Den første afskedsgave

I går mødtes The Dream Team til engelsk for næstsidste gang. Egentlig skulle det have været sidste gang, men det er en længere historie.
Fordi det skulle have været sidste gang, var der en initiativrig kvinde, der havde bestilt kage og frugt fra kantinen, så det kunne blive ekstra hyggeligt.
Hvad der kom som en total overraskelse for mig, var, at gruppen havde skillinget sammen til en gave til mig.
Jeg læste det tilhørende kort, blev aldeles rørt over de meget, meget søde ord og sagde, at dette her altså næsten var for meget!
“Nå, men så kan du jo øve dig i at tude … det kommer du sikkert til om 14 dage!”
Ja, mon ikke.

Gaven var bogen vist til højre – lige præcis sådan en, jeg slet ikke vidste, jeg manglede …
Direkte afskrift fra Saxo:

En letlæst og underholdende gennemgang af alt det, vi ofte tager for givet – men som er sjove at dvæle ved og undre sig over. Hverdagen er fyldt med udtryk, begivenheder samt ting og sager, som vi plejer at gøre, afholde og sige. Men af og til glemmer vi at reflektere over, hvor det stammer fra. Hvorfor det? fortæller om oprindelsen af en lang række af vores faste udtryk, traditioner, talemåder, overtro og symboler. Hvorfor holder vi f.eks. fri St. Bededag? Hvorfor siger vi pis og papir? Hvad mener vi, når vi beder andre om at gå ad hekkenfeldt til? Hvad vil det sige, at noget er pæredansk? Og hvornår var egentlig de gode gamle dage? Bogen er en appetitvækker til vores kulturhistoriske skat, opbygget alfabetisk, så den er nem at slå op i, og fyldt med farverige illustrationer. Mogens Eilertsen er pensioneret lærer og skoleinspektør. Mette Eilertsen er lærer og Mogens’ datter.

Har I fx nogensinde undret jer over, hvorfor det hedder en ædedolk? Hvad mon det har med en dolk at gøre? 
Intet, såmænd: “Udtrykket en ædedolk om en grådig grovæder er dialekt, hvor ‘dolk’ betyder en klodset eller ubehøvlet person, og nok er afledt af ordet ‘dalre’ om at dingle.”
Ih, hvor bliver jeg irriterende at omgås, når jeg har læst hele den bog … 

De beklagede, at de ikke havde kunnet finde en tilsvarende på engelsk, hvortil jeg svarede, at det var meget heldigt, for den har jeg; den hedder Who Put the Butter in Butterfly?: And Other Fearless Investigations into Our Illogical Language. Måske ikke helt en parallel, men næsten, og absolut en ganske underholdende bog.

Apropos morsom læsning, har jeg også Trykfejl, tanketorsk & franske horeunger, som har hundredevis af eksempler på … ja, I får kun ét gæt …
Bogen er fra 1985, så den er ikke ligefrem ny, men dette klip fra et Ringstedblad kunne lige så godt have været kun et par måneder gammelt:
“Slagter tiltalt for at have brugt kattekød i farsen. Også hans hustru er indblandet.”

Fra DR (ikke overraskende; det er jo noget med tal): “Der er gårde, hvor gælden måske er nul, og andre, hvor den er det dobbelte.”

Dette sidste hænger måske sammen med, at bønderne iflg. Nordsjællands Socialdemokrat har travlt med andre ting: “I går opførte Humlebæk Dilettanter Jeppe Aakjærs ‘Når bønder elsker’, hvad de gjorde meget godt.”

Hvornår bliver man åndsfrisk?

Undervejs på den efterhånden mere og mere irriterende vej til og fra arbejde lyttes der for tiden til Afskaf alderdommen af Lone Kühlmann og Henning Kirk.
Irriterende vej, ja. Ikke fordi tiden for jobstop sig nærmer mere og mere (18 arbejdsdage tilbage), men fordi der nu er omfattende vejarbejder TO steder på strækningen; begge skemalagt til at skulle vare 2½ år. Holddaheltfast, hvor er jeg glad for, at det snart er slut.
Det er godt, lydbøgerne er opfundet.
Denne her er en af de mere underholdende – jeg skal lige love for, at der på festlig, men samtidig saglig og (naturligvis) velformuleret måde bliver gjort op med stort set samtlige myter og fordomme gennem tiderne om alderdom.

Nogle gange sidder jeg og smiler højt; andre gange skal den lige have et tryk på tilbage-knappen, så jeg kan høre det igen, fordi det gerne skulle lagres til senere citatbrug.
Det med lagring tager nemlig længere tid med årene, så det er desværre ikke en myte, men man kan til gengæld gøre meget selv for, at det ikke kommer til at tage unødig lang tid at erhverve sig ny lærdom.

“Man går ikke i stå af at blive gammel; man bliver gammel af at gå i stå”. Citatet er muligvis ikke 100 % korrekt; jævnfør ovenstående … men det er en tese, man labber i sig og håber på rigtigheden af.

De sabler samtlige kosttilskud og andre mirakelmidler ned. Helt ned. Til døde. Der er intet af den slags, der har dokumenteret effekt. Det vidste jeg nu godt, men det var en fin og morsom måde, de aflivede denne vist nok udbredte tro på.
Man tror mere på injektioner end på piller end på cremer, så folk dratter i med begge ben, når nogen kommer en eller anden løjerlig eliksir på små og dyre ampuller og kalder det Serum. Åh, det er festligt. For 100 år siden gav man kvinder testikelekstrakt i form af injektioner for angiveligt at holde dem unge. Det var så eksotisk, at man end ikke stillede spørgsmål ved virkningen; man tog bare imod – og led af de løjerligste bivirkninger!

Man mente også før i tiden, at man kun var tildelt et vist mål af legemsvæsker, hvilket skulle være forklaringen på, at hud og slimhinder er mere tørre hos gamle mennesker. Derfor skulle man endelig også (især som mand) være seksuelt afholdende, når man nåede en vis alder, da ejakulationer ville gøre alt for kraftigt et indhug i den tildelte væskemængde. Jamen er det da ikke festligt?
Det er dog absolut ikke kun gamle fordomme, der bliver taget under behandling – der lever rigtig, rigtig mange i bedste velgående i dag.

Dagens overskrift “Hvornår bliver man åndsfrisk?” blev leveret af en meget ung dreng. Godt spørgsmål, som han vist ikke fik noget svar på, men, som der blev sagt, er det ret sikkert, at hvis man hører sig selv blive omtalt som åndsfrisk, er man sandsynligvis noget ældre, end man selv føler sig.

Jeg vil stoppe her med min rosende anmeldelse af bogen, men hvis du er 60+, er det god læsning.
Måske i lige så høj grad, hvis du er 60÷ – jeg tror, du kunne lære en masse om det at ældes, som ikke er det samme som at blive ældre. Eller gammel.

Selv tillægsordene gradbøjes anderledes, når vi taler alder:
Det er nemlig sådan, at en ældre person er yngre end en gammel person.
Og en yngre kvinde er ældre end en ung kvinde …

E-bøger udvider ordforrådet

Nogle gange kan det godt tage et stykke tid at vænne sig til noget nyt. Oftest har jeg dog heldigvis haft det således, at jeg har haft nemt ved at tage imod og/eller acceptere ny teknologi. Det kan med årene tage lidt længe tid at få hjernen til at forstå, hvad der foregår, men lige præcis e-bøgerne gik rent ind på nærmest et nanosekund.
Nu er det sandt at sige heller ikke raketvidenskab; det hele er lige til at gå til, og når Ellen er med, er alle vist med.
Alene det at købe bøgerne er næsten for nemt. Jeg har installeret Saxo-readeren og Amazons kindle. Amazon er specielt ‘farlig’, for når først jeg har oprettet min konto, kan jeg købe en hvilken som helst bog med et eneste klik – ingen kortoplysninger, for dem har de, ingenting, andet end tryk på ‘Buy now with 1-Click’.
Det kan selvfølgelig være farligt, hvis man er en svag sjæl eller lider af Parkinsons, men det er jeg ikke og det gør jeg ikke … som I kan se, bliver den leveret direkte til min iPad, og den er på plads på padden, inden jeg når hen og får klikket på Kindle-ikonet. Brave new World, altså!

Saxo tager lidt længere tid. Omkring to minutter længere …
Saxo har gerne nogle gratis bøger i udvalg, og e-bøgerne er generelt noget billigere end papirbøger. I påsken købte jeg syv bøger for i alt 340 kroner – det kan man da lige holde ud.
Man kan hos begge indstille lysstyrken på skærmen (hos Saxo endda bare ved at trække op eller ned med fingeren), man kan selv bestemme skrifttype og -størrelse. Igen er Saxo lidt bedre, for der er lidt flere at vælge imellem. Hos Saxo kan man låse skærmretningen, så ikke den vender sig, når man flytter sig i sengen. Det kan man desværre ikke på kindlen.
Begge readere husker selvfølgelig selv, hvor man er nået til. Man behøver ikke at holde e-bogen; den hviler fint på en pude og op ad væggen – man kan derfor nøjes med at bladre ved blot at røre med en finger i den ene eller den ande side af padden.

Det smarteste er ordbogsopslagene. Det er imponerende nemt. Jeg har meget, meget sjældent ulejliget mig med at hente en ordbog for at slå et ord op. Som regel kan jeg nogenlunde gætte mig til betydningen ud fra konteksten, og når jeg læser i sengen, siger det næsten sig selv, at ukendte ord forbliver ukendte.
Men her! Et tryk med en finger og der dukker omgående en definition op på skærmen. Hvis man vil have den store, forkromede forklaring, trykker man bare på Full Definition.
Så nu ved jeg, hvad rusticate betyder. Jeg havde aldrig hørt ordet før, men jeg kender heller ikke så mange, der er blevet suspenderet fra Oxford eller Cambridge. Det er virkelig et blæret ord at kunne, og det er helt sikkert, at det bliver luftet ved først givne lejlighed, engang jeg er i England.

Amazon Kindle

Der er så meget, man ikke forstår …

Man skal ikke købe bøger gennem Amazon.com, for så kommer de fra USA, og man skal (hvis de opdager én) betale told og moms og alt det pjat for at kunne få lov til at hente sine bøger på posthuset.
Køber man derimod sine bøger (cd’er, whatever) gennem Amazon.co.uk,, er vi stadig i Europa, og prisen er prisen uden ubehagelige overraskelser.
Efter jeg fik min iPad og har downloadet Saxos e-reader, blev jeg ret positivt overrasket – e-bøger er slet ikke noget dårligt koncept.
Jeg gider selvfølgelig ikke købe alle mine e-bøger gennem saxo; især forestillede jeg mig, at Amazon kunne være et godt bud, men på den anden side ville jeg ikke investere i en Kindle, som er Amazons egen e-bogslæser.

Til min store glæde kunne man downloade Amazons e-readere til pc, til Mac, til iPad, til … 
Jeg hentede fluks iPad-readeren – helt uden problemer; det tog 20 sekunder.

Tilbage til Amazon og bestille bøger, bøger, bøger. 20 pence. 50 pence. 1 pund. Billigt, billigt, billigt. Bestil, bestil, bestil.

