Alt er relativt

Min lille Aubrey har fået briller. Eller … det har han snart – Charlotte kan hente dem i næste uge … hvor de sidder i et sommerhus på Isle of Skye og holder påskeferie. Han skal dog nok nå at få dem, inden de starter skolen igen d. 8. april.

Charlotte lagde mærke til, at han tit blinkede overdrevent og at han gned sine øjne ofte og temmelig hårdt, hvorfor hun havde den lille fyr til øjenlæge i fredags; ikke mindst fordi han klagede over, at øjnene tit gjorde ondt.
Den var god nok; den var dårlig: en smule astigmatisme og en smule nærsynethed. Ikke meget, men nok til, at han er generet og nok til, at øjenlægen mente, at briller vil hjælpe ham. Briller til at læse med, i skolen og til, når han sidder ved en computer eller ser tv. Heldigvis ikke, når han er ude og lege.
De blev enige om to stel til ham, og drengen glæder sig virkelig til at få sine briller – der er ingen tvivl om, at han fuldt har forstået, at det kan afhjælpe hans problemer med de irriterede øjne. Det ene par er runde; lige som Harry Potters – C siger, han ser noget så sød ud med dem på. Der bliver sendt et billede ved først givne lejlighed, har hun lovet.

Anna sad til gengæld med tårerne trillende ned af kinderne, hvorfor moderen selvfølgelig spurgte, hvad der var i vejen … at hun ikke skulle have ondt af Aubrey; at det kun var godt, at han kom til at se bedre nu.
Det var slet ikke ham, hun havde ondt af. Det var sig selv!
“Buuuhuu – nu er jeg den eneste, der er anderledes! Alle I andre har briller! Det er bare mig, der ikke har. Hulk, snøft, snøft”. Hun var vitterligt ked af det, så C overvejede at give hende et par uden styrke som trøst.
Det gik dog i vasken, for når hun ikke har brug for briller, er der naturligvis heller ikke tilskud til stel, så det blev simpelthen for dyrt, syntes C.
Anna kunne selv midt i al sin selvynk godt forstå, at £65 for de billigste var for meget, når nu det rent faktisk ikke var nødvendigt.
Hun er vist ved at komme sig over traumet over at være anderledes, for det hjalp lidt, at både far og mor kunne fortælle, at de begge var omkring 16 år, da de fik briller – så er der jo håb forude for Anna …

Jaja. Alt er relativt.

Billedet er fra den dag, hvor alle børnene skulle klædes ud i noget, der symboliserede videnskab på den ene eller den anden måde.
Aubie er meget interesseret i stjerner, stjernebilleder og planeter for tiden, så han ville være Orion. Den var nem.
Anna ville så være galakse. Den var lidt værre, men Charlotte fandt da frem til noget anvendeligt.
Begge ungerne vandt sin klasses præmie for bedste udklædning.

København ‘glemte’ at snerydde

Vi skulle have været inde for at se baby Ella for første gang, men efter at have hørt på trafikradioen i morges og lidt op ad formiddagen, aflyste vi det. Vi har heldigvis to dage at løbe på endnu, så besøget var ikke vigtigt nok til at sætte liv og lemmer på spil. København var tilsyneladende ét stort glatførekursus – hvor der var lidt for mange der dumpede …
Efter sigende var det fint nordfra og ind mod København; ligeledes sydfra, men så snart man ‘ramte’ storbyen, var der ikke sket en pind på saltnings- eller snerydningssiden, således at de, der havde været tidligt på færde, havde trykket sneen på veje og gader sammen til det rene is. Der må sidde nogle vagthavende med røde ører – for man kan da på ingen måde forestille sig, at det har været med vilje, at der ikke var gjort noget som helst?
En af de ansvarshavende blev spurgt, hvorfor det var gået så galt.
Det fandt vi ikke ud af, for sjældent har jeg da hørt så effektivt et ikke-svar, som han gav.

Da det tilsyneladende ikke havde tænkt sig at holde op med at sne igen, tilbød morfar at køre til Viby for at se om han kunne få fat i et par kælke, hvilket han heldigvis kunne, så i stedet for babybeundring kom den til at stå på vintersportsglæder.

Bakkerne bag huset er lige tilpas til denne størrelse børn: man kan få god fart på, men de er ikke så lange, at det bliver for kedeligt at trække kælkene op igen.

Ungerne havde en fest. Charlotte fik nærmest forfrysninger, men vi stod begge og behørigt beundrede de små poder i over en time, mens de høvlede op og ned ad de tre forskellige bakker, vi nåede af afprøve. Der skulle oven i købet afsluttes med en tur på legepladsen, men da måtte C kapitulere og gå hjem og genoptø sine forfrosne lemmer.
Så er det godt, at mommer fik købt termobukser for et par uger siden.

Hammer Bakke

Vejret lagde i formiddags ud med at være højt og flot, så vi benyttede os af lejligheden til at køre en tur og nyde det hvide landskab.
Gennem Ramsølille og videre mod Viby, igennem Højby, forbi Ledreborg og ad yderligere omveje ud til Gershøj havn, hvor de har tohovede svaner.
Hvorfor er jeg helt vild med at fotografere svaner?

Vi lagde vejen forbi hammerhøje Hammer Bakke, hvor orøfærgen lægger til, i håb om at se lige så mange fugle som sidst, men der var ikke så meget som en eneste, da vandet her var blevet helt isfrit i mellemtiden.
Anna talte 58 trin på Hammer Bakke. Hun talte også 42 rådyr fordelt over fire flokke på hhv. 7, 25, 8 og 2. Det sidste kan dog næppe kaldes en flok, men nummer to var imponerende stor.

 
Vi glemte desværre at tælle gravhøje, men vi må have set mindst lige så mange af dem som af rådyr – det formelig vrimler med dem i det område, og da ungerne havde fået forklaret hvad de skulle kigge efter og ikke mindst hvad det var, gik der hurtigt sport i at spotte dem. Anna var oftest hurtigst, til Aubies store fortrydelse: “Anna, next time I want to see it first!”
Anna undrede sig over, hvorfor de ikke samlede gravene “in one place like we do in England”. Joh, der røg skam en del viden indenbords hos de små i dag.

Det var godt, vi kørte, da vi kørte … ved 12-tiden trak himlen sig sammen og skulede sort til os, og inden vi nåede hjem, var det begyndt at småsne.
Det blev derfor til sofahygge, da der skulle slås mave efter frokosten – tre gange iPad. De to af dem med timer; det er nødvendigt med rationering, ellers kunne de to små snildt sidde med dem hele dagen.

Nedtælling

Tim har lige meddelt mig, at familien er afleveret i lufthavnen, så nu varer det ikke længe før jeg begynder at følge flyet for at se, om det ankommer til tiden. Det håber jeg sandelig det gør, for de lander relativt sent – 19:35. Selvfølgelig er det ikke sent som i midt om natten-sent, men sent nok til, at børnene er trætte, når de kommer, for sådan en rejsedag har altid været frygtelig spændende for dem – både selve rejsen og heldigvis også det, at de skal besøge John og mig.
Denne gang kan de få hver en iPad at sidde med, men det ved de naturligvis ikke endnu …
De får også noget nyt legetøj, men det ved de heller ikke endnu … og dog … de ved jo godt, at vi prøver at følge med deres alder, hvilket de fleste gange har betydet, at der ligger et eller andet nyt og venter på dem.

Alle sengene er redt, huset er muget ud, der er påskeliljer i vaserne og vintergækker i haven; maden til i morgen, hvor vi skal mødes på gården, er købt ind. Søster lægger plads til; jeg lægger mad til.
Med andre ord: nu må klokken gerne blive halvotte …

Man kan jo altid tage et par dyster Quiz Battle (selv om Jørgen ikke kan lide ordet battle – hvad jeg nu godt forstår i den sammenhæng, han har oplevet det blive brugt) for at slå tiden ihjel.
For lidt siden blev der spurgt til året, hvor Titanic forliste. Se, det har vi jo efterhånden helt styr på her i familien.
Dette fører mig tilfældigvis (!) frem til dagens praleri: Tim har for nylig fået en mail, som han videresendte til mig, og som i uddrag lyder:

Dear Tim
Smithsonian are putting us forward for an Emmy which is fabulous news, however we need to gather some information to help them with their application.
Would you be able to assist us with this by writing 300 or so words on creative decisions/processes/challenges faced in the researching of Titanic? It really doesn’t have to be long at all as will be collated by Smithsonian and made into a one page doc.
The great news is that you will be put forward in to the Research category for the Emmys so if you could focus upon the research aspect that would be fabulous.

Da jeg nærmest løb over af begejstring, stolthed og lykønskninger, var hans lakoniske svar:
Well – probably won’t even get nominated, but it’s nice Smithsonian putting me forward…

Så bliver han da heller ikke skuffet.
Uanset hvad, synes jeg bare, det er vildt godt, at nogen overhovedet har fået tanken – jeg opfatter det som en stor kompliment til hans forskning i sagen og til dokumentaren Titanic: Case Closed, der kom ud af det.

