ARoS efter farvellet

I morges blev der lige tid til, mens morgenmaden blev sat på bordet, at se et show over YouTube med spækhuggere, som oversprøjter publikum med kaskader af vand. Aubrey syntes det var sjovt; Anna var en kende mere forbeholden og kunne nok i højere grad end sin lillebror sætte sig i publikums situation. Et publikum, hvor ikke alle så ud til at more sig lige meget over at blive våde til skindet – hvad med kameraer, fx? Men man burde måske vide, hvad man går ind til, når man går ind til Seaworld?
Nå pyt … klokken 10 blev der vinket farvel til englænderne og klokken 10:20 sad John jeg i bilen på vej til Aarhus for at se Regnbuen øverst på ARoS.

Aros er det gamle navn for Aarhus, og kunstmuseet har derfor genbrugt dette navn og givet det en lille drejning ved at formindske o’et for at få navnet til også at minde om ARS, som er latinsk for kunst. Meget kreativt …

Regnbuen er virkelig eventyrlig at gå i. Da jeg så den nedefra, tænkte jeg, at ja, den var da ganske nydelig at se på, men mon det var pengene værd at komme op og gå rundt inde i den?

Lad mig sige det med det samme: Det er det. Absolut. Det er surrealistisk at gå deroppe; man føler, at man svæver, nok fordi der intet rækværk er, og de første par minutter følte både John og jeg os helt svimle – hvilket bestemt ikke skyldtes højdeskræk, da ingen af os lider af det. Det var simpelthen bare så mærkeligt og forunderligt at gå deroppe på noget, der føltes som ingenting.

Jeg kan slet ikke forestille mig det arbejde, det må have været at støbe (eller hvad man nu gør) alle de let rundede, kæmpestore stykker farvede glas. Man kan sagtens lave en så stor, rund bygning som denne ved at sætte mange lige stykker glas sammen, men nænæ, hvert enkelt stykke var en smule buet. Imponerende.

På museet så vi Tony Matellis udstilling A Human Echo, som gjorde et vist indtryk på os – den mand forstår sandelig at vende tingene på hovedet; både i konkret og overført betydning – at vise dem via et skævt ekko, som han selv skrev, fascinerende var det i hvert fald at se hans mærkværdigheder.
Som disse, hvor John til de to første bemærkede, at der godt nok er blevet leget med maden:

Vi fik at vide, at vi selvfølgelig måtte fotografere alt det vi lystede, og at vi måtte anvende billederne til hvad vi ville, så længe det ikke var til kommercielt brug.

Boy skulle vi selvfølgelig også lige have et kig på. Han var stor, den knægt. Min rygsæk så meget, meget lille ud ved siden af hans fod. Igen var vi imponerede … se blot hvordan blodårerne kan ses på den store fod. Hudens fine folder/små rynker. Den lidt skæve lilletå. Den næsten usynlige forskel i farverne, så kødet ved hælen kun er en anelse mere rødt end på foden.

Og hun pusted’ …

Det blev ikke Kattegatcentret i dag. Tim var lige pludselig nødt til at arbejde i formiddags. Det er på én gang fordelen og ulempen ved internettet, at dette kan lade sig gøre, men når man som Tim er selvstændig, opfatter han det absolut som en fordel, at han kan være der, hvis der er akut brug for ham. Det er så ærgerligt at miste en kunde, hvis det kun koster ham et par ferietimer ikke at gøre det.  
Det kostede os til gengæld en formiddag, men det var med hygge inden døre i regnvejret, der har indfundet sig. Da Tim fik fri fra arbejde, var det for sent at køre til Kattegatcentret, da det lukker kl. 16 … det nytter således ikke rigtig noget at kunne ankomme kl. 14.

Da englænderne holdt ferie i Østrig i august, gik de lige præcis glip af at se glaspustning. Anna blev forfærdelig skuffet, og hun har talt om mange gange siden, at hun ønsker sig at se, hvordan man puster glas.
Det måtte kunne googles, hvilket det da også kunne. Vi sprang glasmuseet i Ebeltoft over, fordi de meddelte, at værkstedet var lukket pga. renovering. Øv, men vi fandt noget i Aarhus – hvor de til vores overraskelse også har balloncykler …

Glaspusteriet Bülow-Duus er et fint sted at besøge – vi trådte ind i butikken/værkstedet, mens der var et par stykker i fuld sving med at fremstille champagneglas. Familien satte sig på forreste parket, og Anna var totalt opslugt lige med det samme. John og jeg gik rundt og kiggede i butikken – vi har set glaspustning temmelig mange gange i Sverige, så der var ingen grund til at tage noget af udsigten fra englænderne.
Anna havde dog vist forestillet sig, at man blæste hele tiden og var derfor overrasket over, at det meste af tiden gik med at rulle emnet frem og tilbage, mens det blev formet – men pustet blev der skam.
Tim var mindst lige så betaget; han havde heller aldrig set arbejdende glaskunstnere før.

Dagens clou var, da glaskunstneren spurgte børnene, om de ville prøve at puste glas. Øjnene blev meget store, udtalende et stumt, men alligevel rungende JA!!! 
Det var stort – det hele gik så hurtigt, at jeg kun nåede at tage et billede af det frembragte; ikke af selve frembringelsen.
Her ses et stykke A&A-kunst. Så absolut og garanteret det eneste i verden af sin art …

Vi var i butikken det meste af en time. Kunstnerne tog sig god tid til at forklare processen for Tim, hvilket naturligvis var medvirkende til at gøre oplevelsen endnu bedre.

Charlotte købte fire meget specielle æggebægre – A&A valgte farverne på alle fire, for selvfølgelig var de ikke helt ens – og jeg købte to rødvinsglas, som var ens, men alligevel forskellige … det er jo håndværk i ordets bedste forstand, vi taler om her, så havde de været 100 % ens, ville jeg nok have undret mig en anelse. Billeder senere – vi pakker ikke ud, før vi er hjemme igen.

Sandskulpturer og jordbærsyltetøj

Hvad disse to ting har med hinanden at gøre? Ikke særlig meget, men da jeg kørte hjem fra Hundested, købte jeg fire bakker jordbær (og to kilo helt nyopgravede kartofler – der stod oven i købet klokkeslæt for opgravningen).

