Under den hvide bro: en sangsvane eller to

Broen var ikke hvid; det var derimod vandet under den.
Sangsvanerne var ikke under broen, men på en majsmark.
Der var 10 sangsvaner.
Men hvorfor pokker skulle det kun være journalister, der har eneret på misvisende overskrifter? Det handler jo om at finde det, der fænger, har jeg engang hørt en af slagsen sige; så er det lige meget, hvad folk tænker eller konkluderer … “de får jo sandheden, når de læser artiklen”. Når. Ikke hvis … selvsikkerheden fejlede ikke noget.

Vi skulle til XL-Byg i Osby for at købe rør til forlængelse til hanen i håndvasken, som bliver skiftet i dag. På vej dertil så vi en flok canadagæs og 10 sangsvaner, der gik og fouragerede på en majsmark.

Ikke så snart vi standsede bilen og jeg rullede vinduet ned, tog gæssene flugten.

Sangsvanerne var mindre sky, men de holdt nøje øje med os. De var ikke helt nemme at indfange med kameraet på den afstand og med den baggrund.

I XL-Byg viste det sig desværre, at der var to forskellige diametre på de to rør, John skulle udskifte, hvilket kom lidt bag på ham, så han havde ikke målt dem hjemmefra. Han og jeg var af hver sin mening om den rigtige tykkelse, men da jeg ikke gad stå i en forretning og diskutere med min mand, sagde jeg bare, at han måtte bestemme, men måske lige sikre sig, at han kunne komme og bytte dem.
Det var (selvfølgelig) mig, der havde ret, så han måtte af sted igen.
Det lyder blæret med ‘selvfølgelig’, men jeg har noget at have det i, og da vi kom hjem, var jeg simpelthen nødt til at spørge ham (mens jeg kæmpede for at lade være med at smile alt for bredt), om han helt havde glemt, at han trygt kan stole på mit øjemål.
Det har nemlig altid været meget præcist, mens han ikke kan skønne længder på noget som helst. I min tid som kortlæser kunne jeg oplyse ham om, at han skulle dreje om fx 7,2 km. Han holdt hurtigt op med at spørge, hvorfra jeg vidste det … jeg kunne se, hvor lang strækningen var i cm, og når man kender målestokken, var det kun et spørgsmål om at kunne regne – og jeg havde altid ret.  
Alt dette havde han nok glemt igen efter gps’ens ankomst, men blev så lige mindet om det på den hårde og mere benzinkrævende måde.

Så kan man mærke, når man har talt sig varm?

Det må være det, et ORDTERMOMETER skal bruges til – så ved man altid, hvornår man har talt sig varm.
Det giver ‘varme ord’ en ny dimension.

Ellers er jeg fra og med i morgen back in business, hvilket man absolut ikke kan sige om foråret … tænk, at det skulle være muligt at tage sådan et billede ved forårsjævndøgnstide.
Det er ikke taget i sort/hvid, selv om man måske kunne få den tanke. Sådan er det bare lige nu, når man kigger ud ad vinduet.

Den eneste bittelille farveklat, der har været at se i haven i hele denne uge, er denne fætter:

Vi har kun den samme – hvis det er den samme, men det tror vi … vi har aldrig set mere end én ad gangen, men den har været i besiddelse af en fabelagtig god evne til at forsvinde, når en af os viser sig i vinduet med et kamera. I dag lykkedes det for John at indfange den lille rødkælk.

Røde, gule, hvide og stribede beder

I den forløbne uge har Brugsen atter haft ‘Fyld posen for 25 kroner’. 
Med rod frugter. Suk. Det hedder rodfrugter, for pokker.
Jeg fyldte posen med beder af forskellig art. Der var hvide beder, gule beder, rødbeder og … stribet beder. Suk igen. Det hedder stribede beder, for pokker. Jamen så lær det dog. Eller se på, hvad du har skrevet på de andre skilte. Skrev du ‘gult beder’? Eller ‘hvidt beder’? Nej, vel? Hvorfor pokker tror du så, det hedder ‘stribet beder’?? Det hedder det kun, hvis der blot havde været en enkelt [stribet bede].
Rødbederne holder vi helt udenfor – det er så indgroet et begreb, at det nok varer lidt, før vi får hvidbeder, gulbeder og … stribbeder? Forhåbentlig ikke det sidste … det lyder fuldstændig tåbeligt. I øvrigt var de ikke spor stribede, så det behøver vi måske slet ikke at spekulere så meget over.

Aftenens menu stod på hellefisk med en salat af bl.a. bagte rødbeder.
Det var derfor oplagt at tage lidt af alle bederne og se, hvad forskellen var i både udseende og smag.
De smagte forholdsvis ens, og de stribede var som sagt slet ikke stribede; jeg kunne ikke se forskel på stribede og gule … men desuagtet blev salaten ganske nysselig – her vist hhv. med og uden den løg-olie-appelsin-/citronsaft-fintstrimlet appelsinskal-dressing, der skulle til. Det smagte rigtig godt.

Og til sidst dagens fuglebillede: en lille skovspurv med munden fuld af mad. Taget inde fra stuen. Med masser af zoom. Er den ikke sød?

Dagens øvelse var at få fokusmaskineriet på kameraet til ikke at fokusere på grenene foran fuglen.
Jeg bestod.
Men jeg var også både lærer, eksaminand, eksaminator og censor … det havde muligvis noget at sige for bedømmelsen …

En smuk januarlørdag

Efterhånden som min far kom mere og mere op i årene, blev pærerne i hans skrivebordslampe stærkere og stærkere. Til sidst sad der en 100-watt-pære i, og vi drillede ham lidt med, at nu kunne han ikke få dem stærkere.
Det blev heller ikke nødvendigt … og jeg er færdig med at grine, for lyset i lampen, jeg har lige over min venstre skulder, når jeg sidder i sofaen og strikker, bliver minsandten også svagere og svagere med årene. Mine år, altså. Det er naturligvis ikke mine øjne, der er noget galt med – det er garanteret det samme, som der sker med kaffen og smørret: der er mindre i, men det koster det samme!
Ikke desto mindre måtte vi helt til XL-Byg i Køge for at finde en pære, der passede fruen. En 40-watt halogen gav blus nok på lampen.

