Boxing Day–Annandag jul

Anden juledag, annandag jul, Boxing Day. 
Hvorfor 2. juledag hedder Boxing Day i England, ved ingen, men det var den dag, hvor tjenestefolkene fik deres julefridag, og hvor herskabet derfor fik ‘køleskabsrester’, som de ikke skulle tilberede. Apropos Downton Abbey, som jeg kun mangler to afsnit af nu …

VI var en tur i Kristianstad, hvor vi opdagede, at de havde startet udsalget i går klokken 8. På den første juledag og for ikke så mange år siden den mest hellige dag på året! Arme, stakkels ansatte, siger jeg bare.
Jeg ved ikke, hvordan trafiksituationen var i går, men i dag var det heeeelt vildt, så mange mennesker og biler der var i det store indkøbsområde; især i MediaMarkt og Jula.
Vi ville have haft en foderdims, som skovskader ikke kunne komme til, og styrede mod Grizzly Zoo, hvor det var til at komme til for folk.
Der var bare intet til de vilde dyr og fugle; kun til kæledyrene, hvad der til gengæld var i overflod af.
Hvad mener I fx om hunde-løssalgsslikket her?
Var det noget med kæmpe-‘forårsruller’? “Holder lige til påske” … eller hvis jeg havde hund og der kom en og forærede den sådan en gummiørn her, ville jeg nok sige ligesom Aubrey, når han bliver sur på sin mor: “You are not my friend anymore!”

Jeg læste i morges i en gammel tænd-op-avis, at i USA (hvor ellers?) er man begyndt at producere tv-udsendelser for hunde. De allestedsnærværende eksperter havde i den forbindelse udtalt, at man skulle passe på med ikke at menneskeliggøre hunde (og kæledyr generelt) alt for meget. Det var jo trods alt stadig dyr.
Det kan jeg altså godt selv regne ud uden eksperthjælp, og jeg synes nærmest det er tragisk, hvad man somme tider ser de arme husdyr blive udsat for i USA.

Nok om det – jeg bliver bare i dårligt humør af at tænke på sådan noget, hvilket jeg slet ikke har lyst til at være.
I dag har solen skinnet lidt; det tør endnu, men der er også stadig sne. Nissen havde åbenbart siddet fast i æbletræet på sin færden, og vanddråberne i birketræet lyste så smukt.

Maraton Downton Abbey

Efter gårsdagens svesketrængsler takkede andestegen os ved at blive præcis som den skulle være – man må sige, at det var noget af et brystparti, den berberiand havde. Og stort set intet fedt på eller i kroppen. Den må have motioneret godt og grundigt hele livet igennem med den muskelmasse.
Vi kunne have bespist mindst seks personer alene med brystkødet og de to lår fra denne ene and, som det måske kan ses på billedet, så vi ved godt, hvad der står på menuen igen i aften. Der er masser af kød tilbage på skroget til at plukke af og bruge til et eller andet. Det var en halvdyr and, men sjældent har jeg fået så meget kød og smag for pengene.

Amaronen, vi drak til, var heller ikke så ringe endda …

Med hensyn til min julegave, gættede jeg rigtigt: Det var en Le Creuset stegegryde – den største, man kan få. Mig, som for bare få år siden ville have søgt skilsmisse, hvis John havde givet mig husholdningsartikler i gave, blev bare SÅ glad – lige som jeg blev det med de to andre Le Creuset-gryder og den store Kenwood, han har givet mig. 
Jeg fik den ønskede skridttæller plus en flaske parfume af Charlotte, så det blev også til en forkælelsesgave – alt er derfor som det skal være … ingen grund overhovedet til klager.

I dag har hele vores fysiske formåen strakt sig til at hente nogle kurvfulde brænde ude i skuret.
Intet har vi gidet; intet har vi gjort. Vejret har været tungt, gråt, trist og 2° varmt. Sneen ligger her stadig, men der er ikke så meget af den som i går.

Derfor har den stået på Downton Abbey, sæson 3, i stor stil. Gad vide, hvad det er, den serie taler til både hos så mange danskere, svenskere og ikke mindst englændere? Og vel også andre, må jeg gå ud fra. I princippet minder den om Upstairs, Downstairs, men er alligevel noget andet end den. Og bedre, selv om den også var god. Kunne måske også sammenlignes med Matador, som den kan kvalitetssidestilles med, synes jeg – her kan jeg ikke sige, om den ene er bedre end den anden, men begge serier har en lidt større integration mellem høj og lav end i Herskab og Tjenestefolk … er det det, der taler til os? Er det de flot beskrevne tidsbilleder? De eminente skuespilpræstationer? De kan dog ikke gøre det alene. Julian Fellowes fantastiske fortællinger? 
Den er i hvert fald hamrende god – vi har set fem afsnit i dag og håber, vi måske kan nå at se det sjette. Så er der kun tre tilbage til i morgen.

I et af afsnittene nævntes kvindernes stemmeret i England; et emne, hvor de (også) var lidt tilbage i forhold til Danmark. Edith går aktivt ind i emnet ved at skrive til aviser om det. Kvinder over 30 fik stemmeret i 1918. Først i 1928 gik stemmeretsalderen ned til 21 år som for mændene:

Women were enfranchised 80 years ago, on February 6, 1918. The Representation of the People Act gave the vote to women over 30 who “occupied premises of a yearly value of not less than £5″.
But it was not until 1928 that the voting age for women was lowered to 21 in line with men.

I Danmark fik de det som bekendt i 1915. I Schweiz i 1971 og i Lichtenstein først i 1984! Gad vide, om det var George Orwells skyld?
Her kan ses, hvornår det skete i verdens lande, hvis man skulle være interesseret. Der er et par overraskelser iblandt.

Vi skal også nå at se Ken Folletts Uendelige Verden, efterfølgeren til Jordens Søjler, som var god, men efterfølgeren var bedre som bog, så nu er jeg spændt på filmatiseringen af den.
I aftes så vi En Kongelig Affære, så vi har snart helt firkantede øjne.

Men ih, hvor er det al’så hyg’ligt.

Juleanden blev reddet på målstregen

Allerede i november tog jeg alle de langtigsholdbare julemadsting med herop, så jeg skulle slæbe på så lidt som muligt herop til selve julen, hvor der ville blive nok at slæbe i forvejen … det drejede sig om ting som mandler, grødris, vanillestænger, rødbeder, kirsebærsovs, svesker, asier og agurker. Man var, ikke overraskende, begyndt at jule i forretningerne, så der blev også købt juleservietter og ditto lys.
Klokken 12:30 i dag ville jeg så småt begynde på at klargøre anden, som selvfølgelig skal langtidssteges.
Sveskerne var ikke i skabet! Hvor lagde jeg dog dem? Lede, lede. lede. De er her ikke! Ting ud af skabet. Forgæves. Mindre, men umiskendelig panikfølelse.
- John! Jeg troede, jeg havde svesker, men det har jeg ikke! Alle de ukristelige ord, som tænkes kan på netop denne så højkristelige dag, røg næsten helt ud af munden, men jeg nåede at bide dem i mig.
- Det gør da ikke noget, skat.
Jo, vel gør det så. Man kan bare ikke lave en traditionel juleand, som kun er fyldt med æbler, kan man ikke, nej.
Det mente John nu sagtens, at man kan, men hvad forstand har han på det?
- Kan vi ikke lige smutte en tur til Lönsboda og se, om de har nogen svesker?"
- De har da lukket nu.
- De har aldrig lukket i Sverige. Kom nu …
- Okay så kører vi da, men jeg er sikker på, at de har lukket.

Vi var der 12:52, og de ville lukke kl. 13. Hvor heldig har man lov at være? 
Men de havde ingen svesker. De har jo andre juletraditioner i Sverige, så intet andefyld her. Pokkers og sgu.
Lige inden min juleverden brød totalt sammen, fandt jeg noget blandfrukt, hvor ca. 1/3 var svesker; resten var abrikoser og æbler. Smukt! To poser af dem, og min jul var reddet.

De går med livrem og seler her:
ICA Basic Blandfrukt
Blandet tørr frukt
Torkad
Nå – det er nok både svensk og norsk – tautologierne så bare lidt fjollede ud.

De få tørrede æbler blev suppleret med danske æbler og proppet i anden; abrikoserne blev hakket, blandet op med lidt hjemmelavet æblesaft, lidt sukker og et skvæt calvados og står nu og simrer på varmen for forhåbentlig at ende med at blive til en spiselig abrikosmarmelade.
Risengrøden er for længst puttet i min seng. Mandlerne har det skoldende hedt og bliver helt blege af varmen.
Her er begyndt at dufte af and. MED svesker.

Julefreden er derfor så småt ved at sænke sig i det lille danske hjem i Sverige. Det tør et par grader, men indtil videre er der nok af sneen tilbage til, at juleaften bliver hvid heroppe.

Jeg har vist været rundt hos de fleste af jer for at ønske god jul, men for en sikkerheds skyld siger jeg det lige igen:
I ønskes alle en rigtig god og glædelig juleaften – må den blive, som I hver især helst vil have den.

Jeg behøver ikke at drømme om en hvid jul

Jeg behøver ikke at drømme om en hvid jul, for den er her allerede. Da vi kørte hjem for tre uger siden, sneede det pænt meget, og der lagde sig da også 60 cm sne, fortalte vores nabo.
Det har tøet en smule siden da, men der ligger stadig meget sne – og nu sner det igen. Det har frosset 21° heroppe; inde i huset havde det været nede på ÷8,5° som det laveste, men da vi ankom kl. 11 i dag, var indendørstemperaturen ‘oppe på’ ÷1,5°.
To timer senere var den 13°, og klokken 14 var der 18°.
Mens vi ventede på den lokale opvarmning, gik vi ud og fældede juletræet.

I går mødtes vi med mine søstre og deres børn på gården, så vi kunne få sagt god jul til hinanden.
Den sidste vin fra fars vinkælder var taget op – nu skulle der ryddes op … der var ikke meget af det, der var noget værd længere, men et par af flaskerne var dog ganske glimrende; bl.a. den der ses klokken seks på billedet.

Selv om vi kun bliver os to i morgen aften, blev det til lidt gaver under træet – den store til venstre er til mig – jeg tror jeg har gættet hvad det er, men jeg siger det ikke til nogen …

Der kom alligevel også de smukke Georg Jensen-lysholdere på træet. I går delte vi min mors, hvilket kunne blive til ni af dem til mig – dem er jeg meget glad for.

Det sner som sagt – det er hvid jul lige efter mit hoved: at det først begynder at sne, når vi har nået vores mål og ikke behøver at skulle ud at køre den næste uges tid, hvis det skulle gå så galt – jeg har masser af mad, så vejrguderne kan bare komme an for vores skyld.

