Nu er vi gået til filmen!

For 117. gang må jeg konstatere, at det er de forunderligste ting, der kan ske, når man er flyttet til eventyrlige blogland.
For en uge siden fik jeg en mail fra Nanna fra STV, som havde læst et af mine indlæg og mente, at jeg måske kunne være interessant at tale mere med vedrørende en udsendelse, STV er ved at producere for TV2. Om jeg kunne være interesseret?

Ja, mon dog ikke – lad høre, lad høre …
Efter at have talt med mig og stillet en hel del spørgsmål gennem et kvarters tid havde Nanna med egne ord “en god mavefornemmelse” og ville sørge for, at en vis Malene kontaktede mig. Det var vist Malene, der skulle vende tommelfingeren nedad eller opad om, hvorvidt jeg var egnet; Nanna er researcher og skulle i første omgang støvede egnede emner op.
Det mente Malene åbenbart, at jeg var, egnet altså, og vi fik i mandags aftalt, at der ville komme en Kathrine tirsdag (i går); med samt en instruktør (producer? Tilrettelægger? Jeg fik aldrig helt fat i det … skyldes nok min befippelse over hele situationen) og en kameramand.

Johns datter havde for nogle dage siden meldt sin ankomst, så det ville vi naturligvis ikke aflyse. Vi var derfor tre amadørdeltagere og professionelle Kathrine, som fik os til at sidde og lege hr., fru og frøken Danmark i 1½ times tid, mens der blev snakket, stillet spørgsmål og ikke mindst hygget igennem.

Vi havde naturligvis været lidt spændte på, hvor kejtet vi ville opføre os ved bevidstheden om, at ALT blev filmet og derfor potentielt sendt ud til hele Danmark til september.
At der kun bliver tildelt os fem minutter af udsendelsen, var underordnet, da vi jo ingen mulighed har for at vide, hvad de vælger og hvad de klipper fra.
Det var med hele tiden at huske på ikke at blamere sig alt for meget, samtidig med, at umiddelbarheden ikke måtte gå tabt. (Ikke bande, Ellen. HUSK det nu!!) 

Det var altså skægt at prøve – inden der var gået et minut, glemte vi alle alt om det kamera og talte sammen, som om vi havde kendt hinanden i årevis.
Morten Instruktør sagde, at vi var søde, glade, pragtfulde, naturlige og herlige og at det er fantastisk, når noget bare glider i smør, som dette gjorde, og de ikke er nødt til at hive hvert et ord ud af os, eller vi sidder stive som pinde hele bundtet og ser alt andet end afslappede ud.
Han sagde altså ikke alt dette på én gang; dette var et resumé …

Vi var naturligvis rævestolte over alle de roser og glæder os vildt til at se den færdige udsendelse.
Det skal også siges, at Kathrine var en superskøn og ligefrem kvinde, der går i folk med træsko på, hvilket gjorde ‘arbejdet’ særdeles nemt for os.
De to fyre var ligeledes smaddersøde, men deltog naturligvis ikke i samtalen – andet end ved at afbryde et par gange for at fortælle Kathrine, hvad hun gerne lige måtte spørge en af os om.

Hvad emnet var, må jeg ikke afsløre – det vil TV2 selv have lov til.
Fair nok.
Af samme grund kan jeg heller ikke fortælle om nogle af de mere smilfremkaldende detaljer fra i aftes eller hvad vi fik som gave som tak for deltagelse. Det må vente til efteråret.

Og det hele bare på grund af et blogindlæg …

La Miserable – Les Miserables

Den første er mig, den anden musicalfilmen, der lige om lidt har premiere i Danmark.
Den første føler sig slået oven i hovedet med et stumpt redskab; den anden blev nærmest halshugget i går i Aftenshowet.
Flemming Enevold og Louise Fribo havde fået lov til at se en smugpremiere og blev i Aftenshowet interviewet om deres mening om filmen i forhold til den musial, som gik på Østre Gasværk (og går endnu i London).
Jeg så begge de nævnte og var totalt solgt – elskede den simpelthen – og synes i øvrigt, at opsætningen på Østre Gasværk var intet mindre end genial. Enklere kunne det ikke gøres, heller ikke flottere; det slog med sin minimalisme londonopsætningen med flere længder.

Nu er der så blevet lavet en film, og meningerne om den svinger fra den ene yderlighed til den anden. Enevold synes nogenlunde godt om filmen; Fribo kunne så absolut ikke lide den; synes, at sangene var alt for sekundære – og så var det i øvrigt ikke særlig gode sangere – “hvorfor havde man dog ikke fundet nogen, der kunne synge???”
Tims bror syntes, den var eminent, så Tims mor og mand gik ind for at se den – og havde mest lyst til at gå midt i det hele.
Tim og Charlotte så den i weekenden og syntes, den var … interessant.
Lidt pudsigt, men overhovedet ikke noget, der har noget med filmen som sådan at gøre, var, at Javerts selvmordsscenarium pludselig virkede dem bekendt … C&T var i Bath på en forældreweekendovernatning og havde slentret byen tynd. Der, hvor Javerts selvmord var filmet, var de gået forbi om eftermiddagen. Så bliver en film på en eller anden måde mere vedkommende…

Vinklen, C gav mig i dag, kom ikke frem i aftes: Hugh Jackman (som nogle vil kende som den lækre mand fra Australia) er en rigtig god skuespiller, som rent faktisk også kan synge: han havde rollen som Jean Valjean, da Les Miserables gik Down Under.
Russell Crowe kan ganske afgjort ikke synge, men han kan spille skuespil, kan han, og hans øjne kan noget helt særligt.
Det, C mente, der gjorde denne filmatisering værd at bruge tid på, var netop, at det ikke var (teater)sangere. Det var skuespillere … gode skuespillere, som kan spille skuespil; som er vant til, at kameraerne går nærmest helt ind under huden på dem. Man er ikke nødvendigvis en god filmskuespiller, fordi man kan synge på et teater – man ser normalt heller ikke det volsomt store overlap mellem disse to slags udøvende kunstnere.
Nogle af sangnumrene, som var relativt inferiøre i teaterudgaven, havde med stor fordel fået en større plads i filmudgaven.

Jeg lyttede til min datter og kunne godt se hendes pointer … ved dog stadig ikke, om jeg har lyst til at se filmen.
Skal I se den?

Maraton Downton Abbey

Efter gårsdagens svesketrængsler takkede andestegen os ved at blive præcis som den skulle være – man må sige, at det var noget af et brystparti, den berberiand havde. Og stort set intet fedt på eller i kroppen. Den må have motioneret godt og grundigt hele livet igennem med den muskelmasse.
Vi kunne have bespist mindst seks personer alene med brystkødet og de to lår fra denne ene and, som det måske kan ses på billedet, så vi ved godt, hvad der står på menuen igen i aften. Der er masser af kød tilbage på skroget til at plukke af og bruge til et eller andet. Det var en halvdyr and, men sjældent har jeg fået så meget kød og smag for pengene.