Vejret var smukt, så vi lagde vejen forbi Ølsemagle Revle for at se, om der var fugle at kigge på. Det var der, men de var langt væk – zoomen skulle hermed afprøves. Det gik ikke så godt, for fuglene var ikke bare langt væk – de var langt væt OG i modlys. 
Det var næsten havblik, og vandet havde en helt speciel, pastelagtig blå farve, som jeg var lidt spændt på, om kameraet kunne fange.
Det lykkedes næsten, men ikke helt.

Svaner i modlys og med en zoom på omkring 25 bliver altså ikke bedre end som så, hvorfor jeg opgivende pakkede kameraet ned i tasken.
Lige, da jeg havde lukket tasken helt til, kom der en lille flok svaner lige mod os – typisk altså! Jeg kunne jo ikke nå at få det forbaskede apparat op og gjort klar, inden de var for langt væk. De fløj ganske få meter over vores hoveder … ej, sikke et billede, jeg kunne have fået …
Nu lyder jeg vist lige som en lystfisker – her er de otte, der slap væk …

Nå. Det var da en flot himmel, om ikke andet.

Fuglemad, tæppevask og tehætter

Hvad har fuglemad, tæppevask og tehætter med hinanden at gøre?
Ikke andet, end at jeg har beskæftiget mig med alle tre dele i dag … jeg havde taget det afskummede andefedt med hjem fra Sverige for at lave lidt guf til fuglene … ved dog egentlig ikke, om de vil spise det – om de er klar over, at de i givet fald bliver en slags kannibaler. Der er dog blandet lidt svinefedt i for konsistensens skyld, men alligevel … nu ligger det i fryseren, så må vi se i morgen, om det er noget, de vil sætte næbbene i.

Vi slæbte samtlige løse kludetæpper med hjem fra Sverige; især de to store var efterhånden blevet så ulækre, at det ikke var til at holde ud, men indtil vi i starten af december fik den nye vaskemaskine med en større tromle end den forrige, har jeg været nødt til at vaske de to store i badekarret. Har I nogen ide om, hvad et tykt bomuldstæppe på 1½ x 2 meter vejer i dryppende våd tilstand? Det er næsten umuligt at bakse med uden at erhverve sig en permanent rygskade, så de er til dato groft sagt kun skyllet op og blev af den grund ikke helt rene, selv om jeg selvfølgelig brugte sæbe.  
Men NU! ind i vaskemaskinen på programmet til særlig snavset tøj – 2 timer og 38 minutter tager det, men de var også slemme – og søreme, om ikke de også kunne være i tørretumbleren – det ville have taget tre måneder at tørre dem udenfor, vil jeg tro … og bedst af alt: de er så rene som nye.

Denne fine lille tekande, jeg købte i England, havde jeg ingen passende tehætte til, hvilket der kun var én løsning på: der måtte sys en, der passer. Jeg havde det helt perfekte stof, men stykket var langt og smalt, så det måtte have en syning, desværre, men sådan blev det. Det skulle bare være det stof, og jeg bilder mig ind, at det ses mindre efter quiltningen.

“Slightly imperfect” stod der på tekanden; altså hvad vi ville kalde 2. sortering. Jeg ledte og ledte efter den lille uperfekthed, men kunne ikke finde den, så ‘slightly’ passer udmærket.  Det er ikke knoppen på låget, som det kunne synes på billedet; hele serien havde asymmetriske rundinger på skåle, tallerkener m.m.
Det kan selvfølgelig så alligevel godt være det, der er fejlen … hmmm – men jeg tror det dog ikke.

Og ja: te staves te, ikke the! Det ord er engelsk og bruges til at betegne bestemt navneordsform. The teapot. Og hvis nogle af jer skulle påstå, at I lærte at skrive the i skolen, regner jeg med, at jeg vil kunne finde jer i en eller anden rekordbog, for denne staveform blev afskaffet i 1872!

Der var lidt kantareller

Endnu en herlig weekend tilbringes i det svenske. På vej herop faldt vi for fristelsen til at købe en røget ål (og nogle æg) i fiskerøgeriet ikke så langt fra Höör. Det får man jo sjældnere og sjældnere, men hvor er det bare en skøn spise. Ålen var kæmpestor, så vi købte kun en halv. John var ved at besvime, da han hørte prisen (171 kroner), men der blev otte stykker ud af den. Otte meget store stykker, og skulle vi have serveret dem til en gæstefrokost med masser af anden mad på bordet, ville jeg have delt de otte i hver to stykker – så var det pludselig ikke så vildt alligevel, og ih, hvor vi smovsede i aftes med to store stykker til hver og røræg lavet af æg så friske som de kan være.  
Jeg havde købt nogle gode oste, som må vente til en anden god gang, og den dertil hørende gode rødvin drak vi til ålen – kald det bare gastronomisk blodskam, men det smagte himmelsk – både hver for sig og sammen.
Måske også lidt fordi, vi drikker og spiser en stemning heroppe – aftendisen smøg sig mystisk over ålandskabet tæt på os, samtidig med, at vi hyggesnakkede og stornød, at vi var her igen … denne gang med en noget mere mobil John end for 14 dage siden.

I dag måtte jeg ud for at se, om min mistanke fra for 14 dage siden virkelig kunne være rigtig; nemlig, at der slet ingen kantareller er pga. ‘oprydningen’ i skovene her omkring. 
Det var ikke helt rigtigt … jeg fik 500 g svampe i alt, hvoraf langt de fleste var kantareller, så alt håb er heldigvis ikke ude endnu.

 

Man skal virkelig have kantarelradaren slået til, for de gemmer sig sommetider helt utroligt godt, og man skal nærmest have på fornemmelsen, hvor de kan finde på at gemme sig. På billedes anes måske hvad man er oppe imod – prøv at gå 1,55 meter væk fra skærmen og kig på billedet … eller bare forestil jer dette syn fra øjenhøjde … inden for en meters radius gemte der sig 15-20 svampe, da jeg først fik rodet forsigtigt op i de visne blade.
Mens kvinden samlede forråd, ordnede et par mænd verdenssituationen og motoren på bagrudeviskeren.

