Den sad lige i øjet

Den sad lige i øjet, den marmelade, jeg har lavet. Camilla Plums karamelliserede æblemarmelade med ingefær.
Det gjorde temmelig ondt – det skal nemlig tages helt bogstaveligt … det tykboblekogte, som da jeg på Island så Geysir lægge an til at sprutte; eller måske nærmere, som når man i tv ser en kogende svovl- eller mudderpøl: en stor boble, der vokser og vokser, til der lige pludselig går der hul på den og det sprøjter med små dråber. I dette tilfælde med meget varm æble-sukkermasse.
Joh … den sad lige i øjet.
Heldigvis gjorde det ikke ondt ret længe, så det må have været en meget lille dråbe.

Man skal først smelte sukkeret og lade det karamellisere en smule, inden æblerne kommes i gryden. Jeg tror nok, at det blev lige lovlig brunt efter fru Plums mening, men eftersom det ikke smagte spor brændt, fortsatte jeg processen. 
Hvad jeg ikke lige havde forudset var, at massen derved blev afkølet så meget, at det blev til én stor flødekaramel.
Det tog lang tid at få den klump opløst igen, men det lykkedes, og jeg kunne koge marmeladen færdig og få den på glas.

Det ser såmænd ganske nydeligt ud, men hvordan smager det så? 
Tjah. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene, men jeg vil sige det på den måde, at hvis englænderne ikke kan lide den marmelade, var dette både første og sidste gang, jeg producerede den … ungerne elsker dog alt med æbler, så mon ikke jeg kan få glassene afsat i uge 44?
Jeg tager dem i hvert fald med til Djursland.

Da jeg var oppe i bakkerne for at finde et par kilo æbler, nærmest faldt jeg over et meget lille egetræ med de største blade, jeg har set.

Gad vide, hvad det er for en art med de kæmpeblade?
Bladfarverne er gode nok; jeg har ikke manipuleret med billedet, men det er godt nok en uhyggelig farve, min hånd har på billedet … den ligner noget, der kan bruges i en gyserfilm. Sådan synes jeg ikke, min hudfarve normalt ser ud.

About these ads