Naboen kom og hilste på. Han kom lige fra en badstue, hvor 5-6 mænd mødes hver anden fredag, går i dampbad, snakker, drikker et par øl og ruller sig i sneen bagefter. John gøs bare ved tanken, da han blev spurgt, om ikke han har lyst til at deltage, når vi om fire uger kommer igen. Han takkede pænt og høfligt for tilbuddet, men mente desværre ikke, at vi kan nå at være her så tidligt, at han vil kunne nå at deltage i seancen allerede fra ved 5-6-tiden … aj, hvor ærgerligt, altså …

Naboen fortalte os, at han havde været ude et sted, hvor der samles en masse elge; om vi ville med og kigge en aften. Det ville vi gerne, men ‘en aften’ kunne kun blive i aften, så han lovede at ringe og spørge om lov hos manden, hvis grund vi skal ind på for at kunne kigge. For få dage siden havde han set hele 12 elge på én gang. Det kunne være spændende at opleve. Desværre kan vi nok ikke fotografere, da vi helst skal ankomme kort inden, det bliver helt mørkt … men lad os nu se, om vi overhovedet kommer af sted.

Skovmanden har været og fjernet, hvad de selv vil bruge – der ligger stadig en del tilbage, som vi nu må tage af, alt det vi orker. Der ligger nogle ganske pæne stammer, men med det vejr, vi har, bliver det ikke i denne weekend, vi begynder at rydde op efter staten.

Ude på foderpladsen var vi ventet med længsel – da vi stod op i morges, sad der flere fugle i træet og ventede på, at John tog sig sammen og gik ud for at fylde op på alle hylderne. Senere på formiddagen fik vi besøg af en flok halemejser, som vi ikke mindes, vi har set før her ved huset. I må kigge ovre hos John, hvis I vil se billeder af dem. Jeg prøvede selvfølgelig selv at indfange dem med mit Lumix, men det gik slet ikke. John fik til gengæld taget nogle rigtig gode billeder af dem – bl.a. et, hvor der sidder hele otte på en gang og spiser af mejsekuglerne, og et, hvor en kigger lige ind på os og hvor vi kan se, hvordan det ser ud som om den har pustet sig op for at holde varmen. Den er bare noget så nuser.

‘Lasses’ med apostrof.
’SUCCEN’ taler vist for sig selv, men jeg kunne godt lide at vide, hvordan Lasse staver ordet i dets ubestemte entalsform … en succ? En succe?
’Vintertilbud’ i to ord.
Og endelig er det lidt halvkomisk, at man kan få sig et ordentligt brød for 25 kroner, men lad det nu ligge, for det ville jeg sandsynligvis slet ikke have tænkt over, hvis ikke det havde været for de andre fejl.
Her trænger til at blive luget ud.

Det gør der ikke i min vindueskarm på arbejdet – her nyder jeg mine små orkideleoparder, som jeg har masser af i øjeblikket.
De er de sødeste små rovdyr – med englevinger og store, lange knurhår … det er nok slet ikke leoparder, men en ny art flyvende hund.

Det er sommetider underligt, som tingene udvikler sig og kommer til at hænge sammen – i begyndelsen af måneden havde jeg denne lille snak med en fuldstændig fremmed kvinde på mit lokale bibliotek.
Jeg har nu færdiglyttet Det taler vi ikke om, og jeg er solgt.
Rasmine kommenterede fluks på føromtalte indlæg, at Anna Grue ville præsentere sig selv, sit forfatterskab og sin novellesamling (som udkommer i dag), onsdag den 25. januar på Avedøre bibliotek.

Det var to fluer med ét smæk – Rasmine og jeg fik hilst på hinanden, og vi plus en god snes andre, hørte en spændende Anna Grue fortælle – og svare på en del spørgsmål fra os lytteres side.

