Hvis en læge begår en fejl, der er så voldsom, at patienten herved får forkortet sit liv, bliver erstatningen mindre. Mener ‘nogen’.
Jamen, hvad er det da for noget?

Er det ikke det samme som at sige til lægerne, at hvis de skal kvaje sig, har de dæleme bare at gøre det så effektivt som muligt, så ‘nogen’ slipper for at udbetale en stor erstatning?
Mindre fejl = større erstatning.
Større fejl  = mindre erstatning.

En erstatning for lægefejl er i mine øjne ikke penge til den stakkels skaderamte alene, men også en hjælp til familien, der skal klare sig uden det, vedkommende ellers kunne have bidraget med. Ikke at det rækker vildt langt, men nu skal det så række endnu mindre, hvis patienten er blevet svært invalideret eller døende.

Det er da forhåbentlig mig, der har misforstået et eller andet?

Østre Landsret mente heldigvis, at der var ‘nogen’, der havde misforstået noget i den sammenhæng. Godt, at der findes fornuftige mennesker.

Erstatning til patienterne er én ting – selvfølgelig skal de have erstatning, og da det nu engang er menneskeligt at fejle, vil der altid være den slags sager – ingen, heller ikke læger, er fejlfri – sådan er det.
En læge skal derfor ikke nødvendigvis straffes for at begå fejl, men selvfølgelig skal den ramte patient have erstatning for fejlen – og jo større og/eller mere vidtrækkende fejl, jo større erstatning. Ikke omvendt!

Der er lægefejl, og der er lægesjusk – sidstnævnte er jo et hot emne for tiden i forbindelse med visse plastikkirurger…

Prøv også at se dette:

Nu mener jeg, at vi er ude i noget, der tangerer kriminel adfærd – dette var ikke en fejl; den mand burde ikke have lov til at være læge.
Jeg kan godt læse, at han blev straffet, men er en bøde på sølle 10000 kroner nok?
Strafudmålinger kan diskuteres længe, og det er jeg egentlig ikke interesseret i at gøre i denne forbindelse … jeg blev bare SÅ forarget, da jeg på patientforeningens hjemmeside læste om denne fødselsdødslæge, at jeg måtte dele det med jer.

Der var små badehytter i meget engelsk stil.
Engelsk stil, jaja, men temperaturen var bestemt ikke lige noget, man møder på en sydengelsk badestrand – hold da FAST, hvor var det skidekoldt, nok mest fordi det blæste en halv pelikan.
Men det var smukt. Meget smukt, selv om mine fingre var omkring ½ time om at tø op efter fotoseancen. Selv stenene hundefrøs, kunne man se.

Hjemme på torpet var det også smukt i dag.

Åen er frosset til på overfladen, og hvis det kolde vejr fortsætter, kan vi snart stå på skøjter på den.

Porsebuskene fryser, men de har oplevet koldere vintre og skal nok klare sig.

Jamen hvad med den autocamper?
Manden dukkede først op klokken 16:30. Vi var begge en anelse irriterede, men hvem ville få noget ud af det, hvis vi bare blev fornærmede og kørte vores vej?
Det gjorde vi derfor heller ikke, og enden på historien er altså, at vi har en god, nydelig, absolut stor nok, og ikke mindst billig autocamper i 14 dage midt i højsæsonen for 10000 SEK.
Selv om det lød for godt til at være sandt, var det det altså ikke alligevel.

Den kan ses her – og han har en til til samme pris, så hvis I er hurtige …
Han var en lidt spøjs, halvgammel fætter, og John var derfor lidt skeptisk, men det var jeg ikke. Han havde styr på sine systemer, som ikke var særlig elektroniske, hvilket faktisk burde have beroliget lige præcis en som John, der godt kan lide at have ting på papir, men faktisk var det lige modsat og altså mig, der har fuld tillid til fyren. Strømforsyningen kan bryde totalt sammen, og han har stadig tjek på, at det er os, der har den bil til sommer…

Den har to forholdsvis smalle køjer bagtil plus en ret bred seng over førerkabinen. Den snupper jeg, for John gider ikke klatre op for at sove, og jeg elsker at brede mig om natten.
Jeg håber ikke, camperen vender næsen nedad af den grund … man har dog flyttet tyngdepunktet tilstrækkeligt tilbage, tror jeg … ellers må jeg vel bare tage den smalle overkøje oven over Johns.
Uanset hvad, så bliver det FEEEEEDT!!!

