Same, same II

Igenigenigen var vi i Bath – det er næsten et must, når vi er herovre, for det en dejlig, dejlig by, og selv Charlotte og Tim kan opdage noget nyt hver gang, de her der, selv om byen såmænd ikke er voldsomt stor.

Nyt for John og mig denne gang var de romerske bade og Bath Abbey.
Selv om vi har været i Bath mindst 10 gange før, havde vi indtil nu ikke set de romerske bade – og vi fortrød lidt bagefter, at vi havde givet en mindre formue for det … det var endnu et bevis på, at papiret er taknemmeligt, for så grandiost er det altså heller ikke. Desværre. Men nu har vi set dem.
Så ved jeg heller ikke rigtig, om jeg skal blive glad eller sur, fordi kassedamen automatisk gik ud fra, at jeg var over 65 år! Jeg valgte det første – det gav trods alt seniorrabat til os begge.
De fik sig et godt varmt bad i bath, de gamle romere – og for den sags skyld også de senere generationer. Jeg stak lige en finger i vandet der, hvor det løber til badet fra den varme kilde. Det var så varmt, at man ville skulle nedsænke sig langsomt i det for at vænne kroppen til varmen. Lige, da jeg trak fingeren op igen, fik jeg øje på skiltet med Please don’t touch the water.
Sorry ‘bout that …

Faktisk var Bath Abbey mere interessant og langt smukkere. Glasmosaikkerne var imponerende; ligeledes loftets konstruktion, som må være den, de kalder en viftekonstruktion. Imponerende, at man har kunnet konstruere dette.

På mere end 200 år gamle mindetavler faldt vi over noget pudsigt: de brugte to forskellige s’er; et gotisk og det nutidige:

Billedet til højre kan klikkes større, hvis man vil læse inskriptionen.
Vi stod længe og forsøgte at regne ud, hvad s-systemet var og kom frem til den konklusion, at når et ord begynder eller slutter med et s, brugte man den moderne udgave, men står det inde i et ord, brugte man den gotiske udgave (se fx ‘Greatness’ i første linje) – hvis man skrev et ord med kapitaler, brugtes også det moderne s inde i ordet.
Men hvorfor??? Det kunne vi ikke regne ud. Er der en historiker til stede? Eller en, der er god til at google? Det vil jeg selv gøre, men har ikke haft tid endnu …

Denne ’statue’ har vi vist snart set i flere udgaver, men jeg er lige imponeret hver gang. Charlotte havde ikke set denne ‘umulighed’ før og kunne ikke regne hemmeligheden ud, før jeg forsøgte at give den forklaring, jeg selv finder den eneste mulige.
Ham her havde også fundet en metode til at lade vandet blive ved og ved og ved med at løbe ud af flasken – og det uden, at kruset løb over af den grund

Cheddar Gorge

I dag ville vi give C en fridag fra os gamle. Vi ville nemlig gerne se Cheddar Gorge, men der var for langt til, at vi kunne nå at hente børn fra skole, så John og jeg kørte alene.
Det var en smuk slugt at køre igennem, og da vi nåede ind til Cheddar, kørte vi hen, hvor vi kunne se The Open Top-bus holde. Den havde vi set på nettet hjemmefra og mente, det kunne være interessant at komme lidt omkring i den – med guide.
Men tror I, vi kunne det?
Nænæ, vi havde værs’go’ at tage hele pakken, med tre forskellige hulebesøg (hvoraf ét var særlig velegnet for børn, fordi vi skulle finde krystallen!), en 3 miles lang gåtur, indeholdende bl.a. 274 stejle trin op til et udsigtssted, den der bustur og så noget mere, jeg lige har glemt, men som alt i alt ville have taget en hel dag, hvilket vi slet ikke var interesseret i.
Det var altså ikke i orden, var det ikke! De kunne da i øvrigt have tjent meget mere ved at tage entre for tingene enkeltvis, så vi forstod overhovedet ikke det koncept.

Ved huleindgangen til hulen hvor vi kunne have haft set, hvor de fandt The Cheddar Man, Englands ældst daterede skelet, gik vi hen og spurgte, om vi da virkelig ikke bare kunne få lov til at se en enkelt hule and that’s it?
Jojo, de havde en pensionisttur (hrmpf. Det var ikke det, vi spurgte efter!), hvor vi formedelst 12 pund pr. næse kunne se hulen og bagefter få en Cream Tea på Costa. Jamen vi vil ikke have nogen Cream Tea, vi har lige spist en solid frokost …
Nå, men desværre, så … selvfølgelig kunne vi springe teen over, men det kostede stadig 12 pund. Gange to. Det var måske ikke så meget de 24 pund som det var det fjollede princip, der gjorde os stædige … vi kunne på samme måde også have fået det kvarters bustur for 38 pund ved at springe det meste af programmet over, men sådan leger vi altså ikke.

Så var det mere interessant at se den originale cheddarost blive fremstillet efter de gamle metoder. “The Only Cheddar Made in Cheddar” – og den eneste af slagsen, der ikke bliver maskinelt fremstillet. Den er stor, sådan en cheddar-fætter – en enkelt vejer lige knapt 28 kilo. 
Turen endte sjovt nok i deres butik, hvor vi blev præsenteret for alle smagsprøverne, så vi rigtig kunne blive fristet til at købe.
Det blev en af os også, så der blev hjembragt tre forskellige + en skøn chilichutney, der skulle være ekstra god på The Vintage Cheddar.

Selv vinduesudsmykningen på The Mousehole Cafe var cheddaroste … og man kan måske forstå, hvorfor vi ikke lige kunne se os selv foran en Cream Tea efter denne frokost?
John fik en Angusburger med salat, coleslaw og fritter; jeg en Jacket potato med bacon og … tadaaa – cheddarost, selvfølgelig … plus salat og coleslaw. Der var ri.ge.ligt. med mad.

Har I i øvrigt smagt en toasted brie & bacon burger med chilichutney? Det smager dæleme godt … det skal vi have indført derhjemme. Opskrift følger, når jeg har prøvet at lave en selv.
Vi har fået den i to udgaver; en toasted og ikke-toasted, men den sidste var ikke nær så god – brien skal helst være smeltet. Synes vi.

Jamen, det SKAL bare rime … så pyt med om det passer

Charlotte og jeg talte i dag om det gamle danske varsel, som mange vist kender:
Springer eg før ask, går sommeren i vask
Springer ask før eg, bliver sommeren bleg

Pludselig standsede C op, kiggede på mig, bad mig om at sige det igen og spurgte efter min gentagelse, om jeg var sikker på, at det var sådan det var.
Det var jeg helt sikker på – man kan jo heller ikke bytte rundt på noget, uden at rimene forsvinder.

På engelsk hedder det nemlig:
Oak before ash we’ll have a splash (= lidt stænk hist og pist)
Ash before oak we’re in for a soak (= heftig regn)

Se, det er jo meget underligt, dette her … talemåderne er direkte modsatrettede. Vi grinede en del, da vi opdagede det og blev enige om, at det måtte have været vigtigere, at det rimede end at det passede, for så stor forskel er der vel ikke på England og Danmark.
Og jo: jeg er ganske klar over, at hverken aske- eller egetræer blomstrer, men det gør æbletræerne …
(Da jeg slog op for at være sikker på ordlyden, fandt jeg ved samme lejlighed ud af, at planten vibeæg hedder snake’s head fritillary. Ikke ligefrem en direkte oversættelse her …)

Noget af det medbragte arvegods er sat på plads og er ved at blive pudset op – det var tydeligt, da der kom lidt polish på, at det var blevet forsømt med hensyn til denne pasning i mange år. Det havde bare fået med en fugtig klud, når der skulle tørres støv af.
Det blev så fint, så fint, da den dybe glød begyndte at træde frem igen.
Det er et flot møbel, som passer perfekt ind i stilen i det gamle hus herovre.

Nu skal hun bare finde ud af, hvad der skal i de små skuffer og nicher.
Og i skufferne og på hylderne … men på dem vil hun vist have bøger.
I alle skuffer dækkede C bunden med velduftende og smukt papir.
Mor her var imponeret … det var en skøn duft, som jeg sagtens kan forestille mig sive ud fra mine tøj- og undertøjsskuffer. Jeg må ved først givne lejlighed besøge en Crabtree & Evelyn …

Vejret: Ikke helt godt. Køligt og trist, men dog tørt.

Vi blev derfor hjemme i dag; skulle bare have fat i et par ting i Devizes – også fordi vi lige skulle være helt sikre på, at John er helt i orden.
I går eftermiddags brillerede han nemlig med at falde ned ad trappen. Den sidste halvdel af trinene foregik bumpvist.
Man tør jo snart ikke mere lade manden gå uden ledsagelse … trappen har nu også meget smalle trin, men John har mindre fødder end Tim …

Han er dog okay. I går var han øm i den ene hånd og i nakken, så vi var en anelse bekymrede.
Det var heldigvis i orden i morges alt sammen, så det har bare været stød og slag, men da vejret alligevel ikke indbød til noget udendørs, valgte vi at slappe af.

I min søsters hus er der … godt at være

I går så jeg jeg for første gang Meretes nyerhvervede hus. Det er fra 1970, men udbygget og ændret meget siden dengang – der er intet 70’er-præg tilbage. Heldigvis.
Det er bare det FEDESTE hus! Det var lige før, jeg blev misundelig – og så alligevel ikke, selvfølgelig, men hold fast, hvor jeg lige blev begejstret her – både for hus og have, som er japansk inspireret; med hyggelige små kroge, med drivhus og en stor gårdhave, hvor der oftest er læ. To terrasser; en stor, der er halvt overdækket og en mindre, som nok ikke vil blive brugt så meget.

Badeværelset var rustikt og toscansk i sit udtryk – jeg var totalt solgt.
Huset ligger på den sidste vej i byen, så der er udsigt til åbne marker og til Tryggevælde Ådal.

jeg kunne godt lide den brændte ler-farve, de forrige ejere havde givet alle ydervæggene – igen et lidt toscansk look.
Den gamle plov fra gården kunne hun ikke nænne at overdrage til Jernladyen, da gården blev tømt, så den er kommet til ære og værdighed i et hjørne af haven efter laaang tids glemsel i et overset hjørne. Jeg mener, far fik traktor i 1956, så det er tæt på de 60 år. Tænk engang … selv om fædrenegården ikke var stor (17 hektar), var det altså meget jord at skulle trave frem og tilbage på og pløje med kun ét plovskær.

