Genbrug og isfigurer

Jeg brokkede mig forleden over at have fået tilsendt en lille ting i en megastor papkasse. Her i huset går vi ind for genbrug af emballage i en grad, der måske er helt ovre i den anden grøft. Når jeg får tilsendt noget – og det gør jeg tit, hurra for internethandel – gemmer jeg i stort omfang emballagen det blev sendt i. Ikke alt, selvfølgelig; der er ingen grund til at have 17 ens papkasser, men jeg gemmer, så jeg har i mange størrelser.

Det begyndte før corona, men tog fart, da dens konsekvenser gjorde det samme. Ikke ret lang tid efter den første nedlukning blev der varemangel i England, og det var ikke kun toiletpapir, det drejede sig om, også andre basisvarer blev hurtigt udsolgt, fordi man lige pludselig manglede chauffører til næsten alt. Dem havde de jo sendt hjem til hvor de kom fra …
Med andre ord: Der var skræmmende tomme hylder i alle supermarkeder, hvorfor jeg flere gange sendte forsyninger over til dem. De havde jo nok klaret sig igennem, for det gjorde så mange andre, men når der nu var nogle ting, jeg kunne hjælpe dem med, gjorde jeg selvfølgelig det. Alt det pjat med tolddeklarationer på pakker trådte heldigvis først i kraft 1. januar 2021, så hele 2020 kunne jeg sende hvad som helst over til dem. Nu er det jo nærmest umuligt at sende noget overhovedet; det er under alle omstændigheder yderst besværligt, og man kan kun sende for en meget lille værdi.
Der blev genbrugt en hel del papkasser dengang, og jeg gemmer stadig, for man ved jo aldrig … og når man har plads nok, så … bobleplastkuverter kan også snildt genbruges, og breve kan man sende uden at skulle tolddeklarere.

Ditte går også ind for genbrug. Sidst vi var oppe hos dem, glemte jeg alle vores ladere, som hun var så flink at sende ned til os. Til dette formål genbrugte hun en lille papæske, som jeg i dag har gengenbrugt til at sende vores tv-boks retur.
Den skal retur, fordi jeg har sagt vores tv-pakke op. Det har jeg fordi vi stort set kun streamer nu, og der er masser at streame. Masser. Alt for meget til, at vi kan nå at se alt det, vi har lyst til. Det eneste, vi – måske – kommer til at savne, er BBC Nordic, men det har vi ikke set meget af, siden vi fik BritBox. Det er derfor et lille offer at bringe, og det er altså lidt fjollet at betale næsten 4000 kroner om året for noget, vi næsten aldrig benytter.
Et smart-tv, som vi har haft et stykke tid, er løsningen, og vi abonnerer på Britbox og Tv2Play (som har C More med i abonnementet. Også Britbox, men ikke alt derfra). Med disse to og DRs programmer kan vi se alt, hvad vi har behov for. Og lidt til …

---

Og nu til noget helt andet: Er det ikke en sød lille balletdanser-isdronning, der giver opvisning lige uden for vores hoveddør?
Den lille fod fik mig til at tænke på den hånd af is, som er et af de bedste billeder, John har taget, så jeg fik ham til at finde det frem til mig. Hurra for elektronikken med diverse søgefunktioner, for ingen af os kunne huske, at det var taget helt tilbage i 2006.
Jeg indhentede tilladelse til at bringe det her på bloggen, for det er bare et godt billede, synes jeg.

Vi holder os til at være halvvilde

Generationskløften har fået en ny dimension. Jeg ser ikke udsendelserne om kolonihaverne, men jeg læste en artikel om generationernes store uenighed om havers funktion og udseende.
Min generation, som er efterkrigstidens børn, er, ifølge artiklen, stolte af at have haver, der ikke nødvendigvis behøver at være nyttehaver, fordi der er mangel på mad, men kan stå og være til pynt. Til så meget pynt, at de skal være støvsuget for ukrudt og vilde planter.
Den vinkel havde jeg ikke set “den pæne have” fra.
Vi/de ældre/gamle vil altså have pæne haver, med sirlige bede og tætklippede græsplæner. De unge/yngre vil have biodiversitet og vilde haver.
Jeg ligger nok et sted midt imellem. Desværre ikke hvad alder angår, men holdningsmæssigt.
Vild have-tanken er god for insekterne, men også for mig på den måde, at jeg ikke længere behøver at have det skidt med, at ukrudtet også kan ses imellem alle de blomster jeg synes skal være der.
For jeg har staudebede og nyder dem. Der er både blomster, som insekter er fuldstændig vilde med, samt nogle, som ikke er så interessante i den sammenhæng, men er det ikke sådan i alle livets sammenhænge? Altså, at der skal være plads til os alle sammen? Det er ligegyldigt, om det handler om seksualitet, politisk overbevisning eller haver.
Jeg har sået blodkløver bag insekthotellet. Der er dusinvis af dagpåfugleøje i mine skabiosa. Der er snesevis af humlebier i oreganoplanterne rundtomkring. Der er snesevis af honningbier, sommerfugle og andre småinsekter i de mange sarplanter. Der er snesevis af flere forskellige slags bier og alle mulige andre insekter i timianen, når den blomstrer. Alle tre spreder sig villigt eller sår sig selv. Især sar og timian kan fylde hele haven med deres duft. Insekterne er glade, og når de er glade, er jeg det også.

