Tordenskyer … både i himlen og meget lokalt

Tordenvejr. Jeg holder faktisk rigtig meget af tordenvejr – den sorte himmel, lynene, bragene, den heftige regn. Tælle sekunder fra lynet til braget høres for at kunne regne ud hvor langt det er væk.
Det var min mor, der lærte mig at holde af det voldsomme vejr, og jeg har heldigvis formået at give det videre til min datter, som igen har givet det videre til sine børn: tordenvejr er hyggevejr.

Den sorte sky, der tårnede sig op over mit hoved i går, kunne jeg derimod sagtens have undværet.
Jeg gik helt i sort. Totalt og sikkert også overtotalt.
Fordi min lymfeknude ikke var ‘clean’.
Vi gentager fra sidst: satans. Satans, SATANS og HELVEDE og sgu.
Det gør ingen forskel i behandlingen. Onkologen hævdede, at han havde forventet, at med en knude på den aktuelle størrelse, ville han have været mere bekymret, hvis ikke der var fundet noget, for så var der sandsynligvis overset noget … den kan man jo så tro på eller lade være, men jeg må sige, at samme onkolog var meget ligefrem og meget ærlig om hele min situation. Og de kunne godt have fortalt mig denne anden historie fra Ringstedlægernes side for 14 dage siden – der fik jeg faktisk den modsatte historie: at vi bare skulle have bekræftet, at det ikke havde spredt sig.
“Du skal være bange og bekymret. Det er kræft, vi taler om, og det er ikke spor godt at få. Det er helt i orden at tude. Det er helt i orden at være bange og bekymret. Du skal igennem et lorteår, men sådan er det bare. Det har fundet ud af at fortsætte ud i dit system, men det er jo derfor, vi starter med at give dig kemobehandling.”

Det er forkortet her, men det var faktisk okay, at han var så direkte.
Alligevel gik jeg i sort. I aftes brød jeg sammen og sad bare og vrælede ned i Johns skjorte i en halv times tid. Han gjorde det eneste rigtige: nøjedes med at stryge mig på kinden og hen over håret, bare knuge mig og sige næsten ingenting, men være der for mig og trøste mig som den lille pige, jeg var i går og som jeg ville have forsvoret, jeg ville kunne blive til i min fremskredne alder.

---

Vi slår en streg i sandet.
Jeg er kravlet op af hullet. Jeg er glad igen sådan da …
Jeg kan ikke gøre en pind for at ændre situationen. Jeg starter kemo på mandag. Nu har vi en plan, Egon: Vi skal bruge en elastik og en tøjklemme til at holde smilet fast med. En bundløs kurv til bekymringerne og en lille, fiks æske til anti-kvalmepillerne.

I morgen skal jeg til en parykmager. Jeg begynder at tabe håret lige efter anden behandling, og eftersom man gerne vil se mig med mit eget og efter egne normer helt normale hår, kan det kun gå for langsomt.
Så i morgen … og jeg glæder mig … det kan I så tro på eller lade være, men hvor mange gange i livet får man lige muligheden for at afprøve sin nye frisure? Og sige “Nej tak – den er for kedelig – kan vi ikke lige prøve den der lilla hanekam i stedet for?”

Johns dejlige datter var her i aften og gav mig de varmeste knus nogensinde.
Min egen skønne datter, som fik den lidt halvkedelige nyhed serveret i formiddags, ringede i eftermiddags og erklærede at, med mindre flybilletterne var totalt overskruede, kommer hun og børnene om godt en uge. Bare en weekend, men de kommer. Punktum.

Hun lærer aldrig at lystre … jeg havde jo sagt, at vi venter til august med at ses, men hun hører ikke efter, hvad mor siger.
Det er for en gangs skyld i orden. Ikke mindst fordi, jeg tror, det betyder lige så meget for hende, som det betyder for mig at få afstanden minimeret bare for et par dage.  

I morgen laver vi samme stunt, som vi plejer, når jeg får dårlige nyheder: efter parykseancen kører vi til Sverige og vender først næsen hjemad igen på søndag, hvor vi skal fejre Skt. Hans oppe hos min yngste søster.

Og hvad var det lige, jeg lovede for kun et par uger siden: at dette ikke skulle være en klynkeblog!
Hvad er det? En klynkeblog.
Men det er min.
Og jeg bestemmer her!

Alting tager tid. Noget tager meget lang tid …

Endelig, efter 22 måneder, kan vi se frem til en afslutning af boet efter far.
Sagsakterne har antaget et pænt omfang – vores advokat havde lovet min søster at have det hele fremme, når vi ankom til det forhåbentlig afsluttende møde i dag – bare så vi kunne se sagens rent fysiske omfang.
Jeg studsede mest over, at man har det på denne måde i vore dages elektroniske verden, men det har man altså. Advokaten havde fortalt Bodil, at han havde ½ meter bilag, hvilket vist ikke var helt ved siden af …

Når boopgørelsen bliver indleveret til SKAT, har de en 8-10 uger til at gå det igennem, så det kommer til at passe, hvad advokaten sagde, da vi hyrede ham som bobestyrer: i bedste fald 1½ år, men regn med et par år.

Efter mødet skulle vi ned hos den ene af mine søstre, men det blev lige forsinket lidt, da den anden søster partout ville i vandet! Hun er ikke rigtig klog, hvilket jeg ikke undlod at fortælle hende, men ikke desto mindre gjorde tøsen det – og påstod oven i købet, at det var dejligt. Det tror jeg på, at hun mente, så jeg gad ikke diskutere det … men nu har jeg billeddokumenteret, at en enkelt i familien er bidt af … et eller andet.
Der er i hvert fald ingen af os andre, der har de samme sære lyster, som involverer hundehamrende koldt vand  

Vi deltes alle om at lave maden – I må selv gætte Johns tjans … og det grillede kød (ko og gris) var stegt til perfektion.
Der blev fabrikeret en lækker salat.
Forretten var bruschetta – intet billede, udover det, der ses i billedet af af ego med husbond, men smagen fejlede bestemt ikke noget.
Det blev til nogle timers hyggeligt samvær, hvor vi bl.a. forsøgte at planlægge en ferie i fars og mors ånd: en ferie, vi giver til vores børn og børnebørn, og hvor vi skal være sammen alle 18. Men hvor? Og hvornår? Hvorhen? Det skal vi altsammen finde ud af – vi er dog forholdsvis sikre på, at de alle gerne vil med, hvis vi ellers kan ramme uden om eksamener og deslige.

En af os er blevet ganske forskrækkelig langhåret, men eftersom jeg snart mister hele skidtet på en helt naturlig (hmmm) måde, gider jeg næsten ikke ofre en klipning – det er da bare totalt spild af penge.

Ikke 10 minutter efter, vi var returneret fra Sverige ved middagstid i dag, ringede systemet og gav mig min mødetid til planlægning af kemoplan: 18. juni. Okay. Så har vi en hel uge til at tage på campingtur – John har lige rekognosceret, og det bliver Thurø. Med cykler. Det bliver herligt – og jeg er væk hjemmefra.
Af en eller anden grund er tankerne sortere og en kende for nærværende, når jeg går rundt i det, der har været vores hjem i 25 år. Jeg vil væk, jeg vil distraheres, jeg vil fortrænge, jeg vil glemme … den der æggestore knude i venstre bryst. Og NEJ, jeg kan ikke mærke den. Og JO, alligevel ganske lidt. Når jeg nu ved hvad det er, kan jeg godt mærke den, men jeg ville aldrig, aldrig have tænkt over, at det var noget, der ikke skulle være der. Så meget for selvundersøgelser af brysterne … 
Heldigvis har jeg en dejlig mand, der er helt med på, at vi skal ud med campingvognen – han elsker at campere, så det koster ingen diskussioner overhovedet.

Dagens helt perfekte afslutning var solnedgangen, som John og jeg nød hvert eneste sekund af på vores halve times hjemtur.

Jeg kom dryssende ind på afdelingen

Jeg fik at vide, at jeg meget gerne må være nybadet, når jeg mødte ind til operationen (forståeligt nok, men tænk, at de er nødt til at sige til folk, at de skal have taget et bad, inden de kommer …), men at jeg godt kunne glemme alt om deodorant og cremer af alskens slags.
Nu er fedtet hud og hår jo noget, der hørte ungdommen til (der, hvor man havde allermindst brug for det …), så jeg har hen over årene gjort mig selv afhængig af bodylotion efter badning.
Måske kan nogle gætte, hvordan mine ben ser ud, hvis jeg så ikke må bruge creme?
Jeg følte mig som Rumle fra Radiserne – at ‘støvet’ nærmest stod om mig for hvert tagent skridt.
Derfor kom jeg dryssende ind på afdelingen.

Jeg måtte heller ikke have neglelak på???
Den måtte jeg altså lige spørge narkoselægen om i mandags, og han kunne da heller ikke lade være med at smile: “Man kan se på dine negle, om du mangler ilt”. Det vidste jeg godt, men sagde, at jeg faktisk havde håbet lidt på, at vi var kommet en del videre siden man bedøvede med æter … så fortsatte han heldigvis: “I dag har teknikken dog overhalet den slags metoder, og det undrer mig egentlig lidt, at man stadig fortæller jer, at I ikke må have neglelak på”.
Godt så. Kompromis for at glæde sygeplejersken: jeg beholder lakken på mine tæer, men undlader den på fingerneglene.

Nu kan blogindlæg heldigvis skrives på forhånd – dette er skrevet en halv time inden John kører mig til Ringsted for at få fjernet den lymfeknude.
Når det bliver udgivet, er jeg forhåbentlig vågnet efter narkosen og mine kropsfunktioner er begyndt at overveje, om de ikke simpelthen bare skulle træde i funktion igen, så jeg kan få lov til at ringe efter John og komme hjem.

