Beklager, fru Birk …

Jeg beklager, fru Birk, men du står i vejen. Du skygger og tager vand og næring fra et vist lille, nyplantet filippa-æbletræ, så du må væk. Birketræer har vi nok af; filippa-æbletræer har vi kun et enkelt af – det skal derfor ikke stå i skyggen af dig.

Som om vi ikke havde brænde nok … mængden var da også begrænset i det ret lille birketræ, men det var så heller ikke derfor, det fik et forholdsvis kort liv.

Her et lille sceneri fra det yderst fredfyldte og idylliske sted, vi kalder Åstenene. Lidt længere bagved deler åen sig i to, så der fremkommer en lille ø i midten med en masse store sten på hver side og bliver til et sted, hvor man kan more sig med at springe fra den ene sten til den anden – nogle steder kunne det være noget af en udfordring; stærkt afhængig af vandstanden i åen.
Dengang vi var yngre, elskede børnene, når vi tog dem med hertil. Nu er børnene voksne, og vi, der nu er ældre voksne, er ikke længere så sikre på benene.
Men minderne har man da lov å’ ha’ …

Jeg er for nylig blevet færdig med e-bogsudgaven af Dans Browns nyeste Inferno; oversat under pres til dansk af Mich Vraa. Han skulle oversætte bogen på 14 dage, i London, nærmest indemuret, under konstant opsyn af en ‘gorilla’ og uden forbindelse til internettet.
Vraa tog det vist med ophøjet ro – jeg ville sandelig nødig påtage mig at oversætte uden at kunne nærmest misbruge internettet og slå op hist, pist og allevegne, så jeg vælger at tillægge det omtalte pres, at han skrev ‘faldbyde’ i stedet for ‘falbyde’. Den var ikke helt god. Det har intet med at falde at gøre; til fals betyder til salg, så logikken holder 100 %.
Det ved Mich Vraa formentlig udmærket, men han får den alligevel serveret her. Meget lidt pænt af mig, egentlig, for jeg synes faktisk, han er en kompetent og dygtig oversætter.

Tilplantning af krukker og igangsættelse af porsesnaps

Vi kom for sent til at få fat i de porserakler, som gør en porsesnaps så smukt rødgylden. I stedet plukkede jeg nogle af de friske blade, som også kan bruges. Jeg ved egentlig ikke, hvor forskellige de to varianter bliver i smagen, men under alle omstændigheder kan begge drikkes.
I Tyskland i torsdags købte vi tre liter billig vodka som BiB – en emballage, jeg godt nok aldrig før har set spiritus i – men jo billigere, jo bedre, når man laver kryddersnapse, siger sagkundskaben; ikke noget med dyr Brøndumsnaps her – det er bare spild af penge …
Bladene blev pillet af kvistene og overhældt med ½ liter vodka; 1 tsk sukker i … ryste, ryste, og huhej, hvor det da går hurtigt: denne farveforskel var kun en god times tid undervejs.

I år skulle der ikke plantes krukker til; vi skulle jo stort set ikke være hjemme i løbet af sommeren, hvorfor vi kun satte tomat og chilier i selvpassende kapillærkasser i drivhuset.
Den plan blev li’som ændret drastisk, så i dag har vi været på planteskole … ikke om jeg vil have en sommer, hvor rigtig meget af tiden kommer til at blive tilbragt i rækkehushaven, uden blomster i krukkerne.

Thyme i Herfølge, som er min favoritplanteskole, blev derfor aflagt et besøg. Forinden havde vi været i XL-Byg for at købe blomsterjorden, for vi havde visse mistanker om, at man betaler den for dyrt i en planteskole.
Fordom bekræftet: 50 liter plantemuld i XL-Byg: 30 kr.   50 liter plantemuld hos Thyme: 80 kr. Samme slags jord, men over dobbelt så dyrt!
Thyme havde masser af abetræer – jeg elsker abetræer, men bliver hver gang, jeg ser et, mindet om, hvorfor jeg ikke forsøger mig hjemme i gårdhaven: Det afbillede, som er cirka 1½ meter, koster 4875 kroner! De havde dog også (meget) mindre udgaver til 400 kroner, skal retfærdigvis siges …

Nu er rhododendron-afskedsgaven sat i god (og billig) XL-rhododendronjord, og mange af krukkerne er fyldt med blomster.
Det ser, som sædvanlig, lidt pauvert ud i starten, men det tager nok hurtigt fat med det vejr, vi har lige for tiden.

Jeg kunne heller ikke dy mig for at købe en chili til, så nu har vi otte planter. Hvis alle giver, hvad de lover, så kan vi levere chili til hele nabolaget.
Det gør dog ikke noget, for de få glas syltede chili, jeg lavede sidste efterår, rakte ikke så langt; ikke engang med Pias dejlige supplement, så i år skal der produceres syltede chili i store mængder. Det smager bare SÅ godt som tilbehør til alt muligt mellem himmel og jord. Bortset fra koldskål …

Laurbærren og rosmarinen måtte fornys; de gamle klarede ikke den froststrenge vinter. Laurbærren plejer at overvintre inde, men den var blevet for stor, hvorfor jeg vil prøve at holde denne nye nede i en håndterlig størrelse. Rosmarinen plejer at kunne klare en vinter, men den døde også, så nu får den en potteplads i hvert fald det første år. Salvien til højre i billedet så stendød ud i april, men den er vendt tilbage med nærmest eksplosiv grokraft.

Nu med egne ramsløg

Sidste år havde jeg i min iver fået hevet nogle få løg med op, da jeg var ude og samle ramsløg. Dem satte jeg ned bagerst i haven (det lyder som om vi har en stor have, men det har vi som bekendt ikke) og tænkte, at nu kunne de leve eller lade være.
De valgte det første … senere overtager bregnerne pladsen, men det er ret smart først at have glæde af ramsløgene, og når de er væk, kommer der så noget andet grønt i stedet for.

Der er kun to klumper indtil videre, men de siges jo at brede sig som jeg ved ikke hvad, så jeg er optimist og håber på, at de får udkonkurreret skvalderkålen inden længe …

Fem chiliplanter og en tomat er plantet i kapillarkasserne – en enkelt chili har overvintret på gæsteværelset og er nu på plads i drivhuset.
To chiliplanter, der skulle kunne klare at gro på friland, er sat i det lune hjørne af det højbed, vi alligevel ikke får nedlagt i år. 
Campingvognen er kørt til Sverige, hvor den kan få lov at stå, til vi kører langt mod nord i juni.
VI ER KLAR! BARE KOM AN, SOMMER!

Store Bededagsferien er startet – den næstsidste miniminiferie, inden jeg jobstopper.
I den sidste af slagsen er Lene fra Canada i Danmark og har heldigvis givet sig selv tid til at komme med os en tur til Sverige.
Det glæder jeg mig simpelthen bare SÅ meget til – vi har kun mødt hinanden pr. mail (og bloggeri, naturligvis), men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det bliver rigtig dejligt at møde hende.
Hun bliver afløst af Ditte og Peter, hvilket jeg naturligvis også glæder mig til – der er i det hele taget meget at se frem til, allerede inden min snarlige efterløns- og pensionisttilværelse. 
Vejret er lovet fint-fint frem til mandag, så for en gangs skyld har jeg absolut intet at brokke mig over.

Vi deler den danske jord

I morges lå der en mail og ventede på mig fra Karna Maj, som er redaktør på Havenyt.dk.
Hun havde læst et af mine gamle indlæg, hvor jeg roste River Cottages Hugh Fearnly-Whittingstalls gode initiativ med at udbrede begrebet Landshare til hele Storbritannien.

Karna ville fortælle mig, at det nu er startet i Danmark og hedder … Del Jorden, såmænd. Det giver nok sig selv, at de ikke kan tillade sig at kalde det for Landshare, men selv om det alene skulle være forklaringen, kan jeg kun glæde mig over, at man har oversat begrebet til dansk med så velvalgte ord.
Det startede midt i marts og så vidt jeg kan se på hjemmesiden, har det gode muligheder for at blive en landsdækkende succes – det er i hvert fald kommet godt i vej allerede.
Det er virkelig et supergodt koncept, og jeg håber virkelig, at det breder sig meget, så flest muligt kan få glæde af enten at have rådighed over et stykke jord eller over at opleve andre få glæde af det, man ikke selv kan bruge. 

Det var dagens reklame – noget jeg sjældent gør i, men dette initiativ fortjener at få lidt gratis reklame, selv om jeg ikke bilder mig selv ind at kunne være årsag til det helt store boom pga. mit indlæg her, men som jeg svarede Karna Maj, har lidt nok også ret …
Billedet er Karnas eget, men mon ikke hun tilgiver, at jeg har lånt det fra Del Jorden?

---

Vi har været i IKEA for at købe nederste halvdel af toiletmøbelarrangementet – monteringen af dette blev årsagen til gårsdagens omtalte røraffære.

Endelig har IKEA lært at lave genveje, så man ikke behøver at skulle igennem hele butikken for at få fat i den ene ting, man skal bruge. Jeg så det i Tåstrup og nu har jeg igen set det her i den kæmpestore, nyåbnede IKEA i Älmhult; der hvor det hele startede.
Nu skal vi så bare lære at tyde skiltene, hvor genvejene er beskrevet … det er nemlig ikke helt nemt – han vil have det sidste ord, ham Kampraden, men jeg tror faktisk, at det langt om længe gik op for dem, at de mistede kunder, fordi man ikke gad blive tvunget til at gå gennem hele butikken. Det har muligvis givet en del mersalg, men det må som sagt også have kostet en del kunder.

Her ses amatørblikkenslageren i arbejde. Somme tider kunne det altså være rart at have et ejendomsmæglerkamera … sådan et ville kunne få vores svenske badeværelse til at ligne et, der lige så godt kunne være placeret på et slot. Nu ser det bare temmelig forkrampet ud, fordi jeg nærmest måtte ligge oven på vandvarmeren for at tage billedet til højre.

