opfører sig særdeles fredeligt … her er der leget lidt med panorama stitch.

Frokosten blev indtaget langs en eller anden lille biflod – eller bielv, hedder det vel her – til Glomma … tættere kunne vi ikke komme med camperen – billedet er taget ud gennem døren.

På et tidspunkt, efter vi havde passeret vandskellet (pludselig løb floder og elve den anden vej!), fik jeg et glimt af et meget smukt flodløb. Heldigvis var der en parkeringsplads kort efter, så vi gik tilbage for at kigge lidt nærmere på det – og det var selvfølgelig lige så smukt og skønt som forventet. Jeg kan simpelthen ikke blive træt af at kigge på vand – hverken havvand eller flodvand, der fosser af sted.

Vi – eller rettere John – gad ikke køre længere end til ved fire-tiden, så det blev Kvikne Camping 120 km stik syd for Trondheim. De ligger ikke vildt tæt, campingpladserne her omkring, og da der var 1½ times kørsel til den næste, blev det altså her, for når John ikke gider køre mere, diskuterer jeg det ikke med ham, fordi alternativet er, at jeg så kører i stedet for, og da jeg så afgjort helst vil være fri for det, får han helt suverænt lov til at bestemme over køre/hviletiderne her i foretagendet.
Vi er dog helt enige om, at denne campingplads må være en af Norges kedeligste – vi fatter ikke, at man gider være fastligger her – men den er okay for en nat, og internettet er gratis; i modsætning til i går, hvor jeg måtte slippe 60 kroner for 24 timers netadgang. Det kunne jeg lige så godt, for 1 time (ikke nok) kostede 20 kr og tre timer (nok) 40 kr. Men så kunne jeg lige så godt tage morgenen med for den sidste tyver.
Jeg har nemlig kvajet mig: Vores Net1-udbyder påstår jo, at de dækker overalt i DK, N og S, bare vi husker at tage modemet med os.
Da jeg ville tilslutte i går, virkede det ikke … jeg kiggede i manualen og kunne se, at jeg, for at kunne bruge Net1 som mobilt bredbånd, skulle have installeret et eller andet Axess-noget, som ligger på installations-cd’en til modemet.
Det er da også fint nok. Den cd ligger bare hjemme på ødegården … heldigvis har de fleste campingpladser trådløs netadgang i dag; selv denne, selv om der i campingguiden stod, at der ikke var mulighed for www.

Væksterne er anderledes heroppe, men mangfoldige og smukke. Alle disse er fra gåturen ned til fossen.

Vejret har været mest solrigt – en enkelt byge blev det til, men det var mens vi kørte. Her ved aftenstide ser det lidt dystert ud og der blæser en kold vind. Vi skal bestemt ikke sidde ude og spise – men hvad gør også det, når vi har en hyggelig camper?

Velkommen til Norge

Vi kom af sted lidt i ni i morges og satte kursen mod Jönköping, Mariestad, Karlstad, Arvika og Charlottenberg, som var sidste by i Sverige, hvor vi så masser af grænsehandelsbutikker – selv Tyskland kan vist dårligt være med her. Det bliver lidt spændende at se, hvad prisniveauet er i Norge, men uanset hvad, skal vi jo have mad – og vi har alligevel ikke tænkt os at gå ud og spise, men leve på bedste campingmaner; med enkel, men god mad. Jeg har ikke tænkt mig at stå en time eller mere i køkkenet for at producere et eller andet gastronomisk Michelinstjerne-værdigt.

Frokosten indtog vi lidt nord for Mariestad; lige der, hvor Götakanalen starter sin videre færd fra Vänern mod øst.
Jeg kunne ikke stå for den lille skeptiske, rødhårede pige med den flotte redningsvest …
Sluser var der selvfølgelig også – tre inden for en relativ kort afstand, så terrænet må stige pænt her.

Som omtalt i tidligere indlæg, elsker vi den svenske skov – når vi bor i den.
Når vi kører og kører og kører og ikke kan se andet end svensk skov, så langt øjet rækker (hvilket ikke er særlig langt), er det lige i overkanten, også selv om der er en sø eller en elv ind imellem til at bryde monotonien. Det er af samme årsag ikke de mange, potentielt præmievindende, pragtfulde billeder af de store vidder, der præger dagens indlæg, for vi har kørt og kørt og kørt. Lige nu handler det bare om at nå Steinkjer så hurtigt, som det kan lade sig gøre.

