ACME = skodprodukt?

Lige siden jeg som lille pige begyndte at læse tegneserier, har jeg forbundet navnet ACME med noget, man ikke rigtig kan stole på; noget mere eller mindre suspekt.
Når Bjørnebanden havde en varevogn til dens lyssky virksomhed, stod der ACME på den.
Når man i det hele taget ville antyde, at noget hvilket som helst-noget nok ikke var helt i orden, var produkt/vare/ydelsesnavn angivet med ACME til ‘fornavn’.
Det troede jeg var noget, alle vidste.

Derfor blev jeg noget overrasket, da jeg i min cyberspace-jagt på fotopapir i A3-størrelse stødte på navnet acme og tænkte, at det kan de simpelthen ikke mene alvorligt … det er da at grave sin egen grav.

Og dog. Jeg købte det jo. Måtte lige afprøve det; alene af den grund, at det var en del billigere end det andet fotopapir fra Brother, som jeg også købte.

Da det kom, blev min bange anelser i første omgang bekræftet:
De havde skrivet alive i to ord.

På bagsiden af pakken kunne jeg se, at papiret er fremstillet i Litauen … og selv om jeg nok ikke nødvendigvis forventer mig alverden mht. engelskkundskaber fra det land, var det måske en ide at gøre sig den ulejlighed at få en ordentlig korrekturlæser på, inden man får trykt emballage til noget, der påtænkes at blive solgt over hele verden.

Men.
Hvilket fotopapir tror I var det bedste?
Rigtigt. Det var acme. Ikke Brother-papiret til 46 kroner mere for 20 ark.

Sådan er det somme tider med fordomme.
Selv om det ikke var en rigtig fordom – vel snarere børnelærdom …

Sådan noget sker normalt kun på film

Midt i januar plingede der en mail ind, som jeg læste, selv om det var fra en, jeg ikke kendte.
Jeg læste den igen. Så viste jeg den til John; derefter gik jeg ind på den hjemmeside, der var linket til.
Blev efterhånden overbevist om, at det ikke var en dårlig spøg.
Der var virkelig en, der havde spurgt mig, om jeg ville udstille nogle af mine fotos på hendes galleri.
Det var Helle Kjærulff fra Reersø Galleri.
Tænk altså.

Helle havde haft brug for at billedgoogle birketræer og var landet på min blog, som hun fik lyst til at kigge lidt nærmere på, hvorefter hun skrev til mig og spurgte, om jeg kunne have lyst til at udstille på hendes galleri, som ligger i (på?) Reersø.

OM jeg kunne? Lille amatør-Ellen? Det var noget, jeg ikke engang var nået til at drømme om. Der er så mange om buddet og så mange derude, der er fantastisk gode til at fotografere, og så kommer der en dygtig kunstmaler, som har et rigtigt galleri, og spørger mig, om jeg vil udstille!

I dag har vi været på Reersø for at tale med Helle, for at se galleriet og selvfølgelig tale muligheder. Hendes akvareller er rigtig flotte, men vores økonomi lige nu er ikke rigtig til et billede til flere tusind kroner – vi har i øvrigt heller ikke en ledig plads, hvor et sådant kunne hænge … jeg nøjedes derfor med at købe en kalender, så på den måde fik jeg hele 12 af Helles smukke billeder.

Fordelt i hele galleriet stod også Hall Thimans meget, meget smukke, håndskårne og selvfølgelig også håndmalede fugle i mange artsvarianter. Dem har vi masser af plads til i vindueskarmen, da vi så småt er ved at line op til at skulle være væk hjemmefra i længere perioder af gangen og dermed ikke erstatter planterne, efterhånden som de dør.

Vi købte disse to i dag, men vi skal have flere med hjem næste gang, vi kommer derned. Er de ikke smukke? Selv vibens metalagtige grønne farve har han fanget meget flot. Alle hans fugle er i naturlig størrelse – det er mine billeder, der snyder.

Vi kom 10 minutter for tidligt og kørte ned på havnen, hvor jeg slet ikke kunne stå for denne herlige gamle båd. Læg mærke til navnet.

Jeg skal udstille! Det kan jeg slet ikke komme mig over. Vi lavede også en aftale om, at jeg kan tage nogle af alle mine mange syede tasker med, når den tid kommer. Det skal lige siges, at vi endnu ikke har en bindende aftale; jeg lovede at give besked om senest 14 dage, men af de muligheder vi fik, er den der hedder fra første uge i august (2014!) og omkring seks uger frem, den der tiltalte os mest, for da er sandsynligheden mindst for, at vi er ude at ture med campingvognen.
Der bliver vaskeægte fernisering med en lille en til halsen og det hele … og da det vil være sommer, så også med borde og bænke ude på den lille, men meget hyggelige gårdsplads.
Knib mig lige i armen, for jeg tror, jeg drømmer.

Billederne der aldrig blev taget; eller den var såååå stor!

Jeg har vel nok taget en lille million billeder, mens vi har holdt ferie, men der er en fire-fem stykker, der i høj grad mangler i samlingen.

Elgen.
Den store og meget flotte elg, der stod ved vejen og kiggede på os, mens vi nærmede os. Han var en rigtig flot fyr tyr, med et kæmpestort gevir – han var bestemt ikke nogen årsunge. John stoppede selvfølgelig camperen hurtigst muligt, men inden jeg fik tændt for kameraet, var elgtyren forsvundet ind i skoven igen. Vi holdt et stykke tid og ventede, men vores største og flotteste elg til dato havde desværre besluttet sig til ikke at vise sig for os mere.

Havørnen. Der er vist ikke meget mere at sige end øv, at vi ikke nåede at fange den i flugten. Men den var imponerende at skue.

