Apropos organdonation …

… så troede jeg, at min bil skulle have et nyt batteri i morges.

Da jeg kom ud til min bil i morges, var det første, jeg undrede mig over, at der ingen lyd kom, da jeg låste den op. Faktisk var den slet ikke låst!
Det andet, der undrede mig var, at loftslyset ikke virkede.
Da jeg drejede nøglen, var bilen død. Helt død. Som f.u.l.d.s.t.æ.n.d.i.g. afsjælet. Ikke så meget som et eneste lille klik eller en forsigtig hosten var der tilbage i den. Jeg har aldrig oplevet så død en bil.

John var kørt, da jeg skulle af sted, så traditionen tro ringede jeg til ham og klagede min nød, men han kunne ikke fjernheale min lille bil. Det er kun mig, der har de evner, og de virker kun på børnebørn.

Han mente, at det kunne være noget med en af polerne, men han ville se på det, når han kom hjem.
Polerne mente jeg til gengæld er noget, der har med geografi at gøre, men jeg undlod at sige noget – skulle jo nødig kvaje mig …

Det gav lige en ekstra hjemmearbejdsdag … jeg havde faktisk bevilliget mig selv to af slagsen i denne uge, fordi stort set alle, inklusiv min chef, holder efterårsferie. Jeg havde bare ikke regnet med, at den første skulle være allerede i dag.
Fint nok alligevel – det er kun godt, at jeg har muligheden, så ikke dette skulle koste mig en dyrebar feriedag.

John kom allerede kl. 12. Han havde haft en tur lige forbi hjemmet, så han ville se, om den kunne starte med kabler.
Det kunne den. Underligt, hvad der kan have tappet det batteri så totalt – det er aldrig sket før, og det var ikke fordi jeg havde glemt at slukke et eller andet.
Jeg kørte en pæn tur, men kørte dog ikke på arbejde … det ville have været en anelse fjollet at møde kl. 13:30.
Kl. 16:15 gik jeg ud for at se, om den kunne starte. Det kunne den, og jeg kørte i Brugsen.

Nu er klokken 17, skumringstimen nærmer sig, og det har på intet tidspunkt i dag været så lyst, som det er nu – jeg kan oven i købet se små pletter med blå himmel, hvilket er flere dage siden sidst.

Måske havde bilen det bare lige som den lille tudse her.

En forgæves tur i Jysk

Da jeg skulle klargøre alle sengene til englænderne til deres besøg i august, kunne jeg konstatere, at en af opbevaringsposerne var punkteret, så indholdet bestående af to hovedpuder og en rullemadrads havde været fugtige af kondensvand og derfor var blevet jordslåede. Ikke nok med, at det ikke er kønt – det lugter bestemt heller ikke godt.
Fordi det drejer sig om fire sæt dyner, puder og rullemadrasser, er vi nødt til at opbevare dem på loftet, hvor der ikke er ordentligt isoleret og derfor dannes meget kondensvand. Man skal tænke sig om, hvad man sætter derop, og kan det ikke tåle fugt, må det pakkes ind.
Uheldet opdagede jeg samme dag, som de ankom, hvorfor jeg forsøgte mig med en feberredning i form af maskinvask med efterfølgende tørretumbling, uanset om skidtet kunne tåle det eller ej. Jysk havde lukket, så der var ikke rigtig andet at gøre.

Det hjalp så meget, at jeg kunne være bekendt at lade T & C bruge puderne uden risiko for helbredet, men grimt forblev det af udseende. Og måske heller ikke helt optimalt i ‘konsistens’. 
I dag kørte jeg til Jysk for at købe erstatning for det ødelagte og for at få fat i nye opbevaringsposer … I kender dem godt: de der, man vha. en støvsuger kan suge luften ud af, så de fylder mindst muligt.

Jeg fandt hurtigt en erstatning for de to hovedpuder og fandt også langt om længe frem til en rullemadraserstatning, men poserne kunne jeg ikke finde.
En forespørgsel hjalp ikke meget, for det viste sig, at de kun havde dem i størrelse 50 x 70 cm, hvilket ikke er tilstrækkelig stort.
Øv altså. Typisk. Hvor pokker skal jeg finde nogle større? Dem jeg har haft i en del år efterhånden, er fra Oriflame, som jeg har meldt mig ud af. Jeg håber Google stadig er min ven.

Det nyerhvervede bliver indtil videre arkiveret i Jysk-posen/sækken – jeg krydser fingre for, at den holder tæt, indtil jeg har fundet de gode poser et eller andet sted.

Hvis jeg lige havde haft vundet i Lotto, havde jeg investeret i moskushovedpuder og ditto dyner til John og mig – puhhh, hvor det føltes lækkert, men I kan sikkert forestille jer prisen på den slags …
Til mine englændere må jeg indrømme, at jeg holder mig i den billigere ende – det er trods alt kun højest 3 x 1 uge om året, det er i brug. Og alligevel – til ungerne købte jeg nogle temmelig lækre dyner, da de sidste år gik over til voksenstørrelse, men de kan forhåbenlig så holde i mange år.
Medmindre opbevaringsposerne går i stykker …

TV2 laver sprogfejl, mit kamera vil ikke lukke og andet brok

Det er blevet hverdag igen. Der var ‘kun’ 198 mails der ventede på mig. Færre end ventet, for selv om vel ¾ af Danmark også har holdt sommerferie, er de knap nok begyndt i USA og Spanien.
Jeg holder egentlig ikke specielt meget af hverdagen og glæder mig til om 9-10 måneder, når det bliver weekend hver dag. Ferier vil vi stadigvæk have som hhv. pensionist og efterlønner, for ferie er noget med at være væk fra de daglige omgivelser og at holde fri fra vasketøj og rengøring … et spørgsmål, som Jørgen filosoferede lidt over forleden dag.

Vi kom hjem til TV2 News (uh, hvor John har savnet sine konstante nyhedsopdateringer), hvor vi faldt lige ind i en af de evindelige ekspertudtalelser, denne gang om den kedelige historie om den unge mand, der (desværre stadig) er forsvundet i det meget øde Nordsverige.
Eksperten var helt okay, men det var ordene over hans ansigt ikke, og jeg nåede at klippe et screendump :

Ikke helt godt nok, TV2 News.
Det skal dog retfærdigvis siges, at det var blevet rettet i en senere udsendelse, men at såkaldt professionelle sprogbrugere overhovedet kan lave den fejl i første omgang … det var garanteret ikke en tyrkfjel, dette her …

Mit syv måneder gamle Lumix er gået i stykker. For en gangs skyld ikke 12 timer efter garantiens udløb, så jeg har været i Elgiganten for at klage min nød. Når jeg slukker for kameraet, vil det ikke lukke den der leddelte dims, der sidder foran linsen, så denne er dermed ikke tilstrækkelig beskyttet, når kameraet ikke er i brug. 
Reklameringsfyren startede med at spørge, om jeg havde tabt kameraet. Da jeg svarede benægtende på dette, studerede han kameraet meget grundigt for at finde ”tegn på synlige skader”, hvilket var et af punkterne, han skulle udfylde.
Han blev hurtigt overbevist om, at det rent faktisk var en fejl, som garantien skulle dække, hvorefter han var venligheden selv. Det taler til mit kameras fordel, at han overhovedet ikke kunne finde ud af, hvor han egentlig skulle sende det hen: “Vi har simpelthen aldrig haft et tilsvarende kamera, der skulle sendes til reparation”. Det var jeg faktisk helt glad for at høre … så må det være et udmærket kamera, hvad jeg bestemt også synes det er, og sådanne ting som det nævnte sker vel bare en gang imellem. Når servicen så er i orden, er der ingen, der skal høre noget fra min side.
At jeg skal undvære kameraet i en periode, er noget ganske andet, men heldigvis har min søde mand et mage til, jeg kan låne i mellemtiden.

---

Arbejde igen: Vi skal lige have denne her om emballagespild, der virkelig vil noget: Jeg havde bestilt en ny USB-dims, og en dag kom denne pakke til mig:

Da jeg spændt pakkede ud (jeg havde ikke lige tænkt over, at der kan være små ting i store pakker, men ikke omvendt), åbenbaredes dette:

Det endelige ‘resultat’ kan ses her; lagt oven på mit visitkort og vist i nogenlunde naturlig størrelse.

DET er sgu da emballagespild i verdensrekordformat … har de mon ikke hørt om små boblekuverter?

Agurketid – testamentetid

Bare en af de dage …
En af de dage, hvor man står op og går på arbejde med morgenhår, fordi det foregår på kontoret lige ved siden af soveværelset.
Arbejd, arbejd. Afbrudt af en tur til notarialkontoret i Roskilde, hvor vi under opsyn af en embedsdame skulle underskrive vores testamente. De har åbent fra 9-12, hvilket ikke er særlig arbejdstagervenligt.
Men nu kan vi dø roligt … tingene er bragt i orden, og vores ikke-fællesbørn vil ikke kunne sætte den længstlevende i en dum situation. Det tror vi nu heller ikke, vores to piger ville. Vi er faktisk overbevist om, at de ikke vil være skyld i, at den anden skulle gå fra hus og hjem ved at tvinge et skifte igennem.
Der er bare den lille hage ved det, at John har en søn, han ikke har set siden han var tre måneder. Sønnen altså. Han – John altså – betalte pænt i de 18 år, man skal, men det er det. Sådan kan det gå i ungdommens dårskab – det er ikke ligefrem en ukendt historie.
Vi ved så bare med 99,9 % sikkerhed, at den søn, som aldrig har taget kontakt til sin far, nok skal stå der som et plantet spyd og forlange sin arv, når nogen engang fortæller ham, at John er død.
Det må han også gerne nu, for vi har lige sørget for, at han får kun den tvangsmæssige del af det, hvilket ikke bliver til særlig meget efter den seneste ændring af arveloven.
Alt sådan noget er ikke særlig rart at tænke på, men det er nødvendigt, og statistikken siger jo desværre, at med sine otte år ældre end mig og det, at han er af hankøn, er chancen for, at jeg overlever John, noget større end det modsatte – og jeg må indrømme, at det ville ærgre mig ad pommern til, hvis den søn, som ingen af os kender, skulle kunne komme og blande sig.

