Hos Mommer

9. oktober 2012

Så er selvmedlidenheden i højsædet

Arkiveret i: Uncategorized — Ellen @ 16:57
Tags: ,

EfterårNu er det godt en uge siden, John blev forkølet, så jeg regnede med, at jeg var gået fri for at blive smittet denne gang.
I har nok gættet fortsættelsen … det startede i aftes …

Det gik over i løbet af natten, men vendte tilbage med fornyet styrke i løbet af dagen i dag. Dammit. Gider ikke.
Godt, jeg har hjemmearbejdsdag i morgen; så skal jeg for det første ikke gøre mig smuk for mine omgivelser (det er jo efterhånden også et projekt, der nærmer sig spildt tid, samtidig med, at samme tid tager længere og længere tid at spilde hver morgen), og for det andet skal jeg ikke ud på de storkøbenhavnske myldretidslandeveje.
Alene den tanke får mig til at føle mig lidt bedre.
Lidt.
Meget lidt, faktisk.

Jeg vil på arbejde torsdag, for da kommer der en og giver alle, der måtte være interesserede, en influenzavaccination. Det er min sidste gratis i fem år, så den tager jeg selvfølgelig lige med – det har jeg gjort i alle de år, vi har fået tilbuddet, for jeg hader at have influenza.

Lige nu er jeg på ulækkerhedsstadiet, hvor jeg konstant sidder med en klud for næsen og hvor (heller ikke) øjnene kan lade være med at løbe.
Man skal huske at se på de lyse sider, så jeg er bare glad for, at dette ikke er nu og ikke om to uger, hvor det så ville være lige før, vi skulle mødes med englænderne på Djursland. Lørdag i uge 43 og en uge frem er jeg totalt immun over for alskens dårligdomme! At nogen ved det!

Nu vil jeg gå ud og sætte over til kartoffel-porresuppe med chili. Det vil være godt for mig, er jeg sikker på.

God bedring, hvis I skulle blive syge …

About these ads

50 kommentarer

  1. God bedring. Jeg ved godt, hvordan det føles. Lige nu ville jeg altså godt bytte “bytte gebrækkelighed” med dig, men det vil du nok ikke være med til. :-)

    Kommentar af hennystewart — 9. oktober 2012 @ 17:26

    • Der blev det så lige sat i relief, Henny … den sad; jeg forstår dig godt, og nej, jeg vil helst ikke bytte, men jeg synes det er så både synd og ærgerligt, hvis du ikke når at få de få år med som arbejdstager, som det drejer sig om – men nemt er det ikke at finde arbejde, I know.

      Kommentar af Ellen — 9. oktober 2012 @ 17:39

      • Det er sådan set det mindste. Jeg har fået at vide, at jeg har kræft i spiserøret og den øverste del af mavesækken. I det perspektiv betyder arbejde/arbejdsløshed ikke det helt store.

        Kommentar af hennystewart — 9. oktober 2012 @ 19:20

        • NEJ!!! Åh Henny, det var da forfærdeligt. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. Åh altså for hulen da … at du skulle ind i den rædselsfulde statistik – det gør mig meget, meget ondt.

          Kommentar af Ellen — 9. oktober 2012 @ 19:36

          • Efter i morgen ved jeg meget mere om det. Da får jeg nemlig resultaterne af diverse scanninger, og så skal de lave en endoskopi mere, hvor de vil forsøge at fjerne skidtet, hvis det “kun” er noget overfladisk noget. Jeg håber selvfølgelig det bedste, og jeg synes slet ikke, det er på tide at stllle træskoene. Men – jeg ville godt nok hellere have været fri for det. Det er også lidt unfair af mig at smide det efter dig, her i dit eget kommentarfelt, så det må du undskylde. Men jeg har med vilje valgt at gå ud med hvad jeg ved og får at vide efterhånden. Jeg synes stadig, der er for mange tabuer på området. Jeg har blogget om det på en anden blog, men nu har jeg flettet denne ind på årgang54. Man skulle jo nødig gøre sig skizofren oveni i processen! :-)

            Kommentar af hennystewart — 9. oktober 2012 @ 20:50

            • Vi har skrevet parallelt … jeg har lige givet dig en længere kommentar :-)
              Du skal endelig hælde ud her og for himlens skyld da ikke undskylde … jeg tager det som en – måske underlig form for, men alligevel – tillidserklæring.
              Jeg synes det er stærkt og flot, at du har valgt at skrive om det, for ja, det er et tabubelagt emne, men jeg kan nu godt forestille mig, at det kan hjælpe at sætte sine formentlig mange og kaotiske tanker omkring det på tryk.
              Jeg krydser alt hvad der kan krydses hos og af mig for, at du har masser af år foran dig endnu.

