X står for…

Cross og double-cross. ABC-legen er nået til det vanskelige X.
Snyd? Nej… ikke når man lige har været i England, vel?    

Jeg har altid syntes, at udtrykket ‘to be cross with someone’ er lidt pudsigt. Teenageren Anna, 5 år, bruger det sommetider, når moderen opfører sig skuffende, hvad mødre beklageligvis har det med at gøre ind imellem.
“Mummy, I told you not to take that away from the table, but you never listen to what I say! I’m very cross with you now!”

Udtrykket ‘to double-cross’ er endnu mærkeligere: at snyde, bedrage. Jeg husker noget fra en oldgammel kriminalnovelle (roman?), hvor det var en gåde, hvad XY, som offeret med ubehjælpsomme bogstaver havde skrevet med sit eget blod, dog kunne betyde. Den drevne detektiv regnede til sidst ud, at offeret var død, inden han fik fuldendt sit budskab, som skulle have været XX for ‘double-crossed’ – han var blevet bedraget af en eller anden. Jeg husker ikke mere af novellen, men det er vist også ligegyldigt i denne sammenhæng.

Endelig kan X også symboliseres af strikkepinde i aktion:

V står for…

VAND.

Vi er nået til ABC-legens V.

Jeg er ikke for ingenting født i fiskenes tegn. Jeg elsker at opholde mig ved vandet. Havet. En flod. En skovsø. Alt, hvad der bare minder om vand. Men læg mærke til det lille ord ’ved’.
Jeg elsker en stille, stille svensk skovsø.

Jeg elsker at opholde mig ved Vesterhavet, når der tordner en storm, som er ved at blæse mig væk (dette er så blevet sværere med årene – der var engang, da en af vores venner forbød mig at gå ud, når vindstyrken oversteg 4 … nu kan jeg stå fast i styrke 12. Han mente også, at jeg ikke nødvendigvis behøvede at blive våd i regnvejr).

Jeg elsker, når solen går ned i Vesterhavet, mens det er havblik.

Jeg elsker en buldrende norsk fos.

Jeg elsker den formidable, men visse steder ekstremt langsomtflydende, svenske Klarälv, hvor tømmerflådeturisterne har alverdens tid til at komme frem.

Jeg ville garanteret elske en Bountyland-lagune på en smuk stillehavsø, men det har jeg endnu til gode.

Alligevel er jeg en underlig fisk:

For hvorfor er det lige, at jeg HADER at bade (uden for en bruseniche)?
Og hvorfor er det lige, at jeg HADER at få hovedet under vand?

Jeg har sprunget i faldskærm og syntes det var fedt, men da min svoger forsøgte at lære mig at snorkle under et ophold på Kreta, gik jeg nærmest i panik, da hovedet kom under vand – til mine to niecers udsøgte fornøjelse. Normalt synes de, jeg er forholdsvis sej (bl.a. pga. det med faldskærmen), men her var de mig langt overlegne. Det var dem vel undt, og jeg opgav hurtigt at snorkle. Det var meget nemmere at leje en båd med glasbund – og hardcore-snorklerne ville gerne med…

U står for…

UNGER. Vi er søreme allerede nået helt hen til U i ABC-legen. Hvor tiden dog flyver i godt selskab.

Unger, det er naboens børn, er der nogen der siger.
Eller også er det bare ens egen kærlige omtale af børn og børnebørn. I bund og grund er det jo bare små eksemplarer af den voksne udgave, hvad enten vi taler om dyr eller mennesker.
Unger er altid dejlige; næsten uanset hvor grimme forældrene er, så er ungerne kønne.  De er i hvert fald søde.

Egernungerne på ødegården – vi kom helt tæt på, for de havde slet ikke lært at være bange.  Se da blot, hvor små de er…

Selv vildsvineunger er ganske nuser – bare de holder sig væk fra vores græsplæne… og her kan man i den grad tale om grimme forældre, hvis I spørger mig.

Edderkoppeunger er såmænd også meget søde. Så længe de kun er ½ mm lange…

Denne næsehornsunge er måske lige ved at være for gammel til at være så’n rigtig kær.

Elefanterne kunne vi ikke komme helt tæt på, men ungerne kunne vi heldigvis godt se alligevel.

De unger her kunne vi godt komme tæt på. Helt tæt på. Hverken de eller forældrene blev bange for os.
Det er de allerdejligste unger i hele verden.
Det står ikke til diskussion. Det kan godt være, at nogle af jer mener noget andet, men vi kan lige så godt lade være med at diskutere det, for vi bliver aldrig enige

T står for…

Trist, tragisk, tungsind, tristesse, traume… det er da temmelig trøstesløst at vågne op til dette syn en 18. marts – meget taktløst af vejrguderne, men jeg forsøger at holde tilstrækkelig tappert ud, mens jeg trøstespiser lidt for ikke at komme til at tudbrøle.
Okay, så er det vel heller ikke værre, men jeg skulle lige have brændt en masse T’er af…

OG NU STARTER VI HELT FORFRA:

T står for:

Ikke troperne, men Taffelbjerget eller Table Mountain, tablecloth og township som mine bidrag til denne uges ABC-leg.

Tre ting ud af alle de mange, vi så i Cape Town, da vi tilbragte tre uger i Sydafrika.

Taffelbjerget med sin flade top, som ligger en kilometer over byen.

Vi tog op på Table Mountain i godt vejr og følte, vi kunne se til Sydpolen.
Dagen efter var det dækket af skyer, hvilket de kalder for The Tablecloth. Det er et meget underligt fænomen – skyerne vælter ned af bjergets side som et vandfald i stærk bevægelse, men varmen fra byen gør, at ‘vandfaldet’ forsvinder halvt nede af bjerget – det fordamper simpelthen.

Vi så Cape Towns townships – en meget speciel oplevelse, men en vi nødig ville have været foruden.

En lokal slagter, som også tilberedte kødet for dem, der ikke selv havde den mulighed. Noget anderledes forhold end dem, vi kender, må man sige.
En ting, vi forbavsedes og forundredes over var, hvor rene alle var – tøjet var pinligt rent. Altid. Også selv om man sommetider var flere hundrede, der skulle deles om én eneste vandhane nede på det lokale torv.
Selv om forholdene var kummerlige, var der rent, også inde i husene. Og blikhytterne…

S står for…

8460 artikler ifølge retskrivningsordbogen, så at finde S-ordet burde være det mindste problem i alfabetet til denne uges ABC-leg.

