Dagene bliver kortere…

…og kortere. Vi har jævndøgn allerede om 14 dage. Det er altså snart!

Heldigvis har vi svampesæson (selv om det ikke ligefrem har været rekordår indtil videre, men det bliver vel bedre). Jeg elsker denne svampesamlingssårstid; aldrig færdes jeg så meget i de danske og svenske skove som i tiden fra midt i juli til midt i oktober.

Haven – eller rettere krukkerne i vores lille have – er stadig meget frodige for de flestes vedkommende. Det er første gang i årevis, jeg har haft fuchsia, men den har belønnet mig med at være pænt frodig. Samme gælder for petuniaen.

Det bliver tidligt mørkt, men aftenerne kan stadig være lune nok til udendørs ophold, bare man har en trøje på. Den overdækkede terrasse er derfor god at have, så duggen ikke falder for tungt på os.

Champignonerne bliver stille og roligt forbrugt. I går omelet med masser, masser af champignon. I dag thaisuppe med alle de mindste og fineste fra søndagens høst i. Plus det andet, der hører med til min udgave af thaisuppe: Ned i en foodprocessor med ingefær, chili (mild), hvidløg og løg. Svitses i olie. Kyllingebidder i sammen med snittede forårsløg. Bouillon og kokosmælk. Champignon. Sukkerærter. Måske asiatiske grønsager fra dåse. Til sidst frisk koriander.
Udmærket spise…

Det jævner sig altsammen

Efterhånden som græsset gror, forsvinder de synlige spor efter vinterens vildsvinehærgen efterhånden. Noter jer venligst ordet ‘synlige’. Hvis man intetanende bevæger sig rundt på plænen, risikerer man en forstuvet ankel, for lige pludselig er der en fordybning, man ikke umiddelbart kunne se. Exit petanque. Exit kongespil. Indtil videre.

Og de har været der igen, svinene. De har på ingen måde raseret plænen, som de gør om vinteren. Næh, jeg har mere indtryk af, at de lige føler, de skal runde os og nonchalant vende et par tørv eller tre – måske fordi de er ved at opdrage deres børn og vise dem territoriet; eller måske bare for at vi ikke skal glemme dem. Som om. 

De blå iris er allerede ved at sygne hen for i år. Ligeledes de gule liljer. Eller er det iris? Jeg har et problem med planter, jeg overtager: Jeg aner meget ofte ikke hvad de hedder, og derudover mangler jeg at se lyset, hvad angår forskellen på liljer og iris. 
Den med de små røde blomster, som er helt fantastiske i farven, og som naturligvis heller ikke bliver særlig godt gengivet af kameraet, købte vi sidste år. Den har jeg pinligt nok også glemt hvad hedder… men den er som sagt meget smuk i farven. Vi købte også en Isabella Rosselini-rose (nårrhh – noget kan jeg da huske…), men den ser lidt sygelig ud.
De to klematis ‘Montana’, som skulle løbe op ad de to højreste terrassestolper i multiblomstrende, lyserød frodighed, og som også tog rigtig godt tilløb til det sidste år, overlevede desværre ikke vinterens strenge barfrost. Tilbage er kun humlen, som til gengæld har fået så godt fat, at vi efterhånden kunne forsyne et mikrobryggeri. Endnu er den meget beskeden i størrelse, men det kommer, det kommer.

Vejret kunne ikke bestemme sig til, hvad vejret ville. Blå himmel i 10 minutter. Blytung himmel og syndflodsregn i 5 minutter. Blå himmel i 15 minutter. Syndflodsregn i 5 minutter… er billedet ved at tegne sig?
Jeg tilbragte regnvejrsstunderne indenfor i Mors-Hyggelige-Strikkestol-Som-Er-Forbudt-Område-For-Alle-Andre-Hvis-Mor-Vil-Strikke og nåede en hel masse pinde.
Jeg tilbragte blå himmel-stunderne udenfor og nåede ikke en pind. Men en hel masse andet.

Det var som altid en herlig og afslappende weekend. Det skal godt nok være betydeligt dårligere vejr end det her beskrevne, der ville kunne ødelægge en sverigesweekend for mig.
Ovenstående blev skrevet lørdag. Søndag var vejret perfekt.

Hr Klematis og frk Akeleje

Disse to har indgået partnerskab ude i min lille have. Sidste efterår har han hvisket blidt til hende: “Kom herhen søde, lille frøken – vi to har vist meget til fælles, og vores farver er så ens, at vi simpelthen må være skabt for hinanden.”

Hr Klematis’ overtalelsesmidler må have været vægtige nok til at få akelejen til at smide nogle frø af sig selv lige dér, for frøkenen trives godt i hans selskab, og hun er suverænt den højeste af alle akelejerne – der er ellers mange af de små damer rundt omkring.
Hun står og smyger sig kælent op ad ham, og han har som tak sat flere blomster af, end han plejer.

