A long walk down Memory Lane

I går, da Hans faldt over skålstenen, som Aage og senere også Ragnhild kunne fortælle mig, det var, blev også mine forældres mange fotoalbum hevet frem. Det er sidste udkald nu, gården bliver tømt af Svalerne i denne uge, så nu skulle det være med de billeder.
Efter aftensmaden i går satte vi os med alle albummene og gik billederne igennem – hver af os tog, hvad vi havde lyst til at plukke; de to andre enten nikkede et okay til det, eller, i sjældnere tilfælde, sagde en eller begge, at det billede kunne de også tænke sig, hvorefter det blev lagt i en bunke til senere kopiering.
Den bunke blev ikke så stor, da vi hver især logisk nok var intereseret i billeder, der havde mest tilknytning til den pågældende selv, men der var selvfølgelig overlap, så at sige.

Åhhh, hvor vi mindedes alle tre. Sammen og hver for sig.
Jeg hev selvfølgelig de fleste billeder af Charlotte og mig sæ’l ud af deres sammenhæng.
Til højre og herover ses et bevis på, at jeg har været slank. Suk. Det var dengang. Det var lige til for omkring otte år siden.
Charlotte med gårdens nye føl – jeg har på fornemmelsen, at C har lånt sin mosters ridestøvler … og hmmmm … jeg er vist også stukket i lånte træsko på billedet til højre.

Charlotte lidt ældre; nu med egne ridestøver og forfremmet til at måtte have ansvaret for sin kusine Heidi, mens denne sad på Charlottes Welsh Mountain pony. Nu har den små Heidi selv en lille baby …

Det er nu superhyggeligt at kigge tilbage i tiden på denne måde.
Der var masser af billeder af far fra hans mange år som en af byrødderne i vores kommune – der var billeder fra de mange fester, der i tidens løb er holdt enten på gården eller i lejede lokaler – der var billeder fra nogle af ferierne i min ungdom og mine søstres barndom; ikke så mange, for der tog far mest lysbilleder. Disse har Bodil taget med hjem for at sortere – et kæmpe arbejde, men det haster jo ikke.

Min egen billedstak blev omkring tre cm høj. De skal nu scannes, så jeg selv har dem elektronisk; papirudgaven får Charlotte,når jeg er færdig med at scanne. Jeg er startet, som det jo tydeligvis fremgår af indlægget her, men det er lidt af et tålmodighedsarbejde, hvilket ikke er min stærkeste side.

Vi runder af med mors 75-års dag i 2000, hvor vi kun var familien, og fars 85-års fødselsdag i 2005, hvor vi var omkring 50, der var med til at fejre ham. Han holdt også sin 90-års dag, men det var hjemme på gården og kun med børn, børne- og oldebørn, samt en enkelt nevø; dvs. vores fætter.
Merete, højgravide Charlotte og jeg er, så vidt jeg kan se, i gang med den ansvarsfulde opgave at lægge glaskortene på, så folk kan finde deres pladser – og far vanen tro på vej hen for at tjekke, om vi havde styr på tingene …

Jeg beklager dette for alle jer totalt uinteressante indlæg, men jeg var nødt til lige at gå en tur hen ad mindernes sti – eller hvad det nu hedder på dansk. I kan være glade for, at I kun var med på en meget, meget lille del af den …

Nedtælling

Tim har lige meddelt mig, at familien er afleveret i lufthavnen, så nu varer det ikke længe før jeg begynder at følge flyet for at se, om det ankommer til tiden. Det håber jeg sandelig det gør, for de lander relativt sent – 19:35. Selvfølgelig er det ikke sent som i midt om natten-sent, men sent nok til, at børnene er trætte, når de kommer, for sådan en rejsedag har altid været frygtelig spændende for dem – både selve rejsen og heldigvis også det, at de skal besøge John og mig.
Denne gang kan de få hver en iPad at sidde med, men det ved de naturligvis ikke endnu …
De får også noget nyt legetøj, men det ved de heller ikke endnu … og dog … de ved jo godt, at vi prøver at følge med deres alder, hvilket de fleste gange har betydet, at der ligger et eller andet nyt og venter på dem.

Alle sengene er redt, huset er muget ud, der er påskeliljer i vaserne og vintergækker i haven; maden til i morgen, hvor vi skal mødes på gården, er købt ind. Søster lægger plads til; jeg lægger mad til.
Med andre ord: nu må klokken gerne blive halvotte …

Man kan jo altid tage et par dyster Quiz Battle (selv om Jørgen ikke kan lide ordet battle – hvad jeg nu godt forstår i den sammenhæng, han har oplevet det blive brugt) for at slå tiden ihjel.
For lidt siden blev der spurgt til året, hvor Titanic forliste. Se, det har vi jo efterhånden helt styr på her i familien.
Dette fører mig tilfældigvis (!) frem til dagens praleri: Tim har for nylig fået en mail, som han videresendte til mig, og som i uddrag lyder:

Dear Tim
Smithsonian are putting us forward for an Emmy which is fabulous news, however we need to gather some information to help them with their application.
Would you be able to assist us with this by writing 300 or so words on creative decisions/processes/challenges faced in the researching of Titanic? It really doesn’t have to be long at all as will be collated by Smithsonian and made into a one page doc.
The great news is that you will be put forward in to the Research category for the Emmys so if you could focus upon the research aspect that would be fabulous.

Da jeg nærmest løb over af begejstring, stolthed og lykønskninger, var hans lakoniske svar:
Well – probably won’t even get nominated, but it’s nice Smithsonian putting me forward…

Så bliver han da heller ikke skuffet.
Uanset hvad, synes jeg bare, det er vildt godt, at nogen overhovedet har fået tanken – jeg opfatter det som en stor kompliment til hans forskning i sagen og til dokumentaren Titanic: Case Closed, der kom ud af det.

Den knækkede er rettet ud igen

I starten af december blev vi kaldt på hospitalet, hvor Pernille var indlagt til observation for epilepsi.
Lige inden nytår var alle svar på alle undersøgelser indløbet, og diagnosen var klar: det ER epilepsi og det er åbenbart ganske almindeligt, at manio-depressive på et tidspunkt også får epilepsi – noget med omkring 20 % af dem, hvilket lyder som ret mange, hvis jeg ellers husker rigtigt.

Pokkers, sgu og meget mere negativt, tænkte vi – og talte om. Hvor er det altså synd for Pernille.

I aftes var vi – og kæresten og en veninde – inde hos Pernilles mor og dennes mand – den ‘unge’ dame blev 37 år, men hun har det ikke altid lige nemt med det med mad og gæster – og da sikkert slet ikke med den nye diagnose, tilføjede jeg i mit stille sind. 
Jeg var lidt spændt på at se, hvordan hun har taget denne nye situation – et er at tale i telefon, noget andet er at se hende i virkeligheden … man kan læse meget i øjne og kropssprog.
Stor og glædelig var overraskelsen derfor, da vi mødte en ægte glad og optimistisk kvinde!
Hun har fået en helt ny medicin, der både virker på den ene og den anden sygdom. Det har man åbenbart udviklet, netop fordi disse to diagnoser så ofte hænger sammen.
Og medicinen virker rent faktisk på begge dele – hun har ikke haft så meget som det mindste optræk til hverken det ene eller det anfald efter start på medicinen.
Det, hun gennem meget lang tid har troet var angstanfald, har været en del af epilepsien, kunne neurologen fortælle hende, hvilket hun er temmelig lettet over – selv om det måske kan lyde underligt i vores ører.
Jeg forstår det sådan set godt … hendes angstanfald var tiltaget temmelig voldsomt i hyppighed gennem de seneste måneder, hvilket naturligvis havde bekymret hende … var den medicin hun fik, ikke god nok/tilstrækkelig længere? Var hun på vej ud i et nyt, sort hul?
Det hele kulminerede så i december med de voldsomme krampeanfald, som satte gang i undersøgelserne.

Så jo: man kan faktisk blive helt lettet over at få stillet diagnosen epilepsi …

Livet er ikke for de knækkede

Det har været et par rigtig dumme dage.
I dag, på en i forvejen travl dag, spildte jeg en times arbejde, fordi en kollega havde kvajet sig. Det er godt nok sådan noget, der sker ind imellem for os alle, så det skal hun ikke høre noget for – det er bare typisk, at det kommer, når man i forvejen har småtravlt.
Småtravlt havde jeg, men det var desværre helt min egen skyld … et resultat af ren og skær glemsomhed. Sådan kan det gå, når folk er så flinke at give mig laaang tid til løsning af en opgave – i dette tilfælde to oversættelser, som jeg havde haft en hel måned til. “Ork”, tænkte Ellen; “jeg har oceaner af tid”.
Hvem vågnede i nat og kom i tanke om de forb……. oversættelser? Gæt engang. Holdnuop, hvor fik jeg travlt, da jeg endelig nåede på arbejde. 17 sider giver altså en sjat ord, og der ligger et andet dokument på 12 sider og venter på mig. Jeg skal være færdig med dem, inden jeg rejser til UK på tirsdag.
Det bliver jeg også, men jeg er lidt sur på mig selv – samtidig med, at jeg er ret lettet over, at jeg overhovedet kom i tanke om dem.

Jeg skrev ‘endelig nåede på arbejde’, fordi Johns taxa ikke kunne starte i morges. Den var så effektivt død, at vi måtte vente et helt kvarter på, at min lille bil fik ladet den store vogn så meget op, at den ville starte; selv med kabler på. Den var så død, at han ikke kunne sætte den i neutral, så vi kunne skubbe den langt nok ud til, at kablerne kunne nå, så jeg måtte op på fortovet for at komme hen til hans taxa. Der var ikke for meget plads, slet ikke med alt det sammenskrabede sne … det kunne ikke have ladet sig gøre med en større bil end min.

Det var i dag. Den var det rene vand mod dagen, eller rettere aftenen, i går.
Da jeg kom hjem, var John allerede hjemme, hvilket er totalt uhørt kl. 16.30. Han gik bare og ventede på min ankomst, for han ville gerne have mig med ind på Glostrup Hospital, hvor hans datter var blevet indlagt efter at have haft så voldsomme kramper, at hendes mor, som hun heldigvis var hjemme hos, ikke troede, hun ville stå dem igennem. Hendes ellers yderst kompetente oversygeplejerskemor gik nærmest i panik, da det skete, men som jeg sagde til hende i aftes, er det vel fuldstændig naturligt, at mor træder i forgrunden og professionaliteten i baggrunden ved at se sin datter i svære kramper og med fråde ud af munden. Bare tanken, altså!

