Det er vist en lidt provokerende overskrift på dagens indlæg, og det lyder som om jeg går ind for børnearbejde, hvad jeg selvfølgelig overhovedet ikke gør.
Vi skal bare passe på, at vi ikke af lutter misforstået velmenthed og politisk korrekte ideologier går hen og gør de børn en bjørnetjeneste ved vores medvirken til at sørge for, at de ikke kan arbejde.
Og jeg mener bjørnetjeneste i den gamle betydning! Jeg mener ikke, at en bjørnetjeneste er en stor og god tjeneste; tværtimod.
Man skal en anden vej rundt, hvis børn over hele verden skal have mulighed for at være børn på den måde, vi synes, det skal være: med plads til leg og mulighed for skolegang og uddannelse.
Et citat fra det seneste Samvirke:
“I 1980’erne og 1990’erne ville især amerikanske virksomheder tage en del af ansvaret for et bedre liv for verdens børn og unge på deres skuldre. Store firmaer, der solgte sportstøj, og supermarkedskæden K-mart forbød deres leverandører at have børn under 18 år beskæftiget i produktionen. I Indien og Bangladesh ville de lokale producenter gerne fortsætte med at sælge til de store kunder, så alle børn og unge blev fyret og sendt på gaden.
Dengang skete det meget bombastisk. Man tog ud på virksomhederne og fyrede børnene. Men der skete ikke en forbedring. Børnene kom ikke i skole. Familien havde brug for indtægten, så børnene fik arbejde i stenbrud eller blev prostituerede. Deres forhold blev langt værre end før.”
Temmelig ubehagelig tanke, ikke? Så må de trods alt hellere sy skjorter, frem for at blive tvunget ud i prostitution.
Jeg havde hørt dette før. Nu blev den viden blot genopfrisket, og jeg synes vi alle bør tænke over ovenstående. Naturligvis burde børn under en vis alder (men hvilken alder skal man sætte som grænse? Vel ikke 18 år? 15 måske?) ikke arbejde og slet ikke i de mange timer, som tilfældet er, men vi er nødt til at tænke over, hvilken kultur vi forsøger at blande os i – den kan ikke ændres over en nat. Og hvor meget kan vi tillade os at blande os? Først og fremmest skal der være muligheder for skolegang og uddannelse, men det kommer ikke ved et fingerknips i de pågældende lande – det kommer heller ikke fordi vi løfter en forarget pegefinger og siger fy fy skamme.
Danske virksomheder (også fra andre lande, klart nok, men jeg har lidt svært ved at forholde mig til de andre i denne sammenhæng), der køber varer, produceret af børn, skal gå ind og være med til at tage ansvar – det er herfra, det skal komme; det er aftagerne af produkterne, der kan være medvirkende til, at børnearbejderne får bedre vilkår at arbejde under samt bliver tilbudt skolegang. De skal ikke bare boykotte virksomheden eller forbyde børnene at arbejde – det gavner som nævnt ikke børnene spor.
Vi som forbrugere gør det bedst ved at stille krav til virksomhederne – altså importørerne. At være kritiske. At lade være med at købe den T-shirt til en tier, for til så lav en pris er den måske fremstillet af et barn, der arbejder under vilkår, ingen skulle byde os andre i bare en uge.
Vi skal kigge efter Fair Trade-mærket, for dette er en indikation af, at så er man allerede godt i gang med at forbedre vilkårene ‘derude’.
Det er helt korrekt at det kan få de konsekvenser at boycutte firmaer hvis produkter bliver lavet under forhold man ikke bryder sig om. At virksomhederne flytter sig så de opfylder kravene fra forbrugerne og stiller medarbejderne og samfundene de tidligere fungerede i – i en dårligere situation. Og det gælder altså ikke bare børnearbejde eller tilsvarende problemstillinger.
Der følger jo altid en masse andet med når mange arbejdspladser er samlet ét sted. En underskov af leverandører til sådan en virksomhed beskæftiger jo osse ganske mange, og så kommer vi med vores misforståede hensyn og normer, som de slet ikke kan følge med på og tror vi skal redde deres verden.
Forventning om uddannelse, skole, mad mm lyder mere fornuftigt end et egentligt forbud – men mon vi vil betale for det?