Jeg VIL ikke have mælkebøtter eller tidsler i min have. Punktum. Mælkebøtter er der rigeligt af i den danske natur, og tidsler har vi masser af på strandengene på den anden side af vejen. Med mine insektvenlige planter kan jeg godt tillade mig at mene sådan og dermed nyde mine dahliaer, som er bedre for mine øjne end for insekterne.
Jeg behøver med andre ord ikke at have en mindre jungle for at være vild med vilje.
Selv John har skiftet mening desangående, men han har også været nærmest ekstrem, fordi havde det stået til ham, havde vi haft en barokhave med de strammest mulige linjer og skarpe kanter.
Nu synes han, at mine lidt rodede staudebede er pæne! Tænk, det indrømmede han helt frivilligt i går, da vi sad og fik os en snak om det der blev til dagens emne.
Han har godt nok aldrig blandet sig i, hvad der skulle plantes og i det hele taget hvordan vores have skal se ud … han har givetvis været klar over, at hvis jeg skal have hovedansvaret for dens pasning, skal jeg også bestemme, hvad der skal plantes hvorhenne. Johns ansvar er alene græsplænen og hækkene.
Jeg måtte flere gange under tørken nedlægge veto mod at klippe græsplænen – han syntes den altid skal se nyklippet ud, men selv det har han nu slækket lidt på.

De fleste af dahliaerne overlevede heldigvis stormen, men de kunne have stået pænere. Pyt nu med det. De blomstrer, og det er det vigtigste.

Jeg vil heller ikke have skvalderkål. Det er sværere at opfylde end det med mælkebøtter og tidsler. Det er virkelig et sisyfosarbejde, men jeg gør det. Indædt og stædigt rydder jeg et par gange om året rosenbedet langs huset for de forbandede skvalderkål. Om foråret er der nemlig helt fyldt op med først vintergækker, dernæst krokus, påskeliljer og skilla, og til sidst nogle tulipaner. Jeg er bange for, at rodnettet fra den uønskede plante vil tage magten og forhindre forårsbebuderne i at dukke frem, og det vil jeg ikke risikere.
Noget helt andet er, at fem-seks af roserne burde tages op og erstattes af nye og remonterende, som jeg har gjort det, hvor Gertrude Jekyll står og blomstrer så fint for anden gang i år. Det er bare så kæmpestort et arbejde at få rødderne op, at jeg bliver ved med at udskyde det.
Og det bliver ikke nemmere, som årene går, men rosenbuskene er, ganske som husets frue, ikke så kønne mere, som de har været.
Jeg har dog fået lov at blive lidt endnu …

Vi bor i en pligtopfyldende kommune

Hos os i Næstved kommune sorterer vi affaldet efter den plan, der efter sigende skulle bevirke, at affaldssortering foregår ens i hele Danmark og som skulle træde i kraft 1. juli i år.
Det ved jeg ikke om er sandt, for jeg har ikke talt affald med nogen, som bor i en af de herunder nævnte kommuner, som var de kun otte, der overholdt nævnte deadline.
Min tidligere kommune, Solrød, kunne også overholde fristen – man vælger vel sine bopælskommuner med omhu …

Det var ikke mange, der nåede det – og det er tankevækkende mange, der kommer senere – og senere – og senere – ind på banen.
Jeg ved godt, at det koster penge at indføre den sortering, og det var da også lidt fjollet, at mange af kommunerne netop havde nået at ændre deres egen ordning til noget andet end det, de nu overordnet fik besked på. Jeg synes dog ikke desto mindre, at de burde yde en ekstra indsats for at komme med i løbet af 2022 – men jeg kender i sagens natur ikke de enkelte kommuners økonomi, så det er let for mig at løfte den pegefinger. 2024 eller senere er dog uacceptabelt.

 

Det meste af affaldet har vi ingen problemer med at putte i de rigtige kasser/beholdere, men der er tvivlstilfælde, som fx hvor indpakningspapiret til smørpakker skal hen? Er det plast eller metal? Eller ingen af delene?
Til hjælp til os stakkels tvivlere, der gerne vil gøre det så godt som muligt, har kommunerne fået udviklet en app, og jeg må sige, at den er god. I de fleste tilfælde, i hvert fald …
Den virker ved, at man skanner varens barkode. Den er lynhurtig; det tager under fem sekunder at at åbne appen, skanne varens barkode og få svar.
De fleste almindelige varer er kodet ind i systemet. Da jeg installerede appen, kunne jeg se, at der ganske rigtigt ikke var ret mange kommuner, der havde aktiveret brugen af den til borgerne. App-ikonet ser ud som på det første billede herunder, og på det andet kan man se, at smørpapir skal til restaffald – altså hverken plast eller folie.

De skærer det pænt ud i pap for os. Skyr-emballagen skal man lige huske at pille pappet af fra, inden man smider resten til plast.
Nogle gange går det lidt galt – fx emballagen til Lindor chokolade: Jeg er helt med på, at selve chokoladen skal i madaffald (det ville aldrig blive aktuelt i mit hus!), men hvordan har man tænkt sig at dele yder- og inderemballagen? Det er én tynd film/pose, som det er fysisk umuligt at dele i midten.
I sådanne tilfælde kan man næppe gøre andet end vælge ‘restaffald’, idet jeg konkluderer, at det må være bedre end at smide noget til papir og pap, der ikke 100 % hører hjemme der.

