Et par guldkorn fra Samvirke

Det nye nummer af Samvirke er udkommet. Det er ganske udmærket at læse – ikke mindst fordi jeg næsten altid kan finde et eller andet, jeg kan smile skævt til eller undre mig over – og jeg blev da heller ikke skuffet denne gang:

I ‘Bag om varen’; denne gang om tandpasta. Det er ikke Coop, jeg hænger ud her, jeg undrer mig bare noget så gevaldigt over, at nogen kan finde på at købe de sidstnævnte tandpastaer:

“Langt de fleste tandpastaer på markedet har mintsmag. Nogle børnetandpastaer har smag af sødt eller lakrids. På nettet kan du dog købe tandpasta med smag af bacon eller cupcakes”.
Adddr. Hvem gider dog børste tænder i noget, der smager af mad???

“Kvalitet fra bjergene
Har du lyst til en ost fra bjergene?
I supermarkedet kan du snart finde et nyt mærke på varerne: ‘Bjergprodukt’.
Mærket er et kvalitetsmærke på linje med ø-mærket og kan kun komme på varer, som er dyrket og produceret i bjergrige områder.
Ingen danske varer har fået mærket.”

Der kan man bare se. Tak for den sidste oplysning … jeg undrer mig blot over, at man fandt den nødvendig.
Jeg ville nok også miste tilliden til troværdigheden, hvis jeg så danskdyrkede/producerede varer mærket med ‘Bjergprodukt’ …
Hvorfor mon det er en kvalitet i sig selv, at noget stammer fra ‘bjergene’? Kan det have noget med ren luft at gøre? Mindre forurening? Så vidt jeg ved, er syreregnsproblemer direkte proportionalt med højden af landskabet. Jeg savnede en uddybende forklaring på dette nye ‘kvalitetsmærke’.

Tak også til Overleveren, som beærede os med et besøg og leverede et par timers godt selskab – det var rigtig hyggeligt, selv om vi også nåede lidt rundt om lidt mindre hyggelige emner … det gør jo ikke selskabet mindre godt af den grund.

Brugsen vrøvler stadig, men andre kan skam også

Dagens e-mail fra COOP indeholdt følgende tilbuddet til venstre; deres netmagasin tilbuddet til højre:

Mener de 50000 eller 500000 hoteller?  Hvad er et klatretorv? Anede ikke, at man kan klastre på vandrette flader …

---

På arbejde er jeg så småt begyndt at rydde op i mapper og filer; bl.a. har jeg nu slettet alle de revserier, jeg har leveret til mine kolleger gennem tiderne. Nogle af dem kunne jeg dog ikke nænne at kassere, hvorfor jeg sendte dem hjem i stedet for – så kan I med uregelmæssige mellemrum blive udsat for udpluk af dem.
Nedenstående har jeg vist oven i købet ofret et indlæg på før, men der er for det første kommet mange nye læsere til, og for det andet kan det godt tåle en gentagelse. Har jeg lige besluttet … 
Her er derfor guldkornene, ‘nogen’ har indsamlet rundt omkring. Ganske som med googlesøgningerne, er det lige så meget kommentaren som selve brøleren, der gør det morsomt.
Jeg skal ikke kunne sige hvorfor, men jeg har sådan på fornemmelsen, at de fleste eksempler må være fundet i USA.

In Honor of Stupid People
In case you needed further proof that the human race is doomed through stupidity, here are some actual label instructions on consumer goods.
 
On a Sears hairdryer — Do not use while sleeping.
(damn, and that’s the only time I have to work on my hair.)

On a bag of Fritos — You could be a winner!  No purchase necessary. Details inside.
(the shoplifter special)?
 
On a bar of Dial soap — "Directions: Use like regular soap."
(and that would be how???….)
 
On some Swanson frozen dinners — "Serving suggestion: Defrost."
(but, it’s "just" a suggestion).

On Tesco’s Tiramisu dessert (printed on bottom) — "Do not turn upside down."
(well…duh, a bit late, huh)!

On Marks &Spencer Bread Pudding — "Product will be hot after heating."
(…and you thought????…)

On packaging for a Rowenta iron — "Do not iron clothes on body."
(but wouldn’t this save me more time)?
 
On Boot’s Children Cough Medicine — "Do not drive a car or operate machinery after taking this medication."
(we could do a lot to reduce the rate of construction accidents if we could just get those 5-year-olds with head-colds off those forklifts.)
 
On Nytol Sleep Aid — "Warning: May cause drowsiness."
(and…I’m taking this because???….)
 
On most brands of Christmas lights — "For indoor or outdoor use only."
(as opposed to…what)?
 
On a Japanese food processor — "Not to be used for the other use."
(now, somebody out there, help me on this. I’m a bit curious.)
 
On Sainsbury’s peanuts — "Warning: contains nuts."
(talk about a news flash)

On an American Airlines packet of nuts — "Instructions: Open packet, eat nuts."
(Step 3: maybe, uh..fly Delta?)
 
On a child’s Superman costume — "Wearing of this garment does not enable you to fly." 
(I don’t blame the company. I blame the parents for this one.)
 
On a Swedish chainsaw — "Do not attempt to stop chain with your hands or genitals."
(Oh my God…was there a lot of this happening somewhere?)

Er nr. 100 kun halvdød?

99½ colibakterie dræbt af kanel. Resten af millionen døde vel af alderdom …

Det er herligt, at John har overtaget de daglige indkøb, således at jeg bare kan komme hjem fra arbejde og slappe af, men jeg savner jo alligevel Brugsen en smule, og det er i sagens natur blevet helt umuligt at holde sig orienteret om de sproglige bommerter.
Så er det sandelig godt, at vi har Samvirke, som har leveret rigtig mange morsomheder indtil videre … og det lugter jo altid lidt af Brugs.
Ovenstående er fra den seneste udgave. De klokker godt nok tit rundt i det, når de skal servere disse små statistiske godbidder for os – som dengang de ville bilde os ind, at vi i snit spiser hele 10 milligram kartofler om dagen … MEN at vi danskere på trods af denne yderst minimale indtagelse alligevel købte 56 ruller toiletpapir hver evig eneste dag!
Opdatering: det er kun min navnesøster i Kragelund, der kan være med til at holde denne sidstnævnte statistik kørende …
(sorry – men jeg kunne ikke lade være, og jeg tror du kan tåle det )  

Regne kan de ikke på Samvirke, og finde procenttegnet kan de heller ikke … det er sgu nok røget til Indien.

Røde, gule, hvide og stribede beder

I den forløbne uge har Brugsen atter haft ‘Fyld posen for 25 kroner’. 
Med rod frugter. Suk. Det hedder rodfrugter, for pokker.
Jeg fyldte posen med beder af forskellig art. Der var hvide beder, gule beder, rødbeder og … stribet beder. Suk igen. Det hedder stribede beder, for pokker. Jamen så lær det dog. Eller se på, hvad du har skrevet på de andre skilte. Skrev du ‘gult beder’? Eller ‘hvidt beder’? Nej, vel? Hvorfor pokker tror du så, det hedder ‘stribet beder’?? Det hedder det kun, hvis der blot havde været en enkelt [stribet bede].
Rødbederne holder vi helt udenfor – det er så indgroet et begreb, at det nok varer lidt, før vi får hvidbeder, gulbeder og … stribbeder? Forhåbentlig ikke det sidste … det lyder fuldstændig tåbeligt. I øvrigt var de ikke spor stribede, så det behøver vi måske slet ikke at spekulere så meget over.

Aftenens menu stod på hellefisk med en salat af bl.a. bagte rødbeder.
Det var derfor oplagt at tage lidt af alle bederne og se, hvad forskellen var i både udseende og smag.
De smagte forholdsvis ens, og de stribede var som sagt slet ikke stribede; jeg kunne ikke se forskel på stribede og gule … men desuagtet blev salaten ganske nysselig – her vist hhv. med og uden den løg-olie-appelsin-/citronsaft-fintstrimlet appelsinskal-dressing, der skulle til. Det smagte rigtig godt.

Og til sidst dagens fuglebillede: en lille skovspurv med munden fuld af mad. Taget inde fra stuen. Med masser af zoom. Er den ikke sød?

Dagens øvelse var at få fokusmaskineriet på kameraet til ikke at fokusere på grenene foran fuglen.
Jeg bestod.
Men jeg var også både lærer, eksaminand, eksaminator og censor … det havde muligvis noget at sige for bedømmelsen …

Så er den vist feset ind hos selv den mest tungnemme

Vi skal have kalvehaleragout her i weekenden, så hvad er mere naturligt end at erhverve sig nogle kalvehaler til formålet?

Det havde Brugsen heldigvis.

DANSK
KALVEKØD
KALVEHALER
AF KALVEKØD

Godt så. Er alle med nu?
(Det er kalvehaler, der er i pakken, hvis en enkelt stadig skulle være i tvivl.)
At jeg så forbryder mig mod anvisningerne ved at lave ragout og hverken sylte eller suppe, er en helt anden sag, men hvis I nu lader være med at sladre til Brugsen, går den så ikke, mon?