Font og fond

Charlotte og Tim har tænkt på at lade deres børn døbe. Hvorfor de i sin tid bare navngav dem og hvorfor de nu har bestemt for at døbe dem, er ikke vigtigt, og der skal da heller ikke gøres noget ud af det; det skal blot være en del af den almindelige gudstjeneste i landsbykirken. I går kontaktede Tim deres præst. Anna hørte, hvad far talte om, hvilket resulterede i, at Anna råbte meget højt til sin far: “NOOoo, daddy, I don’t want to be christened! I DON’T!!!” For en sikkerheds skyld gentog hun det, inden Charlotte nåede at tage hende med ind i rummet ved siden af og tale med hende om det. Gad vide, hvad den præst har tænkt? 
Børnene har set deres kusiner blive døbt, så Annas reaktion kom lidt bag på Charlotte, og da hun spurgte hvorfor det virkede så skræmmende på hende, lød svaret, at hun absolut ikke selv ville gå op til døbefonten. Det havde hun set en for dem fremmed pige gøre, da kusinen blev døbt, og alene tanken var åbenbart for meget for Anna. Eller rettere … det troede hun, at hun havde set, for pigen blev faktisk ledsaget.
Da Charlotte forklarede, at både far og mor nok skulle følges med dem hele vejen, og at de ikke vil være alene så meget som et sekund, var det vist i mere orden med Anna at blive døbt. Aubrey følger bare med.

Ellers er det bare en dovnesøndag. John er kørt for at hente Pernille, som endnu ikke må køre bil; jeg har skyllet sjal op, sat maden over og strikker ellers bare, så snart lejlighed gives.

Vi skal have persillefyldte hjerter, og ‘affaldet’ fra dem står og simrer sammen med stokke fra broccoli, nogle gulerødder og pastinakker, der havde set bedre dage, lidt løg, hvidløg, persillekvistene, en lille rest frosne ærter og gulerødder, der ikke rigtig kunne bruges til noget andet, lidt frisk rosa peber, chili, laurbær, salvie, rosmarin og timian. Det skal stå og koncentrere sig en hel del i en tre timers tid; så er der en rigtig god fond, der vil være perfekt til fx en gang risotto.

Jeg har fået bestilling på endnu et babysjal, hvortil jeg gjorde noget, jeg ellers aldrig gør, når nogen forsøger at lægge en bestilling ind: Jeg sagde ja!
Det er kun, fordi det er en god, gammel venindes bedste veninde; fordi denne engang for over 30 år siden var tæt på at blive min svigerinde, men især fordi hun nu skal være bedstemor for første gang efter 20 års ventetid. 20 år. Det er saftsusemig længe at vente og længe at blive stædigt ved med at prøve uden at give op … søn og svigerdatter er nu blevet hhv. 47 og 45 år.
Det må siges at være et ønskebarn, og med den historie kunne jeg ikke nænne at sige nej til at strikke sjalet, da den vordende farmor bare så gerne vil give barnet sådan et.
Det er megt sent at få sit første (og formentlig eneste) barn, og det bliver sikkert halvhårdt for forældrene, men mon ikke 20 års anstrengelser kan veje det hele op? Det tror jeg.

Tre gange tolv er 36

Pyha, jeg kunne skrive en hel bog bare om i dag, men jeg skal forsøge at fatte mig i korthed.
Først englen, som jeg lovede – hun kan findes til højre.

Charlotte ville ikke have morgenmad på sengen. Det vidste jeg egentlig godt … hun fik derfor alle sine gaver, da vi sad og spiste morgenmad.
Der var maange gaver – man skulle tro, hun fyldte rundt, men det varer lige nogle år endnu. Først er det Tims tur næste år.

En af de mere interessante gaver var fra Tims onkel, som har en antikvitetsforretning. I denne havde han for nylig fået dette lille billede ind, tegnet af en eller anden Melchior: Under d’Angleterres solsejl.
Onklen sagde, at han mente, det måtte være fra Skandinavien, selv om titlen var mest fransk. Charlotte kunne fortælle, at d’Angleterre er et kendt københavnsk hotel, og det i øvrigt var der, i Karen Blixen-suiten, at hende og Tim tilbragte bryllupsnatten.
På billedet ses flere notabiliteter; bl.a. Gustav Wied.
Onkel sendte billedet til T & C som en forsinket bryllupsgave, som han kaldte det – han havde ikke kunnet stå for den med bryllupsnatten og at Charlotte kunne fortælle hvem nogle af personerne var. Resten har hun senere slået op og mangler kun at finde ud af noget om én af dem.

Sidst på formiddagen kørte vi til Marlborough for at spise fødselsdagsfrokost på et hotel, der hedder Castle & Ball. Lidt fjollet navn, med de laver dæleme god mad. Jeg ærgrer mig over, at jeg har lovet at lave aftensmaden, for jeg er stadig helt mæt … det blev ikke bedre af, at Tims mor og mand kom til kakao og chokoladekage kl. 16 … aldrig har jeg spist så lille et stykke chokoladekage.

På vejen mod Marlborough var det meste af landskabet pakket ind i rimfrost, hvilket var ret pænt at se på. Da vi forlod hotellet efter frokosten, skinnede solen noget så fint … det havde jeg nu nok også forventet, at den ville i dag, hvis jeg skal være helt ærlig.

Endelig slipper I ikke for at se Annas ønskeseddel. Hun læser imponerende flot – stavningen lader til gengæld en del tilbage at ønske.
Vi er nu ikke spor bekymrede … hun er kun seks år, så det skal nok komme.
Kan I gætte hvad der står? Jeg vil gerne have lov til at blære mig med, at jeg nåede igennem uden at have haft forståelsesproblemer undervejs, men det kneb gevaldigt med at lade være med at smile meget højt.

 

Pin board
Non-fiction books
Story
Pictures
Pictures of flowers
Baby cot
Blue tack
White tack
Dressing-up clothes.

The X-mas Factor

Rejsen herover gik helt efter planen, selv om vejene var glatte i morges … men jeg havde jo en god chauffør, så det gik … ja, glat … igennem.
Vi landede til en skyfri himmel og grønne og brune marker – ingen sne her i UK, men det skal der ingen klager lyde over fra min side.

Turen gik fra stationen direkte til børnenes skole, hvor årets julespil skulle opføres – The X-mas Factor.
Sidste år hed det Rock Around the Flock og havde været kanongodt – Charlotte husker nogle af sangene endnu.
Det var også rigtig godt i år. De involverer samtlige skolens 120 børn; lige fra de helt små på fire år til de store på 11-12 år.
De mindste var soldater, engle og julestjerner og skulle synge med i korsangene og/eller deltage i et dansenummer.
De store børn får talerollerne, men det gode ved konceptet er, at ingen er misundelige, for alle ved, at alle får de mere spændende opgaver på et tidspunkt. Der er en eller anden talerolle til alle de ældste børn, så ingen bliver snydt, selv om nogle roller selvfølgelig er større end andre.
Gud blev spillet af klassens tykke pige. Skolens absolut tykkeste pige, faktisk, men hun var ideel til rollen, fordi hun var stor, bred og mægtig i forhold til alle de andre, og med sin lange, grå paryk, det vildtvoksende skæg og den røde velourkåbe med GOD skrevet i guld foran og bagpå, var hun aldeles overbevisende i rollen.

Anna var en smuk lille engel og Aubrey en flot lille soldat i Herodes’ hær. Han ville slet ikke have tøjet af igen, så jeg fik et billede af ham, da vi kom hjem (vi måtte desværre ikke fotografere under forestillingen, da man ikke må fotografere andre børn end ens egne, hvilket er fuldstændig umuligt med så mange på scenen hele tiden).
Anna bliver foreviget med englekostumet på i morgen, så ikke vi gør forskel her på bloggen …

Det var en meget moderne udgave af det velkendte juleevangelium.
C og jeg havde helt krampe i kæberne af at smile uafbrudt i en hel time – grinet rigtigt blev der også ind imellem, for det var meget humoristisk skrevet, og ungerne gik op i det med liv og sjæl. Det var slet ikke til at stå for, og dette siger jeg ikke kun i ekspertrollen som mormor – jeg ville have hygget mig meget med at se The X-mas Factor, selv om jeg ikke havde kendt en eneste af ungerne.

Fasandræber og opofrende hustru

Charlotte havde følgende beretning, da vi talte sammen i går:

Tim skulle holde sit Titanic-foredrag på en kostskole lidt nordpå og kørte afsted i god tid. Han havde ikke taget nogen bøger med, da han ikke regnede med, at skolebørn ville være interesserede i at bruge penge på den slags.
Mens Tim var undervejs, ringede skolens rektor og spurgte, om han nu havde taget rigeligt med bøger med, for mange af ungerne glædede sig til at kunne erhverve sig et signeret eksemplar.
Nu var gode råd dyre – Tim ringede til Charlotte og forklarede situationen og at iflg. fru TomTom ville han ikke kunne nå tilbage for at hente bøger!
Charlotte spurgte lidt mere til tider og sagde så, at han skulle vende om med det samme, så ville hun lynhurtigt smide børn og bøger i bilen og skynde sig at køre ham i møde. Hvis de begge kørte godt til, burde det kunne nås.
Som sagt, så gjort, og hun kørte afsted i rask fart. På en lang, lige strækning så hun en fasan i vejsiden og krydsede fingre for, at det ville være en klog fasan, hvilket den så ud til at være, for den blev stående … lige indtil C var tæt på den, hvorpå den sprang ud foran bilen og hermed begik uagtsomt selvmord.
Charlotte formåede næsten at kvæle sit iierk, kiggede i bakspejlet og konstaterede to ting: at den fasan med garanti var stendød, og at ungerne sad og talte ivrigt sammen, så de havde vist heldigvis ikke opdaget bumpet fra fasandrabet.

Nogle minutter senere lød der en spæd røst fra Aubrey:
”Mummy?”
”Ja?”
”Do you go to jail if you kill ducks and such things?”