Et dejligt stort brændeskur var der også, så Merete havde meget travlt i den sidste måned på gården med at få savet op og fjernet så meget som muligt af det, der lå og bare ventede på at blive gjort ovnklart.
Det sidste billede er absolut ikke medtaget for sine vinderchancer i en fotokonkurrence, men fordi jeg ville vise storkereden, ‘nogen’ har bygget. Den anes som en lille klump på en pind lige til højre for træet til højre, men vil blive tydeligere ved at klikke billedet større.
Sidste år blev der observeret et storkepar i området, så for at lokke flere til, har man bygget seks af disse storkereder, men endnu har der vist ikke vist sig nogle overhovedet … men håbet er ikke opgivet.
Tillykke med det hus, Merete. Det er du heldigvis allerede meget glad for, så det var alligevel godt, det hele gik, som det gik.

Jeg har lige stået på Elverhøj

For 185 år siden bestilte Kong Frederik VI et skuespil i anledning af sin datters bryllup.
Det blev til Elverhøj af Johan Ludvig Heiberg. Skuespillet er blevet Danmarks nationalskuespil og kan stadig kan trække folk i teatret.

Den ‘rigtige’ Elverhøj ligger på Stevns, hvilket ikke er så underligt, da stykket handler om klinte- eller elverkongen netop på denne sjællandske landsdel. Først hed den Ellehøj, men om den blev omdøbt i anledning af skuespillet eller allerede var blevet det inden, skal jeg ikke kunne sige.

Cheerleaders-begrebet er åbenbart også kommet til Stevns … se blot klokken 13 i billedet … den stynede pil (poppel?) ser da meget begejstret ud, ikke?

Egentlig er det jo bare nogle bronzealdermennesker, der møjsommeligt har skrabet en masse jord sammen til en gravhøj, men her på det meget flade Stevns kan man se vældig langt omkring, hvis man bare kommer få meter op i højden.
Kan I nok fornemme …

Grunden til dagens tur var, at jeg skullle ned og have en ny forsyning ramsløg, så jeg har til først Lene og dernæst til Ditte og Peter i næste weekend, men vi fik os en længere tur ud af det rundt på Stevns – bl.a. til Øster Egede Kirke og Jomfruens Egede, hvor Prinsesse Alexandra giftede sig ud af prinsessetitlen og i stedet blev grevinde.

Jeg kan godt forstå, at det hedder noget med ‘Egede’ – vi faldt for en meget, meget smuk og meget, meget gammel eg, der, skønt den trods alt ikke har set Elverhøj blive til, sandsynligvis allerede var stor og gammel, da Jomfruens Egede blev opført i 1300-tallet, og tilmed kan have hilst på vikingerne. Hvis Kongeegen ved Jægerspris er mellem 1500 og 2000 år gammel, kunne denne så ikke godt se ud til at være en yngre og smuk 1000-årig model?
Jeg kunne desværre ikke finde noget om den på nettet, så hvis nogen ved noget om den, vil jeg meget gerne også vide det.

Jeg fik ramsløg til Boel og alle børnene, som min fars familie plejede at sige, når der var mere end rigeligt af et eller andet spiseligt.
Der er produceret en hel del pesto, som jeg har givet en smule atamon og hældt på glas – jeg synes nemlig ikke, at ramsløgpesto er specielt fryseegnet; smagen ændres en del, så nu forsøger jeg mig med denne metode. Det pesto, man køber i supermarkederne, er jo heller ikke frosset, så det kan altså lade sig gøre at opbevare det uden at fryse det ned.
Desuden har jeg et par store poser med skyllede ramsløg i køleskabet, for bladene holder sig fint i små 14 dage.

Nu med arvestykker

Som vist fortalt tidligere et par gange eller syv, er gården nu langt om længe afryddet og afhændet.
Det er der naturligvis kommet lidt forskelligt ud af, ikke kun til os tre søstre, men også til vores afkom.^*)
Det er længe siden, vi delte møblerne og de øvrige ting mellem os og ‘til Svalerne’ eller ‘til bålet’, men vi ville ikke fjerne møblerne, før gården var solgt; rummene skulle ikke stå og se forladte, triste og forsømte ud. 
Da vi endelig kunne tømme alt, efter salget blev en realitet, blev vi endnu mere glade for, at vi havde ladet det hele stå … jeg tænker her på mærker på tæpper og vægge.
Det var lidt svært … på den ene side ville vi måske gerne have kunnet tage mere med os, men på den anden side har vi hver vores komplette hjem, hvor man ikke bare uhæmmet kan stuve flere ting ind – ting, som oven i købet kommer til at skrige til himlen af bar’ stilforvirring.

Pudsigt nok var næste generation helt vilde med visse af tingene, der har stået på gården ‘altid’, og som vi tre søstre absolut ingen lyst havde til at tage med os; mange af dem anskaffelser fra tresserne og halvfjerdserne, og som vi synes er temmelig grimme, for at sige det pænt, men som vores børn synes er trendy og ‘smart’ at have stående. Selv de rustfri serveringsfade gik som varmt brød.

Amagerhylden oppe til højre blev min. Den passer fint ind i både farver og miljø i svenskerstuen, synes jeg.
Ligeledes det gamle vægskab og endog rørstolene, som boede i mine forældres vinterhave. Jeg valgte dem, fordi jeg forestiller mig, at vi til næste år får udvidet terrassen, således at vi kan overdække noget af den, men indtil videre står de i stuen.

Da vi skulle hænge vægskabet op, målte John med vaterpas, hvilket undrede mig, for hvis vi hænger noget op i vater, ser det skævt ud. Der er ikke to rette vinkler i dette hus; alting skal hænges op, så det ser lige ud i forhold til alt andet og ikke objektivt lige.
Ikke desto mindre påstod John, at “lige her er der ikke skævt!”
Jeg sagde ikke noget, men da skabet efter visse besværligheder endelig kom op og hænge, så det så pilskævt ud, at man blev helt svimmel af at kigge på det …
Ned med sig igen og nu blev der målt efter øjemål (Ellens nærmest ufejlbarlige, husker I nok).
Det skulle hæves seks mm i den ene side for at se ud, som om det hænger lodret, hvilket måske ikke lyder af noget særligt, men I skulle bare have set forskellen, det gjorde!

De to søm har også en forklaring – og nu er jeg igen nødt til at hænge min søde mand ud – min John, som kan bygge og/eller samle de mest utrolige ting … men han kunne åbenbart ikke måle afstanden mellem de to ophæng på skabet. Jeg havde fået skabet på plads i min side, men vi kunne simpelthen ikke få den anden sides beslag ind over sømmet. Da jeg antydede, at der måske var målt forkert, blev John lettere irriteret: “Okay. Ned med skabet. Du kan jo selv måle efter. 43,8 cm skal der være mellem sømmene.”
Det var der også. Der var bare kun 43,0 cm mellem midten af hullerne i beslagene …
Jeg sagde ikke noget … men det holdt hårdt at lade være med at grine.
Væggen er af så hårde egeplanker, at han opgav at få det første søm ud (de er meget lange), men bankede det i stedet helt i.

^*) I bemærkede forhåbentlig lige dette? Det hedder nemlig ikke kun … men også. Og det hedder både … og.
Det hedder IKKE både … men også, som det åbenbart er blevet meget moderne at sige – også blandt professionelle sprogbrugere.
Underligt, at man slet ikke kan høre, hvor ulogisk både … men også lyder.

Find Holger! Hvem Holger?

Hvordan har I det med, at Holger Danske bliver solgt og måske skal flytte uden for landets grænser?
Jeg har det fint, vil jeg lige skynde mig at sige … den bronzestatue, der er til salg, er hverken et nationalt klenodie eller Danmarks inkarnerede identitet, men et kunstværk, der for 100 år siden blev bestilt af Hotel Marienlyst i Helsingør, så hvorfor folk lige falder i svime over denne auktion, har jeg lidt svært ved at forstå.
Hvorfor en vis fru Kjærsgaard skræppede op med det samme, er jeg dog ikke spor forbavset over.

Jeg synes især det var pinligt-morsomt, da Hr. og Fru Danmark på gaden blev spurgt, hvad de mente om sagen, og hvor der tilsyneladende var bred enighed om, at narj, selvFØLgelig skulle han da blive i landet og det var da også for dårligt og hvordan KUNne man dog GØre sådan noget – vi må starte en indsamling …
Men da samme Hr. og Fru Danmark blev spurgt, hvem denne Holger Danske egentlig var, var der ikke rigtig nogen af dem, der vidste det; dog kom der en del interessante, men relativt tåbelige bud.
Han skal altså blive i landet, men man ved ikke hvorfor.
Det var meget dansk: At vi ikke kender den korrekte baggrund skal ikke forhindre os i at brokke os og fyldes af hellig forargelse.

Bronzeudgaven, der er i udbud nu, er det efter min bedste overbevisning kun de færreste, der kender.
Hvis der endelig er en Holger Danske, der gerne må blive stående, er det gipsafstøbningen (nu beton, fordi gips blev ødelagt af fugten) til omtalte bronzestatue, som står i kasematterne i Kronborgs kældre, men skulle han også smutte, går det nok alligevel, og go’e gamle Danmark består sikkert uden ham. Han har alligevel aldrig holdt sit løfte … ifølge legenden skulle han blive levende, rejse sig og “redde Danmark i nødens stund”. Hvor var han fx den 9. april 1940, spørger jeg bare. 
Jeg synes til gengæld ikke det er helt i orden, at DR, der så forfærdelig gerne vil gøre indtryk af at være et seriøst og troværdigt medie (det lykkes dog sjældent), får den ‘morsomme’ ide at byde kunstigt op, så Lauritz.com må stoppe legen, da buddene runder 41 millioner. Auktionen er nu startet forfra.
DR P3 kalder det satire. Jeg er som sagt ikke enig, men jeg er enig med DRs kulturdirektør Morten Hesseldahl i følgende: “Der er meget forloren nationalromantik, der bliver pumpet ud i de her dage”.

Nu er Holger jo en særdeles hårfager herre (burde han så ikke have heddet Harald?), hvilket måske er forklaringen på, at stavningen gik lidt i hårdknude for TV2, da de ville fortælle om konkurrentens uheldige indblanding.

Knud Rasmussens hus i Hundested

Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen: Blogland er et fantastisk land!
Det er inspirerende og her kan man møde de dejligste mennesker.
Senest var det Ditte, der skrev et indlæg om et besøg i Knud Rasmussens Hus i Hundested, efterfulgt af en frokost på Halsnæs Bryghus.
Ellen, som åbenbart ikke har en selvstændig tanke i livet, lod sig omgående inspirere og spurgte John, om ikke han kunne tænke sig at transportere sig selv og hende en tur til Hundested; så ville samme Ellen give en frokost på omtalte bryghus.

Det ville han da gerne.
Det var et lille, men herligt hus, med Nordsjællands nok bedste udsigt. Man forstår så glimrende hvorfor en mand som Knud R ikke følte sig helt godt tilpas i Amaliegade i København, og derfor fik bygget dette hus i 1917 og opholdt sig her så meget som muligt.

