Det rene krukkeri

Turen gik til planteskolen, så snart de åbnede.
Vejret i dag har været perfekt til plantning. Desværre, for det betyder, at solen ikke er fremme … men pyt nu med det, for det har holdt tørt, og det er stadig ganske mildt.

Uf, hvor har jeg altså svært ved at beherske mig, når jeg er på besøg i en planteskole – jeg vil jo helst have næsten det hele, så at lade være med at købe for meget, er den ultimative øvelse i begrænsningens kunst.

Den lange og frosthårde vinter har taget hårdt på krydderurterne denne gang – faktisk var det kun purløgen, der overlevede strabadserne. Det plejer ikke at være et problem for timian, rosmarin og salvie at overleve, men de døde en kold død denne vinter, og nu er der plantet nye af alle tre slags, for de kan ikke undværes til sommerens grillmarinader.
Til gengæld overlevede mynten, hvad jeg var helt sikker på, den ikke ville kunne … den skyder lystigt og mangfoldigt op og ud i foreløbig en pænt stor radius fra moderplanten, som kom i jorden sidste år. Den står ude i græsplænen i en tue af indsamlet muldvarpeskudsjord, og det er meningen, at den selvfølgelig skal fylde hele den overdimensionerede jordtue, men også brede sig ud i plænen, så det kan dufte skønt af mynte, når der bliver slået græs. 
Det er ikke specielt tydeligt på billedet til højre, men det grønne i jorden er altså mynte …

En lille squash blev det også til … en meget lille plante, som næsten var for ung til brat at blive revet fra sin planteskolemor, men eftersom vi lige har en englandstur på programmet, inden vi igen kommer herop om tre uger, var vi nødt til at få den i jorden. Så må den klare sig som den bedst kan – hvilket også gælder for krukkerne … må håbe, at naturen selv kan finde ud af at vande det hele tilstrækkeligt, for der kommer ikke nogle flinke mennesker og slukker deres tørst i en rum tid fremover.
Modigt, måske, men jeg er optimist!

Og i morgen skal vi se og høre om … vinter-bh’er, som transformeres til sokker/hjemmesko.

Nu med to Landmænn

Ja, jeg er altså ikke blevet bigamist på mine gamle dage … pyha – to mænd … det ville jeg slet ikke kunne holde til; jeg har nok i John. I enhver henseende.
Næh, vi manglede en grill til sverigeshuset, fordi vi blev nødt til at kassere den gamle sidste år.
Hjemme i rækkehuset er vi meget glade for den Landmann-gasgrill, vi købte for nogle år siden. I Sverige, i øvrigt … så vi blev enige om, at vi vil have sådan en til. Ikke Weber til os – gider ikke betale det dobbelte bare for navnet. 
Vi fandt hvad vi søgte i Älmhult. Jeg forelskede mig i en Landmann med fire brændere og en sidebrænder (5000 kroner). Lige ved siden af stod der en anden Landmann med tre brændere; uden sidebrænder, men dog med huller til et motordrevet spid, hvad de ikke altid har til den pris (2000 kroner).
Jeg var slet ikke i tvivl om, hvad jeg helst ville have. Med fire brændere kan vi grille en meget stor steg ved indirekte varme, men så tit er vi altså ikke over 12 personer heroppe.
Jeg var derfor heller ikke i tvivl om, hvad fornuften bød mig. Vi har overhovedet ikke brug for den store, sagde jeg flere gange til mig selv – og til John, men fra ham var der ikke megen hjælp at hente; det var helt min beslutning.
Fornuften vandt, og vi spurgte en af de ansatte, om hun ville finde en frem til os.
Det ville hun gerne … det tog godt nok lang tid, og da hun endelig kom tilbage, var det for at fortælle os, at de vist ikke havde flere på lager, men hun ville lige tilkalde en anden, så de kunne dobbelttjekke.
Det var dog uigenkaldeligt slut, så vi blev tilbudt at købe udstillingsmodellen for 1500 kr.
Det skulle hun ikke spørge om to gange – det var en god rabat.
Så nu har jeg to Landmænn og en John. Så kan jeg nok klare mig et stykke tid …

Lidt nye påskeliljer blev det også til – jeg kunne ikke stå for den fine, orange trompet … dem vi har i forvejen, er alle mere blegnæbbede at se på.

Jeg havde købt to slags bønner, da jeg købte chili forleden dag, for jeg var sikker på, at klematisen var død efter den slemme barfrost, vi havde heroppe hele marts.
Det var en vældig smart ide, syntes jeg selv: bønnerne kravler på en enkelt sæson op og dækker hele den tudegrimme, høje sokkel, og så kommer der oven i købet noget spiseligt ud af det.
Jeg satte den i jorden … og opdagede, at klematisen var på vej! Den havde mod alle odds overlevet, så den skal naturligvis have al den plads, den har brug for. 
En enkelt bønneplante kunne dog godt være der ved siden af; værre var det med den anden, men jeg fandt et sted med en vissen vildrose, som vil være god som klatrestativ.

 

Solen og den blå himmel er kommet – det er lunt og vejret er godt – det bliver en dejlig miniferie.

Forårsfornemmelser

Nu hjælper det på det. De er på vej, forårsfornemmelserne.
Vejret er stadig superflot, og hjemme på vores terrasse har temperaturen lige rundet 20°.
Kunne John fortælle mig … lige nu er der 16° og stadig skønt at være. I drivhuset har de automatiske vinduer åbnet sig for at sørge for udluftning i den stærke og uvante hede!

Krokusserne (apropos forårsfornemmelser, så ser det altså frækt ud med det dobbelt-s, men den er god nok …) sprang ud, mens vi var i Sverige, og i dag har John været ude for at købe en kapillærkasse, så drivhuset kan passe sig selv, når vi snart skal til at være meget mere udfarende.
Én kasse. Det er to for lidt, fordi om vi har en eller tre, kan jo være lige meget, så i morgen kører han af sted efter to til …

Denne her dobbelte hvide vintergæk fandt jeg også i højbedet – nu havde jeg lige nået at bilde Annemarie ind, at jeg kun kunne huske dem fra min barndoms have, og hvad opdager jeg så?
Pinligt, altså. Dåbsattesten kan vel få skylden, vil jeg mene … tænk at jeg ikke kunne huske, at jeg også selv har et par stykker – så stor er vores have trods alt heller ikke …
Den er lidt snavset, det lille pus; sneen har haft trykket dens kinder ned i jorden.