På et lille skilt i baderumsafdelingen så jeg dette ord, som jeg ikke kunne stå for … jeg aner ikke, hvad det betyder, men jeg kom omgående til at tænke på, om det kunne være et svensk ord for de der frække voksenfilm, I ved nok. Det begynder med p, og jeg vil IKKE skrive ordet, da jeg på ingen måde er interesseret i at tiltrække folk, der har den slags interesser.
Men derfor kan jeg jo godt smile over dette:

Måske er der oven i købet en derude, der kan fortælle mig, hvad det betyder?

Undskyld vi roder …

… men vi kom lige til at købe nogle flere havemøbler.
Vi skulle ellers bare have et lille bord og to magelige stole til drivhuset, men i butikken i Osted, hvor vi tog ud for at kigge, havde de et tilbud, vi ikke kunne modstå. Under halv pris … meget, meget fristende. Vi kiggede lidt på hinanden og blev enige om, at terrassemøblerne i Sverige trænger til at blive udskiftet. Altså købte vi bordet med seks stole til, som skal stå her på matriklen; så kommer det gamle firepersoners møblement til Sverige. En plantebænk røg der også med i købet.
De to lyse bænke med tilhørende bord (til venstre i billedet) ryger også med til Sverige. Det stod, hvor drivhuset nu står, og haven er for lille til at have dette møblement også. Der er heldigvis masser af plads i Sverige.

Vi er virkelig inde i en stime af god service. Havemøbelshoppen, som det hed, låner gratis trailere ud. Det var skønt; ellers skulle vi have kørt tre gange, tror jeg. Vi kunne også have fået det gratis leveret, men det ville først kunne blive i næste uge, hvilket vi naturligvis ikke havde lyst til at vente på.

Det gav lige lidt ekstra arbejde midt i heden – vi skulle have det monteret og bragt i orden i dag, for englænderne ankommer i aften ved spisetid. Lidt forsinkede – de er i bil og sad i kø ved Elbtunnellen i 1½ time. Jeg håber det har vist sig at være en god ide, at jeg forærede børnene en dvd-afspiller med to skærme, som de kan bruge i bilen.

 

Drivhus – nu med møbler. Bordet kan klappes helt sammen; kan stå som dette topersoners og kan yderligere klappes ud til et firepersoners bord.

Drivhus – nu med ny plantebænk, med chili og en enkelt tomat.

Overdækket terrasse – nu med god spiseplads til seks personer. Meget heldigt, når vi nu er seks de næste dage – og vejret bliver selvfølgelig godt nok til, at alle måltider skal indtages her og ikke indenfor.
Stolene har indstillelige ryglæn, som kan lægges så meget ned, at de nærmest bliver til liggestole – hvilket luksusdriverliv, vi kan føre …

Den første beboer er flyttet ind i drivhuset.

God service

John er sådan cirka halvt færdig med at sætte ruder i drivhuset, men da han mandag aften pakkede nogle af dem ud, der hørte til på gavlene, og som der kun skulle være de samme to af, var de begge gået i stykker.
Pokkers – men jeg måtte af sted til Bilka i Hundige i går og håbe på, at de havde dem på lager.
Jeg forsynede mig med instruktionen (mest for entydigt at kunne vise, hvilke ruder det drejede sig om) og kvitteringen for drivhuset – de ville garanteret se dokumentation for, at jeg havde købt det i Bilka.

I Bilka var det den samme fyr, der for 5-6 uger siden solgte mig drivhuset, som tog imod min lille klagesang i går … jeg tror nu ikke, at han kunne huske mig – hvorfor skulle han dog kunne det? (Det behøver I ikke at svare på.)
Ikke desto mindre spurgte han ikke til noget som helst og ville ingen beviser se. Han bad mig om at vente, mens han gik ud på lageret for at hente de to ruder til mig.
Der gik en rum tid, inden han vendte tilbage – for at fortælle mig, at de desværre ikke havde flere af lige netop den størrelse rude på lager.
Jeg nåede knapt nok at begynde at ærgre mig, inden han fortsatte med, at han havde ringet til Bilka Ishøj, som havde dem, og hvis jeg bare gik ud i havecentret og spurgte efter Trine, så ville hun have dem klar til mig. “For der kan nemt gå en uge, hvis jeg bestiller dem hjem til dig, og det vil du sikkert helst ikke vente på”. Fuldstændig rigtigt. Yderst fornuftig ung mand.
De to Bilkaer ligger ikke engang fire kilometer fra hinanden, så det var nemt. Trine havde de to ruder klar til mig, da jeg kom, og heller ikke hun ville se noget som helst bevis.

Er det bare mig, der er negativ på forhånd, fordi jeg automatisk går ud fra, at forretningsdrivende besværliggør sådan noget som dette?
Alle mine fordomme desangående røg sig i hvert fald en tur; det var supergod og hurtig service fra Bilkas side, så det var en glad Ellen, der kørte hjem fra Ishøj med to intakte ruder, plus to sæt automatiske vinduesåbnere til drivhuset. Sidstnævnte havde jeg dog betalt for, men skal vi kunne være i Sverige i mere end nogle få dage ad gangen til næste sommer, er vi nødt til at automatisere drivhusdriften så meget som det kan lade sig gøre. Vi skal også have fundet ud af noget med vandingen.

Da jeg kom hjem, tog John imod mig, så hvad jeg bar på og smilede skævt. På min forespørgsel om hvorfor, sagde han, at han i dag også havde købt to stk. vinduesautomatik; fuldstændig mage til mine. Vi har altså været gift for længe – vi havde slet ikke talt om, at der skulle sådan nogle i, men samme dag fået den samme tanke. Heldigvis kan de to overflødige afleveres igen – de kan byttes til de skyggegardiner, som også bliver nødvendige at opsætte.

Lige nu kigger vi efter et par stole og et lille bord til drivhuset, fordi det ikke kun skal være til gavn, men også til glæde mht. den mere magelige del af pensionistlivet (så får Inge også mere ret i sin betegnelse for det: Driverhuset). Det skal være stole, man kan bruge som spisebordsstole, men som man også skal kunne sidde vældig mageligt i og strikke, læse, hyggesludre, eller hvad man nu kan få lyst til at foretage sig. De skal samtidig med mageligheden være ret små, for der skal trods alt også være plads til både chili, tomater, agurker og helst også meget andet … vi tager ud og kigger på lørdag – har fundet et par steder, der skal undersøges.

Herover min flotte styrke 9 Royal Black, som endelig er begyndt at sætte sine sorte chili. De bliver røde senere.
Der er dyr, der har ædt af bladene … de må være foret med asbest, for man skal have handsker på, bare man rører ved de blade, hvis ikke man vil risikere en meget ubehagelig oplevelse bagefter, bare fordi man lige glemte at vaske hænderne grundigt.

Ellens pastasalat

Jeg kom vist nok til at love at levere opskriften på den pastasalat, jeg aldeles fantasiløst kommer med hver gang, jeg skal levere et bidrag til en buffet eller lignende på gården.
Den er populær – jeg ville nok prøve at finde noget andet, hvis den aldrig blev rørt …

Man skal kunne lide hvidløg. Den er meget stærk af hvidløg, men det skal den være; ellers er det ikke min specielle pastasalat og ønsker i givet fald ikke at lægge navn til den.

Skær 500 g frisk tagliatelle-pasta i stykker på 3-6 cm – spiller ikke den store rolle med størrelsen, men det er meget nemmere at skære inden kogning. Det skal være frisk pasta! Kog efter anvisningen, hæld i en sigte og skyl med det samme med masser af koldt vand. Ned med hånden og ‘rør rundt’ – sørg for, at alt bliver skyllet godt, så klistrer den nemlig ikke i salaten.

Lav dressingen:
1½ dl. mayonnaise røres med et par spsk koldt vand, 4-6 fed knust hvidløg (der er stor forskel i fedstørrelser, men som sagt skal der meget hvidløg i), 1 spsk hakket basilikum, 3 spsk hakket persille, lidt salt og peber.

Heri kommes:
(Alt på glas skal selvfølgelig drænes inden brug.)
Et stort bundt (eller to små) forårsløg i tynde skiver, to glas soltørrede tomater i olie, grofthakkede.
Et glas kalamataoliven uden sten, grofthakkede; to glas (mellemstørrelse, det tynde, høje, I ved nok) kapers; to glas syltede pimento, hakkede.
Til sidst pastaen.
Vend hele molevittten godt rundt – et voila: en herlig pastasalat, som kan bruges til meget forskelligt.

Jeg har ikke noget billede, men det er faktisk heller ikke særlig fotogent … smager bedre, end det ser ud … vil I ikke hellere se et billede af min olieplante og dens frø- og blomsterstande?
Det tænkte jeg nok. Kommer her. Jeg er altså helt pjattet med den plante – nu er den vokset mig over hovedet og har hele 11 frøstande. Der er belæg for en mindre plantage næste år. Den kan blive flere meter høj – men nok ikke i krukke på disse breddegrader.

Svirrefluerne holder meget af den. Frøene er hamrende giftige … hvilket måske forklarer, hvorfor amerikansk olie, som også hedder ricinusolie, er så upopulært – giften hedder ricin. Der er en fin artikel her. Planten er dog vist ikke giftig i sig selv (oplysningerne er modstridende), og når man presser olien ud af frøene, forbliver giften i frøskallerne. Jeg vil under alle omstændigheder afholde mig fra at indtage amerikansk olie …

 

Jeg holder meget af mine olieplanter trods deres giftighed, men hvad pokker, jeg kan også være giftig, og planterne er jo næsten mine børn – har selv sået de frø, jeg fik af svenske Gun – nu regner jeg med at være blevet selvforsynende. Plus leveringsdygtig, hvis det skulle have interesse.

Med bittesmå skridt

Når man har lange arbejdsdage, er det ikke det helt vilde, der sker med drivhuset, men små skridt er også skridt, og jeg tror faktisk det er helt fint, at John ikke kan arbejde intensivt på det hver dag. Han bliver nemlig altid både meget grebet af et hvilket som helst projekt og utålmodig efter at få det færdigt, så han knokler så meget på, at han er helt smadret bagefter. Jeg har set det 100 gange, og jeg vil få det at se igen …
Han har i dette tilfælde valgt at hygge sig med det – jeg hygger mig ved at se ham nusle og pusle med de mange stænger.