Hun fik beroliget det bekymrede barn, som åbenbart lige havde set for sig, at han måske skulle undvære sin mor i en rum tid fremover.
Det, der skete lidt senere, var hun faktisk mere bekymret for, om nogen skulle have fundet endog meget mistænkeligt:
Tim og Charlotte havde telefonkontakt, da de var tæt på hinanden, og Tim guidede hende hen til en lille parkeringslomme, hvor de mødtes.
De sprang begge bogstavelig talt ud af bilerne – C hev en kuffert ud og gav den til Tim, som smed den ind på bagsædet, sprang ind i bilen igen, vendte om, så dækkene hvinede, og kørte afsted i stor fart.

Hvis nogen havde set dette, må tanken om en eller anden lyssky udveksling have været meget nærliggende.

Skatteøen

Det har blæst en del med fralandsvind, så vandet havde trukket sig tilbage og dermed afdækket en stribe øer i så kort afstand fra stranden, at far og mor kunne vade derud uden at få vand i støvlerne. Børnene kunne selvfølgelig bæres.

Der er godt nok ikke så mange palmer på øerne, og vi har på fornemmelsen, at man hurtigt ville komme til at kede sig en anelse, for her er meget øde.
Ikke desto mindre er det en skatteø, for Tim gravede noget op af sandet, som skulle med hjem og undersøges nærmere.

At skatten blev købt, da Tim var i Texas for kort tid siden, er sagen aldeles uvedkommende.
Hjemme blev voksdugen lagt på bordet, og så skulle der ellers graves efter skatten.

Lidt efter lidt afsløredes skattene. En sølvmønt. Lidt senere dukkede en guldmønt op. En vaskeægte skattekiste, der viste sig at indeholde skinnende juveler. Der dukkede sørøversabler frem … der var i det hele taget masser af skatte i den lille bunke hårdtpresset sand.

Der var oven i købet en terning! De var virkelig fremme i skoene, de gamle sørøvere.
Det blev så spændende, at Aubrey endte helt oppe på bordet under udgravningerne.
Når hele skatten var gravet ud, havde man samtidig fundet frem til remedierne til at spille et skattespil.
Jamen er det ikke fantatisk, hvad man kan finde på Norddjurslands kyst? Forsteninger, go home – det her var mindst lige så godt.

Charlotte og Pernille fik genopfrisket fordums barndomstiders go’e gammeldaws kortspil med rigtige kort.
Vi grinede lidt af, at på en familieferie i dag sidder man med hver sin smartphone, iPad eller pc og spiller hver sit computerspil – ikke meget samvær over det, bortset fra, at man sidder i samme rum. Det besluttede de to damer at lave lidt om på.

Charlotte fik også lært Anna at spille Rommy eller 500, som nogle kalder det.
I starten spilles med åbne kort, så mor hele tiden kan fortælle om strategier og regler. Jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt Anna stadig er lidt for lille til at lære spillet, men skam få hende mormor her – barnet fangede det hurtigt og syntes, det var sjovt at spille med rigtige kort.

I dag er sidste dag og i aften er sidste aften – englænderne kører i morgen efter morgenmaden. Pernille blev kørt til 888-bussen ved middagstid. Tiden er bare fløjet af sted. 
Jeg forstår ikke, hvordan jeg sommetider kan synes, at tid kan snegle sig af sted. Den må simpelthen gå hurtigere her i Jylland end på Sjælland. Det passer … selv blogtiden var foran, måtte Inge gøre mig opmærksom på …

Kattegatcentret

Kattegatcentret er for børn i alle aldre … fra 3 til 90 år. Der blev studeret og der blev rørt ved alle mulige fladfisk og rokker, der blev gyst over hajerne og sagt nåårrrh til søhestene.
Nemo blev fundet og Dory blev genkendt – men det har hun glemt igen for længst.
Sæler blev fodret – det gjorde hajerne også; lige som alskens slags fisk i det store oceanarium, som blev fodret med en dykker. Nånej. Af en dykker. Der stod, at der var dykkerfodring klokken 13, så vi måtte absolut hen og se, om det var af eller med …
Endelig kunne det jo også være en dykker, der blev fodret – mulighederne var mange.

Legen Fang en Fisk var populær hos alle fra morfar til Aubrey. Man scorede pluspoint på de grønne fisk og minuspoint på at nedlægge de røde, som kunne være fx hajer eller tun. Hvis man klikker billedet større, kan man se John i en ualmindelig slank og orange udgave på skærmen. Man kan slå fisk ihjel ved at nikke til dem, slå til dem med hænderne eller sparke ud med fødderne. Det var vildt underholdende, og alle andre end Pernille og undertegnede stod efter tur og sprællede og slog, hoppede og bukkede sig for at nedlægge de rigtige fisk.

Jeg beklager, John, men jeg er simpelt hen nødt til at vise billedet til højre, som tydeligt illustrerer, hvor højt du gik op i det. Du har vist lige fået nedlagt en af de forbudte fisk (klik evt. også dette billede større).

Det der med vejrudsigter går helt galt i øjeblikket … men på den go’e måde … i dag skulle vi ifølge sagkundskaben måske nok få solen at se, men også kun lige …
Den har simpelthen skinnet fra en skyfri himmel fra den stod op, til den gik ned – det har været så flot, så flot.

Da vi var hjemme ved tretiden, fik vi en sen frokost og kunne derefter lige nå en tur til stranden inden solen gik ned.
John fandt en sten med fem huller i, og himlen gik på små lyserøde skyer.

Blandet vejr, men ikke blandede følelser

Det der vejr, vi blev lovet i aftes, med fuld sol hele dagen, hele vejen fra hjemmet til Fjellerup strand, havde åbenbart ombestemt sig …  det var flot, da vi kørte hjemmefra, men vi kunne se nogle ret voldsomme fronter forude, hvorfra nedbøren væltede ned.

Det var faktisk flot … det blæste så meget, at jeg ikke engang vovede mig ud af bilen; derfor striberne på billedet.

Vi nåede frem, fik hentet nøglen og pakket bilen ud. Fik sat strøm på huset og varme på radiatorerne og i gulvene. Fik sat slowfood-resterne fra Sverige på komfuret og nåede lige at få tændt pc’en og tastet koden ind på wifi’en, da de ankom en hel halv time før annonceret.
Det gjorde dog ikke spor. De blev modtaget med åbne arme.
De kom så tidligt, at vi slet ikke var begyndt at kigge efter dem, men lige pludselig stod der en Aubrey i døren og sagde “HEJ! Here I am!”
- Jamen dog … har du fundet sommerhuset helt alene, Aubie?
- Yes!
- Har du slet ikke Anna og far og mor med?
- Oh yes … Anna’s coming soon, and mum and dad are still in the car.

Cirka to minutter efter var ungerne flyttet ind. De har simpelthen fået indtaget hele førstesalen, hvor der er et stort gulv med plads til en meget stor briobane, som går fra hjørne til hjørne og under fodboldspillet på dens vej; flankeret af en større flok dinosaurer. Vi så dem først igen (børnene, altså) 1½ time efter, da vi skulle spise, men vi havde bestemt ingen problemer med at høre dem … du store verden, hvor de hyggede sig deroppe.

Solnedgangen var ikke særlig synlig, men den var der, et eller andet sted omme bag nabohuset og dets træer. Der skulle være bare 400 meter til stranden; vi kan fint høre den, men ikke se den. Det undersøger vi i morgen, for nu er det helt mørkt; i aften slapper vi bare af og fla’er helt u’.

Det er så hyggeligt, synes nogen, så nogen gider ikke rigtig sove. Ikke endnu. Heller ikke, selv om vi har læst historier for mormor.

Jojo. Sådan er det nu. De læser for mig, ungerne, og de er så dygtige, er de.
Siger mormoderen – som naturligvis er fuldstændig neutral og objektiv i sin opfattelse af børnenes læseevner …

Nå. Slut med pralerierne for i aften … jeg har jo det meste af en uge sammen med familien, så I skal nok nå at blive grundigt trætte af mig inden den er omme.

De små synger ikke mere. De sover – det varer nok  lidt endnu, inden de store gør det.

Nedtælling

Så gider jeg ikke skænke arbejdet så meget som en enkelt lille tanke i de næste ni dage.
Min chef rejser til Idaho, og jeg rejser til Djursland … men han skal arbejde.
Det skal jeg ikke – jeg skal bo her:

og det skal jeg frem til næste lørdag, sammen med med min mand (hele tiden), med Pernille (noget af tiden) og med disse fire (til fredag morgen):

Det fremgår tydeligt af den måde, de ser op på feriehuset på, at de glæder sig … se bare, hvor Charlotte smiler
De kørte hjemmefra i morges – de har lidt længere end vi har, men vi regner med at mødes til aftensmaden i morgen aften.

Vi skal besøge Lene – hende glæder jeg mig meget til at hilse på.
Hvad vi ellers skal se og opleve, er ikke helt fastlagt endnu – bortset fra glasmuseet i Ebeltoft og en tur til Glatved strand, hvor vi iflg. pålidelig kilde har stor chance for at finde forsteninger.
Ruth, som jeg lige linkede til, har komponeret det flotte muslingesjal, som ses her, og som jeg købte opskriften (og garnet) til på strikkefestivallen. Jeg bytter om på blåt og hvidt … det bliver superflot, gør det.

Det er altså fedt at have ferie, når de fleste andre er på arbejde …

En genstart og en tyvstart

I aftes var ungerne kørt trætte. Hvor de indtil nu ikke havde været til at slå ned, før deres mor var nødt til at tale med halvstore bogstaver, var de i aftes totalt færdige efter aftensmaden. Det var derfor bare lykken at sidde på køkkenbænken hos far og lege lidt rundt på YouTube med morfars iPad.