Den gode nyhed: De har langt om længe droppet apostroffen i Slagterens
Yeahhhh – det er svært at få hænderne ned!

Hvad er ligheden mellem trøffel-risotto og rødbedesuppe?

Interessant spørgsmål, ikke?
Jeg kender ikke svaret, men måske gør en af jer? Jeg er virkelig blevet nysgerrig …
Det kommer sig af, at jeg sad og surfede lidt rundt på nettet for at blive inspireret til supplement til den pose med trøffel-risotto, jeg købte i søndags. Jeg fandt et udmærket forslag, og under opskriften kunne følgende læses:

Jeg synes virkelig, at det er noget af en tilsnigelse med disse påståede ligheder, og da jeg nåede ned til rødbedesuppen, hoppede kæden da helt af … skønt ‘Kylling i øl’ nu heller ikke umiddelbart får tankerne til automatisk at gå videre til trøffel-risotto, hvis I spørger mig. 
Eller måske er jeg bare total-analfabet inden for gastronomien? Er der noget, jeg har overset?

Vi fortsætter i madverdenen:
EN SKIVE BACON: 13,75 KRONER.
Det kunne der have stået i Brugsen i dag.
Dyrt? Det synes jeg. Også selv om den har været en tur i ovnen, den skive.
Man kunne købe en almindelig Stryhns (når de ikke selv kan fjerne apostrofen, må jeg jo gøre det) for 18 kroner, mens julepostejen kostede 31,75.
Forskel: en stribe bacon øverst. Og, okay, en smule piskefløde, men det er altså ikke nok til at få mig til at købe julepostej.
Heller ikke den almindelige, for den sags skyld … jeg ville bare atter en gang understrege, at man altid skal være vågen.
(Hvorfor er det mon fremhævet, at baconskiven er fra bornholmske grise? Specielt her, klasket oven på en leverjulepostej, gør det vel ikke nogen revolutionerende forskel? Eller er bornholmske grise ekstremt dyre, således at det kunne forklare den den store prisforskel?)

Vi slutter i Elgiganten.
De gad godt svare mig. Det er fint – hatten af for det og ingen klager herfra.
Vil I se svaret? Det kommer her:

Kære Ellen,
Mange tak for de vågne øjne. Det er absolut ikke godt nok, at der er grammatiske fejl i skilte og andet materiale. Det skal der rettes op på, og det vil ske så hurtigt det praktisk lader sig gøre.
Så endnu engang tak for din årvågenhed.
Ha’ en fortsat god dag,
Mvh. Frederik, Elgiganten Presse

Nu kan jeg så bare håbe på, at det ‘praktisk’ kan lade sig gøre inden der igen går flere år … og ikke et ord om nu-stryger-vi-hende-lidt-med-hårene-standardskrivelser, vel?

Glæden varede kort …

Stor var min glæde, da jeg i dag trådte ind i Brugsen og opdagede, at man kunne købe rodfrugter i løs vægt.
Kort var min glæde, da jeg opdagede, at jeg skulle fylde en hel papirpose med rodfrugter – det er jo ikke det, jeg har efterlyst, men at jeg kan købe fx to rødbeder. Punktum. Det var godt nok en forholdsvis lille pose, som kostede 25 kroner – spar 5 kroner. Se, det forstår jeg heller ikke helt: når det nu er et nyt koncept for dem, og man ikke har set en ‘førpris’, hvordan kan de så hævde, at man sparer 5 kroner? I forhold til hvad?

Nu skal man naturligvis fristes til at overfodre den pose med rodfrugter, så man får mest muligt for pengene – og dermed risikerer at skulle smide noget ud på et tidspunkt. Jeg prøvede for sjov at proppe posen med en blanding af det hele og vejede den derefter: 1,9 kilo, hvilket svarer til en kilopris på 13,16 kroner (eller med ‘normalprisen’ 15,78 kroner).

Jamen det skal da nok være et udmærket koncept. For Brugsen.
Og få så lige den bindestreg på plads efter ROD, tak …

Den annonce, jeg omtalte i går, forfølger mig nu, overalt hvor jeg færdes i cyberspace – oven i købet med billede. Man bliver jo helt paranoid …

Pyha.
Nu vil jeg i ro og mag sidde og finde ud af, til hvilken forretning jeg skal bestille det supergavekort på 500 kroner, jeg fik i aftes for at tage ind til Gallup i København for, sammen med seks andre, at komme med mine uforgribelige meninger om økologiske mejeriprodukter.
Jeg tror, det bliver Imerco, men det er svært at vælge, for der er så mange muligheder – men selv om 500 kroner er dejligt at kunne snolde for, er det altså ikke penge nok til fx en ballontur, så visse ting udelukker sig selv.

Det var i øvrigt meget hyggeligt inde hos Gallup. John kan ikke for sin død forstå, at jeg gider sådan noget, men kan alligevel sagtens se, at det passer fint med min personlighed. Man havde sat syv personer sammen i aldersgruppen 48-60 år, og hvor vi alle foretrækker at købe økologiske mælkeprodukter. Dette gjorde det til en meget homogen gruppe, og det varede da heller ikke længe, før vi følte, at vi kendte hinanden, og snakken gik så lystigt, at galluppigen nogle gange måtte tvinge os tilbage til emnet.
Da vi efter endt møde spurgte hvorfor gruppen var så homogen, svarede galluppigen, at de næsten altid indkalder flere grupper til det samme emne; på denne måde undgår de småskænderier både pga. holdningsforskelle og generationskløfter, fordi vi gamle ikke sidder og ryster overbærende på vores kloge hoveder over ungdommens naivitet, og alligevel kommer Gallup hele spektret rundt.
Jeg synes faktisk, at det lyder som et udmærket koncept.

PS: jeg tog bilen til Østerbro. Det kostede mig 4½ liter diesel = ca. 50 kroner. Med offentlige transportmidler ville det have kostet 100 kroner. Og ‘nogen’ vil have bilerne ud af København …

Det kommer lige fra hovedkvarteret

Nu har jeg beviset på, at brugsmedarbejdernes elendige sproglige kunnen er en overordnet politik, der er udstukket fra hovedkontoret.
Forudsat, at det er derfra, der udgår mails til kunderne, men sådan formoder jeg det er.

Jeg mener også at have gættet mig til ordlyden på dogmet:

”I skal helst kunne præstere mindst én stave- eller grammatikfejl om dagen.
Det er ligegyldigt, hvori den består, bare det er en fejl.
Det er ligegyldigt, at varen tilsyneladende hedder noget andet.
Producenten kan nok alligevel heller ikke stave til eget produkt.”

Billedet er klippet fra en af de seneste mails fra Coop.
Det er måske lidt svært at se, men vinen hedder Sunrise.
Det betyder solopgang eller daggry.
Sunrice betyder … solris.
Rise og rice udtales ret forskelligt; jeg ville ikke være et sekund i tvivl om, hvorvidt en englænder siger det ene eller det andet, men det ved de nok heller ikke meget om i Brugsen/Coop …

Endnu en gang må man dog undre sig over, at de ikke undrer sig.

I dag har jeg sparet mange penge i Brugsen, skal så siges. De har givet 20 % rabat på alt “men kun torsdag”, så jeg var nede for at forsyne mig – primært med varer, der i forvejen var på tilbud.
Jeg endte med at betale 703 kr.
Jeg havde fået 398 kr i rabat.
Det er okay at have fået for 1100 kr varer, men kun betalt 700 kr for dem.
Stavefejl eller ej.

Det har bare været en af de dage, I ved nok …

Lige i øjeblikket er det ikke specielt morsomt at gå på arbejde, men det gider jeg ikke engang at skrive om. Endnu.

Men oven på ‘en af de dage’, driller Brugsen mig, hvilket var lige hvad der manglede.
Jeg er medlem og dermed også med i deres såkaldte bonusordning, hvor jeg både optjener bonuspoint, hvis størrelse er afhængig af størrelsen af mine indkøb pr. måned, og hver uge modtager en mail med mine “personlige tilbud – kun til dig!” Det betyder, at jeg, udover den officielle tilbudspris, får en ekstraordinær rabat, der vist nok er tilpasset mine indkøbsvaner, som de jo også har styr på.
Dette er der nogen, der har ondt af, men jeg er helt ligeglad – lad dog bare Brugsen vide, hvad jeg køber … hvis det kan udløse nogle gode og ellendedikerede specialtilbud, så fint nok med mig.

I denne uge er der (blandt andet – de rammer ikke altid helt plet) personrettede tilbud på Ariel vaskemiddel, Kærgården, Savanha BIB-vine og oksefars 8-12%.
Efter en 10-timers totalt problemfyldt arbejdsdag (det er NU, I gerne må have ondt af mig), var jeg i Brugsen og hev bl.a. fire pakker oksefars, to pakker Kærgården, en dunk Ariel (fordi de kun havde én tilbage!) og to bokse vin i indkøbsvognen.