Herunder ses en parkering, som denne med-rækkehusbeboer er ekspert i. Jeg er simpelthen så irriteret på ham … de er nogle af de senest tilflyttede, og de må komme fra et sted med masser af plads til bilen, eller også har han bare aldrig lært at parkere. Eller også har han bare ikke opdaget, at der er andre mennesker omkring ham. Det bør måske nævnes, at han er et sted i trediverne og på alle måder fører sig frem som Karl Smart, der har styr på det hele. Man aner måske, at han absolut ikke er min yndlingstype …
Da han havde lavet dette parkerings-glansnummer et par gange, skrev jeg en seddel og lagde i hans postkasse: “Kære nye beboer. Velkommen til.
Om ikke så længe finder du ud af, at vi ikke har for mange parkeringspladser, snarere tværtimod, hvorfor vi er nogle, der vil sætte stor pris på, hvis du kunne nøjes med at bruge én af gangen til din bil.
Venlig hilsen
Ellen i nr. XX”

Der gik ikke mere end nogle få dage, før han igen bredte sig over to pladser. Denne gang var tonen mindre høflig i mit skriv til ham. Det er simpelthen både dumt og arrogant, synes jeg – jeg fortalte ham, at han bare kunne henvende sig til mig i nr. XX, hvis han havde et behov for at lære at ramme kun én bås, men jeg hørte aldrig noget …
Til gengæld begyndte han at parkere lidt pænere. Sjældent pænt nok, men acceptabelt – han kan simpelthen ikke finde ud at at ramme midten af båsen, det lille pus.
Den afbildede parkering kom jeg hjem til i mandags. Som det ses, var han ikke helt færdig med at bære nogle ting ind – jeg mødte ham derfor og spurgte om han havde tænkt sig at blive holdende dér?
Jeg skal ikke kunne sige, om han havde tænkt sig det, indtil han mødte mig, men bilen blev flyttet.

Man behøver ikke at elske hele verden, vel?

Drivhusæraen indledes

Vores drivhus var blevet leveret, da vi kom fra ferie, og selv om det har kriblet i Johns fingre for at komme i gang med det, har ryggen ikke rigtig tilladt det.
Det mente han, den gjorde i dag, hvis han bare tager det stille og roligt; i et tempo, ryggen hele tiden kan acceptere.
Med andre ord: han er ikke helt sig selv endnu, men klart bedre, og ingen af os er bekymrede mere.
Han pakkede soklen ud, tog konstruktionstegningen og … bandede.
Det er sandelig godt, at jeg har en mand, der selv kan regne sådan noget ud, for den tegning kunne ikke bruges til alverden – manglede li’som noget.

Efter at have kigget grundigt på sagerne mente han at vide hvordan den skulle grejes, og indtil videre ser det hele da ganske rigtigt ud. Vi har en lille have – meget lille. Når 9,9 m2 drivhus kan fylde så meget, så er den altså lille. Det er spændende, hvordan indtrykket bliver, når det står færdigt, men vi må bare prøve at få det til at se så indbydende ud som muligt, med et lille siddearrangement derinde og nogle rigtig pæne plantekasser – så skal det såmænd nok gå.

Engang imellem skal jeg lige ud og holde et eller andet for ham, men der blev tid til at køre på gården og plukke paradisæbler nok til det første hold æblegele, som nu står henne på komfuret og koger lystigt i den dertil indrettede saftkoger.
Der er helt vildt mange æbler på træet; det er der næsten hvert år, så det er bare med at udnytte det … ingen grund til købegele i vores familie – hver sæson laver Merete og jeg gele nok til at holde fem familier forsynet. Nogle bruger dog mere end andre …
Æblerne er så fint røde, at geleen helt naturligt får den flotteste farve, man kan tænke sig – det er ikke som med mintgeleen, hvor der måtte gribes til kunstige midler. Vi tager dem bevidst inden de bliver helt modne; så er der som regel pektin nok i frugterne til, at vi ikke engang behøver at bruge geleringsmiddel.

Midt i plukningen satte der sig en stor guldsmed på æblerne over mit hoved, og søreme om ikke billedet blev nogenlunde, selv om jeg måtte både zoome og hæve armene et pænt stykke over hovedet for at få den i kassen.

Er der nogen, der kan svare mig på, hvorfor man kan finde snegle på sådant et sted på et træ? Jeg har i hvert fald aldrig hørt, at snegle kan flyve, så den kan jo kun være kravlet op ad stammen og ud helt ud på spidsen af grenen for endelig at få plantet sig på dette blad, hvilket må have taget en evighed for en snegl. Er det helt almindeligt at se snegle i træer, eller hvad?

I det grønne hjørne

Lidt var der sket med mine chilier og tomater, mens vi har været væk – ikke mange røde af sidstnævnte (eller også er de spist), men en million på vej, så om ikke andet bliver det til masser af syltede, grønne tomater.
Chilierne lader vente lidt på sig, men Bispehuechilien (styrke 6) har sat enkelte frugter af nu. Navnet Bishop’s Crown er ikke helt dårligt valgt.

 

I Sverige havde mynten frækt langt overskredet sine tilladte grænser i krydderurtebedet, så jeg tog en masse med hjem for at forsøge mig med at fremstille myntegele for første gang. Det er ikke min hofret, men Tim elsker det og spiser det i rå mængder. Charlotte er blevet så engelsk, at hun også er begyndt at spise det, så jeg fik den ide at lave nogle glas til dem, nu det var så grovilligt.
Google, google, google … du godeste da, med opskrifter, der var at finde; de var vidt forskellige, så som nybegynder var det svært at gennemskue hvilken en, der mon blev bedst.
Det endte med mit sædvanlige glansnummer med at tage lidt her og lidt der, krydse fingre og håbe på, at resultatet ville blive spiseligt.
Myntegele er ikke grøn fra naturens side. Mynten er flot grøn, når den bliver plukket, men glansen går totalt af Skt. Gertrud, når den er kogt – i rå æblesaft, oven i købet … så kommer resultatet til at se således ud – ikke særlig lækkert at se på, vel? Slet ikke noget, man kunne få lyst til at putte i munden.
På dette stadie var jeg noget spændt på slutresultatet, men der manglede endnu opkogningen med sukker.

Det blev næsten helt gennemsigtigt og klart af sukkerkogningen, men den farve altså …  jeg bed hovedet af al skam og lyttede til djævelen på min skulder, der hviskede “E-numre, E-numre” hele tiden, og tilsatte grøn frugtfarve. DET pyntede noget, skulle jeg mene. Jeg læste mange opskrifter, hvor man opfordrede folk til at acceptere, at myntegele har den gullige farve, men myntegele skal altså være grøn! Punktum. (Måske en anelse mindre grøn end dette ville have været optimalt, men det kom lidt bag på mig, hvor lidt frugtfarve der skulle i – det er ikke noget, jeg ellers bruger.)

Den blev da superflot! De fleste opskrifter anbefalede at hakke nogle af de kogte mynteblade og komme dem i ‘til pynt’. Det tror jeg ikke, jeg gør en anden gang – det ser nærmest ud, som om jeg har forurenet geleen med et eller andet. 
Men det smager kanongodt – kan overhovedet ikke sammenlignes med det stads, man kan købe, og som jeg ikke bryder mig om; ikke engang det, man kan få i myntegeleens eget land, England. Men dette! Uhmmm. En sundere udgave af After Eight. Kan absolut anbefales, og jeg skal sandelig til at spise myntegele fra nu af. Godt, der blev så mange glas – der er rigeligt til både englænderne og os. Det må kunne bruges til andet end lam – desserter er vel en mulighed … apropos After Eight …
Jeg fik mikset mig frem til følgende opskrift:

Kog 100 g mynteblade (svarer til en god liter) med 8½ dl usødet æblesaft og 1½ dl æblecidereddike i 10 minutter.
Si det og tryk bladene godt af for at få al saft med. Lad køle af. Hak evt. nogle af bladene og kom dem tilbage i geleen efter opkogningen med sukker.
Supplér evt. med vand, så der bliver en liter saft.
Brug gul Melatin efter posens opskrift.
Lad koge op med 1 kg sukker. Tilsæt grøn frugtfarve og Atamon, hvis du er til det.
Hæld i atamonskyllede glas – luk dem først til, når geleen er helt kold, ellers kan det have svært ved at stivne.

Der var lige ved at komme lidt kød med i geleen, men han kravlede heldigvis frem og afslørede sig selv. Jeg håber, han finder ud af at blive integreret i Danmark … faktisk utroligt, at han overlevede turen fra Sverige.

Billederne der aldrig blev taget; eller den var såååå stor!

Jeg har vel nok taget en lille million billeder, mens vi har holdt ferie, men der er en fire-fem stykker, der i høj grad mangler i samlingen.

Elgen.
Den store og meget flotte elg, der stod ved vejen og kiggede på os, mens vi nærmede os. Han var en rigtig flot fyr tyr, med et kæmpestort gevir – han var bestemt ikke nogen årsunge. John stoppede selvfølgelig camperen hurtigst muligt, men inden jeg fik tændt for kameraet, var elgtyren forsvundet ind i skoven igen. Vi holdt et stykke tid og ventede, men vores største og flotteste elg til dato havde desværre besluttet sig til ikke at vise sig for os mere.

Havørnen. Der er vist ikke meget mere at sige end øv, at vi ikke nåede at fange den i flugten. Men den var imponerende at skue.

1000 måger (cirka), der var ved at forsyne sig med en fiskestime. Vi kørte et stykke oppe og kunne nede i bugten se et cirkelrundt stykke vand på størrelse med en stor cirkusmanege, hvor det plaskede voldsomt fra. Der lå helt tydeligt en stime fisk lige i overfladen, som havfuglene nu legede det store tag-selv-bord med. Det er sådan noget, man ellers kun ser i naturprogrammer, hvor de har ligget i flere uger et eller andet sted og ventet på, at netop dette skulle ske.