Alle jer med ikke-fællesbørn: I har vel husket at skrive testamente? I hvert fald at have sørget for, at længstlevende kan sidde trygt og godt i huset uden at skulle skaffe måske flere millioner i rede penge, fordi boet forlanges skiftet?

---

De indsatte billeder er mos – meget passende til indlæggets indhold, kan man vist sige … men vi fik da ordnet det testamente, inden vi blev helt mosgroede.

På det nederste billede får ordet rødmosset en lidt anden betydning end den sædvanlige.

Det var så bittebittesmåt, at jeg næsten ikke kunne se den lille røde klat med det blotte øje – så er det godt at have et Lumix.

Dum start på dagen

Ud af døren klokken seks. Ind i bilen. Køre. 500 meter. Høre en yderst karakteristisk, flappende lyd.

AAAARRRRGGGGHHHH. Punktering. Hvorfor nu det??? Hvad pokker er der sket??? Alle kendte bandeord farer ud af munden med en sjældent hørt inderlighed.

Liste sig 400 meter længere frem med katastrofeblinket tændt – kan simpelthen ikke holde der, hvor jeg opdager det – det ville være meget, meget upraktisk, men lidt længere fremme er der en grusvej ned til et vandværk, hvor jeg godt kan tillade mig at stille bilen.

Godt, mobiltelefonen er opfundet:

“Hej John – det er mig. Vær sød at vende om, så snart du kan, og kom ned til vandværksvejen. Jeg tror, jeg er punkteret.”
”Tror??”
”Jeg er punkteret. Punktum. Help, please.”
Med lidt træt stemmeføring: “Jeg er der om fem minutter.”

Og det var han. Min kære John, som i nogle situationer er mere uundværlig end i andre. Han kiggede på højre baghjul og kunne desværre kun give mig ret. Det var meget fladt, og vi kunne kun håbe på, at det ikke havde taget skade af de nødvendige 400 listeskometer.
Vi orkede ikke at skifte noget som helst klokken 6:05 om morgenen, i en bidende kold vind og mens det stadig var mørkt, så vi lod lod bil være bil. Vi kørte til Roskilde og satte John af, hvorefter jeg fortsatte til Nordsjælland.
Aftalte at mødes klokken 17, få hentet den autoriserede donkraft, som befinder sig i vores skur og så ellers ud i den bidende blæst og kulde for at skifte hjul. Billeddokumentation? Nix. Det nænnede jeg ikke, for John så en anelse træt ud i ansigtet – hvilket ikke skal misforstås … han var på ingen måde sur eller knotten – det ligger ham meget fjernt i denne slags situationer.
Jeg havde lige i kampens hede glemt, at jeg skulle på et eftermiddagsseminar, så det kunne knibe lidt med at nå det til klokken 17, men det gik altsammen. Jeg nåede det, fordi jeg sad og hoppede i stolen, da det begyndte at se ud til at kunne trække ud – meddelte, at det var ret vigtigt for mig lige i dag, at vi ikke overskred tiden, for jeg havde en aftale med min mand og et fladt baghjul, som vi han ikke havde spor lyst til at skifte i mørke.

Jeg kan ikke skifte hjul. Jeg vil ikke kunne skifte hjul. Jo, jeg kan måske godt i teorien, men jeg har ikke engang de fornødne kræfter til at løsne hjulmøtrikkerne, og det har John.
Jeg kan lave mad. Det kan John ikke. Vi har fordelt rollerne på den mest optimale måde – hjulskift var så ikke lige det, John havde mest lyst til i dag, men det er jo heller ikke altid, jeg kaster mig lige begejstret over madlavningen …
Alligevel blev han lidt forkælet her til aften – jeg er altså bare SÅ glad for, at jeg har ham.

Så er det jo godt, at det er forår, og blomsterne myldrer frem, som var de betalt for det.

Tak for kaffe

Conny, som har kommenteret regelmæssigt hos mig gennem et godt stykke tid; Conny, som var i USA kort efter os; Conny, som er sprognørd lige som mig; Conny, med hvem jeg for længe siden har været på kursus sammen med hos Danske Sprogseminarer, Conny, som spurgte om hun kunne komme til at se et Mål & Mæle, inden hun besluttede sig til evt. medlemskab … den Conny arbejder søreme næsten lige ved siden af mig, har vi fundet ud af, og i dag ringede jeg til hende og spurgte, om hun ville bytte en kop kaffe for seks eksemplarer af Mål & Mæle.

Det ville hun heldigvis gerne, og jeg vil hermed benytte lejligheden til at sige ikke kun 1000 tak for kaffen, men mindst lige så meget for en god og halvlang snak.
Det var SÅ hyggeligt, og snakken gik og gik og gik. Jeg kunne være blevet meget længere, men jeg skulle jo hjem på et eller andet tidspunkt, og det ville Conny sikkert også gerne…
Det var første, men forhåbentlig ikke sidste gang, vi får os en sludder – jeg tilbød at give frokost en dag … håber du har lyst til det, Conny

Da jeg nåede hjembyen, skulle der handles til i morgen. I Brugsen, selvfølgelig … men hvor er de blevet kedelige – ingen sjove stavefejl eller lignende mere. Tænk, at man skulle nå så langt som til at brokke sig over det …
De har dog fået nogle spøjse kartofler – jeg har i hvert fald aldrig set noget lignende:

Sorte, røde, gule … det lyder næsten som noget fra en børnesang, jeg ikke helt kan huske teksten på længere. Fra dengang, man godt måtte kalde folk ved deres farver.
Det lyder altså helt åndssvagt at sige ‘afro-amerikanske kartofler’ …

7

Og – jamen hvad skuer mit øje? Så som der da alligevel noget til brokkassen: salatkartoffel i ét ord lige neden under ‘ovnkartoffel’, som de uvist af hvilken årsag har delt. Konsekvens, venner! Konsekvens. Det er næsten vigtigere end det at være korrekt. Næsten.
Det samme gør sig gældende på det andet billede; nemlig ‘kartoffelretter’ versus ‘kartoffelbåde’.
Jeg synes også, det lyder lidt pudsigt, at de skriver “luk posen og få fordelt blandingen…” – men de skriver ikke, hvem man skal få til det …
Endelig – og det er ikke mit kamera, der er noget galt med, men det ‘hvide kød’ ser en del mere gult ud end den ‘gulkødede’ kartoffels indre.
Nå. Det er jo ikke alt, man skal forstå.

Inge og Hasse: jeg købte de to afbildede, så nu kender I lidt af menuen … meget afslørende, ikke?

Ecco var godt – engang

Der var engang, hvor jeg var svoren tilhænger af Eccosko. De var lidt dyrere, men også lidt bedre – og så er de jo danske.
Sådan er det ikke mere – eller også har det aldrig været sådan, men man ser jo det, man helst vil se.
De er hverken bedre eller dyrere end så mange andre mærker.
I dag gik den ene af mine (Ecco)-støvletter (tænk at det stadig hedder sådan … jeg føler mig lige så forældet som Støvlet-Katrine, når jeg bruger det ord) i stykker i sidesømmen. Jeg er overhovedet ikke imponeret over den holdbarhed, eller mangel på samme, der har været tale om her.
I retfærdighedens navn skal siges, at mine yndlingsferiesandaler er fabrikeret af Ecco, er 12 år gamle og endnu ikke slidt op. Jeg elsker de sandaler, og på vores ferier handler det (heller) ikke om at være smart. Det handler om at have noget fodtøj på, jeg kan gå længe og overalt i.

De omtalte støvletter holdt ikke længe nok til at forsvare den pris, jeg gav for dem, men at jeg er halvknotten heler ikke skosåret, så jeg gik i den lokale skotøjsforretning i dag.

Jeg fandt i sommer ud af, at det er herligt at købe sko via internettet.
Ikke kun, men også, og i dag skulle jeg bruge et par nye støvletter NU, så jeg gik i en butik.

Kender I det: der står et par sko/støvler/whatever og råber til én fra hylden: “Vi to er som skabt for hinanden! Prøøøøv mig!”
Det skete i dag, og råbet kom ikke fra Eccohjørnet, men fra et østrigsk fabrikat, jeg nu for første gang har købt: ARA (ingen links her! I må selv google, men det ser ud til at være godt og med et stort udvalg). Og mig, som ikke kan fordrage reklamer … prøv lige at høre dig selv, Ellen.
Ret billigt også, faktisk, især via internettet, så egentlig burde jeg ikke lufte min begejstring, før jeg kender holdbarheden.
(Man skulle tro, det var en rigtig papegøje, jeg har købt – se lufthullerne i æsken…)

Jeg prøvede støvlerne; de var bløde, vejede ingenting og sad som støbt på fødderne – nærmest som var det sokker, jeg tog på. De er hverken superkønne eller superfikse, men de er supergode og dermed støvletter, jeg godt kunne have på hver eneste dag i resten af vintersæsonen. Lavhælede og praktiske – jeg skal ikke gøre indtryk på nogen på jobbet alligevel. I hvert fald ikke via mine sko.
Jeg har engang været god til højhælede ting, men det er jeg ikke mere. Jeg lægger efterhånden for stor vægt på hælene, høhø …

Så er det virkelig hverdag igen

Vi stod op klokken seks i morges – ganske normalt for John og mig på en hverdag, men helt vildt tidligt for englænderne. Charlotte gav ungerne tøj på, mens de stadig mere end halvsov.
Jeg smurte morgenmadder til dem og pressede en masse appelsiner, så de kunne få frisk juice – altsammen til at fortære i bilen et eller andet sted undervejs på den to timer lange køretur til lufthavnen.
John blev tilbage for at pakke det hele ned og lukke huset af.
Det var et værre møgvejr, regnvejr, regnvejr, regnvejr, lige til vi nåede Lund, så det var godt, John tvang mig til at beregne et kvarters længere køretid. Vi skulle være i lufthavnen kl. 9, og jeg holdt ind ved afsætningspladsen ved terminal 2 klokken 8:59. Det kalder jeg eminent timing!
Det blæste temmelig meget, hvorfor man frarådede lette køretøjer at passere Øresundsbroen. Der var 70 km/t på det højeste sted, og det ruskede godt i bilen. Tænk hvis den havde været lukket … så var der lige fire stykker, der ikke havde nået deres fly.