Og så er der lige dette her, som kan ses til venstre.
NU er der for alvor nedtælling, som jeg skrev i går.
28 arbejdsdage tilbage.
Hver dag bliver krydset over, begyndende med i dag. Jeg ville ikke lave en, der skal klippes i – så bliver den hurtigt alt for usynlig.
Jeg har dog, af hensyn til min søde chef, undladt at afslutte forneden med et rungende HURRA.

Min kaktus tror det er jul

Min novemberkaktus (eller er det decemberkaktus?) tror det er ved at være jul: den har sat et hav af knopper af.
Min anden kaktus er også på vej til at blomstre, men det er tredje gang, den gør det på denne årstid, så den er mindre galt afmarcheret.

Hele syv kommer den med denne gang – måske otte; den sidste knop er jeg ikke sikker på er en knop. Jeg tog den med til Sverige … jeg ville ikke risikere, at den havde afblomstret, når vi er hjemme igen mandag aften.

På vej til ødegården sad John og jeg og talte om, at vi alle er så trætte af denne lange vinter, men også om den nu også er så lang igen, når det kommer til stykket? Er det ikke bare os? Og måske især medierne, den er gal med?
Det har været fremme flere gange og flere steder i blogland, at mange kan huske vintre, der har været både strengere og længere end denne. Vi kom på vej herop til at tænke på vores første forår i Sverige, i 1995. Det var ikke på ødegården her, for den blev købt i november 1996, men i det firmasommerhus, som jeg havde vundet i uge 17 i både 1995 og 1996, og som var den direkte årsag til, at vi købte vores eget sted. Firmahytten ligger 15-16 km herfra, så vi kan nok godt regne med, at klimaet er det samme.
Da vi kom i slutningen af april 1995, lå der meget sne – meget mere, end der gør nu, en hel måned tidligere. Det, der gjorde foråret 1995 så fantastisk, var, at inden for den uge 17, vi havde lejet det lille, hyggelige soldatertorp, gik vi fra hammerkoldt til at opleve sydsvensk varmerekord. 28,2 grader kom det op på om torsdagen – næsthøjeste temperatur nogensinde målt i Sydsverige i april. Den højeste blev målt i 1993 og lå bare 0,2° over denne i 1995.
John tog billeder af Charlotte og mig, hvor vi sad i haven med næsten ingen tøj på, men med snedriver rundt omkring os. Birken nåede at gå fra ‘ingenting’ til lysegrøn på den uge.

Vi blev fuldstændig vilde med Sverige og var helt sikre på, at vi ville forsøge at få fat i hytten igen på samme tid året efter, hvilket som nævnt lykkedes, og efter disse oplevelser mente vi bestemt, at de helst skulle opleves hvert eneste forår. Og sommer. Og efterår. Og vinter.
Det nyder vi så nu på 17. sæson. Dejligt.

Der er et egern, der har vældig, vældig travlt ovre i det store ahorntræ. Det vimser rundt med gevaldig stor fart på og er næsten umuligt at indfange med kameraet, hvorfor selv det bedste af billederne ikke er godt, men sløret – det bliver derfor ikke bedre end dette, desværre – det gjorde det heller ikke nemmere, at jeg stod med håndholdt kamera med zoomen ude på omkring 40 af de 50 mulige.

Botanisk Have

Lige så flot vejret var i går, lige så gråt og trist har det været i dag, så ingen udendørs aktiviteter – vi besluttede derfor at køre en tur til Botanisk Have, hvor ingen af os har været før. Måske ikke lige den optimale årstid, men på den anden side er indmaden i palmehuset vel temmelig ens uanset årstiden? Vi ville i hvert fald ind og se, hvad det var for noget.

Der var såmænd også meget at kigge på – verdens mindste plante (klokken 12), det tornede kapoktræ (klokken 1), trætomater (klokken 6), blade, der efter sigende kan bære en baby (klokken 4-5). Det kan de måske også i Kew Gardens i London … her bar et af dem blot en lille skildpadde, der så ud som om den ikke rigtig vidste, hvordan den skulle komme videre her i livet.

Bygningerne er meget smukke og imponerende, når man ser dem udefra, men da vi gik rundt derinde, oplevede vi det hele som nedslidt og temmelig forsømt; med afskallet maling overalt.

Det er altså synd. Det kan være meget godt med holdningen om, at statens museer skal være gratis for folket, men jeg ville nu meget hellere give en halvtredser ved indgangen, hvis det kunne være med til at skaffe penge til vedligehold.
Det undrede os egentlig lidt: Frilandsmuseet virker utrolig velholdt i sammenligning, og når vi besøger det på hverdage, går der altid folk rundt og pusler rundt omkring.
Vi ved godt, at nogle af haverne på Frilandsmuseet bliver passet af frivillige mod, at de kan få afgrøderne, men det kan vel næppe gælde for bygningernes vedligehold?

Det var generelt en anelse kedeligt og også lidt trist at se på – som om det mere var en arbejdsplads end en udstilling, men sådan er det måske også? Vi får bare lov til at kigge ind på denne arbejdsplads?
Vi fik et indtryk af rod; som om klokken pludselig havde ringet til weekend, og folk havde smidt, hvad de havde i hænderne og gået hjem.

Jeg kan godt høre mig selv her: temmelig negativ … måske er det vejrets skyld.
Måske skal vi bare tage derind igen i det sene forår eller den tidlige sommer og give det hele en chance til.
Måske er vi bare forvænte, fordi vi har set Kew Gardens og det fantastiske Eden Project.
Men måske har vi alligevel bare fået det rigtige indtryk, når det kommer til stykket … 

Nu må der blomster til …

Efter de seneste dages sprogbøvl trænger vi til blomster.
Der var ellers godt nok en slem en på arbejdet i dag. Pinligt mange fejl på få ord, men det bliver simpelthen nødt til at vente til en anden gang … vi kan jo ikke have alt det sprogbrok hver eneste dag.

