Ren livsglæde og kunsten at glæde sig

Kan I huske den der helt specielle barndomsfornemmelse af virkelig at glæde sig til noget? Tiden kunne kun gå for langsomt; der var evigheder til, at det indfandt sig.
Det kunne være jul, fødselsdag, en skoleudflugt, en skovtur med far og mor – ventetiden kunne være kort eller lang (o.k. – den var altid lang, men altså…), men mavefornemmelsen var næsten altid den samme.

Kan I også huske den varme følelse, det gav, første gang jeres barn/børn gav udtryk for præcis den samme forventningens glæde? Hvor I tænkte, at så er vi nået et godt stykke af vejen, når de ikke længere tager ting for givet, men kan se fremad og glæde sig. Det var i starten begivenheder og senere kom også glæden ved selv at have sparet op til noget, man brændende ønskede sig – og som vi som voksne gør barnet en bjørnetjeneste ved bare at forære det uden videre.

Evnen til at glæde sig må man helst aldrig miste. Der kan være så mange grunde til, at nogen gør det, men man må i hvert fald ikke glemme at glæde sig, hverken over nuet eller fremtiden, bare fordi man er blevet voksen og hele livet er åh så alvorligt.

Jeg kan godt glæde mig. Lige nu glæder jeg mig til jul, for der kommer englænderne herover, og vi skal formentlig til Sverige og holde jul hele banden. Næsten hele banden. En niece rejser til Australien i morgen, og lille baby William skal tilbringe juleaften hos farmor og farfar. Sammen med sine forældre, forstås.
Så vi bliver kun 15… Det glæder jeg mig meget til. Altså ikke, at vi kun bliver 15, men at holde en god, lang jul med familien.

Jeg glæder mig også til d. 23. februar, hvor jeg flyver til England og bliver der i seks dage. SAS holdt udsalg i går, og jeg var hurtig ved tasterne og fik en billet til Heathrow til under 1000 kr. Det er pænt billigt, og jeg glæder mig allerede som et lille barn til den lille uge.

Det andet billede er venligst ‘udlånt’ af Peacock Travel. De har bare nogle exceptionelle rejser, har de. Et par dage på denne husbåd i Thailand kunne jeg såmænd godt glæde mig til, hvis der var nogen, der kom og tilbød mig et ophold.

Men jeg glæder mig nu så vældig meget til næste sensommer, hvor vi satser på at skulle til det vestlige USA og kigge lidt nærmere på en hulens bunke nationalparker. Og besøge nogle søde mennesker i Santa Barbara. Det bliver skønt, og tiden indtil vi skal af sted kan kun gå for langsomt.
 

 

 

Island med Gullfoss og geysere…

…et kig 27 år tilbage i tiden, hvor jeg var en tur på Island. Det var intensivt, for vi skulle nå det hele på to dage.
Det gjorde vi også: Lavamarker, Thingvellir (hvor de havde Alting…) Geysere, Gullfoss, og ikke mindst Reykjavik, som har dejlige forretninger og restauranter. På Island oplevede jeg den hidtil eneste gang, jeg har stået i en skov, hvor jeg kunne kigge over alle trækronerne – jeg følte mig lidt gulliver-agtig.

Jeg var med på en tur, som en af vores lokale aviser havde arrangeret. Jeg kendte ikke nogen af de andre deltagere, men vi var ikke så mange og vi talte alle en hel del med hinanden. Det viste sig hurtigt, at en af dem kendte min far… 
Det var en skøn, gammel gut på over firs år, som rejste alene ud i verden helst en gang om året. Konen blev hjemme på gården og passede bedriften – efter sigende efter eget ønske, for hun var ikke specielt udfarende. Jeg talte meget med ham, og han kunne fortælle mig om min far fra dengang han var så ung, at jeg ikke engang var et glimt i hans øje.

Da vi skulle ud og se Islands største vandfald, Gullfoss, var der skråt og vådt, så jeg syntes, at jeg hellere måtte gå hen til den søde, gamle mand og give ham en arm, så han ikke skulle falde. Jeg gik meget forsigtigt, og da jeg var lige ved at være henne ved ham, var jeg selv ved at glide – og han sprang hen imod mig med en adræthed, der ville have gjort en halvt så gammel mand ære, tog mig i armen og sagde: “Uhada… pas nu på her – her er glat og det er et farligt sted at færdes. Vi kan søreme ikke have, at du kommer galt af sted… du har jo et lille barn, du skal hjem til.”
Det var helt rigtigt, og jeg havde svært ved at holde masken. Han var nu så sød. Han holdt min arm i et fast greb, til vi var på sikker grund igen. Så meget for min spejderfølelse…

Man havde fortalt os, at den store Geysir efterhånden var blevet meget stille og næsten aldrig sprang mere, så vi skulle ikke regne med at se den in action osv. osv.
Men… selvfølgelig sprang den da, og den begyndte, netop som jeg stod nærmest lige over den, for man anså det ikke engang længere for

nødvendigt at afspærre området rundt om den. Vi hørte en dyb, dyb rumlen, dybt, dybt under vores fødder, og guiden råbte meget højt: “GÅ VÆK DERFRA! NU!!!”
Et par stykker af os slog nærmest verdensrekorden i længdespring (uden tilløb), hvorefter der kom et af de uhyre sjældne udbrud fra den, hvilket jeg jo naturligvis har pralet vildt med lige siden.
‘Strokkur’ sprang trofast hvert femte minut. De der geysere var særdeles fascinerende, var de.

John har aldrig set Island – jeg kunne godt tænke mig, at han også så det. Vi må en tur derop.

Natur

Dagens Mandagstema er Natur.
Naturen er altid dejlig, og man skal i disse CO2-mættede tider ikke tage den for givet til evig tid.
Jeg holder meget af den danske natur, elsker den svenske og norske og var dybt, dybt betaget af den afrikanske, som jo natur(!)ligvis er meget forskellig alt efter, hvor man befinder sig.
Vi har befundet os i Sydafrika, som er forholdsvis friseret, men kunne (blandt meget andet) byde på de skønneste blomster.
Vi har også befundet os i Botswana og Zimbabwe, som var noget helt andet. Og tredje.
Botswana er (blandt meget andet) Okavangodeltaet. Zimbabwe er (blandt meget andet) Victoriafaldene og nogle pragtfulde nationalparker.

En hvilkensomhelst ferie på dette fantastiske kontinent er én lang og underskøn naturoplevelse – krydret med enkelte ‘spændende’ episoder.

Det sværeste ved dagens opgave var at vælge…
Billederne kan forhåbentlig klikkes større.

Koraltræ i Sydafrika	Protea (SA’s nationalblomst)	Flaskerensertræ i SA
Okavango	Okavango. Termitbo med naturlig voldgrav.	Okavango set lidt fra oven.
Zimbabwe – Matobo Hills: “Mother & Child”	Victoria Falls, Zimbabwe	Nydelige fugle har de også dernede.

De sidste dages…

Ferie, altså.

For hellige, det er vi ikke, må vi indrømme. Tim og jeg har længe haft meldt os ud af den forening, vi nok ellers rent samfundsmæssigt forventes at være medlemmer af. Vi er Fisk. Høhø. Og agnostikere. Lad dog folk tro, hvad de vil – vi ville bare ønske, at alle i hele verden holdt deres tro inden i sig og beholdt den dér. Hvorfor pådutte andre ens tro? Enhver tro er da enhvers egen sag. Langt de fleste krige grunder i tro. HVORFOR??? Det kan da være så inderligt ligegyldigt – de fleste religioner er langt yngre end universet, og hvorfor skulle den ene gud være mere ‘ægte’ end den anden? Alle kender åbenbart Sandheden. Hvordan kan alle det, når Sandheden lige så åbenbart ikke er den samme Sandhed for alle?
Nå – det bliver vist for stort, dette her, så jeg vil holde mig til ferien i Nordjylland.