Nu er jeg gift med en pensionist!

I dag havde John sin sidste arbejdsdag.
Hans følelser var noget ambivalente, da vi sagde farvel til hinanden i morges – det var en meget underlig fornemmelse for ham, men samtidig er han også i løbet af året nået at blive så ‘moden’, at han glæder sig meget til at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Jeg glæder mig også – jeg har i de næste fem måneder en hjemmegående husfar, som seriøst ser frem til at kaste sig over madlavning og brødbagning plus flere andre projekter, han ikke har haft tid/energi/overskud til gennem de seneste par år, fordi han har været væk hjemmefra i 12-13 timer om dagen.
Han vil selvfølgelig ikke lave mad hver dag, men hvis jeg ellers kan tage mig sammen til at skrive en indkøbsseddel, så er der i hvert fald købt ind, når jeg kommer hjem. Det bliver da den rene luksustilværelse også for mig … det kan være, jeg ligefrem vil synes, det er rart at gå på arbejde, når jeg ikke også skal nå 100 andre ting … 

Nej. Glem det. Det var bare en dårlig spøg. Jeg venter med længsel på, at de fem måneder skal gå.

Foreløbig fejrer vi det ved at tage til Roskilde og spise på en kinesisk restaurant … at det lige pludselig blev sammen med Inge og Hasse, gør det bestemt ikke værre – vi glæder os til at ønske dem god jul og god ferie – det er skønt med disse lidt impulsive aftaler.

I morgen formiddag køber John de sidste ting og spurgte, om han skulle købe pebernødder, hvortil jeg svarede, at det ikke var nødvendigt – vi har jo 800 gram fyldte chokolader, jeg nok skal gøre mit for at udrydde.
“Har du tænkt dig at spise hele den æske i julen?”
“Jada. Alle siger jo, at det er ikke det, man spiser mellem jul og nytår, der feder, men det man spiser mellem nytår og jul, så de chokolader skal simpelthen spises i næste uge!“

Jeg var i Netto i dag … kom pludselig i tanke om, at jeg jo for pokker ingen juletræslysholdere har – vi har aldrig før været kun os selv juleaften, så familie-Georg Jensen-holderne, som vi ellers tager lidt som en selvfølge, er optaget andetsteds i år.
Min fornemmelse var rigtig – de havde nogle i Netto, som ikke kostede en formue … jeg må til at ønske mig mine egne Georg Jensen-holdere; de er så smukke.
I Netto havde de et garnnøgle med lys i til en tyver. Jeg kunne vælge mellem rødt og hvidt garnnøgle.
Fuldstændig tåbelig ting, helt enig, men alligevel en ting, som en passioneret strikker som mig bare måtte eje.
Det er da ikke værre end Lenes undercover-nisse … eller …? Lene, sig, at du forstår mig. Please.

Den hænger altså normalt ikke i køkkenet …

Tænk, at jeg skulle eje noget fra Birger Christensen

I går kunne jeg hente den julegave, jeg ikke kunne hente d. 12. december; nemlig et kuffertsæt fra Birger Christensen.
Det er vel et navn, de fleste er bekendt med, så er det ikke en lille smule blæret at eje noget med det berømte skilt på?
Også selv om det ikke er en pels?
Hvilket jeg i øvrigt slet ikke vil have, selv om jeg blev tilbudt en – jeg ser tåbelig ud i pels. Latterlig, nærmest, jeg er overhovedet ikke en pelstype … og det har ikke noget at gøre med at være frelst og Brigitte Bardot-agtig.

Det var en stor kuffert samt en i kabinestørrelse. De vejer ikke særlig meget, hvilket selvfølgelig er en fordel … bare de så kan holde til mosten i en lufthavn, for kufferter bliver vist ikke altid behandlet lige skånsomt.

Lidt gaver fik jeg søreme også med hjem fra England; John har været sammen med Pernille og udvekslet gaver med hende, så vi har søreme noget at pakke op juleaften, selv om vi kun er to, og selv om John har fået sin fra mig.
(Downton Abbey er ikke en gave, men et lån – C har købt 3. sæson, så der er slet ingen grund til at vente på, at DR tager sig sammen til at sende den.)
Apropos serier … englænderne er vilde med danske serier – de sluger både Forbrydelsen, Borgen og Broen. De sidste to afsnit af Forbrydelsen III blev sendt i lørdags, så Tims mor og mand glædede sig som små børn. Den hedder The Killing på engelsk. Da jeg fortalte dem, at killing betyder kitten, og at serien hedder The Crime i Danmark, syntes de at den danske titel var meget bedre. “For there is no killing in this series!? I’m sure the little girl isn’t dead.?” Da havde de endnu ikke set slutningen; vi var sammen med dem lørdag eftermiddag. De små, næsten usynlige spørgsmålstegn ignorerede jeg totalt – de ville selvfølgelig ikke høre et ord om, hvad der foregik til slut.

I dag er den gode rullepølse blevet lagt i lage og et rugbrød står lige nu og hæver. Den ikke-frosne Berberi-and er bestilt hos vores gode kantine-Per og skal hentes på torsdag. Jeg kan bedst lide kød, der ikke har været frosset; det smager anderledes, bilder jeg mig ind.  
Al mad til juledagene er købt, bortset fra det, der ikke kan holde sig og derfor skal købes i sidste øjeblik. Gaverne er på plads, jeg mangler bare at pakke to ind til min søsters barnebarn. Jeg er heeelt færdig

Det er ikke kun de rigtige engle, der har en skinnende glorie lige i øjeblikket
Og rolig nu, Aage: den falder ikke ned omkring min hals og kvæler mig. Dertil er jeg alt for erfaren en gloriebærer …

Julenissens dramatiske endeligt

En lille, men udsøgt gruppe på arbejdet var blevet enige om at tage ned på Crostini i Rungsted havn, drikke et glas gløgg, eller hvad man nu havde lyst til, og på denne måde ønske hinanden en god jul.
Vi skulle have været syv, men en blev nødt til at hente børn, og en anden har en søn, der lige pludselig viser sig at være nødt til at skulle på operationsbordet i morgen og ville selvfølgelig hjem til ham.
… og så var vi fem …
Det blev det dog ikke mindre hyggeligt af – det hele tog bare fem kvarter; det havde aldrig været meningen, at det skulle være andet og mere, men i mine øjne var det langt bedre end den julefrokost, jeg alligevel ikke gider mere.

Jeg sad på en lang bænk lige ved siden af en julenisse i mindst størrelse otte år – altså en ikke helt lille en af slagsen.
Lige pludselig fik den stakkels nisse en brat død. Jeg er glad for at kunne fortælle jer, at han ikke led – det gik hurtigt og var på sin vis barmhjertigt. Der faldt en hjemmelavet papkasse ned, som havde til formål at dække over en grim ventilator, som nok alligevel ikke bliver brugt på denne årstid, men den ramte meget præcist.

Selvfølgelig er det noget forfærdeligt pjat at bruge som dagens emne – af en eller anden grund så det altså bare så dramatisk og grinagtigt ud, som han sad der og i bogstaveligste forstand havde knækket nakken, og vi kom desværre til at grine meget højt og barnligt alle fem.
Ikke særlig juleagtigt, I know … I må altså ikke fortælle til jeres børn, at vi har grinet larmende over nissens død …

The X-mas Factor

Rejsen herover gik helt efter planen, selv om vejene var glatte i morges … men jeg havde jo en god chauffør, så det gik … ja, glat … igennem.
Vi landede til en skyfri himmel og grønne og brune marker – ingen sne her i UK, men det skal der ingen klager lyde over fra min side.

Turen gik fra stationen direkte til børnenes skole, hvor årets julespil skulle opføres – The X-mas Factor.
Sidste år hed det Rock Around the Flock og havde været kanongodt – Charlotte husker nogle af sangene endnu.
Det var også rigtig godt i år. De involverer samtlige skolens 120 børn; lige fra de helt små på fire år til de store på 11-12 år.
De mindste var soldater, engle og julestjerner og skulle synge med i korsangene og/eller deltage i et dansenummer.
De store børn får talerollerne, men det gode ved konceptet er, at ingen er misundelige, for alle ved, at alle får de mere spændende opgaver på et tidspunkt. Der er en eller anden talerolle til alle de ældste børn, så ingen bliver snydt, selv om nogle roller selvfølgelig er større end andre.
Gud blev spillet af klassens tykke pige. Skolens absolut tykkeste pige, faktisk, men hun var ideel til rollen, fordi hun var stor, bred og mægtig i forhold til alle de andre, og med sin lange, grå paryk, det vildtvoksende skæg og den røde velourkåbe med GOD skrevet i guld foran og bagpå, var hun aldeles overbevisende i rollen.

Anna var en smuk lille engel og Aubrey en flot lille soldat i Herodes’ hær. Han ville slet ikke have tøjet af igen, så jeg fik et billede af ham, da vi kom hjem (vi måtte desværre ikke fotografere under forestillingen, da man ikke må fotografere andre børn end ens egne, hvilket er fuldstændig umuligt med så mange på scenen hele tiden).
Anna bliver foreviget med englekostumet på i morgen, så ikke vi gør forskel her på bloggen …

Det var en meget moderne udgave af det velkendte juleevangelium.
C og jeg havde helt krampe i kæberne af at smile uafbrudt i en hel time – grinet rigtigt blev der også ind imellem, for det var meget humoristisk skrevet, og ungerne gik op i det med liv og sjæl. Det var slet ikke til at stå for, og dette siger jeg ikke kun i ekspertrollen som mormor – jeg ville have hygget mig meget med at se The X-mas Factor, selv om jeg ikke havde kendt en eneste af ungerne.

Folkekirken har humor!

Den her MÅ jeg bare dele med så mange som muligt – en kollega sendte mig et link i morges, og kort tid efter grinede jeg så højt, at andre kolleger kom til.
Det er fredag, og så gider vi ikke tænke på, om bossen skulle opdage, at det ikke lige er arbejdet, vi har gang i her.
Han var i øvrigt en af dem, der grinede med …

Gå ikke glip af dette lille klip, der på særdeles underholdende måde viser, hvordan tiden og begivenhederne omkring Jesu fødsel kunne have udspundet sig, hvis det hele i stedet havde foregået anno 2012.
Det varer 3 minutter og 42 sekunder, og det tager måske 10 af sidstnævnte, inden det helt går op for én, hvad der er gang i, men så … det er godt nok god værkstedshumor, og det er hvert eneste sekund værd.

God weekend til jer alle – kristne såvel som agnostikere, ateister, muslimer, buddhister, hinduister og alle, der ikke hører under nogen af disse kategorier.