Det måtte jeg så ikke, og jeg forstår ikke hvorfor.
Da Amazon fandt ud af, at jeg bor i Danmark, fik jeg besked på at hoppe over til Amazon.com.
Det undrede mig godt nok. Jeg har bestilt masser af bøger på Amazon.co.uk.
Priserne steg til det mangedobbelte – også selv om de nu var i dollar og ikke i pund sterling.
Det er dog stadig billigt, men 1. del af Jeffrey Archers The Clifton Cronicles, som jeg havde bestilt, kostede nu næsten 14 dollar i stedet for 20 pence. Noget af en forskel, men pyt … det er stadig billigt for en bog. 
Det er elektroniske bøger, så jeg regner ikke med, at tolderne kan finde ud af, hvad jeg køber og dermed kræve mig for ekstra penge.

Noget, der er smart (men farligt) ved Amazon er, at når man først har oprettet sig som kunde med kreditkortoplysninger og password og det hele, kan man få hele transaktionen overstået med et eneste tryk på en knap.
Det skulle jeg selvfølgelig lige prøve: jeg klikkede på knappen, og et splitsekund efter stod bogen på min Kindle-reol, lige klar til at gå om bord i.
Faktisk gik det så hurtigt, at jeg slet ikke opdagede, at der var sket noget, så jeg klikkede igen – og blev atter positivt overrasket, for fluks poppede der en besked op om, at den bog havde jeg allerede købt, så de tillod sig at annullere bestillingen. Hvis jeg insisterede, måtte jeg naturligvis gerne købe to, men det blev jeg spurgt om af flere omgange.

Ingen grund til at investere i en Kindle – iPaden kan det hele, åbenbart.

Men hvorfor jeg ikke kan købe e-bøger via Amazon i England, forstår jeg overhovedet ikke!

Og vandet kom …

Titlen er naturligvis et spil på en af min mors yndlingsromaner: Louis Bromfields Og regnen kom.
Heidi syntes det var fint, at vandet gik, så Ella kunne indfinde sig – jeg har det rigtig godt med, at vandet kom.

Vores gode svenskernabo ringede i sidste uge og fortalte, at nu havde han fået en ud, som har kigget på varmeledningen til brønden. Det viste sig, at relæet var gået … bare ikke lampen, der skulle vise, om relæet virkede … den virkede fint nok. Hvem siger også, det skal være nemt?
Nu var det i hvert fald blevet repareret, men jeg har alligevel været lidt spændt på, om der ville være vand. Et er at holde et rør frostfrit; det kræver lidt mere energi at tø et frossent vandrør op. Kalle mente nok, at det skulle kunne lade sig gøre, og det viste sig heldigvis, at han havde ret, for der kom vand, da John startede pumpen – som godt nok kørte bekymrende længe, men jeg gættede på, at røret kun var tøet lige omkring varmeledningen, således at passagen var meget smal.

Phew … nu behøver jeg ikke at aflyse min fødselsdag, som jeg holder her på gården. John og jeg kan klare os uden vand, men vi vil simpelthen ikke fylde huset med gæster, som vi så kan sende i fast rutefart til naboens brønd for at hente toiletvand.
På den anden side ville det nok blive et ophold, folk ville huske i lang tid fremover …

---

Og så har jeg en tilståelse:
Jeg kan godt lide at læse e-bøger på iPaden. Det ville jeg have forsvoret, men da muligheden var der, ville det være dumt ikke at forsøge sig.
Jeg gik derfor ind på Saxo.com for at kigge på mulighederne, og hvad var det allerførste, jeg så? Dortes Kriminovelle Lynggården “helt gratis til dig”.
Det var lidt af et tilfælde – jeg har læst flere af hendes bøger; bl.a. Anna Märklins familiekrønike, som var rigtig, rigtig god, og som jeg varmt kan anbefale. Et par gange har jeg leveret cover photos til hende, så jeg synes næsten, at vi kender hinanden, selv om vi endnu ikke har mødtes IRL.

Jeg ‘købte’ Dortes bog, plus en anden gratis kriminalroman, plus en Anna Grue-bog til 36 kroner; fik, efter en del besværligheder, langt om længe installeret Saxo Reader, og tog alle tre bøger med i seng på én gang. Jeg kunne dog kun læse én ad gangen …
Det fungerede fint. Helt fint. Og ingen natlampe, der kan genere nogen. Ikke fordi John nogen sinde har brokket sig over, at jeg læser i sengen … men tænk, at jeg synes, det er i orden med en e-bog. Jeg bliver sommetider forbavset over mig selv.

Helt uoriginalt

Helt uoriginalt vil jeg, som stort set alle andre i Blogland, ønske jer alle et godt nytår. Måtte I alle få mindst ét stort ønske opfyldt og gerne flere.

Jeg afslutter det gamle med to begyndelser: den ene er J.K. Rowlings The Casual Vacancy. En vidunderlig dobbelttydig titel på engelsk, som er blevet til den noget mere entydige Den Tomme Plads på dansk.
Det er hendes første bog for voksne, som jeg begyndte på i aftes, og som foreløbig tegner glimrende. Man skal ikke tro, at det er en voksenudgave af Potter-stilen, for det er den slet ikke; den handler om livet på godt og bag-kulisserne-afslørende ondt i en lille, arketypisk engelsk landsby, der lige så godt kunne have været Tim og Charlottes … hvad der sker, når en af byens kändisser pludselig afgår ved døden i en forholdsvis ung alder af 43 år.
“Den tomme plads, som Barry efterlader sig i sognerådet, bliver snart kilden til den største strid, byen endnu har set. Hvem vinder valget, der er indhyllet i heftig lidenskab, dobbeltspil og uventede afsløringer?
Den Tomme Plads er en på alle måder overraskende og munter tragedie.”

Den nye stegegryde er lige nu ved at blive indviet: den anden begyndelse.
Den står på komfuret og hjælper mig med at tilberede den mest fantastiske Osso Buco, jeg har lavet i år … det kan jeg sagtens sige, for så vidt jeg husker, har jeg slet ikke nået at lave Osso Buco i år. Det kan jeg så lige netop nå at råde bod på; det er nemlig en fejl, for det smager bare SÅ godt.
Opskrift: Denne her. Med den ægte risotto milanese og gremolata til. Jeg laver den til seks personer og har derfor nem mad i morgen, hvor vi garanteret er trætte, plus et par portioner til fryseren.

Vi skal bare være John og mig – vi har igennem en del år været hinandens foretrukne selskab nytårsaften – da far levede, kom han dog altid og spiste med, men ville helst hjem senest ved 22-tiden.

Den samme knop i med- og modlys. De står allerede på spring.

Det gør vi også … på spring ind i 2013, som bliver et meget anderledes år for os begge.
Godt nytår, alle sammen!

A cold Bath

Det er nok efterhånden blevet til en tradition, at vi kører en tur til Bath, når jeg er herovre. Det er en dejlig by, som har det hele: skønhed, historie og masser af gode forretninger og andet godt.

Halvkoldt er det herovre (C synes det er helkoldt med ÷2-3° … hun er blevet meget engelsk), så vi lagde ud med en kop kaffe. Vi fik den serveret på første sal, hvorfra der var udsigt til den afbildede bygning. Bath er grundlagt af romerne, så vi undrede os lidt over denne græske inskription – er der en græskkyndig til stede? Hvad står der her?

Der blev juleshoppet lidt – jeg fik købt non-fiction books til begge børnene – var lidt imponeret over, hvor mange af slagsen de havde, som jeg vil tro sagtens kan fange A&As interesser.
På en hylde så jeg overskriften til højre. Lidt uheldigt, men det viser, hvor svært det er med de der apostroffer. Enten er der en for meget eller også er der en for lidt. Men at de ikke kan finde ud af det i en boghandel, er ikke helt i orden – og ekstra uheldigt er det, at det er på lærerens hylde.

I en anden forretning så jeg skiltet til venstre. Jeg er sikker på, at teenageren ikke kan se det morsomme i det, men det kunne både Charlotte og jeg … vi morede os kosteligt, men da ingen af os kender nogen, skiltet kan ramme, fik det lov at blive i butikken.

Lige som København havde sin koparade, havde Bath på et tidspunkt en løveparade, og bogløven er åbenbart blevet købt af denne boghandel. 
Klokken et på billedet står der en bog, der hedder A Street Through Time. På hver af dobbeltsiderne er den samme gade tegnet; historien starter for 12000 år siden og slutter i det 21. århundrede. Hver gades og dermed den pågældende tids karakteristika er skrevet med få, men velvalgte ord, som ikke er sværere, end Anna vil kunne læse dem. 
Tegningerne er sprængfyldt med tidstypiske detaljer, som man kan snakke med sine forældre om, hvis man bliver nysgerrig og vil have noget af det uddybet.
Jeg håber, Anna bliver glad for den, når hun får den i fødselsdagsgave til januar.
Aubrey får en, der handler om opfindelser – noget jeg er sikker på vil glæde hans unge, men videbegærlige sjæl.

Selv et politikermord kan blive ufrivilligt morsomt

Det er altså et fiktivt politikermord, jeg taler om … hvis ikke det var det, kan det forhåbentlig aldrig komme til at virke bare den mindste smule morsomt.
Det drejer sig om Dronningeofret af Hanne Vibeke Holst, som jeg er ved at være færdig med at lytte til. Det er en rigtig god bog, som jeg varmt kan anbefale … der er ingen tvivl om, at Fr. Holst har sin research i orden.

Det er Ellen Hillingsø, der læser bogen op. Hun er en skøn kvinde, hvis I spørger mig, men selv om hun er både det og en god skuespiller, er hun ikke nødvendigvis overdrevent god til dansk … hun er temmelig tilbøjelig til at vrøvle lidt rundt i flere af de ikke helt almindelige ord. Forbindtligt blev til forbindstligst, fx. Gad vide, hvad hun forestiller sig, dette sidste betyder?
Hun er også en af dem, der siger spøwelser … jeg har det nu engang bedre med [ˈsbøːjəlsə].

Den absolut morsomste fejl var lækage. Udtalt som en kage, der ligger i læ (eller skaber læ?); med et meget tydeligt tryk på LÆ: LÆkagen. Ikke noget med franskklingende læKAsje her – [lεˈkæːɕə], som der står i ordbogen.
“Vi må have fundet LÆkagen”.
Ja, gad vide, hvor de har gemt den …
For hulen, hvor jeg grinede, da jeg hørte det. Eller rettere et par sekunder efter, for ordet lyder fuldstændig fremmed, når man hører det som LÆkage – prøv at sige det højt for jer selv.

Pudsigt nok er samme Ellen Hillingsø for ganske nylig selv blevet et, formentlig ufrivilligt, offer for den meget smitsomme sygdom aprostrofitis på forsiden af septembernummeret af magasinet Møderplus, som jeg modtager på arbejdet.

Pinlig fejl, at I ved det på det magasin. I må ansætte en bedre korrekturlæser. Det kan være slemt nok med fejl inde i bladet, men forsiden må dæleme ikke være befængt med så meget som en eneste grammatikfejl. Ej heller trykfejl for den sags skyld.

“For hver voldtaget kvinde kastrerer vi en mand”

Det var barske ord på en tirsdag, ikke?

De er ikke mine ord, selv om jeg måske har ry for at kunne være en barsk dame … de stammer fra Gretelise Holms bog Møgkællinger, som jeg hører lige nu.
Dette er ikke en anmeldelse af bogen som sådan – selv om den absolut er anbefalelsesværdig - men mere en videregivelse af nogle af de tanker, forfatteren sætter i gang hos læseren.
En del af handlingen er, at en kvinde lader det gå ud over en eller anden sagesløs mand, hver gang man gennem pressen hører om en kvinde, der er blevet voldtaget. Hun kastrerer faktisk ikke manden fysisk, men ‘kun’ psykisk ved at gøre ham angst, usikker og præstationsløs over for kvindekønnet som helhed.  
Da der bliver voldtaget et 12-årigt barn, dræber den ukendte hævner en mand … “For hvert barn, der bliver voldtaget, dræber vi en mand”.
Det er Amazonkvindens mening at plante den allestedsnærværende frygt for voldtægt, som de fleste kvinder, i det mindste periferisk, kender til, i mænds hjerner, så de kan lære hvordan det føles.