I formiddags startede den lille familie bilen for første gang siden i lørdags for at køre mod Toscana, hvor resten af ferien skal tilbringes i telt.
Nu er her stille igen. Jeg bliver altid en smule melankolsk, når huset går fra at være lettere kaotisk og fyldt med barne- og voksenstemmer til at være helt stille. Efter at have ryddet op og støvsuget, blev jeg rastløs. Også typisk. Jeg burde være taget på arbejde, men da jeg loggede mig på og så, hvad der ventede af emails, blev jeg enig med mig selv om, at dette bliver en hel og ikke en halv feriedag. Måske tager jeg fat på dem senere på dagen, men lige dér orkede jeg simpelthen ikke.

I stedet begyndte jeg at google rundt efter opskrifter på syltning af chili.
Det var da helt utroligt, så mange forskellige der er: med sherryeddike, æbleeddike, alm. lagereddike, hvidvinseddike.
Med hel, sort peber, korianderfrø, frisk merian, laurbærblade, hvidløg, kommen, allehånde, frisk ingefær, sennepsfrø, nelliker, kardemomme.
Ikke det hele på én gang, selvfølgelig, men forestil jer lige det mulige antal varianter!
Stoppet med feta eller ansjoser. Ansjoser???!!! Det tror jeg ikke lige bliver den første opskrift, jeg afprøver – beklager, Jamie Oliver …  
Okay, det var én ud, men hvad pokker skulle jeg vælge af de 10000 andre?
Jeg besluttede mig for at afprøve to af dem og gik ned i drivhuset for at tage de bispehuer, der var store nok … hmmm … kunne godt se, at jeg var nødt til at snyde lidt og kørte derfor i Brugsen for at købe en bakke med blandede chilier – alligevel var der lige få nok – jeg skulle have haft købt to bakker, men på den anden side følte jeg mig lidt dum bare ved at købe den ene, for der kommer masser af chili – det er bare mig, der er alt for utålmodig.
Pyt. Nu ville jeg i gang … dette var, hvad der kom ud af det:

Fælles for de fleste opskrifter var, at syltede chili skal trække 14 dage, inden der må spises af dem, så nu må jeg væbne mig med yderligere to ugers tålmodighed.
Jeg har lært noget nyt om chili i dag: de er mildest i bunden og bliver stærkere, jo nærmere man kommer op mod stilken. Det havde jeg aldrig lagt mærke til før, men det lød interessant nok til at skulle efterprøves, så en af dagens Bishop’s Crown blev ofret for sagen. Den er en styrke 5 iflg. Gartneri Toftegaard, men den smagte, lidt overraskende, ikke af meget mere end en alm. peberfrugt nede i bunden, men den blev pænt stærkere og stærkere deropad.

Apropos eddike:
På vej hjem fra Brugsen hørte jeg selvfølgelig en bid lydbog – lige nu er det en oversættelse af en engelsk krimimalroman.
Der blev sagt, at Barbara hældte masser af eddike ud over sine chips.
NEJ, hun gjorde ikke! Hun hældte masser af eddike ud over sine pommes frites, gjorde hun, og det burde en oversætter vide.
Franske kartofter, eller chips, som vi oftest kalder det her i landet, hedder crisps. 
At de så i England synes, at fritter helst skal søppe i eddike, er en anden sag – det har jeg aldrig vænnet mig til.

Opdatering kl. 17:25 … har lige hørt lidt videre på bogen, da jeg skulle hente John.
“Hun spiddede en dryppende chips …”
Arrggghhh. Det kan man ikke, for så går den i stykker, men man kan spidde en pomfrit, som Aage vil have, jeg kalder dem.
Og “en chips” – så er vi tilbage ved drinks og hotdogs. På den anden side er en chip måske noget helt andet? Det er svært, dette her – men oversætteren kunne jo bare have gjort sit arbejde ordentligt fra starten.

Dagens program: Frilandsmuseet

Hvis ikke Charlotte kommer en tur til Frilandsmuseet, når de er her om sommeren, er der noget helt forkert, så det måtte vi hellere sørge for, at hun kom. De har lovet regn i morgen; de kører videre torsdag, så det skulle være i dag.
Igen perfekt vejr – solen var ikke særlig meget fremme, men det var rigeligt varmt alligevel. Der var stort set ingen andre besøgende på hele museet … de 20 andre, der var, følte vi næsten vi kendte til sidst, for vi mødtes med jævne mellemrum.

Vi havde derfor ingen skrupler ved at tage to vogne, og det viste sig at være de eneste to, der var i brug mens vi var der. I starten var det sjovt at blive kørt; til slut var det sjovest at køre – de legede, at de var heste, sandsynligvis inspireret af de to bryggerheste, vi flere gange så spændt for en vogn med museumsgæster.

Børnene havde i anledning af ferien fået hver et lille digitalt kamera med plads til hele 14 billeder. Det går der rigtig meget tid med – også når man hurtigt løber tør for plads og skal beslutte, hvilke der skal slettes for at få plads til flere.

Har vi en botaniker et eller andet sted? Hvad hedder denne blomst? Bierne var vilde med den, og den duftede meget kraftigt.

Yndlingsstedet ved vandmøllen.

Vi havde forsynet os med nogle købe-sandwiches til frokost – det er lidt mindre ulækkert end en varm leverpostej-klapsammen.
Handmade Quality… vi blev enige om, at det må betyde, at de ikke er håndsmurte. Eller har I et bedre bud?

“De grå synger” kunne vi have haft købt i museumsbutikken – det er da god humor. Den havde jeg ikke set før – kendte kun “De små synger”.

Og nu vi er ved de gamle: Vejen hjem gik forbi kirkegården med mine forældres gravsted. Tim deltog ikke ved min fars begravelse dengang for et år siden og ville derfor gerne se gravstedet, mens de var her denne gang. Anna stilede direkte hen til det rigtige sted. Efter et år! Godt gået, min tøs.
Jeg må være lidt træt i dag: Mens jeg ventede på, at resten skulle komme, stod jeg og læste reglementet for besøgende og måtte læse dette to gange: Besøgende bedes lukke lågene efter sig.  LÅGENE???!!! Hvad har de dog gang i på denne kirkegård?
Nårhh – der stod lågerne …
Men stedet taget i betragtning, kunne vi ikke lade være med at grine af lige præcis den læsefejl.

Tivoli i hedebølge, men helt uden kødannelser

Det var simpelthen en perfekt dag at tage i Tivoli på. Vi var derinde klokken 12 og tog derfra klokken 17; med to halvtrætte, men lykkelige børn – og tre trekvarttrætte voksne …

Det var varmt, men vi holdt os mest i skyggen, så det føltes ikke slemt. Der var stadig mange turister, men der var ingen køer nogen som helst steder; med bådene som den eneste undtagelse, og alligevel tog det kun 10 minutter, inden de sad i bådene. Det var bare så fedt for alle at kunne gå direkte til forlystelserne – det kan godt tære en anelse på humøret at skulle vente ½ time i 30 graders varme på noget, der er overstået på mellem to og fem minutter.

Det er to år siden, vi sidst var i Tivoli, og selvfølgelig er der sket meget med børnene siden da – i dag var det allermest spændende Odinekspressen og rutsjebanen; med alt det andet på en delt andenplads. De helt vilde ting gemmer vi lige nogle år endnu. Tim blev helt dårlig bare ved at se nogle af de værste ting.
Vertigo, fx – den ser også ualmindelig styg ud …

Siden sidst er der også sket det smarte tiltag, at hvis børnene får to turpas-armbånd på, så er der frit valg mellem ledsagende voksendeltagere. Det er selvfølgelig ligegyldigt, når man er far, mor og to børn, men når man som i vores tilfælde er tre voksne, er det ret smart, at man hele tiden kan skifte mellem hvem, der nu måtte have lyst til at tage turen sammen med børnene.
Veteranbilerne var ungerne helt overbeviste om, at de selv styrede – de var så optagede af det, at de overhovedet ikke havde tid til at vinke. Det er skam seriøst arbejde at holde en bil på sporet!

Vi spiste på et piratskib! Det var simpelthen for sejt, var det. Også selv om de udleverede sørøverhatte viste sig at være en smule for store …
Vi gjorde dette for børnenes skyld, for menukortet så lidt kedeligt ud, men maden smagte langt, langt bedre, end vi troede. Den smagte faktisk rigtig godt.

Det med, at drenge vil have bøffer og fritter, mens pigerne foretrækker noget med noget salat eller grønt, starter i en ung alder, kunne vi konstatere i dag.

Forældrene tog en burger, som bestemt ikke ‘bare’ var en burger; mommer tog rejespyd med chilisalat til. De havde meget med chili på dette piratskib – ikke til børnene, selvfølgelig, men til voksenmaden, og hold nu op, hvor var det lækkert. Min tallerken var noget mere ‘salatfuld’, end billedet lader ane; det hele ligger bare under rejerne. Dyppelsen var dejlig chilistærk.

Denne tingest, man ser bag luftballonerne, kunne vi godt tænke os at prøve, men børnene måtte ikke komme op i den, så det bliver en anden gang.
Man må kunne se hele København og det halve af Sjælland deroppefra!

Nu slapper børnene af med legoleg; forældrene med hver sin bog og mommer med sin blog, mens vi venter på John, som nok er hjemme ved 20-tiden.

En dag på stranden og en aften på gården

Sommeren har i voldsom grad ramt det østlige Danmark, hvilket er meget heldigt, fordi det falder sammen med fire englænderes ankomst til dette subtropiske klima. De forlod et regnfuldt og halvkøligt Wiltshire og ankommer til tropenætter her i Danmark. Lidt sjovt, faktisk, for det er bestemt ikke sådan, det plejer at være; nærmest omvendt.

I aftes sad vi ude til meget sent – og havde det varmt. I dag spiste vi morgenmad på terrassen, helt efter planen; det midterste af dagen blev tilbragt på stranden, mens Tim var ude og kajakke med min søster.