Lørdag morgen: en lille eftertanke … som jeg vælger at skrive i forblommede vendinger, da jeg ikke ønsker at være afhængig af politibeskyttelse resten af livet.
Hvor er det dejligt at se, at nogen kan tage egen trosretning så selv-Uhøjtideligt, hvor nogen andre nærmest starter tredje verdenskrig fordi en tredje laver en mere eller mindre ubehjælpsom tegning af et emne, som de første nogen har fået stor kunst ud af – uden der behøver at blive udskrevet dødsdomme eller brændt nationalflag af.

Flere julegaver

For at citere mig selv, så er der altid en sidste gang. Denne gang de sidste julegaver.

I går kom John hjem med sin sidste julegave fra sin arbejdsgiver.
Den 12. får jeg min sidste julegave fra min arbejdsgiver.
John får altid en kurv med en masse lækre sager i.
Jeg får hvert år muligheden for at vælge mellem fire helt forskellige gaver, hvoraf den ene er lækkerier.
En af de tre andre muligheder var et kuffertsæt med tre størrelser kuffert i: kabinestørrelse, mellemstor og stor kuffert.
Det valgte jeg, for jeg havde jo måttet smide min kuffert ud efter sidste englandsbesøg; den kunne ikke holde til flere luftture, var jeg bange for … men hvornår får jeg lige min gave? Dagen efter, jeg er rejst til England!
Nå. Jeg må jo klare mig, og det bliver ikke kun med håndbagage denne gang, for jeg skal godt nok have meget med derover: C har fødselsdag d. 12. Så kommer julen, og Anna og Aubrey har fødselsdag hhv. d. 7. og 14. januar. Meget af det bliver købt derovre, men noget skal der selvfølgelig med fra Danmark.

Kurven til John er i år sammenklappelig; nøje udvalgt med henblik på vores kommende campistliv: “Den passer fint til jeres campingvogn”, hævdede boss, og det har han jo nok ret i. Indholdet var to spændende øl (Hjertensfryd – er det ikke et skønt navn?), to gode vine fra Toscana, tre poser luksusslik, en pose chips, en pose ‘sjov’ pasta, Karen Volf-franske vafler, en øko-appelsinmarmelade, en pose mini-bruchetta, et gavekort på 500 kr til Stjernebutikkerne i Roskilde og endelig en Anton Berg med 800 gram fyldte chokolader.
Jeg VED bare, at de 800 gram bliver omsat til 8000 gram ekstra fyld på Ellen, for jeg elsker simpelthen chokolade. Det er ren tortur at bringe sådan en æske ind i min stue, hvis jeg ikke bare kan/må spise løs af dens indhold.

Boss havde skrevet et sødt julekort, der var rettet til både John og mig, idet han takkede mig for at have lånt John ud til ham i så mange timer om dagen i 6½ år.
Nu har John 12 arbejdsdage tilbage. Det er næsten ikke til at bære.

Vi er vist ikke så gode til det med julegaver juleaften

Sidste jul fik jeg min julegave længe før d. 24. december, fordi John ikke rigtig havde mulighed for at gemme den store pakke for mig, til det blev juleaften.
Dengang talte vi om, at det heller ikke gjorde så meget, for med en juleaften med 17 mennesker ville der med statsgaranti ikke mangle gaver under træet, hvilket der sandelig heller ikke gjorde; vi var nærmest ved at drukne i gaver.
I år, derimod, bliver vi to. Måske tre; det ved vi ikke helt endnu, men sandsynligvis kun John og mig, så vi talte om, at i år ville der intet problem være med at få plads til gaverne.

Der bliver masser af plads under træet, for John har fået sin julegave. Jeg har lavet præcis samme nummer, som han gjorde sidste år.
Han ønskede sig kun et sæt pc-højttalere med forstærker og subwoofer (ikke sokker og underbukser; det har han lært ikke at sige; han risikerer jo at få det).
Men jeg så godt, hvordan han gik nærmest småsavlende rundt om en god arbejdsbænk, vi så i XL-Byg, da vi var inde i den butik i lørdags – han talte om, at den var klasser bedre end den billige og ustabile, han har derhjemme. Men han sagde ikke, at han ønskede sig den til jul. Måske pga. prisen …
Da jeg dog på ingen måde ønsker at være den, der forhindrer John i at udføre nogle af alle de planer, han har lyst til at kaste sig over i det lille halve år, han skal gå og vente på, at jeg jobstopper, købte jeg den arbejdsbænk til ham.
Jeg kunne ikke engang løfte den! En flink fyr i XL-Byg bar den ud i min bil, hvor den fyldte hele bagsædet og dermed så alt andet end diskret ud – jeg havde simpelthen ikke en chance for at skjule denne tingest for John, så da han kom hjem, bad jeg ham om lige at komme med ud på parkeringspladsen, hvor han skulle hjælpe mig med at bære noget ind.
Så meget for hemmelige og overraskende julegaver … okay, han blev overrasket og også meget glad, så det er jo fint nok.

Og hvad gjorde manden dagen efter?
Han gik selvfølgelig selv ud og købte de pc-højttalere, for nu vidste han jo, at han ikke ville få dem af mig …

Beklager det rodede indtryk … højttalerne skal naturligvis ikke stå der, men de skulle jo lige afprøves. Først blev telefonen tilsluttet … det var dog utroligt … det er godt nok en fantastisk lydkvalitet, der kan komme ud af sådan et par småfyre. 
Det fik mig til at tænke på min genbo fra 1986. Det var det år, hvor jeg officielt endnu ikke havde mødt John, og Charlotte og jeg boede i en lille andelslejlighed på 64 m². Det gjorde min genbo også – i en tilsvarende, naturligvis; ikke i min, og hvor jeg i min stue havde plads til en stor bogreol, sovesofa, sofabord og spisebord plus det løse, havde genboen plads til en to-personers sofa, et lille sofabord og … to højttalere! De var hver især næsten lige så høje som mig og mindst ti gange tykkere, og han kunne have blæst huset ned, vil jeg tro, hvis han havde sat fuld power på.
De er lidt mere spiselige i dag, både størrelses- og prismæssigt. Genboen kunne have købt en større lejlighed dengang, hvis ikke han havde investeret i de højttalere …

John har kopieret stort set alle vores cder over på sin pc, så fremover skal det ikke skorte på god musik på ødegården.
Vi afprøvede kvaliteten med bl.a. gentagne afspilninger af Time to Say Goodbye med Sarah Brightman og Andrea Bocelli. Vi kunne også have blæst huset ned, men vi tog pænt hensyn til naboerne.
Det behøver vi ikke i Sverige.

Julemarked på Svenstrup Gods

Planen var Gisselfeld julemarked, men den blev ændret til julemarkedet på Svenstrup Gods. Det er sandsynligvis noget mindre end det på Gisselfeld, men jeg synes det er så hyggeligt at gå rundt i de herskabelige stalde og kigge på sagerne.
Et par ting eller syv røg da også med hjem; bl.a. to par meget søde julenisser til Anna & Aubrey. De har piberensere i arme og ben (nisserne!), så de kan kravle op, hvor end man synes, de skal kravle. Alt det nisseri kender de slet ikke i England, så det er bare med at få lært dem det …

Svenstrup er et smukt gods, der siden 1751 har været i samme families eje i nu 9. generation.

De har boet rigtig pænt, de heste.

Hende her kunne John slet ikke stå for – hun mindede ham sådan om mig, sagde han, når jeg er faldet i søvn med strikketøjet i hånden.
Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at grine, men så gråhåret er jeg altså ikke endnu … hun kom IKKE med hjem!

Glaserede æbler ser altid så indbydende ud, men jeg bryder mig ikke om at spise dem.
Skiltet var stavet med c: glacerede. Det er sjovt, at folk tror, det skal være så svært – lige som farserede, der snart mest ses stavet med c. Det kommer jo af hhv. glas og fars, så det c kan man bare glemme alt om.
Variander havde de også … godt det ikke stod i ental, så ville jeg have kigget efter en ny art and; måske i samme kategori som en berberieand?

Julemarked? Snarere ‘Alt for Damerne’

Som vi lovede os selv i går, kørte vi i dag tidligt af sted til Havarthigaarden for at se deres julemarked, som især John var lidt skuffet over – der var ikke meget jul, i hvert fald ikke så meget som forventet, navnet taget i betragtning, men med stærk overvægt af tøj og ting til kvinder med hang til luksus og forkælelse.
Lidt kom vi da hjem med: to skønne fleece-sweatshirts til A&A, tre slags risotto-ris (trøffel, Karljohan og tomat/basilikum) og en lækker spegepølse.
Vi kom også forbi denne plakat, som reklamerede for firmaets økologiske lambrusco. Enten er der er ‘e’ for meget eller også er der et ‘r’ for lidt i deres ‘økologiske druer’ – jeg hælder til det sidste. Hvis ikke man ikke engang kan overkomme at få læst korrektur, når det handler om så få ord, kan min respekt for firmaet ligge på et temmelig lille sted. ‘Økologiske’ skal i øvrigt ikke skrives med stort begyndelsesbogstav her.

Vejen hjem lagde vi over Frederiksdal og Nybro. På trods af det yderst triste vejr var der meget gang i kajakkerne ude på Bagsværd sø, så vi tog et stop ved stedet, hvor konkurrencerne normalt foregår. Ih hvor folk trænede seriøst – inde ved kanten stod en træner, som snart måtte blive hæs af alt sit råberi, der skulle kunne høres langt væk ud over den disede sø – jeg kunne dårligt nok få øje på dem, han råbte til.
Man har meget praktisk har hængt et reb op til høflig og venlig selvbetjening, hvis man skulle være så uheldig at tabe konkurrencen og ikke kan se sig selv eller andre i øjnene bagefter …
Vi så da også en del stillede … okay, ikke træsko, men fodtøj var det ikke desto mindre.

Næsten hjemme igen kiggede vi indenfor i Den gamle Købmandsgård på Korporalskroen ved Karlslunde.
Se, det var jo et rigtigt julemarked … hyggeligt og fyldt med nostalgi. Herunder ses halvdelen af cafeen, som havde hele to borde.

Jeg købte to mini-julekrus til A&A med Brammings julenisser på, plus to Luxus-hobbyposer med alt til faget hørende i selvgjort julepynt. Når jeg kommer til UK midt i december, må vi se at få lært ungerne at flette julehjerter – det må de være gamle nok til nu.

I ostebutikken, som lå i en anden længe, havde de sat en rigtig Blue Stilton til ‘modning’ med portvin.
Jeg har endnu til gode at smage sådan en … det er med garanti en speciel oplevelse …

Mellem Havarthigaarden og Den gamle Købmandsgård aflagde vi et besøg i Elgiganten i Tåstrup, men det fortjener helt sit eget indlæg, så det bliver en anden dag.

