Ved huleindgangen til hulen hvor vi kunne have haft set, hvor de fandt The Cheddar Man, Englands ældst daterede skelet, gik vi hen og spurgte, om vi da virkelig ikke bare kunne få lov til at se en enkelt hule and that’s it?
Jojo, de havde en pensionisttur (hrmpf. Det var ikke det, vi spurgte efter!), hvor vi formedelst 12 pund pr. næse kunne se hulen og bagefter få en Cream Tea på Costa. Jamen vi vil ikke have nogen Cream Tea, vi har lige spist en solid frokost …
Nå, men desværre, så … selvfølgelig kunne vi springe teen over, men det kostede stadig 12 pund. Gange to. Det var måske ikke så meget de 24 pund som det var det fjollede princip, der gjorde os stædige … vi kunne på samme måde også have fået det kvarters bustur for 38 pund ved at springe det meste af programmet over, men sådan leger vi altså ikke.

Så var det mere interessant at se den originale cheddarost blive fremstillet efter de gamle metoder. “The Only Cheddar Made in Cheddar” – og den eneste af slagsen, der ikke bliver maskinelt fremstillet. Den er stor, sådan en cheddar-fætter – en enkelt vejer lige knapt 28 kilo. 
Turen endte sjovt nok i deres butik, hvor vi blev præsenteret for alle smagsprøverne, så vi rigtig kunne blive fristet til at købe.
Det blev en af os også, så der blev hjembragt tre forskellige + en skøn chilichutney, der skulle være ekstra god på The Vintage Cheddar.

Selv vinduesudsmykningen på The Mousehole Cafe var cheddaroste … og man kan måske forstå, hvorfor vi ikke lige kunne se os selv foran en Cream Tea efter denne frokost?
John fik en Angusburger med salat, coleslaw og fritter; jeg en Jacket potato med bacon og … tadaaa – cheddarost, selvfølgelig … plus salat og coleslaw. Der var ri.ge.ligt. med mad.

Har I i øvrigt smagt en toasted brie & bacon burger med chilichutney? Det smager dæleme godt … det skal vi have indført derhjemme. Opskrift følger, når jeg har prøvet at lave en selv.
Vi har fået den i to udgaver; en toasted og ikke-toasted, men den sidste var ikke nær så god – brien skal helst være smeltet. Synes vi.

Det var en fantastisk park, som kun englændere med masser af penge kunne anlægge den i 1700-tallet: søer, vandfald, ‘grotter’, follies, templer, egetræer med indbyggede ugler, kæmpestore og eksotiske træer, alskens duftende vækster, m.m.m.

Og bluebells! Skovene omkring parken er spækket med dem, men inde i parken var de nu også overalt; blot ikke som ét sammenhængende tæppe.

Så jeg havde ret i min påstand om, at det normalt er for sent for bluebells sidst i maj, men at der lige præcis i år måske kunne være en chance pga. den ekstra lange og strenge vinter.

‘The Gothic Cottage’. Man er ikke helt klar over, hvad den brugtes til oprindeligt, men man ved, at den lille hytte på et tidspunkt blev brugt af to 70+ kvindelige tjenestefolk, så man kan vel med rette kalde det en pensionistbolig.
Huset var meget, meget lille; bestod kun et enkelt rum på cirka 25-30 m², hvor de to damer levede, sov og spiste; dvs. at det inkluderede at lave mad ved et åbent ildsted. Men det var smukt! Med et flot vinduesparti og en herlig udsigt derfra.

En meget gammel rhododendron …
Skulle I komme på disse kanter, kan vi varmt anbefale at se denne smukke, over 1000 hektar store have.

Vel hjemme igen, efter en fornemt opført enakter, skulle John hjælpe børnene med at sætte den fuglekasse op, som Anna selv har bygget.
De havde fundet en lille, aflagt rede og puttet ned i kassen for at fuldende værket … efter opsætning skiftedes de til at holde nøje øje med, om der kom en fugl og flyttede ind, men der der ikke rigtig var sket noget på den front i den første halve times tid, mistede de lidt interessen igen …

Pludselig standsede C op, kiggede på mig, bad mig om at sige det igen og spurgte efter min gentagelse, om jeg var sikker på, at det var sådan det var.
Det var jeg helt sikker på – man kan jo heller ikke bytte rundt på noget, uden at rimene forsvinder.