Gulspurvene. Helt derude, hvor Terje Viken boede; midt i alt det grå og regnfulde, så jeg de guleste fugle, jeg nogensinde har set i naturen. De lyste op og var så smukke, at jeg kun kunne få det til at være gulspurve. Men jeg så dem på vej til toiletbygningen, og til det formål medbringer jeg normalt ikke mit kamera …

Hele sværme af musvåger. I dag på vej mod Ystad.
Flere steder høstede man byg og græsfrø eller havde lige gjort det. Det må gøre en masse mus hjemløse, for en del steder så vi flere musvåger på én gang; hvor der var flest, talte jeg 11 over den samme lille mark. Det er normalt ikke en flok- men en territorialfugl, så vi undrede os lidt; der må have været mus nok til alle.
Uden at kende det nøjagtige antal (jeg vidste jo ikke fra starten, at det ville have været en god ide at tælle dem), har vi vel set omkring 40 musvåger i dag.
Meget kan mit lille Lumix, men tage fugle i flugt, eller bare svævende højt til vejrs, kommer der altså ikke noget brugbart ud af – og hvor vi så den største musvågesværm, kunne vi ikke komme til at holde ind til siden.

Undskyldninger, undskyldninger, undskyldninger … I know …

Der må derfor billedkompenseres på anden vis. Det gyldne og bløde aftenlys, der fyldte vores stue og modtog os varmt i går. Det bliver jo tidligt mørkt hernede på de sydlige breddegrader …

Den blomstrende husløg – eller noget … jeg ved ikke hvad planten hedder, men blomsten er så fin.

Squashplanten, der allerede lægger an til at ville kunne forsyne en middelstor provinsby.

Urskovshumlen, der på 13 dage har nået at invadere terrassen og nu forsøger at kvæle havestolene. Jeg havde ellers været ude med macheten én gang, lige inden vi tog af sted, men det har på ingen måde standset junglens fremmarch.

Og John: Det var godt at sove i stolen. Han syntes godt nok, at det havde været underligt og han var vågnet mange gange i løbet af natten. Det tror jeg skam gerne, men han havde den mindst smertefulde nat siden faldet, så i den stol vil vi kunne finde ham ved nattetide, til vi kører hjem på lørdag. Det overraskede ham, at han slet ikke havde opdaget min blitzen, men han har tilgivet mig og søger ikke skilsmisse …
Tak igen for alle jeres varmende sympatitilkendegivelser – I er så søde alle sammen, at John er helt rørt. Han forstår vist efterhånden også lidt bedre, hvad det er, jeg synes er så skønt ved blogland

Feriens tredje dag

Køleskabet er ankommet og installeret. Om det virker, ved vi om tre timer, når vi må tænde for det. Vi tilbød ellers montøren at blive for at kontrollere, at vi ikke tændte det før de foreskrevne tre timer var gået, men han afslog og stolede på os – i modsætning til visse andre. Vi underholdt ham lidt med den elendige service vi havde oplevet med det andet køleskab, som jo altså endnu ikke er et år gammelt. Han rystede bare på hovedet og sagde, at der altid står, at det skal transporteres lodret, men at der er ingen, der gør det, for det er der ingen, der kan.
I øvrigt havde man åbenbart ikke håndteret det korrekt fra fabrikkens side, da der var en ridse i venstre side. Montøren blev lidt lang i ansigtet, men spurgte høfligt, om han skulle tage det retur og komme med et andet. Han havde selv bakset det gamle køleskab ned ad trappen og fået det nye op ad trappen næsten helt uden Johns hjælp og havde vist ikke specielt meget lyst til at gentage dette stunt atter en gang i dag.
Vi sagde, at det var helt okay – det var jo kun en lille skønhedsfejl, som oven i købet ikke ville kunne ses, når skabet var sat på plads. Montøren var lettet og lovede at tale med mester, så vi kunne få en kompensation.
Mester ringede en time senere og sagde, at der lå et tilgodebevis på 500 kr i butikken. Skal vi have flere hvidevarer til ødegården, bliver det helt sikkert der, vi køber dem. 

Ellers har dagen for det meste stået på haveforskønnelse – det er vist længe siden, den har været så pæn, men det er også længe siden, vi har haft hele dage heroppe, der ikke har stået i træfældningens tegn. Og så er den jo ikke pæn pæn, men i hvert fald pænere end da vi kom i tirsdags … den bliver aldrig værdig til en åben-have-dag – vi har 3000 m², så dette er og bliver en naturgrund, men græsset skal slås, og vi vil gerne have, at alle de flotte stendiger er fuldt synlige. 
 

Herover er endnu et før- og efterbillede og nedenfor er John i gang med trimmeren. Huset ligger højt, så vi er ikke bange for oversvømmelser – hvis vi får det, er det halve Sverige vist allerede druknet.

Jeg var inde i naboens have for at stjæle til en buket blomster – det må jeg godt; halvdelen af hans have gror helt vildt. Han bor der ikke; har bare huset for at have den tilhørende jord for at eje jord nok til at måtte skyde vildsvin, så han slår bare græsset i den del af haven, man kan se fra vejen.
Det kan godt være, at vi mangler sommerfugle og bier, men det formelig vrimlede med især det første i den vilde have … et dejligt syn.

Mit grønne hjørne

Eller rettere min grønne side … af huset … lidt er der da sket siden 13. maj:

Lige nu kan jeg tælle 22 små, grønne tomater, og jeg satser stærkt på, at jeg inden længe vil være ude af stand til at tælle dem – især den lille, tætte plante med de ‘uhyre velsmagende og aromatiske’ blommetomater fra Gartneri Toftegaard har sat vildt mange blomster af.

De skal nok blive til noget engang. Nu har jeg jo taget det gode vejr med hjem fra England, lader det til … lad os håbe det varer et stykke tid nu, så også chilierne kan nå at indse, at de polarlignende forhold ikke varer ved. De vil bestemt helst bo i et drivhus, sådan nogle størrelser, men en af planterne har i det mindste fået blomster nu.

Fordelen ved, at de står ved en sydmur, er indlysende. Ulempen er, at tagudhænget er så stort, at selv med de +45 mm regn, som weekenden gav (regnmåleren var løbet over, da John kom hjem fra Sverige), får disse krukker og plantesækken ikke mange dråber.
Torsdag aften spurgte jeg John, om han havde husket at vande potterne langs muren, og der var lige præcis så lang tøven, inden han svarede “johhhda”, at jeg blev klar over det nok var godt, jeg kom til at nævne det sådan rent en passant.

Nu, vi er ved det grønne, vil jeg vise denne ualmindelig smukke og meget grønne fætter, jeg kamerafangede i går formiddags på myntebuskene i Charlottes have.
Er han ikke flot? (Klik ham eventuelt større.) Jeg aner ikke, hvad han hedder … men han var ca. seks mm lang, hvis det kan hjælpe nogen på vej.

Opdatering klokken 21:20: Jeg var så genial at billedgoogle ‘grønne biller’ og er nu ret sikker på, at det er en blågrøn ellebladbille. Hvad sådan en så ellers har at gøre på et mynteblad …

Opdatering klokken 21:32: Det er helt sikkert denne her! Altså stadigvæk den blågrønne ellebladbille. Ingen tvivl længere  – dette sidste link viser en tro kopi af mit billede.

En tur til det vilde ve… Osby – og en tur til Wanås Slot

Osby, som har Fort Swanson med saloons, fængsel, diligence og andet til faget hørende.
Samt en planteskole, der ikke er for morgenduelige folk som John og mig – den åbnede først kl. 10 – men den åbnede da i det mindste, så vi gik os en lille tur indtil da.

Osby, som har en planteskole, som desværre ikke har en klematis Montana, så vi måtte tage til takke med en ‘praktklematis Nelly Moser’. Den så ganske pæn ud, så den får en chance.

Under oprydningen i går fandt John en gammel spand, som han var lige ved at kyle ud! Vi aner ikke, hvad dens oprindelige formål har været, men nu har den fået en renæssance som en meget, meget, rustik blomsterpotte.

Fredag eftermiddag kørte vi til Wanås slot, hvis park vi troede var meget smuk lige nu med alle dens rhododendron. Det varer dog lige en til to uger endnu … 
Vi mødtes der med et par venner, som også har et hus heroppe, og som også er her alle fire dage – det blev bare en rigtig hyggelig dag og aften, men det vidste vi på forhånd, at det ville blive.

Wanås’ ejere er meget kunstinteresserede og har nu i 25 år brugt en masse penge og energi på at støtte mere eller mindre kendte kunstnere fra hele verden. Fordelt i den store park står der en masse spændende kunstværker, og i en af de kæmpestore lader er der skiftende udstillinger.

Der er forståelig kunst og uforståelig kunst; meget af det kaldte smilet frem, og så er det god kunst. Vi havde gennem et stykke tid kunnet høre et barn meget indtrængende kalde på sin MAMMA. Det undrede os lidt, at mamma ikke svarede – men det gjorde hun lige pludselig … fra et helt andet sted end forventet. Barnet kaldte igen, men denne gang med en dyb stentorrøst MAAMAA. Bag ved os lød der et lille, forsigtigt og spørgende ‘papa?’
Stemmerne sagde hele tiden det samme, men forandrede sig i tonefald, –højde og styrke, så vi undrede os selvfølgelig hurtigt og begyndte at se spørgende på hinanden. Det viste sig at være fem højttalere, der var hængt højt op i træerne med en stor indbyrdes afstand.

Rundt omkring i parken, hvoraf meget er mere en skov end en park, så vi disse kæmpebolde; et kunstværk kaldet Double Dribble. Ikke alle navne var helt logiske – vi så otte af disse røde bolde fordelt i skoven/parken, så hvorfor lige Double?
Mother var vi ikke helt med på; slet ikke I Will Stop Loving You, men Wanås’ Wall var et udmærket og logisk navn.

The Dining Room. Sjovt og anderledes.

Nogle af kunstværkerne har stået der i mange år, men hvert år kommer der mindst ét nyt til, som dette (Primary Structure) fra 2011. Man må gerne gå på det – på eget ansvar. Jeg kan sagtens se det krible i børn, når de ser denne mulighed for at gå balancegang. 

En af mine yndlínge på Wanås er ‘Sprungen Ur’ af Per Pålsson – det er utroligt flot lavet … hvordan mon man får formet en så perfekt stenkugle?