Pernille fik et ret voldsomt anfald igen mandag morgen og skal nu igennem hele maskineriet for at blive gennemgående undersøgt for epilepsi.
Det var simpelthen lige, hvad der manglede. Bare træd på en, der ligger ned. Hun har i forvejen en bipolar lidelse; også kendt som det at være manio-depressiv, og som hun er blevet en meget ung invalidepensionist på grund af. Hun var en af de fire piger, vi så i tv, som havde forsøgt at begå selvmord; hun er kommet langt, siden det var rigtig slemt, men rask er hun ikke.

Og nu dette. Det er ikke i orden. Sgu. Det har hun overhovedet ikke brug for … i værste fald må hun ikke køre bil i et halvt år, og i alle tilfælde må hun ikke, så længe hun er under udredning. Hun bor så langt ude på landet, at kragerne ville ryste opgivende på hovedet og nægte at flyve så langt for at vende; hun har otte kilometer til sin elskede hest, og den offentlige tranport er stort set ikke-eksisterende. Man kan godt cykle otte kilometer fire gange om dagen, ja, men det er altså sjovest i sommerhalvåret. Hun kan sagtens bo hos sin mor eller hos os i en periode, men hvad så med hesten?
Hun gik helt i sort, da hun fik beskeden (både hendes far og mor med deres respektive ægtefæller var til stede), så vi måtte vride hjernerne for at finde alle argumenterne frem for, at det nok skulle gå altsammen. Ingen bil, og måske heller ikke motorcykel, når sæsonen for den slags udfoldelser kommer igen, men dette sidste er nok det mindste problem.

Stakkels, stakkels pige. Jeg håber virkelig ikke, hun har fået epilepsi oven i det andet, og den første CT-skanning viste da heller ikke noget, men hvis ikke det, hvad var det så, der skete? Hun får for en sikkerheds skyld epilepsi-medicin og skal nu igennem MR-skanning og EEG. Hun er bange, hun er syg og verden er skidehamrende uretfærdig. Pardon my French. Som Dreimädchen 1 altid har sagt: “Livet er ikke for de knækkede”.

Skatteøen

Det har blæst en del med fralandsvind, så vandet havde trukket sig tilbage og dermed afdækket en stribe øer i så kort afstand fra stranden, at far og mor kunne vade derud uden at få vand i støvlerne. Børnene kunne selvfølgelig bæres.

Der er godt nok ikke så mange palmer på øerne, og vi har på fornemmelsen, at man hurtigt ville komme til at kede sig en anelse, for her er meget øde.
Ikke desto mindre er det en skatteø, for Tim gravede noget op af sandet, som skulle med hjem og undersøges nærmere.

At skatten blev købt, da Tim var i Texas for kort tid siden, er sagen aldeles uvedkommende.
Hjemme blev voksdugen lagt på bordet, og så skulle der ellers graves efter skatten.

Lidt efter lidt afsløredes skattene. En sølvmønt. Lidt senere dukkede en guldmønt op. En vaskeægte skattekiste, der viste sig at indeholde skinnende juveler. Der dukkede sørøversabler frem … der var i det hele taget masser af skatte i den lille bunke hårdtpresset sand.

Der var oven i købet en terning! De var virkelig fremme i skoene, de gamle sørøvere.
Det blev så spændende, at Aubrey endte helt oppe på bordet under udgravningerne.
Når hele skatten var gravet ud, havde man samtidig fundet frem til remedierne til at spille et skattespil.
Jamen er det ikke fantatisk, hvad man kan finde på Norddjurslands kyst? Forsteninger, go home – det her var mindst lige så godt.

Charlotte og Pernille fik genopfrisket fordums barndomstiders go’e gammeldaws kortspil med rigtige kort.
Vi grinede lidt af, at på en familieferie i dag sidder man med hver sin smartphone, iPad eller pc og spiller hver sit computerspil – ikke meget samvær over det, bortset fra, at man sidder i samme rum. Det besluttede de to damer at lave lidt om på.

Charlotte fik også lært Anna at spille Rommy eller 500, som nogle kalder det.
I starten spilles med åbne kort, så mor hele tiden kan fortælle om strategier og regler. Jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt Anna stadig er lidt for lille til at lære spillet, men skam få hende mormor her – barnet fangede det hurtigt og syntes, det var sjovt at spille med rigtige kort.

I dag er sidste dag og i aften er sidste aften – englænderne kører i morgen efter morgenmaden. Pernille blev kørt til 888-bussen ved middagstid. Tiden er bare fløjet af sted. 
Jeg forstår ikke, hvordan jeg sommetider kan synes, at tid kan snegle sig af sted. Den må simpelthen gå hurtigere her i Jylland end på Sjælland. Det passer … selv blogtiden var foran, måtte Inge gøre mig opmærksom på …

Kattegatcentret

Kattegatcentret er for børn i alle aldre … fra 3 til 90 år. Der blev studeret og der blev rørt ved alle mulige fladfisk og rokker, der blev gyst over hajerne og sagt nåårrrh til søhestene.
Nemo blev fundet og Dory blev genkendt – men det har hun glemt igen for længst.
Sæler blev fodret – det gjorde hajerne også; lige som alskens slags fisk i det store oceanarium, som blev fodret med en dykker. Nånej. Af en dykker. Der stod, at der var dykkerfodring klokken 13, så vi måtte absolut hen og se, om det var af eller med …
Endelig kunne det jo også være en dykker, der blev fodret – mulighederne var mange.

Legen Fang en Fisk var populær hos alle fra morfar til Aubrey. Man scorede pluspoint på de grønne fisk og minuspoint på at nedlægge de røde, som kunne være fx hajer eller tun. Hvis man klikker billedet større, kan man se John i en ualmindelig slank og orange udgave på skærmen. Man kan slå fisk ihjel ved at nikke til dem, slå til dem med hænderne eller sparke ud med fødderne. Det var vildt underholdende, og alle andre end Pernille og undertegnede stod efter tur og sprællede og slog, hoppede og bukkede sig for at nedlægge de rigtige fisk.

Jeg beklager, John, men jeg er simpelt hen nødt til at vise billedet til højre, som tydeligt illustrerer, hvor højt du gik op i det. Du har vist lige fået nedlagt en af de forbudte fisk (klik evt. også dette billede større).

Det der med vejrudsigter går helt galt i øjeblikket … men på den go’e måde … i dag skulle vi ifølge sagkundskaben måske nok få solen at se, men også kun lige …
Den har simpelthen skinnet fra en skyfri himmel fra den stod op, til den gik ned – det har været så flot, så flot.

Da vi var hjemme ved tretiden, fik vi en sen frokost og kunne derefter lige nå en tur til stranden inden solen gik ned.
John fandt en sten med fem huller i, og himlen gik på små lyserøde skyer.

Nedtælling

Så gider jeg ikke skænke arbejdet så meget som en enkelt lille tanke i de næste ni dage.
Min chef rejser til Idaho, og jeg rejser til Djursland … men han skal arbejde.
Det skal jeg ikke – jeg skal bo her:

og det skal jeg frem til næste lørdag, sammen med med min mand (hele tiden), med Pernille (noget af tiden) og med disse fire (til fredag morgen):

Det fremgår tydeligt af den måde, de ser op på feriehuset på, at de glæder sig … se bare, hvor Charlotte smiler
De kørte hjemmefra i morges – de har lidt længere end vi har, men vi regner med at mødes til aftensmaden i morgen aften.

Vi skal besøge Lene – hende glæder jeg mig meget til at hilse på.
Hvad vi ellers skal se og opleve, er ikke helt fastlagt endnu – bortset fra glasmuseet i Ebeltoft og en tur til Glatved strand, hvor vi iflg. pålidelig kilde har stor chance for at finde forsteninger.
Ruth, som jeg lige linkede til, har komponeret det flotte muslingesjal, som ses her, og som jeg købte opskriften (og garnet) til på strikkefestivallen. Jeg bytter om på blåt og hvidt … det bliver superflot, gør det.

Det er altså fedt at have ferie, når de fleste andre er på arbejde …

En dag på stranden og en aften på gården

Sommeren har i voldsom grad ramt det østlige Danmark, hvilket er meget heldigt, fordi det falder sammen med fire englænderes ankomst til dette subtropiske klima. De forlod et regnfuldt og halvkøligt Wiltshire og ankommer til tropenætter her i Danmark. Lidt sjovt, faktisk, for det er bestemt ikke sådan, det plejer at være; nærmest omvendt.

I aftes sad vi ude til meget sent – og havde det varmt. I dag spiste vi morgenmad på terrassen, helt efter planen; det midterste af dagen blev tilbragt på stranden, mens Tim var ude og kajakke med min søster.

Vi ankom forholdsvis tidligt (= inden frokost), så der var både til at finde en parkeringsplads og en plads i første parket til vandet. En time senere var alt optaget, og stranden lignede et fluepapir i stadiet lige før kassation. 

Strand er godt. Også i modlys … børnene var mere i vandet end i sandet.

Sidst på eftermiddagen samledes hele familien på gården – som har svømmepøl. På’en igen med vandpjaskeriet for dem, der synes sådanne beskæftigelser er vildt sjovt.

Daddy og mommer sad på første parket og nød sceneriet. Han hoppede dog i kort tid efter; hun kastede sig over kokkeriet. Forskellige præferencer …

Der blev tilberedt lidt mad – vi spiste naturligvis ude – det var da bare et totalt fantastisk vejr. Beklager billedkvaliteten, men sådan blev billederne altså i dag. Fordi lyset var for skarpt. Der var modlys. Det var slet ikke optimale lysforhold. Det var … i hvert fald ikke fotografen, der var noget galt med …

Nogle spillede kongespil – eller hvad det nu bliver kaldt, for det har vist mange navne. Nogen tabte og havde det rigtig dårligt med det. Ik’oss’, Christian? Tab og vind med samme sind, ved du nok … men jeg ved kun alt for godt, at det er svært at være skidesur, når man vinder!

Hjemme klokken 22 – med sultne børn. Er I sultne?? Igen??? Så sent? Jamen okay da – der har også været gang i dem stort set uafbrudt siden kl. 9 i morges … så skal man jo blive sulten ind imellem.

Nu sover de alle. Jeg sidder ved pc’en og skriver … prøver at blive ajour med dagens indlæg, men det når jeg nok ikke helt. Beklager, men der er andre prioriteter lige i øjeblikket.
I morgen skal vi i Tivoli.

