Ih, hvor er det kommunalt

I torsdags lå der et brev fra kommunen og ventede på mig. Det undrede mig, da det er uden for sæsonen, hvad kommunale skrivelser angår, så af ren og skær nysgerrighed åbnede jeg det straks i stedet for at lade det ligge til søndag aften.
What??? En rykkerskrivelse?! Jeg skylder da ikke dem noget?
Da det gik op for mig, hvad det drejede sig om, røg jeg direkte op i loftet af arrigskab, og jeg sad og småknurrede storgnavent de første kilometer af turen mod Sverige.

Man tillader sig at sende en rykker på 7,91 kroner; med 16 øre i påløbne renter, og så tager man 100 kroner i rykkergebyr!
Der må sgu da være en bagatelgrænse. Det koster mere i porto end det skyldige beløb udgør.
De kan lægge restancen på det beløb, de trækker igen i oktober, kan de, hvis de virkelig mener, at jeg skylder dem de penge.

Jeg fik oplysningsblanketten vedr. ejendomsskatter, renovation m.m., i starten af januar; på den står der klart og tydeligt, at det er til information og at jeg ikke skal foretage mig noget, da de trækker beløbet via PBS.
I februar kunne jeg på mit elektroniske kontoudtog se, at ‘væsenet’ præcis den 10. januar, helt efter bogen, havde trukket ejendomsskatterne, så jeg tænkte ikke mere over det, da beløbet i øvrigt stemte fint overens med det, jeg mente at kunne huske fra oversigten.
Da jeg tjekkede i aftes, kunne jeg godt se, at beløbet, de selv havde trukket, var netop 7,91 mindre end angivet på oversigten, men helt ærligt … ville I have tjekket mere grundigt med det samme dengang, end jeg gjorde? Og hvis ja, ville I så overhovedet have foretaget jer noget for sølle 7,91 kroner, hvilket jo udgør en latterlig lille del af de mange tusinde kroner, de trak? Næppe. Jeg ville i hvert fald ikke.

Jeg syntes, dette var så frækt, at det nærmest er kriminelt: at rykke mig og kræve mig for 100 kroner for en fejl, de selv har begået.
Borgerservice har åbent mellem 10 og 14, så jeg sendte John af sted for at klare sagen – med strenge pålæg om, at han under ingen omstændigheder måtte lade sig overtale til at betale de 100 kr eller de 16 øre.
Det er ikke pengene, det er princippet!

Det var så lidt af et antiklimaks … der var en del mennesker i kø, og de havde alle sammen den samme grund til at komme. Gæt selv hvilken.
Der kom en mand ud og sagde, at alle med en rykkerskrivelse vedr. rottebekæmpelsesafgift godt kunne rive den i stykker og gå hjem igen. Det var en beklagelig fejl, der var sket, og de havde i øvrigt skrevet om det på deres hjemmeside.

Jamen den kigger vi da også på dagligt …
Det er simpelthen samtlige kommunens husejere, der har modtaget denne fjollede rykker!

Vi kan alle begå fejl, og der sidder sikkert en medarbejder, som jeg egentlig har lidt ondt af, med meget røde ører.
Men der er efter min ringe mening noget galt med et system, der ikke har fx omtalte bagatelgrænse.
Og bortset fra det første Enter på en eller anden kommando, har denne rykker sandsynligvis ikke været gennem menneskehænder, så hvorfor skal det koste 100 kroner i gebyr?
Det er bare ikke i orden.

Dette er ikke i orden, at I ved det!

Sikke da en weekend. 29° i solen på terrassen i dag. Næsten for varmt, men det sagde jeg ikke højt.
De fleste af krykhusarerne sad ude og nød livet på samme varme terrasse, mens John og jeg fik ryddet lidt op i haven.
En tur blev der gået. En tur ned til savværket ved åen, hvor den løber under vejen. En ikke særlig lang tur, men lang nok til de dårligt gående – og rigelig lang til at smide masser af affald ud af bilerne.

Øv, hvor bliver jeg sur, når jeg ser den ene dåse og flaske efter den anden i rabatten.
På min 60 kilometer lange arbejdsvej langs det danske motorvejsnet føles det efterhånden som at køre langs én lang losseplads.
Der plejer at blive ryddet op, men måske er også de penge sluppet op. Jeg håber det dog ikke, for hvor ligner det efterhånden lidt for meget et eller andet Klondyke.

På vores gåstrækning i dag var der – heldigvis, kan man vel næsten ikke tillade sig at sige – en, der havde smidt en plasticpose, så jeg havde noget at bære dåserne og flaskerne hjem i.
Hvorfor pokker er det så svært at lade tingene ligge i bilen?
Efter antallet af Red Bulls og andre energidrikke at dømme, har jeg en anelse om alderen på dem, der hjerneløst sviner naturen til … de kan da bare lade det blive i bilen, så kommer mor såmænd nok og rydder op efter dem alligevel …
Dette var dagens høst på en strækning af kun en enkelt kilometer.
Dæleme ikke i orden, er det ikke nej! Jeg har ikke engang foreviget alle cigaretpakkerne, men dem var der syv stykker af.
Der var også en, der var blevet træt af musikken. Jamen ud ad vinduet med den cd, selvfølgelig. Hvad ellers? Hrmpf.

Apropos vejsvin, så er vildsvinene lige i nærheden af os. Claus havde hørt tydelige grynt ret tæt på, mens han sad og nød solen – og han hævdede hårdnakket, at gryntene kom fra en anden retning end der, hvor John og jeg gik og arbejdede …
GODT, vi har sat det elhegn op.
Nu mangler vi bare at blive muldvarpene kvit. De har godt nok travlt med at underminere hele vores græsplæne.
Jeg har hørt, at man skal stikke hvidløg ned i gangene. Holder den, eller er det en ammestuehistorie?
Jeg hører gerne jeres gode råd og erfaringer, for jeg gider ikke investere i et halvt ton hvidløg og erhverve mig en dårlig ryg af at stikke dem i jorden, hvis muldvarpene bare sidder dernede og griner larmende af mig, samtidig med, at de nyder den nye forsyning af friske hvidløg.

En knækket hals og en afhoppet kæde

Det er altså ikke min hals, der er knækket … det er dorthealiljens. Et sørgeligt syn. Sort, vissen og knækket hals. Liljerne var lige blevet allerflottest, da sibirisk frost og blæst satte ind med fornyet styrke og forkortede livet dramatisk for de ellers så smukke liljer.

