1. maj–fejring med bøffer og rødvin

WOW, for et vejr! Det har næsten været sommer i dag.

Jeg har arbejdet hjemmefra, fordi jeg skulle på Borgerservice (åbent 10-14) for at bestille et nyt pas. Det tog en halv times tid, inden det blev min tur, men i den halve time steg min beundring for damen, der sad og besvarede opkald, ganske betragteligt. Sagen om rykkerbrevene var på ingen måde slut endnu, for hun sad hele tiden og gentog sig selv, staklen:
- Solrød Kommune, goddaag.
…
- En rykkerskrivelse om rottebekæmpelse? Den skal du bare smide ud. Det var en fejl, at du fik den; vi beklager meget.
… borger …
- Nej, du kommer til at betale den over næste års ejendomsskatter. Du kan læse mere om det på vores hjemmeside.
…borger
- Ja, glem alt om det; du skal bare smide den ud; det er en fejl fra vores side.
…borger
- Det var så lidt. Hejhej.

- Solrød Kommune, goddaaaag.
… …borger
- Det er en fejl, at du har modtaget den. Vi beklager meget. Smid den ud og glem alt om den.
… borger
- Nej, selvfølgelig trækker vi ikke rykkergebyret. Det hele var en fejl fra vores side.
… borger
- Velbekomme. Hejhej.

- Solrød Kommune, goddaag.

Og. så. videre. I. én. uendelighed.

I den halve time, jeg sad og ventede på at det skulle blive min tur, var der kun ét opkald, hun skulle viderestille til en anden person på rådhuset, men hun havde ikke 30 sekunders pause mellem opkaldene, og dog lød hun hver gang lige sød og som om, den pågældende borger var den første overhovedet, der ringede for at spørge til det tåbelige rykkerbrev.
Sådan en kvinde tager jeg hatten af for. Jeg ved godt, at hun skal kunne den slags i det job, hun besidder, men jeg er alligevel imponeret.

Det er 1. maj i dag. Og vældig sommerligt, som sagt.
Det blev fejret på ægte, usocialistisk maner med servering i drivhuset af lækre grilbøffer, salat og kartofler med rucula/ramsløgpesto. Og selvfølgelig rødvin til, for årets første næsten-udespisning måtte fejres på behørig vis.

Der var da noget, der var rødt, så vi holder skam stilen …

Dækkeservietterne, som jeg nørklede med i slut-halvfjerdserne, og som jeg dengang syntes var drønsmarte, har nu ligget i skuffen i over 30 år, men er kommet til ære og værdighed igen, fordi jeg synes, at disse omgivelser godt kan tåle lidt rødternet dug-stemning.

Nu med egne ramsløg

Sidste år havde jeg i min iver fået hevet nogle få løg med op, da jeg var ude og samle ramsløg. Dem satte jeg ned bagerst i haven (det lyder som om vi har en stor have, men det har vi som bekendt ikke) og tænkte, at nu kunne de leve eller lade være.
De valgte det første … senere overtager bregnerne pladsen, men det er ret smart først at have glæde af ramsløgene, og når de er væk, kommer der så noget andet grønt i stedet for.

Der er kun to klumper indtil videre, men de siges jo at brede sig som jeg ved ikke hvad, så jeg er optimist og håber på, at de får udkonkurreret skvalderkålen inden længe …

Fem chiliplanter og en tomat er plantet i kapillarkasserne – en enkelt chili har overvintret på gæsteværelset og er nu på plads i drivhuset.
To chiliplanter, der skulle kunne klare at gro på friland, er sat i det lune hjørne af det højbed, vi alligevel ikke får nedlagt i år. 
Campingvognen er kørt til Sverige, hvor den kan få lov at stå, til vi kører langt mod nord i juni.
VI ER KLAR! BARE KOM AN, SOMMER!

Store Bededagsferien er startet – den næstsidste miniminiferie, inden jeg jobstopper.
I den sidste af slagsen er Lene fra Canada i Danmark og har heldigvis givet sig selv tid til at komme med os en tur til Sverige.
Det glæder jeg mig simpelthen bare SÅ meget til – vi har kun mødt hinanden pr. mail (og bloggeri, naturligvis), men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det bliver rigtig dejligt at møde hende.
Hun bliver afløst af Ditte og Peter, hvilket jeg naturligvis også glæder mig til – der er i det hele taget meget at se frem til, allerede inden min snarlige efterløns- og pensionisttilværelse. 
Vejret er lovet fint-fint frem til mandag, så for en gangs skyld har jeg absolut intet at brokke mig over.

It’s springtime again

I sidste weekend, da vi aftalte, at Johns familie skulle med herop i denne weekend, bestilte jeg godt vejr.
Der er nogen, der har lyttet, for vejret fås ikke meget bedre. Ganske vist har det været frostvejr i nat, men nu er det 12°, så vi sidder ude på terrassen i T-shirts og sveder med anstand. Men vi NYDER det, gør vi – der er over 20° oppe på terrassen.

Ruth hygger sig altid gevaldigt heroppe – jeg har lidt på fornemmelsen, at hun holder meget af at være her … der kan både strikkes, hækles og der er masser af muligheder for også at tage en dyst med sig selv og spille Edderkoppen på Johns pc.