I bogen bliver historien landsdækkende i samtlige medier på en måde, som vi alle kun alt for godt kender, allerede efter den anden kastraktion og inden det første drab. Måske ikke så underligt, kan man tænke, men set i lyset af, at forfatteren meget utvetydigt lader skinne igennem, at der hvert år bliver voldtaget ca. 500 kvinder, uden det bliver til mere end en lille notits i midten af lokalavisen, bliver tingene i højeste grad sat i perspektiv.
Der bliver sat en rekordstor politistyrke ind for at finde Amazonkvinden. Presset fra offentligheden, politikerne og politimændenes overordnede for at “få denne forfærdelige sag opklaret” bliver massivt.

Jeg synes det er en ret interessant teori, Holm sætter ord på her.
Jeg er ikke feminist og har aldrig før tænkt over, at hunkønsvæsener i alle aldre bliver voldtaget, uden det er specielt interessant for nogen; vi skænker det knapt nok en tanke, for vi ser måske ikke engang notitsen i lokalavisen. Mange – nok mest mænd, vil jeg vove at påstå – tænker, at “hun har jo nok selv været ude om det”. 
Men en ‘voldtaget’ mand vækker hele familien Danmark til dåd lige pr. omgående – “Det må stoppes. NU! Det er jo uhørt, at sådan noget kan finde sted!”

Det er ikke hele plottet i bogen – parallelt kører historien om en højskolelærers fængselsdom (justitsmord) for mordet på en af eleverne på skolen, og som hovedpersonen Karin Sommer går ind i, men de to historier skulle blive kædet sammen på et tidspunkt. Jeg har ikke hørt bogen færdig, så jeg ved ikke mere, men det er også ligegyldigt; jeg ville alligevel ikke have haft afsløret slutningen her.

Det er en god og tankevækkende bog – selv om det er en kriminalroman …

Har du talt med en forfatter i dag?

Titlen er en anelse misvisende, fordi det indikerer, at jeg har talt med en forfatter i dag.
Det har jeg ikke, men jeg lyttede til en i går, og det er jo næsten det samme …

Det er sommetider underligt, som tingene udvikler sig og kommer til at hænge sammen – i begyndelsen af måneden havde jeg denne lille snak med en fuldstændig fremmed kvinde på mit lokale bibliotek.
Jeg har nu færdiglyttet Det taler vi ikke om, og jeg er solgt.
Rasmine kommenterede fluks på føromtalte indlæg, at Anna Grue ville præsentere sig selv, sit forfatterskab og sin novellesamling (som udkommer i dag), onsdag den 25. januar på Avedøre bibliotek.

Det var to fluer med ét smæk – Rasmine og jeg fik hilst på hinanden, og vi plus en god snes andre, hørte en spændende Anna Grue fortælle – og svare på en del spørgsmål fra os lytteres side.

Hvis I undrer jer over opstillingen med projektoren, vil jeg bare sige, at det gjorde jeg også. Jeg tillod mig oven i købet at spørge om der, da vi jo rent faktisk befandt os på et bibliotek, dog ikke kunne findes noget lidt mere stabilt end en halvblød plastickurv! Jeg mener – de kan da ikke mangle bøger, og opstillingen vippede faretruende, mens de to damer rodede med at indstille højden.
De blev enige med sig selv og hinanden om, at det såmænd nok gik, hvortil Ellen nøjedes med at trække lidt på skuldrene …

Det var virkelig interessant at høre om, hvordan en forfatter skaber sit univers, sine plot og sine skikkelser – fordele og ulemper ved et fast persongalleri – fiktive byer kontra kendte osv. Især det sidste fremkaldte smil hos os lyttere: Bruger hun kendte steder, er der altid en masse, der henvender sig for at gøre hende opmærksom på alle de fejl, hun – mere eller mindre bevidst – har begået. I Christianssund, som hun selv har sat sammen af det optimale fra flere byer, bestemmer hun selv, og der er ingen, der kan brokke sig over, at politistationen ligger det forkerte sted eller lignende.

Jeg skal i gang med hendes kriminalserie om den skaldede detektiv, som jeg forventer mig en del af.
Til gengæld er jeg ikke sikker på, at novellesamlingen De Andre, som hun læste en af novellerne op fra, bliver hørt eller læst fra min side. Det bliver i hvert fald til sidst i forhold til hendes kriminalromaner.

Rasmine og jeg talte sammen i pausen og efter foredraget, og jeg tror ikke, det er sidste gang, vi taler sammen – det var vældig hyggeligt. Tak for i går, du

Dette var atter et eksempel på, hvordan ens univers kan udvides via blogland. Jeg havde ALDRIG af mig selv tænkt på at undersøge, hvad der sker på Avedøre bibliotek …

Dagens aftenbillede (!) er hverken en stor flammekaster eller en oliekilde, men såmænd bare dampen/røgen fra varmeværket ved Brugsen, lige før solnedgangen blev til en rigtig solnedgang.

Hvor autentisk skal sproget være i en bog?

Leif Davidsens Min broders vogter er lige færdiglæst – som altid fra hans side en god og læseværdig bog. Den var ellers lige ved ikke at blive lånt med hjem i første omgang, fordi den foregik i Spanien under borgerkrigen, hvilket ikke ligefrem er en af mine hovedinteresser.

Den blev dog læst, og den fangede også, som alle hans bøger har fanget mig.
Men. Er der nogen der ved, hvor gammelt udtrykket ‘det pisser mig af’ er? Jeg kan simpelthen ikke slå det op, så hvis nogen kan finde ud af det, vil det være fint.
Jeg er nemlig temmelig sikker på, at udtrykket ikke blev brugt i slutningen af 30’erne, og hvis jeg har ret, bør LD heller ikke bruge det i bogen.
Hvis jeg tager fejl, beklager jeg selvfølgelig, men LD læser såmænd nok ikke dette indlæg, så det vil ikke give ham søvnløse nætter af lutter ærgrelse…
Selvfølgelig skal selve sprogets opbygning og retskrivning ikke være som i 30’erne; det ville fx se ret fjollet ud, hvis han brugte store begyndelsesbogstaver i navneordene.
Faste udtryk og slang derimod, synes jeg skal være autentisk. Det har intet at gøre med, at jeg er sart – det er jeg slet ikke – der skal bare vælges de rigtige bandeord til lejligheden.

Det samme gælder for det velkendte engelske F-ord, som LD brugte rigtig meget i forskellige sammenhænge i bogen.
Det er jeg til gengæld mere i tvivl om – brugte de det som beep-ord i tide og utide i 30’ernes USA? Mit gæt er nej, men jeg er som sagt ikke sikker.
Wikipedia har vist et godt bud på etymologien, nåede jeg at få et sekundkort glimt af, men Wiki.org har blackoutet sig selv i 24 timer som en protest over et amerikansk kongrestiltag.

Jeg synes det er tidstypiske uddryk, der (blandt meget andet, selvfølgelig) gør en bog eller film autentisk og troværdig.
Hvis nogen brugte udtrykkene ‘bred ymer’ eller ‘høj karse’ i en bog eller film, der skal forestille at foregå under 1. verdenskrig, var der vist mange, der ville trække på smilebåndet. Eller blive irriterede.

Det er sikkert en svær balancegang mellem at det skal være til at holde ud at se og høre på, og så netop også at følge den pågældende tids ånd.
Jeg husker en udsendelse om Matador, hvor regissøren fortalte om den kæmpe research, de havde forud for optagelserne for at få fat i de rigtige ølflasker, bare for at tage et eksempel.
Vi er sikkert ikke engang altid bevidste om, hvad der får os til at synes, at et eller andet er virkelig godt, men jeg vil tro, at sådan noget som dagens emne er en vigtig del af det.

Eller hvad mener I?

Sikke en himmel i går

I går var vi til endnu en af januars fødselsdage; nemlig hos Johns datter Pernille.
Hun bor i Nordsjælland, og på den sidste del af vejen derop fulgtes vi med en af de pænere solnedgange. Faktisk den pæneste i 2012 indtil videre…

Pernille foretrækker de stille fejringer, så vi var bare hendes mor og dennes mand, kæresten med sin lille Emilie, samt John og mig.

Vi var heldigvis i god tid, hvorfor det var okay at beordre John i pit tre gange undervejs, så jeg kunne komme ud og fotografere.

Apropos fotos, så er jeg ved at uploade alle mine dokumenter (der er nu ikke ret mange) og alle mine billeder (der er til gengæld rigtig mange) til ‘skyen’.
Man kan også sende al sin musik på pc’en til himmels, så man kan høre sin egen musik overalt (er det mon den moderne variant af Sfærernes musik?), hvis man skulle have de lyster. Det har jeg så ikke, men jeg kunne ikke se nogen lagerbegrænsninger for min del af Cloud Drive.
Nu har jeg backup af mine billeder herhjemme, i Sverige og i cyberspace – mon ikke jeg er helgarderet efterhånden?
Med mit domæne hos one.com følger nu denne Cloud Drive-facilitet med i prisen – hvis jeg har lyst, kan jeg downloade en lille app på min telefon og på Johns iPad, så vil jeg til enhver tid kunne se mine billeder og dokumenter på den og på min HTC.
Det tager så bare cirka 1000 år at uploade de 40 GB, det drejer sig om … jeg tror ikke, jeg kan slukke min pc den næste uges tid … konceptet virker dog ret smart og nemt, så det skal afprøves.

Nogen af jer, der har erfaring med det?

Lytte, lytte, læse, læse…

Var på biblioteket i dag. Hjemkaldelse pga. en total julemånedsforglemmelse fra min side. Pinligt. Og halvdyrt. Øv. Fæhoved.
En måned går alt, alt for hurtigt, men NU har jeg sat næste afleveringsdato ind i HTC-kalenderen! Det er simpelthen for åndssvagt at glemme sådan noget med alle de elektroniske huskedimser, der er tilgængelige.

Da jeg stod og bladrede gennem en af kasserne med MP3-lydbøger, henvendte en anden bladrende kvinde ved siden af sig til mig:
- Leder du efter kriminalromaner?
- Njaaehjohnejnæh, ikke nødvendigvis – jeg står nok mest og lader mig inspirere…
- Læser du kriminal- og spændingsromaner?
- Jada.
- Kender du Anna Grue?
- Nej?
- Hun er SÅ god! Jeg var på en højskole sidste sommer, hvor hun kom og præsenterede sit forfatterskab. Ikke alle hendes bøger er lige gode (hvis forfatters bøger er det?), men denne her er helt forrygende.
Det taler vi ikke om blev holdt frem mod mig.
- Jeg kan kun anbefale, at du prøver – jeg tror ikke, du vil fortryde.
Jeg tog den selvfølgelig, og hun og jeg brugte derefter 10 minutter på at snakke om bøger og lydbøger, som om vi havde kendt hinanden i årevis.
Muligvis er jeg lidt barnlig, men sådanne små, men hyggelige episoder gør mig glad resten af dagen.