Amaronen, vi drak til, var heller ikke så ringe endda …

Med hensyn til min julegave, gættede jeg rigtigt: Det var en Le Creuset stegegryde – den største, man kan få. Mig, som for bare få år siden ville have søgt skilsmisse, hvis John havde givet mig husholdningsartikler i gave, blev bare SÅ glad – lige som jeg blev det med de to andre Le Creuset-gryder og den store Kenwood, han har givet mig. 
Jeg fik den ønskede skridttæller plus en flaske parfume af Charlotte, så det blev også til en forkælelsesgave – alt er derfor som det skal være … ingen grund overhovedet til klager.

I dag har hele vores fysiske formåen strakt sig til at hente nogle kurvfulde brænde ude i skuret.
Intet har vi gidet; intet har vi gjort. Vejret har været tungt, gråt, trist og 2° varmt. Sneen ligger her stadig, men der er ikke så meget af den som i går.

Derfor har den stået på Downton Abbey, sæson 3, i stor stil. Gad vide, hvad det er, den serie taler til både hos så mange danskere, svenskere og ikke mindst englændere? Og vel også andre, må jeg gå ud fra. I princippet minder den om Upstairs, Downstairs, men er alligevel noget andet end den. Og bedre, selv om den også var god. Kunne måske også sammenlignes med Matador, som den kan kvalitetssidestilles med, synes jeg – her kan jeg ikke sige, om den ene er bedre end den anden, men begge serier har en lidt større integration mellem høj og lav end i Herskab og Tjenestefolk … er det det, der taler til os? Er det de flot beskrevne tidsbilleder? De eminente skuespilpræstationer? De kan dog ikke gøre det alene. Julian Fellowes fantastiske fortællinger? 
Den er i hvert fald hamrende god – vi har set fem afsnit i dag og håber, vi måske kan nå at se det sjette. Så er der kun tre tilbage til i morgen.

I et af afsnittene nævntes kvindernes stemmeret i England; et emne, hvor de (også) var lidt tilbage i forhold til Danmark. Edith går aktivt ind i emnet ved at skrive til aviser om det. Kvinder over 30 fik stemmeret i 1918. Først i 1928 gik stemmeretsalderen ned til 21 år som for mændene:

Women were enfranchised 80 years ago, on February 6, 1918. The Representation of the People Act gave the vote to women over 30 who “occupied premises of a yearly value of not less than £5″.
But it was not until 1928 that the voting age for women was lowered to 21 in line with men.

I Danmark fik de det som bekendt i 1915. I Schweiz i 1971 og i Lichtenstein først i 1984! Gad vide, om det var George Orwells skyld?
Her kan ses, hvornår det skete i verdens lande, hvis man skulle være interesseret. Der er et par overraskelser iblandt.

Vi skal også nå at se Ken Folletts Uendelige Verden, efterfølgeren til Jordens Søjler, som var god, men efterfølgeren var bedre som bog, så nu er jeg spændt på filmatiseringen af den.
I aftes så vi En Kongelig Affære, så vi har snart helt firkantede øjne.

Men ih, hvor er det al’så hyg’ligt.

De Urørlige blev de utilgængelige

Man skal aldrig bestille biografbilletter om vinteren. Man skal i hvert fald ikke betale dem på forhånd, men nøjes med at reservere, har jeg lært i dag.
Jeg havde, som en overraskelse til John, købt to billetter til De Urørlige, som jeg har hørt så meget godt om. Efter den lidt lange trailer på YouTube var jeg helt solgt, og ligeledes var derfor hurtigt også to billetter til mig.
I skrivende stund går filmen i BioCity Tåstrup, men vi kigger ikke med, for himmel og jord har stået i ét det meste af dagen … vi skal absolut ikke ud på landevejene i det vejr; slet ikke for noget så uvigtigt som en biograffilm. Det har været svært at bedømme, hvor meget af det, der har været fygning og hvor meget der er kommet fra oven, men det har helt sikkert ikke været genbrugssne altsammen, med de mængder, der ligger omkring os. Drivhuset har fået et fint, hvidt tag og hvidkalkede vægge, og det er blevet koldt for fingrene at få fat i frisk timian, rosmarin og salvie.

ØV, altså. Øvøvøv. Jeg gider ikke det her. Det er min sidste arbejdsdag i morgen, inden jeg drager til UK på tirsdag, så jeg vil ikke have jordens bedste samvittighed over at måtte tage den som en hjemmearbejdsdag, men kan jeg ikke komme afsted, er der ikke så meget at gøre ved det – jeg er desværre ikke herre over vejret.

Film så vi dog – jeg har lånt Die Another Day, så den blev sat på; John ‘monterede’ surround-sounden, hvorefter der var dømt James Bond i et par timer.
Da den var slut, så det heldigvis ud til, at det også var slut med sne fra oven … John gik ud og fik fjernet fortovssneen forskriftsmæssigt – nu krydser vi fingre for, at det virkelig er slut, både med sne og vind, så de kan få ryddet vejene til i morgen.

Havtornesnapsen blev filtreret i dag; den havde nu trukket i tre måneder. Den har den smukkeste farve – John er godt nok lidt spændt på smagen, men om ikke andet kan den da stå og se flot ud.

PS: sylten blev den bedste nogen sinde. Jeg kan på det allerkraftigste anbefale Camilla Plums opskrift. Til alle skeptikerne vil jeg sige, at det er meget mere pate end sylte; det er udelukkende en strid om ord – jeg tør godt sætte syltehadere på en blindtest efter at have smagt resultatet.

I biografen. Igen

To gange i biografen på et år – det er lige før det er rekord for Ellen og John.
Denne gang for at se Skyfall, den seneste James Bond-film.
Jeg har altid elsket figuren James Bond i de fleste af hans inkarnationer, med Timothy Dalton og George Lazenby som undtagelserne. Sean Connery var på banen før jeg fik lov til at gå i biografen for at se den slags farlige actionfilm … der er trods alt 50-års-jubilæum i år for den legendariske figur. Senere har jeg set alle de tidlige Bondfilm med Connery, men jeg må nok sige, at den mand blev både pænere og bedre med alderen. At se ham i Rosens Navn og Lokkeduen var en langt bedre oplevelse og en langt større visuel nydelse end at se ham som den første James Bond. Han blev bestemt en bedre skuespiller med tiden. Så nej: jeg hører ikke til dem, der synes, at den eneste ‘rigtige’ Bond var Connery.
Jeg kunne godt lide Moore, da det var ham, der havde æren. Brosnan var også god, men Craig er den bedste, og denne seneste Skyfall er af nogle af mine kolleger blevet betegnet som den bedste Bond-film nogen sinde.

Jeg er enig.
Selv John synes den var god, og han gik ellers helt klart kun med i biografen for min skyld, for siden Brosnan tog over, har han ikke brudt sig om agentfiguren.

City2, hvor vi så filmen, er i gang med en større renovering/ombygning … skøjtebanen er ny … men at forretningerne skifter, er jo ikke noget nyt. Der er vist ikke mange tilbage fra dengang det store center åbnede for 37 år siden, hvilket vel heller ikke er at forvente.

Nogle Lego-entusiaster havde en lille butik, hvor de udstillede nogle af deres frembringelser – og selvfølgelig kunne man også købe udvalgte Legoprodukter. Det var ret imponerende, hvad nogle af dem havde bygget.