Nu med blomster – og ny cykel

Efter fra narkoselægens side at være blevet vejet og fundet let nok til at komme under kniven på onsdag, kørte vi direkte til Køge for at finde en god cykel til mig.
Jeg gider ikke min gamle cykel, som i øvrigt også blev kasseret for et par år siden … dengang sagde jeg, at jeg ikke ville have en ny, før jeg var stoppet med at arbejde, for jeg orkede alligevel ikke at bruge den seriøst før den tid.
At jeg så blev tvunget til at handle lidt hurtigere, er der nok ikke sket nogen skade ved.
Jeg kiggede lidt på cykler for et par måneder siden, men var ærlig talt lidt for nærig … mit mindstekrav er syv indvendige gear, selv om det skal være en husmorcykel, som man ikke ligger ned og ligner en bedaget udgave af en Tour de France-kandidat på, og så får man desværre ikke cyklen for en slik længere. Brugsens billige til 2500 kan jeg godt glemme alt om.
Nu var nærigheden væk; det skal i stedet betragtes som en investering i mit helbred med en noget bredere og mere alvorlig synsvinkel end for en uge siden, så nu betalte jeg, hvad der skulle til for at få en cykel, jeg kan holde ud at køre på.
Karen ringede for at snakke og spurgte bl.a. hvorfor jeg ikke havde købt en elcykel, men det synes jeg er for dyrt – og så får man vel heller ikke den nødvendige motion? Jeg betragter mere en elcykel som en smart ting, hvis man har lige lidt for langt på arbejde til en normal cykel, men for kort til at kunne forsvare at køre bil i sommerhalvåret.
Men jeg løj desværre for dig, Karen. Ubevidst, men alligevel: jeg troede en elcykel koster 14000 kr. – man kan altså få dem ned til 8000, men det har jeg først lige googlet mig til. Det får mig dog ikke til at fortryde det andet køb.
Lidt hjalp det også, at min søde chef (har jeg før sagt, at han er sød?) i en mail spurgte mig, om jeg havde husket, at jeg var dækket af ‘Kritisk sygdom’ indtil ansættelsesstop, og eftersom jeg i øjeblikket bare holder seks ugers ferie og den formelle ansættelse varer t.o.m. 30. juni, var jeg jo stadig ansat, da sygdommen blev konstateret.
Tænk altså, det havde jeg ikke skænket en tanke. Hurra for betænksomme chefer! Der kunne jeg nemt være gået glip af en pæn lille sum penge, bare fordi jeg er et stort fjols, men der bliver nu til både cykel og den specielle rejse, vi har lovet os selv, når alt det her pjat er overstået. Og måske lidt til …

Vi var kun lige kommet hjem fra Køge, da det ringede på døren – det var en knajt med en buket blomster fra … min afdeling, såmænd, så der kom den betænksomme chef plus søde kolleger igen ind i billedet.

Selv om det lyder ret åndssvagt lige nu, føler jeg mig alligevel som en privilegeret kvinde. Der er fantastiske og søde mennesker overalt omkring mig.

… but the show must go on, and so it does

Det dur ikke at sidde og flæbe. Faktisk har jeg ikke engang været ude og skrige, og jeg har kun tudet en enkelt gang i alt; nemlig i går, da vi kom hjem fra sygehuset. Jeg er stærk. Siger jeg hele tiden til mig selv. Jeg er stærk! Er jeg!

I dag har den stået på havearbejde. Motion er godt, siger autoriteterne, så hvad er bedre end at få rusket godt op i græstørvene for at banke jorden ud af dem, så jeg kunne få plantet filippa-æbletræet og reine claude-blommetræet, jeg fik i afskedsgave?
Vi måtte lige til Osby for at få fat i støttepæle og træopbinding, og undervejs dertil fik jeg en god og lang snak med min dejlige og stærke datter, som tog det særdeles flot og klarede at få mig til at grine, inden samtalen var slut. Hurra for hende. 

Skal man virkelig være så heldig at få et par filippa-æbler allerede i år? Så heldig har man vel næsten ikke lov til at være, men indtil videre ser det sådan ud.

Det halve af stendiget ud mod vejen var efterhånden helt skjult af buskene, der egentlig hører til på indersiden af det – de var kravlet både under hegnet og igennem det. Stendiget er så smukt, at det er lidt synd at skjule det med sådanne kedelige og helt almindelige buske.
Det tog John nu fat i at få ryddet, lige som den døde birk skulle væk. Det var en ren Obelix: han trak træet op med rod med sine bare næver.
Det har vist også været dødt længe, men alligevel …

Masser af ukrudt har jeg gået og hevet op i stor stil – det er helt utroligt, som alt var vokset i vores tre ugers fravær – meget vand og meget varme har fået det hele til at gå helt amok. Heldigvis havde vores søde nabo slået det meste af græsset, ellers skulle vi da have haft fat i macheterne for at komme ind!

I stendiget sidder de mest nuser minibregner – jeg elsker, når de ruller sig ud …

Planer er til for at ændres – eller bad, BAD news

Der er sgu sørget for, at træerne ikke vokser ind i himlen.

Jeg blev indkaldt til at få taget rutine-mammografiskanningen om plus supplerende undersøgelser, som viste sig at bestå af ultralyd, biopsi og MR-skanning: Yrk – ind i et rør – mig, som hader små, lukkede rum! Men det gik jo – de påstod, at der endnu ikke havde været nogen, der havde siddet fast derinde, og jeg blev da heller ikke den første, der gjorde det. Men sjovt var det dæleme ikke! Den musik, jeg kunne medbringe, kunne jeg overhovedet ikke høre for al larmen – ikke engang, da jeg bad dem skrue op …
Jeg har været på Ringsted sygehus i dag for at få resultatet.
Det var bad news – en pænt stor knude i venstre bryst, så nu skal jeg igennem hele møllen, startende med at få fjernet en lymfekirtel på onsdag for (forhåbentlig) at få bekræftet, at det ikke har spredt sig.

Det er nemlig den relativt gode nyhed: Indtil videre har det ikke spredt sig, så prognosen er ret god.
Lægen lød optimistisk, og da jeg sagde til ham, at det skal han jo, hævdede han, at han slet ikke havde lov til at indgyde falsk håb: “Man dør jo ikke af en knude i brystet! nu skal vi have den væk og have sørget for, at det ikke spreder sig. Jeg mener, at du har god grund til at være optimistisk.”

Ferieplaner er derfor indtil videre skrottet – i hvert fald for det næste halve års tid, som kemoen tager, og som starter hurtigst muligt efter på onsdag.
Kemo, operation og stråling.
Satans. Satans. Satans. SATANS!
De mener, at knuden har været der temmelig længe, men jeg kan ikke selv mærke den – det er meget underligt.
Jeg har det jo også smaddergodt, så vi krydser lige nu samtlige ekstremiteter for, at det går lige så godt som tænkes kan.

Som sagt – planer er til for at ændres. Når jeg tidligere har sagt det, har det været med et smil på læben.
Det smil er en anelse mere krampagtigt denne gang …

Jeg sagde ikke noget, da vi var i England, så C ved det ikke endnu (jeg har ikke kunnet få fat i hende i dag), for hvis det nu var falsk alarm, skulle der ikke fokuseres og bruge en masse dårlig tid på det. Hun læser stort set kun min blog, når jeg beder hende om det, så jeg tør godt skrive dette, inden jeg har talt med hende.

Lige nu er jeg nærmest handlingslammet. Vi er netop ankommet til Sverige – jeg skulle bare VÆK, så jeg kan gå deroppe og skrige i skoven til på mandag, hvor jeg skal til en narkoselæge til forundersøgelse.

Nå, men kan I da ellers have en rigtig god weekend derude – og undskyld, men jeg trængte. Til at få luft. 
Jeg har på fornemmelsen, at min – vores – bliver en smule … alternativ …
Godt jeg har John.

Commodore Class – nu med billeder

Nu håber jeg ikke, I bliver alt for skuffede over at se billederne fra englandsbådens Commodore Class. Denne båd – for der sejler kun én – er så uendeligt langt fra oslobådenes opulente luksus. Faktisk har jeg lovet mig selv (John ved det ikke endnu) en tur på oslobådens første klasse bare for at kunne sammenligne. Hvilket nok er temmelig dumt, for det er nu engang englandsbåden, vi oftest har brug for at sejle med.

Se bare – ikke noget med at afstemme med den anden, inden man kan komme ud på badeværelset (hvilket i øvrigt er et for stærkt ord at bruge for økonomiklassens vådhylstre, men det er jo det, det må kaldes, når der er både bad, toilet og håndvask).

‘Udsigten’ fra sengene.

Commodore Lounge. Elendigt billede, men kameraet kan altså ikke finde ud af det, når der er store vinduespartier med meget lysindfald.

Her skaldyrsbuffeten. Den er naturligvis ikke forbeholdt commodore-passagererne, men jeg kunne ikke dy mig for at tage et billede – jeg elsker simpelthen at pille rejer og spise krebs og muslinger – behøver egentlig ikke meget mere på et tag-selv-bord. Når jeg står foran sådanne überlækre buffeter, ærgrer jeg mig altid over, at min appetit ikke er mindst dobbelt så stor, for der er SÅ meget, jeg aldrig når at smage. Alt for meget.

Vi kører altid tidligt af sted, selv om vi først skal være ved færgen ved 17-tiden. Sæt nu, der sker en ulykke på en af broerne, så den bliver spærret i timevis … det gider vi ikke, hvorfor vi hellere aflægger Ribe et lille besøg. Danmarks ældste købstad er altid et besøg værd, og når vi alligevel er parate og har pakket, ville vi blive totalt rastløse af at skulle gå og vente til kl. 13 med at køre. Næ – afsted med os, og så ellers bruge dagen på noget fornuftigt.

Væggene lidt skæve stå – ruderne er ganske små … men hvad søren – sådan er det jo også med vores lille, velkendte hus i den lille, velkendte landsby …

En publunch er et must

Det er sidste mandag i maj og dermed Bank Holiday i dag, så Tim skulle ikke på arbejde, hvorfor den publunch, John og jeg havde inviteret til, meget passende kunne være i dag.
Det har nemlig ikke været en rigtig englandstur, hvis ikke vi har fået en klassisk publunch.
Vejret arter sig stadig fint; med mest sol og kun få skyer – i dag blæser det dog en del, men hellere det end vand fra oven.
Den nærmeste pub hedder The Millstream, hvortil det tager godt 20 minutter at cykle, hvad Tim og børnene gjorde. Man kan cykle på stier langs markerne, så det er en ganske anden og mere hyggelig tur end i bil.
Tim spurgte, om vi ville gå – han påstod, at der kun var 20 minutters gang, men jeg kender mine lus på travet og havde stærkt på fornemmelsen, at det skulle ganges med mindst to. Det kunne være hyggeligt den ene vej, men ikke både frem og tilbage. Jeg havde da også ret i min mistanke; det ville have taget mellem tre kvarter og en time at gå. Jeg ved godt, at vi burde have … men vi gad simpelthen ikke i dag.

