Maxistrik og miniby

Der bliver strikket igennem. Der bliver søreme også snakket igennem.
Jeg har købt mig halvfattig i garn, men som jeg sagde til John, inden jeg kørte hjemmefra, at fra næste år er vi fattige pensionister, så det er NU, jeg skal købe til lager.
Det har jeg så gjort i absolut rigelige mængder … og hvis John påstår, at jeg har garn, til jeg bliver 147 år, så … er jeg bange for, at han har ret …

Ditte og jeg opdagede lige pludselig en pause mellem regnbygerne og gik derfor en tur over og så Den historiske Miniby, som er en kopi i 1:10 af Fredericia anno 1849.
Interessant nok, og vi fik oven i købet vores egen, private guide, men vi nåede desværre ikke det hele igennem, før vi igen måtte sætte kursen tilbage mod vandrerhjemmet pga. regn.

Minibyen ligger lige ved siden af vandrerhjemmet – vi kan se den oppe fra terrassen.
Byen er bygget med fæstningsværket og det hele. Eller hvad det nu hedder, det der stjerneformede kanalnoget rundt om byen.
Det startede som et beskæftigelsesprojekt i 1983, men efterhånden blev de ufrivilligt arbejdsløse erstattet af frivillige pensionister; heriblandt selvfølgelig forhenværende håndværkere,  hvilket tydeligt afspejles i byggekvaliteten på husene. Det er meget sjovt at gå og gætte på, hvilke huse, der stammer fra hvilken tid – det er ret tydeligt at se, hvad der er frivilligt, professionelt arbejde og hvad der har været tvungen beskæftigelse.
Det er vel så heller ikke så underligt endda.

Jeg havde ellers taget gummistøvler og regnjakke med, fordi jeg ville finde en skov til lidt svampejagt, men jeg gider altså ikke høvle rundt i næsten konstant p..øsende regnvejr, så det er ikke blevet til meget ophold udendørs.
Det er okay. Vi strikker og snakker bare lidt mere …

Og man må gramse på garn, lige så meget man orker – uden købetvang – det er næsten det bedste ved det hele.

About these ads