De skønne børn

Denne gang er det hverken mit barn eller mine børnebørn, det handler om, men en kollegas lille dreng på seks år.
En kollega, som jeg indtil i går kun kendte af navn, men som jeg kom til at spise frokost sammen med, fordi vi har fælles bekendte. Det er altid hyggeligt at møde ’nye’ kolleger på den måde, så frokosten blev lidt lang, men pyt – vi har stadig lidt feriestemning tilbage.
Vi sad og snakkede om, hvor meget man mere eller mindre bevidst egentlig bringer med sig videre fra sin egen barndom af både godt og skidt.
Helt naturligt drejede samtalen over i børns umiddelbarhed, deres skønne bemærkninger og tro på stort set alt; indtil en vis alder.

Philip, som må være en skøn far at have, fortalte, at han bl.a. havde viderebragt sin egen barndoms månevand.
Månevand er noget, man kun oplever ved fuldmåne, hvor månen leverer en speciel flaske fyldt med vand. Far har fortalt søn om dette meget specielle vand, som kun særligt udvalgte børn får, og det kun, hvis de har været søde. Når man drikker dette vand, bliver man modig og stærk som en okse.
Philip har fundet en meget speciel, blå flaske til formålet, og når lille Oliver opdager den uden for hoveddøren morgenen efter fuldmåne, kan han næsten ikke få drukket vandet (som selvfølgelig er ganske almindeligt postevand) hurtigt nok: “Årh far, det smager altså rigtig godt – kan du ikke også se, hvordan mine muskler bliver større?”
Han er fuldstændig overbevist om virkningen, knægten, og han er sågar begyndt at lægge mærke til månefaserne og gøre opmærksom på, at nu er det vist ved at være tid … “Er det ikke spændende, om der også kommer månevand denne gang, far?”, så Philip risikerer heldigvis ikke at glemme månevandet.

Jeg fik også historien om nissen. Olivers tro på julemanden er så småt ved at blegne (sidste gang havde han Olivers fars sko på … meget mistænkeligt), men nisser er han fuldt og fast overbevist om, eksisterer.
Til hjælp til bevarelse af denne uskyldige barnetro har Philip indkøbt en dukke i en passende nissestørrelse. I december kan Oliver somme tider om morgenen finde nissens fodspor i mel på gulvet inde på sit værelse. Andre dage er der andre tegn på nissebesøg; de fleste af dem meget almindeligt anvendt i børnefamilier, men denne var ny for mig (her skal lige indføres, at familien flyttede til den nuværende bolig sidste år, hvorfor julen 2011 var den første i kvarteret):
Det kvarter, hvor man en tidlig morgen med nyfalden sne kunne opleve Philip gå foroverbøjet; med meget spredte ben, på stien fra huset til fortovet og videre ud på samme, holdende en nøgen dukke, som han tilsyneladende var ude at gå morgentur med.
Det må have været et kosteligt syn, og selvfølgelig så en af de forholdsvis nye naboer Philip … som hilste aldeles uanfægtet på manden og fortsatte med sit forehavende med at levere ‘beviser’ på, at nissen havde været på besøg om natten. Nissen havde også anvendt familiens bil til et lille hvil, kunne man se på de små fodspor på kølerhjelmen, op ad forruden og på det tydelige aftryk af en nuttet lille numse oppe på bilens tag.
Oliver hoppede og dansede af begejstring over dette besøg.

Engang, far og søn havde været ud og motionere ved at tage sig en rigtig herreløbetur, sagde drengen forpustet, da de nåede hjem igen: “PYYYha, far – nu er jeg altså helt udløbet!”

Billederne er gårsdagens himmel umiddelbart før og efter et kraftigt torden- og regnvejr.

Endnu en fuglehistorie

Denne gang ikke selvoplevet, så der er ingen billeddokumentation.
En af mine kolleger, Karina, dukkede ikke op på det tidspunkt, vi forventede, og da klokken blev over 10, begyndte vi at tale om ikke vi skulle ringe til hende og høre, om der var noget galt. Lige inden vi blev enige om, at nu gjorde vi det, kom hun. Skumlende.
Hun var blevet holdt som gidsel af en svanefamilie!
Da hun havde afleveret datteren i SFO’en og skulle videre mod jobbet, var der en Hr og Fru Svane med fire unger, der havde slået sig ned mellem hendes og en anden mors bil.
Karina gik hen mod døren og forsøgte at bilde sig selv ind, at det nok var lige som med hunde: Man skal bare ikke vise frygt. Det var vist ikke helt nok, for de to voksne svaner gjorde sig meget store, baskede med vingerne og hvæsede meget højt af Karina.
Nu kom føreren af den anden bil – hun kunne heller ikke komme ind. Jeg kender ikke de aktuelle parkeringsforhold, men K sagde, at højre side holdt op mod en hæk, så der var ikke andre veje ind i bilen end den spærrede. Den anden kvinde forsøgte sig også, men svanerne var simpelthen for aggressive.
Der kom ikke rigtig flere, for klokken var blevet over 9, så de to kvinder stod bare der og kunne se på de seks svaner, som absolut ikke havde i sinde at flytte sig – guderne må vide hvorfor … det var et absolut fjollet sted at slå sig ned. 
De stod der lææænge, men var enige om, at de da måtte flytte sig af sig selv på et tidspunkt.
Men så kom Falck. Det måtte være pædagogerne på SFO’en, der havde ringet, for ingen af de to damer havde tænkt så langt.

Falckfolkene var noget mere modige; gik bare hen og tog svanerne uden flere dikkedarer, og selv om de hvæsede voldsomt, skete der åbenbart ikke mere ved det. To minutter efter kunne de to damer køre på arbejde – ventetiden havde varet omkring tre kvarter.

Selv om vi grinede af historien, var vi alle enige om, at vi havde reageret på samme måde, for ingen af os havde turdet give sig i kast med to forældresvaner – enhver ved jo, at de ikke er til at bide skeer med, sådan nogle … de er altså store – nåede Karina til midt på livet, da de stod der og rakte hals og hvæsede og truede.

---

Billedet er fra min søster Bodils og svogers sted og viser 70 % af deres heste – det er et skønt sted, de bor, men jeg er ikke misundelig – gad ikke have 10 heste, tre hunde og en kæmpehave plus 2 x 1 fuldtidsjob.
Jeg var forbi dem i dag for at aflevere nogle ting, de skal have med i bilen, når de kører til England om kort tid og bl.a. besøger Charlotte og Tim.

De sidste hestebilleder viser en meget ung Charlotte i situationer, som førnævnte Bodil har foreviget – sådan noget ville jeg slet ikke vide noget om – C gik nemlig tit ind under hesten for at komme om på den anden side – eller lige bag om den …
Heldigvis vidste krikken, at det var et barn, og at man derfor skulle være forsigtig, for den stod altid bomstille, når C var i nærheden. Påstod Bodil …
Og barnet kunne ride, før hun kunne gå. Sådan da …

Agurke- og ferietid

Dagen har ikke været præget af de store og epokegørende begivenheder, men en lang og hyggelig snak hjemme hos Mia, hvor jeg skulle hente den tidsskriftholder, jeg havde sat mig på blandt de varer, hun har sat til salg på QXL. Vi fik os en lang snak om England (selvfølgelig), om autocampere, om Brügge og om så meget andet – jeg var forbavset over, at der pludselig var gået 1½ time, men tiden flyver som bekendt i godt selskab.

På min internetfærden i dag faldt jeg over denne annonce:

 

Ih hvor er I seriøse … der er fem trekanter, og se da lige at få fjernet det ekstra k …
(Det er agurketid, sagde jeg jo …)

I Brugsen købte jeg et par blade, jeg vil sende over til børnebørnene, så de har lidt nyt til den lange køretur til Provence om en måneds tid. For mine medlemspoint har jeg købt en dvd-afspiller til bilbrug (med to skærme), så der i krisesituationer kan sættes en dvd på til adspredelse for ungerne og afslapning for forældrene.  
Ikke fordi de er så umulige, som jeg måske får det til at lyde her – det plejer faktisk at gå meget godt, men det er en lang tur, og Aubrey når sandlynligvis at spørge op til flere gange: “Are we nearly there?”
Dette specifikke spørgsmål stammer fra, at forældrene engang; efter 10000 afarter af spørgsmålet “are we there soon?”, i utvetydige vendinger forklarede børnene, at lange ture tager den tid, lange ture tager; de skal ikke spørge mere, og de skal nok få at vide, når de er tæt på at være fremme; “… when we’re nearly there … “

På det ene af de indkøbte blade var der en advarsel på bagsiden:

Små dele? Kvælningsfare??? Der er ikke så meget som et klistermærke i … hæftet indeholder udelukkende sider med opgaver af varierende art – og i øvrigt vil ingen af dem kunne løses af børn under tre år. Okay – måske den, der hedder Hvem får først øje på en grøn lastbil? Men anden del af samme opgave lyder Hvem får først øje på et elektronisk vejskilt? Den kan en toårig vist ikke klare.

Nogle vil måske synes, at en lang biltur med to børn på fem og seks år er at bede om problemer, men da de første gang forsøgte sig med en tur til SoundOfMusic-land (som Østrig stadig hedder) og Venedig for to år siden, gik det over al forventning, og selv om Aubie altså kun var 3½ år, kan han huske en del fra den ferie. Jeg har flere kolleger med mindreårige børn, som hvert år kører til Sydfrankrig og Italien; også uden de store sværdslag undervejs (jaja – det er altså ikke børnene, der kører, selv om grammatikken mere end antydede det).
Jeg havde C med i bil til Skotland, da hun var 2½ og til Jugoslavien (som det hed i 1980), da hun var 3½. Det gik fint. Børn er sjældent en hindring for ret meget – man skal bare tænke lidt anderledes og måske lidt kreativt, så får alle en god ferie – man kan sagtens tage hensyn til alles interesser undervejs. 

Melder alt vel fra den lille landsby

Alt gik glat også denne gang – vejret er upåklageligt, men det er kun en stakket frist. Fra i morgen og en uge frem skulle det blive regnvejr. Bad timing …

Da jeg steg ud af bilen, faldt mit øje på den nye bænk, der stod foran køkkenvinduet.
”Det er vores nye zen-bænk!”, sagde Charlotte; “dvs. faktisk er det et kasseret, halvt højbed – den anden halvdel står på den anden side af huset. De gæster, vi havde i sidste uge, var meget imponerede over, at vi havde købt sådan en Zen-bænk, for de havde lige set dem til 950 pund. Jeg sagde, at de da sagtens kunne købe vores for 400 pund – langt under halv pris, men det ville de så alligevel ikke. Desværre”.
Det smilede vi en del over. 950 pund for sådan en bænk er vel lige i overkanten, mente vi.

