I min søsters hus er der … godt at være

I går så jeg jeg for første gang Meretes nyerhvervede hus. Det er fra 1970, men udbygget og ændret meget siden dengang – der er intet 70’er-præg tilbage. Heldigvis.
Det er bare det FEDESTE hus! Det var lige før, jeg blev misundelig – og så alligevel ikke, selvfølgelig, men hold fast, hvor jeg lige blev begejstret her – både for hus og have, som er japansk inspireret; med hyggelige små kroge, med drivhus og en stor gårdhave, hvor der oftest er læ. To terrasser; en stor, der er halvt overdækket og en mindre, som nok ikke vil blive brugt så meget.

Badeværelset var rustikt og toscansk i sit udtryk – jeg var totalt solgt.
Huset ligger på den sidste vej i byen, så der er udsigt til åbne marker og til Tryggevælde Ådal.

jeg kunne godt lide den brændte ler-farve, de forrige ejere havde givet alle ydervæggene – igen et lidt toscansk look.
Den gamle plov fra gården kunne hun ikke nænne at overdrage til Jernladyen, da gården blev tømt, så den er kommet til ære og værdighed i et hjørne af haven efter laaang tids glemsel i et overset hjørne. Jeg mener, far fik traktor i 1956, så det er tæt på de 60 år. Tænk engang … selv om fædrenegården ikke var stor (17 hektar), var det altså meget jord at skulle trave frem og tilbage på og pløje med kun ét plovskær.

Et dejligt stort brændeskur var der også, så Merete havde meget travlt i den sidste måned på gården med at få savet op og fjernet så meget som muligt af det, der lå og bare ventede på at blive gjort ovnklart.
Det sidste billede er absolut ikke medtaget for sine vinderchancer i en fotokonkurrence, men fordi jeg ville vise storkereden, ‘nogen’ har bygget. Den anes som en lille klump på en pind lige til højre for træet til højre, men vil blive tydeligere ved at klikke billedet større.
Sidste år blev der observeret et storkepar i området, så for at lokke flere til, har man bygget seks af disse storkereder, men endnu har der vist ikke vist sig nogle overhovedet … men håbet er ikke opgivet.
Tillykke med det hus, Merete. Det er du heldigvis allerede meget glad for, så det var alligevel godt, det hele gik, som det gik.

Var det ikke noget med en kirke?

Ved en tidligere lejlighed skrev jeg om, at vi godt kunne tænke os lidt mere plads, efterhånden som de små englændere bliver større.
Lige netop det omtalte hus droppede vi igen; vi har kigget på en masse siden (dog kun på nettet) og vi er nok nået endeligt frem til, at vi vil tale med en håndværker om at få lavet halvdelen af andensalen (som nu bare er ét stort loftsrum) om til en hems. Det vil give os et rigtig stærkt incitament til virkelig at få ryddet op og ud på loftet.
Det vil også give os et permanent ekstra værelse og gøre det lidt nemmere at have et enkelt par overnattende gæster, så når jeg jobstopper, og vi ellers en sjælden gang opholder os på folkeregisteradressen, vil vi gå mere alvorligt til sagen.
Det er heldigvis ikke et projekt, der haster, for det varer længe, inden englænderne skal sove i rækkehuset næste gang: vores fælles uges sommerferie tilbringer vi i Sverige og efterårsferien er sikret på Djursland. Det bliver derfor tidligst til jul, og den har vi ikke engang truffet beslutning om skal tilbringes i Sverige eller i Danmark.

Vi kunne jo også købe en kirke.
Der kan vi formentlig få plads nok, og jeg kan til enhver tid stille mig op på prædikestolen og overskue hele situationen.

Nej, pjat, selvfølgelig køber vi ikke en kirke – men jeg skulle vende tanken om ‘kirke til salg’ et par gange inde i mit hoved, da jeg for nylig hørte, at man havde sat et antal kirker til salg.
Jeg er godt nok ikke medlem af foreningen, men jeg ser vore gamle kirker som unikke kulturminder og ville meget nødig undvære dem i vores landskab – men ingen har jo heller talt om at rive dem ned … 
Det er dog nok ikke landsbykirkerne, der ryger først ud på det åbne marked – aktuelt er det 17 københavnske kirker, der er tale om.
Interesserede kan se de 16 af dem her.
Fordi en kirke for mig mere er en smuk og meget karakteristisk dansk bygning end et ‘Guds Hus’, har jeg aldrig brudt mig om moderne kirkedesign af forskellig karakter, som fx en af de i artiklen afbildede, nemlig Bavnehøj Kirke i Kongens Enghave, så den vil jeg ikke stå i kø for at købe … jeg kan i øvrigt undre mig en del over, at man byggede kirker så sent som i 1977 – på det tidspunkt var kirkerne bestemt ikke længere overrendt i Danmark.

Jeg synes, det er en vældig god ide at udbyde kirkerne til salg; der må være en masse spændende formål, hvortil de vil være meget, meget velegnede.
Chancerne for, at en given kirke dermed vil blive ordentligt vedligeholdt, stiger sikkert også, hvis der er nogen, der har villet ofre penge på at købe den.
Hvad synes I om tanken om at sætte kirker til salg?

De gamle … og det rigtig gamle

Jeg har i snart to år været familiens nestor – hvilket egentlig ikke er nogen specielt behagelig tanke.
Selv om John er godt syv år ældre end jeg, er han ikke spor nestor, for han har stadig sin gamle far, som i dag blev 89 år. Johns forældre var kun 18 og 21 år, da det ‘gik galt’ for dem, og de var nødt til at gifte sig – og John var et af de børn, der kom til verden efter kun seks måneders graviditet ægteskab. Det var nok ikke første gang i historien, sådan noget er sket …
Johns mor døde alt for ung i 1987; kun 60 år. I de sidste 21 år har Børge boet sammen med en sød dame, en ung kvinde på bare 87 år. Børge er sandt at sige ikke for frisk mere, rent fysisk, men hvis jeg kan flintre rundt på samme måde som Ruth, når jeg bliver 87, vil jeg være meget taknemmelig. Det er Børge også … han ville slet ikke kunne klare sig uden hende.

Det kom ærlig talt lidt bag på os, at de meget gerne vil en tur med til Sverige – det troede vi ikke, Børge kunne klare mere, men det påstod han hårdnakket, at han kan – han vil bare ikke sove på førstesalen … 
Det får de så lov til at slippe for og får i stedet Johns og mit soveværelse. Johns bror plus søster og svoger kommer også med. Hun har lige fået sit andet nye knæ for et par uger siden, så hun skal heller ikke på loftet. De kan sove i den gamle stue. Så er det da godt, at Søren, John og jeg stadig er unge og friske og kan overlade stueetagen til alle krykhusarerne, når hele bundtet kommer med derop om 14 dage.
Hvor vi derfor meget gerne vil se på et godt og lunt forår, tak!

På vej til fødselsdagen i dag ad en vej, vi selvfølgelig har kørt snesevis af gange før, fik jeg øje på en flot stendysse inde i skoven.
”Den har jeg da aldrig lagt mærke til før, John.”
”Den har ellers stået der i mange år. Rigtig mange år. Sådan cirka 5000, faktisk!”
Jajajaja …  
Om sommeren kan man ikke se den for løvet, men vi har da også kørt forbi i vinterhalvåret masser af gange.
Hvor er man dog blind for de nære ting sommetider. Jeg er i hvert fald, har jeg lige bevist på halvpinlig vis.

A long walk down Memory Lane

I går, da Hans faldt over skålstenen, som Aage og senere også Ragnhild kunne fortælle mig, det var, blev også mine forældres mange fotoalbum hevet frem. Det er sidste udkald nu, gården bliver tømt af Svalerne i denne uge, så nu skulle det være med de billeder.
Efter aftensmaden i går satte vi os med alle albummene og gik billederne igennem – hver af os tog, hvad vi havde lyst til at plukke; de to andre enten nikkede et okay til det, eller, i sjældnere tilfælde, sagde en eller begge, at det billede kunne de også tænke sig, hvorefter det blev lagt i en bunke til senere kopiering.
Den bunke blev ikke så stor, da vi hver især logisk nok var intereseret i billeder, der havde mest tilknytning til den pågældende selv, men der var selvfølgelig overlap, så at sige.

Åhhh, hvor vi mindedes alle tre. Sammen og hver for sig.
Jeg hev selvfølgelig de fleste billeder af Charlotte og mig sæ’l ud af deres sammenhæng.
Til højre og herover ses et bevis på, at jeg har været slank. Suk. Det var dengang. Det var lige til for omkring otte år siden.
Charlotte med gårdens nye føl – jeg har på fornemmelsen, at C har lånt sin mosters ridestøvler … og hmmmm … jeg er vist også stukket i lånte træsko på billedet til højre.

Charlotte lidt ældre; nu med egne ridestøver og forfremmet til at måtte have ansvaret for sin kusine Heidi, mens denne sad på Charlottes Welsh Mountain pony. Nu har den små Heidi selv en lille baby …

Det er nu superhyggeligt at kigge tilbage i tiden på denne måde.
Der var masser af billeder af far fra hans mange år som en af byrødderne i vores kommune – der var billeder fra de mange fester, der i tidens løb er holdt enten på gården eller i lejede lokaler – der var billeder fra nogle af ferierne i min ungdom og mine søstres barndom; ikke så mange, for der tog far mest lysbilleder. Disse har Bodil taget med hjem for at sortere – et kæmpe arbejde, men det haster jo ikke.

Min egen billedstak blev omkring tre cm høj. De skal nu scannes, så jeg selv har dem elektronisk; papirudgaven får Charlotte,når jeg er færdig med at scanne. Jeg er startet, som det jo tydeligvis fremgår af indlægget her, men det er lidt af et tålmodighedsarbejde, hvilket ikke er min stærkeste side.