På engelsk hedder det nemlig:
Oak before ash we’ll have a splash (= lidt stænk hist og pist)
Ash before oak we’re in for a soak (= heftig regn)

Se, det er jo meget underligt, dette her … talemåderne er direkte modsatrettede. Vi grinede en del, da vi opdagede det og blev enige om, at det måtte have været vigtigere, at det rimede end at det passede, for så stor forskel er der vel ikke på England og Danmark.
Og jo: jeg er ganske klar over, at hverken aske- eller egetræer blomstrer, men det gør æbletræerne …
(Da jeg slog op for at være sikker på ordlyden, fandt jeg ved samme lejlighed ud af, at planten vibeæg hedder snake’s head fritillary. Ikke ligefrem en direkte oversættelse her …)

Noget af det medbragte arvegods er sat på plads og er ved at blive pudset op – det var tydeligt, da der kom lidt polish på, at det var blevet forsømt med hensyn til denne pasning i mange år. Det havde bare fået med en fugtig klud, når der skulle tørres støv af.
Det blev så fint, så fint, da den dybe glød begyndte at træde frem igen.
Det er et flot møbel, som passer perfekt ind i stilen i det gamle hus herovre.

Nu skal hun bare finde ud af, hvad der skal i de små skuffer og nicher.
Og i skufferne og på hylderne … men på dem vil hun vist have bøger.
I alle skuffer dækkede C bunden med velduftende og smukt papir.
Mor her var imponeret … det var en skøn duft, som jeg sagtens kan forestille mig sive ud fra mine tøj- og undertøjsskuffer. Jeg må ved først givne lejlighed besøge en Crabtree & Evelyn …

Vejret: Ikke helt godt. Køligt og trist, men dog tørt.

Vi blev derfor hjemme i dag; skulle bare have fat i et par ting i Devizes – også fordi vi lige skulle være helt sikre på, at John er helt i orden.
I går eftermiddags brillerede han nemlig med at falde ned ad trappen. Den sidste halvdel af trinene foregik bumpvist.
Man tør jo snart ikke mere lade manden gå uden ledsagelse … trappen har nu også meget smalle trin, men John har mindre fødder end Tim …

Han er dog okay. I går var han øm i den ene hånd og i nakken, så vi var en anelse bekymrede.
Det var heldigvis i orden i morges alt sammen, så det har bare været stød og slag, men da vejret alligevel ikke indbød til noget udendørs, valgte vi at slappe af.

Vi ledte efter vinglas; C&T har kun to tilbage, der kan gå i vaskemaskinen, og vi er jo ikke kommet til England for at vaske vinglas af …
Vi troede vi kunne finde nogle i outletcentret.
Det kunne vi også – “halv pris: KUN £20 pr. stk.” Vi faldt i svime over priserne, men ikke på den go’e måde. Exit herfra og videre omkring planteskolen, hvor vi spiste frokost og hvor C skulle finde de sidste krukkeplanter for i år.

Til sidst, i Devizes, hvor der skulle handles til aftensmaden, fik C den lyse ide at kigge ind i en genbrugsbutik, hvor de indkomne penge går til et godt formål; lidt som Kirkens Korshærs butikker i Danmark.
Vi fandt seks enkle og særdeles nydelige glas.
Til £1,75 for alle seks. Lidt af en forskel i forhold til de andre, skulle vi mene.
Vi gav damen et pund mere, for vi synes næsten ikke, vi kunne være bekendt kun at give 1,75 for dem. Det var jo stadig vildt billigt.

Jeg købte ikke det store Le Creuset-krus, selv om John mente, at det måtte da være stort nok til, at Ellen finder det passende som tekrus.
Dem, der kender mig, vil vide, at jeg helst drikker te af monsterstore kopper eller krus.
Det var ikke til salg, stod der, så det kom ikke med hjem.

Jamen jamen, det var jo så skønt at se dem alle igen. Det er hele tre måneder siden, og selv om det er ren luksus at se dem så tit, som vi gør, er det alligevel alt for sjældent, det sker.