Kæden er min mentale. Hoppet af er måske at overdrive en kende, men hoppede gjorde den, da jeg læste følgende i Samvirke, hvis opskrifter jo næsten ikke kan blive grønne og selvhøjtidelige nok.
Derfor har jeg lidt svært ved at acceptere, hvad jeg i en af bladets opskrifter er i tvivl om skal kaldes dobbeltmoral eller bare tåbelig tankeløshed: Den ‘grønne’ kok anbefalede, at man tænder sin ovn på 200° for at riste fire (!) skiver parmaskinke i et kvarter. Det er sgu da spild af elektricitet, hvis I spørger mig. Uden at kende det nøjagtige watt-forbrug på nogen af delene, vil jeg blive meget forbavset, hvis ikke det er væsentligt mindre elforbrugende lige at klare den sag lynhurtigt på en tør pande.

Den samme grønne del af min hjerne har også funderet lidt over den meget, meget trendy vårhvede. Hvis man skal være økologisk og politisk korrekt i dag, skal man endelig bruge økologisk vårhvede – det er klasser bedre end mel fra vinterhvede, påstås det … og det er da meget muligt, at det passer, men det hele skal jo helst hænge sammen: Er det virkelig så miljøvenligt, når det kommer til stykket?  
Fordi. Er der ikke noget med, at alle afgrøder i princippet burde være vinterafgrøder, fordi der så bliver bundet mere kvælstof og dermed sker en mindre kvælstofudledning? I økologisk landbrug må man naturligvis ikke anvende kunstgødning, men den naturlige gødning indeholder mig bekendt også en masse kvælstof – ellers var det vel ikke gødning?

Nå. Det har man jo set før og ikke kun inden for emnet fødevarer: at i ideologiens hellige navn har man ikke lige sørget for at få overblikket og tingenes sammenhæng med i det store billede.

Ikke de vildeste udfoldelser her …

Det er ikke blevet en pind bedre – hverken med snotteri eller halsen, men timingen af denne omgang hvad-det-nu-er har været helt perfekt. Det var en rigtig rar tanke ikke at skulle ud i trafikken i morges … ikke så langt fra hvor jeg arbejder, var der kørt en bus ind i et hus!

Billedet til højre er ikke særlig godt, men en god illustration af, i hvor stor grad små bebser er midtpunktet for alles opmærksomhed. Her hviler barnet trygt i bedstefars arme, mens mormor, de to mormostre og John har sluttet sig til nårrrhhh- og ihhhh-altså-koret.
Hun er stadig ret gul, men alt er som det skal være, så far og mor er glade, stolte og lettede.
Aldrig senere i livet bliver vi (de fleste af os) udsat for så massiv en beundring.

Her, i min temmelig sløve tilstand, orker jeg ikke meget andet end at indtage varme drikke og have medlidenhed med mig selv. Jeg har så jäklaondt af at hoste og nyse, at det slet ikke kan lade sig gøre at hoste igennem. Nysene er svære at undertrykke, men jeg gør mit bedste, selv om man i princippet ikke må … avavav – især fordi jeg nyser 10-15 gange i træk. Hvem sagde læge? Det kunne godt være, det var en god ide. Vi får se, om ikke det er bedre i morgen.

Det er de sjoveste ting, man kan lære, når man ser DRK: Vidste I at en bulldog hedder en bulldog fordi den skulle bide tyrene i deres muler og i det hele taget skræmme de arme dyr fra vid og sans, inden de skulle slagtes? Fordi man troede, at jo mere bange, et dyr var før og under slagteprocessen, jo mørere kød kom der ud af det. Vi taler om tiden op til 2. verdenskrig. Tænk altså! 
Sådan noget vil jeg slet ikke vide, men nu ved jeg det altså alligevel.

Igen fik jeg bekræftet min overbevisning om, at valgretsalderen på 18 år er for lav. Jeg stemte imod det, da jeg selv var ung, for jeg mente ikke – og mener stadig ikke – at en 18-årig generelt er moden til at skulle være medbestemmende i et land. Jajaja, skyd mig bare, og selvfølgelig er der også nogle, der er det, men tallene i dag talte for sig selv: Kun hver anden 18-årig stemmer, og hver fjerde aner ikke, hvad de skal stemme på – de interesserer sig ikke for politik. Det leder mig til den konklusion, at 25 % stemmer bare for at stemme, men ved ikke, hvad de gør. Meget betryggende …
Jeg tror selvfølgelig ikke på, at valgretsalderen bliver sat op igen, men den skal i hvert fald ikke længere ned, som visse har udtrykt ønske om.

Johns brød: Det blev pragtfuldt. Simpelthen bare et ordentligt brød … det blev spist til suppen og til morgenmaden og vil blive serveret igen i aften, for han lavede suppe nok til to dage – og brød blev der rigeligt af, som I ser. Kogte, knækkede hvedekerner er nyt i vores repertoire, men det er godt!

Flot. Især hvis det havde været for to måneder siden

John har som bekendt den store og misundelsesværdige fordel, at han ikke længere skal på arbejde, hvorfor den heldige mand kan benytte sig af enhver lejlighed og selv det mindste lille solskinsglimt.
I dag kørte han til Ølsemagle Revle, som er et godt sted for fugleelskere, og som læsere af denne blog vil have stiftet bekendtskab med flere gange tidligere.

Ikke helt passende billeder d. 15. marts, vel? Nærmest uartige …

Fuglene kan stadig gå på vandet – det synes de nok heller ikke er helt i orden …

Øv, altså.

Og det herunder: det gider jeg overHOVEDET ikke! Jeg vil have global opvarmning! Nu!!

Nåmn god weekend derude

Blandede brokkerier

Vi holder meget af at se historiske programmer og naturprogrammer; især dem, som BBC har produceret.
Men. Hvorfor skal alting i det enkelte program omtales i lutter superlativer?
Hvis jeg ser en produktion om jordskælv, så er det “den mest ødelæggende form for naturkatastrofe på jorden”.
Hvis jeg vil lære lidt om orkaner, så er sådan en “den mest ødelæggende form for naturkatastrofe på jorden”.
Engang, jeg så en film om laviner, var de gudhjælpemig “den mest ødelæggende form for naturkatastrofe på jorden”.

Hvis man ser en udsendelse om et hvilket som helst rovdyr, er dette i dagens anledning blevet til “det farligste rovdyr på jorden” – således har jeg oplevet stort set alle rovdyr lige fra flodheste til polarulve blive tildelt denne titel. Okay, en flodhest kan vel næppe kaldes et rovdyr, men farligt er det da …
Det må være fordi man tror, at udsendelsen bliver mere interessant, hvis den handler om verdens største/farligste/mest dødbringende/voldsommeste etellerandet?

Det virker måske pedantisk og petitesse-agtigt at brokke sig over sådan noget, men når man først har lagt mærke til det, fylder det meget. Kender I ikke det?