Ellers ikke så meget at berette endnu – der bliver leget med legoklodser i stor stil … det var virkelig et hit med alle de forskellige basisklodser.
Charlotte blev glad for bl.a. Moderne Mama, en Dirch Passer-samling og Landmandsliv. Hun (og børnene) elsker de gamle, danske syngespil som denne, Frk. Nitouche og tilsvarende. De bliver sat på, når hun hun sidder og syr – ren honning for sjælen, siger hun. Man er dog aldrig nået til Morten Korch …

I morgen skal Tim og Charlotte til Ascot. Forhåbentlig ikke i øsende regnvejr … Jeg skal være barnepige – et job, jeg alt for sjældent får det privilegium at bestride. Vi skal have pandekager med mommers hjemmelavede jordbærsyltetøj på. Hamrende upædagogisk mad, men det må man godt denne ene gang.

Gang i butikken

Charlotte har fået lidt gang i sin butik – jeg måtte derfor med ind på hendes værksted og kigge hende lidt over skuldrene for at se, hvad hun har på ginen.
Dette indlæg kan forståeligt nok snildt blive opfattet som praleri, og det er det selvfølgelig også lidt, men det er nu mere ment som et fattigt forsøg på at beskrive et håndværk … jeg er nemlig meget betaget af godt håndværk, uanset af hvilken art det måtte være … det at se ind bag arbejdet; se teknikkerne osv. er altid spændende. Synes jeg.

Collagen fortæller det meget kort:
Man starter med at have en ide. Så tager man et stykke stof og prøver at få det formet omkring en gine (midt i billedet) og få det til at se ud som den ide, der var inde i hovedet.
Derefter tegner man et mønster op på noget dertil indrettet stof (øverst t.h.), klipper og prøver igen på ginen (øverst t.v.) – og håber skidtet passer. Ellers rettes det til. Når mønstret passer 100 %, klippes det ud i det stof, modellen skal være i.
Ries sammen. Prøves. Rettes til, men forhåbentlig er det nu kun småting. Sys sammen.

Til en kunde er der oftest to prøvninger undervejs – plus selvfølgelig afleveringsopgaven. Som indledning har der været dialoger og tegninger, så kunden og C er enige om, hvad udkommet skal blive.
Det tager omkring 10 arbejdsdage at lave en kjole og en jakke (efter de førnævnte indledende øvelser), som fx sættet på billedet nederst t.h. Er der så noget at sige til, at skræddersyet tøj koster, hvad det koster?
Ét sæt skal tjene en halv månedsløn hjem – og lidt til, for materialerne skal også betales, og de gode stoffer er bestemt ikke billige…

Den lyseblå frakke-ting har en hjemmelavet knap i samme stof.
Og man sætter skam ikke bare trykknapper i … ikke før man har betrukket dem med det samme stof som foret.

C har en forbindelse, der vil forsøge at skaffe hende en vis nygift, royal, meget smuk ung kvinde som kunde. Det ville være årets scoop, må man sige – ville åbne store muligheder.
Det er bare sådan, at hvis det skulle lykkes, må jeg overhovedet aldrig nogensinde nævne det med ét ord – det hedder 100 % diskretion, hvis man får sådan en tjans, så dette er den eneste mulighed for mig at bare antyde det … det, som jo altså på ingen måde er sket endnu … men ih, hvor er det altså spændende. Og I må ikke nævne navne, hvis I skulle finde på at kommentere dette, tak

Det er lidt pudsigt: jeg syr patchworkvægtæpper og lignende, og C kan overHOvedet ikke forstå, at jeg gider – det er DØDkedeligt og meget omstændeligt i hendes øjne.
C syr tøj, og jeg kan overHOvedet ikke forstå, at hun gider – det er DØDkedeligt og meget omstændeligt i mine øjne.

Vi er mor og datter; vi tænker ikke helt ens, men vi respekterer hinandens håndværk.

Alle på rette plads?

Møgvejr i dag. Ikke så koldt, men med mere regn end lovet, så det var for det meste indevejr.
Ungerne insisterede dog på at komme ud og lege i regnen. De hyggede sig en lille times tid, men kom så meget våde ind. Dvs. flyverdragterne var kun våde udvendig, men Annas hår var drivvådt, fordi hun ikke ville bruge hætten, og hænderne hos begge var som is, så der skulle gøres noget NU, hvilket blev til at:

Nogen ser Cars 2 og råhygger, så det nærmest driver ned af væggene.

Andre lægger en kabale – skæver ind imellem lidt over til den øvrige familie – eller på filmen under de særligt morsomme episoder.

Nogen snupper lige opvasken – og denne ‘nogen’ ved godt, hvordan man gør … men har også øvet sig meget  

Og den sidste? Hun tager da billeder!
Så alle er på rette plads.

(Senere gik Moder i køkkenet, men det gider vi ikke se billeder af.)
Sidste aften skal nydes ekstra. Hyg jer derude – det gør vi.

Hverdag igen. Sådan da…

Det er hverdag, men ikke så meget hverdag, at vi har været på arbejde – i hvert fald ikke det, man får løn for at udføre, men John og jeg har været ude og savet lidt brænde, mens Tim, Charlotte og børnene legede, fotograferede og nød livet denne solrige og relativt ganske lune dag.
Vi trængte i den grad til at få rørt os, så der blev gået til den med det brændesaveri.
Selv om det er den kedeligste årstid at være her på, nyder Charlotte mere og mere at være heroppe. Mens far levede, ville hun aldrig hertil, fordi hun var så tæt knyttet til ham (han var hendes funktionelle far de første ti år af hendes liv; indtil jeg mødte John), at hun ville have mulighed for at besøge ham hver dag, når hun var i Danmark.
Nu er det ikke længere muligt, så derfor vil de nu meget hellere til Sverige, hvor der er oceaner af udenomsplads til børnene; i modsætning til vores lille rækkehushave. Hun kan også lige så godt øve sig – det bliver jo hendes engang…

Billedet til højre er en sjældenhed – jeg ville simpelthen kunne tjene penge på det … Tim vasker op, og hvis man skal dømme efter, hvordan han gør, er det første gang, han nogensinde prøver det: Først så meget opvaskemiddel, at skummet næsten nåede loftet; derefter de snavsede tallerkener i. Så bestikket, hvorefter han fandt ud af, at vandet var ulækkert, lavede sig noget nyt, som han brugte til at vaske glassene i, for derefter stolt at erklære, at nu var opvasken klaret! At der stod et par gryder tilbage og at bordene ikke var tørret af, overså han fuldstændigt. Vi nænnede ikke at sige noget til ham – Charlotte lovede at undervise ham næste gang, hvilket blev efter frokost i dag.
Børnene elskede at hjælpe ham med at tørre af, så uanset hvor forkert det hele foregik, nød vi andre bare synet og deres smalltalk.

Dette billede er også ret sjældent. Det er nemlig en død mår, der er ved at æde vores fugle!
Svoger Hans kom hjem fra en tur og lidt efter spurgte han mig, om jeg godt kunne lide vores små fugle. Jeg kiggede lidt forundret på ham og svarede naturligvis ja. Han spurgte derefter, om jeg så ikke lige skulle have skræmt den mår væk, der sad på lur ved foderhuset.
Jeg røg som et lyn hen for at tage mit kamera og fotografere den – gennem ruden selvfølgelig, for jeg ville ikke skræmme den væk. Endnu. Skulle da lige have et billede først. En mår! Sådan en har jeg aldrig set før i levende live.
Det har jeg så stadig ikke. Svoger havde fundet en død mår ved siden af vejen og ville lave lidt grin med mig.
Det lykkedes til fulde. Ikke kun mig, men hele resten af bundtet hoppede i med begge ben og stod og kvidrede over den mår, indtil Ivan begyndte at undre sig over, at den da vist var umanerlig stille af sig…

Jaja. Hvis man ikke kan blive til andet, kan man altid blive til grin …

Til sidst en lille gætteleg helt i Piet van Deurs-stil: Hvad er det?

Det er dyrekød, der er røget og tørret. Temmelig meget af begge dele … en svensk specialitet, som vores søde nabo har foræret os et par gange. Det må være lige som det tørrede kød, indianerne bragte med sig som forråd, tror jeg. Det er så hårdt, at man næsten ikke kan skære det. Skiverne skal helst være papirtynde og næsten gennemsigtige. De viste på billedet er faktisk for tykke.
Men smagen, venner. Smagen! Utrolig koncentreret og meget lækker som en snack til fx en god øl. Eller bare som snack…
Vi får det vacuumindpakket, hvilket gør, at det nærmest kan holde sig i årevis.

Julemanden fandt os helt heromme i Sverige

Der var vel omkring en halv million gaver under det juletræ. Og ved siden af det – nogen skulle jo gerne kunne gå rundt om det…
For børnene var det nu så småt ved at blive interessant. Mens de voksne vaskede op efter julemaden, bar de tre børn gaverne ind og lagde dem under træet, hvilket erfaringsmæssigt passer meget fint rent tidsmæssigt.

Men … hvad skete? Pludselig bankede det på ruden, og udenfor stod en julemand, som beklagede, at han ikke kunne komme ned gennem skorstenen.
Ih, hvor var vi glade for at se ham, så han blev naturligvis inviteret indenfor i den lune stue.
Jeg elsker simpelthen at se på børn, der ser på den julemand, de stadig tror på i den alder. Det er bare guld værd.
Da han spurgte, om der var nogen søde og artige børn her, var der skam ingen falsk beskedenhed – tre børn råbte enstemmigt JAAHH!!!

Julemanden tog af sted igen – han havde mange flere, han lige skulle nå at besøge.
Han blev spillet af Heidis kæreste, som børnene kun ser for anden gang, og med alle de folk omkring dem lagde de overhovedet ikke mærke til, at han var væk.
Han hedder Nikolaj, og fra da af blev han selvfølgelig kun kaldt for Nikolaus…

Nogen af os fik McQueen-lego, som der skulle hjælp til at samle.

Nogen andre af os fik et McQueen-telt.

Mange af os sad og så Cars 2 i dag, og både børn og voksne grinede højt og larmende af Bumle. Det er utroligt, så stor en succes ham McQueen er blevet hos børn. Og voksne…

I dag har den stået på 100 % afslapning – selvfølgelig har vi fået os en gedigen julefrokost med alt muligt godt af alskens hjemmelavede sager, men det meste af det var præpareret hjemmefra, således at arbejdet i dag var minimalt.
Nogle spiller kort, andre spiller andre spil. Nogle ser Tims Titanic-docu. Det er ret fedt at være de første, der får lov til at se den.
Den er endnu ikke helt færdig, men det er efterhånden tæt på.
Her i juleferien sidder Tim og arbejder flittigt på at lave sine bøger om til e-bøger, så man kan købe og downloade dem umiddelbart efter premieren i april.
Hvis man googler titanic case closed, kommer der en del hits op. Dette er et link til en foromtale – det er Bedlam Productions, som for os nok er mest kendt for The King’s Speech, der står for produktionen af Titanic-docu’en.