Jeg fik endelig taget mig sammen til at køre til Hundested for at se disse sandskulpturer, som så mange har talt så rosende om. Jeg kørte så tidligt, at jeg ville kunne være der kl. 10, hvor de åbnede – skulle jo gerne være hjemme igen i så god tid, at jeg kunne få noget ud af resten af dagen.
På vej derop – og hjem igen – kørte jeg over Øde Hastrup, forbi den store grusgrav og Hedeland for at komme uden om Roskildefestivallen, som jeg ellers skulle have været kørt lige igennem. John sagde, at det i går kunne tage op til 1½ time at køre fra stationen i Roskilde og ud til festivalpladsen. En tur, som normalt tager under 10 minutter! Han advarede sine kunder om, at det godt kunne blive en meget dyr tur med al den holden i kø, men de betalte uden at blinke de over 600 kroner, som turen løb op i. Han var en glad, men træt mand, da han kom hjem.
I nærheden af Hedeland var der en pænt stor valmuemark med spredte pletter af lilla lupiner. Smukt.

Sandskulpturerne var imponerende. Det havde det regnvejr vist også været, der havde været der, inden jeg kom – der lå nogle ordentlige søer visse steder på vejene, og man skulle bevæge sig rundt om kunsten med forsigtighed for ikke at få våde tæer.

En utrolig detaljerigdom … det er lidt mærkeligt, at det hele kan være så intakt, når man tænker på det skybrud, der havde været få timer forinden.
Jeg tror, at Donald har ret i, at nogle af dem har snydt lidt med sukkervand, selv om man påstår, at det er der ikke.

Det er jeg glad for, at jeg kørte op og så … John må nøjes med at høre om det i aften …

Hvis han er sød, hvilket han sikkert er, kan han få et stykke nybagt rugbrød med nylavet jordbærsyltetøj på til aftenkaffen – det blev til en pæn portion – her er noget af den … her er til ‘pålæg’ til en hel del pandekager til børnebørnene.

En tur til det vilde ve… Osby – og en tur til Wanås Slot

Osby, som har Fort Swanson med saloons, fængsel, diligence og andet til faget hørende.
Samt en planteskole, der ikke er for morgenduelige folk som John og mig – den åbnede først kl. 10 – men den åbnede da i det mindste, så vi gik os en lille tur indtil da.

Osby, som har en planteskole, som desværre ikke har en klematis Montana, så vi måtte tage til takke med en ‘praktklematis Nelly Moser’. Den så ganske pæn ud, så den får en chance.

Under oprydningen i går fandt John en gammel spand, som han var lige ved at kyle ud! Vi aner ikke, hvad dens oprindelige formål har været, men nu har den fået en renæssance som en meget, meget, rustik blomsterpotte.

Fredag eftermiddag kørte vi til Wanås slot, hvis park vi troede var meget smuk lige nu med alle dens rhododendron. Det varer dog lige en til to uger endnu … 
Vi mødtes der med et par venner, som også har et hus heroppe, og som også er her alle fire dage – det blev bare en rigtig hyggelig dag og aften, men det vidste vi på forhånd, at det ville blive.

Wanås’ ejere er meget kunstinteresserede og har nu i 25 år brugt en masse penge og energi på at støtte mere eller mindre kendte kunstnere fra hele verden. Fordelt i den store park står der en masse spændende kunstværker, og i en af de kæmpestore lader er der skiftende udstillinger.

Der er forståelig kunst og uforståelig kunst; meget af det kaldte smilet frem, og så er det god kunst. Vi havde gennem et stykke tid kunnet høre et barn meget indtrængende kalde på sin MAMMA. Det undrede os lidt, at mamma ikke svarede – men det gjorde hun lige pludselig … fra et helt andet sted end forventet. Barnet kaldte igen, men denne gang med en dyb stentorrøst MAAMAA. Bag ved os lød der et lille, forsigtigt og spørgende ‘papa?’
Stemmerne sagde hele tiden det samme, men forandrede sig i tonefald, –højde og styrke, så vi undrede os selvfølgelig hurtigt og begyndte at se spørgende på hinanden. Det viste sig at være fem højttalere, der var hængt højt op i træerne med en stor indbyrdes afstand.

Rundt omkring i parken, hvoraf meget er mere en skov end en park, så vi disse kæmpebolde; et kunstværk kaldet Double Dribble. Ikke alle navne var helt logiske – vi så otte af disse røde bolde fordelt i skoven/parken, så hvorfor lige Double?
Mother var vi ikke helt med på; slet ikke I Will Stop Loving You, men Wanås’ Wall var et udmærket og logisk navn.

The Dining Room. Sjovt og anderledes.

Nogle af kunstværkerne har stået der i mange år, men hvert år kommer der mindst ét nyt til, som dette (Primary Structure) fra 2011. Man må gerne gå på det – på eget ansvar. Jeg kan sagtens se det krible i børn, når de ser denne mulighed for at gå balancegang. 

En af mine yndlínge på Wanås er ‘Sprungen Ur’ af Per Pålsson – det er utroligt flot lavet … hvordan mon man får formet en så perfekt stenkugle?

Slottet er i privateje, og man får ikke lov at komme ind og se det, men det er meget smukt at se på udefra. Der hører en stor avlsgård til, som er Sveriges største producent af økologisk kød og mejeriprodukter.

Statuen af den tissende kvinde (Fideicommissum) står – eller retter sidder – nede ved slotssøen og kigger ud over den. Skægt påfund. Det må være et modsat springvand, da strålen så at sige kommer oppefra …

Denne kæmpestore eg, som de kalder Snapphaneegen, stod der allerede, da det første Wanås blev opført i 1400-tallet, kunne man læse på skiltet. Den skal såmænd nok have sine 1000 år på bagen og har tydeligvis haft sine velmagtsdage for mange, mange år siden.
Ærefrygtindgydende er det dog alligevel … Hanne, som står foran træet, nærmest forsvinder i træets storhed.

Der er kunst overalt – selv uret er alternativt:

Wanås Slot ligger ikke så langt fra Knislinge. Det er en meget anderledes og derfor dejlig oplevelse – vi har været der fem gange og ser altid noget nyt. Det var første gang vores venner så det, men bestemt ikke sidste, sagde de.
Er I alligevel på de kanter, så sæt 2-3 timer af til at gå parken igennem og eventuelt også se de indvendige udstillinger, hvis de har åbent – hvilket de ikke havde i fredags, men det var jo også almindelig hverdag.

