I dag har vi fældet omkring 200 grantræer

For små to år siden nedlagde den instans, vi kalder ‘Skoven’, som er ensbetydende med den svenske stat, endelig de fleste af træerne lige syd for vores grund. Vi er begyndt at kalde det for Skoven, fordi statsskovvæsenet har ændret navn nogle gange. Lige nu hedder det vist Sveaskog, men det er nemmere at sige Skoven … så er vi fri for at huske på, hvad de kalder det for tiden …
Træerne syd for huset var blevet alt for høje og tog solen fra en stor del af haven og hele terrassen meget af eftermiddagen. Allerede i 2004 syntes vi, at skoven efterhånden var rykket lige tæt nok på, hvorfor vi fik en repræsentant for instansen til at love at fjerne dem, men d. 8. januar 2005 kom Gudrun lige en tur på tværs og bevirkede, at Skoven fik andet at tænke på end hr. og fru Nielsen de næste mange år.

Gudrun lagde ufatteligt mange træer ned – men selvfølgelig kun et par stykker af dem, vi gerne så lagt ned … naturens kræfter er ikke til at forhandle med.
På flyvepladsen Byholma ved søen Bolmen lagde man træ i mange, lange og brede baner, da man ryddede op efter Gudrun. Vandstanden i den kæmpestore sø faldt en meter, fordi man pumpede vand op til at holde træet vådt.
Vi kørte op for at se det i 2006 – det var totalt surrealistisk at se alle de træstammer samlet på ét sted.
Nå, det var lige et sidespring …

Billedet herover viser hvordan der ser ud nu ved vores torp, 1½ år efter, at alle grantræerne er borte. Tilbage står nogle fyr og birk – og ikke mindst i hundredevis af små grantræer, der nu har fået lys nok til at skyde i vejret med rekordfart.
De skulle væk, inden de bliver for store, med samt alle de andre småbirke og ahorntræer og hvad der ellers har set lyset.
Vi vil så gerne have fri passage til det flotte stendige, som kan anes på billedet – sine steder er det lige så højt som John og jeg.

Vi tog også et par større graner og nogle birk, således at kun de største træer står tilbage nu.
Vi gjorde ikke noget ulovligt, selv om det er statens område – manden med den store skovmaskine sagde, at nu kunne vi sådan set bare gøre med området, hvad vi ville, for de ville ikke komme igen de næste 20-30 år, og han kunne da godt forstå, at vi ville blotlægge det smukke stendige. Flink skovfyr.

På en Gudrun-fældet gran kunne jeg ikke stå for den fascinerende mikro-mosverden. ‘Pinden’ nede til venstre er en trejdedel af en vissen fyrrenål, så vi er virkelig nede i småtingsafdelingen.

Den lovede bh-sokke-transformering kommer til at vente til i morgen. Eller en anden dag …

Skræpperne skræpper op nu

Undskyld. Den var ret dårlig. Men jeg kunne ikke dy mig.
Skræpperne ses nu skyde op overalt. De er ikke flottest før om et kort stykke tid, men det var i går, jeg havde mulighed for at fotografere dem.

Jeg ser sjældent gule anemoner, men på gårsdagens tur så vi dem over det hele. Er det egnsbestemt, hvor man finder dem? Og de blå? Jeg tror aldrig jeg har set en blå anemone i virkeligheden.

Et bagagerumsmarked rendte vi også ind i.
Sådan et kan jeg simpelthen ikke køre forbi – må absolut ind og kigge.
Her erhvervede jeg mig nogle ret pæne kobberting til køkkenet i Sverige. Gedigent gørtler-håndarbejde, som efter sigende skulle være betaling for en ydelse, gørtleren ikke havde kontanter til. Jeg var nu en anelse skeptisk … den historie hører man jo hver gang, nogen vil gøre en ting interessant og lidt mere værd. Men tykt, lækkert kobberarbejde var det ikke desto mindre, så jeg synes, jeg gjorde et godt køb.
Jeg fandt også seks pæne og uskadte A3-rammer, som jeg fik for en halvtredser. Når man tænker på, hvad rammer ellers koster, og på den mængde rammer, jeg skal bruge om et års tid, følte jeg mig ret heldig – specielt fordi de var pæne og uskadte.

På gårsdagens tur måtte vi lige standse ved Det Store Hul, som nogle vistnok kalder Faxe Kalkbrud.

Det er virkelig stort – det lille i Karlstrup fra i går blegner fuldstændig ved siden af dette, som man slet ikke kan få med på ét billede uden at tage panoramastitch-funktionen i brug. Hvad jeg derfor gjorde.

Noget, de to kalkgrave har til fælles – ehh, udover kalken, naturligvis … er farven på vandet. Den er jeg af en eller anden grund meget betaget af, men blå og turkise farver har altid hørt til blandt mine yndlinge.

Det var en oplevelses- og billedrig dag i går.

Jeg har lige stået på Elverhøj

For 185 år siden bestilte Kong Frederik VI et skuespil i anledning af sin datters bryllup.
Det blev til Elverhøj af Johan Ludvig Heiberg. Skuespillet er blevet Danmarks nationalskuespil og kan stadig kan trække folk i teatret.

Den ‘rigtige’ Elverhøj ligger på Stevns, hvilket ikke er så underligt, da stykket handler om klinte- eller elverkongen netop på denne sjællandske landsdel. Først hed den Ellehøj, men om den blev omdøbt i anledning af skuespillet eller allerede var blevet det inden, skal jeg ikke kunne sige.