Kommentar af overleveren — 3. oktober 2012 @ 16:56
Godt spørgsmål, du stiller der til sidst, for det er jo det, det hele drejer sig om: at vi vil købe billigst muligt. At mange vælger at vende det blinde øje til, for vi vil ikke betale, hvad det reelt koster at drive et velfærdssamfund – eller bare noget der ligner.
Og gode pointer i øvrigt
Kommentar af Ellen — 3. oktober 2012 @ 17:24
Jeg er helt enig! De børn har virkelig brug for et arbejde, som er okay betalt og som ikke er alt for hårdt, for alternativerne har du remset op.
Det er så svært at ville oversætte alle vores normer og vores kultur til andre menneskers. Vores lille del af verden vil så gerne sætte standarden for resten. Og det holder ikke.
Jeg kigger efter fair trade når det er muligt og håber det bedste.
Kommentar af Kong Mor — 3. oktober 2012 @ 17:26
Ja. Og tak. Du slår jo fast, hvad jeg mener om det
Vi kan jo bare kigge på Grønland for at se, hvad der sker, når man kommer og leger den al- og bedrevidende.
Kommentar af Ellen — 3. oktober 2012 @ 17:38
Ikke alt ting er sort/hvidt men der er nuancer, som gør, at der også skal tages hensyn til børn og deres skolegang/uddannelse.
Der har også også i tidernes morgen eksisteret børnearbejde her i Danmark, men det er der jo ikke nogen som rynker på næsen af. Og det er fordi at samfundet har udviklet sig i en anden retning. Dermed har børnenes vilkår (i Danmark) også ændret sig.
Nogen gange tror jeg også at importørerne kunne lave en overenskomst/aftale (kald det hvad du vil) om at ved at give x antal kroner, skal virksomheden sørge for undervisning x antal tid. Dette kan og vil sikkert virke meget rosenrødt. For hvem skal sikre at de x antal kroner virkelig går til børnene og ikke til virksomheden?
Dette ville selvfølgelig også få produktet til at stige i pris, men igen kan man så sige, er det nødvendigt at virksomheden skal have den høje avance for varen? Kan de ikke nøjes med en lidt mindre avance?
Til sidst skal forbrugeren jo også være villig til at betale mere for varen, hvis altså virksomheden ikke vil gå glip af avancen.
Der er mange nuancer at tage hensyn til for at det hele kan gå op i en højere enhed …
Kommentar af Tove — 3. oktober 2012 @ 17:37
Vi har haft masser af børnearbejde; det har alle lande, vil jeg tro – nogle steder var det værre end andre … jeg ville hellere have, at mit seksårige barn var fårehyrde frem for at det skulle arbejde i kulminerne … alle bør arbejde på at flytte forholdene i en mere human og børnevenlig retning.
Der er dog, som du siger, rigtig meget at tage hensyn til, men der er ingen der har sagt, at det skal være nemt. Jeg er sikker på, at en af vejene sagtens kunne være det, du foreslår her, og jo: vi forbrugere skal være villige til at betale lidt mere.
Kommentar af Ellen — 3. oktober 2012 @ 17:43
I Bolivia har man taget konsekvensen, og indført betaling til børnene for at møde op i skolen. Der, hvor jeg har set det, møder en militærperson fra delstatsguvernøren op på skolen og udbetaler efter en forsømmelsesprotokol. Bortset fra det, er børnene gennemgående utroligt motiverede, videbegærlige og ivrige efter at prøve det af på os turister. Via min datter som tolk havde vi morsomme samtaler med gadebørn og andre, hvis de da ikke havde lært sig noget engelsk, som de hellere end gerne ville flashe.
Men de mange gadebørn er alligevel nødt til at tjene noget ved siden af, så de tilbyder skopudsning, rundtvisning på kirkegården, som både er interessant, men også svær at finde rundt i, hvis man leder efter en bestemt person eller foreningsgravsted, og nogle slæber rundt på stiger, så man kan komme helt op i “dueslaget” for at gøre rent hos bedste: det gøres jævnligt!
Vore yndlingsrestauranter blev drevet ef foreninger, der havde som formål at give et hjem til disse børn, hvor de så igen fik en uddannelse i at servere, lave mad eller drive disse restauranter: så søde og opmærksomme unge mennesker, vi lige lærte at kende der! Hvilket faktisk er vort hovedindtryk af befolkningen i såvel Peru som Bolivia.