Natten bliver tilbragt tæt på en sø lige syd for Kongsvinger, og i morgen går turen nordpå mod Trondheim, som vi dog ikke når … det går ikke så hurtigt her i Norge, men pyt – vi har tiden for os. Endnu. Og på trods af mine ord lige før …

Dette billede er udelukkende til ære for Mia, som har ønsket sig at se interiørbilleder. Man ser halvdelen af spisestuen og det meste af soveværelset på første sal plus et kig til førerkabinen.

Camper hentet – tre dage for tidligt …

John har, lige siden vi bookede autocamperen, været meget skeptisk og mistroisk – han stolede simpelthen ikke på, at der virkelig stod en bil og ventede på os i dag: “Vi fik jo ikke nogen som helst papirer på den! Vi kan ikke bevise, at vi har den bil i den periode! Han har ikke en skid styr på tingene! Og så han ikke også temmelig suspekt ud?”
Ellen: ”Roooolig nu. Vi har kvittering på depositummet, og på den står der navn og adresse på udlejer. Han satte alle papirerne ind i en mappe med bilens nummer på. Jeg stoler på ham. Der er en autocamper til os, er jeg sikker på.”
John; med dyster mine: “For en gangs skyld håber jeg, at du har ret og jeg tager fejl.”

Da vi kom i dag for at hente bilen, var det ikke den ‘suspekte’, der var der, men en anden, som blev meget blank i ansigtet, da vi sagde, at vi skulle hente en autocamper.
”En husbil? I dag??? Er I sikre på det?”
“Ja …?”
”Det kan jeg ikke tro.”

Prøv at forestille jer Johns ansigtsudtryk – det lyste flere kilometer væk af HVAD SAGDE JEG?
Manden bad os følge med om til et kontor bagerst i forretningen. Han spurgte hvad det var for en af bilerne, vi havde lejet, og det fortalte vi ham. Nu begyndte jeg ærlig talt også at blive en smule nervøs, men tog mit pokerfjæs på. Manden tog en mappe frem, kiggede i den og spurgte, om vi hed Nielsen.
Det kunne vi svare bekræftende på, og min nervøsitet forsvandt som dug for solen.
“Jamen I har den altså først fra på mandag. Se selv; det står her: Fra 16. juli t.o.m. 30. juli.”
For hunde da … først dér ringede en klokke – det sagde han jo dengang, vi lejede autocamperen – at de altid lejede ud fra mandag til mandag.
Jeg blev en anelse ydmyg og stod og bandede – ikke kun helt for mig selv.
Manden smilte stort og sagde, at bilen faktisk ikke var lejet ud i denne uge og derfor stod omme bagved parat til brug. Vi kunne godt få den med os i dag; vi skulle så selvfølgelig bare også aflevere den om 14 dage og ikke mandag d. 30.
Vi var en smule lettede – vi slap for en ekstra tur til Ystad og for at skulle ringe til vores bosser og sige, at vi vist nok desværre alligevel ikke kom på arbejde d. 30. juli, men først d. 31.
Den var der altså, camperen; så Johns skepsis blev heldigvis gjort til skamme – der var styr på samtlige papirer; de eneste, der ikke havde styr på det hele, var faktisk dem, der lejede …

Den er da fin, ikke? Ellen skal sove på første sal over førerhuset, og meget (godt) kan man sige om autocampere, men det ligner bestemt ikke et soveværelse med høj rejsning, vel? … Det er fordi det er en gammel svend. 12 år er den, så det er sandsynligvis også derfor, at den er så billig i leje. 10000 svenske kroner for to uger med fri kilometer – så taler vi menneskepenge, hvor alle kan være med – det koster det pr. uge at leje noget tilsvarende i Danmark.
Pyt med, at den er halvgammel – så passer den bare så meget bedre til os; den er fin, den kører godt, og der er masser af plads til John og mig.

Vi nåede lige at få nærstuderet camperen og få læsset den med tøj og andre ikke letfordærvelige ting, da Inge og Hasse ankom sammen med Inges søde forældre, som var med heroppe for at holde weekend i Sverige.
Vi lærte forældrene at kende sidste år, hvor de var de skønneste og gæstfrieste værter efter vores Sort Sol-oplevelse, så da Inge skrev, at de alle fire havde tænkt sig at besøge os lørdag, blev vi i stedet enige om dette fredagskompromis, for vi ville for det første meget gerne se dem alle og dernæst gøre bare en lille smule gengæld for efterårets værtsskab. Inge og Hasse ved vi jo altid er dejlige at være sammen med, og det er længe siden sidst …  
Ferien blev følgelig med største glæde udsat godt og vel et halvt døgns tid, og vi har haft en rigtig dejlig aften alle seks. Tak til jer alle fire for den.