Slottet er i privateje, og man får ikke lov at komme ind og se det, men det er meget smukt at se på udefra. Der hører en stor avlsgård til, som er Sveriges største producent af økologisk kød og mejeriprodukter.

Statuen af den tissende kvinde (Fideicommissum) står – eller retter sidder – nede ved slotssøen og kigger ud over den. Skægt påfund. Det må være et modsat springvand, da strålen så at sige kommer oppefra …

Denne kæmpestore eg, som de kalder Snapphaneegen, stod der allerede, da det første Wanås blev opført i 1400-tallet, kunne man læse på skiltet. Den skal såmænd nok have sine 1000 år på bagen og har tydeligvis haft sine velmagtsdage for mange, mange år siden.
Ærefrygtindgydende er det dog alligevel … Hanne, som står foran træet, nærmest forsvinder i træets storhed.

Der er kunst overalt – selv uret er alternativt:

Wanås Slot ligger ikke så langt fra Knislinge. Det er en meget anderledes og derfor dejlig oplevelse – vi har været der fem gange og ser altid noget nyt. Det var første gang vores venner så det, men bestemt ikke sidste, sagde de.
Er I alligevel på de kanter, så sæt 2-3 timer af til at gå parken igennem og eventuelt også se de indvendige udstillinger, hvis de har åbent – hvilket de ikke havde i fredags, men det var jo også almindelig hverdag.

Plantetid

NU skulle det være. Sidste weekend var vi ikke hjemme; næste weekend er meget lang og vil for vores vedkommende foregå i Sverige, så skal der blomster i alle krukkerne og chilierne have større potter, var det i dag. Det var ikke i går, for da var det oktober med kulde og storm, og man tilplanter ikke krukker i oktober midt i en efterårsstorm.

Alting er et par uger bagefter i forhold til sidste år. Æbletræerne er først lige sprunget ud, og jeg kan se i mit billedarkiv, at det var de den 28. april 2011.
I dag er det flot, solrigt og mildt. På planteskolen har jeg aldrig set så mange mennesker på én gang før. Vi var der kl. 10 og fik en af de sidste parkeringspladser – og der er ellers rigtig mange af dem! Da vi kørte igen lidt i 11, holdt folk i kø for at få en plads.

Chilierne og tomaterne er ikke vokset specielt meget i minidrivhuset, men nu har de fleste af dem fået de anbefalede 10-liters potter og en varm sydmur at læne sig op ad, så størrelsen kommer forhåbentlig. Jeg kan sagtens se denne væg for mig fuldstændig dækket af tomater, chilier og et enkelt citrontræ. Eller var det appelsiner, Pia?

Denne lyslilla ting hedder en silkehale og stammer fra Australien. Den skulle kunne overvintre inden døre, så den får en chance. Det lignede en blød pilegæsling.

Jeg ikke købt for helt den samme formue, som jeg plejer, da jeg som bekendt har en hulens bunke rød torskemund – der var nok til halvdelen af krukkerne … flere end halvdelen, faktisk, men nok er nok. Der skal også være andet end rød torskemund i haven i år.

Avispotter

Det er ved at være på tide at plante de spæde torskemund over i priklepotter, så de kan få plads til at udvikle sig. Jeg fik sået dem alt, alt for tæt – det var på høje tid at gøre noget ved det, for der var vel godt 500 planter på 20×20 cm.

Meget inspireret af Susanne ville jeg fabrikere avispotter til de små planter, men sådan en fin ‘pottemager’, som susanne har, og som jeg så for første gang ovre hos hende forleden dag, har jeg jo slet ikke. 
Hvad så? Jeg googlede for at finde ud af, om der var skjulte hemmeligheder, og jeg fandt ud af, at kodeordet i virkeligheden blot var noget opadhvælvet, der kunne forme bunden.

For eksempel sådan noget som en vinflaske med hul bund. Den slags udstyr går vi aldrig ned på her i huset, så jeg gik i gang med at klippe i aviser, rulle dem om flasken og trykke bunden op i bunden, så at sige.
Og vupti – på ingen tid havde jeg rigeligt med potter. Jeg skulle nok have lavet dem lidt tykkere, men jeg krydser fingre …

Hvis dette forsøg lykkes, får jeg omkring 50 planter dybrød torskemund.
Det tror jeg faktisk er mere end rigeligt.
Tre af lerpotterne fik et ginkgo bilobafrø fra Vilvorde – spændende at se, om de bliver til noget …

I England er man spændt på, om man i dag får slået varmerekorden for marts; det er vist meget tæt på derovre.
Her er det 15 grader, men ret blæsende. Alt eksploderer nærmest nu – årets første ribes blev spottet i dag for mit vedkommende, men nu går vi desværre mod køligere tider igen, både her og hisset, lover sagkundskaben, så det hedder medbringelse af varmt tøj, både når vi skal se traner ved Pulken på lørdag og når vi tager til UK på tirsdag.

Det er også ligemeget – når bare vi ved det.

Just another Sunday…

Bare en ganske almindelig søndag med lidt af dit og lidt af dat.
Dit var f.eks. formiddagens oprydning i gårdhaven – herligt med så lidt plads, at det kun tager et par timer at gå det meste af det igennem.

Der var masser af tid til at studere et gåsetræk, der drog forbi … vejret var skønt, så længe det nu varede; senere blev det overskyet.

Krukkerne er helt parat til næste plantning, selv om der er god tid til det endnu.
Vores smertensbarn, højbedet, har vi længe været trætte af, og havde egentlig gjort forberedelser til at ‘smide det ud’ i år, samtidig med at træterrassen bliver udskiftet og øget med bedets areal.
Det vil tage flere weekender, så vi kiggede lidt på hinanden og blev enige om at vente til næste forår/sommer, hvor vi forhåbentlig har al den tid, der skal til, uden at skulle tænke i weekendtanker.
Hvis nogen til den tid skulle være interesseret i stenene, kan de afhentes. Må faktisk meget gerne afhentes … vi ville blive rigtig, rigtig glade, hvis nogen kunne bruge dem. Vi er blevet 20 år ældre, siden vi anlagde bedet – vores rygge var bedre dengang end nu …

Da det blev overskyet og vejret derfor ikke længere var så indbydende, gik jeg over til dat og trak op på syværelset for at sy videre på Chloe’s Backpack, som bliver til en sød og rummelig taske med rigelig plads til alle nødvendighederne.
Det er godt, man ikke er nybegynder udi syningens kunst – hvis dette var en af de første gange, jeg skulle sy en taske, ville jeg overhovedet ikke kunne bruge denne opskrift til noget – den er altså meget underligt skrevet, og der mangler at blive forklaret temmelig meget. Men klippemålene er angivet, og der er et fotografi, så jeg finder stort set ud af resten selv – plus et par forbedringer, fx en indvendig lomme … sådan en kan da ikke undværes.

Midt i dette hyggelige arbejde ringede Charlotte – middagen fredag aften var forløbet til perfektion, og Charlotte soler sig endnu i al den ros, hun fik for at have frembragt så ypperligt et måltid, men jeg har løjet for jer. Ikke bevidst, naturligvis, men jeg fik at vide, at hun havde haft hjælp til at bære tallerkener ud og ind. Susanne, som er ansat i den børnehave, børnene gik i, bruger de sommetider som barnepige, og hun var hyret fredag aften til at bade børn og lægge dem i seng.
Gæsterne var inviteret til  kl. 20:30, så det passede med, at børnene sov, da det hele skulle til at løbe af stabelen. Susanne blev og hjalp til i køkkenet.

Nille, jeg skulle hilse dig fra C og sige, at du bare er rigtig god: Du kommenterede i det forrige indlæg, at du fik bestikket til at passe indtil osten.
Det var fuldstændig rigtigt set … da de havde indtaget første ret, blev tallerkener og bestik herfra vasket op, så det kunne bruges igen til osten!

Da middagen var overstået godt 23:30, blev mændene i spisestuen for at drikke portvin og ryge cigarer, mens kvinderne fortrak til stuen. Tidsånden blev gennemført til det sidste!
Ingen af mændene ryger til hverdag, men de sad alle seks og mandehørmede med hver deres store cigar og havde det vældig hyggeligt.

Aprilvejr i marts

I aftes småsneede det, da jeg kørte hjem fra Lyngby; i formiddags var det gråt og trist, men lige nu har jeg helt lyst til at sætte mig ude på terrassen, så dejligt er det.

Troldhaslen har fået rakler – kun en enkelt af dem er lidt krøllet.

Vintergækkerne og dorthealiljerne er der endnu, men ikke så længe. Påskeliljerne er til gengæld stærkt på vej.

Vi skal vist ud og fjerne visne blade i weekenden …

På indendørsfronten er noget af det, jeg såede i sidste uge, ved at komme op – længst fremme er den blodrøde torskemund, jeg blev så glad for i sommer, at jeg tog frø for at få en masse af dem i år.
DET får jeg så sandelig også – frøene var så bittebittesmå, at jeg kom til at så alt, alt for mange. Jeg kunne slet ikke styre dem. Selv om jeg hiver mange planter op og får fordelt resten, ville jeg stadig kunne fylde samtlige krukker med torskemund i år. Der skulle nu også gerne komme en del olieplanter.

Jeg har arbejdet hjemmefra i dag, hvilket betyder, at man indimellem kan gå og smånusse med småprojekter, såsom at forsøge sig med hjemmebagt snyderugbrød.
Snyde- fordi det var en færdig solsikkerugbrødsblanding, hvor jeg rev lidt gulerødder og en kartoffel i dejen, samt tilsatte nogle græskarkerner fra det græskar, C og jeg lavede suppe af i november. Kernerne blev tørret på aga-komfuret og fragtet med hjem til Danmark.

Jeg er lidt spændt på resultatet – jeg er mildt sagt ikke den største brødbageentusiast eller ditto ekspert, men den flotte julegave skal altså også bruges, og i dag fik den lov til at ælte en gang rugbrødsdej. Så bliver det ikke ret meget nemmere … det største arbejde lå i at skrælle gulerødderne og kartoflen.