Forfatteren Tom Kristensen boede her også over en tid; han var den, der skulle sørge for, at folk også gad læse de dybt faglige og dermed nok lidt mere end en anelse kedelige bøger, som Knud Rasmussen skrev.
Jeg ville da godt have prøvet at sove under denne isbjørn. Eller den anden … hvad? moskusokse, mon?
Eller have sådan en brændekasse i Sverige. Som John siger, han godt kan eftergøre. Sådan noget skal han altså passe på med at sige, for hvad den slags angår, har jeg en hukommelse som en elefant, så de ord bliver han mindet om inden længe.

Der må været groet en hel del op, siden denne bænk blev placeret – udsigten må siges at være temmelig begrænset i dag – specielt når der igen kommer blade på træer og buske.

Som det ses på første og sidste billede lagde vi ud med et flot, flot vejr, men det holdt desværre ikke; ved tre-tiden væltede det ned fra himlen med kæmpestore snefnug, som dog ikke blev liggende i mange minutter.

På Halsnæs Bryghus var alle sejl sat til.

Det var dog ikke den, John valgte; han nøjedes med ¼ liter alm. pilsner, da han jo skulle køre. Men den var skam ganske udmærket, sagde han … ufiltreret, men smagte godt. Det gjorde maden også. Vi bliver nødt til at komme igen en anden gang, for der var tre af retterne, jeg havde umådelig svært ved at vælge imellem for slet ikke at tale om at træffe beslutning om.

Efter frokost havde Ditte på egne og husbond Peters vegne været så sød at tilbyde at give eftermiddagskaffen, så vi arriverede hos dem lidt i halvto.
Ditte og jeg har været sammen på to strikkefestivaler og ved to blogtræf, så vi kender efterhånden hinanden. Vi har alle fire mødt hinanden til blogtræffet på Frilandsmuseet.
Det gik derfor ganske som forventet: snakken gik lystigt og helt uden pinlige pauser; lige pludselig var der gået næsten tre timer, og det var tid til at vende næsen hjemad, men vi siger tusind tak for en meget hyggelig eftermiddag.

Inden da fik vi heldigvis gjort alvor af at få aftalt det sverigesbesøg, jeg så længe har truet Ditte med, så John og jeg får snart fornøjelsen af disse to dejlige mennesker på ødegården. Det glæder vi os allerede meget til.
Som sagt: blogland er skyld i meget … godt.

De gamle … og det rigtig gamle

Jeg har i snart to år været familiens nestor – hvilket egentlig ikke er nogen specielt behagelig tanke.
Selv om John er godt syv år ældre end jeg, er han ikke spor nestor, for han har stadig sin gamle far, som i dag blev 89 år. Johns forældre var kun 18 og 21 år, da det ‘gik galt’ for dem, og de var nødt til at gifte sig – og John var et af de børn, der kom til verden efter kun seks måneders graviditet ægteskab. Det var nok ikke første gang i historien, sådan noget er sket …
Johns mor døde alt for ung i 1987; kun 60 år. I de sidste 21 år har Børge boet sammen med en sød dame, en ung kvinde på bare 87 år. Børge er sandt at sige ikke for frisk mere, rent fysisk, men hvis jeg kan flintre rundt på samme måde som Ruth, når jeg bliver 87, vil jeg være meget taknemmelig. Det er Børge også … han ville slet ikke kunne klare sig uden hende.

Det kom ærlig talt lidt bag på os, at de meget gerne vil en tur med til Sverige – det troede vi ikke, Børge kunne klare mere, men det påstod han hårdnakket, at han kan – han vil bare ikke sove på førstesalen … 
Det får de så lov til at slippe for og får i stedet Johns og mit soveværelse. Johns bror plus søster og svoger kommer også med. Hun har lige fået sit andet nye knæ for et par uger siden, så hun skal heller ikke på loftet. De kan sove i den gamle stue. Så er det da godt, at Søren, John og jeg stadig er unge og friske og kan overlade stueetagen til alle krykhusarerne, når hele bundtet kommer med derop om 14 dage.
Hvor vi derfor meget gerne vil se på et godt og lunt forår, tak!

På vej til fødselsdagen i dag ad en vej, vi selvfølgelig har kørt snesevis af gange før, fik jeg øje på en flot stendysse inde i skoven.
”Den har jeg da aldrig lagt mærke til før, John.”
”Den har ellers stået der i mange år. Rigtig mange år. Sådan cirka 5000, faktisk!”
Jajajaja …  
Om sommeren kan man ikke se den for løvet, men vi har da også kørt forbi i vinterhalvåret masser af gange.
Hvor er man dog blind for de nære ting sommetider. Jeg er i hvert fald, har jeg lige bevist på halvpinlig vis.

Min kaktus tror det er jul

Min novemberkaktus (eller er det decemberkaktus?) tror det er ved at være jul: den har sat et hav af knopper af.
Min anden kaktus er også på vej til at blomstre, men det er tredje gang, den gør det på denne årstid, så den er mindre galt afmarcheret.

Hele syv kommer den med denne gang – måske otte; den sidste knop er jeg ikke sikker på er en knop. Jeg tog den med til Sverige … jeg ville ikke risikere, at den havde afblomstret, når vi er hjemme igen mandag aften.

På vej til ødegården sad John og jeg og talte om, at vi alle er så trætte af denne lange vinter, men også om den nu også er så lang igen, når det kommer til stykket? Er det ikke bare os? Og måske især medierne, den er gal med?
Det har været fremme flere gange og flere steder i blogland, at mange kan huske vintre, der har været både strengere og længere end denne. Vi kom på vej herop til at tænke på vores første forår i Sverige, i 1995. Det var ikke på ødegården her, for den blev købt i november 1996, men i det firmasommerhus, som jeg havde vundet i uge 17 i både 1995 og 1996, og som var den direkte årsag til, at vi købte vores eget sted. Firmahytten ligger 15-16 km herfra, så vi kan nok godt regne med, at klimaet er det samme.
Da vi kom i slutningen af april 1995, lå der meget sne – meget mere, end der gør nu, en hel måned tidligere. Det, der gjorde foråret 1995 så fantastisk, var, at inden for den uge 17, vi havde lejet det lille, hyggelige soldatertorp, gik vi fra hammerkoldt til at opleve sydsvensk varmerekord. 28,2 grader kom det op på om torsdagen – næsthøjeste temperatur nogensinde målt i Sydsverige i april. Den højeste blev målt i 1993 og lå bare 0,2° over denne i 1995.
John tog billeder af Charlotte og mig, hvor vi sad i haven med næsten ingen tøj på, men med snedriver rundt omkring os. Birken nåede at gå fra ‘ingenting’ til lysegrøn på den uge.

Vi blev fuldstændig vilde med Sverige og var helt sikre på, at vi ville forsøge at få fat i hytten igen på samme tid året efter, hvilket som nævnt lykkedes, og efter disse oplevelser mente vi bestemt, at de helst skulle opleves hvert eneste forår. Og sommer. Og efterår. Og vinter.
Det nyder vi så nu på 17. sæson. Dejligt.

Der er et egern, der har vældig, vældig travlt ovre i det store ahorntræ. Det vimser rundt med gevaldig stor fart på og er næsten umuligt at indfange med kameraet, hvorfor selv det bedste af billederne ikke er godt, men sløret – det bliver derfor ikke bedre end dette, desværre – det gjorde det heller ikke nemmere, at jeg stod med håndholdt kamera med zoomen ude på omkring 40 af de 50 mulige.

Flere gamle ting

Vi har lige hentet de oldgamle plantekrukker på gården – de var fyldt med bundfrossen jord, da vi ville tage dem i weekenden, så vi kunne ikke have dem med i bilen.
Nu har de stået på hovedet siden i lørdags … vi håbede på, at solen så kunne få dem til at slippe jorden.
Det kunne den.

Så vidt jeg ved, var der ingen andre, der ville have disse måske ikke særlig kønne plantekrukker – jeg synes bare, de vil være helt perfekte at stille på en 160 år gammel ødegård i svenskrøde og hvide farver.

Jeg er ikke sikker på, at John var helt enig i, at de vil se godt ud deroppe, men jeg lod være med at spørge ham, og han har ikke benyttet sig af nogen form for vetoret.

Denne her er ret stor. Og ret tung.
Men den ser altså godt ud, når den er gjort ren. Og fyldt med blomster.
Synes jeg.

Mon ikke John vil synes det samme, når vi har fået bakset den på plads?
Det tror jeg.

Jeg ved egentlig ikke, hvor gamle de er – de har ‘altid’ været på gården, så mon ikke de første gang er plantet til af min farmor?
Der er noget viktoriansk / klunketid over den på fod, er der ikke?

Synes I også, at jeg er et pjattehoved, at jeg gider slæbe dem til Sverige?
Det var et retorisk spørgsmål, for det er lige meget, hvad man mener – sentimental value er absolut mere sentimental end value.
Affektionsværdien er pænt stor for mig – også selv om man smiler lidt ad mig.
Det kan jeg godt tåle.

Tom, tommere, tømt

Igen har vi været på gården; denne gang for at gøre rent. Ikke som i skure og skrubbe os grønne i hovederne og hudløse på hænderne, men bare så det ikke ser alt for slemt ud. Vi ved, at den nye ejer vil totalrenovere stueetagen, så der er ingen grund til at bruge for meget knofedt på gulvtæpper, som alligevel bliver hevet af ved først givne lejlighed.
Jeg ville selv have gjort det samme: der er de skønneste, gamle gulve overalt; godt nok dækket af 17 lag lak, men det kan jo høvles af. Sådan noget gjorde far og mor ikke i; de er vokset op med lakerede gulve, så de ville have tæpper, tæpper, tæpper. Det eneste sted, de, efter hårdt pres fra os børn, høvlede gulvet af, var i spisestuen – som blev så flot, så flot.
Jeg husker udmærket, da mor med jævne mellemrum lakerede gulve i min barndom – altid sent om aftenen, så det kunne være tørt næste morgen. Jeg tror virkelig, hun afskyede at lakere gulve, selv om hun aldrig klagede, og vore dages afhøvlede gulve var formentlig et ukendt begreb for 60 år siden … var snarere et tegn på, at husmoderen var en dovenlars. Sandskurede gulve kender vi, men de var nok kun for fattigfolk, som ikke havde råd til lak, og fattig var en bonde så sandelig ikke! Det kan godt være, der stort set ingen penge var, men fattig var man ikke!
Så der kom tæpper overalt, efterhånden som de fik råd.

Staldbygningerne kender jeg ikke alderen på; min farfar og farmor købte gården i 1911 og byggede ‘det nye’ stuehus i 1924. Det er helt symbolsk: Kvinderne på min fars side bliver tilsyneladende alle sammen 89 år, og nu skal vi tage afsked med et 89-årigt stuehus …
For 89 år siden skulle man have disse rosetter midt i loftet, hvorfra lampen skulle hænge:

Om stukkatøren ikke havde lyst til at modellere den samme tre gange, eller det var en ordre fra bygherren, ved jeg ikke … jeg holder mest af den i midten.