Hun har, som 87-årig, fået en Duka-pc derhjemme; de er kommet på internettet og Ruth har lært at sende emails – og at læse dem selvfølgelig. Nu skal vi lige have lært hende, hvordan man gennemskuer alle de falske mails, der skal narre folk til at tro, at de skal have skattepenge tilbage. Foreløbig har de bare fået den besked, at de aldrig, aldrig må åbne en mail fra nogen, de ikke kender; heller ikke selv om den ser ud til at komme fra SKAT.

Som sagt er foråret kommet. Det var så sandelig også ventet med længsel …
Tudserne nede ved – eller rettere i – åen havde vældig travlt med enten at parre sig eller sidde og lægge æg.
Her er der en, der lige er blevet færdig med æglægningen og en, der er i fuld gang. Hende, der er færdig, snuppede sig lige en gyngetur i sivene – det hele foregik nede i colavandet, selvfølgelig … derfor de lettere sepiaagtige billeder.

Der er næsten helt vindstille. Det første grønne er allerede eksploderet – plus et enkelt bundt påskeliljer, der åbenbart fik lyst til at tyvstarte i forhold til alle de andre. Vi nyder livet i fulde drag.

Forrådsindsamling og dampende marker

Sidste år opdagede vi en skov på Stevns med bogstavelig talt tonsvis af ramsløg, så da jeg for nogle dage siden så Pias indlæg om det spirende forår, måtte vi ned og samle nogle af de friske, nye ramsløg i dag.
Små var de endnu, men så meget lækrere er de, og med mine beskedne 200 gram har det intet betydet for skovens økosystem.

Hele vejen til Stevns dampede alle nøgne marker – et smukt og eventyragtigt syn. Det var nu ikke fordi det var særlig varmt; kun 6-8°, men det var åbenbart nok til at holde dampen oppe, at solen tittede en smule frem. Hvor blev de 15° af, vi var blevet lovet?

På vejen hjemad havde de fleste dampet af.

Det er skam ikke kun når man plukker jordbær, det er noget andet end hovedet, der er den højeste legemsdel …
I samme øjeblik, vi trådte ud af bilen, var der den umiskendelige duft af ramsløg … har man først én gang fået den i næsen, er man aldrig mere i tvivl om, hvorvidt det er den ægte vare, man har fat i.

Døde træer har mange udtryk. Denne gren mindede mig om en drage. En drage med et meget stort horn, godt nok, men hvem siger egentlig, de ikke kunne have så store horn? En enhjørningsdrage, måske?

Jeg har cherrytomater i ovnen til langtidsbagning og lige om lidt skal jeg have lavet noget ramsløgpesto til kartoflerne til aftenens Entrecôte, som var billig i Brugsen i dag og derfor blev erhvervet. Syv tykke bøffer – tre plus to til fryseren og to til i aften for 150 kroner. Det er i orden – specielt hvis de ikke er seje som sålelæder.
(Opdatering: det var de ikke. På en skala fra 1-10 får de en otter. Det er meget godt gået af Brugsen.)

Forårsfornemmelser

Nu hjælper det på det. De er på vej, forårsfornemmelserne.
Vejret er stadig superflot, og hjemme på vores terrasse har temperaturen lige rundet 20°.
Kunne John fortælle mig … lige nu er der 16° og stadig skønt at være. I drivhuset har de automatiske vinduer åbnet sig for at sørge for udluftning i den stærke og uvante hede!

Krokusserne (apropos forårsfornemmelser, så ser det altså frækt ud med det dobbelt-s, men den er god nok …) sprang ud, mens vi var i Sverige, og i dag har John været ude for at købe en kapillærkasse, så drivhuset kan passe sig selv, når vi snart skal til at være meget mere udfarende.
Én kasse. Det er to for lidt, fordi om vi har en eller tre, kan jo være lige meget, så i morgen kører han af sted efter to til …

Denne her dobbelte hvide vintergæk fandt jeg også i højbedet – nu havde jeg lige nået at bilde Annemarie ind, at jeg kun kunne huske dem fra min barndoms have, og hvad opdager jeg så?
Pinligt, altså. Dåbsattesten kan vel få skylden, vil jeg mene … tænk at jeg ikke kunne huske, at jeg også selv har et par stykker – så stor er vores have trods alt heller ikke …
Den er lidt snavset, det lille pus; sneen har haft trykket dens kinder ned i jorden.

Og så er der lige dette her, som kan ses til venstre.
NU er der for alvor nedtælling, som jeg skrev i går.
28 arbejdsdage tilbage.
Hver dag bliver krydset over, begyndende med i dag. Jeg ville ikke lave en, der skal klippes i – så bliver den hurtigt alt for usynlig.
Jeg har dog, af hensyn til min søde chef, undladt at afslutte forneden med et rungende HURRA.

Smygehuk – Sveriges sydligste punkt

Vejret leger stadig isjomfru: smuk, men kold.
Vi blev enige om at køre lidt før herfra for at køre en omvej hjem via Ystad og Smygehuk, som er Sveriges sydligste punkt. Vi har været der før, men det er altid en smuk tur at tage.