Vi har besøgt Bangsbo Museum. Det var helt o.k., specielt Modstandsmuseet. Vi undrede os dog over et par ting fra hovedhuset: Det har haft adskillige ejere gennem de sidste mange, mange, mange år. Hvorfor mon det? Normalt er en (specielt en stor) gård noget, man [= slægten] beholder i mange, mange, mange år, men Bangsbo havde flere gange kun haft den samme ejer i et, to eller tre år. Por qué???. I 1944 overgik det til Frederikshavns Kommune. En slægtsgård er det derfor godt nok ikke. Den ejer, der i nyere tid har gjort mest ud af stedet, er Johan Knudsen.

En anden ting, vi undrede os over, var, at næsten alle rummene i hovedhuset var indrettede meget fint i en eller anden tidsånd. Men. De viste bare ikke det, de burde have gjort ifølge skiltet uden for rummet. F.eks. kan ovennævnte Johan Knudsens ‘soveværelse’ absolut ikke have været Johan Knudsens soveværelse, men det var skam et fint kabinet i klunkestil.
Hans hustrus soveværelse ved siden af var en anden type kabinet, men ingen af de to interiører har nogen sinde bare snuset til et soveværelse.
Samme fænomen gjorde sig stort set gældende i resten af bygningen. I køkkenet stod der en himmelseng! Hvorfor i himlen dog det? Anbring da den seng i et af de soveværelser, der ikke indeholdt nogen senge. Viktualierummet var fyldt med Europas Største Samling af Smykker Lavet af Hår. Det var i sig selv en meget spændende udstilling, men den gjorde det ikke nemt at forestille sig, at hvor den befandt sig, havde der engang været viktualierum, hvorimod udstillingen i sig selv kunne have gjort sig til et hvilket som helst andet sted i huset end viktualierummet… Det eneste næsten helt autentiske rum var havestuen.

Nå. Ud over al denne kritik blev det ydermere et allerhelvedes blæsevejr. Fredag morgen blev et par stykker af os vækket af en masse larm: Havestole, parasoller, parasolfødder og, ikke mindst, låg og skorsten til vildmarksbadet fløj om ørerne på os og landede de mest underlige steder. Værtinden sagde, at det skulle vi bare tage helt roligt – det sker med jævne mellemrum og det samler vi sammen, når vinden har lagt sig. Godt så. Vi parerede ordre og lod tingene flyde. Æbletræet havde blæsten høstet, og Charlotte blev lidt bekymret for sejlturen hjem til England…

Fredag aften skulle vi lige ud og se på stranden bølgerne ved Nørlev Strand. De var nu skuffende lave, for vinden kom fra stik nord og derfor parallelt med kysten. Til gengæld var vinden ret voldsom, og Anna, som ellers er med på hvadsomhelst, ville meget hurtigt ind i bilen igen, efter hun blev blæst omkuld i samme øjeblik, hun slap fars hånd. Aubrey nægtede pure overhovedet at forlade bilen efter at have mærket suset, da John åbnede førerdøren
Heldigvis kunne vi køre helt ned på stranden, så vi kunne godt tillade os at lade ungerne være i bilen, mens vi (i ca. fire minutter) nød elementernes rasen.

Vi iagttog solnedgangen inde fra bilen. (“Seeee børn, hvordan solen går ned i vandet. Den skal nemlig også i bad, inden den går i seng.” Holddaheltop, hvor er vi da bare helt vildt pædagogiske). 
Det var meget, meget smukt, men ingen af os havde tænkt på at tage kamera med.

Pyt. Det har været en rigtig god ferie. På trods af, at jeg har haft det af Pommern til det sidste par dage. Kvækket som en frø = RET ondt i halsen. Tilstoppet og/eller løbende næse. Alment uvelbefindende. Den Store Heltinde Ellen Siger Tappert Til Mand og Resten af Familien: “Narrj, jeg har det da fint. Jeg har ikke feber, så det skal I slet ikke tænke på – det er overstået lige om lidt”. Jeg mener det skam også. Og har i tre dage ageret, som om der næsten intet var i vejen – har bare indtaget en hel del forskellige pulvere, som skulle være effektive, når de opløses i varmt vand. Jeg vil gerne tro på det og gør det næsten også, så derfor virker de.
Men nu er jeg flad.

Så jeg går flad, men glad i seng lige om lidt.
Hvis alle havde et lige så godt liv som mig, ville verden se meget bedre ud.

VERY traditional Danish food

Jeg havde fundet en mager sylte; det kan vi godt lide at spise en gang imellem, og Tim elsker at få serveret ‘Traditional Danish Food’ – så føler han sig så autentisk
Han skævede nu lidt til den sylte og spurgte, hvad den var lavet af. Nu havde vi besluttet os til at være onde mod ham, så vi sagde ligeud, at det var ‘a pig’s head’. Han så ret sjov ud i ansigtet, men lyttede trods alt, da vi supplerede med, at man normalt spiser sylte med sennep og rødbeder.
Han så skeptisk til, hvad John gjorde, men abede alligevel efter. “Hmmm; this certainly looks very traditional…” Og… stor overraskelse; ikke mindst for ham selv: han elskede det nærmest… spiste resten af sylten – tre rundtenommer blev det til. Det var dagens frokost… I går blev han introduceret til en særdeles gammel ost. Vi kiggede spændt på ham, men han syntes, den var ualmindelig god og spurgte, om de kunne få noget med hjem.
Tims favoritret i Danmark er æbleflæsk med kartofler og persillesovs. Første gang, jeg serverede det for ham, spiste han så meget, at han var helt dårlig bagefter.
Han er blevet rigtig god til at spise rugbrød. Han er madmæssigt meget integreret, og han bor ikke engang i landet.

Onsdag gik turen til Rubjerg Knude og det tilsandede fyr. Puhhhh, der er godt nok langt op ad nogle forholdsvis stejle sandklitter – og de virker endnu stejlere, når en lille Aubrey vil bæres. Ved fælles hjælp gik det dog.
Anna gik selv; hun syntes det var sjovt og var meget stolt af at have klaret hele turen på egne ben.

I dag til Løkken og køre en tur på stranden – først i bil og så på cykel.
Tim: “Oh, Anna, isn’t this exciting? We are going on an adventure!”
Anna: “Nooo, daddy! We are going on our bikes!”
 

Billede i midten til højre: Til højre i billedet en luftspejling af land ca. 50 km væk. Jeg har lært noget nyt i denne ferie – luftspejlinger og fata morganaer hører ikke kun til i ørkener.

I eftermiddags, bedst mens ungerne høvlede rundt i huset og legede på livet løs, kom der en meget stor lyd fra det øverste af Aubreys nederste halvdel, hvis I forstår, hvad jeg mener. De hylede begge to af grin over den usædvanligt store… lyd. De gik helt i selvsving over det og blev ved med at grine og bare grine og grine. Lige pludselig stoppede Anna brat og sagde: “Aubie… why are we laughing?”, og Aubrey sagde: “We laugh ‘cos I was a big por’tis”.
Det var her, vi andre begyndte at smile højt.  Den er meget indforstået, men det er en lille, engelsk drengs forsøg på at udtale ordet “prutfis”, som er Charlottes, måske lidt hjemmelavede, ord, som hun bruger, når udblæsningerne bliver hørbare hos poderne: “Hovsa – hvem var det, der var en prutfis nu?”