Sne? Nix. No way. Det gider vi ikke mere.
Spaghetti? For fantasiløst.
Spurve? Det har jeg vist billeder af vinteren igennem. Skovspurve, oven i købet.
Skarnsunger? Personligt kender jeg ingen, men jeg har da hørt om begrebet.
Sol? Det er der garanteret andre, der har snuppet.
Sommer? Ditto.
Sekretær? C’est moi.
Senior? For tidligt.
Seniorsekretær? Det snerper…
Shetlandssjal? Det har jeg strikket nogle stykker af.

Hej… Strikke? Selvfølgelig! Hvad ellers? Det kender jeg da en smule til.

Så… S står for… Strik.

I alle afskygninger. I mange farver.

 

Jeg holder meget af at strikke.

Selbuvotter.

Påfuglesjaler.

Tæpper, sågar.

Halstørklæder. Dette til min datter.

R står for…

Restaurant.
Vi var ude og spise i går på italienske Limone, Køge Havn, og da dette nu engang er en interskandinavisk fotoleg, hvor vi er nået til R, vil jeg lege lidt med ordene også og påstå, at det var en rar restaurant.
Det var også en meget rolig restaurant.

På dansk, altså.

Nu er jeg ikke flydende i norsk eller svensk, men jeg mener, at rar på norsk betyder mærkelig – hvilket den ikke var… den var godt nok italiensk, men det bliver den jo ikke mærkelig af.
Mærkelig hedder konstig på svensk. Kunstig betyder unaturlig eller uægte på dansk… den var bestemt ingen af delene.
Rolig betyder morsom på svensk. Det var den heller ikke. John og jeg havde det skam vældig hyggeligt, men det var fordi vi nød maden og hinandens selskab og ikke fordi det var en morsom restaurant.

Hvem har sagt, at det skal være nemt, dette her?

Det var en god restaurant. Mon ikke alle skandinaver er enige i, hvad ’god’ betyder?

Til forret fik vi carpaccio af sværdfisk, blæksprutter og rejer. Jeg ville aldrig selv have tænkt på, at dette kan lade sig gøre, men det kan det, hvis man først propper de to sidstnævnte ned i et tykt pølseskind (pølse = korv). Det skal sikkert småfryse, inden det kan skæres ud i skiver på ½ mm, som var det, vi fik. Ultratynde skiver, men det smagte herligt.

Dernæst fik vi en hummersuppe lavet på rodfrugter og med knuste mandler og chili i. Den smagte skønt og anderledes, og vi kunne smage det hele. Undtagen hummeren…

Tredje ret var ravioli med noget ostenoget i, jeg ikke kan huske helt, hvad var, med noget kraftigt tomatnoget hældt over. Smagen fejlede ikke spor – det var en meget potent smag.

Fjerde ret var kalvekød med ristet italiensk skinke og en halv, grillet peberfrugt, man havde hældt spinat og mozarellaost i, inden det igen fik en tur i ovnen.

Femte ret på menuen var syltede pærer med zabaione. Det gad vi ikke lige i aftes, så vi bad om en tiramisu og fik det.
Her kom min første panderynken: Jeg ville have svoret på, at der var brugt lagkagebunde og ikke savoiardi (lady fingers), som den italienske madbibel foreskriver. Jeg spurgte til det, men de påstod hårdnakket, at det var hjemmelavede lady fingers. Jeg blev ikke helt overbevist, men jeg kender dem kun fra supermarkederne og har derfor aldrig smagt dem hjemmebagte. Uanset hvad, synes vi begge, de smagte af færdigbagte lagkagebunde, og min hjemmelavede tiramisu er klasser bedre end Limones… Beklager, Limone…

Limone får derfor fire kokkehuer ud af fem for gårsdagens oplevelse. Første gang vi var der, fik den fem ud af fem. Dengang fik vi Piemonte-menuen, som var aldeles vidunderlig. Og mæt blev vi så sandelig både første og anden gang. Det er små portioner, men der er altså fem af dem, så man skal nærmest trilles ud af restauranten. Mon det er det, der hedder en rullemenu?
(Undskyld).

Endelig kan R også stå for rorange, som Charlotte indtil 7-8 års-alderen mente, den dér rødgule farve hed.

Rorange var farven på de skønne tulipaner, som Aubrey havde valgt til mig på computeren hjemme i England.
Rorange – eller måske rødrorange – var farven på min nummer 2 Le Creuset-gryde, som jeg fik af John.

Q står for…

Quilts, som jeg har produceret i rå mængder gennem årene; i alle mulige afskygninger, former og faconer.
Vægophæng, dækkeservietter, grydelapper, sengetæpper, tehætter og puder.
Egentlig er quilts vel nok kun større ting som sengetæpper og vægophæng, men nu tager vi det hele med til denne uges ABC-leg.

(Den skønne Q-historie fra sidst vil jeg ikke genbruge, selv om det var fristende…)

Et blåt sengetæppe til en af sengene i Sverige og et vægtæppe – også til et af soveværelserne.

Bye-bye Blues, som hænger i det nye, blå soveværelse deroppe (med teaksenge, så farverne passer).

Selv om det er den ultimative grad af millimeterdemokrati, der hersker her, synes jeg det er et hyggeligt og afslappende arbejde.

En brøkdel af en millimeters unøjagtighed kan forskubbe det hele, så det bliver grimt at se på, men man lærer hurtigt, at det ikke kan betale sig at sige ‘åh pyt, det er sikkert godt nok’. Hvis man er den mindste smule i tvivl om, at det er okay, så er det ikke okay…

Tasker i snesevis…

Vægophæng til badeværelset i Sverige – et hav med fisk.

Jeg holder meget af blåt

P står for…

… ret mange ting.

Det kan stå for paddehatte. Det hedder det vel slet ikke sådan rent taksonomisk, men i dag på alfabetlegens P-dag gør det, og to glimrende eksempler er Parasolhat og Præstepik. Joh, det hedder den på dansk, så jeg må gerne skrive det frække ord her. Det er en god svamp paddehat at imponere teenagere med (fnise, fnise… narj, hedder den virkelig det?). Hvorfor det lige er gået ud over præsteskabet, skal jeg lade være usagt…

Det kan også stå for Panorama, Paf, Paradis, Pram og Padle. Alle fem ord passer godt på vores tur i Okavangodeltaet, som visse trofaste læsere vil kunne genkende, for dette er rent genbrug.
(Eller… de padler vist ikke?)