Vi havde ikke før været på The Millstream, da den iflg. C&T altid har været både meget dyr og meget dårlig, men nu er der kommet ny ejer, som har højnet madkvaliteten og sænket priserne, så den skulle selvfølgelig have en chance.

Vi sad nede på den store plæne, så ungerne kunne løbe frit omkring og lege uden at genere andre … meget heldigt, for det tog en del tid, inden maden kom; det er virkelig blevet et populært sted, men maden var værd at vente på.
Normalt er publunch-portioner uforskammet store, så almindeligt spisende mennesker er nødt til at levne en masse. Portionerne i dag var helt passende – hatten af for det, for det har altid generet mig lidt, at der bliver smidt så kolossale mængder mad ud fra de engelske landsbypubber.
Jeg fik lamb rump dauphinois – kødet var vidunderligt mørt og lækkert. Dertil Tims salat … han lever stadig op til gårsdagens stenaldermand og har meget, meget svært ved at få den slags kaninfoder ned og mener seriøst ikke, at det er egnet til menneskeføde. Hans egne ord i dag, men de er hørt før, ikke, Nille? 
Han kan godt spise min salat, fordi jeg kommer alt muligt i, og han elsker min vinaigrettedressing i rigelige mængder, men en portion salat bestående udelukkende af forskellige grønne blade og med stort set ingen dressing er for meget at byde et ordentligt mandfolk!

Det var et par gode og hyggelige timer … en anden fordel er, at der ikke skal laves aftensmad. Der er bund selv i fattigfolk, så vi vil højest trænge til en ostemad på et eller andet tidspunkt omkring aftenkaffetid.

Stonehenge kørte vi forbi i går. Vi kører altid forbi … billedet er taget fra bilen, mens den var i fart, så jeg var ikke sikker på, om det overhovedet blev til noget. Når man én gang har gået rundt inde blandt stenene, gider man ikke denne tur på stor afstand fra dem – men det er mange år siden, det blev sådan, og det afholder ikke folk fra at besøge stenene – der er altid en kødrand af turister, når vi kører forbi.

The Granny-get-together

I dag tog John og jeg til Iford Manor, men disse billeder kan vente til en anden god gang, for da vi kom hjem derfra, var Tims mor og papfar (hader det ord, men stedfar er ikke spor bedre) lige på trapperne, så vi skulle lynhurtigt have lavet en grøn salat, en pastasalat og kogt lidt nye kartofler.
Tim stod selvfølgelig for the barbecue, og John stod for borddækningen.

Vejret kunne ikke være meget bedre, så vi havde linet op med kongespillet (kaldes vist også Kubb og slutningen af den ene banehalvdel kan anes til højre i billedet), som vi havde haft med til C&T fra Danmark og som englænderne skulle introduceres til.
De syntes, det var vildt sjovt og vildt svært – specielt Julian er en dårlig taber og øvede sig og øvede sig efter vi var færdige med at spille. Uden synderligt held. Faktisk var Anna den allerbedste af dem alle, til Aubreys store fortrydelse, naturligvis. Det er meget, meget uheldigt og både pinligt og lettere traumatisk, når ens søster er bedre til sportsting …

Spillet tog lidt tid, så det blev halvsent, inden vi kom til at spise; med det resultat, at det faktisk blev pivhamrende koldt at sidde ude, på trods af det formidable vejr … vi er trods alt endnu ikke ude af maj. Granny blev så kold, at hun satte sig hen til grillen og fik blæst lidt varme mod sig af sin velmenende søn.

Tim havde meldt sig frivilligt til at tage til Marlborough for at købe ind til denne improviserede barbecue – og kom hjem med kød og øl og vin nok til at bespise og bedrikke (undskyld) en middelstor provinsby, men ingen kartofler, ingen grønsager, ikke noget salat …
Man kender jo sin svigersøn, som ikke afviger meget fra sine hankønsfæller hvad dette angår, så da John og jeg var ved at nærme os hjemmet, ringede jeg og spurgte Charlotte, om vi ikke lige skulle smutte ind om The Farm Shop og købe ind til en stor skudefuld salat.
Hun grinede og sagde, at nu kender vi vist snart Tim for godt, men jo tak, det måtte vi meget gerne …

Da vi havde spist, blev kaffen indtaget i salonen, mens Anna var opråberen til Bingo. Eller hedder det Banko? Det gør det vist.
Alt i alt en superhyggelig aften. Granny og Mommer ser ikke hinanden så tit, men når vi gør, har vi det faktisk ret sjovt og kan stadig te os til pinlighed – og vi tænker sommetider meget ens, kan vi ofte konstatere: begynder på et eller andet givent stikord at nynne den samme gamle melodi fra vores unge dage, fx. Det er da lidt sjovt, eftersom vi kun har kendt hinanden i en halv snes år og kun ser hinanden et par gange om året. Men absolut hyggeligt, som sagt. Hun har den samme, halvfrække, men undertiden meget subtile tankegang som jeg har – intet bliver sagt direkte – så vores børn sidder indimellem og lytter med røde ører eller blot ser undrende til, mens Elizabeth og jeg fniser henrykt. Børnebørnene fatter heldigvis ikke en brik, men synes det er sjovt, når vi to gamle damer grannyer sidder og sprutter af grin.
(Anna: “Mummy … aren’t they a bit crazy?” C: “Jo, det er de, men de har det sjovt og de hygger sig.” Anna og Annas mor kigger smilende og indforstået på hinanden … )

Dette her er stærkt vanedannende

Vi valgte at fejre indgangen til min fjerde alder ved at tage luksusudgaven af englandsturen; nemlig på Commodore Class på færgen Esbjerg-Harwich – efter anbefaling fra Mia.

Jeg skal da lige love for, at det gør den 18 timer lange tur lettere at udholde … alene det, at man har en stor kahyt på øverste dæk. Og med stor mener jeg stor. Ikke en balsal, men sammenlignet med de tændstikæsker, vi normalt bliver proppet ind i, gør det en meget, meget stor forskel, især for en med klaustrofobiske tilbøjeligheder som fru Nielsen her.

Det starter med VIP-banen til bilen, så vi kommer først om bord.
Derefter ind i eget, aflåst område, med lounge, hvor der er frugt, snacks, kaffe, vin og spiritus ad libitum.
I restauranten var der automatisk reserveret bord ved en vinduesplads.
Morgenmaden er med i prisen – også her bliver man vist ind i “For Commmodore and Serena Class only” – fint med mig … jeg er ikke vant til første klasse-tilværelsen, så der skal ikke så meget til at dupere mig.

Eneste klage er internettet – det er simpelthen så langsomt, at det er til at dø over – så slemt mindes jeg ikke, det var sidste gang.
Selv Quiz Battle hopper af i tide og især utide, med det resultat, at jeg har mistet nogle point, hvilket altså er ret surt, når man er tæt på modstanderen i forvejen … jeg har derfor opgivet at logge ind på egen pc og sidder og skriver dette på den, der er til rådighed i loungen – derfor de manglende billeder, som jeg ellers havde taget udelukkende for at kunne blære mig med de eksklusive forhold.

Selv vejret er med os. Norsdøen er spejlblank; himlen er blå uden en sky i sigte – selv den mindst søstærke ville ikke kunne blive syg på denne overfart.
Danmark vandt overlegent melodi grand prixet – det skal der nok også være nogle, der er glade for – alt i alt er det alt sammen upåklageligt godt.
Jeg lovede Charlotte at tage godt vejr med til England.  Foreløbig ser det ud til, at jeg vil være i stand til at holde mit løfte.

Som sagt kan man lynhurtigt vænne sig til denne rejseform – faktisk kan jeg allerede nu ikke se os selv på englandsfærgen på monkeyclass mere … det er vist godt, at vi har aftalt at køre via Frankrig og tunnellen, når vi skal herover igen i juli. Så kan min hjerne få en chance til at få turen her lidt på afstand.

Den første dag af resten af mit liv

Aldrig har denne floskel været sandere.

Vi vågnede begge kl. 6. John stod op, men jeg blev liggende og gassede mig sammen med iPadden til 8:30 – lidt Quiz-Battle, lidt Ruzzle og lidt ebogslæsning. Herligt, herligt, herligt.
Har brugt en halv dag på at skrive takkemails til gavegiverne og en anden halv dag på bare at nusse rundt og nyde livet i grad, der ikke kan sammenlignes med normal weekendnydelse.
Det kan ikke beskrives; det skal opleves, men det får I alle forhåbentlig en chance til engang – alle der altså ikke er på dette stadie i livet allerede …
Jeg har dog ikke kun nusset; jeg har også pudset. Noget af min fars sølv-arvegods, der skal med til England på lørdag. Håber virkelig ikke, vi bliver standset i tolden – jeg kan jo i bund og grund ikke bevise, at det er mig, der ejer sagerne (vi har også en flot gammel skænk med), og at det hele nu skal overdrages til min datter.
Nå. Det går nok. John og jeg kan på ingen måde ligne et par skumle smuglere!

Flyttemand Jens, som har flyttet rundt på mig mit kontor – og andres kontorer – en hel del gange, kom med mine gaver sidst på formiddagen, så vi fik os en hyggelig sludder, inden han drog nordpå igen.

Den tredje halvdel af dagen (!) starter lige om lidt; så skal vi ned til min søster i hendes nye hus, hvor John vil hænge lamper op for hende, så hun kan se, hvordan en efterlønner-storesøster ser ud.

Gaverne? De kommer her; med en del afskrift fra takke-mails til kollegerne:
’Folkegaven’ blev til to frugttræer; et Filippa-æbletræ og et Reine Claude-blommetræ; en rød Le Creuset-tepotte og en vildt flot og blæret vandkande, der vil tage sig ud på smukkeste vis i vores nye drivhus. Træerne bliver plantet på vores ødegård i Sverige, så snart jeg får et plantepas til dem. No joking … sådan et skal de have, men så må jeg gerne indføre noget med jord på. 
Firmaet gav mig tre overnatninger, inkl. morgenbuffet på Hindsgavl Slot. 
Det blev også til i alt 10 flasker vin, en rhododendronbusk, en kagebagebog, en PRIST-kurve fra 1978 (billedet fra i går), en chilibog (drivhuset igen …), et maleri malet af Tine Laulund, to flotte hjemmedyrkede og hjemmelavede pilefletstativer, en rød Le Creusetskål, og endelig en kurv med lækkert indhold af drikkelige og spiselige specialiteter.