… og begejstringen var overvældende …

Her sidder man i al fredsommelighed på arbejdet; venter på at weekenden skal indfinde sig; gider ikke gå ned og hente kaffe, men bruger i stedet tiden på lidt surfen rundt på cyberspaces interstellare bølger.
Her i dette rum med uendelige mængder af rumskrot og ordbrokker falder man over en glimtende diamant af en planet. Sol. Supernova.

Mich & Susse.

De mest vidunderlige sprogrevsere/-nørder/-humorister/-causører i dronningeriget Danmark. Jeg elsker dem allerede.

I efteråret 2Q10 nedsatte Folketinget et nyt nævn: “Dansk Klognævn har til opgave at følge udviklingen i det danske samfund og fastlægge gældende regler. Klognævnet skal indsamle viden om nye skikke og vaner, registrere disse og indrette samfundet i overensstemmelse hermed.”

Nævnet var hurtigt ude med sine første afgørelser. Da en overvældende majoritet af danske bilister i gennemsnit kørte med hastigheder på mellem 60 og 80 kilometer i timen i byområder hvor det hidtil kun havde været tilladt at køre 50, vedtog nævnet at det fra 1. juni 2Q11 skulle være tilladt at køre op til 80 km/t i bymæssig bebyggelse.

Andre vigtige afgørelser fulgte rapt. Nævnet noterede sig andelen af danskere der skyede motion og værnede om fedesvin, hvilket blandt andet førte til Arne Astrups førtidspensionering. Pensumkrav for de mest krævende universitetsstudier blev sænket radikalt. Matematik blev et af nævnets helt store succesområder: I løbet af få uger blev en lang række komplicerede regneregler ændret, så langt flere danskere kunne være med. Blandt andet blev værdien af π (pi) rundet ned til 3 og i særlige tilfælde 2.

Læs selv videre. Lov mig det! Ovenstående var et direkte afskriv herfra, og Mich og Susse: jeg håber, I vil tilgive mig dette ordhuggeri (må endelig ikke forveksles med ordkløveri;  ej heller med mundhuggeri; det er kun vedr. brænde, vi har en parallel her) – det er en appetitvækker i håb om at få endnu flere til at hoppe over til jer og læse med.

Jeg lå under for en næsegrus beundring efter at have læst denne første tiendedel af indlægget, der omhandler lige præcis, hvad jeg så ofte før har nævnt at have imod Dansk Sprognævn: at de retter sig efter flertallet (10 millioner fluer kan ikke tage fejl), også selv om flertallet tager decideret fejl og fx fejloversætter (eller direkte oversætter, hvilket man bestemt ikke altid kan) et ord eller en vending, som medierne derefter er meget hurtige til at få forankret, fordi journalister heller ikke kan finde ud af det. Jeg har – som også ofte nævnt – intet imod sprogudvikling, men jeg har noget imod, at DSN ikke kan træde i karakter og sige: “Det her er forkert, venner. Det hedder … ”
Sammenligningen med bilisters hastighedsoverskridelser er suveræn, og jeg ville ønske, at jeg kunne tage æren for den.

Det kan jeg ikke, men kan jeg tage æren for, at i hvert fald nogle af jer smutter over og får jer et herligt grin, er jeg helt tilfreds.
God fredagslæsning.

Graffiti – smukt eller grimt?

Jeg synes graffiti er fantastisk flot kunst. Jeg mener selvfølgelig ikke de ynkelige og yderst platte smørerier, man kan se på offentlige toiletter, eller når et S-tog er overmalet med racistiske eller nynazistiske slagord og hagekors.
Det er noget svineri, for at sige det rent ud.

Men ‘rigtig’ graffiti – det er da sublim kunst, og en grå betonmur eller lignende uinteressantheder bliver meget, meget mere interessante og kønne at se på, hvis man lader de dygtige graffitimalere komme til. Prøv at google – der kommer i hundredvis af hit, der spænder over hele spektret, og hvor der er vist skolebogseksempler på de mange alfabeter, der anvendes, så man kan øve sig i at skrive dem selv.

Min daglige færd går som bekendt ad motorvejen, og det hænder en sjælden gang, at jeg sidder i kø… (sarkasmen ikke bare drypper; den nærmest tapløber her).
Selv om man holder i kø, så hænder det dog også, at trafikken bevæger sig, og det er man nødt til at holde øje med. Hvis man ikke øjblikkelig kører de næste 10 meter, inden man skal holde stille igen, lyder der hurtigt et arrigt dyyyyt fra den bagvedliggende bilist.
Derfor den dårlige billedkvalitet, men de dårlige arbejdsforhold gjorde det ret vanskeligt…
Synes I ikke, at graffitien gør de grimme støjvolde mere spændende at kigge på?

Ikke, at jeg nogensinde har kunnet læse, hvad der står… det kan være, jeg skal kigge lidt nærmere på alfabeterne.

Visse smørerier kan være ret underholdende… jeg har en lille bog Graffiti 1984, af Torben Olsen, som har samlet nogle af dem; f.eks. dette:

DET FARLIGSTE DØGN I ET MENNESKES LIV ER DET FØRSTE
—vel ikke farligere end det sidste?

Dette kunne jeg jo kun være enig i:
STAVNING ELLER KAOS
og
NOSTALGI ER IKKE HVAD DET HAR VÆRET

Og så skal I altså lige have den sidste og meget kvindechauvinistiske med:
HVAD VILLE VERDEN VÆRE UDEN MÆND?
- fri for kriminalitet og fuld af tykke, glade kællinger

På det nederste billede her ser det ud som om amatørerne er i gang til højre, mens det til venstre er ret godt lavet.

Og nu skal jeg kun sove én gang til, inden vi skal være sammen med englænderne. Tænk, at man kan glæde sig så uhæmmet barnligt…
Jeg håber de får en blæsefri overfart.
Og at I alle får en god weekend.

Nu har a wåt i Hobrow

På trods af, at det firestjernede hotel Amerika i Hobro påstår at have trådløs internetforbindelse, kunne jeg ikke få min pc til at kommunikere med cyberspace. Min HTC kunne fint og uden problemer, men ikke den forb…… pc. Jeg har derfor lidt af svære abstinenssymptomer det meste af weekenden, men har dog heldigvis på anden vis haft det sjovt og interessant nok til, at jeg trods alt har følt mig tilstrækkelig afledt.