Cheerleaders-begrebet er åbenbart også kommet til Stevns … se blot klokken 13 i billedet … den stynede pil (poppel?) ser da meget begejstret ud, ikke?

Egentlig er det jo bare nogle bronzealdermennesker, der møjsommeligt har skrabet en masse jord sammen til en gravhøj, men her på det meget flade Stevns kan man se vældig langt omkring, hvis man bare kommer få meter op i højden.
Kan I nok fornemme …

Grunden til dagens tur var, at jeg skullle ned og have en ny forsyning ramsløg, så jeg har til først Lene og dernæst til Ditte og Peter i næste weekend, men vi fik os en længere tur ud af det rundt på Stevns – bl.a. til Øster Egede Kirke og Jomfruens Egede, hvor Prinsesse Alexandra giftede sig ud af prinsessetitlen og i stedet blev grevinde.

Jeg kan godt forstå, at det hedder noget med ‘Egede’ – vi faldt for en meget, meget smuk og meget, meget gammel eg, der, skønt den trods alt ikke har set Elverhøj blive til, sandsynligvis allerede var stor og gammel, da Jomfruens Egede blev opført i 1300-tallet, og tilmed kan have hilst på vikingerne. Hvis Kongeegen ved Jægerspris er mellem 1500 og 2000 år gammel, kunne denne så ikke godt se ud til at være en yngre og smuk 1000-årig model?
Jeg kunne desværre ikke finde noget om den på nettet, så hvis nogen ved noget om den, vil jeg meget gerne også vide det.

Jeg fik ramsløg til Boel og alle børnene, som min fars familie plejede at sige, når der var mere end rigeligt af et eller andet spiseligt.
Der er produceret en hel del pesto, som jeg har givet en smule atamon og hældt på glas – jeg synes nemlig ikke, at ramsløgpesto er specielt fryseegnet; smagen ændres en del, så nu forsøger jeg mig med denne metode. Det pesto, man køber i supermarkederne, er jo heller ikke frosset, så det kan altså lade sig gøre at opbevare det uden at fryse det ned.
Desuden har jeg et par store poser med skyllede ramsløg i køleskabet, for bladene holder sig fint i små 14 dage.

Karlstrup Kalkgrav

Der er slet ingen grund til at tage ned til Côte d’Azur for at se en fantastisk blågrøn ‘vandfarve’.
Karlstrup Kalkgrav kan gøre det.
Tænk engang: det ligger syv km fra vores hjem, og i dag var første gang jeg var der. Pinligt, men sandt, og en positiv overraskelse var det oven i købet. Man arrangerer nattergaleture dertil, hvilket vi har lovet os selv at deltage i, når vi nu snart har tid nok.
John kendte stedet fra dengang, han havde med adfærdsvanskelige børn at gøre; man kan nemlig med en smule tålmodighed grave fossiler ud af kridtsiderne (og man må gerne … bliver faktisk opfordret til at give børnene og sig selv den oplevelse).

Tålmodighed var så ikke lige den slags børns stærkeste side, så det lykkedes dem ikke at finde fossiler, men vi må herned engang med Anna & Aubrey. Det lykkedes os ikke at finde fossiler sidste efterår på Djursland … måske kan det lykkes tæt på hjemmet i stedet.

Vi så tre forskellige slags piletræer. Hvis man klikker nedenstående billede stort, kan man tydeligt se træets pollen sidde lige på spring til at lette og genere pilepollenallergikerne.

Alt står på spring til forårseksplosionen lige nu. Man kan se forskel på mængden af det grønne fra dag til dag.
Både naturen og jeg nyder det i voldsom grad lige nu.

Området bliver flittigt brugt til at tage på picnic.
En overgang var det blevet så populært blandt gymnasieeleverne, at det hele var ved at gro til i svineri. Der var en fotoudstilling på vores bibliotek sidste år, hvor man havde hængt en masse avisartikler og billeder op, der desværre med al tydelighed viste og fotodokumenterede, at det var netop de nævnte unge mennesker, der var ved at lave området om til en losseplads. Jeg håber sandelig ikke, det er de samme gymnasieelever, der tordner mod os gamle og vores miljøsvineri!
Jeg ved ikke helt hvad man gjorde ved problemets rod; om ‘nogen’ bare har ryddet op efter de unge miljøsvin, men i dag lå der kun en enkelt McDonald-pose og flød. Det var stadig en for meget, men sæsonen for udendørs frokostindtagelse er vel knapt startet endnu. 
Man kan mene, at det er uheldigt, at McD ligger i gåafstand fra naturområdet – det er alt for nemt at hente sin mad og så gå herned for at hygge sig – hvilket også ville være helt i orden, hvis de kunne tage deres affald med sig tilbage – så var det li’som heller ikke et problem, at der ligger en McD så tæt på …

It’s springtime again

I sidste weekend, da vi aftalte, at Johns familie skulle med herop i denne weekend, bestilte jeg godt vejr.
Der er nogen, der har lyttet, for vejret fås ikke meget bedre. Ganske vist har det været frostvejr i nat, men nu er det 12°, så vi sidder ude på terrassen i T-shirts og sveder med anstand. Men vi NYDER det, gør vi – der er over 20° oppe på terrassen.

Ruth hygger sig altid gevaldigt heroppe – jeg har lidt på fornemmelsen, at hun holder meget af at være her … der kan både strikkes, hækles og der er masser af muligheder for også at tage en dyst med sig selv og spille Edderkoppen på Johns pc.