Beklager billede-billedkvaliteten – solen skinnede overalt i dag – lige meget, hvor jeg placerede mig  
Symbolsk? Det vælger jeg at tro …

Underligt. Underligt, altså. UNDERLIGT!!!

Så er det slut. 41 års arbejdsliv, hvoraf de sidste 35 i samme firma.
Det var meget, meget underligt altsammen i dag.
At køre derop (det gjorde John dog for mig …).
At starte sin pc for sidste gang.
At pille billederne af min opslagstavle.
At gå ned til det store mødelokale, hvor to af mine kolleger med hjælp fra en fra kantinen havde rigget det helt store til, med alskens lækkerier.
At se Die Zwei Mädchen tage sig tid til at komme i dag og i det hele taget at se det store opbud af kolleger, der gerne ville sige pænt farvel.
At høre min søde chef sige så mange, mange pæne ord til og om mig – han undlod nu heller ikke at nævne, at jeg altid havde været en kvinde med stærke meninger, og som både turde fremsige dem og stå ved dem – hvilket han dog efter eget sigende kun respekterede mig for, også selv om vi ikke altid havde været enige …
At se de mange gaver, der stod og så indbydende ud på gavebordet – mange flere, end jeg overhovedet kunne have drømt om. Jeg var godt klar over, at der havde været en ‘folkeindsamling’, men at så mange havde valgt at give en personlig gave, kom temmelig meget bag på mig.
Men jeg tudede ikke! Der var et tidspunkt, hvor jeg var tæt på, men jeg holdt stand. Det var kun dem, der kender mig allerbedst, der kunne se, hvor tæt jeg var på.

Den allerstørste klump i halsen kom faktisk først, da jeg lukkede pc’en ned. Da jeg klikkede på Shutdown, var det lige som om det ord pludselig fik en helt anden mening end i de foregående mange år … 

Aldrig før har jeg fået – og givet – så mange knus og kram. Folk stod ligefrem i kø for at komme til, og hvis nogen prøvede at mase sig ind fra sidelinjen, blev de pænt vist om bag i køen.
Ikke én af de fremmødte nøjedes med at gi’ hånd. Det var meget bevægende, men samtidig så dejligt, at der heldigvis kun blev plads til det store smil.

En af de mere specielle hilsener kom fra en kollega, som har været der endnu længere end mig, men som stadig holder stand. Hun gav mig en kopi af en del af træningsmaterialet, hun var igennem i 1978; ledsaget af nogle meget søde ord.
Nysgerrige kan bare klikke billedet større … det var altså skægt at se dette – og typisk for Astrid at have gemt det. Sådan noget ville jeg aldrig have tænkt på. Det er jo helt tilbage fra omkring den tid, hvor jeg lærte mig at læse hullestrimler.

Pilestativerne var hjemmedyrkede og hjemmelavede. Jeg fik også et maleri, som min/vores søde assistent havde malet til mig (hun er en god billedkunstner, men har som så mange kunstnere svært ved at leve af kunsten, så hun supplerer med at have et halvtidsjob hos os i mit tidligere firma). Billede af billedet må følge senere, for alle mine gaver kommer først senere med en 3×34, som var min chefs sidste ‘bonus’ til mig – han kunne godt se, at det kunne knibe med at have alt dette med i bilen. Især Filippa-æbletræet og Reine-Claude-blommetræet var lidt voldsomme.

Alt i alt en mindeværdig dag. I enhver forstand. Det var overvældende. Det var stort. Det var rørende. Bedre ord kan jeg ikke finde lige nu.  
Jeg er hjemme nu, men går bare rastløst rundt og kan overhovedet ikke finde ud af, hvad jeg skal stille op med mig selv.
Nå. Det finder jeg nok snart ud af …

Arkiveres? Smides ud? Overdrages?

Det er de tre spørgsmål, jeg stiller mig selv en masse gange i disse dage, og som der selvfølgelig hele tiden skal tages stilling til.
Der er bekymrende meget, der bare kan smides ud, men jeg må indrømme, at visse ringbind hovedsageligt har været beholdt af nostalgiske årsager.
Bl.a. det, der på ryggen hed “Historiske dokumenter”; en titel der dækkede over min samling af pudseløjerligheder indsamlet gennem et langt arbejdsliv, og som jeg på nøje udvalgte tidspunkter ville bruge (eller har brugt) mod folk, på samme måde, som man gemmer minder om sine børn for at hænge dem ud ved fx konfirmationen.

Jeg faldt bl.a. over nedenstående, som min nummer to chef i firmaet fik fyret af ved et afdelingsmøde tilbage i 1997.
Hver for sig er det bare to ganske almindelige talemåder, som ikke kan få nogen som helst til så meget som at løfte et øjenbryn, men sat sammen på den måde, han fik gjort det, fik han 26 ‘undersåtter’ til at sidde med store smil på læberne.
De to talemåder kom med blot en enkelt sætning som adskillelse mellem sig.
Det kommer måske ikke bag på så mange, at det var mig, der først kom til at sprutte af grin, og da jeg blev spurgt, hvad der var så morsomt, her midt i et seriøst og oven i købet ekstraordinært møde, måtte jeg jo spørge, om det virkelig kun var mig, der pludselig fik en film kørende på indersiden af øjelåget.
Det var ikke kun mig, men et par andre havde høfligt holdt masken og ladet som ingenting.

“Ja, som I kan se, blev jeg taget med bukserne nede … [en kort sætning] … men man er jo nødt til at smede, mens jernet er varmt.”

Jeg må åbenbart have en temmelig snavset tankegang … grinede i hvert fald en del.
Daværende boss kunne sagtens tage den slags, og nu er hans bommert foreviget – dog uden navns nævnelse.

1. maj–fejring med bøffer og rødvin

WOW, for et vejr! Det har næsten været sommer i dag.

Jeg har arbejdet hjemmefra, fordi jeg skulle på Borgerservice (åbent 10-14) for at bestille et nyt pas. Det tog en halv times tid, inden det blev min tur, men i den halve time steg min beundring for damen, der sad og besvarede opkald, ganske betragteligt. Sagen om rykkerbrevene var på ingen måde slut endnu, for hun sad hele tiden og gentog sig selv, staklen:
- Solrød Kommune, goddaag.
…
- En rykkerskrivelse om rottebekæmpelse? Den skal du bare smide ud. Det var en fejl, at du fik den; vi beklager meget.
… borger …
- Nej, du kommer til at betale den over næste års ejendomsskatter. Du kan læse mere om det på vores hjemmeside.
…borger
- Ja, glem alt om det; du skal bare smide den ud; det er en fejl fra vores side.
…borger
- Det var så lidt. Hejhej.

- Solrød Kommune, goddaaaag.
… …borger
- Det er en fejl, at du har modtaget den. Vi beklager meget. Smid den ud og glem alt om den.
… borger
- Nej, selvfølgelig trækker vi ikke rykkergebyret. Det hele var en fejl fra vores side.
… borger
- Velbekomme. Hejhej.

- Solrød Kommune, goddaag.

Og. så. videre. I. én. uendelighed.

I den halve time, jeg sad og ventede på at det skulle blive min tur, var der kun ét opkald, hun skulle viderestille til en anden person på rådhuset, men hun havde ikke 30 sekunders pause mellem opkaldene, og dog lød hun hver gang lige sød og som om, den pågældende borger var den første overhovedet, der ringede for at spørge til det tåbelige rykkerbrev.
Sådan en kvinde tager jeg hatten af for. Jeg ved godt, at hun skal kunne den slags i det job, hun besidder, men jeg er alligevel imponeret.

Det er 1. maj i dag. Og vældig sommerligt, som sagt.
Det blev fejret på ægte, usocialistisk maner med servering i drivhuset af lækre grilbøffer, salat og kartofler med rucula/ramsløgpesto. Og selvfølgelig rødvin til, for årets første næsten-udespisning måtte fejres på behørig vis.

Der var da noget, der var rødt, så vi holder skam stilen …

Dækkeservietterne, som jeg nørklede med i slut-halvfjerdserne, og som jeg dengang syntes var drønsmarte, har nu ligget i skuffen i over 30 år, men er kommet til ære og værdighed igen, fordi jeg synes, at disse omgivelser godt kan tåle lidt rødternet dug-stemning.

Der er mange former for fast arbejde

Når nu man snart ikke har fast arbejde længere, er det en god tanke, at man har skabt sig selv et fast arbejde, der oveni købet er en del sundere end det der lønnede noget, man forlod, nemlig brændekløvning. Det er ikke nødvendigt med fedtnisse-centre her, og desuden er det meget sjovere at kunne stå uden for og arbejde end at bruge alskens maskineri inde i et halvbeklumret lokale.
Allan fældede en masse træer for os for et år siden, og vi er efterhånden et pænt stykke på vej til at kunne putte dem i brændeovnen.
Til højre vedboden set indefra – den er 12 m² og vel 1½ m i gennemsnitshøjde; dvs. at den rummer ca. 18 m³. Det er meget brænde, men den er ikke fyldt endnu …

Det kan den blive. Med dette:

Og med dette:

Og med dette. Ikke så meget, måske, men lidt har også ret, for her ligger brænde nok til mindst tre dages intensivt forbrug, selv i en rigtig kold periode:

Endelig er der denne klump på fem asketræer, som også skal lægges ned, inden vi bliver for gamle til at kunne magte det.
Men vedboden – OG garagen – skal nok blive helt fyldt op. Så vil vi også have brænde nok til vores tid ud, vil jeg tro. Kommer selvfølgelig an på, hvor ofte vi tager herop og hvor længe vi er her ad gangen.