Det bliver tidligt op, pakke køleskab, toiletsager, os selv og så af sted – tror I lige vi glæder os?
Selv om vejrudsigten ser møghamrende elendig ud. Hvornår lærer jeg at lade være med at tjekke?

Velkommen skal du være – du var ventet med længsel

Det var en velkomsthilsen til vores ferie, som lige er ankommet.
Nu er det endelig nu. Ikke helt de sædvanlige tre uger, men næsten. John kunne/ville ikke holde ferie i dag, og så gad jeg ikke bruge en feriedag bare for at bruge den – det kniber i forvejen med det nødvendige antal feriedage for mit vedkommende.
I aften skal der derfor hygges, nydes og snakkes. I morgen formiddag skal der pakkes, hvorefter turen i første omgang går mod ødegården og fra på fredag mod Norge.
Jeg tjekkede vejrudsigten for Norge i næste uge.
Det skulle jeg aldrig have gjort – regn, regn og atter regn der, hvor vi agter os hen i første omgang; nemlig det yderste vest i form af Riksvei 17 fra Steinkjer til Bodø. På Lofoten derimod er det upåklageligt lige nu – måske skulle vi bare haste afsted nordpå?
Ih, hvor er det svært at vide, hvad der er det rigtige at gøre – det er så ulempen ved at være frie som fugle – man kan hele tiden ombestemme sig … men det giver ingen garantier for, at det derfor bliver bedre.

Nå. Det er i virkeligheden fuldstændig ligegyldigt. Vi har ferie, har vi, og glæden ved det er der intet i denne verden, der kan ødelægge.

Selvom Norge bestemt er smukkest i solskin – lige som så meget andet er det.
Vi bliver dog nok ikke nødsaget til at gøre sådan her:

Denne Storm P-opstilling virkede såmænd udmærket for 11 år siden … men denne gang har vi forhåbentlig en autocamper, så vi kan sidde lunt og godt i tørvejr.

Melder alt vel fra den lille landsby

Alt gik glat også denne gang – vejret er upåklageligt, men det er kun en stakket frist. Fra i morgen og en uge frem skulle det blive regnvejr. Bad timing …

Da jeg steg ud af bilen, faldt mit øje på den nye bænk, der stod foran køkkenvinduet.
”Det er vores nye zen-bænk!”, sagde Charlotte; “dvs. faktisk er det et kasseret, halvt højbed – den anden halvdel står på den anden side af huset. De gæster, vi havde i sidste uge, var meget imponerede over, at vi havde købt sådan en Zen-bænk, for de havde lige set dem til 950 pund. Jeg sagde, at de da sagtens kunne købe vores for 400 pund – langt under halv pris, men det ville de så alligevel ikke. Desværre”.
Det smilede vi en del over. 950 pund for sådan en bænk er vel lige i overkanten, mente vi.

Ellers ikke så meget at berette endnu – der bliver leget med legoklodser i stor stil … det var virkelig et hit med alle de forskellige basisklodser.
Charlotte blev glad for bl.a. Moderne Mama, en Dirch Passer-samling og Landmandsliv. Hun (og børnene) elsker de gamle, danske syngespil som denne, Frk. Nitouche og tilsvarende. De bliver sat på, når hun hun sidder og syr – ren honning for sjælen, siger hun. Man er dog aldrig nået til Morten Korch …

I morgen skal Tim og Charlotte til Ascot. Forhåbentlig ikke i øsende regnvejr … Jeg skal være barnepige – et job, jeg alt for sjældent får det privilegium at bestride. Vi skal have pandekager med mommers hjemmelavede jordbærsyltetøj på. Hamrende upædagogisk mad, men det må man godt denne ene gang.

Blogland – inspirationsland

Atter en gang må jeg konstatere, at blogland er en rig kilde til inspiration og ny viden.
Jeg har bl.a. lært at lave mælkebøttesirup, at finde og kende ramsløg, og nu senest at plukke hybenblomstblade, tørre dem og få dem til at give mig velduftende tøj i en tid fremover. Dette sidste med rosenduft er inspireret af Pia, som skrev om det for nylig.