Vi runder af med mors 75-års dag i 2000, hvor vi kun var familien, og fars 85-års fødselsdag i 2005, hvor vi var omkring 50, der var med til at fejre ham. Han holdt også sin 90-års dag, men det var hjemme på gården og kun med børn, børne- og oldebørn, samt en enkelt nevø; dvs. vores fætter.
Merete, højgravide Charlotte og jeg er, så vidt jeg kan se, i gang med den ansvarsfulde opgave at lægge glaskortene på, så folk kan finde deres pladser – og far vanen tro på vej hen for at tjekke, om vi havde styr på tingene …

Jeg beklager dette for alle jer totalt uinteressante indlæg, men jeg var nødt til lige at gå en tur hen ad mindernes sti – eller hvad det nu hedder på dansk. I kan være glade for, at I kun var med på en meget, meget lille del af den …

Fund fra køkkenmøddingen

Selv om jeg føler mig som repræsentant for overskriften, er det trods alt ikke sådan, det er.
Vi ved, at der nede på fars marker engang har boet stenalderfolk; der er fundet markant mange flintredskaber; både færdige og som halvfabrikata.
Det har jeg skrevet om før.
Denne havde jeg aldrig set før:

Et levn fra det tidlige bondesamfund. Vil jeg tro. Vi har ikke fået den kulstof-14-dateret, men det er tydeligvis en sten, de har brugt til at male korn til mel. Der er to huller af forskellig dybde – hvorfor ved jeg ikke. Nogen bud?
Da Hans fik øje på den, sagde han straks, at den ville han have med hjem, så det fik han. Han er en rigtig samler, er han, men det passer vel i bund og grund fint … han er jo familiens jæger …

Lige nu er jeg halvdød. 38° stod kropstemperaturen på i morges, men jeg medicinerede mig ud af det og tog med på gården for at rydde ud. Igen. Men nu kan vi se en ende på det.
Jeg har sandt at sige ikke været jordens mest effektive i dag og var helt lettet, da vi blev enige om at spise hjemme hos os, for gården er for det første ærlig talt ikke det hyggeligste sted mere; med alt fjernet hvad folk vil have. Resten henter Svalerne på onsdag. For det andet vil jeg hellere gå og nusse med mad frem for at slæbe tunge ting.
Jeg kørte hjem for en god time siden og efter endnu en dosis Lemsip All in One kunne jeg godt overskue at lave mad til ni.
Har I hørt mig allesammen? Jeg hedder Ellen og jeg er en helt …

Jeg kan godt mærke, jeg ikke er 59 år længere

Pyyyhhh, det er altså hårdt at blive 60!
Jeg er træt som et helt alderdomshjem … håber dog, at det hovedsagelig kan tilskrives, at svenskerhytten har været fuld af dejlige mennesker i godt et døgns tid, samt at jeg så langtfra fik min skønhedssøvn i nat.
Men for pokker, hvor jeg synes det var en god måde at fejre dagen(e) på – meget bedre end en fest. Der har været tid nok til, at alle fik snakket med alle – oven i købet på én gang, lød det i aftes nogle gange som … jeg tror ikke, nogen på noget tidspunkt kedede sig.
John og Merete fik travlt med at sortere salat. Sidstnævnte var så flink at skylle det hele lørdag formiddag, så det skulle være så nemt som muligt, når salaten skulle blandes i sidste øjeblik. Hun havde bare glemt, at rucolaen skulle bruges til kartoflerne og havde derfor blandet hele skidtet sammen. Det havde taget 10 minutter at skylle, men det tog 20 minutter at sortere det!
Maden må have været i orden, for der blev spist meget. Svoger Hans, som har været jæger hele sit voksenliv, påstod, at han aldrig før havde været ude for en dyrekølle, han ikke kunne skære i tynde skiver. Køllerne havde været i ovnen i 8-9 timer ved ca. 80°; de var slet ikke tørre, men som sagt heeeelt utroligt møre, og skyen, som blev kogt godt ind og tilsat lidt fløde, var heller ikke helt tosset.

Efter morgenmaden i dag gik de fleste af os, der havde fået øjne, en af de mere terrængående ture i skoven. (Jeg går ud fra, at alle har bemærket det fantastiske forårsvejr og den dybblå himmel?)
Op og ned ad bakker; hen ad næsten usynlige stier – hen og se på elsdyrfodersted og bagefter op på troldestenene, men vi var friske og nogenlunde vågne, da vi kom tilbage til huset efter 1½ time i det fri.

Efter frokost kørte alle mod deres respektive hjem, og efter at have fået huset til næsten at ligne sig selv igen, var det tilladt og tiltrængt at slappe af.
Hvilket er nødvendigt, for i morgen aften har min søde chef inviteret ham selv og mig, nogle kolleger og John ud og spise på en god restaurant for at fejre den runde dag og 35-års jubilæet på én gang.
Det er hårdt at blive 60, men også ganske hyggeligt. Trods alt … selv om min yngste søster havde forfærdelig ondt af sig selv, fordi hun nu har en søster på 60!

Baby Ella

I formiddags stod den atter på kælkning; denne gang med morfar som (en langt, langt bedre) fotograf og Pernille og Charlotte som aktive deltagere.
Det ser ikke ud som om de kedede sig …

Hvem morer sig mest? Børnene eller de voksne?

Efter frokost gik turen mod København – og i dag var vejene upåklagelige at køre på. Heldigvis.

Den lille Ella skulle egentlig først have heddet Emma, men forældrene fandt ud af, at det nærmest er blevet en massebetegnelse, så da hun kom ud, blev de med det samme enige om, at hun vist nok mere lignede en lille Ella.
Det var meget stort for Anna at få lov til at sidde med hende – Anna og Aubie kalder hende for deres kusine, selv om det i virkeligheden er en grandkusine (eller halvkusine, som nogle vist siger), men pyt, pyt. I England hedder sådan en ‘a second cousin’, og da A&A med en vis sandsynlighed aldrig vil få nogen ‘first cousins’, er der ingen, der finder det nødvendigt at opponere mod denne barnetro.

Det er i hvert fald en rigtig fin lille langhåret pige, der ser ud lige præcis som sådan nogle små 11-dages størrelser skal se ud … bortset fra, at lægerne ikke er helt enige i dette, da hun er alt for ‘solbrændt’. Hun har gulsot i en grad, så hun har været indlagt og anbragt i lyskasse, det lille pus.
Kontrollen i dag viste, at det var okay, men kun lige, så de skal til kontrol igen i morgen, hvor de ikke skulle blive forbavsede, hvis de indlagde mor og barn igen.
Der er jo ikke noget farligt i det, når det er i så god kontrol, men en smule stressende for de nybagte forældre er det selvfølgelig.
Vi blev enige om, at det er en lille alfepige, de har fået sig der … se bare hendes søde, men meget spidse ører:

Vi kunne dog ikke umiddelbart se nogen vinger … men vi ved ikke helt, hvornår sådan nogle gror ud på alfer. Måske skal de bare være lidt ældre?
De kommer sammen med tænderne, måske?

Hammer Bakke

Vejret lagde i formiddags ud med at være højt og flot, så vi benyttede os af lejligheden til at køre en tur og nyde det hvide landskab.
Gennem Ramsølille og videre mod Viby, igennem Højby, forbi Ledreborg og ad yderligere omveje ud til Gershøj havn, hvor de har tohovede svaner.
Hvorfor er jeg helt vild med at fotografere svaner?

Vi lagde vejen forbi hammerhøje Hammer Bakke, hvor orøfærgen lægger til, i håb om at se lige så mange fugle som sidst, men der var ikke så meget som en eneste, da vandet her var blevet helt isfrit i mellemtiden.
Anna talte 58 trin på Hammer Bakke. Hun talte også 42 rådyr fordelt over fire flokke på hhv. 7, 25, 8 og 2. Det sidste kan dog næppe kaldes en flok, men nummer to var imponerende stor.

 
Vi glemte desværre at tælle gravhøje, men vi må have set mindst lige så mange af dem som af rådyr – det formelig vrimler med dem i det område, og da ungerne havde fået forklaret hvad de skulle kigge efter og ikke mindst hvad det var, gik der hurtigt sport i at spotte dem. Anna var oftest hurtigst, til Aubies store fortrydelse: “Anna, next time I want to see it first!”
Anna undrede sig over, hvorfor de ikke samlede gravene “in one place like we do in England”. Joh, der røg skam en del viden indenbords hos de små i dag.

Det var godt, vi kørte, da vi kørte … ved 12-tiden trak himlen sig sammen og skulede sort til os, og inden vi nåede hjem, var det begyndt at småsne.
Det blev derfor til sofahygge, da der skulle slås mave efter frokosten – tre gange iPad. De to af dem med timer; det er nødvendigt med rationering, ellers kunne de to små snildt sidde med dem hele dagen.

Min familie og dyrene

Det må jeg nok kalde det, for Min familie og andre dyr er der en berømt zoolog, der har kaldt sin bog. En bog, jeg i øvrigt varmt kan anbefale, men det er en helt anden historie …

Men se da lige her … det er hygge, er det. Total afslapning efter et måltid, hvor alle vist blev mere mætte, end sundt er.

Vi overvejede at andet billede, som ikke blev til noget. Et billede, som to af os søstre nu kan præstere; nemlig et billede af tre generationer hunkønsvæsener.
Ellen, Charlotte, Anna. Bodil, Heidi, Ella. Det blev ved tanken.
Vi må derfor nøjes med dette billede af tre generationer damehunde i lige linje. Mormor, mor og datter.
Og som den klartskuende Anna fluks bemærkede, mens hun kløede repræsentanten for den ældste generation på maven: “The mommer-dog is the fattest one. Just like my mommer”.
Ja ja jah … af børn og fulde folk … – men jeg har da i det mindste ikke gråt skæg, som hunde-mommer har …

Maden: først en god, gammeldags flæskesteg med masser af god, sprød svær, hjemmelavet agurkesalat, ‘mormorsalat’, kartofler og brun sovs.
Allerede her sidder alle og gisper efter anden ombæring.
Desserten er bare Carte d’Or-is i tre varianter, men så kommer Merete med lottogevinsten noget hun har vundet i et eller andet og høvler med en osteskærer lige en enkekt blok til drys til isen … det er godt nok en ret blæret Toblerone, er det ikke? Den kan vare længe. Meget længere hos Merete end hvis det var Ellen, der havde vundet sådan en træstamme. Én trekant vejer 300 gram!