1000 måger (cirka), der var ved at forsyne sig med en fiskestime. Vi kørte et stykke oppe og kunne nede i bugten se et cirkelrundt stykke vand på størrelse med en stor cirkusmanege, hvor det plaskede voldsomt fra. Der lå helt tydeligt en stime fisk lige i overfladen, som havfuglene nu legede det store tag-selv-bord med. Det er sådan noget, man ellers kun ser i naturprogrammer, hvor de har ligget i flere uger et eller andet sted og ventet på, at netop dette skulle ske.

Gulspurvene. Helt derude, hvor Terje Viken boede; midt i alt det grå og regnfulde, så jeg de guleste fugle, jeg nogensinde har set i naturen. De lyste op og var så smukke, at jeg kun kunne få det til at være gulspurve. Men jeg så dem på vej til toiletbygningen, og til det formål medbringer jeg normalt ikke mit kamera …

Hele sværme af musvåger. I dag på vej mod Ystad.
Flere steder høstede man byg og græsfrø eller havde lige gjort det. Det må gøre en masse mus hjemløse, for en del steder så vi flere musvåger på én gang; hvor der var flest, talte jeg 11 over den samme lille mark. Det er normalt ikke en flok- men en territorialfugl, så vi undrede os lidt; der må have været mus nok til alle.
Uden at kende det nøjagtige antal (jeg vidste jo ikke fra starten, at det ville have været en god ide at tælle dem), har vi vel set omkring 40 musvåger i dag.
Meget kan mit lille Lumix, men tage fugle i flugt, eller bare svævende højt til vejrs, kommer der altså ikke noget brugbart ud af – og hvor vi så den største musvågesværm, kunne vi ikke komme til at holde ind til siden.

Undskyldninger, undskyldninger, undskyldninger … I know …

Der må derfor billedkompenseres på anden vis. Det gyldne og bløde aftenlys, der fyldte vores stue og modtog os varmt i går. Det bliver jo tidligt mørkt hernede på de sydlige breddegrader …

Den blomstrende husløg – eller noget … jeg ved ikke hvad planten hedder, men blomsten er så fin.

Squashplanten, der allerede lægger an til at ville kunne forsyne en middelstor provinsby.

Urskovshumlen, der på 13 dage har nået at invadere terrassen og nu forsøger at kvæle havestolene. Jeg havde ellers været ude med macheten én gang, lige inden vi tog af sted, men det har på ingen måde standset junglens fremmarch.

Og John: Det var godt at sove i stolen. Han syntes godt nok, at det havde været underligt og han var vågnet mange gange i løbet af natten. Det tror jeg skam gerne, men han havde den mindst smertefulde nat siden faldet, så i den stol vil vi kunne finde ham ved nattetide, til vi kører hjem på lørdag. Det overraskede ham, at han slet ikke havde opdaget min blitzen, men han har tilgivet mig og søger ikke skilsmisse …
Tak igen for alle jeres varmende sympatitilkendegivelser – I er så søde alle sammen, at John er helt rørt. Han forstår vist efterhånden også lidt bedre, hvad det er, jeg synes er så skønt ved blogland

Nu skal man ikke gøre en myg til en elefant …

Men det er sandelig og overhelehovedet heller ikke nødvendigt her i Norge – det klarer de helt selv. De er MEGAstore, myggene heroppe … en elefant ville løbe skrigende bort, hvis den skulle komme på tværs af en af disse nordnorske myg. Nogle få af dem ville kunne tappe mig for blod på forholdsvis kort tid, og jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget kløende gift, de kan få pumpet i mig på ingen tid, så jeg halvt vanvittig kradser mig til blods og dermed bliver tappet for de sidste dråber, der måtte være tilbage.
Godt jeg har investeret i litervis af antimyggemidler – plus en næsten tilsvarende mængde antiklømiddel. Jeg er dog ikke blevet stukket endnu.

Smukt er her stadig overalt – uanset vejret. Vi har kravlet af sted langs en af de allervestligste veje i Norge det meste af dagen … vej 771, hvis nogen skulle være interesseret. Gennemsnitshastigheden har vel været omkring 40 km/timen. Men smuk, smuk, smuk. Gentager jeg mig selv?

Vejret i dag har været temmelig halvmørkt og temmelig regnfuldt. Jeg troede, vi var i midnatssolens land? Men okay … det er i det mindste lyst det meste af døgnet; det er bare den sol, der helst ikke vil vise sig. Hvis jeg går i seng omkring klokken 23, behøver jeg ikke lys til at læse ved. Det er faktisk meget heldigt, for der er ingen lampe oppe på pigekammeret …
Her til aften er det endelig ved at klare en smule op, så vi er fulde af optimisme mht. dagen i morgen, hvor vi kører ud til Torghatten, som er et hul i en klippe – sikkert Norges mest fotograferede hul.

Vejrudsigten for i morgen ser aldeles glimrende ud – fuld sol i morgen eftermiddag. Måske ikke ligefrem hedebølge, men det er ganske underordnet, bare det ikke regner, når vi skal op og klatre for at finde hullet i klippevæggen.
Den dér labre brise blev jeg nødt til at slå op – det lyder forjættende, men betyder såmænd bare frisk brise på meteorologdansk.

Frokosten blev også i dag indtaget indendørs, men igen med udsigt til et nydeligt land- og søskab.
 

Pludselig begyndte vandet at blive turkisfarvet i stedet for blygråt, hvilket vi tog for at være et godt varsel.