Dette her er desværre ikke en aprilsnar – sådan ser Sveriges sydligste havn stadig ud!
Havet var blåt, blåt, blåt, lige som himlen, så det var en smuk tur.
Kulden havde heller ikke holdt svenskerne tilbage – der var et hav af folk ude og nyde det flotte vejr, og køen ved vaffel- og iskiosken var laaang. 
John ville have haft en softice, men gad alligevel ikke stå i kø en halv time for at få en, så vi kørte igen.

 

Havde jeg kunnet flyve, ville jeg kunne være i London om 991 km … men mine vinger kan ikke bære.

Det var den påskeferie. Godt der kun er seks uger til jobstop. 29 arbejdsdage tilbage – nu er jeg for alvor begyndt at tælle nedad.

Min kaktus tror det er jul

Min novemberkaktus (eller er det decemberkaktus?) tror det er ved at være jul: den har sat et hav af knopper af.
Min anden kaktus er også på vej til at blomstre, men det er tredje gang, den gør det på denne årstid, så den er mindre galt afmarcheret.

Hele syv kommer den med denne gang – måske otte; den sidste knop er jeg ikke sikker på er en knop. Jeg tog den med til Sverige … jeg ville ikke risikere, at den havde afblomstret, når vi er hjemme igen mandag aften.

På vej til ødegården sad John og jeg og talte om, at vi alle er så trætte af denne lange vinter, men også om den nu også er så lang igen, når det kommer til stykket? Er det ikke bare os? Og måske især medierne, den er gal med?
Det har været fremme flere gange og flere steder i blogland, at mange kan huske vintre, der har været både strengere og længere end denne. Vi kom på vej herop til at tænke på vores første forår i Sverige, i 1995. Det var ikke på ødegården her, for den blev købt i november 1996, men i det firmasommerhus, som jeg havde vundet i uge 17 i både 1995 og 1996, og som var den direkte årsag til, at vi købte vores eget sted. Firmahytten ligger 15-16 km herfra, så vi kan nok godt regne med, at klimaet er det samme.
Da vi kom i slutningen af april 1995, lå der meget sne – meget mere, end der gør nu, en hel måned tidligere. Det, der gjorde foråret 1995 så fantastisk, var, at inden for den uge 17, vi havde lejet det lille, hyggelige soldatertorp, gik vi fra hammerkoldt til at opleve sydsvensk varmerekord. 28,2 grader kom det op på om torsdagen – næsthøjeste temperatur nogensinde målt i Sydsverige i april. Den højeste blev målt i 1993 og lå bare 0,2° over denne i 1995.
John tog billeder af Charlotte og mig, hvor vi sad i haven med næsten ingen tøj på, men med snedriver rundt omkring os. Birken nåede at gå fra ‘ingenting’ til lysegrøn på den uge.

Vi blev fuldstændig vilde med Sverige og var helt sikre på, at vi ville forsøge at få fat i hytten igen på samme tid året efter, hvilket som nævnt lykkedes, og efter disse oplevelser mente vi bestemt, at de helst skulle opleves hvert eneste forår. Og sommer. Og efterår. Og vinter.
Det nyder vi så nu på 17. sæson. Dejligt.

Der er et egern, der har vældig, vældig travlt ovre i det store ahorntræ. Det vimser rundt med gevaldig stor fart på og er næsten umuligt at indfange med kameraet, hvorfor selv det bedste af billederne ikke er godt, men sløret – det bliver derfor ikke bedre end dette, desværre – det gjorde det heller ikke nemmere, at jeg stod med håndholdt kamera med zoomen ude på omkring 40 af de 50 mulige.

ETA: 1. marts. ATA: 1. marts

Estimated Time of Arrival og Actual Time of Arrival for foråret stemte overens i år – sikke da et forårsvejr vi har i dag.
Det var helt underligt at lande i Sverige og opleve, at der for første gang i månedsvis var plusgrader inde i stuen. Hele 6,6 grader.
Vi tog tidligt af sted for at nå at få huset så gennemvarmt som muligt, både oppe og nede, inden invasionen i morgen. For godt nok er vejret flot, men temperaturerne er stadig etcifrede.
Invasionen, som desværre bliver noget mindre end oprindelig planlagt, da jeg åbenbart rendte ind i op til flere for længst bestilte rejser, en 75-års fødselsdag, en nyudlært søn og desværre også en truende skilsmisse, hvor de pågældendes overskud og lyst til at være selskabelige lige nu er gået i minus.
Vi bliver dog stadig mange nok til at kunne få det smadderhyggeligt, og jeg glæder mig meget til at fylde hytten med dejlige mennesker … selv om tanken om, at næste gang jeg ser Danmark, er jeg i tresserne, ikke er specielt opmuntrende.

Merete, som kørte med os herop, forsøger at arbejde lidt på forskud, så der kan blive tidsplads til at komme ned og male nyindkøbt hus i næste uge.

Dette er vejrudsigten, gældende for lige præcis hvor vi befinder os i Sverige, frem til mandag; taget i går på yr.no.
Det ville være en anelse blæret, hvis det bliver sådan – og holder den spådom, tager jeg naturligvis hele æren for det.
Hvis ikke det holder, må der være nogle, som ikke har opført sig lige så eksemplarisk som mig.