Brugsens fine system (som har virket fint indtil i dag) gav mig den lovede rabat på Ariel: Normalpris 35 kr – min pris 15 kr. Så langt, så godt.
Oksefarsen var på tilbud til to pakker for 65 kroner. Jeg købte som sagt fire og gav 130 kr., hvor jeg var blevet lovet at skulle betale 20 kroner pr. pakke.
Kærgården koster normalt 19 kroner, så jeg kom af med 2 x 19 kroner, men i emailen stod der, at jeg skulle betale 13 kroner.
Savanha koster 155 kroner. Tilbud: 129 kroner; min pris: 99 kr. Bonen lød på 129 kroner for hver boks.
Suk.

Mig hen i kiosken og klage min nød.
Den unge mand her havde tydeligvis aldrig mødt dette problem før og vidste ikke helt, hvad han skulle stille op med mig … “Det skulle da have været indkodet i systemet”.  
Jahhh – men det var det jo så ikke …
Den stakkels unge mand fik min vinboks, skannede barkoden, kiggede på min bon og spurgte: “Hvad var det nu, du skulle betale?”
“99 kroner. Den koster 155; jeg har allerede fået 26 kroner i rabat og har derfor betalt 129, så I skylder mig 30 kroner. Pr. boks. Det bliver 60 kroner for to.”
Han blev fuldstændig blank og tom i blikket, hev en lommeregner frem, tastede, kiggede på skærm og på bon, tastede igen og kom frem til, at jeg skulle have 30 kroner tilbage.
”Ja. Pr. boks, men jeg købte to bokse, så det bliver 60 kroner.”
Han trykkede lidt igen på lommeregneren: “Ja, det er rigtigt!”
Suk igen. Indvendigt. Pokerfjæset på. Han gør bare sit job, som han ikke engang er blevet ordentligt oplært i, og jeg tillader mig at laste hans skole for, at han aldrig har lært hovedregning.
Han skannede, udskrev ny bon, signerede den og gav mig 60 kroner.

“Hvad var det mere, du ikke fik rabatten på?”
Suk for tredje gang. Det kommer til at tage sin tid med hele tre ting, der er smuttet.

Vi kom dog igennem det hele, mens køen til kioskvarer voksede og voksede … jeg endte med at gå hjem med 123 kroner i lovede, men ikke opnåede rabatter.
Det gælder om at være om sig og at være stædig, for 123 kroner er også en slags penge.

Forvirret? Det er forståeligt, og det var den unge kioskmand også. Vi skulle alle holde tungen lige i munden, da vi regnede og regnede, men jeg behøvede ikke lommeregner … så hvis I opdager en regnefejl, må I gerne grine – det er blevet sent – jeg skulle jo også lige nå at se September, baseret på Rosamunde Pilchers glimrende roman. En rigtig Aga-Saga. Nogle af os elsker Aga-Sagaer.

Undskyld. Altså.
Jeg sagde det jo: Det har bare været en af disse dage. Dem kommer der desværre rigtig mange af gennem de næste tre måneder.
Holddaop, hvor jeg lige pludselig glæder mig endnu mere til at blive efterlønner …

Brugsen slår til igen med apostrofferne

Det er længe siden, faktisk helt tilbage i maj, at jeg har hængt Brugsen ud – var ved at blive helt bekymret … har de sendt alle medarbejderne på stave- og grammatikkursus, så jeg aldrig mere skal kunne få et ærligt brokblogindlæg ud af deres skiltning?

Nej, det har de nok alligevel ikke, for i dag oplevede jeg den fejlplacerede apostrof vende tilbage med fuld styrke:

Lige så slem som den med “BOK’S”.

Det er også svært at finde ud af, hvilke frosne rejer man skal vælge. Eller … det er måske nemt nok, men de har så mange størrelser (båder rejer og emballage), at man skal kigge godt efter kilopriserne for ikke at snyde sig selv.

De røde skilte skal forestille at være et godt tilbud, man ikke burde kunne modstå.
Ikke desto mindre får man her kun 450 g (mellemstore) rejer for en halvtredser, hvilket giver 111 kr. kiloet.
Lige ved siden af ligger der poser med 250 gram (store rejer) i til en normalpris af 25 kr., hvilket ikke er så svært at regne ud til at give 100 kr. kiloet.
Når man så oven i købet foretrækker store frem for små rejer, var valget ikke så svært.
En anden meget typisk Brugsfejl er, at der nederst til højre på fire ud af seks skilte korrekt står “Pr. kg …”, mens der på de to sidste står “Pr. stk” – skal man tage dette bogstaveligt, burde det have været verdens dyreste rejer, jeg købte i dag.
Når vi bevæger os hen i køleafdelingen til rejer i lage, er der endnu flere slags at vælge mellem, og priserne stiger til omkring 250 kr. kiloet, men sådan noget skal man nok ikke kunne forstå.

Inden I spørger, hvorfor jeg ikke tog de billigste: X-tra-rejerne til 93,90/kg er lidt for meget discount for min smag … og meget, meget små, så dem vil jeg helst ikke have. 
Hvad jeg skulle bruge rejerne til?
Til dette her – jeg har i dag skiftet krebsehalerne ud med rejer og kammuslinger – som også var på tilbud.

Godt man har lært basal hovedregning

Da jeg skulle købe ind til St. Bededagsferien, var jeg (selvsagt) i Brugsen, hvor jeg bl.a. købte én baconleverpostej … jeg kunne vælge mellem Ta’ 1 for 10,00 og Ta’ 2 for 24,00.
Tillige var der noget uldent ved kiloprisen på den til en 10’er, og ikke overraskende blev leverpostejen da også registreret til fuld pris i kassen.
Ellen brokkede sig naturligvis i kiosken, som snarere burde hedde brokkassen, eftersom det er dér man henvender sig, hvis man er utilfreds med kassebonen.
Brokkassedamen troede ikke umiddelbart på, at leverpostejen var mærket til 10 kroner, men det kunne jeg jo bevise, enten ved at hive hende ned i butikken eller vise min billeddokumentation. Det sidste var nok.

Det er ikke pengene i sig selv – det er princippet, men det undrer vel ingen af jer, at jeg har det sådan? Jeg regner med, at den eneste måde at vække dem på er at gøre opmærksom på denne slags fejl, hver gang jeg opdager en.
Forrige gang var det pengene i sig selv – dér ville de have snydt mig for 138 kr. ved at forlange fuld pris for en steg til pålydende 287 kroner, hvor der på tilbudsskiltet stod 149 kr. Brokkassedamen påstod så, at de 149 kroner selvfølgelig var prisen pr. halvkilo! Eftersom prisen på pakken sagde 52 kroner kiloet, var et ‘tilbud’ på 298 kroner kiloet måske ikke specielt attraktivt … hvilket hun kunne trods alt godt kunne se efter jeg havde skåret det ud i pap for hende. Der blev så hidkaldt en eller anden, som formodedes at vide mere – og som bekræftede, at jeg skulle have den steg til 149 kroner og dermed penge tilbage.
Besværligt? Ja, men for 138 kroner gider jeg godt.

Til sidst et herligt billede, jeg har fået pr. email fra Anette i Vestjylland– hun vil simpelthen heller ikke have siddende på sig, at de skulle være kedeligere med deres stavning på skiltene derovre i forhold til her på Sjælland – tak for billedet, Anette.

Brugsen, Brugsen og … Samvirke

Det var hele tre gange på en enkelt dag, for Samvirke er vel i bund og grund også Brugsen. Eller er det omvendt? Lige meget …
Det er ellers længe siden sidst, for jeg orker ikke rigtig mere vade rundt i deres apostroffejl; det begynder at blive lidt ensformigt.
Lige indtil i dag – denne slår simpelthen alle rekorder, så den skal foreviges. Den er ikke fra min lokale brugs, men fra den i Solrød Centret.
Værsågod – her er den. Nyd den. Grin højt, som jeg vist kom til, da jeg stod udenfor butikken og tog et billede af skiltet og fik et par nysgerrige tilskuere med på grinet.

En boks er en boks er en boks og har aldrig været andet end en boks. Det er ikke genitiv. Det er ikke flertal. Det er … simpelthen for dumt – og egentlig også for grinagtigt – dette her. Nu tager apostrofferne magten fra visse personager, kan jeg se: “Alt, der ender på s, skal have en aprostrof foran s’et!” Det kan sandelig snart både se’s og høre’s. Jaja, men enhver er jo herre i eget hu’s. Hvilket det må det hedde iflg. nyeste dansk brugsretfejlskrivning.

Det er sgu godt, man ikke bor i Rander’s, Vojen’s eller i Aarhu’s. Eller på Mol’s. Sådan et fjol’s kan gøre mig så mållø’s og utilpa’s, at jeg er nødt til at dulme nerverne med lidt spiritu’s … man er jo totalt værgelø’s over for den slags nonsen’s. Bliver helt modlø’s. Jeg længe’s efter at sætte sådan en umuliu’s på plad’s, men det vil nok være forgæve’s at forsøge sig med den slag’s.