Køerne kan ikke komme tættere på, for så er de helt inde i huset. På den anden side… hvem var det, der klagede over mangel på fersk kød?

Oceanariet, Grenen og skagensmalerne

Vejret blev ganske som forudsagt – høj, blå himmel… men en del vind og derfor bidende koldt.

I går var vi på Oceanariet i Hirtshals. Sammen med omkring ½ million andre mennesker. Det er efterårsferie, og det er ved at være en del år siden, vi har holdt efterårsferie i efterårsferien. Sidste år havde vi lagt ferien i uge 44, og alt havde lukket for sæsonen. Det var lige kedeligt nok, så vi besluttede at holde ferie i uge 42 i år. Derfor har alt åbent, og det halve Danmark og vel omkring 3/4 af Tysklands befolkning befinder sig langs den jyske vestkyst og mange af dem ender heroppe nordenfjords. Nå – man kan ikke få det hele.

Oceanariet i Hirtshals var et hit – specielt sælariet, som er indrettet således, at sælerne svømmer hen over vores hoveder. Vi går i en slags tunnel under vandet, så de kan også svømme helt hen til ruderne, hvor vi står, og ungerne elskede det hele. Den udstoppede sæl var genstand for spørgsmål:
- Why is it lying there?
- Den er død, og så er den blevet udstoppet, så vi kan se hvordan en sæl ser ud og hvordan pelsen føles, når man rører ved den.
- … o.k. So, when it isn’t dead anymore, then it goes back and swims again, right?
Den lod vi hænge…

I dag allerførst en smuk solopgang. Denæst, efter alle havde fået øjne og morgenmad, kørte vi  mod Grenen og Skagen – specielt Skagens Museum havde Tim glædet sig så meget til at se. Han studerede kunsthistorie som bifag på universitetet; deraf interessen for kunst – skagensmalerne var ikke en del af pensum; dem havde han kun hørt om via Charlotte. Han blev ikke skuffet og gik ivrigt rundt på museet, hvor vi så dem alle sammen; alle fiskerne, de kendte og mindre kendte klassikere og de snadrende mænd og de sladrende kvinder i klitterne.
Klitterne… uha… bare inde på parkeringspladsen oppe ved Grenen var vinden ekstra bidende kold, og Aubrey var derfor på forhånd meget negativt stemt for at deltage (I want to go to mommer’s house. Now!)
Vi tog Sandormen ud til Grenen. (Yesss! En traktor! Jubiiii! SÅ er Aubrey med på den værste).
Tim er meget interesseret i luftspejlinger; et fænomen, man kan opleve under bestemte, fysiske betingelser. Disse var, sikkert til ære for Tim, til stede i dag, for vi kunne se Læsø i horisonten. Det er en fysisk umulighed, og det var da også… en luftspejling.
Vi tog nogle billeder og den næste Sandorm tilbage.

Til sidst Gl. Skagen – vi skulle have det hele med. På vejen hjem skulle vi finde et sted at handle. I går gik det galt, fordi vi – efter anbefaling – kørte til et såkaldt supermarked ude ved Skallerup Feriecenter, ‘for der kan man få alt’. Man kunne ikke få fersk kød, så der fløj fantasierne om den stegte kylling væk fra dagens menu. Jeg blev så sur, at jeg endte med at købe forårsruller og biksemad. Dybfrossent. How Low Can You Go? Jeg kunne selvfølgelig også have købt dybfrosne, neutralmarinerede kyllingelår, men jeg har trods alt visse principper tilbage, så det nægtede jeg simpelthen pure. 
I dag viste det sig lige så umuligt at finde fersk kød. Findes det slet ikke i Nordjylland? Jeg måtte kapitulere og købe frossen kylling, hvilket overhovedet ikke passede mig. I morgen kører vi til Hjørring – dér må vi da kunne finde en virksomhed, der forhander fersk kød.

Hvis nogen skulle være i tvivl efter disse udgydelser, så stornyder jeg stadig ungerne, og jeg er heldigvis også endnu i høj kurs hos dem, så jeg har travlt. ‘No… Mommer do it!’. Dette går lige fra at tage tøjet på om morgenen, via fastspænding i autostol og senere løsning af ditto + iføring af masser af varmt tøj; senere aftagning af samme, osv. osv. Så jeg er næsten lige så udmattet som ungerne efter sådan en begivenhedsrig dag.

Efterårsferie – de første par dage

Vi startede lørdag morgen med at pakke bilen til bristepunktet, for der skulle medbringes en hel del legetøj. Og andet.
Dernæst i Brugsen og proviantere, så vi var sikre på ikke at skulle handle mere før tidligst mandag. John påstod, da jeg betalte, at vi ikke behøvede at handle mere på denne side af jul…

Af sted, af sted. Efter et kvarters tid: Århhh John – jeg glemte alligevel noget… Han fortrak ikke en mine og vidste lige, hvor der lå en købmand på vores vej, så dér kørte vi ind. Og mødtes af følgende skilt, sat på døren under “VELKOMMEN”:

Jamen, du godeste – alvorlige konflikter mellem hvem? Personalet indbyrdes? Med sundhedsmyndighederne? En umulig teenagedatter? Vi blev en anelse nysgerrige, men var ikke i tvivl om, at vi var nødt til at finde os et andet sted at købe det sidste…

Det gjorde vi, og vi fandt også feriehuset, som viste sig at være en totalrenoveret aftægtsbolig til en gård. Med masser af plads og meget hyggelig og børnevenlig. Vi blev hilst velkommen af værtsfamilien, fik pakket det hele ud af bilen og ventede så bare med længsel på englænderne, som skulle komme direkte fra færgen, som lægger til i Esbjerg.

De kom kl. 17, og vi har hygget os lige siden.
På trods af et stædigt vedholdende regnvejr i dag, søndag, tog vi til Lønstrup og bagefter til Mårup kirke, som er ved at blive pakket ned for ikke at ende i havet. Beboeren af gravstedet herunder må føle sig lidt ensom og uplejet efterhånden. Træet giver dog ikke op, men læner sig stadig beskyttende hen over ham/hende (vi kunne ikke læse inskriptionen).
Kirken blev bygget to kilometer fra havet; sidste gang vi så den for 16 år siden, var der vel godt 100 meter ud til kanten, og i dag kan den i princippet styrte i havet når som helst.

Regnen blev for voldsom; vi kørte hjem og tilbragte resten af dagen og aftenen indendøre.
I morgen Hirtshals med Oceanariet. Tirsdag Skagen, for dér bliver det godt vejr, siger vores værtinde, og det har hun ganske givet ret i…

De sidste feriedage

Onsdag, 5. august. Dagens distance: nul km.