Som en appetizer kan nævnes, at Brugsen ville blegne af misundelse over Elgigantens manglende staveevner.

Så er der – næsten – fred i hytten

Næsten, fordi der jo stadigvæk er to børn, der nu har fået noget mere plads at tumle sig på. Men det er den gode støj…
Alle andre er nu taget af sted mod hjemlandet – én er sygeplejerske og er allerede på arbejde, mens dette skrives.

Det har været dejligt, at alle (bortset fra skibsofficereleven) kunne være her i julen. Rune befinder sig lige nu et eller andet sted omkring Singapore og vender først hjem engang i februar eller marts.
Han havde sparet op af sin satellittelefonration og havde derfor hele 20 minutter juleaften, hvor han kunne ringe hjem og tale med sin familie.

Til højre ses yngstegenerationen med yndlingsbeskæftigelsen. Der kan downloades en masse sjove spil på sådan en iPad; bl.a. et racerspil, hvor selve iPad’en bruges som et rat. Gæt hvem der blev nødt til at få rationeret spilletid!
Nu er den ene iPad kørt til DK, og den anden er midlertidigt pakket væk. Anna havde godt nok fundet sig et spil, hvor man lærer noget om tal, men derfor skal de ikke sidde hele dagen med den slags ‘legetøj’.
Mine søstre og jeg blev i øvrigt lidt forargede over det ‘pædagogiske’ spil: det var et barn på ikke over 6 år, der havde lagt stemme til, men det var nu ikke det, vi var forargede over – bortset fra, at jeg troede, børnearbejde var forbudt på disse breddegrader…
Der dukkede mellem to og ti dyr frem på skærmen, og barnet skal tælle, hvor mange der er og trykke på det rigtige tal. Det gør det sikkert sjovere for den, der spiller det, at det er en barnestemme der siger noget, men vi syntes ikke, det var særlig pædagogisk korrekt, at man tillod den unge ‘speaker’ at sige: “Har du tællet dem nu?”
Det er ikke helt i orden, er det ej!

I aftes var det første gang, alle tre børn blev puttet på en gang, og derfor også første gang, William så A&A få børstet tænder.
Han stod fuldstændig målløs og bare stirrede på det der underlige, der skete – de har elektriske tandbørster, og William spurgte sin mor, mens han hoppede op og ned: “Den snakker, mor! Mor, hvad siger den til Aubie? Den er sjov. Sådan en vil jeg også gerne have!”
Camilla måtte stå og lege elektrisk tandbørste for at få lov til at børste sønnens tænder; med rystende hænder og selvfølgelig også med lyd på. Ret festligt for os andre.

Det har som sagt været smadderhyggeligt – det har alle været enige om, men hvis vi skal være helt ærlige, så er det også rart nu at have et par dage at se frem til, hvor det bare er englænderne og os, der er her, for man kommer ikke uden om, at der ikke er ro et øjeblik med 17 mennesker på ikke alt for meget plads.

Vi kan også mærke på børnene nu, hvor vi har været os selv i et par timer, at de er ved at finde sig selv og deres julegaver og bare leger sammen, som de er så gode til. Der har bare ikke været rigtig plads til det – hverken fysisk eller mentalt.

Lige så snart vi var alene, ville Aubrey have ryddet alt sit legetøj sammen. Intet skulle stå fremme, men pænt pakkes i kasser og æsker, så han havde styr på altings plads. At det så blev hevet frem igen lidt efter lidt, er en anden snak, men nu skulle der være orden og ikke kaos. John og jeg gik rundt og fik stuen til at se normal ud igen; flyttet møbler på rette plads og støvsuget lidt rundt omkring, hvilket åbenbart også inspirerede den lille mand.
De har været utrolig søde, begge børnene, men det har måske lidt skyldtes den gode opdragelse, for vi mærker så tydeligt, hvor meget de hygger og slapper af nu.

Ikke et ondt ord af den grund over familien – men så godt kender A&A dem heller ikke, så disse dage har nok stresset de små lidt mere, end vi umiddelbart havde tænkt over, at det ville gøre. Men de har ingen skade taget …  og de har ikke engang spurgt, om de må spille computer – det er åbenbart slet ikke nødvendigt lige nu.

Julemanden fandt os helt heromme i Sverige

Der var vel omkring en halv million gaver under det juletræ. Og ved siden af det – nogen skulle jo gerne kunne gå rundt om det…
For børnene var det nu så småt ved at blive interessant. Mens de voksne vaskede op efter julemaden, bar de tre børn gaverne ind og lagde dem under træet, hvilket erfaringsmæssigt passer meget fint rent tidsmæssigt.

Men … hvad skete? Pludselig bankede det på ruden, og udenfor stod en julemand, som beklagede, at han ikke kunne komme ned gennem skorstenen.
Ih, hvor var vi glade for at se ham, så han blev naturligvis inviteret indenfor i den lune stue.
Jeg elsker simpelthen at se på børn, der ser på den julemand, de stadig tror på i den alder. Det er bare guld værd.
Da han spurgte, om der var nogen søde og artige børn her, var der skam ingen falsk beskedenhed – tre børn råbte enstemmigt JAAHH!!!

Julemanden tog af sted igen – han havde mange flere, han lige skulle nå at besøge.
Han blev spillet af Heidis kæreste, som børnene kun ser for anden gang, og med alle de folk omkring dem lagde de overhovedet ikke mærke til, at han var væk.
Han hedder Nikolaj, og fra da af blev han selvfølgelig kun kaldt for Nikolaus…

Nogen af os fik McQueen-lego, som der skulle hjælp til at samle.

Nogen andre af os fik et McQueen-telt.

Mange af os sad og så Cars 2 i dag, og både børn og voksne grinede højt og larmende af Bumle. Det er utroligt, så stor en succes ham McQueen er blevet hos børn. Og voksne…

I dag har den stået på 100 % afslapning – selvfølgelig har vi fået os en gedigen julefrokost med alt muligt godt af alskens hjemmelavede sager, men det meste af det var præpareret hjemmefra, således at arbejdet i dag var minimalt.
Nogle spiller kort, andre spiller andre spil. Nogle ser Tims Titanic-docu. Det er ret fedt at være de første, der får lov til at se den.
Den er endnu ikke helt færdig, men det er efterhånden tæt på.
Her i juleferien sidder Tim og arbejder flittigt på at lave sine bøger om til e-bøger, så man kan købe og downloade dem umiddelbart efter premieren i april.
Hvis man googler titanic case closed, kommer der en del hits op. Dette er et link til en foromtale – det er Bedlam Productions, som for os nok er mest kendt for The King’s Speech, der står for produktionen af Titanic-docu’en.

Energiniveauet er meget, meget lavt for mit vedkommende. Jeg har ikke engang særlig mange ord i mig, hvilket er temmelig usædvanligt…
Livet er nu alligevel ikke det værste man har.

Årets længste dag

Muligvis påstår de fleste, at vi først lige har overstået årets korteste, men når man er et barn, der går og venter på juleaften, er dagen ikke spor kort.
De er dog utrolig søde alle tre – William fordi han nok ikke rigtig kan huske sidste jul, og Anna og Aubrey, fordi den eneste jul, de umidelbart husker, var i 2010 i England, hvor man pakker gaver ud om dagen, og ingen har fortalt dem, at de rent faktisk skal pakke gaver ud allerede i aften, så de ved slet ikke, at de burde have haft ondt i maven af spænding nu, og spørge hvert femte minut, om det ikke snart er juleaften…

Hvid jul er der ikke tale om – det har regnet hele natten, men heldigvis stoppede det, inden folket gik i skoven.
A & A var ikke til at drive ind igen … flyverdragterne viste sig ikke kun at være varme, men også helt vandtætte.

Træet er fældet, men endnu ikke pyntet … vi venter lige på en lille to-årig, der sover til middag.
Tiden bruges i stedet til at hakke mandler til risalamanden og få fabrikeret noget juleknas, så vi alle kan blive tykke og fede.

Naboen kom klokken 13 for at spørge, om der var nogen, der ville med ned og kigge efter elge – han ville vise os stedet, hvor man fodrer dem, fordi der her er en rimelig pæn chance for at se en elg eller tre.
Det var vi da mange der gerne ville – indtil han sagde, at så ville han komme og hente os igen i aften ved sekstiden.
Øhhhh. Dér har vi nok tænkt os at bænke os omkring julebordet, søde nabo [holder du ikke jul?], så det må vist blive en anden god gang.
I stedet kørte John med ham for at se, hvor stedet ligger; så kan vi selv finde det en anden gang, som bliver, når vi igen er alene med englænderne.

Nu vil jeg være lidt selskabelig – og gå ud og skrælle fire kilo kartofler…
Satser faktisk på, at så snart man ser mig gå i gang, vil der melde sig et par frivillige. Sådan plejer det meget ofte at gå.

Alle ude i det ganske danske blogland – og selvfølgelig også alle eksildanskerne, der læser med, ønskes en dejlig og fredfyldt juleaften.
Kærlig hilsen til alle fra mommer Ellen og hele den store, dejlige familie.

Der er længe, længe til…

Englænderne ankom klokken 01 i nat – befragtet af en træt chauffør John. Børnene blev puttet i løbet af 10 minutter og sov, næsten inden de havde lagt deres søde små hoveder på puderne.
Vi andre blev oppe til klokken to – ‘nogen’ var sulten og fik lidt mad, men alle var trætte, for det havde været en lang dag.
Flyet næsten to timer forsinket, men ikke desto mindre lykkedes det dem på en eller anden måde næsten at miste det … gaten var lukket, da de nåede derud, og havde de ikke haft bagage med ombord, var de ikke kommet med. Skiltningen virkede ikke, hvorfor alt blev annonceret via højttalere, og selv om de hårdnakket påstod, at de havde hørt godt efter, måtte der være smuttet et eller andet.
Ordveksling mellem Tim og en steward:
”When will we be in Copenhagen?”
”1 h 30 min after take-off”.”
”And when is take-off?”
”When you get on the plane!”

Nå. Det lykkedes til sidst, og i dag sov de længe – meget tiltrængt…

Tim har en lidt mindre ‘rå’ udgave af sin Titanicdocu med og ville lige vise lidt af den – John, Anna og Aubie kigger meget interesseret på. De er allerede ved at være små titaniceksperter, de små kegler.
Der var ikke tid (for mig) i formiddags til at kigge, så vi gemmer den, til vi er alene igen efter jul.

To af ænderne blev sat over; de brune kartofler sat til at småsimre på komfuret; risengrøden kogt lidt og derefter lagt i seng.
Slowfood’en til i aften blev ordnet og sat til simring.