Nogle gange står sorteringskoden på emballagen, men ikke altid, og så er denne app en glimrende hjælp.
Jeg kan på ingen måde have noget imod at sortere i de ni – snart ti – fragmenter, men man skal altså have god plads! Jeg har svært ved at forestille mig hvor man skulle have alle de mange forskellige beholdere i et minikøkken i en minilejlighed.
Vi har pap og papir i garagen, to beholdere under køkkenvasken til hhv. metal og mad, en fritstående (pæn …) på køkkengulvet til restaffald, og fordi vi er så heldige at have en udgang direkte fra køkkenet, har vi sat beholderne til plast og madkartoner (fx. mælk/fløde) lige uden for køkkendøren. Og nej, der er ingen adgang for rotter.
Jeg er således så heldig at have det meste i umiddelbar nærhed af, hvor affaldet genereres.
Det har været tankevækkende at se, hvilke beholdere der bliver hurtigt fyldt og hvilke der tager lang tid. Metalaffald er minimalt, og vi har meget, meget lidt til ‘restaffald’ – men det var vel også netop det, der var meningen med det hele, må man gå ud fra.

Fornuftigt genbrug og et næsten usynligt stemmeværk

I Devizes er der en lille helsebutik, der har specialiseret sig i bl.a. emballagebesparelser. Her kan man købe mel, rapsolie, diverse nødder og kornprodukter samt alle mulige forskellige rengøringsmidler.
Jeg mener, at der i København er kommet en (eller måske flere?) tilsvarende butikker, men jeg tror ikke, det endnu omfatter rengøringsmidler?
Ideen er i hvert fald rigtig god, og efter min grønne mening burde supermarkeder tage konceptet op. Der er sikkert en masse ting, der skal tages både i betragtning og hensyn til, men jeg tror, at noget af det handler om, at vi skal lære at blive mindre hygiejnehysteriske. Selve basiskøkkenhygiejnen skal klart nok være i orden, men man kan altså godt bruge en flaske til olie flere gange, ligeledes plastemballage til rengøringsmidler.

Man vejer sin tomme emballage når man kommer, og vejer igen når man har fyldt op og skal betale. Således betaler man alene for varen man køber.
Charlotte har regnet på det, og selv om det er en lille butik, hvor varerne normalt er noget dyrere end i et supermarked, koster det hende det samme. Så kan man selvfølgelig indvende, at det er nemmere bare at købe en ny flaske et eller andet, men det er vist ikke svært at forestille sig, hvor mange tons plastic man kunne spare på årsbasis med dette koncept, så burde nogen ikke tænke denne tanke videre i supermarkedsstørrelse?
Jeg er i hvert fald med, hvis det skulle være … for jeg må nok indrømme, at jeg finder denne målestok lige lidt for lille.
Til højre ses cornflakes, kaffe, nødder, m.m. – det er ikke de store mængder, man kan få med hjem på denne måde uden nærmest at tømme lageret, men hatten af for damen, som tog det op her i Devizes.

I går var vi i Bath fordi Aubreys iPad skulle repareres – glasset var revnet. Børnene fik dem til jul og bruger dem både henne i skolen og til hjemmearbejdet.
Tim syntes det var spild af penge at forsikre dem, men C insisterede, fordi de skal med i en skoletaske hver dag.
Gæt, hvem der var årsag til, at ipadden gik i stykker?
Rigtigt: Det var Tim. Den forsikring sparede dem lige for flere hundrede pund, for den kunne ikke repareres, og de fik en helt ny med hjem.

Der er vand, vand og atter vand herovre næsten alle vegne, fordi det har regnet, regnet og atter regnet. Dog ikke mens vi har været her – vi har faktisk været ualmindelig heldige med vejret, for det var kun i lørdags, der var heldagsregn, ellers har solen skinnet det meste af dagen hver dag.
Der kom så meget regn i lørdags, at mange veje blev – og stadig er – oversvømmede; de færreste dog så meget, at man ikke med lidt forsigtighed kan køre igennem. 
Floden Avon, som løber gennem Bath, var usædvanlig vandfyldt. Det stemmeværk, hvorpå mågerne normalt står og holder øje med, om der skulle komme noget spiseligt forbi, er, hvis det ikke havde været for ‘vandfaldet’, blevet usynligt.
Det er i øvrigt bag vinduerne oven på brobuerne, vi normalt sidder og nyder udsigten, mens vi får en kopkaf i den lille og smalle café, men der var ingen ledige pladser i går, desværre. Det er første gang, det er sket for os.
Oppe til højre i det skummende vand kan anes en trappe, som normalt er til at benytte … hvis man prøver det nu, får man våde fødder.
Trappen ses tydeligt på nederste billede.

En anden slags millimeter end dem fra i går

John fik en ret smart ide i dag. Han elsker småprojekter, så der var ikke langt fra tanke til handling.

Vi har haft et problem med, at filteret til slangen til vandforsyningen fra sheltertaget ned til vandtønden nede ved drivhuset irriterende hurtigt stoppede til, hvorfor tønden ofte ikke blev fyldt op under et regnvejr – for vi opdagede det selvfølgelig aldrig før regnen var stoppet igen. Så er der ikke meget fidus i at have en regnopsamlingstønde,  hvis ikke den fyldes op under et regnvejr …

Så fik Nielsen som sagt et af sine lyse indfald: Vi kunne købe en ekstra regnvandstønde og bruge den som en filterløs mellemstation for vandet fra sheltertaget.
Vi brugte lidt tid i morges på at se på forskellige muligheder for tønder. Der var ingen grund til at ofre en formue, da den ville blive gemt godt af vejen og dermed usynlig fra både hus, have og shelter.
Vi var på vej til Jem & Fix, da han udbrød: “For pokker! Vi kan da bare bruge den gamle skraldespand!”
Så kørte vi hjem igen – vi var heldigvis ikke nået ret langt.