Næh – må vi så bede om en margorit.
Der er en højere mening med alt, for da jeg – stadig lettere rystet – kom hjem, lå der en mail fra Tina og ventede på mig. Hun havde også været i Brugsen og kender min svaghed kæphest, så hun havde sendt mig et lille billede. Tak for det, Tina
Dette stammer fra en brugs i Nordsjælland. Man må altså blive sendt på et eller andet antistavnings- og antigrammatikkursus, inden man kan blive ansat i Brugsen, bliver jeg mere og mere overbevist om.

Det gælder dog ikke skribenterne på COOPs eget blad, Samvirke. De staver stort set upåklageligt, men der er som bekendt sørget for, at træerne ikke vokser ind i himlen, for de kompenserer ved ikke at have en pind styr på regning, mål og vægt. Det har vi set før, og i det seneste blad var der endnu et herligt eksempel i en artikel om Namibia. Under ‘Fakta om Namibia’ sås følgende:

Jeg er godt klar over, at Namibia har en ørken, men den burde da vist være meget større end tilfældet er, så hvordan de kan avle kvæg i massevis, undrer mig såre, når der angiveligt falder mindre end en halv liter vand i løbet af regntiden … som i øvrigt er et stort ord at bruge om den smule vand …

Brugsen vender tilbage

Brugsen kan endnu. Denne gang er det dog ikke min lokale, der må stå for skud, men filialen ved Solrød Strand, som jeg tit bruger, når jeg handler på vejen hjem fra arbejde.

Jamen det er da fint …

Det der virkelig fik mig op i det røde felt, var ikke en skrivefejl, men at jeg blev forarget over, at de vil være bekendt at bondefange folk så groft:

Hvis ikke I kan se tallene med småt, så kan billedet klikkes større.
De slår åbenbart et slag for at man selv skal lave ‘ægte italiensk pizza’ – bl.a. ved at købe autentiske oste.
Hver for sig skåret ud i fem-syv forkølede skiver ost, der er lagt i en lille pakke – formentlig passende til en pizza.
Men prøv da lige at se kiloprisen. Det må være den hidtil højeste både nord og syd for Alperne!
De påstår oven i købet, at man sparer 20 %. Af 584, 23 kroner – jamen så kommer vi søreme også helt ned på 467 kroner kiloet – kun godt og vel det dobbelte af prisen, hvis man køber et stykke pecorino henne i den rigtige osteafdeling.

De skulle skamme sig, skulle de – jeg håber sandelig ikke, at folk falder for dette billige dyre salgstrick.

Der er flere former for uanstændighed

Ét er, at Brugsen ikke kan stave (burde måske skrive ‘har kunnet’, for de er blevet væsentligt bedre), noget andet er, at min ellers så sobre brugs er begyndt at bevæge sig over i en helt anden boldgade end jeg ville have tiltænkt den.

Helt ærligt! Og så lige midt i maden …

En anden form for uanstændighed er de priser, man kan komme til at give for makeup.
I Heathrow købte jeg de dyreste øjenskygger ever. Hertil kan med rette indvendes, at så kan jeg jo bare lade være med at købe dem, og til det kan jeg kun sige: Det er skam fuldstændig rigtigt!

Grundene til, at jeg, efter jeg havde fået lugtesalt og alt muligt, købte denne luksusgenstand er, at der var ingen andre mærker, der havde så mange af lige præcis mine yndlingsfarver i ét kit, og at det sandsynligvis bliver både første og sidste gang, jeg investerer SÅ mange penge i så lidt, men når jeg nu stopper med at arbejde, vil jeg jo aldrig i livet få råd til sådan noget mere.
Nu kan jeg da i det mindste sige, at jeg har prøvet … Sådan er det med flere ting i dette mit forhåbentlig sidste hele kalenderår som lønmodtager … der er mange måde at spare op til pensionen på.

Først en sort papting som yderemballage (smidt ud inden fotografering).
Inden i denne en fin, sort fløjlspose.
Inden i denne igen et ‘sølv’etui med forsiringer, så man skulle tro, Fabergé havde været forbilledet (det har han måske også, prisen taget i betragtning).
Så løfter man et spejl, og til sidst åbenbares det allerhelligste.

Pris: 43,50 pund.
Det ville have været helt i orden med mig, hvis de havde droppet den noget overdrevne æske og dermed måske heller ikke havde brug for stofposen – det kunne vel have gjort den 25 pund billigere.
Denne lille ting kostede næsten dobbelt så meget, som jeg gav for en publunch for os alle fire nede ned New Forest.
Det har jeg så hverken fortalt John eller Charlotte … det behøver I heller ikke at gøre …

Det er lidt lige som med sindssygt dyre cremer – jeg tror ikke rigtig på, at de kan udrette de mirakler, der påstås, men de giver en yderst behagelig fornemmelse, og troen kan jo flytte bjerge.
Jeg har dog aldrig købt nogle af der dér antirynketing, der koster 500 kr. for 20 milliliter. For eksempel. Men jeg har altid en Creme Corps Veloutée fra Clarins på badeværelseshylden.
Uanstændig dyr, men også uanstændig lækker creme.
John ryster selvfølgelig på hovedet af mig – han er udmærket tilfreds med en billig fugtighedscreme.

Tak for kaffe

Conny, som har kommenteret regelmæssigt hos mig gennem et godt stykke tid; Conny, som var i USA kort efter os; Conny, som er sprognørd lige som mig; Conny, med hvem jeg for længe siden har været på kursus sammen med hos Danske Sprogseminarer, Conny, som spurgte om hun kunne komme til at se et Mål & Mæle, inden hun besluttede sig til evt. medlemskab … den Conny arbejder søreme næsten lige ved siden af mig, har vi fundet ud af, og i dag ringede jeg til hende og spurgte, om hun ville bytte en kop kaffe for seks eksemplarer af Mål & Mæle.

Det ville hun heldigvis gerne, og jeg vil hermed benytte lejligheden til at sige ikke kun 1000 tak for kaffen, men mindst lige så meget for en god og halvlang snak.
Det var SÅ hyggeligt, og snakken gik og gik og gik. Jeg kunne være blevet meget længere, men jeg skulle jo hjem på et eller andet tidspunkt, og det ville Conny sikkert også gerne…
Det var første, men forhåbentlig ikke sidste gang, vi får os en sludder – jeg tilbød at give frokost en dag … håber du har lyst til det, Conny

Da jeg nåede hjembyen, skulle der handles til i morgen. I Brugsen, selvfølgelig … men hvor er de blevet kedelige – ingen sjove stavefejl eller lignende mere. Tænk, at man skulle nå så langt som til at brokke sig over det …
De har dog fået nogle spøjse kartofler – jeg har i hvert fald aldrig set noget lignende:

Sorte, røde, gule … det lyder næsten som noget fra en børnesang, jeg ikke helt kan huske teksten på længere. Fra dengang, man godt måtte kalde folk ved deres farver.
Det lyder altså helt åndssvagt at sige ‘afro-amerikanske kartofler’ …

7

Og – jamen hvad skuer mit øje? Så som der da alligevel noget til brokkassen: salatkartoffel i ét ord lige neden under ‘ovnkartoffel’, som de uvist af hvilken årsag har delt. Konsekvens, venner! Konsekvens. Det er næsten vigtigere end det at være korrekt. Næsten.
Det samme gør sig gældende på det andet billede; nemlig ‘kartoffelretter’ versus ‘kartoffelbåde’.
Jeg synes også, det lyder lidt pudsigt, at de skriver “luk posen og få fordelt blandingen…” – men de skriver ikke, hvem man skal få til det …
Endelig – og det er ikke mit kamera, der er noget galt med, men det ‘hvide kød’ ser en del mere gult ud end den ‘gulkødede’ kartoffels indre.
Nå. Det er jo ikke alt, man skal forstå.

Inge og Hasse: jeg købte de to afbildede, så nu kender I lidt af menuen … meget afslørende, ikke?

Ris fra skoven

Vi droppede brændekløveriet, for vi ville hellere se at få noget af det ris ind, skovarbejderen havde givet os lov til at tage.

Definition på ris: det, der ligger i rodebunkerne og ikke er afgrenet af skovmaskinen.
Det kan godt blive til en hel del – alene i dag blev det til dette, og der er mere endnu, som vi først kan komme til, når de store stammer er stablede eller fjernede.

Her ligger brænde nok til flere weekender – kvit og frit. Ingen klager herfra.

Solopgangen så fin ud nede over åen, men det var stort set også alt, hvad vi så til solen i dag. Det gjorde ikke noget, for det holdt tørt, og selv om temperturen lå lige på frysepunktet, havde vi ingen problemer med at holde os varme …

Bagefter var John ude og lege. Med panoramaindstillinger. Og da John er John, sættes det lille Lumix naturligvis på den kæmpestore fod …  her overlades intet til tilfældighederne.
Først vandret; så lodret kamerastilling … og så ind og lime billeder sammen.