Sproget kan heldigvis også være logisk og ligefremt – lige så kan navne på planter, selv om det ikke altid er tilfældet … fx viste Henny i dag en Skt. Hansurt, hvilket jeg synes er et temmelig fjollet navn at give en staude, som blomstrer så sent som i november.

Novemberkaktus, derimod, passer perfekt til sit navn. Jeg fik den for to år siden af en kollega; den trives så fint, så fint, vokser et pænt stykke hvert år, og bedst af alt: den blomstrer i november.
Jeg har lovet mig selv at passe godt på den, fordi det ikke bare er en hvilken som helst novemberkaktus.
Kollegaen er iransk flygtning; hun er bestemt ikke ung længere, og jeg ved, at hun, udover at passe sit arbejde hos os som den, der vasker det snavsede laboratorieudstyr og vedligeholder nogle af maskinerne, også må tage sig af sin syge mand. 
Hun forstår ikke altid det kringlede, danske system, og når det bliver for kommunalt for hende, kan hun godt finde på at komme til mig for at spørge, hvad hun skal gøre, eller hvordan et brev til hende skal forstås. Hun taler meget dårligt dansk – forstår det bedre, end hun taler det, men telefonsamtaler med en dansker går altså bare ikke særlig godt for hende.
Hver gang, jeg har gjort hende bare den mindste lille tjeneste, kommer hun med en lille ting til mig. Jeg ved, at hun sidder meget hårdt i det, så jeg har det faktisk ret skidt med at tage imod hendes gaver, men hun vil ikke høre på mig, når jeg siger, at jeg bestemt ikke behøver nogen tak for den smule hjælp, jeg kan give.
Hendes to børn og børnebørn bor i hhv. USA og England, og hun har slet ikke råd til at rejse over og besøge dem. Heldigvis kommer de og besøger hende hver en gang om året, men alligevel har jeg ondt af hende … mit eget privilegerede liv bliver sat i skarpt relief ved siden af hendes – som jo trods alt endda kunne have været meget værre, som hun selv udtrykker det … hun føler sig såmænd også privilegeret, fordi hun har et arbejde, som hun hævder at være meget glad for.

Det var historien om, hvorfor jeg passer godt på min novemberkaktus … i år er den gået helt amok med blomster.

 

Brudelys? Hjortetrøst? Ingen af delene, vist

Der er indløbet et par gode forslag til gårsdagens blomsterspørgsmål, men jeg tror desværre hverken det er brudelys eller hjortetrøst.
Jeg kunne jo også bare have sat et billede i, hvor man kunne se blomsten (og bladene) ordentligt … her er et, der forhåbentlig er bedre – det kan klikkes meget stort:

Vi må se, om ikke det dog kan lykkes at finde ud af, hvad det er for en fætter, denne her.

På frilandsmuseet spiste vi frokost ved siden af en lille legeplads med nogle rebgynger og træstammer, hvor ungerne kunne lege.
Tim sagde: “Aubrey is becoming a real monkey, isn’t he?”
Hvortil Charlotte replicerede: “Yes. He’s just growing up … that’s a part of the process of being a real man!”
Høhø – Tim syntes sjovt nok ikke, det var særlig morsomt …

For lidt siden, mens de tegnede med gadekridt på fortovet uden for rækkehuset, kom en af naboerne forbi og sagde “Hello my little friends.”
De kiggede bare på ham, de to uhøflige unger. Da han gik ind til sig selv, sagde Aubie: “He said: ‘Hello friends.’ I’m not his friend! Are you, Anna?”
”No!”

Tivoli havde de største agapantus, vi har set uden for drivhuse.

Nu skal vi spise. Vildsvinegryde og kartoffelmos. Det sidste varme måltid, inden englænderne drager videre sydover i morgen.
Det var et af de lidt kortere, men så meget mere intense besøg, hvor vi har både oplevet og hygget så meget som muligt.

Ellens pastasalat

Jeg kom vist nok til at love at levere opskriften på den pastasalat, jeg aldeles fantasiløst kommer med hver gang, jeg skal levere et bidrag til en buffet eller lignende på gården.
Den er populær – jeg ville nok prøve at finde noget andet, hvis den aldrig blev rørt …

Man skal kunne lide hvidløg. Den er meget stærk af hvidløg, men det skal den være; ellers er det ikke min specielle pastasalat og ønsker i givet fald ikke at lægge navn til den.

Skær 500 g frisk tagliatelle-pasta i stykker på 3-6 cm – spiller ikke den store rolle med størrelsen, men det er meget nemmere at skære inden kogning. Det skal være frisk pasta! Kog efter anvisningen, hæld i en sigte og skyl med det samme med masser af koldt vand. Ned med hånden og ‘rør rundt’ – sørg for, at alt bliver skyllet godt, så klistrer den nemlig ikke i salaten.

Lav dressingen:
1½ dl. mayonnaise røres med et par spsk koldt vand, 4-6 fed knust hvidløg (der er stor forskel i fedstørrelser, men som sagt skal der meget hvidløg i), 1 spsk hakket basilikum, 3 spsk hakket persille, lidt salt og peber.

Heri kommes:
(Alt på glas skal selvfølgelig drænes inden brug.)
Et stort bundt (eller to små) forårsløg i tynde skiver, to glas soltørrede tomater i olie, grofthakkede.
Et glas kalamataoliven uden sten, grofthakkede; to glas (mellemstørrelse, det tynde, høje, I ved nok) kapers; to glas syltede pimento, hakkede.
Til sidst pastaen.
Vend hele molevittten godt rundt – et voila: en herlig pastasalat, som kan bruges til meget forskelligt.

Jeg har ikke noget billede, men det er faktisk heller ikke særlig fotogent … smager bedre, end det ser ud … vil I ikke hellere se et billede af min olieplante og dens frø- og blomsterstande?
Det tænkte jeg nok. Kommer her. Jeg er altså helt pjattet med den plante – nu er den vokset mig over hovedet og har hele 11 frøstande. Der er belæg for en mindre plantage næste år. Den kan blive flere meter høj – men nok ikke i krukke på disse breddegrader.