Vi havde nemlig den gamle skraldespand stående, fordi vi selv skulle skaffe os af med den efter vi fik nye, da vi skulle til at affaldssortere pr. 1. oktober.
Han borede et hul i låget på skraldespanden og placerede en dykpumpe nede i den.
(Og nej, han står ikke med et kosteskaft i munden, selv om det godt kunne se sådan ud!)
Han slæbte hele molevitten om bag shelteret, satte nedløbsrøret på plads og tilsluttede strømmen.
Nu kan vandet løbe direkte fra taget og ned i skraldespanden uden at skulle igennem det sarte filter, som vi ikke kunne fjerne, for hvis den meget lange slange ned til drivhuset hvor trætønden står, stopper til et eller andet sted undervejs, er det mildt sagt noget hø.

Det var altså et godt påfund!
Ingen kan se den alternative regnvandsopsamler, så det gør ikke spor, at den ikke ligefrem er noget kønt syn. Det er der faktisk mange regnvandstønder, der ikke er …
Når tønden er blevet godt og vel halvt fuld, går pumpen automatisk i gang og sender vandet videre ned til tønden ved drivhuset, hvor jeg mest bruger regnvand.
Ikke flere ærgrelser over tilstoppede filtre.
Det er da genbrug på den allerbedste måde! Godt vi ikke havde fået kasseret den gamle skraldespand – ideen er hermed givet videre.

Genbrug: galt eller genialt?

Min mor, som var 14 år, da krigen kom til Danmark, og 19, da den sluttede, genbrugte alt. Vitterlig alt. I en grad, så vi børn sommetider rystede lidt på hovedet over hende, fordi vi mente det var lige i overkanten, som for eksempel, når hun vaskede plastposer. Jeg genbruger selv plastposer, hvis de er tørre og rene, men ligefrem at vaske dem – der sætter jeg grænsen.
Hun holdt da også op på et tidspunkt, lige som hun stoppede med at stoppe strømper og med at pille strikkede trøjer op, hvor garnet så kunne genbruges til fx sokker.
Julegaveindpakningspapiret blev glattet ud og gemt; ganske som de pæneste og længste af båndene blev rullet op på et eller andet. Jeg kan egentlig ikke huske, om det nogensinde blev genanvendt, eller det bare hobede sig op på loftet.
Efterhånden tog det alt sammen af, men hun blev aldrig god til at smide ud, og når man ser på samfundet i dag, så kan det vel siges, at det var hende, der var fremsynet og os, der var/er nogle forbrugssvin.
Bortset fra, at jeg har en snert af pisken, for jeg har ikke helt nemt ved at smide ting ud – heller ikke selv om det er noget, jeg ikke har brugt i årevis. 
John er ikke et hak bedre, så det var en svær øvelse at skulle igennem, da vi skulle flytte.
Men vi klarede det og fik smidt ud. Det der kunne genbruges, blev overdraget til nogen, der kunne bruge det, men meget røg helt ud.
Det er en svær læringsproces, men det kan lade sig gøre. Tag nu det Canon, der gik i udu i Grønland: John ville til at lægge det op på loftet, men her protesterede jeg:
– Vil du forsøge at reparere det?
– Næhhh …
– Så bare ud med det! Der er ingen grund til, at enten vi selv eller Charlotte engang skal gøre det. Vi smider det ud nu.
Vi har haft gamle telefoner liggende. Hvorfor, ved jeg ikke, men nu er de væk. Helt væk.

En af de ting, mor gjorde, og som jeg dengang var sikker på, at jeg aldrig, aldrig, aldrig ville gøre selv, var at genbruge dynebetræk og lagner.
Da Charlotte boede hjemme, løste det sig selv, idet jeg næsten måtte binde hende for at forhindre hende i at tage selv det, vi havde liggende på sengene, fordi hun slet ikke kunne samle nok stof til at øve sig på at sy. Hun satte videoer med My Fair Lady eller Borte med Blæsten på pause, tegnede kjolerne af og forsøgte at efterligne dem. Det begyndte hun på, allerede da hun var 11 år, så det kom ikke som en overraskelse for os, da hun senere erklærede, at hun ville være skrædder.
Tilbage til emnet: Jeg har lige kasseret nogle dynebetræk. Vi har simpelthen alt for mange nu, også selv om vi bruger seks sæt når englænderne er her. Deres fire senge står altid redt op, plus vores, selvfølgelig, og alligevel ligger der nu 13 sæt i skabet.
Nu ligger der så kun 10, hvilket stadig er alt for meget …
Jeg har klippet to op til pudseklude, og jeg vil sy lommetørklæder af et af dem.
Det er verdens bedste pudseklude, både til vinduer og ædelmetaller, for det fnugger ikke og er dejligt blødt.
OG det er verdens bedste lommetørklæder, som er skønne at bruge, når jeg er forkølet, igen fordi der ikke fås noget blødere; ingen Kleenex kan hamle op med et superblødt lommetørklæde, og den ømme og hudløse næse kan stort set altid undgås.
Prøv selv.
Og kald mig bare gal. Jeg kan bære det.

Miljøglorien kan – næsten – pudses

Mens vi var i Sverige, spurgte Malle mig, om jeg kunne hækle. Ja, det kan jeg – men det kan din mor også … hvorfor spørger du?
”Jo … de her fiberklude, du bruger som karklude … er du klar over, at de indeholder 20 % mikroplast?”
Det var jeg ikke, og jeg har læst artikler om mikroplastens omfang og skadelighed, så jeg fik helt dårlig samvittighed, hvad der dog ikke var Malles mening. Næh, hun ville have mig til at hækle karklude til hende.
Jeg er ikke vild med at hækle, men efter fire numsevarmere – dobbeltsidede, oven i købet – kunne jeg vel for pokker hækle lidt karklude til det miljøbevidste unge menneske.