Så er der reklamerne fra Animal Planet og Discovery, som er i en klasse helt for sig selv … det er noget af et specialkursus, speakerne her har været på. Hvis det er mandestemmen, skal den lyde så dramatisk som det overhovedet kan lade sig gøre, med det reaultat, at det mest af alt virker latterligt og utroværdigt, uanset hvad han siger.
Er det derimod kvindestemmen, lyder hun som et skoleeksempel på en pornofilmstemme – hun er med sin allermest kælne stemme i fuld gang med at tale en mand med ned under dynen (nåhnej, det går ikke i en pornofilm. Så kan man jo ikke filme dem …)
Da jeg spurgte John, om han opfattede hendes stemmeføring på samme måde som jeg, gav han mig ret og begyndte at smågrine. Resten af den udsendelse lyttede han til reklamedamestemmen med noget mindre irritation end normalt. Det er nemlig præcis de samme reklamer, de viser tre gange.

Det sidste brok er oversættelse, eller rettere, mangel på samme.
Når der i en udsendelse tales om forskellige slags mursten lavet af ler, skal de ikke oversætte “And these are the footprint stones” til “Dette er fodprintstenene”.
Hrmpf. Jeg har aldrig hørt om noget, der på dansk hedder fodprintsten.
Det er ganske vist ikke lige til højrebenet at oversætte, men i denne forbindelse ville jeg nok have formuleret det som de sten, der danner en bygnings fundament.
A footprint kan godt betyde et fodaftryk (ikke et ‘fodprint’!), men i forbindelse med bygninger betyder det noget ganske andet:
“The surface space occupied by a structure or device: the footprint of a building”.
“Hay barns were usually smaller than the main barn, and rectangular in footprint”.

Jamen altså, så kan du da bare lade være med at se tv, Ellen!
Nej, så er der jo alt for lidt at brokke sig over – og dagens eksempler stammer kun fra programmer, jeg absolut finder seværdige. Men hvis jeg ikke kan finde noget sprogligt at brokke mig over, kan jeg lige så godt lægge mig til at dø …

Bureaukrati?

For godt en uge siden fik jeg et brev fra FTF-A (min arbejdsløshedskasse), der kunne fortælle mig, at jeg snart blev 60 – hvad jeg i og for sig er beklageligt klar over – og at jeg dermed er berettiget til at få mit efterlønsbevis – det var søreme godt, for den efterløn har jeg allerede kalkuleret ind i 2013-budgettet …

FTF-A tager det som givet, at ingen går på efterløn, før de er 62 år … der stod en masse om, at jeg intet skulle foretage mig og om, hvad satserne og de skattefrie præmier ville beløbe sig til under forskellige omstændigheder.
Jeg vil gerne starte på efterlønnen 1. juli; dvs. at jeg bestemt ikke venter to år endnu. Hvad man i givet fald skal gøre, havde de gemt godt, men ved grundig granskning fandt jeg det midt inde i en tekst, jeg nærmest synes handlede om noget andet – men der stod:
”Hvis du ønsker at gå på efterløn inden du fylder 62 år, skal vi modtage din ansøgning senest den dag, du fylder 60. Gå ind på vores hjemmeside for yderligere information.”

Godt så. Jeg gik ind, fandt formularen (som man ikke kan sende elektronisk, men skal printe, skrive under på tro og love og sende med snailmail), udfyldte og sendte. Dvs. jeg sendte John på posthuset i mandags og bad ham om at sende brevet anbefalet. FTF-A skulle ikke have lov til senere at påstå, at de ikke havde modtaget ansøgningen rettidigt.
Det kostede 84 kroner. FIREOGFIRSINDSTYVE KRONER for at sende én A4-side. Havde jeg vidst det, havde jeg da bedt John om at være kurer og selv køre ind og aflevere det, hvilket ville have været en del billigere.

Det må så lades dem, at de har svaret hurtigt, for i går modtog jeg en opgørelse over de pensioner, de ved, at jeg har. Jeg skal skrive under på, at det dækker over den hele og fulde sandhed, og hvis ikke, tilføje de pensioner, der mangler. 
Det papir må “jeg tidligst underskrive og returnere den dag, jeg fylder 60 år.”

Det er nu noteret i min kalender, at jeg skal huske det, men jeg kunne ikke forhindre den tanke i at opstå, at ‘nogen’ gør deres bedste for at gøre det så besværligt for os som muligt, så der er større risiko for os for at begå fejl og dermed forsinke – eller meget værre: forhindre – processen.

Det er altså en jungle. Jeg fik både en bankrådgiver og en uvildig pensionsrådgiver til at regne ud, hvor meget jeg kan få i efterløn; de to nåede frem til nogenlunde det samme beløb, hvilket virkede overbevisende på mig dengang. 
I det første brev kom FTF-A selv med en beregning – som gav mig en del mere, end de to førnævnte var nået frem til.
Det gider jeg ikke brokke mig over, hvis det skulle vise sig at være rigtigt, men tage det som en positiv overraskelse, hvis FTF-A har ret, og der i øvrigt ikke er et eller andet, jeg har misforstået – lidt spændende bliver det dog – der var faktisk en pænt stor forskel …

Man skulle kunne købe sin benzin i USA

Eller bare til amerikanske priser …
I dag sad jeg og ordnede rejseregnskab for en kollega, som havde været i USA, hvor han havde lejet en bil. Sådan en skal som bekendt fyldes op igen inden aflevering, og da jeg skulle kontere den kvittering, blev jeg helt dårlig … de brokker sig over deres “vanvittigt høje” benzinpriser derovre. De skulle skamme sig, skulle de.
(Læg mærke til teksten nederst på kvitteringen – den var ikke gået i England …)

Jeg kan godt huske, at da vi var derovre for knapt 2½ år siden, troede de simpelthen ikke på mig, når jeg fortalte dem, hvad benzinen koster i Danmark. De var helt sikre på, at jeg hverken havde styr på valutaen eller omregningen fra liter til gallons og omvendt, for der kan da umuligt være nogen steder i verden, hvor man betaler så meget.
Siden vi var der, er priserne godt nok steget en smule derovre, men det er de også her i landet.

Hvis vi omregner kvitteringen til danske forhold, har benzinen kostet 4,67 kr. pr. liter – vi bliver gule og grønne af misundelse og ærgrelse, når vi ser den slags.
Hørte jeg nogen spørge, hvad en liter 95 oktan koster i Saudi Arabien? 1,21 krone, såmænd (november 2012). Så bliver man da først dårlig …

I kender sikkert godt, at når man er begyndt at google rundt, fører det ene nemt det næste med sig. Jeg begyndte derfor af nysgerrighed at bore lidt i det, hvilket selvfølgelig ikke ændrede spor på, at benzinen er billig i USA og helt uforskammet billig i Saudi Arabien, men det viste sig, at herhjemme er den ikke – relativt – blevet dyrere siden 1980 – snarere tværtimod. Når man regner inflationen med ind, er prisen oven i købet faldet en lille smule (den øverste linje på grafen).