Fuglene her i området er meget intelligente

Vi har vel alle hørt om dyr som egern og mus, der indsamler vinterforråd. Fuglene gør det også – skovskaden kan oven i købet huske, hvor den gemmer forrådet.
Jeg formoder, at grunden til, at dette fremhæves for skovskaden, er fordi der er andre fugle, der ikke kan huske det. Men hvorfor gemmer de det så?

Nå. Men vores fugle ikke bare samler ind og gemmer. De sørger selv for at dyrke næste års høst. Det er da intelligent fremtidssikring.
Der dyrkes lystigt både solsikker, raps, hirse, noget, jeg ikke ved hvad er, og noget, jeg godt ved hvad er, men ikke vil skrive navnet på (med afslørende googlesøgninger i tankerne).
Det, jeg ikke ved hvad er, ses til højre. Nogen bud? Det ligner en snerleplante, men blomsterne ligner bestemt ikke snerler.

Første gang jeg skrev om de unævnelige, var jeg lidt spændt på, om planterne ville blive til noget.
Det ville de sandelig gerne; på trods af, at Anna og Aubie prøvede at udrydde dem, da de var her sidst i august. De blev høje og flotte, og politiet har ikke opdaget dem. Naboerne næppe heller, da de stadig er godt skjult for omverdenen af troldhaslen.

Blomsterne ses nedenfor i to forskellige faser. Gad vide, om de når at sætte frø. Hunfrø, selvfølgelig, ikk’oss’, Christian
Eller… oh skræk… det er vel ikke både han- og hunplanter, vi har? For så er det vist bare med at få dem hevet op. Er der en ekspert til stede?

På vej hjem fra Sverige i søndags holdt vi ind i Citygross i Höör for at se, om de havde fået jordnødder og solsikkefrø i sækkevis.
Det havde de, også hampfrø, men det købte vi ikke; investerede i stedet i 10 kilo jordnødder, 10 kilo solsikkefrø og en stor spand mejsekugler. I forvejen har vi jo vores fantastiske Hansen-blanding, så der er lagt op til endnu en gourmetvinter for de lokale fugle; både her og i Sverige.

Ifølge vores seneste videnskabelige test kunne vi konstatere, at den nuværende affodring i Sverige ikke holder i 14 dage, men holder mere end en uge. Vi har derfor købt lidt ekstra til at servere maden i, så nu satser vi på, at foderet kan vare fra det ene besøg til det næste. Det har altid gjort lidt ondt på mig, at alt var så gabende tomt, når vi ankom – men det må stadig være bedre end slet ikke at fodre, er min naive holdning til det… det må alt andet lige være et velkomment tilskud i en ellers hård vinter.

Et afslappet forhold

Søren er vendt stærkt og spamfri tilbage og har bl.a. lagt denne havetest på sin blog. 
Den dømte mig at være en Slapper, hvad haver angår, og jeg må sige, at for en gangs skyld er der en test, der har ramt fuldstændig rigtigt.
Havearbejde elsker jeg… at se andre udføre…

Jeg er hjemme nu og har lige redt alle sengene op, så jeg ikke skal rende rundt og klare sådanne banaliteter, når englænderne lige om lidt har invaderet huset.
Selv om det kun er små fem uger siden, jeg så dem, savner jeg dem selvfølgelig alle sammen.

Seks om dagen

Det er, hvad vi i gennemsnit myrder af dræbersnegle i vores meget lille rækkehushave. Og der er ikke noget at gøre – der findes ingen nåde overhovedet – alle må dø.
Vi har masser af almindelige snegle med hus på ryggen, som vi ikke nænner at gøre noget ved, men de er altså lige lidt for glade for min olieplante. Hver morgen kan jeg fjerne 8-10 stykker, som gufler løs af bladene. De bliver smidt ned i den anden ende af haven; så orker de forhåbentlig ikke at tage hele turen igen. Men der kommer nye til.

Jeg er også meget glad for min olieplante, men jeg spiser den altså ikke… absolut ikke – det er jo planten, hvis olie er kendt som Amerikansk Olie, der som bekendt er et kraftigt virkende afføringsmiddel. Det synes jeg også, jeg kan se på bladene, når sneglene har været der…
Ikke desto mindre er den flot – bladene starter med at være fint røde som små, inden de vokser sig drabeligt store (op til 60 cm) og grønne. Blomster og frugter har en meget usædvanlig lyserødlig farve, så den skal helt sikkert sås igen til foråret – bare lidt tidligere i håb om at få den lidt større, end den bliver i år. I troperne kan den blive 12 meter; under vores himmelstrøg varierer den fra 1½ til 4 meter, men dette sidste er måske i en vinterhave? Min er lidt under en meter – et bette skravl.

God weekend derude – kryds fingre for tørvejr, så er I søde. I morgen skal vi i sommerhus til julefrokost og på søndag på Frilandsmuseet til blogtræf. Hvis I prioriterer eller insisterer på, at jeg ikke kan få det hele, så er det vigtigst med tørvejr på søndag…

Så er det hverdag igen

Jojo, jeg ved skam godt, at det er søndag, men ferien er slut, og i morgen kalder arbejdet og hverdagen igen. Den hverdag, som mange andre tilsyneladende holder mest af. Det gør jeg så ikke. 
Ikke at jeg ligefrem afskyr hverdagen – det ville sandelig heller ikke være godt, for det er trods alt den, der er mest af… og hvis den ikke var der, ville der ikke være noget at holde ikke-hverdagene op imod, og så kunne jeg ikke kunne sætte så stor pris på weekender, fridage og ferier, som jeg gør.
Hverdagen er kommet for at blive, men derfor behøver man jo ikke at elske den…

På Facebook er jeg blevet ven med Annette i Hollands spændende Hannie Mommers, fordi Annette ikke kunne dy sig for at fortælle Hannie om vores ‘navnelighed’. Hannie og jeg har udvekslet flere ‘beskeder’ via FB, så jeg har været der for mig et rekordstort antal gange de sidste par dage og faldt omgående over følgende reklame for et eller andet gigtmiddel:

Fantastiske resultater for mennesker med gigt, reumanimsme og andre ledsmerter

Kunne man ikke godt gøre sig den ulejlighed at undersøge hvordan reumatisme staves, inden man sender sådan en reklame i cyberspace? 

Haven.
Eller det, der lignede en have, da vi tog afsted for små tre uger siden… det var godt, vi fik erhvervet os en regnvandstønde. Den er meget fuld. Ligesom regnmåleren var det, og de tre små bede vi har – sidstnævnte dog fulde af ukrudt. DET kan finde ud af at gro i det møgvejr, som vores stakkels lille plet i Danmark har haft det meste af de seneste tre uger. Blomsterkrukkerne så til gengæld temmelig forhutlede og meget lidt blomsterfulde ud – ikke lige et vejr, de har nydt, de arme små blomster.
Inden ferien nåede vi kun at klippe hækken ude foran  – omme i gårdhaven var den nu blevet meget bred, og naboens vin var ydermere ved at overtage hele den ene halvdel, så det var junglelignende tilstande visse steder. Vinen får lov at gro ud over vores hæk, men først senere, så vi kan nyde de røde blade til efteråret.
John gik i gang med hækken, og jeg gik i gang med bede og krukker. Det er skønt med så lille en have som vores – den er hurtigt klaret, og i skrivende stund mangler vi bare lidt solskin for at få den til at se perfekt ud igen. Man må være taknemmelig for lidt – det holdt da tørvejr, så længe vi arbejdede…

Nu hvor jeg har været så uhørt meget på FB, faldt jeg igen over Pias lillebror, min fætter Mark, som har en rigtig god stemme.
Her giver han Kim Larsens ‘Kom Igen’ – som jeg vil vove at påstå er direkte taget fra hovedtemaet fra ‘Tornfuglene’. Prøv at høre begge klip – forskellen er næsten ikke til at finde – den umiskendelige ‘Kom Igen’-lighed starter 50 sekunder inde i temaet fra Tornfuglene – som er fra 1983, mens Hr Larsens komposition er fra 2009.

Mark med den dejlige stemme

Det må andre også have tænkt over, men jeg er i bund og grund aldeles ligeglad, om Kim Larsen har fundet sin inspiration der eller andre steder, for det er en dejlig melodi, som udmærket tåler at blive gentaget, så at sige…
Åh, kan I huske Tornfuglene? Eller gad I den ikke? Jeg indrømmer uden blusel, at jeg elskede den serie; lige som jeg på det nærmeste slugte bogen nogle år tidligere.
Underlødigt? Ka’ da godt være, og det må I gerne mene… jeg synes det ikke, for ud over det forbudte kærlighedsforhold mellem Maggie og Ralph beskrev Colleen McCollough både religion(ens bagsider) og Australien på glimrende vis.

Haven er ordnet, feriekuffertens indhold er vasket, der er købt ind, så vi kan få lidt at spise… kom bare an, hverdag – vi er parat til dig igen.

Jeg har overHOvedet ikke lyst til at tage tilbage til Danmark

Jeg har slet, slet ikke lyst til at tage tilbage til Danmark – jeg så nemlig lige et dejligt hus, da Charlotte, ungerne og jeg i eftermiddags kørte lidt rundt på de smalle veje på vej til en planteskole. Faktisk så vi flere skønne huse på denne for mig nye rute, men jeg kan jo desværre ikke vise dem alle sammen… Jeg lagde specielt mærke til buksbom-svampen – den er da alternativ… sikke et arbejde for at klippe den i facon, men som svampeelsker burde man næsten have sådan en til at pryde forhaven…

Tim er i Exeter i dag sammen med instruktøren og assistenten for at finde ud af hvor og hvordan de senere vil filme. I Exeter handler det vist om The Met Office. Instruktøren vil have skrevet drejebogen inden for meget kort tid, for med så kort tid til premieren er der ikke plads til nøl. I august-september skal de til USA i fem uger for at tage rundt på en del lokationer, hvorfra de agter at filme. Tim glæder sig naturligvis som et lille barn – han har aldrig før været i USA, og nu får han fem uger med det hele betalt. Det er ikke så tosset endda – bortset fra, at familiens fælles sommerferie vist hermed er røget sig en tur, men så kommer C og ungerne hjem til DK i en god uges tid i stedet for, hvilket morfar og mommer naturligvis intet som helst har imod.

