Underligt. Underligt, altså. UNDERLIGT!!!

Så er det slut. 41 års arbejdsliv, hvoraf de sidste 35 i samme firma.
Det var meget, meget underligt altsammen i dag.
At køre derop (det gjorde John dog for mig …).
At starte sin pc for sidste gang.
At pille billederne af min opslagstavle.
At gå ned til det store mødelokale, hvor to af mine kolleger med hjælp fra en fra kantinen havde rigget det helt store til, med alskens lækkerier.
At se Die Zwei Mädchen tage sig tid til at komme i dag og i det hele taget at se det store opbud af kolleger, der gerne ville sige pænt farvel.
At høre min søde chef sige så mange, mange pæne ord til og om mig – han undlod nu heller ikke at nævne, at jeg altid havde været en kvinde med stærke meninger, og som både turde fremsige dem og stå ved dem – hvilket han dog efter eget sigende kun respekterede mig for, også selv om vi ikke altid havde været enige …
At se de mange gaver, der stod og så indbydende ud på gavebordet – mange flere, end jeg overhovedet kunne have drømt om. Jeg var godt klar over, at der havde været en ‘folkeindsamling’, men at så mange havde valgt at give en personlig gave, kom temmelig meget bag på mig.
Men jeg tudede ikke! Der var et tidspunkt, hvor jeg var tæt på, men jeg holdt stand. Det var kun dem, der kender mig allerbedst, der kunne se, hvor tæt jeg var på.

Den allerstørste klump i halsen kom faktisk først, da jeg lukkede pc’en ned. Da jeg klikkede på Shutdown, var det lige som om det ord pludselig fik en helt anden mening end i de foregående mange år … 

Aldrig før har jeg fået – og givet – så mange knus og kram. Folk stod ligefrem i kø for at komme til, og hvis nogen prøvede at mase sig ind fra sidelinjen, blev de pænt vist om bag i køen.
Ikke én af de fremmødte nøjedes med at gi’ hånd. Det var meget bevægende, men samtidig så dejligt, at der heldigvis kun blev plads til det store smil.

En af de mere specielle hilsener kom fra en kollega, som har været der endnu længere end mig, men som stadig holder stand. Hun gav mig en kopi af en del af træningsmaterialet, hun var igennem i 1978; ledsaget af nogle meget søde ord.
Nysgerrige kan bare klikke billedet større … det var altså skægt at se dette – og typisk for Astrid at have gemt det. Sådan noget ville jeg aldrig have tænkt på. Det er jo helt tilbage fra omkring den tid, hvor jeg lærte mig at læse hullestrimler.

Pilestativerne var hjemmedyrkede og hjemmelavede. Jeg fik også et maleri, som min/vores søde assistent havde malet til mig (hun er en god billedkunstner, men har som så mange kunstnere svært ved at leve af kunsten, så hun supplerer med at have et halvtidsjob hos os i mit tidligere firma). Billede af billedet må følge senere, for alle mine gaver kommer først senere med en 3×34, som var min chefs sidste ‘bonus’ til mig – han kunne godt se, at det kunne knibe med at have alt dette med i bilen. Især Filippa-æbletræet og Reine-Claude-blommetræet var lidt voldsomme.

Alt i alt en mindeværdig dag. I enhver forstand. Det var overvældende. Det var stort. Det var rørende. Bedre ord kan jeg ikke finde lige nu.  
Jeg er hjemme nu, men går bare rastløst rundt og kan overhovedet ikke finde ud af, hvad jeg skal stille op med mig selv.
Nå. Det finder jeg nok snart ud af …

Arkiveres? Smides ud? Overdrages?

Det er de tre spørgsmål, jeg stiller mig selv en masse gange i disse dage, og som der selvfølgelig hele tiden skal tages stilling til.
Der er bekymrende meget, der bare kan smides ud, men jeg må indrømme, at visse ringbind hovedsageligt har været beholdt af nostalgiske årsager.
Bl.a. det, der på ryggen hed “Historiske dokumenter”; en titel der dækkede over min samling af pudseløjerligheder indsamlet gennem et langt arbejdsliv, og som jeg på nøje udvalgte tidspunkter ville bruge (eller har brugt) mod folk, på samme måde, som man gemmer minder om sine børn for at hænge dem ud ved fx konfirmationen.

Jeg faldt bl.a. over nedenstående, som min nummer to chef i firmaet fik fyret af ved et afdelingsmøde tilbage i 1997.
Hver for sig er det bare to ganske almindelige talemåder, som ikke kan få nogen som helst til så meget som at løfte et øjenbryn, men sat sammen på den måde, han fik gjort det, fik han 26 ‘undersåtter’ til at sidde med store smil på læberne.
De to talemåder kom med blot en enkelt sætning som adskillelse mellem sig.
Det kommer måske ikke bag på så mange, at det var mig, der først kom til at sprutte af grin, og da jeg blev spurgt, hvad der var så morsomt, her midt i et seriøst og oven i købet ekstraordinært møde, måtte jeg jo spørge, om det virkelig kun var mig, der pludselig fik en film kørende på indersiden af øjelåget.
Det var ikke kun mig, men et par andre havde høfligt holdt masken og ladet som ingenting.

“Ja, som I kan se, blev jeg taget med bukserne nede … [en kort sætning] … men man er jo nødt til at smede, mens jernet er varmt.”

Jeg må åbenbart have en temmelig snavset tankegang … grinede i hvert fald en del.
Daværende boss kunne sagtens tage den slags, og nu er hans bommert foreviget – dog uden navns nævnelse.

Jeg får mindre og mindre og mere og mere at lave

Selvmodsigende?
Muligvis, men det er sådan, det føles lige i øjeblikket.
Jeg skrev engang et indlæg, der hed “Der er altid en sidste gang”.
Lige nu består mit arbejdsliv af lutter sidste gange – og den ene copy-paste-seance afløser den anden.

I mandags var det mit sidste stabsmøde med ‘mine’ fire områdeledere (vemodigt). I dag var det mit sidste DBA-møde (yeah). I dag var det min sidste omgang fredagsmorgenbrød (vemodigt). Hver dag er der en ny sidste gang.
Samtidig med, at jeg overdrager flere og flere af mine opgaver og dermed i teorien skulle have mindre og mindre at lave, får jeg mere og mere travlt.
Det, der er ved at gå op for nogle er, at mine rutineopgaver har været … ja, rutine såmænd … for mig. Hvad der tog mig en time, vil – i hvert fald et stykke tid – tage betragteligt længere for en anden.
“Skriv lige alle dine opgaver ned, Ellen, så vi kan fordele dem.” (Langt fra alle var sekretæropgaver og skulle derfor rettes andre steder hen).
Okay. En af dem var “Indkaldelse af deltagere og agendaudarbejdelse til, samt (nogle gange) referatskrivning fra bossens møder”.
Et meget enkelt punkt. Kan da ikke tage lang tid.
‘Man’ tænker bare ikke lige over, hvor meget 15 år giver af rygmarvsviden – det at huske at få overført alle åhh, forresten’erne, tager godt nok tid.
Bossens enkle kommando “Find lige en dato i juni for næste CMC-møde med vores samarbejdspartner” krævede et kvarter bare til at fortælle, hvad det egentlig indebærer, og så har vi slet ikke nævnt, at det kan tage sammenlagt det meste af en arbejdsdag at få det stablet på benene.