Kælderen skulle have en ordentlig omgang med støvsugeren. I et mørkt hjørne lå ham her – nærmest helt forstenet; i hvert fald meget, meget stiv. Jeg lod min søster beholde den som et minde …

Bakelit-stikkontakter … ses ikke ligefrem hver dag mere.
Far var lidt sjov sommetider: han havde ikke noget imod at bruge mange penge på at betale en ferie for hele familien; heller ikke med andre ting var han nærig, men så snart det var noget med interiøret, skulle der helst ikke bruges penge på noget, så længe det gamle overhovedet fungerede.
Utallige er de meter brugt ledning, vi har smidt ud under oprydningen. Det er blevet gemt og gemt og gemt … flere gange, når John satte nye lamper op for far, var han (John) ved at blive ekskluderet som svigersøn, fordi han insisterede på kassere de gamle ledninger. Vi var ikke klar over eksistensen af den store kasse med meget gamle ledninger, vi fandt i en af staldene.
Min mor kunne heller ikke smide noget ud; hun gemte ALT. Selv brugt gavebånd. Jeg tror, det har noget at gøre med, at mine forældre var 14 og 19 år, da 2. verdenskrig brød ud. Dengang smed man intet ud, og den vane har de åbenbart aldrig kunnet lægge af.

A long walk down Memory Lane

I går, da Hans faldt over skålstenen, som Aage og senere også Ragnhild kunne fortælle mig, det var, blev også mine forældres mange fotoalbum hevet frem. Det er sidste udkald nu, gården bliver tømt af Svalerne i denne uge, så nu skulle det være med de billeder.
Efter aftensmaden i går satte vi os med alle albummene og gik billederne igennem – hver af os tog, hvad vi havde lyst til at plukke; de to andre enten nikkede et okay til det, eller, i sjældnere tilfælde, sagde en eller begge, at det billede kunne de også tænke sig, hvorefter det blev lagt i en bunke til senere kopiering.
Den bunke blev ikke så stor, da vi hver især logisk nok var intereseret i billeder, der havde mest tilknytning til den pågældende selv, men der var selvfølgelig overlap, så at sige.

Åhhh, hvor vi mindedes alle tre. Sammen og hver for sig.
Jeg hev selvfølgelig de fleste billeder af Charlotte og mig sæ’l ud af deres sammenhæng.
Til højre og herover ses et bevis på, at jeg har været slank. Suk. Det var dengang. Det var lige til for omkring otte år siden.
Charlotte med gårdens nye føl – jeg har på fornemmelsen, at C har lånt sin mosters ridestøvler … og hmmmm … jeg er vist også stukket i lånte træsko på billedet til højre.

Charlotte lidt ældre; nu med egne ridestøver og forfremmet til at måtte have ansvaret for sin kusine Heidi, mens denne sad på Charlottes Welsh Mountain pony. Nu har den små Heidi selv en lille baby …

Det er nu superhyggeligt at kigge tilbage i tiden på denne måde.
Der var masser af billeder af far fra hans mange år som en af byrødderne i vores kommune – der var billeder fra de mange fester, der i tidens løb er holdt enten på gården eller i lejede lokaler – der var billeder fra nogle af ferierne i min ungdom og mine søstres barndom; ikke så mange, for der tog far mest lysbilleder. Disse har Bodil taget med hjem for at sortere – et kæmpe arbejde, men det haster jo ikke.

Min egen billedstak blev omkring tre cm høj. De skal nu scannes, så jeg selv har dem elektronisk; papirudgaven får Charlotte,når jeg er færdig med at scanne. Jeg er startet, som det jo tydeligvis fremgår af indlægget her, men det er lidt af et tålmodighedsarbejde, hvilket ikke er min stærkeste side.

Vi runder af med mors 75-års dag i 2000, hvor vi kun var familien, og fars 85-års fødselsdag i 2005, hvor vi var omkring 50, der var med til at fejre ham. Han holdt også sin 90-års dag, men det var hjemme på gården og kun med børn, børne- og oldebørn, samt en enkelt nevø; dvs. vores fætter.
Merete, højgravide Charlotte og jeg er, så vidt jeg kan se, i gang med den ansvarsfulde opgave at lægge glaskortene på, så folk kan finde deres pladser – og far vanen tro på vej hen for at tjekke, om vi havde styr på tingene …

Jeg beklager dette for alle jer totalt uinteressante indlæg, men jeg var nødt til lige at gå en tur hen ad mindernes sti – eller hvad det nu hedder på dansk. I kan være glade for, at I kun var med på en meget, meget lille del af den …

Fund fra køkkenmøddingen

Selv om jeg føler mig som repræsentant for overskriften, er det trods alt ikke sådan, det er.
Vi ved, at der nede på fars marker engang har boet stenalderfolk; der er fundet markant mange flintredskaber; både færdige og som halvfabrikata.
Det har jeg skrevet om før.
Denne havde jeg aldrig set før:

Et levn fra det tidlige bondesamfund. Vil jeg tro. Vi har ikke fået den kulstof-14-dateret, men det er tydeligvis en sten, de har brugt til at male korn til mel. Der er to huller af forskellig dybde – hvorfor ved jeg ikke. Nogen bud?
Da Hans fik øje på den, sagde han straks, at den ville han have med hjem, så det fik han. Han er en rigtig samler, er han, men det passer vel i bund og grund fint … han er jo familiens jæger …

Lige nu er jeg halvdød. 38° stod kropstemperaturen på i morges, men jeg medicinerede mig ud af det og tog med på gården for at rydde ud. Igen. Men nu kan vi se en ende på det.
Jeg har sandt at sige ikke været jordens mest effektive i dag og var helt lettet, da vi blev enige om at spise hjemme hos os, for gården er for det første ærlig talt ikke det hyggeligste sted mere; med alt fjernet hvad folk vil have. Resten henter Svalerne på onsdag. For det andet vil jeg hellere gå og nusse med mad frem for at slæbe tunge ting.
Jeg kørte hjem for en god time siden og efter endnu en dosis Lemsip All in One kunne jeg godt overskue at lave mad til ni.
Har I hørt mig allesammen? Jeg hedder Ellen og jeg er en helt …

Kitsch

Muligvis inspireret af gårsdagens oprydningstravlhed, har John i dag ryddet op på vores loft … jeg vil tro, at Charlotte og Pernille vil blive glade, hvis ikke vi efterlader så meget ragelse til dem.

Og endelig. En.de.lig. tog John sig sammen til at kassere de to rædsler, han havde med hjem fra New Mexico dengang han i 1968 var derovre for at lære at skyde raketter af.
Der er virkelig kitsch i højeste potens, hvis I spørger mig … men jeg har skam ikke tvunget ham til at smide dem ud efter disse mange år – på en måde forstår jeg ham jo godt, for billederne bringer minder fra hans soldatertid, som af en eller anden grund altid står i et gyldent lys for de involverede parter.
Men jeg har gennem alle årene nedlagt veto mod at hænge dem op i et rum, jeg nok så kortvarigt opholder mig i! Den dag, vi har et hus, hvor John kan have helt sit eget værelse, kunne han hænge dem der … men sådan et stort hus får vi nok aldrig.
De er i plakatstørrelse, malet på fløjl med glimmermaling, ‘guldstøv’ og hele pibetøjet … ganske på linje med temaet over barneansigtet med en tåre trillende ned ad den ene kind.

Indrømmet: det er svært at smide ud. Mange af tingene, der gennem tiden er røget på loftet, ved vi udmærket, at vi aldrig mere ville få brug for, men der har været minder forbundet med dem alle. Jeg synes, at det engelske udtryk for affektionsværdi er bedre end det danske: sentimental value. Det er jo lige netop det, det handler om.

Det ville sikkert glæde John, hvis de kunne havne i et godt hjem frem for i en container, så hvis I er hurtige …

Cafe fogelmums – nu med selskabslokale

Vi har udvidet restauranten med et selskabslokale. Vi var efterhånden blevet ret trætte af flagspætten, som ikke kun får ryddet ud i maden på ingen tid, men samtidig er så tyrannisk, at den ikke tillader de mindre fugle at være i nærheden af den.
Flagspætten er ganske vist en meget flot fugl, men det er ingen undskyldning for at opføre sig sådan over for de andre.
Da det desværre nok er for sent at begynde at opdrage på den, måtte vi finde på noget andet, hvilket derfor blev dette fuglefoderhus, hvor der er plads til flere småfugle, mens flagspætten er for tyk til at komme indenfor. Det er fyldt med nødder og mejsekugler, så vi håber det bliver et hit.

Musen har kronede dage med resterne fra den mad, der uvægerligt drysser ned på jorden, når fuglene spiser.
Han har sit lille hul, han kommer ud og ind ad, og han er lynhurtigt væk igen, hvis der nærmer sig en fugl i så meget som mejsestørrelse.
Jeg har intet imod mus, bare de holder sig væk fra det indvendige af huset, og hvis vi kan forhindre dette ved at fodre ham af på denne måde, skal han være lige så velkommen som alle fuglene.

John stod og manglede otte kroge til et lille projekt med interimistisk rumdeling, vi har gang i, så turen gik til Broby for en visit i den gamle isenkramforretning.
En skøn biks, hvor man bliver sat 50 år eller mere tilbage i tiden.

Han har også alle de ting, man nu engang er nødt til at have i dagens Sverige, men denne ende af butikken er slet ikke til at stå for.
Hvis man mangler to skruer af en bestemt slags, så kan man købe de to skruer. Ikke noget med at skulle købe 20 eller 50.

Han har alt, hvad tænkes kan i skruer, underlige eller ikke-underlige beslag og lignende. Hvis ikke han har hvad man skal bruge, kan man godt glemme alt om at lede efter det andre steder.

Mit barndomshjem er solgt

Nu er det en kendsgerning: fædrenegården er solgt, og der flytter nye ejere ind 1. april.
Min søster, som boede der og skulle have overtaget gården, er blevet alene og kunne ikke overskue at skulle passe det hele alene – hvad vi alle så udmærket forstår. Lige om lidt er hendes sidste barn flyttet hjemmefra, og så er det altså et meget stort sted at være én i. Eller på. Hvad hedder det egentlig? 
Vi har derfor holdt møde og lagt en plan … der er meget, der skal ryddes ud og væk. Rigtig meget, faktisk … 100 års efterladenskaber kan godt fylde lidt i staldene.

Fars skrivebordsskuffer er også lige blevet tømt; de viste sig at indeholde flere overraskelser, bl.a. rationeringsmærker. Hvorfor i alverden han havde gemt dem i alle disse år, kan ingen regne ud, men nu er de jo nærmest et kuriosum og blev derfor heller ikke smidt ud ved denne lejlighed.