Leif Davidsen kom også med hjem som ‘rigtig’ bog, så nu har jeg godt selskab både i sengen og i bilen

I dag på arbejdet lå nature og ventede på mig i posten. Med mit navn påtrykt???
Jeg har bestemt ikke bestilt et abonnement på det magasin, men når nu en eller anden åbenbart må have tænkt på mig, tog jeg det med hjem med god samvittighed.
Jeg har aldrig læst magasinet før, men det skulle være en mere seriøs pendant til Illustreret Videnskab, som John og jeg læser med stor fornøjelse, men det er meget populærvidenskabeligt, hvis jeg skal være ærlig.
Illustrationer er så heller ikke det, der præger siderne mest i nature – nogle få er der dog; tekst derimod, er der rigeligt af!

Ikke desto mindre glæder jeg mig til at studere det lidt nærmere. Det ligner Ill. Vid. på den måde, at der ingen begrænsninger er – der tages alle mulige og umulige emner op, således at der er noget for enhver smag og interesse.

Nu har jeg bare til gode at konstatere, om det er rocket science, eller alle kan være med her uden at være i besiddelse af ph.d.er i alle afskygninger…

Sprogmagasinet Mål & Mæle er også kommet. Jeg har overhovedet ikke tid til at blogge, lave mad, strikke eller sove.

Jeg skal LÆSE. Problemet er bare, at jeg når aldrig at læse mere end fem minutter, inden jeg får en bog eller et blad i hovedet, fordi jeg falder i søvn.

Og det er altså ikke John, der smider med tingene…

En lille spøgelsessnak

Nu skal det jo ikke gå op i jul det hele, så jeg vil stille et lille spørgsmål:
Hvordan udtaler I ordet spøgelse?

Jeg er i øjeblikket ved at høre en lydbog, som Bengt Burg læser op – ikke helt professionelt, for at sige det rent ud. Han er ikke i stand til at læse lidt forud inde i sig selv, så trykket i sætningen kommer alt for ofte det helt forkerte sted, fordi han måske ikke lige havde set, at sætningen fortsætter på næste linje.
Det er ikke så slemt, at jeg ikke kan holde ham ud, men lidt irriterende er det nu alligevel.

Og så siger han spøvelse! Udtalt som røver bliver udtalt. Det har jeg det lidt svært med. Er det sjællandsk? Det burde jeg vel egentlig selv vide, men det gør jeg rent faktisk ikke…
Og alligevel – det er måske nok sjællandsk, for jeg mener, at min gamle farmor sagde, at man var meget betavet af et eller andet. Eller en eller anden…
Og alligevel ikke – samme gamle farmor sagde spojelser lige som i fornøjelser– men sjællandsk har vel også mange varianter. Farmor sagde teer for tæer, ligesom det er fra hende, jeg har min kopkaf.

Gad vide hvordan Hr Burg vil sige hjemsøge? For det gør sådan nogle spøgelser jo … ikke fordi det er en spøgelseshistorie, jeg hører, men disse væsener kan forekomme i mange former, og ens fortids spøgelser har ikke nødvendigvis noget med paranormale fænomener at gøre.

Ord som opsige, fremsige og frasige får en lidt anden betydning, hvis man siger opsive, fremsive og frasive. En interessant fornyelse af sprovet…

Forøge og forøve er absolut ikke det samme. Eller hvad med røgelse, der bliver til røvelse? Så bliver det ligefrem komisk. Fortsæt selv – det kan der komme masser af sjove ord ud af.

Et par lange dage på et par korte dage…

Det er lidt dumt at møde klokken 7 om morgenen, når man ved, at man fra 13-15 skal have engelskundervisning og klokken 15:30 skal stå i et mødelokale og selv undervise et helt områdes ledere i rapportudtagning fra vores tidsregistreringssystem … hvilket inkluderer en indføring i Excels Pivottabeller, for selv om rapporteringsværktøjerne er gode nok i sig selv, kan man ikke umiddelbart regne på tallene; kun se dem. Medmindre altså, at man eksporterer dem til Excel. Så bliver det også sjovt – jeg elsker at lege rundt med alle tallene og stille dem op på alle mulige og umulige måder; lave FTE-beregninger, grafer over sygdom, overtid, osv, osv.

Der er nemlig stor forskel på, i hvilken form man afleverer sine tidsforbrugsstatistikker til de forskellige ledere: Jo højere på strå de sidder, jo simplere en udformning skal de præsenteres for. Direktionen forstår kun lagkager, der giver et meget overordnet billede, mens teamlederen vil have alle detaljer med, så han/hun kan følge hver enkelt medarbejder nøje.

Jeg elsker at undervise, og jo flere spørgsmål, jo bedre – især hvis jeg også kan svare på dem…
Det var nogle kvikke elever i dag – de forstod det hele med det samme og stillede gode og relevante spørgsmål. Skønt.
Nogle af kollegerne synes, jeg er lidt underlig, fordi jeg er en sprognørd, der også kan lide at rode med matematik…
Men jeg er lidt træt i hovedet. I går blev det også til en arbejdsdag fra 7-17:30, fordi det var telekonference-mandag med Post Falls i Idaho, som er ni timer bagud i forhold til os. Dem jager vi til mødetelefonen deres tid 7:30, mens vi andre pænt venter til 16:30. Min chef har en del telekonferencer med dem efter kl. 21, men dem tager han forståeligt nok hjemmefra.

Efter sådanne lange dage kommer jeg hjem og er ret doven.
I dag står menuen derfor på resten af østershattene; denne gang i en omelet.
Jeg svitser svampe, forårsløg, hvidløg, persille og lidt tomat; ikke den helt store forskel fra søndagens frokost, men uden rejer og med æg i stedet for pasta.
Dejlig nem mad.

Apropos mad: Husk at se Spise med Price i aften – nu også med Mette Blomsterberg

Og husk også, at om kun en god uges tid begynder det at vende, og vi går mod lysere tider igen.
Det hedder som bekendt vintersolhverv; på engelsk Winter Solstice, som også er en roman af Rosamunde Pilcher – nok den bedste AGA-saga-writer, jeg er stødt på … jeg stornyder hendes bøger, som vel ikke er den store litteratur, men noget så skrækkeligt gode alligevel – hvem kender ikke The Shell Seekers (Konkyliesamlerne)?
Men okay – de er mest henvendt til kvinder, tror jeg.

Billede hugget fra Amazon…

Hvad er det egentlig for noget, sådan en strikkefestival?

Så. Nu bliver vi lidt nørdede.
På mit arbejde er jeg hvert år uhjælpeligt til grin, når jeg annoncerer, at jeg går tidligt om fredagen, fordi jeg skal til strikkefestival. “Til HVAFFORNÅET???”, lyder det yderst forundret, og flere (især hankønsvæsener) er ude af stand til at skjule deres grin.
Nu lader jeg mig ikke så nemt mobbe, så jeg griner kækt tilbage og spørger, hvad der dog er i vejen med, at en masse mennesker samles om en fælles hobby? Om de aldrig går på biludstillinger? Om de ikke ville ønske, at de kunne være en hel masse mænd sammen i en hel weekend, hvor de overhovedet ikke skal bekymre sig om kone eller børn, parcelhus eller ligusterhæk? Der er ikke nogen, der regner med, at man laver mad. Eller gør rent. Eller på anden måde er disponibel.
Når jeg når hertil, er det lettere overbærende og “kvinder, altså”-blik, de havde i øjnene, afløst af et misundelsens blik. Så har de nemlig set pointen.

Selvfølgelig strikker vi. Og vi lærer tips og tricks af hinanden – der kan være arrangeret større eller mindre workshops, og der kan ligefrem være inviteret en strikdesigner til at holde foredrag.
En meget dygtig spindedame har altid sine spændende og flotte garner med, så vi har mulighed for at købe noget, der er helt unikt. Andre netbutiksindehavere har ligeledes deres garner med – ofte nogen, der ikke lige ses i de almindelige garnbutikker.
I 2009 så vi Hjelholt Uldspinderi. Meget interessant.
Ruth Sørensen fra Ebeltoft er nærmest fast inventar i dette forum, og hun har altid nogle særdeles flotte ting med.

Der er imidlertid også plads til andet, som det kan ses af mit indlæg fra i lørdags. Det er nemlig ikke forbudt at gå ture eller lade strikkearbejdet hvile lidt og bare sidde og lytte/snakke.
Der bliver altid serveret rigtig god mad.
Man glæder sig til at se de gamle kendinge, men man lærer også hver gang nye mennesker at kende, og de fleste er nogle skønne kvinder. Når sandheden skal frem, er der også nogle enkelte, jeg aldrig ville kunne blive hjerteveninde med, men de har det sikkert helt på samme måde med mig…

Har jeg så købt noget? Jada, men jeg har behersket mig voldsomt denne gang … selv om jeg ikke er helt sikker på, at John er enig i den påstand … det er altså bare fordi jeg samler til lager, til når jeg er blevet pensionist og ikke længere har råd til at købe garn. Jeg har i den forbindelse måttet love John at blive mindst 120 år og være strikkeaktiv til det sidste…

Dette 280 g håndfarvede og håndspundne garn er én lang tråd, så arbejdet vil gå fra at være lyst til mørkt eller omvendt. Det bliver derfor lidt af en udfordring at designe det, jeg vil strikke – skal nok skåne jer for yderligere detaljer – men det bliver noget, der ikke findes mage til i hele verden. En tanke, der tiltaler mig. Og nej … jeg gav ikke 560 kr. for det – jeg fik 11 % i rabat…

Nogle har garnrester (eller fortrydelseskøb) med og sælger billigt ud – det petroleumsfarvede silke garn (skal i ét ord! Så fat det dog!) fik jeg fem nøgler af til en femmer stykket. Ditte blev helt grøn af misundelse over det, så jeg forbarmede mig og solgte de to af nøglerne til hende – der vil stadig være garn nok til et fint lille tørklæde til os begge.

Filisilk-garnet er SUPERsupersuperblødt – 70 % ekstra blød merinould og 30 % silke. En baby ville elske det, og selv de allersarteste sjæle vil ikke kunne mærke, de har noget på. Det var så heller ikke helt billigt…
Noget flerfarvet fra netop omtalte Hjelholt Uldspinderi. Bliver til et sjal, vil jeg tro – det er gode farver til cowboybukser.

Det i poserne til venstre er 14 nøgler marineblåt Alaska; noget ‘almindeligt’, ret tykt uldgarn, som kan bruges til hvad som helst – der er til to børnesweatre eller en voksenditto. Har man lidt rester i andre farver, kan der blive en fin trøje med norsk mønster.

Endelig købte jeg bogen Maggie’s Ireland af en, som bor i Sverige – hun ville have 200 kr. for den, men det ville jeg ikke give, så jeg bildte hende ind, at jeg havde brugt al min disponible kapital, men at jeg tilfældigvis havde 150 svenske kroner… ville hun sælge bogen for dem? Hun tøvede lidt, men…
Jeg fik den selvfølgelig – det var fem minutter i lukketid. En flot, flot bog, som man slet ikke behøver at være strikker for at nyde.

Hvorfor er græsset grønnere hos naboen?

Vi er nogle sjove nogen, vi mennesker. John og jeg er i hvert fald småtossede… Vi har en hel del glimrende boghandlere i både Køge og Roskilde. Garnforretninger har vi også. Elektronikbutikker til overflod.