Er det i øvrigt ikke en skøn kiste? Den blev ikke min, da vi skulle dele – i princippet ville alle gerne have den, men kun én havde plads til den, så sådan blev det, uden onde eller skulende miner. Havde vi alle – eller bare mere end en af os – haft pladsen, var vi dog nok løbet ind i en lodtrækning … de moderne hyndebokse kan ligesom godt pakke sammen i sammenligning med denne her.

Tøsehygge …

Johns datter Pernille bor her nogle dage, hvilket hun ikke har gjort siden hun var en stor skolepige.

Ih hvor vi hygger … John blev træt af os og gik enormt tidligt i seng i aftes. Det hed sig, at han havde sovet dårligt natten til i går, og det troede vi skam også på. Jamen det gjorde vi altså. Blandt andet fordi han annoncerede det allerede i går morges …
At der ikke var noget i tv, vi gad se, havde måske også en del med det at gøre.
At vi først fik aftensmad kl 20, fordi jeg ikke lige fik timet det ordentligt
ikke forudså, at forberedelserne tog så lang tid ikke gad starte i god nok tid, taler vi ikke om.
At Pernille og jeg bagefter sad og råhyggede med Quiz Battle, som jeg fik introduceret hende til, taler vi heller ikke om.
At vi sad og fnisede henrykt over Angry Birds, som jeg også introducerede hende til, taler vi slet ikke om. Sådan noget spiller modne damer ikke. De indrømmer det i hvert fald normalt ikke. De indrømmer helst heller ikke, at de er blevet introduceret til det af deres voksne døtre.

“Hej, jeg hedder Ellen og jeg er blevet afhængig af Angry Birds.
Jeg skal helst have en daglig dosis på mindst et kvarters tid.
Kan man tage noget for det? Gøre noget ved det? Det daglige indtag må helst ikke blive større, for jeg spiller også Ruzzle, Quiz Cross og Quiz Battle.”

“Bare rolig, du er ikke alene, og vi skal nok støtte op omkring dig.
Hvad var dit spillernavn, sagde du?”

Håndarbejdsmesse i Rødovrehallen og en familieforøgelse

Der er håndarbejdsmesse i Rødovrehallen i denne weekend … det ville jeg naturligvis gerne lige kigge lidt nærmere på, hvorfor jeg, belært af erfaring, var der 9:55; fem minutter inden dørene blev åbnet.
Det viste sig at være en klog beslutning. Da jeg forlod hallen igen fem kvarter senere, var der to laaange køer for at komme ind, og der var allerede ved at være lidt for mange indenfor til, at jeg fandt det behageligt.
Jeg forsynede mig med flere ting; både garn og lidt reservedele til mit KnitPro-sæt. Og hvad skuede mit øje?
”udskifteligt pinde”. Jamen herreste gud da. På samme pakke står der “udskiftelige spidser” og “fleksible kabler”. Hvorfor i himlens navn tror man så, det hedder udskifteligt pinde?
Mann muss sich immer verblöffen lassen …

Eftermiddagens travetur gik ud til Nyskoven på den anden side af vores lille by. Overalt var der, som så mange andre steder for tiden, rigtig meget vand.
Rideskolen på den anden side af skoven har forhåbentlig ikke brug for de udendørs faciliteter for tiden – med mindre de har brug for at øve sig i vandpolo.

Og lige pludselig var stien også blevet til en vandvej … addr. Vi måtte ind i skoven, hvor der var ret pladret, men vi kom dog tørfodede ud af det … alternativet til den bløde skovbund så ikke særlig behageligt ud.

Flotte var farverne i dag. Vi kom lidt sent ud at gå, for vejret var ellers gråt og trist – lige til klokken 15, hvor himlen næsten med ét blev høj og blå.

Grunden til, at det solen kom frem netop på det tidspunkt fandt vi ud af, da vi kom hjem: Lige præcis da blev min yngste søster mormor for første gang og jeg blev mormoster for anden gang. Vi var sammen med dem i aftes, hvor der ingen som helst tegn var til, at det var lige op over, så det må siges at være nemt sluppet – en dejlig hurtig 12-timers-fødsel fra den spæde start til slut. Far er stolt, mor er træt (og sulten), og den lille pige er lige præcis som hun skal være.
Godt, man fik det skotske sjal til den lille ny færdigt i sidste weekend, men jeg kendte jo terminen, som var i går – nu bliver det måske en lille racerkører med den fødselsdato … det kan man jo aldrig vide, selv om det blev en lille pige.

Gravstedspasning og nytænkning … en slags fortsættelse af gårsdagens indlæg

I forbindelse med indlægget om et af livets største spørgsmål, nemlig døden, kom jeg til at tænke på min dejlige svigersøn.
Som de fleste studerende var han i konstant bekneb for penge, så han gik og tænkte over, hvordan han kunne ‘lave’ nogen.
En dag hørte han nogen tale om, at det godt kunne være problematisk at få passet gravsteder, for enten blev man for gammel til at kunne klare det, eller også lå gravstedet upraktisk langt væk. England er jo et halvstort land.

Plinnngg! Der var den, ideen.
Tim satte en annonce i nogle landsdækkende aviser og tilbød, inden for en vis radius af, hvor han læste på Newcastle University, at tage ud og ordne gravsteder for folk, der ikke selv havde mulighed for det.
Det blev hurtigt en stor succes, og efterhånden som ydelsen spredtes via mund-til-mund-metoden, fik Tim henvendelser om pasning af steder, der lå uden for praktisk rækkevidde for ham. Han fik den ide at engagere sig med lokale gartnere rundt omkring i England; aftale med dem, hvad der skulle ordnes og få dem til at tage før- og efterbilleder af deres arbejde, ganske som Tim selv var startet på og sendte som dokumentation til kunden.
Man kunne abbonnere på gravstedspasningen på fem niveauer: årlig, halvårlig, kvartalsvis, hver anden måneds og månedlig pasning.
Det var ret smart, for ingen fik passet gravsteder uden først at tegne abbonnement, så han lavede intet arbejde forgæves – og han havde masser af kunder.

Året efter, i 1996, blev Tim hædret med en pris og titlen “Young Entrepreneur of the Year”. Da var han 23 år.
Da han var færdig med at studere, havde han en blomstrende virksomhed, som han solgte for en pæn sum penge – det var dengang, han købte sin Ferrari, som han først solgte igen, da Anna kom til verden. Med blødende hjerte, ved jeg, men han erkendte, at alting har sin tid, som også Betty siger.

Senere igen købte han firmaet tilbage, fordi personen, der havde købt den, åbenbart ikke kunne finde ud af at drive den sundt og fornuftigt. Det pinte Tim lidt at se sit ‘barn’ lide en uværdig død pga. ineffektivitet og tilbagekøbte den derfor for en slik og fik den på fode igen; denne gang i samarbejde med Charlotte.
Da de købte huset, de nu bor i, solgte de igen Pilgrim Grave Tending Services, som stadig eksisterer og vist nok trives fint endnu. De har i hvert fald en hjemmeside.

Tim har aldrig ligget på den lade side … han er virkelig en entrepreneur i den engelske betydning af ordet: Entrepreneur is a person who started a new business where there was none before.
Og svigermor her var selvfølgelig passende imponeret … det var nu heller ikke tosset at køre i Ferrari … Jeg ville/turde ikke køre den selv, men det var meget spændende at sidde ved siden af Tim, når han gav den fuld skrue, som jeg bad ham om. Han kiggede på mig og fik mig til at sværge, at jeg ikke ville fortælle Charlotte det, for hun havde truet med at slå ham ihjel, hvis han ikke kørte ordentligt med hendes mor som passager. Jeg lovede, at det blev mellem ham og mig – bare han ville vise mig, hvad den kunne præstere. Som jeg sagde: meget spændende …  
John sad selv bag rattet et par gange og var mindst 10 cm højere end normalt. Det kunne man bare ikke se, fordi han sad helt nede i jordhøjde.

En søndag helt uden for planen …

Tingene kan hurtigt vise sig at blive ganske anderledes, end man havde regnet med, men ikke nødvendigvis dårligere af den grund. Tværtimod. 
Da vi kom hjem i går eftermiddags, lød søndagsplanerne på at komme igennem stablerne af vasketøj og ellers kun slappe af.
Syv sæt sengetøj og 9 håndklæder plus ferietøjet kan godt tage sin tid at få kørt igennem vaskemaskinen, og man er jo nødt til at sidde og kigge på, om den gør arbejdet ordentligt  (Det gør den, men den er desværre begyndt at larme højt og ildevarslende, mens den arbejder).

Men. Planer er til for at ændres. Lørdag aften så jeg Inges triste indlæg om aflysning af ferie og Hasses blodprøver med tilhørende ikke helt gode resultater og i det hele taget den angst og usikkerhed, der prægede billedet på Bymarken. Øv altså. Inge skrev en lidt uddybende mail til mig, og jeg skrev fluks en mail tilbage om, at de da skulle være så hjerteligt velkomne hos os i dag. Jeg skulle nok finde ud af at få bikset noget spiseligt sammen. Det ville måske være godt at komme lidt væk fra hjemmet og få deres tanker afledt lidt. Jeg ved, at det kan være godt at komme lidt væk fra selvsvinget, som man helt naturligt og uundgåeligt går i temmelig hurtigt under sådanne omstændigheder. Hvis de orkede, var det helt fint, hvis ikke, var det også fuldt forståeligt – det var helt op til dem.
Der kom hurtigt svar tilbage, at de meget gerne ville komme søndag eftermiddag.