Vi ankom forholdsvis tidligt (= inden frokost), så der var både til at finde en parkeringsplads og en plads i første parket til vandet. En time senere var alt optaget, og stranden lignede et fluepapir i stadiet lige før kassation. 

Strand er godt. Også i modlys … børnene var mere i vandet end i sandet.

Sidst på eftermiddagen samledes hele familien på gården – som har svømmepøl. På’en igen med vandpjaskeriet for dem, der synes sådanne beskæftigelser er vildt sjovt.

Daddy og mommer sad på første parket og nød sceneriet. Han hoppede dog i kort tid efter; hun kastede sig over kokkeriet. Forskellige præferencer …

Der blev tilberedt lidt mad – vi spiste naturligvis ude – det var da bare et totalt fantastisk vejr. Beklager billedkvaliteten, men sådan blev billederne altså i dag. Fordi lyset var for skarpt. Der var modlys. Det var slet ikke optimale lysforhold. Det var … i hvert fald ikke fotografen, der var noget galt med …

Nogle spillede kongespil – eller hvad det nu bliver kaldt, for det har vist mange navne. Nogen tabte og havde det rigtig dårligt med det. Ik’oss’, Christian? Tab og vind med samme sind, ved du nok … men jeg ved kun alt for godt, at det er svært at være skidesur, når man vinder!

Hjemme klokken 22 – med sultne børn. Er I sultne?? Igen??? Så sent? Jamen okay da – der har også været gang i dem stort set uafbrudt siden kl. 9 i morges … så skal man jo blive sulten ind imellem.

Nu sover de alle. Jeg sidder ved pc’en og skriver … prøver at blive ajour med dagens indlæg, men det når jeg nok ikke helt. Beklager, men der er andre prioriteter lige i øjeblikket.
I morgen skal vi i Tivoli.

Gaveide til en ældre, engelsk herre – og en poncho

Tims mors mand fyldte for nylig 70 år, og i den anledning skulle der selvfølgelig findes på en gave til ham.
Mænd i den alder er generelt ikke de nemmeste at finde på gaver til; de har alt, og ønsker de sig endelig noget, er det ikke til at betale for menneskepenge. John er lige sådan – meget meget svær … det er jeg i øvrigt også, så i år giver vi hinanden en vinmenu-gourmetmiddag et eller andet passende sted. Nogle forslag, derude? Er der fx noget i Helsingør, hvor vi jo har vundet en overnatning? (Sikkert ikke, men det kunne da være).

Nå – men hovederne blev selvfølgelig lagt i blød i den lille engelske familie, og Anna kom frem med følgende forslag:
- Give him a newspaper!
- Ehhh – hvorfor synes du det er en god ide, Anna?
- He always reads newspapers! I’m sure he’ll be happy for a new one!

Klart … det må jo være det samme som en ny bog, som både mor, far og børn altid bliver så glade for …

Ellers er der ikke så meget nyt fra østfronten i dag. I aftes satte jeg frynser i Charlottes poncho, som jeg fik strikket i camperen – et projekt, jeg siden sidste vinter har gemt netop til dette formål, fordi det mildt sagt er et dødkedeligt arbejde. Til gengæld behøver jeg stort set ikke at kigge ned på strikketøjet, hvorfor det er ideelt til en bilferie, hvor det helst skal prioriteres at kigge på smukke landskaber.
Kedeligt var det godt nok; omgangene blev bare længere og længere og længere, men den blev færdig, inden vi var tilbage på ødegården.
Den er i sin enkelhed meget pæn at se på – ganske, som C bedst kan lide det. Den er også halvstor: spidserne vil gå hende til lige under knæet. Hvis ikke hun vil have den alligevel, skal jeg nok finde en, der vil … ikke noget problem.

Free Willy – og andre småting …

I går blev der fabrikeret jordbærsyltetøj – børnene lavede det selv; kun med en smule hjælp fra mommer.

Vi kunne lynhurtigt konstatere, at æbleskrælleren var lige præcis det kæmpehit, vi havde forudset – alene det at kunne præsentere verdens længste æbleskræl var stort.

I dag gik turen til en ENORM planteskole, havecenter, ‘fiskehandel’ og mere endnu. Der skulle investeres i guldfisk til den nye dam, der er kommet i haven siden sidst vi var her. Dammen er nu ‘modnet’ og skulle være sikker at komme fisk i.
Jeg gik og lod mig småforarge over de rædsler, folk tilsyneladende kan finde på at proppe ned i et akvarium for at få det til at se ‘autentisk’ ud.
Helt ærligt, altså …

Alt dette blev absolut IKKE indkøbt, men vi fik et par minutter til at gå med at gå og gøre temmelig meget grin med det – selv om Anna godt kunne lide skattekisten øverst til venstre.

Disse ‘Bubble Eyes’ havde jeg aldrig set før – skræmmende, synes jeg – ikke nogen jeg kunne tænke mig i mit akvarium.

Dagens store øjeblik var, da de seks guldfisk skulle slippes løs i dammen. De forsvandt omgående så langt ned, at vi ikke kunne se dem, men de dukkede heldigvis frem igen; til alles store lettelse.

Hejren skal flyttes en gang om ugen – ellers gennemskuer de ægte hejrer efter sigende, at det er en snydefugl, som ikke vil være den store konkurrent.

Melder alt vel fra den lille landsby

Alt gik glat også denne gang – vejret er upåklageligt, men det er kun en stakket frist. Fra i morgen og en uge frem skulle det blive regnvejr. Bad timing …

Da jeg steg ud af bilen, faldt mit øje på den nye bænk, der stod foran køkkenvinduet.
”Det er vores nye zen-bænk!”, sagde Charlotte; “dvs. faktisk er det et kasseret, halvt højbed – den anden halvdel står på den anden side af huset. De gæster, vi havde i sidste uge, var meget imponerede over, at vi havde købt sådan en Zen-bænk, for de havde lige set dem til 950 pund. Jeg sagde, at de da sagtens kunne købe vores for 400 pund – langt under halv pris, men det ville de så alligevel ikke. Desværre”.
Det smilede vi en del over. 950 pund for sådan en bænk er vel lige i overkanten, mente vi.

Ellers ikke så meget at berette endnu – der bliver leget med legoklodser i stor stil … det var virkelig et hit med alle de forskellige basisklodser.
Charlotte blev glad for bl.a. Moderne Mama, en Dirch Passer-samling og Landmandsliv. Hun (og børnene) elsker de gamle, danske syngespil som denne, Frk. Nitouche og tilsvarende. De bliver sat på, når hun hun sidder og syr – ren honning for sjælen, siger hun. Man er dog aldrig nået til Morten Korch …

I morgen skal Tim og Charlotte til Ascot. Forhåbentlig ikke i øsende regnvejr … Jeg skal være barnepige – et job, jeg alt for sjældent får det privilegium at bestride. Vi skal have pandekager med mommers hjemmelavede jordbærsyltetøj på. Hamrende upædagogisk mad, men det må man godt denne ene gang.

En stilledag

Sjældent har jeg da foretaget mig så lidt som i dag, men sådan må det godt være ind imellem, ikke?
Havde sat mig for, at det andet estiske sjal skulle strikkes færdigt i dag, så jeg kan tage det med til Sverige i weekenden og blokke det.
Det er lige blevet færdigt.
Har overvejet en bolero til Anna – sådan en må kunne blive færdig, inden jeg rejser derover d. 20. juni. Nu skal jeg kun sove 15 gange til … ih, hvor jeg savner dem alle sammen. Hvis det hele skulle passe sammen, kunne det kun blive hen over Skt. Hans, så årets længste dag må John fejre alene i år. Dvs. – det gør han så ikke; han tager til Sverige med sin lillebror den weekend, så jeg har egentlig ikke dårlig samvittighed – er sikker på, at de to nok skal finde ud af at hygge sig.

Har bagt morgenbrød, hvilket er flere år siden sidst, for det er ikke verdens sundeste morgenbrød. Det er til gengæld noget af det bedste, men uha, det er hvidt. Durum- og almindeligt hvedemel. Totalt politisk ukorrekt, men hvad pokker … der skal være plads til det hele. Det meste kommer i fryseren, for det er beregnet til, når sverigeshuset indtages til den årligt tilbagevendende weekend og bliver til das Dreimädchenhaus i den første weekend i juli, mens John kører Roskildefestival.

Har lige talt med Charlotte. Tim har bygget en lille båd sammen med A & A – den skulle naturligvis prøves af omgående. Han nyder at have tid til børnene igen efter alt Titanic-halløjet – og Charlotte nyder at have tid til at sy på sit Ascot-outfit. Det årlige Royal Ascot finder sted dagen efter min ankomst, så jeg får lov til at være barnepige denne gang, hvilket i sagens natur ikke står særlig tit på.
Det er skolernes midterm, så den står på ferie hele denne uge. De er så småt på vej til Tims moster og onkel, som hvert år på denne tid lejer det samme store hus med plads til hele familien. Det ligger ved den engelske kanal, så nogen satser på, at de modige skal ud og bade. Vi er ret sikre på, at ungerne holder sig til vandet i badekarret med de temperaturer, de kan præstere i England for tiden.

Beaulieus biler

Børnene er helt friske igen; vejret arter sig nogenlunde med 14° og tørvejr, så turen går til New Forest med de fritgående dyr, til Beaulieu med dets motormuseum, dets park og meget mere – det er ikke nok med kun godt en halv dag, men vi nåede da det meste alligevel; inklusiv picnic i det fri. Når det lufter lidt, føles det ikke helt som 15°, men maden smagte nu fint alligevel.