Hvis I undrer jer over opstillingen med projektoren, vil jeg bare sige, at det gjorde jeg også. Jeg tillod mig oven i købet at spørge om der, da vi jo rent faktisk befandt os på et bibliotek, dog ikke kunne findes noget lidt mere stabilt end en halvblød plastickurv! Jeg mener – de kan da ikke mangle bøger, og opstillingen vippede faretruende, mens de to damer rodede med at indstille højden.
De blev enige med sig selv og hinanden om, at det såmænd nok gik, hvortil Ellen nøjedes med at trække lidt på skuldrene …

Det var virkelig interessant at høre om, hvordan en forfatter skaber sit univers, sine plot og sine skikkelser – fordele og ulemper ved et fast persongalleri – fiktive byer kontra kendte osv. Især det sidste fremkaldte smil hos os lyttere: Bruger hun kendte steder, er der altid en masse, der henvender sig for at gøre hende opmærksom på alle de fejl, hun – mere eller mindre bevidst – har begået. I Christianssund, som hun selv har sat sammen af det optimale fra flere byer, bestemmer hun selv, og der er ingen, der kan brokke sig over, at politistationen ligger det forkerte sted eller lignende.

Jeg skal i gang med hendes kriminalserie om den skaldede detektiv, som jeg forventer mig en del af.
Til gengæld er jeg ikke sikker på, at novellesamlingen De Andre, som hun læste en af novellerne op fra, bliver hørt eller læst fra min side. Det bliver i hvert fald til sidst i forhold til hendes kriminalromaner.

Rasmine og jeg talte sammen i pausen og efter foredraget, og jeg tror ikke, det er sidste gang, vi taler sammen – det var vældig hyggeligt. Tak for i går, du

Dette var atter et eksempel på, hvordan ens univers kan udvides via blogland. Jeg havde ALDRIG af mig selv tænkt på at undersøge, hvad der sker på Avedøre bibliotek …

Dagens aftenbillede (!) er hverken en stor flammekaster eller en oliekilde, men såmænd bare dampen/røgen fra varmeværket ved Brugsen, lige før solnedgangen blev til en rigtig solnedgang.

Jeg er derfor i gang med at finde en autocamper.
Det er sådan set nemt nok – lige så nemt som det er at finde et forsikringsselskab. Det vanskelige kommer først, når man skal til at gennemskue alt det med småt…

Lejepriserne for samme type bil varierer helt vildt, og antallet af kilometer, der er med i lejeprisen, ligeså. Kører man flere kilometer, end der er inkluderet, svinger det fra 1 krone til 2,50 krone pr. kilometer.
Nogle har en stor selvrisiko i tilfælde af skader, andre en lidt mindre – den kan man dog også forsikre sig ud af, men disse priser er selvfølgelig også forskellige.
Hos nogle koster de udendørs campingmøbler ekstra; hos de fleste er de med i lejen.

Lejepriserne alene svinger mellem 6000 SEK pr. uge og 11500 SEK pr. uge – den billige tillod os at køre 300 mil (3000 km) om ugen, den dyre kun 200. Den billige var desværre ikke ledig…
Mand, hvor har jeg ledt og kigget og sammenlignet – sågar hos danske udlejere, for Neergaard påstår, at man pga. nye og lempeligere regler kan leje lige så billigt i DK som i Sverige.
Det passer så bare ikke, skal jeg hilse fra mig selv og sige.

MEN – i aftes checkede jeg atter en god, svensk portal for opdateringer, og hvad så jeg? En annonce, der lige var løbet ind få timer før jeg ramte siden:
En autocamper til 10000 svenske kroner for to ugers leje. Fri kilometer. Alt inklusive. Ingen selvrisiko (som typisk ligger på 7000 SEK) for 1250  kroner.
Det kan nok være, at jeg sprang til tasterne i en fart. De har meldt tilbage i dag, at vi bare skal ringe, når vi er i Sverige næste gang, så finder vi ud af at mødes, aftale, skrive ned, betale depositum og hvad der nu ellers hører sig til.

Jeg krydser nu bare fingre – camperen er jo ikke ‘vores’, før lejekontrakten er underskrevet, så måske er dette lidt tidligt at skrive – vi skal dog under alle omstændigheder nok finde en bil – dette var bare uhørt billigt … næsten for godt til at være sandt, men lad os nu se.

Hyr vår Chausson Welcome 4. 6-sovplatser. Cykelhållare, Markis, Komfort-Stödben bak, Stereo. mm.
Vi startar vår uthyrning 1/2 2012. Men det går bra att boka redan nu.
Hyrpriser Chausson Welcome 4.
Weekend: 2.000:- (Fria mil). Fredag 12.00- Måndag 12.00. ( Juni till och med augusti endast hela veckor).
Vecka: 3.500:- (Fria mil). Juni till och med Augusti 4.500:-
2 veckor: 6000:- (Fria mil). Juni till och med augusti 10.000:-
Navigering: Weekend: 100:- Vecka: 300:- 2 veckor: 400:-
Skadekostnadsreducering kan tecknas till en kostnad av 100:-/dygn (högst 1250:- per kalendermånad)
I hyrpriset ingår 1 st Gasoltub P11, Husgeråd, Campingbord och stolar. (Sängkläder ingår ej).
Gratis inhägnad och kameraövervakad parkering för er personbil under hyrestiden.