Med andre ord: Vi har ikke lavet en pind hele dagen andet end at gå rundt om pynten her på Ekön, nydt skærgården og i øvrigt det helt fantastiske vejr.
Også her på campingpladsen er der Fastliggere med stort F. Se bare dette arrangement. Andre har deciderede små haver, som de går og passer og pusler så nysseligen om.
Jeg har fået alt for meget sol i dag (blevet pinligt rød på hele frontpartiet på trods af SPF 15)… derfor fryser jeg, selv om det stadig holder sine tæt mod 20 grader kl. mere end 20. John overtalte mig ikke desto mindre alligevel til at komme med ned til klipperne nede mod vandet, for det var blikstille og fuldmåne og meget smukt og det synes han, jeg skulle opleve. O.k. da – det var lidt svært at finde en hurtig undskyldning, så jeg følte mig nødsaget til at hive et par cowboybukser og min nye, norske striktrøje på. Det var nu ulejligheden værd, for smukt viste det da sig helt bestemt også at være. Månen kan ikke blive mere fuld end hvad vi oplevede lige her, og den spejlede sig så fornemt og selvsikkert i vandet. John prøvede at fotografere synsindtrykket, men det var vist ikke helt nemt. Det tog i hvert fald lang tid, og der var mange myg, der i høj grad benyttede sig af lejligheden. Hov – hvad sagde jeg? Myg? Jamen, de måtte vel også indfinde sig på et eller andet tidspunkt… OFF! var desværre efterladt i camperen, så jeg måtte nøjes med at vifte og slå med armene.

Torsdag, 6. august. Dagens distance: 350 km.
Mål: Spjutatorpet = ”hjemme”. Camper tømt og rengjort indvendig. Vi har valgt at betale 600 SEK for, at udlejeren rengør den både ud- og indvendig, så han skal nok få lov til at gøre arbejdet… men gaskomfur, køleskab og vask kan vi ikke lide at aflevere i uren stand, og der skulle også lige støvsuges, syntes vi – og er rigtig glade for, at vi slipper for at vaske vognen udvendig; der sidder flere kilo udsplattede insekter fast rundt omkring.
Vejret er igen blevet aldeles upåklageligt, faktisk er det meget, meget varmt, men John har jo også fødselsdag – jeg har i alle de mange år sammen med ham ikke oplevet så meget som en eneste 6. august med dårligt vejr. Ret godt gået, egentlig…

Resten kan siges meget kort: Det har været en rigtig dejlig ferie, og vi må erklære os enige med de, der har påstået, at den form for ferie er stærkt vanedannende.

Fra i morgen aften er det ikke længere ”rigtig” ferie – så er det egentlig bare en weekend, inden hverdagen igen rammer os med en knytnæve lige i ansigtet mandag morgen.

Efterrationalisering:
Hvis man af en eller anden grund ikke bryder sig særlig meget om børn, er det en perfekt tur at tage – vi har kun set ganske få af slagsen; det er helt åbenbart en ferie, man først tager som midaldrende eller mere. Eller måske inden, man får børn (som parret på bryllupsrejse, der skålede i champagne ved globen på Nordkap), men de (børnene, altså) vil sikkert også kede sig bravt undervejs med de mange, mange kilometer, de skal sidde fastlåst i en bil.
Hvis man derimod holder meget af at se på fugleliv, kan denne tur ikke anbefales. Vi har ikke oplevet stort andet end skader, krager og vipstjærter – og så måger i hobetal, naturligvis. Der var så lige gråspurvene i Olderfjord, jajada, men alt i alt ikke specielt ophidsende ornitologiske oplevelser at skrive hjem om.
Vi gjorde det rigtige ved at køre op gennem Norge og hjem gennem Finland/Sverige. En venlig sjæl havde på sin hjemmeside (kan desværre ikke huske adressen) fortalt, at det er måden at gøre det på, for Norge er ikke kønnest i modlys; man skal nyde alle de fantastisk smukke fjorde med solen i ryggen. Det havde han ubetinget ret i – tak for det, hvem du så end er, for det havde vi slet ikke tænkt på.

Vi havde hørt så meget om den forfærdelige myggeplage, man må finde sig i på en tur som denne, men det har da ikke engang været så slemt, som det kan være i Danmark på en sommeraften. Jeg ved ikke, om det for mygs vedkommende er ved at være sent på sæsonen, men jeg var i hvert fald overrasket over, hvor få gange vi oplevede, at der overhovedet var myg.

Man skal så absolut bruge så meget som muligt af tiden i Norge. Ikke et ondt ord om svenske skove, for de er skam også dejlige, men når man har kørt langs med, henholdsvis igennem, 2000 km. svensk skov, er man efterhånden overbevist om, at variationen er begrænset. De norske fjelde, fjorde og fosser kan vi derimod ikke blive trætte af. Det virker ikke ensformigt, men nyt og bare næsten uvirkeligt smukt næsten hele tiden. De to dage, vi endte med at tilbringe på Ekön, kunne vi, hvor smukt der end er dér, have brugt mere fornuftigt ved at starte i Reine på det sydligste Lofoten og så køre op gennem hele den smukke øgruppe.
Det høje nord passer vældig godt til os, men ud over det har vi nok også været ualmindeligt heldige med vejret. Oplevelsen havde sikkert været en kende anderledes, hvis vi havde haft to uger med silende regn og temperaturer mellem 10 og 15 grader.
Vi havde camperen i 14 dage. Vi skulle have lejet den for tre uger – det var alligevel ikke blevet forfærdeligt meget dyrere, for, fordi vi kun havde 3400 ”fri kilometer”, kommer vi til at betale for en masse ekstra – vi har kørt 5342 km, og vi kommer til at slippe 1,8 svensk krone for hver af de næsten 2000 km, vi har kørt ”for meget”. O.k.; det svarer ikke til en uges camperleje, som var 6650 SEK, men alligevel…
Vi var blevet anbefalet at tage ud på Vardø, helt ude mod det yderste øst (man kommer næsten til at tænke på Terje Vigen: ”Der bodde en underlig, gråsprængt enpå den yderste, nøgne ø…”), men det kunne vi ikke nå. Hvis vi gør turen igen, hvilket absolut ikke er udelukket, vil vi sørge for at have tre uger til den.

Endnu et uddrag af en landsbydames dagbog

Torsdag, 30. juli. Dagens distance: 204 km.
Så nåede vi til Alta og bor på Alta Strand Camping, hvorfra der er 240 km. til Nordkap, 1863 til Nordpolen og 2252 til København (se slut i forrige indlæg). Så fik vi lige styr på det.
Det er en dejlig by, hvor folk gør meget ud af deres haver. Nogle steder er der en blomsterrigdom, som jeg slet ikke havde forventet her. Koldt og goldt? Langtfra.  
Og endelig har vi set rener på vores vej. Som samme rener også mente, var lige så meget deres vej, men det var nu så vældig hyggeligt langt om længe at møde de små krabater. For små, det er de altså, og de ser ualmindelig tåbelige ud bagfra, når de løber – et underligt, kalveknæet løb, hvor bagbenene bevæger sig fra midten og ud til siderne på en ubeskrivelig, men ret morsom måde (har taget et videoklip med en af dem). Vi så oven i købet flere hold rensdyr i dag.
Himlen over Alta er meget høj og meget blå; træerne (for her er stadig træer) er meget lave og meget grønne. John læste i en nyerhvervet turistbrochure om   Finmarken, at Honningsvåg ligger 150 km nord for trægrænsen, hvilken altså ikke er så forfærdelig langt herfra. Så blev det da vist opklaret, det med træerne. Det holdt så bare ikke vand – se dagbog for i morgen; der er træer næsten helt til Nordkap. De er godt nok små, men de er der.
Her er 20 grader i skyggen – vi kunne lige så godt have siddet helt langt nede sydpå, så flot og varmt er det. Sad ude og nød solen længe. Træerne er som sagt ikke særlig høje, men det er tydeligt at se, at nogle af dem er gamle – der er noget helt bonsaiagtigt over nogle af dem – se bare fyrretræet herover. 
Johns Visakort er blevet spærret. Først kunne han ikke betale for diesel på det i går, hvilket han bare kløede sig lidt i håret panden over og brugte så sit Diners. I dag kunne han heller ikke hæve kontanter (godt han havde Diners), og nu begyndte han at lugte lunten. Jeg havde hele tiden haft i tankerne, at han nok burde have fortalt sin bank, at der ville komme en postering på 18000 SEK for leje af + depositum for camperen. Det havde han ikke lige fortalt nogen bankfolk, og nu spærrede Visa altså kortet, fordi han har brugt over 20000 kr. inden for en måned. Det krævede da heldigvis kun en opringning til banken, som lovede, at han ville kunne bruge kortet igen i morgen.
Nu gider vi ikke have flere uheld med den fjollede kaffe, så i aften lavede John Nescafé udenfor…
Dagens myggerapport: Ingen, eller i hvert fald kun meget få.