En af deltagerne bor i Hobro, og hun viste tre af os (de to kendte hun i forvejen, og jeg fik tigget mig med, fordi jeg kender den ene af de to) lidt rundt i byen, hvor vi bl.a. så Kunstetagerne og det gamle bryggeri. Plus en enkelt garnforretning… som om der ikke var garn nok til salg i lokalerne på hotellet…
Kunstetagerne er en forhenværende købmandsgård, der nu er galleri. Mange vil måske mene, at kunsten ikke får lov at komme nok til udtryk pga. de ret dominerende træbjælker, men vi fire var helt enige om, at det var en meget spændende kombibation.

Den lokalkendte inviterede os hjem til en kop kaffe, inden turen gik tilbage til hotel Amerika og frokostbuffeten.

Jeg har sagt det før: misundelse er en grim ting. Jeg er såmænd heller ikke misundelig, men har kunnet konstatere, at man sandelig får meget for pengene her i Hobro. Værtinden bor i et kæmpehus med udsigt over det allerinderste af fjorden. To rum var blevet stået sammen til et kæmpekøkken med et vidunderligt lysindfald og selvfølgelig en fantastisk udsigt. Nede i haven har hun et drivhus med chilier i utallige varianter og har lige holdt store chilisyltedag.

Så mange glas syltede chilier har jeg ikke tidligere set på én gang. Det så bare SÅ godt og lækkert ud. Det gør hendes fantastiske sweater også.

De fleste af deltagerne til weekendens arrangement deler værelser, fordi det gør prisen lidt mere spiselig. Jeg har det bare sådan, at jeg – af flere årsager – pure nægter at bo sammen med nogen, jeg ikke kender og har derfor investeret i et enkeltværelse. Det er mange år siden, jeg har set et enkeltværelse, der reelt kun har en enkeltseng. Normalt har man en dobbeltseng at brede sig i, men ikke her. Det er okay, men når jeg er alene i byen, nyder jeg ellers rigtigt at kunne brede mig voldsomt uden at komme til at slå eller sparke til stakkels John i løbet af natten…

Nåmmen… meget, meget sent kom jeg – ved Dittes hjælp – i tanke om, at jeg da burde kunne bruge min HTC som modem. Det drillede selvfølgelig (HTC netværkskode???), så Dittes søn måtte træde til som hotline.
Nu virker det… men det tager 100 år og en eftermiddag, så kommentarer og al anden social kommunikation får lov til at vente, til jeg kommer hjem.

Nu har jeg set en del af Kongernes Nordsjælland

I går stod den i ’Kongernes Nordsjællands’ tegn. Et nyere koncept, som forskellige virksomheder og instanser i Nordsjælland er gået sammen med Visit Nordsjælland om. Grunden til, at jeg og alle de andre, der deltog i gårsdagens arrangement var, at det (igen) handlede om at promovere event- og konferencecentre; at vise og fortælle os mødeplanlæggere, hvad Nordsjælland har at byde på – også kulturelt. Det skal jo ikke være seriøst det hele, så vi fik gode ideer til hvordan man kombinerer arbejde og pauser, hvis man skal holde et møde eller et seminar – især hvis der er ikke-danskere med som deltagere, hvad der jo ofte er, når man vælger at tage ud af huset.
Det var to ruter at vælge imellem – jeg havde valgt rute 2, som de kaldte Erik af Pommern. Vi startede på Bymose Hegn Kursuscenter i Helsinge, hvor vi hørte på et foredrag af Birgitte Nymann.

Herfra ud i en spritny dobbeltdækkerbus (hvor jeg tog en plads øverst, forrest, så jeg rigtig kunne nyde udsigten) med guide og det hele. Vi blev befragtet ad små og smukke veje til Kysthusene, som var det første Dansk Folkeferie-projekt i Danmark; opført under Stauning-regeringen i 1938, hvor danskerne fik deres første ferielov med ret til to ugers ferie. Ja tænk engang… det er kun godt 70 år siden. Nu brokker vi os jeg mig over, at seks uger er for lidt…
Dagens eneste mavesure opstød skyldes, at Kysthusenes marketingdirektør måtte stå og læse stedets historie op fra et manuskript. Den synes jeg godt nok, at hun burde kunne udenad, for hun var ikke ny på stedet…
Stedet lå pragtfuldt, men bortset fra det, er det ikke et sted, jeg vil anbefale.
Lave noget lækkert spiseligt kunne de dog godt… man er vel dansker, så vi skulle ‘smøres’ med noget mad. New wave-mad vil jeg kalde det – vi spiste nye grannåle, hevet lige ned fra træet! Manchego-ost med ansjoser m.m. ovenpå. Lyssej-kaviar farvet grønt af wasabi. Og andet… det var faktisk meget lækkert, selv om der vist ikke var så mange, der gik til grannålene med den helt store entusiasme.

Op i bussen igen og videre til Kronborg, hvor den livlige og entusiastiske Christina havde fundet de store nøgler frem for at vise os det Kronborg, man ikke får lov til at se som almindelig turist. Det var naturligvis meget spændende – vi så Erik af Pommerns egen sal fra dengang han i første halvdel af 1400-tallet byggede fæstningen Krogen til at hjælpe ham med at skovle penge ind på den nyligt udtænkte øresundstold, som Danmark tjente helt vildt mange penge på gennem flere århundreder.
Hen til et andet sted på slottet og op ad en spindeltrappe. Op op op, til det næstøverste loft med de imponerende bjælker. Videre op op til øverste loft og derefter ud på telegraftaget, hvorfra de i fordums tid modtog og videreformidlede budskaber vha. den optiske telegraf, der gik helt til Bremen.

Hvad mener I om at sidde her og indtage en lækker middag med gode venner/familien? Det så enormt hyggeligt ud trods meget højt til loftet og sten over det hele. Der kan dækkes op til 40 personer. (Alle billeder kan med fordel klikkes større.)

Åh, det er svært… jeg tog en million billeder hen over dagen, men er ligesom nødt til at vælge…

Efter Kronborg kørte vi til Konventum, den tidligere LO-skole, som i dag ejes af en privat fond, der ejer lige omkring 1200 værker af danske nutidskunstnere (1969 og senere). Det var et meget, meget spændende sted, som snildt kunne komme i betragtning, næste gang der skal holdes et globalt møde af en eller anden art. Der var kunst overalt og i alle former. Endog (til)byggeriet og de meget trendy træer ved indgangspartiet var kunst.