Vi skal snart i biffen igen, men det bliver ikke i år … vi skal nemlig se Hobitten, besluttede vi os til. Den er instrueret af Peter Jackson, som også instruerede Ringenes Herre; en film, eller rettere tre film, vi var ret imponerede over, selv om jeg aldrig har formået at læse mig igennem mere end 50 sider af Tolkien. Hans bøger keder mig simpelthen halvt ihjel. 

En kongelig affære nåede vi aldrig at se i biografen, men vi forærer os nok filmen i julegave, så har vi lidt nyt at tage med til Sverige, hvor vi har tænkt os at tilbringe hele julen.

Dogmekortfilm.

Dette her er leg og pjat. Det var egentlig rigtig sjovt at lege med Windows Movie Maker – man kan på ingen tid tilføje alle mulige effekter.
Det ved I sikkert alt om alle sammen, men Langsomme Ellen fandt altså først ud af det i går.

Jeg kom – næsten for sent – i tanke om, at jeg ville prøve at filme træerne, Allan lagde ned, men vi gider jo ikke sidde og glo på en masse skæreri, og hver eneste gang kom det bag på mig, at det var NU! Jeg var derfor oftest for længe om at få trykket på optageknappen … det lykkedes faktisk kun to gange at få det væltende træ foreviget.
Det blev til verdens korteste kortfilm med håndholdt kamera. Fem sekunder (plus rulletekster) – ingen vil kunne påstå, at de ikke har tid, så det vil ikke være en gyldig undskyldning! Jeg kunne desværre ikke finde ud af at pille min egen stemme ud igen, så det blev ikke til en stumfilm …

Denne er lidt længere – hvis vi trækker alt gejlet fra (jeg skulle altså lige prøve at lege lidt), varer selve filmen kun 42 sekunder.
Og jeg vil advare birkepollenallergikerne – de risikerer at få et anfald bare ved at se pollenskyen, der kommer, når træet rammer jorden.

En god film: Hvidstengruppen

Da vejret ikke klarede så hurtigt op som lovet, tog John og jeg til Tåstrup for at se Hvidsten Gruppen. Hvidsten-gruppen. Hvidstengruppen.
(Jeg kan altså bedst lide det i ét ord, men alle tre muligheder ses, når man bevæger sig lidt rundt i gamle og nyere kilder).

Jeg kan kun sige, at det er en god film – meget medrivende og med god skuespilkunst. Rigtig god.
Jens Jørn Spottag rammer Marius Fiil lige på kornet, og Bodil Jøgensen var suveræn som hans værdige og højt elskede kone Gudrun Fiil.
Det vil sige … jeg kan jo ikke vide, om de to Fiiler var sådan, men de bliver fremstillet lige præcis som jeg forestiller mig djærve og sindige jyder måtte være dengang for 70 år siden.
Filmen blev på en måde meget nærværende, fordi de unge i filmen lige så godt kunne have været mine forældre. Niels Fiil var født i samme år som min far.
Far var lidt med på en sidelinje i sin tid, men det var ‘kun’ noget med afhentning og distribution af illegale aviser – hvilket såmænd kunne være farligt nok, hvis man blev grebet på fersk gerning.

Professionelle anmeldere har fundet visse skønhedsfejl i filmen. Jeg fandt, selv midt i min grebethed, et par stykker, som andre (tilsyneladende) ikke har bemærket:
For det første tror jeg ikke på, at ‘lygtemændene’ ude på heden råbte og skreg så voldsomt til hinanden, som tilfældet var, når de var ude og lede de engelske fly på rette vej. De måtte have kunnet høres mange kilometer væk med den stemmeføring, hvilket vel næppe var meningen, at de skulle.

For det andet tror jeg heller ikke på, at Marius Fiil omfavnede og tilgav sin tyske fangevogter, da de forlod Vestre Fængsel for at blive kørt til henrettelsesstedet i Ryvangen. Den var altså for langt ude, og scenen mere irriterede mig end greb mig.

Og en lillebitte ting: Det unge ægtepars (Fiils datter og hendes mand) vielsesringe var ikke ens. Hendes var meget smal og hvidlig. Hans var dobbelt så bred og mere rød i det. Det sprang mig lige i øjnene, da kameraet fokuserede på de ringe. Hvis man mener, at den fokusering var vigtig, burde man have sørget for at udstyre ægteparret med ens ringe.

Men det er småting. Det var en god og stærk film, som jeg kun kan anbefale, at man ser.
Der sad nogle milligram indtørret salt på mine kinder, da jeg gik ud af biografen.

Så har jeg vist bare tilbage at sige fortsat godt forår til jer. I Tåstrup var det stadig gråt og trist, da vi kom ud fra biografen kl. 15, men vi kunne bogstavelig talt se lyset forude, og 10 kilometer længere sydpå var der klar, blå himmel, og det er der endnu her i vores lille soveby.
Derfor skal den lille stedmoder, jeg købte i går, da også få lov til at være med til at pryde dagens indlæg.

Men har vi forår, har de næsten sommer i UK: Frokost ude og ikke ret meget tøj på.

Herligt, at C har fået sig en Blackberry i stedet for den antikverede Nokia – hun er blevet så flittig til at sende små øjebliksbilleder derovre fra. Så er det næsten som at være der selv.

Blød mad og en jernhård lady

“The Dream Team” – mit engelskhold, bestående af seks midaldrende damer (nej, fem; Malene er kun 40) + vores søde lærer, var på hans initiativ i biografen i Lyngby her til aften for at se ‘The Iron Lady’, som vi alle forventede os meget af.

Inden da havde vi aftalt at spise på Cafe Amalie, som lå et kort stykke vej fra biografen. Da det er en italiensk restaurant, så jeg mit snit til at køre videre med det, som jeg nu er begyndt at betragte som en mission: Jeg vil se, om det virkelig kan passe, at det er John, der laver verdens bedste spaghetti carbonara.
Som tidligere omtalt kan John ellers ikke lave mad, men lige præcis denne klassiske italienske ret kan han lave, så englene synger.
Ask! i England kunne ikke leve op til Johns version … og det kunne Cafe Amalie heller ikke.
’Carbonara’ er kodeordet for denne ret: der skal masser, masser af sort peber i, så retten kan leve op til sit navn. Og hvad sker? Der var ikke skyggen af et peberkorn i retten. Jamen altså!
Amalie klarede sig dog bedre end Ask!, fordi der her til aften blev sat en peberkværn ved siden af min tallerken, så jeg kunne pøse lige så meget på, som jeg havde lyst til – hvilket var ret meget.
Det var i det hele taget bedre end det, jeg fik i Marlborough – baconen var den rigtige, italienske, og der var mere end tre små stykker i min portion.
Alligevel må jeg konkludere, at Johns version stadig indtager førstepladsen.

Efter carbonaraen var der stadig plads til en ‘hjemmelavet tiramisu’ og en lille cafe latte. Tiramisuen kunne jeg bestemt ikke klage over.