For første gang i karrieren måtte vi konstatere, at de ikke er længere fremme rent forårsmæssigt end i Danmark. De plejer at være 2-3 uger foran os, men i år er Danmark præcis lige så langt som England er – og DK er oven i købet senere på den end normalt.
Fredag morgen, hvor vi vågnede til omkring 10 graders varme, måtte Tim skrabe is af sin bil. Noget, han ikke kan huske nogen sinde at have gjort i maj i sin 22-årige bilistkarriere.
De har hørt, at det har været det koldeste forår i 20 år.

De seks guldfisk, jeg overværede købet af sidste sommer, har mirakuløst overlevet den barske vinter og trives alle  i bedste velgående i den lille dam.

De to andre ‘guldbarrer’ trives også i bedste velgående, og fordi det er søndag og mommer og morfar er her, fik de lov til at få en is efter aftensmaden. Normalt ser Aubie ikke sådan ud, men jeg havde købt 10 par sokker til hver af dem, og han insisterede at tage et par på med det samme. De var vist en størrelse for store …

Alt for i dag – nu er børnene puttet og vi voksne skal snakke.

Jeg skal da lige love for, at det gør den 18 timer lange tur lettere at udholde … alene det, at man har en stor kahyt på øverste dæk. Og med stor mener jeg stor. Ikke en balsal, men sammenlignet med de tændstikæsker, vi normalt bliver proppet ind i, gør det en meget, meget stor forskel, især for en med klaustrofobiske tilbøjeligheder som fru Nielsen her.

Det starter med VIP-banen til bilen, så vi kommer først om bord.
Derefter ind i eget, aflåst område, med lounge, hvor der er frugt, snacks, kaffe, vin og spiritus ad libitum.
I restauranten var der automatisk reserveret bord ved en vinduesplads.
Morgenmaden er med i prisen – også her bliver man vist ind i “For Commmodore and Serena Class only” – fint med mig … jeg er ikke vant til første klasse-tilværelsen, så der skal ikke så meget til at dupere mig.

Eneste klage er internettet – det er simpelthen så langsomt, at det er til at dø over – så slemt mindes jeg ikke, det var sidste gang.
Selv Quiz Battle hopper af i tide og især utide, med det resultat, at jeg har mistet nogle point, hvilket altså er ret surt, når man er tæt på modstanderen i forvejen … jeg har derfor opgivet at logge ind på egen pc og sidder og skriver dette på den, der er til rådighed i loungen – derfor de manglende billeder, som jeg ellers havde taget udelukkende for at kunne blære mig med de eksklusive forhold.

Selv vejret er med os. Norsdøen er spejlblank; himlen er blå uden en sky i sigte – selv den mindst søstærke ville ikke kunne blive syg på denne overfart.
Danmark vandt overlegent melodi grand prixet – det skal der nok også være nogle, der er glade for – alt i alt er det alt sammen upåklageligt godt.
Jeg lovede Charlotte at tage godt vejr med til England.  Foreløbig ser det ud til, at jeg vil være i stand til at holde mit løfte.

Som sagt kan man lynhurtigt vænne sig til denne rejseform – faktisk kan jeg allerede nu ikke se os selv på englandsfærgen på monkeyclass mere … det er vist godt, at vi har aftalt at køre via Frankrig og tunnellen, når vi skal herover igen i juli. Så kan min hjerne få en chance til at få turen her lidt på afstand.

Badeværelset var rustikt og toscansk i sit udtryk – jeg var totalt solgt.
Huset ligger på den sidste vej i byen, så der er udsigt til åbne marker og til Tryggevælde Ådal.

jeg kunne godt lide den brændte ler-farve, de forrige ejere havde givet alle ydervæggene – igen et lidt toscansk look.
Den gamle plov fra gården kunne hun ikke nænne at overdrage til Jernladyen, da gården blev tømt, så den er kommet til ære og værdighed i et hjørne af haven efter laaang tids glemsel i et overset hjørne. Jeg mener, far fik traktor i 1956, så det er tæt på de 60 år. Tænk engang … selv om fædrenegården ikke var stor (17 hektar), var det altså meget jord at skulle trave frem og tilbage på og pløje med kun ét plovskær.