Det er ikke mindst min egen skyld, at der er så meget lige nu. Jeg har haft en del småopgaver, som jeg slet ikke har tænkt over som værende ‘opgaver’, men bare noget, jeg lige ordnede, hvis der opstod et eller andet. De dukker frem nu. Nogle af dem. Der kommer sikkert også en enkelt ting eller to, efter jeg er stoppet, men jeg har sagt til alle mange, at de kan bare ringe. Frem til 1. juli betaler firmaet stadig min telefon, så uanset hvor  i verden jeg måtte befinde mig, foregår det på firmaets regning.

Alt dette er ikke skrevet for at fremhæve alle mine fremragende kvalifikationer og hvor savnet jeg selv mener, jeg så afgjort må blive. (Hold så op med den hosten!) 
Absolut næsten ikke … men mere en filosoferen over, hvor dybe spor så mange år i det samme firma sætter sig; ikke kun på en selv, men også over en meget bred kam og i næsten alle områder. Det har naturligvis en hel del at gøre med, at jeg altid har været nysgerrig, altid søgt nye opgaver, altid har haft næsen fremme og aldrig har lagt skjul på min uforgribelige mening.

Til gengæld har jeg næsten aldrig kedet mig.

Tro nu endelig ikke, jeg sidder her og fortryder, at jeg skal stoppe lige om fem minutter. Jeg glæder mig vildt, og det ville jo under alle omstændigheder bare være at skubbe ‘problemet’, da intet som bekendt varer evigt, men samtidig må jeg nok erkende, at alting virker mere og mere surrealistisk, efterhånden som 15. maj nærmer sig.

Træerne er det samme egetræ, som står lige uden for mit vindue. Jeg har nydt at følge årstiderne (også) gennem det.

Den første afskedsgave

I går mødtes The Dream Team til engelsk for næstsidste gang. Egentlig skulle det have været sidste gang, men det er en længere historie.
Fordi det skulle have været sidste gang, var der en initiativrig kvinde, der havde bestilt kage og frugt fra kantinen, så det kunne blive ekstra hyggeligt.
Hvad der kom som en total overraskelse for mig, var, at gruppen havde skillinget sammen til en gave til mig.
Jeg læste det tilhørende kort, blev aldeles rørt over de meget, meget søde ord og sagde, at dette her altså næsten var for meget!
“Nå, men så kan du jo øve dig i at tude … det kommer du sikkert til om 14 dage!”
Ja, mon ikke.

Gaven var bogen vist til højre – lige præcis sådan en, jeg slet ikke vidste, jeg manglede …
Direkte afskrift fra Saxo:

En letlæst og underholdende gennemgang af alt det, vi ofte tager for givet – men som er sjove at dvæle ved og undre sig over. Hverdagen er fyldt med udtryk, begivenheder samt ting og sager, som vi plejer at gøre, afholde og sige. Men af og til glemmer vi at reflektere over, hvor det stammer fra. Hvorfor det? fortæller om oprindelsen af en lang række af vores faste udtryk, traditioner, talemåder, overtro og symboler. Hvorfor holder vi f.eks. fri St. Bededag? Hvorfor siger vi pis og papir? Hvad mener vi, når vi beder andre om at gå ad hekkenfeldt til? Hvad vil det sige, at noget er pæredansk? Og hvornår var egentlig de gode gamle dage? Bogen er en appetitvækker til vores kulturhistoriske skat, opbygget alfabetisk, så den er nem at slå op i, og fyldt med farverige illustrationer. Mogens Eilertsen er pensioneret lærer og skoleinspektør. Mette Eilertsen er lærer og Mogens’ datter.

Har I fx nogensinde undret jer over, hvorfor det hedder en ædedolk? Hvad mon det har med en dolk at gøre? 
Intet, såmænd: “Udtrykket en ædedolk om en grådig grovæder er dialekt, hvor ‘dolk’ betyder en klodset eller ubehøvlet person, og nok er afledt af ordet ‘dalre’ om at dingle.”
Ih, hvor bliver jeg irriterende at omgås, når jeg har læst hele den bog … 

De beklagede, at de ikke havde kunnet finde en tilsvarende på engelsk, hvortil jeg svarede, at det var meget heldigt, for den har jeg; den hedder Who Put the Butter in Butterfly?: And Other Fearless Investigations into Our Illogical Language. Måske ikke helt en parallel, men næsten, og absolut en ganske underholdende bog.

Apropos morsom læsning, har jeg også Trykfejl, tanketorsk & franske horeunger, som har hundredevis af eksempler på … ja, I får kun ét gæt …
Bogen er fra 1985, så den er ikke ligefrem ny, men dette klip fra et Ringstedblad kunne lige så godt have været kun et par måneder gammelt:
“Slagter tiltalt for at have brugt kattekød i farsen. Også hans hustru er indblandet.”

Fra DR (ikke overraskende; det er jo noget med tal): “Der er gårde, hvor gælden måske er nul, og andre, hvor den er det dobbelte.”

Dette sidste hænger måske sammen med, at bønderne iflg. Nordsjællands Socialdemokrat har travlt med andre ting: “I går opførte Humlebæk Dilettanter Jeppe Aakjærs ‘Når bønder elsker’, hvad de gjorde meget godt.”

Der er mange former for fast arbejde

Når nu man snart ikke har fast arbejde længere, er det en god tanke, at man har skabt sig selv et fast arbejde, der oveni købet er en del sundere end det der lønnede noget, man forlod, nemlig brændekløvning. Det er ikke nødvendigt med fedtnisse-centre her, og desuden er det meget sjovere at kunne stå uden for og arbejde end at bruge alskens maskineri inde i et halvbeklumret lokale.
Allan fældede en masse træer for os for et år siden, og vi er efterhånden et pænt stykke på vej til at kunne putte dem i brændeovnen.
Til højre vedboden set indefra – den er 12 m² og vel 1½ m i gennemsnitshøjde; dvs. at den rummer ca. 18 m³. Det er meget brænde, men den er ikke fyldt endnu …

Det kan den blive. Med dette:

Og med dette:

Og med dette. Ikke så meget, måske, men lidt har også ret, for her ligger brænde nok til mindst tre dages intensivt forbrug, selv i en rigtig kold periode:

Endelig er der denne klump på fem asketræer, som også skal lægges ned, inden vi bliver for gamle til at kunne magte det.
Men vedboden – OG garagen – skal nok blive helt fyldt op. Så vil vi også have brænde nok til vores tid ud, vil jeg tro. Kommer selvfølgelig an på, hvor ofte vi tager herop og hvor længe vi er her ad gangen.

Én ting er sikker: vi behøver aldrig at spare på brændet, og det gør vi da heller ikke. Det er – hvis vi ser bort fra en fiktiv arbejdsløn og en smule strøm og benzin – gratis, hvorfor det ikke generer mig at tænde op mere for hyggens end for varmens skyld på aftener, hvor det strengt taget ikke er nødvendigt.
Jeg holder heller aldrig op med at være imponeret over, at brændeovnen og komfuret kan holde hele hytten varm selv på de koldeste vinterdage. Det bliver ikke strømforbruget, der kommer til at ruinere os, selv om vi fremover vil være her meget mere end før.