P kan også stå for Perlemor. Det er nemlig sådan en som mig, fordi mine to fornavne betyder ’lysende perle’ – yderst passende, når jeg selv skal sige det… så jeg må dermed være en perlemor

Ikke et ord om Pensionister!
Men en Pengeseddel skal I have:

Hvis ikke den lige havde været fra Zimbabwe, kunne den have været meget rar at eje. Den pålydende værdi slår vist selv inflations-Tyskland tilbage i tyverne.

N står for…

NORGE, NATUR og NORDKAP. Naturligvis.
Af to grunde: ABC-legen er, så vidt jeg ved, født i Norge, så dette er 1) et velfortjent cadeau og 2) fordi Norge er et af de smukkeste lande i verden. Naturen dér er ganske enkelt helt enestående… der er en god grund til, at Geirangerfjorden er kommet på UNESCOs World Heritage List.

Vi ferierede i Norge i 2001, 2005 og 2009. Første gang bare John og jeg med endemålet Lofoten (og en hvalsafari), anden gang med hele den pukkelryggede [familie] i et helt utroligt hus, der nærmest hang ud over Sognefjorden, og den sidste gang gik turen til Nordkap i en autocamper, hvilket var det ultimative clou efter de to allerede fantastiske ferier i Norge.
Normalt gentager vi ikke vores ‘store’ ferieture, fordi det gælder lige som for film, at toeren aldrig kommer på højde med etteren. Ikke desto mindre har John og jeg en klippefast aftale om, at nordkapturen kørende i en autocamper skal gentages – det var bare så stort.

På vej mod Lofoten i 2001.

Tim i 2005 – med styr på det hele…

Højt mod nord…

Meget højt mod nord…

Og helt, helt oppe mod nord – jamen vi kunne da simpelthen se helt til Nordpolen. Øhhh, næsten i hvert fald, hvis det ikke lige var for en dum detalje som jordens krumning. For der var nemlig ikke en sky. Der var heller ikke tåget. Der var ikke engang en lillebitte smule diset. Det sker måske på fem af årets 365 dage, og vi ramte en af dem.
Stort. Stort. Rigtig stort.
Og nej… dette er ikke en kriminalroman, for vi har hverken be- eller opgravet de to motorcyklister, som kan anes nederst til højre! Det var et italiensk par på bryllupsrejse, og som vi tog et billede af (med deres eget kamera) – der er sateme langt fra Rom til Nordkap. På motorcykel. Respekt, siger jeg bare…

Vi kunne se over mod Knivskjellsodden, som er Norges nordligste punkt. Vi så lige et par rener på vejen…

Norge er som sagt noget af det smukkeste.

Simpelthen.

Så se dog at komme af sted! Har I besluttet, hvor 2011-ferien går hen? Nej? Jeg foreslår så Norge.

Se andre N’er her

L står for…

LIVET.

Livet, som på forunderlige, triste, mærkelige, magiske, sjove, men undertiden også meget sørgelige måder kan blive sat i relief og få os til at stoppe op og reflektere.
Livet, som en af mine kolleger, jeg holder meget af, lige pludselig ser så ganske anderledes på.
Livet, som han forhåbentlig får lov til at beholde i mange år endnu.

Han er servicemedarbejder og ansat i ‘Domicile Management’. En afdeling, som det er en rigtig god ide at være gode venner med…
Mellem jul og nytår havde jeg en aftale med omtalte kollega omkring noget kontorindretning og -omrokering pga. to nye medarbejdere, som skulle starte 3. januar.
Han kom ikke – til min store undren, for han har aldrig før svigtet mig.
4. januar kontaktede han mig og sagde “du må meget undskylde, men der kom lige noget i vejen”.
Helt i orden – han har helt sikkert haft sine grunde, tænkte jeg bare.

I dag havde jeg igen en aftale med ham omkring et stormøde for mit område, hvor han stod for teknikken med lærred, pc, det trådløse højttalersystem, talerstol, bordopstilling og i det hele taget alt det dér praktiske, som bare skal virke – og som også altid gør det, når han er på banen.
Alt var klappet og klar et kvarter før mødestart, så vi havde tid til at sidde og sludre over en kop kaffe.
Sammenhængen er ligegyldig, men han sagde til mig: “Nej, jeg kan ikke på tirsdag, for dér er jeg syg”.
Jeg var ét stort spørgsmålstegn… han er jo aldrig syg, så hvorfor denne bemærkning? Men ved at sige sådan havde han jo indikeret, at jeg gerne måtte spørge, om der var noget galt.

Så kom hele forklaringen:
Lige inden jul gik han til sin læge med en hoste, han ikke rigtig kunne slippe af med. Lægen sendte ham videre til et hospital til undersøgelse. De sendte ham videre til et andet hospital, som kunne fortælle ham, at der var en plet på den ene lunge, og at de i øvrigt godt lige ville undersøge ham yderligere. Han var til undersøgelser i tre af dagene mellem jul og nytår. Resultatet? Kommer her:
Den var gal med begge lunger.
Og med leveren.
Og med knoglerne.
Kræft. Selvfølgelig. Det modbydelige ord. Hvad ellers rammer så bredt?
Den besked fik han den dag, han havde en aftale med mig. Jamen jeg skal da lige love for, at “der kom noget i vejen”.

Han er 61 år.
Han kom omgående i kemoterapi, så det er derfor, at han er “syg på tirsdag” – han skal lige en tur til kemo.
Hele Systemet trådte omgående i aktion, ingen klager over ventelister eller andre former for dårlig eller mangelfuld behandling. Det kunne simpelthen ikke have været gået hurtigere.

Men: Han er saftsusemig stærk. Ingen kan se noget som helst på ham. Ingen kan mærke noget som helst på ham. Han ser ikke syg ud; han fortæller ikke andre end nogle ganske få, at der er noget i vejen. Han har selvfølgelig en aftale med sin chef om, at han kan være on/off fuldstændig på hans egne præmisser.

