Det gik ganske som det plejer…

…der var ALT for meget mad.

Vi er vist nogen værre nogen her i Danmark. Søster kunne i dag fortælle os, at vi er det land i verden, der spiser mest kød. Det er da godt nok en rekord, som vi ikke behøver at være særlig stolte af. Pinstripe, se lige foranstående link. Og kom glad igen…
At hun så fandt ud af det, fordi hun søgte på, hvordan man optimalt varmer rødt kød op igen, er en helt anden historie.

Vi var 19 i går til fars fødselsdag, nemlig familien + de få af hans venner, der stadig er i live. Dette lyder måske lidt barsk, men det er jo sådan det er, når man bliver 89.

Han havde købt sig til forret og hovedret (indbagt laks og oksehøjreb med kartofler, forskelligt grønt og en yderst delikat sovs). Min søster ville selv lave desserten, som viste sig at være Panacotta…  UHMMM, det var godt Og selv om billedet er lånt, så hendes udgave altså lige så godt ud. Og smagte sikkert mindst lige så godt…

Men som det så ofte går, når man får maden udefra, var der ALT for meget mad. Vi kunne have bespist en middelstor provinsby, men det havde vi ikke lige tænkt på (ku’ da ellers ha’ været meget sjovt), så der var over halvdelen af kødet og tilbehøret tilbage, da alle var mætte. Forretten var nu også temmelig meget for rigelig, men den var bare så lækker, at vi simpelthen var nødt til at spise op. Og når forretten skal indtages, er de fleste meget sultne.

Det resulterede i, at nogen af os var til restemiddag på gården her til aften; ganske som vi plejer… Restemad, restevin, restecalvados, restedessert. Det var dejligt altsammen.

Vi fik noget af resten af resten af tilbehøret og den yderst delikate sovs med hjem til den hakkebøf, vi skal have i morgen, og som jeg tog ud af fryseren i morges. Det er i orden med næsten samme mad i tre dage i træk, for det ikke er i tidens ånd at smide mad ud, vel, VEL???

Charlotte havde sendt blomster til oldefar, og Anna sagde that she would like to see the flowers. And oldefar, by the way.

Det være hermed gjort, min lille nuserpige. Hun havde hørt sin mor bestille blomsterne via telefonen og skulle lige have den sag ført til dørs

Et engelsk-dansk bryllup eller ‘Poeten og Lillemor’

Jeg har endnu ikke helt sluppet tankerne om mine englændere, hvilket giver mig en glimrende anledning til at tænke tilbage på C&Ts bryllup for godt fem år siden. I anledning af denne træbryllupsdag havde Tim som en hyldest til sin kone skrevet et lille digt, som kan læses sidst i indlægget. Jeg vil på det kraftigste understrege, at det selvfølgelig er med både Poetens og Lillemors absolutte billigelse, at jeg offentliggør det. Charlotte var lidt rørt over digtet, men måtte bestemt også smile en del undervejs… det er en kærlighedserklæring, men ikke af den grund rørstrømsk eller privat.

Brylluppet blev holdt på fædrenegården, med deltagelse af lige dele englændere og danskere. Til den kirkelige handling var der valgt salmer, der findes på begge sprog, så UK blev placeret til højre og DK til venstre, og så sang vi ellers den samme melodi, men ordene var forskellige. Præsten talte et nydeligt engelsk og holdt en god prædiken, hvis hovedindhold man vel næsten kan gætte sig til; alt i alt en god oplevelse og start på dagen for alle.

Dagen og festen kunne jeg skrive irriterende meget om, men jeg skal prøve at begrænse mig.
Vore danske bryllupsskikke overraskede englænderne en hel del. Da ‘nogen’ den første gang begyndte at slå med bestikket på tallerkenen, var de et studie værd… Man kunne tydeligt se deres afgrundsdybe undren over, hvad den dér helt enormt uhøflige opførsel dog kunne betyde. Men de jublede og hujede, da de fandt ud af det og var bestemt ikke sene til selv at tage initiativet senere  
Skikken med, at hvis den ene part forlader bordet, må den anden kysses af gæsterne af modsat køn, var de også totalt færdige over. Én af Tims venner nåede tre gange rundt, mens Tim var væk et øjeblik. Han forklarede det med blink i øjet og med et stort smil: “Hvor mange gange i mit liv får jeg ellers lov til at kysse denne vidunderlige kvinde; helt legalt og uden, at hun vil gøre modstand?”