Én ting er sikker: vi behøver aldrig at spare på brændet, og det gør vi da heller ikke. Det er – hvis vi ser bort fra en fiktiv arbejdsløn og en smule strøm og benzin – gratis, hvorfor det ikke generer mig at tænde op mere for hyggens end for varmens skyld på aftener, hvor det strengt taget ikke er nødvendigt.
Jeg holder heller aldrig op med at være imponeret over, at brændeovnen og komfuret kan holde hele hytten varm selv på de koldeste vinterdage. Det bliver ikke strømforbruget, der kommer til at ruinere os, selv om vi fremover vil være her meget mere end før.

Vores lille firben er dukket frem fra sin dvale for at lune sig i solen. Det er, så vidt jeg kan se, det, der i Danmark hedder almindeligt firben eller skovfirben.
Det er en nuser lille fætter, der altid har boet neden under vores trappe. Eller rettere en af efterkommerene af det første vi så, for da et firben kun kan blive ni år, kan det næppe være det samme, vi har kendt i snart 17 år. De ligner hinanden alle sammen, så hvornår hvem afløser hvem, er ikke til at sige; for os er det bare ‘firbenet’ og en af vores venner her på torpet – et sødt lille symbol på årscirklen.
Han – for det er sandsynligvis en han; hunnerne vågner først lidt senere – var næsten lige så nysgerrig som jeg og lod sig villigt fotografere.

Nu med egne ramsløg

Sidste år havde jeg i min iver fået hevet nogle få løg med op, da jeg var ude og samle ramsløg. Dem satte jeg ned bagerst i haven (det lyder som om vi har en stor have, men det har vi som bekendt ikke) og tænkte, at nu kunne de leve eller lade være.
De valgte det første … senere overtager bregnerne pladsen, men det er ret smart først at have glæde af ramsløgene, og når de er væk, kommer der så noget andet grønt i stedet for.

Der er kun to klumper indtil videre, men de siges jo at brede sig som jeg ved ikke hvad, så jeg er optimist og håber på, at de får udkonkurreret skvalderkålen inden længe …

Fem chiliplanter og en tomat er plantet i kapillarkasserne – en enkelt chili har overvintret på gæsteværelset og er nu på plads i drivhuset.
To chiliplanter, der skulle kunne klare at gro på friland, er sat i det lune hjørne af det højbed, vi alligevel ikke får nedlagt i år. 
Campingvognen er kørt til Sverige, hvor den kan få lov at stå, til vi kører langt mod nord i juni.
VI ER KLAR! BARE KOM AN, SOMMER!

Store Bededagsferien er startet – den næstsidste miniminiferie, inden jeg jobstopper.
I den sidste af slagsen er Lene fra Canada i Danmark og har heldigvis givet sig selv tid til at komme med os en tur til Sverige.
Det glæder jeg mig simpelthen bare SÅ meget til – vi har kun mødt hinanden pr. mail (og bloggeri, naturligvis), men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det bliver rigtig dejligt at møde hende.
Hun bliver afløst af Ditte og Peter, hvilket jeg naturligvis også glæder mig til – der er i det hele taget meget at se frem til, allerede inden min snarlige efterløns- og pensionisttilværelse. 
Vejret er lovet fint-fint frem til mandag, så for en gangs skyld har jeg absolut intet at brokke mig over.

Hvornår bliver man åndsfrisk?

Undervejs på den efterhånden mere og mere irriterende vej til og fra arbejde lyttes der for tiden til Afskaf alderdommen af Lone Kühlmann og Henning Kirk.
Irriterende vej, ja. Ikke fordi tiden for jobstop sig nærmer mere og mere (18 arbejdsdage tilbage), men fordi der nu er omfattende vejarbejder TO steder på strækningen; begge skemalagt til at skulle vare 2½ år. Holddaheltfast, hvor er jeg glad for, at det snart er slut.
Det er godt, lydbøgerne er opfundet.
Denne her er en af de mere underholdende – jeg skal lige love for, at der på festlig, men samtidig saglig og (naturligvis) velformuleret måde bliver gjort op med stort set samtlige myter og fordomme gennem tiderne om alderdom.

Nogle gange sidder jeg og smiler højt; andre gange skal den lige have et tryk på tilbage-knappen, så jeg kan høre det igen, fordi det gerne skulle lagres til senere citatbrug.
Det med lagring tager nemlig længere tid med årene, så det er desværre ikke en myte, men man kan til gengæld gøre meget selv for, at det ikke kommer til at tage unødig lang tid at erhverve sig ny lærdom.

“Man går ikke i stå af at blive gammel; man bliver gammel af at gå i stå”. Citatet er muligvis ikke 100 % korrekt; jævnfør ovenstående … men det er en tese, man labber i sig og håber på rigtigheden af.

De sabler samtlige kosttilskud og andre mirakelmidler ned. Helt ned. Til døde. Der er intet af den slags, der har dokumenteret effekt. Det vidste jeg nu godt, men det var en fin og morsom måde, de aflivede denne vist nok udbredte tro på.
Man tror mere på injektioner end på piller end på cremer, så folk dratter i med begge ben, når nogen kommer en eller anden løjerlig eliksir på små og dyre ampuller og kalder det Serum. Åh, det er festligt. For 100 år siden gav man kvinder testikelekstrakt i form af injektioner for angiveligt at holde dem unge. Det var så eksotisk, at man end ikke stillede spørgsmål ved virkningen; man tog bare imod – og led af de løjerligste bivirkninger!

Man mente også før i tiden, at man kun var tildelt et vist mål af legemsvæsker, hvilket skulle være forklaringen på, at hud og slimhinder er mere tørre hos gamle mennesker. Derfor skulle man endelig også (især som mand) være seksuelt afholdende, når man nåede en vis alder, da ejakulationer ville gøre alt for kraftigt et indhug i den tildelte væskemængde. Jamen er det da ikke festligt?
Det er dog absolut ikke kun gamle fordomme, der bliver taget under behandling – der lever rigtig, rigtig mange i bedste velgående i dag.

Dagens overskrift “Hvornår bliver man åndsfrisk?” blev leveret af en meget ung dreng. Godt spørgsmål, som han vist ikke fik noget svar på, men, som der blev sagt, er det ret sikkert, at hvis man hører sig selv blive omtalt som åndsfrisk, er man sandsynligvis noget ældre, end man selv føler sig.

Jeg vil stoppe her med min rosende anmeldelse af bogen, men hvis du er 60+, er det god læsning.
Måske i lige så høj grad, hvis du er 60÷ – jeg tror, du kunne lære en masse om det at ældes, som ikke er det samme som at blive ældre. Eller gammel.

Selv tillægsordene gradbøjes anderledes, når vi taler alder:
Det er nemlig sådan, at en ældre person er yngre end en gammel person.
Og en yngre kvinde er ældre end en ung kvinde …

Børnebegrænsning

Børnebegrænsning fik en ny betydning i går i DR1-programmet Kontant.
Det var naturligvis ikke et ord, man brugte i programmet, men det faldt mig ind undervejs, at det kunne være en glimrende ny betydning af ordet.
For jer, der ikke så udsendelsen, handlede det om, at børn er i stand til at købe Power-ups, Smurfberries, og hvad ved jeg, for tusindvis af kroner, når de sidder og spiller på en iPad, fordi man kun skal taste Apple-koden én gang.
I starten så jeg undrende til og forstod ikke problemet, for hver eneste gang, jeg har købt noget til min iPad, har jeg skullet indtaste min Apple-kode.
I løbet af udsendelsen gik det dog op for mig, at ‘butikken’ holder åben i 15 minutter, men det er åbenbart rigeligt til fx det eksempel vi så med en lille pige, hvis far dagen efter, han havde tastet sin kode ind for at give datteren en ubetydelig (læs: billig) ting til hendes spil, modtog en temmelig uventet og ubehagelig regning på 10000 kroner.
Pigen var så lille, at hun ikke forstod, hvad hun havde gjort “Jeg troede, det var en del af spillet, far!”. Det er jeg sikker på er rigtigt. Far blev tosset (på Apple) og stædig og indledte en mindre krig for at få sine penge igen. Han endte med at få sine 10000 tilbage, men Apple har ikke tænkt sig at ændre på sine standardindstillinger. Naturligvis ikke – de tjener hvert år milliarder på de 15 minutters iPad-butiksåbningstid.

Her er jeg ambivalent, men overvejende af den mening, at det må være forældrenes ansvar at stoppe den slags. Apple er en forretning, hvis største og fornemmeste mission er at sælge produkter. At dette så måske er lige en tand for uetisk, kan vi såmænd godt blive enige om …

Noget, jeg faktisk fandt mere uforståeligt, var DRs tilgang til det. De havde selvfølgelig strikket en smart udsendelse sammen, der fortalte, hvad de ville fortælle; krydret med et par oversmarte indslag med bl.a. en trillebørfuld bær, som Apple sjovt nok ikke ville tage imod.

Men. Hvorfor pokker brugte ‘Kontant’ ikke to minutter til sidst på at fortælle seerne, hvordan man slår børnebegrænsningen til på sin iPad? Tillader jeg mig at spørge.
Det ville have været en pæn gestus fra DRs side og ville have opvejet lidt af journalistens selvgodhed.

Jeg måtte straks hen og finde ud af det – børnene spiller på vores iPadder, når vi er sammen, så jeg kunne lige så godt sikre mig, mens jeg huskede det.
Her er er lynkursus for jer, der måske, som mig, ikke lige har tænkt på at ændre den indstilling – hovedsagelig fordi vi jeg ikke vidste, at den overhovedet fandtes …

Tryk på Indstillinger. Tryk på Generelt i venstre kolonne.
Tryk derefter på Slå begrænsninger til og find på en pinkode. Det er rigtig smart at vælge en, man vil kunne huske også om et halvt år … jeg har en standard til den slags ting, og det er IKKE den samme som på mine kreditkort …

Så kan man ændre de 15 minutter til Straks.

Men dette vidste I måske alle sammen? I så fald beklager jeg   – men hvis der bare var en enkelt, der ikke vidste dette, har det haft sin mission.

Hvad siger I? Hvem har ansvaret for, at børn ikke bruger tusindvis af kroner på spil?

Alt er relativt

Min lille Aubrey har fået briller. Eller … det har han snart – Charlotte kan hente dem i næste uge … hvor de sidder i et sommerhus på Isle of Skye og holder påskeferie. Han skal dog nok nå at få dem, inden de starter skolen igen d. 8. april.