Det kunne vi heller ikke over filmen. Puhada, den var god.
Vi havde i engelsktimen i mandags møjsommeligt oversat Børsens anmeldelse af den til engelsk. Anmelderen var ikke ovevældende begejstret, men svang sig dog op til at erklære, at det var “en god film om aldring”. Vi var allerede på forhånd alle syv enige om, at en film med Meryl Streep simpelthen ikke kan være dårlig; uanset hvor dårligt både manuskript og alt andet måtte være, skal den kvinde nok få det til at blive en fantastisk film.
Det var heller ikke kun “en god film om aldring”, selv om jeg godt nok var lidt overrasket over, så meget af filmtiden, der foregik med den gamle, senile Mrs Thatcher, som i glimt husker tilbage til sine 11 år som premierminister – og til tiden før dette. Vi ser, hvad der drev denne hårde kvinde – for hård og ubøjelig var hun; ingen tvivl om det – frem til en så førende post i en ellers totalt mandsdomineret verden.
Hendes dengang ikke særlig synlige mand Denis var i denne film meget synlig, men på en måde, som jeg ikke lige havde forventet.

Englænderne bryder sig ikke særlig meget om filmen, fordi den så åbenlyst skildrer hendes senilitet, hvilket de anser for at være en form for disrespekt.
Vi var bagefter ikke enige i dette synspunkt (heller ikke Andrew, vores engelske lærer), da skildringen er meget kærlig og respektfuld.

Og Fru Streep? Hun er uovertruffen. Fantastisk. Eminent. Den bedste skuespiller i nyere tid. Hun var Margaret Thatcher med hud og hår. Virkelig meget hud og hår, faktisk – hvilket selvfølgelig primært er en god sminkørs fortjeneste, men også ansigtsudtrykkene. Munden. Attituderne.
Da jeg kom hjem og billedgooglede den rigtige Thatcher, kunne jeg næsten ikke se forskel.
Den purunge Miss Margaret Roberts blev spillet af en anden, men snart blev hun overtaget af Meryl Streep, som med bravour klarede spektret fra 1970 til i dag; altså fra en 45-årig til den 85-årige.

Thatcher blev premierminister i 1979 under sloganet “Labour isn’t working” – det var en periode, der var præget af mange strejker.
Suverænt ordspil.

Se den film.
Lov mig det.

Jordens Søjler med et års forsinkelse

Mellem jul og nytår 2010 blev Jordens Søjler sendt i tv. Dengang havde vi ikke lyst til at se to timers tv fire aftener i træk fra 21:30-23:30, hvorfor vi optog den.
Det har så taget os et helt år at tage os sammen til at se den; vi så fire timer i går og fire i dag, fordi vi havde lyst til at tage denne korte nytårsweekend som ren afslapnings- og dovnetid. ‘Ren afslapning’ er måske ikke det optimale udtryk, for filmen var sandelig en noget blodig affære. Effekten af et afhugget hoved på stage er voldsommere på tv, end når man læser om det i en bog.
I 1100-tallet var der åbenbart altid krig og intriger – kirkens folk var ikke overraskende de værste intrigemagere og deres magtliderlighed stod absolut ikke tilbage i forhold til de adeliges eller dem, der gerne ville være konger eller dronninger. Biskopper og præster slog sjældent selv ihjel, men at manipulere eller beordre andre til at gøre det beskidte arbejde for dem, havde de ingen som helst skrupler over.
Jeg købte Pillars of the Earth i oktober 1990 og har selvfølgelig glemt meget af den på de 11 år – kan dog huske, at jeg slugte den råt, for holddaop hvor var den god, så jeg glædede mig til, efter denne lange pause, at få den genopfrisket og vurderet hvor godt den var lavet i forhold til det, jeg kunne huske.

Det var en rigtig gang maraton-tv, hvilket passede helt perfekt med dette maratonstrik.

Den er godt nok halvsen at strikke. En sweater til mig på pinde 3 med mønster på stort set alle pindene, og størrelse 36 ligger omkring 10 år tilbage i tiden for mit vedkommende…
Udsnittet herunder repræsenterer naturlig størrelse og er en smule mere end de 4-5 cm, jeg nåede at producere under de otte timers tv-kiggeri.
Der er således lang vej endnu, men den skal nok blive færdig. Engang. Én ting kan man med sindsro sige om dette arbejde: det bliver aldrig ensformigt…
De to ærmer vil jeg strikke på én gang og så klippe op bagefter – så kan jeg strikke dem på rundpind fra start til slut. Dette mønster gider jeg simpelthen ikke give mig i kast med hverken på strømpepinde eller på frem-og-tilbage-pinde; vrangpinde er out of the question!

Vi var ude ved midnatstide for at kigge på fyrværkeri. Det kan godt være, at mit kamera kan skyde fyrværkeribilleder, men ejeren af det kan ikke!
Der løb en lille tekst henover skærmen, da jeg satte kameraet på fyrværkeriscenen: Husk at sætte kameraet på stativ.
Det gjorde jeg ikke, men hvis jeg havde, var de måske blevet nogenlunde – nu blev det bare pinligt…

Jeg må øve mig igen til næste år…

Apropos tv-serier: Tim ELSKER Matador og kan slet ikke få set den hurtigt nok – C & T har heller ikke lavet meget andet end at se tv, når børnene har været lagt i seng.
Endnu en gang tak til jer, der hjalp mig med at finde udgaven med engelske undertekster; især dog tak til Overleveren, som var lynhurtig og dermed den første, så jeg fik den bestilt i tide.
Dejligt at vide, at selv om Matador er meget dansk, så er den gået direkte ind i en englænders hjerte. De regner med, at Tims mor og mand vil finde den lige så fascinerende, så de får lov at låne den senere.
Charlotte kan sikkert replikkerne udenad fra start til slut, så mange gange som hun har set den (= ladet den køre, mens hun syr tøj), og hun nyder Tims reaktioner over den nu.

Julemanden fandt os helt heromme i Sverige

Der var vel omkring en halv million gaver under det juletræ. Og ved siden af det – nogen skulle jo gerne kunne gå rundt om det…
For børnene var det nu så småt ved at blive interessant. Mens de voksne vaskede op efter julemaden, bar de tre børn gaverne ind og lagde dem under træet, hvilket erfaringsmæssigt passer meget fint rent tidsmæssigt.

Men … hvad skete? Pludselig bankede det på ruden, og udenfor stod en julemand, som beklagede, at han ikke kunne komme ned gennem skorstenen.
Ih, hvor var vi glade for at se ham, så han blev naturligvis inviteret indenfor i den lune stue.
Jeg elsker simpelthen at se på børn, der ser på den julemand, de stadig tror på i den alder. Det er bare guld værd.
Da han spurgte, om der var nogen søde og artige børn her, var der skam ingen falsk beskedenhed – tre børn råbte enstemmigt JAAHH!!!

Julemanden tog af sted igen – han havde mange flere, han lige skulle nå at besøge.
Han blev spillet af Heidis kæreste, som børnene kun ser for anden gang, og med alle de folk omkring dem lagde de overhovedet ikke mærke til, at han var væk.
Han hedder Nikolaj, og fra da af blev han selvfølgelig kun kaldt for Nikolaus…

Nogen af os fik McQueen-lego, som der skulle hjælp til at samle.

Nogen andre af os fik et McQueen-telt.