Loftet i det store auditorium var kunst. Jeg var simpelthen nødt til at spørge vores omviser, om det var kunst eller akustik. Det var kunst…

Og så var der endelig også masser, masser af den ganske almindelige kunst, der sådan bare var malet på ganske almindeligt lærred…

Dagen afsluttedes med en gallamiddag (6 retter) på Kulturværftet, som tadaaa … surprise … er det gamle Helsingør værft, der for adskillige millioner er transformeret til kulturhus.
Maden var upåklagelig, men hvad omgivelserne angår, stod jeg totalt af, hvilket rigtig mange af os faktisk gjorde. Min første tanke var: Dette er for mænd. De kan bedre arbejde i selskab med de rå former, den rå cement/beton, alle de rette linjer, de koksgrå stole og de kulsorte borde; alt det grå metal, alt gråt i sort med en anelse hvidt, helt og aldeles uden så meget som en farveklat hist og pist. Ikke en grøn plante, ikke en lille rød stol, intet på væggene. Ingenting, der kunne muntre lidt op midt i alt det grå. Jeg ville gå lige så død som farverne, hvis jeg skulle holde møde eller seminar i disse omgivelser. Bundkarakter til Kulturværftet.
Jeg har overhovedet ikke taget billeder derfra… jeg gik hele tiden og tænkte, at der måtte da komme noget, der var værd at fotografere, men det gjorde der ikke.

Hov…  er jeg nu mavesur igen? Narj, ikke rigtigt, vel?

Vi fik – igen – lækkerier af alskens art med hjem fra de forskellige steder; bl.a. et rugbrød, der var så nybagt, at vi næsten ikke kunne holde på det.

Det er altså sindssygt hårdt med sådan nogle arbejdsdage… har I ikke ondt af mig? Vi blev kørt i bus fra Helsingør til Helsinge, hvorfra jeg havde over en times kørsel hjem, så jeg var i seng kl. 00:30. John havde sendt mig en besked om, at de i løbet af eftermiddagen havde snuppet rigtig mange i Nordsjælland for at køre for stærkt, så han ville anbefale mig, at jeg overholdt hastighedsgrænserne. Gad vide, hvorfor han syntes det var nødvendigt at fortælle mig det??? Nå, jeg kørte selvfølgelig fuldstændig efter bogen og var derfor hjemme præcis på det tidspunkt, GPS’en havde forudsagt, men jeg så naturligvis ikke så meget som skyggen af en betjent…
Jeg havde stillet vækkeuret til en time senere end normalt, men hvem vågnede, da John stod op kl. 5:30, tror I? Det var ikke hans skyld; han prøvede virkelig at være stille. Jeg forsøgte at falde i søvn igen, men opgav. Blev først rigtig træt sådan omkring ved 10-tiden i formiddags. Det har været to meget lange dage, men nu er det weekend.

Sporakulla og Breanäs

Vi vågnede atter op til en pragtfuld dag. Vejrudsigten bliver ved med at udskyde regnvejret – først skulle det have været kommet søndag formiddag, så søndag eftermiddag, og her til morgen sagde den søndag fra klokken 20. Fint med os… da er vi hjemme igen.

Midt på formiddagen satte vi kursen mod Sporakulla, som jeg skrev om i påsken. Dengang var træerne ikke sprunget ud; det er de selvfølgelig nu, og jeg ville ønske, at mine fotos kunne gengive den helt specielle stemning, fred og idyl, der hersker på dette sted. Og ikke mindst duftene.

Det kan de imidlertid ikke, så I må stole på mig: Her er helt vidunderligt, men det er på den anden side rigtig mange steder i Sverige…
På Sporakulla har de nogle store og farlige trolde, der står og passer på stedet. Ikke spøgelser, det passer sig ikke på landet i Sverige, men trolde er der mange af. Det kan man også se på alle de mange store sten, der er smidt overalt i landskabet. De stammer fra troldeslåskampe. De kender nemlig ikke til våben som sådan, men kaste med sten efter hinanden, det kan de, og de gør det tit. Prøv selv at se efter, næste gang I er i Sverige – de ligger overalt. Det er dog sjældent at se troldene selv, men på Sporakulla kan man.

Breanäs, som er en lokalitet ved søen Immeln, er et sted, vi ofte slæber vore gæster med til – et idyllisk sted, hvor der ligger et lige så idyllisk beliggende konferencecenter, der har opstillet en del stenkunstværker, man kan gå og hygge sig lidt med at se på.

Om eftermiddagen blev der atter arbejdet lidt – de nye vinduers grimme øjenvipper skulle skjules, og karmene males hvide. Ellers bare afslapning. Både Hanne og John tager sig en lur, hvilket giver mig en stille stund til et lille blogindlæg, inden jeg skal have smidt de rødvinsmarinerede mørbrader på grillen.
Jeg lærer simpelthen aldrig at sove om dagen – jeg skal være ret syg for at kunne gøre det, og det er jeg heldigvis ikke nu.

Jeg håber, jeres lørdag har været lige så god som vores, for så har den været perfekt.

Ud og se med DSB

Jeg kører så skrækkelig sjældent med tog, på trods af, at jeg holder meget af det. I dag var der en oplagt lejlighed, fordi jeg skulle til den årlige håndarbejdsmesse i Middelfart.
Orange billet til under halvdelen af, hvad det ville have kostet mig at tage bilen. Fint. Sidde og slappe af i 2 x 1½ time – perfekt, i stedet for at skulle sidde og kede sig alene i bilen, for her sætter John godt nok grænsen. Meget kan og vil han gerne dele med mig, men en håndarbejdsmesse? Næhnejellersmangetak – god tur, skat…

DSB-bladet blev studeret undervejs, og pludselig fik Ellen kaffen galt i halsen.

“…at trække våd i Nyhavn efter en fuld mand” – det er i min staveverden en stakkels prostitueret på arbejde i øsende regnvejr efter at have haft en beruset kunde.
Jeg vil gætte på, at Jersild har været med til at trække vod i Nyhavn, men det er jo en ganske anden historie…

På håndarbejdsmessen havde jeg, belært af bitter erfaring, bevilget mig selv et beløb i kontanter… stakkels dumme Ellen har nemlig så forfærdelig svært ved at tælle sammen i hovedet, når Dankortet bare bruges igen og igen. Og igen. En lille ting her; et lille kit dér, så lidt løst garn, så en ny og spændende bog, og hovsa… dér var da vist også noget, jeg ikke havde set før. Og den der taske, hvor er den flot… Mange bække små…  og lige pludselig har jeg brugt ALT for mange penge, for der er så uendeligt meget at formøble formuen på på sådan en messe, når man både er til sy og strik.

