Der var regn mellem bygerne

Det var lidt dårlig timing af tage til Sverige i denne weekend … det er på den anden side længe siden, jeg har fået strikket så meget, og det var hele fire uger siden, vi sidst var her … abstinenssymptomerne var ved at blive slemme.

Regn, regn, regn og atter regn. Det kunne regne meget eller det kunne regne lidt, men regne gjorde det. Hele tiden.
Vi kørte til Kristianstad for at få fat i en kabeltromle med jord – ellers ville Johns nye vedkap ikke fungere. Han fik den samlet færdig i går formiddags, men den var helt død. Han kom sågar op og læste i manualen! Så er den virkelig gal!
Konklusionen måtte være, at maskinen var ganske klar over, at John havde forsøgt sig uden jord i første omgang.
Den startede da også helt uden problemer, da den rigtige ledning kom til. Klog vedkap. 
Arbejde fik den nu ikke lov til – det var simpelthen umuligt at opholde sig udendørs, hvorfor græsplænen desværre heller ikke blev slået for sidste gang i år. Det var ellers tiltrængt.

Efterårsfarverne kunne vi dog nyde – også gennem al regnen. Smukt og gyldent var det. At der er græsplæne nede under alle disse blade, har vi valgt at fortrænge – det var ikke vejr til at rive dem sammen.

Sæsonens første slowfood stod og simrede på komfuret i tre timer: En oksebov blev brunet; hevet op igen og midlertidigt byttet ud med mundrette stykker af porre, selleri, gulerødder og kartofler, samt et helt hvidløg og tre af de meget stærke chili. Da grønsagerne var let brunede og begyndte at dufte som sådan noget nu gør og skal, kom jeg et ordentligt skvæt rødvin, en dåse flåede tomater, rosmarin-, persille- og timianstilke i, plus salt og peber. Kødet tilbage i gryden. Vand på, til det hele akkurat var dækket. Simre, simre, dufte, dufte – herlig efterårs- og vintermad. 
Det er fuldstændig umuligt at lave lidt af sådan en slags mad – der er altid til mindst 8 personer. Resten er nu frosset ned og bliver gemt i 14 dage, til vi skal mødes med englænderne på Djursland. Når vi først kan komme ind i huset efter kl. 16, vil det passe mig så glimrende ikke at skulle starte med at kokkerere, men bare kunne hive dette lækre måltid ned i en gryde og varme det op.

I en pause mellem bygerne – altså hvor det nøjedes med ‘bare’ at regne, iførte jeg mig den skriggule regnjakke og mine nye støvler for at se, om der overhovedet var nogen svampe tilbage i skoven.
Den skriggule jakke havde to formål: at holde mig tør og at sørge for, at ingen forvekslede mig med en elg! Elgjagten er nemlig gået ind, så det er faktisk ikke særlig tilrådeligt at færdes i skoven … men for det første var det en kort tur og for det andet gider vel selv jægere ikke at jage i så vådt et vejr? Man ved dog aldrig … jeg gik jo på svampejagt …

Jeg fandt ni kantareller. Begejstringen var behersket, men jeg havde nu ikke forventet noget videre så sent på sæsonen, men lidt frisk luft måtte jeg altså have, hvis ikke jeg skulle gro helt til foran brændeovnen.

About these ads