Søndag formiddag ringede Pia og spurgte om vi gav en kop eftermiddagskaffe, for så ville de køre op til os med de kvæder og chili, hun har lovet mig. Herlig ide – “selvfølgelig giver vi kaffen, men så bliver I forhåbentlig også og spiser med, ikke? Inge og Hasse kommer også”.  De kender hinanden, de fire, så det var helt perfekt i vores øjne og passede derfor fint, at det hele ramlede lidt sammen.

Der blev kun vasket en enkelt maskine, for jeg ville godt være færdig med de kedeligste af madforbedredelserne, inden Pia og Allan indfandt sig.  
Vi havde heller ikke ligefrem gjort hovedrent inden vi tog til Jylland, så det ville pynte lidt på huset, hvis det lige blev løbet over med en støvsuger og en fugtig klud på strategiske steder.

Men hvor blev eftermiddagen og aftenen bare superhyggelig. Indimellem kunne man tro, at vi havde en 8-10 gæster, som snakken gik hele tiden.

Improviserede sammenkomster har så ofte før vist sig at være noget af det hyggeligste, og dette var bestemt ingen undtagelse.
Dem må vi simpelthen bare have nogle flere af. Tak for en rigtig hyggelig eftermiddag og aften, alle fire.

Jeg fik masser af kvæder – jeg havde ellers sagt til Pia, at jeg bare skulle have et kilo eller højest to, men hvad kom hun med? En hel kasse … og hun havde en pose til i bilen, hvis det skulle være … plus masser af chili og nogle japanske lygter, som jeg har i sinde at forsøge at få til at fungere som ukrudt på ødegården.

Kattegatcentret

Kattegatcentret er for børn i alle aldre … fra 3 til 90 år. Der blev studeret og der blev rørt ved alle mulige fladfisk og rokker, der blev gyst over hajerne og sagt nåårrrh til søhestene.
Nemo blev fundet og Dory blev genkendt – men det har hun glemt igen for længst.
Sæler blev fodret – det gjorde hajerne også; lige som alskens slags fisk i det store oceanarium, som blev fodret med en dykker. Nånej. Af en dykker. Der stod, at der var dykkerfodring klokken 13, så vi måtte absolut hen og se, om det var af eller med …
Endelig kunne det jo også være en dykker, der blev fodret – mulighederne var mange.

Legen Fang en Fisk var populær hos alle fra morfar til Aubrey. Man scorede pluspoint på de grønne fisk og minuspoint på at nedlægge de røde, som kunne være fx hajer eller tun. Hvis man klikker billedet større, kan man se John i en ualmindelig slank og orange udgave på skærmen. Man kan slå fisk ihjel ved at nikke til dem, slå til dem med hænderne eller sparke ud med fødderne. Det var vildt underholdende, og alle andre end Pernille og undertegnede stod efter tur og sprællede og slog, hoppede og bukkede sig for at nedlægge de rigtige fisk.

Jeg beklager, John, men jeg er simpelt hen nødt til at vise billedet til højre, som tydeligt illustrerer, hvor højt du gik op i det. Du har vist lige fået nedlagt en af de forbudte fisk (klik evt. også dette billede større).

Det der med vejrudsigter går helt galt i øjeblikket … men på den go’e måde … i dag skulle vi ifølge sagkundskaben måske nok få solen at se, men også kun lige …
Den har simpelthen skinnet fra en skyfri himmel fra den stod op, til den gik ned – det har været så flot, så flot.

Da vi var hjemme ved tretiden, fik vi en sen frokost og kunne derefter lige nå en tur til stranden inden solen gik ned.
John fandt en sten med fem huller i, og himlen gik på små lyserøde skyer.

Der var liv i skoven. Lidt for meget liv

Med den sidste bemærkning i overskriften sigter jeg til de tre flåter, jeg kunne pille af i aftes. En på venstre arm, en på ditto bryst (måske en han … ?) og en i venstre knæhase. Yak, det er bare SÅ ulækkert, selv om jeg snart burde være vant til det – jeg hiver næsten altid flåter af efter skovbesøg, og i går var jeg mange gange nede på knæ for at tage alle mine svampefotos, så det var vel næsten at forvente.
Jeg er dog så heldig, hvis man kan sige det sådan, at jeg reagerer på flåter, således at de begynder at klø som myggestik efter 8-12 timer, så jeg opdager dem altid inden de famøse 24 timer, jeg har hørt der går, inden de begynder på eventuel overførsel af væmmelige vira og bakterier. Jeg har aldrig hørt om andre, der kan mærke flåter; normalt er folk nødt til at kigge grundigt efter på sig selv og hinanden, når de har været ude i naturen. 
Jeg ved ikke engang, om det er rigtigt, at man kan vide sig sikker, hvis man får flåterne fjernet, inden der er gået et døgn.
Er der nogen derude, der kender sandheden om det?

Der er også liv i træerne. Endnu. Det paradisæbletræ, der giver de smukkeste blomster i maj, giver også de smukkeste æbler i oktober.

Det er det rene solskin, der hænger på det træ. Det var disse æbler, jeg blandede med havtornen til en marmelade, der smager himmelsk og som ligner flydende guld.

Der er også liv i Titanic endnu, til trods for, at det er 100 år siden, hun døde.
På torsdag rejser Tim til Texas for på lørdag at indvie en Titanic-artifact exhibition, der åbner på Fort Worth Museum of Science and History.
Det synes han selvfølgelig er lidt sjovt, så da de spurgte ham, om han ville, og om han i givet fald skulle have penge for det, svarede han, at det ville han meget gerne gøre uden at få noget honorar, men han ville sætte pris på at få en flybillet derover.

Det fik han.
Og måtte derefter ringe til arrangørerne og fortælle, at han egentlig også gerne ville hjem igen til familien …
Det sagde han da ikke noget om, mente de, men de sendte ham dog endnu en enkeltbillet; denne gang fra Fort Worth til London …
Det er måske det, videnskab handler om: At alting skal tages meget bogstaveligt?

En svampefattig weekend, men rig på så meget andet

Først vil jeg gerne uddybe hvorfor jeg kom med måske lidt flere ting i går, end jeg normalt ville gøre, når jeg kommer som  gæst – om ikke andet, så for at berolige Rasmine …
For det første havde jeg lovet Pia, at hun gerne måtte smage mine to havtornmarmelader. For det andet har hun snart fødselsdag, hvorfor det var oplagt at give hende det sjal, som var strikket i acrylgarn, hvilket jeg ikke bryder mig så meget om at gå med, men som Pia gerne bærer, fordi hun ikke tåler uld. Garnet var noget fra min mors gemmer, og jeg nænnede ikke at kassere det. Nu er det så kommet til ære og værdighed.
For det tredje belastede vi dem med vores selskab fra lørdag middag til søndag eftermiddag; dvs. at den stod på kaffe/kage, en sightseeingtur, der dækkede det meste af det nordlige Lolland, en lækker aftenmenu, morgenmad og en madpakke til svampeturen … så synes jeg altså ikke, man kan tillade sig at komme tomhændet … og jeg har så mange syede ting, jeg skal se at få foræret væk, så der er plads til at frembringe noget mere. Så Rasmine: du behøver ikke at have nogen præstationsangst, og som jeg skrev et par gange til kommentarerne til gårsdagens indlæg, er en flaske vin eller to altid dejligt at få som tak for ‘ulejligheden’.

De kørte os en skøn og lang tur rundt langs Lollands nordkyst; til Bandholm, Blans og Kragenæs havne; næsten helt over til Nakskov. Forbi Lindholm, hvorfra Ellehammer sendte sit fly i luften i 1906; til de smukke bakker (ja! Bakker på Lolland!) ved Ravnsborg slotsruin.
Vejret var regnfuldt og møgelendigt, da vi startede, men det blev bedre og bedre for til sidst at blive helt flot. Hellere regn lørdag end søndag, var vi helt enige om.

I dag har vi haft det smukkest tænkelige vejr til vores guidede svampetur til Søholts og Engestoftes skove. Desværre er svampene kommet for sent ud af sengen, for de var først lige vågnet.
Igen må jeg spørge: Hvor er den våde sommer, som så mange klager over? Vi har ikke set den på Sjælland eller Lolland-Falster – det har været næsten ekstremt tørt, og landmændene har sukket efter vand.
Nu er der kommet både lidt vand og lidt varme, så svampene kommer – måske – nu. Eller måske slet ikke. Det ved man aldrig. Pia og Allan fik vist dog helt styr på pigsvampe og på sort trompetsvamp; begge meget, meget lækre spisesvampe.
Hvor vi i dag nærmest begik fosterdrab på nogle bittesmå trompetsvampe, sagde vores gode guide, svampeguruen Jacob Ryge, at han sidste år havde set et veritabelt tæppe af disse svampe flere steder, og hvor det havde taget hele flokken under fem minutter at samle hver en hel kurvfuld. Svampene i dag blev opdaget af en dreng – børn er fantastiske til at spotte svampe, fordi de er koncentrerede i en anden grad end os voksne og fordi de simpelthen har øjnene tættere på jorden.
Jeg ville ønske, at jeg kunne tage dertil igen om 14 dage, hvor svampene er blevet voksne … det er jeg dog ret sikker på, at Pia og Allan vil, så jeg krydser fingre for, at de kommer hjem med kilovis af dem.

Frokosten blev indtaget uden for skovpavillonen, som over døren havde ovenstående vise indskrift.

Og vi så havørne! I flertal! Vi så to – en gammel og en ung. Billedkvaliteten kunne aldeles indiskutabelt have været bedre, men de var der og det var stort at se dem. Billederne er dokumentation på såvel havørne som på det fantastiske vejr, vi havde.