Ungerne kunne huske, hvor spændende skoven var, fra de var her i august, så Anna spurgte, om vi ikke skulle gå ud og finde os lidt friske svampe til aftensmaden.
Svampene er døde nu, men det er vi bestemt ikke, så ungerne og jeg gik på opdagelse i skoven. Vi kom meget rundt i den store, farlige skov; måtte krydse dyreveksler, hvor der havde gået både ræve og vildsvin og elge og alt muligt, og da vi kom til en stor flod, måtte vi klatre over et højt bjerg af sten for at finde tilbage til sporet og ruten hjemover igen.
Dette var Annas udlægning, da vi kom hjem.
Min historie ville nok have været, at der var vand i en lille grøft ved siden af et stendige, som vi derfor måtte klatre over for at finde en anden rute, men hvor spændende er det lige at høre på?

Til venstre ses beviset på, at vi slet ikke kunne se skoven for bare træer – det er simpelthen så skønt, at de har tyndet ud tæt på huset. Træer har det nemlig med at vokse, og nu var skoven blevet for høj efter vores målestok.
Så er det, det er godt med gode naboer, der har de rette forbindelser – eller bare ved, hvem man skal henvende sig til.

I aftes fik Charlotte Johns gamle kamera. Han ville ikke vente til i morgen aften med at give det som en rigtig julegave, hvis hun nu skulle få lyst til at fotografere i dag og i morgen.

Det krævede lidt undervisning, men C var superglad for at have arvet det.
John hævdede undervejs i undervisningen, at hun kunne simpelthen ikke få et bedre kamera – hvorefter C prompte spurgte, hvorfor han så havde købt et nyt…

Jeg beklager på forhånd alle trykfejl og dårlige eller uheldige formuleringer, men hytten er på nuværende tidspunkt ved at være fuld, så der er liv omkring mig.
Meget liv.
Det kan vi lide.
Men det er en anelse distraherende …

Vi venter stadig…

Og vi kommer til at vente længe, gør vi, for englændernes fly er to timer forsinket. Damn. Pokkers og sgu og øv for dem. Stakkels unger og stakkels dem alle.
Charlotte har ringet – de skulle have fløjet UK-tid 18:15, så nu bliver det 20:15; med landing 23:15 i Kastrup. Vente, vente, vente på kufferter og så ud og køre 160 km. Sjovt.
Jeg vil håbe den så holder, for jeg kan ikke se flyet på CPH’s hjemmeside endnu; hun fortalte bare hvad der stod på tavlen i lufthavnen.

I morges ventede jeg ikke. Jeg stod i Brugsen kl. 9, da de åbnede, for jeg gad simpelthen ikke stå i kø helt ned til bagerst i butikken for at få lov til at betale for mine varer, hvilket man erfaringsmæssigt sagtens kan risikere i dag og i morgen.

Jeg gik direkte til kassen, men der var allerede ved at være rigtig mange kunder, da jeg gik ud af butikken med mit kæmpelæs af varer.
Hjem igen for at arbejde, indtil jeg hentede Annemarie kl. 14, og så ellers af sted til Sverige, hvor vi ankom mens der endnu var så meget lys, at vi kunne se, at vores nabo havde været hurtig til at tale med ‘skovfolket’ for at arrangere at få fældet de træer, der skygger for vores terrassesol hele vinterhalvåret, og i det hele taget ikke pynter mere. Vi kunne ikke selv gøre noget ved det, for ‘Kronen’ er vores nabo og bestemmer dermed suverænt over skoven.
De var væk næsten alle de grimme træer. Tilbage står birketræerne til at drikke fugten fra jorden plus et par fyrretræer, men alle granerne ser ud til at være fældede. Herligt. Og lige så herligt med en nabo, der er så effektiv.

Huset var koldt – meget koldt. 1,7°.
Annemarie sidder stadig med masser af tøj og tæpper her klokken lidt i otte, hvor temperaturen i stuen efterhånden har sneget sig op på godt 17°.
Den første lille times tid brugte vi til at få redt alle sengene, for det giver varmen så godt at stå og bakse med at få lagt alt det sengetøj på.

Nu kan vi så bare vente. Til cirka klokken 01:30. Det er kun Annemarie og mig, der er B-mennesker, så der vil være en del trætte mennesker i morgen – men heldigt nok, at de ikke først skulle komme den 23. december.

Ventetid – vente, vente, vente…

I dag har jeg det præcis som jeg plejer, når jeg venter besøg fra England: går rundt i en slags limbo; har det lige som et lille barn, der glæder sig til noget og synes, at tiden bare snegler sig af sted.
Tid er noget underligt og meget relativt noget: en måned går mange gange hurtigere end dette sidste døgn, som har en tilbøjelighed til være kolossalt langt – dette til trods for, at jeg faktisk har mere end rigeligt at foretage mig, hvorfor tiden burde flyve.

I morgen arbejder jeg hjemmefra om formiddagen, men kører af sted ved 14-tiden sammen med søde niece Annemarie, som godt vil køre med mig til Sverige for at få et døgn mere på ødegården end hvis hun skulle have ventet på sin mor. Jeg er meget glad over, at hun vil med mig, for så har jeg selskab, indtil John og englænderne dukker op ved midnatstide … er dog ganske klar over, at det selvfølgelig også er deres selskab, der trækker mere end mit, men det er aldeles ligegyldigt – bare hun er der.

I dag var det således sidste reelle arbejdsdag, indtil det går løs igen den 29. december. Dvs. løs og løs … der er forhåbentlig ikke meget liv derinde mellem jul og nytår, men bossen kommer nok også ind, og det er skønt at have fred og ro til at gennemgå nogle ting.
I dag holdt min chef det traditionelle julestatusmøde for hele udviklingsområdet med året der gik og året der kommer; efterfulgt af gløgg og æbleskiver og gensidige ønsker om en god og fredelig (arbejdsgiver)jul.
Boss og jeg sad og gennemgik mine ‘mål’ for næste år. Det er altså helt surrealistisk efterhånden, fordi vi talte om, at når der i princippet skal følges op på dem om et lille års tid, er der formentlig kun et par måneder, til jeg stopper mit langvarige tålte ophold inden for dansk erhvervsliv … meget, meget underlig tanke.

Nå. Hul i det. Emneskift til sproghjørnet.

For et par dage siden hørte jeg en læge udtale følgende i tv: “… de børn lider af akut underernæring…”.
Kan vi få a second opinion? Er der en anden læge til stede? Kan underernæring være akut? Er det ikke bare at være godt sulten? Dette er bestemt ikke udtrykt således, fordi jeg vil gøre nar af verdens underernærede børn; slet ikke, men jeg mener bare ikke, at ‘akut’ og ‘underernæring’ hører hjemme i samme sætning – underernæring er resultatet af lang tids mangel på mad og er desværre derfor nok mere en  kronisk tilstand.

I aften fik den søde Mette Blomsterberg brændt følgende guldkorn af: “ … og så former jeg marcipanen til en snorlige kugle…”
John og jeg måtte smile meget højt. Vi var selvfølgelig godt klar over, hvad hun mente, men adjektivet kunne nok ikke have været valgt mere forkert i denne sammenhæng.

Billederne? Inge har vist skønne billeder af elefanter i København og bjørne i Berlin. Jeg kommenterede hos hende om løverne i Bath. Nu får I et par af dem, for jeg kunne ikke finde relevant illustration til indlægget, så jeg kunne lige så godt træde fuldstændig ved siden af.

De gyldne skiver på løven til højre er urskiver fra gamle lommeure.

Advarsel: stærke billeder

Hvis man er en sart sjæl og ikke kan tåle at se indvolde, skal man springe dette indlæg over, for nu bringer jeg en side af livet, som det er på landet; råt for usødet.

Dette er den årligt tilbagevendende begivenhed: beboerne på fædrenegården har sørget for at skaffe juleaftens landænder fra en gård i nærheden. Vi ved hvad ænderne har fået at spise og at de har haft et godt og frit liv lige indtil i dag.
Sælgeren hiver kun fjerene af dem; indmaden må vi selv klare.
I en del år var det mor og mig, der klarede den side af sagen. Da mor ikke kunne klare det mere, tog Bodil mod til sig og bad om at blive oplært i kunsten, og i de sidste par år har Merete også været med på banen. Meget modstræbende, tror jeg, men det vil hun helst ikke indrømme, og hun klarer det fint nogenlunde … når vi taler fasaner.
Når det gælder ænder, finder hun hellere alle mulige undskyldninger for at lade mig gøre selve indvoldsudtagningsarbejdet:
“Skal jeg ikke hellere gå dem efter og få fjernet de sidste stabbe og voksrester?”
“Skal jeg ikke hellere lave noget mad til os?”
”Er der ellers noget, jeg kan gøre for dig? Vil du have en kopkaf? Et glas vin?”

Det er også et stort skridt at skulle tage, når hun de første 25 år af sit liv ikke engang kunne tåle at se sit eget blod og prompte besvimede, engang hun i tv så en narkoman stikke sig selv. Hun blev lidt mindre sart, da hun fik børn … det har man vist hørt om før.

Sådan noget har aldrig generet mig – ikke som barn og ung, og slet ikke efter fire år som hospitalslaborant, hvor man kunne blive udsat for scenerier, der var en værdig konkurrent til motorsavsmassakren, når man blev kaldt på skadestuen til en ulykkesramt og skulle tage blodprøver. Eller på operationsstuen for at skulle tage blod til en forligelighedsprøve (med henblik på at få donorblod), nærmest mens de stod og opererede. Og så lige midt i frokostpausen eller aftensmaden … men det vænnede man sig til.

At ordne fjerkræ er således a piece of cake.
I år var det fire ænder, der skulle ordnes – vi bliver jo 14+3 juleaften, og selv om det er pænt store ænder, regner jeg kun med, at der kan være fire om én. Ingen vil klage, hvis der skulle være lidt rester.

Her står jeg med livet i hænderne.
Andens forhenværende liv – hjertet.
Kråsen anes i venstre hånd – jeg hader andekråse, fordi de er så svære at rense ordentligt. Høns er meget nemmere, men jeg gider ikke spise stegt høne juleaften.
Godt smager det jo; kråse, hjerter og lever – al indmaden bliver kogt sammen med vingespidserne og lidt svesker og æbler som supplement til en god fond til sovsen.

Bon appetit

På denne sjette dag før jul

Den sidste søndag i advent. Det er snart jul – de fleste glæder sig; nogle flygter fra den, andre ser passivt til, at nogen gør noget for at få en jul ud af det.

I radioen har vi allerede hørt de traditionelle julesange op til flere gange. Jeg har dog, til min store (men glædelige) overraskelse, endnu ikke været udsat for Whams ‘Last Christmas’, som jeg a.f.s.k.y.r.
Jeg hører ikke særlig tit radio, men alligevel lykkes det som regel det medie at liste sig ind på mig og smide den sang i fjæset på mig, inden jeg når at reagere.