Vel ankomne til en så lille campingplads, at den end ikke er nævnt i vores guide, sidder vi nu og slapper af efter dagens anstrengelser og hele to færgeoverfarter.
Det er turens billigste plads indtil nu, og udsigten er måske ikke noget at prale af, men vi får det hele for 200 kroner …  bad, internet, strøm og læ for labre luftninger. Det kan vist ikke gøres billigere, så vi kan lige så godt blive her i to nætter, hvilket betyder, at vi har hele dagen til torghatudflugten i morgen. Man skal jo passe på ikke at stresse, ikk’?
Det er altså ikke fordi, vi skal eller vil spare på overnatningspladserne, at jeg hele tiden skriver, hvad de koster; vi tager dem, som de kommer, uanset prisen – det er mere for at fortælle, at det ikke nødvendigvis er de dyre pladser, der er de bedste – snarere tværtimod …

Min yndlingstidsel – man ser dem overalt i grøftekanterne; nogle steder står de meget tæt og danner næsten en hel tidselskov. Er den ikke smuk?

Engelske undervisere kan skam også

Her kommer en lille trøst til alle de dansklærere, jeg indirekte har hængt ud, når jeg påstår, at visses standard lader en del tilbage at ønske – som når fx. en dansklærer ikke har styr på nutids-r, og/eller at der som hovedregel ikke skal apostrof i dansk genitiv.
Hov … ej … fik jeg nu sagt det igen? Det må I undskylde – det var bestemt ikke meningen

Nå. Trøsten, hvis det ellers er en trøst, er, at engelske undervisere så sandeligen også kan kvaje sig i det engelske sprog.

Jeg var overmåde overrasket over, at nogen kan lave sådan et nummer. Jeg kan ikke gennemskue, om websitet er af 100 % engelsk oprindelse, men selv om det ikke skulle være tilfældet, burde forfatterne af undervisningsmateriel kunne kende forskel på principle og principal. Den er nemlig stor, selv om ordene er homonymer; dvs. udtales ens.

Principle
The word principle means a standard, a law or a rule. This means you can have:

• the principles of economics, which are the laws that govern economic theory
• moral principles, which are the rules and standards that govern your behavior

Principal
The word principal usually refers to a person. Remember that it ends in ‘pal’, which is a person. A principal can be:

• the head of a school
• the head of an organization
• the main person involved in a contract or financial negotiation

Dagens indlæg vil de færreste af jer kunne bruge til noget som helst, I know, jeg blev bare så overrasket, at jeg måtte ud med det.
Beklager … Kan jeg ikke formilde jer med en collage af mine børnebørn anno 2010?

Nu har jeg fundet ud af flere ting; bl.a. hvordan man selv ‘ranker’ billederne. AutoCollage er heldigvis mere samarbejdsvilligt, end jeg først troede. Man kan første- og andenprioritere sine udvalgte billeder, og man kan fortælle, hvor meget billederne skal overlappe hinanden.
Jeg er også ved at blive en smule klogere på, hvilke kriterier programmet går efter – det er nemlig sådan, at hvis man har bedt programmet om at lave en collage af otte billeder, og man giver det mere end otte at vælge imellem, så kasserer det selv billeder, indtil der er otte tilbage. Det er lidt sjovt at studere, hvilke der kasseres, og man kan tænke meget over hvorfor.

Blødt legetøj til voksne

Jeg har fået nyt legetøj, og blødt legetøj må vel være det rigtige ord, når det er et software til kameraleg.
Jeg så et eksempel på Microsofts AutoCollage og tænkte, at det måtte afprøves – 111 kroner kunne vel næppe vælte budgettet.

Første forsøg var et mix fra den overhovedet-ikke-hvide jul i Sverige.

Andet forsøg var også Sverige –

–og ligeledes tredje forsøg, såmænd. Der var en del flere, men de blev ikke gemt.

Plus: Billederne bliver flot mikset; med fine, bløde overgange.
Man bestemmer selv størrelse på billede – inden for visse grænser.
Minus: Man kan intet bestemme selv, bortset fra ovennævnte. Især irriterer det mig, at jeg ikke kan bestemme, hvilket billede der skal dominere, eller hvor de skal placeres i collagen. På et af de kasserede placeredes en temmelig dominerende himmel nederst i billedet, hvilket naturligvis så ret fjollet ud.

Sjovt er det nu alligevel … trods minusserne er købet ikke fortrudt.
I øvrigt har jeg lige fundet ud af, at Windows Live Photo i Create-fanebladet har en ganske udmærket panoramastitch-funktion. Det er nemmere end at skulle over og bruge den, der følger med mit kamera, alene fordi jeg ikke behøver at skifte program. Her har funktionen med helt pænt held klæbet fem billeder sammen til ét:

Vejret er jo mest til indendørs lege i dag …

Fotokalender 2011 – december

Det er gået et helt år. Igen. Og det sker bare hvert år

… Men jeg tænker mere over det ved nytårstide, og hvert år bliver jeg om muligt endnu mere overrasket end sidste år over, hvor hurtigt tiden løber.
Ikke så snart jeg er startet på Petunias fotokalender 2011, skal jeg sætte det sidste billede i. Skræmmende.
Kan I huske, hvor laaangsomt tiden gik, da vi var børn og glædede os til et eller andet?
Nu kan vi planlægge en sommer- eller anden ferie det meste af et år i forvejen, og bare vi vender ryggen til et øjeblik, er den ferie allerede overstået.

Jeg har en teori om hvorfor det er sådan: Når man er fem år, udgør et år 20 % af ens liv. Når man er 50 år, er det sølle 2 %.
Så tror da pokker, at forskellen føles så voldsom.

Det valgte billede er taget den 30. december 2010, da vi kørte til Sverige for at holde nytårsaften der.

Godt nytår alle sammen – og tak til Petunia for det gode initiativ.