Kemoterapi er blevet meget bedre og meget mere målrettet; han mister f.eks. ikke håret, men har ‘bare’ en smule kvalme, hvilket han kan tage tabletter til at afhjælpe.
Kræften blev opdaget på et tidligt stadium, så jeg og selvfølgelig ikke mindst han selv og hans familie håber på, at kemoterapien kan klare det.
På mit spørgsmål om, hvordan i alverden han dog kan tage det så flot, og hvordan han kan klare at gå på arbejde, lød svaret i lidt forkortet udgave:
”Arbejdet er ren terapi – her har jeg ikke tid til at spekulere over min egen elendighed, for der foregår altid så meget i løbet af en dag. ‘Tage det flot’? Min kone og jeg græd lidt mellem jul og nytår, men nu er vi fulde af fortrøstning begge to.  Og vi har ikke talt så meget sammen i de sidste 20 år, så intet er så galt, osv…”

Hvad mener I? Jeg er fuld af beundring og den dybeste respekt.
Ingen kan vide hvordan man vil reagere på en given situation, før den opstår, men jeg tør godt vædde et eller andet på, at jeg ikke ville have kunnet tage det på en måde, så ingen af mine kolleger kunne se på mig, at der er noget pivegalt.

LIVET er en meget dyrebar gave, som man alt for ofte først sætter rigtig pris på, når det er for sent – eller når man får et gedigent ‘wake up call’, for jeg håber sandelig ikke, det er for sent for min kollega.

Nogle få kolleger så mig give ham et stort knus. Vores ellers så gode navne og rygter er garanteret spolerede, for sådan noget har det med at sprede sig som en steppebrand, men jeg er faktisk ret ligeglad…
En af de få var min søde chef, og han fik sagens rette sammenhæng efter mødet.

Beklager det triste bud på ABC-Skandinavia, men LIVET på godt og mest ondt fylder lidt meget hos mig lige nu…

Life’s not fair, is it?
(Scar i Lion King)

J står for…

Jah, hvad skal J stå for i ugens ABC-leg? Juledagene gider vi ikke jappe mere om – de er helt og aldeles slut nu.
Januar er kommet, men forhåbentlig ikke for at blive, for det er da den rene jammerdal med dette vejr, som tvinger os alle til at bære tykke jakker, og som for min skyld godt kunne have stoppet, da julen var slut.

Jeg jubler ikke just over dette hvide vejr – snarere jamrer jeg, fordi jeg er nødt til at kæmpe mig frem til jobbet – og alligevel kan jeg, som et lyspunkt i denne mørke tid, glæde mig over, at i sådant et vejr er det ikke jungleloven, der gælder, men man hjælper hinanden i stedet for at jage afsted, hvilket i øvrigt er forholdsvis svært i denne tid…

Jeg ville meget hellere tage et jetfly for at kunne tilbringe lidt af tiden på Jomfruøerne, Jamaica, Java, i Jerusalem eller i en eller anden jungle. Selv Jurabjergene er vist okay lige nu. Og jeg joker ikke…

Jeg lyder måske juvenil i min formulering, men det er jeg ikke (hvis vi taler leveår…), for så havde jeg formentlig jublet over den hvide vinters jerngreb i stedet for denne jammerklage.

Nå… smukt er det da trods alt, og dagene længes.
Det gør jeg også. Efter foråret…

H står for…

Hvidt, Hundekoldt Helvede.

Det er godt nok et grimt ord at bruge til ABC-legen – og så her midt i en HøjHellig juletid.
Men det var jo det, det var i denne jul. Helvede er ikke nødvendigvis et meget varmt sted, skulle jeg hilse og sige; det kan ligeså godt være Hundekoldt, har vi lige set. Nogle har set det på mere nært hold end sjovt var for dem.
Det har nemlig ikke været behageligt at skulle ud på Hjul i denne jul.
(Beklager, men jeg er altså ret begejstret for vores istapper – her kunne det hedde icicles by yulenight).

Apropos Hundekoldt, så kan H kan også stå for HundeHvalpe.
Søster to og svoger to er blevet ‘forældre’ til 10 labradorHvalpe.
Den meget erfarne fødselshjælper svoger to (fremover kaldet ved sit navn Hans) var ikke hjemme, da den vordende førstegangsmoder kom hen til min søster med den første hvalp i flaben: “Se bare hvad jeg har klaret selv! Hjælper du ikke lige med resten?”
Det var nyt for søster, men hun klarede det i fin stil og syntes, det var næsten lige så stort som en menneskefødsel. 
De har fået optaget en 10 minutter lang film. Det er lang tid, indrømmet, men hvis man er et rigtigt Hundemenneske, vil man sikkert nyde disse små rotter eller langbenede muldvarpe og hvad de ellers blev kaldt undervejs.

Så hvis der er nogen, der lige står og mangler en Hvalp, er der stadig flere til salg. Hans er en fabelagtig Hundelærer – han har, sammen med to svenske gutter, oprettet et ‘Hundeskolehotel’ i Sverige, hvortil man kan komme med sig selv og sin hund. Inden der er gået 14 dage, sommetider kun en uge, har man en velopdragen og afrettet hund. Og hunden har et velopdragent og afrettet menneske, så alt kan ånde fred og idyl…  
Opdragelsen går nu mest på at få en god jagthund ud af hunden, og Hans’ jagtlabradorer er da også de mest velafrettede – og glade – hunde, jeg har set.
Det show, han gav med sine tre hunde på ødegården i Sverige kort tid efter, han var kommet ind i familien, var intet mindre end imponerende; langt, langt bedre end et hvilket som helst cirkusnummer med trimmede pudler, der går på bagbenene og danser ballet… men beskrivelsen af dette jagthundeshow fortjener sit helt eget indlæg.

G for…

GAVER, selvfølgelig. Hvad ellers her i december?
Okay, der er mange, der har meget bedre og meget mere kreative bud på ugens bogstav i ABC-Scandinavia, men her på bloggen skal det altså være gaver.

GAVER var den direkte årsag til, at jeg desværre ikke fik fotograferet den smukkeste, på én gang hvideste og orangeste solnedgang, jeg har set. Den var helt ubeskrivelig smuk her midt i alt det frosthvide. Jeg fik kun begyndelsen med, for jeg havde temmelig travlt med at komme på gården for at hente noget fra far, som skulle med i den kasse med GAVER til England, som først skulle pakkes (også tingene, der skulle i den), men som skulle af sted i dag, så jeg skulle nå på posthuset, inden de lukkede.