Mig videre til Nordsjælland for at tage på arbejde.
Hjem igen og John og mig til Køge for at klage over det ikke-fungerende køleskab, Elgiganten prakkede os på for et par måneder siden.
Vi lagde ikke skjul på, at det ville komme til at bo i Sverige, og sælgeren gjorde os derfor opmærksom på, at vi aldrig må tænde skabet, før rumtemperaturen kommer over 10°. Det har været overholdt, men hvordan beviser man mon det?
Det har fra dag ét larmet dobbelt så meget, som det ældgamle gjorde; på trods af, at det efter specifikationen skulle være et af de mest lydløse – 39 dB, hvor de fleste andre kører på 42-44 dB.
Det var det første, jeg undrede mig over – vi kan høre over hele huset, når køleskabet kører.
Det næste var, at døren til køleskabet ikke leverede det velkendte lille sug, når man lukkede den – faktisk lukkede den ikke rigtigt i og havde et decideret gab oppe foroven. John mente optimistisk, at gummiet bare skulle ‘sætte sig’, men den teori holdt desværre ikke … vi endte med at stille skabet en smule skævt for at forhindre, at døren gik op helt af sig selv!
Det tredje var, at efter at have kørt i et døgns tid, virkede det slet ikke koldt nok. Vi havde dog ikke et autoriseret køleskabstermometer, men et sådant var indkøbt her til juleugen. 
Mistanke bekræftet: det kom på intet tidspunkt under 10° i den forløbne uge, på trods af, at det stod på ‘Max’ hele tiden. Godt, vi havde et meget stort ‘køleskab’ ude på terrassen, for det nye fungerede i praksis kun som svaleskab.
Fryseren virker fint, og dens dør leverer det føromtalte lille sug.
I manualen står der, at køleskabet ikke må transporteres liggende, men for det første er der nok ikke mange, der har mulighed for at lade det være oprejst under transport, og for det andet burde Elgigantens egne medarbejdere måske så ikke have lagt det ind bag i vores stationcar uden at nævne dette med et ord!
Den holder altså ikke i byretten. Længere nede på siden skriver samme manual, at hvis det har ligget ned, skal det hvile i mindst fire timer, inden man tilslutter det (det lod vi det også gøre, men hvor er logikken lige blevet af?) I øvrigt hjælper det jo heller ikke voldsomt meget at skrive sådan noget i en manual, der er placeret inde i køleskabet, hvor man i sagens natur ikke ser det, før al transport er et overstået kapitel, og skabet er udpakket … Hrmpf.

Nå. Elgiganten henviste os til et eller andet firma, der har serviceordningen på vores mærke i DK, for at høre hvad vi lige stiller op nu, hvor køleskabet rent faktisk er installeret i Sverige.
Jeg ringer til det firma i morgen, så får vi se, hvad der sker – det skulle ikke undre mig, om der kommer noget tovtrækkeri her. Men så kan det godt være, at Mommer Ellen transmuterer til noget, der ligner alt andet end en lille, trivelig mormor…

Og inden I spørger, hvorfor pokker vi ikke købte køleskabet i Sverige, så er svaret, at dér kostede de samme skabe hvad der svarer til 1000 danske kroner mere. 
Man skal kende sine priser, for selv om mange ting er billigere i Sverige, er det bestemt ikke alt, der er det, og vi så ingen som helst grund til at betale så meget mere for det samme skab.

Man skulle være blevet advokat

Nu ved jeg ikke, hvor meget arbejde, vores advokat reelt lægger i at bestyre boet efter far, men det er ikke mit umiddelbare indtryk, at advokater generelt er altruister.
Han får, på trods af, at han gav os det både bedste og billigste tilbud, et ganske pænt gebyr for sit arbejde, så jeg tror ikke, jeg behøver at have medlidenhed med ham.
Møllen maler m e g e t langsomt, men det skal advokaten nu ikke have skylden for – jeg kan blot undre mig over, at skifteretten kan være godt seks uger om officielt at udnævne ham som vores bobestyrer. Det drejer sig trods alt om en person, der stort set ikke beskæftiger sig med andet og derfor givetvis er et kendt navn i skifteretten.

Hvorom alting er, skal vi mødes igen her i eftermiddag hos advokaten, sammen med en revisor, så nu sker der lidt igen.
Med streg under lidt. Fordi en skattesag, vi har fået revisoren til at hjælpe os med, vil der ifølge samme revisor erfaringsmæssigt gå mindst fire måneder med at få svar på, og inden det svar er givet, kan sagen ikke begynde at blive afsluttet… Suk.

Vi tre søstre spiser sammen i aften – der er måske nogle tråde, der lige skal udredes, eller nogle ender, der skal lukkes.

Jeg ville bare ønske, det hele snart kunne blive overstået … dette er et underligt limbo at befinde sig i.

Mad og vin

Det er der vist et magasin der hedder, ikke? Dette indlæg har ikke noget som helst med det at gøre…

Merete (søster) og jeg havde aftalt, at hvis hun plukkede en masse paradisæbler og afkogte saften, så skulle jeg komme på gården og få lavet gele ud af den saft. Hun udførte sin del af aftalen i går, og i dag skulle jeg så troppe op med noget sukker og nogle glas. Der var 6 liter saft. Det bliver der altså RIGTIG meget gele ud af, efter man har kogt det op med næsten lige så meget sukker. Men det er også en stor familie, der skal forsynes.
I formiddags ringede Bodil (yngste søster) og meldte sin ankomst. Med sin yngste datter. Merete har sine to yngste børn boende her i sommerferien, og da jeg ringede efter John, kom vi op på otte personer. Vi fik aftalt, at Bodil medbragte Amalie, en flaske rødvin og to geleglas. Merete havde fire kg sukker og en halv million geleglas. Og lidt vin. Jeg kom med en yderligere en halv million geleglas, ekstra sukker og geleringsmiddel, så lige pludselig havde vi alt, hvad der hører til en professionel æblegeleproduktion plus et måltid mad, fordi jeg medbragte resterne af stegen fra i går og ingredienserne til en pastasalat. Merete sendte sin mand i byen for at købe ind til en grøn salat.

Det blev det, man kunne kalde en aftalt, improviseret sammenkomst – noget, vi er ret gode til. Alle bidrager med et eller andet, og vi endte med at spise et glimrende måltid ved 19:30-tiden.
Ellen lavede gele (billedet viser en lille del af dagens produktion), dressing til både pasta- og ‘almindelig’ blandet salat og hersede i det hele taget rundt med folk som en anden Matador-Laura. Bodil vaskede op og Malle og Annemarie hhv. snittede grønt og dækkede bord. Merete sad med sin pc og klarede et akut problem, der blev ringet om fra hendes arbejde. Der var på én gang kaos, hygge og snak i køkkenet, men det hele gik op i en højere enhed til sidst; der blev råbt “VÆRS’GO’ – DER ER SERVERET!”, hvilket fik de tre mandfolk til mirakuløst at dukke frem fra et eller andet ølskjul, og så vi sad vi ellers alle og hyggede ved spisebordet i en rum tid – det var rigtig dejligt at være sammen med hele tre fra den yngre generation på én gang.

Stegen fra i går … den var ikke helt lille, så der blev en masse til overs. For det første bliver resultatet altså bare supergodt med lang-langtidsstegningen, og for det andet er stegen stadig smukt, smukt lyserød også et døgn efter, så bortset fra, at den selvfølgelig var kold, var den stadigvæk aldeles lækker og så delikat ud. Man skal ikke prøve på at varme den op, for så bliver den grå og smager af … ja… opvarmet kød, såmænd, hvilket ikke er specielt lækkert. Og kold steg er slet ikke så ringe endda…

Det var maden. Men var der ikke også noget med noget vin?
Jo, men det er en helt anden historie.
Min søde chef vil gerne takke hele sit område for den store indsats, alle har ydet gennem lang tid. Det vil han gøre ved, efter et orienterende møde, at give alle medarbejdere to flasker vin og et lille trykt skriv, hvor han takker for deres store arbejde.
Gæt hvem der fik en opgave…
Jeg kørte i dag til Philipson Wine i Kokkedal for, i samarbejde med dem, at finde to til lejligheden passende flasker.
Den søde kvinde, der hjalp mig, spurgte, efter et par overståede formaliteter omkring faktureringen, om jeg kendte ham, der skulle have vinen… til hvilket jeg bare smilede skævt til hende og svarede, at ja, jeg kendte faktisk alle 110, men at det jo ikke gjorde opgaven nemmere… hvorefter hun grinede højt og undskyldte, at hun vist ikke lige havde slået hjernen til endnu, for jeg havde jo sådan set sagt, at jeg skulle have 2 x 110 flasker vin.