Fotokalender 2011 – november

JA – jeg ved godt, at vi er nået ind i december – det er første gang, jeg har glemt Petunias fotokalender, men det går forhåbentlig endda.

Årets næstsidste kalenderbillede bliver fra Kennet and Avon Canal i England, hvor kanalbådene for de flestes vedkommende er lagt op for vinteren, og udlejningsbådene bliver repareret og vedligeholdt.
Her – på en dejlig lille spadseretur langs kanalen sidst i november – kan man næsten ikke fornemme, at billedet virkelig er taget i den så ofte grå og kedelige november – bortset fra de nøgne træer…

Når man tænker på, at sidste år ved denne tid var det hele allerede druknet i sne, virker dette helt surrealistisk.
Men det er absolut ikke nogen klage! Jeg vil meget hellere helt undvære sneen.

Mandagstema – eksotisk

I dag synes Helene, at emnet skulle være eksotisk, som kommer fra græsk og betyder fremmed.
Mange af os forbinder nok eksotisk med et eller andet, der kommer fra Østen, men principielt kunne det lige så godt komme fra Grønland eller Polen – det skal bare ikke komme fra Danmark…

På engelsk er an exotic dancer en stripper, men det vil jeg så ikke komme nærmere ind på.

Dette billede forestiller, på trods af nøgenheden, ikke en stripper – det hedder Mother and Child og er en klippeformation i Zimbabwes Matobo nationalpark.

Afrika er det mest eksotiske, jeg har oplevet – Østen er jeg ikke så vild med at forsøge at besøge, så derfor er mit eksotiske bidrag fra Zimbabwe, som vi besøgte i 2007.

Matobo Nationalpark har sten og klippeformationer over det hele og i alle afskygninger. Vi boede i huset her i et par nætter – det var lige så eksotisk indvendig som udvendig.

Dette var dæleme også eksotisk – ingen dør; ingen vinduer – men en udsigtsplads lige ved siden af sengen.
Toilettet var et par meter længere bagved sengen; hævet godt ½ meter, så man kunne sidde på ‘tønden’ (billedet er taget fra samme tønde) og stadig nyde udsigten. Man skulle jo nødig gå glip af noget som helst.
Med andre ord: heller ingen dør. Så skal man altså kende hinanden godt for at synes, at det er interessant, men i Afrika kan alt ske, og dette var faktisk en luksuslodge efter zimbabwianske (hedder det det?) forhold.
Vandingshullet var kun 50 meter væk, så det var bare om at sætte sig og nyde synet af elefanterne, når de kom for at få deres aftendrink.

Det var også temmelig eksotisk at stå så tæt (fem-seks meter) på en næsehornsmor med sit barn.
Næsehorn er meget nærsynede, og jeg håbede derfor stærkt på, at den ikke ville opdage mig og gå til angreb – guiden havde sagt, at hvis den fik øje på mig, skulle jeg bare stå helt stille. Jeg måtte absolut ikke begynde at løbe min vej, men sætte mig på hug og kigge ydmygt ned i jorden.
Det lød så ganske afgjort lettere sagt end gjort, men jeg fik heldigvis ikke mulighed for at afprøve, om jeg ville være i stand til at parere denne ordre … næsehornene var fuldstændig ligeglade med mig.
Nogle gange er det bedste af alt at blive totalt ignoreret.

Flere eksotiske bidrag kan ses her.

Mandagstema – langt borte

Helenes mandagstema er langt borte.
Det synes jeg, der er rigtig meget, der er … er der snart noget der er tæt på, bortset fra vinteren? Selv julen er endnu langt borte, selv om forretningerne gør deres bedste for at overbevise os om, at den er lige om hjørnet.

Sommeren, mit barn og mine børnebørn er langt borte… sommeren helt nede på den anden side af jorden, mens familien trods alt kun er i England, men jeg ville ønske, at jeg var der. Igen…

Afrika og Okavangodeltaet er meget langt borte, men jeg ville ønske, at jeg var der. Igen…

Pensionisttilværelsen er langt borte, men jeg ville ønske, at jeg var der…

 

De andres bidrag er ikke langt borte; de er nemlig lige her.

Fotokalender 2011 – oktober

Det må lige som være sidste frist for oktoberbidraget til Petunias fotokalender, så jeg skynder mig lige…

Jeg ville helst have haft vist et billede med de underskønne farver, som bøgetræerne har i øjeblikket, men kameraet kan ikke fange den helt rigtige nuance, synes jeg, og desuden har vejret ikke vist sig fra sin mest fotografvenlige side de seneste 4-5 dage.
Det bliver derfor et sceneri fra Den Gamle By i Aarhus, som vi så i torsdags.

Det er såmænd heller ikke helt uden evner…

De andres bidrag ser du her.

Mandagstema – hvilepause

Mandagstemaet er – ikke for første gang – ret godt timet af Helene: Hvilepause. Det er jo lige det jeg har. I en hel uge. Velfortjent og tiltrængt, hvis I spørger mig.

Jeg vil slet ikke vise billeder fra min egen hvilepause – den bliver I godt og grundigt belastet med ugen igennem.
Jeg vil vise en af mine yndlingsbilledserier; nemlig de fire egernunger, vi havde den store fornøjelse at se boltre og tumle sig i en hel halv time. Vi stod lige ved siden af dem, og de var overhovedet ikke bange for os, for det havde deres mor endnu ikke nået at lære dem at være. De legede og legede, men lige pludselig kunne en af dem blive træt og sove i 20 sekunder for så at lege lige så ivrigt igen.