Bilmuseer er for store og små drenge – troede jeg … det forbavsede mig at finde det så spændende som jeg gjorde. Der var ikke helt så mange biler som på Ålholm, dengang det fandtes, men de var stillet langt mere spændende op; med gamle værksteder og alskens andre tableauer, der illustrerede de go’e gamle automobildage.

Hvad der absolut ikke gjorde museet mindre interessant, var særudstillingen “James Bond i 50 år”. Alle bilerne og øvrige underlige transportmidler fra dengang til nu var samlet under ét tag – med forklaringer og klip fra filmene. Ren nostalgi, og så var det jo lidt sjovt at se Aston Martin’erne og alle de andre lækre ting, den legendariske Bond har befordret sig selv rundt i.

En tur rundt i parken gav os mange skønne chancer for at snuppe mine yndlingsmotiver: de nøgne træer.

På vejen ud og hjem sad børnene og sludrede og snakkede som sædvanlig, og vi kunne konstatere, at Aubrey er ved at finde ud af, at der er noget, det hedder internetadresser, for han sagde til Anna, at hun bare skulle kigge på siden dot dot dot doubleUK.
Da jeg til aften spurgte børnene, hvad der havde været bedst ved dagen, sagde Aubrey: “Everything!” Jeg blev helt rørt, indtil Charlotte sagde, at det er standardsvaret, for så slipper de for at tænke mere over det – eller have besværet med at træffe et valg …

Og så til det sædvanlige Titanic-blær: the New York Times har set hhv. James Camerons, Bob Ballards og Tims dokumentarudsendelser. Avisen giver de to førstnævnte en noget lunken kritik, mens den er noget mere begejstret for Tims. I skulle have set Tim her til morgen, da han læste den artikel … han kunne næsten bogstavelig talt flyve.

En stille påskelørdag

I nat vågnede jeg et par gange ved, at Aubrey græd, men jeg kunne også høre, at hans mor var der, så jeg lagde mig roligt til at sove igen.
I morges fik jeg at vide, at han havde kastet op fire gange.
Anna ville ingen morgenmad have, og hun fulgte da også trop kort efter og begyndte at kaste op. Okay. To syge børn. Vi laver lige om på planerne, så der blev ingen Beaulieu og bilmuseum til drengene i dag, eller New Forest for nogen af os.
Highclere Castle, bedre kendt som Downton Abbey, blev desværre allerede droppet i aftes, da en googling viste, at alt var udsolgt frem til 2. juli. Det må nok vente, til serien er gået lidt i glemmebogen, for det var dog skrækkeligt, så populært det sted er. Ikke så underligt, egentlig – det er jo fantastisk.

Charlotte blev hos de syge børn, mens Tim, John og jeg kørte af sted for at købe ind til påsken.
Nu står påskelammet til i aften og steger ved lav temperatur, lasagnen til i morgen er undervejs, så vi slipper for at lave mad i morgen.

Det har heller ikke været særlig godt vejr, så der er ingen skade sket – John er i fuldt sving med at indlægge lys i dukkehuset, hvorfor der lyder nogle dæmpede eder en gang imellem – det er noget værre småtteri for store mandfolkehænder, men det skrider da stille og roligt fremad.

Det bliver så fint. Anna kredser om John og spørger hele tiden, om det dog ikke snart er færdigt.
Ungerne har det godt igen – det er utroligt, så hurtigt det svinger med sådanne størrelser; de var ikke til noget som helst frem til klokken 14-15 stykker, men nu har de indtaget dagens første måltid, bestående af bananer, Actimel og som ‘dessert’ noget temmelig meget morgenmad. Pyt med, om det er politisk korrekt, bare de får noget i maverne.
Det hjalp gevaldigt, og i skrivende stund høvler de hujende rundt i huset, som om der aldrig havde været noget galt med dem. Hvordan har vi andre det lige efter at have kastet op en halv snes gange?

Vi blev enige om, at hele tre dårlige ting nu havde grinet af os: Opkastninger, ingen Downton Abbey og dårligt vejr, så nu kunne det kun gå fremad.
Det gjorde det så – ungerne er raske igen, vejret er i opklaring og temperaturen 14°. Downton kan vi ikke gøre noget ved, men vi har på ingen måde mistet optimismen.
Kan I nu have et par gode påskedage alle sammen – det satser vi nemlig på at få os.

Diverse guldkorn

Turen gik til Swindon Designer Outlet Centre i dag. Børnene var naturligvis med, og det udløser mange, mange smil, når man fra forsædet diskret følger med i deres lege.
Aubie har lige fået Francesco fra Cars II – navnet er opfattet som Gunchester, med trykket lagt på 2. stavelse. Dirch Passers Donna Lucia er opfattet som Mamma Cia, og ingen argumentation kan ændre hans opfattelse.

Undervejs i dag blev vi pludselig opmærksomme på, at de sad og snakkede om grabbity. C og jeg kiggede lidt forundret på hinanden … hvad havde de nu gang i? Hvad i alverden var grabbity?
Følgende konversation udspandt sig (vi havde ikke fået den med fra starten):
Hun: … “so you see: grabbity is what makes me fall down instead of up.”
Han: “But why don’t flying machines fall down, then?”
Hun: “Because they don’t have grabbity. They have engines!”
Han: “But still! They are supposed to fall to the ground because of the grabbity, aren’t they?”
Hun: “Yes, but the engines make them fly. And the engines are very light, so grabbity doesn’t work for flying machines.”

Det er altså skønt, når de har en vis forståelse for nogle af de svære begreber, men endnu ikke er i stand til at udtale dem…

Turen til Englands kedeligste by, Swindon, går forbi et World Heritage Site; nemlig Avebury, hvis stencirkel, der dækker et areal på 111 hektar, får Stonehenge til at blegne i sammenligning. Vi havde ikke fodtøj på til at tage turen rundt, men det skal gøres en anden gang … der skulle være et sted undervejs, hvor man kan fornemme hele den store cirkel.

Jeg fandt mit næste hus i dag. Tror godt jeg kan få John overtalt – jeg skal bare lige vinde en hel del millioner i Lotto før jeg kan købe det, men det sker vel på lørdag, så I kan godt få lov til at se det inden jeg overtager det.

Et fantastisk hus – det ser lille ud fra forsiden, men det er KÆMPEstort – fire stuer, seks soveværelser og fire badeværelser plus det løse.
Klik billedet større og hold med mig … er det ikke lige til at falde pladask for?

Nå. Fald nu ned igen, Ellen…

Outlettet gav ikke rigtig noget til mig denne gang. Jeg gik efter noget bestemt, og da de ikke havde det, gad vi ikke gå og ose, for det er ikke spor afslappende med to kegler på 5 og 6 år.

Lidt faldt der dog af: I Le Creuset-butikken blev der investeret i to små, ildfaste fade med låg + et stort firkantet ovnfad.
Det kan fås her til under den halve pris af, hvad vi skal give i Danmark, så jeg var helt opstemt, men da jeg ville til at betale, trådte C ind foran mig og sagde, at det skulle hun nok klare … det vil så være fødselsgaven til mig. Hun havde nemlig tænkt på at give mig noget Le Creuset, men hun tør forståeligt nok ikke sende det med posten, så nu har jeg for det første fået noget, jeg ønskede mig, for jeg havde jo lige selv valgt det, og for det andet kan jeg selv få lov til at slæbe det hjem – forhåbentlig intakt, når rejsen er slut.

På hjemvejen købte vi ind til Store Lasagnefryselagertilberedelsesdag i morgen, plus et par gummistøvler til mig, som jeg kan have stående herovre. Der er for tit noget, jeg ikke rigtig kan foretage mig, fordi det er vådt og pladret … jeg har det jo med at komme på alle tider af året.
Gummistøvler er en tand for upraktiske at have med frem og tilbage i flyet, så nu har jeg et par stående her. Det var i grunden på tide, at vi fik den ide – hvorfor i alverden vi ikke har fået den før, må guderne vide.

Det rene ingenting

Som det så ofte går, når jeg er herovre, er den første hele dag hovedsageligt præget af inaktivitet.
Bortset fra den halve til hele time om morgenen, hvor de kommer ind til mig i sengen, og vi først læser et par historier, men senere bliver lidt mere aktive, så at sige, efterhånden som vi vågner for alvor. Der kan være et leben og liv i min seng, som sjældent set ellers …

Nå. Efter morgenmaden fandt C et puslespil frem, som børnene synes var skægt at hjælpe hende med. Som man måske kan ane, forestiller det en benzintank fra halvtredserne, så vi satte ‘Baronessen fra Benzintanken’ på tv’et, mens de tre puslede og jeg strikkede på Windswept.

Inden vi så os om, var klokken 13:30, så det var med at få frokost på bordet i en fart – hvis Aubrey går for meget sukkerkold, bliver han fra det ene sekund til det næste ret så … så … skal vi ikke bare sige, at så har jeg oplevet mere medgørlige børn end ham…

Efter frokost tog vi til Devizes for at få indkøbt lidt livsfornødenheder. Gennem byen løber the Kennet and Avon Canal, og selvfølgelig er her også husbåde – det er der allevegne i dette område. Ehh … hvor der er vand, altså …

På vejen hjem sad de to små og havde gang i en meget seriøs konversation som et led i en leg. Jeg fik ikke det hele med, men jeg hørte Anna sige:

”Thank you very much, Mr Maltin.”

Aubie: “That’s your pleasure.”

Så er det, at de voksne på forsædet har en anelse svært ved at lade som slet ingenting.