              Kommentar af Ellen — 9. oktober 2012 @ 21:08

  2. ØV da også! Men den suppe lyder god og varm!! Det kunne jeg også spise lige nu.
    Hvor morsomt at I skal til Djursland om 14 dage. Vi tager afsted på søndag!!! ;-) Til Djursland altså.

    Kommentar af Kong Mor — 9. oktober 2012 @ 18:13

    • Hvor hyggeligt :-) Så kan vi vinke til hinanden på vejen ud hhv. hjem … rigtig god ferie til jer.

      Kommentar af Ellen — 9. oktober 2012 @ 18:42

  3. Spis rå hvidløg. Jeg tager et til to fed og skærer i slugbare stykker. Så drikker stykkerne lige som hvis det var piller. Det er meget gavnligt i din situation.

    Kommentar af Kirsten b r — 9. oktober 2012 @ 18:15

    • Det er lidt sjovt, for selv om jeg efterhånden kan spise chili rå, så er hvidløg svært for mig i rå tilstand, men du siger selvfølgelig også, at du sluger dem :-)
      Skade kan det i hvert fald ikke, så jeg kan lige så godt prøve …

      Kommentar af Ellen — 9. oktober 2012 @ 18:44

  4. Ja, jeg kender kun to hjælpemidler: Varm hyldebærsaft med masser af honning og citronsaft til om dagen og en ekstra hovedpude under hovedet om natten. Skulle du have det bedre i morgen (og flere glas!), kunne du jo sylte hele paradisæbler med lidt stilk og med vanille. De kan bruges med held til både stegen og (lag)kagen. God og snarlig bedring!

    Kommentar af Elsebeth — 9. oktober 2012 @ 18:15

    • Alle dele haves, og jeg har faktisk tænkt mig at gå i seng efter Hammerslag og en solid dosis hyldebærsaft :-)
      Jeg så skam godt dit forslag med paradisæblerne, og jeg spurgte, hvordan du gør :-) Hvordan undgår du fx, at de går i stykker?
      Tak :-)

      Kommentar af Ellen — 9. oktober 2012 @ 18:46

  5. Tak for dit venlige ønske. Jeg anbefaler som altid rødvinskuren. Den kurerer ingenting, men er en fremragende trøst, og indtager man tilstrækkelige doser, får man dagen efter andet at tænke på end den oprindelige dårligdom. Portvin er også glimrende.

    Kommentar af Eric — 9. oktober 2012 @ 19:14

    • Den er jeg skam allerede i gang med … det er helt afgjort min yndlingskur ;-)
      Hyldebærsaften bliver på sengekanten og sørger for, at jeg falder effektivt i søvn.

      Kommentar af Ellen — 9. oktober 2012 @ 19:38

  6. Din stakkel… Rigtig god og hurtig bedring. Jeg gør som Eric.. Altså anbefaler rødvinskuren, den helbreder ikke, men det er meget sjovere at være syg.. :-)

    Kommentar af Inge — 9. oktober 2012 @ 19:18

    • Det er nemlig helt rigtigt … en romtoddy er et andet af de meget populære midler, der ikke hjælper mod forkølelse ;-)
      Og tak :-)

      Kommentar af Ellen — 9. oktober 2012 @ 19:40

  7. En kat i fodenden af sengen, en kande varmt vand og en flaske rom indenfor rækkevidde: når flasken er tom, kanden er kold, og du kan se katten dobbelt, er du knaldhamrende ligeglad med forkølelsen!
    God bedring! Konen har lige været gennem turen, og det er da tidligt på sæsonen, hva’?
    Uden at have set billeder eller læst tekst: vi fik græskar-chili-suppe, med et par gode ostemadder til.

    Kommentar af AagePK — 9. oktober 2012 @ 19:37

    • Lyder særdeles sandsynligt, men jeg orker simpelthen ikke at gå ud og anskaffe mig en kat lige nu … er det ikke okay at lægge John der i stedet for og lade mig se ham dobbelt? ;-)
      Er det tidligt? Der er mange af mine kolleger, der er gået ned med flaget.
      Græskar-chilisuppe er ikke af det værste.

      Kommentar af Ellen — 9. oktober 2012 @ 19:42

  8. Jeg kunne ikke se, at det med paradisæblerne var kommet igennem. Men altså, det var min mor, der lavede dem. Man fjerner blomsten, renser om stilken og klipper af, så der er ca. 1 cm tilbage. Hendes gik aldrig i stykker; jeg har lige læst, at de skal stå på SVAG varme i lagen, til de er møre, for ikke at skrællen revner. Start: Giv dem et opkog – sæt over i koldt vand og kog langsomt op, skyl i koldt vand og lad vandet løbe af. Lagen (1/2 l eddike, 200-500 g sukker + vanillestang) koges op, og så skal æblerne i og mørne langsomt. Lægges i krukke/glas, lagen koges ind og hældes kold over æblerne. Jeg listede mig til at kigge i Gyldendals store Kogebog. Der er to modeller i Den grønne Syltebog: Syltede paradisæbler og henkogte do – de er begge med vand. Jeg tror, jeg ville gøre som med mine grønne tomater – halv vand og halv eddike. Men altså: SVAG varme skulle være koden!