Det er jo logisk nok at gøre det, især efter andre har plantet ideen i mit hoved … for hvor tit er vi ikke gået forbi blomstrende hybenbuske og er blevet næsten helt berusede af deres skønne duft?
Det var i sidste øjeblik, jeg var ude; der var ikke mange blomster tilbage, men jeg fik, hvad jeg skulle bruge – uden egentlig helt at vide, hvor mange jeg skulle bruge, men jeg satser på, at jeg har vurderet mængden korrekt.

Turen gik forbi vores diminutive sø, hvor det er længe siden, jeg sidst har været, hvilket gav mig en passende lejlighed til at tjekke, om blishønsene har det godt.
Det havde de, og det havde deres kyllinger heldigvis også, men det er sandelig pligtopfyldende og årvågne mødre, de blishøns: På afstand så jeg tre hold med kyllinger, men selv om jeg gjorde alt for at virke helt usynlig og snige mig på bedste indianermaner ned mod bredden, kunne jeg ikke narre dem. Hønsene kom fluks med deres advarselsbip, hvorfor jeg kun nåede at få et par fotos eller tre i kassen, hvor man bare kunne ane nogle blisfamilier. Der var kun en enkelt lille kylling, der måtte have en hel del ekstra høje og vrede bip, inden den var villig til at søge dækning inde i sivene.
Man kan lige se det for sig: “Årh moar altså – jeg skal bare lige …”

Nu er rosenbladene lagt fladt ud og anbragt mørkt i et skab.
Jeg vil bevæge mig op efter den store kuffert og se, om jeg kan have alt, hvad jeg skal have i den. Det er med at få pakket i aften, for jeg skal ud af døren klokken 05:30 i morgen.

Men hvad gør det, når jeg skal til England? Jeg vil kunne være fremme ved destinationen klokken 12 GMT – det er såmænd forholdsvis hurtigt; især når man tænker på al den ventetid, der er. I ren transporttid er der kun lige knapt 3½ time.

Solnedgange er smukke hele året

I forgårs, da jeg skulle til at gøre mig klar til at gå i seng, så jeg et underligt lysskær i badeværelsesvinduet, som vender mod nord.
Jeg skal derfor hoppe op i badekarret og næsten læne mig helt ud ad vinduet for at finde solnedsgangsretningen – men det lader sig lige akkurat gøre på denne årstid. Om vinteren er det ikke muligt fra dette rum at se solen gå ned.

Sikke en himmel. Jeg droppede midlertidigt alt om at børste tænder, men listede ned igen efter kameraet, gik ud og op i bakkerne, hvilket ikke er et ideelt sted, for der er en masse træer i vejen – hvad jeg normalt ikke er ked af, men ved solnedgangstide kunne de nu godt dukke sig lidt. Jeg vurderede, at hvis jeg tog bilen og kørte efter synet, ville solen være gået for meget ned, inden jeg nåede til stedet.

Så det blev bare til dette her.

Nu vil jeg rigge grill til og forberede lidt salat til den marinerede lammuculotte, som bliver serveret med helt nyopgravede kartofler til … dvs. de bliver selvfølglig kogt først … men findes der så noget, der er ret meget bedre? De skal bare koge 10 minutter, så er de klar.
Maden bliver lækker, men vi vil nok ikke kunne sidde ude og spise her til aften med dagens vejr: 15°, ingen sol og en lidt mere end let brise. Brrrr.

En stilledag

Sjældent har jeg da foretaget mig så lidt som i dag, men sådan må det godt være ind imellem, ikke?
Havde sat mig for, at det andet estiske sjal skulle strikkes færdigt i dag, så jeg kan tage det med til Sverige i weekenden og blokke det.
Det er lige blevet færdigt.
Har overvejet en bolero til Anna – sådan en må kunne blive færdig, inden jeg rejser derover d. 20. juni. Nu skal jeg kun sove 15 gange til … ih, hvor jeg savner dem alle sammen. Hvis det hele skulle passe sammen, kunne det kun blive hen over Skt. Hans, så årets længste dag må John fejre alene i år. Dvs. – det gør han så ikke; han tager til Sverige med sin lillebror den weekend, så jeg har egentlig ikke dårlig samvittighed – er sikker på, at de to nok skal finde ud af at hygge sig.

Har bagt morgenbrød, hvilket er flere år siden sidst, for det er ikke verdens sundeste morgenbrød. Det er til gengæld noget af det bedste, men uha, det er hvidt. Durum- og almindeligt hvedemel. Totalt politisk ukorrekt, men hvad pokker … der skal være plads til det hele. Det meste kommer i fryseren, for det er beregnet til, når sverigeshuset indtages til den årligt tilbagevendende weekend og bliver til das Dreimädchenhaus i den første weekend i juli, mens John kører Roskildefestival.