Fredag, 31. juli. Dagens distance: 378 km.
Vi gjorde det sgu! Kl. 13:30 ankom vi til Nordkap. I absolut meget skinnende og meget højt solskinsvejr. Der var simpelthen frit udsyn lige til Nordpolen, og hvor mange dage om året af den slags er der nu lige her? Vist ikke ret mange, men vi ramte, gjorde vi. HA! Godt timet. Fra Alta var der 1863 km. til Nordpolen, men her fra Nordkap er der nu pludselig 2093 km. Mig ikke forstå. Man påstod også i Alta, at der var 2252 til Kbh., men fra Nordkap er der 2756 km. – en forskel på 500 km, men vi har kun kørt 240 for at komme fra Alta til Nordkap. Af ret så snoede veje, så en fugleflugtslinje ville formentlig have reduceret denne afstand en hel del. Mig derfor stadig overhovedet ikke forstå… Og jeg ved ikke, hvem jeg skal spørge for at få det rigtige svar. Jeg vil forsøge at google mig frem til det, når vi er hjemme igen.
Det var en meget flot tur herop, og vi er begge særdeles glade for, at vi alligevel ikke sprang denne sidste del af turen over (som vi havde talt om hjemmefra at gøre). Der er træer (små, men det var træer) hele vejen, undtagen helt ude på Magerøya (Nordkapøen), som var meget gold, men alligevel spændende på sin egen måde, for der var intet rækværk og dermed frit fald, hvis man skulle køre af vejen. Men hvorfor skulle man nu også det? John er heldigvis en sikker chauffør, så der var slet ingen fare, men jeg må alligevel indrømme, at jeg koncentrerede mig en tand mere end normalt om mit strikketøj ind imellem. Inden vi nåede så langt som til Magerøya, var der et utroligt spændende landskab med raukarlignende klipper (sådan nogen, som vi kalder for pandekageklipperne på Øland): Meget tynde lag på lag på lag af… ja, af hvad? Skifer? Det lignede skifer. Og har vi set rensdyr i dag? Ork ja, det har vi da… masser, masser af rensdyr. I hundredvis, faktisk. Overalt i landskabet og ikke mindst på vejen. Det gik præcis som spået: Først var det enormt spændende at møde rensdyr. Efterhånden tog vi det mere og mere nonchalant, og til sidst tænkte man bare: ”Øj, mand; ikke et til. Kom nu af vejen, for pokker, vi skal videre.” Men de er nu stadig søde. De har så mange forskellige skind; spændende fra næsten helt hvide over forskelligt spraglede til helt koksgrå. Og de har meget store (og meget lodne og forskelligt udseende) gevirer i forhold til deres ringe størrelse. 
Skal vi nævne omkostninger? O.k. – det er vel ikke helt comme il faut, og måske også lidt lige meget, for vi vidste godt, at det ikke var gratis, men her følger så alligevel priserne – Nordkap er da godt nok blevet en industri: 507 NOK for at få lov til at køre igennem tunnelen. Få lov til? Der står der ikke en lyd om afgifter, inden vi kører igennem (vi vidste godt, at det kostede en del, men det er sagen uvedkommende), men når man så er kommet gennem tunnellen, ligger betalingsanlægget der. De 507 kr. er for en 6-12 m lang bil og to personer. Pr. vej! Med andre ord 1014 NOK, hvis man vil hjem igen. Det vil vi egentlig gerne. Trods alt.  Så kommer vi til indgangen til Nordkapklippens parkeringsområde. 215 kr. pr. person for at få lov til at køre ind på området. 430 NOK for at få lov til at kigge ud i ingenting, kan man en anelse flabet sige. Men o.k. – billetten gælder i to dage. Man kan blive her eller køre frem og tilbage, så mange gange, man lyster… dog ikke gennem tunnellen – man må pænt blive på Magerøya.
Der var et turistcenter med restaurant og butik. Fandt en køleskabsmagnet med termometer. Jamen sådan et kunne man jo få brug for…
Vi købte også to krus + en cap til John med ”Nordkap” diskret påtrykt.

Selv om det var sidste chance for at se døgnsol heroppe, endte vi med at køre tilbage, for der var maaange timer til midnat, og Nordkapklippen er trods alt bare en klippe, som er kold og gold og hvor det blæser meget og hvor der absolut intet er at foretage sig. Jeg ville snildt kunne have brugt tiden på at strikke eller læse eller løse krydserpåtværs, men John bliver så forfærdelig rastløs… Det er også lidt lige meget, for nu har vi været der, og det var en rigtig god fornemmelse – også her midt på dagen.
Skal sandheden frem, så har vi heller ikke meget lyst til at ”indvie” toilettet i camperen, for aftalen går på, at den af os, der først behøver at bruge det, erhverver dermed tømningsrettenpligten, og det er der absolut ikke nogen af os, der har lyst til. Det kan godt være, det ikke er så slemt, men ingen af os har mod på at prøve.
Næste gang, vi kommer :whistle: vil vi sørge for at ankomme meget sent…
Vi kørte så langt tilbage som til Olderfjord, hvor vi tilbragte natten på byens campingplads, og fejrede begivenheden med at grille det føromtalte rensdyrkød. For POKKER, det var godt. Meget lækker og speciel smag. Det var kanongodt, faktisk.  
Vi har gråspurve her lige ved siden af os, som vi sidder og indtager vores aftensmad – sådan nogle har vi ikke set siden Sydsverige – de sad og kiggede nysgerrigt (bedende?) over på os, så jeg skyndte mig at hente lidt brød og smuldrede det til dem. Det rygtedes hurtigt ude i byen, at der blev serveret mad på plads nr. 9, så vi oplevede mange små gråspurve, der lige skulle her forbi og fouragere. Meget hyggeligt. Nogle af dem tog deres børn med i byen og sad og gav dem mad i det lille piletræ lige ved siden af. Da alle fuglene var affodrede, vendte vi atter blikket ud mod fjorden og blev dybt fascinerede af en familie, der gik i vandet! Helt ærligt, vi er ved Polarhavet, for pokker! Respekt. Jeg ved godt, at der er noget, der hedder vinterbadere, men det er noget andet…
Campingpladsen kostede kun 150 NOK for plads og el og uden myg. Næsten uden myg.

Se bare – det blæser, og det er koldt, men det er helt klart klart vejr. Flot vejr. Faktisk noget klarere, end billedets skarphed kunne antyde, men det er taget med Johns kamera og fylder dermed ½ harddisk. Ca… var nødt til at komprimere det meget, og så røg skarpheden altså åbenbart (?) (Hjelmene nederst til højre tilhører ikke et par begravede Aliens, der lige skal foreviges her ved globen, men det belgiske brudepar, som ankom på motorcykel.)