Når vi har lejekontrakten i hånden, skal jeg nok fortælle, hvor vi har lejet den henne…

Jeg ved godt, at for mange af jer må to uger, hvor man sidder rigtig meget i en bil, lyde som verdens værste ferie, men det er det ikke for os. Jo – hvis vi skulle køre rundt nede sydpå i 35 graders varme … men det skal vi ikke. Vi skal til Norge; til noget af den smukkeste natur, man kan finde inden for kørerækkevidde.
Kamelryttersken har anbefalet os at tage Riksvei 17 fra Steinkjær til Bodø, så det gør vi selvfølgelig.
Det bliver fedt, og vi glæder os allerede. Om vi når Nordkap eller ej, er ikke det vigtigste – der har vi jo været i det bedste vejr, der overhovedet kan fås på det sted. Men vi skal deropad – måske helt ud til Vardø. Kommer an på vejret.

Manden kan jo ikke gøre for det. JO, han kan! Og jeg håber dæleme, at en god sprogskole får lov til at pudse hans sprog lidt af.

Det har jo ikke noget med politik at gøre. JO det har.

Man må ikke hænge folk ud offentligt. Arh, hvorfor ikke? Det gør politikerne da selv i rigt mål over for hinanden. Hvis bare de husker at sige ‘Hr’ eller ‘Fru’ inden de nedsættende udtalelser, så er alt tilladt.

Med andre ord: jeg er simpelthen nødt til at flashe denne massemail, der cirkulerer for tiden, og som min søster sendte til mig:

The out of country minister is taking a motherfather on the flyingmachine

Jeg forlanger ikke, at en udenrigsminister skal være flydende i engelsk, men det vrøvl, der nogle gange kommer ud af munden i dette åbne ansigt, gør mig, mere end pinligheden i sig selv, bekymret for, hvad han kan få forårsaget fordi han måske ikke helt forstår, hvad der bliver sagt. Eller at andre misforstår, hvad han mener.
Han burde hellere åbent indrømme, at han har brug for en tolk, fordi han ikke behersker engelsk godt nok til at føle sig tryg ved det, når man har en så vigtig post, som han har.
Det ville jeg kunne respektere, for det er ærlig snak, hvorimod jeg ikke kan respektere, at han opfordrer os til, at vi ‘bare skal abstrahere fra hans dårlige engelsk og i stedet lytte til budskabet’ (ordvalget er hans eget).
Man kan jo slet ikke undgå at fokusere på hans tåkrummende sprog – og mht. budskabet … jamen … har han noget?

Anna og Aubie fik hver en i fødselsdagsgave … dvs. de fik den først i lørdags, for det havde åbenbart været så populær en julegave i UK, at den gik i restordre.
Med fulgte nogle smagsprøver på de ‘bøger’, der hører til – der er i alt omkring 40 forskellige, der alle har til formål på en sjov måde at lære børnene noget brugbart.
Der kan fx stå en tekst, som Anna skal læse op. De ord, hun ikke umiddelbart kan gennemskue, fører hun pennen hen over – et af hendes tilfælde i lørdags var ‘fisherman’. Så bliver ordet sagt højt, og Anna kan fortsætte sin oplæsning.

Når Aubie åbner siden fra Cars, bliver han fx bedt om at tælle dækkene, som Luigi har stående på hylden, hvorefter han skal trykke på det rigtige tal. Så spørges han, hvor mange dæk der vil være tilbage, hvis McQueen kommer og køber to af dem. Selv om det er leg, er det også læring, hvilket jeg synes er en god kombination.

Anna elskede en leg med et kort over Afrika, hvor landenes navne samt visse af deres karakteristika blev nævnt, efterhånden som man førte pennen hen over dem. Når Anna trykker på Play, får hun stillet opgaver. Jeg ved ikke helt, hvordan det gik for sig, men dimsen husker, hvor mange gange man har leget den samme leg – fortæller bl.a. andet, om det var bedre eller dårligere score end tidligere.