Men så opdagede moderen os. Én lyd fra hende, og ungerne havde gemt sig på et splitsekund. Vi så dem aldrig igen, men vi vil aldrig glemme den halve time, vi fik sammen med dem.
Hvilepausen ses i midten af collagen – man fornemmer sagtens trætheden hos det lille pus.

Her kan du få flere hvilepauser.

Spiselig

Helenes Mandagstema er Spiselig. Det er jo et dejligt emne at koge lidt suppe på…

Spiselig kan være i konkret og i overført betydning – jeg kan gøre en Powerpoint-præsentation mere spiselig ved ikke kun at sætte tør og kedelig tekst på mine slides, eller jeg kan gøre en dårlig nyhed mere spiselig ved hjælp af nogle omsvøb … det kunne måske kaldes nyheder i svøb?

Hvad der er spiseligt for andre, er ikke nødvendigvis spiseligt for mig.

Denne er spiselig for en snegl, men jeg ville blive meget, meget dårlig af den.

Denne er spiselig for en fugl, men jeg ville have det meget, meget dårligt med at forsøge mig.

Dette græs er spiseligt for en ko. Eller en hest. Jeg har skam prøvet at bide i græsset, men det smagte mig ikke.

Dette er spiseligt for mig. Selv om det ser hamrende ulækkert ud… det er en jomfruhummer med rogn. Sådan en (eller helst flere) skal bare marineres og derefter en tur på grillen, så smager den himmelsk.

Her kan I se, hvad mange andre har fundet frem til af spiselige sager.

Mandagstema: I skoven

Helenes tema er helt i skoven…

I skoven  er der egern, vildsvin, mårhund, elg, rådyr, grævling, ræv, bjørn og ulv.
I skoven er der fugle i hobetal, der er småkravl overalt under og over jorden – der er specielt mange edderkopper, når man går og samler svampe.

I skoven er der faktisk så mange ting, at det sommetider er svært at se træerne for bare skov.

I skoven er der masser af mosser…

Og svampe…

Søer…

Folk og sten…

Og uhyggelige trolde…

Der er mange andre ting i skoven, og dem kan I se et bredt udvalg af her.

Fotokalender 2011 – september

Deja-vu – jeg ved det godt, men jeg ku’ mig ikke dy …

For mig var der nemlig ingen tvivl om månedens billede til Petunias fotokalender for 2011 – det kunne kun blive et af de mange, nogen af os tog af både sort og gul sol i Gotteskog i Tøndermarsken i fredags.

De kom flyvende ind i større eller mindre flokke og samledes for højlydt at diskutere, hvor i rørskoven de skulle slå sig ned for natten.
Ind imellem gjorde rovfuglene deres pligt og var uafvidende i høj grad med til at gøre skuet mere spektakulært for os fugleglade turister – når rør- og duehøge gjorde deres indtog, fløj stærene i de flotteste formationer og levede helt op til naturens orden: “Safety in numbers” – ganske som man ser det hos fiskestimer. Der er dog altid nogen, der går til – det er også naturens orden.

Herunder ses en blanding af indflyvning, diskussion og optakten til en ‘fiskestimeformation’ på en og samme tid.

De andres flotte kalenderbidrag kan I se her.

Mandagstema – træværk

Træværk er, hvad Helene har valgt til dagens emne. Der er uendeligt mange smukke ting, der er forarbejdet af træ, så det er svært at vælge… bortset fra, at det ikke er så meget af det, jeg har billeder af…

Det har jeg heldigvis af dette skib, som jeg var ude at sejle med tidligere på året – det gode skib Halma.
Det er træværk – træarbejde – der godt kan være sig selv bekendt. Et velholdt træskib er en sand fornøjelse af se på.

Et andet træskib; det gode skib Mira set fra det gode skib Halmø…

Træ er simpelthen et supergodt materiale – både til kunstværker og til mere praktiske ting. Og de to kan oven i købet snildt forenes.
At kunne lave pænt træværk er godt håndværk, selv om det måske kan give lidt ‘bagværk’, som ikke skal forveksles med noget, der kommer fra ovnen.
Øv, hvor er jeg tarvelig over for nordmændene og svenskerne nu… men at noget ‘værker’, betyder på gammeldansk, at noget gør ondt, og ‘bagværk’ er i dette tilfælde således ondt i ryggen  

Flere træværker kan ses her.

Høst – efterår

Helenes mandagstema er høst. Det, som vi på dansk kalder efterår, da høst nok mere er noget med at få noget ind fra markerne.

Jeg bryder mig ikke så meget om efteråret, men det er lidt uretfærdigt mod det, da min antipati mest er baseret på dets indvarsling af vinterens komme. Efteråret er jo smukt; med alle dets gyldne og røde farver er det som om, naturen helst vil gå totalt amok i et farveorgie, inden det hele går over i gråt, brunt og sort. Måske også hvidt…

Efterår er bid i luften. Efterår er frugter, der skal plukkes og tilberedes – eller fryses. Efterår er svampesæson. Efterår er ild i brændeovnen. Efterår er en høj himmel, men også regn og rusk. Efterår er forrådssamletid for skovens små dyr.

Andres bidrag kan ses her.

Mandagstema – mønster

Dagens tema er mønster. Jeg har lige været ovre og lure hos Helene (hvor er I hurtige med jeres bidrag…) og kan se, at langt de fleste af jer har valgt de smukke mønstre, som naturen viser os i overflod.

Jeg havde selv de samme tanker, da jeg så emnet, men synes så alligevel, at jeg ville finde på noget andet. Hvad var mere naturligt for mig end at vise nogle helt andre slags mønstre, som jeg er storforbruger af; nemlig sy- og strikkemønstre.