Dette garnkit fra bogen ‘Et digt i masker’ af Solvej Hisdal – det bliver den allernuserste trøje til Anna. Jeg vil strikke den lidt for stor, for hvis hun kun kan passe den et halvt års tid, er det rigtig rigtig ærgerligt. Den var dyr. Temmelig dyr. Men temmelig smuk. 11 farver; 14 fed fantastisk garn. Godt man har et krydsnøgleapparat.

Charlotte har Crewelwork-gardiner i hele huset og ville gerne kunne frembringe det selv i mindre målestok til f.eks. puder. Det kan hun forhåbentlig snart, for moderen faldt over denne bog, hvor alle teknikkerne er fint illustrerede.

Der er patchwork, og så er der patchwork… dette er stofkunst.

Bliv rig i en fart –

Det er supernemt – man skal bare have et nylig afdødt familiemedlem, der har købt en kinesisk vase engang i trediverne.
Vasen er sandsynligvis købt og bragt ud af Kina allerede i 1870-erne, men den faktiske historie kendes ikke. 

En kvinde og hendes søn fra Pinner, nordvest for det centrale London, arvede den nævnte kinesiske vase efter kvindens bror og satte den fluks på auktion; mest fordi de syntes den var tudegrim og ingen af dem havde lyst til at have den stående fremme. (Den er nu faktisk heller ikke særlig pæn…)
Første chok kom, da auktionsfirmaet fortalte dem, at det var en vase fra 1700-tallet og som sådan var meget værd – måske helt op til mellem 0,8 og 1,2 mill. Pund. Ingen ved, hvad kvindens bror havde givet for den.
Jeg var ret overrasket over, at en så forholdsvis ung vase kunne være så meget værd, men Mao forlangte al den slags ‘kulturpjat’ destrueret, så ting behøver ikke at være fra Ming-dynastiet for at være meget værd.
Århårhhh, tænkte mor og søn – lad os få den grimrian på auktion hurtigst muligt.

I kan se BBC’s artikel her; jeg behøver ikke at trække det i langdrag – hammerslaget faldt ved 43 millioner Pund. Med salær blev det omkring 51 millioner, som den kinesiske køber kunne få lov til at slippe.
Auktionarius blev så ivrig, at hammeren gik i stykker, da han endelig kunne sige “sold for…”. Jeg forstår så glimrende hans (relativt pænt skjulte) ivrighed – det er et forholdsvis lille auktionshus; absolut ikke i Christie- eller Sotheby- klasse. Auktionshuset tjente 8,6 millioner Pund på denne ene handel, så Charlotte og jeg blev enige om, at han nok hurtigt fik sat et skilt på døren, hvor der står “Lukket på grund af glæde”.
Efter hammerslaget udbrød der jubel; folk klappede og snakkede, så det tog en halv time, inden der blev nogenlunde ro igen.

En vittig sjæl på tabloidavisen The Sun kaldte vasen for en Jack-pot.

Charlotte og jeg talte også om, hvem der mon turde pakke den vase ned bagefter?  Jeg skulle dæleme ikke have noget klinket – bogstavelig talt.

Det var kattens… av min arm

Jeg blev stukket af en hveps i går. For POKKER, hvor gør det djævelsk ondt. Endnu! Mere end 30 timer efter er en fjerdedel af min underarm stadig ildrød; det gør ondt og det svier. Det gør selvmedlidenheden også. Svier. Kvoten for i år er vist opbrugt… altså selvmedlidenhedskvoten… så nu til noget helt andet:

 

I Broby ligger der et hus… der ligger jo sådan set en hel del, men der ligger kun ét som dette med en ret alternativ udsmykning.
Kæmpekatten tværs gennem huset på jagt efter musen – som har styrthjelm på. Jeg ved ikke lige hvor meget det hjælper over for en jagende kat, men den sidste optimist er jo ikke død endnu.

Jeg ved ikke, hvad huset rummer, men noget af det rummer sjov kunst.
I kan klikke billedet større, hvis musen er for lille.

En hyggelig eftermiddag – med både gensyn og nysyn

Jeg ved det godt – nysyn er vist mere noget med biler, men giv mig lige et godt ord, der på én gang mod- og tilsvarer gensyn.

Det var et dejligt gensyn med Bente, Donald, Jens, Kisser, Madame, Mia og Uffe (læg venligst mærke til den demokratiske, alfabetiske orden), og det var lige så dejligt at møde både Ditte, Rasmine, Sanne og Zette. Sidst, men bestemt ikke mindst, var det også hyggeligt at møde Bentes søde manden i mit liv og Teenageren. 

Jeg havde naturligvis glemt mit kamera. Naturligvis, fordi jeg en lille time, inden jeg gik ud af døren, så det ligge på skrivebordet og bad derfor mig selv om at huske få det stukket ned i tasken.
Jeg tilskriver det min dåbsattest, at det lå stadig på skrivebordet, da jeg kom hjem.

Jeg ved nu en hel masse om J F Willumsen, som jeg ikke vidste før, og jeg har spist så absolut alt for meget alt for lækker kage, at alt, der bare kan minde det mindste om søde sager, er forbudt for undertegnede frem til cirka jul.

Det er nu sjovt… blogverdenen er på sin vis anonym og lige så lidt eller meget privat, som man selv ønsker, men det er nu altså rigtig dejligt at se ansigterne på og de virkelige mennesker bagved det, som man jeg nu engang ikke kan lade være med at forestille sig mig, når man jeg følger med hos forskellige bloggere.

Vi snakker en del om det at blogge (surprise), men jeg skal da lige love for, at vi også kommer en del omkring mange andre opfattelser – oplevelser – holdninger. Vi er meget forskellige, men har mindst én ting til fælles. Vi er fremmede uden at være fremmede – vi kender til hinanden uden at kende hinanden. Og dog kender vi vel hinanden? Lidt i hvert fald.
Confused? You won’t be after the next episode of…
Find selv ud af, hvad jeg mener: Tag med på et blogtræf eller arranger selv et, hvis ingen andre tager initiativet.
Det eneste, jeg synes er ærgerligt er, at vi i selv et lille land som Danmark har for langt mellem hinanden fra øst til vest og fra nord til syd, for der er rigtig mange bloggere fra andre landsdele end min egen, som jeg meget gerne ville møde i det virkelige liv.

Jeg håber, at også det må lykkes en dag.