Hun har, som 87-årig, fået en Duka-pc derhjemme; de er kommet på internettet og Ruth har lært at sende emails – og at læse dem selvfølgelig. Nu skal vi lige have lært hende, hvordan man gennemskuer alle de falske mails, der skal narre folk til at tro, at de skal have skattepenge tilbage. Foreløbig har de bare fået den besked, at de aldrig, aldrig må åbne en mail fra nogen, de ikke kender; heller ikke selv om den ser ud til at komme fra SKAT.

Som sagt er foråret kommet. Det var så sandelig også ventet med længsel …
Tudserne nede ved – eller rettere i – åen havde vældig travlt med enten at parre sig eller sidde og lægge æg.
Her er der en, der lige er blevet færdig med æglægningen og en, der er i fuld gang. Hende, der er færdig, snuppede sig lige en gyngetur i sivene – det hele foregik nede i colavandet, selvfølgelig … derfor de lettere sepiaagtige billeder.

Der er næsten helt vindstille. Det første grønne er allerede eksploderet – plus et enkelt bundt påskeliljer, der åbenbart fik lyst til at tyvstarte i forhold til alle de andre. Vi nyder livet i fulde drag.

Forrådsindsamling og dampende marker

Sidste år opdagede vi en skov på Stevns med bogstavelig talt tonsvis af ramsløg, så da jeg for nogle dage siden så Pias indlæg om det spirende forår, måtte vi ned og samle nogle af de friske, nye ramsløg i dag.
Små var de endnu, men så meget lækrere er de, og med mine beskedne 200 gram har det intet betydet for skovens økosystem.

Hele vejen til Stevns dampede alle nøgne marker – et smukt og eventyragtigt syn. Det var nu ikke fordi det var særlig varmt; kun 6-8°, men det var åbenbart nok til at holde dampen oppe, at solen tittede en smule frem. Hvor blev de 15° af, vi var blevet lovet?

På vejen hjemad havde de fleste dampet af.

Det er skam ikke kun når man plukker jordbær, det er noget andet end hovedet, der er den højeste legemsdel …
I samme øjeblik, vi trådte ud af bilen, var der den umiskendelige duft af ramsløg … har man først én gang fået den i næsen, er man aldrig mere i tvivl om, hvorvidt det er den ægte vare, man har fat i.

Døde træer har mange udtryk. Denne gren mindede mig om en drage. En drage med et meget stort horn, godt nok, men hvem siger egentlig, de ikke kunne have så store horn? En enhjørningsdrage, måske?

Jeg har cherrytomater i ovnen til langtidsbagning og lige om lidt skal jeg have lavet noget ramsløgpesto til kartoflerne til aftenens Entrecôte, som var billig i Brugsen i dag og derfor blev erhvervet. Syv tykke bøffer – tre plus to til fryseren og to til i aften for 150 kroner. Det er i orden – specielt hvis de ikke er seje som sålelæder.
(Opdatering: det var de ikke. På en skala fra 1-10 får de en otter. Det er meget godt gået af Brugsen.)

Smygehuk – Sveriges sydligste punkt

Vejret leger stadig isjomfru: smuk, men kold.
Vi blev enige om at køre lidt før herfra for at køre en omvej hjem via Ystad og Smygehuk, som er Sveriges sydligste punkt. Vi har været der før, men det er altid en smuk tur at tage.

Dette her er desværre ikke en aprilsnar – sådan ser Sveriges sydligste havn stadig ud!
Havet var blåt, blåt, blåt, lige som himlen, så det var en smuk tur.
Kulden havde heller ikke holdt svenskerne tilbage – der var et hav af folk ude og nyde det flotte vejr, og køen ved vaffel- og iskiosken var laaang. 
John ville have haft en softice, men gad alligevel ikke stå i kø en halv time for at få en, så vi kørte igen.

 

Havde jeg kunnet flyve, ville jeg kunne være i London om 991 km … men mine vinger kan ikke bære.

Det var den påskeferie. Godt der kun er seks uger til jobstop. 29 arbejdsdage tilbage – nu er jeg for alvor begyndt at tælle nedad.

Under den hvide bro: en sangsvane eller to

Broen var ikke hvid; det var derimod vandet under den.
Sangsvanerne var ikke under broen, men på en majsmark.
Der var 10 sangsvaner.
Men hvorfor pokker skulle det kun være journalister, der har eneret på misvisende overskrifter? Det handler jo om at finde det, der fænger, har jeg engang hørt en af slagsen sige; så er det lige meget, hvad folk tænker eller konkluderer … “de får jo sandheden, når de læser artiklen”. Når. Ikke hvis … selvsikkerheden fejlede ikke noget.

Vi skulle til XL-Byg i Osby for at købe rør til forlængelse til hanen i håndvasken, som bliver skiftet i dag. På vej dertil så vi en flok canadagæs og 10 sangsvaner, der gik og fouragerede på en majsmark.

Ikke så snart vi standsede bilen og jeg rullede vinduet ned, tog gæssene flugten.

Sangsvanerne var mindre sky, men de holdt nøje øje med os. De var ikke helt nemme at indfange med kameraet på den afstand og med den baggrund.