Derfor synes jeg alligevel, at det er pænt af mig at forære staten over 7 kroner, hver gang jeg køber en liter benzin/diesel – vi bilister sponserer en pænt stor del af bruttonationalproduktet, tror jeg …

Jeg vil nu køre en tur ud til min søster. God weekend herfra.

Alle mand til pumperne

Jeg har ikke noget godt eller positivt at sige i dag.
Jeg er vred.
Jeg er også en anelse godt, gammeldags sur, men det må man helst ikke være som voksen, så det har jeg aldrig sagt.
Vred over, at der for dem, som udstikker reglerne, ikke gælder de samme regler, som de selv har udstukket. Vi taler ikke om ledelsen i dette tilfælde.
Der er mindst tre andre på mit arbejde, der sandsynligvis er endnu mere trætte af mig, end jeg er af dem, og jeg tror, vi alle fire ville ønske, at jeg rent faktisk var stoppet i firmaet på nuværende tidspunkt.
De synes i hvert fald, at jeg er frygtelig krakilsk, fordi jeg nægter at udføre en ordre på en måde, ‘nogen’ udtrykkeligt har nedskrevet som værende out of compliance.
Eftersom jeg ikke er stoppet, vil jeg ikke skrive mere, bare have lov til at være vred (og sur) i fred og ro. Det hele er hældt ud over John, som heldigvis holdt med mig.
Om det er for husfredens skyld, skal jeg ikke kunne sige, og jeg vil slet ikke vide det, hvis det skulle forholde sig sådan …

I dag har jeg det sådan, at jeg næsten hellere vil bo i Sverige uden vand, end jeg vil arbejde i Danmark med vand.
Sådan har jeg det ikke i morgen, når jeg er på min pind igen, men lige nu har jeg …

Nejnejnej, DR – det hedder det IKKE

For nogen tid siden brokkede jeg mig over, at folk tror, det hedder, at man gennemtrevler noget, når man går det igennem med en tættekam.
Det hedder gennemtrawler, gør det. Det andet er noget ulogisk vrøvl.

I aftes serverede DR1 en næsten endnu større bøf:

KOMMUNER OPTRAVLER SNYD

Det var ret uheldigt, DR. Man kan optrevle noget, men optravle er noget værre vrøvl … det er stadig tilladt at tænke lidt over logikken i det, man skriver i sine tekster.
Det tyder på omsiggribende sjuskeri i udtalen af vores sprog – når jeg siger optrevle, kan man sagtens høre, at det ikke skal staves med a – mener, at man tydeligt bør kunne høre forskel på, om man siger “hun begyndte at trevle det strikkede op” og “alle de travle ansatte i virksomhederne”.
DR havde ikke opdaget fejlen, da den næste udgave gik i luften.

Jeg kan bedre acceptere, at man får vrøvlet lidt rundt i det, når man taler. Det sker tit i kampens hede, og det har alle dage været umuligt at holde kæft med tilbagevirkende kraft. Desværre …
Men også kun vrøvle lidt rundt, som fx snuble over ordene eller komme til at bakke snagvendt. Når man hører, at tv-værterne ikke har styr på talemåder eller banale og helt gængse sprogregler, der burde sidde på rygmarven hos alle i det professionelle tv-miljø, så forbeholder jeg mig retten til fortsat at brokke mig.

For to minutter siden hørte jeg en radiospeaker sige “tvangsaktion” … her mener jeg også, at man tydeligt bør kunne høre det u, der manglede her. Lyder det ens, når I siger aktion og auktion? Nej, vel?

Jeg må hellere gøre alvor af det tekopstrikkeri

Trods al min dryppende sarkasme og dybe ironisering forleden dag over tekopstrikning m.m., er jeg måske nødt til at bide i det sure æble og erkende, at det alligevel kunne være fornuftigt at holde sig til den slags småopgaver.

I julen blev jeg færdig med en trøje til mig selv, som jeg havde glædet mig meget til at bære – jeg havde set en af strikkefestivalsdeltagerne have modellen på og blev lynhurtigt enig med mig selv om, at so ein Ding muss ich auch haben.
Garn blev indkøbt og arbejdet iværksat.

Normalt vasker jeg uldting på uldvask, efterfulgt af den mest skånsomme centrifugering, maskinen kan klare.
Dette giver arbejdet den smukkeste finish, så man skal lede grundigt efter de små ujævnheder, der ellers kan præge et håndarbejde, samt bevirker, at arbejdet ‘falder’ rigtig pænt, når det er tørt.

Tåbelige, stupide, tankeløse, åndssvage og ikke mindst naive Ellen regnede med, at “det ekstra skånsomme uldprogram” på den nye vaskemaskine holdt, hvad det lovede.

I har gættet det, ved jeg: trøjen krøb. Flere størrelser. Satans. For at sige det mildt.
Heldigvis krøb den ensartet; ikke noget med at være fire kilometer bred og 10 centimeter lang, så proportionerne var i det mindste bevaret.
En anden fordel er, at den er blevet meget, meget tæt – det er lige før, den er vindtæt, tror jeg.

Gudskelov har jeg en datter, der er en størrelse extra small – den ville passe hende helt perfekt, så nu krydser jeg fingre for, at den også falder i hendes smag.
Ellers har jeg snart en nydelig trøje til salg – kræver kun, at man kan lide designet og at man er en petit størrelse 34.
Så nu er det om at komme i gang med en mage til. Næsten mage til – det bliver i noget andet garn. Og det bliver IKKE vasket i den nye vaskemaskine!

Eller skulle jeg bare gå direkte over til at strikke tekopper, slikkepinde- og diverse andre hylstre?

Find Fem Fejl–hos Elgiganten

Som jeg sagde i går, var vi lige et smut inde hos Elgiganten i Tåstrup. Der er ved at gå et leje i vores vaskemaskine; den larmer, så naboerne må tro, vi er ved at rive huset ned, og det hedder desværre en ny af slagsen. Vi så på nettet, at i går var sidste dag for et tilbud på en AEG, som var sat ned fra 6300 til 2500 kroner. 3800 er da en slags penge at spare, så maskinen blev bestilt og kan hentes engang i december.

Mens vi gik og kiggede på de forskellige maskiner, faldt jeg over følgende undersættelse fra engelsk:

Der har tydeligvis stået ‘delicate’ på engelsk. Delikat kan godt betyde det samme på dansk, men jeg synes, det burde have været oversat til sart, for netop i ‘vaskesprog’ taler man, så vidt jeg ved, gerne om sarte stoffer/sart tøj.