… og så skulle den have været sendt i tirsdags, hvis jeg skulle have været sikker – hvis man ellers kan være sikker på noget som helst i disse vinterstrenge tider. Vi får se. Pakken kommer, når den kommer, og C er informeret om en mulig forsinkelse. I England spår de totalt snekaos i den kommende weekend…  

GAVER, fordi jeg fik min firmajulegave i dag. Den glimrende saftpresser, som jeg tidligere skrev om i indlægget for D, og derfor på helt naturlig vis kan opfølges i G-indlægget.
Den er nu pakket ud. Saftpresseren altså. Som også er en blender, en møllekværn og en ismaskine.
I den store pose, som jeg nåede at forevige på mit kontor, var ikke kun kassen med maskineriet, men også en lille smoothies-opskriftbog. Ih, hvor jeg glæder mig til at prøve det hele af.

Da jeg kørte fra gården, havde det hvide fået et mystisk, lyserødt skær, som blev smukkere og smukkere for hvert minut – jeg håber, at rigtig mange af jer nåede at se det, for det var svært, i hvert fald for mig, at fange den rigtige farve og stemning med kameraet. 

Ikke så meget G over dette billede. Jo… GÅRDEN, for pokker da – så holdt den jo alligevel

GOD jul til jer alle ønskes herfra (vi leger vel ikke ABC-leg på fredag, gør vi?)

F skal stå for…

… jah, for hvad? Det var faktisk ret svært, for mine F-muligheder til dagens ABC-tema stod i kø…

F for Forbaskede Fnug? Nix, hvis vi Fortrænger Fnuggene, Forsvinder de mon så ikke?
F for Familie? Fint nok, men den har jeg nævnt så tit.
F for Fulde Folk? Dem er der garanteret Flokkevis af på gaderne i aften.
F for Forår? JAHHH. Desværre er det Fremtid.
F for Færdig med Fyrre? Uaktuelt. Det er næsten otte år siden. Jeg er såmænd også snart Færdig med Femti…
F for Fødselsdag? Aktuelt; mit barn bliver Fireogtredive på søndag.
F for Faldskærm? Måske. Jeg Fløj ind i Fyrrerne siddende i en meget lille Flyvemaskine og indledte årtiet med et Frit Fald på Fire km. Nej tre… den sidste kilometer var med udFoldet Faldskærm. Det var en Fantastisk Fed Fornemmelse. Fabelagtigt. Det skulle I tage at prøve, sådan et tandemspring.
F for Ferie? Den tager jeg.

Jeg elsker mine Ferier. Glæder mig hele tiden til den næste, ligegyldigt om den er stor eller lille.
De store og mere eksotiske Ferier til for os helt Fremmede og ukendte steder på  jorden er naturligvis dem, der giver flest sommerfugle i maven, men jeg glæder mig absolut også til en lille tur til England, til en Forlænget weekend i Sverige, til vores årlige Familietur med englænderne til Vesterhavet – som i øvrigt bliver til Mols i 2011 , til de små ture rundt omkring i Danmark.
Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke gider holde sommerferie i Danmark. Vi holder den skønne uge om efteråret, og landet er såmænd ikke større, end det kan klares på weekendture. Vi har et dejligt land, ingen tvivl om det, men der ligger en stor, anderledes og spændende verden derude og bare venter på at blive undersøgt.

De store Fantastiske Ferieture har vi ikke råd til hvert år, og den til USA i år vil blive svær at leve op til, så hvad skulle vi finde på for 2011? Vi blev enige om at gøre noget kendt, men dejligt, så vi tager til England og belaster familien derovre med vores nærvær i nogle dage; derefter kører vi til Cornwall, hvor vi godt nok har været to gange før, men det er 8 og 12 år siden; der er bare så vidunderligt, vi skal nok finde på noget nyt at se, og en del tåler snildt en gentagelse. Til sidst tilbage til familien i nogle dage… lige pludselig er der gået tre uger, og vi skal hjem igen.

For snart at begynde at glæde os til den næste Ferie

E for England og Englebørn

Man skulle man næsten tro det var timet og tilrettelagt, at jeg skulle opholde mig her i Engand, lige præcis når bogstavet E dukkede frem i ABC-Scandinavia-legen.
Det var naturligvis et tilfælde, men der er vel næppe nogen, der bliver overrasket over, at jeg drager min korte ferie ind i E’et? ‘Mit’ dejlige England, som jeg har elsket, siden jeg første gang så det for en evighed 41 år siden.

Billedledsagelsen til E bliver nu noget med A, nemlig Avebury, som har en langt større stencirkel end Stonehenge, men måske netop derfor ikke er nær så kendt, for cirklen er så stor, at man faktisk slet ikke opfatter den som en sådan.
Men flot var det i dag, hvor vi kom forbi mens rimtågen stadig hang over tungt omkring os – det havde jo været perfekt med lidt solskin, men vi må nok hellere nøjes med være taknemmelige for, at det ikke sner. Tågen giver det et autentisk skær af mystik, så det er i orden… Landsbyen Avebury med den ældgamle kirke. Og nej, jeg har ikke styr på det med hvidbalancen endnu…

Vi byggede danske Post-it-veje, da englænderne var i DK for en måned siden. Der bliver stadig bygget veje efter det forhåndenværende søms princip, og nu kan vi vist godt tillade os at sige, at mine små Englebørn bygger Engelske veje:

D for Drikke

Det er ellers yderst oplagt at vælge D for Digital, Digitalkamera eller Digitalisering til ugens bogstav i ABC-legen.

Så oplagt, at jeg naturligvis vælger noget andet, nemlig D for Drikke.

Jeg begynder snart at drikke. Ikke en ‘Dor ‘Drøje til min Datter; sådan en er jeg allerede begyndt på, men noget helt anderledes og meget sundt noget.

Vi har i mit firma i de senere år kunnet gå ind på et dertil indrettet website for ansatte og vælge mellem fire forskellige julegaver – eller som en femte vælge at blive overrasket, hvilket næsten altid indebærer noget godt til den søde juletand.