I XL-Byg viste det sig desværre, at der var to forskellige diametre på de to rør, John skulle udskifte, hvilket kom lidt bag på ham, så han havde ikke målt dem hjemmefra. Han og jeg var af hver sin mening om den rigtige tykkelse, men da jeg ikke gad stå i en forretning og diskutere med min mand, sagde jeg bare, at han måtte bestemme, men måske lige sikre sig, at han kunne komme og bytte dem.
Det var (selvfølgelig) mig, der havde ret, så han måtte af sted igen.
Det lyder blæret med ‘selvfølgelig’, men jeg har noget at have det i, og da vi kom hjem, var jeg simpelthen nødt til at spørge ham (mens jeg kæmpede for at lade være med at smile alt for bredt), om han helt havde glemt, at han trygt kan stole på mit øjemål.
Det har nemlig altid været meget præcist, mens han ikke kan skønne længder på noget som helst. I min tid som kortlæser kunne jeg oplyse ham om, at han skulle dreje om fx 7,2 km. Han holdt hurtigt op med at spørge, hvorfra jeg vidste det … jeg kunne se, hvor lang strækningen var i cm, og når man kender målestokken, var det kun et spørgsmål om at kunne regne – og jeg havde altid ret.  
Alt dette havde han nok glemt igen efter gps’ens ankomst, men blev så lige mindet om det på den hårde og mere benzinkrævende måde.

Flot. Især hvis det havde været for to måneder siden

John har som bekendt den store og misundelsesværdige fordel, at han ikke længere skal på arbejde, hvorfor den heldige mand kan benytte sig af enhver lejlighed og selv det mindste lille solskinsglimt.
I dag kørte han til Ølsemagle Revle, som er et godt sted for fugleelskere, og som læsere af denne blog vil have stiftet bekendtskab med flere gange tidligere.

Ikke helt passende billeder d. 15. marts, vel? Nærmest uartige …

Fuglene kan stadig gå på vandet – det synes de nok heller ikke er helt i orden …

Øv, altså.

Og det herunder: det gider jeg overHOVEDET ikke! Jeg vil have global opvarmning! Nu!!

Nåmn god weekend derude

Chill factor: Antarktis

Solen skinnede fra en klar og blå himmel, hvorfor vi satte kursen mod Stevns til det gode fuglekiggersted. Når der er gang i trækfuglene, er det svært at få en parkeringsplads her, da der virkelig kan være mange fugle at se. Med det blotte øje kan man se Falsterbo, som er Sveriges sydvestligste punkt, så det er et forholdsvis kort stræk at flyve. 
Hvad der hjemmefra så ud som en blid forårsbrise, der kun kunne forårsage en let blafrende vimpel, var nede ved Stevns Klint en veritabel pålandsstorm, så der var ikke en fugl i miles omkreds … ikke engang en stormskade, høhø …
For hulan, det var koldt! Jeg var glad for, at det var østenvind, ellers var vi da blæst ud over klinten … vi blev derfor ikke ret længe; der var ikke rigtig noget at kigge på, men vi tog os dog tid til at studere turistinformationstavlen, som bl.a. kunne fortælle os, at der skulle være to gravhøje ved Himlingøje.
Okay, af sted mod landsbyen med det underlige navn. I nærheden ligger Arnøje og Egøje, som udtales Ajøje.

Dette smukke lav ser også ud som om det har små, orange øjne.

Gravhøjene fandt vi aldrig, men vi så en rød glente! En RØD GLENTE! Det var stort. Den var stor.
Det er første gang, jeg ser sådan en fætter – hold op, den er flot. Vingefang 145-165 cm. Den fløj lige ved siden af os et par sekunder; var ikke mere end omkring en halv snes meter væk, men inden langsomme Ellen fik løsnet sikkerhedsselen og gravet kameraet frem under jakken på bagsædet, var fuglen bogstavelig talt fløjet.
Det gjorde det ikke nemmere, at jeg sad og bandede højlydt over det åndssvage kamera, der pludselig kun ville vise sort skærm.
Man skal bare tage dækslet af, sagde en grinende John.
Damn – jeg er ikke vant til kameradæksler, så da jeg samtidig var helt eksalteret over det sjældne syn … ja, så fik jeg altså ikke nogen rød glente i kassen denne gang, og den med dækslet klukker John over endnu. Jeg nævnte, da vi kom hjem, at jeg havde hørt, at der skulle være en del røde glenter i Sydsverige, hvortil John replicerede, at ja, det var der skam også – han havde oven i købet set billeder af dem, for derovre fotograferer man mest uden dæksel foran linsen …

Huset herunder har alle disse kravlenisser påsat hele året rundt – vi kommer forbi med jævne mellemrum og undrer os hver gang. Men sådan er vi jo så forskellige mht. hvad man synes pynter …

København ‘glemte’ at snerydde

Vi skulle have været inde for at se baby Ella for første gang, men efter at have hørt på trafikradioen i morges og lidt op ad formiddagen, aflyste vi det. Vi har heldigvis to dage at løbe på endnu, så besøget var ikke vigtigt nok til at sætte liv og lemmer på spil. København var tilsyneladende ét stort glatførekursus – hvor der var lidt for mange der dumpede …
Efter sigende var det fint nordfra og ind mod København; ligeledes sydfra, men så snart man ‘ramte’ storbyen, var der ikke sket en pind på saltnings- eller snerydningssiden, således at de, der havde været tidligt på færde, havde trykket sneen på veje og gader sammen til det rene is. Der må sidde nogle vagthavende med røde ører – for man kan da på ingen måde forestille sig, at det har været med vilje, at der ikke var gjort noget som helst?
En af de ansvarshavende blev spurgt, hvorfor det var gået så galt.
Det fandt vi ikke ud af, for sjældent har jeg da hørt så effektivt et ikke-svar, som han gav.