Har lige talt med Charlotte. Tim har bygget en lille båd sammen med A & A – den skulle naturligvis prøves af omgående. Han nyder at have tid til børnene igen efter alt Titanic-halløjet – og Charlotte nyder at have tid til at sy på sit Ascot-outfit. Det årlige Royal Ascot finder sted dagen efter min ankomst, så jeg får lov til at være barnepige denne gang, hvilket i sagens natur ikke står særlig tit på.
Det er skolernes midterm, så den står på ferie hele denne uge. De er så småt på vej til Tims moster og onkel, som hvert år på denne tid lejer det samme store hus med plads til hele familien. Det ligger ved den engelske kanal, så nogen satser på, at de modige skal ud og bade. Vi er ret sikre på, at ungerne holder sig til vandet i badekarret med de temperaturer, de kan præstere i England for tiden.

Esrum Kloster og Veddelev havn

Jeg har i et stykke tid haft en ide om, at Esrum Kloster kunne være interessant at se, og da vejret tilsyneladende artede sig nogenlunde vel i formiddags, bortset fra lidt blæsevejr, kørte vi mod Nordsjælland.

Og johhh … jahhh … skal vi ikke bare sige, at nu har vi set Esrum Kloster? Entreafgiften vælger vi at opfatte som velgørenhedsbidrag. Der er et stykke vej endnu – men okay: de er trods alt på vej.

Klosterhaven indeholdt en samling af lægeurter – for en gangs skyld ikke kun med navnet på planten, men også med den angivelige virkning. Det var ret interessant at gå og studere lidt. Hvad der gav det en ekstra dimension, var at der, udover hvad man engang (måske endda også i dag?) troede det virkede mod, også stod, hvad den reelle effekt er. Nemlig ingen som helst. Så meget for ‘lægeurter’ … men troen kan som bekendt flytte bjerge.
Der var ikke den ting, man ikke kunne bruge urter til: Fremme blødninger (menstruation), hæmme eller helt standse blødninger. Fremme den erotiske lyst eller hæmme den erotiske lyst (nok meget praktisk, hvis man er munk). Men på alle, ligegyldigt hvad man havde troet: “I dag: Ingen dokumenteret effekt”.

Nogle bud på formålet med denne tingest? De lodrette striber øverst var noget skarpt jern, og i nogle af de mange riller var der isat små, skarpe sten – der har nok været sten i alle sprækkerne i fordums tider.
Noget til at rive med? Grusstier, måske?

I gamle voldgrav så vi en blishønemor med sine kyllinger – det var nyt for mig, at de søde små er meget røde og lidt gule i hovederne, men hvor var de dog nuser.

Esrum var hurtigt overstået; der var derfor plads til en meget smuk omvej over Frederiksværk. Vi kunne se på fjorden, at der var fuld power på surferne, så vi kørte ned til Veddelev havn for at kigge lidt på dem.

Jeg kunne slet ikke indfange de surfere, der var i fuld fart, så jeg nøjedes med at lege lidt med panorering tæt ved molen, de stod ud fra.

Og sådan kan der gå en blæsende, men alligevel dejlig sommersøndag – nu vil jeg gå ud og starte et glas rødvin og en grillkylling op.

Det lykkelige liv

I aftes skulle vi have multe, og da jeg så i opskriften, at den helst skulle grilles, riggede John risten til, som Steen har lavet til os. Bålet var alligevel i gang, så det var oplagt at udnytte gløderne. Det er en superprofessionelt lavet grillrist, som kan drejes og hæves og sænkes – vi er meget glade for den og føler os så dejligt ‘autentiske’, når vi bruger den.
I aften kommer den marinerede mørbrad på, mens nogle forkogte bagekartofler bliver pakket ind i tyk folie og lagt i gløderne.
Det er på rigtig grønspættemaner, dette her – og hamrende hyggeligt.