I brugsen havde de fire nøgler bomuldsgarn på tilbud, så der røg 2 x 2 nøgler neutrale farver (ønske!) i kurven, og nu er de første to karklude færdige.
I to forskellige mønstre, naturligvis. Variation må der til. Hvis hækling er kedeligt, så er hækling med lutter fastmasker det kedeligste, men nettet nærmest svømmede over med opskrifter på hæklede karklude i forskellige varianter.
Den tredje bliver strikket. Patentstrik, selvfølgelig.
Lige pludselig er jeg, mod al forventning, blevet helt grebet af det, så mon ikke der kommer lidt bomuldsgarn i garnkurven, når vi kører ned til vores tyske slot om få dage? Det er et perfekt passager-håndarbejde. Nemt og overskueligt, noget man nærmest kan arbejde med i blinde, så man samtidig kan kigge ud ad vinduet. Ikke noget med at sidde med mønsterark, som ikke har noget egnet sted at ligge i bilen.
Jeg har bomuldsrester i mange farver, bare ikke jordfarver, men jeg har intet imod lidt kulør i køkkenet. Jeg har flere gange været tæt på at smide de rester ud – godt jeg ikke nåede så vidt, for nu tror jeg, jeg er nødt til at gå over til hjemmefabrikerede bomuldskarklude. Man er vel miljøbevidst!

“Vores tyske slot”??? … Nej, vi har ikke købt et tysk slot. Vi har så rigeligt i Den Stråtækte og i Sverige, men vi skal, om ikke så længe, ned og bo på Schloss Tremsbüttel et par nætter.

Med morgenmad og en treretters aftenmenu. Det bliver sikkert okay. Jeg mangler bare at finde ud af, hvad man med fordel kan se i området.

Hvorfor er der ikke nogen til mig?

ALLE andre slæber svampe med hjem i kilovis. Bare ikke mig. I dag har vi igen forsøgt os i nabolaget, men der var aldrig en svamp – ikke engang af dem, vi ikke spiser – det er simpelthen for tørt, tror jeg, og jeg nægter pure at få over mine læber, at vi mangler vand.
Det må nemlig gerne vente til efter weekenden, fordi jeg helst ser et lige så flot vejr som nu til den årlige strikkefestival, som jeg med forventningsfuld glæde drager afsted til på fredag.

Nå. Har vi ingen svampe, må vi glæde os over, at vi har så meget andet. Fantastiske morgener, for eksempel. I morges kaldte John på mig, fordi han syntes jeg skulle se de smukke farver på himlen, den svage morgendis over fjorden og fuglene i silhouet, når de vågner.

Jeg har lige læst noget, jeg har hævdet i over 35 år, men er der ikke noget om, at en profet aldrig er agtet i sit fædreland? Lige siden jeg blev ansat, hvor jeg var ansat i 35 år og derigennem lærte en ting eller to om allergi, har jeg hævdet, at det er dumt at rede sin seng om morgenen. Jeg har altid bare lagt dynen i fodenden med undersiden op, og der ligger den, til vi går i seng igen – undtagen når vi skal vise hus frem.

“Er du opdraget med at forlade dit hjem om morgenen med en nydelig og pænt redt seng, så drop det. Det giver nemlig husstøvmider ekstra gode betingelser.”
Jamen det er jo det, jeg siger! Artiklen fortsætter:
”Mange af os er opdraget med, at sengen skal være redt og dækket med et fint sengetæppe, når vi tager af stedet på arbejde om morgenen. Men det er faktisk en ualmindelig dårlig idé. Og det er en endnu dårligere idé at dække dyner og pude til med et tungt sengetæppe.
Når du reder sengen lige efter, du er stået op, holder du på fugten i sengen, og det giver gode forhold for husstøvmider.
Husstøvmider trives bedst ved en relativ luftfugtighed på 55-75 procent og en temperatur på 17-32 grader. Din seng er derfor en perfekt opholdsplads for husstøvmider.”

Hvis man nogensinde har set billede af en husstøvmide, vil man garanteret ikke synes, det er jordens mest sexede sengekammerat, uanset hvor harmløs den er for de fleste. I de første år jeg var ansat, modtog vi støv fra senge for at se, hvor mange husstøvmider der var i dem, samtidig med at vi testede om sengeejerne var allergiske over for miderne. I nogle senge var der et horribelt stort antal, og vi laboranter spøgte med, at vi var nødt til at lære de adresser udenad, så ikke vi risikerede at rende ind i en fyr med en milliard mider i sengen …
Den almindeligst forekommende husstøvmide i Europa er Dermatophagoides pteronyssinus og i USA Dermatophagoides farinae.
Det tog mig lige et par dage at lære at sige de navne, men det var ret blæret at kunne fyre sådan et navn fejlfrit af. Syntes jeg dengang …

Det halve Sjælland rundt

Eller næsten da. Vi har været forholdsvis aktive i dag.
Skulle i Brugsen (såmænd) og hente regnvandstønden, som blev bestilt på Nettorvet i sidste uge.
Skulle til Kr. Hyllinge og hente nye forsyninger af Chr. Hansens vildfugleblanding, både til fædrenegården, Sverige og hjemmematriklen – vi fodrer hele året.
Skulle på planteskole og finde årets krukkeblomster.

Jeg blev så betaget af Havehyrdens flotte regnvandstønde, som hun har fundet i Tyskland. Jeg har ønsket mig en regnvandsopsamler i mange år, men jeg har altid nægtet et placere en meget stor, meget mørkegrøn, meget grim og meget dominerende ting i vores lille rækkehushave. På Nettorvet opdagede jeg så denne rigtige trætønde, som naturligvis ikke skal stå midt ude i det hele, men lige uden for den overdækkede terrasse, når John engang får gjort den modtagelig for regnvand, samt monteret en hane til at aflevere samme, så jeg kan vande mine krukker.