Vi var blevet anbefalet at, når vi nu var så højt mod nord, tage ud på Vardø, helt ude mod det yderste øst (jeg kommer til at tænke på Terje Vigen: ”Der bodde en underlig, gråsprængt en på den yderste, nøgne ø…”), men det kunne vi ikke nå. Hvis vi gør turen igen, hvilket absolut ikke er udelukket, vil vi sørge for at have tre uger til den.

Uddrag af en landsbydames dagbog

Der har været totalt dødt her på bloggen i tre uger. Jeg har været på ferie, men det er nok ikke nogen hemmelighed. Den var skøn, ferien altså, og jeg kan ikke dy mig for at skrive lidt om den – jeg belaster jer måske oven i købet med et dagbogsuddrag eller to til. Men for pokker, hvor har jeg har travlt nu – der er mange blogge, der skal besøges og læses, inden jeg er ajour med jer igen. Vi mødte kun en enkelt campingplads med internetadgang for gæsterne, og jeg valgte at springe det over – så var der bare gået alt for mange timer med det. Jeg har dermed lige klaret mig tre uger uden (net)forbindelse med omverdenen, hvilket er ny, personlig rekord.
Blogge skal læses, haven (krukkerne) skal gennemgås og nusses om, ferietøjet skal vaskes, og så forlanger man oven i købet, at jeg tager på arbejde på mandag. Strengt.

Jeg tager lige et hop ind i feriedagbogen, som nåede op på 10 A4-sider:

Mandag, 27. juli. Dagens distance: 440 km.
Kørte fra Tärnaby i Sverige kl. 08:45 med kurs mod Narvik.
Vejret tegnede ikke for godt om morgenen, men det blev godt, så snart vi nåede på den anden side af fjeldet og ind i Norge. Det er også blevet varmt… jo højere mod nord, jo bedre og varmere vejr, åbenbart. Det har været en vidunderlig smuk tur hele vejen, med vand, vand og atter vand – fosser og fjorde i stor stil. Har plukket blåbær til morgenmadsyoghurten.
Nåede til Ulvsvåg ca. 100 km. syd for Narvik. Fandt en plads helt ud til vandet, så vi kan se Lofoten på den anden side. Sad ude og spiste i dejligt solskin.
Stadig hverken rener eller elge! Kun advarselsskilte mod dem…
Den ene af vores naboer sidder og strikker. Det gør jeg også. Vi smiler til hinanden og løfter strikketøjet til en hilsen.
Kl. 23 var solen endnu ikke gået ned. Men tæt på…

Tirsdag, 28. juli. Dagens distance: 325 km. Kørte kl. 08:45 med kurs mod Tromsø.
Denne dag var den første, hvor vi skulle ud og sejle for at komme videre ad E6. De skulle lige til at lægge fra, men så os komme og ventede på os, så det var helt perfekt. Der er ikke så meget med afgangstider her – man sejler sådan lidt efter behov, har vi på fornemmelsen.

Vejret er bare dejligt – sol og vel en 23-25 grader (vi har intet termometer, men det er varmt). Vi lagde til for aftenen ved Ramsfjord Camping, 30 km. syd for Tromsø. Vi vil bruge en del af dagen i morgen til at kigge nærmere på Tromsø og vil i det hele taget prøve at tage den lidt med ro heroppe, for det er området her meget højt mod nord, vi hele tiden har talt om at undersøge lidt nærmere, for hvem ved, om vi kommer igen? Den 23. juli var sidste døgn uden solnedgang, så vi kom lige fem dage for sent. Pyt nu med det – ved Nordkap er sidste døgnsol 31. juli, så det når vi nok lige.
Hvis vi sommetider kan smile lidt over fastliggere i Danmark, så er det da ingenting mod de norske: De har form som et veritabelt kolonihavehus, som man lige docker campingvognen ind til, og så har man ellers lædermøbler, radiator, terrasse og hele pibetøjet. Meget underholdende syn… Nogle er større end andre; vi så et meget stort ”sidehus” næste morgen, men det fik vi desværre ikke fotograferet – det var lige før, det var med en førstesal med høj rejsning i soveværelset og det hele.
Myg? Hvad er det? Her er ikke en myg at se. Eller mærke for den sags skyld. Fint med mig – ingen klager herfra.
Væltede et krus nylavet Nescafé om aftenen. Fandens også. Bare fordi jeg ville lege flink hustru, for jeg drikker ikke sådan noget selv. Et enkelt krus kan fylde ret meget, men det meste landede heldigvis i gaskomfurområdet, og jeg fik da langt om længe tørret op igen.

Den ene af vores naboer sidder og strikker. Det gør jeg også. Vi smiler til hinanden og løfter strikketøjet til en hilsen. Ganske som i går. Strikkere i alle lande, forener eder!

Onsdag, 29. juli. Dagens distance: kun 139 km. Kørte 09:45 mod Tromsø.
Fandt Nescafépletter på yderdøren og meget kold Nescafé på hylden nederst i køleskabslågen. Nu må det hele da være opdaget
  Under Tromsø – og jeg mener under, som i nede under, hugget ud i klippen, var der et komplet vejanlæg med rundkørsler og det hele. Underlig fornemmelse… Parkeringshuset lå også under jorden. Jeg HADER den slags. Min eneste allerallerstørste svaghed. Får total klaustrofobi og har det absolut ikke godt, før jeg er vel ude i det fri igen. Hvilket jeg på et tidspunkt var overbevist om, vi aldrig var kommet, for den udkørsel, vi først fandt, kunne camperen ikke komme igennem. Bakke, bakke, bakke, meget, meget forsigtigt. Vi måtte spørge os frem, for der var enormt dårlig skiltning – faktisk var der overhovedet ingen henvisninger til nogen som helst udkørsel i det åndssvage parkeringshus, så spørg mig lige, hvordan jeg havde det (jeg var fuldstændig stiv; både indeni og udenpå, og jeg kunne kun tale gennem sammenbidte tænder). Nå, men ud fandt vi da til sidst, og det Tromsø, som lå oven over jorden, var da en dejlig by. John og jeg købte hver en norsk trøje/jakke på markedet på Stortorget. De er så flotte. Jajaja, jeg strikker selv, men alene garnet ville have kostet mig en 6-700 kr., og så kommer hele arbejdet oveni. De er oven i købet forede.
Jeg købte også en rensdyr-yderfilet i en special- og delikatesseforretning. 676 g kød til 543 NOK kiloet; dvs. 367 NOK at betale ved kasse 1. Så er det kød godt nok også betalt, skulle jeg mene, men nu havde jeg besluttet mig for at ville prøve. Jeg fik anvisning om grilltilberedning, så vi kan kun håbe på, at det kommer til at smage godt. Mere herom, når vi når så langt.
Ved trettentiden var Tromsø gennemgået, så efter den traumatiske, underjordiske oplevelse gik turen videre gennem stadigt smukke landskaber. Og grønne fjorde… enten dybgrønne eller nærmest turkise. Her er mange flere og større træer, end jeg havde forventet. Gad vide, hvornår det stopper? Ved Alta? Eller endnu højere oppe? Ville have troet, det ville have været et meget mere goldt landskab. Vi skulle sejle to gange, så vi nåede ikke langt i dag – kun til Rotsundelv camping mellem Tromsø og Alta. (190 NOK for plads og el + 20 – tyve – kr. pr. bad. Normalt er et bad med i prisen).
Det eneste, vi hidtil har set til rener, var et udstoppet eksemplar foran en forretning i Tromsø. Er det bare en anelse skuffende? Ja sgu. Jeg havde regnet med at have set masser, masser af elge og rener på nuværende tidspunkt.
Og så har vi da i øvrigt et termometer: Kom lige i tanke om det, der ligger som standardudstyr til køleskabet. Jeg synes, luften virker kold nu, men det viste sig faktisk at være en 17-18 grader kl. 19:00, hvilket vel egentlig må siges at være meget pænt så højt mod nord. Og nu er her myg. Mange myg. Dog stadig ikke, som forventet, helt enormt mange myg, og OFF! virker efter hensigten.
Den her camper har noget imod Nescafé. Eller også kan den netop lide det, for den under i hvert fald ikke os noget: Her til aften tabte John dåsen ned i gaskomfursområdet. Han skulle sætte den på plads og troede, han havde skruet låget på, men det havde han ikke… Nå, som han selv sagde, så var spildet da tørt denne gang.
Dagens menu: Italiensk, kaldte jeg det nok så flot og med store, sydeuropæiske håndbevægelser, hvilket John grinede stort over, men altså: Venetiansk suppe (fra pose, men ganske udmærket efter lidt oppepning ). Ravioli med svampe og dertil en gorgonzolasauce (ready to use, men varmet lidt op). Der skal helst spares madlyst op til rensdyrfileten – vi skal virkelig være sultne, for så er den simpelthen bare nødt til at smage supergodt. Satser på, at den skal indtages, når vi har indtaget Nordkap.  