Da det tilsyneladende ikke havde tænkt sig at holde op med at sne igen, tilbød morfar at køre til Viby for at se om han kunne få fat i et par kælke, hvilket han heldigvis kunne, så i stedet for babybeundring kom den til at stå på vintersportsglæder.

Bakkerne bag huset er lige tilpas til denne størrelse børn: man kan få god fart på, men de er ikke så lange, at det bliver for kedeligt at trække kælkene op igen.

Ungerne havde en fest. Charlotte fik nærmest forfrysninger, men vi stod begge og behørigt beundrede de små poder i over en time, mens de høvlede op og ned ad de tre forskellige bakker, vi nåede af afprøve. Der skulle oven i købet afsluttes med en tur på legepladsen, men da måtte C kapitulere og gå hjem og genoptø sine forfrosne lemmer.
Så er det godt, at mommer fik købt termobukser for et par uger siden.

Hammer Bakke

Vejret lagde i formiddags ud med at være højt og flot, så vi benyttede os af lejligheden til at køre en tur og nyde det hvide landskab.
Gennem Ramsølille og videre mod Viby, igennem Højby, forbi Ledreborg og ad yderligere omveje ud til Gershøj havn, hvor de har tohovede svaner.
Hvorfor er jeg helt vild med at fotografere svaner?

Vi lagde vejen forbi hammerhøje Hammer Bakke, hvor orøfærgen lægger til, i håb om at se lige så mange fugle som sidst, men der var ikke så meget som en eneste, da vandet her var blevet helt isfrit i mellemtiden.
Anna talte 58 trin på Hammer Bakke. Hun talte også 42 rådyr fordelt over fire flokke på hhv. 7, 25, 8 og 2. Det sidste kan dog næppe kaldes en flok, men nummer to var imponerende stor.

 
Vi glemte desværre at tælle gravhøje, men vi må have set mindst lige så mange af dem som af rådyr – det formelig vrimler med dem i det område, og da ungerne havde fået forklaret hvad de skulle kigge efter og ikke mindst hvad det var, gik der hurtigt sport i at spotte dem. Anna var oftest hurtigst, til Aubies store fortrydelse: “Anna, next time I want to see it first!”
Anna undrede sig over, hvorfor de ikke samlede gravene “in one place like we do in England”. Joh, der røg skam en del viden indenbords hos de små i dag.

Det var godt, vi kørte, da vi kørte … ved 12-tiden trak himlen sig sammen og skulede sort til os, og inden vi nåede hjem, var det begyndt at småsne.
Det blev derfor til sofahygge, da der skulle slås mave efter frokosten – tre gange iPad. De to af dem med timer; det er nødvendigt med rationering, ellers kunne de to små snildt sidde med dem hele dagen.

Håndarbejdsmesse i Rødovrehallen og en familieforøgelse

Der er håndarbejdsmesse i Rødovrehallen i denne weekend … det ville jeg naturligvis gerne lige kigge lidt nærmere på, hvorfor jeg, belært af erfaring, var der 9:55; fem minutter inden dørene blev åbnet.
Det viste sig at være en klog beslutning. Da jeg forlod hallen igen fem kvarter senere, var der to laaange køer for at komme ind, og der var allerede ved at være lidt for mange indenfor til, at jeg fandt det behageligt.
Jeg forsynede mig med flere ting; både garn og lidt reservedele til mit KnitPro-sæt. Og hvad skuede mit øje?
”udskifteligt pinde”. Jamen herreste gud da. På samme pakke står der “udskiftelige spidser” og “fleksible kabler”. Hvorfor i himlens navn tror man så, det hedder udskifteligt pinde?
Mann muss sich immer verblöffen lassen …

Eftermiddagens travetur gik ud til Nyskoven på den anden side af vores lille by. Overalt var der, som så mange andre steder for tiden, rigtig meget vand.
Rideskolen på den anden side af skoven har forhåbentlig ikke brug for de udendørs faciliteter for tiden – med mindre de har brug for at øve sig i vandpolo.

Og lige pludselig var stien også blevet til en vandvej … addr. Vi måtte ind i skoven, hvor der var ret pladret, men vi kom dog tørfodede ud af det … alternativet til den bløde skovbund så ikke særlig behageligt ud.

Flotte var farverne i dag. Vi kom lidt sent ud at gå, for vejret var ellers gråt og trist – lige til klokken 15, hvor himlen næsten med ét blev høj og blå.

Grunden til, at det solen kom frem netop på det tidspunkt fandt vi ud af, da vi kom hjem: Lige præcis da blev min yngste søster mormor for første gang og jeg blev mormoster for anden gang. Vi var sammen med dem i aftes, hvor der ingen som helst tegn var til, at det var lige op over, så det må siges at være nemt sluppet – en dejlig hurtig 12-timers-fødsel fra den spæde start til slut. Far er stolt, mor er træt (og sulten), og den lille pige er lige præcis som hun skal være.
Godt, man fik det skotske sjal til den lille ny færdigt i sidste weekend, men jeg kendte jo terminen, som var i går – nu bliver det måske en lille racerkører med den fødselsdato … det kan man jo aldrig vide, selv om det blev en lille pige.