Mens vi spiste morgenmad, hørte vi pludselig et lystigt pipperi og et værre leben nede i rosenbuskene. Forsigtigt hen og kigge … der var en hel flok af nogle små fugle, vi ikke havde set før, men som viste sig at være løvsangere, og som man ofte kan høre, men sjældent får at se, fordi de gemmer i træernes løv.
Sjovt nok var de ret ligeglade med, at vi åbnede vinduet og begyndte at fotografere, men vi gjorde selvfølgelig heller ikke nogle pludselige bevægelser. John fik et rigtig godt skud af en af de små, vævre fugle. Klik evt. billedet større og se de fine detaljer.

Endnu en fuglehistorie

Denne gang ikke selvoplevet, så der er ingen billeddokumentation.
En af mine kolleger, Karina, dukkede ikke op på det tidspunkt, vi forventede, og da klokken blev over 10, begyndte vi at tale om ikke vi skulle ringe til hende og høre, om der var noget galt. Lige inden vi blev enige om, at nu gjorde vi det, kom hun. Skumlende.
Hun var blevet holdt som gidsel af en svanefamilie!
Da hun havde afleveret datteren i SFO’en og skulle videre mod jobbet, var der en Hr og Fru Svane med fire unger, der havde slået sig ned mellem hendes og en anden mors bil.
Karina gik hen mod døren og forsøgte at bilde sig selv ind, at det nok var lige som med hunde: Man skal bare ikke vise frygt. Det var vist ikke helt nok, for de to voksne svaner gjorde sig meget store, baskede med vingerne og hvæsede meget højt af Karina.
Nu kom føreren af den anden bil – hun kunne heller ikke komme ind. Jeg kender ikke de aktuelle parkeringsforhold, men K sagde, at højre side holdt op mod en hæk, så der var ikke andre veje ind i bilen end den spærrede. Den anden kvinde forsøgte sig også, men svanerne var simpelthen for aggressive.
Der kom ikke rigtig flere, for klokken var blevet over 9, så de to kvinder stod bare der og kunne se på de seks svaner, som absolut ikke havde i sinde at flytte sig – guderne må vide hvorfor … det var et absolut fjollet sted at slå sig ned. 
De stod der lææænge, men var enige om, at de da måtte flytte sig af sig selv på et tidspunkt.
Men så kom Falck. Det måtte være pædagogerne på SFO’en, der havde ringet, for ingen af de to damer havde tænkt så langt.

Falckfolkene var noget mere modige; gik bare hen og tog svanerne uden flere dikkedarer, og selv om de hvæsede voldsomt, skete der åbenbart ikke mere ved det. To minutter efter kunne de to damer køre på arbejde – ventetiden havde varet omkring tre kvarter.

Selv om vi grinede af historien, var vi alle enige om, at vi havde reageret på samme måde, for ingen af os havde turdet give sig i kast med to forældresvaner – enhver ved jo, at de ikke er til at bide skeer med, sådan nogle … de er altså store – nåede Karina til midt på livet, da de stod der og rakte hals og hvæsede og truede.

---

Billedet er fra min søster Bodils og svogers sted og viser 70 % af deres heste – det er et skønt sted, de bor, men jeg er ikke misundelig – gad ikke have 10 heste, tre hunde og en kæmpehave plus 2 x 1 fuldtidsjob.
Jeg var forbi dem i dag for at aflevere nogle ting, de skal have med i bilen, når de kører til England om kort tid og bl.a. besøger Charlotte og Tim.

De sidste hestebilleder viser en meget ung Charlotte i situationer, som førnævnte Bodil har foreviget – sådan noget ville jeg slet ikke vide noget om – C gik nemlig tit ind under hesten for at komme om på den anden side – eller lige bag om den …
Heldigvis vidste krikken, at det var et barn, og at man derfor skulle være forsigtig, for den stod altid bomstille, når C var i nærheden. Påstod Bodil …
Og barnet kunne ride, før hun kunne gå. Sådan da …

Flyv, fugl, flyv – men helst ikke ind i stuen

I formiddags kom en lille fugl pludselig flyvende ind i stuen og flaksede forvirret omkring. Jeg kunne ikke se, hvad det var for en, kun at den virkede meget lille og måtte derfor sikkert være en unge.
Døren til entreen og dermed førstesalen blev lukket i en vis fart, for slap den derop, ville jeg få meget svært ved at fange den.
Den fløj ind i vinduet og må have slået sig, for jeg kunne uden problemer tage den op i hånden og forsigtigt bære den lille fugl ud – som jeg nu kunne se var en blåmejseunge. Tror jeg nok – jeg er bestemt ikke ekspert. 
Jeg åbnede forsigtigt hænderne og løftede dem op, så ungen kunne flyve sin vej, men den blev bare siddende og borede de små, skarpe kløer ind i min finger. Uhada – bare den ikke havde brækket en vinge ved sammenstødet med ruden. Eller måske en hjernerystelse?
Jeg kunne gå ind igen, fiske mit kamera op ad tasken, gå ud på terrassen og fotografere den lille skabning, og den blev bare siddende på min hånd med åbent næb og lukkede øjne.

Jeg tog den ned bagerst i haven – måtte meget forsigtigt løsne dens greb om mine fingre, for den klyngede sig godt fast, men det lykkedes at sætte den på bordet. Den blev ved med bare at sidde og se særdeles ynkelig ud. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre, men ville naturligvis i første omgang íkke gøre andet end at give den tid til at komme sig.

Efter et kvarters tid satte jeg en lille, lav skål med vand hen til den – den var stadig fuldstændig ligeglad med, om jeg var der eller ej.
Endelig – efter endnu et kvarters tid så jeg, at den havde næbbet nede i vandet. Jeg gik forsigtigt hen imod den – og til min store lettelse fløj den sin vej.
Helt uden problemer; flugten så meget retningssikker og målbevidst ud.

Pyyyha. Jeg ved ikke, hvor lang frist den skulle have haft, men tanken havde da strejfet mig, om jeg ville blive nødt til at slå den ihjel frem for at overlade den til sulte- eller kattedøden.

Et billede siger mere end 1000 ord

Hvor meget siger så 11 billeder?