Aubie var meget optaget af science-legene, hvor han får fortalt om det, han fører pennen hen over. Når han bagefter trykker på Play, er han fuldstændig opslugt af de opgaver, han bliver stillet.
Anna var meget opslugt af alt, hvad der har med regning og tal at gøre – det kunne sagtens konkurrere med Rapunzel- og Klokkeblomst-opgaverne.

C talte næsten en halv time om alt, hvad dette forbløffende lille stykke legetøj var i stand til – jeg kan slet ikke huske det altsammen, men jeg glæder mig til at komme over og se dem bruge det.

Der er læse-lærebøger, regne-ditto, videnskab, geografi, biologi og meget, meget andet, der er udviklet til forskellige aldersgrupper, så opgaverne vokser med børnene.

Ungerne fik dimsen og bøgerne lørdag morgen, og de bestilte ikke ret meget andet hele weekenden end at slå sig ned forskellige steder og tagge, som de kalder det.
Jeg kan dog se, at der blev tid til lidt udklædning ved siden af…

Tim sendte telefonbilleder i en lind strøm hen over lørdag og søndag; med teksterne Tagging – Still tagging – Even more tagging osv, og da jeg snakkede med C i lørdags, sagde hun, at hun lod dem bare blive ved, så længe de orkede, fordi det for det første havde nyhedens interesse, for det andet var det ikke en skærm, de sad og kiggede på, og for det tredje blev de jo hele tiden klogere…
På det sidste billede nåede Aubie ikke engang ud i køkkenet til mor og Anna, inden han måtte slå sig ned på tæppet i entreen.

Nu skal jeg have fundet et par bøger til dem, som de kan få, når jeg kommer derover i uge 7.

Senere:
Nu til noget helt andet: Er det kun mig, der er dødeligt uvenner med Blogger/Blogspot for tiden?
Jeg kan ikke kommentere hos nogle af jer, der bruger det (men det er nu nok kun de af jer, der ikke er vendt tilbage til pop-up-kommentarfeltet). Billeder bliver ikke vist. Hvis jeg vil kommentere via Diskus, sker der ikke en s…
Ofte kommer beskeden ‘Kan ikke vise siden’.
Det er således ikke fordi, jeg ikke gider kommentere hos jer, men det er søreme ikke altid nemt…

Det var en smuk tur derned – solen skinnede hele tiden på vores vej sydover, mens der mod nord var en dybgrå himmel, som gav nogle fantastiske kontraster til det solskin, vi befandt os i.
Vi nød derfor køreturen – kørte i adstadigt tempo gennem Strøby strand og ladeplads; over Holtug og Sigerslev, forbi Gjorslev gods – smukt, smukt, selv her i januar.

I samme øjeblik, vi stoppede bilen på parkeringspladsen ved Højerup Kirke, forsvandt solen for ikke mere at vende tilbage i dag.
Man kan desværre ikke være lige heldig hver gang – jeg er vild med den grønne farve, man kan se på havbunden i vandet ved Stevns, men i dag var det så knapt så lysende, som det kan være.
Man skal ikke lide af svimmelhed eller højdeskræk, når man står her … der er langt ned og der er ikke så meget som antydningen af rækværk. Bare et skilt med, at man færdes her på eget ansvar.
Faktisk kan jeg godt lide denne holdning: at man selv er ansvarlig for ikke at skvatte ned af klinten. Ikke så meget barnepigementalitet her.

Klinten var som nævnt heller ikke så hvid, som den kan være.

Man kan godt komme ned, men den stejle trappe kan Johns knæ ikke klare, så vi holdt os oppe og nøjedes med at fotografere dem, der havde taget trinene ned.
kan I få øje på dem på billedet til højre?

Da vi havde kigget på de triste historier, som gravstene kan fortælle (to små børn døde inden for en uge – tanken er næsten ikke til at bære),

og taget et billede af den nye kirke i Højerup, som ikke behøver at rykke et hanefjed længere ind i landet julenat,

og endelig foreviget stavefejlen på sedlen i traktørstedets vindue,

kørte vi til Rødvig.

Hvorefter vejret besluttede sig til at blive så totalt elendigt, at vi besluttede at vende næsen hjemefter igen.
Jeg var blevet gennemkold, for jeg har glemt min vinterjakke i Sverige … troede dog jeg havde taget tilstrækkeligt med lag tøj på i dag, men det havde jeg ikke, og numsevarmeren i sædet på Johns bil er gået i udu. Ih, hvor jeg savner den varme – men jeg nyder sådan de ture, vi tager ind imellem.