Dette er en prøve. Dette er en prøve. Dette er en…

Det er … en prøve, såmænd. Og denne gang er det bloggeri om brokkeri.
Det er et led i at forsøge at finde ud af, om WP opfører sig lige så TÅbeligt som hele dagen i går!
Billederne i de sidste to indlæg er underlige og kan ikke klikkes større. Det har taget rundt regnet 500 forsøg overhovedet at få dem udgivet, uden der poppede en meddelelse op om, at “Der opstod en fejl under…” … en eller anden login. ØV – for hunde, hvor var det frustrerende, og jeg kunne underholde i timevis med de frustrationer, jeg var igennem i går … jeg vil dog skåne jer for yderligere detaljer, men jeg er godt knotten – uden helt at vide, hvem jeg skal være knotten på: WP eller vores netforbindelse i Sverige. Måske en kombination, for Net1 kan vel ikke gøre for, at WP-billeder driller?
Netforbindelsen var den ringeste nogen sinde, og den har aldrig været god – lever overhovedet ikke op til det, de lover. Nu bliver der simpelthen klaget, for det møg vil jeg ikke betale så mange penge for.
Ved nærmere eftertanke, så er det nok slet ikke WP, der opfører sig tosset …

Nu er vi tilbage i Danmark; hvis dette ‘indlæg’ går glat igennem … og hvis billederne kan klikkes større, er jeg glad igen!
(Og nej, det er ikke hummer, jeg har sat i vand – det er porse … blandt andet …)

Her ligger udspændingsrammerne, efter John har været på banen og udtænkt et snedigt og forhåbentlig helt musesikkert opbevaringssted.

Han er nu smart, min John.

Lørdag, del 2

Vejret er ikke så slemt, som vi kunne have frygtet, da vi så vejrudsigten i forgårs. Det er ikke vildt varmt, men 11 grader er okay, når solen skinner samtidig, hvilket den gør, og hvilket kom som en positiv overraskelse.
Nede ved åen skinner de mange, mange porsebuske helt rødt – de blomstrer lige nu, og der smides skyer af porsepollen af sted.

Foran køkkenvinduet fouragerer fuglene – hele den sædvanlige palet er der: skovskade, spætmejse, blåmejse, musvit, fyrremejse, bogfinke, dompap, grønsisken og flagspætte.
Egern har vældig travlt i skellet ind til naboen. Det er forår.

Jeg beklager kvaliteten af fuglebillederne, men de er taget med mit lumix … John havde jo alt for travlt til at fotografere … jeg måtte zoome helt ud, så de skal nok ikke forstørres digitalt; de bliver kornede med det samme, vil jeg tro.

Men jeg fik dem, gjorde jeg!

Dér var det!

I dag kom det. Foråret.
Desværre har det ikke tænkt sig at blive weekenden over – i hvert fald ikke i der, hvor ødegården ligger. Hvis det var i næste weekend, vi skulle derop, er udsigten klart bedre, men der skal vi noget andet.

Vi John får travlt – der skal fabrikeres en strikketøjsudblokningsramme til mig – jeg har strikket Windswept færdigt og har fået en kanongod ide. Mere om det i weekenden. Jeg har fået ideen og købt materialerne – John udfører det praktiske arbejde. Det er det, der hedder arbejdsdeling …
Der skal hænges et nyt, gammelt spejl op, samt nogle nyindkøbte metalespalierer på en tudegrim væg, og så skal der investeres i to klematis ‘Montana’, hvorefter der skal krydses fingre for, at de får etableret sig godt og overlever de første par vintre.

Miniminidrivhuset, som vist rettelig må kaldes en mistbænk, udfører foreløbig sit arbejde fint på terrassen. Selv nætterne med frostvejr har chilierne og tomaterne klaret fint.
Lerpotter er indkøbt. 10-liters, som gartneri Toftegaard anbefaler, så chilierne kan vokse sig store og stærke (!)

Jeg kan slet ikke vente med at se det hele gro, men sådan har jeg det jo hvert forår.
Det underlige grå i baggrunden er en salvie, der nåede at blive meget flot stor fra baby sidste år, men den døde desværre ung … sammen med rosmarinen ved siden af. Jeg havde haft den samme velvoksne salvie og rosmarin i årevis, men vinteren 2010/2011 tog revl og krat – den var for streng for det hele, desværre, og de nye planter havde åbenbart endnu ikke fået etableret sig nok til at kunne tåle denne vinters barfrost.
På’en igen – andet er der vel ikke at sige til det.

Til sidst en lille sjov ting fra weekendens tur … han er altså ikke ret stor, ham der bor i nr. 26.

Intet skal lades uforsøgt

Hmmm. “Ramsløg … findes ofte i rige mængder i kystnære skove.” … “John – skal vi ikke køre en tur til Vemmetofte Strandskov? Der er sikkert masser af ramsløg”.
Det gjorde vi, og vi gik en meget, meget smuk tur; dog uden at finde skyggen af ramsløg.

Her starter en å; med dejligt frisk kildevand:

At der ikke var ramsløg, var ikke lige efter planen, så vi tog en omvej hjem og kørte omkring Rødvig … og lige pludselig var de der. MASSER i vejkanten og en hel skovbund fuld af dem. Uh, det var svært at beherske sig, så der ikke kom flere kilo med hjem.