Det var bestemt småtingsafdelingen; det er det næste også, men alligevel springer det visse sarte (delikate?) sjæle i øjnene:

Når nu de godt kan finde ud af, at der ikke skal komma efter udvalg på det første skilt, hvorfor kan de så ikke på det andet? Der er kun én sætning, ikke to, men Elgiganten mener måske den er for lang til, at vi stakkels kunder kan kapere den uden at være nødt til at dele den over i to bidder? Hvis man læser den højt for sig og lægger en pause ind efter ‘udvalg’, lyder det fjollet.

Det tilhørte som sagt også småtingsafdelingen, selv om det handlede om vaskemaskiner – i den virkelige småtingsafdeling, nemlig pc-afdelingen, fik jeg straks øje på skiltet, der lige så straks fik mig helt op at ringe:

Da måtte jeg simpelthen overfalde en formentlig sagesløs ekspedient:
- Prøv at se om I ikke næste gang kan få en, der kan stave, til at forfatte disse skilte – en der har styr på nutids-r og dansk i det hele taget.
- Uh, det er du ikke den første, der har sagt. Det er der faktisk temmelig mange, der har.
- Så var det måske en ide at gøre noget ved det?
- Det er vores gamle supportere, der har skrevet det skilt …
- Ja? Og?? Hvis de oven i købet er forhenværende, kan I næppe såre de stakkels supportere dybt ved at pille det vrøvl ned …
- Næhhh, men de har jo hængt der i 100 år …
- Det bliver da værre og værre … hvis de bare hænger der længe nok, ender de med at være rigtige, tror I? Er det filosofien?
Fåret ansigtsudtryk hos ung mand … Ellen kan have et særdeles skrapt tanteblik, når hun vil det.

(At man så meget nemt kan have dette på fornemmelsen, når man kender til DSNs arbejdsmetoder, er en anden sag, men det syntes jeg ikke, der var nogen grund til at nævne i dette tilfælde.)

Jeg sagde bare, at jeg synes, de er lidt nogle klumper, at de ikke gør noget ved noget, de ved er forkert.
Exit mutter skrap. 

Find fem fejl …
Vi installerer din computer
Vi installerer derudover (eller andet; bare ikke i tillæg) alt tilbehør således, at computeren er klar til brug, når du kommer hjem.

Kommaerne kan man måske diskutere, men det skilt var nærmest en traumatiserende oplevelse for mig, og jeg har tænkt mig at sende et link til dette indlæg til Elgiganten, for det er simpelthen ikke godt nok at hænge sådan noget klamp op.
Man har pligt til, også som ansat, at gøre opmærksom på sådanne fejl – og til at forfølge sagen, indtil der bliver gjort noget ved det.
Jeg har gjort det samme på min arbejdsplads, for, som jeg påpegede, der kommer inspicerende instanser og ser sådanne skilte, og der vil altid være andre pedanter end mig, der mister respekten for eller tilliden til et firma, der sjusker. Hvis man sjusker ét sted, sjusker man måske også på andre områder – og da vi er en farmaceutisk virksomhed, er det ikke lige det smarteste indtryk at efterlade …  
(Det drejede sig om skilte med Dame Toilet, Herre Toilet og Kopi Maskine.)

En annonce og en bon

De fleste af jer har nok set disse underlige internetannoncer om læger, der ‘hader’ rynkefrie kvinder. Her er en i den helt ringe ende af skalaen:

Tumper. Ser 35 hvad?
Der skulle formentlig også stå gammel, hvis jeg ellers har gættet rigtigt på, hvad de egentlig mener …
Sletn’ af rynker! Pladderdansk. Man sletter ikke rynker! (Det kunne ellers være rart. Sådan lige vupti: ikke en rynke!)
Normalt står der kender et mærkeligt trick. Nu er det blevet chokerende i stedet.
Læger hader hende. Stakkels gamle mor. Jeg har meget, meget svært ved at forestille mig læger ‘hade’ nogen, der ingen rynker har – eller hade nogen i det hele taget – men det er den evigt tilbagevendende afsluttende bemærkning på disse annoncer, og jeg er så træt af dem. Har I slet ikke mulighed for at blackliste nogen, jer derude, der tillader annoncer på jeres blogs? Jeg kan alligevel ikke forestille mig, at der bliver klikket på en som denne …

I dag, da jeg atter en gang sad og ordnede rejseregnskab for en af mine særdeles rejseaktive kolleger, faldt jeg over denne bon:

Hahaha – Pret a Manager – de kan ikke engang stave til deres egen virksomhed – det hedder Pret a Manger, og man ser den kæde overalt i London (og NY og Washington; en enkelt i Boston, samt mange i HongKong og fire i Paris).
Det skal være et lille a (tror jeg … jeg er ikke god til fransk titelretskrivning); jeg ved ikke helt hvad der står her, men der står i hvert fald ikke Klar til at spise, som jeg med mine ringe franskkundskaber får det til at betyde.

To rødbeder, tak

Hvorfor kan man kun købe enten et kilo økologiske rødbeder eller to kilo ikke-økologiske? HVorfor kan jeg ikke købe de to rødbeder, jeg skal bruge til aftenens rødbede-æblesalat?
Hvorfor tvinger man mig til at sylte rødbeder, hver gang jeg skal bruge nogle få af dem?
Så vilde er vi nemlig heller ikke med rødbeder – de kan være udmærkede en gang imellem, men vi orker simpelthen ikke at spise os igennem så mange, og det er trods alt også meget begrænset, hvad vi spiser af syltede rødbeder.

Lige netop i dag var det dog i orden; jeg har netop syltet et stort glas rødbeder, som skal med til Jylland, fordi ungerne elsker det meget, meget danske stykke smørrebrød: leverpostej med syltede rødbeder – de kan sagtens spise fire halve med det til frokost. De behøver såmænd ikke engang leverpostejen under …  
Ikke et ord om sund mad. De er her så få dage om året, at de bare skal forkæles i én uendelighed; have det, de kan lide, og som de forbinder med Danmark og mormor og morfar.
Nogle børn æder sig en pukkel og en tyk mave til i slik og kager. Det gør Anna og Aubrey ikke, de får leverpostejmadder. Jeg har slet ikke dårlig samvittighed.

Ikke desto mindre ville jeg stadig gerne kunne købe flere slags grønsager som vi gør det i Sverige: stykvis, hvorefter det bliver vejet ved kassen.
Vi betaler en helt acceptabel kilopris, som slet ikke kan sammenlignes med fx den, man i Brugsen giver for 1 pastinak, ¼ selleri, 2 små gulerødder, ½ porre og et skalotteløg. Det kalder de ‘pakke med suppeurter’ og tager 25 kroner for den. Lidt frækt, synes jeg.
Læg dog gulerødderne, løgene, rødbederne, tomaterne, porrerne, pastinakkerne og persillerødderne i store kasser og lad kunderne tage det antal, de har behov for. Når man kan i Sverige, må man også kunne i Danmark – de har da fundet ud af det med æbler og kartofler …
Det er muligt, at omsætningen falder en smule, men det mindsker madspildet, vil jeg tro.
Hvem var det, der sagde, at Rema1000 har fundet ud af det? Vi har bare langt til en Rema1000 …

Indlægget er krydret med flere billeder fra turen til Gisselfeld i lørdags.