Var det mon ægte symbiose ved første blik?

Kameraet ser sjovt nok en farveforskel, som faktisk er meget svær at se med det blotte øje.

I dag er det Malles fødselsdag…

Min næstyngste niece (som blev døbt Amalie, men hvis kraftpræstationer ved mors bryst fra dag 1 fik mig til omgående at kalde hende Malle, og hun har været min Malle lige siden) blev 19 år i dag. Da jeg ringede for at ønske hende til lykke, spurgte hun med slet skjult stolthed: “Har jeg også været skyld i, at vejret er godt nede hos jer?”
Ja, Malle, det har du – du må have været ualmindelig sød, for så vidt jeg ved, skulle det have været et lidt anderledes vejr i dag end dette her fantastiske sommervejr.
Oj, hvor har vi nydt det – ungerne har været ude hele dagen og har leget med sand og vand i stor stil. Der røg mere og mere tøj af kroppen af Anna, efterhånden som dagen skred frem. Aubrey var mere blufærdig…

Alle mine blomster er – igen – blevet vandet, men de trængte såmænd også efterhånden. Børnene gik endda så vidt som at vaske de udendørs gulve, og lidt pudeleg blev det også til. Hvem der bare var barn igen – kan I huske denne lykkelige, praktisk taget sorgløse del af livet? Jeg kan så godt nok ikke, må jeg indrømme. Jeg har meget få minder fra før min skoletid, men jeg er sikker på, at min barndom var lige så skøn som den, disse to har.

  Vi voksne har været inaktive i dag. Altså så inaktive, som det nu engang kan lade sig gøre at være med disse to poder, for man er stadig “på” hele tiden, men lad os nu bare kalde det inaktivitet alligevel. Børnene var til gengæld så aktive, at vi ikke nænnede at lægge dem til at sove til middag, når de nu havde det så skægt. Vi blev i stedet enige om, at aftensmaden skulle indtages senest kl. 18; derefter skulle to af os i bad og så på hovedet i seng. Det var en god plan; to af os gik direkte i brædderne og sov som små sten kl. 19:30.
To andre af os satte sig til at se “Den engelske Patient” og den femte og sidste af os anbragte sig foran pc’en og begyndte at skrive et blogindlæg.

Et væld af blomster

Der er sikkert 17000 andre bloggere, der heller ikke har kunnet stå for et tilsvarende motiv.

Jeg har bare aldrig nogen sinde set SÅ mange blomster på ét træ.

Billederne er fra den fædrende gård, taget i dag, og hverken min far eller søster kan mindes et så overvældende blomstervæld.

Det er et blommetræ, der giver de skønneste, gul-orange blommer. Jeg håber søreme, at bierne har tænkt sig at passe deres arbejde, og at betingelserne ellers er i orden, så blommerne kan blive lige så mangfoldige som blomsterne. Eller næsten.

Hvis nu vi siger, at det ikke bare er os, der ikke kan huske fra år til år, hvad er så grunden til, at der er så stor en forskel på, hvor mange blomster, der bliver sat af?

Og så er der atter dømt fem dages pause her – skal lige et smut til Paris

 

See you next week

Ingen fornuftige bidrag fra mig de nærmeste par dage eller fire. Jeg er bare igen – bande, svovle - blevet snoskforkølet, og det irriterer mig vildt.
John kom hjem i fredags med en forkølelse, og på trods af, at jeg har holdt mig på pæn afstand af ham lige siden – ingen nærkontakt af første grad i hvert fald – så begyndte det lige så småt i går, udviklede sig i nat, var slemt i morges og i dag på arbejdet har det været mig, der har været en paria. Ét blik på mig, og folk er stivnet i bevægelsen for derefter at vige tilbage, som var jeg pestramt.
For at føje spot til skade blev det veritabel snestorm i Nordsjælland, hvilket vi jo alle ved totalt paralyserer 90% af bilisterne, så det tog en krig at komme hjem, hvilket var lige præcis hvad der manglede efter at have været en rum tid længere på arbejde end oprindelig planlagt. Det blev en meget lang dag. Meget.
Har det egentlig forholdsvis ok, men ligner noget, der er løgn. Jeg er bare nødt til at være på jobbet i morgen, men satser til gengæld på at blive befragtet af ikke-længere-forkølet-ægtemage til Sverige i weekenden uanset egen tilstand.

Der vil jeg som sædvanlig glemme alt om, at der er noget, der hedder “resten af verden”. Hvem sagde selvmedlidenhed? Det vælger jeg at overhøre.

Billedet er fuldstændig uden relevans – men det er da meget pænt, ikke? Det er fra Stellenbosch i Sydafrika, og vi var en smule duperede over, at den samme busk kunne have forskelligt farvede blomster.

Og så har de engelske håndværkere har fået respekt for Charlotte Mere senere. Jeg er nødt til at se dyner.