Lige ved og næsten…

…slår ingen mand af hesten.
Det var en af min mors mange gode, gamle talemåder. En anden var, at man ‘har aldrig tid til at gøre en ting godt nok, men man har altid tid til at gøre den om’. Ups da hvor den rammer lige i plet. Jeg fyrede den af i et strategisk velvalgt øjeblik på arbejdet, og det er lige før, det kom i glas og ramme. Vi har nemlig lige rigeligt nok at lave for tiden…

Det, som fik mig til at tænke på ordene i overskriften, var noget, jeg hørte i radioen i dag, og som sendte mig direkte omkring 25 år tilbage i tiden – tilbage til en biograftur, som mine forældre spenderede på børn, svigerbørn og børnebørn. (Nej… I er ikke gået fejl; det lyder måske som Giro 413, men det er det ikke).

Det var til en (re?)premiere på ‘The Sound of Music’. Vi var mine forældre, moi & Charlotte, mine ene søster med mand og barn og min anden søster med kæreste.
Vi vidste, at der undervejs i forløbet ville blive trukket lod om en skiferie for fire i Østrig, så far havde understreget, at hvis nu fru Fortuna skulle stå os bi, så var det altså billetten, vi havde i hånden, der gjaldt – ikke sædet, hvor vi nu tilfældigvis var kommet til at sidde efter diverse indbyrdes debatteringer om, hvem der nu lige skulle sidde ved siden af hvem.

Hvad skete? Gæt!
Yeah, right: Jeg sad på det rigtige sæde. Men min svoger havde den rigtige billet. Så tæt har jeg hverken før eller siden været på at vinde en rejse.
Jeg ønskede dem til lykke og sagde ihhh hvor var de bare heldige og mente det selvfølgelig også. (Selvom jeg inderst inde var en anelse misundelig.  Men det var der naturligvis ingen, der kunne se på mig…)

Min fætter har vundet 25000 kr. til en rejse gennem FDM.
Har I nogen sinde vundet andet end erfaring?

Sort sol? Jada

Vi så det bare ikke. Ikke i lørdags i hvert fald. Vi så det i går, søndag, og det var en smuk oplevelse.

Har I en halv time? Så skal jeg gerne fortælle om den kæmpestore klaphat, der skulle forestille at være vores guide i lørdags.

Vores vært på det lille Højer Marskhotel, Brian, havde besluttet sig til, at for første gang ville han selv ud og opleve sort sol. Det fortalte han os, da vi ankom. Vi ville derefter blive befragtet ud til Emmerlev Strandhotel, hvor der ville være buffet. Derefter blev vi kørt tilbage til Højer. Fint nok med os. Normalt har Brian altid et hotel eller to at passe, men i lørdags var alle hans gæster i Højer tilmeldt et sort sol-arrangement, så han havde benyttet sig af lejligheden, givet sig selv ‘fri’ og havde lejet to minibusser, hvori han og en anden skulle transportere os gæster efter den ‘rigtige’ bus med guiden. Et busselskab, som Brian havde entreret med de sidste to år. Uden klager. Indtil nu. Men…

Vi steg ind, bussen kørte og Brian satte efter. Første gang, der ringede advarselsklokker hos mig, var da vi holdt stille i Rudbøl og samtlige passagerer i bussen steg ud og fotograferede en tåbelig sten, der lå midt i vejen. Hmmm. Hvad er det lige, der er fokus i aften, spurgte mor her sig selv. Har vi en misforstået opgave her? Efter at denne seance havde taget et helt kvarter, kørte vi endelig igen. Laaaangsomt. Og med fem minutters stop ved hvert vejkryds. Advarselsklokkerne bimlede mere og mere højlydt.
Brian ud og spørge, hvad pokker han havde gang i der omme foran. Vi fik ikke noget svar, men han så meget sammenbidt ud, da han steg ind i minibussen igen.