Kommentar af AagePK — 3. oktober 2012 @ 17:57
Herligt at læse, Aage … skønt at se, at et ellers meget fattigt land er i stand til at gøre noget, der virkelig vil kunne gøre en forskel på længere sigt.
Vi kan sikkert huske det, fra vi selv og vores egne børn startede i skolen: der er intet tidspunkt, man er mere motiveret for at lære noget, end når det hele skal til at starte, så jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at du har mødt børn, der hellere end gerne ville ‘prale’ med deres viden
Det med restauranterne er da også bare en solstrålehistorie – hvor er det dejligt, at de stadig findes.
Kommentar af Ellen — 3. oktober 2012 @ 22:55
Fair Trade-merkene er lett synlig og gode kjøp. Det var ønskelig at vi ikke alltid var så ivrige etter å “veilede” andre kulturer på egne premisser.
Barn har alltid arbeidet frem til ganske så nylig og noen barn arbeider da fortsatt her i Norge, som avisbud o.l. Det er gitt retningslinjer når det gjelder alder og varighet. Og det er vel ikke en uting å lære barn og unge at penger må det arbeides for. Ikke for å sammenligne dette med slaveliknende .forhold i andre land. Der er det mange tragiske og uverdige forhold. Men heller sy skjorter enn å selge sex.
Frem for flere Fair Trade-produkter i flere forretninger, for det er vi, sisteleddet, som egentlig sitter med makt.
Ha en fin kveld
Kommentar af Mormor — 3. oktober 2012 @ 20:23
Børn arbejder også som avisbude og såkaldt ‘flaskedrenge’ i supermarkederne i Danmark, men det er, som du siger, under kontrollerede forhold.
Vi er helt enige om, at børn har godt af at lære om penges værdi og at ‘man skal nyde, før man kan yde’.
Men ja: der er langt til forholdene i de lande, vi taler om her – men der er dårlige forhold, og så er der meget dårlige forhold.
God aften herfra også
Kommentar af Ellen — 3. oktober 2012 @ 22:59
Det er jo et ømtåleligt emne, det der. Men vi er nødt til, som du også selv er inde på, at forholde os til realiteterne. Det er naturligvis ikke optimalt for et barn at sidde ved en symaskine i 14 timer om dagen og sove på gulvet under den, i de få timer, de får lov til at sove. Men det er altså bedre end at dø af sult, leve af småkriminalitet eller blive solgt til unævnelige formål til fortrinsvis perverse vesterlændinge med tykke tegnebøger. Jeg synes også, det er en god ting at gå efter fairtrade mærket
Kommentar af hennystewart — 3. oktober 2012 @ 22:50
Ja, det er ømtåleligt, men det sker jo ikke noget ved at lade som om problemet ikke er der … og ja igen: vi er nødt til at tænke på alternativerne for de stakkels børn, inden vi i missioneringens hellige navn tror, vi gør det åh så godt for dem.
Kommentar af Ellen — 3. oktober 2012 @ 23:02
Min bekendte i Namibia har over årene haft problemer i forhold til oksekødseksport til EU, blandt meget andet, fordi de små lokale farmeres børn driver kvæget til og fra natfoldene.
Det er som altid: Overreaktion i det godes navn gør mere skade end gavn.
Det er herhjemme som i Namibia: Skal man som voksen kunne “læse” en tonstung tyrs reaktioner og derved undgå at blive invalideret eller dræbt, skal man omgås kvæg fra barnsben.
Man bliver sjældent virtuos ved at starte som 20-årig.
Jeg foreslog dengang, at man i Namibia kaldte dette at drive kvæg for overlevelseskursus i stedet for arbejde.
Nu blev løsningen, at kineserne fra 2014 køber al deres oksekød. De spørger ikke til interne produktionsforhold.
http://farmer.smartlog.dk/-og-blandt-andet-derfor-fattes-eu-penge–post364398#comments
-Og så er EU sat helt uden for indflydelse. Det havde dog været bedre med en nuanceret holdning, for der finder da bestemt umenneskelig udnyttelse sted rundt omkring, som burde stoppes.
Jeg kan fuldt ud tilslutte mig overskriften på dette indlæg!