Det valgte jeg sidste år, for der var ikke noget af de fire tilbud, der umiddelbart kunne friste. Det ene var en bilstøvsuger, kan jeg huske…

Forrige år valgte jeg et flot Skagenur, og længere tilbage kan jeg bl.a. huske en superlækker termokurv, jeg lige siden erhvervelsen har brugt til transport af køleskabsindhold frem og tilbage fra Sverige. Jeg fået rigtig mange gode ting i arbejdsgiverjulegave.

Jeg har for nylig valgt 2010-julegaven:

En herlig saftpresser, som efter beskrivelsen burde kunne presse Dråber ud af selv en sten – der er ingen begrænsninger her – den kan simpelthen det hele…

Læg lige mærke til, hvorledes jeg bliver yderligere opmuntret med beskeden ”Du er ved at vælge sund livsstil” – så tør man jo næsten ikke fortryde og gå ind og vælge nogen af de andre gaver, vel?

Ih, hvor skal jeg lave æblesaft, gulerodssaft, vindruesaft, kiwisaft; ja alt-muligt-saft i stor stil, efter d. 16. december, hvor jeg får min gave.

Jeg glæder mig meget, til jeg kan begynde at Drikke.

Man kunne selvfølgelig også, her i de indledende faser af denne søde juletid, til ABC-legen have valgt D for ordet ’DADDELFRI’, som jeg for nylig så ordet ’dadelfri’ stavet.
”Han har levet en aldeles daddelfri tilværelse”. Man må ikke håbe, det har været et problem for ham…
Vedkommende, der skrev ordene, kan muligvis have gået i juletanker, men det er altså to forskellige ting, at man ikke er i besiddelse af dadler og at man er uden fejl og mangler. Begge ting kan sagtens betegne en og samme person, men der er ikke nogen direkte sammenhæng.

God, hvid weekend derude – jeg håber der er nogen, der nyder snevejret, for jeg gør ikke!

C for Camping

Ugens ABC-Scandinavia-tema er C – og C skal stå for camping, som har spillet en stor rolle i Johns og mit liv.
Det var John, som introducerede mig til campinglivet. Han startede som barn med at feriere i et telt, som hans mor havde syet. Når midlerne er små, må fantasien være så meget større, og han husker sin barndoms primitive ferier som herlige dage.

Mine forældre holdt ikke ferie, før jeg blev 15 år (landmænd var de jo – og ikke storbønder…), så da de endelig fik råd og tid til en ferie, skulle det i hvert fald på ingen måde være campingferie. Næhtak, nu skulle specielt vor mor forkæles med hotelværelser og tre måltider om dagen, som hun ikke havde den fjerneste forbindelse med mht. tilberedning. Eller to måltider… frokosten kunne undtagelsesvis indtages i det grønne et eller andet naturskønt sted eller på vej fra et sted til et andet.

Da John kom ind i billedet, havde vi ikke vildt mange penge til vores rådighed og slet ikke til dyre charterrejser for to voksne og to børn, hvorfor John foreslog campingferier. I telt. Han havde allerede meget af udstyret fra sit forliste ægteskab. Ferie i telt. Helt ærligt, så ville jeg næsten hellere undvære, mente jeg, så det nægtede jeg pure, åbenbart stærkt præget af mine forældre.

Sagen var nu derudover, at jeg alle mine dage har hadet luftmadrasser og soveposer af et godt hjerte. Specielt efter jeg på en lejrskole i 6. klasse for vild i en sovepose, og der gik totalt panik i mig, da jeg ikke kunne få hovedet ud gennem benenden og begyndte at vræle højt til mine klassekammeraters usigelige fryd. Jeg har traumer endnu.

Nå… det endte med, at John og jeg i 1988, sammen med min søster og svoger, købte en brugt campingvogn.
Se, det var jo noget ganske andet… rigtige senge, og noget, der lignede et køkken, man ikke behøvede at sidde på hug for at bruge. Masser af plads og frihed til at køre hvorhen vi lystede.
Det var starten på 10 års skønne ferier, som vi alle fire ser tilbage på med stor glæde. Vi har kørt Europa tyndt, har set rigtig meget, og vores børn fandt over alt hurtigt jævnaldrende at snakke og hygge med, uanset hvor vi var.

Vi afhændede campingvognen, da vi ikke længere havde børn, så at sige, og på hvilket tidspunkt vores økonomi tillige så lidt bedre ud end i starten af ægteskabet.
Campingvognen havde sin tid, som Betty nok ville sige, og ingen af os havde lyst til at fortsætte med at slæbe rundt på den mere, men det var 10 dejlige år, som vi bestemt ikke ville have undværet.

I 2009 gik vi skridtet videre og lejede en autocamper for at køre til Nordkap i sådan en tingest.
Den ferie var så vidunderlig, at vi fluks efter afslutning aftalte, at den skal gentages på et tidspunkt.

Det første billede er fra sommerferiedebuten i Moseldalen/Schwartzwald 1989; de to sidste fra Jugoslavien i 1990 (før det blev til eks-Jugoslavien og alt muligt andet).
Blitzen ødelægger den stemning, der var – vi havde naturligvis kun stearinlysene at hygge os ved.
Vi havde det skønt…
Men det er da lidt skræmmende, at det er 20 år siden. Vi husker alle fire den ferie, som om det var sidste år, vi var af sted.

B for Bøger

ABC Scandinavia er nået til B, og det kan næsten ikke blive til andet end bøger for mit vedkommende – selv om jeg kan frygte, at jeg går Ditte lidt i bedene, da hun har valgt kun at holde sig inden for biblioteksterminologien i denne omgang…

Mine forældre begyndte at lære mig at læse, da jeg var fire, og da jeg var fem, læste jeg Anders And-blade og mine første børnebøger. Som barn var jeg ’underlig’, fordi jeg hellere ville læse end lege. Min første engelsksprogede bog købte jeg som 15-årig, fordi jeg var løbet tør for læsestof under en ferie i Østrig – og tysk havde jeg ikke lyst til at kaste mig ud i.

Denne lille blog-spørgeleg har jeg set rundt omkring, og hvad er mere oplagt end at sætte den på til ABC?