Hvad sker der, lige så snart vi bevæger os udenbys? Vi skal da ind og snuse i de lokale butikker. Sæt nu, de havde noget garn, de ikke har i nærheden af mig (okay… det er der nu ærlig talt stor sandsynlighed for, at de har, hvis jeg kun medregner den lokaleste butik). Sæt nu, der er udkommet nogle bøger, jeg ikke har set endnu. Sæt nu, de havde en elektronisk dims, der var ny for John. Eller et kamera, han endnu ikke havde hørt om (meget usandsynligt…) – man må sandelig følge med, må man.

Alt det med, at man skal støtte de lokale handlende, går vi da helt ind for. Selvfølgelig gør vi det.
Men vi køber alt muligt alle mulige andre steder. Ih, hvor er vi tarvelige og illoyale.

Har det mon noget at gøre med, at vi har fri? At vi for en gangs skyld har alverdens tid til at gå og ose i alle mulige og umulige butikker? Det har det nok.
I Tønder raserede jeg en garnbutik og en boghandel. Vi tog den hele vejen op og ned ad gågaden, så der var til både Johns og mine interesser. Forskellen var bare, at han ikke købte noget…
I Møgeltønder var vi inde og snuse i en loppemarkedslade, hvor de havde en masse fristelser. Som jeg undgik … man har vel karakterstyrke … jeg tog bare et par billeder af et par skilte.
Ikke det, hvor teksten lød:
My wife dresses to kill. She cooks the same way.
Inge syntes, det var vældig morsomt, og at John skulle købe det, men eftersom jeg naturligvis overhovedet ikke kunne se det sjove i den tekst, lod han det klogeligt stå.

I stedet tog jeg et billede af skiltet herover.
Min chef kommenterede det sjovt nok ikke … så kan jeg jo tænke lidt over det.

Bøgerne … tilbud: Tag tre bøger for 200 kroner. Problemet var bare, at jeg kun ville have to af valgmulighederne på trods af, at der var en hel del – men der var måske også en grund til, at lige præcis de var på tilbud… jeg syntes så alligevel, at det var for dumt ikke at finde en tredje, så det gjorde jeg – og har nok fortrudt den lidt, men den får en chance. Det jeg især studsede over var, at det er “en sand pageturner”. Det hedder det altså ikke på dansk; ikke engang på nydansk.
Det var også “en international bestseller – solgt i mere end 2 millioner eksemplarer”. Er det virkelig noget at tale om på internationalt plan? Det er jo nærmest ingenting, vil jeg mene. Nå. Den får som sagt en chance, og jeg fik to Jussi Adler-Olsen-bøger med hjem, så de er forhåbentlig alle 200 kroner værd.

Og så lige det andet skilt:

Jeg kunne jo kun erklære mig enig, men det har jeg ikke skiltet (!) med på mit kontor. Jeg har jordens sødeste chef, men han lever for at arbejde.
Jeg har det lige omvendt.

“Hvor går man hen, når man går bort”

Det er titlen på en herlig lille bog, som bedemanden gav os i går, da han hørte, at far havde oldebørn. (Der mangler lige et lille spørgsmålstegn, synes jeg, men lad det nu være…)

Den forklarer på en skøn, åben og meget humoristisk måde de underlige begreber og vendinger, man støder på i forbindelse med dødsfald og begravelser. Eufemismer er der jo rigeligt af til dette alvorlige emne. Det er den lille pige Tut, der er den evigt undrende hovedperson.

Pluk fra forordet:
“Det er ikke en historie om sorgen, dens faser eller bearbejdelse.
Fortællingen tager udgangspunkt i barnets oplevelser, tanker og spørgsmål, og den giver svar på en del af de praktiske ting, der foregår i forbindelse med afdødes begravelse eller bisættelse.”

Oldefar har fået fred.
Oldefar er sovet ind i nat. (Tut: “Jeg har også sovet i nat.” Senere, da hun så liget, sagde hun: “Jeg tror altså ikke han sover. Jeg tror, han er død!”)
Oldefar er gået bort.
Oldefar har stillet træskoene.
Oldefar er gået hjem til Gud.

“Bedemanden??? Det er jo en dame!”

“Kondolerer”, snøftede far og tørrede sig om næsen.
“Det gør mig ondt”, mumlede mor.
“Jeg har også haft ondt i maven engang, men det er gået over”, sagde Tut.

---

Min niece Camilla forsøgte at forklare lille William, at oldefar var død nu, men når man er 2 år, er det totalt uforståeligt.
”Jo, William – han er død lige som sneglene; dem har du da set, når de er døde”.
Vi kunne ikke lade være med at grine højt af Camilla, da hun fortalte os det – det var et noget ubetænksomt billede, drillede vi hende med, for de klipper dræbersnegle over i deres have, og det har drengen set.
William bare SÅ på sin mor og sagde: “NARRJ!”, og så var den ikke længere. Han gik, for det vrøvl gad han altså ikke høre mere på…

En debutroman

Et stort til lykke skal der lyde herfra til Dorte, som i dag udgiver sin første ‘rigtige ‘ roman (fås kun elektronisk). Hun har tidligere skrevet mange noveller, men altså nu også en roman.

Jeg er imponeret over, at en dansker kan skrive en roman på engelsk. Det tror jeg ikke, at mange kan. Mange danskere er forholdsvis gode til engelsk, men det er ikke helt godt nok at være forholdsvis god, hvis man vil bryde igennem som forfatter.
På et kursus lærte jeg engang af den dygtige oversætter Thomas Harder, at ingen nogensinde burde oversætte litteratur til andet end sit modersmål, for uanset hvor godt man behersker et andet sprog, vil man aldrig kunne være helt ude i krogene af det på samme måde, som man er på det først tillærte.

Dorte har ikke oversat – hun har simpelthen skrevet på engelsk fra starten, og jeg glæder mig til at læse hendes bog.
Hun har humor – se blot på nogle af navnene, hun har givet sine personer (citat fra indlægget, jeg har linket til): “…but I think you´ll like several of the characters (e.g. Rhapsody and her sisters) and loathe others (the Kickinbottoms).  Hvilket herligt navn… det er helt Anders Andsk, og det er absolut ment positivt – jeg har altid elsket de meget personbeskrivende navne, som Disney (og hans oversættere) har givet deres figurer.
Førnævnte Thomas Harder har i øvrigt oversat meget af Disney og leverede en artikel om bl.a. det specielle ved dette i det seneste Mål+Mæle som en del af artikelserien “Med sproget på arbejde”.

Dorte har været så sød at forære mig et eksemplar som tak for min lillebitte medvirken, men jeg har endnu ikke læst bogen.

Hvis der skulle sidde en eller to og synes, at huset på coveret ligner noget, de har set før, kan denne fornemmelse sagtens være rigtig…
Det har været rigtig sjovt at være med i denne proces. En mikroskopisk del af det hele, og som naturligvis ikke har en pind med det skrevne at gøre, men jeg ved, at nogle kan finde på at købe bøger efter coverets udseende, så jeg håber, at også dette falder i god smag hos Dortes læsere.

Igen til lykke – jeg håber du kommer på bestsellerlisterne, Dorte.

Opdatering kl. 20:
I Aftenshowet var der et interview med to andre forfattere, som sammen har begået en krimi (Den sidste gode mand), skrevet af A. J. Kazinski – Der findes ikke nogen A. J. Kazinski, for bag pseudonymet gemmer sig de to forfattere Jacob Weinreich og Anders Rønnow Klarlund. Intervieweren sagde til en af dem: “Du er skrivende forfatter…”
Hvilken slags forfatter er man, hvis man ikke er skrivende??? 

Drama i Durban

Her i Blogland bliver man til stadighed inspireret af andre bloggere. Man kan få lyst til at opleve noget nyt, fordi der har været en god beskrivelse af et eller andet.
Man kan også gribe sig selv i at skrive en kommentar, der er alt for lang og i stedet burde være et indlæg. Det skete i går, da Kong Mor skrev om om sin søn, som har det alt for godt, hvor han nu end er – men han er væk fra mor, og der er mobiltavshed…

Jeg kom til at tænke på de sidste tre måneder af 1996, hvor Charlotte rejste rundt i Afrika. Hun havde sparet op under sit sabbatår, og nu skulle nogle af pengene bruges på en gammel drøm om at se Afrika fra Kenya til Cape Town. De første to måneder var hun sammen med andre på to sammenhængende ture arrangeret af Topas Rejser, så der var jeg kun moderat nervøs. Hun havde ingen mobiltelefon, og selv om hun havde haft det, var der nok ingen dækning, og der var i hvert fald ingen opladningsmuligheder – det var en meget primitiv ferie, hun helt bevidst valgte. De skulle selv deltage i madlavning og teltopslagning hver aften.

Jeg var forberedt på, at kommunikationsvejene kunne være lange, men at der skulle gå tre uger, før jeg fik det første brev fra hende, var jeg alligevel ikke forberedt på… du milde himmel, hvor det barn kunne fylde i mine tanker. Har hun det godt? Hvor er hun? Hvem er hun sammen med? Er de søde og flinke? Hun havde givet mig nogle poste restante-adresser, så jeg kunne skrive og holde hende underrettet om det hjemlige.

Hun havde det selvfølglig godt – hun havde sendt et brev allerede efter tre dage dernede, men det havde været utilgiveligt længe undervejs. Derefter kom brevene med uregelmæssige mellemrum – dejlige, tykke breve, for hun brugte dem som en dagbog, så der var det hele med (tror hendes naive mor…). Det var skønt at følge med i den spændende tur, og jeg var så glad på hendes vegne og efterhånden næsten ubekymret. Bortset fra, da hun havde været ved at dø af en blodforgiftning. Havde det ikke været for en beslutningsdygtig og kompetent guide, var det gået helt galt, især fordi hun ikke selv vidste, hvad røde striber op ad armen kunne være et tegn på. Godt jeg først vidste det, efter det hele var overstået.
(Udpluk af samtale efter hjemkomst: “Røde striber?! Barn dog! For hulen! Blodforgiftning!! Det kan man sgu da dø af!”
“Ja, mor. Det ved jeg godt nu. Men det var jo bare en lille rift – og selv om tommelfingeren blev dobbelt så tyk, tænkte jeg jo ikke over, at det kunne være farligt.”   … pyh altså…)

Bortset fra denne ubetydelige nærdødsoplevelse gik alt godt – efter to måneder sagde hun farvel til sine rejsekammerater og sine to guider for at tage rundt på egen hånd i Sydafrika i fire uger, inden turen gik hjem d. 22. december. DA havde jeg det skidt – hver eneste dag tænkte jeg på hende næsten hele tiden, og en nat skete det, der bare ikke måtte ske: Telefonen ringede ved 2-tiden, og en Charlotte, hvis stemme jeg næsten ikke kunne genkende, sagde: “Mor, mor – spær mit kort!”
Mit hjerte stod stille, men jeg fik da spurgt, hvad der var sket. Hun var blevet overfaldet; var dog ikke kommet fysisk til skade, men havde mistet kamera og kreditkort og havde kun de få dollar, hun havde haft gemt i et dertil indrettet bælte.
Hun havde været på vej fra vandrerhjemmet i Durban til stationen, hvorfra hun skulle have et tog til Plettenberg, hvor hun skulle have et stop hos min kollegas datter, som boede der.
Hun insisterede på, at alt var okay, men at jeg gerne måtte udtænke en måde til at sende nogle penge ned til hende, så hun kunne få lidt mad i de sidste 14 dage.
Efter overfaldet fandt hun tilbage til vandrerhjemmet, hvor en meget sød schweizer tog sig af hende, lod hende tude og hjalp hende med at få ringet til mig. Men alt var okay. Sagde hun. Vi aftalte, at hun skulle tage ud til Louise i Plettenberg som aftalt og blive hos hende et par dage, til jeg havde fundet ud af noget.