Mange af os sad og så Cars 2 i dag, og både børn og voksne grinede højt og larmende af Bumle. Det er utroligt, så stor en succes ham McQueen er blevet hos børn. Og voksne…

I dag har den stået på 100 % afslapning – selvfølgelig har vi fået os en gedigen julefrokost med alt muligt godt af alskens hjemmelavede sager, men det meste af det var præpareret hjemmefra, således at arbejdet i dag var minimalt.
Nogle spiller kort, andre spiller andre spil. Nogle ser Tims Titanic-docu. Det er ret fedt at være de første, der får lov til at se den.
Den er endnu ikke helt færdig, men det er efterhånden tæt på.
Her i juleferien sidder Tim og arbejder flittigt på at lave sine bøger om til e-bøger, så man kan købe og downloade dem umiddelbart efter premieren i april.
Hvis man googler titanic case closed, kommer der en del hits op. Dette er et link til en foromtale – det er Bedlam Productions, som for os nok er mest kendt for The King’s Speech, der står for produktionen af Titanic-docu’en.

Energiniveauet er meget, meget lavt for mit vedkommende. Jeg har ikke engang særlig mange ord i mig, hvilket er temmelig usædvanligt…
Livet er nu alligevel ikke det værste man har.

Det er dyrt at være blogger

Det kan godt være dyrt at være blogger.

I dag, da jeg var ovre hos Mia, faldt jeg omgående for den engelske dokumentar om engelsk arkitektur, hun skrev om: The Country House Revealed. Det var lige noget for både englænderne og mig, så jeg undersøgte, om Mia selv havde den i Anglofilia-butikken, men det havde hun ikke. Fluks gik min cybervej videre til Amazon.co.uk, hvor jeg har en konto, så det er alt for nemt…

“Dyrt”, sagde hun… “den koster jo kun 13 pund!?” Jaja, men jeg købte også den nedenunder – det var et must, da jeg havde læst om den.
Da jeg så osede lidt videre rundt på Amazon – de har flere varer end Magasin du Nord – faldt jeg over et par sandaler, som jeg pludselig ikke kunne leve uden, og i løbet af no time havde jeg brugt 75 pund. Man behøver (desværre) slet ikke at tage til London for at bruge engelske pund…
Nå. Jeg har da sparet en flybillet. Fortæller jeg John – men alt dette, bare fordi jeg lige skulle over for at se, hvad Mia har gang i. Det er dyrt at være blogger. I hvert fald en blogger med hang til impulskøb i cyberspace.

Læg mærke til informationerne om filmene – en ny koster 12-13 pund, og i to af tilfældene koster en brugt 22 pund??? Mig ikke forstå.
Stigende priser fører mig direkte frem til at citere TV2 News fra i tirsdags:
Tallet har været stødt stigende fra 2002
Det stødte mine øjne.

Og vi bliver ved økonomien – følgende er plukket fra en information om, hvor meget vi bør give i drikkepenge hvornår og i hvilke lande:
Nogle steder er det nemlig en fornærmelse, hvis du kun lægger et par håndøre, mens du andre steder ikke skal lægge alt for mange

Okay – det er nok lidt forvirrende, at noget kan koste 50 øre, mens flere af den slags mønter hedder 50-ører. Det ændrer dog ikke på, at det hedder håndører, hvilket betegner et noget mindre beløb end det, jeg har spenderet på mig selv i dag.

En dokumentarserie om Titanic – fortæller: Tim Maltin

Hvordan er det nu det er? Jo mindre betydningsfuld man selv er, jo mere soler man sig i andres berømthed. Lige nu soler jeg mig, for jeg har oplevet at møde Tims instruktør til den to-timers film, de skal til at producere om ‘Sandheden bag forliset’.
Instruktøren, Nigel Levy, som ikke er helt ukendt, og hans særdeles skarpe assistent kom i dag for at tale med Tim om, hvordan de skulle skrue det hele sammen, hvad der skulle fremhæves og hvordan og hvorfor.
Charlotte tryllede på 1½ time tre af retterne fra  “The last dinner on the Titanic – a menu from the Ritz Restaurant, where the super rich dined” (nr. 2, 3 og 5). Jeg fik æren af at lave suppen…
Vi spiste frokosten sammen med Titanic-teamet og overlod dem derefter til deres mere seriøse gøremål. Det var en meget interessant frokost, hvor Nigel bl.a. fortalte om sin serie ‘Fatal Attraction’ om folk, der holder farlige dyr som kæledyr – bl.a. fortalte han om, hvordan de reproducerede historien om en mand, der holdt en fuldvoksen tiger på 400 pund i en lille lejlighed i Harlem, New York… de er skøre, de amerikanere…

John, Charlotte og jeg gik ud i haven og oplevede et næsten historisk øjeblik: Tækkeren ordnede det allersidste, nemlig den lille porch, og stilladset blev hevet ned. I morgen bliver første dag siden påsken 2009, hvor der ikke er den ene eller den anden slags håndværker i gang med den ene eller anden slags håndværk.
Ikke fordi huset er færdigt… bliver man nogensinde færdig med et hus, der stammer tilbage fra begyndelsen af 1400-tallet? Næppe. Og så er der jo også noget med en granny flat, som godt nok må vente lidt endnu.
I hvert fald bliver der nu en håndværkerpause, og Charlotte har tænkt sig at stornyde resten af sommeren uden at skulle lege sjakbajs eller svare på/afgøre alverdens spørgsmål.

Begivenheden blev fejret med en afskedsøl med de to tækkere.

I morgen satser jeg på godt vejr, så jeg kan få et billede af huset med blå baggrundshimmel og uden stigen og bilen til venstre.

Da dette også var den sidste aften inden vi tager hjem, at Tim kunne være sammen med os, inden børnene skal i seng, gav John en ‘tak for et dejligt ophold’-middag på den lokale pub Seven Stars.
Det var absolut glimrende mad, som blev serveret – også ganske traditionelt – i ENORME portioner. Jeg bestilte torsk og tænkte, at det kan man da altid spise, men jeg kunne på ingen måde spise op, selv om det var meget lækkert.

I morgen går turen til Bath. Vi vil købe en Tilleyhat til Tim – han prøvede Johns og faldt pladask for den, så nu får han en før-julegave, da han har mere brug for sådan en hat nu end sidst i december…

På hundredårsdagen for Titanics forlis

På hundredårsdagen for Titanics forlis sker der noget, som Tim med garanti ikke engang vovede at drømme om, da han som 8-årig begyndte at interessere sig for det berømte skib.
På hundredeårsdagen for Titanics forlis vil Tims åsyn blive kendt af rigtig mange tv-seere.
I dag hører han til blandt dem, der ved mest om Titanic – han udgav sidste år en bog, som kom ind på den engelske top 10 over årets quizbøger. Han har studeret så meget udensomsmateriale, at han har opdaget noget helt nyt omkring, hvorfor det tog så lang tid, før der kom andre skibe til undsætning, da Titanic sank.
Det er noget med miraging – hvis jeg siger fata morgana, bliver det nok misforstået, men det er noget i den stil. Jeg kan ikke afsløre ret meget; jeg må for det første ikke endnu, men jeg forstår heller ikke alt, hvad Tim prøver at forklare mig om disse naturfænomener, så det var såmænd nok lige meget, selv om jeg prøvede…
Tims første bog var egentlig kun en ‘føler’ for den anden bog, hvori han netop ville føre bevis for denne nye opdagelse – den var en forret, inden hovedmåltidet bliver serveret, så at sige.
Reklame: Den findes både som hard- og paperback. Billede af paperback-udgaven lånt hos Amazon, men de kan vel næppe have noget imod lidt reklame.