Lige fra Kalle kom og hentede os, havde jeg en rigtig gammeldags safaristemning i min mave – alene det, at jeg i bedste victorianske stil satte mig om på bagsædet og overlod forsæderne og hele ansvaret til to stærke mænd…
Da vi nåede et godt stykke ind i skoven, drejede Kalle ned ad en lukket vej. Vejbom og det hele … det er skam ikke for alle og enhver, dette her, men han kender alt og alle og har koderne til de fleste bomme i området.
Den fornemmelse af at køre meget langsomt gennem et mildt snevejr i en stille, vintermørk skov, der alligevel ikke er helt buldermørk, fordi sneen ligger overalt på jord og grene, var meget speciel. Igen safarifølelsen … da vi var på natsafari i Bongani, som er en del af Sydafrikas Krugerpark, havde jeg det på samme måde. Det var faktisk heller ikke ret meget varmere … vi nordboere, som havde læst på lektien, havde varmt nok tøj på, men der var nogle englændere, der frøs med anstand. Nå. Det var et sidespring.

Overalt så vi spor fra masser af dyr, der havde krydset vejen – oh, håbe, håbe.
Da vi kom hen til foderpladsen, gik der totalt safari i den, for der blev fremtryllet en projektør, der nærmest kunne forvandle nat til dag. Den fik John lov til at styre, mens Kalle legede spotter.
Der gik da også kun to sekunder, før han sagde “DER!” og pegede skråt mod højre. Igen præcis det samme som dengang, vi var i Afrika: Spotteren får øje på dyr, jeg ikke engang kan se, når jeg får dem udpeget … man føler sig en anelse tåbelig …
Men de var der, var de. To elge, som foretrak at fortrække, da de fik den projektør lige i synet. Hvem ville ikke også det? Men vi nåede at se dem ganske tydeligt.
Lad bare være med at lede efter dem på billedet, men Inge ville jo ikke tro på det uden billeder, så her er et. Elgene var allerede væk … dem opgav jeg hurtigt at fotografere.

Kalle kørte videre hen til et andet sted, mens John på yderst professionel vis lyste ind i skoven imens. Og lige pludselig var der to elge til, og det var ikke de samme – kunne helt sikkert ikke være de samme, medmindre de også kan flyve. Denne gang tog det dem et par sekunder længere at beslutte sig til at skride, så vi fik et godt kig.

Videre. Uden varsel høvlede der et vildsvin over vejen, og det skulle vise sig at være det sidste wildlife, vi fik at se på den safari. Kalle var lidt skuffet – han havde håbet på, at vi ville se flere elge, men vi var nu ganske godt tilfredse med de fire, vi så.

Naboen kom og hilste på. Han kom lige fra en badstue, hvor 5-6 mænd mødes hver anden fredag, går i dampbad, snakker, drikker et par øl og ruller sig i sneen bagefter. John gøs bare ved tanken, da han blev spurgt, om ikke han har lyst til at deltage, når vi om fire uger kommer igen. Han takkede pænt og høfligt for tilbuddet, men mente desværre ikke, at vi kan nå at være her så tidligt, at han vil kunne nå at deltage i seancen allerede fra ved 5-6-tiden … aj, hvor ærgerligt, altså …

Naboen fortalte os, at han havde været ude et sted, hvor der samles en masse elge; om vi ville med og kigge en aften. Det ville vi gerne, men ‘en aften’ kunne kun blive i aften, så han lovede at ringe og spørge om lov hos manden, hvis grund vi skal ind på for at kunne kigge. For få dage siden havde han set hele 12 elge på én gang. Det kunne være spændende at opleve. Desværre kan vi nok ikke fotografere, da vi helst skal ankomme kort inden, det bliver helt mørkt … men lad os nu se, om vi overhovedet kommer af sted.