Den ene af de to flasker blev vi hurtigt enige om; den anden diskuterede vi meget og længe. Det drejede sig om en vin – eller rettere to vine – fra Patagonien (hvor det i teorien burde være umuligt at dyrke druer, men det er en helt anden tredje historie).
Efter 10 minutters snak frem og tilbage sagde hun: “Helt ærligt… vi trækker dem da bare op begge to, så kan du smage dem – det gør det nemmere at vælge.”
Det gjorde hun, og jeg besluttede uden et sekunds tøven for den viste vin. De var begge gode, men denne var bedst. Billedet er fra Philipsons hjemmeside, men jeg er sikker på, at de ikke sagsøger mig for at bruge det. I øvrigt er billedet ret dårligt…
Det var vinen til gengæld ikke – de var begge gode, men denne var som sagt helt fantastisk. Stor. Flot. Fyldig. Den eksploderede i munden på mig. Årh, hvor den var god. Den kunne snildt koste meget mere end 70 kroner, men det sagde jeg ikke højt…
Jeg håber sandelig, at mine kolleger vil være enige med mig – ellers kan de bare give mig resten af flasken … klager modtages med glæde …

Jeg fik de to åbnede flasker med hjem. Hun kunne ikke bruge dem til noget, sagde hun, så dem kunne jeg lige så godt få. Fedt! To eminente flasker vin, minus ½ dl. Ingen klager herfra. De ryger med til weekenden i Sverige. Hvor er det dog ærgerligt, at vi ikke skal have gæster denne gang

Så er det hverdag igen

Jojo, jeg ved skam godt, at det er søndag, men ferien er slut, og i morgen kalder arbejdet og hverdagen igen. Den hverdag, som mange andre tilsyneladende holder mest af. Det gør jeg så ikke. 
Ikke at jeg ligefrem afskyr hverdagen – det ville sandelig heller ikke være godt, for det er trods alt den, der er mest af… og hvis den ikke var der, ville der ikke være noget at holde ikke-hverdagene op imod, og så kunne jeg ikke kunne sætte så stor pris på weekender, fridage og ferier, som jeg gør.
Hverdagen er kommet for at blive, men derfor behøver man jo ikke at elske den…

På Facebook er jeg blevet ven med Annette i Hollands spændende Hannie Mommers, fordi Annette ikke kunne dy sig for at fortælle Hannie om vores ‘navnelighed’. Hannie og jeg har udvekslet flere ‘beskeder’ via FB, så jeg har været der for mig et rekordstort antal gange de sidste par dage og faldt omgående over følgende reklame for et eller andet gigtmiddel:

Fantastiske resultater for mennesker med gigt, reumanimsme og andre ledsmerter

Kunne man ikke godt gøre sig den ulejlighed at undersøge hvordan reumatisme staves, inden man sender sådan en reklame i cyberspace? 

Haven.
Eller det, der lignede en have, da vi tog afsted for små tre uger siden… det var godt, vi fik erhvervet os en regnvandstønde. Den er meget fuld. Ligesom regnmåleren var det, og de tre små bede vi har – sidstnævnte dog fulde af ukrudt. DET kan finde ud af at gro i det møgvejr, som vores stakkels lille plet i Danmark har haft det meste af de seneste tre uger. Blomsterkrukkerne så til gengæld temmelig forhutlede og meget lidt blomsterfulde ud – ikke lige et vejr, de har nydt, de arme små blomster.
Inden ferien nåede vi kun at klippe hækken ude foran  – omme i gårdhaven var den nu blevet meget bred, og naboens vin var ydermere ved at overtage hele den ene halvdel, så det var junglelignende tilstande visse steder. Vinen får lov at gro ud over vores hæk, men først senere, så vi kan nyde de røde blade til efteråret.
John gik i gang med hækken, og jeg gik i gang med bede og krukker. Det er skønt med så lille en have som vores – den er hurtigt klaret, og i skrivende stund mangler vi bare lidt solskin for at få den til at se perfekt ud igen. Man må være taknemmelig for lidt – det holdt da tørvejr, så længe vi arbejdede…

Nu hvor jeg har været så uhørt meget på FB, faldt jeg igen over Pias lillebror, min fætter Mark, som har en rigtig god stemme.
Her giver han Kim Larsens ‘Kom Igen’ – som jeg vil vove at påstå er direkte taget fra hovedtemaet fra ‘Tornfuglene’. Prøv at høre begge klip – forskellen er næsten ikke til at finde – den umiskendelige ‘Kom Igen’-lighed starter 50 sekunder inde i temaet fra Tornfuglene – som er fra 1983, mens Hr Larsens komposition er fra 2009.

Mark med den dejlige stemme

Det må andre også have tænkt over, men jeg er i bund og grund aldeles ligeglad, om Kim Larsen har fundet sin inspiration der eller andre steder, for det er en dejlig melodi, som udmærket tåler at blive gentaget, så at sige…
Åh, kan I huske Tornfuglene? Eller gad I den ikke? Jeg indrømmer uden blusel, at jeg elskede den serie; lige som jeg på det nærmeste slugte bogen nogle år tidligere.
Underlødigt? Ka’ da godt være, og det må I gerne mene… jeg synes det ikke, for ud over det forbudte kærlighedsforhold mellem Maggie og Ralph beskrev Colleen McCollough både religion(ens bagsider) og Australien på glimrende vis.

Haven er ordnet, feriekuffertens indhold er vasket, der er købt ind, så vi kan få lidt at spise… kom bare an, hverdag – vi er parat til dig igen.

Vores mange abonnementer

Jeg synes ikke, vi abonnerer på særlig meget. Hvis nogen spørger mig, vil jeg uden at rødme svare, at vi næsten ikke abonnerer på noget.
Lige indtil jeg skal til at foretage en nødvendig oprydning i kurven, hvor vi lægger bladene indtil videreformidling af dem. Den kurv bliver lidt for hurtigt fyldt.

En opremsning af abonnementerne får mig til at tænke på, om ikke det er for meget af det gode, men vi holder jo netop af disse magasiner; ellers abonnerede vi ikke på dem…

Siden Saxo er et blad, der udkommer fire gange årligt og beskæftiger sig udelukkende med Danmarks historie. Hvis min historielærer fra gymnasiet så dette indlæg, ville han falde besvimet om: Ellen interesseret i historie??? Never.
Men sådan kan det jo gå… jeg læser det med stor interesse.
200 kr om året

Illustreret Videnskab udkom, dengang vi startede med at abonnere, en gang om måneden, men nu må det vist være hver ca. tredje uge, for vi har lige modtaget blad nr. 15 i år. De strammer den efterhånden lidt, men på den anden side er det et godt blad, som vi helst ikke vil undvære.
1134 kr om året.

Digital Foto kan John slet ikke undvære. Jeg lader selvfølgelig som om jeg aldrig kigger i det… Udkommer altid samtidig med Ill. Vid.
1223 kr om året

Mål og Mæle er et lille sprognørdmagasin, som udkommer fire gange om året. Jeg elsker det blad…
215 kr om året.

Anglofilia – Mia Folkmanns skønne magasin for lovers of everything English – tak for det blad, Mia – jeg håber du fortsætter med at udgive det.
230 kr om året.

Danmarks Naturfredningsforening – nok mest for at støtte et godt formål, men medlemsbladet er da absolut værd at læse.
315 kr. om året.

Danske Torpare for danskere med hus eller grund i Sverige. Mange medlemsfordele og et rigtig godt blad, der udkommer hver anden måned.
300 kr om året.

Ældresagen her i ét ord, selv om foreningen insisterer på, at det er i to ord – Ældre Sagen… det er bare ikke korrekt dansk, at I bare ved det derinde i Ældresagen.
Nå. Men her er billige rejser at hente; samt nogle gode råd til de ældre. Altså alle de andre ældre. Ikke mig… jeg er ikke ældre endnu. Halvgammel måske, men på ingen måde ældre.
380 kr. om året.

Og så det løse…
Indtil for to år siden købte jeg ugebladet Søndag hver uge, men det stoppede jeg med, da det gik op for mig, at jeg egentlig kun købte det for krydsordenes skyld. Nu køber jeg det kun 3-4 gange om året, oftest i forbindelse med en flyvetur til UK, hvor der også gerne bliver investeret i et Sudokublad.  Hendes Verden bliver købt, hvis der er et godt strikke- eller patchwork-tillæg.

Du godeste… det beløber sig til 3997 kr om året – 333 kr hver eneste måned. Jeg er egentlig lidt ked af, at jeg startede – og fuldførte – dette indlæg, for det er første gang jeg regner på det, og jeg var slet ikke klar over, hvor mange penge vi bruger på abonnementer … håber ikke, John læser dette indlæg

Jeg har da fundet et sted at spare, hvis vi skulle komme i pengebekneb, når vi bliver ældre…

Jeg hader rykkere

Også når de ‘bare’ er fra biblioteket, men jeg fik en mail i dag om, at lånetiden er overskredet, og at nogle af mine lånte materialer er reserveret af andre. Normalt rykker de ikke, før der er gået lang tid over, men hvis andre har stillet sig i kø, går der bare et par dage.
Det er jeg desværre ikke helt god til, det med at huske at få afleveret til tiden. Det koster 15 kr for den første uge og 40 for den næste. Jeg ved ikke, hvad tredje takst er. Heldigvis. For jeg har fået en rykker inden da, og så er det af sted med en samvittighed i gråzonen. Jeg har vist financieret en hel del af bibliotekets indkøb gennem tiden…

En forhenværende bibliotekar undrede sig i en mail til mig over, at biblioteker er så sjældent nævnt her i blogland.
Den har jeg gået og tygget lidt på og er kommet frem til den konklusion, at beretninger om, hvordan man går rundt blandt hylderne og finder frem til sin næste bog/lydbog, nok har en begrænset underholdningsværdi.

Når det er sagt, skal jeg på det kraftigste understrege, at jeg meget, meget nødig ville undvære biblioteket. Utallige er de bøger jeg har lånt, siden jeg kom i skole og lærte denne vidunderlige verden at kende. Senere kom lydbøger til.
Jeg holder af at snuse rundt mellem de underligste fagbøger om de underligste ting og tage en eller flere med hjem om et eller andet emne, jeg ikke ved det fjerneste om, men som kunne gå hen og vise sig at være interessant. På den måde har jeg erhvervet mig en lille smule viden om en hel masse ting. En negativ kollega kaldte det ‘gold viden’. Jeg foretrækker selvfølgelig udtrykket ‘almenviden’, hvilket skam er ganske nyttigt i spil som ‘Trivial Pursuit’ og dets artsfæller.

Billedet af de mange skilte har vi vist alle set tilsvarende rundt omkring i verden. Det øverste er fra Alta, taget på vej til Nordkap sidste sommer; det andet fra Sydafrika. Jeg har vist også set et i Esbjerg… 
Nu har de fået et på mit lokale bibliotek, som lige er bygget om, hvilket naturligvis forklarer anvisningernes berettigelse.