Energiniveauet er meget, meget lavt for mit vedkommende. Jeg har ikke engang særlig mange ord i mig, hvilket er temmelig usædvanligt…
Livet er nu alligevel ikke det værste man har.

Vi venter stadig…

Og vi kommer til at vente længe, gør vi, for englændernes fly er to timer forsinket. Damn. Pokkers og sgu og øv for dem. Stakkels unger og stakkels dem alle.
Charlotte har ringet – de skulle have fløjet UK-tid 18:15, så nu bliver det 20:15; med landing 23:15 i Kastrup. Vente, vente, vente på kufferter og så ud og køre 160 km. Sjovt.
Jeg vil håbe den så holder, for jeg kan ikke se flyet på CPH’s hjemmeside endnu; hun fortalte bare hvad der stod på tavlen i lufthavnen.

I morges ventede jeg ikke. Jeg stod i Brugsen kl. 9, da de åbnede, for jeg gad simpelthen ikke stå i kø helt ned til bagerst i butikken for at få lov til at betale for mine varer, hvilket man erfaringsmæssigt sagtens kan risikere i dag og i morgen.

Jeg gik direkte til kassen, men der var allerede ved at være rigtig mange kunder, da jeg gik ud af butikken med mit kæmpelæs af varer.
Hjem igen for at arbejde, indtil jeg hentede Annemarie kl. 14, og så ellers af sted til Sverige, hvor vi ankom mens der endnu var så meget lys, at vi kunne se, at vores nabo havde været hurtig til at tale med ‘skovfolket’ for at arrangere at få fældet de træer, der skygger for vores terrassesol hele vinterhalvåret, og i det hele taget ikke pynter mere. Vi kunne ikke selv gøre noget ved det, for ‘Kronen’ er vores nabo og bestemmer dermed suverænt over skoven.
De var væk næsten alle de grimme træer. Tilbage står birketræerne til at drikke fugten fra jorden plus et par fyrretræer, men alle granerne ser ud til at være fældede. Herligt. Og lige så herligt med en nabo, der er så effektiv.

Huset var koldt – meget koldt. 1,7°.
Annemarie sidder stadig med masser af tøj og tæpper her klokken lidt i otte, hvor temperaturen i stuen efterhånden har sneget sig op på godt 17°.
Den første lille times tid brugte vi til at få redt alle sengene, for det giver varmen så godt at stå og bakse med at få lagt alt det sengetøj på.

Nu kan vi så bare vente. Til cirka klokken 01:30. Det er kun Annemarie og mig, der er B-mennesker, så der vil være en del trætte mennesker i morgen – men heldigt nok, at de ikke først skulle komme den 23. december.

Ventetid – vente, vente, vente…

I dag har jeg det præcis som jeg plejer, når jeg venter besøg fra England: går rundt i en slags limbo; har det lige som et lille barn, der glæder sig til noget og synes, at tiden bare snegler sig af sted.
Tid er noget underligt og meget relativt noget: en måned går mange gange hurtigere end dette sidste døgn, som har en tilbøjelighed til være kolossalt langt – dette til trods for, at jeg faktisk har mere end rigeligt at foretage mig, hvorfor tiden burde flyve.

I morgen arbejder jeg hjemmefra om formiddagen, men kører af sted ved 14-tiden sammen med søde niece Annemarie, som godt vil køre med mig til Sverige for at få et døgn mere på ødegården end hvis hun skulle have ventet på sin mor. Jeg er meget glad over, at hun vil med mig, for så har jeg selskab, indtil John og englænderne dukker op ved midnatstide … er dog ganske klar over, at det selvfølgelig også er deres selskab, der trækker mere end mit, men det er aldeles ligegyldigt – bare hun er der.

I dag var det således sidste reelle arbejdsdag, indtil det går løs igen den 29. december. Dvs. løs og løs … der er forhåbentlig ikke meget liv derinde mellem jul og nytår, men bossen kommer nok også ind, og det er skønt at have fred og ro til at gennemgå nogle ting.
I dag holdt min chef det traditionelle julestatusmøde for hele udviklingsområdet med året der gik og året der kommer; efterfulgt af gløgg og æbleskiver og gensidige ønsker om en god og fredelig (arbejdsgiver)jul.
Boss og jeg sad og gennemgik mine ‘mål’ for næste år. Det er altså helt surrealistisk efterhånden, fordi vi talte om, at når der i princippet skal følges op på dem om et lille års tid, er der formentlig kun et par måneder, til jeg stopper mit langvarige tålte ophold inden for dansk erhvervsliv … meget, meget underlig tanke.

Nå. Hul i det. Emneskift til sproghjørnet.

For et par dage siden hørte jeg en læge udtale følgende i tv: “… de børn lider af akut underernæring…”.
Kan vi få a second opinion? Er der en anden læge til stede? Kan underernæring være akut? Er det ikke bare at være godt sulten? Dette er bestemt ikke udtrykt således, fordi jeg vil gøre nar af verdens underernærede børn; slet ikke, men jeg mener bare ikke, at ‘akut’ og ‘underernæring’ hører hjemme i samme sætning – underernæring er resultatet af lang tids mangel på mad og er desværre derfor nok mere en  kronisk tilstand.

I aften fik den søde Mette Blomsterberg brændt følgende guldkorn af: “ … og så former jeg marcipanen til en snorlige kugle…”
John og jeg måtte smile meget højt. Vi var selvfølgelig godt klar over, hvad hun mente, men adjektivet kunne nok ikke have været valgt mere forkert i denne sammenhæng.

Billederne? Inge har vist skønne billeder af elefanter i København og bjørne i Berlin. Jeg kommenterede hos hende om løverne i Bath. Nu får I et par af dem, for jeg kunne ikke finde relevant illustration til indlægget, så jeg kunne lige så godt træde fuldstændig ved siden af.

De gyldne skiver på løven til højre er urskiver fra gamle lommeure.

Man bliver gammel. Ældre i hvert fald … lidt …

Man bliver aldrig klogere.
Man er evigt ung, ikke?
Jeg burde flytte det ‘t’ over foran ‘ung’… så ville det vist passe lidt bedre.

Da Charlotte var 16 og jeg dermed 39 år ung, var vi på campingtur med et vennepar … Charlotte havde en skoleveninde med.
Vi fire voksne venner sad og følte os vældig unge og udbredte os med stor sagkundskab om, at ‘det er kun på sine børn man kan se, at man bliver ældre’.
De to 16-årige sagde lige præcis højt nok til, at vi kunne høre det, men ikke var helt klar over, om dette var bevidst fra de to damers side, eller vi rent faktisk ikke skulle have hørt det:
”Prøv lige at høre på dem. De tror, de er så unge.” Og så fnisede de henrykt i skøn samdrægtighed.

Vi blev faktisk lidt stille og eftertænksomme, vi fire, hvoraf kun den ene havde rundet de 40.
Jojo, vi følte os skam stadig meget unge, men vi kunne på den anden side også alt for tydeligt huske, hvordan vi som 16-årige så på dem over 30-35 år:
De var da HÅBløse. Kunne lige så godt lægge sig til at dø med det samme, for livet var jo stort set overstået.
Sexliv? HA! Det må da være overstået for længst. Og hvis ikke, var det i hvert fald pinligt.

Jeg gør mig ikke nogen illusioner om, at jeg ligner en, der ikke er så gammel som jeg rent faktisk er.
Jeg ligner det, jeg er, men indvendig er jeg forhåbentlig ikke så gammel, som jeg synes, mine forældre og andre af den generation var, da de var allersidst i halvtredserne.
Det må andre bedømme – jeg er ikke helt neutral i det spørgsmål…

Jeg filosoferede tidligere over begrebet alder i et af mine allerførste blogindlæg.

Jeg kan sagtens mærke, at jeg ikke er 35 år længere – for slet ikke at tale om de 25 som på billedet. Jeg er mig pinlig bevidst, at visse af mine holdninger afspejler min alder lidt for tydeligt.
Men jeg ved også, at jeg stadig kan grine højt og larmende i gode venners og veninders lag. Og fyre frække vittigheder af – specielt når jeg mødes med de to andre af Die Drei Mädchen, går det da helt galt – så er vi meget, meget unge igen alle tre – og lige så meget, meget glade for, at ingen andre kan høre os, når vi udfolder alle vores talenter.

Jeg er mor, mormor, hustru, søster, moster, veninde og kollega – alt det er jeg i det samme hylster, men rollerne spilles ikke helt ens.

Og hvorfor brænder jeg alt dette af lige netop i dag?
Det gør jeg, fordi jeg fra og med i dag har en datter på 35 år.
Hun og jeg brugte en lille halv time på i telefonen at filosofere lidt over netop disse tanker omkring alder – nu kan hun selv tale med om – og er helt enig i –  det der med, at det kun er gennem børnene, man ser årene gå.
Og grine af det kunne hun også, for hun kunne godt huske føromtalte campingferie.

Men for pokker da, hvor er alle de år blevet af? Det var jo i går, jeg fik hende. Jeg husker det i hvert fald lige så tydeligt som var det i går.
Og uanset hvor gammel hun bliver, vil hun altid være min lille pige.

Lidt om en teenager

Der er mange, der har fortalt mig, at jeg aldrig har prøvet at have børn. Det har jeg sådan set heller ikke, i og med at jeg kun har fået Charlotte, men jeg synes godt, at jeg kan tillade mig at påstå, at jeg har haft et barn. Et entalsbarn.
Det de mener, er selvfølgelig, at jeg har haft et supernemt barn altid og derfor ikke har været udsat for mere end ganske få af de konfliktsituationer, der kan opstå hen ad vejen under opvæksten.
Hun sov igennem, da hun var seks uger. Jeg var alene med hende fra hun var seks måneder, men jeg har altid haft hende med alle vegne – og i øvrigt var mine forældre en fantastisk støtte og hjælp. Mit barn var aldrig nogen hindring. Hun kunne sove fra alt – om det så var en tøseaften med en hel del meget højt grinende og meget talende kvinder – bare hun fik lov til at sove tæt på, hvor jeg befandt mig. Aldrig i fremmede soveværelser – “nej, for hvis nu du glemmer at få mig med hjem”. Som om jeg kunne det … det var en frygt, jeg ikke forstod, men måtte respektere. Charlotte siger, at Anna og Aubrey siger det samme. Hvor får børn den frygt fra? De er jo aldrig nogen sinde blevet glemt?