Vi indviede den Latte-Senseo, jeg gav John i julegave. Han havde en Senseomaskine heroppe, men den gik død for nogle måneder siden.
Der blev sørget meget, og den har været dybt savnet siden den døde, men mens han godt kan bruge flere tusind kroner på kameraudstyr, var han uvist af hvilken årsag for nærig til at investere i en ny Senseo.
Det kom mig til gode, for så havde jeg for en gangs skyld en julegaveide til manden, der har alt.
Jeg fandt ud af, at de nu er blevet opgraderet til at kunne lave cappuccino, café latte og latte macchiato + sort kaffe i tre styrker, ved at jeg fik en tilbudsmail fra Brugsen, hvor der stod, at man kunne få den i den pågældende uge med “300 kr. i medlemsrabat – nu kun 1300 kr.”
Så gik jeg på internetjagt og fandt hurtigt ud af, at der var ingen, som i ikke nogen overhovedet, der solgte den Senseo til 1600 kr. Derimod var der en hel del til salg til 1200 og 1300 kr. Frækt af Brugsen, altså, at prøve på at få os til at hoppe på den ‘rabat’.
Til sidst fandt jeg den hos Whiteaway til 1050 kr, hvilket var det billigeste, jeg så den til – med gratis levering og det hele på lige præcis den dag, der passede mig bedst.
(Whiteaway skriver ‘ynglingskop’ i stedet for ‘yndlingskop’ – det var lige før, det var nok til at få mig til at købe maskinen et andet sted … hvorfor er der mon så mange, der tror, at ens favoritting har noget med ungersvende at gøre?)

John kunne aldrig finde på at drikke kaffe med mælk, så det var måske lidt egoistisk af mig at tage denne udgave af Senseoen – på den anden side er han bare glad for at kunne lave sin yndlingskaffe igen og synes det er helt fint, at jeg kan få mit mælkeskum med i købet.
Det gør den så også rigtig godt.

Brugsen. Igen.

De kan endnu, de gode folk i Brugsen…

Den 8. august tog jeg billedet til venstre – I har set det før, for jeg undrede mig i fuld blogoffentlighed over, hvordan de var nået frem til en kilopris på 28,78 kr, når 1½ kilo koster 12,95. Det regnestykke passede hverken logiske eller ulogiske steder, og jeg kunne ikke regne ud, hvordan de var kommet frem til det resultat.

I dag var prisen steget. Meget. Helt præcist 15,5 % i ét eneste hug, hvilket jeg synes er temmelig voldsomt. Er der løgmangel i Danmark?

Og nu koster de i stedet 33,22 kroner for et kilo, når jeg skal betale 14,95 for 1½ kilo. Klart som blæk…

Nå. Det skulle lige ud mellem sidebenene.

Det hjalp, så nu kan jeg holde weekend uden yderligere brokkerier – det bliver bare så hyggeligt, for i morgen formiddag kører vi til et lollandsk smørhul sammen med nogen, vi kender.
Chauffører, der skal holde sig pinligt ædru, har værtsparret heldigvis medlidenhed med, så det er med overnatning og det hele – har lidt på fornemmelsen, at der måske kan blive snakket en del … må nok hellere gå tidligt i seng i aften.

Varianterne er mange…

Kan I huske Brugsens vairanter? Det kommer jeg til om lidt…

Fordi det tegnede til en yderst langsommelig vej hjem fra arbejde i dag – besværliggjort pga. en ulykke med kilometerlange køer og stillestående trafik til følge – tog jeg nærmeste omvej hjem. Den går over Hedehusene, og imellem Hedehusene og Roskilde ligger Stof & Stil (tidligere Peters Resthal), som gennem årene har formået at hive bekymrende mange penge ud af mit Visakort.
Denne gang ville jeg benytte lejligheden til at finde en voksdug af den pænere, ikke-voksduglignende slags til Sverige. Vi skal være 17 i flere dage i julen, og vi har et sart spisebord. Hvad gør en klog? Og hvad vil Ellen gøre? Det dur simpelthen ikke at at være sippet – det vil ødelægge både mit og de andres humør, for slet ikke at tale om julestemningen, så løsningen måtte være at finde en voksdug, der helst ikke må ligne en voksdug, hvilket jeg satsede på, at jeg kunne i den forretning. Jeg fandt en i naturfarvet hør, som man jeg ingen problemer vil have med at holde ud at se på. Juledugen kan bare lægges ovenpå, og selve træbordet vil være lige så pænt, når vi tager hjem, som da vi kom.
Det er måske bare mig, der er pjattet, men jeg husker alt for tydeligt barndommens voksduge, som lugtede temmelig ubehageligt og som bare var SÅ grimme, hvorfor jeg nærmest er allergisk over for dem i dag. Men også dér er der heldigvis sket en udvikling.

Stof & Stil er ikke så skilteslemme som Brugsen, men forskellen på ligge og lægge har de altså ikke helt styr på. Den er måske også en anelse tricky, for gaverne kan jo sagtens ligge under træet, men med ‘at’ foran antyder man bevægelsen, der er i at lægge dem under det. 

Brugsen.
Jeg skulle ind og handle – havde tænkt over, hvad vi skulle have til aften, men ikke fundet ud af, hvad dagens blogindlæg skulle handle om, for skiltet fra Stof & Stil var for tyndt til at stå alene.
Som så ofte før var Brugsen min redning. Det var nærmest overvældende i dag med hele tre ting.
Vairanter kan varieres meget – i dag var det blevet til VARINATER. Slet ikke dårligt. Faktisk sjovere end deres første forslag.

Og det næste, som ikke kun har noget med stavning at gøre, men også viser et budskab, som i princippet irriterer mig hver gang, fordi jeg finder det totalt ligegyldigt at kunne spare 85 øre.
Til gengæld kan man her stave til ‘varianter’, men ikke til ‘flere’.
Til sidst forklædet, der sikkert er gråstribet, men hvor der mangler et ‘r’. E’et kan muligvis slet ikke være der, men lidt fjollet ser det ud…

Dagens opløftende element var en mail fra Samvirke:

Emne: tak for dril

Kære Ellen,

Du er ikke den eneste, der undrer sig over vores ihærdighed med toiletpapiret og fravalg af kartofler. Rettelser er på vej i næste udgave, for ja vores regnemaskine må have været i stykker.

Venlig hilsen

Pia Thorsen Jacobsen
Redaktionschef, Samvirke

Tak for, det, Pia – og hvor er det dejligt at se, at også andre kan undre sig.

Jamen så blev det jo alligevel weekend. Hyg jer derude – jeg skal male køkkenloft i morgen…

Dugdyrets endeligt, talmystik og andet

Dugdyret er aflivet. Det blev ikke engang til husdyr – de lavede sætningen helt om. Jeg sendte et link til DFDS, og i dag klokken 13 fik jeg en mail fra deres marketingafdeling om, at de takkede for henvendelsen og at fejlen nu var rettet.
End of story, men vi fik da i fællesskab kogt meget suppe på det underlige dyr. Herligt.

I mellemtiden er Samvirke blevet læst, hvilket gav anledning til endnu et par omgange dyb undren. Der må være nogle stykker på den redaktion, der ikke kan regne.
Eller også har de en dårlig chef, der ikke har lært dem, at de skal huske at undre sig.

Først et klip fra artiklen om toiletpapirets historie. Jojo – vi kommer skam vidt omkring i Samvirke … men læg venligst mærke til den nederste notits, hvor vi er nået til 2010 (forstørret herunder). De påstår her, at danskerne – hver eneste af os godt fem millioner danskere – i 2010 købte 56 ruller toiletpapir hver eneste dag!
Vi har saftsusemig været trængende sidste år … ikke så underligt, at Danmarks kloaksystemer ikke længere kunne holde til presset, da der kom en smule regn oveni …
(Skulle der mon have stået årligt?)

I bladet var der en artikel, der helst skal få os til at stræbe efter at hælde mere og mere til nordisk mad – hvilket jeg i øvrigt fuldt ud kan tilslutte mig – jeg ser ingen grund til, at vi f.eks. skal kunne købe jordbær i december – vi har så mange gode råvarer, der indeholder rigeligt med næringsstoffer, at vi snildt kan klare os gennem den lange og mørke vinter.
I bladet var der et læserbrev fra en kvinde, der undrede sig over, at alle hvidløgene kom fra Kina. Hvorfor ikke fra DK eller i det mindste Europa?
Svaret var, at de var billigst fra Kina.
Er vi virkelig blevet sådan? Vil vi hellere have hvidløgene fløjet ind helt fra Kina end betale et par kroner mere for tre hvidløg fra DK? Jeg synes ikke, det er i orden.