Jeg fik ikke mere søvn i øjnene den nat. Hold da fast, hvor havde jeg det dårligt, og næste morgen styrtede jeg omgående hen til kollegaen, som jo var Louises mor. Hun tog aktion med det samme, ringede til datteren, fortalte hvad der var sket og sagde, at hun skulle forsyne C med så mange penge hun kunne undvære og helst lidt til, så skulle vi nok sørge for at fylde bankkontoen op igen herhjemme fra Danmark. Fint – så var det praktiske problem løst.
C ringede, da hun var vel ankommet hos Louise.
- Åh, hvor er jeg glad for at høre fra dig. Hvordan har du det?
- Jeg har det godt nu. Louise er smaddersød, og nu har jeg kun et par blå mærker tilbage på halsen.
- HVAD??? Det sagde du ikke noget om!!!
- Nej – jeg ville ikke gøre dig bekymret, og jeg havde jo klaret mig ud af det. Ikke gøre mig bekymret… tænk, at hun havde haft overskud til at tænke sådan.
- Du sagde også, at du ikke var blevet voldtaget. Løj du også om det?
- Nej – det er heldigvis sandt.

Vi snakkede længe sammen, og jeg fik hele historien. Da vi lagde på, var jeg sikker på, at hun igen var ved godt mod, men der var ingen tvivl om, at danske Louise i Sydafrika havde været lige hvad hun havde brug for. Vi er hende dybt taknemmelig, og da John og jeg otte år senere var i Plettenberg, opsøgte vi hende og takkede hende for, hvad hun havde gjort for Charlotte efter dengang, der skete det, at…

… hun var på vej i Durbans gader på vej mod stationen, og der pludselig trådte en mand ud foran hende, lagde hænderne lidt for ubehageligt hårdt om halsen på hende og forlangte hendes kamera, penge og kreditkort. Til dette havde min superseje datter svaret, at det kunne hun altså ikke, hvis han blev ved med at forsøge på at kvæle hende – han var lige som nødt til at slippe hende, for at de kunne komme videre i processen.
Han tog hendes briller – så spurgte hun, hvad i alverden han troede han kunne bruge dem til… hun kunne ikke se uden dem, og han ville ikke kunne se med dem! Hun fik sine briller igen. Pungen tog han selvfølgelig også, men hun fik sig forhandlet frem til, at hun kunne beholde sit pas og sine flybilletter, som han alligevel ikke ville kunne anvende eller sælge.
Han ville også have hendes kamerataske, og her sagde hun til ham, at han godt kunne få kameraet, men filmene ville hun altså gerne have lov til at beholde, for de kunne ikke have nogen værdi for ham. På dette tidspunkt i ‘forhandlingerne’, nærmede der sig en anden mand, og overfaldsmanden smed film og rygsæk og stak af. Han må have været noget af en amatør, men at C kunne være så cool at give sig til at diskutere med ham, er jeg den dag i dag vildt imponeret over. Charlotte siger, at det jo bare drejer sig om ikke at vise, at man er bange – se dem ind i øjnene og udstråle en voldsom selvtillid har en stor effekt.

Hvad lærer man på et forfatterkursus?

Ad uransalige veje fandt jeg ind til en blog, hvis skrivende medlemmer alle har deltaget i et forfatterkursus, hvad sådan et så end måtte indeholde.
Umiddelbart ville jeg mene, at hvis man går med en forfatterspire i maven, må et af mindstekravene være, at man behersker det sprog, man gerne vil forfatte på. Mine øjenbryn røg derfor lidt i vejret, da jeg læste følgende kommentar fra en, der efter eget sigende havde deltaget i sådan et kursus:

Jeg har også meldt mig til nu.
Hvad gør jeg så nu.
Hvornår bliver den nye opgave offentligt gjort.
Er det dig jeg skal sende materialet til.
Hilsen Xxxx

Der var tre spørgsmål, hvorfor jeg ville forvente at se tre spørgsmålstegn.
Hvis man har ’offentligt gjort’, har man forrettet et ærinde, som jeg aldrig i livet ville forrette offentligt!

Jeg tror ikke, jeg ville købe en bog skrevet af vedkommende, hvis der mod min forventning skulle udkomme en… ”Et er søkort at forstå; et andet skib at føre”.

Sikke da et humør jeg er i – det må skyldes gårsdagens bøde.
Jeg lover, at mit næste indlæg bliver mindre mavesurt, for jeg skal til noget spændende i eftermiddag og i aften: en tur rundt i ‘Kongernes Nordsjælland’; se Kronborg og spise gallamiddag på Kulturværftet i Helsingør.
Det er altså interessant at gå på arbejde en gang imellem… og når I kan læse dette, er jeg stadig ude i embeds medfør og vil være det helt frem til kl. 23. Hvem siger, at overarbejde er af det onde? ;-)

På hundredårsdagen for Titanics forlis

På hundredårsdagen for Titanics forlis sker der noget, som Tim med garanti ikke engang vovede at drømme om, da han som 8-årig begyndte at interessere sig for det berømte skib.
På hundredeårsdagen for Titanics forlis vil Tims åsyn blive kendt af rigtig mange tv-seere.
I dag hører han til blandt dem, der ved mest om Titanic – han udgav sidste år en bog, som kom ind på den engelske top 10 over årets quizbøger. Han har studeret så meget udensomsmateriale, at han har opdaget noget helt nyt omkring, hvorfor det tog så lang tid, før der kom andre skibe til undsætning, da Titanic sank.
Det er noget med miraging – hvis jeg siger fata morgana, bliver det nok misforstået, men det er noget i den stil. Jeg kan ikke afsløre ret meget; jeg må for det første ikke endnu, men jeg forstår heller ikke alt, hvad Tim prøver at forklare mig om disse naturfænomener, så det var såmænd nok lige meget, selv om jeg prøvede…
Tims første bog var egentlig kun en ‘føler’ for den anden bog, hvori han netop ville føre bevis for denne nye opdagelse – den var en forret, inden hovedmåltidet bliver serveret, så at sige.
Reklame: Den findes både som hard- og paperback. Billede af paperback-udgaven lånt hos Amazon, men de kan vel næppe have noget imod lidt reklame.

For nogle måneder siden blev Tim prøvefilmet der, hvor Titanicudstillingen, der p.t. er i Tivoli, på det tidspunkt var i England. Han skulle berette om sin nye opdagelse, og produceren var så begejstret for ham “You are a born talent!”, at han sendte en appetitvækker ind til National Geografic for at være med i kapløbet om de to dokumentarudsendelser, der får lov til at præsentere 100-årsdagen d. 15. april 2012. Jeg har altid ment, at Tim kan sælge sand i Sahara, og nu har han bevist det…

Her er det meste af gårsdagens email fra Tim. Jeg var velkommen til at blogge om det; jeg måtte bare ikke nævne navne eller budget:

Dear Ellen and John, I’m writing to let you know that I’ve just heard that
NatGeo have just “green-lighted” my 2 hour documentary Special on the
miraging I discovered was present the night the Titanic sank, to be
screened on the 15th April 2012…only me and …….…shows made
the cut (out of 12 others, including ……………… (en, Tim ellers var helt sikker på var selvskrevet)
So we very happy and looking forward to seeing you in June P.S. Budget
is ……………., and I get …… !

Jeg er så glad på hans vegne; det er vist den bedste accept, han kan få på det store arbejde, han har lagt forud for dette.
John, jeg og sandsynligvis de fleste andre, der kender Tim, plus en betragtelig mængde Titanicfans, vil sidde klinet op ad tv-skærmen d. 15. april næste år for at se, hvad de har fået ud af det.
Man regner som en tommelfingerregel med, at for hvert minut udsendt på tv, ligger der en times optagelser – det vil altså sige, at der ligger omkring 120 timers arbejde og venter forude – men det må for pokker da være 120 drønspændende timer – han skal med ud på stedet, hvor Titanic sank; med hvor det blev bygget, med til Southampton, hvorfra det stævnede ud på den fatale jomfrurejse, med til jeg ved ikke hvor. Gad vide, om han overhovedet får tid til at passe sit arbejde…

Jeg har besluttet mig for ikke at følge Janteloven, så jeg må godt være stolt over, og give udtryk for det, når Tim som her har præsteret et flot stykke arbejde og oven i købet bliver krediteret for det på denne noget usædvanlige måde.
Denne miraging-opdagelse er jo ikke noget, han er kommet sovende til – det er resultatet af mange måneders gransken i de mest usandsynlige arkiver, både her og i USA; af utallige telefonsamtaler med folk, der har mere forstand på vejrfænomener end ham selv; af mange søvnløse nætter, hvor han har tænkt og tænkt og tænkt… Det er ikke ny viden som sådan, men det er en helt ny måde at kombinere og konkludere på den viden, der er tilgængelig for alle, der måtte være interesserede i at ville grave i gamle logbøger, meteorologiske optegnelser og meget andet.

Til sidst et lille kuriosum: Charlotte var ansat hos Angels, dengang de syede kostumerne til John Camerons film, så hun har givet sit lille bidrag til filmpåklædningen, og hun var der, da Kate Winslet og Leonardo di Caprio kom til prøvninger.
Så er ringen vist sluttet.

Det er godt, at det er forår

Ellers ville jeg nok blive meget mere irriteret på den bog, jeg lige har købt, men lige nu er det altså svært at blive sur på noget som helst.
Jeg er næsten færdig med S.J.Boltons Offer, en spændingsroman, som jeg hører i bilen. Det er en ny forfatter for mig; Offer er hendes debutroman og den er overraskende god.
I går fik jeg (i Brugsen, såmænd) øje på hendes anden bog Slangehuset, købte den og startede på den i aftes.

Det forlag lider af en sørgelig mangel på korrekturlæsere. ‘Mørkløddet’. Hrmpf.
Det værste er dog næsten de mange sætninger, der er skåret over, hvor de ikke skulle være skåret over – det virker faktisk temmelig forstyrrende – jeg skulle have ventet, til den kan lånes som lydbog, for der er mange af disse overskårne sætninger.

Jeg har lige bestilt den 6. og sidste del af serien Jordens Børn af Jean M Auel: Hulernes Sang. Charlotte og jeg har tilsammen de fem første, så vi er nødt til at investere i denne sidste også. Den burde kunne nå at komme, så jeg kan have den med til England på næste fredag.

Solen kæmper for at trænge igennem i dag. Det lykkes ikke rigtig for den, men temperaturen er 15°, så de små planter prøver på at tage revanche for det sene forår og er så vældig ivrige for at komme op af jorden – de har så travlt, at man næsten kan se dem vokse, hvis man lige stopper op et par minutter.

En kløverlignende en, jeg ikke kender navnet på, en salvie og en akeleje.

Der sker også lidt indendørs:

Til venstre en af amerikanerne. Tror jeg nok … ligner det ikke mest en brændenælde indtil videre?

 

Denne her forventer jeg mig meget af. Den stod meterhøj, rødbrun, ret alternativ og meget flot hos en sød svensk dame, der bor et vidunderligt sted ikke så langt fra ødegården.

