Jeg rejser altid let … næsten altid …

Jeg praler af at være i stand til at rejse let; behøver kun min specialdesignede håndbagagetaske, når jeg er væk en uge eller derunder – siger meget arrogant, at jeg ikke gider vente på min kuffert i lufthavnen … det er bare direkte videre mod slutdestinationen.

Hvad hjælper alt dette praleri, når jeg køber gaver, der i volumen kunne fylde et mindre flyttelæs?
Jeg har altid gaver med til børnene, men oftest har de kunnet være i min håndbagage. Det kan de ikke denne gang.
Der er købt Lego i løs vægt i store mængder. Med løs vægt mener jeg basispakker med klodser i alle størrelser og med tag- og vindue/dørklodser.
Ungerne elsker at få legopakker, hvor de skal samle efter en instruktion, men de bruger heldigvis også virkelig meget tid på bare at bygge efter fantasien, hvilket både deres forældre og bedsteforældre klapper begejstret i deres hænder over – at lade fantasien få frit løb til at bygge huse og sætte dem ind i forskellige scenarier, er så supergod en måde at lege på, at den må supporteres i videst muligt omfang. De løber alt for hurtigt tør for byggematerialer, og når forældrene har været så tankeløse at få begge deres børn umiddelbart efter jul, må der halvårsgaver til i stedet.
Derudover er der indkøbt og/eller produceret forskellige overraskelser til både Charlotte og de små, men dem nævner vi ikke her – det ville lige som spolere overraskelsen …   
Jeg må derfor denne gang på loftet efter den store kuffert, så alle pakkerne kan være der.
Der bliver slet ikke plads til tøj, er jeg sikker på, så jeg bliver nødt til at købe en hel masse i England.
Nej, hvor er det dog ærgerligt  

Lige så dejligt vejret var i går, lige så koldt og gråt har det været i dag, så det blev Le Mans-kiggeri frem til kl. 15. Nu bedres vejret, så vi kan grille igen i aften, og måske endda sidde ude og nyde maden.

I aften vil jeg forsøge at huske på den røgtrædims til grillen inden kødet er 80 % færdigt. Med andre ord: vi ved stadig ikke, hvordan effekten er på vores grillede kød …

Udlængsel

Det er tarveligt at sende fristende emails, der dumper lige ned i ens virtuelle postkasse.
I morges ankom der en fra CheckPointTravel, der forsøgte at overbevise mig om, at 22 dage i et motorhome i New Zealand ville være alle tiders.

Jamen jeg er da fuldstændig enig!
Det står tårnhøjt på vores ønskeseddel, men helt billigt er det desværre ikke. Og alligevel kan man ikke kalde mellem 14000 og 17000 pr. næse for dyrt, selv om det selvfølgelig er mange penge. For de godt 30000 for et par får man flyveturen, 2 nætter på hotel i Auckland og et motorhome i 22 dage. Man må kunne gøre sådan en tur for max 60000 kr. – jeg aner intet om leveomkostningerne dernede.
Næsten fire ugers ferie hos vores antipoder. Hold fast, det gad jeg godt – det er lige før, jeg også gad leve af vandgrød i et år for det.
Og dog … narj. Det er vist alligevel for sure 11 måneder for at bruge en enkelt i drømmeland – og her tænker jeg altså ikke på det at sove.

Samme CPT havde en lidt pudsig – ret selvmodsigende – formulering i en annonce for ferie i Thailand.
Den gik på, at alle vi turister som bekendt ønsker os steder hen, hvor der ingen turister er … alene det er jo lidt selvmodsigende, men annonceteksten lød således:

Luksusbadeferie i Khanom Kundernes favorit | 4-stjernet luksus | Ukendt paradis

Hvordan kan noget ukendt være kundernes favorit? Det kan de da ikke vide noget om?

Nå, pyt. Nu tager vi lidt forskud på New Zealands glæder ved at tage 14 dage i motorhome i Norge og Sverige. Det er så helt afgjort bedre end ingenting og koster ikke helt så meget.
Og se da lige, hvor vi hyggede os i Nordnorge for tre år siden. Der var højt til himlen, og det er en skøn, skøn ferieform – er vi i hvert fald en del, der synes, men vi har naturligvis ikke alle samme smag.