PS: Brugsen var ved at pynte op til jul!!! Præcis to måneder før går vi åbenbart i gang. For min skyld kunne det godt vente en måned endnu.

Så er selvmedlidenheden i højsædet

Nu er det godt en uge siden, John blev forkølet, så jeg regnede med, at jeg var gået fri for at blive smittet denne gang.
I har nok gættet fortsættelsen … det startede i aftes …

Det gik over i løbet af natten, men vendte tilbage med fornyet styrke i løbet af dagen i dag. Dammit. Gider ikke.
Godt, jeg har hjemmearbejdsdag i morgen; så skal jeg for det første ikke gøre mig smuk for mine omgivelser (det er jo efterhånden også et projekt, der nærmer sig spildt tid, samtidig med, at samme tid tager længere og længere tid at spilde hver morgen), og for det andet skal jeg ikke ud på de storkøbenhavnske myldretidslandeveje.
Alene den tanke får mig til at føle mig lidt bedre.
Lidt.
Meget lidt, faktisk.

Jeg vil på arbejde torsdag, for da kommer der en og giver alle, der måtte være interesserede, en influenzavaccination. Det er min sidste gratis i fem år, så den tager jeg selvfølgelig lige med – det har jeg gjort i alle de år, vi har fået tilbuddet, for jeg hader at have influenza.

Lige nu er jeg på ulækkerhedsstadiet, hvor jeg konstant sidder med en klud for næsen og hvor (heller ikke) øjnene kan lade være med at løbe.
Man skal huske at se på de lyse sider, så jeg er bare glad for, at dette ikke er nu og ikke om to uger, hvor det så ville være lige før, vi skulle mødes med englænderne på Djursland. Lørdag i uge 43 og en uge frem er jeg totalt immun over for alskens dårligdomme! At nogen ved det!

Nu vil jeg gå ud og sætte over til kartoffel-porresuppe med chili. Det vil være godt for mig, er jeg sikker på.

God bedring, hvis I skulle blive syge …

Grumpy old woman

Det er mig. Jeg blev knotten i dag. Mens jeg holdt i kø på benzintanken.
Det er en lille by, så det er en lille tank med ikke så mange standere. Det var åbenbart myldretid, for vi holdt i kø og ventede på, at et par andre skulle blive færdige og få betalt.
Det mest ideelle i en sådan køsituation er, at man kører bilen væk fra standeren, inden man går ind og betaler.

Det mest irriterende i en sådan køsituation kan fx være en kvinde et pænt stykke oppe i trediverne, der, når hun kommer tilbage til sin bil efter betaling, bliver holdende og sætter sig til at sms’e. Grrrrr.
Efter en rum tid steg jeg ud af min bil og spurgte, om ikke hun kunne flytte sig selv og sin bil – der var folk bag hende, der ventede på at komme til.
Hun sendte mig et surt blik og erklærede, at hun da altså var nødt til at svare på denne sms!
Jeg sendte et lige så surt blik tilbage og spurgte, om det virkelig var så livsvigtigt, at det ikke kunne have ventet de 30 sekunder, det ville have taget hende at køre bilen hen til siden, hvor der var rigeligt med parkeringsplads.

Hun flyttede sig ikke – blev bare endnu mere sur. Jeg signalerede med et skuldertræk til de andre i køen, at dette var et håbløst tilfælde.

En anden i køen sendte hende en meget tydelig fuckfinger, da hun endelig kørte. Det er jeg, trods alt, for pæn til at gøre i fuld offentlighed, men ih, hvor havde jeg selv lyst til det og ih, hvor var jeg glad for, at der var en anden, der gjorde det for mig …

Nå. Man skal ikke lade solen gå ned over sin vrede.
Det vil jeg heller ikke gøre, og alle, der også læser med hos Inge, vil vide, at aftenen i går lod en sådan tanke fuldstændig utænkelig – det var så totalt spektakulært, at det nærmest gjorde ondt indeni. Der var en hel halvcirkel af en regnbue mod øst og den smukkeste solnedgang mod vest. Hele regnbuen kunne ikke være i mit kamera, men da jeg forsøgte mig med panorama stitching blev den i stedet til en fysisk umulighed … så gik det lidt bedre at stitche solnedgangen.

Den regnvåde cykel- og gangsti lignede to floder af flydende guld.
Det lys, der var overalt, var så specielt – det var det lys, der gjorde, at vi opdagede det inde fra huset, som ikke har vinduer mod vest, men kameraet kunne desværre ikke helt indfange det – kun selve himlen blev god i gengivelsen.

Danmark dejligst?

Vi er selvfølgelig i fuld sving med at brodere videre på campingvogntanken.
I overmorgen kører vi ned til Pia og Allan, hvor vi om lørdagen skal være turister med de to som de perfekteste lollandsguider og om søndagen på en guidet svampetur – med en professionel svampeguide altså, ikke de to førnævnte personer … hvor meget jeg end holder af dem, vil jeg nok helst ikke svampeundervises af dem – og jeg tror heller ikke, de bliver fornærmede over denne erklæring fra min side.

Det bliver godt altsammen. Det ved vi bare.
Prikken over i’et vil være, hvis der også er kommet svampe på banen – det har det sandelig knebet med til dato i visse dele af landet. Der har været lidt svampe i Sverige, men sæsonen er startet meget sent her, fordi vi har fået alt for lidt vand på Sjælland og Lolland-Falster. Den der våde sommer, som så mange klager over, har vi ikke set specielt meget til. Ikke at vi klagede over det i sommer, men nu har det en ret irriterende konsekvens.
Svampe er nemlig rigtig godt at kunne finde, når er man er på svampetur. Skovturen er såmænd da hyggelig nok i sig selv, men det behøver man jo ikke at engagere sig med en rigtig levende svampeguide for.

Vi har lagt billet ind på også at få tid til at runde Maribo om lørdagen for at se på en af de mange campingvogne, der er til salg i det ganske danske land.

Det var Danmark dejligst. Uden spørgsmålstegnet bagefter.
Forklaring på spørgsmålstegnet kommer her:
John har (selvfølgelig) kørekort til almindelig bil.
Han har kørt med store trailere altid. Eller næsten altid. Nu kører han kun med trailere under 750 kg tilladt totalvægt.
Han har kørt med campingvogn i 10 år.
Han har kørekort til taxa (= erhvervskørekort).
Han har kørekort til bus, inkl. ledbus; dvs. at han må tage ansvaret for at transportere op til 102 personer.