Vi vil naturligvis alle sammen komme til at savne stedet med vores fælles rødder. Også jeg, selv om jeg for lidt siden påstod, at jeg ikke var særlig berørt af det.
Vi vil savne stedet, hvor der blev holdt Sankt Hansaften for mange af vores venner i en skøn pærevælling, så vi ofte var over 50. Stedet med plads nok til uden problemer at kunne samle hele den nærmeste familie, også selv om den voksede og voksede. Stedet, hvor både mine søskende og jeg har holdt mange af livets store fester, fordi der var plads nok og fordi mor og især nok far elskede fester.

Det er naturligvis et sted med tusindvis af minder, men disse kan ingen tage fra os, og mine følelser kan måske sammenlignes lidt med min holdning til gravsteder: jeg husker inde i mit hoved og har ikke behov for et sted at gå hen.

Det bliver da bestemt lidt mærkeligt at skulle køre forbi gården og vide, at man aldrig selv mere vil sætte sine ben på det sted efter 1. april. Jeg er dog nok ikke lige så berørt af det som mine søstre er, og slet ikke så meget som de fleste af børnebørnene, men jeg nok mindre så sentimentalt anlagt end de er – vil jeg tro. Jeg har det mere sådan, at okay, sådan er det altså nu; beslutningen er truffet, vi kan ikke gøre noget ved det, så vi må bare videre herfra.

Kold, tænker nogle måske. Pragmatisk, foreslår jeg selv. Det var jo alligevel ikke det samme mere … ikke det sted, hvor far boede og hvor jeg kom uanmeldt og bare bragede ind ad døren uden at banke på, som om jeg stadig boede hjemme. Efter fars død var det min søsters hjem, og som sådan opfattede jeg det og respekterede det også.

På lørdag kommer Charlotte og børnene hjem, og på søndag skal vi samles på gården – det bliver således sidste gang, Charlotte vil være der, hvilket hun bestemt også har det underligt med. Det var hendes andet hjem; hun kørte derud stort set hver eneste dag for at passe den hest, far gav hende, da hun var otte år. Eller hest og hest … den første i rækken var en shetlandspony … de voksede lidt med årene, så at sige – ganske som Charlotte selv gjorde.

Fra ruin til beboelse

Gårsdagens wattle and daub rejste et par spørgsmål … C&T købte for fire år siden et vidunderligt, men særdeles dårligt vedligeholdt hus; The Malt House. De to kunne se mulighederne med det samme og kunne sagtens abstrahere fra alle elendighederne.
Begge Tims forældre og deres respektive ægtefæller syntes, det var jordens dårligste ide at begynde at proppe penge i den ruin; John og jeg kunne godt se mulighederne, men det kom noget bag på alle, at deres gamle hus blev solgt så hurtigt, at de var tvunget til at flytte ind i noget, der ikke engang var halvfærdigt. Vi tog derover i påsken 2009 for at hjælpe dem med at flytte, og vi var dybt, dybt bekymrede for, at de skulle blive syge, for der var lang vej endnu.
De eneste, der – heldigvis – så lyst og let og fulde af optimisme på tilværelsen, var Tim og Charlotte.
Til højre ses et stykke wattle and daub på en ikke-restaureret væg fra den del af huset, der forhåbentlig engang kan blive til vores granny-flat.

De hev et to meter tykt lag strå af for at kunne komme til at reparere taget, som var ved at styrte sammen under vægten – og også havde gjort det et enkelt sted, nemlig ind til det rum, der i dag er Aubreys værelse. Lidt af en forskel, ikke?

Soveværelset er der også sket en anelse med …

Og spisestuen …

Stort set den samme forskel kan vises for alle rummene. Vi synes stadig, det var meget modigt af dem af kaste sig ud i det projekt, men for dem var det kærlighed ved første blik, da de så det hus, og så var der jo kun én vej frem. Det har været en lang proces – nu er det næsten færdigt, men helt færdig bliver man jo aldrig med et hus, der stammer fra 1410.
Det er kun omkring halvdelen af det, der er udnyttet i dag – resten er selve den gamle malttørredel, der som sagt gerne skulle blive til en grannyflat, men som I ser, er det også noget af et projekt, og ikke lige noget, man gør fra den ene dag til den anden.
Til venstre: et kommende soveværelse – hvor der igen ses noget wattle and daub. Til højre: en kommende dagligstue; begge med loft til kip.

Nogle steder restaurerer og genskaber man det gamle wattle and daub – som Mia så rigtigt sagde i en kommentar til forrige indlæg, har bindingsværket nogle gange svært ved at samarbejde med mursten – andre steder kan man af forskellige årsager blive nødt til at bruge mursten.
Her er man i gang med at genskabe det gamle:

Og i 2011 så det samme hjørne således ud – det var også her, hullet i Aubreys værelse var – vinduet øverst til venstre.

Og endelig huset, som nogle af jer har set det så mange gange før – man tror slet ikke, det er det samme hus, fordi det er så forskelligt mod vejen og mod haven; dvs. mod nord har man i videst muligt omfang beholdt det gamme wattle and daub, mens der mod syd for længst er blevet muret op i mursten. Det sidste billede har jeg taget i dag – er I ikke lidt misundelige over vejret? Bare lidt?

TGIF

Thank God It’s Friday.

Hvorfor jeg havde dette i mit hoved hele vejen hjem fra arbejde, aner jeg ikke. Jo … altså … selvfølgelig er det weekend, men det bliver det som bekendt en gang om ugen, og det er meget længe siden, jeg sidst har haft TGIF oppe at vende.
Jeg lærte vendingen at kende, da jeg som nyuddannet arbejdede i New York i 1976. Det blev kun til to måneder, men to måneder, jeg stadig husker stort set hvert eneste minut af, fordi det var så anderledes, så skræmmende, så spændende for lille Ellen, der ikke engang var fyldt 23.

Dengang havde jeg kun et kamera, der havde negativerne på en lille disk. Er der nogen, der husker dem? Møgelendig billedkvalitet var det, men læg alligevel mærke til det indsatte foto, som viser noget, ingen har kunnet tage magen til siden 11. september 2001, nemlig Twin Towers, som kun var tre år gamle i 1976.
Frihedsgudinden kan lige anes yderst til højre – billedet er taget fra toppen af Empire State Building.

NY var som sagt både skræmmende og spændende. Jeg arbejdede på Columbia University, som ligger i Spanish Harlem – ikke så slemt som det andet og mere kendte Harlem, men slemt nok. Jeg boede og arbejdede sammen med to andre danske piger, men det var meningen, at jeg skulle have min egen lejlighed inde på Manhattan, og det, jeg havde råd til, var bestemt ikke en penthouselejlighed i et mondænt kvarter. Vi så på en, som var billig, men som trods det lå i kvarter, hvor jeg ikke ville være bange for at færdes om aftenen.
Vi fandt dog hurtigt ud af, hvorfor den var så billig: den var beboet af mindst en million kakerlakker. To, måske. For HULEN, det var ulækkert. Da vi trådte ind i lejligheden, troede vi, at der var et brunt tæppe på gulvene, men det viste sig at være et særdeles levende kakerlaktæppe, der forsvandt guderne må vide hvorhen, da vi trådte ind i stuen.
Mine to meddanskere sagde, at det godt nok var særlig slemt, dette her, men at det var næsten umuligt at finde en lejlighed i NY uden kakerlakker, og de skulle nok hjælpe mig med at få dem udryddet. Jo tak …

For at gøre en lang historie kort, nåede jeg aldrig at flytte ind. Vi fik den gjort ren, men på omkring det tidspunkt fik jeg nogle grumme anelser om, at der var noget på færde, som ikke helt var efter planen.

Jeg fandt ud af, at jeg måtte have været omkring 10 timer gravid, da jeg landede i NY.
Den læge, der var min chef, turde ikke lade mig blive og arbejde for ham, da jeg havde en hel del med radioaktive isotoper at gøre, nemlig I₁₂₅, I₁₃₁ og P₃₂. Det var ikke spor farligt, hvis man vidste, hvad man havde med at gøre, men alligevel ikke noget, man burde arbejde med som gravid.

Jeg tog derfor hjem til Danmark igen, fik arbejde på Hvidovre Hospital og fik Charlotte i december – der kom lige en ændring i karrierevejen, men det gjorde ikke spor.
At faderen til barnet ikke var ham, jeg skulle dele mit liv med, er en helt anden historie. Jeg troede, jeg var sikret mod graviditet, men min læge fortalte mig alt, alt for sent, at Minipiller ikke virker, hvis man er udsat for stress af den ene eller den anden art. Det havde måske været smart at fortælle mig det, da han gav mig recepten, for det må siges, at jeg var lettere stresset og spændt i de sidste to uger op til det, der skulle have været et halvt års ophold i New York.
Planer er til for at ændres.
Trods det tør jeg godt have planer om at få en god weekend og jeg vil håbe, at I også må have en dejlig en af slagsen.

Gl. Estrup

I dag blev Gl. Estrup herregårds- og landbrugsmuseum besøgt, men de 3½ time, vi havde til rådighed, var ikke nok, desværre, hvilket kom lidt bag på os.
Det første der mødte os, var en allé af roefjæs, som flankerede hele vejen op til hovedbygningen. Det er Allehelgensaften i aften, og der var linet op til et større arrangement med masser af uhygge og god mad.
Jeg synes det var herligt befriende at se de lokale råvarer taget i anvendelse efter visuelt at være blevet stopfodret med græskarfjæs de seneste uger. Roerne giver oven i købet mere plads til variation, som det ses på det meget lille udvalg, jeg fotograferede. Farven er måske ikke lige så smuk som grækarrenes, men det gjorde nu ikke så meget – jeg synes det var nogle skønne uhyggefjæs.

Selve slottet og de restaurerede lokaler var yderst interessant; selv ungerne kedede sig ikke et sekund.
Selv det at få de meget sexede og ikke mindst beskyttende futter på var en lille smule spændende – og meget mærkeligt i deres øjne.

Billeder tog jeg selvfølgelig rigtig mange af … skal nok skåne jer for 98 % af dem …
I køkkenet med det meget store, gammeldags komfur var fire damer ved at tilberede desserten/kagerne til de 1200 personer, der invaderer slottet i aften. Den ene af damerne var synligt irriteret og stresset over, at vi kom og kiggede; de tre andre tog det fuldstændig roligt – den ene af dem havde masser af overskud til at forklare os en masse om køkkenet og dets tidligere personale … sådan er vi jo så forskellige.

‘Cafeteriamaden’ hørte til i den bedre ende af den skala … ikke noget med friture her, men et stort og lækkert måltid, tilberedt af de gode råvarer (måske lige med undtagelse af Annas røde pølser). Alle andre end John var nødt til at opgive inden der var spist op. Jeg fik et mørkt brød med pesto, serranoskinke, semidried tomatos og andre lækkerier, anbragt på et bjerg af salat. Der var meget mad!