Vi nåede færgen – men lod den sejle uden os

Vi er ved at løbe tør for Christian Hansens fænomenale fuglefoderblanding og besluttede os for at lave en tur ud af turen op til grovvarehandelen i Kirke Hyllinge. Dvs. ingen motorvejskørsel, men køre ad så mange som muligt af de mindste veje i stedet for.
Det resulterede i flere hyggelige syn af små rådyrflokke på vores vej. Der er sikkert ikke flere af dem, end der plejer at være, men forskellen er, at vi kan se dem nu, fordi markerne er helt hvide.  
Det er vandet også visse steder. Hvidt. Især omkring stenene, hvor det smøg sig omkring dem i en på én gang varm og isnende kold omfavnelse.

Vi kørte ud til det lille færgeleje til færgen til Orø. På vej derud mødte vi et færgetræk – på hele seks biler …
Som forventet var der isfrit, hvor færgen sejler, og derfor også, som forventet, masser, masser af fugle.

Det jeg på afstand troede var en stenmole, viste sig at være ænder i hobetal.
Der var svaner, både unge og ældre, der var et par enkelte ællinger, gudhjælpemig … hvor store er mon deres overlevelseschancer? De var ikke nyudklækkede, men stadig små, grå og pjusket-dunede.
Der var blishøns og store skalleslugere – og selvfølgelig de allestedsnærværende måger.

Fælles for dem alle var, at de frøs om næbbene. Det var ikke længe ad gangen, de havde dem fremme i den bidende kolde vind.
Hvis man klikker billede 2 større, kan man se, at de fleste gemmer deres næb.
Billedet herunder til højre kan ikke klikkes større, hvilket de andre med fordel kan – det er taget med zoomen helt ude i det gule advarselsområde og derfor ikke af den bedste kvalitet. Jeg skulle bare prale med, at jeg i stiv kuling og med frysende frihånd kan fotografere store skalleslugere, der næsten er nået helt til Orø  

Det var dæleme også rasende koldt. Jeg havde kun jeans på, for mine forede ‘jægerbukser’ befinder sig i Sverige. Jeg blev hurtigt fuldstændig stivfrossen, mens jeg stod på stenene og fotograferede fugle i den stive kuling, der gav en chillfaktor på ÷40°. Cirka. På vejen hjem lagde vi derfor ruten forbi Jan og Bo, som har en butik med udstyr til jægere og fiskere.
Jeg er ingen af delene, men det folk ved godt nok, hvad det drejer sig om, når man skal befinde sig ude i alskens vejr i længere tid ad gangen.

Undervejs kørte radioen; bl.a. med et indslag om, at drægtige søer skal have mere plads, mens de er drægtige. Så meget plads, at de kan vende sig! Jamen det er jo fantastisk, ikke? Til at oplyse os undrende og uvidende om, hvorfor dette er bedre for søerne – hvilket vi jo naturligvis ikke selv kan regne ud – var der traditionen tro indkaldt en ekspert.
Jeg havde nær tabt strikketøjet af grin, da han blev præsenteret:
“Ja, og har har vi så Xxx Yxxx, Teamleder for svin.” [Sic].
Jamen det sagde hun altså!

Det er svært at brænde sine broer

Det er svært at brænde sine broer for tiden – i hvert fald i den mere bogstavelige betydning af ordene.
Dette er ikke sagt, fordi jeg er ved at fortryde min opsigelse … det er jeg overhovedet ikke, men det pragtfulde vejr i dag fik mig til at køre en tur forbi stranden og ‘min’ solopgangsbro for at se, hvordan vinteren ser ud herfra lige nu.
Lad det være sagt med det samme: den ser kold ud! Rigtig kold.

Vinterbaderne har kummerlige vilkår, da jeg næppe tror, de har lyst til at benytte trappen for at få sig en dukkert i grødisen, så hvis de er opsat på et koldt gys, så skal de gå hele vejen ud; dvs. først over den faste is iført ingenting.  
Brrrr … mig ikke forstå den slags … jeg bliver aldrig, aldrig, aldrig vinterbader! Jeg bryder mig i forvejen ikke om hav- sø- eller swimmingpoolvand, der er under 25°, så at hoppe i dette frosne element ville for mig være mere grænseoverskridende end at tage et bungee jump. Som jeg bestemt heller ikke har lyst til at kaste mig ud i …
Broens forreste trappe fører ikke rigtig til noget lige for tiden, men den bagerste fører direkte ned i grødisen, som ikke engang mågerne gad beskæftige sig med … de lå og hyggede sig inde på den faste is.

Man må nok sige, at der er forskel på ovenstående og på disse:

Botanisk Have

Lige så flot vejret var i går, lige så gråt og trist har det været i dag, så ingen udendørs aktiviteter – vi besluttede derfor at køre en tur til Botanisk Have, hvor ingen af os har været før. Måske ikke lige den optimale årstid, men på den anden side er indmaden i palmehuset vel temmelig ens uanset årstiden? Vi ville i hvert fald ind og se, hvad det var for noget.

Der var såmænd også meget at kigge på – verdens mindste plante (klokken 12), det tornede kapoktræ (klokken 1), trætomater (klokken 6), blade, der efter sigende kan bære en baby (klokken 4-5). Det kan de måske også i Kew Gardens i London … her bar et af dem blot en lille skildpadde, der så ud som om den ikke rigtig vidste, hvordan den skulle komme videre her i livet.

Bygningerne er meget smukke og imponerende, når man ser dem udefra, men da vi gik rundt derinde, oplevede vi det hele som nedslidt og temmelig forsømt; med afskallet maling overalt.