Til denne udfordring har jeg lige investeret en hulens bunke penge til lækkert garn fra Rasmilla … jeg strikker den på pind 3.25, og da jeg er så afgjort ikke længere en fiks lille størrelse small, bliver det noget af et sisyfosarbejde, inden den ikke længere er en UFO (UnFinished Object), men jeg når forhåbentlig vejs ende engang. Er skam allerede ved at være færdig med den nederste ombukningskant…

Syning… dette er et mønster, jeg har haft liggende et stykke tid – jeg kommer nok ikke i gang med det, før jeg har noget mere tid, for der er m.a.n.g.e applikationer, der skal sys, inden dette værk er færdigt. Jeg har ikke engang styr på, om det er 100% håndarbejde, eller jeg kan snyde og maskinapplikere.
Men det er en rigtig mormorting og kunne da se nydeligt ud på en svensk ødegård, ikke?

De mange øvrige bidrag kan ses her.

Mandagstema – vand

Helene har valgt vand som dagens tema; tydeligvis inspireret af weekendvejret i Norge.
Det var så nogenlunde i Danmark, men i dag har det bare høvlet ned igen…

Vand og vand er mange ting – noget er pragtfuldt; andet vil jeg helst være fri for, og så er der alt det imellem disse to grader af vand.

Jeg elsker at se tidevandet ved Englands kyster komme og gå. Forskellen på op til seks meter er stor og fascinerende – her havnen i St. Ives med og uden vand.

Jeg nyder at kigge på Vesterhavet, når det viser tænder, og norske fosser kan jeg sidde i timevis og nyde.

Vand kan være kunst. På utallige måder, og her er en af dem:

Jeg gider bare ikke mere regn! Jo, engang. Til næste år eller sådan noget. Helst ikke før…
Her kan I se meget mere vand.

Den eneste forskel på små og store drenge…

… er prisen på deres legetøj.
Den har jeg brugt før i en overskrift, men at den kan bruges igen, er vel blot et bevis på påstandens rigtighed.

Jeg må nok sige, at Inge og Hasse er gået hen og blevet et dyrt bekendtskab. For både vores og deres vedkommende, måske… Inges Lumix TZ10-køb var vist direkte foranlediget af mig, men det er ingenting…

I aftes havde vi en superhyggelig tid sammen med dem. Meget, meget hyggelig, så det blev meget, meget sent – pyh hvor var jeg dog træt i håret i morges.
Inge kunne fortælle mig, at der faktisk havde fulgt et udmærket billedsoftware med omtalte Lumix; bl.a. kan det sætte panoramabilleder så fint sammen. Det havde jeg da overhovedet ikke lagt mærke til – kun at der var en kameramanual på disken, men PHOTOfunSTUDIO 5.1 HD Edition blev installeret i dag, og jeg har leget med det.  Thanks, Inge.

Da Inge efter middagen hev sit nye Canon EOS 60D frem for at vise det til John, var det nærmest ikke til at vriste ud af hænderne på ham igen. Han legede og legede med det – det var tydeligvis kærlighed ved første blik.

De drillede ham lidt med, at han nok også havde sådan et kamera med disse to Canongode linser inden lørdagen var omme.

Og ja. Selvfølgelig havde han det. Selv om han ‘”bare lige skulle ind og kigge” – hvorfor vidste jeg mon bare, at han ville komme hjem med nyt kamera?
Han kørte frem med alt skytset her til morgen: “Jeg har længe synes, at mit gamle kamera ikke har helt gode nok linser … at det ikke … det er så gammelt, at … det kan heller ikke … det var et smaddergodt kamera, da jeg købte det, og det er det også endnu, men udviklingen … osv.osv…”
Jeg sagde til ham, at jeg såmænd var lidt ligeglad med alle argumenterne. Så længe han ikke kommer og siger, at det bliver Næstved på cykel i stedet for Nordkap i Camper til næste sommer, vil jeg ikke blande mig i, hvad han bruger sine penge til.

Vi måtte ned til søen for at afprøve hans nye legetøj.
Jeg tror han kan fotografere øjet på en flue på 10 kilometers afstand… og jeg overdriver næsten ikke.
Når vi zoomer digitalt, varer det længe, inden det pixelerer.
Jeg er lidt mere end en anelse imponeret, men intet kan tage min glæde over mit lille og meget handy Lumix. John spurgte, om jeg ville have hans gamle Sony α350, men det ville jeg ikke – jeg gider ikke rende rundt med et tungt spejlreflekskamera – det har jeg jo John til.
Hvis nogen ude i blogland vil købe det, kan man sende mig en mail, hvis man ønsker nærmere oplysninger.

John har det som et barn juleaften… vores weekendplaner omkring fjernelse af et højbed ved siden af terrassen er gået totalt fløjten og erstattet af tilfredshedsudbrud og ditto grynt leveret af John med jævne mellemrum.

Det er sandelig godt, at Skagenfood leverede jomfruhummerhaler i går – det matcher fint det præg af luksus, dagen har fået. Dem vil jeg grille og servere med aspargessalat og pasta med cremet citronsauce til.
Lyder det ikke særdeles spiseligt?

Mandagstema – Sensommer

Dagens tema er ‘sensommer’.

For mig – og sikkert også alle jer andre – er sensommeren selvfølgelig symboliseret af mange ting, men én af dem er, når humlen står allersmukkest.
Jeg elsker dens farver og de fantastiske små koglelignende frugter.

Gad vide hvor mange øl, der kunne komme ud af det, hvis man brugte hele høsten herfra?
John mener ikke, at det kan betale sig at begynde at producere ud fra denne mængde, men jeg mener jo, at lidt har også ret, og er der måske ikke noget, der hedder mikrobryggerier?
Vi kunne da bare starte vores eget lille nanobryggeri til ikke-kommercielt (for)brug…

Resten af sensommer-buddene kan ses her.