Vores lille firben er dukket frem fra sin dvale for at lune sig i solen. Det er, så vidt jeg kan se, det, der i Danmark hedder almindeligt firben eller skovfirben.
Det er en nuser lille fætter, der altid har boet neden under vores trappe. Eller rettere en af efterkommerene af det første vi så, for da et firben kun kan blive ni år, kan det næppe være det samme, vi har kendt i snart 17 år. De ligner hinanden alle sammen, så hvornår hvem afløser hvem, er ikke til at sige; for os er det bare ‘firbenet’ og en af vores venner her på torpet – et sødt lille symbol på årscirklen.
Han – for det er sandsynligvis en han; hunnerne vågner først lidt senere – var næsten lige så nysgerrig som jeg og lod sig villigt fotografere.

Arbejdstanker op til en weekend

I dag kom min søde chef ind og overrakte mig min bonus, hvis størrelse for nogle måneder siden blev mig bekendt og som fik mig helt op at ringe.
Ikke fordi jeg har fået mindre end alle andre indianere, men fordi jeg i årsrapporten kunne se, at direktionen har bevilget sig selv en fed bonus i form af aktier til en værdi (for den adm. direktørs vedkommende; lidt mindre for de fire andre), der overstiger min bruttoløn. Det kalder jeg at gå foran med et godt eksempel!

Det står der naturligvis ikke direkte, det med min bruttoløn, men da jeg ikke er meget dummere end gennemsnittet, kan jeg altså både læse en årsrapport og regne.
Som Hasse sagde, kan de da bare være ærlige og sige rent ud, at der ikke er lønforhøjelser til de ansatte, for det, der er, tager direktionen selv!
Man kan måske gætte sig til størrelsen af misforholdet, når jeg fortæller, at jeg fik 5000 kr i bonus …

Sjovt nok faldt jeg over dette under min oprydning, og jeg er lige i humør til at offentliggøre det:

Fængsel eller arbejde?
Tja, nogen gange kan det være svært at vælge

1. I fængsel: opholder du dig det meste af tiden i en celle pa 3x4m med faste gårdture. 
På arbejdet: opholder du dig det meste af tiden i et rum pa 3x2m og der er ingen gårdture.

2. I fængsel: får du 3 måltider om dagen.
På arbejdet: får du en pause til et måltid, og den må du betale selv.

3. I fængsel: får du kortere straffe hvis du opfører dig pænt.
På job: bliver du belønnet med mere arbejde, hvis du gør et godt stykke arbejde.

4. I fængsel: låser vagterne dørene op.
På arbejdet: må du selv bære rundt på nøgler for at låse op.

5. I fængsel: kan du se TV og spille spil.
På arbejdet: bliver du fyret, hvis du ser TV og spiller spil.

6. I fængsel: har du dit eget toilet.
På arbejdet: må du dele med en idiot som pisser på sædet.

7. I fængsel: kan din familie komme på besøg på faste tider.
På arbejdet: må du kun i nødstilfælde snakke med din familie i telefonen.

8. I fængsel: er alle udgifter betalt af skatteydere, og man behøver ikke at have et arbejde.
På arbejdet: må du selv betale for at komme til og fra arbejde, for så at betale skat til alle de indsatte.

I fængsel: må du leve med fangevogtere som gør alt for at skabe en god stemning blandt de indsatte.
På arbejdet: kaldes de chefer og gør alt for at du laver mere end du kan overkomme.

Det er selvfølgelig noget værre pjat, men sådan sat lidt på spidsen som her er det da meget morsomt … og så får I lige denne med på falderebet:

I dag bruges der flere penge på forskning i silikonebryster og viagra end på forskning i Alzheimers. Om 30 år vil der derfor sidde rigtig mange enten med store bryster eller erektion uden at kunne huske hvorfor.

Forårsfornemmelser

Nu hjælper det på det. De er på vej, forårsfornemmelserne.
Vejret er stadig superflot, og hjemme på vores terrasse har temperaturen lige rundet 20°.
Kunne John fortælle mig … lige nu er der 16° og stadig skønt at være. I drivhuset har de automatiske vinduer åbnet sig for at sørge for udluftning i den stærke og uvante hede!

Krokusserne (apropos forårsfornemmelser, så ser det altså frækt ud med det dobbelt-s, men den er god nok …) sprang ud, mens vi var i Sverige, og i dag har John været ude for at købe en kapillærkasse, så drivhuset kan passe sig selv, når vi snart skal til at være meget mere udfarende.
Én kasse. Det er to for lidt, fordi om vi har en eller tre, kan jo være lige meget, så i morgen kører han af sted efter to til …

Denne her dobbelte hvide vintergæk fandt jeg også i højbedet – nu havde jeg lige nået at bilde Annemarie ind, at jeg kun kunne huske dem fra min barndoms have, og hvad opdager jeg så?
Pinligt, altså. Dåbsattesten kan vel få skylden, vil jeg mene … tænk at jeg ikke kunne huske, at jeg også selv har et par stykker – så stor er vores have trods alt heller ikke …
Den er lidt snavset, det lille pus; sneen har haft trykket dens kinder ned i jorden.

Og så er der lige dette her, som kan ses til venstre.
NU er der for alvor nedtælling, som jeg skrev i går.
28 arbejdsdage tilbage.
Hver dag bliver krydset over, begyndende med i dag. Jeg ville ikke lave en, der skal klippes i – så bliver den hurtigt alt for usynlig.
Jeg har dog, af hensyn til min søde chef, undladt at afslutte forneden med et rungende HURRA.

Indernæded gik en tur, gik en tur …

I nat vågnede jeg ved, at iPaden, som lå ved siden af min seng, sagde blip, hvilket undrede mig såre – den formodedes jo at være slukket.
Klokken seks i morges fandt jeg ud af hvorfor: den havde villet fortælle mig, at den havde mistet kontakten med verden udenfor.
Ingen netforbindelse. SHIT! Jeg skulle have hjemmearbejdsdag – oven i købet en af de mere perfekt timede hjemmearbejdsdage, kunne jeg se på vejret og høre i trafikradioen. Det var totalt slemt ude på vejene, så netforbindelse eller ej: jeg skulle ikke ud af døren i dag, besluttede jeg mig til.
Der blev forfattet en sms om situationen til bossen, og at jeg, hvis ikke forbindelsen dukkede op igen inden for en fornuftig tidshorisont, ville lave dagen om til en feriedag i stedet.
Hva’så, hva’så? Det ville være synd at sige, at det var vejr til at forårsordne haven. 
“John, er det så ikke i dag, vi maler det badeværelse? Vi har talt om det så længe efterhånden.”
Den var han med på, så han nedtog, hvad der skulle nedtages, og jeg gik i gang med træloftet. Det er et listeloft, så der kunne desværre ikke rulles. Selv om John gerne vil lave en masse ting, inden jeg jobstopper, kan han ikke male lofter; han kan ikke arbejde når han skal vende blikket opad, så det badeværelse var et fælles projekt; Ellen maler loft og skråvægge; John maler de lodrette flader.