Skovmanden har været og fjernet, hvad de selv vil bruge – der ligger stadig en del tilbage, som vi nu må tage af, alt det vi orker. Der ligger nogle ganske pæne stammer, men med det vejr, vi har, bliver det ikke i denne weekend, vi begynder at rydde op efter staten.

Ude på foderpladsen var vi ventet med længsel – da vi stod op i morges, sad der flere fugle i træet og ventede på, at John tog sig sammen og gik ud for at fylde op på alle hylderne. Senere på formiddagen fik vi besøg af en flok halemejser, som vi ikke mindes, vi har set før her ved huset. I må kigge ovre hos John, hvis I vil se billeder af dem. Jeg prøvede selvfølgelig selv at indfange dem med mit Lumix, men det gik slet ikke. John fik til gengæld taget nogle rigtig gode billeder af dem – bl.a. et, hvor der sidder hele otte på en gang og spiser af mejsekuglerne, og et, hvor en kigger lige ind på os og hvor vi kan se, hvordan det ser ud som om den har pustet sig op for at holde varmen. Den er bare noget så nuser.

‘Lasses’ med apostrof.
’SUCCEN’ taler vist for sig selv, men jeg kunne godt lide at vide, hvordan Lasse staver ordet i dets ubestemte entalsform … en succ? En succe?
’Vintertilbud’ i to ord.
Og endelig er det lidt halvkomisk, at man kan få sig et ordentligt brød for 25 kroner, men lad det nu ligge, for det ville jeg sandsynligvis slet ikke have tænkt over, hvis ikke det havde været for de andre fejl.
Her trænger til at blive luget ud.

Det gør der ikke i min vindueskarm på arbejdet – her nyder jeg mine små orkideleoparder, som jeg har masser af i øjeblikket.
De er de sødeste små rovdyr – med englevinger og store, lange knurhår … det er nok slet ikke leoparder, men en ny art flyvende hund.

Det er sommetider underligt, som tingene udvikler sig og kommer til at hænge sammen – i begyndelsen af måneden havde jeg denne lille snak med en fuldstændig fremmed kvinde på mit lokale bibliotek.
Jeg har nu færdiglyttet Det taler vi ikke om, og jeg er solgt.
Rasmine kommenterede fluks på føromtalte indlæg, at Anna Grue ville præsentere sig selv, sit forfatterskab og sin novellesamling (som udkommer i dag), onsdag den 25. januar på Avedøre bibliotek.

Det var to fluer med ét smæk – Rasmine og jeg fik hilst på hinanden, og vi plus en god snes andre, hørte en spændende Anna Grue fortælle – og svare på en del spørgsmål fra os lytteres side.

Hvis I undrer jer over opstillingen med projektoren, vil jeg bare sige, at det gjorde jeg også. Jeg tillod mig oven i købet at spørge om der, da vi jo rent faktisk befandt os på et bibliotek, dog ikke kunne findes noget lidt mere stabilt end en halvblød plastickurv! Jeg mener – de kan da ikke mangle bøger, og opstillingen vippede faretruende, mens de to damer rodede med at indstille højden.
De blev enige med sig selv og hinanden om, at det såmænd nok gik, hvortil Ellen nøjedes med at trække lidt på skuldrene …

Det var virkelig interessant at høre om, hvordan en forfatter skaber sit univers, sine plot og sine skikkelser – fordele og ulemper ved et fast persongalleri – fiktive byer kontra kendte osv. Især det sidste fremkaldte smil hos os lyttere: Bruger hun kendte steder, er der altid en masse, der henvender sig for at gøre hende opmærksom på alle de fejl, hun – mere eller mindre bevidst – har begået. I Christianssund, som hun selv har sat sammen af det optimale fra flere byer, bestemmer hun selv, og der er ingen, der kan brokke sig over, at politistationen ligger det forkerte sted eller lignende.

Jeg skal i gang med hendes kriminalserie om den skaldede detektiv, som jeg forventer mig en del af.
Til gengæld er jeg ikke sikker på, at novellesamlingen De Andre, som hun læste en af novellerne op fra, bliver hørt eller læst fra min side. Det bliver i hvert fald til sidst i forhold til hendes kriminalromaner.