Selve landbrugsdelen af museet endte vi med kun at have tre kvarter til, hvilket selvfølgelig slet ikke var nok.
Aubie nåede dog at pløje en lang fure. Flere, vist … han var svær at få revet væk fra dette spændende legetøj igen. Han skulle løfte i håndtagene for at få hestene til at gå, hvilket gav en god ide om, hvor hårdt et arbejde det var at skulle gå i 12-14 timer bag heste og plov. Så snart han slap grebet, stod krikkerne bomstille.

Vi har heldigvis lov til at komme igen en anden gang.

VHS eller Betamax? TomTom eller Garmin?

Vi halv- eller helgamle oplever ofte, at ting går i ring. Kan I huske, da videomaskinerne var nyt og spændende legetøj i starten af firserne?
Der opstod lynhurtigt butikker, der udelukkende beskæftigede sig med udlejning af videofilm, som i starten fandtes i tre formater: VHS, Betamax og System 2000 (tror jeg det hed). Det sidste forsvandt vist forholdsvis hurtigt ud i glemslen, men de to første kæmpede i årevis om magten. 
Man skulle helst være medlem for at få lov til at bruge penge på at leje videofilm, ellers kostede de mere at leje pr. film. Det var vildt dyrt at blive medlem, og ‘abonnementet’ virkede kun et år. Jeg blev presset hver gang, vi lejede en film, men jeg havde hurtigt regnet ud, at vi skulle leje mere end 60 film pr. år, før det kunne svare sig at blive medlem af den eksklusive klub, så jeg nægtede hårdnakket at betale de 600 kr, som jeg husker det var, og som var mange penge for mig i 1983.
Charlotte elskede simpelthen, når vi somme tider i weekenden kørte til Greve og lejede film (biksen lå bestemt ikke lige om hjørnet) – så var jeg virkelig Supermor med stort S. Hun var seks år, da vi fik vores VHS-maskine, som var det system, der endte med at overtage hele markedet.

Lidt den samme konkurrence fornemmer jeg, at der er mellem TomTom og Garmin – jeg er spændt på, hvem der vinder.
Vi er på vores tredje Garmin nu. John kom søreme til at forære sig selv sådan en i gave forleden dag – vi regner jo med at skulle køre Europa tyndt fra og med næste år, så der skulle lige opdateres på navigeringsfronten.
Vi købte vores første TomTom, da vi var i USA i 2010, men den har vi aldrig været tilfredse med, så vi håber på, at Garmin vinder krigen – hvis der ellers overhovedet er en krig …

Er den ikke nuser? Den ligner en miniature-monitor, som den står der ved siden af min tekop. Det var ikke den billigste udgave, men fordelen ved det er bl.a., at der er gratis opdateringer, så længe dimsen holder.
Den står på en fod, som ikke glider på instrumentbrættet, hvilket er lidt bedre, end at den hænger i vinduet, synes vi.
Den fungerer som en tablet – man forstørrer eller formindsker ved at trække med fingrene, og man bladrer ved at ‘skubbe’ til billedet.
I stedet for den kun taler til os (vi slår godt nok næsten altid lyden fra), kan vi nu tale til den: “Hej, fru Garmin, vi vil gerne hjem nu!”
Der er flere interessepunkter; der er vækkeur (??? Hvis man skulle falde i søvn bag rattet, eller hvad?)

Vi koder ikke Hjem ind … vi har ladet os fortælle, at biltyve bruger den funktion, idet de regner med, at hjemmet er tomt, når bilen er ude, hvorefter de kører direkte hen og tømmer hjemmet.
Jeg aner ikke, om det er en vandrehistorie, men det kan under ingen omstændigheder skade, at der ikke findes en adresse under Hjem.

Vidnesbyrd

Der var flere ting på dagsordenen i går: da vi alligevel var i nabolaget, aflagde vi et besøg på Det Blå Marked for at blive forsynet med krydderier; især peberblandinger. I den ene hal er der en stor stand med alt, hvad hjertet kan begære af teer og krydderier af alskens art. Man får meget for pengene – en pose koster 12,50; fem poser for 55 og 10 for en hund.
60 gram tørret oregano er meget oregano at få for en tier; det er de store krydderiglas, der skal i brug, når der tages hul på poserne. Selvfølgelig kan det ikke betale sig at køre helt til Haslev bare for at købe de krydderier, men når vi alligevel er i nærheden, benytter jeg mig altid af det.

Vi gik en runde, nu vi var der. To steder faldt jeg over en bunke med gamle karakterbøger og vidnesbyrd, og jeg kunne ikke lade være med at bladre lidt rundt i dem.

Svend Aage Hansen var vist ikke særlig begejstret for matematik … fred være med det, men der var en ting, der undrede mig, da jeg så matematiklærerens kommentarer og sammenholdt dem med årstallet for karakterbogen. Kan I gætte, hvad det var? (Det er muligt, at I er nødt til at klikke billedet større).

Bogen er fra 1934. Indtil 1948 skulle navneord skrives med stort begyndelsesbogstav, hvilket denne matematiklærer af en eller anden grund ikke gjorde.
Det synes jeg er ret underligt.

Kirsten Rosendal og de andre forældre fra hendes årgang fik i 1946 hver eneste uge en lille rapport med hjem til forevisning. Man kunne se, at farmand Axel Rosendal oftest kvitterede for at have set det, men mor Louise kunne også få lov, hvis det skulle være.
“Alle børn får anmærkninger”, kunne vi høre Ingeborg Skjern sige i går i Matador, men det passede åbenbart ikke på den små Kirsten.
Hun havde en lang sygeperiode (eller to? Det kan jeg ikke helt gennemskue), og man kan jo kun gætte på, hvad det kan have været, men mange sygdomme var sikkert slemme at komme igennem. Penicillinet kom godt nok under eller lige efter 2. verdenskrig, men om det var nået ud til alle i 1946, ved jeg ikke.

En sparekassebog fra 1901 måtte jeg også lige snuse lidt i. “Kontrabog” hed sådan en, og man hævede 10, 20 eller 30 kroner ad gangen.  
To underskrifter; den ene med et fejende schwung.
Læg også mærke til, at der kun stod ’1′, således at man i hånden skulle skrive ’901′ for årstallet. Bogen er sandsynligvis trykt i slutningen af 1800-tallet, men man har tænkt så langt, at de alle muligvis ikke nåede at blive brugt inden århundredeskiftet, så man fortykte ikke ’18′. Man smed ikke bare væk dengang.
Jeg kunne have kigget meget længere, men jeg tror ikke, John syntes, det var lige så interessant, som jeg gjorde.

Der var liv i skoven. Lidt for meget liv

Med den sidste bemærkning i overskriften sigter jeg til de tre flåter, jeg kunne pille af i aftes. En på venstre arm, en på ditto bryst (måske en han … ?) og en i venstre knæhase. Yak, det er bare SÅ ulækkert, selv om jeg snart burde være vant til det – jeg hiver næsten altid flåter af efter skovbesøg, og i går var jeg mange gange nede på knæ for at tage alle mine svampefotos, så det var vel næsten at forvente.
Jeg er dog så heldig, hvis man kan sige det sådan, at jeg reagerer på flåter, således at de begynder at klø som myggestik efter 8-12 timer, så jeg opdager dem altid inden de famøse 24 timer, jeg har hørt der går, inden de begynder på eventuel overførsel af væmmelige vira og bakterier. Jeg har aldrig hørt om andre, der kan mærke flåter; normalt er folk nødt til at kigge grundigt efter på sig selv og hinanden, når de har været ude i naturen. 
Jeg ved ikke engang, om det er rigtigt, at man kan vide sig sikker, hvis man får flåterne fjernet, inden der er gået et døgn.
Er der nogen derude, der kender sandheden om det?

Der er også liv i træerne. Endnu. Det paradisæbletræ, der giver de smukkeste blomster i maj, giver også de smukkeste æbler i oktober.

Det er det rene solskin, der hænger på det træ. Det var disse æbler, jeg blandede med havtornen til en marmelade, der smager himmelsk og som ligner flydende guld.

Der er også liv i Titanic endnu, til trods for, at det er 100 år siden, hun døde.
På torsdag rejser Tim til Texas for på lørdag at indvie en Titanic-artifact exhibition, der åbner på Fort Worth Museum of Science and History.
Det synes han selvfølgelig er lidt sjovt, så da de spurgte ham, om han ville, og om han i givet fald skulle have penge for det, svarede han, at det ville han meget gerne gøre uden at få noget honorar, men han ville sætte pris på at få en flybillet derover.

Det fik han.
Og måtte derefter ringe til arrangørerne og fortælle, at han egentlig også gerne ville hjem igen til familien …
Det sagde han da ikke noget om, mente de, men de sendte ham dog endnu en enkeltbillet; denne gang fra Fort Worth til London …
Det er måske det, videnskab handler om: At alting skal tages meget bogstaveligt?

Gamle sigter og nye gæster

Når dette indlæg går i luften, er vi formentlig på vej rundt på Den Store Sørundtur sammen med Overleveren og kæresten. De kommer her for første gang; vi glæder os begge meget til at møde dem og jeg er glad for den tillid, der hermed bliver vist os.
Hun har ønsket at komme lidt rundt i noget svensk natur, hvorfor denne rundtur er oplagt at tage.

Vi ankom hertil i aftes og kunne konstatere, at efteråret er indtrådt. Plus et tordenvejr, som havde slået HFI-relæet fra. Vores nabo opdagede det et par dage efter, fordi der pludselig var afslørende spor efter vildsvin i haven. De er godt nok hurtige ved havelågen, de små bæster! Heldigvis var det ikke så slemt … de er formentlig ikke voldsomt sultne endnu.

Birketræerne er snart mere gule end grønne, humlen blomstrer, sommerfuglen på lathyrusblomsten var mere død end levende, det blæser og der er bid i luften.
Det er efterår … mit sidste efterår som arbejdstager. Åh forresten … har jeg nævnt, at jeg jobstopper til næste år?

De to sigter på havebordet ligger normalt nede i kælderen og hører til blandt de mange gamle ting, vi ikke nænner at kassere, fordi de fortæller en historie.
Det må have været melsigter – jeg kan ikke se andet formål med dem, da de er temmelig fintmaskede, og meget apropos mit indlæg fra forleden om ‘the green thing’, smed man ikke noget ud; man reparerede og lappede, hvilket ses et par steder i bunden af den ene sigte.

Det er da helt rørende, ikke?
Hvorfor brugte de melsigter? Kværnede de virkelig selv deres korn? Eller fik de det grovkværnet fra møllen for så selv at sigte det til de forskellige slags brød, man brugte at bage dengang? Hvor gamle er disse sigter mon?
De er historie; de fortæller en historie – men ikke hele historien, og det sikkert svært at finde nogen, der kan fortælle mig resten af den.