På vejen hjem gjorde vi holdt i Gartneri Toftegaard i Vedskølle, som har specialiseret sig i krydderurter, tomater og chili. Det er måske lige tidligt nok at købe det, men nu var vi her alligevel, og jeg var nysgerrig efter at se, hvad de kunne byde på.
Det var da HELT vildt! Kør aldrig derind, med mindre I har masser af penge og masser af plads.
Det er en drøm for enhver have- og drivhusejer – også for en enkelt en af os, som først får et drivhus til næste år. Gæt selv hvem det er …

Til venstre: chili, chili, chili. Til højre: krydderurter, krydderurter, krydderurter. Jeg tror, der var 20 slags basilikum og lige så mange timian, koriander … alt. Der var krydderurter, jeg ikke anede eksisterede. Og nogen, jeg nok ikke havde lyst til at lære nærmere at kende.

Der var fine billeder og instrukser til hver enkelt chili- og tomattype. Jeg købte fire chilier og to tomater – tog billeder af planter og forklaringer, så jeg kan finde ud af det, når jeg er hjemme igen.

Det varer lige et stykke tid, før denne lille chili begynder at være så rigtbærende, men alt kommer til den, der venter.

Vi købte to i styrke 5, en i styrke 6 og en i styrke 9. Gad vide, om vi overlever at smage den? Allerede styrke 4 er pænt stærkt for danske ganer. De havde helt op til styrke 11, som de selv har fremavlet og oprettet – skalaen går ellers kun til 10 … de hævder hermed at have verdens stærkeste chili. Vi fik en interessant sludder med en af de ansatte om den. Jeg mente, at man nok bare skulle holde den hen over gryden, og så blev retten alligevel for stærk. Det var næsten rigtigt – manden sagde, at jeg aldrig måtte røre ved planten uden handsker – hvis jeg havde rørt ved et blad og kom til at røre tynd hud eller mine øjne bagefter, ville jeg fortryde det i flere dage.

I Køge kørte vi i Jem & Fix for at investere i en lille mistbænk, så de alle kan stå lunt og godt, til det bliver lidt varmere i vejret.

Nu er der timian, chili og tomater i haven og ramsløgpesto til et helt år i fryseren – plus lidt i køleskabet; herunder et lille eksperiment med ramsløgsalt: blomsterknopper og nogle af de fineste blade lægges i salt.

Destination: London

Med ankomst til London Heathrow allerede kl. 8:30 var vi på hotellet allerede kl. 10:30 og kunne naturligvis ikke checke ind endnu – men vi kunne smide al overflødig bagage og begive os ud i Londons mylder.
Hjemmefra havde vi købt hver et Oystercard, så vi bare kan hoppe på tog og busser, når det passer os – man tanker kortet op efter behov og det tæller nedad hver gang man bruger det – med en væsentlig rabat i forhold til, hvis vi købte billetter hver gang. Hvad man naturligvis aldrig gør, for det er suverænt den dyreste måde at komme rundt på.
Rigtig meget er sprunget ud herovre – bl.a. magnolierne, som det ses.

Første destination var Victoria & Albert museet, hvor vi ville ind og se The Gilbert Collection – især mikromosaikkerne. Jeg har set den to gange, dengang den befandt sig i Somerset House, men den flyttede til V&A i 2007. Jeg er dybt, dybt fascineret af mikromosaikkerne … de enkelte stykker mosaik kan ses så små som 0,2 mm … og jeg mente, at nu måtte det være på tide, at John også kunne beundre samlingen, jeg så ofte har talt om.

Se fx denne tiger – ikke engang hvis I klikker billedet stort, kan I se, det er en mosaik. Detalje af pelsen ses herunder – i tre gange naturlig størrelse …

Et bord med en detalje til højre.

Det gamle Rom – detaljer nede under det store billede. Klik endelig billederne større og lad jer fascinere af de fantastiske arbejder. Naturlig størrelse for de tre detaljebilleder er cirka halvdelen af, som de vises på skærmen. De her viste er lavet i slutningen af 1700-tallet.
Und jer selv at se denne samling ved lejlighed – og i det hele tget V&A-museet – det er ufattelig stort og meget meget smukt.

Vi er nu på hotellet og har checket ind. En af os tager en morfar, en anden sender lige lidt mikromosaikker ud i cyberspace.
Når morfar vågner efter sin morfar, går turen ind mod centrum – så skal vi på æggejagt …

Tosteberga enge og traner ved Pulken

Jo, der var traner. Nej, der var ikke mange tusind, desværre – kun omkring 1000. De er ved at drage væk igen, og den eneste, der kunne komme tæt nok på tranerne, til at det kan være bare en smule interessant, var John, så jeg pipper kun op med et meget lille tranebillede til slut i indlægget.
Men inden vi nåede så langt, havde vi været lidt omkring sammen med Pia og Allan.
Vi mødtes ved Trollestenen, men det blæste noget mere end ½ pelikan – eller måske rettere ½ pingvin, for der var snefnug i luften.
Vi udsatte derfor kaffedrikningen og satte fluks kursen mod Tosteberga Enge, som er et vidunderligt naturområde. Om sommeren.
Det må nok erkendes, at alting bare er kønnere, når der er blade på træer og buske, men vi fik os en god tur alligevel.
Lige inden vi nåede frem, måtte vi stoppe op, fordi vi fik øje på et stort antal rovfugle – der var 19 – nitten! – i luften over os, men da vi stoppede bilerne og steg ud for at fotografere, forsvandt de naturligvis, inden vi fik indstillet kameraerne.
Hov – var der nogen, der sagde lystfiskerhistorier? Nej, vel? Der var altså 19! Og vi fandt ikke engang ud af, hvad det var for rovfugle, men John var inde på, at det godt kunne have været glenter, for de var temmelig store.