    Hyldebærsaft: Hos mig får man også en skefuld honning, som man sidder og hygger sig med mellem slurkene – det gik rent ind hos mine børn!

    Kommentar af Elsebeth — 9. oktober 2012 @ 19:39

    • Tak for opskriften, Elsebeth – det lyder logisk, at langsommelighed er hemmeligheden. Og jeg har jo selv den grønne syltebog, hvis du altså mener Tørsleffs … burde selv have fået den ide at kigge der først ;-) Jeg kan sagtens se de gyldne æbler i smukke glas for mig …

      Kommentar af Ellen — 9. oktober 2012 @ 19:46

  9. Åh, jeg har lige læst, at du spurgte om kernehuset. Ja det sidder i; faktisk kan jeg ikke huske, om vi alle sad der og elegant vippede kernerne ud på gaflen og med kniven fik dem anbragt på “kantningen af tallerkningen!” Men man kan jo skære dem igennem – pas på de ikke smutter hen over dugen … De var lidt faste i det. Jeg kan ikke huske, at vi spiste dem, der var på lagkagen, men du kunne jo se, om ikke I kunne finde ud af det også!

    Kommentar af Elsebeth — 9. oktober 2012 @ 19:53

    • Jeg vil kaste mig over eksperimenterne :-)

      Kommentar af Ellen — 9. oktober 2012 @ 20:46

  10. Øv, hvor ærgerligt for dig. Men du når at blive rask, inden I skal møde familien på Djursland. Jeg har fået hyldetoddy med rom, mens jeg har været forkølet her de sidste dage. God bedring til dig.

    Kommentar af betty — 9. oktober 2012 @ 21:54

    • Jotak … om ikke andet får man da varmen af sådan en toddy :-)

      Kommentar af Ellen — 10. oktober 2012 @ 10:31

  11. Åh, din stakkel. Rigtig god bedring. Godt det er nu, så er du frisk igen til uge 43.

    Kommentar af Fruen i Midten — 9. oktober 2012 @ 22:18

    • Tak … ja, held i uheld :-)

      Kommentar af Ellen — 10. oktober 2012 @ 10:32

  12. God bedring og du skal da til Djursland og Nordjylland :-)

    Kommentar af Lene — 9. oktober 2012 @ 22:31

    • Tak …ja, det skal jeg da :-)

      Kommentar af Ellen — 10. oktober 2012 @ 10:32

  13. Man må godt have ondt af sig selv, jeg har jo også haft turen og det er møghamrende irreterende med forkølelser. Jeg bliver også altid influenzavaccineret, men vi bliver først til november så jeg overvejer at få lægen til at prikke lidt i mig..God bedring og du har jo fået masser af gode råd så dem springer jeg over. Jeg har heller ingen der hjælper andet end at blive hjemme og vente på at det går over!…;-D

    Kommentar af rejen — 10. oktober 2012 @ 05:18

    • Tak … der er vist desværre ikke noget, der hjælper, når sandheden skal frem, men det lindrer i hvert fald en smule :-)

      Kommentar af Ellen — 10. oktober 2012 @ 10:33

  14. God bedring og jeg håber at du får afviklet dagens arbejde under et tæppe iført uldsokker og en grim – men varm – trøje.

    Influenza er jeg normalt forskånet for da den virus ikke rigtigt bider på mig. Men når jeg får den synes jeg at det er forfærdeligt.. i ca to dage.

    Kommentar af overleveren — 10. oktober 2012 @ 05:23

    • Tak, det går :-)
      Jeg fik ‘kun’ influenza ca. hvert 10. år, men hver gang har jeg ligget med 40° i mindst en uge, så det var IKKE sjovt! Vær du glad for, at du er næsten immun :-)

      Kommentar af Ellen — 10. oktober 2012 @ 10:35

  15. Rigtig god bedring! Jeg er sikker på, at alt hvad der varmer er godt: hyldebærsaft, rom- og rødvinstoddier (bemærk pluralis-formen!), græskar-chili-suppe osv. Selvfølgelig er du fit for fight i uge 43. Også god bedring til din kære mand.