Jeg følte mig lidt som en Brian

Min bil er på værksted. Den skal til syn i næste uge, så der var lige et par ting, som det nok var klogest at få bragt i orden og/eller tjekket, inden den strenge synsmand kommer til. Jeg kører derfor i Johns bil, som på mange de fleste måder er en langt bedre bil end min, men den har én meget stor fejl: cd-afspilleren kan ikke finde ud af at afspille MP3-filer. Og hvad hører Ellen i konebilen, der trods sin lidenhed har det moderneste og bedsteste, der kan fås for penge inden for bilradioer? MP3-filer. Mine lydbøger, som jeg ikke kan undvære, og som jeg kan høre via cd og USB, afhængig af kilden.
I Johns bil hører jeg derfor morfarkanalen P4, som såmænd ikke er så tosset endda … jeg er jo selv mormor … egentlig ville jeg helst høre P1, men radioens enkelhed til trods kan jeg ikke finde ud af skifte kanal. Eller jo – det kan jeg godt, men jeg kan ikke for min død finde P1!
Så jeg hører P4.

I går havde jeg et ærinde i Køge, og på min vej gennem denne skønne by i den skønne sommersol gav P4 et af de fedeste numre, der nogensinde er blevet skrevet: Summer of ‘69 med Bryan Adams. At den er skrevet i 1984, og at BA kun var ni år i 1969, er sagen aldeles uvedkommende. Den er bare god. Canadierne har kåret den som den bedste sang at høre under bilkørsel, hvilket jeg til enhver tid vil skrive under på!
Sommeren ‘69 har BA beskrevet meget rammende:
That summer seemed to last forever
And if I had the choice
Ya – I’d always wanna be there
Those were the best days of my life

Beklager, min søde og dejlige John; dette har intet med dig at gøre, men 1969 var virkelig uforglemmelig for mig: jeg var for første gang i London og jeg startede i gymnasiet efter ni års meget kedsommelige og, for de første syvs vedkommende, ret onde skoleår. Som 16-årig startede mit andet liv, og i og med afslutningen af 2. real var det allerede the best days of my life. De tre gymnasieår var på sin egen måde de bedste tre år i livet: masser, masser, masser af sjov, spas, ballade og fester, men intet ansvar udover at passe skolen.

I dag har jeg det meget svært med for høj musik. Jeg kan ikke lide, når radioen bare går som baggrundsstøj. Hører jeg radio, så lytter jeg til radioen, som jeg sagtens kan høre uden tinnitusfremkaldende lydstyrke. Hvis ikke det er værd at høre på, vil jeg helst gå rundt i stilhed.

Men så er der undtagelserne, som virkelig kræver power, når der skal lyttes. En af disse undtagelser er Summer of ‘69.
At det sker i Køge en torsdag eftermiddag i varmt og solrigt vejr; dvs. med nedrullede bilruder, er måske lidt uheldigt – man kunne sandsynligvis høre Summer of ‘69 fra den ene ende af byen til den anden, men jeg forglemte helt mig selv – sang dog ikke med – det ville have været skrækkeligt … sad bare med Danmarks største smil på, og for pokker, hvor der var nogle, der kiggede efter den skøre halvgamle kælling, der kørte rundt i Køge og støjforurenede på en måde, der ville have gjort en omvendt-kasket-bærer misundelig.

Meat Loafs I’d do Anything for Love (helst den oprindelige udgave) kan få det samme brian-gen op i mig.
Og titelmelodien fra The Piano. Hovedpersonens desperation kan så tydeligt fornemmes. 
Kim Larsens Kvinde Min.
Samme og Mats Ronanders Sensuella.
Ulf Lundells Öppna landskap – og det er altså hverken Erik Grip eller De gyldne Løver, der kan tage æren for den!
Til gengæld synes jeg, at Björn Afzelius’ fortolkning af Tusind Stykker er bedre end Anne Linnets original. Sorry, Anne L.  
Samme Björn Afzelius’ egen Älska mej nu er helt, totalt og aldeles vidunderlig – allerallerbedst, når ens elskede holder én tæt ind til sig, og man danser stille i stuen eller i en svensk skov, bare vi to, helt alene i hele verden … åhhh suk … vi mindes, gør vi … klik og lyt. LYT! …

Jamen der er jo i snesevis, når jeg får tænkt mig om … en hel del operaarier skal bestemt også tælles med. Duetten fra Perlefiskerne, bare for at nævne én – og den ville garanteret ikke ville skabe associationer til omvendte kasketter, hvis jeg fløjtede gennem Køge med den for fuld udblæsning og nedrullede ruder … 

Det eneste, jeg a.b.s.o.l.u.t. ikke kan klare, er jazz. Jeg får røde knopper, jeg slår samtlige eksisterende rekorder i sprint for at komme hen og slukke for radioen, jeg dør, jeg … kan.bare.ikke klare jazzmusik af en hvilkensomhelst art.

Fortæl mig hvordan I har det med musik – det kunne være sjovt at høre, hvilken rolle musik spiller i jeres hverdag.

De skønne børn

Denne gang er det hverken mit barn eller mine børnebørn, det handler om, men en kollegas lille dreng på seks år.
En kollega, som jeg indtil i går kun kendte af navn, men som jeg kom til at spise frokost sammen med, fordi vi har fælles bekendte. Det er altid hyggeligt at møde ’nye’ kolleger på den måde, så frokosten blev lidt lang, men pyt – vi har stadig lidt feriestemning tilbage.
Vi sad og snakkede om, hvor meget man mere eller mindre bevidst egentlig bringer med sig videre fra sin egen barndom af både godt og skidt.
Helt naturligt drejede samtalen over i børns umiddelbarhed, deres skønne bemærkninger og tro på stort set alt; indtil en vis alder.

Philip, som må være en skøn far at have, fortalte, at han bl.a. havde viderebragt sin egen barndoms månevand.
Månevand er noget, man kun oplever ved fuldmåne, hvor månen leverer en speciel flaske fyldt med vand. Far har fortalt søn om dette meget specielle vand, som kun særligt udvalgte børn får, og det kun, hvis de har været søde. Når man drikker dette vand, bliver man modig og stærk som en okse.
Philip har fundet en meget speciel, blå flaske til formålet, og når lille Oliver opdager den uden for hoveddøren morgenen efter fuldmåne, kan han næsten ikke få drukket vandet (som selvfølgelig er ganske almindeligt postevand) hurtigt nok: “Årh far, det smager altså rigtig godt – kan du ikke også se, hvordan mine muskler bliver større?”
Han er fuldstændig overbevist om virkningen, knægten, og han er sågar begyndt at lægge mærke til månefaserne og gøre opmærksom på, at nu er det vist ved at være tid … “Er det ikke spændende, om der også kommer månevand denne gang, far?”, så Philip risikerer heldigvis ikke at glemme månevandet.

Jeg fik også historien om nissen. Olivers tro på julemanden er så småt ved at blegne (sidste gang havde han Olivers fars sko på … meget mistænkeligt), men nisser er han fuldt og fast overbevist om, eksisterer.
Til hjælp til bevarelse af denne uskyldige barnetro har Philip indkøbt en dukke i en passende nissestørrelse. I december kan Oliver somme tider om morgenen finde nissens fodspor i mel på gulvet inde på sit værelse. Andre dage er der andre tegn på nissebesøg; de fleste af dem meget almindeligt anvendt i børnefamilier, men denne var ny for mig (her skal lige indføres, at familien flyttede til den nuværende bolig sidste år, hvorfor julen 2011 var den første i kvarteret):
Det kvarter, hvor man en tidlig morgen med nyfalden sne kunne opleve Philip gå foroverbøjet; med meget spredte ben, på stien fra huset til fortovet og videre ud på samme, holdende en nøgen dukke, som han tilsyneladende var ude at gå morgentur med.
Det må have været et kosteligt syn, og selvfølgelig så en af de forholdsvis nye naboer Philip … som hilste aldeles uanfægtet på manden og fortsatte med sit forehavende med at levere ‘beviser’ på, at nissen havde været på besøg om natten. Nissen havde også anvendt familiens bil til et lille hvil, kunne man se på de små fodspor på kølerhjelmen, op ad forruden og på det tydelige aftryk af en nuttet lille numse oppe på bilens tag.
Oliver hoppede og dansede af begejstring over dette besøg.

Engang, far og søn havde været ud og motionere ved at tage sig en rigtig herreløbetur, sagde drengen forpustet, da de nåede hjem igen: “PYYYha, far – nu er jeg altså helt udløbet!”

Billederne er gårsdagens himmel umiddelbart før og efter et kraftigt torden- og regnvejr.

Nyt køleskab. Igen.

Vi har kapituleret. Vi har været i Osby og købt et nyt køle-fryseskab. De får lov til at levere, til at bære det op ad trapperne for os, og de får lov til at vende lågerne. Vi gider simpelthen ikke en gang til diskutere til fjendskab med en drage om, hvorvidt vi har gjort, hvad der står, vi skal gøre. “Transporter det i opretstående tilstand”. Hrmpf. De må være tossede – det kan de jo ikke engang selv leve op til.
En mandagsmodel er det helt sikkert. Når det står på Max, er køleskabstemperaturen mellem 8 og 12 grader … fryseren er til gengæld ÷27° – dér vil tingene kunne holde sig meget, meget længe. Det er med andre ord kun køleskabsdelen, der ikke virker, men det kan vi naturligvis ikke bruge til noget, så vi har købt et A++, som er uhyre billigt i drift; 219 kwh pr. år. Der er fem års garanti, og hvis ikke det virker, kan de selv komme og hente skidtet. Vi behøver ikke at transportere det ned ad alle trapperne og helt til Helsingør. Vi spurgte jo i Elgiganten, om vi kunne få det repareret i Sverige, hvis der skulle være noget galt, hvilket de svarede bekræftende på. Det passede bare ikke. Exit Elgiganten.

På vejen til Osby kører vi forbi endnu en af de smukke, gamle stenbroer.

 

Apropos vand, så har jeg talt med Charlotte i dag – de fik to måneders regn i sidste weekend. Det er næsten lige meget hvornår jeg har kigget på en europavejrudsigt, så har England været usynligt under et tykt skydække – de må altså snart have fået dækket det store grundvandsunderskud, de havde derovre.
C & T måtte ud i regnen og lynhurtigt grave en rende, ellers frygtede de, at vandet ville begynde at løbe ind ad bagindgangen. Godt de var hjemme, så de kunne nå at forhindre dette.

Vejret har – lige indtil nu – forholdt sig pænt. Nu tordner det og det regner i stride strømme, men vi har været ude og været flittige i haven hele eftermiddagen. Det har så afgjort pyntet, selv om der er et stykke vej endnu – vi har også hele dagen i morgen og en halv fredag, så der skal nok nå at blive næsten helt pænt, til vi får gæster fredag eftermiddag.