En tur til Bath

I dag kørte vi til Bath, som er en af de smukkeste byer i England – de fleste huse er bygget af gulhvide ‘Bath stone’, og byen er omgivet af grønne bakker. 
Det vrimlede med mennesker i dag – endnu flere, end der plejer at være, men forklaringen på dette var et hav af ‘graduates’ og dermed et endnu større hav af pårørende til disse.

Bath blev efter sigende grundlagt omkring 850 f.Kr. af King Lears far, Prince Bladud, som var blevet helbredt for spedalskhed af noget helt fantastisk muddervand og derfor grundlagde byen, da han senere blev konge. Ca. år 50 kom romerne til og opførte et tempel for den gamle keltiske gud Sul, og de kaldte derfor byen Aquae Sulis. Da byens borgere 700 år senere gik rundt og rundt i ‘The Pump Room’ og drak af det absolut ikke særligt velsmagende vand, var man stadig overbeviste om dets gode virkninger, som i virkeligheden nok mest bestod i, at det var… vand. Som man ellers aldrig drak dengang. I selve badene sad folk med åbne sår sammen med andre, som led af infektionssygdomme, så det var mildt sagt ‘risky business’ at gå i bad i Bath.

Andetsteds i byen finder man The Circus, en helcirkel af huse, som blev opført mellem 1754 og 1768, og som var underlagt strenge krav om, at det hele skulle se ens ud udefra, mens der var frit slag indendørs og på bagsiden af husene.

Overalt i Bath fandt vi løver i flotte og/eller kreative udformninger – vi så vel omkring 30-35 stykker af de i alt 100, der skulle være fordelt i hele byen.

John havde ikke fået en hat med, og da det hurtigt blev alt for varmt for hans ikke særligt hårfagre isse, gik vi ind i… tada… Itchy Feet, hvor han købte… mere tada… en Tilley Hat – nu er der så to af slagsen i familien.

Lige overfor, hvor vi fik os en kop kaffe på et indendørs marked, var en af de mange løver fremstillet som The King of Rock’n Roll himself. Inde i en musikforretning så vi en løveudgave af Michael Jackson, som lignede forbløffende godt.

Tilbage i Devizes slog vi vejen forbi den gamle bygning fra 1550, hvori hatteforretningen, hvor C efterhånden er blevet helt fine venner med indehaveren, er beliggende i. De to har nu en gensidig aftale om at anbefale hinanden og dermed skaffe hinanden kunder.

Dette var kun en del af dagens dont, men jeg er jo nødt til at stoppe, inden indlægget bliver alt for langt…
Vi har det i øvrigt meget, meget varmt, hvis nogen ellers skulle være interesserede i vejret.

Wanås slot og park

Hvis man er kunstinteresseret og/eller har lyst til at se store, flotte rhododendron, er Wanås Slot i Skåne et godt sted at besøge.
Vi har efterhånden været der nogle gange – der er altid noget nyt at se, og man kan absolut også med stort udbytte besøge stedet uden for rhododendronernes blomstringstid.

I den store, bevidst ikke særlig veltrimmede park gemmer der sig en masse spændende skulpturer – nogle flotte, nogle ‘underlige’ og andre igen nogle, der virkelig kan sætte ens fantasi i gang. Se blot her. Og her.
Nogle få skiftes ud; de fleste er permanente. ‘Sprungen ur’ er en af de sidstnævnte, og jeg er så betaget af den. Den er lavet af sort diabas, Sveriges ‘sorte guld’, som brydes i et stenbrud små 6 km fra vores torp.
 

Slottet er en institution, der støtter og udstiller (især) unge kunstnere fra hele verden. De kan få et tema eller frie hænder, afhængigt af, om de skal udstille i parken eller i den flere etager høje kæmpestore forhenværende stald/ladebygning.

Vi har flere gange haft venner med for at besøge Wanås, og de har uden undtagelse syntes det var en meget fascinerende og meget anderledes oplevelse.
Selve slottet kan man ikke komme ind og se, men vi mødte slotsfruen en af gangene, vi var der. Hun er en dame på min alder, som kørte rundt med en lille dreng i en klapvogn. Hun standsede os og spurgte, hvad vi syntes om Wanås. Vi svarede med svungne og begejstrede ord – vi anede i starten ikke, hvem hun var… Da vi havde sludret et stykke tid om dette og hint, sagde hun, at hun vist hellere måtte se at komme tilbage til slottet; hun var bare barnepige for sin dattersøn, mens dennes forældre var til en privat bryllupsfest, som fandt sted på Wanås. Jeg kan ikke huske hendes præcise formuleringer, men de førte til, at vi direkte spurgte hende, om hun var ejeren, hvilket hun bekræftede.

Oceanariet, Grenen og skagensmalerne

Vejret blev ganske som forudsagt – høj, blå himmel… men en del vind og derfor bidende koldt.

I går var vi på Oceanariet i Hirtshals. Sammen med omkring ½ million andre mennesker. Det er efterårsferie, og det er ved at være en del år siden, vi har holdt efterårsferie i efterårsferien. Sidste år havde vi lagt ferien i uge 44, og alt havde lukket for sæsonen. Det var lige kedeligt nok, så vi besluttede at holde ferie i uge 42 i år. Derfor har alt åbent, og det halve Danmark og vel omkring 3/4 af Tysklands befolkning befinder sig langs den jyske vestkyst og mange af dem ender heroppe nordenfjords. Nå – man kan ikke få det hele.

Oceanariet i Hirtshals var et hit – specielt sælariet, som er indrettet således, at sælerne svømmer hen over vores hoveder. Vi går i en slags tunnel under vandet, så de kan også svømme helt hen til ruderne, hvor vi står, og ungerne elskede det hele. Den udstoppede sæl var genstand for spørgsmål:
- Why is it lying there?
- Den er død, og så er den blevet udstoppet, så vi kan se hvordan en sæl ser ud og hvordan pelsen føles, når man rører ved den.
- … o.k. So, when it isn’t dead anymore, then it goes back and swims again, right?
Den lod vi hænge…

I dag allerførst en smuk solopgang. Denæst, efter alle havde fået øjne og morgenmad, kørte vi  mod Grenen og Skagen – specielt Skagens Museum havde Tim glædet sig så meget til at se. Han studerede kunsthistorie som bifag på universitetet; deraf interessen for kunst – skagensmalerne var ikke en del af pensum; dem havde han kun hørt om via Charlotte. Han blev ikke skuffet og gik ivrigt rundt på museet, hvor vi så dem alle sammen; alle fiskerne, de kendte og mindre kendte klassikere og de snadrende mænd og de sladrende kvinder i klitterne.
Klitterne… uha… bare inde på parkeringspladsen oppe ved Grenen var vinden ekstra bidende kold, og Aubrey var derfor på forhånd meget negativt stemt for at deltage (I want to go to mommer’s house. Now!)
Vi tog Sandormen ud til Grenen. (Yesss! En traktor! Jubiiii! SÅ er Aubrey med på den værste).
Tim er meget interesseret i luftspejlinger; et fænomen, man kan opleve under bestemte, fysiske betingelser. Disse var, sikkert til ære for Tim, til stede i dag, for vi kunne se Læsø i horisonten. Det er en fysisk umulighed, og det var da også… en luftspejling.
Vi tog nogle billeder og den næste Sandorm tilbage.