Det er altså synd. Det kan være meget godt med holdningen om, at statens museer skal være gratis for folket, men jeg ville nu meget hellere give en halvtredser ved indgangen, hvis det kunne være med til at skaffe penge til vedligehold.
Det undrede os egentlig lidt: Frilandsmuseet virker utrolig velholdt i sammenligning, og når vi besøger det på hverdage, går der altid folk rundt og pusler rundt omkring.
Vi ved godt, at nogle af haverne på Frilandsmuseet bliver passet af frivillige mod, at de kan få afgrøderne, men det kan vel næppe gælde for bygningernes vedligehold?

Det var generelt en anelse kedeligt og også lidt trist at se på – som om det mere var en arbejdsplads end en udstilling, men sådan er det måske også? Vi får bare lov til at kigge ind på denne arbejdsplads?
Vi fik et indtryk af rod; som om klokken pludselig havde ringet til weekend, og folk havde smidt, hvad de havde i hænderne og gået hjem.

Jeg kan godt høre mig selv her: temmelig negativ … måske er det vejrets skyld.
Måske skal vi bare tage derind igen i det sene forår eller den tidlige sommer og give det hele en chance til.
Måske er vi bare forvænte, fordi vi har set Kew Gardens og det fantastiske Eden Project.
Men måske har vi alligevel bare fået det rigtige indtryk, når det kommer til stykket … 

Naturtur i Lellingeskoven

Jeg starter lige med et PS: Det hedder nytårsFORsæt – det har intet med at forTsætte at gøre. Tværtimod, kunne man fristes til at sige …
(Hedder det så AS, når man starter med det?)

Vores lille soveby er sandt at sige ikke det mest ophidsende sted at gå tur i, bortset fra det grønne område, men det bliver ikke til så mange skridt, hvorfor vi i dag kørte til Lellingeskoven, som John kender som sin egen bukselomme fra sin barndoms spejdertider; først som ‘menig’, senere som patruljefører.

Der er så smukt – især om sommeren, selvfølgelig, med de stejle skrænter ved siden af Køge Å, som skærer sig igennem skoven. Den er meget vandfyldt i forhold til normal vandstand.
Fra det underlige hul på billedet til højre sprang engang en kilde.

Rødderne er mange steder blotlagt på skrænterne. Nogle steder finder man vinbjergsnegle.

Denne optur krævede sin mand og sin kvinde – nogen havde fjernet rækværket og flere af trinene på trappen manglede – og der var naturligvis hamrende smattet og glat!
En far var taget på picnic med sin søn – her er sønnen ved at fjerne sig bekymrende langt væk fra farmand …

Folk har til alle tider skåret i træer – her to minder fra hhv. 1901 og 1900.

Der er masser af motiver selv på en januardag – her svampe – et helt træ fuldstændig overgroet af disse. Skoven er så dejlig, fordi ingen nogen sinde har fået den ‘gode’ ide at forsøge at rette åen ud, og gennem de sidste mange år har skoven fået lov til at være 100 % selvbærende, eller hvad det nu hedder – man plejer ikke skoven; alt er overladt til naturen selv.

Her har en alien været forbi og efterladt sig noget ulækkert, blævrende ektoplasma.

Og se da SÅ bare lige her! Fordi det lille vandløb befandt sig et mørkt sted, kunne en blænde 6.3 gøre det – eksponeringstid 1 sekund – med håndholdt kamera! Har mor her en rolig hånd? Det ærgrede mig dog, at jeg ikke havde tænkt på at tage gorillapoden med, for 1½ og 2 sekunder kunne jeg trods alt ikke klare uden at ryste på hånden. Dette viste billede kunne sagtens have været bedre, men jeg var ærlig talt lidt stolt af at kunne holde kameraet så stille så længe. 
I øvrigt fandt jeg ud af, at mit ønske (Canon SX50) ikke kan klare mindre blænder end 6.5, hvilket kun er 0.2 bedre end Lumix. Så kan det altså være lige meget med det kamera – det er Johns monsterlinser, ikke kameraet som sådan, der kan præstere blænder på op til (= ned til … det er altså ulogisk, dette her system …) 32.
Øv. Nu ved jeg slet ikke, hvad jeg skal. Der må granskes … men rent bortset fra prisen nægter jeg altså pure at erhverve mig et lige så stort og tungt kamera som John – hvad skulle jeg også det for? Vi har kun brug for ét af den slags i familien. Canon SX50 kan trods alt zoome x50 – det er stadig meget tillokkende for mig …
Er der nogen derude, der kender et kompakt- eller systemkamera med op ned til blænde 30? Med stor zoomkapacitet? Så hører jeg gerne …

Helt uoriginalt

Helt uoriginalt vil jeg, som stort set alle andre i Blogland, ønske jer alle et godt nytår. Måtte I alle få mindst ét stort ønske opfyldt og gerne flere.