Alle de personlige taler, underholdning og sange vakte også lykke – “This is the best wedding ever”, lød det flere gange.

At maden blev leveret af Thomas Kok, gjorde bestemt ikke oplevelsen mindre. Han er så afgjort anbefalelsesværdig – han er faktisk helt, aldeles og totalt fantastisk.

I England er det tradition, at ægtemanden alene ved, hvor bryllupsrejsen går hen; det skal være en dyb og velbevaret hemmelighed. Tim havde spurgt mig, om jeg ville være behjælpelig med at finde en passende brudesuite til dem, og blandt mine fem forslag var ‘The Karen Blixen Suite’ på d’Angleterre. Jeg vidste ikke dengang hvorfor det var så vigtigt for ham, at det lige blev den, men det afsløredes senere, at det selvfølgelig var fordi, han havde valgt en ‘Karen Blixen Safari – 1920th style’ som en del af bryllupsrejsen, og Tim sagde til mig: “Please don’t ever tell Charlotte how expensive it is – she’ll kill me!”, hvilket jeg selvfølgelig lovede. Brylluppet stod d. 31. juli, og hvad Tim lige havde overset midt i al bryllupsfebrilskheden var, at hans kreditkort udløb lige præcis den dag, så da de stod i receptionen på d’Angleterre kl. et godt stykke over midnat, blev hans kort derfor afvist, og han var med meget røde ører nødt til at bede Charlotte om at betale med hendes kort

Five Years

Five years ago today, I’d been waiting in the church a while:
…It’s all ok, now you’re coming down the aisle!
Beautiful in your Hardy Amies wedding dress
Made by your own fair hand, no less!

Then it was back to the Farm, for lunch and speeches
…But I ended up in the swimming pool, speechless!
Like a drowned rat I arrived at the Angleterre
And our deep romance started there!

Next was Africa, for a tented safari:
Up early in the morning with our guides from Somali!
Then off to Tanzania and a wonderful five-star resort
With just one day out, to get a visa for my passport!

Back to London then, to run the Plc
And do up and sell number thirty-three
You made our house a home, down in the country
Lace at the windows, and all very ‘hyglig’!

Before we knew it you were pregnant with our little girl,
Who took five hours to come into the world
…A little longer than she ought’a
‘Cos we forgot to fill the bath with water!

Then only a few weeks later, before we had a chance to organise
You were pregnant again, to my delight and your surprise!
Aubrey was nearly born in the car, so again there was no time for the tub,
But all went well, and six hours later we were all in the pub!

Despite being pregnant for two years and having Pilgrim to run
And two children in nappies, we still had some fun:
No more cinema or lie-ins in the morning
But seeing our children grow up – little people forming

Simpler days then followed in comfort at number eighteen
With Anna talking and Aubrey walking, they passed like a dream.
“No more babies allowed!”…but we still yearned for expansion:
Time to sell up, start a business, and buy a derelict mansion!

Hyggelig weekend

Så er fætter-kusinefesten forbi for denne gang. Den hvertandetårlige komsammen for slægtninge fra vores mors side af familien. Vi er vistnok omkring 150 potentielle deltagere, men er til gengæld spredt over et relativt stort geografisk område, så det bliver aldrig til så mange – denne gang til 37. Mor havde et par tvillingesøstre, som emigrerede til Sverige som ganske unge og stiftede deres familier deroppe. De fik tilsammen 14 børn (9+5). Vi kender langtfra alle vores svenske fætre og kusiner, men får gerne mindst ét nyt ansigt tilføjet til listen, hver gang vi er sammen. To denne gang, faktisk…
Nogle af os er faste gengangere; andre kommer og går, så at sige, fra gang til gang.

Det var vores tur i år, så det blev naturligvis holdt på fædrenegården. Der skal immervæk produceres en vis mængde fødemidler til så mange, når vi starter kl. 14 om lørdagen med kaffe/kagebord og senere skal have tre retter mad, så min ene søster og jeg startede fredag aften (hun var allerede startet torsdag), blev ved til sent og fortsatte lørdag morgen. Anden søster kom ved middagstid lørdag, for hun ville lige nå at besøge far, som p.t. er indlagt på hospital. Men da de første gæster ankom kl. 14, var vi fuldstændig færdige (måske i mere end én forstand ) og havde helt styr på tingene.