Da mændene var begyndt på deres træfældningsmission, følte Pia og jeg os lidt overflødige. Hun kiggede sig lidt omkring og spurgte mig så, om jeg nogen sinde havde prøvet at lave brændenældesuppe. Hun var så sød at lade være med at vade i, at vi havde oceaner af råvarer her på ødegården, men jeg skal ikke lægge skjul på, at det er sådan, det er. Nælderne er mellem nyfødte og 8 cm høje lige nu, så de er perfekte til suppe. Seje Pia kunne bedre plukke dem uden brug af handsker – og hun brændte sig overhovedet ikke.
Ind og google … hvordan laver man lige sådan en? Hvor meget skal vi plukke? De fleste af opskrifterne var fuldstændig ens, men fra den ene yderlighed til den anden svingede mængden mellem 100 g og 300 g. Det er meget, kan jeg godt fortælle – dette store fad (57×37 cm) bærer på 200 g, hvilket viste sig at være en passende mængde (men det tog laaang tid at plukke så meget). 200 g bacon svitses, tages op og 2 løg, 100 g kartofler og brændenælderne vendes i baconfedtet, hvorefter der tilsættes 1,2 liter bouillon. Koge i 12 minutter. Blendes. Smages til med salt og peber og koges op med 2 dl piskefløde. Portionsanrettes og pyntes med baconen og lidt creme fraiche. Voila! Det smager smaddergodt, men er ikke særlig fotogent – det gjorde det ikke bedre, at jeg kunne ikke få andet bacon end det, man selv skal skære ud, så det kunne ikke knuses over suppen, men faldt til bunds.

Hovedretten var to svineskanke, som var lavet efter denne opskrift.

Jeg har ikke en pind forstand på øl, men da jeg stod nede i Brugsen og skulle vælge, faldt jeg over Monrad & Rislunds pladderballeøl og kunne ikke stå for de fjollede navne. Hmmm …  skulle jeg nu prøve med Kalapøjseren eller Kakerlakpuleren? Det blev den sidstnævnte, bare for at kunne vise de andre flasken.
Det hele blev slet ikke så ringe endda … hertil serverede jeg grøn kartoffelmos som anbefalet; den skønne sovs, der kom ud af det, plus en salat af blommetomater, agurk, forårsløg, asparges og smuldret feta. Pia pyntede skålen noget så fint – jeg anede ikke, at man kunne spise græsplænens små, kønne blomster. Vi havde talt om også at putte skvalderkål i salaten, men det blev ved snakken.
Mændene vidste ikke rigtig, hvad de skulle mene om vores eksperimenter, men måtte indrømme, at det smagte rigtig godt – især brændenældesuppen.

Til aftenkaffen en rabarbertærte – endnu en ny opskrift, men rigtig god, viste det sig heldigvis.

Lørdag eftermiddag stod John og nød vores nu forbedrede udsigt ned mod åen, da han pludselig fik øje på et par traner, som gik dernede. Vi har før haft tranepar ved åen, men det er nogle år siden, de forsvandt. Nu har dette par forhåbentlig slået sig ned her – det er så hyggeligt at have sådan et par boende, selv om de godt kan larme lidt. Billeder? Dem tog John … men jeg fik lov til at offentliggøre et af dem.
Der er også gråænder og canadagæs dernede. Vi må håbe, der er plads nok til alle.

Herunder billeder af fredagens hårde arbejde. Allan lagde i alt 10 træer ned – otte fredag og to lørdag formiddag. Godt gået, Allan og 1000 tak for hjælpen. Vi kunne overhovedet ikke have gjort det uden dig.

Jeg har også taget et par videofilm – de er simpelthen lige til årets pris af en eller anden art. Verdens korteste kortfilm (5 sek.) og verdens næstkorteste ditto – ægte dogmefilm med håndholdt kamera og nu også med indlagte rulletekster og hele pibetøjet. De bliver offentliggjort, når jeg får lagt dem på YouTube. I kan godt begynde at glæde jer

Jeg fangede lige en lille bi, der havde vældig travlt med en anemone.

OG DETTE VAR MIT INDLÆG NUMMER 1000.

Lørdag, del 2

Vejret er ikke så slemt, som vi kunne have frygtet, da vi så vejrudsigten i forgårs. Det er ikke vildt varmt, men 11 grader er okay, når solen skinner samtidig, hvilket den gør, og hvilket kom som en positiv overraskelse.
Nede ved åen skinner de mange, mange porsebuske helt rødt – de blomstrer lige nu, og der smides skyer af porsepollen af sted.

Foran køkkenvinduet fouragerer fuglene – hele den sædvanlige palet er der: skovskade, spætmejse, blåmejse, musvit, fyrremejse, bogfinke, dompap, grønsisken og flagspætte.
Egern har vældig travlt i skellet ind til naboen. Det er forår.

Jeg beklager kvaliteten af fuglebillederne, men de er taget med mit lumix … John havde jo alt for travlt til at fotografere … jeg måtte zoome helt ud, så de skal nok ikke forstørres digitalt; de bliver kornede med det samme, vil jeg tro.

Men jeg fik dem, gjorde jeg!

Tosteberga enge og traner ved Pulken

Jo, der var traner. Nej, der var ikke mange tusind, desværre – kun omkring 1000. De er ved at drage væk igen, og den eneste, der kunne komme tæt nok på tranerne, til at det kan være bare en smule interessant, var John, så jeg pipper kun op med et meget lille tranebillede til slut i indlægget.
Men inden vi nåede så langt, havde vi været lidt omkring sammen med Pia og Allan.
Vi mødtes ved Trollestenen, men det blæste noget mere end ½ pelikan – eller måske rettere ½ pingvin, for der var snefnug i luften.
Vi udsatte derfor kaffedrikningen og satte fluks kursen mod Tosteberga Enge, som er et vidunderligt naturområde. Om sommeren.
Det må nok erkendes, at alting bare er kønnere, når der er blade på træer og buske, men vi fik os en god tur alligevel.
Lige inden vi nåede frem, måtte vi stoppe op, fordi vi fik øje på et stort antal rovfugle – der var 19 – nitten! – i luften over os, men da vi stoppede bilerne og steg ud for at fotografere, forsvandt de naturligvis, inden vi fik indstillet kameraerne.
Hov – var der nogen, der sagde lystfiskerhistorier? Nej, vel? Der var altså 19! Og vi fandt ikke engang ud af, hvad det var for rovfugle, men John var inde på, at det godt kunne have været glenter, for de var temmelig store.