Her så vi mange rensdyr – de arme skind…

Om lidt bli’r her stille…

…Det er dog ikke forbi… Bare tre ugers pause, så vender jeg stærkt tilbage og belaster jer med pluk fra turen. Hvilket sandsynligvis kun bliver interessant for mig selv, men det er bare ærgerligt, for jeg kan nok ikke dy mig

Vi starter i morgen med at køre på ødegården for at opholde os der til på fredag, hvor vi kører hen og snupper den lejede autocamper, som vi har i 14 dage. Vi har derfor en smule travlt, for der er dæleme langt til Nordkap. Det gør nu ikke så meget, for jeg er udstyret med en mand med mere benzin end blod i årerne, så han har intet imod at sidde bag rattet langt det meste af tiden. Jeg har til gengæld intet imod at sidde ved siden af og lade mig befragte, så vi passer helt fint sammen her. Også her, må jeg hellere skynde mig at sige

På ødegården har vi, som før nævnt, ingen internetforbindelse, så jeg regner ikke med at være i forbindelse med resten af verden i de næste tre uger. Jeg har dog til gode at opdage, hvordan campingpladser er udstyret i dag, hvad internetforbindelse angår – det er efterhånden mange år siden, jeg sidst har camperet.

Billederne er alle venligst udlånt fra www.visitnorway.com – men vi kunne lige så godt selv have taget de tre første, som er fra steder, vi har været. Det sidste er målet.

Men hav det i hvert fald godt så længe, folkens. Og til jer, der har eller snart skal have ferie: God ferie – nyd den – men det behøver jeg vel ikke at sige?

Tilbage til… hverdagen

I hvert fald i endnu et par uger inden den ‘rigtige’ sommerferie.

Havde en skøn ferie i England og nød selvfølgelig at være sammen med Charlotte og børnene. Projekt Renovering af Middelalderhus er fremadskridende, men der er laaaang vej endnu. De er på den anden side også nået langt og har fået et vidunderligt køkken. Badeværelserne er også blevet flotte, og jeg kan sagtens forestille mig huset, når det engang bliver færdigrenoveret.
Siden mit sidste besøg derovre er huset blevet minutiøst gennemgået af eksperter, og en af dem har begået et lille hæfte med husets historie (mod betaling… man får desværre ikke så meget forærende her i livet).
Den ældste del er dateret til 1410, og dermed præcis 100 år yngre end huset, de flyttede fra. Det har været igennem 9 ‘faser’, inden det blev til det, de nu er ved at istandsætte. Det er ret spændende at følge med i, og jeg har læst bøger og glossarer om ‘Timber-Framed Buildings’ som sengelæsning under mit ophold derovre, og jeg er blevet en hel del klogere på den slags. Det er faktisk meget spændende, og jeg ser på gamle huse – og dem er der mange af i England – med helt nye øjne nu. 

En enkelt udflugt blev der dog tid til. Til Bowood Castle, som er et meget smukt Georgian House (engelsk underdrivelse – det var ENORMT) og en fantastisk park, designet af Capability Brown, og sidst, men ikke mindst, er der anlagt et kæmpestort legeområde. Med blandt meget andet et sørøverskib og et helt hus med en stor Ball Pool.

Hvis nogen skulle være i tvivl: Det var i høj grad hedebølge, mens jeg var der…

April in Paris

Vi nåede til Paris efter en irriterende oplevelse med en bilnøgle, der havde svært ved at gå i på færgen, og en bilnøgle, der pure nægtede at gå i tændingen på Ostetal Rasteplads mellem Hamburg og Bremen. Vente, vente, vente to timer på ADAC, som kunne fortælle os, at ja, låsen var ganske rigtigt gået i stykker. Den flinke mand fik den dog i efter at have sprøjtet mindst ½ liter flydende grafit ind. Vi havde derefter valget mellem at tage direkte på et Toyotaværksted, eller også skulle vi “bare” lade nøglen blive i låsen under resten af vores ferie. Vi valgte det sidste, men det er altså en dyb hemmelighed, som ejermanden af bilen aldrig må få at vide. Der blev lagt en pude over tændingen, mens bilen holdt i parkeringshuset lige over for hotellet, og så holdt vi ellers ferie.

Vi begik én væsentlig fejl: Vi havde glemt, hvor små værelserne og sengene er i Frankrig. Vi var tre piger; den ene fik eget værelse, den anden og jeg skulle dele et. Vi gloede godt nok lidt på hinanden, da vi så sengen… så tæt tror jeg ikke engang, jeg har ligget sammen med John i flere nætter i træk. Vi mente, at man skal være både meget ung og meget forelsket for at kunne dele den seng og samtidig synes, det er rart. Vi var så ikke lige hverken det ene eller det andet. Vi holder meget af hinanden, men vi ligger normalt ikke i ske… det her var lige meget nok… og neiiiiij, hvor vi begge glædede os til at komme hjem og brede os igen.

Vi boede højt oppe på Montmartre, så det var ikke noget problem at få et udsøgt måltid varm mad (løgsuppe, efterfulgt af havtaske med blandet grøn salat med en skøn dressing), selv om vi først ankom kl. 23. 
Næste dag fandt vi nærmeste Metro og susede ind på Concordepladsen, gik gennem Tuillerierne og hen for lige at se Pyramiden i Louvres gård.
Café au Lait på en gade, der var én lang planteskole. Og er man forfulgt af vildsvin? Selv her midt i Paris står der saftsusemig et og griner af mig.

Udsigten fra Sacre Coeur var forrygende; det samme var den fra toppen af La Defence.

Og Pompidoucentret og Operaen. Vi gik og vi gik og vi gik og vi gik.  