Jeg synes, det er en sød ide. Jeg kunne så ved samme lejlighed konstatere, at jeg rent faktisk ikke har længere til Moskva end til Wiltshire, hvor mine dejlige englændere bor, hvis jeg tager den ned over Frankrig og kanaltunnellen. Det har jeg ikke tænkt over før… havde man spurgt mig, ville jeg umiddelbart have troet, at der var længere til Moskva. Tænk. Lige pludselig føler jeg, at England er rykket længere væk fra mig. At Moskva i samme hug er rykket tættere på, er jeg ærlig talt ret ligeglad med.

Gid jeg kunne sende en rykker til England: Lånetiden er overskredet med flere uger. I bedes venligst returnere min datter og børnebørn snarest muligt. Der står bedsteforældre i kø for at få lov at se dem!

Nå. De kommer fem dage i starten af november for at være med til at fejre min far. Jeg tager derover 1. december i seks dage og de kommer nogle dage nytåret over. Jeg kan overhovedet ikke tillade mig at klage.
Men det gør jeg bare alligevel. Haha.

Lune Larsen

Nej, ikke Kim. Min far. Han bliver 90 om godt en måned. Han er selvfølgelig fysisk blevet lidt skrøbelig, men hjernen har det efter omstændighederne helt fint.

Jeg kiggede ind til ham i dag; min ene søster og svoger var der på deres vej hjem fra Sort Sol i Sønderjylland, men kørte forholdsvis hurtigt efter, at jeg arriverede.
Min anden søster kom hjem fra arbejde kort tid efter, og hun, far og jeg sad derpå og sludrede lidt – bl.a. om hvordan det var gået med at have haft lille William på 17 måneder fra torsdag eftermiddag til fredag aften. Det var gået aldeles uden problemer, og oldefaderen hævdede, at William bestemt også er en ualmindelig nem, glad og sød lille dreng, der næsten aldrig græder.

(Olde)far blev nu stille i en rum tid og var tilsyneladende faldet lidt i staver.
Så sagde han, eftertænksomt, næsten for sig selv og med blikket rettet mod fjerne horisonter:
"Det er da egentlig utroligt, at sådan noget springer hele to generationer over…"

Kapow – så slog hverdagen til igen

Natten til i dag var sidste nat i denne ferie, og det gik ganske som jeg havde forventet: Jeg faldt lynhurtigt i søvn, men vågnede to timer efter og følte mig LYSvågen. (Jørgen, er der en god forklaring på dette sidste-ferienat-før-arbejde-efter-ferie-syndrom?)

Vende, dreje, læse lidt, slukke lyset, forsøge igen, ligge og blive uretfærdigt småsur på John, fordi han bare sov og sov de uskyldiges søvn, vende, dreje, drikke vand, blive mere og mere og mere irriteret, indse, at dette går ikke; der må gøres noget. Bare et eller andet.
Ned i køkkenet og gøre noget aldeles natteforbudt: Finde rester i køleskabet og spise lidt. Fy. Man prøver jo at være bare en anelse konsekvent omkring det med ikke at ville tage mere på. Faktisk helst det modsatte.
Men det hjælper altså heller ikke at komme på arbejde med kun et par timers søvn i ryggen, så jeg syndede og spiste et kyllingelår bare sådan uden noget til.
Op igen, læse, læse, slukke lys og… det lykkedes dæleme – jeg faldt i søvn ved tre-tiden og fik således små fem timer. Ikke optimalt, men efter omstændighederne tilfredsstillende.

Møde kl. 7 og kunne i fred og ro – der er normalt ikke et øje på ‘min’ gang før tidligst kl. 8 – konstatere, at der var 419 ulæste mails i inboxen. Firehundredeognitten. Godt så. Det er ulempen ved at holde ferie, når alle andre er røget på højtryk igen efter sommerferien. Der kom ingen kolleger eller chef før klokken var 8:30, så jeg nåede at få sorteret lidt i dem – mine mails altså; ikke kollegerne… En god del af dem – vi taler stadig om mails… var heldigvis blevet uaktuelle i mellemtiden, fordi min ‘Out of office’-besked om, at jeg ikke ville foretage mig noget som helst mht. noget som helst før tidligst i dag, havde haft en vis effekt på de ‘hastesager’, der røg ind i løbet af den første og anden ferieuge…

Min søde chef troppede op, ønskede mig med et stort smil velkommen tilbage og har du haft en god ferie, så vi jeg sludrede en kort tid om min gode ferie. Så skulle han videre til et møde, men nåede at få indført, at uanset hvad jeg måtte finde i den mailboks, ville han overhovedet ikke tale fagligt med mig før tidligst i morgen – nu skulle jeg bare bruge dagen på i fred og ro at få læst og prioriteret. Han er bare god nok, er han.

Da jeg havde været der i 9 timer, besluttede jeg, at nu kunne det være nok – jeg kunne jo sidde her resten af natten, og hvis jeg bare tilnærmelsesvis kunne klare tre ugers arbejde på en dag eller to, ville jeg have et temmelig stort forklaringsproblem i min hverdag på arbejdet. Altså: Ingen stressfornemmelse – der er jo en dag igen i morgen, og jeg når nok det hele. Engang. Som sagt; det vigtigste i første omgang var at prioritere og lægge i bunker.
Disse bunker skal jeg forskåne jer for at se – de er rystende uinteressante, men med Johns 825 feriebilleder og mine egne 4-600 (typisk – han ved lige præcis, hvor mange han har taget – jeg kan kun præstere et yderst forsigtigt skøn), har jeg irrelevant billedstof nok til rigtig mange dødssyge og kedelige indlæg  
Vi starter med lille stemningsbillede fra Zion.

En lang dags rejse mod nat…

…eller hvordan er det nu lige det er?
Vi er vel ankomne til det regngrå Danmark. Trætte – lige nu har vi været oppe i 26 timer, og der er laaange udsigter til dynerne, for vi er nødt til at kæmpe mod Ole Lukøje og hans væmmelige sand, som han har smidt i øjnene på os, og vente med at sove til i aften, så vi hurtigst muligt kan komme tilbage til dansk normaltid – vi skal jo på arbejde på mandag.

Hjemrejsen gik aldeles glat og smertefrit. Det vil sige… der var to ting, der gjorde lidt ondt:
1) Vi skulle op kl. 02:00 for at have tid nok til at finde Hertz Car Return og derefter hen til LA Terminal 6. Sidstnævnte tog dog kun 10 minutter mod den time, vi havde fået at vide, det ville tage. Der holdt simpelthen en gul Hertz-bus og ventede på os; med en flink chauffør, der spurgte, hvilken terminal vi skulle til og af sted med os. Nemt for os og en kanongod service.  
2) Jeg havde 3 kg overvægt (= 26 kg), Det vidste jeg godt, for jeg vejede den til 28,5 kg, så jeg stoppede alt, hvad jeg kunne, i håndbagagen (heldigt de ikke insisterede på at veje den) – John fik også fuldt hus. Tænkte, at den nok gik – de er sikkert flinke her kl. 04:30 om morgenen.
Nix, det var de ikke – flinke og høflige nok, javist, men de insisterede at trække $50 fra mit MasterCard, hvis jeg gerne ville have min overvægtige kuffert med hjem, hvilket jeg da egentlig gerne ville. Hvorfor skal folk over 110 kg ikke betale mere for deres flybilletter? De er absolut ikke sjove at komme til at sidde ved siden af. Jeg har prøvet at være nærmeste nabo til en i 130-kg-klassen, og jeg kunne dårligt trække vejret. Det var heldigvis kun til London.

Når vi skal ud af USA, er der ingen formaliteter ud over det sædvanlige sikkerhedscheck – nu skal de jo af med os, og det er åbenbart utænkeligt, at terrorister terroriserer på vej ud af USA, så vi gik bare fra det ene fly til det andet. Jeg har aldrig helt forstået de forskellige sikkerhedspolitikker… Af med sko den ene og den tredje gang, men ikke den anden. Af med bælte – ikke af med bælte. Jeg tror, at nogle bippere bipper, hvis man har kviksølvplomber i tænderne… nogle af dem bipper i hvert fald bevisligt, hvis man har bøjle-BH på ("jamen jeg forsikrer jer – jeg har ikke engang mit ur på!"
Nu må man vist have neglefile med i håndbagagen igen – strikkepinde har sjovt nok aldrig været forbudt, på trods af, hvad de fleste tror, men min mini-minilommekniv med et blad på sølle 3 cm blev konfiskeret engang på trods af deres 5-centimeters regel. Man må ikke have så meget som en 1/4 liter papkarton juice med, men man kan købe vin/spiritus i den toldfrie. En knækket flaskehals er da et drabeligt våben, er det ikke?

Hold da op. Jeg kan godt høre mig selv… det må være fordi, jeg er så træt, at jeg er så negativ.
Det er jeg jo ellers slet ikke; det er der overhovedet ingen grund til – vi er kommet hjem efter en storslået og uhyre oplevelsesrig ferie – jeg har slet ikke noget at brokke mig over. Næsten ikke, åbenbart…

Min bryllupsdags’blomst’ overlevede den trange kuffert og er nu plantet.

Joshuatræfrøene og de tre andre slags frø, jeg koldblodigt har smuglet ind i landet, må ligge i dvale til sen vinter/tidligt forår.
Det ville jeg ønske, jeg også kunne.

Der er noget i luften…

… og jeg ved desværre godt hvad det er: det er efterår.

Der er bid i luften nu og kun 7° om morgenen. Det er et helt vidunderligt vejr, men den høje, klare himmel og den skarpe luft er ankommet. Et par dage for tidligt, men kendsgerningen lader sig ikke skjule.

Jeg har ekstra svært ved at forholde mig til det i år. Jeg synes lige, sneen er smeltet… talte med kolleger om det ved frokosten; alle havde det på samme måde – det var en lang vinter. Ikke en rekordvinter mht. kuldegrader, men den var l a n g.
Forår fik vi aldrig rigtig noget af, men en kanonvarm og for kort sommer. Og nu er det næsten efterår.
Heldigvis kan september sagtens nå at blive lun og dejlig – at John og jeg så ikke er hjemme til at opleve det, er en anden sag…

Vi ved, det er sensommer, når:
Kaprifolien sætter sine røde bær.
De mest dominerende blomster er chrysanthemum og dahlia.
Oreganoen kun har få blomster tilbage, og bierne gider næsten ikke lege bier og blomster med dem.
Den lille, ellers så tæt- og rigtblomstrende buskrose har under 10 blomster tilbage, men giver ikke op! Der er stadig knopper.
Sommerens krukkeplanter begynder at se lidt forkomne ud.