Alt i alt en virkelig dejlig og meget hyggelig weekend – tak, I to for godt værtsskab og ditto samvær.
Der er lavet to glas hybenmarmelade – nu mangler jeg at sylte alle de chilier, jeg fik af Pia, men det bliver ikke i dag.
Et hokkaidogræskar fik jeg også af hende, så der er skam rig udveksling af naturalier os to imellem.

Vært- og værtindegaver

Hvad pokker giver man en værtinde, der er så husmoderflittig, som Pia er? Og hvad giver man Allan?
Tænke, tænke, tænke …
Nu havde Pia heldigvis talt om, at hun gerne ville smage mine havtornmarmelader, så hun får både med og uden æble – plus et glas æblegele.
Allan får en prøve på Johns netop igangsatte havtornsnaps. (Jeg har sagt undskyld, ikke, Rimkoger? )
Den skal godt nok trække i to måneder, men Allan er en tålmodig sjæl. Tror jeg.
De får det leveret i en hjemmesyet taske/et indkøbsnet, der fint matcher farverne på produkterne – og på ‘hattene’, jeg fandt til glassene.
Det er da lidt sjovt, ikke? Jeg glæder mig til at give tingene til dem.
Selv om Pia er vildt dygtig til at sy, så har jeg ikke rigtig set hende gøre i lige præcis denne form for taske, så jeg krydser fingre for, at den falder i god jord. Den har en indvendig lynlåslomme og fire udvendige, men åbne lommer – og er mere rummelig, end det synes på billedet.

Med i tasken er også en flaske vin og et estisk sjal til Pia. Det er strikket i akryl, så jeg ved, at hun kan tåle at have det på.

Når dette indlæg udgives, er vi formentlig ved at fise rundt på de lollandske landeveje alle fire, så ingen af dem ser det, før tingene er overrakt.
Vi ved ikke, hvad de har fundet på at vise os, men vi glæder os uanset hvad og satser på et pragtfuldt vejr til sightseeingen og svampeturen i morgen – samt selvfølgelig årets rekordhøst.

Danmark dejligst?

Vi er selvfølgelig i fuld sving med at brodere videre på campingvogntanken.
I overmorgen kører vi ned til Pia og Allan, hvor vi om lørdagen skal være turister med de to som de perfekteste lollandsguider og om søndagen på en guidet svampetur – med en professionel svampeguide altså, ikke de to førnævnte personer … hvor meget jeg end holder af dem, vil jeg nok helst ikke svampeundervises af dem – og jeg tror heller ikke, de bliver fornærmede over denne erklæring fra min side.

Det bliver godt altsammen. Det ved vi bare.
Prikken over i’et vil være, hvis der også er kommet svampe på banen – det har det sandelig knebet med til dato i visse dele af landet. Der har været lidt svampe i Sverige, men sæsonen er startet meget sent her, fordi vi har fået alt for lidt vand på Sjælland og Lolland-Falster. Den der våde sommer, som så mange klager over, har vi ikke set specielt meget til. Ikke at vi klagede over det i sommer, men nu har det en ret irriterende konsekvens.
Svampe er nemlig rigtig godt at kunne finde, når er man er på svampetur. Skovturen er såmænd da hyggelig nok i sig selv, men det behøver man jo ikke at engagere sig med en rigtig levende svampeguide for.

Vi har lagt billet ind på også at få tid til at runde Maribo om lørdagen for at se på en af de mange campingvogne, der er til salg i det ganske danske land.

Det var Danmark dejligst. Uden spørgsmålstegnet bagefter.
Forklaring på spørgsmålstegnet kommer her:
John har (selvfølgelig) kørekort til almindelig bil.
Han har kørt med store trailere altid. Eller næsten altid. Nu kører han kun med trailere under 750 kg tilladt totalvægt.
Han har kørt med campingvogn i 10 år.
Han har kørekort til taxa (= erhvervskørekort).
Han har kørekort til bus, inkl. ledbus; dvs. at han må tage ansvaret for at transportere op til 102 personer.

Men han må ikke køre med campingvogn efter de nye regler. Han skal tage et trailerkort.

Suk. Jeg kan da godt forstå, at man skal have lidt ekstraundervisning, hvis man er totalt uerfaren med det at have noget på slæb, men at skulle spendere flere tusind kroner på noget, man har 45-50 års rutine i … ja, så er det jeg mener, at nogen har gang i pengemaskinen her.
Det burde ikke være umuligt at få dispensation for denne regel, skulle jeg mene.
Men det er det ikke desto mindre.
Opdatering: Jeg tror nu alligevel, efter en grundig studering af dette alvorlige emne, at det er okay ikke at tage trailerkort.
Hvis vi holder os til en campingvogn med en max. tilladt totalvægt på 1450 kg, skulle det være i orden.
Det viser sig, at John havde fået en forkert besked af en, han ellers anser for meget pålidelig – men jeg er da glad for, at det var det … og glad for, at vi var tilstrækkelig sure til at bore lidt mere i det …

“Den sidste udvej”

Udsendelsen i mandags over DR1 kl. 20 blev set af over en kvart million. John og jeg var to af dem.
Dokumentaren handler om fire unge mennesker, der af fire forskellige årsager har forsøgt at tage deres eget liv … men som i sagens natur ikke slap af sted med det …

http://www.dr.dk/tv/se/den-sidste-udvej/den-sidste-udvej#!/
Den genudsendes på søndag kl. 23:35.
Det er en meget stærk dokumentar. Meget gribende, men kan måske give en forståelse for ting, man overhovedet ikke har nogen forståelse for.

Jeg synes, det var en god og sober udsendelse, der var fuldstændig fri for overdramatisering og sensationshunger. Som seer følte man ikke engang, at der blev snaget for meget, fordi vi ingen spørgsmål hørte; kun hovedpersonernes egne udtalelser – et andet specielt træk ved udsendelsen var, at der slet ingen såkaldte eksperter var inde og give deres besyv med med deres mere eller mindre kloge ord.
De fires historier fik hver for sig lov til at stå helt alene, hvilket havde en god virkning.

Præsentationen ser således ud på DR-siden: 

Hvert år forsøger 10.000 danskere at tage deres eget liv. I programmet fortæller 4 danskere hvorfor.
Hvad er det, der gør, at nogle af os mister livslysten og ser døden som den eneste udvej? Og hvad er det for øjeblikke som alligevel gør livet værd at leve for en, der ellers er fast besluttet på at dø?
"Den sidste udvej " fortæller fire livshistorier, vi kan lære af. Så det kan mærkes. På en gang nøgternt og poetisk. Så vi forstår noget, de færreste ikke helt kan begribe og forholde sig til og som tilmed er dybt tabuiseret.
Eva, Pernille My, Leo og Pernille – er overlevere. De har et eller flere selvmordsforsøg bag sig. Men har valgt livet. De fortæller i en ærlig og afklaret tone om den vej, der har bragt dem til der, hvor de er i dag.

Den sidste af Pernillerne er Johns datter.
Hun var hos os i aftes, og hun er helt afklaret med, at jeg skriver om det her på bloggen, for som hun selv pointerede, så har hun i høj grad selv tilvalgt at ‘gå ud i det offentlige rum’, som det er blevet så moderne at sige, ved at acceptere at medvirke i udsendelsen.
Det var gribende og stærkt at se hende være så åben om det på tv. Heldigvis var der ikke nogen af hendes ‘afsløringer’, der kom bag på os; hun havde fortalt os alle disse ting gennem årene der er gået, siden hun for omkring 10 år siden forsøgte at tage sit eget liv under en dyb depression.

Pernille er en dejlig pige, som efterhånden er nået langt siden den forfærdelige tid, som var præget af indlæggelser og skiften mellem håb og fortvivlelse.
Efter i mandags bliver hun genkendt på gaden og har fået et utal af mails, som heldigvis alle er meget positive … hun fortalte, at de alle fire var blevet advaret om, at de kunne risikere at blive skydeskiver for den slags personager, der finder stor fornøjelse i at svine folk til på det groveste og kalde dem for de mest forbløffende ting. Heldigvis er det ikke sket for Pernille. Endnu da, og vi håber selvfølgelig, at hun og de andre tre kan blive helt fri for den slags ubehageligheder. Godt nok er de kommet langt, men det er stadig skrøbelige sjæle …

Vi er en hel del, der er meget glade for, at Pernille har fået lov til at opleve foreløbig 10 års solopgange efter den skrækkelige dag, der ville være blevet hendes sidste, hvis det ikke havde været for hendes mors velfungerende instinkter – glade for, at det ikke blev hendes sidste solopgang i en alder af kun 26 år.

Søstre, heste, koreanske graner, tomater og chili

Hvad har disse fem ting med hinanden at gøre?
Jo, i går skulle jeg og søster 1 op til søster 2 på hendes og mandens skønne sted i Nordsjælland. Da jeg ankom, skulle Bodil lige til at give hestene deres vitaminpille … jeg ved faktisk ikke, om de får sådan en hver dag, men mon ikke? De lever stort set af græs på denne årstid, så det er vel nødvendigt med lidt tilskud. To af hestene er i fol, så de skulle have hver to vitaminpiller. Det må virkelig være hesteguf, de piller, for så snart Bodil viste sig ved folden, kom de fleste af de 10 heste farende hen mod hende.

På deres gårdsplads står en koreansk gran, som har de flotteste, blålige kogler.  
Til venstre, som de så ud i maj; kun et par cm store – og ikke spor blålige endnu.
Herunder, som de så ud i går. De er nu omkring 8-10 cm høje og sveder i litervis af først helt gennemsigtig harpiks, som hurtigt bliver nærmest snehvid, hvilket jeg synes er dybt ulogisk: Normalt er harpiks gul eller gullig, og så er den hvid lige præcis på en koreansk gran, som jo nødvendigvis må stamme fra Asien? Det hænger altså ikke sammen …
Harpiksen på koglen til venstre har taget form som en lille alien – en lillebror til ET, måske?