Ellers kan jeg skam vældig godt lide de fleste af de traditionelle julesange, -salmer og -meloder – bare ikke lige den netop omtalte.
En af mine favoritter er ‘The Twelve Days Of Christmas’.
Disse 12 dage starter d. 25. december – dagen, hvor julen snarere slutter end begynder for mange af os. Vi bruger denne dag til at slappe helt af og lade julefreden sænke sig over os.
I denne sang begynder en ung piges mareridt denne dag, fordi hun fra da og i 11 dage fremover i ekstremt overvældende grad bliver overøst med gaver fra sin tilbeder.
Det er selvfølgelig ikke sådan, den skal tolkes; faktisk er sangen slet og ret religiøs symbolik i hvert af de 12 vers.

Den kan ses på videoen herunder i en ny, lettere humoristisk version. Eller … den er fra 1998, så ny og ny … men den var ny for mig:

Herunder kan man – hvis man har 8½ minut til overs – se en temmelig imponerende; nogle ville måske sige en lettere overdreven, fremførelse af den gamle Christmas Carol.
Det er The King’s Singers and the Mormon Tabernacle Choir, der giver den hele armen i en eller anden fantasktisk koncertsatl

8½ minut er selvfølgelig meget, hvis man har har travlt, men det har I da ikke i dag, har I?
I slapper 100 % af og nyder søndagsfreden lige som alle os andre, der kan prale med, at juleforberedelserne er overståede og gaverne pakket ind.

I haven har vi masser af fugle, som min kapermand har ’leget’ lidt med i dag – plus en spansk marguerit, der hårdnakket nægter at give op.

Vi bringer en efterlysning…

Jeg – og små 1000 andre – var i TOYS”R”US i eftermiddags, for jeg manglede en gave til lille William på 2½.
Så snart jeg kørte ind på parkeringspladsen, var jeg klar over, at det var en fejl, men da var det allerede for sent. Der var nemlig megalang kø for at komme ud igen i den i forvejen halvslemme myldretidstrafik. Men nu var jeg her, så jeg kunne lige så godt få det overstået. Der vil sikkert være endnu flere i morgen. Det er kolossalt stort, og der er kolossale mængder legetøj – alligevel syntes jeg ikke det var helt let at finde noget, der på én gang passede både alder og budget. Jeg endte med at købe noget FlexTrax til ham og krydser fingre for, at det falder i god jord – men hvor er der altså også meget junk-legetøj at købe. Med det mener jeg, at jeg ikke bryder mig om ‘legetøj’, hvor børnene ikke selv skal deltage aktivt, men bare trykke på en knap og se på, at noget gør et eller andet. Med FlexTrax skal han selv samle vejen, inden den medfølgende bil kan køre på den.

Bilen til højre blev det derfor ikke til … han ville ellers nok være blevet glad for den, lillegutten. Det var bare lige en anelse over budget, desværre…

Jeg fik også købt til den sidste niece i rækken og en lille, symbolsk ting til mine to søstre. Vi er på små gaver, når vi er sammen juleaften; ellers giver vi ikke hinanden noget.

Endelig lidt til Charlotte og Tim. De skal kun have noget for at kunne pakke en gave op fra os juleaften, for de har begge to fået deres julegaver; Tim fordi han skulle have den Tilleyhat, han havde ønsket sig, lige siden han prøvede Johns, men han havde brug for den, da han rejste USA tyndt for at filme til Titanic-docu’en, så han fik den på forskud.
Charlotte fik en ismaskine, som hun havde ønsket sig. Sådan noget køber jeg til hende gennem det engelske Amazon, for elstikket er hermed det rigtige, og portoen er der slet ikke … og i øvrigt vil en køkkenmaskine alt for besværlig at skulle transportere i en flyver.

Men. Og nu kommer efterlysningen: Det jeg allerhelst ville have givet dem, er Matador med engelske undertekster. C har den kun på dansk, og hun ville så gerne kunne sidde og se den sammen med Tim, for hun ved, at han vil elske den serie.
Den er bare udsolgt. Som i totalt umulig at få fat i.
Hvis I kender nogen, der har den, og som måske kunne tænke sig at sælge til mig, fordi nu har de selv set den 25 gange, så er jeg en meget glad aftager.
Eller hvis nogen af jer har set den i en butik et eller andet sted – så hører jeg meget gerne fra jer.
Jeg har selv søgt højt og lavt – og alle steder midt imellem – men alle melder udsolgt, udsolgt, udsolgt.
Help. Please. Jeg kunne jo håbe på, at jeg havde overset en mulighed, som springer jer lige i øjnene.

Julegaver

I går var det dagen for udleveringen af årets firmajulegave. Sidste år fik jeg min juicepresser/blender/krydderikværn, som jeg har været meget glad for.
De indledende øvelser foregår på den måde, at vi får tilsendt et link, der fører til et site, hvor vi har fire gavemuligheder at vælge imellem.
Dab-radio … har vi. Espressomaskine … har vi. Georg Jensen-skåle … vi har millioner af skåle, så nejtak.
Jeg valgte ‘overraskelsen’, vel vidende, at det er lækkerier af en eller anden fedende slags.

Det holdt stik – John blev glad for min julegave i år, for der var tre tilsyneladende meget spændende øl, og jeg drikker aldrig øl.
Der var også noget lakrids – jeg er en af de fem danskere, der ikke kan lide lakrids – men John blev glad.

Resten kan jeg godt selv lide, så det bliver slet ikke noget problem at få det udryddet … der er dog lige de tørrede solbær – det lyder meget sundt, og vi er ikke helt vilde med solbærsmagen. De ryger til Sverige, så skal de nok blive spist.

John fik også sin julegave: en KÆMPE spand Quality Street og et gavekort på 500 kroner til Roskildes Stjernebutikker.
Quality-guffet tager vi med til Sverige – der skal nok være nogen i julen, der gider spise af det. Gavekortet skal bruges i januar, selv om der jo reelt allerede er udsalg nu…

Jeg fik en slags julegave til. Ved så ikke lige, hvem jeg narrer her, for jeg kommer selv til at betale den.
Vores såkaldte seniorpolitik siger, at når vi bliver 58, har vi ret til at gå 20 % ned i tid, hvis vi selv ønsker det – og naturligvis dermed også i løn, men pensionsindbetalingerne forbliver uændrede i forhold til en fuldtidsløn.
Jeg er overhovedet ikke interesseret i en firedages arbejdsuge, men for lidt tid siden fik jeg den ide, at jeg kunne gå sølle 5 % ned og anvende det i form af feriedage, hvilket sådan cirka svarer til to ekstra ferieuger om året.
Det forelagde jeg naturligvis min søde chef, som lidt overraskende var temmelig lunken over for ideen.
“Helt ærligt boss: du må ikke sige nej til 20 %, og nu ømmer du dig over 5 %??”
Det var naturligvis det, at jeg fremover vil have otte ferieuger, hvoraf kun et par uger af dem overlapper med hans egen sommerferie – jeg kunne såmænd godt se det fra hans side, men det var det eneste, der gav mening for mig, og det endte heldigvis med, at han sagde, at det var i orden. Fra og med 1. januar har jeg to ugers ekstra ferie frem til 1. maj, og fra næste ferieår har jeg altså en feriekvote på otte uger.
FEDT! Det løser vores evindelige træk-og-hal-diskussioner-om-hvor-meget-afspadsering-jeg-egentlig-kan-tage-på-én-gang-problemer, når jeg nu engang har et behov for tre ugers sommerferie med min mand; tre uger i England, og tre uger, hvor englænderne er i Danmark. Noget af dette er i helligdage, så det passer faktisk perfekt med otte ugers ferie.

Her er det så, jeg narrer mig selv: jeg føler det som en julegave, men jeg får da så sandelig lov til selv at betale hele skidtet.
Lige som, når man får penge tilbage i skat. Man er superglad, og i virkeligheden har man bare lånt staten penge til en uhørt billig rente.
Nå, men det bliver fordelt over alle 12 måneder, og min pension er urørt, så det er fint nok. Jeg fik jo, hvad jeg bad om…

Store Julefrokostdag

Det er vel nok den største af julefrokostdagene i dag – kunne også tydeligt mærkes på trafikken i morges, hvor jeg fløj igennem som var det midt i juli.
Mit firma holder julefrokost. Uden mig. Det ville i givet fald blive den 34. julefrokost i det firma, så jeg er stået af det ræs – mener jeg har gjort min borgerpligt i den henseende.
De har såmænd ikke ligefrem været ens hen gennem årene; vi startede med at være omkring 35 medarbejdere – heraf én mand. Som var 60 år! Dvs. at han var ældre end min far…
Nu er vi omkring 700 ansatte i Danmark.

Indtil 1987 havde firmaet til huse på en meget ‘spændende’ vej ude på Amager; spændende fordi vi en overgang havde Bandidos hovedkvarter lige ved siden af. Da de (igenigen) lå i krig med Hells Angels, kunne vi se dem patruljere på deres flade tag i ægte gangsterstil med våben i hånd. De generede nu aldrig deres naboer, sådan direkte, men det hændte da, at vi hørte skud … følte os trods det ganske trygge, for politiet patruljerede flere gange om dagen. Samme politi har også eskorteret mig ind til Hovedbanen, engang jeg arbejdede sent og gik min ensomme vej i den mørke aften. Det havde de det ikke helt godt med, så jeg blev kørt til toget, på trods af mine forvisninger om, at jeg ikke var bange.

Jeg husker tydeligt en julefrokost i starten af 80’erne: vi var blevet flere ansatte, men mændene kunne desværre stadig tælles på én hånd, så det var ærlig talt ikke de mest spændende julefrokoster i rigets historie. Ikke fordi der skulle forføres eller laves skandale eller andet af al den underlige opførsel, man kan høre om i forbindelse med denne aften på året, hvor alt tilsyneladende er tilladt – men fester er nu engang sjovest, når der er repræsentanter fra begge køn.
Karen (én af Die Drei Mädchen; den tredje var endnu ikke ansat) og jeg gad ikke rigtig lege med mere, da klokken var midt på fredag aften – der måtte være lidt sjovere inde i København, så vi spadserede hen ad vejen, vi dengang havde domicil på. Nogle hundrede meter længere fremme kunne vi høre musik, og kort efter blev vi ‘antastet’ af nogen, der spurgte, om ikke vi ville indenfor, for de sad 20 mand og holdt en dødtrist julefrokost uden kvinder.
Karen og jeg vekslede et enkelt øjekast og var uden ord straks enige om det videre forløb: Vi gik med indenfor for at lure, hvad det var for nogle mænd. De så alle sammen meget søde og tilforladelige ud; ikke specielt berusede, så vi vovede pelsen og sagde ”Ved I hvad, gutter? Længere nede ad vejen sidder der cirka det samme antal kvinder, som keder sig lige så bravt. Følg med…”
Den var de helt med på, så vi gik tilbage og gatecrashede de sørgelige rester af festen, som selvfølgelig blev meget sjovere nu og en rigtig fest igen. Vi var lidt spændte på, om vores udmærkede initiativ ville få følger for os, men det gjorde det heldigvis ikke …
Karen og jeg blev kendt som dem, der skaffede mænd til huse i mangeltider … men vi gentog nu ikke succesen – toeren er som bekendt aldrig så god som etteren.