Svirrefluerne holder meget af den. Frøene er hamrende giftige … hvilket måske forklarer, hvorfor amerikansk olie, som også hedder ricinusolie, er så upopulært – giften hedder ricin. Der er en fin artikel her. Planten er dog vist ikke giftig i sig selv (oplysningerne er modstridende), og når man presser olien ud af frøene, forbliver giften i frøskallerne. Jeg vil under alle omstændigheder afholde mig fra at indtage amerikansk olie …

 

Jeg holder meget af mine olieplanter trods deres giftighed, men hvad pokker, jeg kan også være giftig, og planterne er jo næsten mine børn – har selv sået de frø, jeg fik af svenske Gun – nu regner jeg med at være blevet selvforsynende. Plus leveringsdygtig, hvis det skulle have interesse.

Han nåede det lige …

John har fødselsdag i dag, og for vistnok første gang i vores meget lange karriere sammen har det regnet en del. I begyndelsen af vores forhold blærede han sig med, at solen altid skinnede på hans fødselsdag, og det har ellers holdt pænt stik. Lige indtil i dag, men man må lade ham, at han nok lige nåede det, for da vi kom hjem til matriklen, kunne vi se, at godt nok havde det regnet, men også at vejret nu viste sig fra sin pæneste side, så der bliver grillet og spist ude på terrassen.
Vi bliver kun seks, så det er til at overse – hans far og hans datter med deres respektive. 67 er ikke et tal, man går så højt op i.

Kaktussen blomstrer i dag til ære for John – det må man sige er perfekt timing fra dens side. Med disse to blomster kan jeg på ingen måde hamle op med Jørgen, men det er da trods alt en 100 % forøgelse i forhold til sidst.

Hvad giver man manden, der aldrig ønsker sig noget? “Bare find på et eller andet.” Det er for nemt at loppe den tilbage til mig på den måde.
Nu er det jo desværre sådan, at jeg er ved at blive lige sådan (men jeg beder ham ikke om at finde på et eller andet selv), så jeg har efterhånden ikke så meget at lade ham høre. Jo, jeg ønsker mig en Kindle til jul, men den kommer jeg alligevel til selv at købe til den tid …
Vi er derfor blevet enige om, at 2012-fødselsdagsgaverne til ham og mig fra mig og ham er en gourmetmiddag et eller andet sted. Helst en gourmetmiddag med autoriseret vinmenu. Sådan nogle er normalt ikke helt billige, og hvis jeg foreslår John sådan noget ‘bare uden videre’, besvimer han, men denne gang syntes han, det var helt i orden.

I de første mange år af vores ægteskab ønskede han sig heller aldrig noget, og når vi pressede ham, sagde han bare “sokker og underbukser”. Vi vidste, at han ikke mente det, men det var igen for at slippe for at lægge hovedet i blød, at han svarede os således.
Det ALLERværste var, at han samtidig excellerede i, inden for den sidste måned inden fødselsdag eller jul, at hjembringe et eller andet nyt til sig selv.
- Hvorfor har du købt det NU???
- Jamen jeg stod lige og manglede …
- Og du har overhovedet ikke skænket det en tanke, at vi andre aldrig kan få et gaveønske ud af dig? og at du har fødselsdag/det er jul lige om lidt?
- Næh … egentlig ikke …

Da han havde lavet det nummer for 117. gang, blev Charlotte og jeg enige om at give ham en lærestreg.
Juleaften fik han sokker og underbukser. Fra mine forældre, fra mig og fra Charlotte og Pernille.
Han sagde ikke noget, men blev en anelse lang i ansigtet – vi havde alle taget pokerfjæsene på og spurgte, om han ikke var glad, for det var jo det eneste, han havde ønsket sig? Mumle, mumle, grynte.

Da gaveræset var overstået, kom vi frem med vores rigtige gaver til ham – SÅ onde kunne vi alligevel ikke være på en højhellig juleaften.
Han blev rigtig glad for sine gaver, som var valgt med ekstra omhu netop den jul, men han havde også fattet budskabet og har i de sidste 20 år ikke en eneste gang sagt, at han ønsker sig sokker og underbukser.
Det var så heller ikke nødvendigt en hel del år efter den jul …

Det lille billede viser kaktusblomsten i går eftermiddags; det store billede er fra i morges.

Billederne der aldrig blev taget; eller den var såååå stor!

Jeg har vel nok taget en lille million billeder, mens vi har holdt ferie, men der er en fire-fem stykker, der i høj grad mangler i samlingen.

Elgen.
Den store og meget flotte elg, der stod ved vejen og kiggede på os, mens vi nærmede os. Han var en rigtig flot fyr tyr, med et kæmpestort gevir – han var bestemt ikke nogen årsunge. John stoppede selvfølgelig camperen hurtigst muligt, men inden jeg fik tændt for kameraet, var elgtyren forsvundet ind i skoven igen. Vi holdt et stykke tid og ventede, men vores største og flotteste elg til dato havde desværre besluttet sig til ikke at vise sig for os mere.

Havørnen. Der er vist ikke meget mere at sige end øv, at vi ikke nåede at fange den i flugten. Men den var imponerende at skue.

1000 måger (cirka), der var ved at forsyne sig med en fiskestime. Vi kørte et stykke oppe og kunne nede i bugten se et cirkelrundt stykke vand på størrelse med en stor cirkusmanege, hvor det plaskede voldsomt fra. Der lå helt tydeligt en stime fisk lige i overfladen, som havfuglene nu legede det store tag-selv-bord med. Det er sådan noget, man ellers kun ser i naturprogrammer, hvor de har ligget i flere uger et eller andet sted og ventet på, at netop dette skulle ske.