På vej mod Devizes ligger der et meget lille, men ret charmerende hus, der er bygget som et kors. Jeg tror, huset er ubeboet – det er synd, hvis det får lov at forfalde, men det er så lille, at jeg ikke engang ville bruge det som pensionistbolig, og så ligger det meget tæt på en meget befærdet vej. Men sødt er det – jeg kan især lide de fine skorstene.

I formiddags fik vi besøg af naboens lille kattekilling. Vi var lidt nervøse for, om den selv kunne finde hjem igen, men det kunne den. Den havde lige præcis den alder, hvor katte er allersødest (omkring 7-8 uger), så vi legede med den et godt stykke tid. Den syntes, det var enormt skægt at kaste sig med dødsforagt ud fra havemuren med alle fire ben strittende til lige så mange sider – ærgerligt, at jeg ikke kunne tage et billede af det…

I morgen går turen hjemad – det er utroligt, så hurtigt tiden flyver i godt selskab. Vi kører tidligt for ikke at risikere at blive fanget i et vejarbejde eller en trafikulykke. Det ville være rigtig, rigtig dumt at miste færgen – ikke blot går den næste først på søndag, men den er også udsolgt… På anbefaling vil vi bruge den tid, vi forhåbentlig får til overs, i Lavenham, som skulle være så utrolig fotogen.

Vi sprang Devon over

Stonehenge har vi begge set, inden der blev lukket for at komme helt tæt på de store sten, så vi nøjedes med et billede fra vejen forbi.

Vi endte med at springe Devon over og kørte videre til Cornwall. The Mariner’s i Seaton var dødkedeligt at se på, og ‘havudsigten’ var udsigten til en betonmur, der skærmede for stenstranden, som ikke var pæn, så næhnejtak. Videre med os over Dartmoor og Bodmin Moor mod Mevagissey, som til gengæld var ren Rosamunde Pilcher. Vi fandt en B&B højt oppe over byen, så vi havde en god 1½ km ned og ned og ned og ned mod havnen, hvor vi indtog vores aftensmåltid i The Wheel House. Fisk, selvfølgelig.

Turen herned gik over Bodmin Moor, som mange vil kende fra Daphne du Mauriers ‘Jamaicakroen’, som ligger midt ude på heden og som vi har besøgt et par gange.

I Mevagissey var det blevet en hel del varmere og skyerne forsvandt efterhånden som vi nærmede os subtroperne.

Onsdag stod den først på Eden Project og derefter i The Lost Gardens of Heligan. Begge dele var… var… jeg mangler ord, for det var bare fantastisk altsammen. Sidstnævnte var måske ‘bare’ en ENORM have uden andre drivhuse end dem, der groede meloner, vindruer og agurker i, men det var alligevel ikke ‘bare’, for jeg har f.eks. aldrig gået inde i rhododendronbuske rhododendrontræer. De var kolossale. Jeg har heller aldrig set så stor en køkkenhave. Eller så store og så røde montbretia. Eller… alt. Kommer I nogensinde i nærheden, så snyd ikke jer selv for et besøg.
I skal bare forberede jer på at gå en hel del – hold da fast, hvor er er vi trætte her i vores ben til aften. Eden er stort – Heligan er endnu større, men vi mærkede egentlig ikke trætheden før til aften, hvor vi efter aftensmaden skulle gå op, op, op, for at komme til vores B&B… det var en del mere anstrengende end at gå ned, ned, ned, som da vi drog sultne afsted.

Eden kan slet ikke beskrives – det må I tage til Cornwall for at se. Cornwall kan i øvrigt så absolut anbefales på alle måder – skøn natur, store tidevandsforskelle, de skønneste patchworklandskaber, de yndigste huse… alt er mere end i orden, selv om der er kommet mange flere turister til, siden vi var her i hhv. 1998 og 2002.

De tre kupler til venstre er regnskovene; de til højre indeholder de middelhavslignende klimaer. Jeg tog 146 billeder i dag, og det er næsten umuligt at vælge nogen ud… skal vi ikke bare aftale, at I selv tager herned og ser det?

Okay – så lige en kæmpebambus, da, og en… jahh??? (pas), men det tredje billede er foden af en ‘bottle palm’ (truet art), og nedenfor bare blomster, blomster, blomster.

Den lille rødhals fra Heligan var ikke spor bange, og solsorteungen havde lært at spille død af sin mor, tror jeg – så snart den fik øje på os, lå den længe helt, helt stille, mens vi kiggede og fotograferede.

I nat bor vi i Marazion; lige over for St Michael’s Mount, som vi kan se fra vores værelse med udsigt. Inden vi nåede så langt, tog vi den lige ind over land gra St. Ives mod Marazion ad en af de mange ‘single track roads’ med de høje hække. Vi mødte heldigvis ikke nogen lastbiler – det ville have været slemt. Almindelige personbiler var slemt nok…

… Men de taler meget …

Hele tiden taler de, de tre damer. Gennemsnitsalderen er lidt over 60 år, og både Sus og jeg har oplevet på vores respektive arbejdspladser, når vi fortæller de unge og yngre piger, at vi skal på tøseweekend i Sverige, at de ser lettere overbærende på os og helt sikkert forestiller sig, at vi sidder og drikker te og spiser ‘After Eight’, mens vi forargede taler om den rædsomme ungdom af i dag og går i seng senest kl. 22.
Jeg tør godt vædde et eller andet på, at hvis de var små fluer på væggen, ville de få sig en gevaldig overraskelse. Og rødme. Talen er ikke altid helt stueren og tonen sommetider meget langt fra salontonen, men for hulen, hvor er det sjovt og hyggeligt. For det første tager vi stadig tråden op, som om vi var skiltes i forgårs, selv om det er over et år siden, vi har været sammen alle tre. Vi har set hinanden, men to og to.
Vi har i øvrigt sølvbryllup i år – Karen og jeg mødtes i 1978, da jeg startede i det firma, jeg endnu arbejder i. Sus kom til i 1986, og vi tre fandt hurtigt hinanden (+ en fjerde, men det gled ud, da hun blev gift). Karen er gået på pension og Sus arbejder et andet sted nu, men forbindelsen bliver vedligeholdt. Vi var berømte/berygtede, da vi arbejdede sammen, for de latterbrøl, der kunne runge gennem hele kantinen, kom næsten altid fra vores bord. Oh, det var tider… folk kiggede storsmilende og sommetider en anelse misundeligt hen til os – vi havde det altid hyleskægt sammen.
Og latteren kan stadig runge – vi behøver bare et enkelt stikord, og vi mindes et eller andet – alle tre ved omgående, hvad der bliver tænkt på eller hentydet til.

Selvfølgelig får vi også ordnet verdenssituationen angående de mere seriøse ting på både ude- og hjemmefront. Der skal spørges ind til børn og børnebørn og følges op på familieforholdene. Vi skal lige have sat den nye regering sammen og klaret både storpolitik og finanskrise. Men vi når det hele – vi har jo en hel weekend.
Lige nu trænger den ene til en middagslur; den anden sidder og læser en artiklel, jeg havde med til hende og den tredje benytter sig af chancen til at forfatte dagens indlæg.
Så er vi alle tre genopladede til at kunne fortsætte til ud på de små timer.

Karen havde en bog med, som hun syntes skulle ligge i Sverige ‘True North – The Grand Landscapes of Sweden’ – det er en bog fyldt med fantastiske billeder, og som jeg glæder mig til at vise John. Og så passer den jo voldsomt godt til den buket, jeg havde sammensat i dagens anledning…

Det er åbenbart ved at blive en vane at ligge på maven i Sverige, men denne gang var det mere for ikke at falde ned, da fotografen forsøgte at tippe hele jorden…

Græsplænen? Den er megahøj og fyldt med mange forskellige kønne blomster. Jeg bestak i går vores søde nabo med en ramme Carls Special – så kommer han gerne og slår den et par gange mens vi er på ferie – og jeg slap også for det denne weekend

Skrækkelige skråplan

Hvis dette var en forældrerolle, jeg havde gang i her, var jeg kandidat til retsforfølgelse fra børneværnets side, tror jeg.
For det første har jeg i haven denne unævnelige plante, I ved nok, som nemt kunne friste svage sjæle, hvis samme sjæle ellers var i stand til at få øje på den, og for det andet er jeg begyndt at alkoholisere mine haveplanter.

Vores nye vandtønde har en tidligere karriere som fransk rødvinstønde, hvilket man overhovedet ikke er i tvivl om, når man ser farven på vandet og ikke mindst snuser til duften.
Tønden er fuld nu (høhø), så der er vand til mange vandinger, mens jeg er draget vestover i en uges tid.

Kaktusinteressen, som opstod under vores USA-ferie i september, er dalet en anelse, for jeg har lidt svært ved at holde liv i dem. Der er dog fire ud af syv, der stadig klynger sig til livet, og en af dem har sendt noget til vejrs, som kun kan blive til en blomst. Hvilket faktisk kan være et tegn på, at den er ved at dø, men lige skal nå noget inden. (Og der er altså ikke tale om omsorgssvigt i dette tilfælde, selv om I måske kunne få tanken…)
Den kunne indtil videre godt minde en smule om en mini-agave… hvis det er det, så dør den efter blomstring, hvilket vi så i Sydafrika op til flere gange. Vi får se, hvad der sker her i en dansk provinsby.

Jeg tør overhovedet ikke skrive en relevant overskrift…

Det er godt nok ikke så godt med de planter, jeg nævnte i går:
http://www.fyens.dk/article/1665690:Faaborg-Midtfyn–25-aarig-dyrkede-hampplanter-i-baghaven

Ulovligt uanset mængde og omfang
Hos Østjyllands Politi opfordrer vagtchef Frits Kjeldsen folk til at melde det til politiet, hvis de opdager, at der bliver dyrket hamp. Det er således uanset mængde og omfang ulovligt.
»Nogle dyrker det lidt til hobbybrug, men det er under alle omstændigheder ulovligt. Måske kan man selv fjerne det, ellers kommer vi selvfølgelig og konfiskerer og destruerer hampplanterne,« siger Frits Kjeldsen.

Og her blev jeg helt bange – jeg klikkede på et googlehit, og op kom følgende besked:

Forbidden

You don’t have permission to access /hamp+dyrkning.index on this server.