Nå. Det jeg ville var at illustrere min næste undren.
I bladet blev der sammenlignet med, hvad det nye nordiske køkken anbefaler i forhold til, hvad vi reelt indtager i dagens Danmark.
To sider med eksempler, og de kan jo bilde os hvad som helst ind – vi har ikke en kinamands (apropos…) chance for at vurdere, om tallene er korrekte.
Og dog…
Se tallene for kartoflen øverst til højre. Man påstår, at vi i dag i gennemsnit spiser 10 milligram kartofler pr. dag.
Det var i sandhed ikke meget, så det tal tror jeg simpelthen ikke på!
Det svarer nemlig til, at vi spiser én æggestor kartoffel på 75 gram ca. hvert 20. år. Det er muligt, at vi spiser mere pasta og ris end før i tiden, men alligevel…

Så er det, at jeg bliver ret skeptisk over for resten af tallene.
Lige som når vi i tv-avisen hører en tolkning af et eller andet, vi tilfældigvis ved noget om, og derfor kan gennemskue, hvor grundigt journalisterne har misforstået sagen.  Som i aftes, da de havde et indslag om, hvor mange penge det danske sygehusvæsen bruger på taxaer, og hvor dårligt koordineret det er.
Se, det har John jo forstand på, og der var ifølge ham ikke mange rigtige påstande i det indslag.

Det er altså lidt skræmmende med al den misinformation, vi får. Mere eller mindre bevidst fra mediernes side.

Skal vi derfor ikke slutte af med et knapt så skræmmende billede fra gårsdagens solnedgang?

Jeg synes ikke, at vindmøller er så skræmmende. Eller skæmmende for den sags skyld. Hvis vi vil have alternativ energi, dur det altså ikke, at ingen vil have det i deres egen baghave.

Dugdyr og andre underligheder

Første underlighed:
Jeg fik en mail i dag fra DFDS, hvor de atter en gang tilbød mig at komme nærmest gratis til England. Inden man er færdig, er det alligevel blevet en halv formue, men det er en anden historie, for det jeg faldt over, var en notits om at tage sine kæledyr med om bord. For det første stod der (når man fulgte linket), at uledsagede kæledyr ikke blev accepteret. Hvor mange skødehunde tager selv initiativet til en englandstur, mon?
For det andet stod der dette, som man kan se på snapshottet til højre (næstnederste linje):
Hvad i alverden er dugdyr??? Nogen, der har et bud?

OPDATERING 2. november kl. 13:00: DFDS har nu rettet fejlen – jeg sendte dem en mail med et link til dette indlæg :-)

Anden underlighed:
Min pc er ikke altid lige god til at forudse, hvor lang tid tingene vil tage.
Sidste ferieaften i sidste uge bad Charlotte mig om at brænde et udvalg af vores feriebilleder ned på en cd-rom til hende, for hun havde glemt deres kamera hjemme i England.
Det gjorde jeg selvfølgelig gerne – og man lagde stærkt ud med denne besked:

12 dage og 12 timer om at kopiere 80 billeder! Det ligner en rekordagtig langsommelighed. Den startede faktisk med 14 dage, som man måske kan fornemme på den grønne del af bjælken.
Jeg vil dog sige, at jeg er glad for, at selve ferien ikke gik lige så hurtigt, for de oprindelige 14 dage endte med at vare ganske få minutter…

Tredje underlighed:
Jeg har også fået en email om at jeg atter en gang har vundet et par millioner euro. Det er der heller ikke noget usædvanligt i, men jeg holder aldrig op med at undre mig over, at de kan tro, at nogen kan hoppe på den med det ekstremt dårlige sprog, de leverer – i dag skulle den forestille at komme fra Spanien, og så kan de ikke engang stave til landets navn:
Sincerely yours,
Telefonica net Lotto
Madrid, Espaсa.
Copyright (c) 2011

Dette tegn skulle betyde euro: Ђ

Fæhoveder.

Fjerde underlighed:
Min brugs er begyndt at have meget næstenfærdigmad til salg. Skal bare lige i ovnen…
Har man først én gang læst varedeklarationerne på det mad, kan det undre mig, at nogen overhovedet har lyst til at sætte tænderne i det – her er to eksempler ud af fem eller seks:

Hvad man også kan undre sig en smule over, er den overordentlig store lighed, der er på ingredienserne på de to retter – er der andet end overskrifterne, der er forskellige?

Det var vist underligheder nok for en enkelt dag.

Det er ikke spor vanskeligt at huske at undre sig.

Man skal undre sig…

Den første chef, jeg havde på min nuværende arbejdsplads havde et yndlingsudtryk, som jeg tog til mig, og som jeg stadig både husker og bruger: “Man skal undre sig.”

Hvis noget ikke er som forventet, skal man undre sig og forsøge at finde ud af hvorfor det er anderledes. Hvis en person opfører sig underligt i forhold til normalen for den pågældende, skal man undre sig. Hvis en analyses standardkurve (kendte værdier, som de nye prøvers resultater måles ud fra) pludselig så anderledes ud eller havde en anden hældning, end den havde haft længe, skulle vi undre os.
Vi havde en enkelt kollega, som aldrig undrede sig over noget som helst – hun gik simpelthen ud fra, at hun var ude af stand til at begå en fejl… hvilken egenskab er én af grundene til, at der altid (før disse elektroniske tider) skulle to forskellige laboranter til at regne resultaterne ud; plus en overordnet til at godkende dem bagefter. I dag er beregningerne elektroniske, men en laborant kan stadig begå fejl, og så skal systemet undre sig. Det gør det også – det kan man programmere sig ud af.

Medarbejderne i Brugsen undrer sig tilsyneladende meget sjældent. Ikke at jeg siger, de er mere sløve end landsgennemsnittet; overhovedet ikke – det ville være meget flabet at påstå. Ejheller tror jeg, at de tror, de er fejlfrie, men jeg undrer mig over, at de ikke undrer sig. Jeg har en yndlingsassistent i min lokale brugs; en ung gut, som underholdt mig og andre for næsten nøjagtig et år siden, som altid har et glimt i øjet og er god for en frisk bemærkning. Jeg vil helst ikke tro, at han skriver butiksskilte, for så ryger en af mine illusioner…

Hvorfor undrer man sig ikke over, at ‘Nestlé’ ser anderledes ud på brugsskiltet, end det gør på kassen med godterne i? Og som befinder sig umiddelbart ved siden af?
De har selvfølgelig husket accent aigu’en – den ligner jo en apostrof, som de er så glade for at strø gavmildt om sig med.
’Vairanter’ kan jeg til nød forstå – det er tydeligvis en tastefejl, og det er kanonsvært at læse korrektur på sig selv. Alligevel er det ikke helt i orden.

Men NESLÉ… tsk, tsk… det er slet ikke i orden.

I skal huske at undre jer.

En annonce…

Min lokale Brugs kan klokke i det mht. apostroffer og andet sprogligt, men indtil nu har jeg ikke rigtig kunnet finde noget at udsætte på medlemsbladet Samvirke, som jeg i øvrigt synes er et rigtig godt magasin.

Om det er Samvirke eller annoncøren, der må tage den på sig, ved jeg ikke, men selv om det er annoncøren, har man vel lov til at gøre opmærksom på fejl, har man ikke?

Her har vi den så igen med splittede ord og fuge-s og det der væmmelige og svære danske sprog…

‘Kvalitet blomster’ – jamen herreste gud da… der er vel ingen, der vil sige ordet (ordene…) sådan, er der? Ville vi ikke alle sige ‘kvalitetsblomster’?

Og når der nu er så mange af samme blomster, mon så ikke det var en god ide at kalde dem for ‘stærke og robuste’? De skriver ‘friske’… det kunne ellers have været fuldendt, hvis der havde stået ‘frisk’ – så havde man i det mindste været konsekvent.

Det var mange fejl på så få ord.

Noget helt andet er, hvorfor vi skal købe roser helt nede fra Afrika? SKAL vi absolut kunne købe roser altid? Det synes jeg ikke, hvis de skal importeres så langt væk fra.
Jeg er ikke helt sikker på, at den annonce får skabt ekstra salg i roserne.

Jeg har bevæget mig lidt rundt på National Geographics hjemmeside efter den vidunderlige overskrift fra forleden dag.
Har ikke fundet bøffer, der er værd at skrive om, og der er mange interessante artikler, men jeg så en påstand, der undrede mig meget. Hvordan kan man dog vide, at der er 85 % af livsformerne tilbage at opdage, hvis man ikke har opdaget dem endnu???

De påstod nogenlunde det samme i BBCs serie ‘Den blå planet’: at man kun havde opdaget 2 % af livsformerne i havene.

Igen kunne jeg rigtig godt tænke mig at vide, hvordan man kan vide det? Selv om man er ekspert på området.
Man kan sagtens have en ide om, at der er meget endnu at opdage, fordi man ofte finder nye former for liv, men at sætte så eksakt en procentsats på, virker mærkeligt i mine øjne.