Gulspurvene. Helt derude, hvor Terje Viken boede; midt i alt det grå og regnfulde, så jeg de guleste fugle, jeg nogensinde har set i naturen. De lyste op og var så smukke, at jeg kun kunne få det til at være gulspurve. Men jeg så dem på vej til toiletbygningen, og til det formål medbringer jeg normalt ikke mit kamera …

Hele sværme af musvåger. I dag på vej mod Ystad.
Flere steder høstede man byg og græsfrø eller havde lige gjort det. Det må gøre en masse mus hjemløse, for en del steder så vi flere musvåger på én gang; hvor der var flest, talte jeg 11 over den samme lille mark. Det er normalt ikke en flok- men en territorialfugl, så vi undrede os lidt; der må have været mus nok til alle.
Uden at kende det nøjagtige antal (jeg vidste jo ikke fra starten, at det ville have været en god ide at tælle dem), har vi vel set omkring 40 musvåger i dag.
Meget kan mit lille Lumix, men tage fugle i flugt, eller bare svævende højt til vejrs, kommer der altså ikke noget brugbart ud af – og hvor vi så den største musvågesværm, kunne vi ikke komme til at holde ind til siden.

Undskyldninger, undskyldninger, undskyldninger … I know …

Der må derfor billedkompenseres på anden vis. Det gyldne og bløde aftenlys, der fyldte vores stue og modtog os varmt i går. Det bliver jo tidligt mørkt hernede på de sydlige breddegrader …

Den blomstrende husløg – eller noget … jeg ved ikke hvad planten hedder, men blomsten er så fin.

Squashplanten, der allerede lægger an til at ville kunne forsyne en middelstor provinsby.

Urskovshumlen, der på 13 dage har nået at invadere terrassen og nu forsøger at kvæle havestolene. Jeg havde ellers været ude med macheten én gang, lige inden vi tog af sted, men det har på ingen måde standset junglens fremmarch.

Og John: Det var godt at sove i stolen. Han syntes godt nok, at det havde været underligt og han var vågnet mange gange i løbet af natten. Det tror jeg skam gerne, men han havde den mindst smertefulde nat siden faldet, så i den stol vil vi kunne finde ham ved nattetide, til vi kører hjem på lørdag. Det overraskede ham, at han slet ikke havde opdaget min blitzen, men han har tilgivet mig og søger ikke skilsmisse …
Tak igen for alle jeres varmende sympatitilkendegivelser – I er så søde alle sammen, at John er helt rørt. Han forstår vist efterhånden også lidt bedre, hvad det er, jeg synes er så skønt ved blogland

Nu skal man ikke gøre en myg til en elefant …

Men det er sandelig og overhelehovedet heller ikke nødvendigt her i Norge – det klarer de helt selv. De er MEGAstore, myggene heroppe … en elefant ville løbe skrigende bort, hvis den skulle komme på tværs af en af disse nordnorske myg. Nogle få af dem ville kunne tappe mig for blod på forholdsvis kort tid, og jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget kløende gift, de kan få pumpet i mig på ingen tid, så jeg halvt vanvittig kradser mig til blods og dermed bliver tappet for de sidste dråber, der måtte være tilbage.
Godt jeg har investeret i litervis af antimyggemidler – plus en næsten tilsvarende mængde antiklømiddel. Jeg er dog ikke blevet stukket endnu.

Smukt er her stadig overalt – uanset vejret. Vi har kravlet af sted langs en af de allervestligste veje i Norge det meste af dagen … vej 771, hvis nogen skulle være interesseret. Gennemsnitshastigheden har vel været omkring 40 km/timen. Men smuk, smuk, smuk. Gentager jeg mig selv?

Vejret i dag har været temmelig halvmørkt og temmelig regnfuldt. Jeg troede, vi var i midnatssolens land? Men okay … det er i det mindste lyst det meste af døgnet; det er bare den sol, der helst ikke vil vise sig. Hvis jeg går i seng omkring klokken 23, behøver jeg ikke lys til at læse ved. Det er faktisk meget heldigt, for der er ingen lampe oppe på pigekammeret …
Her til aften er det endelig ved at klare en smule op, så vi er fulde af optimisme mht. dagen i morgen, hvor vi kører ud til Torghatten, som er et hul i en klippe – sikkert Norges mest fotograferede hul.

Vejrudsigten for i morgen ser aldeles glimrende ud – fuld sol i morgen eftermiddag. Måske ikke ligefrem hedebølge, men det er ganske underordnet, bare det ikke regner, når vi skal op og klatre for at finde hullet i klippevæggen.
Den dér labre brise blev jeg nødt til at slå op – det lyder forjættende, men betyder såmænd bare frisk brise på meteorologdansk.

Frokosten blev også i dag indtaget indendørs, men igen med udsigt til et nydeligt land- og søskab.
 

Pludselig begyndte vandet at blive turkisfarvet i stedet for blygråt, hvilket vi tog for at være et godt varsel.

Vel ankomne til en så lille campingplads, at den end ikke er nævnt i vores guide, sidder vi nu og slapper af efter dagens anstrengelser og hele to færgeoverfarter.
Det er turens billigste plads indtil nu, og udsigten er måske ikke noget at prale af, men vi får det hele for 200 kroner …  bad, internet, strøm og læ for labre luftninger. Det kan vist ikke gøres billigere, så vi kan lige så godt blive her i to nætter, hvilket betyder, at vi har hele dagen til torghatudflugten i morgen. Man skal jo passe på ikke at stresse, ikk’?
Det er altså ikke fordi, vi skal eller vil spare på overnatningspladserne, at jeg hele tiden skriver, hvad de koster; vi tager dem, som de kommer, uanset prisen – det er mere for at fortælle, at det ikke nødvendigvis er de dyre pladser, der er de bedste – snarere tværtimod …

Min yndlingstidsel – man ser dem overalt i grøftekanterne; nogle steder står de meget tæt og danner næsten en hel tidselskov. Er den ikke smuk?

Blogland – inspirationsland

Atter en gang må jeg konstatere, at blogland er en rig kilde til inspiration og ny viden.
Jeg har bl.a. lært at lave mælkebøttesirup, at finde og kende ramsløg, og nu senest at plukke hybenblomstblade, tørre dem og få dem til at give mig velduftende tøj i en tid fremover. Dette sidste med rosenduft er inspireret af Pia, som skrev om det for nylig.