På vejen til Grovvarecenteret lidt uden for Kirke Hyllinge kom vi forbi Rye, hvorfra Inge så smukt fotograferede forleden dag, så den bro vil jeg lade hende være alene om og vil i stedet vise det gamle træ, som er smukt selv i døden.

Den store planteskole i Roskilde skuffede os, for de havde stort set ingen krukkeblomster. Er vi allerede for sent på den? Det er da først efter fuldmånen i maj, vi kan være nogenlunde sikre på ikke at få mere nattefrost, så de kan da for pokker ikke have udsolgt allerede?

Videre til Thyme lidt syd for Herfølge. En pragtfuld og veldrevet plantskole, som heller ikke denne gang skuffede os… masser af blomster var der. Og andet. Var det noget med et figentræ til 1650 kr? Som garanteret smutter op til Paradisets Have, så snart de lover frostvejr i det jordiske miljø? Vi sprang over, men fik købt til de krukker, der er tilbage efter vinterens frost. To af dem var gået lige midt over, selv om de havde stået forholdsvis frostbeskyttet inde i skuret. Ikke nok, åbenbart.

Det ser temmelig rodet ud til at begynde med…

Ikke så snart jeg havde taget dette billede, trak det sammen og begyndte at buldre. Jeg fik en halv time, inden det begyndte at regne, og resten af eftermiddagen arbejdede jeg med plantningen ind imellem tordenbygerne.

Færdig blev jeg trods vejret, og resultatet, som ses nedenfor, synes altid som næsten ingenting i starten, men forhåbentlig ender alle krukkerne, ganske som de plejer, med nærmest at svømme over med alle de skønne blomster.  Anna og Aubrey kommer jo lige efter Skt. Hans og hjælper mig med at vande – deres magiske små hænder er en stor hjælp…  og indlægget i linket viste sig at være nøjagtig to år gammelt  og ikke et, som jeg troede, da jeg ledte efter det. Ups, hvor tiden går alt for hurtigt.

… og mange flere… Den lille og tætte koreagran står stadig på planteskolen, men jeg er ret vild med den. Koglerne er gengivet i naturlig størrelse – er de ikke nuser?

Den store og frodige pariserrose, som vi har haft i den største af krukkerne i mange år, kunne ikke tåle den hårde og lange vinter. Den er komplet og aldeles død og hvad skal vi nu sætte i krukken i stedet for den? Det kunne vi slet ikke finde ud af – havde rhododendron, roser, japansk løn og meget andet oppe og vende. Det endte med, at vi tilplantede den med jordbær – det giver os lidt mere tid til at tænke over det…
Det ender nok med… ikke en Lillymodel, men denne koreagran, da den er meget tæt og meget langsomtvoksende. Og meget dyr, så jeg skal lige spare sammen til den.

Vi kører grønt

John har for nylig gennemført et kursus, der udløste et diplom, der sort på hvidt fortæller, at han har helt styr på at økonomisere med brændstofforbruget.
Det har 17 af hans kolleger i selskabet også.
Grunden er dels, at benzin og diesel er blevet meget dyrt, og dels, at selskabet gerne vil vise omverdenen, at de er med på den grønne miljøvogn.

I parentes bemærket har John mange gange svaret kunder på spørgsmål, der går på hvorfor de i Roskilde ikke er blevet helt CO₂-neutrale, som de københavnske taxaer er. Dertil kan han kun svare, at der findes ikke en eneste taxa, hverken i København eller Roskilde, der i sig selv er CO₂-neutral, men at de københavnske taxaer har valgt at købe sig aflad ved at betale til alternativ energi i et afrikansk land, f.eks.
En mand, der blev interviewet i forbindelse med kurset, sagde, at han på kurset ikke havde lært ret meget, han ikke allerede vidste om brændstoføkonomi, men var blevet chokeret over at få at vide, hvor meget CO₂ en bil egentlig forbruger. Han havde så lige misforstået noget, vil jeg påstå.

Nå. Til historien, jeg ville fortælle:
Når man skal lære at køre grønt, skal man først køre en bestemt strækning på den måde, man normalt kører. Derefter skal man høre på en klog mand, der ved en masse om god brændstoføkonomi, og derefter kører man samme tur igen; forhåbentlig ihukommende alle de gode råd.

John brugte mindre brændstof på ‘sin egen’ kørsel end når han kørte som anvist af den såkaldte sagkundskab. Den kloge mand troede ikke sine egne øjne og regnede efter. Og én gang til. Sagde til John, at ”Det var da li’godt satans! Det kan ikke passe!”
Men det kunne det godt – min søde mand havde lidt svært ved at skjule smilet, da han fremførte, at faktisk havde han altid været temmelig god til at læse trafikken, og at han har kørt grønt længe før det blev moderne at kalde det sådan. Der gik sport for i det for ham at køre økonomisk, dengang han var salgschef i Danmark for et benzinselskab og kørte land og rige rundt stort set altid.

Han havde det helt fint. Det var ham vel undt… jeg hyggede mig også, da han kom hjem med diplomet og fortalte historien.
Og der er givetvis en masse, der har kunnet lære en masse. John har taxaen i ugens fem hverdage, og hans makker, som er… som er… øh… ja, lad os bare sige, at han ikke har lyse krøller… bruger den samme mængde (eller mere) brændstof i weekenden på langt færre kilometer. Vognmanden er lidt spændt på, om der er blevet hørt efter på kurset fra vedkommendes side.