Rasmine og jeg talte sammen i pausen og efter foredraget, og jeg tror ikke, det er sidste gang, vi taler sammen – det var vældig hyggeligt. Tak for i går, du

Dette var atter et eksempel på, hvordan ens univers kan udvides via blogland. Jeg havde ALDRIG af mig selv tænkt på at undersøge, hvad der sker på Avedøre bibliotek …

Dagens aftenbillede (!) er hverken en stor flammekaster eller en oliekilde, men såmænd bare dampen/røgen fra varmeværket ved Brugsen, lige før solnedgangen blev til en rigtig solnedgang.

Jeg er derfor i gang med at finde en autocamper.
Det er sådan set nemt nok – lige så nemt som det er at finde et forsikringsselskab. Det vanskelige kommer først, når man skal til at gennemskue alt det med småt…

Lejepriserne for samme type bil varierer helt vildt, og antallet af kilometer, der er med i lejeprisen, ligeså. Kører man flere kilometer, end der er inkluderet, svinger det fra 1 krone til 2,50 krone pr. kilometer.
Nogle har en stor selvrisiko i tilfælde af skader, andre en lidt mindre – den kan man dog også forsikre sig ud af, men disse priser er selvfølgelig også forskellige.
Hos nogle koster de udendørs campingmøbler ekstra; hos de fleste er de med i lejen.

Lejepriserne alene svinger mellem 6000 SEK pr. uge og 11500 SEK pr. uge – den billige tillod os at køre 300 mil (3000 km) om ugen, den dyre kun 200. Den billige var desværre ikke ledig…
Mand, hvor har jeg ledt og kigget og sammenlignet – sågar hos danske udlejere, for Neergaard påstår, at man pga. nye og lempeligere regler kan leje lige så billigt i DK som i Sverige.
Det passer så bare ikke, skal jeg hilse fra mig selv og sige.

MEN – i aftes checkede jeg atter en god, svensk portal for opdateringer, og hvad så jeg? En annonce, der lige var løbet ind få timer før jeg ramte siden:
En autocamper til 10000 svenske kroner for to ugers leje. Fri kilometer. Alt inklusive. Ingen selvrisiko (som typisk ligger på 7000 SEK) for 1250  kroner.
Det kan nok være, at jeg sprang til tasterne i en fart. De har meldt tilbage i dag, at vi bare skal ringe, når vi er i Sverige næste gang, så finder vi ud af at mødes, aftale, skrive ned, betale depositum og hvad der nu ellers hører sig til.

Jeg krydser nu bare fingre – camperen er jo ikke ‘vores’, før lejekontrakten er underskrevet, så måske er dette lidt tidligt at skrive – vi skal dog under alle omstændigheder nok finde en bil – dette var bare uhørt billigt … næsten for godt til at være sandt, men lad os nu se.

Hyr vår Chausson Welcome 4. 6-sovplatser. Cykelhållare, Markis, Komfort-Stödben bak, Stereo. mm.
Vi startar vår uthyrning 1/2 2012. Men det går bra att boka redan nu.
Hyrpriser Chausson Welcome 4.
Weekend: 2.000:- (Fria mil). Fredag 12.00- Måndag 12.00. ( Juni till och med augusti endast hela veckor).
Vecka: 3.500:- (Fria mil). Juni till och med Augusti 4.500:-
2 veckor: 6000:- (Fria mil). Juni till och med augusti 10.000:-
Navigering: Weekend: 100:- Vecka: 300:- 2 veckor: 400:-
Skadekostnadsreducering kan tecknas till en kostnad av 100:-/dygn (högst 1250:- per kalendermånad)
I hyrpriset ingår 1 st Gasoltub P11, Husgeråd, Campingbord och stolar. (Sängkläder ingår ej).
Gratis inhägnad och kameraövervakad parkering för er personbil under hyrestiden.