I Tosteberga så vi masser af kaninhuller, men kaninerne lever livet farligt her; nok pga. de mange rovfugle i området … vi så temmelig mange pelsrester og skeletdele rundt omkring.
Vi fandt oven i købet et sted, hvor der var nogenlunde læ, så vi kunne få os den efterhånden ret savnede eftermiddagskaffe. At det så var oven på en betragtelig mængde indtørrede kolorte og en lille tornebusk eller to, generede ikke store ånder … tæppet blev bredt ud og der blev drukket kaffe!
De temperaturer, vi har haft i stykke tid, var i dag blot et minde, som vores effektive påklædning måske giver et hint om. Det var 3°! Jeg er slet ikke så tyk i virkeligheden – det er alle de lag tøj, jeg var nødt til at have på …
Nå. Tror I heller ikke på det?

Af sted mod Pulken, hvor der næsten var flere mennesker end traner, men vi fik da set nogle pænt store flokke flyve både ind og ud.

Jeg elsker mit Lumix, men det kan altså på ingen måde hamle op med Johns blærelinse, så hvis I vil se tranerne i øjnene, må I kigge over til ham senere. I morgen aften, måske.
Han kunne se tranedans. Han kunne se gravænder, krikænder, gæs og stære.
Jeg kunne bare se gravænder og traner.

Kikkerten? Den lå naturligvis hjemme på ødegården.

Sikken dejlig dag det var i dag

Fantastisk vejr!
Kl. 13 skulle jeg møde nye og gamle bekendte til blogtræffet på Firefly i København – det var hyggeligt, ganske som det plejer at være. Det er altid spændende at se ansigtet bag bloggen, og Ninas og Luftprikkernes ansigter var nye for mig – hyggeligt at møde jer.
Men selvfølgelig også meget dejligt at se de go’e gamle: Bente, Jens, Madame og Pia. Tak for i dag til jer alle – også til de tre ‘medløbende’ ægtemænd.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg var en anelse spændt på at skulle spise på en veganerrestaurant … jeg fik bønnesalat, og jeg var positivt overrasket – bortset fra, at jeg måske nok synes, at portionen var lige det mindste til prisen, men en god avokadosalsa med chili gjorde det hele meget lækkert – blomsterpynten sprang jeg dog over, og jeg savnede brød til – det var absolut en mangel ved retten, at der ikke engang kunne blive til et stykke brød for de der 98 kroner.
Jens var mere på hjemmebane og havde helt styr på, hvad kan skulle bestille, så det blev til en brunch fra hans side – han fik masser af mad.

Vi måtte derfor have en dessert bagefter – mig en æbletærte og de andre dessertspisere en cheesecake uden ost – jeg sagde jo, at det var vegansk, dette her … jeg forstår bare ikke, hvorfor den så absolut skulle hedde cheesecake – de kunne have kaldt den hvadsomhelst, uden jeg ville have løftet et øjenbryn – jeg synes ikke engang, at den ligner en cheesecake.
Min æbletærte var god – rigtig god, faktisk, men igen: hvorfor skal der være ‘dehydrerede æbler’ på? Hvis ikke jeg havde vidst bedre, ville jeg have troet, at det bare var tørrede æbler, men jeg er jo heller ikke veganer  

Vi havde alle en anelse svært ved at sidde stille derinde og kigge ud på Københavns menneskemylder – ALLE var bare ude i det skønne vejr.
Jens foreslog, at vi tog metroen til Kgs. Nytorv, gik langs Nyhavn, forbi Skuespilhuset, Amalienborg og –haven, for at ende på Langelinje.
Det var en rigtig god ide, og Jens er en god københavnerguide. Tak for det, du.

Det var en million mennesker i Nyhavn – selv på en varm sommerdag kan der vist ikke være mange flere ude.

Bente og jeg drog mod Østerport station fra Gefionspringvandet – også en dejlig gåtur.
Alt i alt en dejlig dag.

Jeg vil gerne holde et blogtræf på ødegården i Sverige, hvis der ellers er nogen, der gider bevæge sig derop. Sidste år var det jo ikke så mange, der kom, men det er nu ikke helt tosset at være i Sverige i slutningen af maj eller starten af juni, som jeg forestiller mig, at det kunne blive. Man kan overnatte hos os, hvis man synes, det er for meget til en dagstur.

Hvad er det? (Frit efter Piet van Deurs)

Ja, hvad er det?
Det er såmænd en ellerakle. Eller noget af den …

Og her er mere el. Gratis el. Det fik mig helt i stødet i dag:

På min vej hjem fra arbejde lagde jeg mærke til alle elletræerne langs motorvejen, der nu er meget tæt på at gøre livet usikkert for forårspollenallergikere.
Da jeg kom hjem, myldrede jeg op i bakkerne bag huset for at se, om ikke der var en el, der gerne ville fotograferes, hvilket der heldigvis var.