Jeg fik en meget smuk buket, som nu står og pynter på spisebordet.

Menuen var først marinerede kammuslinger på mascarponecreme og smørristet brød, dernæst anderillette på ristet rugbrød, så Knuthenlund-brie bagt i kokotte og til sidst lavtemperaturstegt pattegrisekølle med bagt kartoffel-selleri-æble-‘lagkage’, salat, kvædekompot, en god sovs (ikke sauce, for der var masser af den, og så kan det kun hedde sovs) og trøfler.

Det var altsammen ganske udmærket, men den brie fra Knuthenlund, jeg havde glædet mig meget til, var simpelthen nået at blive for moden, så den var for stærk. Det var dog et godt koncept, kunne vi trods alt smage – det bliver gentaget med en noget yngre brie en anden gang.

Man fylder en kokotte halvt med brie og stikker masser af huller i den med en gaffel. Dernæst dryppes noget moselvin over (anbefalet: pinot gris. Anvendt: riesling) og til sidst drysses peber, fintstrimlet citron og finthakket rosmarin over. Bages i 15 minutter ved 200°. Et godt brød serveres til.
Hvorfor skriver man egentlig altid “…et godt brød…”? Der er vel ingen, der kan finde på at servere et dårligt brød?

De marinerede kammuslinger skal egentlig råmarineres, men jeg vendte dem lige lynhurtigt på panden i brunt smør.
Skæres derefter i tynde skiver, dryppes med citronsaft og drysses med lidt salt og sukker. Står i mindst en time, men kan sagtens trække længere.
Rør mascarpone med lidt salt og hvid peber og en anelse mælk.
Tag et portvinsglas og stik runde skiver ud af et groft toastbrød. Rist disse i smør lige inden anretning. Smør cremen på, læg kammuslingeskiverne på og drys med purløg.
Normalt regnes med tre stykker pr. person, men jeg nøjedes med to, fordi der skulle følge tre retter efter.

Anderilletten har jeg tidligere skrevet om – sådan én er hamrende ufotogen – det smager heldigvis bedre end det ser ud…

Den pattegriseskinke, jeg bestilte hos slagteren, var en ordentlig tamp – det var vist længe siden, den havde tilhørt en pattegris, men var trods alt alligevel ikke så stor som fra en slagtegris-skinke.
Tilbehøret: fire bagekartofler, ½ selleri og tre belle de boskoop-æbler blev skåret i ultratynde skiver og fordelt i seks lag i en bradepande – drys undervejs med salt og peber. Sidste lag overhældes med smeltet smør og det bages mørt.
Efter afkøling vendes det ud på et skærebræt og skæres i passende portionsfirkanter. Inden servering varmes det igennem ved kraftig varme.
Det smagte simhelthen smaddergodt – æblerne gav det en dejlig og frisk dimension. Det lavede jeg torsdag aften – når det alligevel skulle køles helt ned og senere genopvarmes, var det det snedigste at gøre.
Det var her, trøflerne kom ind i billedet. Det billede, som jeg glemte at tage – har nok snakket for meget på serveringstidspunktet, kunne jeg forestille mig.

Der var ingen dessert; kun nogle GODE, engelske småkager til kaffen. De kan noget med smørbagte småkager derovre vestpå, man åbenbart ikke rigtig kan finde ud af på de danske fabrikker.

Bygningerne er selvfølgelig altid lige charmerende og skæve, uanset hvornår man kommer – museet fra 1619; det gule hus fra 1636, hvor man se smukke smedejernsskilte hænge ud fra væggen, Hugos Vinkælder i gården, hvor der er et voldsomt liv om sommeren, når man kan sidde ude.
Dejlig nostalgi … jeg gik i gymnasiet i Køge, og ikke så få er de gange, hvor vi frekventerede dette sted efter skoletid om fredagen for at drikke en fadøl (de der drak øl) og ønskede hinanden god weekend. Dengang var platantræet der ikke. Så vidt jeg da husker. Men det passer sikkert meget godt … det ser ikke så gammelt ud. Det er nemlig i al sin gru gået op for mig, at min studenterhue har 40-års jubilæum til sommer. Huen holder sig bedre end mig – den har i hvert fald ikke taget på…
Det er 40 år siden, og jeg husker de tre år, som var de lige overstået – jeg husker eksamenerne næsten ord for ord, jeg husker … specielt alt det sjove … Det var en skøn, skøn tid med masser af skæg, spas og fornøjelser og endnu intet ansvar. Suk …