Charlotte lagde mærke til, at han tit blinkede overdrevent og at han gned sine øjne ofte og temmelig hårdt, hvorfor hun havde den lille fyr til øjenlæge i fredags; ikke mindst fordi han klagede over, at øjnene tit gjorde ondt.
Den var god nok; den var dårlig: en smule astigmatisme og en smule nærsynethed. Ikke meget, men nok til, at han er generet og nok til, at øjenlægen mente, at briller vil hjælpe ham. Briller til at læse med, i skolen og til, når han sidder ved en computer eller ser tv. Heldigvis ikke, når han er ude og lege.
De blev enige om to stel til ham, og drengen glæder sig virkelig til at få sine briller – der er ingen tvivl om, at han fuldt har forstået, at det kan afhjælpe hans problemer med de irriterede øjne. Det ene par er runde; lige som Harry Potters – C siger, han ser noget så sød ud med dem på. Der bliver sendt et billede ved først givne lejlighed, har hun lovet.

Anna sad til gengæld med tårerne trillende ned af kinderne, hvorfor moderen selvfølgelig spurgte, hvad der var i vejen … at hun ikke skulle have ondt af Aubrey; at det kun var godt, at han kom til at se bedre nu.
Det var slet ikke ham, hun havde ondt af. Det var sig selv!
“Buuuhuu – nu er jeg den eneste, der er anderledes! Alle I andre har briller! Det er bare mig, der ikke har. Hulk, snøft, snøft”. Hun var vitterligt ked af det, så C overvejede at give hende et par uden styrke som trøst.
Det gik dog i vasken, for når hun ikke har brug for briller, er der naturligvis heller ikke tilskud til stel, så det blev simpelthen for dyrt, syntes C.
Anna kunne selv midt i al sin selvynk godt forstå, at £65 for de billigste var for meget, når nu det rent faktisk ikke var nødvendigt.
Hun er vist ved at komme sig over traumet over at være anderledes, for det hjalp lidt, at både far og mor kunne fortælle, at de begge var omkring 16 år, da de fik briller – så er der jo håb forude for Anna …

Jaja. Alt er relativt.

Billedet er fra den dag, hvor alle børnene skulle klædes ud i noget, der symboliserede videnskab på den ene eller den anden måde.
Aubie er meget interesseret i stjerner, stjernebilleder og planeter for tiden, så han ville være Orion. Den var nem.
Anna ville så være galakse. Den var lidt værre, men Charlotte fandt da frem til noget anvendeligt.
Begge ungerne vandt sin klasses præmie for bedste udklædning.

Couch potato

Couch potato er, hvad jeg er i dag – og med al sandsynlighed også i morgen. Jeg har ofte set udtrykket direkte oversat til sofakartoffel … mon det er ved at blive optaget i det danske sprog?

Det passer i hvert fald på mig i dag, og jeg synes egentlig, at det er et udmærket udtryk, også på dansk, så det ord kan jeg godt gå ind for – især da jeg ikke kan komme i tanke om et dansk ord, der dækker lige så godt.

Okay – helt så galt som dette står det heldigvis ikke til endnu …

Lørdagen gik som beskrevet i lørdags, det meste af i går gik fredeligt med blot en smule halsømhed, men ikke mere, end at jeg var ved godt mod og bare tænkte ‘øv – endnu engang fik jeg lagt mine sygedage i en weekend’.
I aftes gik det så helt galt, og jeg blev klar over, at dette vil række et par dage ind i arbejdsugen: Feber igen, næsten ingen stemme og så meget snot, at jeg bare kan sidde med et balsam-kleenex under næsen. Selvmedlidenheden tangerer en mands i samme situation, men John er bare så sød: Tænk altså, at den mand, jeg har delt bord og seng med i 26 år, og som i al den tid har anset det at skulle lave mad som guds straf til menneskene, kaster sig gang på gang ud i kokkereringens mysterier.
Fordi jeg er syg, vil han til i aften lave kartoffel-porresuppe, som vi begge holder meget af – og han vil selv bage brødet, vi skal spise til! Han surfede lidt rundt på Arlas opskriftsider og faldt over et brød, han synes lyder spændende.
Manden har bagt to grydebrød i sit liv, men tøver ikke med at kaste sig over dette, som bl.a. er med knækkede hvedekerner og fromage blanc – lyder rigtig godt, faktisk.
Lige nu pusler han rundt i køkkenet med sin ipadde slået op på opskriften. Hvedekernerne koger, og der bliver målt og vejet.
Det er som at få en helt ny mand, men jeg klager skam ikke … en ny mand inden i den go’e gamle, som jeg alligevel ikke havde tænkt mig at skifte ud, det er da ren win-win

Vi er gode til at give os selv noget at tænke over

Sidste sommer kørte vi en tur sammen med Pia og Allan nede på Nordfalster og kom forbi det yndigste hus, som oven i købet var til salg. Vi undersøgte sagen, da vi kom hjem. Det så ud til at være et meget dejligt og hyggeligt hus, og i øvrigt, på trods af, at det er ret stort – 176 m² – er det en del billigere end hvad vi kan få for vores rækkehus, som faktisk er lige det mindste, når vi er seks personer i en uges tid.
Vi slog det dog forholdsvis hurtigt ud af hovedet igen – jeg gad på ingen måde give mig selv to timers ekstra transport om dagen – det er slemt nok i forvejen.

Huset blev sat ned i pris, så vi tænkte en gang til. Og slog det ud af hovedet.
I weekenden talte vi med Pia om det og ville i den forbindelse vise de andre, hvad det var for et hus, vi talte om … og fandt ud af, at det nu koster mindre end en million! Og bud ønskes, hvilket i realiteten vil sige, at vi måske kan forhandle det ned på omkring 900000 kroner. Det er jo ingenting, nærmest, set med vores sjællandske øjne.

Ohhhh, skal-skal ikke?
Der var nu kun én ting at gøre: Få en aftale med ejendomsmægleren om visning af huset. Enten ville vi få endnu mere at tænke på, eller også ville vi én gang for alle kunne slå det ud af hovedet, men noget måtte der ske, for vi blev ved med at vende tilbage til det hus med få måneders mellemrum.

Vi var nede for at se det i eftermiddags. Det er bestemt et skønt og ualmindelig idyllisk og stemningsfuldt hus, men mine betænkeligheder viste sig at holde stik: I forbindelse med salget af gården har jeg opdaget, at ejendomsmæglere har nogle specielle kameraer, som kan få selv de mindste rum til at se ud til at være sammenlignelige med riddersalen på Frederiksborg Slot, hvorfor jeg havde på fornemmelsen, at rummene i dette hus var meget, meget små.
Det var alt for små rum, som, selv om de var åbnet til en suite, ville være ret vanskelige at møblere. Køkkenet var bittebittelille og helt, helt forkert; det var her, billederne snød mest – og der var hverken mulighed for at ændre eller gøre større. Der var kun ét badeværelse og værre end det: der var ikke umiddelbart mulighed for at lave bare et lille toilet. Det var ikke en mulighed at lægge trægulve, så vi ville være tvunget til tæpper i hele stueetagen. Ikke noget, der kunne bruges som bryggers; vaskemaskine og tørretumbler stod under trappen til 1. sal – det så underligt ud, men vi kunne godt se, at der ikke var andre muligheder. 
Der var også fordele. Bestemt. Bl.a. en lille, men smuk stenhave, som er meget overkommelig. To rigtig gode værelser på 1. sal (+ to opbevaringsrum) og et skønt og især stort atelier/arbejds-/hyggerum i stueetagen. Vi kan have campingvognen på egen grund. Der var et godt værksted til John.
Skoven startede på den anden side af vejen – men vi har jo skov i Sverige …
Ulemperne vejer dog mest, så det blev ikke til huskøb denne gang – men nu har vi fred i sjælen.

Andrew – din sæk’piv’ hænger fornej’n

I går, da vi mødtes til engelsk, sad Andrew med en pakke. Han spurgte, om han lige måtte bruge de første 5-10 minutter på at åbne den, for han vidste det var hans nye sækkepibe; han havde lige hentet den på posthuset og han var så spændt.
Selvfølgelig var det i orden – vi andre var da lige så nysgerrige … så nu har jeg set en rigtig levende sækkepibe.
Det havde jeg nu også i Skotland, men det var på større afstand.
Andrew er født i Skotland, men har boet i Norge og Danmark det meste af sit voksenliv. Der må være noget fra hjemlandet, der trækker, siden han vil til at lære at spille på sækkepibe – han har nemlig ikke prøvet det før, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at manden bor i en andelslejlighed inde i København … hvordan øver man sig på sådan et monstrum uden at blive politianmeldt, mon?

Hele den lange fødselsdagsfejring afsluttedes som vist nok før nævnt med, at min søde chef Christian gav en middag på en god, italiensk restaurant. Vi var ni, hvilket var en passende størrelse på sådan et selskab. Vi snakkede mest med hinanden i små grupper, men var alligevel ikke flere, end at én kunne sige noget, og de otte andre kunne lytte.
Det var samtidig fejring af mit 35-års jubilæum.
Christian overrakte mig en lille gave, ledsaget af nogle søde ord om, at den var ment en slags symbol på et par mine mange egenskaber, nemlig at jeg på én gang repræsenterede historie, stabilitet og forandringsparathed.

Det var Stenalderkost af Thomas Rode.
Bogen, jeg har sablet ned!
Ikke helt godt, men det kunne Christian jo ikke vide, så jeg holdt masken, sagde pænt tusind tak og selvfølgelig ikke en lyd om skarpe meninger lige nu.

Jeg kiggede i bogen, og jeg må sige, at der er masser af tilsyneladende meget lækre opskrifter. Bogen gik rundt, og alle nærmest sad og savlede over billederne … vi havde endnu ikke fået noget at spise, så det var nemt at friste os.
Vi talte om bogen, og jeg blev direkte spurgt, om jeg kendte principperne bag Rodes teorier.
Jeg så ingen grund til at lyve og fortalte, hvad jeg havde læst om emnet og hvad jeg selv mente – MEN at jeg jo ikke behøvede at lade mig frelse, OG at jeg absolut havde tænkt mig at forsøge mig med de gode opskrifter – Thomas Rode er alt andet lige en fænomenal kok, så det skal nok blive godt, er jeg sikker på.