Lørdag aftens måltid blev indtaget på terrassen: grillede multefileter, som, lige inden de blev smidt på risten, blev smurt med en blanding af paprika, knust hvidløg og olie; serveret med en fyldt, bagt bøftomat, cremet agurkesalat og brød – samt en herlig chardonnay.
Et dejligt måltid. Ekstra skønt, fordi vi indtog det ude midt i naturen … følte vi, for vi sad jo på terrassen. Inden længe var der ikke mere plads i vores maver, mens der til gengæld kom ild i mexikanerens, og vi hørte småfuglene synge deres aftensange og skovsneppen flyve rundt på damejagt med sit meget karakteristiske kald.
I sådanne stunder er man næsten lykkelig.
Sverige vandt melodi grand prixet – det har de sgu også fortjent, når de kan levere sådanne ideelle forhold til os.

I dag stod den på træskærearbejde, men knapt var vi begyndt, før Johns søster og svoger med samt et vennepar af deres kiggede ind. De holdt også pinse i Sverige og ville lige vise vennerne ødegården, nu de var i nærheden. De fik en rundtur; vi fik alle en kop kaffe og en sludder, og så var det i gang igen med savearbejdet. Fem minutter efter kom naboen … han ville dog ikke sludre, men arbejde – havde traktor og spil med plus sin store sav: nu skulle stubben lægges ned, og de store stammer, der lå neden for stendiget, skulle trækkes op, så vi nemmere kan komme til at arbejde med dem.
Hold op, det er altså skønt, at han gider – det ville have været meget besværligt for os at arbejde med træet, hvor det lå.

Hvor mange kubikmeter brænde bliver der ud af dette? Det har jeg ret svært ved at vurdere … og der ligger en hel del mere rundt omkring i bunker. Mit gæt er godt 10 m³ i alt. Det er meget træ. Rigtig meget. Som skal saves, kløves og på plads.
Derudover er der et stort birketræ nede bagved, som vil dø af sig selv inden for de næste 5-6 år – det skal også lægges ned, men det kan vente et par år. Plus klyngen af fem halvdøde asketræer, som anes øverst til højre i billedet.
Én ting er stensikker: Vi vil have brænde nok til at varme hele hytten op resten af vores dage her på stedet – også selv om vi vil være her meget mere fra næste sommer.

Pinselørdag i Sverige

Vejret er varmt, men mest skyet – hvilket dog er helt i orden med mig, for jeg er slet ikke god til det med sol mere.
Nøj, hvor var mine planter tørstige, og vi havde bare været væk i fem dage – det bliver lidt spændende, om de kan holde til mosten heroppe.
Temperaturen havde svinget mellem ÷0,2° og 29,7° på de fem døgn – det har været hård kost for nye planter. 
Mens vi var ved morgenmaden, spurgte John, om ikke jeg snart mangler noget garn … jeg var en anelse uforstående, for han ryster overbærende på hovedet af mig, når jeg køber nyt garn – han synes jeg har tonsvis i forvejen. Hvad der heller ikke er helt ved siden af …
Han spurgte selvfølgelig også kun, fordi det var hans måde at sige på, at han godt kunne tænke sig at komme en tur til Kristianstad. Det passede mig fint – ikke så meget for garnets skyld, men jeg kunne godt tænke mig at se på et nyt overskab til badeværelset.

Det fik vi ikke … der var kun tre at vælge imellem, og de lignede det gamle for meget.
Men jeg skal lige love for, at der var liv på Stortorget i Kristianstad – jeg har aldrig set så mange mennesker i den by på én gang. Der var en kilometerlang kø ved den danske pølsevogn; den er meget populær dernede.

John købte en ny skjorte; jeg fik mig et par skønne sandaler og 2,4 kilometer flødefarvet lace-garn (= 300 gram) – der skulle gerne være nok til et meget stort kniplingssjal. Strikket kniplingssjal, altså. Garnet er 70 % babyalpacca og 30 % silke og er blødt, blødt, blødt. Normalt koster sådan noget en bondegård, men det var på tilbud i Helylle. Et rigtig godt tilbud faktisk; 230 SEK – det er virkelig billigt for den kvalitet garn.

Da vi kom hjem, cyklede jeg en lille tur. Dorte Hummelshøj har efterlyst en svensk idyl i højformat som forside til den engelske udgave af Anna Märklins familiekrønike. Jeg fik forskellige ‘skud’ – jeg skal nok sende et udvalg, Dorte; der kommer sikkert flere motiver i løbet af pinsen.