Til sidst Gl. Skagen – vi skulle have det hele med. På vejen hjem skulle vi finde et sted at handle. I går gik det galt, fordi vi – efter anbefaling – kørte til et såkaldt supermarked ude ved Skallerup Feriecenter, ‘for der kan man få alt’. Man kunne ikke få fersk kød, så der fløj fantasierne om den stegte kylling væk fra dagens menu. Jeg blev så sur, at jeg endte med at købe forårsruller og biksemad. Dybfrossent. How Low Can You Go? Jeg kunne selvfølgelig også have købt dybfrosne, neutralmarinerede kyllingelår, men jeg har trods alt visse principper tilbage, så det nægtede jeg simpelthen pure. 
I dag viste det sig lige så umuligt at finde fersk kød. Findes det slet ikke i Nordjylland? Jeg måtte kapitulere og købe frossen kylling, hvilket overhovedet ikke passede mig. I morgen kører vi til Hjørring – dér må vi da kunne finde en virksomhed, der forhander fersk kød.

Hvis nogen skulle være i tvivl efter disse udgydelser, så stornyder jeg stadig ungerne, og jeg er heldigvis også endnu i høj kurs hos dem, så jeg har travlt. ‘No… Mommer do it!’. Dette går lige fra at tage tøjet på om morgenen, via fastspænding i autostol og senere løsning af ditto + iføring af masser af varmt tøj; senere aftagning af samme, osv. osv. Så jeg er næsten lige så udmattet som ungerne efter sådan en begivenhedsrig dag.

At tegne en streg i sandet

Jeg tror jeg har arvet Charlottes allergi over for skaldyr. Jeg kan ikke finde nogen anden forklaring på den yderst ubehagelige omgang, der startede søndag sent eftermiddag. Og varede ved hele natten og noget af i går. Det ville have været meget praktisk at have haft et bidet… Åhhh hvor jeg dog hader at have det sådan, og man er fuldstændig som en karklud et helt døgn efter, selve elendigheden er stoppet.
Kammuslinger. Det kan kun være de kammuslinger, jeg serverede for John og hans bror i Sverige (og ego…), og eftersom ingen af de to har været det mindste påvirket, er det åbenbart mig, der ikke længere kan tåle skaldyr. Jeg har reageret en smule på almindelige muslinger her på det sidste, men det har ikke været tilnærmelsesvis så slemt som denne gang. Bare en gang mildt ubehag, som jeg egentlig ikke tænkte nærmere over. Mig, som holder så meget af skaldyr af enhver art…
Charlotte reagerer så voldsomt, at vi seriøst frygter et anafylaktisk chok næste gang, hun (uforvarende) kommer til at spise bare en enkelt reje. Hun har nu fået en EpiPen. Sidste efterår blev hun meget, meget dårlig af at spise en fiskefrikadelle, de ellers havde svoret højt og helligt ikke indeholdt skaldyr af nogen art. Vi har dem mistænkt for at have glemt at vaske ordentligt op mellem produktionerne – mere skal der ikke til, når man først er begyndt at reagere.

Nå, nok om al denne elendighed – jeg er dukket op til overfladen igen og vender næsten fuldt kampdygtig tilbage på arbejde i morgen.

Og nu skal I ikke komme her og påstå, at man ikke kan arve noget fra sine børn. Selvfølgelig kan man det. Grå hår får man også fra sine børn.

Jeg tegner en streg i sandet og vil varmt anbefale, at I bruger små fem minutter af jeres liv på denne video fra YouTube. En veninde sendte mig et link, og jeg synes, det skal deles med andre.
Denne kvinde tegner også streger i sandet, men på en helt fantastisk måde. Jeg ved ikke, om det virker ved at klikke inde i billedet, så jeg skriver lige den ‘rigtige’ URL her: http://www.youtube.com/watch?v=8uYne5ezkfw 

Svoger, Piet Hein og Poul Kjærholm

Johns lillebror er smed. Han kan smede i rustfrit stål, hvilket jeg kan forstå, at ikke alle bare sådan lige kan – heller ikke selv om man er uddannet smed.
Det skal jeg på ingen måde gøre mig klog på. Jeg er ikke engang nået til loddetin-disciplinen.

Jeg kan blot konstatere, at han kan lave nogle ret flotte ting. Han bor alene og har derfor ikke nogen, han skal konferere med angående indretningen af sin bolig. Han har som (selv?)følge deraf en meget maskulin bolig, som er flot, flot, flot, men som i mine øjne ikke umiddelbart ville kunne anvendes som hjem.
(Kursiverne pga. Bentes indlæg og min kommentar til dette.)

Han har lavet nogle eminente Robert Jacobsen-agtige ting (= tag noget metalskrot og lav et kunstværk).

Han har lavet sit eget spisebord i ét stykke børstet, rustfrit stål . FLOT. Men lidt koldt
Oven over bordet hænger Verner Pantons fantastiske lampe. Som absolut skal ses in real life. Den er helt utrolig flot…

Han kan også arbejde i læder, så han har sine egne to, hjemmelavede kopier af en af Poul Kjærholms stole.

På gulvet mellem disse to stole ligger der en meget flad, sortbroget ko. Hans hjem er meget domineret af farverne sort, hvid og rustfrit stål. Igen: flot, men slet ikke mig.

Han følte sig på et tidspunkt meget inspireret af en af Piet Heins serier og har lavet mange flotte lysestager, hvoraf vi har fået et par stykker i gave; andre i familien er ligeledes blevet begavede i den retning.

Han kan male. Selvfølgelig kan han da male. Olie og akvarel. Han kan også bygge carport til den lillemor, han savner. Han er en multi-talented, vaskeægte boheme.

Men han bor alene. Jeg tror nok, han er lidt ensom.