Da vi havde malet loft og vægge første gang, var klokken 12 … et tjek afslørede, at Telenor nu havde fået klaret de “store udfordringer i hele sjællandsområdet”, som de kaldte det.
Så syntes jeg alligevel, at jeg ville ‘gå på arbejde’ og spare den feriedag – malingen skulle alligevel tørre 3-4 timer, inden vi kunne fortsætte.
Et mailtjek gav nu ikke skrækkeligt meget arbejde; jeg tror mange nordsjællændere er blevet hjemme i dag, for iflg. radioen var den helt gal langt op ad formiddagen. Det lønnede arbejde blev klaret, og klokken 16:30 gik vi i gang med det ulønnede: anden overstrygning.

Vi er færdige. Heeelt færdige. Men badeværelset er hvidt nu på loftet og på væggene over fliserne, i stedet for hhv. temmelig patineret sommerhus-træfarvet og lyseblå.
Mine arme er trætte – jeg kan knapt nok løfte det glas vin, jeg lige har belønnet mig selv med.
Jeg er nok nødt til at arbejde lidt videre i aften … kan ikke helt forsvare at kalde indsatsen indtil videre i dag for en arbejdsdag, men der bliver højest indført 6 timer i dag i vores tidsregistreringssystem … jeg er godt nok lettere brugt.

Billedet er desværre ikke fra i dag – det er solnedgangen fra hjemturen fra Sverige forrige weekend. Taget ud gennem en forrude med varmetråde i …
NU vil jeg altså gerne snart se på noget forår! Siger jeg! Så hør dog efter, en eller anden!

To ting, der gjorde mig glad i dag

Ikke fordi jeg går og er ked af det alle de andre dage, men nogle er nu altså bedre end andre, og i dag var en af de bedre – en af dem, hvor jeg hele to gange blev glædeligt overrasket.

Jeg vil ellers nok sige, at starten på dagen med 11 – ELLEVE! – minusgrader ikke var noget at skrive hjem om eller bidrog til et højt morgenhumør, så jeg satte mig skumlende ind i bilen efter først at have brugt fem minutter på at skrabe is af.
Men okay … der er stadig langt til marts-kulderekorden på ÷27°. Man må se på de lyse sider.

Dagens første smilfremkalder var en mail, der lå og ventede på mig – og på de fem andre Dream Team-medlemmer, selvfølgelig – fra Andrew, vores kommende sækkepibespillende, nuværende engelsklærer. Den mail får I i direkte kopi. Alle svarede i løbet af formiddagen Andrew (using Reply all) med lige så søde og rosende ord, som han havde leveret til os.

Hallo Dream Team
I don’t know what it is, but no matter how tired/melancholy/lost I am, our fab couple of hours every Monday is a weekly tonic that invigorates me no end. As you all know, I’m darting about all over Denmark doing what I do (whatever that may be – haven’t quite worked it out myself, yet), but Mondays in Hørsholm are the best. As I say to my friends “They’re all already so blimmin’ good, I don’t quite understand why they need me”.
Anyhooo…
As we missed Kirsten’s night (hopefully to be rescheduled at a later date), I thought I’d offer the following option:
Concert with Københavns Harmoniorkester in some church in ‘Oysterbro’ on 22 March. Should you be bored and have nothing else to do, I can recommend a nice night out with lots of fun music (incl. me trying to play Jack Sparrow on the bass clarinet). Well worth a laugh!!!!
Check out the link, and see if it’s of interest http://www.kho.dk/event.asp?id=109
Andrew

Så kan man da kun blive glad! Vi har altid et par gode timer sammen, hvor vi søreme også, på trods af hans smiger, lærer noget. Ren win-win, men i går var måske en af de ekstra gode dage.
(Mini-engelsklektion: Uagtet al Andrews ros var ordet darting nyt for mig. Dart betyder pil. To dart betyder at pile afsted. Nogle gange er det så nemt, at det ligner en undersættelse).

Dagens anden glædelige overraskelse:
Et polfilter! En ‘lille’ gave fra John, som syntes, jeg har fortjent det! Man er altså en heldig kvinde!
Nu, hvor jeg har fundet ud af, at mit kamera kan påsættes alt muligt mærkeligt, ønsker jeg mig alt muligt mærkeligt … ifølge specifikationerne til kameraet var det ikke muligt at sætte filtre på, men vha. en mellemring (som jeg fik i fødselsdagsgave) kan man åbenbart det hele. Meget underligt, at det ikke fremgår, når man ser på specifikationerne.
Nu har jeg både en modlysblænde, et UV-filter (Johns aflagte) og et polfilter (nyt). Herunder ses forskellen på uden (venstre billede) og med polfilter. Jeg synes den er pænt stor.

Til gengæld er jeg pinligt klar over, at jeg med stormskridt nærmer mig det, der altid har irriteret mig lidt ved John: at være 100 år om at få indstillet kameraet. Så få dog taget det billede, for pokker, og lad os komme videre … utallige er de gange, jeg har tænkt de ord. Har vist kun fået vrisset det højt et par gange i løbet af vores karriere sammen – det er jeg glad for nu. Og John smiler bare … han har jo altid så tydeligt kunnet se på min attitude, hvordan jeg havde det indeni, men han ignorerede mig selvfølgelig bare. 
Ikke godt, at jeg selv er ved at være der. Eller – selvfølgelig er det godt, men nogle af jer vil forhåbentlig kunne nikke genkendende til forløbet? Sig nu ja.
Men godt, at jeg stadig har mit lille Lumix til de hurtige opgaver. Det vil jeg simpelthen ikke undvære.

Andrew – din sæk’piv’ hænger fornej’n

I går, da vi mødtes til engelsk, sad Andrew med en pakke. Han spurgte, om han lige måtte bruge de første 5-10 minutter på at åbne den, for han vidste det var hans nye sækkepibe; han havde lige hentet den på posthuset og han var så spændt.
Selvfølgelig var det i orden – vi andre var da lige så nysgerrige … så nu har jeg set en rigtig levende sækkepibe.
Det havde jeg nu også i Skotland, men det var på større afstand.
Andrew er født i Skotland, men har boet i Norge og Danmark det meste af sit voksenliv. Der må være noget fra hjemlandet, der trækker, siden han vil til at lære at spille på sækkepibe – han har nemlig ikke prøvet det før, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at manden bor i en andelslejlighed inde i København … hvordan øver man sig på sådan et monstrum uden at blive politianmeldt, mon?

Hele den lange fødselsdagsfejring afsluttedes som vist nok før nævnt med, at min søde chef Christian gav en middag på en god, italiensk restaurant. Vi var ni, hvilket var en passende størrelse på sådan et selskab. Vi snakkede mest med hinanden i små grupper, men var alligevel ikke flere, end at én kunne sige noget, og de otte andre kunne lytte.
Det var samtidig fejring af mit 35-års jubilæum.
Christian overrakte mig en lille gave, ledsaget af nogle søde ord om, at den var ment en slags symbol på et par mine mange egenskaber, nemlig at jeg på én gang repræsenterede historie, stabilitet og forandringsparathed.

Det var Stenalderkost af Thomas Rode.
Bogen, jeg har sablet ned!
Ikke helt godt, men det kunne Christian jo ikke vide, så jeg holdt masken, sagde pænt tusind tak og selvfølgelig ikke en lyd om skarpe meninger lige nu.