John er på vej til Elgiganten i Køge for at købe ny MoccaMaster. Den gamle sov stille ind i morges, men den har tjent os i 13 år, så det er vel i orden. De sidste 3-4 år har den været en afslappet efterlønner med lidt uregelmæssige arbejdstider pga. Senseomaskinen, som bliver brugt om aftenen og i weekender, når vi kun er os selv. MoccaMasteren skal dog hver hverdagsmorgen lige brygge en termokande kaffe, som John har med på arbejde. Men altså ikke i dag… totalt død MoccaMaster, så det måtte blive tankstationskaffe.
Et hurtigt kig i tilbudsavisen… nåda… i denne uge er der 500 kr i rabat på MoccaMaster, hvilket med rette må kunne siges at være vores held i uheldet. Af sted med John.

Nu vil jeg gå ud og grille aftensmaden. Sandsynligvis sæsonens sidste grillede svinemørbrad, så den må nydes.

Jeg har det som et værk af Kvium ser ud…

… nemlig ikke særlig godt. 
Var der nogen, der sagde subjektiv? Det hørte jeg ikke, og jeg bryder mig ikke om Kviums kunst. Beklager.

Jeg har ondt i maw’n. Det har jeg haft hele daw’n. Og i går med. Jeg har været på arbejde, for jeg går snart på ferie, og der skal nås en hulens masse inden da, men jeg sad og våndede mig forholdsvis lydløst ind imellem, når der ikke var nogen i nærheden. Var der nu nogen, der sagde selvmedlidenhed? Det får I til gengæld lov til at slippe af sted med.
Jeg er sikker på, at jeg bare har fået noget kulde, for jeg er trods alt ikke voldsomt plaget på samme måde som stakkels Annette i Holland lige har været det.
Det er dog rigeligt til, at selvmedlidenheden blomstrer og trives, for jeg har det ikke som hypokonderen, der kun har det godt, når han har det skidt…

Nå. I morgen eftermiddag skal jeg op og have skånekost (høhø) hele weekenden, og jeg er sikker på, at den svenske luft har en mirakuløst helbredende virkning.
Nu går jeg i seng lige om straks… og er garanteret lysvågen kl. fire i morgen tidlig, hvor jeg er fit for fight igen og har sovet grundigt ud. Skal vi vædde på, at det går sådan?

Udover ovenstående klynk har jeg kun et enkelt pip tilbage i dag; affødt af tv-avisen:
Det er ikke og har aldrig været en menneskeret at få børn, så jeg synes det er i orden at indføre brugerbetaling til fertilitetsbehandling. Jeg synes, at der i dagens Danmark er temmelig mange temmelig meget mere vigtige ting at bruge ‘offentlige’ penge på.
Folk skal selv betale rasende dyre tandlægeregninger. Og briller. Så må man også kunne betale for at få børn.

Jeg siger ikke, at jeg ikke har ondt af ufrivilligt barnløse, men jeg har også ondt af de, der ikke har råd til f.eks. en protese og går rundt med et ømt og næsten ubrugeligt tandsæt – eller ligefrem mangler tænder. Iflg. min tandlæge drejer det sig om flere, end de fleste lige går og har oppe i øjenhøjde.

Det var så det…

Huset er meget, meget tomt. 
Huset er meget, meget stille.

Englænderne er på vej hjem til England. Det måtte jo komme, men hvor har det været dejligt at have dem her.

Vi er først lige kommet hjem fra gården, for vi havde lovet at komme og hjælpe med til at rydde det sidste op efter julefrokosten i går.

Nej, det var ikke en skrivefejl. I min fars gren af familien holder vi julefrokost den første eller anden weekend i august. Det gør vi, fordi vi for 10-12 år siden blev enige om, at den traditionelle julefrokost 25. december kl. 13 med alt dertil hørende; dvs. tre slags sild, mindst fire lune retter, fem kolde ditto og ost og frugtsalat til dessert til mellem 15 og 25 personer (vi vidste aldrig helt præcis, hvem der kom og ikke kom – der var jo mange unge mennesker, som kunne have andre planer), var der egentlig ikke nogen af os, der rigtig havde lyst til mere. Det ville være meget hyggeligere at holde den som en grillfest om sommeren, og det har vi siden gjort til stor tilfredshed for alle parter. Og selvfølgelig hedder det da stadigvæk julefrokost…

Men grill/havefest? I går??? HA! Nix!! Vi fik over 50 mm regn. Det var heldagsvådt med regn mellem bygerne, så det kunne forslå noget, hvorfor det blev til et 100% indendørs foretagende.

Anna og Johanne (som er bare tre måneder yngre end Anna) så hinanden for første gang, fandt hinanden næsten med det samme og blev både friends og venner.
Det var vi en hel del, der var lidt imponerede af – mest over Johanne, for Anna kunne jo forstå dansk, så vi regnede med, at Johanne derfor nok rent kommunikationsmæssigt blev ladt lidt i stikken.
Men hvad skete? De havde en fest, de to små tøser, og de insisterede på at sidde ved siden af hinanden under middagen. Ordvekslingen lød omtrent således:
Anna: “I want to sit next to my new friend!”
Johanne: ” Ja, mor, jeg vil altså også gerne sidde ved siden af min nye ven!”

De voksne kiggede forundrede på hinanden: Forstod Johanne, hvad Anna sagde?
Direkte adspurgt, om Johanne forstod hvad Anna sagde, lød svaret: “Ja. Det er da nemt nok. Hun snakker lige som Xxx!” Xxx er en figur, jeg ikke kender (eller husker navnet på ), men som Johanne kender fra en serie/film, hun ser ofte, og som taler engelsk.

Jeg – og en hel del andre – var temmelig imponerede over barnet. Hun forstod selvfølgelig ikke hvert et ord af, hvad Anna sagde, men der var ingen tvivl om, at de to unge damer havde helt styr på, hvad de talte sammen om.

Da de kørte afsted i morges, undrede Anna sig over, at jeg havde hele udstyret (pc-taske og alm. ditto) på skulderen, da jeg gik med ud for at sige farvel. Moderen forklarede, at det var fordi, mormoderen skulle på arbejde.
“Oh yes, of course. You don’t want to run out of money, do you? Acos’ you haven’t been working for a long time now, have you?”
Det barn har vist også forstået et eller andet…

Der er et gammelt ord, der siger, at har man sagt A, må man også sige B. Det har Anna ændret til, at man siger A, før man siger B - because er blevet til acos’ i hendes mund.
Ligesom before er blevet til afore.
Silhouetten er begået af en venetiansk mand. På ca. 25 sekunder.

Hvad skal jeg dog lave til middag i dag?

Kender I ikke det? Jeg vil vove den påstand, at det gør de fleste af jer. Nogle få af jer er dog så priviligerede, at I har en anden i husstanden, der godt gider kokkerere. Men så er der nok bare en anden i familien, der har problemet.
Sådan én har jeg ikke. Altså en, der gider/kan lave mad. Jeg vil gerne understrege, at dette er ikke nogen klage, for John gør så mange andre ting, jeg bestemt helst vil være fri for – opvask f.eks. hov… havde I hørt det før? men også så mange andre ting – sådan har vi nu engang fordelt os. Han kan lave én eneste ting: Spaghetti Carbonara, som han til gengæld er helt suveræn til. Bortset fra det, kan manden knapt nok koge et æg. Vi får Spaghetti Carbonara cirka en gang om måneden; de øvrige dage har jeg ansvaret for.

Som sagt… fint nok, men hvor er det en gang imellem bare svært at finde på. Som i dag. Ind og forsøge at lade sig inspirere på nettet som så ofte før. På et af de sites, jeg ofte finder inspiration på, var der vist gået lidt ged i det i denne uge, for jeg havde temmelig svært ved at finde ud af, hvad ugens opskrift gik ud på…

Det endte med, at jeg lod mig inspirere af mig selv. Hamrende usundt – Mia vil ryste opgivende på hovedet af mig. Men for pokker, hvor smager det godt, serveret med min egen gode, gammeldags mormorsalat.

Så vi har syndet i dag

Køge, fisk, chili og faktor 30

På vej hjem fra arbejde fik jeg en uimodståelig lyst til at grille fisk i aften. Det kunne der heldigvis gøres noget ved; det krævede bare at jeg lagde vejen omkring Køge Havn til Tinas exellente fiskehandel.

Jeg investerede i to ørreder, som var lige små nok, men hun havde dem ikke større i dag. I stedet for at købe tre, købte jeg 10 tigerrejer og 4 kammuslinger, som lige nu ligger og suger smag til sig i denne marinade:
1 dl saft fra citron og lime, 1 spsk hakket ingefær, 1 hakket chili, 1 tsk havsalt, 1 dl olivenolie og ½ dl japansk soya. Der skulle også have været citrongræs i, men det formåede huset ikke i dag. Det går nu nok alligevel – jeg tror, det bliver rigtig godt.

Marinaden gav mig en glimrende lejlighed til at få brugt nogle af de chilier, der er så rigeligt af på gården i øjeblikket – min far er barnepige for min nieces plante, mens hun holder ferie i de varme endnu varmere lande. Han har passet den godt, for det vælter frem med chilier, og vi skulle endelig tage så mange, vi kunne bruge…. hvilket i virkeligheden ikke er særlig mange, for det er dæleme nogle stærke, små fyre. Man må vel kunne fryse sådan nogle? Det er helt umuligt at nå at spise sig igennem disse mængder, selv om vi er flere om det.

Til sidst: Se hvad der stod i vores pauserum i går: En hel kasse med solbeskyttelse… vedhæftet en seddel med ordene "Værs’go’ – tag bare. Rigtig god ferie til jer alle sammen. Pas nu godt på jer selv. Med venlig hilsen …"
Hvordan og hvorfor, melder historien ikke noget om, men det var en sød ide og tanke.