Min søster har lige sms’et til mig: jeg kan få alpacauld, hvis jeg selv vil forarbejde det.
Det vil jeg ikke … det er okay at spinde det, men jeg gider simpelthen ikke karte uld, så jeg sagde i første omgang nejtak, men jeg kom til at tænke på, om jeg skal sige jatak alligevel? Er der nogen af jer, der er til sådan noget? Jeg ville såmænd gerne selv, men det der med kartningen … nej ellers tak, desværre.
Opdatering efter Hannes kommentar: Jeg beder ikke om hjælp til kartning – jeg spørger, om der er nogen af jer derude, der vil have noget alpaccauld?

Så må der grilles!

Ni svinemørbrad for 300 kroner. Det er vist i orden. De er bestemt ikke økologiske til den pris, men jeg er heller ikke altid frelst …
Otte er smidt i fryseren; en kommer med til Sverige og skal, efter en gang god marinering, på grillen på søndag – og så kunne man måske godt finde på at trække den Pomerol op, som chefen sponserede forleden dag … det er jo pinse.

Den ligeledes sponserede chardonnay bliver ofret til Skagenfood-middagen, der som sædvanlig også ser lækker ud, og som jeg tilbereder i morgen.

Det kan kun blive en god pinse – vejret tegner til at blive upåklageligt; også i Sverige – vi skal, sammen med Inge og Hasse på mandag, en tur i Skånes Dyrepark, efterfulgt af en frokost … vi skal i det hele taget bare have det godt i de næste tre dage, skal vi.

Det skal I forhåbentlig også – god pinse til jer alle sammen.

Måske ikke lige det rette tidpunkt til alpacatørklæder

Pyhhhh, det er varmt – lige så varmt som på den varmeste sommerdag. Vi har 34° på terrassen, og der er ikke engang direkte sol. Det er for varmt til på nogen måde at være aktiv – måske fordi det kom så pludseligt. Vi gik fra 7° til 24° fra torsdag til søndag i sidste uge, og nu er det endnu varmere. Hvad jeg specielt bemærkede i vejrudsigten i aftes var, at i Nordeuropa er der meget varmere end nede ved Spaniens sydkyst.
Det er en brat overgang fra varme til kulde; sådan nogen som mig skal lige vænnes til varmen … og med risiko for at blive lynchet, er jeg altså nødt til at indrømme, at jeg trives bedst, når det er omkring et parogtyve grader i skyggen. Min lange køretur hjem fra arbejdet er IKKE sjov, fordi bilen ikke har aircondition.

Min hjernekapacitet er med andre ord ikke til dybttænkende bloggeri i dag, hvorfor jeg vil nøjes med at udstille noget blokkeri; nemlig det super-superbløde tørklæde, jeg lige har strikket til Charlotte af det super-superbløde, håndlavede babyalpacca-, silke- og merinogarn fra Uruguay, jeg investerede i i påsken i England.

Det blev halvstort – ca. 60 x 180 cm, men det vejer kun 84 gram og kan knuges sammen til næsten ingenting; kan derfor næsten gå ind under kategorien ‘wedding ring shawl’, fordi det er så spinkelt, at det kan trækkes gennem en vielsesring. Igen: der findes ikke meget, der er blødere end dette, og jeg glæder mig til at give det til Charlotte.

Det er en anelse lysere grønt end billederne viser, men ikke meget. Knuderne eller knopperne i mønstret er vist meget karakteristiske for estisk strik, da det går igen i næsten alle mønstrene i bogen ‘Estonian Lace’, som jeg nu er i gang med det tredje tørklæde/sjal fra.
Man strikker syv masker i én maske og strikker dem sammen igen på næste pind. Der står i opskriften, at man skal strikke de syv masker “extremely loosely”, hvilket skal tages så bogstaveligt, at det tog mig lang tid at finde ud af præcis, hvor løst det er nødvendigt at strikke dem. Hvis man laver en af løkkerne den mindste smule for stram, kan man ikke få alle syv masker strikket sammen på den næste pind. Oj, hvor jeg bandede undervejs i læringsprocessen.
Men nu har jeg fundet fidusen, og de ser ud, som de skal. Næsten alle sammen.

Man ved det er sommervejr, når …

Man ved det er sommervejr, når man, i stedet for at søge hen, hvor der er læ og sol, søger skygge og vind, fordi der er for varmt i solen.

Dette er ingen klage; absolut ikke, men fra 7° i torsdags til 20° kl. 11 om formiddagen i dag er der et pænt stykke, og når man går og arbejder, er det simpelthen for varmt i solen. Jeg går nede ved åen og tager toppen af træerne, vi lagde ned for 14 dage siden, og som naboen ellers bare ville lade gå op i røg. Som nonchalant svensker gider han ikke røre ved ved noget, der er mindre end 10-12 cm i diameter.
Det kan jeg ikke nænne at lade gå til spilde, og skal det gå op i røg, skal det være i vores brændeovn, ikke som affaldstræ.