For nogle måneder siden blev Tim prøvefilmet der, hvor Titanicudstillingen, der p.t. er i Tivoli, på det tidspunkt var i England. Han skulle berette om sin nye opdagelse, og produceren var så begejstret for ham “You are a born talent!”, at han sendte en appetitvækker ind til National Geografic for at være med i kapløbet om de to dokumentarudsendelser, der får lov til at præsentere 100-årsdagen d. 15. april 2012. Jeg har altid ment, at Tim kan sælge sand i Sahara, og nu har han bevist det…

Her er det meste af gårsdagens email fra Tim. Jeg var velkommen til at blogge om det; jeg måtte bare ikke nævne navne eller budget:

Dear Ellen and John, I’m writing to let you know that I’ve just heard that
NatGeo have just “green-lighted” my 2 hour documentary Special on the
miraging I discovered was present the night the Titanic sank, to be
screened on the 15th April 2012…only me and …….…shows made
the cut (out of 12 others, including ……………… (en, Tim ellers var helt sikker på var selvskrevet)
So we very happy and looking forward to seeing you in June P.S. Budget
is ……………., and I get …… !

Jeg er så glad på hans vegne; det er vist den bedste accept, han kan få på det store arbejde, han har lagt forud for dette.
John, jeg og sandsynligvis de fleste andre, der kender Tim, plus en betragtelig mængde Titanicfans, vil sidde klinet op ad tv-skærmen d. 15. april næste år for at se, hvad de har fået ud af det.
Man regner som en tommelfingerregel med, at for hvert minut udsendt på tv, ligger der en times optagelser – det vil altså sige, at der ligger omkring 120 timers arbejde og venter forude – men det må for pokker da være 120 drønspændende timer – han skal med ud på stedet, hvor Titanic sank; med hvor det blev bygget, med til Southampton, hvorfra det stævnede ud på den fatale jomfrurejse, med til jeg ved ikke hvor. Gad vide, om han overhovedet får tid til at passe sit arbejde…

Jeg har besluttet mig for ikke at følge Janteloven, så jeg må godt være stolt over, og give udtryk for det, når Tim som her har præsteret et flot stykke arbejde og oven i købet bliver krediteret for det på denne noget usædvanlige måde.
Denne miraging-opdagelse er jo ikke noget, han er kommet sovende til – det er resultatet af mange måneders gransken i de mest usandsynlige arkiver, både her og i USA; af utallige telefonsamtaler med folk, der har mere forstand på vejrfænomener end ham selv; af mange søvnløse nætter, hvor han har tænkt og tænkt og tænkt… Det er ikke ny viden som sådan, men det er en helt ny måde at kombinere og konkludere på den viden, der er tilgængelig for alle, der måtte være interesserede i at ville grave i gamle logbøger, meteorologiske optegnelser og meget andet.

Til sidst et lille kuriosum: Charlotte var ansat hos Angels, dengang de syede kostumerne til John Camerons film, så hun har givet sit lille bidrag til filmpåklædningen, og hun var der, da Kate Winslet og Leonardo di Caprio kom til prøvninger.
Så er ringen vist sluttet.

Find Nemo

Hvad i alverden skal man finde på, når det blæser en så bidende kold vind, at man bliver frysetørret på 10 minutter, hvis man bevæger sig udenfor?
Vi har overhovedet ikke lyst til at foretage os noget, der indebærer udendørs aktiviteter.
Lys ide: Danmarks Akvarium i Charlottenlund!

Ungerne elskede det. Vi legede selvfølgelig Find Nemo, og da de fandt ham, kendte jubelen ingen grænser. Søhestene var et hit, lige som den store havskildpadde var det. Og… masser af andre, faktisk. De var langt mere interesserede, end vi havde turdet håbe på.

Spændende var det også at se på de fisk og søstjerner, man måtte røre ved… de var dog ikke meget for at røre ved dem; det var alligevel for ulækkert.
Charlotte erklærede, at Danmarks Akvarium var meget større, da hun var barn!

Da vi kom ud derfra, fik Tim øje på et frossent Øresund, så vi måtte helt hen og kigge – han har aldrig før set et frossent farvand og var ret betaget af det smukke syn.

Det var skam også flot. Hamrende koldt, men flot.

Mareridt

En lidt voldsom titel, men Charlottes fortælling om børnenes biografdebut i søndags fik nogle minder frem fra min hukommelses krinkelkroge.

Efter selv at have set The King’s Speech i fredags, blev T&C enige om, at børnene må være gamle nok til at få den specielle oplevelse, det er at se en film i biografen. De tog dem derfor med ind for at se Tangled; den seneste Disney animation.
Det var ikke en ubetinget success – på min mailforespørgsel om, om de havde haft en god oplevelse, lød Tims svar til mig:

“Ahh, well…Anna sat trembling in Charlotte’s arms but Aubrey was perfect until after 20 mins, during a quiet bit, he declared to the whole Cinema: “I want to go home now.”!

Jaja. Det har måske været for tidligt; hvem kan vide det? Et kriterium for at blive lukket ind i biografen kunne måske være, at de skal kunne tynge sæderne ned, for hvis ikke de sad helt ude på kanten af sædet, klappede det sammen om dem og lukkede dem inde som i en sandwich.
De kom så tidligt, at de fik alle reklamerene med, og da de sluttede,spurgte Aubie “is the cinema over now?”
Filmen findes i en 2D- og en 3D-version. Dette var 3-D’en, så alene det at skulle have de dér underlige briller på var Anna lidt usikker over for.

De valgte at forlade biografen, da Aubie højlydt ønskede at komme hjem. Anna var simpelthen skræmt fra vid og sans og var virkelig trembling, men der skal heller ikke meget til, før hun synes, at noget er “very scary” eller “very sad”. Hun gik fuldstændig i opløsning over Dumbo, da de tog hans mor fra ham og spærrede hende inde.

T&C handlede selvfølgelig i god tro, og C er sikker på, at hun kun var 4 år, da jeg tog hende med ind for at se The Sound of Music. Jeg kan ikke huske, om hun var 4 eller 6 år, men hun havde en dejlig biografoplevelse.

Det havde jeg ikke med min debut, og jeg var oven i købet næsten 8 år. Mine forældre havde taget mig med for at se Tornerose, og jeg havde mareridt af den i mange år derefter. Scenen, der forfulgte mig på det skrækkeligste, var, hvor den onde fe i form af en dinosaurstor, ildsprudende drage tårner sig op og op og op over den stakkels meget lille prins. Den fornemmelse af, at noget stort og sort og lilla omslutter og kvæler mig, kom igen og igen om natten. Meget hyppigt lige efter biografturen – mine forældre var særdeles kede af indirekte at have forårsaget så forfærdelige drømme hos mig, men det kunne de i sagens natur ikke have vidst på forhånd – jeg kendte jo så udmærket eventyret. Frekvensen faldt, efterhånden som jeg blev ældre, til ca. en gang eller to om året og den sidste gang, jeg vågnede skrigende af drømmen, var jeg 21 år. Jeg kan dog stadigvæk meget levende genkalde mig følelsen af dette mareridt.