Jeg afslutter det gamle med to begyndelser: den ene er J.K. Rowlings The Casual Vacancy. En vidunderlig dobbelttydig titel på engelsk, som er blevet til den noget mere entydige Den Tomme Plads på dansk.
Det er hendes første bog for voksne, som jeg begyndte på i aftes, og som foreløbig tegner glimrende. Man skal ikke tro, at det er en voksenudgave af Potter-stilen, for det er den slet ikke; den handler om livet på godt og bag-kulisserne-afslørende ondt i en lille, arketypisk engelsk landsby, der lige så godt kunne have været Tim og Charlottes … hvad der sker, når en af byens kändisser pludselig afgår ved døden i en forholdsvis ung alder af 43 år.
“Den tomme plads, som Barry efterlader sig i sognerådet, bliver snart kilden til den største strid, byen endnu har set. Hvem vinder valget, der er indhyllet i heftig lidenskab, dobbeltspil og uventede afsløringer?
Den Tomme Plads er en på alle måder overraskende og munter tragedie.”

Den nye stegegryde er lige nu ved at blive indviet: den anden begyndelse.
Den står på komfuret og hjælper mig med at tilberede den mest fantastiske Osso Buco, jeg har lavet i år … det kan jeg sagtens sige, for så vidt jeg husker, har jeg slet ikke nået at lave Osso Buco i år. Det kan jeg så lige netop nå at råde bod på; det er nemlig en fejl, for det smager bare SÅ godt.
Opskrift: Denne her. Med den ægte risotto milanese og gremolata til. Jeg laver den til seks personer og har derfor nem mad i morgen, hvor vi garanteret er trætte, plus et par portioner til fryseren.

Vi skal bare være John og mig – vi har igennem en del år været hinandens foretrukne selskab nytårsaften – da far levede, kom han dog altid og spiste med, men ville helst hjem senest ved 22-tiden.

Den samme knop i med- og modlys. De står allerede på spring.

Det gør vi også … på spring ind i 2013, som bliver et meget anderledes år for os begge.
Godt nytår, alle sammen!

Nu lakker det mod enden

Nu lakker det mod enden, det gamle år. Sverige har allerede lakket, så at sige, for nu er vi hjemme igen … det har været skønt at have været der i en hel, sammenhængende uge – det er meget længe siden sidst.
Hjemme igen til den sædvanlige støj, der hersker hvert år i disse dage: masser af afskydning af nytårskrudt fra nu og til et par dage ind i det nye år. Det er dog blevet mere behersket efter den frygtelige ulykke i Seest for otte år siden – selv om der vel ikke kan være nogen direkte sammenhæng, så har vi ikke set – eller rettere hørt – ret meget til de enorme og ulovlige brag, der alt for ofte rystede hele kvarteret, og man bare gik og ventede på, at der skulle gå en rude eller flere. Mange af dem rystede bogstavelig talt huset – meget ubehageligt; især for den kat vi dengang havde. Han var hele kvarterets skræk og alle katte havde stor respekt for ham, men i uge 52 var han ikke en pind værd, det arme kræ; når brageriet begyndte, isolerede han sig selv på vores gæstetoilet og kom ikke ud før efter 1. januar. Intet nyt under solen – ‘bullies’ er altid nogle krystere, når det kommer til stykket …

Billederne er dog ikke resultatet af et ulovligt nytårsknald, men af stormen Gudrun, som vi sad på ødegården og oplevede hærge Sverige i januar 2005. Sådan så vores vej ud, set hhv. mod syd og nord over en strækning på 16 kilometer. I nogle timer kunne vi høre motorsave fra begge sider af huset, og klokken 16 dagen efter stormen mødtes to hold meget trætte unge mænd, som hver især havde klaret otte kilometers trærydning. De fik ryddet vejen i det ene spor, så bilerne kunne slalome sig igennem.
Det var en slem nat. Jeg turde ikke gå i seng, men sad oppe, til jeg kunne høre stormen stilne af ved 4-5-tiden om morgenen. Hele aftenen og natten kunne jeg høre træer knække som kæmpestore tændstikker rundt omkring os. De væltede ikke engang (okay, mange gjorde selvfølgelig) – de knækkede simpelthen midt over. Skræmmende. Men samtidig dybt fascinerende at opleve naturens voldsomme kræfter på så tæt hold.

Masser af sne betyder masser af vand

Det regner. Det har regnet en del i nat, så sneen ligger nu bare i klatter. Nogle klatter er større end andre, men jorden/skovbunden er nu tydelig at se.
Heldigvis var der en pause mellem dråberne, så vi kunne gå en tur hen til broen over åen for at se vandmasserne drøne igennem.
Der er en anelse forskel på, fra en stille sommerdag til en grå vinterdag, hvor meget vand der løber gennem åen.
Forskellen ser måske ikke umiddelbart særlig stor ud, men det er den – også forskellen på larmen …

Jeg ville eksperimentere med lang lukkertid, men kunne meget hurtigt konstatere, at selv om mit dejlige Lumix er et rigtig godt kamera, så har det altså sine begrænsninger.
Det vidste jeg selvfølgelig godt, men det irriterer mig lidt, at en af dem er lige præcis denne, for jeg holder meget af billeder af rindende vand, taget over lang lukkertid – det gør vandet så ‘blødt’ at se på, samtidig med, at man mere får fornemmelsen af vand i bevægelse.
Jeg måtte derfor ty til John, som selvfølgelig havde sit superkamera med.

Dette billede har eksponeret ½ sekund.
Jeg kan godt mærke på mig selv, at jeg er ved at være moden til et kamera, der kan lidt mere … ikke at jeg vil undvære mit lille Lumix med dets eminente makrofunktion, men jeg vil også kunne indstille meget mere manuelt, end jeg kan på det.
Godt, man snart fylder 60 – jeg har småforelsket mig i et Canon PowerShot SX50 og er allerede begyndt at vinke med vognstænger til min mand …