Blandt andet fordi han ikke er helt trofast over for egne principper – se blot denne opskrift på braiserede artiskokker: hvor mange af sådan nogle kunne Orm og Tyr finde i stenalderen? Eller citroner? Korianderfrø? Rosmarin, timian, laurbærblade og parmesanost?
Det skal nok vise sig at smage ganske glimrende, og de havde vel også stenalder syd for alperne. Men ost?

Jeg kan godt mærke, jeg ikke er 59 år længere

Pyyyhhh, det er altså hårdt at blive 60!
Jeg er træt som et helt alderdomshjem … håber dog, at det hovedsagelig kan tilskrives, at svenskerhytten har været fuld af dejlige mennesker i godt et døgns tid, samt at jeg så langtfra fik min skønhedssøvn i nat.
Men for pokker, hvor jeg synes det var en god måde at fejre dagen(e) på – meget bedre end en fest. Der har været tid nok til, at alle fik snakket med alle – oven i købet på én gang, lød det i aftes nogle gange som … jeg tror ikke, nogen på noget tidspunkt kedede sig.
John og Merete fik travlt med at sortere salat. Sidstnævnte var så flink at skylle det hele lørdag formiddag, så det skulle være så nemt som muligt, når salaten skulle blandes i sidste øjeblik. Hun havde bare glemt, at rucolaen skulle bruges til kartoflerne og havde derfor blandet hele skidtet sammen. Det havde taget 10 minutter at skylle, men det tog 20 minutter at sortere det!
Maden må have været i orden, for der blev spist meget. Svoger Hans, som har været jæger hele sit voksenliv, påstod, at han aldrig før havde været ude for en dyrekølle, han ikke kunne skære i tynde skiver. Køllerne havde været i ovnen i 8-9 timer ved ca. 80°; de var slet ikke tørre, men som sagt heeeelt utroligt møre, og skyen, som blev kogt godt ind og tilsat lidt fløde, var heller ikke helt tosset.

Efter morgenmaden i dag gik de fleste af os, der havde fået øjne, en af de mere terrængående ture i skoven. (Jeg går ud fra, at alle har bemærket det fantastiske forårsvejr og den dybblå himmel?)
Op og ned ad bakker; hen ad næsten usynlige stier – hen og se på elsdyrfodersted og bagefter op på troldestenene, men vi var friske og nogenlunde vågne, da vi kom tilbage til huset efter 1½ time i det fri.

Efter frokost kørte alle mod deres respektive hjem, og efter at have fået huset til næsten at ligne sig selv igen, var det tilladt og tiltrængt at slappe af.
Hvilket er nødvendigt, for i morgen aften har min søde chef inviteret ham selv og mig, nogle kolleger og John ud og spise på en god restaurant for at fejre den runde dag og 35-års jubilæet på én gang.
Det er hårdt at blive 60, men også ganske hyggeligt. Trods alt … selv om min yngste søster havde forfærdelig ondt af sig selv, fordi hun nu har en søster på 60!

Hvornår får man nok udstyr?

Jeg synes jeg kan blive ved med at finde ting, jeg mangler.
Nu drejer det sig om en lille notebook … jeg har haft en, jeg har været meget glad for, men den måtte jeg kassere for nylig; den var simpelthen en tand for gammel efterhånden.
Jeg har derfor kigget mig lidt omkring, for i og med, at den kun er en reserve for at spare på plads og vægt, når jeg transporterer mig selv med fly, skal den ikke være for dyr.
Da notebooks viste sig at være yt og kun findes som et mix af en pc og en tablet, er priserne desværre også derefter – hvor man for ikke så længe siden nærmest fik smidt en notebook i nakken, hvis man også købte en almindelig bærbar, koster de nu næsten lige så meget som samme bærbare pc.
Ideen er jo god nok: at forene det smarte ved en tablet med det praktiske ved en pc, såsom at kunne læse billeder direkte ind, at blogge vha. Windows Live Writer – meget vigtigt for mig – og i det hele taget at kunne bruge den pc, som gamle Ellen nu engang er vant til.
Jeg fandt en til 2500 kroner. De fås nok ikke billigere, men det er også i orden. Den er ikke købt endnu, men bliver det nok på et tidspunkt.
Er der nogen derude, der har erfaringer med notebook-tablets?

Apropos udstyr: efter hvad man nok realistisk må betragte som mindst to tredjedele livslængde, er jeg endelig blevet udstyret med en mand, der laver mad!
Alt kommer til den, der venter, siger man … lidt er der åbenbart om det.
I aftes sneede det bravt – igen – så John kiggede sig lidt omkring i Alverdens Supper og fik lyst til at forsøge sig med en tomatsuppe med blåskimmelost.
I dag købte han, hvad der manglede til den, og nu går han og hygger sig med at kokkerere, mens jeg hygger mig med blogforfatterskabet.
Dvs. – han måtte lige have lidt hjælp, for han anede ikke, hvad det indebar at flå og udkerne tomater, så det gjorde vi sammen. Resten klarer han selv. Siger han, men det tror jeg også nok skal gå – jeg er her jo til at kunne blive spurgt i tvivlstilfælde.

Fedt at have en pensioneret ægtemand … lige så meget, han før har undgået madlavning, lige så meget nyder han at have kastet sig ud i det nu – og finde ud af, at selvfølgelig kan han det!

Ellen sad med en knold og skrev …

I dag har jeg øvet mig i at være pensionist
se gammel ud
ligne en bedstemor, der er tæt på pensionen.
Onde tunger vil med det samme pointere, at det behøver jeg overhovedet ikke at øve mig på – det kan jeg allerede til perfektion, men disse onde tunger vælger jeg at ignorere.

Jeg har haft knold i nakken.
Hvilket ikke må forveksles med knald i låget …
Det er måske heller ikke en rigtig knold, men en temmelig kort hestehale, som blev camoufleret med et stort spænde.
For 38 år siden droppede jeg min langhårede 68’er/hippiefrisure og blev klippet korthåret. Det har jeg været siden, med lidt varierende længder og meget kort de sidste 8-10 år. Nu skal det være slut – det ser fjollet ud med 4-6 cm langt hår, nu hvor jeg har lagt op til flere kilo på vægten. Alt for mange kilo, faktisk, og de skal væk igen, nogle af dem. Ikke alle; jeg behøver ikke at komme tilbage til de 47 kilo, jeg vejede, da jeg mødte John, og hvor jeg kæmpede for at tage på, indtil jeg var knapt 50 år.
Sjovt nok syntes folk ikke, det var fornærmende at fortælle mig, hvor forfærdelig tynd jeg var … jeg mener: hvem ville sige “Du er vel nok tyk. Skulle du ikke tabe dig lidt? Det ville klæde dig!” Ingen, vel? Men det modsatte tænkte ingen på, kan være lige så uønsket for personen som at være for tyk, så utallige er de gange, jeg har fået sætningerne serveret med modsat fortegn: “Du er vel nok tynd. Du burde altså tage lidt på. Det ville klæde dig!”

Jeg blev derfor glad, da jeg langt om længe begyndte at tage på.
Hvad jeg ikke lige havde forudset, var, at jeg ikke rigtig kunne standse processen igen. 
Derfor er det nu blevet til for mange kilo, så hvad er mere naturligt end at starte med at lægge frisuren om, så den passer mere til alder og statur?
Min frisør må tro, jeg er død, for jeg er ikke blevet klippet siden juni … jeg skal naturligvis klippes igen, men jeg venter så længe, som jeg overhovedet kan holde det ud, så hun har meget at arbejde med = flere muligheder at lege med.

Mit hår bliver mere og mere gråt, men det bliver også af en eller anden mærkelig grund tykkere, end det var, dengang jeg havde langt hår.
På det punkt ville jeg gerne ligne min farmor, som, lige indtil den dag hun døde (som knapt 90-årig), kunne præstere en tyk, tyk, mere peber-end-salt-hestehale, som var så lang, at hun kunne sidde på den. Om dagen havde hun altid håret sat op på samme måde som Bedstemor And.
Så langt hår får jeg nok aldrig, men mindre kan også gøre det … er selv lidt spændt på, hvad hele denne hårrejsende historie ender med.

To me, old age is always 15 years older than I am.
Bernard M. Baruch

Nu med ny dør …

Det griber stadig om sig, det maleri. I aftes sad vi og gloede ind i væggen og op i loftet, bogstavelig talt, for at nyde hvor lyst køkkenet var blevet.
Så faldt vores blik på den mørke dør, som vi også bruger til opslagstavle, og det tog ikke 10 sekunder at blive enige om at køre i Bauhaus i dag for at finde en erstatning.
Ikke at jeg har tænkt mig at involvere jer i økonomien for vores fritidsarbejde, men at man kan få sådan en dør for 400 kroner var vi lidt forbavsede over. Det er jo ingenting!
Den er udskiftet, og det pyntede gevaldigt; nu mangler jeg bare en opslagstavle … 
I næste uge går John i gang med at male dør- og vindueskarme hvide.
Så kan vi vist snart heller ikke finde på mere.
I køkkenet …

Det dejlige vejr kaldte på en lang gåtur, og da vi var løbet tør for Senseopuder og manglede 1½ dl kokosmælk til aftensmaden, var det oplagt at tage rygsækken på og gå i Brugsen.
Hjemvejen lagde vi forbi stationen, bag hvilken det forhenværende drengehjem ligger. Hvorfor det blev lukket, ved jeg ikke, og jeg ved ikke hvem der ejer det i dag, men det meget store hus er ubeboet. Det kan garanteret fås for en slik, men der skal sikkert også pumpes 1½ million i det for at få det moderniseret.

Stort og spændende hus, man ville kunne få sig der … jeg gætter på 4-500 m² i alt; der er to etager og fuld, høj kælder. Hvis vi bare var 20 år yngre, kunne det være et spændende projekt at kaste sig ud i …
Ude i den forsømte have mæskede solsortene sig med de nedfaldne æbler.

Næsten hjemme igen ligger den lille sø, som fryser lige så meget som John og jeg efterhånden også gjorde. Vores lår var nærmest stivfrosne, da vi nåede hjem.

