Udsendelsen i mandags over DR1 kl. 20 blev set af over en kvart million. John og jeg var to af dem.
Dokumentaren handler om fire unge mennesker, der af fire forskellige årsager har forsøgt at tage deres eget liv … men som i sagens natur ikke slap af sted med det …
http://www.dr.dk/tv/se/den-sidste-udvej/den-sidste-udvej#!/
Den genudsendes på søndag kl. 23:35.
Det er en meget stærk dokumentar. Meget gribende, men kan måske give en forståelse for ting, man overhovedet ikke har nogen forståelse for.
Jeg synes, det var en god og sober udsendelse, der var fuldstændig fri for overdramatisering og sensationshunger. Som seer følte man ikke engang, at der blev snaget for meget, fordi vi ingen spørgsmål hørte; kun hovedpersonernes egne udtalelser – et andet specielt træk ved udsendelsen var, at der slet ingen såkaldte eksperter var inde og give deres besyv med med deres mere eller mindre kloge ord.
De fires historier fik hver for sig lov til at stå helt alene, hvilket havde en god virkning.
Præsentationen ser således ud på DR-siden:
Hvert år forsøger 10.000 danskere at tage deres eget liv. I programmet fortæller 4 danskere hvorfor.
Hvad er det, der gør, at nogle af os mister livslysten og ser døden som den eneste udvej? Og hvad er det for øjeblikke som alligevel gør livet værd at leve for en, der ellers er fast besluttet på at dø?
"Den sidste udvej " fortæller fire livshistorier, vi kan lære af. Så det kan mærkes. På en gang nøgternt og poetisk. Så vi forstår noget, de færreste ikke helt kan begribe og forholde sig til og som tilmed er dybt tabuiseret.
Eva, Pernille My, Leo og Pernille – er overlevere. De har et eller flere selvmordsforsøg bag sig. Men har valgt livet. De fortæller i en ærlig og afklaret tone om den vej, der har bragt dem til der, hvor de er i dag.
Den sidste af Pernillerne er Johns datter.
Hun var hos os i aftes, og hun er helt afklaret med, at jeg skriver om det her på bloggen, for som hun selv pointerede, så har hun i høj grad selv tilvalgt at ‘gå ud i det offentlige rum’, som det er blevet så moderne at sige, ved at acceptere at medvirke i udsendelsen.
Det var gribende og stærkt at se hende være så åben om det på tv. Heldigvis var der ikke nogen af hendes ‘afsløringer’, der kom bag på os; hun havde fortalt os alle disse ting gennem årene der er gået, siden hun for omkring 10 år siden forsøgte at tage sit eget liv under en dyb depression.
Pernille er en dejlig pige, som efterhånden er nået langt siden den forfærdelige tid, som var præget af indlæggelser og skiften mellem håb og fortvivlelse.
Efter i mandags bliver hun genkendt på gaden og har fået et utal af mails, som heldigvis alle er meget positive … hun fortalte, at de alle fire var blevet advaret om, at de kunne risikere at blive skydeskiver for den slags personager, der finder stor fornøjelse i at svine folk til på det groveste og kalde dem for de mest forbløffende ting. Heldigvis er det ikke sket for Pernille. Endnu da, og vi håber selvfølgelig, at hun og de andre tre kan blive helt fri for den slags ubehageligheder. Godt nok er de kommet langt, men det er stadig skrøbelige sjæle …
Vi er en hel del, der er meget glade for, at Pernille har fået lov til at opleve foreløbig 10 års solopgange efter den skrækkelige dag, der ville være blevet hendes sidste, hvis det ikke havde været for hendes mors velfungerende instinkter – glade for, at det ikke blev hendes sidste solopgang i en alder af kun 26 år.
Flot og stærkt af Johns datter at stå frem og prøve at give os andre en forståelse af hvorfor livet kan være svært at man kun ser en udvej. Godt at hendes mor reagerede både for Pernilles skyld men også for jeres.
Kommentar af rejen — 14. september 2012 @ 15:55
Ja, det er sgu stærkt gået af en skrøbelig sjæl. Vi er meget stolte af hende.
Kommentar af Ellen — 14. september 2012 @ 20:07
Jeg så ikke udsendelsen, som du omtaler. Jeg er helt enig med Rejen i, at det er stærkt at gå ud og fortælle om det. Det er godt, at hendes mor handlede på sin intuition, og at livet igen blev valgt til til glæde for så mange og ikke mindst for hende selv.
Kommentar af Nonna — 14. september 2012 @ 16:03
Ja, det er flot gjort af Pernille … en mors instinkter er uforklarlige, men godt at de er der; det er vi selvfølgelig alle glade for i dag.
Kommentar af Ellen — 14. september 2012 @ 20:10
Du havde vist nævnt i en af dine kommentarer her i blogland, at Pernille var Johns datter, og derfor satte jeg mig i aftes og så udsendelsen på nettet, og da jeg så pigen på motorcyklen var jeg ikke tvivl; det var altså rigtigt, som jeg havde læst det. Det var en fantastisk udsendelse, så god at få forstand af, og det er DR TV, når det er bedst. De fire historier fik lov at stå som de var, og det var ganske rigtigt uden at der var såkaldte eksperter inde over.