Sådanne ‘pinde’ som disse skal der slæbes omkring en snes stykker hjem af i dag – der vil være brænde til en hel måned, inden jeg er færdig med at rydde op efter naboen.

Det gamle, fortærskede ord om, at dette giver varmen to gange, passer ikke. Det giver varmen tre gange: Der skal skæres de yderste grene af og ‘pindene’ skal slæbes hjem. Derefter skal de skæres og nogle af dem flækkes, inden de endelig kan komme i brændeovnen og give varmen tredje gang.

Der vil gå meget vand til i dag, men vejret fås ikke bedre. Typisk, når vi skal hjem i eftermiddag/aften – hold op, hvor får jeg lyst til at pjække i morgen. Godt man har en disciplineret mand …

(Sendt fra Johns pc).

Plantetid

NU skulle det være. Sidste weekend var vi ikke hjemme; næste weekend er meget lang og vil for vores vedkommende foregå i Sverige, så skal der blomster i alle krukkerne og chilierne have større potter, var det i dag. Det var ikke i går, for da var det oktober med kulde og storm, og man tilplanter ikke krukker i oktober midt i en efterårsstorm.

Alting er et par uger bagefter i forhold til sidste år. Æbletræerne er først lige sprunget ud, og jeg kan se i mit billedarkiv, at det var de den 28. april 2011.
I dag er det flot, solrigt og mildt. På planteskolen har jeg aldrig set så mange mennesker på én gang før. Vi var der kl. 10 og fik en af de sidste parkeringspladser – og der er ellers rigtig mange af dem! Da vi kørte igen lidt i 11, holdt folk i kø for at få en plads.

Chilierne og tomaterne er ikke vokset specielt meget i minidrivhuset, men nu har de fleste af dem fået de anbefalede 10-liters potter og en varm sydmur at læne sig op ad, så størrelsen kommer forhåbentlig. Jeg kan sagtens se denne væg for mig fuldstændig dækket af tomater, chilier og et enkelt citrontræ. Eller var det appelsiner, Pia?

Denne lyslilla ting hedder en silkehale og stammer fra Australien. Den skulle kunne overvintre inden døre, så den får en chance. Det lignede en blød pilegæsling.

Jeg ikke købt for helt den samme formue, som jeg plejer, da jeg som bekendt har en hulens bunke rød torskemund – der var nok til halvdelen af krukkerne … flere end halvdelen, faktisk, men nok er nok. Der skal også være andet end rød torskemund i haven i år.

Grotesk meget vand

I aftes var vi i Nordsjælland hos Bodil. På min vej dertil fra arbejdet så jeg, at de fleste landmænd havde fået høsten i hus, hvilket jeg tror, de er meget glade for, for der stod vand stort set overalt på stubmarkerne.
Disse heste har fået ny drikkevandsforsyning…

Sølle 2 mm skilte denne sommer fra at blive den vådeste i meteorologisk tid; kun overgået af 1980. Jeg husker en sommer – eller rettere et efterår – hvor det sidste korn på gården blev høstet 2. oktober. Det var rekord og kunne sikkert godt have været i 1980, men jeg vil ikke vædde med nogen om det. Jeg ved, at far skrev sådan noget ned i sine dagbøger, så jeg ville kunne finde ud af det, men det er egentlig lige meget.

I nærheden af mit hjem er det ikke kun på stubmarkerne, der står vand. Det varer lige lidt, inden denne mark bliver høstet… sådan har vandet stået i over tre uger lige her.

Man skal ikke fornægte den globale opvarmning, men det kan næppe have været den, der var i spil for 31 år siden – vejret har sine små udsving; det har det altid haft, så man bør nok ikke blindt hæfte alle vejrets unoder og dårligdomme op på, at det er vores egen skyld. Men vi fremskynder måske processen.
Jeg synes dog, at regnen falder voldsommere nu, end den gjorde før, hvor jeg ikke kan mindes at have hørt så meget om skybrud, som vi har gjort i sommeren, vi netop i går sagde farvel til.
Denne første efterårsdag har til gengæld været upåklagelig, hvor jeg har færdedes. Tør vi vove at håbe på en rigtig god september? Måske en Indian Summer, selv om definitionen på en sådan ikke er helt entydig.