Jeg kiggede i bogen, og jeg må sige, at der er masser af tilsyneladende meget lækre opskrifter. Bogen gik rundt, og alle nærmest sad og savlede over billederne … vi havde endnu ikke fået noget at spise, så det var nemt at friste os.
Vi talte om bogen, og jeg blev direkte spurgt, om jeg kendte principperne bag Rodes teorier.
Jeg så ingen grund til at lyve og fortalte, hvad jeg havde læst om emnet og hvad jeg selv mente – MEN at jeg jo ikke behøvede at lade mig frelse, OG at jeg absolut havde tænkt mig at forsøge mig med de gode opskrifter – Thomas Rode er alt andet lige en fænomenal kok, så det skal nok blive godt, er jeg sikker på.

Blandt andet fordi han ikke er helt trofast over for egne principper – se blot denne opskrift på braiserede artiskokker: hvor mange af sådan nogle kunne Orm og Tyr finde i stenalderen? Eller citroner? Korianderfrø? Rosmarin, timian, laurbærblade og parmesanost?
Det skal nok vise sig at smage ganske glimrende, og de havde vel også stenalder syd for alperne. Men ost?

Noget vil jeg helt sikkert komme til at savne meget

I dag har jeg været på en workshop arrangeret af Arp-Hansen-gruppen – med andre ord: det er krisetider og de vil gerne kapre kunder til deres hoteller og kongresfaciliteter.
Det foregik på Tivoli Hotel & Kongrescenter, som er et meget moderne hotel med meget moderne faciliteter, men pænt fordelt over det hele forsynet med traditionelle tivoli-ikoner fordelt på fineste vis. Jeg synes det var ganske nydeligt og ikke ‘for meget’. Billedet til venstre er et familieværelse … så er udsmykningen vel sådan set i orden.
Dog synes jeg, det var lige i overkanten de steder, hvor gulvtæpperne var vævet med særdeles farverige harlekintern – men så er man naturligvis slet ikke i tvivl om, at det er linket til Tivoli.

Vi fik en rundvisning og fik allernådigst lov til at kigge ind i den store kongressal, hvor man var ved at foretage de sidste afpudsninger til årets R.o.b.e.r.t.-uddeling, som skal foregå i morgen. Jeg skriver det på den måde, for efter jeg havde taget et billede, gjorde man mig diskret opmærksom på, at jeg ikke måtte fotografere, så jeg vil ikke risikere at blive afsløret ved en tilfældig googling … holddaop, hvor var den sal pyntet flot, men det kan ses meget tydeligere i morgen.

Det bedste, det suverænt allerallerbedste, var timen med Karen-Marie Lillelund. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg kun meldte mig, fordi hun skulle holde et foredrag om humor på arbejdspladsen. Jeg er vild med den kone. Hun er hujende morsom – vi var flere hundrede kvinder, der hylede af grin i det meste af den time. Der var også et par håndfulde mænd, som var lidt morsomme at iagttage i det skjulte, for de var absolut ikke lige så ødelagte som kvinderne, men de kunne dog trække lidt på smilebåndet ind imellem – og det var ikke fordi, hun latterliggjorde mænd; tværtimod faktisk, men kønnenes opfattelse af, hvad der er hylemorsomt, er nok ikke helt ens …

Karen-Marie hører ikke til de små i samfundet … jeg satte mig på forreste række i auditoriet, kun et sæde fra hende; hev fluks mit kamera op og spurgte, om det var okay at fotografere. Det var det bestemt, “især hvis du kan gøre mig slank på billedet!”
“Det lover jeg … tro mig, jeg kender så udmærket problematikken!”. Hun grinede, tonen var lagt, og vi nåede at komme den halve verden rundt på de ti minutter der var, inden hun skulle optræde.
Hun fortalte, at hun blev bedt om at deltage i en gruppe, der skulle kåre “Danmarks sundeste virksomhed” og var sikker på, at vedkommende ikke var helt klar over, hvem hun havde kontaktet “for speltboller er altså ikke liiige det første, man kommer i tanke om, når man ser en kvinde som mig”.
Hertil havde kvindemennesket (som ikke anede, hvor morsom hun faktisk var) svaret: “Jojo, det ved jeg skam godt – vi vil godt have lidt bredde i gruppen” …

K-M fortalte om episoden i lufthavnen fra dengang, security-folkene stod og førte en stav op og ned ad folk, hvis  perleporten havde bippet af én, hvilket K-M havde forårsaget, med det resultat, at en meget ung fyr blev ved med at føre den stav tæt hen lige foran hendes barm. Han blev ved og ved, fordi staven blev ved med at gøre udslag pga. ‘brynjen’, som K-M selv kaldte den. Til sidst gjorde hun højlydt gutten opmærksom på, at det skyldtes hendes BH! Han rødmede dybt og nærmest sprang væk fra hende.
“Bare rolig! Det bliver først farligt, når jeg tager den af!”
Siden da er den unge mand flygtet, hvis han fik øje på Karen-Marie i securitykøen.

Den kvinde er skøn, skøn, skøn. Jeg har oplevet hende før, for flere år tilbage, og viser hun sig i bare to minutter i tv, er jeg der som en mis for at suge til mig af hendes vidunderlige vid, herlige humor og … smaddergode pointer, for dem har hun naturligvis også. Det er en kvinde med et budskab; ikke en stand-up comedian.

Johh – der er virkelig visse elementer i mit arbejde, jeg vil komme til at savne dybt, når jeg jobstopper.

Oprydning, udrydning, afrydning

Den har stået på oprydning, udrydning og afrydning i dag.
Gården, som blev købt i 1911 af min farfar, er nu solgt og skal tømmes for den for den nye køber irrelevant indhold. I løbet af 100 år når der at blive ophobet en hel del ting, hvoraf langt de fleste ikke har speciel interesse for den nye ejer, som skal overtage den 1. april.

Nogle går i den anledning stille med dørene …

Andre bærer ved til bålet …

Andre igen leger Fahrenheit 451 og brænder bøger af … jo, det gjorde ondt, men det var fars og mors bøger fra bogklubben Union, som man kan finde i titusindvis på loppemarkeder landet over, så vi nænnede ikke engang at bede spejderne om at afhente dem.

Og vi gider overhovedet ikke høre bemærkninger om, at man ikke må brænde bål af. Det må man godt d. 23.
Den 23. hvad??
Hvem sagde Skt. Hans eller 23. juni? Det hørte jeg ikke …

Nogle var meget kry i starten af dagen …

Men samme nogle var blevet en hel del mere stille meget senere – især efter, at klaveret med jernramme var blevet læsset op i hestetraileren.
Er I klar over, hvor tungt sådan et mostrum er? Hvis ikke, er jeg sikker på, at både Nikolaj og svigerfar Hans er villige til at lade jer afprøve det, når klaveret skal læsses af igen.
Nikolaj har altid ønsket sig at komme fra et hjem med klaver – nu har han fået klaveret og mangler bare hjemmet.
Forstået på den måde, at de unge mennesker er på jagt efter parcelhuset … skal bare lige have solgt andelslejligheden først.