Vi har luret rundt på internettet i dag og har måttet konstatere, at snowdrop walks er et overstået fænomen i England. I hvert fald i Wiltshire, så det bliver der desværre ikke noget af i år … jeg må styre min galantofili til næste vækstsæson – og håbe på, at jeg er i UK, når tiden er inde.

De kunne ikke finde ud af at lægge puslespillet, men de gik meget op i at hjælpe mor med at finde ‘temaer’: “Aubie, kan du finde alle de røde? De er til bilen og olietønden. Anna – kan du finde fårene på græs til mig? Det er alle brikkerne med grønt i.”

Uha, det var spændende, men Anna blev dog hurtigt mere optaget af filmen, som krævede forklaring hist og pist. Hvordan forklarer man en seksårig det gennemsigtige husspøgelse, som pludselig kommer og blander sig?

That’s all folks – ikke alle dage kan være lige aktive. Derfor kan de sagtens være hyggelige og dejlige.

Grin i security og andre usædvanligheder

Da jeg havde vist mit boardingkort og entrede securityområdet, blev der åbnet en ny række, som jeg dermed var den første i. Der sad en dame foran skærmen, og to mænd i trediverne stillede sig op og kiggede på mig. Jeg spurgte dem, om de syntes, jeg så meget mistænkelig ud, siden jeg skulle have helt min egen securityboks. Det svarede de bekræftende på – med et smil.
Så sagde jeg, at jeg fik stress af dette her … normalt havde jeg masser af tid til at få gjort det hele klart. De stod bare og smilede stort og ventede på, at jeg fik arrangeret alt det, der nu en gang skal arrangeres – pc frem i lyset, jakke af, plasticposen med læbepomaden op osv. – alt det sædvanlige pjat.
Så begyndte de at tælle ned … 10 – 9 – 8 – 7 … og jeg spillede endnu mere stresset. Der var stadig kun mig i ‘køen’ til den securityboks.
Da jeg mente, at jeg nu var parat, bad de mig om at tage min sweatshirt af også, til hvilket jeg svarede, at den ingen lommer havde, og hvis jeg tog den af, ville T-shirten indenunder ryge med i købet, og jeg var altså way forbi, hvor de ville finde den slags interessant. Den accepterede de højt grinende og jeg trådte gennem perleporten med sweatshirt og uden bipperi. Den ene gav mig et klap på skulderen og undskyldte deres drilleri.
Nu var det min tur til at kvittere med et grin – bare det altid kunne være så lystigt at skulle igennem her…

Derefter fulgte den hurtigste rejse nogen sinde: afgang til tiden, en rygvind så kraftig, at flyet sommetider rystede, landing 20 minutter før tid og – helt uhørt: ingen cirklen rundt over London i 15-20 minutter for at få lov til at lande. To minutters venten i paskontrollen; da jeg kom til bagagebåndet, kom min kuffert rullende imod mig, og da jeg kom ud til bussen, skulle den lige til at køre, men chaufføren forbarmede sig og tog mig med til Reading.
Aldeles usædvanligt altsammen undtagen den rettidige afgang. Nu kunne jeg bare håbe på, at jeg kunne nå et tidligere tog fra Reading, for ellers kunne det hele være ligemeget.
Det kunne jeg ikke … da jeg kom og skulle afhente mine forudbestilte billetter, var der to minutter til toget gik, hvilket jeg naturligvis ikke kunne nå. Damn.
Det endte altså med, at jeg sad i godt 1½ time på Reading station og ventede på mit sædvanlige tog. Så kan det nærmest være det samme, at selve flyveturen gik så glat.

I Pewsey blev jeg nær rendt over ende af to glade børn, der havde glædet sig meget til at hente mig, så der var gensidig udveksling af kæmpestore knus til den helt store guldmedalje – jeg skulle jo også aflevere nogen fra morfar.

Resten af dagen er gået med hygge og leg – og lidt kiggen på et jagtoptog, der kom igennem den lille landsby. Dvs. jagt og jagt – de jager ikke noget, de kalder det bare sådan for traditionens skyld, men de har allesammen taget de hvide bukser og de sorte jakker på, så det var skam et nydeligt syn.

Et utroligt stykke legetøj

Har I nogensinde hørt om The Leapfrog Tag System?
Det havde jeg ikke før mellem jul og nytår, hvor C kom i tanke om det, da vi sad og talte om, hvad John og jeg skulle give børnene i fødselsdagsgaver. Hun havde kun flygtigt studeret, hvad det var, men var kommet til den konklusion, at det vist var værd at ofre lidt penge på.
Det kan købes gennem Amazon, men jeg tror kun, det findes på engelsk indtil videre. Det er en lidt forvokset pencil-agtig ting, som i virkeligheden er en mini-computer, komplet med højttalere og det hele – det meste af dimsen er oven i købet fyldt ud af batterier.

Anna og Aubie fik hver en i fødselsdagsgave … dvs. de fik den først i lørdags, for det havde åbenbart været så populær en julegave i UK, at den gik i restordre.
Med fulgte nogle smagsprøver på de ‘bøger’, der hører til – der er i alt omkring 40 forskellige, der alle har til formål på en sjov måde at lære børnene noget brugbart.
Der kan fx stå en tekst, som Anna skal læse op. De ord, hun ikke umiddelbart kan gennemskue, fører hun pennen hen over – et af hendes tilfælde i lørdags var ‘fisherman’. Så bliver ordet sagt højt, og Anna kan fortsætte sin oplæsning.

Når Aubie åbner siden fra Cars, bliver han fx bedt om at tælle dækkene, som Luigi har stående på hylden, hvorefter han skal trykke på det rigtige tal. Så spørges han, hvor mange dæk der vil være tilbage, hvis McQueen kommer og køber to af dem. Selv om det er leg, er det også læring, hvilket jeg synes er en god kombination.

Anna elskede en leg med et kort over Afrika, hvor landenes navne samt visse af deres karakteristika blev nævnt, efterhånden som man førte pennen hen over dem. Når Anna trykker på Play, får hun stillet opgaver. Jeg ved ikke helt, hvordan det gik for sig, men dimsen husker, hvor mange gange man har leget den samme leg – fortæller bl.a. andet, om det var bedre eller dårligere score end tidligere.

Aubie var meget optaget af science-legene, hvor han får fortalt om det, han fører pennen hen over. Når han bagefter trykker på Play, er han fuldstændig opslugt af de opgaver, han bliver stillet.
Anna var meget opslugt af alt, hvad der har med regning og tal at gøre – det kunne sagtens konkurrere med Rapunzel- og Klokkeblomst-opgaverne.

C talte næsten en halv time om alt, hvad dette forbløffende lille stykke legetøj var i stand til – jeg kan slet ikke huske det altsammen, men jeg glæder mig til at komme over og se dem bruge det.

Der er læse-lærebøger, regne-ditto, videnskab, geografi, biologi og meget, meget andet, der er udviklet til forskellige aldersgrupper, så opgaverne vokser med børnene.

Ungerne fik dimsen og bøgerne lørdag morgen, og de bestilte ikke ret meget andet hele weekenden end at slå sig ned forskellige steder og tagge, som de kalder det.
Jeg kan dog se, at der blev tid til lidt udklædning ved siden af…

Tim sendte telefonbilleder i en lind strøm hen over lørdag og søndag; med teksterne Tagging – Still tagging – Even more tagging osv, og da jeg snakkede med C i lørdags, sagde hun, at hun lod dem bare blive ved, så længe de orkede, fordi det for det første havde nyhedens interesse, for det andet var det ikke en skærm, de sad og kiggede på, og for det tredje blev de jo hele tiden klogere…
På det sidste billede nåede Aubie ikke engang ud i køkkenet til mor og Anna, inden han måtte slå sig ned på tæppet i entreen.

Nu skal jeg have fundet et par bøger til dem, som de kan få, når jeg kommer derover i uge 7.

Senere:
Nu til noget helt andet: Er det kun mig, der er dødeligt uvenner med Blogger/Blogspot for tiden?
Jeg kan ikke kommentere hos nogle af jer, der bruger det (men det er nu nok kun de af jer, der ikke er vendt tilbage til pop-up-kommentarfeltet). Billeder bliver ikke vist. Hvis jeg vil kommentere via Diskus, sker der ikke en s…
Ofte kommer beskeden ‘Kan ikke vise siden’.
Det er således ikke fordi, jeg ikke gider kommentere hos jer, men det er søreme ikke altid nemt…

Traumet ved at blive født for sent

Aubrey fylder fem år i dag.
Anna fyldte seks år i lørdags.
Kun et år og en uge er der mellem dem – ikke helt med vilje, men sådan kan det jo gå.
Tiden fra Anna var et lille halvt år til Aubrey selv kunne gå, var lidt hård for Charlotte, men det blev nemmere og nemmere, og i dag er hun meget glad for, at de er pseudotvillinger, som det kaldes, når der er mindre end 18 måneder mellem søskende.
Selvfølgelig er der konflikter – det er der vel altid blandt søskende – men den glæde, de normalt har af hinanden, opvejer det så mere end rigeligt.

Det, der brød ud fredag d. 6. januar; altså dagen før Annas fødselsdag, havde ingen af forældrene dog set komme:
Aubie begyndte at græde og var dybt ulykkelig over, at det altid var Anna, der havde fødselsdag først. Drengen gik fuldstændig i selvsving og var aldeles utrøstelig.
Charlotte forsøgte sig med alt muligt, men han var uden for pædagogisk rækkevidde.