Jeg må hellere gøre alvor af det tekopstrikkeri

Trods al min dryppende sarkasme og dybe ironisering forleden dag over tekopstrikning m.m., er jeg måske nødt til at bide i det sure æble og erkende, at det alligevel kunne være fornuftigt at holde sig til den slags småopgaver.

I julen blev jeg færdig med en trøje til mig selv, som jeg havde glædet mig meget til at bære – jeg havde set en af strikkefestivalsdeltagerne have modellen på og blev lynhurtigt enig med mig selv om, at so ein Ding muss ich auch haben.
Garn blev indkøbt og arbejdet iværksat.

Normalt vasker jeg uldting på uldvask, efterfulgt af den mest skånsomme centrifugering, maskinen kan klare.
Dette giver arbejdet den smukkeste finish, så man skal lede grundigt efter de små ujævnheder, der ellers kan præge et håndarbejde, samt bevirker, at arbejdet ‘falder’ rigtig pænt, når det er tørt.

Tåbelige, stupide, tankeløse, åndssvage og ikke mindst naive Ellen regnede med, at “det ekstra skånsomme uldprogram” på den nye vaskemaskine holdt, hvad det lovede.

I har gættet det, ved jeg: trøjen krøb. Flere størrelser. Satans. For at sige det mildt.
Heldigvis krøb den ensartet; ikke noget med at være fire kilometer bred og 10 centimeter lang, så proportionerne var i det mindste bevaret.
En anden fordel er, at den er blevet meget, meget tæt – det er lige før, den er vindtæt, tror jeg.

Gudskelov har jeg en datter, der er en størrelse extra small – den ville passe hende helt perfekt, så nu krydser jeg fingre for, at den også falder i hendes smag.
Ellers har jeg snart en nydelig trøje til salg – kræver kun, at man kan lide designet og at man er en petit størrelse 34.
Så nu er det om at komme i gang med en mage til. Næsten mage til – det bliver i noget andet garn. Og det bliver IKKE vasket i den nye vaskemaskine!

Eller skulle jeg bare gå direkte over til at strikke tekopper, slikkepinde- og diverse andre hylstre?

Johns pensionistdebut

I august skrev jeg, at der altid er en sidste gang.
Der er selvfølgelig også altid en første gang.

Det er for eksempel første gang John er pensionist. Sådan rigtig for alvor … det er to år siden, han blev folkepensionist, men det mærkede vi ikke så meget til, fordi han stadig arbejdede.

Det er også første gang i sit relativt lange liv, han har bagt brød.
Grydebrødet.
Verdens bedste brød er det vist også kendt under. Det er måske en kende overdrevet, men det er helt sikkert verdens nemmeste brød at bage.
For hulen, hvor det var godt.
Jeg havde efter de bedste pædagogiske principper besluttet mig til at rose ham til skyerne, uanset hvordan det brød blev, men manden har trods alt selv øjne i hovedet og smagsløg i munden, så der var grænser for, hvor meget jeg ville kunne lyve.
Det blev heldigvis slet ikke nødvendigt – det var bare SÅ godt. Jørgen anbefalede brødet for nogen tid tilbage, og jeg kan kun give ham ret i, at det både er et godt brød og nemt at have med at gøre.
Læg mærke til det yderst professionelle udseende – både skorpen og de flotte, store lufthuller i brødet … jojo, han fortjener skam masser af ros.

Denne opskrift lød på rent hvedemel, men man har jo frie hænder, så jeg tog (ja, jeg … John turde ikke debutere med ikke at følge opskriften slavisk, men han tog over dagen efter, da det havde hævet natten over) Vinjett vårhvede og blandede lidt fuldkornshvedemel og durummel i.

Debut nummer to var Johns kartoffel-porresuppe, som blev lige så vellykket som brødet.
Indtil nu har han kunnet klare sig med sin ene ret (spaghetti carbonara) på repertoiret, men han kunne godt se, at når han nu vil til at lave mad flere gange om ugen, ville det nok hurtigt blive en lige lovlig ensidig kost …

Al begyndelse er som bekendt svær, men at det skulle vise sig at være indkøbene og ikke selve madfremstillingen, der skulle volde John problemer, havde jeg ikke lige set komme …

Onsdag i sidste uge: John ville købe ind til aftensmaden, som jeg skulle tilberede. Han ringer til mig på arbejde:
- De har altså ikke noget Ricottaost i hele regionen. Hvad kan du bruge i stedet for det?
- Jeg kan godt bruge hytteost.
- Okay, så finder jeg det.

Da jeg skulle i gang, var der ikke noget hytteost i køleskabet; derimod stod der to bægre rygeost.
Goddag mand. Økseskaft. John hører ikke vildt godt længere, men han vil helst ikke indrømme, at det måske kunne være et problem … han måtte ud og køre igen, for rygeost ville absolut ikke være godt i den pastaret, jeg havde planlagt.

I går:
Til suppen manglede han porrer, selleri og bacon. Jamen det var jo hele tre ting, og han havde da også glemt porrerne … han måtte ud og køre igen.
Jeg ventede pænt med at grine rigtig højt, til han var uden for hørevidde … hvilket jo så efterhånden heller ikke er særlig langt væk, høhø  

Alle alderdomsskavankerne til trods, er jeg fuld af forventning og tiltro til hans husmoderlige evner – han rydder op, han gør rent, han køber ind, han laver mad. Han vasker tøj. Kun sit eget, men det har han nu altid gjort, og mit får han ikke lov til at røre, da han aldrig har forstået principperne bag vasketøjssortering.
Jamen hvorfor stopper jeg egentlig med at arbejde?
Dumt spørgsmål. Glem det bare igen. Og I behøver ikke at have ondt af ham – han har også masser af tid til at hygge sig og slappe af.

En smuk januarlørdag

Efterhånden som min far kom mere og mere op i årene, blev pærerne i hans skrivebordslampe stærkere og stærkere. Til sidst sad der en 100-watt-pære i, og vi drillede ham lidt med, at nu kunne han ikke få dem stærkere.
Det blev heller ikke nødvendigt … og jeg er færdig med at grine, for lyset i lampen, jeg har lige over min venstre skulder, når jeg sidder i sofaen og strikker, bliver minsandten også svagere og svagere med årene. Mine år, altså. Det er naturligvis ikke mine øjne, der er noget galt med – det er garanteret det samme, som der sker med kaffen og smørret: der er mindre i, men det koster det samme!
Ikke desto mindre måtte vi helt til XL-Byg i Køge for at finde en pære, der passede fruen. En 40-watt halogen gav blus nok på lampen.

Vejret var smukt, så vi lagde vejen forbi Ølsemagle Revle for at se, om der var fugle at kigge på. Det var der, men de var langt væk – zoomen skulle hermed afprøves. Det gik ikke så godt, for fuglene var ikke bare langt væk – de var langt væt OG i modlys. 
Det var næsten havblik, og vandet havde en helt speciel, pastelagtig blå farve, som jeg var lidt spændt på, om kameraet kunne fange.
Det lykkedes næsten, men ikke helt.

Svaner i modlys og med en zoom på omkring 25 bliver altså ikke bedre end som så, hvorfor jeg opgivende pakkede kameraet ned i tasken.
Lige, da jeg havde lukket tasken helt til, kom der en lille flok svaner lige mod os – typisk altså! Jeg kunne jo ikke nå at få det forbaskede apparat op og gjort klar, inden de var for langt væk. De fløj ganske få meter over vores hoveder … ej, sikke et billede, jeg kunne have fået …
Nu lyder jeg vist lige som en lystfisker – her er de otte, der slap væk …

Nå. Det var da en flot himmel, om ikke andet.

Nu er jeg gift med en pensionist!

I dag havde John sin sidste arbejdsdag.
Hans følelser var noget ambivalente, da vi sagde farvel til hinanden i morges – det var en meget underlig fornemmelse for ham, men samtidig er han også i løbet af året nået at blive så ‘moden’, at han glæder sig meget til at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Jeg glæder mig også – jeg har i de næste fem måneder en hjemmegående husfar, som seriøst ser frem til at kaste sig over madlavning og brødbagning plus flere andre projekter, han ikke har haft tid/energi/overskud til gennem de seneste par år, fordi han har været væk hjemmefra i 12-13 timer om dagen.
Han vil selvfølgelig ikke lave mad hver dag, men hvis jeg ellers kan tage mig sammen til at skrive en indkøbsseddel, så er der i hvert fald købt ind, når jeg kommer hjem. Det bliver da den rene luksustilværelse også for mig … det kan være, jeg ligefrem vil synes, det er rart at gå på arbejde, når jeg ikke også skal nå 100 andre ting … 

Nej. Glem det. Det var bare en dårlig spøg. Jeg venter med længsel på, at de fem måneder skal gå.

Foreløbig fejrer vi det ved at tage til Roskilde og spise på en kinesisk restaurant … at det lige pludselig blev sammen med Inge og Hasse, gør det bestemt ikke værre – vi glæder os til at ønske dem god jul og god ferie – det er skønt med disse lidt impulsive aftaler.

I morgen formiddag køber John de sidste ting og spurgte, om han skulle købe pebernødder, hvortil jeg svarede, at det ikke var nødvendigt – vi har jo 800 gram fyldte chokolader, jeg nok skal gøre mit for at udrydde.
“Har du tænkt dig at spise hele den æske i julen?”
“Jada. Alle siger jo, at det er ikke det, man spiser mellem jul og nytår, der feder, men det man spiser mellem nytår og jul, så de chokolader skal simpelthen spises i næste uge!“

Jeg var i Netto i dag … kom pludselig i tanke om, at jeg jo for pokker ingen juletræslysholdere har – vi har aldrig før været kun os selv juleaften, så familie-Georg Jensen-holderne, som vi ellers tager lidt som en selvfølge, er optaget andetsteds i år.
Min fornemmelse var rigtig – de havde nogle i Netto, som ikke kostede en formue … jeg må til at ønske mig mine egne Georg Jensen-holdere; de er så smukke.
I Netto havde de et garnnøgle med lys i til en tyver. Jeg kunne vælge mellem rødt og hvidt garnnøgle.
Fuldstændig tåbelig ting, helt enig, men alligevel en ting, som en passioneret strikker som mig bare måtte eje.
Det er da ikke værre end Lenes undercover-nisse … eller …? Lene, sig, at du forstår mig. Please.

Den hænger altså normalt ikke i køkkenet …