Det er jo logisk nok at gøre det, især efter andre har plantet ideen i mit hoved … for hvor tit er vi ikke gået forbi blomstrende hybenbuske og er blevet næsten helt berusede af deres skønne duft?
Det var i sidste øjeblik, jeg var ude; der var ikke mange blomster tilbage, men jeg fik, hvad jeg skulle bruge – uden egentlig helt at vide, hvor mange jeg skulle bruge, men jeg satser på, at jeg har vurderet mængden korrekt.

Turen gik forbi vores diminutive sø, hvor det er længe siden, jeg sidst har været, hvilket gav mig en passende lejlighed til at tjekke, om blishønsene har det godt.
Det havde de, og det havde deres kyllinger heldigvis også, men det er sandelig pligtopfyldende og årvågne mødre, de blishøns: På afstand så jeg tre hold med kyllinger, men selv om jeg gjorde alt for at virke helt usynlig og snige mig på bedste indianermaner ned mod bredden, kunne jeg ikke narre dem. Hønsene kom fluks med deres advarselsbip, hvorfor jeg kun nåede at få et par fotos eller tre i kassen, hvor man bare kunne ane nogle blisfamilier. Der var kun en enkelt lille kylling, der måtte have en hel del ekstra høje og vrede bip, inden den var villig til at søge dækning inde i sivene.
Man kan lige se det for sig: “Årh moar altså – jeg skal bare lige …”

Nu er rosenbladene lagt fladt ud og anbragt mørkt i et skab.
Jeg vil bevæge mig op efter den store kuffert og se, om jeg kan have alt, hvad jeg skal have i den. Det er med at få pakket i aften, for jeg skal ud af døren klokken 05:30 i morgen.

Men hvad gør det, når jeg skal til England? Jeg vil kunne være fremme ved destinationen klokken 12 GMT – det er såmænd forholdsvis hurtigt; især når man tænker på al den ventetid, der er. I ren transporttid er der kun lige knapt 3½ time.

Åh alt det kævleri …

Men nu er de væk, kævlerne. Eller næsten i hvert fald.
De er skåret og stablet, og meget er flækket. John har i den grad arbejdet med økse og sav – han har nået mere i dag, end jeg havde turdet troet på, han kunne nå på hele weekenden. På flere weekender …
Han er træt, men det er der ikke noget at sige til. Han har fået ros, og det fortjener han. Han har fået lidt ondt i ryggen; det er der heller ikke noget at sige til.

Vi skal have et før- og nu-billede … nyd lige Hr. Nielsen med flækøksen på de store skiver, som er for tunge til flækkeren – og se hvilken orden der var på de lidt mindre skiver, da dagens dont var vel overstået.
Ja, altså, bortset fra, at han så lige ville nå at slå græsset … men da kunne han sidde ned imens.

Hanne og jeg har flækket brænde til den helt store guldmedalje, så vi er også en anelse trætte i rygge og arme. Mit øjemål siger, at vi har nået to rummeter i dag.

NU står den på et velfortjent glas rødvin og optænding af bålet, så vi kan få grillet vores marinerede mørbrad.

Og komme rundt på en fotorunde. Den vilde kørvel er blevet helt vild og har nærmest opnået fuld mandshøjde. Der er rigtig mange af dem, så jeg begyndte at gå lidt rundt på må og få og hive dem op, hvorpå John til min store forbløffelse spugte, om ikke jeg havde set Søren Ryge? Han går ind for, at det er smukke planter, som pynter i enhver have, så “lad dem da nu bare stå, skat …”

Det gjorde jeg. Visse ting skal man bare ikke diskutere. Lidt ret har Søren og John måske også …

Det var helt synd at slå græsplænen med det blomsterflor, den kunne præstere – de blomster syntes John til gengæld ikke, det var synd at nedlægge. Der var enormt mange, men der er vel en grund til, at bellis også hedder tusindfryd.

Kaktusblomsten

Med de sommertemperaturer, der så pludseligt er kommet til landet, må det være passende at illustrere dagens indlæg med min kaktusblomst, som på det skammeligste svigtede mig i bededagsferien.
Det skulle ikke ske igen, så jeg slæbte den møjsommeligt med til Sverige, fordi den onsdag eftermiddag lignede noget, der havde tænkt sig at springe ud lige om lidt:

Den blev placeret foran vestvinduet … jeg var lidt spændt på, om det sarte væsen havde kunnet tåle den stressende køretur, men den lange stilk sad der da endnu.

Det var ikke ‘lige om lidt’ … den voksede laaangsomt – men den voksede trods alt, så den havde heldigvis ikke umiddelbart tænkt på at begå selvmord.
Lørdag erklærede jeg, at det her var en klassisk Murphy – den havde tilsyneladende ikke tænkt sig at springe ud, før vi var hjemme igen.
Søndag eftermiddag var den ganske rigtigt stadig ikke sprunget ud, så jeg placerede den efter alle kunstens regler med blomstknopunderstøttelse og det hele i bilen. John nægtede desværre at opfinde et gyroophæng til lejligheden, så jeg kunne kun krydse fingre for, at den ville stå igennem strabadserne.
Vi kom hjem, åbnede bagagerummet, og – tadaaaaa: den var sprunget ud på de to timer.
Kridhvid og smuk tronede den omme bagi og blev med andægtig mine fra min side, samt udvisning af den største forsigtighed, båret ind på sofabordet.

Den har sikkert tænkt, at den kunne lige så godt springe ud nu som senere, så den i det mindste slap for flere køreture …

Den er ca. 10 cm i diameter og var absolut værd at vente på.
I dag, da jeg kom hjem fra arbejde, var den begyndt at krympe en smule sammen igen, så fuld blomstring varede omkring 20 timer. 
Kaktussen selv er absolut ikke køn, men både vind og skæv, meget ubehagelig at få nærkontakt med og er af samme årsag normalt forvist til et vindue på førstesalen.
Billederne er forklaringen på, hvorfor jeg er en smule fascineret af kaktus – det er da forunderligt, at sådanne stikkende og uvenlige planter kan levere så smukke blomster.
Der er tre knopper tilbage, men de har overhovedet ikke forandret sig i den sidste uge – måske er alt krudtet brugt på denne blomst – plus de to første, som jeg desværre gik glip af.