Stop igen. Klaphat hen og spørge en hesteejer om noget. Klaphat sætte sig ind i bus og køre videre. Håbet steg en anelse hos os. Klaphat stopper igen bus og kommer hen og udtaler disse ord: “Jamen jeg ved ikke, hvor vi skal hen. Jeg ved ikke, hvad vi skal”, plus et par bemærkninger til med stort set samme ordlyd. Du godeste – jamen for himlens skyld… Der faldt et par dybt sarkastiske kommentarer om, hvorvidt manden mon overhovedet vidste, hvad sort sol er for noget. Han var 55-60 år og burde da have et brugbart netværk. Også selv om han var sidste-minut-afløser, hvad der viste sig at være tilfældet. Klaphatten høvlede bare rundt i Nordtyskland, tilsyneladende uden mål eller med og virkede ikke engang særlig påvirket af, at der efterhånden var en 50-60 stykker, der på ingen måde syntes, han klarede det her specielt godt. Havde han så bare set lidt beklagende ud; sagt, at han var smidt ind i det her, men han skulle nok ringe rundt… i det hele taget bare GØRE noget… bare gøre NOGET… I er sikkert helt med på, hvad jeg mener. I stedet trækker han bare på skuldrene og ser ophøjet upåvirket ud af situationen. Det havde ikke været mere informativt at sidde i bus med ham, fandt vi senere ud af. Klaphat havde ikke sagt mange ord udover, at han var afløser, så han kunne altså ikke gøre for det. Fæhoved.

Da vi burde have været ankommet til destinationen næsten en time tidligere, stoppede fjolset kortegen for 117. gang og kom hen til Brian og fortalte, at “nu havde Poul ringet, og det var i Aventoft i aften”. Det havde Poul garanteret vidst i flere timer, så hvorfor f….. osv… Nå, men Brian legede derefter Formel1-kører og kørte til Aventoft på 20 sekunder, føltes det som om. Men vi ankom alligevel lige præcis, da det hele var overstået.

Det havde skam været helt perfekt, kunne vi erfare dagen efter. Masser af fugle og den perfekteste og rødeste solnedgang.

Brian kompenserede, så godt han kunne, ved at give os drikkevarer ad libitum lørdag aften, og vi var slet, slet ikke i tvivl om, at manden indvendig skummede af vrede, frustrationer og raseri, selv om han pænt prøvede at holde masken over for os. Jeg er også helt sikker på, at den ‘guide’ vil der blive klaget over med meget, meget store bogstaver.
Vi havde faktisk helt ondt af ham (Brian, altså) og forsøgte at trøste ham med, at det jo ikke var hans skyld. “Nej, men det er mit ansvar! Jeg har brugt det selskab i to år nu, og jeg har aldrig fået en klage! Jeg fatter ikke det her.” Vi grinede lidt og sagde til ham, at vi faktisk var ret glade over, at han selv havde været med på denne tur, for det hele var så grotesk, at han sikkert ikke ville have troet helt på os, hvis vi havde fortalt ham om hele dette forløb. Dér kunne han trods alt ikke lade være med at trække på smilebåndet.

Vores venner skulle være hjemme til søndag aften, men John og jeg blev lynhurtigt enige om, at vi blev, og at vi selv ville køre til Aventoft og håbe på, at stærene havde tænkt sig at overnatte dér mindst en nat til.

Det havde stærene heldigvis, og vi så dem komme fra alle sider, samles og svæve lidt rundt for så at gå til ro for natten. Mange stære. Ikke en million stære, men det var o.k., og John fik nogle gode skud i kassen.
Vi kom derfor hulens sent hjem søndag aften, men det var det værd.
Samværet med vennerne var som altid godt, vejret var pragtfuldt lørdag, og søndag fik vi bare en lille byge om formiddagen. Det var en god weekend. Trods alt. Vi gør den om igen til næste år. Man siger, at man aldrig skal gentage en success, så vi har ingen skrupler over at gentage denne tur

Til slut et skilt, jeg så i Tønder, og som jeg slet ikke kunne stå for. Jeg kunne desværre ikke investere i det – det var søndag og butikken var lukket.