Vinklubbens generalforsamling – og firmaets duma

Den årlige vinklubgeneralforsamling har jeg vist skrevet ofte nok om – det er trods alt temmelig meget det samme hvert år. Ikke mindre hyggeligt af den grund, men der er ikke så meget nyt under solen efter de foregående 21 gange skåret over samme læst. 
Via tilmeldingsslippen vinder vi en flaske vin, som vi kan gå op og vælge ud fra den rækkefølge, vi bliver trukket op af hatten i. Sidste år var jeg meget heldig, så jeg havde næsten gættet, hvordan det nok ville være i år.
Jeg gættede rigtigt – jeg ville helst have haft flaske nummer et, tre eller seks, men sådan blev det ikke. Jeg blev udtrukket blandt den sidste halvdel, og så må man ofte tage til takke med det ikke-helt-bedste. Selvfølgelig. Men det er sandsynligvis stadig en god vin, jeg fik fat i – siciliansk og sikkert dejlig tung, velsmagende og fyldig.

Det bedste ved aftenen var selskabet. Vi sidder ved små borde med mellem fire og otte personer pr bord. Vores bord husede fire kvinder, der alle har været en menneskealder i koncernen. Den yngste er lige blevet 59. Næstyngste fylder 59 om 14 dage. Næstældste er Ellen, som bliver 60 om en måned. Ældste er 63 år. Vi har været ansat i hhv. 20, 36, 35 og 37 år. Vi besidder ikke helt de samme stillinger, men næsten, og i meget stor grad sammenlignelige, om ikke andet.
I sidder allerede og stønner – GODT I ikke sad ved det bord, tænker I nok. Indforståethed i højeste potens. Og I har fuldstændig ret, men for hulen, hvor vi hyggede os. Og fik klaret verdenssituationen firmasituationen til perfektion i løbet af aftenen. Der er sket en del i løbet af de mange år, vi har været der, og vi kom langt omkring; ikke kun nostalgisk/historisk bagud i tid, men så sandelig også i nutidens firmaunivers.

Gad vide, om det firma egentlig er klar over, at de kan spare kæmpelønningerne til direktion og bestyrelse? Vi fire kunne da klare det meget, meget bedre for langt under en tredjedel af prisen …

En aften med Mads Christensen

Kursuscentret Bymose Hegn afholdt her til aften en af deres bestikkelsesseancer, efter hvilke de håber på, at vi vil tænke på dem, næste gang vi planlægger et møde eller en konference.
I dag brugte de Mads Christensen som lokkemad. Han gav sit foredrag Så hold dog kæft, kvinde.

Nu er der måske allerede mange af jer, der er stået af, men det er der slet ingen grund til. Har I oplevet ham i fri dressur? Han er hamrende god og hamrende provokerende. Vi sad syv mænd og omkring 60 kvinder i spændt forventning, og ingen af os blev skuffede. Jeg lurede lidt på mændene, men de to jeg kunne se, grinede mindst lige så meget som os kvinder … hvor de yngste var omkring 30 og de ældste omkring min alder. Estimeret gennemsmitsalder: midt i fyrrerne; altså temmelig høj.

Selv om titlen antyder en god portion mandschauvinisme, handlede det nærmest om det modsatte – han udviste en stor ironisk og selvkritisk tilgang til sit eget køn og en meget, meget stor respekt for kvinder.
Men han er skarp. Meget skarp. Et er, at han respekterer os, men det var selvfølgelig ikke ensbetydende med, at vi ikke fik et par borgerlige ord med på vejen, og han gav vores hykleri et spark i røven for at sige det rent ud.
Han indledte med at sige, at hans yndlingslæsning er statistikker. Efter at have set statistiktal, er det meget interessant for ham at grave ned i de tal; at finde ind bag dem for at forstå både tallene og menneskene.

“Køber I økologisk? Naturligvis gør I det. ‘Det ligger jer madet på tsinde’ (sagt med en karakteristisk Whiskybælte-læspen). Det svarer stort set alle af jer her i aften; plus resten af Danmarks befolkning, at I gør i videst muligt omfang, og at vel nok omkring 80% af jeres fødevarer er økologiske.
Gu’ er de ej. I lyver, gør I. Hvis man står for enden af kasserne; uanset om det er i Irma eller i Lidl, og noterer sig, hvad I har taget med hjem, er det i snit kun 8% af jeres varer, der er økologiske. Men det lyder jo ikke pænt, når man bliver spurgt.”

“Tænker I på CO₂? ‘Jada! Det ligger jer også madet på tsinde, siger I’. Men I lyver igen! I er pisseligeglade, er I. I vil gerne have vindmøller. Jojo. Bare ikke i nærheden af jer selv … Og er der så meget som én eneste i denne forsamling, der har byttet bilen ud med en cykel af hensyn til CO₂?” Det var der ikke … 

“’Voreth børn har altid førsteprioritet!’ Vel har de ej. Der er ikke noget land i verden, hvor forældrene i Danmark-omfang sender børnene i institutioner i de samme forældres ferie”. Provokerende, ja, men han underbyggede hele tiden med statistikker.

Det var en del af opsangene. Han havde også masser af emner, hvor han ironiserede på lidt lettere måde over Rigets Tilstand.
Til slut bedyrede han, at man kan hade ham eller lade være. Man kan mene, hvad man vil, men tallene, han citerede, var alle korrekte og ikke hevet op af en hat, men ud af statistikårbogen (eller hvad den nu hedder i vores www-tider).

John var lidt uforstående over for, at jeg gad bruge min fritid på at høre på Mads Christensen, men han kunne lidt bedre forstå det efter at have hørt mig referere meget mere, end jeg har gjort her. Jeg synes han var rigtig god, og får I mulighed for at opleve ham, så lad være med at sige den fra pga. eventuelle fordomme mod ham.
Han havde en time og brugte 1½ … og vi kunne alle sagtens have hørt mere, men der var andre ting, der skulle nås. Blandt andet den meget vigtige spisning!

Alle mand til pumperne

Jeg har ikke noget godt eller positivt at sige i dag.
Jeg er vred.
Jeg er også en anelse godt, gammeldags sur, men det må man helst ikke være som voksen, så det har jeg aldrig sagt.
Vred over, at der for dem, som udstikker reglerne, ikke gælder de samme regler, som de selv har udstukket. Vi taler ikke om ledelsen i dette tilfælde.
Der er mindst tre andre på mit arbejde, der sandsynligvis er endnu mere trætte af mig, end jeg er af dem, og jeg tror, vi alle fire ville ønske, at jeg rent faktisk var stoppet i firmaet på nuværende tidspunkt.
De synes i hvert fald, at jeg er frygtelig krakilsk, fordi jeg nægter at udføre en ordre på en måde, ‘nogen’ udtrykkeligt har nedskrevet som værende out of compliance.
Eftersom jeg ikke er stoppet, vil jeg ikke skrive mere, bare have lov til at være vred (og sur) i fred og ro. Det hele er hældt ud over John, som heldigvis holdt med mig.
Om det er for husfredens skyld, skal jeg ikke kunne sige, og jeg vil slet ikke vide det, hvis det skulle forholde sig sådan …

I dag har jeg det sådan, at jeg næsten hellere vil bo i Sverige uden vand, end jeg vil arbejde i Danmark med vand.
Sådan har jeg det ikke i morgen, når jeg er på min pind igen, men lige nu har jeg …

Gravstedspasning og nytænkning … en slags fortsættelse af gårsdagens indlæg

I forbindelse med indlægget om et af livets største spørgsmål, nemlig døden, kom jeg til at tænke på min dejlige svigersøn.
Som de fleste studerende var han i konstant bekneb for penge, så han gik og tænkte over, hvordan han kunne ‘lave’ nogen.
En dag hørte han nogen tale om, at det godt kunne være problematisk at få passet gravsteder, for enten blev man for gammel til at kunne klare det, eller også lå gravstedet upraktisk langt væk. England er jo et halvstort land.