Af en veninde, som lige havde været på besøg, havde Bodil fået en masse forskellige chili, som hun forærede mig nogle af, da hun ikke rigtig selv vidste, om hun kunne nå at bruge dem alle. Bodil er ikke lige til syltning og lignende … der var fem forskellige slags chili i røde, lysegrønne og lilla farver – planterne var i øvrigt også købt på Gartneri Toftegård syd for Køge. Jeg kender godt veninden og må vist lige have fat i hende, så vi kan udveksle erfaringer. Eller rettere: at jeg måske kan få hevet nogle gode fif ud af hende.

Da mine tomater har været ret produktive på det seneste, fik jeg den ide at prøve at lave noget tomat- og chilirelish. Har vi et godt ord for relish på dansk? Ordbogen siger pickles, men forbinder vi danskere ikke pickles med noget andet? Noget med blomkål, agurker, løg, bønner, gulerødder m.m.?
Der var, som til de syltede chili, igen et hav af opskrifter der poppede op, men noget skulle jeg jo vælge, hvilket blev denne – jeg brugte lidt flere chili end angivet i opskriften.
Det smager sindssygt godt, men det er altså ikke særlig fotogent; slet ikke som de syltede chili … beklager, hvis I får dårlige associationer.
Opskrifterne var ikke så mangeartede som til de syltede chili, så varianterne af relishen bliver færre, men det gør ikke noget.
Jeg er spændt på Johns dom i aften, for hvis han synes det er lige så godt som jeg synes, er dette noget jeg snildt kunne finde på at lave masser af; i forskellige grader af hot.

En dag på stranden og en aften på gården

Sommeren har i voldsom grad ramt det østlige Danmark, hvilket er meget heldigt, fordi det falder sammen med fire englænderes ankomst til dette subtropiske klima. De forlod et regnfuldt og halvkøligt Wiltshire og ankommer til tropenætter her i Danmark. Lidt sjovt, faktisk, for det er bestemt ikke sådan, det plejer at være; nærmest omvendt.

I aftes sad vi ude til meget sent – og havde det varmt. I dag spiste vi morgenmad på terrassen, helt efter planen; det midterste af dagen blev tilbragt på stranden, mens Tim var ude og kajakke med min søster.

Vi ankom forholdsvis tidligt (= inden frokost), så der var både til at finde en parkeringsplads og en plads i første parket til vandet. En time senere var alt optaget, og stranden lignede et fluepapir i stadiet lige før kassation. 

Strand er godt. Også i modlys … børnene var mere i vandet end i sandet.

Sidst på eftermiddagen samledes hele familien på gården – som har svømmepøl. På’en igen med vandpjaskeriet for dem, der synes sådanne beskæftigelser er vildt sjovt.

Daddy og mommer sad på første parket og nød sceneriet. Han hoppede dog i kort tid efter; hun kastede sig over kokkeriet. Forskellige præferencer …

Der blev tilberedt lidt mad – vi spiste naturligvis ude – det var da bare et totalt fantastisk vejr. Beklager billedkvaliteten, men sådan blev billederne altså i dag. Fordi lyset var for skarpt. Der var modlys. Det var slet ikke optimale lysforhold. Det var … i hvert fald ikke fotografen, der var noget galt med …

Nogle spillede kongespil – eller hvad det nu bliver kaldt, for det har vist mange navne. Nogen tabte og havde det rigtig dårligt med det. Ik’oss’, Christian? Tab og vind med samme sind, ved du nok … men jeg ved kun alt for godt, at det er svært at være skidesur, når man vinder!

Hjemme klokken 22 – med sultne børn. Er I sultne?? Igen??? Så sent? Jamen okay da – der har også været gang i dem stort set uafbrudt siden kl. 9 i morges … så skal man jo blive sulten ind imellem.

Nu sover de alle. Jeg sidder ved pc’en og skriver … prøver at blive ajour med dagens indlæg, men det når jeg nok ikke helt. Beklager, men der er andre prioriteter lige i øjeblikket.
I morgen skal vi i Tivoli.

Han nåede det lige …

John har fødselsdag i dag, og for vistnok første gang i vores meget lange karriere sammen har det regnet en del. I begyndelsen af vores forhold blærede han sig med, at solen altid skinnede på hans fødselsdag, og det har ellers holdt pænt stik. Lige indtil i dag, men man må lade ham, at han nok lige nåede det, for da vi kom hjem til matriklen, kunne vi se, at godt nok havde det regnet, men også at vejret nu viste sig fra sin pæneste side, så der bliver grillet og spist ude på terrassen.
Vi bliver kun seks, så det er til at overse – hans far og hans datter med deres respektive. 67 er ikke et tal, man går så højt op i.

Kaktussen blomstrer i dag til ære for John – det må man sige er perfekt timing fra dens side. Med disse to blomster kan jeg på ingen måde hamle op med Jørgen, men det er da trods alt en 100 % forøgelse i forhold til sidst.

Hvad giver man manden, der aldrig ønsker sig noget? “Bare find på et eller andet.” Det er for nemt at loppe den tilbage til mig på den måde.
Nu er det jo desværre sådan, at jeg er ved at blive lige sådan (men jeg beder ham ikke om at finde på et eller andet selv), så jeg har efterhånden ikke så meget at lade ham høre. Jo, jeg ønsker mig en Kindle til jul, men den kommer jeg alligevel til selv at købe til den tid …
Vi er derfor blevet enige om, at 2012-fødselsdagsgaverne til ham og mig fra mig og ham er en gourmetmiddag et eller andet sted. Helst en gourmetmiddag med autoriseret vinmenu. Sådan nogle er normalt ikke helt billige, og hvis jeg foreslår John sådan noget ‘bare uden videre’, besvimer han, men denne gang syntes han, det var helt i orden.

I de første mange år af vores ægteskab ønskede han sig heller aldrig noget, og når vi pressede ham, sagde han bare “sokker og underbukser”. Vi vidste, at han ikke mente det, men det var igen for at slippe for at lægge hovedet i blød, at han svarede os således.
Det ALLERværste var, at han samtidig excellerede i, inden for den sidste måned inden fødselsdag eller jul, at hjembringe et eller andet nyt til sig selv.
- Hvorfor har du købt det NU???
- Jamen jeg stod lige og manglede …
- Og du har overhovedet ikke skænket det en tanke, at vi andre aldrig kan få et gaveønske ud af dig? og at du har fødselsdag/det er jul lige om lidt?
- Næh … egentlig ikke …

Da han havde lavet det nummer for 117. gang, blev Charlotte og jeg enige om at give ham en lærestreg.
Juleaften fik han sokker og underbukser. Fra mine forældre, fra mig og fra Charlotte og Pernille.
Han sagde ikke noget, men blev en anelse lang i ansigtet – vi havde alle taget pokerfjæsene på og spurgte, om han ikke var glad, for det var jo det eneste, han havde ønsket sig? Mumle, mumle, grynte.

Da gaveræset var overstået, kom vi frem med vores rigtige gaver til ham – SÅ onde kunne vi alligevel ikke være på en højhellig juleaften.
Han blev rigtig glad for sine gaver, som var valgt med ekstra omhu netop den jul, men han havde også fattet budskabet og har i de sidste 20 år ikke en eneste gang sagt, at han ønsker sig sokker og underbukser.
Det var så heller ikke nødvendigt en hel del år efter den jul …

Det lille billede viser kaktusblomsten i går eftermiddags; det store billede er fra i morges.

Julefrokosten

Dagen i dag var dagen for familiens julefrokost, som vi jo ikke gider holde til jul, hvor der er så meget andet familiesammenrend, at alle er ved at få kvalme over det. Det er meget hyggeligere om sommeren, hvor man kan sidde ude og nyde det gode vejr, grille, hygge, snakke sommerferieoplevelser og meget andet.

Når så svoger oven i købet tilbyder at levere to rådyrkøller og stå med ansvaret for at grille dem, ja så kan det kun blive godt.
Det blev holdt på gården denne gang … med en enkelt førstegangsdeltager; nemlig den skønne lille Albert, som så dagens lys for 4½ måned siden og dermed gjorde min kusine til mormor for første gang.
Min yngste søster bliver mormor for første gang til februar, så næste år vil der igen være en ny deltager. Det var hyggeligt at hilse på den sjette repræsentant for tredje generation. Bare for et år siden kunne jeg have kaldt Albert for fjerde generation, for da var min far som den sidste af ‘de ældste’ endnu ikke død, men med hans afgang blev Albert desværre degraderet lidt – vi har dog været fire generationer til stede ved (vist nok) alle  julefrokoster til og med 2011. Englænderne har desværre kun kunnet deltage to gange – det er svært at få til det hele til at gå op i en højere enhed altid.

Vi lagde ud med kaf-å-kaw – to lækre kager, som mine søstre havde ansvaret for – én til hver. Det kunne indtages ude i haven, så ingen klager herfra.
Vi valgte at spise middag inde, da det så truende ud og blev lidt køligt.

Forretten bestod af gratinerede kammuslinger; bagt i selvindsamlede muslingeskaller fra den skotske vestkyst i 1998. Desværre er der efterhånden kun 11 tilbage, men det er stadig lidt sjovt at kunne servere en skaldyrsforret på denne måde.

Hovedretten var som sagt dyrekølle med forskelligt tilbehør til: pastasalat, nye kartofler vendt med hakket rucolasalat, lidt olivenolie, pinjekerner og sprøde baconterninger; grøngrøn salat og bagt tomatsalat. (Jaja, jeg skal nok komme med opskriften på pastasalaten; det bliver bare ikke i aften. I morgen, måske…). Køllerne var blevet marineret i seks timer; Hans havde helt styr på weberen, så det var perfekt stegt og SUPERmørt og lækkert – det kunne næsten tygges med øjenbrynene. Da køllerne blev taget af for at hvile sig lidt, mens forretten blev spist, blev der lige smækket lidt vildsvin på, så det blev alt i alt en mindeværdig middag.