I Tosteberga så vi masser af kaninhuller, men kaninerne lever livet farligt her; nok pga. de mange rovfugle i området … vi så temmelig mange pelsrester og skeletdele rundt omkring.
Vi fandt oven i købet et sted, hvor der var nogenlunde læ, så vi kunne få os den efterhånden ret savnede eftermiddagskaffe. At det så var oven på en betragtelig mængde indtørrede kolorte og en lille tornebusk eller to, generede ikke store ånder … tæppet blev bredt ud og der blev drukket kaffe!
De temperaturer, vi har haft i stykke tid, var i dag blot et minde, som vores effektive påklædning måske giver et hint om. Det var 3°! Jeg er slet ikke så tyk i virkeligheden – det er alle de lag tøj, jeg var nødt til at have på …
Nå. Tror I heller ikke på det?

Af sted mod Pulken, hvor der næsten var flere mennesker end traner, men vi fik da set nogle pænt store flokke flyve både ind og ud.

Jeg elsker mit Lumix, men det kan altså på ingen måde hamle op med Johns blærelinse, så hvis I vil se tranerne i øjnene, må I kigge over til ham senere. I morgen aften, måske.
Han kunne se tranedans. Han kunne se gravænder, krikænder, gæs og stære.
Jeg kunne bare se gravænder og traner.

Kikkerten? Den lå naturligvis hjemme på ødegården.

Stadig stille …

Der er sandelig ikke meget at berette for i dag. Jeg går ud fra, at I er fuldkommen ligeglade med at få at vide, at jeg, på trods af, at jeg om to døgn fra nu allerede har været hos Charlotte i flere timer, alligevel har talt i telefon med hende i 1½ time i dag.
Det er vel egentlig nærmest lidt flovt at indrømme… hun har bare sådan en god ordning med BT (British Telecom), at vi ikke behøver at tænke over økonomien i det: hun har lov til at ringe til ét udenlandsk nummer helt gratis – bare varigheden af samtalen ikke overskrider en time. Hvis vi glemmer at tænke over tiden og taler sammen i bare 61 minutter, så får hun lov til at betale fuld pris for hele samtalen. Det er kun sket en gang, men det havde da nær væltet deres budget…
Hvis vi ikke er færdige med at snakke, når tiden er ved at være gået, ringer vi bare af, og hun ringer op igen, så er det stadig gratis. Denne fordelsordning koster £ 5 om måneden, men de er vist givet godt ud.
Og nej … vi skyper ikke. Endnu. Det kommer nok, men vi klarer os fint uden indtil videre – vi ses trods alt ca. hver anden måned; det var noget andet, hvis der var længere imellem.

Jeg har leget bademester i dag. Fuglebadet blev afiset og fyldt med lunkent vand. Flere gange, for det blev sandelig hurtigt tømt – hold fast, der var gang i baderiet.
Og hold fast, hvor er det irriterende, at John har oprettet sin egen blog, så jeg ikke kan vise hans herlige billeder af alle de badende fugle – jeg må så nøjes med at henvise til ham  
De stod simpelthen i kø for at få sig et bad.

Pizzaen? Nix – ingen succes. Der har været en enkelt solsort for at spise af den, men spurvene har so far holdt sig fra den.

Det er gamle billeder af Anna, men jeg elsker dem… og så er de trods alt relevante for dagens metablogging.

Vinter med nye vintergæster

Der er hvidt heroppe og halvkoldt.
Det kan kaldes halvkoldt, når det udendørs er minus 5°. Det kan så absolut kaldes helkoldt, når det inden døre er – minus 1,7°, som det var, da vi ankom – det varede lidt, inden vi ikke længere kunne se vores ånde. Vi flyttede det lille spisebord hen foran brændeovnen, fordi vi nåede at blive godt sultne, inden det var blevet hyggevarmt i stuen.
Vi lagde en dug på og lod den hænge helt ned til gulvet i den ene side, så varmen blev lukket inde omkring vores ben. Det var godt og rart at sidde der og hygge sig med krebsehaler, ost, pølse og rødvin – faktisk gjorde det ikke spor, at resten af stuen kun var nået op på omkring de 12° – vi havde det lunt og fint.

Naboen kom og hilste på. Han kom lige fra en badstue, hvor 5-6 mænd mødes hver anden fredag, går i dampbad, snakker, drikker et par øl og ruller sig i sneen bagefter. John gøs bare ved tanken, da han blev spurgt, om ikke han har lyst til at deltage, når vi om fire uger kommer igen. Han takkede pænt og høfligt for tilbuddet, men mente desværre ikke, at vi kan nå at være her så tidligt, at han vil kunne nå at deltage i seancen allerede fra ved 5-6-tiden … aj, hvor ærgerligt, altså …

Naboen fortalte os, at han havde været ude et sted, hvor der samles en masse elge; om vi ville med og kigge en aften. Det ville vi gerne, men ‘en aften’ kunne kun blive i aften, så han lovede at ringe og spørge om lov hos manden, hvis grund vi skal ind på for at kunne kigge. For få dage siden havde han set hele 12 elge på én gang. Det kunne være spændende at opleve. Desværre kan vi nok ikke fotografere, da vi helst skal ankomme kort inden, det bliver helt mørkt … men lad os nu se, om vi overhovedet kommer af sted.

Skovmanden har været og fjernet, hvad de selv vil bruge – der ligger stadig en del tilbage, som vi nu må tage af, alt det vi orker. Der ligger nogle ganske pæne stammer, men med det vejr, vi har, bliver det ikke i denne weekend, vi begynder at rydde op efter staten.

Ude på foderpladsen var vi ventet med længsel – da vi stod op i morges, sad der flere fugle i træet og ventede på, at John tog sig sammen og gik ud for at fylde op på alle hylderne. Senere på formiddagen fik vi besøg af en flok halemejser, som vi ikke mindes, vi har set før her ved huset. I må kigge ovre hos John, hvis I vil se billeder af dem. Jeg prøvede selvfølgelig selv at indfange dem med mit Lumix, men det gik slet ikke. John fik til gengæld taget nogle rigtig gode billeder af dem – bl.a. et, hvor der sidder hele otte på en gang og spiser af mejsekuglerne, og et, hvor en kigger lige ind på os og hvor vi kan se, hvordan det ser ud som om den har pustet sig op for at holde varmen. Den er bare noget så nuser.