Plinnngg! Der var den, ideen.
Tim satte en annonce i nogle landsdækkende aviser og tilbød, inden for en vis radius af, hvor han læste på Newcastle University, at tage ud og ordne gravsteder for folk, der ikke selv havde mulighed for det.
Det blev hurtigt en stor succes, og efterhånden som ydelsen spredtes via mund-til-mund-metoden, fik Tim henvendelser om pasning af steder, der lå uden for praktisk rækkevidde for ham. Han fik den ide at engagere sig med lokale gartnere rundt omkring i England; aftale med dem, hvad der skulle ordnes og få dem til at tage før- og efterbilleder af deres arbejde, ganske som Tim selv var startet på og sendte som dokumentation til kunden.
Man kunne abbonnere på gravstedspasningen på fem niveauer: årlig, halvårlig, kvartalsvis, hver anden måneds og månedlig pasning.
Det var ret smart, for ingen fik passet gravsteder uden først at tegne abbonnement, så han lavede intet arbejde forgæves – og han havde masser af kunder.

Året efter, i 1996, blev Tim hædret med en pris og titlen “Young Entrepreneur of the Year”. Da var han 23 år.
Da han var færdig med at studere, havde han en blomstrende virksomhed, som han solgte for en pæn sum penge – det var dengang, han købte sin Ferrari, som han først solgte igen, da Anna kom til verden. Med blødende hjerte, ved jeg, men han erkendte, at alting har sin tid, som også Betty siger.

Senere igen købte han firmaet tilbage, fordi personen, der havde købt den, åbenbart ikke kunne finde ud af at drive den sundt og fornuftigt. Det pinte Tim lidt at se sit ‘barn’ lide en uværdig død pga. ineffektivitet og tilbagekøbte den derfor for en slik og fik den på fode igen; denne gang i samarbejde med Charlotte.
Da de købte huset, de nu bor i, solgte de igen Pilgrim Grave Tending Services, som stadig eksisterer og vist nok trives fint endnu. De har i hvert fald en hjemmeside.

Tim har aldrig ligget på den lade side … han er virkelig en entrepreneur i den engelske betydning af ordet: Entrepreneur is a person who started a new business where there was none before.
Og svigermor her var selvfølgelig passende imponeret … det var nu heller ikke tosset at køre i Ferrari … Jeg ville/turde ikke køre den selv, men det var meget spændende at sidde ved siden af Tim, når han gav den fuld skrue, som jeg bad ham om. Han kiggede på mig og fik mig til at sværge, at jeg ikke ville fortælle Charlotte det, for hun havde truet med at slå ham ihjel, hvis han ikke kørte ordentligt med hendes mor som passager. Jeg lovede, at det blev mellem ham og mig – bare han ville vise mig, hvad den kunne præstere. Som jeg sagde: meget spændende …  
John sad selv bag rattet et par gange og var mindst 10 cm højere end normalt. Det kunne man bare ikke se, fordi han sad helt nede i jordhøjde.

Hvad hjertet er fuldt af …

Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med, er der et gammelt ord, der siger.

Det kan der komme mange sjove situationer ud af – de er bare ikke nødvendigvis lige så sjove, når det er en selv, der løber over …
Hver mandag fra 13-15 går jeg til engelsk. Det foregår på arbejdspladsen, hvortil der kommer en lærer og underviser os. Gennem fire år har seks quinder udgjort det, der nu hedder Det Fast Sammentømrede Engelskhold, og hvor ingen andre skal så meget som forsøge på at mænge sig ind. Det ved de efterhånden også godt i HR … nu spørger de bare, om vi ønsker the same procedure as last year – og det gør vi selvfølgelig. Der er en forårs- og en efterårssæson, så vi i alt har 20 seancer á to timer på et kalenderår.
De seancer foregår med Andrew, som er skotte og en skøn, skøn fyr, der har lige præcis den helt rigtige britiske humor, når den er bedst. Vi har det alle syv umanerlig sjovt i timerne … havde det dog bare været sådan at gå i skole, så havde jeg været meget mere vidende, end tilfældet er, for vi lærer skam en hel masse, selv om vi har det vildt skægt.
Det gode ved den form for undervisning er, at den kan blive lige så firmamålrettet, som vi selv ønsker det, eller det kan være helt generelle ting, vi bliver belært om. Vi kan komme med problematiske oversættelser, eller vi kan få to timer med phrasal verbs eller nyttige idiomer. Vi eller Andrew kan medbringe en avis- eller magasinartikel og diskutere den. Vi kan faktisk lige så meget forskelligt, som vi orker.  
Fælles for det hele er som sagt, at vi er så sammenspiste, at det føles som totalt frikvarter, selv om vi er i skole. Vi har alle seks den samme funktion i firmaet, så vi forstår hinanden og betror os til hinanden, hvis arbejdslivet driller, fordi vi ved, det aldrig kommer videre uden for denne gruppe.

Og Andrew? Han elsker os! Hele bundtet, hvoraf de fem af os er gamle nok til at kunne være hans mor, men det er sagen underordnet i dette tilfælde. Og det er desværre ikke ensbetydende med, at Andrew er særlig ung … han bliver 40 i år. 
For fem år tilbage, hvor denne undervisning blev en mulighed, blev alle kandidater testet individuelt og opdelt i fem hold, der var bestemt af graden af beherskelse af det engelske sprog. Vi var nogen, der kom på A-holdet, men sæson 1 var med en lærer, ingen af os brød sig specielt meget om, og der forsvandt to fra holdet. Sæson to blev med Andrew og med os seks, der holder ved endnu.
Andrew omdøbte os ret hurtigt til sit The Dream Team, fordi vi var et pænt stykke forbi den almindelige grammatik og alt det der lidt mere banale, han var vant til at undervise i. I stedet kunne han – og ikke mindst vi – koncentrere os om finesserne og de finere nuancer i det engelske sprog.

I dag var første gang i denne sæson, og på et tidspunkt, efter en af mine notorisk skarpe iagttagelser (host, host), nævnte en af de søde damer, at de godt nok kommer til at savne mig fra og med næste sæson. Andrew så spørgende ud, for han kendte naturligvis ikke noget til min opsigelse, hvorfor vi brugte et par minutter på at snakke pensionering og hvad i alverden jeg dog ville få tiden til at gå med efter 15. maj. (Og JO: jeg kommer saftsusemig også til at savne jer!)
På et tidspunkt måtte vi tilbage til virkeligheden og oversættelsen, vi sad med. Det var tilfældigvis min tur, og jeg oversatte uden at blinke
” … Arrangøren sammenlignede altid vinderne med gode skuespillere … ” til
” … The organizer always compared the winners to golfplayers … ”

Jeg opdagede det ikke engang … men der sad seks mennesker og skreg af grin og spurgte, om jeg allerede mentalt var smuttet, og at de i øvrigt ikke var klar over, at jeg spillede golf. 
Øv altså …  Jeg prøvede at aflede med at forsvare hvorfor jeg sagde compare to og ikke with, men de lod sig desværre ikke distrahere … nederlaget var totalt.