Hugos Vinkælder har en tilhørende vinhandel, hvor de åbenbart også sælger fin, ægte, håndlavet og tilsyneladende langtidsholdbar chokolade.
Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor længe den varer …

Sådan en lille bondepige fra fjerde kartoffelrække (moi) er ikke just opvokset med den finere franske madlavning. Det er ikke en klage, bare en konstatering. På et tidspunkt, hvor mine forældre fik lidt mere at rutte med, blev min mor meget gastronomisk eksperimenterende; som regel med et glimrende resultat, men hun kom aldrig helt ud over sparsommelighedstankegangen, der var nødt til at være fremherskende i hendes barndom, ungdom og første halve snes år som landmandskone.

Eksperimenteret blev der altså i et rimeligt omfang, men hvis der var angivet en dyr råvare, blev den enten sprunget over eller erstattet med noget mere spiseligt rent prismæssigt.
Jeg var derfor meget voksen, inden jeg første gang smagte trøfler, og jeg har til dato kun smagt det tre gange.
Det er dermed ikke det at smage trøfler, jeg mener med en første gang – det er det derimod, at jeg i dag for første gang selv har købt trøfler. Min mor ville vende sig i sin grav, hvis hun havde været med mig ude at handle i dag (øv, sikke noget sludder, men I ved forhåbentlig hvad jeg mener).

Die andere zwei Mädchen kommer til middag i morgen – plus en ægtemage, så der også er en, John kan lege med.
Jeg glæder mig meget, og det bedste er ikke for godt til dem – middagen er planlagt og delvist forberedt, så langt jeg nu kan. Det er jo fredag i morgen, så at skulle stå med en fireretters menu kl. 18 kan godt være lidt af en udfordring, men det er løst – og jeg siger ikke hvordan, for jeg ved, at Karen ofte læser med her…

Bortset fra, at det jo er afsløret, at det er noget med trøfler.
GISP, hvor er sådan nogle dyre. I opskriften stod der “hvide trøfler, hvis man synes, man har råd; ellers sorte”.
Nu havde de slet ikke hvide trøfler, så jeg måtte google mig til prisforskellen.
Jeg gav 85 kr. for 25 gram sorte trøfler. Så synes jeg så sandelig også, at de er betalt, selv om det ‘kun’ er 3,40 kr. pr. gram. De hvide så jeg til 45 kr. pr. gram, så nu forstår jeg bedre bemærkningen i opskriften … jeg skal bruge 10 gram, så det var blevet 450 kr. alene for trøflerne. Godt nok under jeg pigerne det godt, men her ville min grænse helt klart gå.
John og jeg kommer til at leve det liv, som bonden aldrig ser, inden de sidste 15 gram er fortæret. ÅRH, jeg glæder mig allerede – trøfler er fantastiske til pastaretter. Har jeg hørt.

Det bliver denne, der skal prøves (fra Trøffelhuset i Kokkedal):
Dette er kongeretten. En mere ekslusiv pastaret findes nok ikke – for den er enkel og helt absurd velsmagende.

• 40 g frisk trøffel (alt efter sæson: Sommertrøffel, vintertrøffel eller hvide trøfler. Frosne eller konserverede er også en mulighed).
• 40 g smør (trøffelsmør eller almindeligt smør)
• ¼ l piskefløde
• 1 fed hvidløg
• 250 g pasta (gerne pasta med æg)

Smelt smørret og svits hvidløget heri (det må ikke blive brunt – brændt hvidløg smager forfærdeligt). Kom piskefløden i og lad den koge lidt. Tag derefter hvidløget op og smag saucen til med salt og peber. Samtidig koges pastaen i rigeligt vand til den er al dente (en anelse hård – brug tidsangivelsen på pakken og træk 30 sekunder fra). Hæld vandet fra pastaen og hæld pastaen over i saucegryden. Bland den rundt. Anret pastaen portionsvis på varme tallerkner og riv med mandolinaen ca. 10 g trøffel over hver portion ved bordet.

Lyder det ikke skønt? Enklere kan det vel næsten ikke gøres – men det bliver ikke i morgen …