Vi har senere talt om, at Disneyfilm næsten altid er meget voldsomme, og at de egentlig alle burde være forbudt for børn under 12 år. Cars er dog en undtagelse, og jeg kan ikke umiddelbart komme i tanke om andre disneyproduktioner, der er ‘ufarlige’ at se for sarte barnesjæle.

Vi krydser fingre for, at Anna ikke har lidt uhelbredelig overlast, men det tror jeg nu ikke, at hun har – forældrene er gode til at tale med hende om det.

Hvornår var I selv i biffen første gang? Og hvornår begyndte I at tage jeres børn med? Er det i virkeligheden bedre at se filmene hjemme i stuen i trygge omgivelser? Jeg kunne godt tænke mig at høre jeres erfaringer om det.

Er der en Harry Potter fan til stede?

Her! Mig!
…stor fan, selv om jeg godt nok sætter grænsen ved at klæde mig ud som en af figurerne for at komme med til snigpremiere i Svendborg, som vi kunne se klip fra i Aftenshowet for lidt siden… Aftenshowet, hvor Puk Elgaard og underteksterne lige hårdnakket påstod i henholdsvis talte ord og på skrift, at denne sidste film hedder ‘Harry Potter og dødsregialerne’.
Jeg kan hermed oplyse både teksteren og Puk om, at det hedder regalier og ikke regialer.

Ham Harry Potter lærte min nevø at læse. Eller burde jeg måske sige, at det var JK Rowling, der gjorde det?
Noget af en påstand, men ikke desto mindre sandt. Han var 10-11 år, og han gad hverken skolen i almindelighed eller læsning i særdeleshed.
Men så åbnede Harry Potter med ét slag bøgernes vidunderlige univers for knægten. Han slugte dem, så snart de udkom – der var heldigvis kommet to, da han ‘opdagede’ dem, og den tredje var tæt på.

Jeg faldt lige så hurtigt for Harry Potters univers. Det var en – jævnaldrende – veninde, der gjorde mig opmærksom på dem og lånte mig den første; jeg var solgt lige pr. omgående og købte både den og de følgende bøger.
Jeg startede på dansk, og oversætteren Hanna Lützen skal have et stort cadeau for de helt eminente oversættelser – det har været noget af en opgave med alle de selvopfundne ord, Ms Rowling diskede op med, men Hanna klarede dem til topkarakter. Hun har senere fået et velfortjent hædersbevis for fremragende oversættelse.
Filmene har jeg naturligvis både set og købt…

Den forrygende, forunderlige, fantastiske, fabelagtige fantasi, forfatteren er i besiddelse af, ville jeg gerne have kunnet prale af at have.
Perron ni trekvart. Hvordan finder man lige på sådan noget?
Eleverne på Hogwarts skulle trylle en mus om til en blikæske, og en af dem dumpede, fordi æsken stadig havde knurhår. Oh, hvor jeg hyggede mig.
Diagon Alley – Diagonalstræde – sig det engelske navn højt og smil for jer selv.

Ikke så langt fra Tims og Charlottes hus, i den velbevarede middelalderby Lacock, har Lacock Abbey ageret dele af Hogwarts i filmene, lige som også gaderne i byen har været kulisser.
John og jeg har været i Lacock tre gange; ikke specielt pga. Harry Potter – det er en meget fascinerende by, som vi kan anbefale at besøge, hvis man alligevel skulle befinde sig i nærheden.

Vi er flere halvgamle fans – Preben Kristensen og jeg er præcis lige højt til års, og han lagde her til aften ikke skjul på, at han er en stor fan.
Min søster og svoger har inviteret børnene (som nu er voksne) med i biografen lige fra den første film kom, og de husker heldigvis altid at spørge, om jeg vil med. John gider nemlig ikke se sådan noget… han er ikke så meget til eventyr og fantasy.

Noget andet, jeg har fundet ret morsomt er, at de har kunnet filmatisere i en hastighed, der passede med at skuespillerne blev tilsvarende ældre. Harry Potter er 11 år ved seriens start, og i hver af de efterfølgende bøger er han et år ældre end i den forrige. Det er børneskuespillerne også (cirka) for hver film, hvilket giver det hele et næsten absurd skær af ægthed midt i alt det eventyrlige.

Normalt bliver jeg skuffet over at se en filmatisering efter, jeg har læst bogen, fordi de billeder, jeg ved læsningen dannede mig inde i mit hoved, sjældent stemmer overens med det, jeg ser i filmen.
Madame husker mig på, at bøger og film er to vidt forskellige medier, som man af samme grund ikke bør sammenligne. Jeg kan sagtens forstå din argumentation, Madame, og ville gerne kunne have det sådan, men når bog og film fortæller præcis den samme historie, kan jeg ikke få min hjerne til at lade være med at holde dem op mod hinanden.
Harry Potter er et eksempel på, at jeg ikke er blevet skuffet, men normalt skal jeg først se filmen for derefter at læse bogen – så er min hjerne farvet af ansigterne og fortolkningen i filmen, og den [hjernen] bliver knapt så skuffet.

Kan I holde de to medier adskilt? Er jeg den eneste Harry Potter fan i disse egne af blogland?

Pigen der legede med ilden. Og Barnaby…

Nej, pigen legede ikke med både ild og Barnaby. Ej heller er Barnaby pludselig trådt ind i Stieg Larssons univers som en af hans karakterer…

I aftes var vi i biografen for at se ‘Pigen der legede med ilden’, der, som de fleste vil vide, er efterfølgeren til ‘Mænd, der hader kvinder’. (Eller var det ‘Kvinder der hedder mænd’?)
Den var barsk, men god. De spiller bare så forrygende godt, de svenskere.
Vi – eller jeg – vidste godt, at den kun kunne blive meget barsk, for jeg har, som før nævnt, læst trilogien.
Som ventet kunne de absolut ikke få hele bogen med i en to-timers film, men filmen var alligevel så tilstrækkeligt tro mod bogen, at jeg ikke blev skuffet, og det gjorde John da heller ikke, selv om han ikke har læst bøgerne. Endnu.

Men jeg er glad for, at vi gik i biografen – bøgerne kan jeg godt finde på at læse igen, men jeg gider ikke se filmene mere end én gang, så det vil være o.k. med mig ikke at have dem på DVD. Og ikke mindst er det altid bedst at se en stor film på et stort lærred.
Men har I set den første, så tag denne med også. Og når den er slut, skriger den ligefrem på treeren, som kommer den 27. november.

Vi var hjemme lidt i halvti – lige tids nok til at se Barnaby.