Pinse i reden

Det er lige HER, jeg skal tilbringe min pinse. Det meste af den i hvert fald.

Min elskede rede. Med lille ‘r’ – den hverken skal eller må forveksles med Reden i København, som er noget ganske andet og meget fjernt fra min lille rækkehusidyl.

Jeg forelskede mig i en rede allerede for omkring 10 år siden, da Charlotte boede i Wimbledon. Dér lå et shoppingcenter, hvor jeg absolut måtte over og ose, hver gang jeg besøgte hende. Der var mange gode og spændende butikker, og en af dem havde en rede. Den var lavet af rør og bestod af en løs redeskål, der stod på en fod. Skålen kunne således anbringes i flere vinkler. Den var stor; jeg kunne blive helt væk i den og jeg var vild med den, men vidste samtidig, at den fik vi aldrig plads til i vores lille stue – den ville ikke engang passe i Sverige, så jeg måtte nøjes med mine drømme.

Hvad fik jeg så lige øje på sidste sommer i et havecenter tæt på Charlotte og Tims landsby? Jamen der stod den jo! Godt nok ikke min originale rede, men en acceptabel ikke-indstillelig, men til gengæld sammenklappelig efterligning, beregnet til udendørs brug.
Perfekt. Vi havde bilen med til England sidste sommer, så der var ingen tvivl i mit sind: Den stol skulle med hjem og bringe mig stor nydelse i de kommende somre. Dette er således min anden redesæson, men der kommer forhåbentlig mange flere.

Ingen pinseplaner, bortset fra mandag sidst på eftermiddagen/aften, hvor vi skal til grillparty på fædrenegården. Skønt, skønt, skønt, til begge dele… John vil gerne til Græsted for at se på veterantraktorer og dampdrevne, gamle ting af varierende art. Nu må vi se, om jeg gider tage med. Hvis I spørger mig lige nu, gider jeg ikke, men lad os se i morgen…

Jeg går lige ud i reden igen. Vil ikke forstyrres.

Hvor er alle drømmene, jeg drømte?

Jeg har altid været dagdrømmer. Eskapist? Ok, måske. Men det har dog aftaget lidt med årene.

Dagdrømme…natdrømme…de første kan vi til en vis grad styre; de sidste styres af underbevidstheden.

Jeg har filosoferet lidt over, hvor forskelligt drømme opfører síg – og hvor forskelligt de manifesterer sig. De fleste drømme har man vist kun én gang, mens andre vender tilbage igen og igen – dette desværre kun de dårlige for mit vedkommende.
Alle drømmer, siges der – også de, der mener, de ikke gør det – det er kun tidspunktet, man bliver vækket/vågner på, der er afgørende for, om drømmen huskes.
Søvnens drømme har mange gradueringer: erotiske, dejlige, rare, underlige, ubehagelige, dårlige, væmmelige, og endelig de værste: mareridtene.

Sommetider husker jeg en drøm i et ultrakort glimt. Jeg har på fornemmelsen, at den ligger lige under overfladen og burde kunne hentes frem; det føles vigtigt at huske den, men det lykkes aldrig.

Nogle drømme huskes tydeligt i nogle timer eller måske resten af dagen. Andre kan jeg slet ikke kan få lov til at slippe igen. De hører som oftest til blandt de mindre behagelige af slagsen, og hvis jeg vågner af sådan en i løbet af natten, er den så virkelighedstro, at den ikke forsvinder, bare fordi jeg ville ønske, at den gjorde. Den forfølger mig, og er jeg doven og prøver at nøjes med at læse i en bog og/eller drikke en tår vand for derefter at lægge mig til at sove igen, så kører den bare videre; jeg er nødt til at stå helt op og være væk fra sengen i mindst en halv time for at få drømmen ud af systemet.
Hvis jeg har sådan en drøm om morgenen, når vækkeuret ringer, kan den sidde i baghovedet hele dagen, og min hjerne hiver den frem til overfladen i tide og utide, uden jeg rigtig kan stille noget op mod det. Jeg kan som regel relatere den til noget specifikt, så det er sandsynligvis min underbevidsthed, der er på overarbejde.