Madspild kan undgås på flere måder

Fuglene i vores have klarer det ved, at det, som nogle smider ud fra foderhuset, er der andre der samler op fra jorden. Noget må nu gå til spilde alligevel – ellers havde vi ikke haft de meget smukke, grønne, vi-siger-ikke-hvilke planter i vores have den forgangne sommer. Solsikker og enkelte ikke-identificerede planter tittede også op hist og pist, men jeg tror alligevel, at fuglene lader relativt mindre mad gå til spilde, end vi gør.

Samvirke har en artikel – flere, faktisk – i den seneste udgave om emnet. Den interessanteste handler om, hvor hysteriske de fleste er omkring sidste salgsdato, som ikke betyder, at maden skal smides ud på denne dato. Sidste salgsdato (eller bedst før, som man kalder det på engelsk og svensk), er den dato, som producenten garanterer for varens kvalitet på, men oftest kan det holde meget længere.
Det er kun, når der står sidste anvendelsesdato, man skal være på vagt; fx ved fars – det bør overholdes, for hakket kød har en stor overflade, hvor bakterierne har oceaner af plads at trives på.

Det skyldes sikkert, at jeg er vokset op på landet med med en mor, der var meget sparsommelig; dels fordi hun kom fra et hjem med mange børn og få penge, dels fordi hun var krigsbarn, og under krigen blev intet smidt ud.
Jeg har derfor lært at smage på maden for at konstatere, om den var til at spise for mennesker. Hvis ikke, var grisene ivrige aftagere.
Der var alligevel ikke nogen, der kom og satte en ‘bedst før’-mærkat på vores mad – vi var stort set selvforsynende, og det, vi ikke havde selv, blev købt hos slagter eller købmand, hvor det blev vejet ud og pakket ind – stadig uden datomærkning…

Mælk og fløde – mælkeprodukter i det hele taget – kan holde sig langt ud over sidste salgsdato, hvis ikke kartonen har været åbnet.
Er man i tvivl, så smag. Der er ingen, der er døde af at smage på sur mælk – faktisk er der mange, der betaler penge for at købe surmælksprodukter. Så hedder de bare noget andet … okay, I know, det er kontrollerede bakteriekulturer, men alligevel…
Der er i det hele taget ikke nogen, der er døde af at tage en lille bid i munden for at teste fødevarekvaliteten. Spyt det ud igen, hvis det er dårligt, så er der ingen skade sket.

Min mor skrabede også mug af marmelade og skar mug af på brød. Der sætter jeg godt nok grænsen, men vi overlevede da alle sammen – og har såmænd nok haft mere gavn end skade af det, når det kommer til stykket – vi var i hvert fald ikke mere syge end andre, da vi var børn. Fordærvet mad fik vi naturligvis aldrig, men mug var noget andet, mente man dengang – det var jo et begrænset område …

Vores nabolande må gerne sælge varer, der har overskredet sidste salgsdato, og i England er der netbutikker, der udelukkende sælger varer, der er forbi ‘best before’-datoen.
I Sverige kan man købe frugt og grønsager stykvis, og man betaler efter vægt. Ih, hvor jeg savner det herhjemme; det ville hindre, at producenter er nødt til at kassere frugt og grønsager, fordi de ikke overholder nogle bestemte mål, idet man kun betaler for det, man får. Jeg ville meget gerne kunne købe en lille selleri. Eller to gulerødder. En enkelt porre…

Mest interessant var næsten følgende oplysning, som jeg dog ingen som helst mulighed har for at kontrollere, men tankevækkende er den:
”… Internationale undersøgelser viser, at mellem 30 og 40 % af al den mad, der produceres i verden, aldrig ender i maven, men går til spilde. Det vil sige, at hele 11 % af verdens samlede CO2-forurening skyldes madspild. Det er mere, end hele transportsektoren står for.”

Hvis I har mulighed for at få fat i Samvirke, så læs det denne gang – det er altid et godt blad, men denne gang er det lidt bedre, end det plejer at være.

For the first time ever

Vejret var meget smukt i formiddags, så vi kørte en tur på Ølsemagle Revle og derefter til Køge Strandskov – John med sin rygknækkende linse og kamerafod og det hele; jeg med mit lille LumixTZ10.
Allerede ved vores egen hæk bad John mig om at tage et par makrobilleder af de flotte iskrystallerede blade, fordi han ikke selv kan det med sit ellers så blærede kamera.

Ude ved revlen tog han nogle flotte nærbilleder af svanerne, men her på bloggen må I nøjes med mine, for nu hvor John har fået sit eget udstillingsvindue, har jeg desværre set mig nødsaget til at minimere min hugst af hans billeder.

Ude ved Køge Strandskov tog jeg igen en hel del makrobilleder; John var usædvanligt nysgerrig omkring det og sagde for 27. gang, at han var en anelse misundelig over den gode makrofunktion, der er på mit lille kamera; hvis han skulle købe en makrolinse, der kunne det samme, ville den koste over 5000 kr. – så var det billigere at købe et Lumix.
Det snakker han så tit om, så det tænkte jeg ikke nærmere over.

Der var så dejligt at gå … jeg fik lige en lille ekstrasol i vanddråben, der sad på det elektriske hegn.

Og små trolde, der står på hovedet og spejler sig…

På vej hjem sad jeg fredeligt i mine egne tanker og strikkede, hvorfor jeg ikke lagde mærke til, at han svingede til venstre, hvor han burde have kørt ligeud … lige pludselig holdt vi foran Elgiganten, og jeg spurgte hvad vi lavede her?