Reddet på målstregen

Klokken 16:30 havde jeg endnu ikke nogen ide overhovedet om, hvad dagens indlæg skulle omhandle.
Jeg skulle i Brugsen og foretage et par indkøb, og gudskelov har jeg altid kameraet på mig, for hvem skulle redde mig og min halvtomme hjerne andre end selvsamme Brugs?
Pyh hvor er det godt, at min trofaste lokalleverandør stadig kan levere helt gratis blogindlæg. Jeg var jo ved at blive helt bekymret, for det ville næsten være helt trist, hvis de gik hen og blev fejlfri.

I dag var det ikke en stave- men en regnefejl – men det er også set før.

Dagens regnefejl er uigennemskuelig for mig – hvis man dividerer 12,95 med 1½, bliver det 8,63 kroner kiloet, så de har ikke bare fået smækket et 2-tal foran.
Hvis man ganger 12,95 med 1½, bliver det 19,43 kroner.
28,78 divideret med 12,95 bliver en faktor 2,22, så hvordan de er kommet frem til den kilopris på 28,78 kroner, er mig en gåde. Er der nogen, der har forslag til en løsning?

Høstfolket har jeg lidt ondt af. Da jeg kørte hjem fra arbejdet, rendte jeg ind i en torden- hagl- og regnbyge, der satte motorvejen næsten helt i stå omkring Greve.
Hold.da.fast, hvor det stod ned i stænger. Heldigvis ikke så længe – omkring 10 minutter vil jeg tro, men alt er da lige som nået at blive drivende vådt og så lidt til.
Hvor var vi bare heldige med vejret i går inde på Frilandsmuseet.

Brugsensk og andet dansk

Okay – jeg indrømmer blankt, at Brugsen har leveret mere morsomme og/eller eklatante bøffer end denne, men vi skal jo langsomt i omdrejninger efter ferien, ikke?
Måske er det også mig, der bare vil finde fejl, men jeg synes dette er dobbeltkonfekt – jeg mener… hvor mange tager på en indendørs picnic? (Selv om man måske kunne have lyst i dette elendige sommervejr).
’Udendørs’ er derfor overflødigt – det ligger i selve definitionen på picnic, at sådan en foregår udendørs.

Et par andre eksempler på sjove pleonasmer, leveret af den nærmeste familie (ingen navne), er bomuldscottoncoat og softiceis. Disse var de oprindelige – John og jeg har lige siden, vi hørte dem første gang, barnligt fnisende sagt bomuldscottoncoatfrakke og blød softiceis til hinanden og andre.

Da arbejdet kaldte i morges, kunne jeg lægge blidt og hyggeligt ud med en kop kaffe, mens jeg læste det lille og uanselige, men meget interessante Mål+Mæle, som udkommer fire gange om året, og som ventede i min postbakke… sammen med 100 andre ting, men de fik vente lidt.

Vidste I godt, at vi kun har været gravide siden først i 1950’erne?
Inden da var man med barn eller man ventede sig. Man kunne også være svanger. Hvis man ligefrem var frugtsommelig, hed man vist Jomfru Maria – eller var samtidig med hende.

Adam Hyllested skriver vidt og bredt om disse lykkelige omstændigheder, men jeg skal skåne jer for det meste; blot nævne et par pudsige sammenfald mellem dansk og engelsk slang for tilstanden. Slangudtryk er der mange af, og vi kender nok alle at have brød i ovnen. På engelsk findes det helt parallelle to have a bun in the oven og på australsk engelsk findes der et tilsvarende udtryk, up the duff, som hentyder til, at kvindens mave ‘hæver’ i løbet af graviditeten.
På tysk bager man ikke brød, men steger en steg (einen Braten in der Röhre haben) – så synes jeg godt nok, det er mere logisk med analogien til det hævende bagværk.

Det var dagens tilskud af gold viden, som en venlig kollega engang med et smil på læben erklærede, at jeg var så rigeligt forsynet med. Med dette mente han en viden, man ikke kan bruge i faglig sammenhæng. Jeg kalder det almen viden eller paratviden, og jeg er skidegod at have som makker i Trivial Pursuit og lignende quizspil, skulle jeg hilse og sige fra visse af mine familiemedlemmer   – jeg holder gerne på, at det i visse tilfælde er mere nyttigt at vide lidt om meget end meget om lidt.

Det kunne jeg godt selv have regnet ud

Hvis en vare koster 13,95 kr. stykket, hvad koster den så pr. stk.?

Hvis du svarede 13,95 kr., er du ikke helt talanalfabet.

Hvis dette resultat alligevel kom som en meget stor overraskelse for dig, og du foretrækker at få sådan en viden forærende, så skal du begynde at handle i Brugsen.
Dér fortæller de det nemlig på deres prisskilte – det koster vist ikke ekstra.

Jeg har i den grad vænnet mig til at kigge på varernes kilopriser, så jeg kan sammenligne uden alt for meget anstrengende hovedregning, at det efterhånden er en reflekshandling.
Det er meget nyttigt at få oplyst, at kiloprisen er 18,46 kr., når 650 g små kartofler koster 12 kroner. Så langt, så godt – det er måske ikke den nemmeste hovedregning i denne verden – slet ikke, når det er 12 timer siden, man stod op og man har siddet med Excelark og regnet FTE-statistikker* og projektarbejdestatistikker ud hele dagen.

Men når de tager 13,95 kr. for en pose med 1,5 kg. lammefjordskartofler, og de så nøjes med at fortælle mig, at posen koster 13,95 kr. pr. stk. …
Ja, så er det, at jeg føler mig en smule snydt, for det kunne jeg godt selv have regnet ud…

* FTE: Full-Time Equivalent Hvor meget hvem arbejder på hvad, regnet om til fuldtidsansatte. Faktisk meget sjovt at ‘lege’ med, men mit hoved svirrer af tal, når jeg det meste af en dag sidder og regner på 9 afdelinger med i alt omkring 100 ansatte.

Roses den, som roses bør: BRUGSEN!

Jeps, I læste rigtigt – det er nemlig Brugsen, jeg har positive ord til overs for i dag. Efter flere års hånlig harceleren fra min side over deres ikke-tilstedeværende viden omkring korrekt brug af apostroffer, er der nu endelig lys for enden af tunellen.

Se bare her: Det grimme Slagteren’s er nu erstattet af Slagterens. Miraklernes tid er så sandelig ikke forbi endnu.
At svine- og kalvekød så ikke skulle have været skrevet med stort, vælger jeg at se bort fra i dagens anledning.

Nu mangler vi bare, at de indser, at bageren’s har dobbelt så mange fejl som Slagteren’s… ganske som Hanne også har bemærket…
Der er sørget for, at træerne ikke vokser ind i himlen… i dette tilfælde er det grafikerne, der har sørget for det:
Citat fra svarmail fra COOP: “Vi ved godt, at det er forkert, men grafikeren syntes, det så meget pænere ud med apostrof end uden”.
Suk. Hvem har givet grafikerne diktatormagt? Hvem er det lige, der er kunden?

Men ‘Slagterens’ var da så absolut et skridt på vejen.

Trafikkaos i stations- og sovebyen – Brugsen har meget på samvittigheden…

… men efter dagen i dag tror jeg, at bestyreren vil være meget længe om at få hænderne ned. Den må have givet rekordomsætning.
Jeg ville ikke have troet det muligt… Der kan være irriterende lange køer i Brugsen op til jul og påske, men det i dag slog alle hidtidige rekorder.
Man fejrede sit 125 års jubilæum, som naturligvis var annonceret på deres hjemmeside som:

Kom og vær’ med til at fejre vores 125 år’s jubilæum

TO apostroffer for meget – de har snart opbrugt kvoten til langt ind i det næste årtusind…

Jeg tænkte, at hvis jeg var der kl. 10, hvor de åbnede, var der nok ikke så mange endnu.
Det var der. Jeg kunne ikke engang få en parkeringsplads, hverken ved Brugsen, Netto eller på den anden side af vejen på stationsparkeringspladsen, hvilket aldrig er set før i denne lille by. Jeg opgav tanken om at købe lidt krukkeblomster samt en hel sæk toiletpapir til 70 kr og kørte hjem igen for i stedet at tage cyklen. Chili, lime, avokado og koriander, som jeg manglede til aftensmaden, kunne jeg snildt have på cyklen.