Kommentar af Farmer — 4. oktober 2012 @ 05:44
Det var en god understregning af mine tanker – et kanongodt eksempel, der med al ønskelig tydelighed viser, hvor mange fejl vi begår af misforstået hensyntagen og … ja … frelsthed. Det er en af politikernes svøber: de vil gøre alt for at ‘please’ deres vælgere, så de nogle gange handler mod bedre vidende. Jeg vil i hvert fald helst tro, at de ved bedre. Det bliver det hele så faktisk kun værre af, og gør dem endnu mindre troværdige, men det er nok en anden historie.
Tak for velunderbygget opbakning.
Kommentar af Ellen — 4. oktober 2012 @ 08:28
Det er jo for dælen bare så svært! Det gælder børnearbejde og alt muligt andet, at hvis man farer frem med forbud og restriktioner alene på basis af sine nok så gode (vesterlandske) intentioner, så kommer der sjældent noget rigtig godt ud af det. Det samme gælder jo også omvendt med nødhjælp og ulandsstøtte, hvor der er utallige eksempler på, at hjælpen har haft de mest katastrofale (side-)effekter. Tænk bare på den gang små afrikanske børn døde som fluer, fordi deres mødre droppede at amme dem og i stedet gav den modermælkserstatning med forurenet vand
Kommentar af Fruen i Midten — 4. oktober 2012 @ 10:13
Gu’ er det svært, men vi er nødt til at have i baghovedet, at det altså ikke hjælper at tro det er godt at pådutte andre vores kultur – der er ingen der siger, at vores er den eneste rigtige … vi har bare altid haft så forbasket travlt med at missionere i den overbevisning, at vi har ret.
Hjælp til selvhjælp – og til uddannelse – er bedre end direkte støtte i langt de fleste tilfælde – og det er vel også det, vi mest gør i, når det gælder ulandshjælp.
Kommentar af Ellen — 4. oktober 2012 @ 10:39
Ja, jeg var selv én af dem, der faldt i – da jeg for flere år siden begyndte at støtte en skole langt ude på landet i Uganda, fik jeg den idé, at jeg ville donere nogle cykler til skolen. Nogle af børnene løber hjemmefra klokken 5 om morgenen, og man kunne have en mand til at reparere cyklerne. Fin idé, troede jeg. Heldigvis blev der holdt møde med forældrene. De havde ikke tid til at køre børnene i skole, køre hjem, hente og køre hjem igen. Det kunne jeg forstå, da jeg var dernede i tre uger og så de smalle jordveje med store huller; der kunne børn slet ikke cykle. Glade blev de, da jeg skrev, at det ikke SKULLE være cykler, men noget der kunne forbedre forholdene for børnene. I stedet fandt de ud af, at pengene skulle bruges til at købe naboens mark, hvor der med tiden er blevet bygget huse, som mange børn bor i fra mandag til fredag. Jeg havde lært så meget, at mine gaver til skoledirektøren og hans familie var en radio og en god lygte, som begge skulle trækkes op for at virke. De vakte glæde. Derude, hvor toilettet og brusebadet lå, så jeg mange batterier ligge i jorden ved bananpalmerne, og alle vegne stak der plastik op af jordvejene. Ofte aner vi ikke, hvor stor skade, vi gør. Jeg mener, det var amerikanerne, der eksporterede mælkeerstatning til Afrika. Når kvinderne så billedet af en hvid mor med sit barn, ville de gøre som hende, og i stedet for at give børnene brystmælken havde de ofte en lille abe, som diede. Desværre er det kun organisationer, som kan købe Life Straw (opfundet af en dansker), som renser forurenet vand. Mit argument over for firmaet, at hver familiemedlem kunne have sit eget mundstykke, så de kun behøvede ét Straw, nyttede ikke noget – dem kunne jeg ikke købe nogen af. Og DÈR havde jeg ellers fat i noget af det helt rigtige …
Kommentar af Elsebeth — 4. oktober 2012 @ 17:48
God historie
Naivitet og/eller uvidenhed er da okay, vi skal lære hele tiden; bare vi kan lære af vores fejltagelser. Og at der er nogen til at fortælle os, når vi er på gale veje, så at sige.
Den historie med mælkeerstatning er helt grotesk – som Fruen lige oppe over din kommentar også var inde på.
Det er så desværre heller ikke første gang, jeg har hørt om, at en god ide er blevet fejet af banen, fordi den ikke var rentabel nok for den anden part
Kommentar af Ellen — 4. oktober 2012 @ 17:58