1. Din favoritbog i barndommen?
Alle Susi- ,Jan-, Puk-, Flemming- og De 5-bøgerne.

2. Hvad læser du lige nu?
Never Go Back af Robert Goddard
I medgang og modgang af Mary Higgins Clark

3. Hvilke bøger har du reserveret på biblioteket i øjeblikket?
Ingen. Jeg reserverer aldrig. Jeg kan altid finde noget, og jeg kan sagtens vente med at læse dem, der er mest rift om.

4. Dårlig bogvane?
Kan man have det? Det begreb kender jeg ikke.

5. Hvilke bøger har du i øjeblikket lånt på biblioteket?
I medgang og modgang af Mary Higgins Clark
Hånd i hanke af Anne-Pia Godske Rasmussen
Skyggen af Robert Harris
Den døende dandy af Mari Jungstedt

6. Har du en E-bogslæser?
Nej. Jeg har en ide om, at jeg ikke vil bryde mig om sådan en fyr.
Desuden er den ALT for dyr endnu – den skal meget længere ned i pris, før jeg vil ofre penge på noget, jeg ikke engang ved, om jeg vil bryde mig om.

7. Foretrækker du at læse en bog ad gangen eller flere på en gang (slalomlæsning)?
Jeg har altid mindst to (lydbog og papirbog), men ofte flere i gang (f.eks. fagbøger).

8. Har dine læsevaner ændret sig, siden du begyndte at blogge?
Ja – jeg har ikke længere så meget tid til at læse…

9. Dårligste bog du har læst i år?
Der vil være en hel del på den liste, for det er alle dem, jeg ikke har gidet læse færdig.
Herunder Ringenes Herre. Har prøvet for tredje gang, men den kan bare ikke fange mig, så det var også sidste gang, jeg forsøger mig. Tror jeg.

10. Bedste bog du har læst i år?
Mine seks fanger af Donald Powell Wilson.
For sjette gang (altså ikke for sjette gang i år – jeg fik den for omkring 30 år siden). Den er dokumentarisk og handler om en fængselspsykologs tre år i Fort Leavenworth-fængslet i USA. Den er meget fængslende, høhø…
Den er fantastisk – mit eksemplar er læst til laser af mig selv og alle dem, den har været lånt ud til.

11. Hvor ofte læser du udenfor dine favoritgenrer?
Sjældent. Men jeg har en hel del ’favoritgenrer’.

12. I hvilke genrer føler du dig bedst tilpas?
Store halvdokumentariske murstensromaner, der fortæller om en nations eller lokalitets historie gennem flere hundrede år, ikke kun Edward Rutherfurds bøger, men også historiske romaner generelt. Krimier og spænding. ’Aga-sagas’. Slægtsfortællinger. Bøger om svampe. Er fagbøger i øvrigt en genre? Jeg læser glad og gerne fagbøger af enhver slags om de mest underlige emner bare for at kende en smule til netop et givent emne.

13. Kan du læse i bussen?
Ork ja, jeg kan læse alle vegne – og gør det – dog ikke gående på gaden som Nille

14. Hvad er dit favoritsted at læse?
I sengen. Havde der stået ‘favoritsituation’, ville svaret have været: Alle vegne, hvor jeg skal vente på et eller andet; lufthavne er et godt eksempel – ikke kun i transithallen – jeg læser også i security- og paskontrolkøen. Det får ventetiden til at føles kortere, og det får mig til at se ophøjet ligeglad ud med det hele…

15. Hvad synes du om at låne bøger ud? Regler?
Jeg har ikke noget imod at låne mine bøger ud. Jeg skriver navn i dem, hvilket bevirker, at de som regel bliver sendt retur til rette ejermanddame.
Men låneren kan bare lige prøve på at efterlade den i opslået tilstand. Bogmærke, tak!

16. Laver du æselører i dine bøger?
Det kan jeg godt finde på, hvis der er en passage, jeg af en eller anden årsag vil vende tilbage til uden nødvendigvis at genlæse bogen. Eller hvis jeg skulle have glemt et bogmærke… Jeg har sjovt nok ikke noget imod æselører, men kan blive stiktosset, hvis ryggen er mere eller mindre ødelagt.

17. Skriver du nogle gange i bogens margen?
Det kunne jeg til gengæld ikke finde på.

18. I studierelaterede bøger?
Nix, i dem skriver jeg overalt…

19. Hvad er dit favoritsprog at læse bøger på?
Det er ligegyldigt, om det er dansk eller engelsk. Bøger af engelsk oprindelse vil jeg dog helst læse på originalsproget.

20. Hvad får dig til at elske en bog?
At jeg næsten ikke er i stand til at slippe den, før den er læst til ende.

21. Hvad inspirerer dig til at anbefale en bog?
Se spørgsmål 20.

22. Favoritgenrer?
Hvad er forskellen på dette og på spørgsmål 12?
Man kunne i stedet have spurgt til favoritforfatter her. Dem har jeg flere af – de skifter jo, efterhånden som der kommer nye til. Jeg må dog skuffe litteraterne med, at jeg er temmelig begejstret for hyggelige Rosamunde Pilcher. Og for Robert Goddard. Og for Dick Francis. Og for Maeve Binchy. Og for…

23. Genrer du sjældent læser (men ønsker du gjorde oftere)?
Stort set ingen. De genrer, jeg sjældent læser, læser jeg sjældent, fordi de ikke interesserer mig, hvorfor jeg heller ikke har lyst til at læse dem oftere…

24. Favoritbiografi?
Har læst nogle stykker, men har ingen favorit.

25. Har du nogensinde læst en selvhjælpsbog?
Nej.
Bortset fra den, min chef engang gav i julegave til sine mellemledere + mig. Vi var ikke i tvivl om, at han syntes, vi skulle læse Følelsesmæssig intelligens på arbejdspladsen af Daniel Goleman. Jeg ved såmænd ikke engang, om man kan kalde det en selvhjælpsbog – den handler om coaching og lederudvikling – er det mon ikke bare en fagbog, så?

Hvad siger du, har du lyst til at svare på 25 spørgsmål om bøger og læsning?
Vil lige fortælle, at denne font hedder ‘Bookman Old Style…

A for Afsked

ABC er startet i en ny udgave: ABC Scandinavia, og I kan se de andre bud her.