Et dejligt stort brændeskur var der også, så Merete havde meget travlt i den sidste måned på gården med at få savet op og fjernet så meget som muligt af det, der lå og bare ventede på at blive gjort ovnklart.
Det sidste billede er absolut ikke medtaget for sine vinderchancer i en fotokonkurrence, men fordi jeg ville vise storkereden, ‘nogen’ har bygget. Den anes som en lille klump på en pind lige til højre for træet til højre, men vil blive tydeligere ved at klikke billedet større.
Sidste år blev der observeret et storkepar i området, så for at lokke flere til, har man bygget seks af disse storkereder, men endnu har der vist ikke vist sig nogle overhovedet … men håbet er ikke opgivet.
Tillykke med det hus, Merete. Det er du heldigvis allerede meget glad for, så det var alligevel godt, det hele gik, som det gik.

Vi vågnede begge kl. 6. John stod op, men jeg blev liggende og gassede mig sammen med iPadden til 8:30 – lidt Quiz-Battle, lidt Ruzzle og lidt ebogslæsning. Herligt, herligt, herligt.
Har brugt en halv dag på at skrive takkemails til gavegiverne og en anden halv dag på bare at nusse rundt og nyde livet i grad, der ikke kan sammenlignes med normal weekendnydelse.
Det kan ikke beskrives; det skal opleves, men det får I alle forhåbentlig en chance til engang – alle der altså ikke er på dette stadie i livet allerede …
Jeg har dog ikke kun nusset; jeg har også pudset. Noget af min fars sølv-arvegods, der skal med til England på lørdag. Håber virkelig ikke, vi bliver standset i tolden – jeg kan jo i bund og grund ikke bevise, at det er mig, der ejer sagerne (vi har også en flot gammel skænk med), og at det hele nu skal overdrages til min datter.
Nå. Det går nok. John og jeg kan på ingen måde ligne et par skumle smuglere!

Flyttemand Jens, som har flyttet rundt på mig mit kontor – og andres kontorer – en hel del gange, kom med mine gaver sidst på formiddagen, så vi fik os en hyggelig sludder, inden han drog nordpå igen.

Den tredje halvdel af dagen (!) starter lige om lidt; så skal vi ned til min søster i hendes nye hus, hvor John vil hænge lamper op for hende, så hun kan se, hvordan en efterlønner-storesøster ser ud.

Gaverne? De kommer her; med en del afskrift fra takke-mails til kollegerne:
’Folkegaven’ blev til to frugttræer; et Filippa-æbletræ og et Reine Claude-blommetræ; en rød Le Creuset-tepotte og en vildt flot og blæret vandkande, der vil tage sig ud på smukkeste vis i vores nye drivhus. Træerne bliver plantet på vores ødegård i Sverige, så snart jeg får et plantepas til dem. No joking … sådan et skal de have, men så må jeg gerne indføre noget med jord på. 
Firmaet gav mig tre overnatninger, inkl. morgenbuffet på Hindsgavl Slot. 
Det blev også til i alt 10 flasker vin, en rhododendronbusk, en kagebagebog, en PRIST-kurve fra 1978 (billedet fra i går), en chilibog (drivhuset igen …), et maleri malet af Tine Laulund, to flotte hjemmedyrkede og hjemmelavede pilefletstativer, en rød Le Creusetskål, og endelig en kurv med lækkert indhold af drikkelige og spiselige specialiteter.

Beklager billede-billedkvaliteten – solen skinnede overalt i dag – lige meget, hvor jeg placerede mig  
Symbolsk? Det vælger jeg at tro …

Den allerstørste klump i halsen kom faktisk først, da jeg lukkede pc’en ned. Da jeg klikkede på Shutdown, var det lige som om det ord pludselig fik en helt anden mening end i de foregående mange år … 

Aldrig før har jeg fået – og givet – så mange knus og kram. Folk stod ligefrem i kø for at komme til, og hvis nogen prøvede at mase sig ind fra sidelinjen, blev de pænt vist om bag i køen.
Ikke én af de fremmødte nøjedes med at gi’ hånd. Det var meget bevægende, men samtidig så dejligt, at der heldigvis kun blev plads til det store smil.