Myggemiddel er indkøbt – nu kan både de og flåter bare komme an! De får ikke et ben til jorden. Eller på mig …

Endnu en fuglehistorie

Denne gang ikke selvoplevet, så der er ingen billeddokumentation.
En af mine kolleger, Karina, dukkede ikke op på det tidspunkt, vi forventede, og da klokken blev over 10, begyndte vi at tale om ikke vi skulle ringe til hende og høre, om der var noget galt. Lige inden vi blev enige om, at nu gjorde vi det, kom hun. Skumlende.
Hun var blevet holdt som gidsel af en svanefamilie!
Da hun havde afleveret datteren i SFO’en og skulle videre mod jobbet, var der en Hr og Fru Svane med fire unger, der havde slået sig ned mellem hendes og en anden mors bil.
Karina gik hen mod døren og forsøgte at bilde sig selv ind, at det nok var lige som med hunde: Man skal bare ikke vise frygt. Det var vist ikke helt nok, for de to voksne svaner gjorde sig meget store, baskede med vingerne og hvæsede meget højt af Karina.
Nu kom føreren af den anden bil – hun kunne heller ikke komme ind. Jeg kender ikke de aktuelle parkeringsforhold, men K sagde, at højre side holdt op mod en hæk, så der var ikke andre veje ind i bilen end den spærrede. Den anden kvinde forsøgte sig også, men svanerne var simpelthen for aggressive.
Der kom ikke rigtig flere, for klokken var blevet over 9, så de to kvinder stod bare der og kunne se på de seks svaner, som absolut ikke havde i sinde at flytte sig – guderne må vide hvorfor … det var et absolut fjollet sted at slå sig ned. 
De stod der lææænge, men var enige om, at de da måtte flytte sig af sig selv på et tidspunkt.
Men så kom Falck. Det måtte være pædagogerne på SFO’en, der havde ringet, for ingen af de to damer havde tænkt så langt.

Falckfolkene var noget mere modige; gik bare hen og tog svanerne uden flere dikkedarer, og selv om de hvæsede voldsomt, skete der åbenbart ikke mere ved det. To minutter efter kunne de to damer køre på arbejde – ventetiden havde varet omkring tre kvarter.

Selv om vi grinede af historien, var vi alle enige om, at vi havde reageret på samme måde, for ingen af os havde turdet give sig i kast med to forældresvaner – enhver ved jo, at de ikke er til at bide skeer med, sådan nogle … de er altså store – nåede Karina til midt på livet, da de stod der og rakte hals og hvæsede og truede.

---

Billedet er fra min søster Bodils og svogers sted og viser 70 % af deres heste – det er et skønt sted, de bor, men jeg er ikke misundelig – gad ikke have 10 heste, tre hunde og en kæmpehave plus 2 x 1 fuldtidsjob.
Jeg var forbi dem i dag for at aflevere nogle ting, de skal have med i bilen, når de kører til England om kort tid og bl.a. besøger Charlotte og Tim.

De sidste hestebilleder viser en meget ung Charlotte i situationer, som førnævnte Bodil har foreviget – sådan noget ville jeg slet ikke vide noget om – C gik nemlig tit ind under hesten for at komme om på den anden side – eller lige bag om den …
Heldigvis vidste krikken, at det var et barn, og at man derfor skulle være forsigtig, for den stod altid bomstille, når C var i nærheden. Påstod Bodil …
Og barnet kunne ride, før hun kunne gå. Sådan da …

Oprydning – minder – nostalgi

Der skulle ryddes op og ud på barndomsgården i går. Vi tre søstre, en af mine niecer og John var derude og tog fat.
Det er rigtig mange år siden, staldene har været brugt til deres egentlige formål – de syv hestebokse var de sidste, der gik ud af drift, så at sige. Gennem mange år har vi alle derfor brugt den gamle svinestald som en slags pulterkammer, for eksempel til møbler, der blev udskiftet, men som man ikke nænnede at kassere. Samt masser af andre ting – begge mine forældre var enormt dårlige til at smide ud; jeg selv har en snert af pisken, min ene søster kan næsten ikke få sig selv til at kassere noget som som helst, mens min anden søster er totalt ovre i den anden grøft og har ingen problemer med at smide gammelt ragelse væk. Det har jeg så heller ikke, hvad ragelse og ubrugelige ting angår, men da jeg gik rundt derude med mit kamera, vældede minder fra alle mine 59 år op i mig ved at gense nogle af de gamle redskaber, der var blevet stuvet af vejen gennem årtierne.

Det røde skilt, der sad i nærheden af maskinen, som mælken blev hældt i og kølet ned med.

Den gamle trætrillebør, hvor klappen oven i købet kunne lægges ned.
Fodertrug af træ. Petroleumsdunke. En vinballon (?)
De gamle mælkejunger (og/eller mælkespande, Farmer?)
Der var to slags, som man kan se: en med låg og en uden, men jeg er ret sikker på, at begge brugtes til mælk. Den med låg (jungen) til at stille ud til mælkebilen og den uden låg (spanden) til at transportere den nymalkede mælk hen til køleanlægget.
Far stoppede med kvægdrift, da jeg var omkring otte år, men derfor var det jo desto mere hyggeligt at se de gamle ting. Et gammelt vandingsaggregat og en foderdims til høns blev sat til side, indtil min søster fragter det over til Charlotte til sommer. Hun vil til at holde høns, og selvfølgelig kan hun købe det nødvendige i England, men hun kunne så godt tænke sig noget fra gården, hvis det kunne lade sig gøre, og det kan det så.

Der var denne dims, som jeg vil have med til Sverige, og som jeg kom til at kalde for et åg, hvad det ikke er, men hvad hedder det så? Et spand? Det brugtes til et tospand; altså så man kunne holde styr på to heste ad gangen, når de skulle trække ploven eller andre redskaber. Traktor kom der først på gården i 1956, og jeg har en noget tåget erindring om far gående ude på markerne med sine heste.
Jeg husker dog tydeligt, at høsten foregik ved at kornet bare blev skåret og negene blev sat skulder ved skulder ude på marken, indtil de blev bragt til loen og senere tærsket dér. Kanter og hjørner slog far med leen – ikke et aks måtte gå til spilde på den lille gård.
Far fortalte, at på de to herregårde, han arbejdede på som ung, fik de besked på ikke at være alt for gode til at få det hele med, for der skulle være noget tilbage til de fattige at sanke.

Ej altså for pokker for et hårdt arbejdsliv, de har haft dengang: man travede op af ned af de marker mange, mange gange – der skulle pløjes, harves, sås, tromles, høstes – fem gange får jeg det til, at man traver, traver, traver. Måske har jeg oven i købet glemt noget i processen. Og det var jo ikke ligefrem de brede omgange, der kunne klares af to heste … ploven havde vist kun ét skær. Eller havde den to? Det husker jeg ikke, men vi taler under ingen omstændigheder om bare tilnærmelsesvis de størrelser, landbrugsredskaberne har i dag.
Da far var landbrugselev på herregården Kollekolle, gik han bag heste og plov fra kl. 6 om morgenen til det blev mørkt. Afbrudt af måltider, selvfølgelig, men det har dæleme været hårdt – han fortalte også med sit glimt i øjet, at han ingen problemer havde med at falde i søvn om aftenen … men forestil jer lige en kondition, man har haft dengang – det var slet ikke nødvendigt at skære fedtkanter fra kødet; det skulle nok blive forbrændt alt sammen.

Dagen er indtil videre forløbet uden uheld – men jeg lider heller ikke af paraskevidekatriafobi

Lider af HVAD?????

Paraskevidekatriafobi er angst for fredag d. 13. og skulle være USAs mest udbredte fobi, som 21 millioner af staternes indvånere formodes at lide af. Otte procent af dem.

Og hvorfor skulle det så være så forfærdeligt, at d. 13. i en måned falder på en fredag?
Oprindelsen stammer, iflg. Wikipedia, fra fredag den 13. oktober 1307, hvor utallige tempelherrer blev fanget, tortureret, brændt på bålet og skatte beslaglagt efter ordre fra Kong Philip IV af Frankrig, hvorfor dagen efterfølgende blev betraget som en uheldig dag.

Godt så. Det giver for mig at se ikke nogen forklaring på, hvorfor enhver fredag d. 13. skulle være en uheldig dag. Det giver mig sådan set heller ikke nogen forklaring på, hvorfor fredag d. 13. oktober skulle være en uheldig dag. Til nød 13. oktober som dato betragtet, men hvorfor ugedagen skulle spille en rolle, forstår jeg ikke.
Der bliver grund nok til at være nervøs i år, så, hvis man lider af paraskevidekatriafobi, for der kommer en fredag d. 13. hele tre gange i år – med nøjagtig 13 uger imellem. Ikke ligefrem en god nyhed for de overtroiske, velsagtens …

Fredage er generelt en uheldig dag, mener mange. 13 er generelt et uheldigt tal, mener mange. Jamen så er det vel nærmest selvskrevet, at fredag d. 13. skal være særlig slem.
Man hævder (i England), at selv om færre bevæger sig ud i trafikken fredag d. 13., så sker der relativt flere uheld den dag end på en hvilken som helst anden fredag.
Jeg tror, at hvis man er så hulens nervøs for at der skal ske uheld, så skal der nok også ske et uheld, fordi man er fokuseret på det forkerte.
Min gamle faster nægtede pure at deltage i en middag, hvor der var 13 til bords – så tog hun hellere hjem igen – eller dækkede op til en ekstra kuvert, hvis det var hjemme hos hende selv. Hun var ellers en meget jordnær og rationel kvinde, som man ikke kunne rende om hjørner med, men alligevel var hun temmelig overtroisk i mange henseender.

Faktisk var d. 13. april 1912 også en fredag, men den dag sejlede Titanic ganske fredeligt af sted vestover. Det var først dagen efter, det gik så grueligt galt. So much for overtro …
Hvorfor det gjorde det, kan I se på søndag kl. 21:30 over National Geographic Channel.
Jeg har, takket være en sød kollega, udsendelsen på dvd nu og så den i aftes. Ingeniørerne på mit arbejde tager hatten af for Tim … det er faktisk meget godt gået af ham at drage den konklusion på de uheldige omstændigheder, som ikke havde en pind med datoen at gøre; en teori, som startede med nogle vidneudsagn, som han undrede sig over.
Og jo, jeg må gerne bruge billedet – Tim har sendt det til mig og givet mig lov til at lægge det på min blog.

Jeg synes fredag d. 13. er en dag som alle andre fredage: en herlig dag, fordi det er starten på weekenden.
Det regner. Pyt (høhø). Det bliver bedre i morgen og søndag.