Fotokalender 2011 – august

Det er blevet sent i dag  – hjem fra Sverige – børn og voksne affodres – børn i seng – en anelse voksentid – arbejdsdag i morgen (desværre, men Charlotte skal alligevel mødes med en gammel veninde) – snart sengetid.

Derfor månedens fotokalenderindslag, som viser børnene siddende på en eller anden maskine, som Aubie havde helt check på hvad hed. Det har jeg ikke…
Naboen kom og besøgte os, kørende på dette køretøj, som er helt uundværligt, når man er svensker og skovejer. Aubie fik julelys i øjnene, i samme øjeblik han så monsteret. Da han så oven i købet blev udstyret med støjbeskytterne, var lykken fuldendt. Anna var helt tilfreds med at være bagsædepassager.

Da vi kom hjem, ville Aubrey have dette billede printet i A4-størrelse, så han kunne vise sin far det, når de ser hinanden igen.
Det fik han selvfølgelig…

Flere kalenderbilleder kan findes her.

Fotokalender 2011 – juli

Det er tid til månedens fotokalender, som Petunia styrer på flotteste vis.

Atter en måned er gået. En juli 2011, der af flere grunde vil blive husket for evigt. Norge blev introduceret til terror. Begået af en nordmand. Jeg føler dybt med alle berørte.

Bevidste massemord sker flere steder i verden lige nu og hele tiden, men vi er desværre blevet alt for vant til det, så normalt lukker de fleste af os bare øjne og ører – lige indtil det sker for et broderfolk.

Det er kommet alt for uhyggeligt tæt på, men jeg kom alligevel til at tænke på, at Formand Mao bevidst lukkede øjnene for, at 40 millioner kinerese døde af sult, fordi hans ugennemtænkte og tåbelige politik slog fejl – men resten af verden greb ikke ind. Maos mest loyale medløber, Liu Shaoqi, kendte også til alt det forfærdelige, men meldte først fra, da han så sin egen barndoms landsbys ufattelige lidelser. Broderfolksfølelserne igen…  
Jeg forstår det egentlig godt – man kan ikke forholde sig personligt til alverdens ondskab; det kan man simpelthen ikke rumme, men man kan forholde sig til det, der sker i ens egen baghave, og det gør alt andet lige mere ondt. Sorry, alle I andre, som også lider, men sådan er det desværre.
Jeg har valgt at støtte verdens lidende børn i form af en fast, månedlig støtte til SOS Børnebyerne og til UNICEF. Børn skal ikke lide – de er de uskyldigste af alle. Jeg har bevidst valgt ikke at sponsere et barn direkte, for jeg vil ikke bindes på den måde – sæt nu, at jeg bliver kørt over af en lastbil i morgen… så er der et barn, der ikke kan komme i skole i overmorgen.
Nej – så hellere støtte en organisation.

Billedet er for en enkelt gangs skyld ikke fra Sverige eller Danmark, men fra Cape Cornwall, som vi besøgte i vores sommerferie. Vendt mod Atlanterhavet, som godt kan være barsk, selv på en solfyldt sommerdag – bølgerne slår ind over the slipway og klipperne, men dette forhindrer ikke et par modige hunkønsvæsener i at forsøge sig med et havbad, mens tidevandet hurtigt er på vej ind. Der er to kvinder – det er ikke en enkelt dame med højt hår…

Fotokalender 2011 – juni

Det er ellers lige før, de to dejlige veninder ankommer her til det svenske, hvor vi skal lege Das Dreimädchenhaus i et par dage, men jeg er nødt til lige at nå at fyre junibidraget af til månedens fotokalender hos Petunia – det må være sidste frist i dag, og jeg havde da totalt svedt det ud, indtil jeg blev mindet om det i morges…

Måske ikke helt overraskende er det atter en gang fra Sverige, og den opmærksomme læser vil se, at billedet er det samme som det øverst til højre, bare i lidt større format, men åkander og juni hører nu engang sammen, synes jeg.

God weekend, derude – her står den på snak, grin og sladder i et par døgn – livet er nu ikke så tosset endda…

Fotokalender – maj – flyvende sommer

Her på månedens næstsidste dag er jeg helt nervøs for, om Petunia har glemt at tilslutte Mr Linky til maj måneds bidrag til Fotokalender 2011. Det har hun forhåbentlig ikke – det dukker nok op i dag eller i morgen … dette indlæg kommer, fordi jeg tilfældigvis selv huskede fotolegen, og når maj-linket dukker op, retter jeg mit link i indlægget her.

Billedet er måske ikke det smukkste, jeg kan fremvise – folk med araknofobiske tilbøjeligheder vil sikkert synes, det er direkte ulækkert, men jeg har som den røde tråd i kalenderen valgt, at hvert månedsbillede skal være en typisk repræsentant for den pågældende måned, og det agter jeg i videst muligt omfang at holde.
Dette billede er derfor udvalgt fordi det er meget typisk for lige præcis denne del af året, hvor vi oplever begrebet ‘flyvende sommer’, som jo er, når et helt kuld små edderkopper udklækkes på én gang; sidder og kommer sig lidt i et døgns tid for derefter at spinde en ende og lade sig drive med vinden, som bestemmer, hvor deres nye hjem skal være.
Jeg er ikke specielt vild med voksne korsedderkopper, men disse små størrelser nyder jeg at kigge på i det døgns tid det varer, inden de forlader mig igen.
Det er andet år i træk, der er blevet udklækket et hold lige præcis her bag plantekrukken på væggen ved vores terrasse. Sidste år havde jeg ikke nået at sætte noget i krukken – det havde jeg i år.