Det følgende skete længe før mobiltelefonerne blev allemandseje … i dag får man jo nærmest en i dåbsgave.

Hun havde lidt svært ved at forstå, at jeg gerne ville vide, hvornår hun havde tænkt sig at være hjemme igen om aftenen. Da var hun blevet 13-14 år og måtte nu selv bestemme i sådanne sager. Jeg understregede, at jeg ikke dikterede en komme-hjem-tid; det måtte hun være gammel nok til selv at bestemme, men jeg ville ganske enkelt vide, hvornår jeg skulle blive bekymret.
Et års tid forinden havde vi i vores lille by haft nogle meget ubehagelige episoder med en mand, der gik rundt på villavejene og overfaldt eller i bedste fald ‘bare’ forskrækkede unge piger. Det var blevet til en enkelt fuldbyrdet voldtægt, så det var ret skræmmende. Det var gået i sig selv igen, men man fandt aldrig ud af, hvem det var, og mødre (og fædre) har det med at være en anelse pylrede i lang tid efter sådan noget.
- ”Årh al’så mor – jeg bliver da ikke voldtaget!”
- ”DET, min tøs, er jeg helt sikker på, at den stakkels pige, der blev det, ikke har vidst noget om, da hun gik hjemmefra!
Så fik jeg et tidspunkt, og hun overholdt det også, men emnet skabte mere end én diskussion i tiden fremover. Jeg forklarede, at når man bor sammen, passer man på hinanden; er interesserede i hinandes ve og vel og at man har et ansvar over for både sig selv og de andre under samme tag; John og jeg vidste jo også, hvornår den anden af os forventedes hjem, osv. osv… Hun gjorde, som jeg bad om, men forståelsen for det manglede tydeligvis.

Lige indtil den dag, hun og jeg havde en aftale en eftermiddag – jeg ville køre lidt tidligt fra arbejde, og hun ville vente på mig hjemme.

Den dag skete der en voldsom ulykke på motorvejen uhyggelig tæt foran mig. Jeg nåede at bremse i tide, men kunne bare holde og vente på, at politi og ambulancer kom. Hele vejen var spærret, så der var ikke andet at gøre end vente. Det tog næsten halvanden ret dramatisk time med at få skåret noget fri, der viste sig at være et lig – jeg sad desværre på første parket …
Jeg kunne ikke komme til at give Charlotte besked, hvilket jeg selvfølgelig havde det skidt med.
Da jeg langt om længe var hjemme, var hun opløst i gråd og bekymring og sagde, at hun havde ringet til mit arbejde, og hun havde bare været SÅ tæt på at ringe til politiet og til hospitalet, for jeg havde ALDRIG gjort sådan noget før, og hun havde været SÅ bekymret, og …

Jeg forstod hende jo så glimrende, hvilket jeg også sagde, men kunne ikke gøre andet end sige undkyld og fortælle, hvad der var sket. Jeg benyttede mig af denne udsøgte lejlighed til at spørge hende, om hun nu forstod lidt bedre, hvorfor jeg gerne ville vide, hvornår jeg skulle blive bekymret?
Der var aldrig mere bøvl med hende omkring komme-hjem-tider, og hun overholdt altid de lovede tidspunkter. Hvis hun kunne se, at hun blev mere end et kvarter forsinket, sørgede hun for at låne en telefon og give mig besked.

I dag ville dette slet ikke have været et problem – man kan jo altid komme til at give besked.
Til gengæld oplever jeg mødre, der uafladeligt ringer til deres unger og skal høre, hvad de laver og hvor de er henne. Det er ikke i orden. Børnene må kunne give besked, og det er det – man skal simpelthen kunne stole på hinanden. Sådan en overkontrollerende mor må da være hammerirriterende!
Selvfølgelig skal man vide, hvor ens børn er – Charlotte har aldrig rigtig gidet fritidshjem, så fra hun var otte år og fik lov til at slippe for at gå der, ringede hun besked til mig: “I dag er jeg hos mormor og morfar” eller ”i dag er jeg sammen med Majken.” Så havde jeg ikke behov for at kontrollere hende yderligere … fast hjemkomsttidspunkt var kl. 17.

Men indrømmet – mobiltelefonerne har gjort tilværelsen noget nemmere. Jeg har det helt skidt, hvis jeg en sjælden gang glemmer at få den med mig. Ikke fordi jeg bruger den ret meget, men det er, lidt mod min vilje, blevet en eller anden form for livline.
Jeg tror ikke jeg er den eneste, der har det sådan…

Billedet er fra dagens solnedgang. Totalt irrelevant, men den var så flot…

Afskedens time

Indtraf klokken 10 i formiddags. Da skulle vi være ude af en rengjort hytte – vi var simpelthen for nærige til at ville betale 975 kroner for det – når vi er så mange, er det ikke noget problem at klare det selv. Johns datter Pernille sluttede sig til os torsdag aften, så vi var masser til at få ordnet den sag. Vi stod op 7:30 og tog det stille, roligt og afslappet. Uden at skele så meget til uret, pakkede hver især sit eget ned og fik det ud i bilerne. Så rengøring af hele baduljen, mens børnene legede omkring os.
“Kanille” kalder børnene hende – de roder lidt rundt med Williams mors navn, Camilla, og Pernille, men vi nænner ikke at rette dem, for det lyder så sødt…

Vi låste døren efter os kl. 9:59. Det grinede vi lidt af, mens vi forsikrede hinanden om, hvor fantastiske vi bare er til timing…
Efter gensidig udveksling af farveller og store knus, skiltes vore veje – englænderne ville skynde sig til Ribe for at få nogle timer ud af det dér inden færgeafgangen fra Esbjerg; Pernille kørte til Kolding, hvor hun skulle samle sin mor og dennes mand op, og John og jeg kørte til Ebeltoft for at aflevere nøglen.
Nu er vi hjemme – John noget træt i øjnene efter at have kørt hele vejen i ret tæt tåge. Det blev derfor heller ikke til et eneste af vores sædvanlige svinkeærinder, for vi kunne knapt nok se 100 meter frem for os.

Anna blev heldigvis glad for sin mormor-strikkede Solveig Hisdal-trøje (fra bogen Digt i Masker), som jeg købte et kit til på håndarbejdsmessen i foråret. Dette bare for at fortælle, at det faktisk hænder ind imellem, at jeg gør et strikkearbejde færdigt.

Så … nu er der kun minderne tilbage fra den forgangne uge. Dejlige minder, selvfølgelig, og jeg rejser en tur over til dem allerede om godt tre uger, så det var for en gangs skyld slet ikke slemt at sige farvel.

---

Da vi kom hjem, stod pakken fra Skagenfood og ventede på os uden for hoveddøren. For pokker – det var jo i går, der var levering … det havde jeg helt glemt. Godt det ikke er højsommer – isen inde i flamingokassen var end ikke begyndt at smelte, så der var ingen skade sket.
Vi skal med andre ord have havtaskehale til aften. Det er sjældent, at det er en overraskelse for mig, hvad vi skal have til aftensmad…

Resten af eftermiddagen og aftenen er der dømt dasetid. Og der er Barnaby i aften. Herligt. Og en hel fridag i morgen, inden arbejdet atter kalder. Herligt.

Randers Regnskov

Det er regnvejr i dag, så hvad ville være mere oplagt end at tage en tur til Randers Regnskov?

Det gjorde vi – og gik os en tur gennem Afrika, Asien og Sydamerika. Vi fik sort på hvidt, at det er en lille verden, vi lever i … på et og samme skilt stod der
Sydamerika →
Afrika         →
Toiletter     →

Gid det altid var så nemt…

Selvfølgelig er Randers Regnskov ikke nær så stort som Eden Project, som vi så i sommer – dette er jo nærmest gigantisk og derfor meget imponerende. Det, som på sin vis gør RR til en bedre oplevelse, især for børnene, er alle dyrene, hvoraf nogle af dem oven i købet løber eller flyver frit omkring, så de rigtig kan nærstuderes. Og så er det måske også en lille smule skræmmende – på den gode måde, ganske vist, men holdes i hånd skulle der ind imellem.
Eden Project er vildt flot og meget storslået, ingen tvivl om det – vi nød dagen derude dengang, men børnene ville lynhurtigt have kedet sig, hvorimod de tre timer i RR gik hurtigt og uden at ‘nogen’ spurgte, om vi snart skulle hjem.

Sommerfuglen var stor og flot, selv med sammenklappede vinger, og når den fløj, åbenbarede den en nærmest overjordisk smuk, blå farve, men på trods af alle vores anstrengelser lykkedes det os ikke at indfange den i flugten. De flyvende hunde gøede ad os og hinanden. De små aber løb rundt over det hele og var meget nysgerrige. Pindsvinefisken sagde “Hi there – anything news?”

Det tog en rum tid, før vi overhovedet kunne fotografere, fordi linserne duggede helt til – der skulle lang tids akklimatisering til.
Og nej… det hedder ikke AF-klimatisering, som så mange tilsyneladende går rundt og tror … når kollegerne siger det på mit arbejde, må jeg lægge bånd på mig selv for ikke at rette på dem.

Dagens sødeste bemærkning kom fra Charlotte.
Børnene havde åbenbart kaldt et par gange i nat, så moderen måtte ind til dem. Johns og mit soveværelse ligger mellem børnenes og Tim og Charlottes, men jeg havde intet hørt.
Til min bemærkning om,  at det vist må være beviset på, at det ikke altid passer, at gamle mennesker sover let, svarede Charlotte: “Eller også er du bare ikke gammel.”
Ingen skal ødelægge det ved at fortælle mig, at det bare var en pligtbemærkning. Sådan noget gør Charlotte slet ikke i – hun er nemlig lige så direkte som sin mor
Inden for familiens rammer, i hvert fald … jeg vil tro, hun er anderledes høflig over for sine fremtidige kunder (jeg sagde jo, at jeg ville linke i tide og utide).

Kalø Slotsruin og ikke meget andet

Det blæste en halv pelikan i dag, så vi droppede Den gamle by i Århus og besluttede os i første omgang til at lave stort set ingenting. Det blev dog alligevel lidt for kedeligt, så efter frokost kørte vi til Kalø Slotsruin for at gå den (for børnene) temmelig lange tur derud. Det blæste mere og mere, efterhånden som vi nåede ud ad tangen, men vi nåede da frem. Og tilbage igen. En tur, der tog en god times tid. De nye flyverdragter var heldigvis effektive … bortset fra, at ungerne vitterligt var ved at flyve væk ind imellem.
Man var blevet trætte – Aubie måtte op på mors skuldre knapt halvdelen af hjemturen, og Anna faldt i en dødlignende søvn i bilen … vi kunne næsten ikke få hende vækket igen, da vi var hjemme.