Da jeg kom derhen igen, var der ikke mindre trafikkaos – tværtimod – og nu var der kø for at komme IND i Brugsen! De lykkelige, som kom ud, belæsset med dagens fantastiske tilbud, sagde, at kassekøerne strakte sig hele vejen gennem butikken.
Nix. No way. På ingen måde. Det gad jeg simpelthen ikke, så jeg vendte bandende hjem med uforrettet sag. John spurgte, hvorfor jeg ikke bare kørte til Brugsen i nabobyen, men det er en DagligBrugs, så jeg svarede ham, at de har ikke frisk koriander og chili. Det troede han naturligvis ikke på og tilbød derfor at køre.
Han vendte hjem med lime og avokado… jeg forsøgte ihærdigt og næsten med held at sige “hvad sagde jeg!”
Nu er han jo en meget venlig mand, så han tilbød storsindet at stå pinslerne i den lokale igennem for at få fat i chili og koriander. Folk stod stadig i kø; både for at få en indkøbsvogn og for at komme ind…
Han tog en kurv – havde jo heller ikke meget at bruge en vogn til – og kunne derfor snige sig uden om dem, der stod med vogne, fandt, hvad han skulle og var så heldig, at der var en der sagde, at der var plads i kiosken og at man gerne måtte bruge kassen dér, hvis man ikke havde så mange varer.
John var hurtigt i kiosken og fik derfor overstået betalingen på et øjeblik.
Aftenens menu fra Skagenfood er derfor reddet: Krydrede, ristede kammuslinger med chimmi churri og majsavokadosalsa. Det lyder særdeles blæret, men jeg tror, det bliver godt.

Om eftermiddagen, mens John tog en tiltrængt lur oven på anstrengelserne, sad jeg og strikkede, mens jeg mere hørte end så ‘Ingen kære mor’ om syv overforkælede, overbeskyttede curling-studenter af hunkøn, der skulle ‘overleve’ en tid i Borneos jungle uden make up, mærketøj og stiletter! Skrækkelig tanke. I hvert fald for dem… Jeg genkendte en forældre-stemme og kiggede op. Det var min administrerende direktør, der sad der og smilede ud til hele Danmark og var rævestolt af sin møgforkælede unge “som er enormt konkurrencebetonet”. Hvis jeg havde haft et curlingbarn, ville jeg ikke være specielt stolt af det, men sådan er vi jo så forskellige… En mor til en anden af pigerne sagde med en lidt stolt mine, at datteren er "meget manipulerende, så hun skal nok få sin vilje i 90% af tilfældene”.  Jamen det er da sandelig også noget at være stolt af, ikke?

Jeg ville nu nok have brugt en kniv…

Eller måske et gammeldags barberblad … i hvert fald ikke ben …

Jeg kunne ikke stå for dette lysende eksempel på, hvor meget et lille komma kan betyde. Også hvis det slet ikke er der.

Det må have taget lang tid at ridse alle de svinekamme, der lå i køledisken, når man kun har stenalderredskaber til sin rådighed.
For en gangs skyld var jeg helt ærgerlig over, at der, udover kommafejlen, ikke også var en stavefejl – kunne det ikke have været ret morsomt, hvis der havde stået ‘sværd’?
“Ridset, med ben og svær” ville ikke have fået mig til at hive kameraet frem.

Jeg har vist nævnt eksemplerne før, men nu gør jeg det så igen – der findes både et dansk og et engelsk eksempel på, hvor stor en betydning et komma/punctuation kan have.
Se blot her, hvordan kommaets placering kan betyde forskellen mellem liv og død … man skal forestille sig en gammeldags telegramtekst, hvor man sparede mest muligt på ordene:
SKYDES IKKE, BENÅDES  sammenholdt med

SKYDES, IKKE BENÅDES.
Jeg ville helst have det første telegram.

 

A professor wrote the words, “Woman without her man is nothing” on the blackboard and directed his students to punctuate it correctly.
The men wrote: “Woman, without her man, is nothing.”
The women wrote: “Woman: Without her, man is nothing.”

 

Høhø. Det var simpelthen de sidste sprogrevserkrampetrækninger, inden jeg går i mommermode i morgen ved middagstid, hvor jeg ankommer til den lille, engelske landsby.
Og hvor jeg bliver styret næsten direkte i kirke! Charlotte advarede mig i går om, at jeg skulle starte mit besøg med at gå i kirke, for i morgen er det Annas sidste skoledag inden påskeferien, og når man går i en ‘Church of England’-skole, så går man i kirke i samlet flok inden ferierne. Mindst én forælder forventes at deltage. Og det indebærer så også bedstemødre,  når sådanne lander en time før seancen.
Jeg måtte lige fortælle min datter, at jeg skam ikke har noget problem med at gå i kirke – mig bekendt må man gerne komme uden at være medlem af foreningen.

 

Dagens solopgang

Nyt fra Brugsen

Det er jo ved at være længe siden… Sandt at sige er det vist ikke Brugsens eget sproglige påhit denne gang, men de sælger det!
Jeg håber de er lidt flove over at tage sådan noget vrøvl inden for dørene.

Er der måske nogen af jer, der ved, hvad dotter er? På dansk altså. På svensk og norsk betyder det datter. På dansk betyder det… prikker.
Mit navn det står med dotter – jeg hiver håret ud i totter!

Vi bruger ofte dot i forbindelse med email- og webadresser, fordi det er meget nemmere at sige dot end punktum, men tilføjet en pæredansk flertalsendelse, fordi det skal betyde prikker… næh, så hopper min kæde godt nok af.
Normalt går der lang tid, inden et importeret ord får en dansk bøjning, så jeg synes i det mindste, at de kunne have skrevet ‘med dots’, når nu de af (for mig) ukendt årsag insisterer på ikke at bruge ordet prikker.

Lige et lille supplement til mit indlæg om prisbevidsthed – her illustreret ved hjælp af mozzarellaoste.

Kig på kilopriserne… forskellen på de to fra Galbani og på osten til højre er minimal, men forskellen i kiloprisen er stor. Fra 47,60 til 114,75. Jeg synes i øvrigt, at ligheden på emballagen er mistænkelig stor.

Dotter… suk

En regnefejl og et par forbrugertips

De kan heller ikke regne, dem henne i Brugsen.
Vi vidste jo godt, at de hverken er superstavere eller har styr på brugen af apostroffer, men nu har jeg yderligere fået bevis på, at de enten ikke ved, hvor mange gram der går på et kilo, eller hvad 4 X 8 er.

Der var 250 g i pakken, så jeg kan kun få kiloprisen til 31,80 kr. De 39,75 havde passet noget bedre, hvis man kun havde fået 200 g tomater.

Det er ikke alting, der bliver dyrere. I dag kan man ofte få de små dåser koncentreret tomatpure for 1,25 stykket (hvilket jeg slet ikke forstår, at man kan lave dem for…), men for omkring 20 år siden kostede de samme dåser 2,95. Det lagde jeg specielt mærke til, fordi der var tilbud på dem: “Tag 3 for en 10’er”. Jamen fint. Jeg tog tre og sagde, at jeg godt ville betale dem hver for sig. Da kassedamen sagde, at der var tilbud på dem, gjorde jeg hende opmærksom på, hvorfor jeg ikke slap billigere ved at købe dem på tilbud. Hun blev helt rød i hovedet, selv om hun velsagtens var aldeles uskyldig i sagen, kaldte omgående på en eller anden og gjorde ham forarget opmærksom på fejlen.
Hvis det var en fejl… Den samme ‘fejl’ har jeg været ude for en hel del gange.

Der er mange smarte salgstricks. Ved I hvordan man engang øgede salget af et bestemt mærke tandpasta med 20% sådan bare lige?
Man gjorde hullet i tuben 20% større. Folk trykker vanemæssigt en bestemt længde ud, men tænker ikke så meget over, at den er blevet lidt tykkere. Skidesmart, men man kan nok kun lave det nummer én gang.

Jeg har set det brugt, at for at ‘holde prisen’, har man sat indholdet ned i pakken fra f.eks. 500 til 400 gram. Selvfølgelig afslører kiloprisen det, men hvis man er vant til at give 39,95 for ½ kilo kaffe, tænker de færreste over, at de får 100 gram mindre, fordi prisen er den velkendte. Ikke fordi man kan gøre så meget ved det, udover at købe en anden vare, men jeg føler mig meget snydt som forbruger, når priserne hæves på en så lusket måde.

Man skal ikke være træt efter en lang arbejdsdag, når man køber ind, for man er nødt til hele tiden holde øje med priserne og huske at sammenligne kilopriser. Det er til gengæld godt, at man skal kunne det (jeg mener det er blevet et krav, at kiloprisen skal oplyses), for det kan være noget af en regneopgave, når både priser og mængder er forskellige.

Har I tænkt på, at det superbillige toiletpapir og køkkenruller godt kan være det dyreste? Her skal man virkelig regne, men hvis man sammenligner antallet af blade pr. rulle, kan det meget ofte betale sig at købe det, der umiddelbart virker dyrere, men hvor man faktisk får dobbelt så meget ved at betale 50% mere. Nogle papirruller kan man næsten trykke helt flade – der er ikke meget substans i dem. Så er de ikke længere billige.

Apropos kunder og butikker, så vil jeg afslutte med at genbruge følgende billede fra 2009. Vi skulle handle på vores vej på efterårsferie, men måtte finde en anden butik end denne:

Vi fik aldrig en forklaring, men vi blev unægtelig lidt nysgerrige…