Når vi har lejekontrakten i hånden, skal jeg nok fortælle, hvor vi har lejet den henne…

Jeg ved godt, at for mange af jer må to uger, hvor man sidder rigtig meget i en bil, lyde som verdens værste ferie, men det er det ikke for os. Jo – hvis vi skulle køre rundt nede sydpå i 35 graders varme … men det skal vi ikke. Vi skal til Norge; til noget af den smukkeste natur, man kan finde inden for kørerækkevidde.
Kamelryttersken har anbefalet os at tage Riksvei 17 fra Steinkjær til Bodø, så det gør vi selvfølgelig.
Det bliver fedt, og vi glæder os allerede. Om vi når Nordkap eller ej, er ikke det vigtigste – der har vi jo været i det bedste vejr, der overhovedet kan fås på det sted. Men vi skal deropad – måske helt ud til Vardø. Kommer an på vejret.

Manden kan jo ikke gøre for det. JO, han kan! Og jeg håber dæleme, at en god sprogskole får lov til at pudse hans sprog lidt af.

Det har jo ikke noget med politik at gøre. JO det har.

Man må ikke hænge folk ud offentligt. Arh, hvorfor ikke? Det gør politikerne da selv i rigt mål over for hinanden. Hvis bare de husker at sige ‘Hr’ eller ‘Fru’ inden de nedsættende udtalelser, så er alt tilladt.

Med andre ord: jeg er simpelthen nødt til at flashe denne massemail, der cirkulerer for tiden, og som min søster sendte til mig:

The out of country minister is taking a motherfather on the flyingmachine

Jeg forlanger ikke, at en udenrigsminister skal være flydende i engelsk, men det vrøvl, der nogle gange kommer ud af munden i dette åbne ansigt, gør mig, mere end pinligheden i sig selv, bekymret for, hvad han kan få forårsaget fordi han måske ikke helt forstår, hvad der bliver sagt. Eller at andre misforstår, hvad han mener.
Han burde hellere åbent indrømme, at han har brug for en tolk, fordi han ikke behersker engelsk godt nok til at føle sig tryg ved det, når man har en så vigtig post, som han har.
Det ville jeg kunne respektere, for det er ærlig snak, hvorimod jeg ikke kan respektere, at han opfordrer os til, at vi ‘bare skal abstrahere fra hans dårlige engelsk og i stedet lytte til budskabet’ (ordvalget er hans eget).
Man kan jo slet ikke undgå at fokusere på hans tåkrummende sprog – og mht. budskabet … jamen … har han noget?

Anna og Aubie fik hver en i fødselsdagsgave … dvs. de fik den først i lørdags, for det havde åbenbart været så populær en julegave i UK, at den gik i restordre.
Med fulgte nogle smagsprøver på de ‘bøger’, der hører til – der er i alt omkring 40 forskellige, der alle har til formål på en sjov måde at lære børnene noget brugbart.
Der kan fx stå en tekst, som Anna skal læse op. De ord, hun ikke umiddelbart kan gennemskue, fører hun pennen hen over – et af hendes tilfælde i lørdags var ‘fisherman’. Så bliver ordet sagt højt, og Anna kan fortsætte sin oplæsning.

Når Aubie åbner siden fra Cars, bliver han fx bedt om at tælle dækkene, som Luigi har stående på hylden, hvorefter han skal trykke på det rigtige tal. Så spørges han, hvor mange dæk der vil være tilbage, hvis McQueen kommer og køber to af dem. Selv om det er leg, er det også læring, hvilket jeg synes er en god kombination.

Anna elskede en leg med et kort over Afrika, hvor landenes navne samt visse af deres karakteristika blev nævnt, efterhånden som man førte pennen hen over dem. Når Anna trykker på Play, får hun stillet opgaver. Jeg ved ikke helt, hvordan det gik for sig, men dimsen husker, hvor mange gange man har leget den samme leg – fortæller bl.a. andet, om det var bedre eller dårligere score end tidligere.

Aubie var meget optaget af science-legene, hvor han får fortalt om det, han fører pennen hen over. Når han bagefter trykker på Play, er han fuldstændig opslugt af de opgaver, han bliver stillet.
Anna var meget opslugt af alt, hvad der har med regning og tal at gøre – det kunne sagtens konkurrere med Rapunzel- og Klokkeblomst-opgaverne.