Jeg var ikke så god til at deltage i sidste omgang ABC-leg, som jeg ellers havde lovet mig selv – det er jo en rigtig sjov ide – men jeg gør et forsøg igen, og hvad kunne være mere aktuelt for mig i dag end at starte med en Afsked?

En afsked med Anna og Aubrey og deres forældre.
En afsked, der – som altid – er lidt vemodig.
En afsked, som selvfølgelig ikke er en afsked, men et på gensyn, for jeg tager til England allerede om godt tre uger.
En afsked, som ungerne helhjertet foreslog udsat til i morgen, for nu havde vi det jo lige så hyggeligt…
En afsked, som forældrene undskyldte med et skævt smil, for dette var første dag, hvor de følte bare et minimum af overskud… og så tager de hjem. De var meget søde og gav udtryk for deres glæde over at være blevet opvartet med mad, drikke, Panodil Hot, Noskapin og børneaflastning i rå mængder.
De var meget søde og sagde, at det ville ikke have været særlig sjovt at have været hjemme i deres ynkelige tilstand med to børn, som nu var raske igen og dermed i fuldt vigør, så det havde bare været SÅ dejligt at være på rekreation i det Nielsen’ske hjem.
Jamen any time, kære børn. Vi vil altid gerne hjælpe; det er nemlig så sjældent, at vi har mulighed for at aflaste jer lidt, så I skal ikke undskylde noget som helst.
Men I må da gerne være raske, når jeg tropper op 1. december  

Medbringende Adventskalendere til de små. Jeg håber sandelig, I bemærker, at jeg fik sneget endnu et A ind her….

Vi skal da også have en ABC i mest bogstavelige forstand: Annas skolebog, som hun viste mig, da de kom i torsdags. De lærer alfabetet med lyde og en form for tegnsprog for hvert bogstav i stedet for den traditionelle remse. M siger mmmm og bliver illustreret af en hånd, der kører rundt på maven. Det er svært at forklare med ord, men hvis der er lærere, der læser med her, ved de sikkert, hvad jeg mener. Det virker meget effektivt – denne lille 4-årige pige har på små tre måneder lært hele alfabetet – og hun kan bruge sin viden, for da Tim spurgte hende, om hun kunne stave til tap, kunne vi se, hun i sit hoved afsøgte lydene for derefter at sige te-ah-pe. Og nej; det var ikke aftalt spil – Anna ville ikke have kunnet skjule sådan noget.

I morgen er det en ganske Almindelig Arbejdsdag igen.
Aaarrghhh.

B for Botswana

Petunias ABC-tema er startet forfra – igen – og dermed er det tredje gang, man har chancen for at give sit bidrag til ugens bogstav.
Jeg har mildest talt været on/off, men det er bestemt ikke konceptets skyld, for det er en sjov og hyggelig ide.
Som noget af det sidste i 2. omgang var der ikke uventet et Z, som jeg fluks konverterede til at indeholde fotos fra en skøn ferie i Zimbabwe. Nu, hvor vi er nået til B, slipper I ikke for… Botswana. Et land, jeg stort set ikke vidste noget om, før vi besluttede os til at tage på denne for os så fantastiske ferie.
Vi kendte begge Okavangodeltaet fra diverse naturudsendelser og jeg kendte Precious Mma Ramotswe fra Alexander McCall Smiths lune romaner om denne dejlige dame-detektiv fra Botswana. Og det var det, men vi fik lært så meget, meget mere.

Efterhånden er I blevet belemret med sikkert alt for mange billeder af dyr og skønne landskaber, hvorfor jeg i dag har valgt – med en enkelt undtagelse – at illustrere den lidt mere skæve side af livet dernede. Uretfærdigt kan man sige, for Botswana er et land, der fungerer relativt fint og har en god infrastruktur, hvilket man i øvrigt kan udlede alene af den kendsgerning, at man i medierne stort set aldrig hører noget om dette land.
Trængslerne for de stakkels zimbabwanere var 1000 gange værre end for botswanerne, men det kan vi eventuelt tale mere om, når vi når til Z igen…

Herover Francistown, som er den største grænseby ind mod Zimbabwe. Busserne er ikke turistbusser… eller… det er de måske alligevel, for de er proppede med zimbabwanere, der tager hertil for at købe de mest basale fødemidler, som er umuligt at skaffe i deres eget land. Supermarkederne i denne by har kronede dage, for man kan intet få på den anden side af grænsen.	Herover en af vores lodges – man stoler på hinanden i sådan en camp, for der er kun en halvdør op til og helt åbent ud til udsigten. Det var en hytte i tre plan: Nederst terrasse med to magelige stole, dernæst sengen (det der rodede noget nederst i billedet), og øverst toilet og bad uden afskærmning af nogen som helst art – man skal jo kunne nyde udsigten, uanset hvad man måtte have af øvrige behov… Det skulle vi altså lige vænne os til. Der er visse ting, der er meget private, selv efter 20 års ægteskab, men det ser man åbenbart anderledes på i Afrika, for det var helt sikkert ikke en discount-camp og derfor ikke af sparehensyn, at der manglede en væg.
	Til venstre: En lastbil fuld af glade børn. Vi forstod ikke et eneste ord af de mange, de råbte ned til os, men vi gættede på, at det var den lokale skolebus.

Til venstre: Turister og guider spiser frokost på en af de større øer i Okavangodeltaet.
Til højre: De fladbundede bådes (mokoros) førere holder pause på en af de større øer i Okavangodeltaet. De sidder næsten lige ved siden af os…
Vi sad og mæskede os med lækre sandwiches og masser af frugt, men meget hurtigt gik det op for os, at ‘de andre’ ikke indtog andet end vand. En hel dags arbejde for dem, og de har ikke engang en madpakke! Jeg mistede appetitten; det samme gjorde mine medturister efter vi havde hvisket lidt sammen. Derefter indsamlede vi prompte, hvad der var tilbage i madkurvene og gik hen og gav det hele til de formentlig temmelig sultne mennesker. At den ene af dem er ret fed, skal man ikke lade sig narre af; det skyldes simpelthen forkert og mangelfuld ernæring.

Se, oplevelser af den slags har vi jo det lidt dårligt med, men sådan er det dernede, og det må vi ikke lade os påvirke af, fik vi at vide. Det er nemmere sagt end gjort, men de fik rigelige drikkepenge den dag, gjorde de så.