Klimakonferencen i København

Var der nogen, der sagde, at COP15 var en fiasko?

De ord kan I godt æde i jer igen, for jeg vil tillade mig den påstand, at den må have været en kæmpesucces.

Det har i hvert fald været skidekoldt lige siden den konference stoppede, så en eller anden effekt har det haft – vi må have været bedre værter end først antaget…

Jeg vil altså meget gerne se tocifrede temperaturer, tak. Vi har fri de næste fire dage, og selv om det er hyggeligt med ild i brændeovnen, vil jeg gerne kunne  nøjes med at have det om aftenen!
Kan I have en god Kr. Himmelfartsferie derude. Trods alt 🙂

Jeg åbner snart et stutteri

Et stutteri fyldt med kæpheste.
Det er billigt i drift, og dyrlægeregningerne vælter helt sikkert ikke budgettet.

I bladet Samvirke, som er så ganske udmærket at blive klog på, er der i seneste udgave, hvor vand er tema, denne notits, som jeg har skannet og tilladt mig at sætte ind. Teksten er ret tankevækkende, synes jeg.

Og den var lige vand (!) på min mølle, for jeg har i flere år prædiket mod alt det flaskevand, der indtages i store mængder overalt. Det rene van(d)vid.
Jeg er (flaske)vandafvisende.
Vi har så fint, rent vand i Danmark, så hvad i alverden er der galt med postevand?

De vandautomater, man stadig ser rundt omkring, har jeg været helt bange for – det kan være store bakteriefælder, og efter jeg et par gange havde prøvet vandet og fik en underlig støvet fornemmelse i munden, boycottede jeg den form for væskeindtagelse, længe inden ledelsen besluttede at gøre det samme.

På min arbejdsplads blev ‘vandmaskinerne’ nemlig skrottet for et par år siden, og i stedet blev der monteret en lille ekstrahane ved siden af den, der hele tiden havde været der + sat en køledims op under vaskene i pauserummene, således at vandet er iskoldt lige pr. omgående. Med andre ord behøver det ikke at løbe i kortere eller længere tid, direkte i kloakken til ingen verdens nytte, for at blive koldt. Meget vand- miljø- og CO2-venligt. Der er selvfølgelig ikke brus i hanevand, men hvorfor det er så nødvendigt, har jeg heller aldrig fattet. Citrussmagen klarer vi selv med citronskiver; det smager oven i købet meget bedre med naturmetoden.

Nu mangler vi bare, at vi også stopper med at have flaskevand på lager til f.eks. møder. Sodavand, Cola og lignende sukkerholdige drikke er vi stoppet med at købe, fordi det er for usundt. God beslutning (ikke alle er enige med mig her – vi har en del colanarkomaner). I vores kantine kan vi få vand, mælk, kaffe og te. God beslutning. Som kompensation har man investeret i den vildeste kaffeautomat jeg til dato har oplevet. Kaffen er helt utrolig god, og der er natuligvis alt til faget hørende af cafe latte, espresso og sytten andre muligheder. Man kan også få kaffe…
Efter sigende har maskineriet kostet 100 000 kr., og hvis det holder vand (!), har kaffen sådan set også bare at være god.

Kan man pudse en CO2-glorie?

Jeg prøver i hvert fald. “Because I deserve it”.

Jeg er nok blevet en anelse grebet af alt dette CO2-halløj. Som jeg på den anden side er ved at blive en anelse træt af. For lidt og for meget… Bare det ikke går for folk, som det gør for Mads Blærerøv: Jo mere han hører, han ‘skal’  eller ‘bør’ gøre, jo mere Rasmus Modsat bliver han. Tilsyneladende. Nogle af hans mest provokerende meninger tror jeg, han er blevet betalt for at have.

Jeg har i dag leget lidt rundt på nettet i kvoter og statistikker, og jeg tillader mig i meget høj grad at være Ellen Blærerøvsmiljøduks, fordi husstanden her er vildt CO2-økonomisk: 10.15 ton. For husstanden, folkens.
Dong Energy (sidespring: prøv at sige det højt; tænk så på, hvad der bliver brugt som brændsel mange steder i Afrika og tænk derefter på, hvad ‘Dung Energy’ betyder på engelsk. Hahaha). Nåmen altså, Dong Energy hævder, at hver dansker udleder 10 tons om året, men her er vi altså to om den mængde.  Pudse, pudse glorie.

Vi bruger 3100 kW om året. Vi bruger under halvdelen af det vand, vi ‘burde’ bruge. Vi har fjernvarme. Vi tørrer (det allerallermeste) tøj på tørresnor osv. osv.
Men vi har altså også begge to oplevet oliekrisen i 1973, og den har måske lært os lidt om at spare på energien.
Og hvis jeg skal være helt ærlig, så har min noget stramme økonomi i de år, jeg var alene med Charlotte, også lært mig en del, som rent faktisk ikke var baseret på samfundstjenlige tanker, men mest i Ellens privatøkonomiorienteret-tanker.
Vi kan egentlig ikke yde nogen indsats, vi ikke har ydet i over 30 år: Vi lader ikke vandet løbe under tandbørstning og barbering. Vi… nej – jeg skal skåne jer for de fleste af hellighederne.
Når vandet skal løbe lidt, fordi vi vil have koldt drikkevand, lader jeg det løbe ned i den kande, jeg bruger til blomstervanding. Og sådan er der så meget, meget mere.
Men vi har to biler. Vi holder CO2-meget-uvenlige ferier. Jeg flyver en del.
Desværre ikke selv, for det ville helt sikkert være mere CO2-venligt. Det var dog altsammen med i beregningerne i en CO2-udledningstest fra i dag (og jeg kan bare ikke huske, om det var Dong eller SEAS eller en tredje), hvor jeg synes, at jeg svarede aldeles ærligt på alle spørgsmålene. Alligevel påstod de, at jeg kunne spare op til i alt mellem 2400 og 3000 kW om året, hvis jeg liiiiige ydede den dér ekstra indsats. Det tror jeg jo så ikke helt på kan have sin rigtighed…

John er lettere irriteret på mig sommetider, fordi jeg er så ‘nærig’, som han flabet kalder det. Men tallene i dag har – som Home gjorde forleden dag – fået ham til at acceptere lidt mere af Ellen Blærerøvsmiljøduks og lidt mindre af Mads Blærerøv, som hans form for erkendelse af verdenssituationen.

