Der skulle ryddes op og ud på barndomsgården i går. Vi tre søstre, en af mine niecer og John var derude og tog fat.
Det er rigtig mange år siden, staldene har været brugt til deres egentlige formål – de syv hestebokse var de sidste, der gik ud af drift, så at sige. Gennem mange år har vi alle derfor brugt den gamle svinestald som en slags pulterkammer, for eksempel til møbler, der blev udskiftet, men som man ikke nænnede at kassere. Samt masser af andre ting – begge mine forældre var enormt dårlige til at smide ud; jeg selv har en snert af pisken, min ene søster kan næsten ikke få sig selv til at kassere noget som som helst, mens min anden søster er totalt ovre i den anden grøft og har ingen problemer med at smide gammelt ragelse væk. Det har jeg så heller ikke, hvad ragelse og ubrugelige ting angår, men da jeg gik rundt derude med mit kamera, vældede minder fra alle mine 59 år op i mig ved at gense nogle af de gamle redskaber, der var blevet stuvet af vejen gennem årtierne.
Det røde skilt, der sad i nærheden af maskinen, som mælken blev hældt i og kølet ned med. 
Den gamle trætrillebør, hvor klappen oven i købet kunne lægges ned.
Fodertrug af træ. Petroleumsdunke. En vinballon (?)
De gamle mælkejunger (og/eller mælkespande, Farmer?)
Der var to slags, som man kan se: en med låg og en uden, men jeg er ret sikker på, at begge brugtes til mælk. Den med låg (jungen) til at stille ud til mælkebilen og den uden låg (spanden) til at transportere den nymalkede mælk hen til køleanlægget.
Far stoppede med kvægdrift, da jeg var omkring otte år, men derfor var det jo desto mere hyggeligt at se de gamle ting. Et gammelt vandingsaggregat og en foderdims til høns blev sat til side, indtil min søster fragter det over til Charlotte til sommer. Hun vil til at holde høns, og selvfølgelig kan hun købe det nødvendige i England, men hun kunne så godt tænke sig noget fra gården, hvis det kunne lade sig gøre, og det kan det så.
Der var denne dims, som jeg vil have med til Sverige, og som jeg kom til at kalde for et åg, hvad det ikke er, men hvad hedder det så? Et spand? Det brugtes til et tospand; altså så man kunne holde styr på to heste ad gangen, når de skulle trække ploven eller andre redskaber. Traktor kom der først på gården i 1956, og jeg har en noget tåget erindring om far gående ude på markerne med sine heste.
Jeg husker dog tydeligt, at høsten foregik ved at kornet bare blev skåret
og negene blev sat skulder ved skulder ude på marken, indtil de blev bragt til loen og senere tærsket dér. Kanter og hjørner slog far med leen – ikke et aks måtte gå til spilde på den lille gård.
Far fortalte, at på de to herregårde, han arbejdede på som ung, fik de besked på ikke at være alt for gode til at få det hele med, for der skulle være noget tilbage til de fattige at sanke.
Ej altså for pokker for et hårdt arbejdsliv, de har haft dengang: man travede op af ned af de marker mange, mange gange – der skulle pløjes, harves, sås, tromles, høstes – fem gange får jeg det til, at man traver, traver, traver. Måske har jeg oven i købet glemt noget i processen. Og det var jo ikke ligefrem de brede omgange, der kunne klares af to heste … ploven havde vist kun ét skær. Eller havde den to? Det husker jeg ikke, men vi taler under ingen omstændigheder om bare tilnærmelsesvis de størrelser, landbrugsredskaberne har i dag.
Da far var landbrugselev på herregården Kollekolle, gik han bag heste og plov fra kl. 6 om morgenen til det blev mørkt. Afbrudt af måltider, selvfølgelig, men det har dæleme været hårdt – han fortalte også med sit glimt i øjet, at han ingen problemer havde med at falde i søvn om aftenen … men forestil jer lige en kondition, man har haft dengang – det var slet ikke nødvendigt at skære fedtkanter fra kødet; det skulle nok blive forbrændt alt sammen.