Det jeg bed mest mærke i, var at en af dem nævnte den store ensomhed, der kommer i forbindelse med et selvmordsforsøg. Det er en frygtelig ensomhed, som man nok skal kende for at forstå den.
Det er stærkt af jeres Pernille at stå offentligt frem med et emne, der stadig er tabubelagt og hvor er det dejligt, at hun i dag har det godt; hun skal da i den grad have flere solopgange i sit liv. Det er også stærkt af dig, at du tør stå frem med at sige, at selvmord har været så tæt på din familie. Jeg tænker, at I slet ikke havde været de samme mennesker, hvis I havde været ramt af den forfærdelige tragedie et selvmord er.
Kommentar af Stegemüller — 14. september 2012 @ 16:08
Ja – det var ovre hos Susanne
Det er lidt tankevækkende, at hun elsker at udfordre sig selv på den motorcykel.
Ja, den skal man nok kende, men det har vel netop noget at gøre med, at det er så tabubelagt … “ikke noget, vi taler om”.
Det er utrolig flot gjort af Pernille, og hun får forhåbentlig mange tusind solopgange endnu, men det er ikke ’stærkt’ af mig, selv om det er sødt af dig at sige det … vi har talt meget åbent om det, både inden for vores egen snævre kreds, men også videre ud til vennerne – det er jo i bund og grund en sygdom som så mange andre sygdomme; måske bare lidt sværere at forstå end en blindtarmsbetændelse.
Og helt rigtigt: livet havde helt klart været anderledes for os alle, hvis hun var sluppet af sted med sit forehavende dengang.
Kommentar af Ellen — 14. september 2012 @ 20:19
Jeg havde slet ikke været opmærksom på den udsendelse hvis vi ikke havde talt om den i lørdags. Eller rettere – ikke talt om dén men mere de alvorlige emner den berørte. Det var en stærk oplevelse for mig at se og høre Johns ord om de her ting. (hils ham!).
Jeg kan sagtens følge de 4´s vej til et selvmordsforsøg, omend jeg oplevede at de også var ganske forskellige i baggrund, sygdomsforløb og udløser for forsøget.
Jeg har været der. Det er ingen hemmelighed, har/haft tankerne og forkastet dem trods alt.
Men at stå frem med det – dér bøjer jeg mig næsten i støvet af respekt.
En ting vil jeg dog gerne fremhæve… Pernille nævnte elektrochok. Sådan lidt forbigående, sådan lidt “nåeja det virker jo”. Og så ikke mere. Dén udtalelse vil stå klokkerent for mig ganske længe. Det virker jo, ja. Og så er der altså ikke nogen form for sensation mere i det.
nej – det har jeg ikke selv prøvet, men har kendskab til andre der har og som er lidt kede af alle fordommene.
Det var på alle måder en fantastisk udsendelse – livsbekræftende er det ord jeg blev efterladt med her da vi havde set den til ende.
Håber I er stolte af hende. Meget stolte.
Kommentar af overleveren — 14. september 2012 @ 17:57
Jeg har hilst John, tak, og han vinker tilbage
Han er glad for, at du var glad for jeres lille snak.
De var meget, meget forskellige, de fire – også mht. hvor langt de er nået i dag, var mit indtryk. Som Pernille bekræftede i går.
Ét er at have været der; noget andet er at tale om det – det må virkelig være svært.
Elektrochok har et skrækkeligt rygte, men ja: det virker. Simpelthen. Ellers brugte man det vel heller ikke den dag i dag, må man formode.
Vi er meget stolte af hende, og det fik vi forhåbentlig sagt i utvetydige vendinger til hende i går.
Kommentar af Ellen — 14. september 2012 @ 20:26
Det var en rigtig god og sober udsendelse, jeg har stor respekt for de 4 der valgte at fortælle om deres liv i udsendelsen.
Jeg tænkte faktisk at det kunne være Johns Pernille, da mc’en susede rundt på banen.. Lignede præcis nogle af de billeder John har vist af hende på cyklen.
Jeg er glad for at hun stadig oplever solopgange.
Kommentar af Inge — 14. september 2012 @ 18:27
Jeg var imponeret over, at ‘udsendelsen’ slet ikke forsøgte at tage stilling.
Skarpt, at du observerede det uden at vide, at det virkelig var Pernille
Kommentar af Ellen — 14. september 2012 @ 20:28
Jeg så ikke udsendelsen men tænker, det er en stor glæde at høre, at Johns datter har det godt i dag. Jeg tror også, den slags personlige fortællinger om egne erfaringer er en hjælp og inspiration for andre i samme situation.
Kommentar af betty — 14. september 2012 @ 19:09
Det kan de mange mails hun får, plus dem, der standser hende på gaden, tyde på. Det talte hun forståeligt nok en del om i aftes.