Jeg havde indtil for meget nylig ikke læst nogen af Caroline Grahams bøger om den populære kriminalinspektør, kun set serien, når jeg har haft mulighed for det, hvilket desværre ikke har været alt for tit. Sidste gang, jeg var på biblioteket, faldt jeg nærmest over ‘Skrevet i blod’, tænkte hvorfor ikke, lånte den og blev færdig med at læse den lørdag morgen.
Og hvad viser DR1 samme lørdag aften? Den selvsamme bog, nu naturligvis i filmatiseret form. Det var altså en anelse underligt at opleve et sådant sammentræf.
Jeg vidste det, da filmens allerførste sætning lød, fordi jeg genkendte navnet på aftenens offer.

Var det så en fordel at have læst bogen? Næh… fordi der skete det samme som der altid sker: En ret vigtig karakter var slet ikke med. Der var meget andet, der heller ikke var plads til. Barnaby og Troy er ikke de samme i bog som på film – førstnævnte er dog mest tro mod bogens karakterbeskrivelse.
En lille ting, jeg ikke forstod, var hvorfor Cully i aftenens episode skulle forestille at være på turne med deres teaterstykkes instruktør, når hun i bogen var på turne med sin mand, som har et andet navn end førnævnte instruktør??? Det er da egentlig en ligegyldig ting, og helt uden betydning for plottet, så hvorfor gøre sig den ulejlighed at ændre på det?

Lige ved og næsten…

…slår ingen mand af hesten.
Det var en af min mors mange gode, gamle talemåder. En anden var, at man ‘har aldrig tid til at gøre en ting godt nok, men man har altid tid til at gøre den om’. Ups da hvor den rammer lige i plet. Jeg fyrede den af i et strategisk velvalgt øjeblik på arbejdet, og det er lige før, det kom i glas og ramme. Vi har nemlig lige rigeligt nok at lave for tiden…

Det, som fik mig til at tænke på ordene i overskriften, var noget, jeg hørte i radioen i dag, og som sendte mig direkte omkring 25 år tilbage i tiden – tilbage til en biograftur, som mine forældre spenderede på børn, svigerbørn og børnebørn. (Nej… I er ikke gået fejl; det lyder måske som Giro 413, men det er det ikke).

Det var til en (re?)premiere på ‘The Sound of Music’. Vi var mine forældre, moi & Charlotte, mine ene søster med mand og barn og min anden søster med kæreste.
Vi vidste, at der undervejs i forløbet ville blive trukket lod om en skiferie for fire i Østrig, så far havde understreget, at hvis nu fru Fortuna skulle stå os bi, så var det altså billetten, vi havde i hånden, der gjaldt – ikke sædet, hvor vi nu tilfældigvis var kommet til at sidde efter diverse indbyrdes debatteringer om, hvem der nu lige skulle sidde ved siden af hvem.

Hvad skete? Gæt!
Yeah, right: Jeg sad på det rigtige sæde. Men min svoger havde den rigtige billet. Så tæt har jeg hverken før eller siden været på at vinde en rejse.
Jeg ønskede dem til lykke og sagde ihhh hvor var de bare heldige og mente det selvfølgelig også. (Selvom jeg inderst inde var en anelse misundelig.  Men det var der naturligvis ingen, der kunne se på mig…)

Min fætter har vundet 25000 kr. til en rejse gennem FDM.
Har I nogen sinde vundet andet end erfaring?

Åh det er søndag

Nu er der dømt pause og der må siddes lidt ned – vasketøjet hænger ude i blæsten, og den fantastisk lækre blomme-abrikosmarmelade er kommet på glas. Opskriften opdagede jeg først i 2008, men det er allerede femte gang, jeg laver den marmelade, som er et stort hit selv hos John, der normalt kun tror, han kan lide jordbærmarmelade.
Jeg udstener blommerne, inden jeg koger dem – jeg gider ikke stå og rode i substansen efter stenene. Opskriften siger rørsukker, men jeg bruger almindeligt sukker; synes det er bedre til dette formål, men det er jo en smagssag.
Jeg bruger også lidt geleringsmiddel, for det bliver lige flydende nok i konsistensen.

Billede venligst udlånt fra opskriftsiden.

 

Og så var der jo lige den film i går: “Mænd der hader kvinder”. Nøj, den var god. Det synes vi begge, selv om vi kom med forskellige forudsætninger – jeg har læst bogen; det har John ikke. Men det har han snart… han er nysgerrig efter at vide mere om Lisbeth Salander
Alle rygter har talt sandt: De spiller rigtig godt. Virkelig godt. Kanongodt, faktisk. Alle sammen.
Bogen er præsenteret godt og dækkende, men der mangler nødvendigvis en del; det er begrænset, hvad man kan nå at vise på ni kvarter, så jeg kan ikke anbefale, at man springer bogen over, selv om man har set filmen.

Nu skal der gang i symaskinen, inden vi kører til fødselsdag i eftermiddag.

Mænd der hader kvinder og en kvinde, der hader apostrofitis

Nu skal det være. Eller rettere: I morgen skal det være.
Jeg har lige købt billetter til den nok mest sete film i Norden i øjeblikket. Vi ville have set den for 14 dage siden, men da kom John hjem med en forkølelse, hvilket medførte, at biograf var udelukket – vi og andre gider ikke høre på snøft og host.

Med vores lange arbejdsdage orker vi ikke rigtig lange biograffilm til hverdag; sidste weekend var vi i Sverige, så det bliver altså i denne weekend.
John sover sødt og intetanende allerede, men han plejer at stå op en times tid før mig, så jeg har printet billetten og lagt den, så han ikke kan undgå at se, at vi har en aftale på RO’s Torv i Roskilde i morgen kl. 12. Tidligt? Ja, men dér var der stadig rigtig gode ledige pladser.
Til grammatisk ligesindede: Det hedder RO’s Torv. Med apostrof. Hvorfor nu det? Og hvorfor RO? Roskilde hedder Roskilde, og det er vel et ok navn? For mange, mange år siden hed det Roars Kilde, så man kunne da have kaldt det Roars Torv? Det er meget muligt, at ROs Torv ser dumt ud for nogen, men hvorfor totalt ignorere dansk retskrivning af den grund? Ganske som med Field’s i Ørestaden. Markens hvaffornoget??? Jeg har aldrig helt forstået, hvordan det navn skal tolkes – har I? Forklaring modtages med glæde.

Nok om det. Jeg glæder mig meget til at se, hvad man har fået ud af den bog, der fangede mig sådan cirka fra linje 10 og holdt mig i et fast greb hele vejen igennem, alt imens jeg var næsten fuldstændig åndeløs og havde en foruroligende hurtig puls. Hvilket gjaldt for alle tre bøger. Der skal meget til for at få mig til at læse om dagen, hvor jeg normalt ikke sidder med en bog, eller for at lokke mig fra strikke- eller sytøj, men altsammen lykkedes i højeste grad for fabelagtige, men desværre afdøde Stieg Larsson.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at mit indre billede af Mikael Blomkvist ser temmelig meget anderledes ud, end han åbenbart fremstilles i filmen. Folk påstår, at han spiller kanongodt, så det kan forhåbentlig opveje, at jeg ikke får den sild at se, som jeg havde satset på…

Ham her er da ikke specielt attraktiv… faktisk virker han ligefrem frastødende, men jeg har måske en anden mening i morgen.
Billedet er tyvstjålet fra Berlingske.