På vores vej fra Rønde til sommerhuset kører vi forbi et noget så nysseligt parti, hvor der er modlys om formiddagen. Jeg fotograferede både i formiddagsmodlyset og igen sidst på eftermiddagen, men kunne bedst lide modlysbillederne.

En dejlig tur, et dejligt gensyn og et dejligt hus

Vi tog turen herover med en omvej forbi Bogense; inspireret af Jan Gintbergs Udkantsdanmark. Allerførst kørte vi ind i Korsør for at se Storebæltsbroen fra en anden vinkel end den sædvanlige (hvis nogen skulle være i tvivl, er det ikke Storebæltsbroen til venstre i billedet…) Vejret var med os det meste af vejen, men Århus må have været meget forurenet i dag, for lige der omkring var det meget gråt.
Ligemeget… vi fik storkøbt mad til flere dage i Brugsen i Løgten inden afhentning af nøgle til sommerhuset – og fik pakket helt ud og fik huset til at ligne et hjem, inden englænderne kom… en time senere end planlagt, fordi de lige havde glemt, at deres TomTom regnede med engelsk tid, så deres 16:15 var 17:15 dansk tid.

Anna uden tænder i overmunden. Næsten. Minus to og en tredje, som rokker.
Aubie uden krøller, fordi hans hår bliver så tykt, at det slet ikke kan holde på krøllerne. Aubie, som er ret sur over, at tandfeen ikke er lige rundt om hjørnet for hans vedkommende.
Tim, som skal skrive sin bog færdig i denne uge, så den kan nå at komme som et supplement til dokumentaren, der bliver udsendt til april.
Charlotte, som har to skolebørn og en mand med to jobs, og som derfor bare trænger til at slappe af og lade sin mor overtage ansvaret for husholdningen i en uges tid. Hvilket hendes mor selvfølgelig gør med glæde.

Charlotte prøver, nu hvor begge børn går i skole, og hun derfor har ‘fri’ mellem kl. 9 og 15, at få lidt gang i arbejdet igen. Det er nødt til at kunne foregå hjemmefra, hvilket såmænd passer hende udmærket. Hun har nu en hjemmeside, som forhåbentlig kan skaffe hende en kunde eller to.
Jeg har tænkt mig at linke til hendes side i tide og utide, så hun kan blive ranket højt hos Google. Nu er I advaret, for alle kneb gælder…

Charlottes ord:

I very much appreciate style,
which is an expression of the person, rather than fashion,
which is only an expression of the times.

Det synes moderen selvfølgelig er rigtig godt sagt…

Ikke flere ord i dag. Vi hygger bare. Og for nogen er det idel lykke at kapre værelset med fire køjesenge, fordi der så er to overkøjer!

Sleeping beauties og andre kongelige

Den seng var åbenbart helt koloenormt hyggelig, for det var fuldstændig umuligt at lægge sig til at sove, og der blev snakket og fniset og snakket i dobbeltsengen, lige indtil mor blev en anelse knotten ved 23-tiden og sagde med indædte bogstaver, at NU skulle de sove! Punktum, færdig og meget basta!

Med hensyn til det med de kongelige, er vi nu nogen, der kan gøre nogen rangen stridig; om ikke andet, så på det sproglige område. Når Anna taler dansk, lyder det nemlig fuldstændig som når Kronprinsesse Mary taler dansk. Aubrey har mere sprogøre, hvorfor hans accent er knapt så udpræget – er der stort set ikke, faktisk. Anna kommer dog hurtigt efter det… som jeg nævnte i et svar til Hanne, så er det gået meget stærkt fremad med danske ord og sætninger, siden de kom i tirsdags. Formentlig fordi deres far ikke er med, og de derfor ikke hører andet end dansk.

Hvis vi skal til at være lidt oftere her på ødegården, må vi have lært ungerne ordentligt op i svampeindsamlingens kunst, så vi har taget to ture i dag.

Formiddagsturen gik mest på at introducere dem for skoven og for åen, som de kaldte for The River. Den svulmede af stolthed. Skoven var lidt skræmmende; især for Aubie, for han har fået en fiks ide om, at ræve er monsterstore uhyrer, der æder alt og alle og nærmest findes overalt – men ses specielt hyppigt i svenske skove. Vi brugte lang tid på at snakke om ræve, og jeg tror, jeg efterhånden fik overbevist knægten om, at han ikke var i direkte livsfare, men at han roligt kunne gå sammen med Anna og mig ude i skoven.

Moderen sad og hyggede sig med at oliere grimer og seletøj, hentet fra gården – det skal nu med til England og bæres af husets nyerhvervelse, shetlandsponyen Jamie Dancer.

Den sidste svampetur i eftermiddags var god og lang. Aubie koncentrerede sig hovedsageligt om at finde dem, vi ikke spiser, hvorimod Anna var mest interesseret i at finde dem, der kunne komme med i kurven. Begge dele er lige vigtige at have styr på, så det var helt i orden at dyrke hver sine interesser.

Vi var nok kommet lidt langt hjemmefra, da Aubie spurgte, om vi ikke kunne gå hjem nu. Jamen det kunne vi da og søgte ud mod vejen for at komme hurtigt hjem – og to minutter efter begyndte det at regne. Det regnede meget hurtigt meget. Ungerne havde regnjakker på; det havde jeg ikke… hele Ellen og den nederste tredjedel af A&A blev hurtigt dyngvåde – 500 meter kan være langt nok, når man har små, korte ben og det bare høvler ned.

Vi kom hjem med kantareller, Karl Johan (det tredje og sidste kongelige element), brune og røde birkerørhatte. De to sidstnævnte er ikke de allermest eftertragtede spisesvampe, men de er gode som fyldsvampe og den røde birkerørhat er ganske flot som ung.

Der kom ild i brændeovnen, selv om vi i forvejen havde pænt over 20° inden døre. Ild var nødvendigt, hvis børnenes fodtøj skal nå at tørre til i morgen. Og cowboybukserne…
John går og gisper af hede, vinduerne står åbne, og vi er glade for, at brænde er gratis heroppe.

Da det blev mørkt, blev vi oven i købet nødt til at lukke for vinduerne, hvis ikke vi ville ædes levende af myg. Så kan Aubie komme med sine ræve – myggene er langt mere blodtørstige end alverdens ræve. Det tror han så bare stadig ikke helt på…

Noget af aftenen gik med at lege oldefars alternative begravelse. En ‘kiste’ med et tæppe over blev slæbt med overalt i huset, for han skulle ikke gå glip af noget som helst af det der skete rundt omkring, inden de til sidst puttede ham ned i jorden. Ind imellem løftede de op i tæppet og orienterede ham om, hvad de skulle ske lige om lidt…

Nu sover de. Både oldefar og børnene.

Charlotte lægger kabale. Rigtig god, gammeldags kabale med rigtige, gode, gammeldags spillekort. Ikke noget med computere til dette – næhænæ – nu skal det være god, gammeldags sommerhushygge med de regnekabaler, C og jeg gennem mange år har nydt at lægge. Senior Wrangler er favoritten.

Vil I i Tivoli? Nejtak. Vil I have en is? Nejtak.

Vi havde planer om at tage i Tivoli og give børnene en god oplevelse. Planer er til for at ændres … da vi sad ved det sene efter-morgenbord og hyggede, spurgte vi ungerne, om det ikke kunne være spændende at komme en tur i Tivoli.

Reaktionen var meget overraskende: “Nariiijjj mommer! We want to stay here and play. We don’t want to go anywhere! Do we really need to go away today?”
Jamenokaysånejda. Det meste af tirsdagen gik med at rejse, og i går var selvfølgelig også en lidt underlig dag, så nu gad de ikke mere; bare blive hjemme og lege, lege, lege, hvilket var lige, hvad de gjorde. De havde så travlt med deres fantasiverdener, at vi ikke oplevede en eneste uoverensstemmelse mellem dem. De snakkede og grinede og legede hele dagen, lige indtil de blev puttet for lidt siden.

De fandt magneterne frem efter morgenmaden. De har ikke før været interessante, men det var de i dag og en forunderlig verden åbnede sig. Hvis man holdt den ene ende til, kunne man skubbe, og holdt man den anden ende til, kunne man trække ‘robotterne’. Magisk og uforståeligt, men meget spændende, så det tog over halvanden time, inden vi var færdige med det.
Magneterne kunne også bruges som øreringe – det var altså noget underligt noget, det der…

På et tidspunkt begyndte det at regne, så det var måske meget godt, at de ikke gad Tivoli…

Midt på eftermiddagen synes jeg alligevel, at der skulle ske lidt, så jeg spurgte om de ikke synes det var en rigtig god ide at køre til Roskilde havn og få en stor is – noget de normalt elsker og hujende siger JAAHHHH til.
Men… “Nej. We want to stay here.” “Vil I ikke have en is???” “Neij!”
Har jeg unormale børnebørn?

I morgen vil de gerne til stranden, så vi beder om godt vejr, tak… helst hele weekenden, for vi kører til Sverige, så snart John kommer hjem fra arbejde.
Holddabareheltops hvor jeg glæder mig til at have dem med derop – børnene har kun været der én gang, og da var det jul og sne og koldt. Fint nok, men det bliver skønt at lære dem stedet og skovene at kende plus selvfølgelig at indsamle de spiselige svampe – børn er fantastiske svampespottere; måske fordi de både har øjnene tættere på jorden og ligesom ved memoryspil koncentrerer sig 100 % om opgaven.

Til morfar fra Charlotte

Bisættelsen i går var stærk, smuk og hjertegribende; ganske som sådan nogle som oftest er – med fremmøde fra flere, end vi havde regnet med.
Der var – igen – både tårer og latter. Det sidste selv i kirken, midt under prædikenen oven i købet. Midt i al sørgeligheden havde jeg meget svært ved at holde masken.
Aubie spurgte dæmpet (men ikke mere, end jeg fra rækken bagved hørte det) sin mor: “…but mom… who killed oldefar?”
Charlotte hviskede tilbage, at det var der ingen, der havde gjort, men hun kunne jo ikke forklare sig nærmere på det tidspunkt. Aubie sad og kiggede sig lidt omkring og fik øje på altertavlens meget store billede af Jesus, hvorefter han pegede op på ham og spurgte: “Did he kill oldefar?”
Charlotte svarede, at det kunne man måske på en måde godt sige – og så var drengen tilfreds; nu var sagen opklaret.