Plantetid

NU skulle det være. Sidste weekend var vi ikke hjemme; næste weekend er meget lang og vil for vores vedkommende foregå i Sverige, så skal der blomster i alle krukkerne og chilierne have større potter, var det i dag. Det var ikke i går, for da var det oktober med kulde og storm, og man tilplanter ikke krukker i oktober midt i en efterårsstorm.

Alting er et par uger bagefter i forhold til sidste år. Æbletræerne er først lige sprunget ud, og jeg kan se i mit billedarkiv, at det var de den 28. april 2011.
I dag er det flot, solrigt og mildt. På planteskolen har jeg aldrig set så mange mennesker på én gang før. Vi var der kl. 10 og fik en af de sidste parkeringspladser – og der er ellers rigtig mange af dem! Da vi kørte igen lidt i 11, holdt folk i kø for at få en plads.

Chilierne og tomaterne er ikke vokset specielt meget i minidrivhuset, men nu har de fleste af dem fået de anbefalede 10-liters potter og en varm sydmur at læne sig op ad, så størrelsen kommer forhåbentlig. Jeg kan sagtens se denne væg for mig fuldstændig dækket af tomater, chilier og et enkelt citrontræ. Eller var det appelsiner, Pia?

Denne lyslilla ting hedder en silkehale og stammer fra Australien. Den skulle kunne overvintre inden døre, så den får en chance. Det lignede en blød pilegæsling.

Jeg ikke købt for helt den samme formue, som jeg plejer, da jeg som bekendt har en hulens bunke rød torskemund – der var nok til halvdelen af krukkerne … flere end halvdelen, faktisk, men nok er nok. Der skal også være andet end rød torskemund i haven i år.

Den generte kaktusblomst og lidt om bier, blomster og hvepse

Arj, hvor jeg bandede, da vi kom hjem fra Sverige i aftes – se, hvad der ventede mig: to slatne og forsvundne kaktusblomster. Det var simpelthen en tand for tarveligt.
Jeg kunne konstatere, at blomsterne havde været store og hvide, men mere kunne jeg ikke se.
Heldigvis er der fire blomster til på vej, og jeg vil gøre mit til, at jeg ikke bliver snydt igen – næste gang bliver den kaktus altså hevet med til Sverige, uanset om den kan tåle at blive flyttet eller ej! Hvis jeg alligevel ikke får nogle blomster at se, kan det lige så godt blive min egen skyld …

Da jeg i dag gik min sædvanlige kommethjemfraarbejdetur i min minimale park, fik jeg øje på en bi med store pollenbukser på.
Den kunne tilsyneladende ikke komme i luften, det lille pus – den havde slet ikke rørt sig i den tid, det tog mig at hente kameraet, og da jeg havde fotograferet den, faldt den ned på jorden.
Da jeg ikke aner, hvordan man yder førstehjælp til bier, lod jeg den ligge. Det kan jo også bare være, at den var træt og skulle hvile sig lidt.

Jeg kunne for nylig læse i Samvirke, at folk er bange for bier, fordi de tror, det er hvepse, og/eller fordi de tror, at de to er ét fedt. Folk kalder bier for hvepse eller omvendt – eller rettere: kalder dem begge for enten det ene eller det andet, fordi de ikke kan se forskel.
Jeg har indsat en hveps til højre for min bi – der er nemlig meget stor forskel på de to stikkende insekter – og den forskel går ikke kun på udseendet.
Bier kommer ikke og generer dig ved bordet ved at begynde at spise af kødet eller marmeladen, og de kan ikke lide sodavand. Bier samler pollen og har ikke tid til andet; de er aldeles ligeglade med din mad. 
Bien stikker kun, hvis den bliver voldsomt provokeret, mens hvepsen er aggressiv.
Biens brod bliver siddende i huden, og den dør af at have forsvaret sig selv – hvepsen kan (desværre) genbruge sin brod mange gange.
Jeg forstår selvfølgelig godt, at man kan være hysterisk angst, hvis man er allergisk over for den ene eller den anden – eller begge – men man er ikke automatisk biallergiker, fordi man ikke kan tåle hvepsestik og omvendt, så kan man ikke tåle den ene, er det en rigtig god ide at blive testet for, hvorvidt man kan tåle den anden – der er ingen grund til dobbeltangst, hvis det ikke er nødvendigt.

Der er mangel på bier over hele verden, og mange både her og hisset er startet på at være biavlere i større eller mindre grad for at få bestanden lidt op igen. Det er et seriøst problem, at der ikke er nok bier til at bestøve, hvad der nu skal bestøves. Jeg tror så ikke, at jeg vil tage den bold op, men det må nu alligevel være ret fedt at kunne slynge sin egen honning.
Desværre er der ingen, der har talt om, at der også mangler hvepse. Det kan jeg heller ikke forestille mig, at der gør – jeg synes, der er mere end rigeligt af dem …

Et af hverdagens små mysterier

Er der nogen her, der kan forklare mig, hvorfor planterne i de fire avispotter i midten af billedet er væsentligt mindre end de på hver side af dem?

Det er samme slags planter (torskemund), som blev sået samtidig i æsken til højre. 
Inden for en time nogle uger senere hev jeg nogle af de hundrevis af planter fra æsken op og plantede to eller tre i hver avispotte. Alle har priklejord fra samme pose. Det er den samme avis, potterne er fabrikeret af – hvilket dog forhåbentlig er aldeles uden betydning, men nu får I simpelthen alle tilgængelige fakta. Ingen af planterne har nogen sinde fået lov at udtørre.
Planterne til venstre, der har forholdsvis god plads, er ikke blevet spor større end dem, der gror i voldsom trængsel til højre. Hvorfor nu det? Det burde da være gavnligt at have mere plads til rødderne.
Til gengæld vil de i midten altså ikke gro.
HVORFOR???
Jeg har selv kun ét bud, men jeg kommer ikke med det, før jeg har hørt sagkundskaben i form af jer, for mit bud er vist lidt langt ude.