Hun gav mig en masse frø i efteråret; jeg lagde ni af dem, og der er kommet to op – jeg havde jo nok regnet med en spiringsprocent på omkring 50, men nu må jeg se, om de overhovedet gider blive til noget hos mig. Hvis de gider det, lægger jeg flere frø i jorden til næste forår.

Hip hurra, de’ min fødselsdag…

Nogle af jer vil studse, for det havde jeg da for små to uger siden. Det er så heller ikke mig, men min dejlige svigersøn, der fylder 38 år i dag.
Jeg blev 58. Kan I regne ud, hvad der sker om to år? 
Inden for 14 dage bliver vi 100 år tilsammen. Vi har vilde planer om at fejre det i skøn samdrægtighed. I England. Så må vi se, hvordan det rent praktisk kan lade sig gøre, men kommer tid, kommer råd.

Tim har, som før nævnt, været en meget stor Titanic-fan lige siden han kunne læse, og det kan de som bekendt tidligt i England. Sidste år udgav han denne bog, og om godt et år, på 100-årsdagen for Titanics forlis, skulle der gerne komme en bog til, plus en tv-udsendelse, som Tim selv tegner og fortæller til. Dette sidste er dog endnu kun i støbeskeen, og det vides endnu ikke, om det bliver til noget. Der skal lige findes en sponsor, men der arbejdes på sagen.

På lørdag kommer der gæster i min engelske familie, og til dem vil Charlotte servere en vaskeægte Titanic-middag.

“The last dinner on the Titanic – a menu from the Ritz Restaurant, where the super rich dined”
Quail eggs in aspic with caviar (white Burgundy)
Spring pea soup (Madeira)
Lobster Thermidor with Duchess’ Potatoes (Mosel wine)
Tournedos with Morel mushrooms on a bed of braised cabbage (Red Bordeaux)
Rose water & mint sorbet (no wine)
Asparagus with Hollandaise and hard-boiled egg (Red Burgundy)
Fresh Fruit salad with Kirsch, mint leaves and syrup (Dessert wine)
Orange Surprise (springes over – drønbesværlig at lave…)
A selection of cheese (Dessert wine)
Coffee (Port)

“Vi har snydt lidt”, for C kunne ikke skaffe morkler; det blev til brune champignon i stedet. Hummeren bliver ændret til torsk. Eller var det laks? Nok torsk pga. det hvide kød.
Og ja… portvinen serveres ikke til osten, men til kaffen. De er skøre, de englændere…

Alt dette bliver frembragt af den samme datter, som for 14 år siden flyttede hjemmefra uden at kunne koge et æg. Der er sket en del på madfronten siden hun for en del år tilbage ringede til mig, og hun spurgte: “Mor, hvad er en knisp?” (Kn udtales som om næsen er helt stoppet).
Det varede lidt, inden det gik op for mig, at hun mente en knsp, men det er jo heller ikke nemt at gætte, at det betyder en knivspids.
”Hvor stor skal kniven være? Og hvor langt definerer man, at spidsen går til?” Yderst fornuftige spørgsmål…

Kunstnerisk frihed?

“Hans blik blev fanget af et glimt af rødt i den fjerneste ende af molen. Mellem vandets, himlens og klippeskræntens uvejrsgrå og -brune farver kunne han skelne en ung kvindeskikkelse. Kvinden stod neden for et lavt, kompakt stentårn, som lå på det dige, der strakte sig beskyttende rundt om den ene side af havnen. Da Richard skærmede øjnene mod regnen, kunne han skimte et flagrende blåt og hvidt skørt under en rød jakke og langt, sort hår, der stod som et banner ud fra hovedet. Vinden hev og sled i kvinden, og skumsprøjt fra havet stod højt op over hende. Ikke langt derfra skummede bølgerne vredt. Efter hans mening stod hun alt for tæt på kanten – en forkert sø ville være nok til at skylle hende væk. Det bekymrede ham, at hun havde valgt at betragte uvejret fra så udsat et sted, og han var lettet, da hun vendte sig om og begyndte at gå tilbage mod kajområdet.”

Ovenstående er skrevet af fra side 2 i denne bog:

Der er ikke nogen lov om, at cover-tegningen skal afspejle bogens indhold nøjagtigt, og jeg synes, det er en meget, meget smuk og stemningsmættet illustration.

Alligevel kunne jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet, for så dårlig en overensstemmelse mellem tekst og cover ser jeg ikke ret tit.

Er der en Harry Potter fan til stede?

Her! Mig!
…stor fan, selv om jeg godt nok sætter grænsen ved at klæde mig ud som en af figurerne for at komme med til snigpremiere i Svendborg, som vi kunne se klip fra i Aftenshowet for lidt siden… Aftenshowet, hvor Puk Elgaard og underteksterne lige hårdnakket påstod i henholdsvis talte ord og på skrift, at denne sidste film hedder ‘Harry Potter og dødsregialerne’.
Jeg kan hermed oplyse både teksteren og Puk om, at det hedder regalier og ikke regialer.

Ham Harry Potter lærte min nevø at læse. Eller burde jeg måske sige, at det var JK Rowling, der gjorde det?
Noget af en påstand, men ikke desto mindre sandt. Han var 10-11 år, og han gad hverken skolen i almindelighed eller læsning i særdeleshed.
Men så åbnede Harry Potter med ét slag bøgernes vidunderlige univers for knægten. Han slugte dem, så snart de udkom – der var heldigvis kommet to, da han ‘opdagede’ dem, og den tredje var tæt på.

Jeg faldt lige så hurtigt for Harry Potters univers. Det var en – jævnaldrende – veninde, der gjorde mig opmærksom på dem og lånte mig den første; jeg var solgt lige pr. omgående og købte både den og de følgende bøger.
Jeg startede på dansk, og oversætteren Hanna Lützen skal have et stort cadeau for de helt eminente oversættelser – det har været noget af en opgave med alle de selvopfundne ord, Ms Rowling diskede op med, men Hanna klarede dem til topkarakter. Hun har senere fået et velfortjent hædersbevis for fremragende oversættelse.
Filmene har jeg naturligvis både set og købt…

Den forrygende, forunderlige, fantastiske, fabelagtige fantasi, forfatteren er i besiddelse af, ville jeg gerne have kunnet prale af at have.
Perron ni trekvart. Hvordan finder man lige på sådan noget?
Eleverne på Hogwarts skulle trylle en mus om til en blikæske, og en af dem dumpede, fordi æsken stadig havde knurhår. Oh, hvor jeg hyggede mig.
Diagon Alley – Diagonalstræde – sig det engelske navn højt og smil for jer selv.

Ikke så langt fra Tims og Charlottes hus, i den velbevarede middelalderby Lacock, har Lacock Abbey ageret dele af Hogwarts i filmene, lige som også gaderne i byen har været kulisser.
John og jeg har været i Lacock tre gange; ikke specielt pga. Harry Potter – det er en meget fascinerende by, som vi kan anbefale at besøge, hvis man alligevel skulle befinde sig i nærheden.

Vi er flere halvgamle fans – Preben Kristensen og jeg er præcis lige højt til års, og han lagde her til aften ikke skjul på, at han er en stor fan.
Min søster og svoger har inviteret børnene (som nu er voksne) med i biografen lige fra den første film kom, og de husker heldigvis altid at spørge, om jeg vil med. John gider nemlig ikke se sådan noget… han er ikke så meget til eventyr og fantasy.

Noget andet, jeg har fundet ret morsomt er, at de har kunnet filmatisere i en hastighed, der passede med at skuespillerne blev tilsvarende ældre. Harry Potter er 11 år ved seriens start, og i hver af de efterfølgende bøger er han et år ældre end i den forrige. Det er børneskuespillerne også (cirka) for hver film, hvilket giver det hele et næsten absurd skær af ægthed midt i alt det eventyrlige.

Normalt bliver jeg skuffet over at se en filmatisering efter, jeg har læst bogen, fordi de billeder, jeg ved læsningen dannede mig inde i mit hoved, sjældent stemmer overens med det, jeg ser i filmen.
Madame husker mig på, at bøger og film er to vidt forskellige medier, som man af samme grund ikke bør sammenligne. Jeg kan sagtens forstå din argumentation, Madame, og ville gerne kunne have det sådan, men når bog og film fortæller præcis den samme historie, kan jeg ikke få min hjerne til at lade være med at holde dem op mod hinanden.
Harry Potter er et eksempel på, at jeg ikke er blevet skuffet, men normalt skal jeg først se filmen for derefter at læse bogen – så er min hjerne farvet af ansigterne og fortolkningen i filmen, og den [hjernen] bliver knapt så skuffet.

Kan I holde de to medier adskilt? Er jeg den eneste Harry Potter fan i disse egne af blogland?

B for Bøger

ABC Scandinavia er nået til B, og det kan næsten ikke blive til andet end bøger for mit vedkommende – selv om jeg kan frygte, at jeg går Ditte lidt i bedene, da hun har valgt kun at holde sig inden for biblioteksterminologien i denne omgang…

Mine forældre begyndte at lære mig at læse, da jeg var fire, og da jeg var fem, læste jeg Anders And-blade og mine første børnebøger. Som barn var jeg ’underlig’, fordi jeg hellere ville læse end lege. Min første engelsksprogede bog købte jeg som 15-årig, fordi jeg var løbet tør for læsestof under en ferie i Østrig – og tysk havde jeg ikke lyst til at kaste mig ud i.

Denne lille blog-spørgeleg har jeg set rundt omkring, og hvad er mere oplagt end at sætte den på til ABC?

1. Din favoritbog i barndommen?
Alle Susi- ,Jan-, Puk-, Flemming- og De 5-bøgerne.

2. Hvad læser du lige nu?
Never Go Back af Robert Goddard
I medgang og modgang af Mary Higgins Clark

3. Hvilke bøger har du reserveret på biblioteket i øjeblikket?
Ingen. Jeg reserverer aldrig. Jeg kan altid finde noget, og jeg kan sagtens vente med at læse dem, der er mest rift om.

4. Dårlig bogvane?
Kan man have det? Det begreb kender jeg ikke.

5. Hvilke bøger har du i øjeblikket lånt på biblioteket?
I medgang og modgang af Mary Higgins Clark
Hånd i hanke af Anne-Pia Godske Rasmussen
Skyggen af Robert Harris
Den døende dandy af Mari Jungstedt

6. Har du en E-bogslæser?
Nej. Jeg har en ide om, at jeg ikke vil bryde mig om sådan en fyr.
Desuden er den ALT for dyr endnu – den skal meget længere ned i pris, før jeg vil ofre penge på noget, jeg ikke engang ved, om jeg vil bryde mig om.

7. Foretrækker du at læse en bog ad gangen eller flere på en gang (slalomlæsning)?
Jeg har altid mindst to (lydbog og papirbog), men ofte flere i gang (f.eks. fagbøger).

8. Har dine læsevaner ændret sig, siden du begyndte at blogge?
Ja – jeg har ikke længere så meget tid til at læse…

9. Dårligste bog du har læst i år?
Der vil være en hel del på den liste, for det er alle dem, jeg ikke har gidet læse færdig.
Herunder Ringenes Herre. Har prøvet for tredje gang, men den kan bare ikke fange mig, så det var også sidste gang, jeg forsøger mig. Tror jeg.

10. Bedste bog du har læst i år?
Mine seks fanger af Donald Powell Wilson.
For sjette gang (altså ikke for sjette gang i år – jeg fik den for omkring 30 år siden). Den er dokumentarisk og handler om en fængselspsykologs tre år i Fort Leavenworth-fængslet i USA. Den er meget fængslende, høhø…
Den er fantastisk – mit eksemplar er læst til laser af mig selv og alle dem, den har været lånt ud til.