Men han må ikke køre med campingvogn efter de nye regler. Han skal tage et trailerkort.

Suk. Jeg kan da godt forstå, at man skal have lidt ekstraundervisning, hvis man er totalt uerfaren med det at have noget på slæb, men at skulle spendere flere tusind kroner på noget, man har 45-50 års rutine i … ja, så er det jeg mener, at nogen har gang i pengemaskinen her.
Det burde ikke være umuligt at få dispensation for denne regel, skulle jeg mene.
Men det er det ikke desto mindre.
Opdatering: Jeg tror nu alligevel, efter en grundig studering af dette alvorlige emne, at det er okay ikke at tage trailerkort.
Hvis vi holder os til en campingvogn med en max. tilladt totalvægt på 1450 kg, skulle det være i orden.
Det viser sig, at John havde fået en forkert besked af en, han ellers anser for meget pålidelig – men jeg er da glad for, at det var det … og glad for, at vi var tilstrækkelig sure til at bore lidt mere i det …

Det har bare været en af de dage, I ved nok …

Lige i øjeblikket er det ikke specielt morsomt at gå på arbejde, men det gider jeg ikke engang at skrive om. Endnu.

Men oven på ‘en af de dage’, driller Brugsen mig, hvilket var lige hvad der manglede.
Jeg er medlem og dermed også med i deres såkaldte bonusordning, hvor jeg både optjener bonuspoint, hvis størrelse er afhængig af størrelsen af mine indkøb pr. måned, og hver uge modtager en mail med mine “personlige tilbud – kun til dig!” Det betyder, at jeg, udover den officielle tilbudspris, får en ekstraordinær rabat, der vist nok er tilpasset mine indkøbsvaner, som de jo også har styr på.
Dette er der nogen, der har ondt af, men jeg er helt ligeglad – lad dog bare Brugsen vide, hvad jeg køber … hvis det kan udløse nogle gode og ellendedikerede specialtilbud, så fint nok med mig.

I denne uge er der (blandt andet – de rammer ikke altid helt plet) personrettede tilbud på Ariel vaskemiddel, Kærgården, Savanha BIB-vine og oksefars 8-12%.
Efter en 10-timers totalt problemfyldt arbejdsdag (det er NU, I gerne må have ondt af mig), var jeg i Brugsen og hev bl.a. fire pakker oksefars, to pakker Kærgården, en dunk Ariel (fordi de kun havde én tilbage!) og to bokse vin i indkøbsvognen.

Brugsens fine system (som har virket fint indtil i dag) gav mig den lovede rabat på Ariel: Normalpris 35 kr – min pris 15 kr. Så langt, så godt.
Oksefarsen var på tilbud til to pakker for 65 kroner. Jeg købte som sagt fire og gav 130 kr., hvor jeg var blevet lovet at skulle betale 20 kroner pr. pakke.
Kærgården koster normalt 19 kroner, så jeg kom af med 2 x 19 kroner, men i emailen stod der, at jeg skulle betale 13 kroner.
Savanha koster 155 kroner. Tilbud: 129 kroner; min pris: 99 kr. Bonen lød på 129 kroner for hver boks.
Suk.

Mig hen i kiosken og klage min nød.
Den unge mand her havde tydeligvis aldrig mødt dette problem før og vidste ikke helt, hvad han skulle stille op med mig … “Det skulle da have været indkodet i systemet”.  
Jahhh – men det var det jo så ikke …
Den stakkels unge mand fik min vinboks, skannede barkoden, kiggede på min bon og spurgte: “Hvad var det nu, du skulle betale?”
“99 kroner. Den koster 155; jeg har allerede fået 26 kroner i rabat og har derfor betalt 129, så I skylder mig 30 kroner. Pr. boks. Det bliver 60 kroner for to.”
Han blev fuldstændig blank og tom i blikket, hev en lommeregner frem, tastede, kiggede på skærm og på bon, tastede igen og kom frem til, at jeg skulle have 30 kroner tilbage.
”Ja. Pr. boks, men jeg købte to bokse, så det bliver 60 kroner.”
Han trykkede lidt igen på lommeregneren: “Ja, det er rigtigt!”
Suk igen. Indvendigt. Pokerfjæset på. Han gør bare sit job, som han ikke engang er blevet ordentligt oplært i, og jeg tillader mig at laste hans skole for, at han aldrig har lært hovedregning.
Han skannede, udskrev ny bon, signerede den og gav mig 60 kroner.

“Hvad var det mere, du ikke fik rabatten på?”
Suk for tredje gang. Det kommer til at tage sin tid med hele tre ting, der er smuttet.

Vi kom dog igennem det hele, mens køen til kioskvarer voksede og voksede … jeg endte med at gå hjem med 123 kroner i lovede, men ikke opnåede rabatter.
Det gælder om at være om sig og at være stædig, for 123 kroner er også en slags penge.

Forvirret? Det er forståeligt, og det var den unge kioskmand også. Vi skulle alle holde tungen lige i munden, da vi regnede og regnede, men jeg behøvede ikke lommeregner … så hvis I opdager en regnefejl, må I gerne grine – det er blevet sent – jeg skulle jo også lige nå at se September, baseret på Rosamunde Pilchers glimrende roman. En rigtig Aga-Saga. Nogle af os elsker Aga-Sagaer.

Undskyld. Altså.
Jeg sagde det jo: Det har bare været en af disse dage. Dem kommer der desværre rigtig mange af gennem de næste tre måneder.
Holddaop, hvor jeg lige pludselig glæder mig endnu mere til at blive efterlønner …

Med bittesmå skridt

Når man har lange arbejdsdage, er det ikke det helt vilde, der sker med drivhuset, men små skridt er også skridt, og jeg tror faktisk det er helt fint, at John ikke kan arbejde intensivt på det hver dag. Han bliver nemlig altid både meget grebet af et hvilket som helst projekt og utålmodig efter at få det færdigt, så han knokler så meget på, at han er helt smadret bagefter. Jeg har set det 100 gange, og jeg vil få det at se igen …
Han har i dette tilfælde valgt at hygge sig med det – jeg hygger mig ved at se ham nusle og pusle med de mange stænger.