Jeg kan genkalde mig to tilbagevendende drømme, der hver for sig er fuldstændig ens hver eneste gang – sådan helt “Groundhog Day”-agtige. Den ene, som var ret tæt på at fortjene betegnelsen mareridt, startede da jeg var otte, men stoppede da jeg var blevet mor. Den anden startede, da jeg var teenager og kom i mange år en gang eller to om måneden. Nu er frekvensen faldet til at være mindre end en gang årligt. Men den skal nok dukke op, og jeg mener ikke, at jeg har brug for at vide, hvad den betyder.

Den klassiske drøm, hvor det hele drejer sig om at nå noget man aldrig når, har jeg med jævne mellemrum – altid i en ny version, men jeg har endnu aldrig nået toget eller middagen eller flyet eller festen eller jobsamtalen eller…

Da jeg var ung mor en noget yngre mor end jeg er nu, kæmpede jeg i mine drømme for at redde mit barn fra et eller andet skrækkeligt. Nu kæmper jeg for mine børnebørn. Gad vide, hvornår jeg bare får lov til at hygge mig og slappe af? Jeg mener: Hvor overbevisende kan en oldemors kamp for sine oldebørn virke? Det burde ikke være muligt – ikke engang i drømme.

Vaskeægte mareridt tror jeg ikke, jeg har haft. Jeg har haft mange drømme, der har været særdeles skræmmende, men at “vågne med et skrig og ligge badet i sved”, som man kan læse i gamle romaner, har jeg mig bekendt aldrig prøvet. Ej heller på Edgar Allan Poe-agtig måde “med fægtende arme og ben kastet mig skrigende rundt i sengen”. Jeg har meget ondt af dem, der får så skrækkelige mareridt, for de findes helt sikkert. Men ligesom der er nogen, der kalder det influenza, fordi de har pudset næse to gange og ikke gider gå på arbejde, oplever jeg tit, at der er nogen, der kalder det mareridt, bare fordi drømmen har været lidt ubehagelig.

Jeg har skrevet alt dette, fordi jeg var i det filosofiske hjørne og ikke, fordi jeg har et behov for at nogen med mere eller mindre kommercielle bagtanker skal melde sig til at tyde mine drømme, hvis sådan noget ellers overhovedet er muligt. Såkaldte drømmetydere kan da sagtens komme med teorier om denne eller hin betydning, og man kan lige så sagtens gerne ville tro på samme teorier. Nogle gange ved jeg godt selv, hvorfor jeg havde lige præcis denne eller hin drøm; oftest har jeg ingen anelse, hvilket jeg har det aldeles glimrende med… jeg tror drømme kommer for at rydde op i sjælen, og det skal de have lov til at gøre uden utidig indblanding fra min eller andres side. 
Jeg kender godt en “drømmefanger”. Tanken er såmænd meget sød, men sådan en giver mig altså associationer om et støvet edderkoppespind, spundet af en kæmpeedderkop under indflydelse af LSD. Har man gættet, at der ikke hænger en i mit soveværelse eller over mit skrivebord?

Dagdrømme excellerede jeg mest i, mens jeg gik i folkeskolen og de to år i realen (til jer under 47, der undrer sig over, hvad jeg taler om: det var der noget, der hed dengang, før enhedsskolen. Kan sikkert googles). Jeg havde en ret hidsig lærer, der tit kylede et stykke kridt i hovedet på mig for at vække mig. Engang kastede han sine nøgler efter mig – kridtet havde åbenbart ikke haft den ønskede effekt – han havde bare glemt at tage højde for, at jeg sad og kiggede ud af et åbent vindue, så hele klassen tilbragte resten af timen med at lede rundt i budskadet efter hans nøgler. Til stor moro i lang tid fremover…