Da vi var færdige med at indtage disse lækkerier, var solen brudt frem igen, hvorfor det ville være synd og skam at indtage aftenkaffen og dessert-rabarberkagen indendørs.

Dette blev derfor forlagt til den vestlige del af haven for dermed at få hele solnedgangen med, som her til aften desværre ikke viste sig fra sin allersmukkeste side, men …

… som på et tidspunkt kunne fremvise et pudsigt fænomen – en sky med glorie. En englesky, måske? Ligner dog ikke specielt meget en engel … men et eller andet med en glorie kunne det godt ligne.

Jeg græmmes, jeg griner, jeg glæder mig

Dagens korte køretur gik til Viby trælasthandel for at købe en trykimprægneret stolpe til at reparere bagindgangsknoppen på ødegården med.
Hvad er det første, der møder ens øje? Dette:

Jeg græmmes. Ord er vist overflødige …

Da vi kom hjem, var der nogen, der var næsten færdige med at lægge fine brosten, og som de flinke mennesker, de åbenbart er, kunne man frit hente det grus, de ikke havde fået brug for.
Er grus og sand virkelig en og samme ting, når man er køwenhawnere, der lige er flyttet til en lille provinsby?

Jeg griner. Men ikke højt.
Fordi de skal nemlig ikke høre spor for det … det er en sød tanke fra dem, der købte dette hus med den helt enestående havelåge, som nogle af jer måske vil huske, at jeg gjorde lidt grin med forrige år, og de er nu ved at få det til at se ikke-klondyke-agtigt ud – det bliver så fint.

Om et øjeblik kommer Johns datter en tur herned, og aftenens menu vil stå på grillede jomfruhummere til forret og danske jordbær til dessert.
Hovedretten vil være ét stort eksperiment, for i trælasthandelen faldt jeg over en æske med seks bakker med hver sin slags røgtræ til grill.
Jeg har valgt mesquitetræet til i aften. Grund: Ingen som helst – jeg har ikke den fjerneste ide om, hvad smagsforskellene på røgning fra hickory, mesquite, beech, apple, cherry og pecan er, og jeg tvivler i øvrigt på, at vi vil kunne huske hvordan det første smagte, når vi når til det sidste …
Kødet er simpelthen noget ikke særlig fancy svinekød (bovbladskoteletter, som får lav varme i lang tid) – jeg skal ikke have eksperimenteret med hundedyre oksebøffer … men lidt spændende bliver dette røghalløj – er der nogen af jer, der har erfaringer med det? Bakken med træet skal stå neddyppet i vand i mindst 30 minutter, inden den anbringes over den direkte varme. Kødet lægges på grillen ved indirekte varme, når man kan se, der er kraftig røgudvikling.

Burde måske advare naboerne – de skulle jo nødig ringe efter brandvæsenet, lige som vi er kommet godt i gang.

Beaulieus biler

Børnene er helt friske igen; vejret arter sig nogenlunde med 14° og tørvejr, så turen går til New Forest med de fritgående dyr, til Beaulieu med dets motormuseum, dets park og meget mere – det er ikke nok med kun godt en halv dag, men vi nåede da det meste alligevel; inklusiv picnic i det fri. Når det lufter lidt, føles det ikke helt som 15°, men maden smagte nu fint alligevel.

Bilmuseer er for store og små drenge – troede jeg … det forbavsede mig at finde det så spændende som jeg gjorde. Der var ikke helt så mange biler som på Ålholm, dengang det fandtes, men de var stillet langt mere spændende op; med gamle værksteder og alskens andre tableauer, der illustrerede de go’e gamle automobildage.

Hvad der absolut ikke gjorde museet mindre interessant, var særudstillingen “James Bond i 50 år”. Alle bilerne og øvrige underlige transportmidler fra dengang til nu var samlet under ét tag – med forklaringer og klip fra filmene. Ren nostalgi, og så var det jo lidt sjovt at se Aston Martin’erne og alle de andre lækre ting, den legendariske Bond har befordret sig selv rundt i.

En tur rundt i parken gav os mange skønne chancer for at snuppe mine yndlingsmotiver: de nøgne træer.

På vejen ud og hjem sad børnene og sludrede og snakkede som sædvanlig, og vi kunne konstatere, at Aubrey er ved at finde ud af, at der er noget, det hedder internetadresser, for han sagde til Anna, at hun bare skulle kigge på siden dot dot dot doubleUK.
Da jeg til aften spurgte børnene, hvad der havde været bedst ved dagen, sagde Aubrey: “Everything!” Jeg blev helt rørt, indtil Charlotte sagde, at det er standardsvaret, for så slipper de for at tænke mere over det – eller have besværet med at træffe et valg …

Og så til det sædvanlige Titanic-blær: the New York Times har set hhv. James Camerons, Bob Ballards og Tims dokumentarudsendelser. Avisen giver de to førstnævnte en noget lunken kritik, mens den er noget mere begejstret for Tims. I skulle have set Tim her til morgen, da han læste den artikel … han kunne næsten bogstavelig talt flyve.

Nogen spiser kirsebær med de store i disse dage

Det bliver vist ikke meget, vi får set til Tim, mens vi er hos familien i England. I morgen aften skal han være i London kl. 19 for at deltage i et 10-minutters interview til australsk morgen-tv. Det er lidt irriterende for ham, at han er nødt til at drage helt ind til London for sølle 10 minutters tv, men på den anden side ville han ikke så glip af chancen for at komme på direkte i Australien. Mandag skal han også af sted; denne gang til direkte udsendelse i Day Break, som er ITV’s udsendelse her i UK.

Billedet til højre er en ½-sides annonce i dagens Telegraph, og National Geographic har selvfølgelig en annonce for tv-serien i sit eget blad.

I Danmark bliver det udsendt over NatGeo d. 7., 8. og 15. april. Jeg har ikke tiderne for de to første datoer – hæftede mig ikke ved dem, fordi vi ikke er hjemme, men den 15. skulle det være kl. 21:30.

Tim synes naturligvis, det er ret fedt hele tiden at blive nævnt i nærmest samme åndedrag som James Cameron og Bob Ballard – også selv om han bliver nævnt til sidst hver gang …

Da vi stod og ventede på bussen til Paddington i morges, faldt vi i snak med tre australske damer på min alder. De var kommet helt fra Down Under for at tage The 100-year Titanic Jubilee Trip til New York. “Gosh … beware of the icebergs”, kunne jeg ikke lade være med at bemærke. Det lovede de mig.

Vel ankomne til den lille landsby nåede vi lige at indtage frokosten udendørs, inden skyerne atter gik for solen og det blev koldt igen.
Alle børnene leger nu med at samle det Lego, vi havde med til de to mindste børn. Anna kan selv, mens Aubrey skal have lidt hjælp.

Ahhhh. Nu er vi ‘hjemme’ igen. Dejligt.

Tosteberga enge og traner ved Pulken

Jo, der var traner. Nej, der var ikke mange tusind, desværre – kun omkring 1000. De er ved at drage væk igen, og den eneste, der kunne komme tæt nok på tranerne, til at det kan være bare en smule interessant, var John, så jeg pipper kun op med et meget lille tranebillede til slut i indlægget.
Men inden vi nåede så langt, havde vi været lidt omkring sammen med Pia og Allan.
Vi mødtes ved Trollestenen, men det blæste noget mere end ½ pelikan – eller måske rettere ½ pingvin, for der var snefnug i luften.
Vi udsatte derfor kaffedrikningen og satte fluks kursen mod Tosteberga Enge, som er et vidunderligt naturområde. Om sommeren.
Det må nok erkendes, at alting bare er kønnere, når der er blade på træer og buske, men vi fik os en god tur alligevel.
Lige inden vi nåede frem, måtte vi stoppe op, fordi vi fik øje på et stort antal rovfugle – der var 19 – nitten! – i luften over os, men da vi stoppede bilerne og steg ud for at fotografere, forsvandt de naturligvis, inden vi fik indstillet kameraerne.
Hov – var der nogen, der sagde lystfiskerhistorier? Nej, vel? Der var altså 19! Og vi fandt ikke engang ud af, hvad det var for rovfugle, men John var inde på, at det godt kunne have været glenter, for de var temmelig store.

I Tosteberga så vi masser af kaninhuller, men kaninerne lever livet farligt her; nok pga. de mange rovfugle i området … vi så temmelig mange pelsrester og skeletdele rundt omkring.
Vi fandt oven i købet et sted, hvor der var nogenlunde læ, så vi kunne få os den efterhånden ret savnede eftermiddagskaffe. At det så var oven på en betragtelig mængde indtørrede kolorte og en lille tornebusk eller to, generede ikke store ånder … tæppet blev bredt ud og der blev drukket kaffe!
De temperaturer, vi har haft i stykke tid, var i dag blot et minde, som vores effektive påklædning måske giver et hint om. Det var 3°! Jeg er slet ikke så tyk i virkeligheden – det er alle de lag tøj, jeg var nødt til at have på …
Nå. Tror I heller ikke på det?

Af sted mod Pulken, hvor der næsten var flere mennesker end traner, men vi fik da set nogle pænt store flokke flyve både ind og ud.

Jeg elsker mit Lumix, men det kan altså på ingen måde hamle op med Johns blærelinse, så hvis I vil se tranerne i øjnene, må I kigge over til ham senere. I morgen aften, måske.
Han kunne se tranedans. Han kunne se gravænder, krikænder, gæs og stære.
Jeg kunne bare se gravænder og traner.

Kikkerten? Den lå naturligvis hjemme på ødegården.