Jeg vil understrege, at firmaets julefrokoster de seneste 20-25 år altid har været gode og er blevet meget positivt omtalt bagefter; altid med gode bands og altid forskellige former for underholdning, både revyting mest gående ud over ledelsen, fremført af modige medarbejdere, og de seneste år også med en eller anden tilkøbt entertainer i en times tid.

Der er løbet mange julefrokoster i stranden, og der er sikkert faldet mange i vandet, siden den føromtalte med ‘de forenede julefrokoster’, og for nogle år siden stoppede jeg med at deltage. I mange år var det da meget sjovt at være med og også at studere det spil, der uvægerligt stod på visse medarbejdere imellem. Den definitivt sidste julefrokost, jeg deltog i, havde jeg den tvivlsomme ære af at være blevet udpeget som hovedarrangør af, selv om jeg ikke havde været med i nogle år, så til den kunne jeg ikke rigtig tillade mig at blive hjemme.
Men holddaop … en (meget ny) medarbejder var iført det mest udfordrende tøj, der nogensinde er set uden for et red light district – hun kunne praktisk taget lige så godt have været nøgen. Jeg tror aldrig, hun bemærkede, at hun i den grad faldt igennem, for hun blev meget hurtigt meget fuld og nærmest kastede sig grådigt over ethvert hankønsvæsen, der kom inden for hendes rækkevidde – hun var lige en tand for pinlig, nok mest for mændene. Vi kvinder kunne jo trygt læne os tilbage og bare nyde forestillingen…

Se, jeg mener jo godt, at man kan have det sjovt til en fest uden at skulle have sex de mest mærkværdige og formentlig drønubekvemme steder, men ikke desto mindre skal vi i medierne hvert år høre om ægteskaber, der går i opløsning, fordi folk opfører sig fjollet. På den ene side er alt tilsyneladende tilladt – på den anden side er alt naturligvis ikke tilladt – især ikke hvis man spørger dem, der sidder tilbage derhjemme og er spændte på, i hvilken tilstand ægtefællen dukker op igen – eller overhovedet kommer hjem.

Fornøjelsen i aften skal være mine kolleger så vel undt – jeg foretrækker at køre til Sverige sammen med John og begynde at gøre hytten juleparat og rigge til til hele den invasion, vi får i juledagene.
Øresundsbroen holder stadig åbent på trods af blæsten, så vi satser på at kunne komme over.

Når det regner på præsten – 2

Denne gang dryppede det dog ikke kun – det var i hvert fald med nogle kolossale dråber…
Nu må I efterhånden tænke, at de to mennesker da bruger penge, som om de aldrig har hørt ordet finanskrise, så jeg synes jeg er nødt til at komme med en forklaring og bekende, at Johns far for nogle måneder siden gav John en særdeles pæn pengegave.
Han besluttede sig til primært at bruge pengene på ting, man han ellers kun går og drømmer om; ting vi han har drømt om at få, men ikke har råd til – og da slet ikke, når vi er gået på pension.
Derfor kameraet, f.eks.
Og nu også dråben ude til højre – meget stor dråbe…
I aftes kom John hjem med denne pakke og erklærede, at jeg altså fik min julegave NU, fordi for det første havde han ingen muligheder for at gemme den i vores lille hus, og for det andet var den lidt voldsom at slæbe med til Sverige.
Spændende…

Der åbenbaredes en drøm.
Jeg har længe ønsket mig en maskine, der kan hakke kød og røre store portioner dej og fars, men hvis ikke der var en ordentlig motor på, kunne det være ligemeget … den skal virkelig kunne arbejde for med føden.
Sådan en lå uden for vores budget, så det forblev en drøm.
Lige indtil i går.
Blenderen fulgte med – sådan en var der også i juicepresseren fra sidste jul, så nu har jeg to blendere, hvilket er lige i overkanten. Er der nogen, der har en Major uden blender, så har jeg en i overskud.
Men kødhakkeren med tre størrelser huller og to tykkelser pølsehorn skal nok komme i anvendelse. Der var også en ‘kebbe maker’ – vist en slags middelhavskødboller med bulgur … tror ikke lige det bliver den, der oftest bliver brugt.

Piskeris, K-krog og dejkrog. To store røreskåle.
Jeg kunne næsten ikke vente til i dag, hvor den naturligvis skulle afprøves.

Jeg googlede lidt rundt for at se forskellige forslag på hjemmelavede pølser og fik forskellige ideer. Mange, faktisk … jeg kunne ikke nå at afprøve dem alle lige den første dag, men mindst to slags skulle testes, så afsted til Brugsen for at investere i kød, tarme og andre fornødenheder.
Der er ingen grund til at gøre noget halvt, så jeg købte 10 meter tarme og 3½ kilo svinekød – så der der kød til fryseren til julen og lidt til – vi bliver jo mange.

Alle råvarerene – kød, løg og hvidløg til grundfarsen, som jeg derefter delte i to.
Jeg fandt et totalt tørt 1/4 sigtebrød i ovnen, som blev brugt til at køre det sidste fars ud med. Smart? Ja!
Det var resteanvendelse og rasp i ét hug.
Timian og æbler til det ene hold. En øl og rosmarin til det andet. Plus salt, peber, rasp, mel, æg, mælk, fløde og bouillon. Men i hvilke mængder? Det var svært – jeg synes, jeg brugte meget af det hele; løg blev yderligere hakket og tilsat undervejs, og alligevel … der manglede noget. Mere salt. Mere peber. Mere af det hele. Mer, mere, mere – men det var nu også en ordentlig portion.
Til sidst blev farsen dog godkendt af førstesmageren.

Nu begyndte det sjove. Det er godt nok første gang, jeg ruller fem meter kondom på.
Oven i købet gjaldt det her som i andre sider af det virkelige liv, at det virker bedst, hvis det hele tiden holdes vådt…
I må gerne grine – det gjorde jeg, selv om jeg var mutters alene. Det var ren fest, men jeg var lidt glad for, at ingen så mig arbejde med lige præcis denne del af processen.
Nå. Alt bliver vel rutine med tiden.
Jeg er træt – det tog over tre timer fra start til slut, og jeg sad ikke ned i et minut undervejs. Man er altså ikke 20 år længere…

Undervejs i pølsemagerprocessen kom John hjem. Han kunne næsten regne ud, hvad menuen stod på til aften.
I fryseren ligger nu omkring fire meter ølpølser og og fire meter æble-timianpølser.
Jeg blev inspireret, da vi var i Bath og købte pølser med hjem til aftensmaden. Der ligger en slagter, som er kendt i miles omkreds for sit store udvalg af meget spændende og yderst velsmagende pølser.
Der er lang vej endnu, til jeg når igennem hele hans repertoire, men han har været flink og skrevet de vigtigste ingredienser på sine skilte, så det er sådan set bare at gå i gang.

Stilton & Apple var rigtig god. Vi købte også en Toulouse, en Lincolnshire og en Tuscan Sausage.

Nedtælling…

2. søndag i advent.
Julegaverne er ved at være i hus. Bogstavelig talt: Anna får et dukkehus af sine forældre, så vi har lovet at træde hjælpende til med indboet.
Sådan lidt med krydsede fingre, for engelske dukkehuse er i skala 1:10, mens danske er i skala 1:12. Vi håber at den går – det er i det mindste den rigtige vej, synes vi, for det er bedre at stille lidt for små end lidt for store møbler ind i huset.
Til jul får hun en spisestue, et badeværelse, et børneværelse og et sofaarrangement til en dagligstue – plus en fin dame og noget service til at stille i spisestueskænken. Åhh, det er så fint og så småt, så småt … jeg kan slet ikke stå for sådan noget… nu må man bare håbe, at Anna bliver lige så betaget …
Jeg kunne nemt have købt mig fuldstændig fattig – det gjorde jeg såmænd næsten også – og skal snart til den igen, for til fødselsdagen i januar kunne jeg godt finde på at købe et soveværelse og et køkken til hende.
Jeg husker ganske tydeligt Titania’s Palace, som jeg så, da det var udstillet i Legoland for mange år siden (og som nu står på Egeskov); jeg kunne meget nemt blive grebet af samlermani med alle de fine miniatureting, man kan få til et dukkehus.

Dukkehusmøblementet blev købt i Hvalsø Kræmmerhal; vi vidste, at der er en stand med udelukkende den slags sager, og satsede på, at det var lidt billigere der end i ‘rigtige’ butikker – og at vi sikkert også kunne prange lidt. Det ku’ vi også … det blev til en yderst acceptabel pris for alt det indkøbte. Jeg lovede jo også at komme igen, mon ikke det hjalp lidt?

Nu mangler jeg kun fire julegaver – skønt.

Vi kom for tidligt til Hvalsø (troede de åbnede kl. 10), så vi kørte en tur på veje, vi aldrig havde været på før – og kom bl.a. forbi Åstrup Gods, som jeg aldrig havde hørt om før i dag.
Hvor var det flot; med voldgrav og det hele.

Det var også en modsætningernes tur – fra skønhed til grimhed, for kort efter godset kom vi forbi et hus, som jeg meget, meget nødigt ville være nabo til – sikke da en eventyrlig gang rodebutik, men han kommer garanteret ikke til at fryse i vinter… han har kun en snæver passage på fliserne for at komme hen til sin hoveddør, og det er træ, træ, træ altsammen. Mon ikke han kunne have gavn af at se ‘Ryd op i dit liv’? Eller er han uden for pædagogisk rækkevidde?

Så meget rod kan man ikke slutte et indlæg med på en adventssøndag – runder derfor af med lidt af det hjemmelavede, der pynter i stuen.
Hjerter magen til pynter også nogle af dørene på min arbejdsplads. Håber jeg i hvert fald, at folk synes – der er indtil videre ikke nogen, der har nænnet at pille hverken dem eller mig ned og fortælle mig, at de er grimme…

Kræmmerhusene er håndsyede; med bevidst klodsede og uregelmæssige sting, hvilket giver et sødt, rustikt look – desuden er det meget nemmere og hurtigere at sy, når det ikke behøver at være alt for smukt.

