NU må det snart være slut …

… med alt det sylteri.
Men.
De grønne tomater ville sandsynligvis ikke nå at modne i dette klassiske efterårsvejr – de blev derfor plukket og syltet i går.
Chilierne, jeg fik af Pia, skulle også ordnes, så da jeg kom hjem i dag, plukkede jeg chili fra drivhuset som supplement.
På med handskerne og ordne chili – jeg/vi er endnu så meget novicer, at jeg foretrækker at fjerne frøstolen og kernerne, ellers bliver det alt for stærkt for os. Man kan vænne sig til stadig stærkere chili, har jeg læst. Jeg håber det passer …

Især Pias lille røde, høhø, til højre, og min egen lille sorte er nogle sataner. Det er to timer siden, jeg smagte dem, og min mund brænder endnu.
Derfor væk med kerner og frøstol. Pias orange chili hører heller ikke til de blideste; faktisk er det kun Bishop’s Crown øverst til venstre, der er forholdsvis mild og ikke forårsager, at der står flammer ud af munden. De, der ligger sammen med de sorte, er Brazil Multicolour, men de er lige som gået i stå ved Brazil Monochrome – de kom nok for sent i drivhus.
Syltningen skulle meget gerne tage en del fra styrken og give bedre plads til selve den aromatiske smag, men vi får se – som sagt er jeg i høj grad novice inden for området.
Det kan der jo kun ændres på på én måde!

Godt ser det i hvert fald ud, når jeg selv skal sige det. Hvis vi aldrig kommer til at bryde os særlig meget om syltede chili, kan jeg håbe på, at jeg har aftagere i England – Tim og Charlotte laver en Chili con Carne, der mildt sagt er stærk som ind i helvede, så mon ikke de kan lide/tåle disse frembringelser?

Det er dog ikke helt slut endnu – Pia har lovet mig kvæder, og der er garanteret brombær på gården nu … børnebørnene elsker min brombærmarmelade.
Jeg ville vist have passet glimrende ind i miljøet for en masse tusind år siden – I ved: dengang med jægerne og samlerne. Jeg hører ikke til jægerhalvdelen, men jeg elsker at samarbejde med dem …

About these ads