Der kom en aneurisme i vejen for sverigesweekenden

Inden de latinkyndige af jer bliver forskrækkede, vil jeg skynde mig at understrege, at det ikke er nogen af os, der har en aneurisme, men historien er som følger:

John ringede til mig fredag formiddag på arbejdet, og jeg var fra de første ord ikke i tvivl om, at der var noget, der havde rystet ham temmelig meget – vi har jo været gift længe nok til, at jeg kan høre nuancerne.
Hans far havde ringet og bedt os komme til frokost på søndag, hvortil John i første omgang takkede nej – vi var jo i Sverige.
Faderen sagde derefter, at det altså var meget vigtigt, at vi kom, for han havde en sygdom, som var arvelig; som man kan dø af, og som kun mænd kan få, så nu havde han hermed indkaldt lillebror Søren og John til en orienterende samtale, så de kan gå videre selv for at blive undersøgt for, om de har sygdommen.

Den kølige og altid åndsnærværende Ellen svarede, at nu skulle han bare tage det helt roligt – Johns far bliver 88 om en måned, så SÅ farligt kan det vel heller ikke være, og hvad er det i øvrigt for en sygdom?
Det anede John ikke – det var slet ikke blevet nævnt … “men vi er nødt til at droppe sverigesturen denne gang”.

Ja, selvfølgelig gjorde vi det, men da vi begge var hjemme fredag eftermiddag, insisterede jeg på at få det navn at vide, så vi kunne finde ud af lidt mere inden på søndag.
Desværre var der ingen, der svarede, og først lørdag ved frokosttid kunne vi få oplyst, at det drejede sig om en abdominal aortaaneurisme.

Nårh – det var der da ingen grund til en søvnløs nat for, og da jeg havde fundet lidt dokumentation for det på nettet, var John både mere rolig og en anelse irriteret – der havde da ingen grund været til at sætte den slags panik i drengene – John havde jo nærmest set sig selv både død og begravet inden for det næste års tid … men okay – Johns far har selv en aneurisme på 8,2 cm i lysken, hvilket er temmelig voldsomt, og han er for gammel til, at man kan operere. Risikoen for at dø af operationen er større end chancen for at få ordnet det tilgrundliggende problem, og desuden forstod han nok ikke helt, hvad det egentlig var, lægen sagde om sagen – der var lige et par ting, han havde misforstået, men jeg forstår såmænd sagtens, at det kan være svært for en så gammel mand at bevare overblikket, og det er svære ord, der bliver brugt.

I hvert fald er John helt rolig nu – selvfølgelig tager han til egen læge for at blive screenet, men så er den heller ikke meget længere. Skulle han have en aneurisme, bliver han opereret, og så er den slet ikke længere.

Vi skubber sverigesweekenden en uge og i stedet for at fejre min fødselsdag på lørdag på Limone i Køge, bliver det på ødegården i Sverige.
Bortset fra, at jeg så ikke slipper for at lave mad, er det helt ligemeget, hvor det bliver fejret, for indledningen til dette det sidste år, hvor jeg kan kalde mig for værende i halvtredserne, kan næsten kun markeres med to minutters stilhed.
Det kommer til at gøre ondt om et år. Meget ondt. Så ondt, at jeg nok er nødt til at holde op med at arbejde …

Så er der – næsten – fred i hytten

Næsten, fordi der jo stadigvæk er to børn, der nu har fået noget mere plads at tumle sig på. Men det er den gode støj…
Alle andre er nu taget af sted mod hjemlandet – én er sygeplejerske og er allerede på arbejde, mens dette skrives.

Det har været dejligt, at alle (bortset fra skibsofficereleven) kunne være her i julen. Rune befinder sig lige nu et eller andet sted omkring Singapore og vender først hjem engang i februar eller marts.
Han havde sparet op af sin satellittelefonration og havde derfor hele 20 minutter juleaften, hvor han kunne ringe hjem og tale med sin familie.

Til højre ses yngstegenerationen med yndlingsbeskæftigelsen. Der kan downloades en masse sjove spil på sådan en iPad; bl.a. et racerspil, hvor selve iPad’en bruges som et rat. Gæt hvem der blev nødt til at få rationeret spilletid!
Nu er den ene iPad kørt til DK, og den anden er midlertidigt pakket væk. Anna havde godt nok fundet sig et spil, hvor man lærer noget om tal, men derfor skal de ikke sidde hele dagen med den slags ‘legetøj’.
Mine søstre og jeg blev i øvrigt lidt forargede over det ‘pædagogiske’ spil: det var et barn på ikke over 6 år, der havde lagt stemme til, men det var nu ikke det, vi var forargede over – bortset fra, at jeg troede, børnearbejde var forbudt på disse breddegrader…
Der dukkede mellem to og ti dyr frem på skærmen, og barnet skal tælle, hvor mange der er og trykke på det rigtige tal. Det gør det sikkert sjovere for den, der spiller det, at det er en barnestemme der siger noget, men vi syntes ikke, det var særlig pædagogisk korrekt, at man tillod den unge ‘speaker’ at sige: “Har du tællet dem nu?”
Det er ikke helt i orden, er det ej!

I aftes var det første gang, alle tre børn blev puttet på en gang, og derfor også første gang, William så A&A få børstet tænder.
Han stod fuldstændig målløs og bare stirrede på det der underlige, der skete – de har elektriske tandbørster, og William spurgte sin mor, mens han hoppede op og ned: “Den snakker, mor! Mor, hvad siger den til Aubie? Den er sjov. Sådan en vil jeg også gerne have!”
Camilla måtte stå og lege elektrisk tandbørste for at få lov til at børste sønnens tænder; med rystende hænder og selvfølgelig også med lyd på. Ret festligt for os andre.

Det har som sagt været smadderhyggeligt – det har alle været enige om, men hvis vi skal være helt ærlige, så er det også rart nu at have et par dage at se frem til, hvor det bare er englænderne og os, der er her, for man kommer ikke uden om, at der ikke er ro et øjeblik med 17 mennesker på ikke alt for meget plads.

Vi kan også mærke på børnene nu, hvor vi har været os selv i et par timer, at de er ved at finde sig selv og deres julegaver og bare leger sammen, som de er så gode til. Der har bare ikke været rigtig plads til det – hverken fysisk eller mentalt.

Lige så snart vi var alene, ville Aubrey have ryddet alt sit legetøj sammen. Intet skulle stå fremme, men pænt pakkes i kasser og æsker, så han havde styr på altings plads. At det så blev hevet frem igen lidt efter lidt, er en anden snak, men nu skulle der være orden og ikke kaos. John og jeg gik rundt og fik stuen til at se normal ud igen; flyttet møbler på rette plads og støvsuget lidt rundt omkring, hvilket åbenbart også inspirerede den lille mand.
De har været utrolig søde, begge børnene, men det har måske lidt skyldtes den gode opdragelse, for vi mærker så tydeligt, hvor meget de hygger og slapper af nu.

Ikke et ondt ord af den grund over familien – men så godt kender A&A dem heller ikke, så disse dage har nok stresset de små lidt mere, end vi umiddelbart havde tænkt over, at det ville gøre. Men de har ingen skade taget …  og de har ikke engang spurgt, om de må spille computer – det er åbenbart slet ikke nødvendigt lige nu.

Julemanden fandt os helt heromme i Sverige

Der var vel omkring en halv million gaver under det juletræ. Og ved siden af det – nogen skulle jo gerne kunne gå rundt om det…
For børnene var det nu så småt ved at blive interessant. Mens de voksne vaskede op efter julemaden, bar de tre børn gaverne ind og lagde dem under træet, hvilket erfaringsmæssigt passer meget fint rent tidsmæssigt.

Men … hvad skete? Pludselig bankede det på ruden, og udenfor stod en julemand, som beklagede, at han ikke kunne komme ned gennem skorstenen.
Ih, hvor var vi glade for at se ham, så han blev naturligvis inviteret indenfor i den lune stue.
Jeg elsker simpelthen at se på børn, der ser på den julemand, de stadig tror på i den alder. Det er bare guld værd.
Da han spurgte, om der var nogen søde og artige børn her, var der skam ingen falsk beskedenhed – tre børn råbte enstemmigt JAAHH!!!

Julemanden tog af sted igen – han havde mange flere, han lige skulle nå at besøge.
Han blev spillet af Heidis kæreste, som børnene kun ser for anden gang, og med alle de folk omkring dem lagde de overhovedet ikke mærke til, at han var væk.
Han hedder Nikolaj, og fra da af blev han selvfølgelig kun kaldt for Nikolaus…

Nogen af os fik McQueen-lego, som der skulle hjælp til at samle.

Nogen andre af os fik et McQueen-telt.

Mange af os sad og så Cars 2 i dag, og både børn og voksne grinede højt og larmende af Bumle. Det er utroligt, så stor en succes ham McQueen er blevet hos børn. Og voksne…

I dag har den stået på 100 % afslapning – selvfølgelig har vi fået os en gedigen julefrokost med alt muligt godt af alskens hjemmelavede sager, men det meste af det var præpareret hjemmefra, således at arbejdet i dag var minimalt.
Nogle spiller kort, andre spiller andre spil. Nogle ser Tims Titanic-docu. Det er ret fedt at være de første, der får lov til at se den.
Den er endnu ikke helt færdig, men det er efterhånden tæt på.
Her i juleferien sidder Tim og arbejder flittigt på at lave sine bøger om til e-bøger, så man kan købe og downloade dem umiddelbart efter premieren i april.
Hvis man googler titanic case closed, kommer der en del hits op. Dette er et link til en foromtale – det er Bedlam Productions, som for os nok er mest kendt for The King’s Speech, der står for produktionen af Titanic-docu’en.

Energiniveauet er meget, meget lavt for mit vedkommende. Jeg har ikke engang særlig mange ord i mig, hvilket er temmelig usædvanligt…
Livet er nu alligevel ikke det værste man har.