Til sidst sagde hun, nærmest i desperation: “Sig mig … skal jeg proppe dig ind i min mave igen? Jeg tror faktisk ikke rigtig, du kan være der mere.”
Aubie holdt op med at græde.
”Hvad ville du lege med derinde? Der vil være meget mørkt hele tiden.”
Han kunne ikke lade være med at smile.
”Du er godt klar over, at hvis du skal have fødselsdag før Anna, så skal du være derinde i næsten et helt år, inden du kan komme ud igen? Du vil virkelig komme til at kede dig i al den tid, for du er nødt til at ligge helt stille.”
Større smil.
”Og uanset hvor meget du brokker dig, får du altså ikke nogen biler med ind i min mave. Det vil kilde alt for meget, når du kører med dem!”
Så kapitulerede Aubie og grinede højt – krisen var overstået.

Charlotte fik den tanke, at der måske var et eller andet galt, som Aubie slet ikke var i stand til at formulere. Hun tænkte over det og foreslog ham, at i stedet for at invitere de samme gæster som til Annas fødselsdag, kunne de invitere nogle andre, så dagen ville blive en helt anden end den, Anna havde.
Tims mor og mand bor i samme landsby og er derfor altid med til begge fødselsdage, hvorimod Tims far og kone bor en hel del længere væk, og da de lige har været sammen i julen, har de ikke været med til børnefødselsdagene før, fordi de hellere vil fordele børnebørnsgoderne lidt mere hen over året. De blev så alligevel inviteret denne gang og sagde jatak – selv Tims gamle farfar på 91 år ville gerne komme.
Det gjorde en forskel for Aubrey, så C havde nok haft ret i, at der var noget, han ikke havde kunnet formulere. Han var 100 % glad igen og var et stort smil, da det gik op for ham, at hans fødselsdag vil blive anderledes end Annas.
Og hun, som troede, hun gjorde det så godt, fordi hun aldrig har villet slå fejringen af deres fødselsdage sammen … det havde måske i virkeligheden været bedre …

Lige inden Annas fødselsdag sendte jeg, blandt andet, et fint dansk bordflag over til dem. I lørdags var Aubie ikke helt tilfreds med, at flaget skulle stå lige foran Annas plads ved spisebordet, men han har heldigvis en meget large storesøster, som ikke havde noget imod at lade det stå midt imellem dem.

I dag var der sjovt nok ikke noget forkert i, at det skulle stå lige foran Aubreys plads ved bordet … mente Aubie …
Sådan kan der også være forskel på at blive fem og seks år.

Alle på rette plads?

Møgvejr i dag. Ikke så koldt, men med mere regn end lovet, så det var for det meste indevejr.
Ungerne insisterede dog på at komme ud og lege i regnen. De hyggede sig en lille times tid, men kom så meget våde ind. Dvs. flyverdragterne var kun våde udvendig, men Annas hår var drivvådt, fordi hun ikke ville bruge hætten, og hænderne hos begge var som is, så der skulle gøres noget NU, hvilket blev til at:

Nogen ser Cars 2 og råhygger, så det nærmest driver ned af væggene.

Andre lægger en kabale – skæver ind imellem lidt over til den øvrige familie – eller på filmen under de særligt morsomme episoder.

Nogen snupper lige opvasken – og denne ‘nogen’ ved godt, hvordan man gør … men har også øvet sig meget  

Og den sidste? Hun tager da billeder!
Så alle er på rette plads.

(Senere gik Moder i køkkenet, men det gider vi ikke se billeder af.)
Sidste aften skal nydes ekstra. Hyg jer derude – det gør vi.

Hverdag igen. Sådan da…

Det er hverdag, men ikke så meget hverdag, at vi har været på arbejde – i hvert fald ikke det, man får løn for at udføre, men John og jeg har været ude og savet lidt brænde, mens Tim, Charlotte og børnene legede, fotograferede og nød livet denne solrige og relativt ganske lune dag.
Vi trængte i den grad til at få rørt os, så der blev gået til den med det brændesaveri.
Selv om det er den kedeligste årstid at være her på, nyder Charlotte mere og mere at være heroppe. Mens far levede, ville hun aldrig hertil, fordi hun var så tæt knyttet til ham (han var hendes funktionelle far de første ti år af hendes liv; indtil jeg mødte John), at hun ville have mulighed for at besøge ham hver dag, når hun var i Danmark.
Nu er det ikke længere muligt, så derfor vil de nu meget hellere til Sverige, hvor der er oceaner af udenomsplads til børnene; i modsætning til vores lille rækkehushave. Hun kan også lige så godt øve sig – det bliver jo hendes engang…

Billedet til højre er en sjældenhed – jeg ville simpelthen kunne tjene penge på det … Tim vasker op, og hvis man skal dømme efter, hvordan han gør, er det første gang, han nogensinde prøver det: Først så meget opvaskemiddel, at skummet næsten nåede loftet; derefter de snavsede tallerkener i. Så bestikket, hvorefter han fandt ud af, at vandet var ulækkert, lavede sig noget nyt, som han brugte til at vaske glassene i, for derefter stolt at erklære, at nu var opvasken klaret! At der stod et par gryder tilbage og at bordene ikke var tørret af, overså han fuldstændigt. Vi nænnede ikke at sige noget til ham – Charlotte lovede at undervise ham næste gang, hvilket blev efter frokost i dag.
Børnene elskede at hjælpe ham med at tørre af, så uanset hvor forkert det hele foregik, nød vi andre bare synet og deres smalltalk.

Dette billede er også ret sjældent. Det er nemlig en død mår, der er ved at æde vores fugle!
Svoger Hans kom hjem fra en tur og lidt efter spurgte han mig, om jeg godt kunne lide vores små fugle. Jeg kiggede lidt forundret på ham og svarede naturligvis ja. Han spurgte derefter, om jeg så ikke lige skulle have skræmt den mår væk, der sad på lur ved foderhuset.
Jeg røg som et lyn hen for at tage mit kamera og fotografere den – gennem ruden selvfølgelig, for jeg ville ikke skræmme den væk. Endnu. Skulle da lige have et billede først. En mår! Sådan en har jeg aldrig set før i levende live.
Det har jeg så stadig ikke. Svoger havde fundet en død mår ved siden af vejen og ville lave lidt grin med mig.
Det lykkedes til fulde. Ikke kun mig, men hele resten af bundtet hoppede i med begge ben og stod og kvidrede over den mår, indtil Ivan begyndte at undre sig over, at den da vist var umanerlig stille af sig…

Jaja. Hvis man ikke kan blive til andet, kan man altid blive til grin …

Til sidst en lille gætteleg helt i Piet van Deurs-stil: Hvad er det?

Det er dyrekød, der er røget og tørret. Temmelig meget af begge dele … en svensk specialitet, som vores søde nabo har foræret os et par gange. Det må være lige som det tørrede kød, indianerne bragte med sig som forråd, tror jeg. Det er så hårdt, at man næsten ikke kan skære det. Skiverne skal helst være papirtynde og næsten gennemsigtige. De viste på billedet er faktisk for tykke.
Men smagen, venner. Smagen! Utrolig koncentreret og meget lækker som en snack til fx en god øl. Eller bare som snack…
Vi får det vacuumindpakket, hvilket gør, at det nærmest kan holde sig i årevis.

Julemanden fandt os helt heromme i Sverige

Der var vel omkring en halv million gaver under det juletræ. Og ved siden af det – nogen skulle jo gerne kunne gå rundt om det…
For børnene var det nu så småt ved at blive interessant. Mens de voksne vaskede op efter julemaden, bar de tre børn gaverne ind og lagde dem under træet, hvilket erfaringsmæssigt passer meget fint rent tidsmæssigt.

Men … hvad skete? Pludselig bankede det på ruden, og udenfor stod en julemand, som beklagede, at han ikke kunne komme ned gennem skorstenen.
Ih, hvor var vi glade for at se ham, så han blev naturligvis inviteret indenfor i den lune stue.
Jeg elsker simpelthen at se på børn, der ser på den julemand, de stadig tror på i den alder. Det er bare guld værd.
Da han spurgte, om der var nogen søde og artige børn her, var der skam ingen falsk beskedenhed – tre børn råbte enstemmigt JAAHH!!!

Julemanden tog af sted igen – han havde mange flere, han lige skulle nå at besøge.
Han blev spillet af Heidis kæreste, som børnene kun ser for anden gang, og med alle de folk omkring dem lagde de overhovedet ikke mærke til, at han var væk.
Han hedder Nikolaj, og fra da af blev han selvfølgelig kun kaldt for Nikolaus…

Nogen af os fik McQueen-lego, som der skulle hjælp til at samle.

Nogen andre af os fik et McQueen-telt.

Mange af os sad og så Cars 2 i dag, og både børn og voksne grinede højt og larmende af Bumle. Det er utroligt, så stor en succes ham McQueen er blevet hos børn. Og voksne…

I dag har den stået på 100 % afslapning – selvfølgelig har vi fået os en gedigen julefrokost med alt muligt godt af alskens hjemmelavede sager, men det meste af det var præpareret hjemmefra, således at arbejdet i dag var minimalt.
Nogle spiller kort, andre spiller andre spil. Nogle ser Tims Titanic-docu. Det er ret fedt at være de første, der får lov til at se den.
Den er endnu ikke helt færdig, men det er efterhånden tæt på.
Her i juleferien sidder Tim og arbejder flittigt på at lave sine bøger om til e-bøger, så man kan købe og downloade dem umiddelbart efter premieren i april.
Hvis man googler titanic case closed, kommer der en del hits op. Dette er et link til en foromtale – det er Bedlam Productions, som for os nok er mest kendt for The King’s Speech, der står for produktionen af Titanic-docu’en.

Energiniveauet er meget, meget lavt for mit vedkommende. Jeg har ikke engang særlig mange ord i mig, hvilket er temmelig usædvanligt…
Livet er nu alligevel ikke det værste man har.