    Kommentar af Nonna — 10. oktober 2012 @ 17:45

    • Man har det i hvert fald bedre efter indtagelse af noget varmt.
      Selvfølgelig bliver jeg frisk – det er jo sidst i uge 43, vi skal mødes for at holde ferie i uge 44.
      Takker på hans og mine vegne :-)

      Kommentar af Ellen — 10. oktober 2012 @ 19:42

  16. Selvmedlidenhed er absolut i orden. Så er det slået fast. Jeg håber, at du allerede er ved at finde formen igen, så du kan komme på job og få dit stik

    Kommentar af Susanne — 11. oktober 2012 @ 07:14

    • Tak :-) Rart med støtte vedr. selvmedlidenhed …

      Kommentar af Ellen — 11. oktober 2012 @ 14:08

  17. Det må være tiden. Jeg er også løbet ind i en monsterforkølelse. Øv. God bedring til dig.

    Kommentar af Marianne — 11. oktober 2012 @ 08:34

    • Ja, øv. Så jeg siger tak i lige måde :-)

      Kommentar af Ellen — 11. oktober 2012 @ 14:08

  18. Velkommen etter og god bedring. steller du pent med den, varer den i to uker.
    Gidder du ikke pleie den tar det fjorten dag.
    God bedring :-)

    Kommentar af Mormor — 11. oktober 2012 @ 12:45

    • Hehe Mormor, det har du nok ret i ;-)
      Tak skal du have :-)

      Kommentar af Ellen — 11. oktober 2012 @ 14:09

  19. Ham Aage PK er da vist en værre én! Katte elsker mig – og jeg kan ikke fordrage dem. Der er ét stort minus ved at besøge min bror og svigerinde i Sverige. De har hele tre katte, som gerne vil i lag med mig … Heldigvis er de forment adgang til køkken og soveværelser! Jeg tror, jeg ville ligge stiv som en pind med en kat i fodenden, at have fødderne på den ville få mig til at dø af skræk. Men, som man siger, hver sin lyst, eller hedder det hver sin aversion!

    Kommentar af Elsebeth — 11. oktober 2012 @ 13:48

    • Katte elsker kattehadere, fordi disse gør alt for at undgå katten, hvilket katten tager som en misforstået (!) tilnærmelse. En kat bryder sig nemlig ikke om øjenkontakt og vil undgå dem, der prøver at få dette og måske oven i købet rækker hånden ud mod dem. Hvis du vil undgå brormands katte, kan du forsøge at se dem dybt i øjnene, række hånden mod dem og sige “Kom såååå, misser, misser”.
      Det er da et forsøg værd – og det er altså ikke helt løgn, hvad jeg siger her :-)

      Kommentar af Ellen — 11. oktober 2012 @ 14:13

  20. Håber at du har det meget bedre nu – efter et par dage. Jeg troede faktisk ikke, at det er en god ide at blive vaccineret, når man er syg? Fortsat god og snarlig bedring.

    Kommentar af Salix - Lene — 11. oktober 2012 @ 15:04

    • Jeg har det meget bedre, tak. Det var rigtig godt at kunne blive hjemme i går.
      Og du har ganske ret: De ville ikke vaccinere mig :-(

      Kommentar af Ellen — 11. oktober 2012 @ 15:28

  21. Tak for rådet, Ellen. Det skal afprøves. Min svigerinde har ondt af mig, for jeg får gåsehud på arme og ben, når de rører mig. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, så pyt da!

    Kommentar af Elsebeth — 11. oktober 2012 @ 18:36

    • Holddaop – det tangerer jo en fobi. Jeg håber det hjælper – det stammer fra en dyrlæge, det jeg påstår, så vi kan krydse fingre :-)

      Kommentar af Ellen — 11. oktober 2012 @ 19:07

  22. Rigtig god bedring skal det også lyde fra mig; jeg håber, at du allerede har det bedre her dagen derpå (hvis du ikke har taget for meget af rødvinskuren).

    Kommentar af Stegemüller — 11. oktober 2012 @ 19:38

    • Tak, jeg er stort set rask igen – og det er ikke pga. en rødvinskur – nok nærmere hyldebærsaftkuren :-)

      Kommentar af Ellen — 11. oktober 2012 @ 21:02

  23. Ja, et eller andet må der være galt fat med mig og de katte, for jeg er ikke bange for mus, og jeg kan slet ikke forstå dem, der er bange for edderkopper; dem legede jeg gerne med som barn – de var jo næsten som en jojo, når jeg stod der og trak i “snoren”.

    Kommentar af Elsebeth — 11. oktober 2012 @ 23:25

    • Det er jo en fobi – dem kan man vist blive hjulpet over, så vidt jeg ved, men hvis du kan klare det ved at stirre katten stift i øjnene, er du nået langt :-)

      Kommentar af Ellen — 12. oktober 2012 @ 07:43


RSS feed til kommentarer til dette indlæg.

Theme: Rubric. Blog på WordPress.com.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 25, der følger denne blog