Herunder ses en parkering, som denne med-rækkehusbeboer er ekspert i. Jeg er simpelthen så irriteret på ham … de er nogle af de senest tilflyttede, og de må komme fra et sted med masser af plads til bilen, eller også har han bare aldrig lært at parkere. Eller også har han bare ikke opdaget, at der er andre mennesker omkring ham. Det bør måske nævnes, at han er et sted i trediverne og på alle måder fører sig frem som Karl Smart, der har styr på det hele. Man aner måske, at han absolut ikke er min yndlingstype …
Da han havde lavet dette parkerings-glansnummer et par gange, skrev jeg en seddel og lagde i hans postkasse: “Kære nye beboer. Velkommen til.
Om ikke så længe finder du ud af, at vi ikke har for mange parkeringspladser, snarere tværtimod, hvorfor vi er nogle, der vil sætte stor pris på, hvis du kunne nøjes med at bruge én af gangen til din bil.
Venlig hilsen
Ellen i nr. XX”

Der gik ikke mere end nogle få dage, før han igen bredte sig over to pladser. Denne gang var tonen mindre høflig i mit skriv til ham. Det er simpelthen både dumt og arrogant, synes jeg – jeg fortalte ham, at han bare kunne henvende sig til mig i nr. XX, hvis han havde et behov for at lære at ramme kun én bås, men jeg hørte aldrig noget …
Til gengæld begyndte han at parkere lidt pænere. Sjældent pænt nok, men acceptabelt – han kan simpelthen ikke finde ud at at ramme midten af båsen, det lille pus.
Den afbildede parkering kom jeg hjem til i mandags. Som det ses, var han ikke helt færdig med at bære nogle ting ind – jeg mødte ham derfor og spurgte om han havde tænkt sig at blive holdende dér?
Jeg skal ikke kunne sige, om han havde tænkt sig det, indtil han mødte mig, men bilen blev flyttet.

Man behøver ikke at elske hele verden, vel?

Man skulle tro det var fredag d. 13.

Man skulle tro det var fredag d. 13., men der mangler et ettal. Hvor uheldigt …
Jeg tror i øvrigt ikke på, at fredage d. 13. er særligt ulykkesramte dage. Hvor heldigt … 

Jeg var ved at gå totalt op i limningen i eftermiddags – alt hvad jeg rørte ved, gik i udu.
Vi har det smarte koncept, at visse af vores netværksprintere er sat op som det, it har valgt at kalde en ‘Follow-you’, hvilket vil sige, at hvis man sender sit print til sådan en, kan man hive sin udskrift ud fra en hvilken som helst af disse printere; uanset i hvilken af vores seks bygninger, man befinder sig i. Printeren printer ikke, før man har identificeret sig selv med sit nøglekort eller en pinkode, så fortroligt materiale er gemt sikkert væk, indtil man selv står ved printeren og sikrer sig, at ingen andre ser noget.
De kan alt, de maskiner: printe, kopiere, skanne (og man taster bare initialer på sig selv eller en kollega, så får vedkommende det på en pdf 2 nanosekunder efter i en mail), lave brochurer og foldere (booklets). Inden I spørger: nej de kan ikke lave kaffe, men det kan maskinerne i pauserummet lige over for printerrummet, så det er ikke noget problem.

Jeg har brugt en hel del tid i denne uge på at få frembragt noget brugeligt undervisningsmateriale til vores nye dokumentationssystem – først en Powerpoint-præsentation; dernæst nogle øvelser – som skal bruges mandag morgen kl. 9. I dag var derfor ligesom en uoverskridelig deadline. Faktisk blev jeg færdig i går, men vedkommende, jeg havde lovet at lave det for, kom i morges og ville have foretaget nogle ændringer og en ekstra øvelse, så det strammede pludselig lidt til.

Klokken 12 sendte jeg mit print af sted. 15 kopier i duplex (= print på begge sider – man er vel bare lidt regnskovsvenlig), sorteret og hullet. Jeg ville ikke printe ét sæt og kopiere det, for af en eller anden grund er printet langt pænere end kopierne, selv om det hele er fra samme maskine.

Papirstop! Dammit. Jeg gjorde som foreskrevet – der kommer en fin instruktion op på skærmen med, hvad man skal gøre og i hvilken rækkefølge – der er godt nok mange steder, et papir kan finde på at sætte sig fast i sådan et dyr!
Da jeg havde fået hevet alt ud, blev den stædigt ved med at påstå, at der var papirstop, men det var der altså ikke. Nej! Så hør dog efter!
Det var bare ret svært at argumentere med den, så efter et kvarters indædt og mere og mere frustreret mine opgav jeg og havde mest lyst til at sparke til skidtet. Nøjedes dog med at skrive en seddel om, at “Jeg er den skyldige, men åbenbart ikke kvik nok til at løse problemet – kom endelig og hent mig, så jeg kan lære at gøre det rigtigt. Hilsen Ellen”. (Jeg bliver selv stiktosset, når folk bare sniger sig ud af printerrummet ud og lader andre rede papirstoptrådene ud for dem).

Okay. 10 kopier i orden. Fem mangler. Tilbage på pinden og sende printet af sted igen. Op på 2. sal, hvor der også står en Follow-you.
Papirstop!! I andet sæt! Hvad hulen sker der her? Er det duplex, der er problemet? Det plejer da ikke at volde vanskeligheder – jeg printer stort set altid duplex for at spare papir. 
Denne gang var jeg i stand til at løse problemet selv; til gengæld havde den slettet resten af printet, hvad den ellers ikke plejer – den skal bare fortsætte med sit arbejde, skal den.
Pyt – den maskine havde alligevel vist sig at være dræbende langsom, så jeg går ned på min førstesal og sender til print igen. Fire sæt. Vi nærmer os da målet …
Denne gang går jeg i stueetagen, hvor min bygnings tredje og sidste Follow-you befinder sig.
I kan vel næsten gætte, hvad der skete? Jeps – papirstop. Nu kunne det snart være nok! 
Har printerne da fået hedeslag alle sammen? Jeg var i hvert fald ved at få et slagtilfælde. Ikke at det ville hjælpe spor, for de sæt skulle bare ligge på kollegaens bord inden jeg forlod etablissementet.
Denne gang tog det kun 10 minutter at få printeren til at fungere, så de sidste fire sæt kom i hus, men da havde det også taget 1½ time at få mine 15 sæt á 13 dobbeltsider.

Da jeg kom tilbage til mit kontor, lå der fem sæt på mit bord med en seddel; “Er det dine? Hilsen Helene”.
Jeg fløj ned til Helene og sagde tak og ja det var mine og jeg var ked af, at hun havde haft ulejlighed fordi jeg var et fjols … fortalte, hvad jeg havde gjort og at jeg havde haft lyst til at blive en anelse voldelig.
Det skulle jeg bare have haft holdt fast i, for en af dimserne indeni skal have et ekstra kraftigt smæk for at lukke ordentligt. Den ser lukket ud, men er det ikke.
Dybt suk.
Det vidste hun af bitter erfaring. Det havde kun taget hende et minut at få maskinen i gang, og hun var ikke sur på mig – sagde, at det kunne hun heller ikke drømme om at være, alene fordi jeg havde valgt ikke at være anonym – og papirstopproblemet havde jeg jo selv klaret …

Så er det, man er glad for, at det er fredag. Selv om det viste sig at være fredag den trættende.