Planer og projekter

Allerede inden jeg er af sted på den ene tur til England, er det tid at bestille den næste igen. Det skulle gerne være en ‘gratis’ flyvetur, da vi har tænkt os at brænde vores bonuspoint af i påsken, hvor SAS af en eller anden mærkelig grund har skruet priserne en tand opad.
‘Gratis’, fordi vi ikke slipper for at betale skatter og lufthavnsafgifter, som beløber sig til 493 kroner pr. billet. Det kan man vel næsten få en lavprisbillet for, men ikke til London Heathrow – og heller ikke i påskeugen.
Det var noget af et cirkus og tog mig en halv formiddag … jeg har før bestilt bonusbilletter til os begge på én gang, hvilket bl.a. sikrer, at vi kommer med samme fly. Den måde kan man så ikke bestille billetter på mere, og Johns password til SAS var glemt for længst. Brugernavnet også for den sags skyld, så de måtte fornys, hhv. oplyses via en formular.
Den seance var jeg selv igennem i går … nu har jeg gemt alle oplysningerne, for det var da noget værre rod.
Heldigvis fik jeg under bookningen oplyst, hvor mange sæder der var tilbage på de valgte afgange, så jeg krydsede fingre for, at vi kom med samme fly både ud og hjem, hvis jeg var hurtig nok med ind- og udlogningerne.
Det gjorde vi.
Så skulle der bestilles Railair-busbilletter til Reading, hvorfra vi skal videre med toget, hvilket der også skulle bestilles til – altsammen med forskellige brugernavne og passwords, men nu har jeg lært at gemme dem allesammen godt, for det er da umuligt at huske alt det. Jeg troede ellers, at jeg kunne. Øv. Det må være alderen.
Togbilletterne blev atter på første klasse. Det er simpelthen så fedt at rejse på den måde, og det koster kun £ 4,50 ekstra pr. billet pr. vej, når man er i så god tid som jeg er her. Faktisk sparede jeg i alt £ 80 ved ikke at købe billetterne på stationen, når vi står og skal bruge dem … det er da også en slags penge.
Påskeferien er hermed på plads, og for en gangs skyld skal John med derover – han har nemlig en opgave denne gang: han skal lægge lys ind i Annas dukkehus. Det findes ikke i engelske dukkehuse, men man kan købe det i løs vægt, så at sige, her i Danmark, og selv installere det.

Resten af dagen vil gå med at blogge lidt, glæde mig over, at det nu er holdt op med at sne, med langt om længe at sy min Swirl sammen og med at kæmpe med at få strikket de sidste få centimeter af ærmerne på den norskinspirerede sweater, så jeg kan komme i gang med at bruge det skønne, skønne garn, jeg har købt af Lavendel. Det er umuligt at få de rigtige farver frem gennem mit kamera, men tro mig; det er lige præcis de søblå/grønne farver, jeg bare er totalt vild med. Lone var så letsindig at vise et billede af et nøgle på sin blog, og jeg var solgt. Det var garnet heldigvis ikke, fandt jeg ud af, da jeg skrev til hende, så nu er det mit.

På sweateren er begge ærmer strikket på én gang og jeg skal derfor også sy og klippe dem op, men hvor er det dejligt ikke at mangle at strikke endnu et ærme, når man er færdig med det første.
Jeg har snart prøvet mange gange at klippe i et strikketøj, men jeg undgår nok aldrig den ekstra hjertebanken, der følger med saksens gang gennem det strikkede, selv om jeg efterhånden er overbevist om, at det fungerer helt fint …

Og hvad skal jeg så strikke af det blågrønne garn?
Jeg skal strikke denne Windswept. Jeg kan meget tydeligt se mig wrappe mig i dette smukke sjal. Hvad siger du, Lavendel? Er det ikke en god plan?

Nå. Det er så ikke holdt helt op med at sne – men solen skinner … bare de har ryddet vejene til i morgen, så går det vel endda.