I samme værelse står en kaktus, som jeg tror er ved at få blomster. Der er to store på vej og tre mindre – de to store har været undervejs i mange uger.
Nu er det så, at jeg bliver i tvivl om det overhovedet er blomster pga. den lange, kaktusagtige ‘stilk’, de er ved at udvikle. Men det kan det vel næsten kun være? Jeg troede, at blomsterne sad helt inde på ‘moderstammen’, men jeg skal bestemt ikke gøre mig klog på kaktus – det kunne bare være lidt sjovt, hvis den har tænkt sig at levere blomster efter ca. 10 års opfostring fra en meget lille og kuglerund babykaktus på to cm i diameter. Nu er den 20 cm høj, godt velnæret, og har fået snesevis af børn … jomfrufødsler … det er jo første gang, den blomstrer. Hvis det altså er det, den gør.
Det er godt der er aldersforskel på knopperne. Hvis det altså er det, det er, for ham jeg fik den af, siger, at de kun blomstrer en enkelt dag (eller nat?), og så er det slut.
Det skal da nok lige passe, at de beslutter sig for at blomstre i St. Bededagsferien. Og de næste i Kr. Himmelfartsferien eller pinsen … så bliver jeg altså fornærmet!
Det ville være en køn tak at blomstre, mens vi er i Sverige.

Aprilvejr i marts

I aftes småsneede det, da jeg kørte hjem fra Lyngby; i formiddags var det gråt og trist, men lige nu har jeg helt lyst til at sætte mig ude på terrassen, så dejligt er det.

Troldhaslen har fået rakler – kun en enkelt af dem er lidt krøllet.

Vintergækkerne og dorthealiljerne er der endnu, men ikke så længe. Påskeliljerne er til gengæld stærkt på vej.

Vi skal vist ud og fjerne visne blade i weekenden …

På indendørsfronten er noget af det, jeg såede i sidste uge, ved at komme op – længst fremme er den blodrøde torskemund, jeg blev så glad for i sommer, at jeg tog frø for at få en masse af dem i år.
DET får jeg så sandelig også – frøene var så bittebittesmå, at jeg kom til at så alt, alt for mange. Jeg kunne slet ikke styre dem. Selv om jeg hiver mange planter op og får fordelt resten, ville jeg stadig kunne fylde samtlige krukker med torskemund i år. Der skulle nu også gerne komme en del olieplanter.

Jeg har arbejdet hjemmefra i dag, hvilket betyder, at man indimellem kan gå og smånusse med småprojekter, såsom at forsøge sig med hjemmebagt snyderugbrød.
Snyde- fordi det var en færdig solsikkerugbrødsblanding, hvor jeg rev lidt gulerødder og en kartoffel i dejen, samt tilsatte nogle græskarkerner fra det græskar, C og jeg lavede suppe af i november. Kernerne blev tørret på aga-komfuret og fragtet med hjem til Danmark.

Jeg er lidt spændt på resultatet – jeg er mildt sagt ikke den største brødbageentusiast eller ditto ekspert, men den flotte julegave skal altså også bruges, og i dag fik den lov til at ælte en gang rugbrødsdej. Så bliver det ikke ret meget nemmere … det største arbejde lå i at skrælle gulerødderne og kartoflen.

Jeg har det helt disneysk

Få har beskrevet og illustreret forårets komme, som Disney gjorde det i tegnefilmen Bambi. Da jeg var barn, blev jeg så glad af at se den del af tegnefilmen; i dag bliver jeg nærmest helt rørstrømsk.
Måske fordi en del af forårsfornemmelserne mest hørte ungdommen til og nu ligger som hjertevarmende erindringsglimt … det skal jeg ikke kunne sige, men foråret er helt bestemt min yndlingsårstid.
Om foråret.
Og om vinteren.
Om sommeren er det måske sommeren, der er min yndlingsårstid, og om efteråret kunne det meget vel være efteråret, der var det.
Det er så rart at være i stand til at være der, hvor man er. Jeg ville ikke undvære nogen af vores årstider – bortset fra vinteren om vinteren.
Resten af året har jeg ikke så meget imod vinteren – prøver sågar at bilde folk ind, at jeg ikke kan undvære den.

Alle årets første blomster er myldret frem i haven: vintergækker, dorthealiljer, erantis og krokus.
Jeg er bekymret for den lille vibeæg,  jeg satte for et år siden – den har jeg ikke set noget til endnu. Håber ikke den er død, for hvis den er det, er den for sart til de forhold, jeg kan byde den – og de er ellers ret gode, når jeg selv skal sige det. Hvornår dukker vibeæg normalt frem?

Fuglene pipper foråret ind allerede ved halvseks-seks tiden om morgenen. Solen har skinnet fra en skyfri himmel det meste af dagen i dag, og med hensyn til i morgen behøver jeg slet ikke at se på vejrudsigten – det bliver garanteret et helt fantastisk vejr – kan simpelthen ikke blive andet. Det virker forhåbentlig også i Sverige

Jeg vandt i Lotto!

Jeg turde næsten ikke åbne mailen, der løb ind i dag:

Men de 38 kroner var desværre ikke nok til at købe huset for, så det er midlertidigt sat på hold.

Med alle de vintergækker, vi ser overalt i området, var vi blevet lidt skeptiske over for, om de nu virkelig også havde lukket i Heale Gardens, selv om de påstod det på deres hjemmeside.
Vi kørte derned, og … der var stadig åbent for deres Snowdrop Walks. Underligt, at de ikke retter det.

Vintergækker, erantis, påskeliljer!, høns og en enkelt påfugl – der var det hele på Heale.

Plus nogle, jeg ikke kender – de var ikke ret store, men meget søde at se på. En art krokus, måske?

Og en rose i knop – helt sikkert den tidligste, jeg nogen sinde har set.

Visse træer er lige så smukke om vinteren, som de er om sommeren. Smukkere, faktisk.