Og hvad tror I lige, glæder Mor her? Naturligvis det, at Charlotte er præcis lige så irriterende som mig, så Tim har haft det hårdt, men er efterhånden også ved at falde til patten 😀 Måske er det bare for husfredens skyld, men målet helliger sommetider midlet…

Mink-mordere = meget misforstået minkvelfærd

Så I tv-avisen? Jeg så den og så den også i går. Og jeg er vred, forarget og harm. (Godt og fyndigt gammeldags ord, ikke? Harm!)

Jeg synes det er i orden at demonstrere for at synliggøre sine meninger. Jeg synes det er i orden at stå åbent frem og argumentere for sine meninger. Jeg synes IKKE, det er i orden, at en eller anden selvbestaltet dyreværnsorganisation, eller hvem det nu måtte være (længe leve ansvarsforflygtigelsen og/eller anonymiteten?) ‘befrier’ mink i stor stil for tiden. Jeg er ikke helt klar over, hvorfor de gør det. Det er jeg ikke, fordi det indtil videre er meget anonymt.
Ynkeligt.
Tag dog ansvar, for pokker.
Er man imod, at kvinder (og mænd) bærer pelsfrakker? Det må I da gerne mene, men jeg synes det er helt o.k., så længe det ikke er vilde dyr som sæler, ræve, ulve eller andre fritlevende dyr Derude, det går ud over.
Men mink er avlsdyr. Og ikke mindst er det er dyr, der ikke naturligt hører hjemme i den danske natur, så de gør ikke bare stor, men meget stor skade på samme natur, hvis når de bliver sluppet ud i det fri.

Alle de døde mange mink. Alle de mange mink, som nogen temmelig uoplyste personager lukker ud i naturen. Alle de mange mink, som forskellige interessenter gør alt for at indfange igen efter denne aktion, så de ikke gør alt for store og næsten uoprettelige skader på det naturlige økosystem. Så de ikke dør af sult, fordi der er alt for mange på et alt for lille område. Så de ikke slås, fordi de ikke kender hinanden. Så de ikke fryser.
De mink, der bliver indfanget, bliver gasset. Det dør de af … uden minkavleren eller andre, for slet ikke at tale om minken selv, kan bruge pelsen til noget. Dyrene var blevet gasset under alle omstændigheder, (eller hvordan man nu gør), men så havde de da gjort lidt gavn… nu skal de bare væk; ud af systemet. Både øko- og det andet.

Alle er tabere.
Både naturen og minkavlerne.
Jeg vil påstå, at de, der slipper dyrene ud, også er tabere.

Mink er avlsdyr. Jeg kan overhovedet ikke se forskel på svineavlere, hønseavlere, kyllingeavlere, fåre- gede- eller koavlere (!) eller hvilke som helst former for avlere, der har velkontrollerede forhold. Hestehår bruges også kommercielt.
Er det, fordi, mink har pels, man synes det er så forfærdeligt? Det har kaniner også. De er i kontrolleret avl. Kaniner er oven i købet forsøgsdyr på godt og ondt – men stadig fordi, vi mennesker kan få mere og mere medicin mod flere og flere sygdomme.
Får har pels. Køer og svin har også. De bliver så ikke brugt til kvindefrakker, men til (spise)kød og huder, som nogen lægger på gulvet eller hænger op på væggen, fordi de synes, at det er flot.
Når man vender pelsen om, hedder det skind, og lige pludselig er det af en eller anden grund vidt og bredt accepteret. Det hedder måske bare tasker, punge… whatever.
Ejer minkbefrierne ikke noget som helst lavet af skind? Muhhhligvis, men jeg vil have beviser, før jeg tror på det.
(I England er man out, hvis man bærer pels, mens skindtøj tilsyneladende er o.k…. Moral er godt, men dobbeltmoral er dobbelt så godt.)

Spiser minkbefrierne hverken kylling, svin, okse eller får? Er de alle vegetarer? Det tror jeg ikke.

De, i mine øjne, temmelig uvidende velfærdsfanatikere er lige præcis her gået mål forbi.

Jeg er vred og jeg er harm.

Hvid skulderengel: “STOP SÅ, Ellen… du er jo egentlig superglad.
Dine englændere er lige nu ved at spise et stort og forhåbentlig lækkert måltid mad ombord på esbjergfærgen. Du har købt tøj og legetøj til ungerne i store mængder. Du glæder dig til i morgen og til de næste otte dage.“

DET ER SGU DA RIGTIGT! JEG HAR FERIE, har jeg da!  😀
Vi læses ved, næste gang, jeg har internetforbindelse.
Og til aller-allersidst: Jeg ejer ikke og vil heller aldrig komme til at eje en minkpels eller anden form for pels. Men det er nok mest, fordi jeg ser, om muligt, endnu dummere og tykkere ud i en pels. Det er ren selvkritik og har ikke en pind med ideologi at gøre.