Jeg har ikke taget billeder fra shoppingafdelingen af vores ferie. Det kan næppe interessere nogen. Jeg købte en Foie Gras fra en dame i en lille biks på Ile de la Cité. Hun forstod at sælge varen: “Det er fra vores egen økologiske gård i Puilly. Smag bare her, hvor god den er. Se prisen – det er billigt. (Det var det faktisk. Men alt er jo relativt). Og så skal I drikke denne vin til – her, smag endelig – den passer perfekt i smagen til min Foie Gras. I får en flaske gratis pr. to glas Foie Gras” Det havde hun selvfølgelig helt ret i, altså det med den perfekte smag, så vin og gåseleverpostej røg med i indkøbstasken.
Jeg ved godt, hvordan det bliver lavet. Jeg ved godt, det er politisk ukorrekt at spise det. Men jeg er vild med Foie Gras. Beklager, men sådan er det. Og endelig har jeg ikke tænkt mig at fortælle John, hvad prisen var…

Det er bestemt ikke nemt at få et dårligt måltid i Paris, og det lykkedes os da heller ikke. I “Den gamle Bardisk” (et eller andet med le Zinc i Latinerkvarteret) fik vi feriens sidste måltid, hvor vi valgte hvide asparges med Sauce Mousseline til forret. Pyhhhha – her fik vi godt nok en smørration, der kan dække hele resten af 2009 og måske yderligere et par år, men for s…., hvor var det godt. Det var tartaren “med et stænk cognac”, ostetallerkenen og vinen også. Vi kunne knapt nok trille ud af restauranten.

Det var bare April in Paris.

Ovenfra

Mandagstemaet er ovenfra. Det er næsten for oplagt og måske en anelse fantasiløst fra min side, for det skal handle om flyvning.

Den mest intense oplevelse, jeg nogen sinde har haft “ovenfra”, var flyveturen i et lille 6-personers fly over Okavangodeltaet.
Med en pilot, vi troede var en passager, indtil vi så ham sætte sig bag rattet, eller hvad det nu hedder i et fly. Roret, hedder det vist. Hvorfor mon egentlig det? Nå, men han var så UNG! Han så smaddergodt ud og så ikke ud til at være en dag over 20. Det var dog ikke første gang, han sad bag det rat ror, kunne vi tydeligt fornemme, da vi først kom i luften.
Den føromtalte dame (som var over 80 og aldrig holdt op med at overraske os), sagde som noget af det første, da hun skulle berette om turen for nogen, der ikke havde været med: “Oh…that pilot… he was quite a dish, wasn’t he?”

Se elefanterne – og girafferne på næste billede. Og termitboene. Oh, det var så stort alt sammen.

Den næstbedste flyvetur var over Victoriafaldene en uges tid senere, men det var der et billede af her.

Jeg har ikke mere at sige… ser bare det hele lidt ovenfra.

En Fortælling (måske mest for kvinder)

Mænd må gerne læse med. Hvis I tør.

En af mine kolleger har lige ventet fire dage på, at hendes kuffert vendte hjem.
Jamen den slags har vi vist både hørt om før og også prøvet før?

Har I prøvet at mellemlande i London Heathrow, inden I skal videre ud i verden? Har I også oplevet, at bagagen ikke når frem samtidig med jer, når I har mellemlandet i LHR? Ja? OK. Velkommen i klubben med de mange medlemmer.

Da vi skulle feriere i Botswana og Zimbabwe i 2007, skulle vi mellemlande i LHR (vente vente i 4 timer); videre til Johannesburg (vente vente vente i 6 timer) for at nå endemålet Victoria Falls Airport.

Ellen (længe inden afrejse): “Jeg tror, det er en god ide at fordele vores tøj, sko, udstyr, m.m. for at helgardere os i forhold til mellemlandingen i London Heathrow. Lad os tage en halvdel hver af hinandens tøj.”
John, med løftede øjenbryn: “Næh, nej da – hvorfor dog det??? …Jeg kan bedst lide at have styr på min egen kuffert – så ved jeg hvor tingene er!” (Hrmpf. Siger du dermed, at jeg roder?). Jeg prøvede et par gange til, men opgav så…

Ok, ok, OK. Ellen pakker rodet kuffert og tilpasser sin håndbagage, så hun ville kunne undvære samme rodede kuffert i et par dage.

Hvem fik ikke sin kuffert, da vi landede i Vic Falls? I får kun ét gæt, men jeg kan give et hint: Det var ikke mig.
Vi krydsede fingre for at Johns kuffert skulle nå at ankomme til hotellet, inden vi drog videre mod syd allerede næste morgen; alternativt blive fragtet videre til den til næste overnatning på turen. Eller måske næste igen.
Efter indskrivning på hotel drog vi (eskorteret af bevæbnet vagt – vi var trods alt i Zimbabwe, hvorfor udvalget også var meget begrænset) ud og købte bukser – MEGET for store, selv til John – en skjorte og to T-shirts (meget souvenir-agtige), men der var ingen toiletsager, strømper eller undertøj at få.
Han havde da heldigvis de selvlysende grønne strømper + tandbørsten fra flyet…
Næste morgen blev vi hentet af African Routes, hvis guide var var uhyre tjenstvillig, hjælpsom og kompetent, så vi satsede på, at kuffert nok skulle indhente os.

Det gjorde den ikke. 
Da vi dagen efter kom til Botswana, havde vi ingen problemer havde med at købe, hvad der manglede af tøj og toiletsager.
Vi havde ingen ekstra hukommelseskort til vores to kameraer. “Har du ikke engang lagt DEM i håndbagagen??? De fylder jo ikke ikke en s…! Du kan have dem i din hule tand! For pokker! Altså!”     ”Jam’… der var en god lomme i toilettasken, der passede lige præcis i størrelse til de kort.”  “Yeah – meget praktisk…”
Vi manglede vores Vivitar (billedbank) til lager/backup af billeder. “Havde du også lagt DEN i kufferten??? Din bøf – det gør man da bare ikke!”  Problemet med det var nu behersket, for pga. de manglende kort var vi nødt til at rationere mængden af fotos.
“Jam’… jeg havde jo ikke forestillet mig… der var da ingen problemer sidste gang vi var i Afrika? “Nej, men dér mellemlandede vi sgu da også i Frankfurt.”

Staklen fik aldrig sin kuffert mens vi ferierede, men den stod og ventede på ham i Vic Falls Lufthavn, da vi skulle hjem igen 14 dage senere. Ribbet for alt, hvad man havde ment kunne omsættes, så den var blevet temmelig mager; indeholdt stort set ikke andet end sokker, underbukser og et par skjorter… ingen billedbank, ingen vandresko, ingen toiletsager, intet af betydning.

Da vi kom til Kastrup, var det min kuffert, der manglede, men det gjorde ikke lige så meget, når man var hjemme igen. Den kom dagen efter, og i øvrigt var forsinkelsen faktisk forudset, for vi mellemlandede i … jep, I gættede rigtigt: I London Heathrow.

John, nogle dage efter hjemkomst til DK: “Du… Ellen?” “Ja?”
“Ved du hvad, jeg har tænkt på?” “Nej?”  “Jeg tror, det er en rigtig god ide, hvis vi næste gang, vi rejser, deler vores ting i to kufferter.”
Jeg lader som næsten ingenting og smiler uskyldigt: “Det var en rigtig god ide, du fik der, John – det gør vi da bare.”

Mænd, altså

Billedet er fra Victoria Falls Airport, der er ret lille med kun to gates, som oven i købet er placeret som illustreret, så man kommer ud samme sted fra begge to Da vores fly blev annonceret, blev vi bedt om at gå til gate 2… Det gjorde vi så med et stille smil på læberne.
Jeg spurgte hviskende John, om vi ikke skulle stille os op foran gate 1, bare for at se, hvad der ville ske…
Da jeg så det blik, han sendte mig, blev jeg enig med mig selv om, at lufthavnsoplevelserne nok helst skulle betragtes som overståede for vores vedkommende.