Hvidtjørnen står lige på spring:

Og kaprifolien:

Men så er det også slut med dagens knopskydning – forårshimlen bliver ikke meget blåere end den har været i dag, så gårsdagens gramme hu er – næsten – glemt igen.
Man kan være ‘gram i hu’. Det er vist noget værre vrøvl at tale om mit ‘gramme hu’, men alle I superintelligente og sikkert lige så forårskåde læsere er naturligvis helt klar over, hvad jeg mener

Aprilvejr i marts

I aftes småsneede det, da jeg kørte hjem fra Lyngby; i formiddags var det gråt og trist, men lige nu har jeg helt lyst til at sætte mig ude på terrassen, så dejligt er det.

Troldhaslen har fået rakler – kun en enkelt af dem er lidt krøllet.

Vintergækkerne og dorthealiljerne er der endnu, men ikke så længe. Påskeliljerne er til gengæld stærkt på vej.

Vi skal vist ud og fjerne visne blade i weekenden …

På indendørsfronten er noget af det, jeg såede i sidste uge, ved at komme op – længst fremme er den blodrøde torskemund, jeg blev så glad for i sommer, at jeg tog frø for at få en masse af dem i år.
DET får jeg så sandelig også – frøene var så bittebittesmå, at jeg kom til at så alt, alt for mange. Jeg kunne slet ikke styre dem. Selv om jeg hiver mange planter op og får fordelt resten, ville jeg stadig kunne fylde samtlige krukker med torskemund i år. Der skulle nu også gerne komme en del olieplanter.

Jeg har arbejdet hjemmefra i dag, hvilket betyder, at man indimellem kan gå og smånusse med småprojekter, såsom at forsøge sig med hjemmebagt snyderugbrød.
Snyde- fordi det var en færdig solsikkerugbrødsblanding, hvor jeg rev lidt gulerødder og en kartoffel i dejen, samt tilsatte nogle græskarkerner fra det græskar, C og jeg lavede suppe af i november. Kernerne blev tørret på aga-komfuret og fragtet med hjem til Danmark.

Jeg er lidt spændt på resultatet – jeg er mildt sagt ikke den største brødbageentusiast eller ditto ekspert, men den flotte julegave skal altså også bruges, og i dag fik den lov til at ælte en gang rugbrødsdej. Så bliver det ikke ret meget nemmere … det største arbejde lå i at skrælle gulerødderne og kartoflen.

Indendørs kulderekord og nogle specielle gæster

Det er hele fire uger siden, vi sidst var på ødegården, og mine abstinenssymptomer har været til at tage og føle på – bare spørg John, hvor irriterende jeg har været efter jeg kom hjem fra England … men torsdag aften hoppede jeg rundt i stuen af glæde som et lille barn, fredag morgen var jeg kåd som et forårslam, og da vi endelig kom ud døren, var jeg næsten ikke til at styre.
Vejret var perfekt i går, arbejdsdagen sneglede sig af sted, men endelig blev det weekend, og så af sted med os nordøstover.
Da vi ankom kl. 19, havde det sneget sig ned på 0°, så det føltes helt lunt, da vi trådte ind i et hus, der var 7°.
Det må være mine landmandsgener, der træder i karakter, for noget af det første jeg gør efter ankomst, er at tjekke min-max-termometret, og hver gang jeg gør det, ser jeg så tydeligt for mig min far, som mindst én gang dagligt, med alvorlig mine, bankede på barometeret for at se, om viseren bevægede sig mod dårligere eller mod bedre vejr. Det var før Voldborg og alle hans efterfølgende vejrguruelever, der på mere eller mindre kæk facon forsøger at få os til at tro på, at vejret i morgen er godt. Uanset hvordan det bliver … Tv2 er særlig slem – hvis man vil have en god og seervenlig vejrudsigt, skal man se Tv2. Hvis man vil have en lidt mere realistisk vejrudsigt, skal man se DR1. Basis (DMI) er den samme, men fortolkningen er som oftest meget forskellig.

Det var lige et sidespring. Apropos forårsfornemmelser …
7° inden døre er som sagt helt pænt, årstiden taget i betragtning. Så tager det næsten ingen tid at komme op på 20°. Fra 0 tager det selvfølgelig længere tid, og fra ÷2 tager det enooormt lang tid – som i noget, der ligner det meste af tre-fire timer.

Da vi kom fredag, viste udendørs minimum ÷19,8° og indendørs minimum viste, at der havde været ÷9,4° på et eller andet tidspunkt i de seneste fire uger.
Mindre end minus ni grader indendørs! Holy shit! Hidtidig rekord var lidt under ÷2°, så lige pludselig var jeg glad for, at det ikke var lige dér på minimumsrekorddagen, vi kom og skulle varme huset op. Gad vide hvor lang tid det ville have taget bare at komme op på 0°?