Dagens lille smil

Scene: Foran jordbærrene i Superbrugsen.
Aktører: Han og Hun; et ægtepar i fyrrerne.

Han (glad overrasket): "Næh se, der er to bakker for en tyver!"
Hun (overbærende): "Nej, det er prisen pr. bakke. Der er to for 35 kroner."
Han (meget glad overrasket): "Neiijjj – DET var søreme billigt!"

Ellen gik videre, iført et smil.

Fik du nummeret?

I morges så jeg en nummerplade af en type, jeg aldrig før har set så langt nordpå: den havde arabiske tegn. Eller noget… jeg er ikke specielt stiv i disse skrifttyper, så det var ikke nødvendigvis lige arabiske tegn, men efter min bedste overbevisning lignede det arabiske tegn; det var så ganske afgjort ikke det latinske alfabet, og det var hverken hebraisk eller sanskrit – lidt kan jeg da se forskel på de for os så fremmede alfabeter.
Han har allerede langt hjem, og han kørte oven i købet mod nord.
Det er et drønelendigt billede – min bortforklaring er, at vi kørte en anelse hurtigt, og han var allerede nået et godt stykke væk, inden jeg med én hånd havde fået hevet kameraet op af tasken og tændt det. (Åh, alle de latterlige detaljer, der skal til for at kunne tage et billede… irriterende.) Men kan I i det mindste ikke se, at det ikke er arabertal på den nummerplade? Nummeret på BMW-typen var derimod angivet med arabertal. Et trecifret tal, som startede med 5…

Jeg tænkte lidt over, at jeg ville være et enormt dårligt vidne i lande med et andet alfabet end vores: “Fik du nummeret på bilen, der…?” Hmmm. Næh… Nej, desværre ikke. Beklager!

Jeg har været i Tunesien, men der var de så flinke at skrive næsten alle skilte i både det arabiske og latinske alfabet, hvilket hjalp betydeligt på vores forståelse af gadebilledet.

Det er egentlig lidt pudsigt, at vi har det svært med det arabiske alfabet, men kun kan finde ud af at regne med arabertal og skal oftest tænke over romertal, som i øvrigt er næsten umulige at regne med.
Vi havde dog så lige engang en ansat i bogholderiet, som heller ikke var helt stiv i arabertal – hun var tilsyneladende talblind og det undrede mig noget, at hun kunne gennemgå en financiel uddannelse.
Jeg fik ret ofte fakturaer, der var stilet til afdeling 10321, 10312 eller 10123. Jeg bor i 10231. Det gik selvfølgelig begge veje, så de tre nævnte afdelinger fik lige så tit mine fakturaer…
Et af glansnumrene fra hendes side var den check, jeg fik til mit 25-års jubilæum. En fin check på 25000 gode danske kroner. Det stod godt nok korrekt med tal, men på en check skal man som bekendt også skrive beløbet i bogstaver, og hun skrev: FEMTITOTUSINDE 00/100
YES! Jeg måtte lige forhøre mig om, hvilket af de to yderst forskellige beløb, der var juridisk gældende. Det var desværre det i tal. Da jeg så spurgte, hvorfor i alverden værdien i bogstaver så overhovedet skulle angives, fik jeg svaret, man altid får, når den adspurgte ikke har noget svar: “Det var da egentlig et godt spørgsmål”.
Den opmærksomme læser vil også opdage, at vedkommende havde svære problemer med at stave ‘jubilæum’ korrekt. For mig at se, står der ‘jubilæiurm’…

 

Da jeg spurgte om det var et repræsentativt billede af, hvad The Big Boss checkede når han skrev under på en check (eller andet), fik jeg ikke noget svar, bare et temmelig fåret og undvigende smil.
JA, det er syv år siden. JA, jeg har været i samme firma i 32 år. MEN jeg har haft fire forskellige jobfunktioner. Og fem chefer. Man behøver ikke nødvendigvis at skifte arbejdsplads for at udvikle eller efteruddanne sig…

Med venlig hilsen

إلين نيلسن

(Hint: husk, at arabisk skal læses fra højre mod venstre)

Informativ skiltning – eller disinformation?

I flaskehalsområdet på Motorring 3 er der opsat lysskilte, der skal fortælle os, hvor lang tid det tager at bevæge sig (i bil) mellem de forskellige etaper.
Når man har allermest brug for at vide hvor lang transporttiden er, fordi der dannes køer, skifter informationen til at fortælle, at der er kø… jamen det har jeg sådan set allerede opdaget…
Nedenstående information, f.eks., er glimrende – der er ikke meget trafik, systemet virker, så oplysningen er derfor helt sand: om 3 minutter befinder vi os på Helsingørmotorvejen. Som det ses, huskes vi også på den maksimalt tilladte hastighed.

Når trafikken går i stå, kan dette fine system ikke finde ud af det mere – det går totalt i udu, og så er det, at det i mine øjne lige som mister sin værdi.

Se blot nedenstående illustration: "Kø om 2100 m". Jeg har på det tidspunkt allerede siddet i den forbaskede kø de sidste par kilometer; vi holder stort set stille, og så håner systemet os oven i købet med at fortælle os, at vi ikke må køre mere end 60 km/t. Som om. Hvis vi kunne køre det, ville vi alle være glade.

Næh – hvis vi skulle have lige så god plads som jyderne har på deres motorveje, skulle denne motorvej have et eller andet sted mellem 20 og 30 spor. Jeg husker ikke det nøjagtige tal fra beregningen, men er det ikke også lidt ligemeget? Det er under alle omstændigheder utopi.

Og inden I kommer med gode ideer og/eller hånlige tilråb om, at jeg da bare kan gribe cyklen: Jeg har 60 km på arbejde, så det er UDElukket.

Et dyrt spadestik

Nogle vil måske huske denne lille episode fra den nielsen’ske hverdag. Eller… faktisk skete det en søndag…
Det er to måneder siden, præcis på dato; Johns isse er helet pænt igen, og vi jeg havde glemt alt om denne lille hændelse, der gjorde, at vi ikke kunne se fjernsyn i nogle dage.

Glemt det, indtil regningen kom i dag.
John åbnede kuverten og fik sådan et sjovt, stramt udtryk i ansigtet, mens han mumlede: "Det er fandme det dyreste spadestik, jeg nogensinde har taget!"
Ellen (bevidst henkastet): "Nåh… hvad kostede det da?"
John (endnu mere sammenbidt): "993,50!"

Så var det, jeg kom til at grine meget højt, men min mand havde tilsyneladende helt mistet sin humoristiske sans.

Min amerikanske veninde er særdeles leveringsdygtig i alskens underlige ting…
Billedet er fra en flot serie på 24 fra at&t i USA. De er alle malede på hænder og det ene er flottere end det andet. Det var svært at plukke et enkelt af de 24, men jeg endte med dette pga. vikingebåden. Dette og de 23 andre kan ses her.

Tirsdagstema: meget landlig – og lidt om et tog

Jeg skal da lige love for, at gårsdagens indlæg er blevet underbygget af mindst en af de omkringboende landmænd, for hold da fast, hvor her lugter enormt landligt i dag.
Jeg var nær blevet knock-out’et tilbage i min bil, da jeg åbnede døren ved hjemkomst. Du GOdeste, det var slemt. Så kan jeg ellers nok så meget være født og opvokset på en gård – den stank vænner jeg mig aldrig, aldrig til.
Jeg hjalp gerne min far med at harve og pløje; jeg kunne sågar helt overbevisende styre den lille mejetærsker, der var hægtet bag traktoren, men køre gylle og gødning ud – no way, never og ikke på vilkår! Han bad nu heller aldrig om hjælp… har sikkert gættet reaktionen…
Nå – Ellen tog sig sammen, kom ud af bilen, ind i huset og smækkede døren i. Næste tanke: SHIT (!), mine nyvaskede duge og viskestykker, som hænger ude… Checke, checke: Heldigvis var der ikke spor af stanken i vasketøjet.

(Totalt emneskift)

Jeg har, bag hørmetisk hermetisk lukkede døre og vinduer, fikset togbilletten til 20. maj, hvor jeg drager til England næste gang. Det plejer at koste en mindre krig først at tage Heathrow Expressen til Paddington og derfra toget ud til Pewsey.
En enkeltrejse koster mellem 11 og 35 pund, afhængig af tidspunkt på dagen.
Jeg købte en billet fra Reading til 7,50 pund. På første klasse, som kun kostede et enkelt pund mere end standardklasse, hvilket jeg ikke kunne stå for.

Booking code xxxxxx. Dep. 11:32 Reading Station.   Arr. 12:03 Pewsey  Quiet Coach G, Seat 10F Window) First Great Western (First class).

… Kunne også have valgt at sidde ‘Near toilet’, ‘Near luggage rack’, ‘Internet connected’, ‘Table seat’ og ‘Power sucket’, men det er mere end rigeligt for mig at have en første klasses stillekupe med vinduesplads. Med front mod kørselsretningen.

Det er forholdsvis nyt, at jeg selv tager hele vejen ud til Wiltshire – normalt har Charlotte altid både hentet og bragt mig, men det er en tur på to timer hver vej, så når jeg lander allerede kl. 9:05 om morgenen, nænner jeg altså ikke at jage hende af sted, og jeg ankommer kun en halv times senere ved at tage toget. Normalt skal jeg hjem en søndag, hvor hun får lov til at være chauffør, for der går ingen tog, der passer. Næste gang skal jeg hjem en tirsdag, så dér vil jeg nok også kunne klare mig selv… og det er en ganske smuk tur – den del af den, der ligger vest for Reading. Hvorfor har jeg mon aldrig fotograferet fra den tur? Må låne et eller andet…

Dette er Caen Hill Locks på Kennet and Avon Canal.

Mia nævnte i et indlæg flodbådssejlads, som er en skøn ferieform. Og hvis man skulle være nybegynder i sluseadfærd inden, så er man cand. mag. efter, at man har været igennem disse 16 sluser.