“Skulle du ikke have opgraderet dit Lumix til en TZ20’er? Du har jo også altid været utilfreds med, at det var sort. Nu kan du få et blåt, hvis du vil. Jeg vil have dit gamle TZ10 i bytte – men så får jeg en god ‘makrolinse’ til halv pris – og jeg vil nu være meget veludrustet rent kameramæssigt, fordi man iflg. fagfolket altid bør komplettere sit udstyr med sådan et. ”

Så: For the first time ever har John arvet et kamera fra mig, og jeg har fået den nyere model!
Fedt. 20’eren kan tage i 3D, hvad det så indebærer rent praktisk. Det næste bliver vel, at jeg kan lave en IMAX-film med et kompaktkamera…
Men det er blåt, det er så fint, og det kan zoome 16 x i stedet for 10’erens 12 x.

Jeg ved det godt: jeg er privilegeret, superheldig og jeg har en sød mand.

Nu kan jeg træde ind i 2012 med et spritnyt kamera, der kan alt det jeg har brug for og lidt til – det kan fotografere fyrværkeri, hvis det skal være, men det skal det nok ikke være, for lige nu er det blevet meget tåget, og hvis den ikke flytter sig lidt igen, vil vi overhovedet ikke kunne se noget i aften.

Ikke desto mindre vil jeg ønske jer alle en god og knaldfri nytårsaften. Må 2012 blive lige præcis, som I ønsker jer det.

Det modsatte af STANDERFUGLE… er det TRÆKKERFUGLE?

Det fremgik tydeligt, at den unge dame fra vejrudsigten i gårsdagens Tv-avis er meteoro- og ikke ornitolog.

 

Indtil da havde jeg kun hørt om standfugle, men hun talte af fuld overbevisning om standerfugle.

Min første tanke var, om hun kalder de andre for trækkerfugle?

Det skete desværre ikke – jeg sad ellers og glædede mig som et lille barn – jeg får lidt halvuartige associationer ved ordet, men det gør I andre forhåbentlig også.

 

Det kunne selvfølgelig være flagspætten, damen mente – en bred vimpel hedder jo en stander.

 

Men det tror jeg ikke…

Overspringshandlinger

I morges, da jeg kom ned, haltede jeg stadig en smule fra mit fald ned ad trappen i mandags og nej, det har jeg ikke fortalt om, for øv, hvor var det dumt: min venstre fod besluttede sig for at stå på eget ben og uden tilladelse fra resten af mig springe de sidste to trin over på trappen. Eller noget. I hvert fald lå jeg pludselig i en rodet bunke; det gjorde allerhulens ondt i foden og lidt andre steder også – og hvad er ens første tanke?
“Var der mon nogen, der så det?”
Hvorfor pokker er man så forfængelig? I stedet for at ligge og vente på, at nogen kom og hjalp mig, fik jeg rejst mig ved egen hjælp og var helt svimmel af smerter – eller bare af forskrækkelsen, måske?
Vores tapre helt Ellen humpede videre afsted for at hente posten; standsede op de to gange, jeg mødte nogen, så man ikke skulle se mine lidelser; humpede ud til elevatoren, for jeg kunne umuligt komme op ad trappen igen.
Den første time gik med at vånde mig, mens jeg overvejede, om jeg skulle ringe efter John, for jeg kunne da vist ikke køre bil.
Efter tre timer kørte jeg hjem. Selv. Det var jo koblingsfoden, det var gået ud over, og hvis jeg bare holdt den i en konstant vinkel på 90° i forhold til benet, var det til at holde ud. Min eneste indrømmelse var at ringe til John og bede ham om at handle på sin vej hjem, for det kunne jeg altså ikke overskue…

Min fod er stadig lidt tyk og nu også sortblå på oversiden og de midterste tæer. Det har været en forstuvning og den er i bedring, men jeg var vist alligevel ikke helt moden til at stå på et eller andet og male køkkenloft. I aftes troede jeg ellers selv på det, men i morges gjorde John det ikke, da han så min gangart…

Vi kørte en tur i Bauhaus, hvor vi havde et par ærinder. Vi kørte lidt rundt for at finde gode fotomotiver og faldt over et helt fantastisk hjortetaktræ. Vi kørte en tur ud på Ølsemagle Revle, hvor der var snesevis af svaner spredt på vandet som hvide isklumper. Vi kørte på Engstrupgård, hvor vi jeg fik et glas glögg, fordi de i dag åbnede deres julestue (!), og hvor jeg bl.a. købte et rødkålshoved, fordi vi skal have andelår til aften, hvorfor jeg for første gang i karrieren vil kaste mig ud i at hjemmefabrikere noget rødkål. Så ved jeg, om jeg skal gentage succesen, når også vi andre og ikke kun de handlende når frem til julen.

Det blev Klidmosters opskrift, der vandt – i lettere modificeret form, for kanel skal der helt afgjort ikke i, ej heller var jeg i besiddelse af tomme vanillestænger, og den hele allehånde er flyttet til Sverige, men bortset fra alt det, lød den til at kunne blive meget lækker alligevel – med stjerneanis, friske laurbærblade, kardemommekapsler, nelliker og hele peberkorn. Plus lidt (danske) æbler i stedet for æblemosten, jeg heller ikke havde. Til gengæld puttede jeg min hjemmelavede æble-blommesaft i. Spændende, spændende …

Engstrupgård ved Karlstrup er et herligt sted, som sælger alt i frugt, grønt, potteplanter, afskårne blomster og nips. Nu også julenips, men det nægter jeg simpelthen at sætte billeder ind af endnu.
De havde små potter med min yndlingsblomst, den sydafrikanske protea, også kaldet Pincushion flower, men jeg synes ærlig talt, den er kønnest, når den bliver hjemme i sine vante omgivelser.

Der var også masser af ænder og blishøns, men de var uden for fotografisk rækkevidde på den anden side af broen (for meget modlys).

Så blev det Den Gamle By – som havde nogle meget strikse politigæs

Turen i dag gik til Den Gamle By i Aarhus – altid interessant og meget, meget hyggelig at gå rundt i. Tim var fuldstændig eksalteret og ville nå at se det hele, som i A.L.T.S.A.M.M.E.N., men da vi lovede ham at vende tilbage næste år, var det i orden at springe noget af det over.

Ungerne høvlede rundt de første par timer, men efter frokosten gik man en anelse død – så var det heldigt, at der fandtes legevogne, vi kunne låne og køre dem rundt i.

Motiverne var utallige; vi havde det perfekteste vejr, så vi klager ikke. Slet overhovedet ikke.