Det dér tåbelige køleskab, som ikke må tændes før rumtemperaturen runder 10°, har været tændt siden 14 dage efter vi købte det. Det besluttede vi, at det skulle, uanset hvad alle de kloge siger, og når/hvis det ikke længere virker, køber vi et nyt. Dette lyder meget dumt, men det er i det hele taget en dum historie med det køleskab.
Nå. Men hvad sker? Fra opstillingsdagen af apparaturet har indendørstemperaturen på intet tidspunkt været over 10°, når vi ikke har været her. Køleskab og fryser fungerer perfekt. Fryseren fryser med anstand og køleskabet køler, som det skal. Uden bøvl. Kompresseren lever i bedste velgående, og der er slet ikke noget at klage over. Vi skal bare gøre alt det, vi ikke må, så fungerer det fint.

Vi har fået en ny sø i baghaven. Gad vide hvor længe vi har den og hvor stor mon den kan nå at blive? Vandstanden kan tillade sig at stige en lille meter til, inden det bliver kritisk; det tror jeg dog ikke sker, men så meget vand som dette har vi kun set en enkelt gang før.

Svampene på billedet har groet fint trods de voldsomme kuldegrader. Det lysebrune er helt ny vækst … det er en hårdfør svamp.

Den sjoveste oplevelse i dag var, da John fandt et overvintrende flagermusepar nede i viktualiekælderen.
Han ville rydde op og ud, fordi vi snart skal til at bruge den til det oprindelige formål; nemlig forrådslager. Der var en reol, der skulle på bålet, og inde bag den gemte sig disse to små, dybt sovende flagermus.
De rørte sig ikke ud af flækken – de er vitterligt i total dvaletilstand og har da også fundet sig et godt sted at sove, da kælderen er frostfri, men selv om de er søde, kunne vi ikke rigtig lide det, for kan disse komme ind, kan mus vel også? Vi har nu godt nok overhovedet ikke set spor efter mus, og flagermusene kan kun være kommet ind gennem en træklem oppe ved loftet, så det er muligt, at rummet stadig er musesikkert.

Se da lige, hvor fin en pels de har – det er lige før den ene har Elvis-frisure med det fine fald i håret.
Billedet viser dem i naturlig størrelse.

Utroligt, at de kan hænge fast på betonvæggen.

På fuglesiden har vi haft besøg af kvækerfinker i dag – det er første gang vi ser dem heroppe … en nydelig lille fætter, som vil kunne ses ovre hos John fra en gang i aften, vil jeg tro.
Her har også været et bogfinkepar – han var nærmest selvlysende rød, den flotte fyr.
Vi hørte flagspætten i morges – det er ved at være forår, på trods af at vi har haft frostgrader i nat.

Og vejret?
Fantastisk.
Men lidt koldt. 6,4° kl. 14, så den står endnu ikke på solbadning – det er også helt ligemeget – solen blænder, det er vindstille og det er skønt.

Jeg har det helt disneysk

Få har beskrevet og illustreret forårets komme, som Disney gjorde det i tegnefilmen Bambi. Da jeg var barn, blev jeg så glad af at se den del af tegnefilmen; i dag bliver jeg nærmest helt rørstrømsk.
Måske fordi en del af forårsfornemmelserne mest hørte ungdommen til og nu ligger som hjertevarmende erindringsglimt … det skal jeg ikke kunne sige, men foråret er helt bestemt min yndlingsårstid.
Om foråret.
Og om vinteren.
Om sommeren er det måske sommeren, der er min yndlingsårstid, og om efteråret kunne det meget vel være efteråret, der var det.
Det er så rart at være i stand til at være der, hvor man er. Jeg ville ikke undvære nogen af vores årstider – bortset fra vinteren om vinteren.
Resten af året har jeg ikke så meget imod vinteren – prøver sågar at bilde folk ind, at jeg ikke kan undvære den.

Alle årets første blomster er myldret frem i haven: vintergækker, dorthealiljer, erantis og krokus.
Jeg er bekymret for den lille vibeæg,  jeg satte for et år siden – den har jeg ikke set noget til endnu. Håber ikke den er død, for hvis den er det, er den for sart til de forhold, jeg kan byde den – og de er ellers ret gode, når jeg selv skal sige det. Hvornår dukker vibeæg normalt frem?

Fuglene pipper foråret ind allerede ved halvseks-seks tiden om morgenen. Solen har skinnet fra en skyfri himmel det meste af dagen i dag, og med hensyn til i morgen behøver jeg slet ikke at se på vejrudsigten – det bliver garanteret et helt fantastisk vejr – kan simpelthen ikke blive andet. Det virker forhåbentlig også i Sverige

Jeg vandt i Lotto!

Jeg turde næsten ikke åbne mailen, der løb ind i dag:

Men de 38 kroner var desværre ikke nok til at købe huset for, så det er midlertidigt sat på hold.

Med alle de vintergækker, vi ser overalt i området, var vi blevet lidt skeptiske over for, om de nu virkelig også havde lukket i Heale Gardens, selv om de påstod det på deres hjemmeside.
Vi kørte derned, og … der var stadig åbent for deres Snowdrop Walks. Underligt, at de ikke retter det.

Vintergækker, erantis, påskeliljer!, høns og en enkelt påfugl – der var det hele på Heale.

Plus nogle, jeg ikke kender – de var ikke ret store, men meget søde at se på. En art krokus, måske?

Og en rose i knop – helt sikkert den tidligste, jeg nogen sinde har set.

Visse træer er lige så smukke om vinteren, som de er om sommeren. Smukkere, faktisk.