Det blev, ganske som det plejer, meget, meget hyggeligt. Fire generationer i alderen fra 3½ måned til 86 år.
Vi tændte bål ved midnatstid og de, der ikke skulle overnatte, kørte ved 3-tiden om morgenen. Der var en del, der havde slået lejr og sov på ‘campingpladsen’ bagerst i den store have – mange kommer jo langvejs fra – så vi sluttede her til morgen/formiddag med morgenbord til 20, inden der blev sagt farvel til de sidste et eller andet sted mellem klokken 11 og 12.

En sidegevinst for mit vedkommende var, at en af vores fætre og hans kone havde besøg af en gammel skolekammerat, med husbond, fra Santa Barbara i Californien. I stedet for at melde afbud til vores arrangement, spurgte de heldigvis, om de måtte komme alle fire. Selvfølgelig måtte de det, og jeg fik mig en ny veninde. Det var en skøn, skøn kvinde – hun og jeg ‘faldt i hak’ fra første øjeblik, og vi nåede at tale rigtig meget sammen, inden de tog afsked i nat. Fætter påstod, at det vidste han da godt, at vi ville, fordi vi var to alen ud af et stykke. Han kender jo trods alt os begge to.
Nu har John og jeg en stående invitation til Santa Barbara. Det vil vi seriøst overveje til sommer – der er jo lige nogle amerikanske nationalparker, som i forvejen står meget højt på vores prioriteringsliste…

Midsommer eller midtsommer

Mandagstemaet.

Vidste I, at der d. 21. juni er 49 minutters længere dag at nyde i Skagen end i Gedser? Det og lidt mere om midsommer kan man læse om her.

Det er jo lige nu, det er midsommer og lyse nætter. I dag er dagen midt imellem årets længste dag og den dag,  hvor vi af uransalige årsager fejrer årets længste dag. Jeg har altid undret mig såre over, at når vi nu alligevel ikke fejrer det på dagen, hvorfor så ikke fastlægge fejringen til den fredag eller lørdag, som ligger nærmest d. 21. juni? Det kan de sagtens finde ud af i Sverige, og jeg synes, det kunne være skønt at kunne feste uden at skulle tænke på, at jeg skal tidligt op og på arbejde næste dag.

Det problem har vi så løst i min familie: Vi holder Skt. Hansfest på fædrenegården med bål og hele pibetøjet. På en lørdag. I år bliver det lørdagen efter Skt. Hans; det kan svinge lidt, om vi snupper lørdagen før eller efter.
Vi gør det på den måde, at både vores far og vi tre søstre inviterer noget familie og “egne” venner, som alle kender konceptet efterhånden:
Man kommer hver især med et lille bidrag til en fællesbuffet og tager selv kød med til eget forbrug + ditto drikkevarer.
  Så sætter vi tilstrækkeligt med griller op, til at der er rigelig plads til alle bøfferne/pølserne/mørbradene – vi skulle jo helst spise nogenlunde på samme tid alle sammen. Vi sætter pavilloner op, hvis vejret ser truende ud, men vi har 7-9-13 endnu ikke haft brug for dem. Det har nogen gange været skidekoldt, men alle ved, at det foregår udendørs, så der er medbragt fornuftigt tøj i store mængder.
Billedet er, for at sikre de tilstedeværende et minimum af anonymitet, 11 år gammelt   Jeg kan nemlig ikke finde ud af at sløre folks ansigter uden at have et specielt fotoredigeringsprogram…
Det er altid rigtig hyggeligt – antallet svinger lidt fra år til år; nogen har allerede startet sommerferie, og andre kan ikke af andre årsager, så det veksler mellem 35 og 50. Og buffeten bugner med SÅ meget lækker mad.

Vi sætter relativt store og varierede mængder sennep, ketchup, grillmarinader og -olier frem til fri afbenyttelse – og giver selvfølgelig lidt senere kaffen plus lidt hjemmebagt kage…

For nogle år siden solgte en lokal, konkursramt kro ud af køkkensagerne og servicet. På gården er der masser af opbevaringsplads, så vi benyttede os af chancen – nu er der ens tallerkener af de tre mest anvendte slags, kopper, alskens glas og bestik til at dække op til omkring 70. Det er muligvis en anelse blæret, men på den anden side rigtig dejligt, at man ikke længere skal slæbe alting frem og tilbage mellem vores hjem.