De næste to billeder er bare bonusmateriale

Jeg troede at en pæreformet figur var noget helt andet…

… så jeg kunne overhovedet ikke stå for denne skønne og herligt frække pære. Er den ikke dejlig? Lige til at spise…

God St. Bededagsferie, alle sammen – jeg vil – sammen med et par andre – køre til Sverige lige om lidt.

Ryd op i dit liv

At rydde op i mit liv har jeg ikke brug for; det er ikke spor rodet. Det er der til gengæld på terrassen, og der var det i pinlig høj grad på mit syværelse.

Rodet på terrassen, bestående af toppen af gasflasken til grillen, Johns trøje over stoleryggen og en sæk med fuglefoder (kosten, man kan ane, er ikke rod; den hænger på sin plads på væggen), har jeg forsøgt at pynte lidt på ved at fotografere det hele gennem en sæbeboble – jeg ved ikke, om det lykkedes, men jeg havde det meget skægt, mens jeg prøvede… det er altså svært både at blæse bobler og at fotografere på samme tid. John var ikke til megen hjælp – han havde bare et overbærende smil til overs for alle mine anstrengelser og krumspring. Jeg prøvede på ‘Burst’, hvor apparatet tager 3 billeder i sekundet, men de var af så ringe en billedkvalitet, at de fleste blev kasseret med hård hånd bagefter.
Jeg har dog stadig mange billeder af sæbebobler… her et, hvor det giver spejlkabinet-effekt:

Jaja, sådan en søndag kan man skam få til at gå på mange måder – dette var meget sjovere end at rydde op…

Før-billedet fra syværelset har jeg simpelthen censureret bort, men nu har jeg tørret støv af i sættekassen og sorteret alle mine fat quarters efter farver.

Skolen for adfærdsvanskelige børn, hvor John arbejdede fra 1998 til 2005, var et trykkeri, før det blev købt og ombygget til en døgninstitution. Et eller andet sted stod der en hel del gamle sættekasser, som John var så heldig at få tiltusket sig en af, inden de røg til salg – de er jo penge værd, sådan nogen. Der lå stadig enkelte af de gamle blybogstaver i kassen, da jeg fik den… jeg synes det er meget sjovere med sådan en ægte vare, frem for de nye og aldeles upatinerede, man kan få alle vegne i dag.

Nogle af typerne (nederst til venstre; vist i lidt over dobbelt størrelse) er så små, at jeg ikke kan se, hvilket tegn der står. Her kan man måske se det… der anes et firetal – men billedet kan klikkes større.
Hammer og segl (må det være) kunne jeg også først identificere, da det blev makroet op i 4x forstørrelse.
Det dér underlige nederst til højre aner jeg ikke, hvad er – hvor blev sådanne prikker anvendt i tryksager? Betød de noget bestemt?
Gad vide, hvad der sker med denne kasse, når jeg er død? Hvem gider mon have den?
Jeg ville være ked af det i min himmel, hvis den bliver smidt ud. Nu ved du det, Charlotte! Det kan være, et af dine børn vil have den – den er jo nærmest forhistorisk, når de bliver voksne…

Fotokalender – april

På trods af, hvad visse bedragere forsøger at bilde os ind, er der kun 30 dage i april, så er det sidste udkald i dag, hvis jeg skal nå Petunias fotokalender for april, og det skal jeg. Det er lidt fjollet at springe en måned over på en kalender, og at springe en af årets skønneste måneder over ville være temmelig ærgerligt.
April er blomster, blomster, blomster. Vi nyder dem så meget mere, fordi vi hungrer efter dem, når vinteren har varet så længe.
Overalt hvor man kommer, er der hvidt af tjørn, kirsebær, hæg og mirabeller – og gult af mælkebøtter.
Jeg var på udkig efter de lidt mere farvede æbleblomster og kørte langt for at finde nogen, der var sprunget bare en smule mere ud end de fleste, men det er lige tidligt nok endnu, og jeg kan ikke vente en uge til.

Jeg fandt det bedste træ 100 meter fra vores bopæl… er det ikke typisk?

Springer eg før ask…

Springer eg før ask
går sommeren i vask.
Springer ask før eg
Bliver sommeren bleg.

Kender I dette gamle vejrvarsel? Min farmor sagde og min far siger, det passer. Det gør det sikkert også, men jeg kan aldrig, når sommeren er gået, og vi kan konstatere om den har været våd eller solskinsrig, huske hvad der sprang ud først. Der er nu mange af disse gamle vejrvarsler, der ikke er helt ved siden af, men de er jo også bygget på generationers erfaring.

På vejen hjem fra Sverige i dag kunne jeg konstatere, at rigtig mange egetræer var sprunget ud, men jeg har endnu ikke set et asketræ være så godt i vej.

Svaler i april varsler en varm sommer. Vi så svaler i går i Sverige.

Vores minimini-piletræ stod i fuldt flor i whiskytønden, da vi kom hjem – og en lille myre gik tur i gæslingeskoven. Kan I finde den?

Det var den påske – den bedste nogen sinde, hørte vi i tv-avisen kl. 19. Det bliver kun fysisk muligt at slå den i antal solskinstimer med nogle ganske få minutter, da denne påske faldt det næstseneste, den overhovedet kan.

Til sidst lidt svenske minder – det må være sådan noget, der kaldes rensdyrlav. Tror jeg.

Fotokalender 2011 – marts

Det er tid til månedens kalenderbillede. Det var svært denne gang, og jeg vaklede mellem et solnedgangsbillede og et af en svulmende bladknop.

Solnedgangen fra 7. marts vandt.