---

Apache Server at http://www.startbasen.dk Port 80

Jeg får ikke engang lov til at kigge! Derfor tør jeg ikke skrive en dækkende overskrift, der kan beskrive det der med at have de der planter, I ved nok, som fuglene har sået i jorden i min have – jeg tør simpelthen ikke blive fundet i en googlesøgning…

Det er strafbart at dyrke hamp, ja, men jeg vil stædigt påstå, at jeg ikke har ‘dyrket’, for det betyder, at jeg bevidst har sået frøene, og det har mine fugle gjort for mig. Uden min tilladelse!
Desuden fik jeg en meget nyttig og oplysende kommentar fra Christian; nemlig at det er hunplanterne, der er spændende for dem, der har den slags tilbøjeligheder, og lige præcis derfor er det oftest hanfrø, der findes i fuglefoder.

Nu ved jeg ikke lige, hvordan man ser forskel på han- og hunfrø, men det med hanner og hunner kunne godt være forklaringen på, at man på Christiania kan købe 10 hampfrø for 25 kroner, mens jeg får et helt kilo for 30 kroner hos min fuglefoderleverandør. Eller også er nogen, der i den grad scorer kassen…

Nå. Nu til andre planter.
Dette fine frø fik jeg af svenske Gun (udtales på svensk; ikke engelsk), lagde det i jorden og op kom denne elegante lille, lyserøde spire.

Sådan ser planten ud i dag. Stænglerne er stadig lyserødlige. Guns planter var omkring en meter høje og ret kraftige – det er jeg lidt spændt på, om disse bliver.
De får nogle flotte frøstande til efteråret, hvis ellers de kan trives her på min danske terrasse. Den er lidt klejn i det endnu, synes jeg.

Er der nogen, der har nogen ide om, hvad det kan være for en fætter?

Jatak – så er det nok for denne gang

15 mm slagregn i dag og gårsdagens 11 mm med ledsagende tordenvejr passer fint – nu behøver vi ikke mere i denne omgang. Den fine nye regnvandstønde er, på nær 10 cm, fyldt op, så vi har nu en pæn reservedunk med vand i haven.
På vej til Lolland forrige lørdag sad jeg i bilen og filosoferede lidt over, at det kunne være dejligt med en lille, gammeldags pumpe i tønden i stedet for en udvendig hane. Det ville bevirke, at vi ikke behøver at klodse tønden op for at kunne sætte en kande under hanen. John tog straks bolden op og sagde, at han kunne da bare købe en dykpumpe og sætte ned i – så kan tønden nøjes med at stå på en lav flise, og jeg kan bare trykke på en knap for at få vandkanden fyldt. Lidt af det økogrønne og gloriepudsende islæt går måske nok fløjten, men til gengæld kan tønden hverken ses indefra eller fra, hvor vi normalt sidder og spiser udenfor. For nok er den pæn af en regntønde at være, men det er stadig en dominerende stor ting at have i en lille have.
Nu mangler vi bare at forlænge nedløbet lidt – det blev købt, da vi regnede med at tønden skulle klodses op.

Under dagens dræbersneglejagt (48 stk.) opdagede jeg, at vi aldeles uafvidende er tæt på at blive kriminelle. I hvert fald har nogle af fuglenes hampfrø spiret og gror noget så nydeligt under troldhaslen, hvor foderrøret hænger. Rapsfrøene har også spiret – det er nok lige før, vi kan blive selvforsynende med fuglefrø til vinter… hvis ikke det lige var fordi dræbersneglene er helt vilde med rapsplanterne. Det er de rene sneglefælder, hvilket gør min jagt lidt nemmere. Det må være regnen, der har lokket de små sataner frem, for jeg har ikke set mere end en enkelt ad gangen før i dag.

Hvornår bliver hamp ulovligt? Det er vel ikke ulovligt at dyrke det? Kun at sælge det til alternativ rygning eller bagning? Eller selv anvende det til samme? Jeg må hellere passe på ikke at fremture med en kriminel løbebane, nu hvor jeg åbenbart er kommet i politiets søgelys.
Jeg lader alle fem planter stå – det er faktisk en meget smuk plante. Men skulle I rende ind i en politimand, så hold venligst denne viden for jer selv.

Hjælp – hvorfor rådner knopperne på min store, flotte, hvide bonderose? Det startede før regnen, så det kan ikke være fugt, der er årsagen. Omkring halvdelen af knopperne ser således ud, og jeg synes det er smadderærgerligt, men når jeg ikke kender årsagen, har jeg lidt svært ved at gøre noget ved problemet. Gode forslag modtages med kyshånd.

Det halve Sjælland rundt

Eller næsten da. Vi har været forholdsvis aktive i dag.
Skulle i Brugsen (såmænd) og hente regnvandstønden, som blev bestilt på Nettorvet i sidste uge.
Skulle til Kr. Hyllinge og hente nye forsyninger af Chr. Hansens vildfugleblanding, både til fædrenegården, Sverige og hjemmematriklen – vi fodrer hele året.
Skulle på planteskole og finde årets krukkeblomster.

Jeg blev så betaget af Havehyrdens flotte regnvandstønde, som hun har fundet i Tyskland. Jeg har ønsket mig en regnvandsopsamler i mange år, men jeg har altid nægtet et placere en meget stor, meget mørkegrøn, meget grim og meget dominerende ting i vores lille rækkehushave. På Nettorvet opdagede jeg så denne rigtige trætønde, som naturligvis ikke skal stå midt ude i det hele, men lige uden for den overdækkede terrasse, når John engang får gjort den modtagelig for regnvand, samt monteret en hane til at aflevere samme, så jeg kan vande mine krukker.

På vejen til Grovvarecenteret lidt uden for Kirke Hyllinge kom vi forbi Rye, hvorfra Inge så smukt fotograferede forleden dag, så den bro vil jeg lade hende være alene om og vil i stedet vise det gamle træ, som er smukt selv i døden.

Den store planteskole i Roskilde skuffede os, for de havde stort set ingen krukkeblomster. Er vi allerede for sent på den? Det er da først efter fuldmånen i maj, vi kan være nogenlunde sikre på ikke at få mere nattefrost, så de kan da for pokker ikke have udsolgt allerede?

Videre til Thyme lidt syd for Herfølge. En pragtfuld og veldrevet plantskole, som heller ikke denne gang skuffede os… masser af blomster var der. Og andet. Var det noget med et figentræ til 1650 kr? Som garanteret smutter op til Paradisets Have, så snart de lover frostvejr i det jordiske miljø? Vi sprang over, men fik købt til de krukker, der er tilbage efter vinterens frost. To af dem var gået lige midt over, selv om de havde stået forholdsvis frostbeskyttet inde i skuret. Ikke nok, åbenbart.

Det ser temmelig rodet ud til at begynde med…

Ikke så snart jeg havde taget dette billede, trak det sammen og begyndte at buldre. Jeg fik en halv time, inden det begyndte at regne, og resten af eftermiddagen arbejdede jeg med plantningen ind imellem tordenbygerne.

Færdig blev jeg trods vejret, og resultatet, som ses nedenfor, synes altid som næsten ingenting i starten, men forhåbentlig ender alle krukkerne, ganske som de plejer, med nærmest at svømme over med alle de skønne blomster.  Anna og Aubrey kommer jo lige efter Skt. Hans og hjælper mig med at vande – deres magiske små hænder er en stor hjælp…  og indlægget i linket viste sig at være nøjagtig to år gammelt  og ikke et, som jeg troede, da jeg ledte efter det. Ups, hvor tiden går alt for hurtigt.

… og mange flere… Den lille og tætte koreagran står stadig på planteskolen, men jeg er ret vild med den. Koglerne er gengivet i naturlig størrelse – er de ikke nuser?

Den store og frodige pariserrose, som vi har haft i den største af krukkerne i mange år, kunne ikke tåle den hårde og lange vinter. Den er komplet og aldeles død og hvad skal vi nu sætte i krukken i stedet for den? Det kunne vi slet ikke finde ud af – havde rhododendron, roser, japansk løn og meget andet oppe og vende. Det endte med, at vi tilplantede den med jordbær – det giver os lidt mere tid til at tænke over det…
Det ender nok med… ikke en Lillymodel, men denne koreagran, da den er meget tæt og meget langsomtvoksende. Og meget dyr, så jeg skal lige spare sammen til den.

Skabs-HVAD???

Man vil bemærke, at John ikke er på vej ud af skabet, men ind i det.

Meget bekymrende…

Anden halvdel af projekt nyt køkken er i fuld gang.

Jeg brugte lidt af formiddagen på at så joshua trees, tallerkensmækkere, nogle sjove nogen (billede), jeg ikke ved hvad hedder, men som jeg har fået af en sød svensk dame, rød chili og nogle blandede frø, jeg stjal i USA og smuglede med hjem, og som jeg overhovedet ikke kan huske hvad er… bliver det mon til blomster, buske eller træer? Spændende…  
Det er sikkert alt for sent, jeg sår til udplantning, men det har været så meget vinter indtil nu, at jeg ikke har skænket det en tanke før i dag.
Det ville være synd at sige, at udstyret er professionelt… en kagedåse, en flad urtepotte, et glasfad og to ovnfaste skåle med glaslåg. Dette sidste synes jeg var ret genialt fundet på – det virker fuldstændig som en mistbænk, og jeg bruger alligevel aldrig de skåle mere.

Det er spændende, om noget af det bliver til noget. Jeg er totalt nybegynder i dette indendørsDIYgartneri-halløj, men én gang skal jo være den første. Planten, der gerne skulle komme ud af det spraglede frø, så jeg i en meget stor potte sidste sommer, da vi besøgte et par, der bor på et meget spændende sted ikke så langt fra ødegården. Skulle den udvikle sig som forventet, kommer der garanteret en billedserie.

Ind imellem, jeg skulle assistere John, er jeg begyndt at sy en rygsæk, som gerne skulle nå at blive færdig til næste englandstur. Nu må vi se. Næste weekend i Sverige byder på et par gæster, som vi glæder os meget til at se, så om lørdagen dér har jeg absolut ikke tid til at sy…