11. Hvor ofte læser du udenfor dine favoritgenrer?
Sjældent. Men jeg har en hel del ’favoritgenrer’.

12. I hvilke genrer føler du dig bedst tilpas?
Store halvdokumentariske murstensromaner, der fortæller om en nations eller lokalitets historie gennem flere hundrede år, ikke kun Edward Rutherfurds bøger, men også historiske romaner generelt. Krimier og spænding. ’Aga-sagas’. Slægtsfortællinger. Bøger om svampe. Er fagbøger i øvrigt en genre? Jeg læser glad og gerne fagbøger af enhver slags om de mest underlige emner bare for at kende en smule til netop et givent emne.

13. Kan du læse i bussen?
Ork ja, jeg kan læse alle vegne – og gør det – dog ikke gående på gaden som Nille

14. Hvad er dit favoritsted at læse?
I sengen. Havde der stået ‘favoritsituation’, ville svaret have været: Alle vegne, hvor jeg skal vente på et eller andet; lufthavne er et godt eksempel – ikke kun i transithallen – jeg læser også i security- og paskontrolkøen. Det får ventetiden til at føles kortere, og det får mig til at se ophøjet ligeglad ud med det hele…

15. Hvad synes du om at låne bøger ud? Regler?
Jeg har ikke noget imod at låne mine bøger ud. Jeg skriver navn i dem, hvilket bevirker, at de som regel bliver sendt retur til rette ejermanddame.
Men låneren kan bare lige prøve på at efterlade den i opslået tilstand. Bogmærke, tak!

16. Laver du æselører i dine bøger?
Det kan jeg godt finde på, hvis der er en passage, jeg af en eller anden årsag vil vende tilbage til uden nødvendigvis at genlæse bogen. Eller hvis jeg skulle have glemt et bogmærke… Jeg har sjovt nok ikke noget imod æselører, men kan blive stiktosset, hvis ryggen er mere eller mindre ødelagt.

17. Skriver du nogle gange i bogens margen?
Det kunne jeg til gengæld ikke finde på.

18. I studierelaterede bøger?
Nix, i dem skriver jeg overalt…

19. Hvad er dit favoritsprog at læse bøger på?
Det er ligegyldigt, om det er dansk eller engelsk. Bøger af engelsk oprindelse vil jeg dog helst læse på originalsproget.

20. Hvad får dig til at elske en bog?
At jeg næsten ikke er i stand til at slippe den, før den er læst til ende.

21. Hvad inspirerer dig til at anbefale en bog?
Se spørgsmål 20.

22. Favoritgenrer?
Hvad er forskellen på dette og på spørgsmål 12?
Man kunne i stedet have spurgt til favoritforfatter her. Dem har jeg flere af – de skifter jo, efterhånden som der kommer nye til. Jeg må dog skuffe litteraterne med, at jeg er temmelig begejstret for hyggelige Rosamunde Pilcher. Og for Robert Goddard. Og for Dick Francis. Og for Maeve Binchy. Og for…

23. Genrer du sjældent læser (men ønsker du gjorde oftere)?
Stort set ingen. De genrer, jeg sjældent læser, læser jeg sjældent, fordi de ikke interesserer mig, hvorfor jeg heller ikke har lyst til at læse dem oftere…

24. Favoritbiografi?
Har læst nogle stykker, men har ingen favorit.

25. Har du nogensinde læst en selvhjælpsbog?
Nej.
Bortset fra den, min chef engang gav i julegave til sine mellemledere + mig. Vi var ikke i tvivl om, at han syntes, vi skulle læse Følelsesmæssig intelligens på arbejdspladsen af Daniel Goleman. Jeg ved såmænd ikke engang, om man kan kalde det en selvhjælpsbog – den handler om coaching og lederudvikling – er det mon ikke bare en fagbog, så?

Hvad siger du, har du lyst til at svare på 25 spørgsmål om bøger og læsning?
Vil lige fortælle, at denne font hedder ‘Bookman Old Style…

Her er meget meget stille i dag

Og det er der, fordi Charlotte og Co. er taget på picnic i Rosenborg Have. Hun skulle mødes med to veninder; den ene med mand og barn, den anden bogstavelig talt gået i kloster for at færdiggøre sin PhD. Hun kunne dog lokkes ud i dagens anledning, og de blev alle enige om, at dette var en hyggelig måde at mødes på.
Vi er jo slet ikke vant til denne stilhed, men det giver os en god chance til at trille stille rundt og komme os over, at John blev folkepensionist i går.
Puhada, hvor det gjorde ondt på ham. Han var næsten fysisk dårlig torsdag aften; denne hans sidste som ikke-pensionist. Han kunne overhovedet ikke se det morsomme i den efterhånden lidt fortærskede bemærkning om han da virkelig ville foretrække alternativet til at blive 65.
Jeg forstår ham egentlig godt – det er sgu noget af en milepæl at passere – men han bliver ved med at arbejde. Han har jo en ung kone, som tidligst kan stoppe om 2½ år, men som af økonomiske årsager nok må blive ved i 4½ år endnu. Det er desværre rigtig dyrt at stoppe som 60-årig, men nu må vi se, hvordan verden ser ud til den tid.

Mig, som ellers aldrig læser om dagen, er blevet fuldstændig grebet af bogen, hvis for- og bagside jeg har skannet ind her. Bagsiden, fordi jeg så slipper for at fortælle, hvad den handler om… klik på billedet for større tekst.

Den er meget humoristisk, men det er den stille humor – ikke den, der fremkalder de store grin, men den uhåndgribelige, der kalder på smilet, og som man ikke kan citere, fordi den er en integreret del af helheden. Samtidig er den meget gribende… disse to begreber går op i en højere enhed, og måske er det netop det, der i den grad holder mig fangen. Jeg holdt af hovedpersonen, Juliet, allerede fra det første brev. Bogen består udelukkende af brevveksling, hvilket jeg på forhånd troede ville gøre den lidt kedelig, men jeg tog grundigt fejl. Jeg er startet på den i dag, og jeg tror, jeg er færdig med den, inden jeg sover i aften nat. Englænderne kommer hjem til aftensmadstid, så dér må jeg nok hellere slippe bogen i nogle timer.

Er det en kvindebog? Det ved jeg faktisk ikke… Det er helt klart en Ellenbog – det er længe siden, på trods af Stieg Larsson, Jo Nessbø og alle de andre, at jeg har været så betaget af en bog. Faktisk er det helt rart at slippe krimigenren for en stund.

Fredags(b)rock

I morges blev jeg færdig med lydbogen "Einsteins sidste teori" af Mark Alpert. Såmænd ganske hæderlig; dog temmelig James Bond-agtig (uha… var det o.k. Hanne? ), men det stødte mine ører, at jeg hele tre gange skulle høre en kendt datoreference blive læst op som 9. november. Der var ikke skygge af tvivl om, at der mentes 11. september [2001] – vi taler om et plot, hvor FBI, terrorisme og som følge deraf USAs sikkerhed, er væsentlige faktorer.
Jeg ved ikke, hvordan datoen er formuleret i bogudgaven af den danske oversættelse – altså om der står 911, 9/11, eller… håber det sandelig ikke… 9. november.
Jeg går dog ikke ud fra, at det er oplæseren Peter Bøttger (som var god), men oversætteren Anne Mette Poulsen, der må påtage sig det tunge ansvar for denne bommert – amerikanernes datoformat er det omvendte af vores, men det burde en oversætter vide og derfor skrive 11. september i en dansk udgave.

Nå… det skulle lige ud, men vi vil da så sandelig ikke gå weekenden i møde med sure miner; derfor følgende lille ting fra børnebørnsfronten:
Charlotte og jeg kom af en eller anden grund ind på det fænomen, at hun aldrig har kunnet blinke med ét øje af gangen – hverken det højre eller det venstre. Hun demonstrerede det for 117. gang og ligner stadig bare en, der har fået noget i begge øjne og i øvrigt lider voldsomt under det.
Anna og Aubrey fulgte interesseret med i dialogen og mimikken; Anna forsøgte sig udi sexet blinken, hvorved vi hurtigt kunne konstatere, at hun heller ikke kan lukke ét øje af gangen, så det bliver ikke lige på denne måde, hun skal forføre interessante mænd om føje år…
Aubrey havde ikke helt fattet konceptet, men man er vel en konkurrencepræget, lille dreng:
"Look, mommer – I can make a weeely [really] dark one!" Hvorefter han kneb begge øjne så fast i, at hele hans lille krop rystede af anstrengelsen.

 

 

 

Genbohuset i den lille landsby er til salg – var det ikke noget?

Det er engelsk landsbyidyl, så det basker. Med egen tennisbane.

 

Hav en god weekend derude – nogle af jer skal jeg se i morgen, og jeg glæder mig.

Bøger, bøger, bøger

Der er ikke meget, der er bedre i denne verden end ‘opdage’ en ny forfatter og derefter finde ud af, at han eller hun har skrevet masser af bøger.
Det skete for en lille halv snes år siden for mig – det sket mange, mange gange – men lige nu taler jeg om Robert Goddard.
Den første bog, jeg faldt over fra hans hånd, var In Pale Battalions (på dansk: Håbet var en fremmed), som i voldsom grad fangede mig fra side 1. Efter den opsøgte jeg alt, han havde skrevet og snart kunne jeg næsten ikke vente på hans næste bog. Jeg har alt, han har skrevet. Troede jeg indtil sidste gang jeg var på biblioteket, for der fandt jeg Danskeren, som jeg ikke kendte. Det er et tegn på, at jeg, på trods af, at jeg ofte er i England, for sjældent er inde i London og støve rundt i Hatchard’s (et must for bogelskere, når man er i London), WHSmith og alle de andre.
Danskeren udkom i 2008, så jeg er langt bagud. Det undrer mig godt nok, at jeg ikke engang har set den i lufthavnene…

Goddards hovedperson er altid nærmest lidt af en antihelt; familiens sorte får eller en anden personage, der ikke har gjort sig specielt gældende i nogen som helst sammenhæng – en ganske almindelig mand, der uforvarende og/eller ufrivilligt bliver kastet ud i et eller andet, der går hen og bliver farligt for ham. Plottet er altid godt; udfaldet stort set aldrig til at gætte på forhånd og bøgerne er altid fængslende skrevet.

De af jer, der er til gode krimier, kender sikkert allerede Robert Goddard. De af der, der er til gode bøger og ikke kender ham: Prøv! De behøver ikke at blive læst i kronologisk orden, for der er ikke en gennemgående person i Goddards forfatterskab. Selvfølgelig er der nogen af bøgerne, der er bedre end andre, men der er ikke nogen, jeg ikke har gidet læse færdig, og mange af dem har jeg læst to gange. Et par af bøgerne har jeg både på dansk og engelsk og har selvfølgelig læst dem begge – det er meget sjovt at se, hvordan oversætteren behandler bøgerne.

Ja, jeg har to Eats, Shoots & Leaves – jeg købte den selv og fik den kort efter foræret… En perfekt bog for os sprogpedanter.
Who Put the Butter in Butterfly? er underholdende læsning. How Language Works kan man lære meget af. Jeg læser mange bøger, der handler om det engelske sprog.

Bortset fra Danskeren, som jeg er i gang med, skal jeg have fat i mere af Jo Nesbø – jeg har lige været igennem Headhunterne som lydbog. Den var da rasende god.