En af de mere specielle hilsener kom fra en kollega, som har været der endnu længere end mig, men som stadig holder stand. Hun gav mig en kopi af en del af træningsmaterialet, hun var igennem i 1978; ledsaget af nogle meget søde ord.
Nysgerrige kan bare klikke billedet større … det var altså skægt at se dette – og typisk for Astrid at have gemt det. Sådan noget ville jeg aldrig have tænkt på. Det er jo helt tilbage fra omkring den tid, hvor jeg lærte mig at læse hullestrimler.

Pilestativerne var hjemmedyrkede og hjemmelavede. Jeg fik også et maleri, som min/vores søde assistent havde malet til mig (hun er en god billedkunstner, men har som så mange kunstnere svært ved at leve af kunsten, så hun supplerer med at have et halvtidsjob hos os i mit tidligere firma). Billede af billedet må følge senere, for alle mine gaver kommer først senere med en 3×34, som var min chefs sidste ‘bonus’ til mig – han kunne godt se, at det kunne knibe med at have alt dette med i bilen. Især Filippa-æbletræet og Reine-Claude-blommetræet var lidt voldsomme.

Alt i alt en mindeværdig dag. I enhver forstand. Det var overvældende. Det var stort. Det var rørende. Bedre ord kan jeg ikke finde lige nu.  
Jeg er hjemme nu, men går bare rastløst rundt og kan overhovedet ikke finde ud af, hvad jeg skal stille op med mig selv.
Nå. Det finder jeg nok snart ud af …

En Føtex er der også … vi er ved at samle BiB-vine ind til norgesferien, for man køber ikke vin i Norge, hvis man på nogen måde kan slippe for det – det kan hurtigt gøre en ferie dobbelt så dyr. Vi må egentlig slet ikke have vores egen vin med, med jeg regner ikke med, at I sladrer til tolderne – og desuden ved vi ikke engang selv, hvor vi kører ind i Norge …
I februar så jeg for første gang en BiB-vin med et alternativt design, hvorefter jeg fluks omdøbte Bag-in-Box-vine til Bag-in-Bag-vine.
I Føtex var de rigtig gået til den:

En Jan Magnussen-BiB – der kan man bare se. Sydafrikansk, men i samarbejde med JM (hvad sådan et så end måtte bestå af – kombinationen Formel-1-kører og vin er ikke den mest logiske). Mad og Vin giver den ganske gode ord med på vejen, og billig er den tilligemed. Det var Vernissage-vinen ikke, måske fordi den allerede i 2010 vandt en guldmedalje på grund af ‘most innovative design’, hvilket ikke siger en pind om vinens kvalitet … jeg købte derfor ingen af disse, men nogle andre, jeg havde lidt mere tillid til.

Gårsdagens sproglige DR-flop får I lige med på vejen: Man interviewede en af de unge hackere, der er i stand til at lægge NemId og lignende ned så nemt som at klø sig i nakken. Han blev bl.a. sprugt, hvorfor han gør sådan noget, og hans svar var, at det er for at fortælle de ansvarlige, at sikkerheden ikke er god nok. At de må se at komme lidt mere på dupperne og få gjort noget ved det. Gutten her var ikke ude på noget ondt, hvilket jeg valgte at tro på, men det kan der meget nemt være andre, der er, og så er vi alt for uhyggelig sårbare.

Drengen sagde følgende, som DR1 valgte at tekste således (tekstet, fordi der var sat stemmeforvrængning på):
”… så havde de kunne ligge den ned …”

Suk, DR1. Det kan da godt være, at man i det talte sprog ikke kan høre t’et i kunnet, og knægten sagde noget, der lød som en mellemting mellem lægge og ligge, men det burde ikke forhindre teksteren i at skrive det korrekte havde kunnet lægge …
Eller hvad? Skal man som tekster lade folks talte sproglige fejl følge med, når man skriver undertekster?
Jeg synes det ikke.

John sidder og ser Giro d’Italia – speakeren sagde netop monotome. Hvor er der mange, der tror, det hedder det.