Vores dejlige naboer er flyttet fra os

Gennem 17 år har vi haft verdens bedste naboer.
Det har vi ikke mere, for de er vendt tilbage til deres rødder lige omkring Brøndbyøster Torv. De flyttede ind, da han gik på efterløn, og med deres 80 og 75 år synes de nu, at de er blevet for gamle til at vedligeholde hus og have, og desuden er et hus, hvor sove- og badeværelse ligger på første sal, heller ikke lige det mest optimale for dem mere, så de har nu fået en lejlighed på femte sal… men med elevator.

Det er meget egoistisk af os at synes, det er rigtig meget øv. Men for det første er det et par meget dejlige mennesker og for det andet var de der bare altid – tog aldrig på ferie og var yderst sjældent af sted i weekenderne. Hele deres liv handlede om deres fire børn, en masse børnebørn og et par enkelte oldebørn. De nuslede og puslede inde og ude og var der altid til at tømme vores postkasse og vande vores inden- og udendørs potteplanter – vores tak for det faldt i form af rødvine i passende mængder og en middag i ny og næ.

Jeg ved slet ikke, hvad vi skal gøre uden dem – jeg har givet dem strenge ordrer om ikke at sælge til nogen under 60, men spørgsmålet er, om de parerer ordre…
Deres forgængere var rent ud sagt forfærdelige. Det var et par først i trediverne med fire stakkels børn, som de råbte meget højt af mange gange om dagen og kaldte dem for de forfærdeligste ting. Det var absolut ikke ualmindeligt at høre følgende til et 2-, 4-, 6- eller 8-årigt barn: "DU ER DA OGSÅ VERDENS STØRSTE KRAFTIDIOT! KAN DU DA OVERHOVEDET IKKE FORSTÅ, HVAD JEG SIGER? HØRER DU EFTER? HØRER DU?"
Det kunne høres flere hundrede meter væk – det var ligegyldigt for dem, om de var ude eller inde – de tog sig ikke noget af, at hele området kunne høre både dem og de stakkels børns efterfølgende hyl og skrål og skrig. Desværre, kan man næsten sige, slog de ikke deres børn, for havde de gjort det, havde jeg omgående meldt dem til myndighederne, men når der ikke er noget konkret, er der ikke rigtig noget at melde.
Heldigvis formåede de heller ikke at klare deres faste udgifter, så huset gik på tvangsauktion efter et par år; de blev sat ud og genhuset af kommunen. Jeg har det så dårligt med at tænke sådan, men det var altså en kæmpe lettelse, at vi slap for dem. Jeg havde forfærdeligt ondt af børnene, men hvad søren kunne vi stille op, når der ikke var tale om direkte vold?
Kunne/burde vi have gjort noget? Jeg ved det stadig ikke. Jeg tror det ikke. Vi savner dem bestemt ikke.

Men vi vil savne vores søde, ældre naboægtepar gennem 17 år meget. Jeg håber de får nogle gode år, hvor de nu er flyttet hen. Da vi sagde farvel til dem i dag, blev vi enige om, at de nu gik ind i deres fjerde alder…

Forsikringssvindel – hvem snyder hvem?

For et år siden, da Charlotte og Tim købte huset, de nu bor i, skulle det selvfølgelig forsikres. Under samtalen med selskabet fandt følgende ordveksling sted (forkortet udgave):
- Har I forsikringsgodkendte låse?
- Nej ikke endnu, men det kommer der.
- Så bliver præmien lidt højere, men den falder igen, når de godkendte låse er på plads. Og I har håndværkere gående, siger I?
- Ja.
- Så bliver præmien endnu lidt højere, men den falder igen, når håndværkerne er færdige med at færdes i jeres hus. Har I tyverialarm?
- Nej.
- Så bliver præmien lidt højere endnu, men den vil falde igen, hvis I installerer en godkendt tyverialarm.

Det blev til en forsikring, der kostede dem £2928 det første år.

Et år senere (= for 14 dage siden) – Charlotte ringer til forsikringsselskabet:
- Nu har vi ingen håndværkere, vi har forsikringsgodkendte låse, og vi har fået installeret den tyverialarm, I anbefalede, så nu vil jeg gerne have præmien nedsat med de mange pund, I lovede mig, den ville blive.
- PræmieNEDsættelse??? Nej hør nu her; hvor har du dog den ide fra? Der er jo gået et år nu, og præmien skal til at stige med… lad mig se… £100 denne gang.

Charlotte blev stiktosset og sagde på en nogenlunde pæn måde, at de kunne rende hende noget så grusomt, og at hun lige her og nu sagde forsikringen op. De ville da så “se, hvad de kunne gøre” og ændrede, efter megen klikken på et tastatur, præmiestigningen til £70.
Næhtak – farvel og tak…
Hos et andet forsikringsselskab, hvis specialitet er ‘Listed houses’, blev det – med bedre betingelser – £982 om året. Præcis en tredjedel i forhold til det andet, som de ellers havde haft i en del år. De føler sig godt og grundigt taget ved næsen af det ikke særlig gode selskab.
Det kalder jeg forsikringssvindel.

Da vi hentede børnene i børnehaven i går, fortalte en af pædagogerne, at de fine og farvestrålende malerier, børnene havde frembragt i dag, var ‘potato prints’. Anna har nok ikke følt sig helt sikker på min forståelse af denne svære kunstart, for hun kom hen til mig, viste mig sit kunstværk og sagde: “Mommer – this is tofler-drawings”.

Og blomsterne? Det er simpelthen for at vade grundigt rundt i det, hvis nogen skulle have glemt det: Det er forår hvor jeg befinder mig Men husk nu, at misundelse er en grim ting…

“Why I love Mom” (and Mom loves knitting)

Why I Love Mom

Mom and Dad were watching TV when Mom said, "I’m tired, and it’s getting late.. I think I’ll go to bed"

She went to the kitchen to make sandwiches for the next day’s lunches.

Rinsed out the popcorn bowls, took meat out of the freezer for supper the following evening, checked the cereal box levels, filled the sugar container, put spoons and bowls on the table and started the coffee pot for brewing the next morning.

She then put some wet clothes in the dryer, put a load of clothes into the washer, ironed a shirt and secured a loose button

She picked up the game pieces left on the table, put the phone back on the charger and put the telephone book into the drawer.

She watered the plants, emptied a wastebasket and hung up a towel to dry.

She yawned and stretched and headed for the bedroom. She stopped by the desk and wrote a note to the teacher, counted out some cash for the field trip, and pulled a text book out from hiding under the chair.

She signed a birthday card for a friend, addressed and stamped the envelope and wrote a quick note for the grocery store. She put both near her purse.

Mom then washed her face with 3 in 1 cleanser, put on her Night solution & age fighting moisturizer, brushed and flossed her teeth and filed her nails.

Dad called out, "I thought you were going to bed."

"I’m on my way," she said.

She put some water into the dog’s dish and put the cat outside, then made sure the doors were locked and the patio light was on.

She looked in on each of the kids and turned out their bedside lamps and TVs, hung up a shirt, threw some dirty socks into the hamper, and had a brief conversation with the one up still doing homework.

In her own room, she set the alarm; laid out clothing for the next day, straightened up the shoe rack. She added three things to her 6 most important things to do list.

About that time, Dad turned off the TV and announced to no one in particular. "I’m going to bed."

And he did…without another thought.

Ovenstående fik jeg for nogle år siden tilsendt af en veninde.
Jeg indrømmer blankt, at det er meget amerikansk – og muligvis derfor en anelse overdrevet og ditto sentimentalt.
Nu har jeg kun haft ét barn, så alene derfor holder det ikke helt Hund har jeg aldrig haft, katten havde egen ind- og udgang og min mand stryger selv sine skjorter.
Men…… vi kender det jo alligevel godt, ikke? Lidt? Ja, vi gør da.

Nu vi er i gang med overdrivelserne, så er jeg færdig med regnbuetæppet/sjalet. Det er Ruths Blomstereng, som hun til min forundring stadig ikke har fået på sin hjemmeside, men hvor kanten til forveksling ligner blomsterne i hendes Tusindfryd. Det er ikke blokket – det må vente til Sverige, hvor der er en ekstra dobbeltseng at spænde det ud på. Jeg tror nemlig ikke, at det kan tørre helt på et døgn, og John og jeg gider ikke stå op og sove…

Det er faktisk temmelig overdrevet. Mildt sagt. Men jeg kan nu godt lide det alligevel – det lyser i hvert fald op på en mørk vinterdag – så meget kan I sikkert give mig ret i.

Hvorfor er det stadig natmænd?

Er der nogen her, der kan forklare mig, hvorfor skraldemændene starter på aldeles ukristelige tidspunkter om morgenen? Eller rettere midt om natten?

I de forfærdelige, gamle dage hed de natmænd og havde bl.a. til opgave at tømme retiraderne for deres uhumske indhold. Dette skulle ske om natten, så de såkaldt pæne borgere generedes minimalt af dette ildelugtende arbejde.

Så langt, så godt. Men hvad har det at gøre med, at vore dages skraldemænd også arbejder om natten? Hvorfor kan de ikke bare tømme vores skraldespande; dvs. gå på arbejde, når de fleste af os andre også er det?
Hvorfor skal de partout bakke deres renovationsvogn ind på vores rækkehusparkeringsplads kl. heeeelt vildt tidligt (mellem kl. 4 og 4:30)?
Sådanne vogne skal nemlig sige beep-beep-beep med meget høj volumenstyrke, når de er i bakgear. Lyden går direkte og særdeles tydeligt op til vores soveværelse, og så er den sidste times søvn eller to spoleret.

Derudover er det åbenbart et godt team, der arbejder i vores område, for de taler meget, morer sig meget og griner derfor meget. Højlydt. Det er selvfølgelig godt for dem, men helt ærligt har jeg svært ved at se komikken på den tid af dagen, når de larmer rundt og forstyrrer min skønhedssøvn.
Som jeg i høj grad har brug for…

Jeg er meget taknemmelig for, at der er nogen, der godt gider sørge for, at jeg bare kan smide mit skrald i en dertil indrettet mindre end 15 meter fra min gadedør, men jeg kan ikke forstå, at de ikke kan gøre det om dagen.