Det var ikke helt let for mig at holde min tale, men det gik vist så nogenlunde.
Der skal dog ikke herske tvivl om, at det absolut stærkeste blev leveret af min dejlige datter, som havde siddet og skrevet et prosadigt til sin morfar den nat, hvor jeg havde ringet ved midnatstid for at fortælle hende, at han var død.

Tårerne var, såvidt jeg ved, indtil da kun blevet leveret af børn og børnebørn, men mens Charlotte med gråden vibrerende lige under overfladen, men uden at stemmen rystede, talte til sin morfar, begyndte folk at snøfte rundt omkring – ordene gik lige ind i hjertekulen hos alle tilstedeværende, hvilket fik det hele til at virke endnu mere intenst.
“… selv om den fysiske afstand mellem os var blevet stor, var du aldrig længere end en telefonopringning væk.
Nu har jeg ikke længere dit nummer…”

Mine tre englændere sover endnu. De trænger til det. Det gør jeg også, men jeg kunne ikke sove og sidder i stedet i fuldstændig stilhed og reflekterer over livet. Og døden.

Senere kører vi i Tivoli – nu skal vi have rystet de triste tanker ud, især for børnenes skyld. Nu har de fået deres mål af tristhed for en stund. De må gerne tale og spørge så meget de lyster, men i dag skal de se glade ansigter.
Det gjorde de nu også i går, når sandheden skal frem, for vi fik grinet meget på gården, da vi alle samledes der for at være sammen resten af dagen og aftenen.

Ægte praleri. Eller er det bare ægte stolthed?

Det er kommet mig for øje, at der åbenbart et sted i blogland huserer en debat om ægte og uægte blogge. Eller var det ægte eller uægte bloggere? Jeg må have haft travlt med for meget andet, for dette er noget, der er gået totalt hen over hovedet på mig. Det er måske også så inderlig ligegyldigt, men en anelse nysgerrig bliver man jo, så måske er der en venlig sjæl, der kan sende mig et link til noget, der kunne oplyse jeres uvidende ærbødige?

Uden altså at ane hvad det hele drejer sig om, vil jeg vove den påstand, at jeg er en ægte blogger, der har en ægte blog – alene af den grund, at jeg har svært ved at forestille mig modsætningen. Med undtagelse af de få, der er en åbenlys parodi på et eller andet, som f.eks. denne.

Vi går derfor over til noget helt andet, som de siger i tv-avisen. Til noget ægte praleri. De flinke af jer vil sige, at det er ægte stolthed. Det er nok begge dele, men jeg har jo set så mange andre give udtryk for deres uforbeholdne glæde/stolthed over børn/niecer/nevøer, og lige om lidt er jeg med på banen.
Jeg glæder mig over at læse om netop denne stolthed, for det viser jo bare en [ægte] kærlighed til den person, der bliver fremhævet.

Det er nu næsten seks år siden, at Charlotte måtte opgive sin karriere, fordi Anna meldte sin ankomst. Dette er ikke klynkeri – hverken fra hendes eller min side. Sådan er det i UK, og hun vidste, hvad hun gik ind til. Ikke desto mindre glæder hun sig til at komme i gang igen, nu hvor Aubrey starter skole til september, og hun får 5-6 timer om dagen til egen rådighed.
Det bliver dog stadig ‘kun’ en hjemmevirksomhed, for hun er nødt til at hente og bringe børnene fra og til skole, hvorfor London er helt udelukket.
Gennem årene er det dog blevet til enkelte kreationer til hende selv og veninden. Den sorte kjole er 10 år gammel, og hun synes ikke, at hun skulle fotograferes bagfra – den var vist en anelse stram…

Nu skal der etableres et website, som helst skal se professionelt ud, og som hjælp dertil allierede de sig med en god fotograf.
Og nu kommer det, praleriet: Hvor mange designere og/eller skræddere går også selv model? Jeg har kun hørt om få, og nu er C med blandt dem. En professionel fotograf har værktøjer, der f.eks. kan fjerne hendes ‘pandaøjne’, som Tim kalder det, når hun har sorte rande, men retfærdigvis skal det siges, at selv ‘rigtige’ modeller bliver air-brushet.

Jeg vil gerne understrege, at T&C har købt alle rettigheder af fotografen Neil Withers fra Imagine Studios, så jeg overtræder ikke nogen copyrightlove ved at bringe hans billeder på min blog. De kan bruges, ganske som T&C bestemmer, men selvfølgelig skal han have credit for det, for han har gjort et flot, flot stykke arbejde.

Det er da lidt sjovt at se sin datter lege model på denne måde. Børnebørnene kommer en anden dag – det er bare med at have reserverne i orden til metablogging på begivenhedsløse dage…

Jeg håber sådan for hende, at hun kan få gang i forretningen – det er svært, i denne branche som i så mange andre, at etablere sig.
Meningen er, at hun vil kombinere skrædderi og design med stilvejledning, så folk får noget, der i videst muligt omfang skjuler de større eller mindre skavanker, rigtig mange af os har. Eller endnu bedre: fremhæver, hvis man skulle være så heldig at have noget, der kan tåle at blive understreget…

Mærkevarer, tøjstil og trendsættere

Inspireret af Mariannes indlæg, får I her beretningen om, hvordan Charlotte gik fra at være en fattig, mobbet pige til klassens trendsætter i løbet af et skoleår. Men stadig fattig…
Nej, selvfølgelig var hun ikke fattig, hverken før eller efter.
Hun var 12 år. Jeg var ikke længere alene med hende; John havde været inde i billedet i to år, men af forskellige årsager svømmede vi ikke i penge, og selv om vi havde gjort det, var jeg i princippet stærkt imod at skulle dikteres, hvilket tøj jeg eller min datter formodedes at gå i.
Dette er en næsten tro kopi af et 1½ år gammelt indlæg, så hvis enkelte trofaste synes, de har set dette før, synes de rigtigt. Dengang var anledningen en anden, og jeg sprang bevidst mobbe-delen over, men mobning var den egentlige årsag til hele problematikken.

Der var specielt to yderst dominerende finker i klassen, og disse skulle nok sørge for, at man var meget, meget yt, hvis man ikke gjorde, som de dikterede; herunder at have små krokodillemærker på alt sit tøj. Charlotte havde gennem et stykke tid været meget krævende og kræsen omkring tøjet der skulle købes til hende, og blev meget fornærmet, når jeg ikke ville give mere end dobbelt så meget for tøjet, som det i mine øjne var nødvendigt at give – men at hun i virkeligheden blev mobbet, blev jeg først klar over, da C en aften grædende fortalte mig, hvordan det hele hang sammen.
Der var jo flere ting i dette her, og følgende er essensen af flere afteners dybe snakke.

Først og fremmest blev vi enige om, at hun, mod visse modydelser, fremover fik Schlüter-checken, som det hed dengang, plus halvdelen af børnepengene fra hendes far. (Jeg beholdt nogle til at kunne betale for hendes ‘store ting’; bl.a. kørekortet på et tidspunkt). Hun skulle nu betale alt sit tøj selv og var derfor fuldstændig herre over, hvilket og hvor meget tøj hun købte, men når pengene var brugt, ville der ikke være flere før næste udbetaling.
Do godeste, en forandring der skete! Hun blev eventyrligt og vidunderligt nærig, og det blev hurtigt en sport for hende at gå på udsalg eller ‘bare’ finde gode tilbud. Hun elskede at have penge tilovers, næste gang der var udbetaling, og jeg så aldrig så meget som en enkelt krokodille liste sig inden for dørene. Hun klædte sig smart og anderledes og vendte sig i løbet af et skoleår sig fra at blive mobbet til den, der blev trendsætter mht. til en ny måde at bære et tørklæde på eller lignende.

Hvorfor nu det: Det kommer jo ikke bare fordi man bliver administrator af sine tøjpenge…
Nej, men det kom af, at vi talte meget, ofte og længe om at man hverken skal lade sig lede af andre eller lade sig underkue af nogle primitive personager, der har det mere i munden end i hjernen. At finkerne, udover at være finker, i virkeligheden skjulte sig som de flokdyr, de var. Når C rent undtagelsesvis havde dem på tomandshånd, blev hun jo naturligvis ikke mobbet.
Jeg gjorde et stort nummer ud af at få talt om, hvor vigtigt det er at turde være sig selv, at være modig nok til at sige til mobberne, at de bare gør som alle de andre, og hvor smart er det?, men det er hende, Charlotte, der skal turde demonstrere, at hun har sin egen stil, fordi hun i virkeligheden ikke bryder sig spor om krokodiller eller om at gøre, som andre synes, man bør.

Hun viste sig at være stærk; meget stærk. Det er hun stadig, men man skal være der som forælder, når verden midlertidigt bryder sammen. Barnet skal også have så meget tillid den anden vej, at det føler, at det nytter noget at komme med sine problemer.

Sproglige bøffer

Nogle få af jer vil vide, at jeg kan bryde både grædende og grinende sammen over sprogfejl. Det kommer an på arten, men i dag handler det om ikke at bryde grædende sammen. På flere måder.

Jeg blev inspireret af to ting, der intet har med hinanden at gøre, men som nu bliver ført sammen til et indlæg.
1) Annette i Barcelona fortalte om en åbenbart temmelig pinlig episode i forbindelse med en bestilling på en restaurant.
2) Mine englændere er nu hjemme i England igen, så huset er stille, stille, stille, stille og meget meget tomt.

Da jeg kom hjem i eftermiddags efter at have kørt dem i lufthavnen, var der løbet en oprydningstornado gennem huset. Derefter legede jeg hvid tornado, og huset ligner nu sit normale ikke-helt-så-kaotiske jeg igen.

Annettes fortælling fik mig til at tænke på den første gang, Tim inviterede Charlotte til middag hjemme i sin lejlighed. Han serverede ‘Pesto Cod’.
Kort tid efter skulle Charlotte med hjem og hilse på hans forældre for første gang. Disse to var meget nysgerrige efter at høre, hvad han havde serveret for hende.
Det ville hun da gerne svare på: Pesto Cock!
Okay, cock betyder hane, men det betyder altså også noget helt, helt andet, som man måske meget nemt kunne komme til at forbinde med et nyforelsket, ungt par.
Der var i hvert fald ikke et øje tørt – eller rettere: Tim var ved at kaste op af grin, og forældrene stod med lidt røde kinder og anede ikke, hvordan de skulle reagere, for de kunne ikke helt gennemskue, om Charlotte bare ikke var specielt god til engelsk endnu, eller om hun var en værre én, der ikke var velegnet som kommende svigerdatter…