Nu med ny dør …

Det griber stadig om sig, det maleri. I aftes sad vi og gloede ind i væggen og op i loftet, bogstavelig talt, for at nyde hvor lyst køkkenet var blevet.
Så faldt vores blik på den mørke dør, som vi også bruger til opslagstavle, og det tog ikke 10 sekunder at blive enige om at køre i Bauhaus i dag for at finde en erstatning.
Ikke at jeg har tænkt mig at involvere jer i økonomien for vores fritidsarbejde, men at man kan få sådan en dør for 400 kroner var vi lidt forbavsede over. Det er jo ingenting!
Den er udskiftet, og det pyntede gevaldigt; nu mangler jeg bare en opslagstavle … 
I næste uge går John i gang med at male dør- og vindueskarme hvide.
Så kan vi vist snart heller ikke finde på mere.
I køkkenet …

Det dejlige vejr kaldte på en lang gåtur, og da vi var løbet tør for Senseopuder og manglede 1½ dl kokosmælk til aftensmaden, var det oplagt at tage rygsækken på og gå i Brugsen.
Hjemvejen lagde vi forbi stationen, bag hvilken det forhenværende drengehjem ligger. Hvorfor det blev lukket, ved jeg ikke, og jeg ved ikke hvem der ejer det i dag, men det meget store hus er ubeboet. Det kan garanteret fås for en slik, men der skal sikkert også pumpes 1½ million i det for at få det moderniseret.

Stort og spændende hus, man ville kunne få sig der … jeg gætter på 4-500 m² i alt; der er to etager og fuld, høj kælder. Hvis vi bare var 20 år yngre, kunne det være et spændende projekt at kaste sig ud i …
Ude i den forsømte have mæskede solsortene sig med de nedfaldne æbler.

Næsten hjemme igen ligger den lille sø, som fryser lige så meget som John og jeg efterhånden også gjorde. Vores lår var nærmest stivfrosne, da vi nåede hjem.

Der er en grund til, at jeg ikke blev maler

Der er en grund til, at jeg ikke blev maler, og den er sådan set ikke, at jeg ikke kan male, men at jeg ikke kan fordrage at male!
Det føles vældig rart bagefter, men processen kunne jeg sagtens undvære.

I dag skulle det dog være: hvidmaling af køkkenets loft. Nu har vi haft køkkenet i to år og har talt om at male det loft lige siden, men har ikke lige haft lysten eller energien. Det er et led i alle Johns projekter, men han får simpelthen ikke lov til at stå på trappestiger uden opsyn. Okay, jeg behøver ikke at stå og glo ufravendt på ham, og jeg er muligvis for pylret, men så må det være sådan. Efter forskrækkelsen med faldet på færgen i sommer, ligger tanken om, at han kan falde, altid lige i baghovedet. Han må gerne lave en masse ting, når jeg ikke er hjemme, men ikke noget, hvor man kan falde ned.

Det er ikke kun det at male, jeg ikke bryder mig om; det er også det eventyrlige rod, der kommer, når man skal til at flytte rundt på en masse ting for at frigøre vægge og hylder. Ikke at jeg normalt er et hysterisk ordensmenneske (tværtimod – bare spørg John), men der er dog grænser, selv for et rodehoved som mig.

Dernæst kommer alle bivirkningerne … det fører altid noget mere med sig, når man starter på noget.
Da vi kiggede på vores fine, nu næsten helt hvide loft efter første lag maling, nævnte jeg for John, at nu ser væggene helt forkerte ud … den der lysegule farve, som var pæn engang, er ikke pæn mere. John sukkede. Det gjorde jeg også, men vi kunne lige så godt få malet væggene også, nu vi var godt i gang.
Nu har loftet fået anden og sidste gang; væggene mangler anden gang.

Nu ser de hvide vinduesrammer slet ikke hvide ud mere … kan I se? Man kan blive ved. John køber hvid træmaling i næste uge og begynder på vinduerne. Det kan han heldigvis sagtens, uden jeg behøver at være hjemme.
Pyh, hvor er det godt, at man har et arbejde at passe …

Historien om flodhestene

For mange år siden, kort efter firmaet var flyttet fra Amager til Nordsjælland, blev der gennem kunstforeningen indkøbt et antal små gipsafstøbninger af flodheste – de kan den dag i dag købes gennem Glyptoteket. Jeg husker ikke antallet præcist, men det må have været en 5-6 stykker.
I dag er de desværre blevet spredt for alle vinde og optræder kun enkeltvis.
De blev meget hurtigt alle ansattes små kæledægger og genstand for udfoldelse af stor fantasi. Små pigers aflagte dukketøj og små drenges ditto legetøj kom til ære og værdighed igen.
De har været klædt ud som alverdens ting; har bl.a. haft sterildragter, mundbeskyttere og skoovertræk på, men har også spillet rollespil med riddere i ringbrynjer, læge (med stetoskop, selvfølgelig) og patient o.m.a. Var der håndværkere i huset, blev de udstyret med hammer, sav, skruetrækker osv. og anbragt i nærheden af håndværkerne, så de kunne hjælpe til.

Et år til en julefrokost var der produceret en film med dem, hvor de var anbragt i forskellige scenarier, der illustrerede, hvordan det var dem, der om natten gik og foretog sig skumle ting, så det i virkeligheden var deres skyld, når tingene en gang imellem gik galt.
Næste år var der produceret en anden film, hvor de havde antaget den stik modsatte rolle som firmaets redningsmænd, inden tingene nåede at gå galt – begge film naturligvis med baggrund i den virkelige verdens episoder, som alle medarbejderne kendte.

Da vi flyttede til Nordsjælland, kunne alle være i én bygning. I dag er vi spredt over seks bygninger; det er flodhestene desværre også, og kun få medarbejdere kender deres historie.
Da vi var i én bygning, optrådte de altid i flok, men blev flyttet rundt. Alle fulgte interesseret med for at finde ud af, hvad flodhestene nu havde gang i – man kunne fx finde dem foran en dør til et mødelokale, hvor der stod fem i en cirkel med hovederne tæt sammen og den sjette et lille stykke derfra med ryggen mod de andre. Der skulle ikke megen fantasi til at forestille sig, hvad der var sket her; scenen var så levende, at man rent faktisk greb sig selv i at have ægte medlidenhed med den sjette flodhest!

En anden gang kunne vi finde dem to og to sammen; den ene oven på den anden, og morgenen efter stod de parvis tæt sammen med små babyflodheste foran sig.
De tog på sommerferie og kom hjem igen – solbrændte selvfølgelig … en havde været uheldig og var blevet skoldet.
De har også haft mæslinger.
Da motionscentret kom, kunne man se dem dyrke idræt – iført reglementeret påklædning, selvfølgelig.
Vi har set dem i dyb sorg og i sprudlende glæde – ved hjælp af ganske enkle midler var der aldrig nogen, der var i tvivl om, hvad de små kræ foretog sig.

Da jeg kom på arbejde den 2. januar, var den enlige flodhest på gangen gået i hi. Den keder sig sikkert også gudsjammerligt …