C talte næsten en halv time om alt, hvad dette forbløffende lille stykke legetøj var i stand til – jeg kan slet ikke huske det altsammen, men jeg glæder mig til at komme over og se dem bruge det.

Der er læse-lærebøger, regne-ditto, videnskab, geografi, biologi og meget, meget andet, der er udviklet til forskellige aldersgrupper, så opgaverne vokser med børnene.

Ungerne fik dimsen og bøgerne lørdag morgen, og de bestilte ikke ret meget andet hele weekenden end at slå sig ned forskellige steder og tagge, som de kalder det.
Jeg kan dog se, at der blev tid til lidt udklædning ved siden af…

Tim sendte telefonbilleder i en lind strøm hen over lørdag og søndag; med teksterne Tagging – Still tagging – Even more tagging osv, og da jeg snakkede med C i lørdags, sagde hun, at hun lod dem bare blive ved, så længe de orkede, fordi det for det første havde nyhedens interesse, for det andet var det ikke en skærm, de sad og kiggede på, og for det tredje blev de jo hele tiden klogere…
På det sidste billede nåede Aubie ikke engang ud i køkkenet til mor og Anna, inden han måtte slå sig ned på tæppet i entreen.

Nu skal jeg have fundet et par bøger til dem, som de kan få, når jeg kommer derover i uge 7.

Senere:
Nu til noget helt andet: Er det kun mig, der er dødeligt uvenner med Blogger/Blogspot for tiden?
Jeg kan ikke kommentere hos nogle af jer, der bruger det (men det er nu nok kun de af jer, der ikke er vendt tilbage til pop-up-kommentarfeltet). Billeder bliver ikke vist. Hvis jeg vil kommentere via Diskus, sker der ikke en s…
Ofte kommer beskeden ‘Kan ikke vise siden’.
Det er således ikke fordi, jeg ikke gider kommentere hos jer, men det er søreme ikke altid nemt…

Det var en smuk tur derned – solen skinnede hele tiden på vores vej sydover, mens der mod nord var en dybgrå himmel, som gav nogle fantastiske kontraster til det solskin, vi befandt os i.
Vi nød derfor køreturen – kørte i adstadigt tempo gennem Strøby strand og ladeplads; over Holtug og Sigerslev, forbi Gjorslev gods – smukt, smukt, selv her i januar.

I samme øjeblik, vi stoppede bilen på parkeringspladsen ved Højerup Kirke, forsvandt solen for ikke mere at vende tilbage i dag.
Man kan desværre ikke være lige heldig hver gang – jeg er vild med den grønne farve, man kan se på havbunden i vandet ved Stevns, men i dag var det så knapt så lysende, som det kan være.
Man skal ikke lide af svimmelhed eller højdeskræk, når man står her … der er langt ned og der er ikke så meget som antydningen af rækværk. Bare et skilt med, at man færdes her på eget ansvar.
Faktisk kan jeg godt lide denne holdning: at man selv er ansvarlig for ikke at skvatte ned af klinten. Ikke så meget barnepigementalitet her.

Klinten var som nævnt heller ikke så hvid, som den kan være.

Man kan godt komme ned, men den stejle trappe kan Johns knæ ikke klare, så vi holdt os oppe og nøjedes med at fotografere dem, der havde taget trinene ned.
kan I få øje på dem på billedet til højre?

Da vi havde kigget på de triste historier, som gravstene kan fortælle (to små børn døde inden for en uge – tanken er næsten ikke til at bære),

og taget et billede af den nye kirke i Højerup, som ikke behøver at rykke et hanefjed længere ind i landet julenat,

og endelig foreviget stavefejlen på sedlen i traktørstedets vindue,

kørte vi til Rødvig.

Hvorefter vejret besluttede sig til at blive så totalt elendigt, at vi besluttede at vende næsen hjemefter igen.
Jeg var blevet gennemkold, for jeg har glemt min vinterjakke i Sverige … troede dog jeg havde taget tilstrækkeligt med lag tøj på i dag, men det havde jeg ikke, og numsevarmeren i sædet på Johns bil er gået i udu. Ih, hvor jeg savner den varme – men jeg nyder sådan de ture, vi tager ind imellem.