Som vist fortalt tidligere et par gange eller syv, er gården nu langt om længe afryddet og afhændet.
Det er der naturligvis kommet lidt forskelligt ud af, ikke kun til os tre søstre, men også til vores afkom.*)
Det er længe siden, vi delte møblerne og de øvrige ting mellem os og ‘til Svalerne’ eller ‘til bålet’, men vi ville ikke fjerne møblerne, før gården var solgt; rummene skulle ikke stå og se forladte, triste og forsømte ud.
Da vi endelig kunne tømme alt, efter salget blev en realitet, blev vi endnu mere glade for, at vi havde ladet det hele stå … jeg tænker her på mærker på tæpper og vægge.
Det var lidt svært … på den ene side ville vi måske gerne have kunnet tage mere med os, men på den anden side har vi hver vores komplette hjem, hvor man ikke bare uhæmmet kan stuve flere ting ind – ting, som oven i købet kommer til at skrige til himlen af bar’ stilforvirring.
Pudsigt nok var næste generation helt vilde med visse af tingene, der har stået på gården ‘altid’, og som vi tre søstre absolut ingen lyst havde til at tage med os; mange af dem anskaffelser fra tresserne og halvfjerdserne, og som vi synes er temmelig grimme, for at sige det pænt, men som vores børn synes er trendy og ‘smart’ at have stående. Selv de rustfri serveringsfade gik som varmt brød.
Amagerhylden oppe til højre blev min. Den passer fint ind i både farver og miljø i svenskerstuen, synes jeg.
Ligeledes det gamle vægskab og endog rørstolene, som boede i mine forældres vinterhave. Jeg valgte dem, fordi jeg forestiller mig, at vi til næste år får udvidet terrassen, således at vi kan overdække noget af den, men indtil videre står de i stuen.
Da vi skulle hænge vægskabet op, målte John med vaterpas, hvilket undrede mig, for hvis vi hænger noget op i vater, ser det skævt ud. Der er ikke to rette vinkler i dette hus; alting skal hænges op, så det ser lige ud i forhold til alt andet og ikke objektivt lige.
Ikke desto mindre påstod John, at “lige her er der ikke skævt!”
Jeg sagde ikke noget, men da skabet efter visse besværligheder endelig kom op og hænge, så det så pilskævt ud, at man blev helt svimmel af at kigge på det …
Ned med sig igen og nu blev der målt efter øjemål (Ellens nærmest ufejlbarlige, husker I nok).
Det skulle hæves seks mm i den ene side for at se ud, som om det hænger lodret, hvilket måske ikke lyder af noget særligt, men I skulle bare have set forskellen, det gjorde!
De to søm har også en forklaring – og nu er jeg igen nødt til at hænge min søde mand ud – min John, som kan bygge og/eller samle de mest utrolige ting … men han kunne åbenbart ikke måle afstanden mellem de to ophæng på skabet. Jeg havde fået skabet på plads i min side, men vi kunne simpelthen ikke få den anden sides beslag ind over sømmet. Da jeg antydede, at der måske var målt forkert, blev John lettere irriteret: “Okay. Ned med skabet. Du kan jo selv måle efter. 43,8 cm skal der være mellem sømmene.”
Det var der også. Der var bare kun 43,0 cm mellem midten af hullerne i beslagene …
Jeg sagde ikke noget … men det holdt hårdt at lade være med at grine.
Væggen er af så hårde egeplanker, at han opgav at få det første søm ud (de er meget lange), men bankede det i stedet helt i.
*) I bemærkede forhåbentlig lige dette? Det hedder nemlig ikke kun … men også. Og det hedder både … og.
Det hedder IKKE både … men også, som det åbenbart er blevet meget moderne at sige – også blandt professionelle sprogbrugere.
Underligt, at man slet ikke kan høre, hvor ulogisk både … men også lyder.
Vi har lige hentet de oldgamle plantekrukker på gården – de var fyldt med bundfrossen jord, da vi ville tage dem i weekenden, så vi kunne ikke have dem med i bilen. 
Om stukkatøren ikke havde lyst til at modellere den samme tre gange, eller det var en ordre fra bygherren, ved jeg ikke … jeg holder mest af den i midten.