Vi så den yndige unge pige sidde og sy dukkeansigter, og vi så bygningerne fra åsiden.

Hastighedsbegrænsningsskiltningen så lidt anderledes ud dengang…

Men det mærkeligste, vi så, var gåsen, der straffede den krigeriske and…
Vi kunne købe poser med brød til ænderne der, hvor vi spiste frokost; vi købte en, og den blev brugt en god times tid senere nede ved åen.
Den halve snes måger var hurtige og aggressive, så vi skulle tænke strategisk for at de tre ænder og de tre gæs fik deres part.

Da alt brødet var fortæret, stod vi og kiggede på de smukke gæs og på de to andrikker, som  begge var meget interesserede i den enlige hun.
De kom op at toppes om hende, hvilket udviklede sig til en korporlig slåskamp ude i vandet. Straks drønede den mørkeste af gæssene hen og kanøflede den andrik, der havde startet slagsmålet.
Vi vidste ikke rigtig, om det var bevidst, men fandt ud af, at det var det i høj grad, for det gentog sig hele to gange: Den ene andrik provokerer den anden andrik og overfalder den. Mørk gås drøner 10 meter eller mere hen over vandet, meget højt skræppende, med selv for os mennesker meget tydeligt skæld-ud-tonefald, i halvt flyvende, halvt svømmende mode og kaster sig over den formastelige andrik, napper ham med næbbet og presser ham halvt under vand, til han åbenbart siger undskyld og derfor får lov at slippe igen.

Vi var desværre alt for betagede af fænomenet til at have åndsnærværelse nok til at videofilme det.
Er der en fuglepsykolog til stede? Er det helt normalt, at gæs nedsætter sig selv som den opdragende og/eller fredsstiftende autoritet, der bestemmer, om nogen må slås nu?
Ingen af os havde nogen sinde hørt om eller set noget lignende før.
Help, please.

Ikke at det har en pind med emnet at gøre, men jeg kan så godt lide disse japanlygter, eller hvad de nu hedder… og de stod i en af de gamle haver.

Nåmmen. Den Gamle By er altså bestemt også et besøg værd. Eller flere.
I morgen er det sidste, hele dag. Lørdag hedder det enormt tidligt op og gøre rent og så afsted. Vi skal være ude klokken TI!! Tarveligt, men der er ikke noget at gøre ved det.
I morgen skal nydes i Ebeltoft på fregatten Jylland og måske et glasmuseum.

Oktobervarmerekorden må være slået nu

Det er helt vildt. 24,5° den 1. oktober. Solen skinner fra den samme skyfrie himmel som i går, og skoven er begyndt at blære sig med sin voldsomme farvepragt, som dog langtfra er helt på toppen endnu.
Mosekonen var ikke færdig med at brygge før kl. 11, men så fik solen overtaget, og det fås ikke bedre end dette.

Vi har Johns far og hans samlever med, plus Johns søster, svoger og lillebror. Dette lille familieopløb blev planlagt i begyndelsen af august, og man må sige, at det har været perfekt timing, hvad vejret angår.
Rønnebærtræerne i Lönsboda er flotte røde nu, både med blade og bær – de har de største klaser, jeg har set. En skam, jeg ikke kan lide rønnebærgele, for råvarer er der så rigeligt af. 
Til gengæld er svampene ved at ‘ta slut’, men jeg fik dog lige lidt til at proppe i sovsen til vildsvineryggen, vi skal have til aften. I skulle have set familiens ansigtsudtryk, da jeg annoncerede aftenens menu – de der endnu ikke har smagt vildsvin, glæder sig til at prøve. De to (udover John og mig), der allerede har smagt det, glæder sig mindst lige så meget, så nu håber jeg dæleme, at jeg kan få kræet til at smage, som det gerne skulle komme til at smage … forventningerne er store – godt man ikke er den stressede type…

Apropos mad, så er der blevet fyldt op i fuglefoderdepoterne, og rygtet bredte sig med jungletrommefart – fuglene kom hurtigt fra nær og fjern. Det er et nyt punkt på menuen med en særskilt solsikkefrøbeholder, men den lokkede lynhurtigt en lille gulgrøn fyr til, som må have været meget sulten, for han sad og spiste uafbrudt i næsten et kvarter – som det ses, havde han hele hovedet inde i madskålen. Det var svært at nå at tage ham med hovedet blottet.
De små spætmejser går som sædvanlig særdeles effektivt til truget, og de er nogle værre små grise. Heldigvis kommer der også her en samler efter en spreder, for bogfinkerne går helst på jorden og er dermed flinke til at rydde op efter spætmejserne.
Musvitter, blåmejser og fluesnappere er også repræsenteret, men skovskaden har underligt nok ikke vist sig, selv om den har fået sin yndlingsret i form af en stor portion jordnødder.

Sort sol og gæstfrihed

Fredag morgen kl. 7 dampede vi af sted mod det sønderjyske. Kl. 14 kunne vi checke ind på Schackenborg Slotskro, hvor vi skulle mødes med Inge og Hasse + et par go’e gamle venner.
Vejret var perfekt – først hvidvin i krohaven; dernæst af sted mod Gotteskog i Tøndermarsken, hvor vi fik udleveret sandwich, glas (til hvidvinen), en siddeplade og en flaske vand. Vi skulle regne med at sidde der i et par timer, så vi var varmt og godt klædt på. Vejret var perfekt – har jeg nævnt det?

Der var stære – masser af stære. De var – hvis vi absolut skal være kritiske – måske en kilometer for langt væk, men man kan ikke få alt. Heldigvis var der rovfugle – både fra oven (duehøge) og fra neden (rørhøge), så der var de fineste formationer.

Indflyvning….

Jeg overvejede ellers at indgå et samarbejde med John – jeg tog masser af billeder af sol, og John tog det sorte, så mon ikke vi kunne slå pjalterne sammen, så der kom noget sort sol ud af det?

Lørdag beskriver jeg søndag – vi har været sammen med Inge og Hasse hele dagen, og nu sidder vi hos Inges søde forældre, som er utroligt søde og gæstfrie og har lovet os en seng for natten.
Dette skal derfor gå en anelse stærkt – jeg skulle hilse fra Inge – mere fra hende også i morgen.