Et lys i mørket

Ih, hvor jeg grinede, da jeg så skiltet på denne container til genbrugstøj, som stod ved parkeringspladsen til børnenes skole:

“Du godeste”, sagde jeg til Charlotte, “hvem i alverden ville dog også finde på at kravle derind? Ligner det ikke helt USA-forhold med sådan en advarsel? Lidt lige som at man ikke må tørre sin kat i mikroovnen?”
”Ikke helt”, svarede hun.
Der viste sig nemlig at være en alt for sørgelig god grund til, at man har sat disse skilte på containerne: For et stykke tid siden fandt man en hjemløs inde i en. Han havde været meget død meget længe.
Der var intet af tøjet, der nogensinde ville kunne bruges igen, for nu at sige det pænt.

Så var det måske knapt så morsomt mere. På den anden side … er det lidt alligevel. Især når man tager i betragtning, at 20 % af de voksne englændere er analfabeter – så er risikoen temmelig stor for, at de, der virkelig har brug for at kunne læse skiltet, ikke kan læse det.

---

John havde heldigvis husket at optage ‘Broen’ til mig – det var også under trusler om yderst alvorlige tiltag fra min side, hvis han vovede at glemme det, således at jeg gik glip af de to sidste afsnit, som blev sendt forrige onsdag.
Den holdt mig fængslet et par timer her til eftermiddag – pyha … det var dog skrækkeligt, så spændende, den slutning var.

John gik imens ude i blæsten og regnen og satte lys op i haven. Det skal simpelthen bare til i denne mørke tid, og det hele får lov til at blive ved med at lyse for os, lige indtil det bliver forårsjævndøgn.

Det var en lidt voldsom vind i dag – normalt er der ikke vand på havemøblerne, men med en kraftig vestenvind samtidig med regnvejr bliver man våd også inde under den overdækkede del.
Laurbærbusken er foreløbig ikke nået længere end til beskyttelse under samme overdækkede del af terrassen. Den ryger helt indendørs, når frosten sætter ind for alvor, men den er ved at være lige stor nok, så jeg vil helst ikke have den inden for mine døre længere end højest nødvendigt.
I England klarer laurbær sig fint hele vinteren – C & T har en hel hæk, men i DK kan jeg ikke få planten til at overvintre. Måske kunne den godt, hvis rødderne kom ned i jorden, men det gør de ikke…

… men der kom lys, gjorde der.

Jul og hjul

Julen er traditionernes tid, og det er nærmest ved at være en tradition, at jeg, når jeg er herovre, meget gerne vil en tur til Swindon Outlet Centre for at se, om de ikke lige skulle have noget tøj, jeg slet ikke kan undvære. Det har de i hvert fald haft hver gang indtil nu…
Hos Mamas og Papas var det lige slemt nok med juletøjet, synes jeg. Ville I måske klæde jeres stakkels lille barn i sådan et julemandsoutfit? Jeg ville simpelthen pure nægte – også selv om jeg fik det forærende af en velmenende tante.

Vi fandt, på trods af dette chok lige ved indgangen, tøj af en eller anden art til os alle sammen.
I John Lewis fandt jeg en KÆMPElænestol, jeg meget tydeligt kunne se for mig stående i stuen i Sverige som værende MORS STOL, men den var lige stor nok til kufferten. Måske ville vi ikke engang have kunnet have den i bilen … og dyr var den også. Måske skulle jeg i virkeligheden bare glemme den stol igen.

På vejen hjem spiste vi frokost i Ask! i Marlborough. C fik pasta genovese og jeg spaghetti carbonara. Jeg vil gerne sige til dig, John, at denne ellers så gode italienske restaurant på ingen måde kan leve op til din carbonara. Her havde retten ikke så meget som snuset til et enkelt lillebitte peberkorn … heldigvis kom tjeneren og spurgte, om jeg ville have drejet lidt friskkværnet peber over maden. “Yes, please … that’s the whole idea when it comes to carbonara, isn’t it?” Han smilede lidt fåret og indrømmede, at æh jo, det var det vist…
Næh, må jeg så bede om Johns carbonara, som han simpelthen er verdensmester i. Det er det eneste, han kan lave, men det kan han så til gengæld også, så man – meget apropos – kan høre englene synge.

På vej hjem punkterede vi. Fandens. Sgu. Og alle de andre grimme ord, vi ellers kunne finde frem i den sammenhæng.
Men. Vi valgte hurtigt at se det fra den lyse side, for det skete 200 meter inden vi var helt hjemme. Hvor heldig midt i uheldet har man lov til at være? Hvad hvis det var sket på en af de store udkørselsveje i Swindon? Eller midt på en af de forholdsvis øde og MEGET smalle landeveje, der også er en del af ruten?
Her er det så, at både C og jeg modstræbende er nødt til at komme med en indrømmelse: Hjulskiftning på biler er altså noget, vi har folk til. Ingen af os har nogensinde prøvet det selv, men Tim er i London, så hvad nu? Svigerfar bor her i landsbyen, men hun var ikke meget for at spørge ham – han er ikke helt ung længere. Tim turde dog godt spørge, og flinke Julian er i skrivende stund i færd med at skifte hjulet … hvad han så alligevel ikke kunne, fordi nøglen til den lås, der skal forhindre folk i at stjæle hjul, ikke fandtes i hjuludskiftningskittet, så nu er der ringet efter værkstedet, hvorfra der kommer en og skifter det på vej til sit arbejde i morgen tidlig.

NU gider vi ikke snakke hjul mere – vi går i stedet tilbage til jul igen i form af en hjemmestrikket julekugle. Det ligner i hvert fald noget, der er strikket, synes vi.

… og lige pludselig er det hele overstået

Det var den juleaften.
En juleaften, som vil blive husket af mange tusinde danskere som den jul, der var en hel del anderledes end den plejer at være.
En juleaften på en færge, på landevejen, på en kaserne, i en idrætshal.
En juleaften alene, hvor man skulle have været flere eller måske mange.
En juleaften uden andestegen eller vinen eller risalamanden, fordi dem, der skulle komme med dette, ikke nåede frem.

For os blev den kun bedre, men det er lidt tarveligt af mig at sige sådan, for det blev den som et resultat af, at min svoger ikke kom til at fejre julen sammen med sin familie, som det ellers var meningen. Min søster og svoger var på vej til Jylland, men gav op og vendte om, da de efter en god time med meget få kørte kilometer kunne regne ud, at de ikke ville kunne være fremme før langt ud på juleaften. Vi blev derfor seks i stedet for fire.
Svoger blev kompenseret lidt – han vandt mandelgaven og blev meget glad for den.

John fik sin slibemaskine og glæder sig til at komme til at bruge den.
Jeg fik min Le Creuset-gryde (og en nuser hvidløgskrukke) og har allerede brugt den… Pernille kom hjem med et kilo fars, ditto medister og en flæskesteg, som hun havde fået i gave.
“1000 tak, men hvorfor skal vi dog have alt det?”
“Jamen du ved jo godt, at jeg aldrig får lavet noget af det, og jeg spiser ikke medister – så kan I lige så godt få det.”
”Får du heller ikke spist det, hvis jeg laver en ordentlig portion kødsovs til pasta af farsen?”
”FEDT!!! Gider du virkelig det? Har du bare sådan lige alle de andre ingredienser?”
”Jeps. Og jeg har alligevel en gryde, jeg skal have indviet…”

Der bliver altså meget bolognese ud af et kilo fars. Der bliver lige præcis en hel grydefuld.
Grunden til, at den er rød, er ifølge John, at det stort set er den eneste farve, der sælges efterhånden. Der var oceaner af Le Creuset-ting i denne farve, men kun ganske få hvide og sorte gryder – de var grimme og ikke i de størrelser, jeg havde ønsket mig, lød det.
Det er fint nok – jeg er meget glad for min nye gryde og for min hvidløgskrukke – også selv om det er i rødt…
 

Vinteren er over os. Det er den også i andre steder af verden.
Vi har et datterselskab i Washington, USA. Man flyver til byen Spokane, og når min chef er derovre, lejer han gerne en bil i lufthavnen.
Jeg har lige sendt ham en mail, hvor  jeg foreslår, at han venter nogle måneder med at tage derover igen…
Denne lille videooptagelse er fra 19. december. Lidt skræmmende, men det har vist næsten også været sådan i Danmark.

Jeg kunne godt lide den måde, en eller anden formulerede trafiksituationen i går i radioen:
“Der har været masser, masser af uheld, men ingen ulykker.”

Jeg håber I alle har haft en dejlig jul indtil videre, og at I er sikkert i hus, hvor I nu skal være i hus.

G for…

GAVER, selvfølgelig. Hvad ellers her i december?
Okay, der er mange, der har meget bedre og meget mere kreative bud på ugens bogstav i ABC-Scandinavia, men her på bloggen skal det altså være gaver.

GAVER var den direkte årsag til, at jeg desværre ikke fik fotograferet den smukkeste, på én gang hvideste og orangeste solnedgang, jeg har set. Den var helt ubeskrivelig smuk her midt i alt det frosthvide. Jeg fik kun begyndelsen med, for jeg havde temmelig travlt med at komme på gården for at hente noget fra far, som skulle med i den kasse med GAVER til England, som først skulle pakkes (også tingene, der skulle i den), men som skulle af sted i dag, så jeg skulle nå på posthuset, inden de lukkede.

… og så skulle den have været sendt i tirsdags, hvis jeg skulle have været sikker – hvis man ellers kan være sikker på noget som helst i disse vinterstrenge tider. Vi får se. Pakken kommer, når den kommer, og C er informeret om en mulig forsinkelse. I England spår de totalt snekaos i den kommende weekend…  

GAVER, fordi jeg fik min firmajulegave i dag. Den glimrende saftpresser, som jeg tidligere skrev om i indlægget for D, og derfor på helt naturlig vis kan opfølges i G-indlægget.
Den er nu pakket ud. Saftpresseren altså. Som også er en blender, en møllekværn og en ismaskine.
I den store pose, som jeg nåede at forevige på mit kontor, var ikke kun kassen med maskineriet, men også en lille smoothies-opskriftbog. Ih, hvor jeg glæder mig til at prøve det hele af.

Da jeg kørte fra gården, havde det hvide fået et mystisk, lyserødt skær, som blev smukkere og smukkere for hvert minut – jeg håber, at rigtig mange af jer nåede at se det, for det var svært, i hvert fald for mig, at fange den rigtige farve og stemning med kameraet. 

Ikke så meget G over dette billede. Jo… GÅRDEN, for pokker da – så holdt den jo alligevel

GOD jul til jer alle ønskes herfra (vi leger vel ikke ABC-leg på fredag, gør vi?)