Kommentar af Ellen — 14. september 2012 @ 20:29
Jeg så ikke udsendelsen, men vil huske at optage den på søndag. Det lyder som en fin udsendelse fordi den er nøgtern og direkte. Og fordi de 4 har været ved det mest fundamentale af alle valg og truffet den rette beslutning. At vælge livet og fravælge døden. Det er glædeligt at nogle vil fortælle om deres proces.
Kommentar af Jørgen — 14. september 2012 @ 19:15
Da du jo er psykolog, kunne jeg godt forestille mig, at du vil finde den meget interessant … og hverken dømmende eller pegefingerløftende.
Kommentar af Ellen — 14. september 2012 @ 20:31
Jeg læste i første omgang kun til dit link, og satte mig så ned for at de udsendelsen – længe leve DR, der tillader os udlandsdanskere at se danske programmer.
Jeg var nok ikke nået mange minutter ind i den, før hårene virkelig rejste sig; det var en barsk udsendelse. Absolut sober, som du skriver, men det er barsk at høre, at man kan komme så langt ud. Af forskellige årsager. Men alle skræmmende. Forældres pres på børn – muligvis i et eller to tilfælde. Eller værnepligt – det er jo rystende, at staten ikke ved en retur fra en krigszone undersøger soldaterne og følger op – men i stedet ringer dem op for en ny mission???? Eller sygdom som i Pernilles tilfælde.
Uanset om Pernille er medvidende om dit indlæg, så er det absolut flot og stærkt af dig at skrive så åbent om det. Mange ville have valgt stilheden; men ved at stå frem som familie, er jeg sikker på, at man også hjælper videre.
Det er vel for evigt skrøbelige sjæle, der har en flis i sig, som få kan sætte sig ind i. Men det er fantastisk at se, at de i dag smiler og er glade – og forhåbentlig kan hjælpe andre med deres åbenhed og netop ikke blive udsat for chikane på grund af den åbenhed.
Kommentar af Nille — 14. september 2012 @ 19:21
Ja, det er fint, at I kan se udsendelser out there – jeg regner med, at C også vil se den i UK.
Os, der ikke har haft en psykisk diagnose eller har været i krig, vil nok aldrig kunne forstå den slags til bunds, men det er lærerigt for os at høre noget som disse fire fortællinger.
Du mener som Hanne, at det er stærkt af mig, men det er det såmænd ikke – jeg tror det er vigtigt at være forholdsvis åben om det … hvis ikke man er det, vil emnet for evigt være tabubelagt.
Til din sidste bemærkning: det kan jeg kun være helt enig i!
Kommentar af Ellen — 14. september 2012 @ 20:46
Jeg får næsten aldrig set tv, når pc’ en står i et andet rum, så må jeg vælge
men da Susanne havde skrevet om udsendelsen satte jeg mig i aftes og så udsendelsen på nettet. Vi har nemlig også haft et par voldsomme episoder i familien, en lykkedes det ikke for trods utallige forsøg. Jeg var en af de få der altid blev lukket ind i denne persons liv. I dag lever han ikke mere, han døde alt for ung af helt andre årsager. Jeg ville gerne se udsendelsen for ar få mere viden om sådanne tanker og så syntes jeg nok, der var noget bekendt ved den ene af personerne. Jeg er helt med på,at man skal nedbryde tabu, men at stå frem på den måde kræver altså et vist mod. Flot gjort af P.
Kommentar af Pia — 14. september 2012 @ 22:51
I må have pc’en ind i stuen; det er faktisk meget praktisk, John og jeg befinder os da i det mindste i samme rum, og jeg kan se tv med ¼ øje og ½ øre
Jeg bliver da helt nysgerrig, så jeg spørger dig nok lidt ud i næste weekend.
Ja, det var rigtig flot gjort af hende.
Kommentar af Ellen — 14. september 2012 @ 23:03
Jeg har ikke set den, men vil følge dit link. Det er svært både at være pårørende men også at være der og seriøst tænke – det ville være bedre for alle de andre om man ikke var der mere. Men man er jo syg og har brug for hjælp. Jeg glæder mig (hvis man kan bruge det ord) til at se det!
Kommentar af Kong Mor — 14. september 2012 @ 23:41
Ja, man er syg, men karakteristisk for den syge i sindet er, at vedkommende ikke selv kan se, at den er gal – det er alle de andre, der er noget i vejen med; absolut ikke en selv. Derfor er det et langt og sejt træk at komme i gang med at gøre noget ved det, og her er det (selv om det lyder barskt) nok det sværeste at være de pårørende, som kun kan se magtesløst på, at det hele forværres.
Kommentar af Ellen — 15. september 2012 @ 08:41
Et meget tankeækkende og stærkt indlæg, Ellen. Selvmord – på den ene eller den anden måde (min søster havde spiseforstyrrelser og døde som 44 årig. Jeg kan ikke lade være med at se hendes forløb som en slags meget langsom selvmord) – er meget forstyrrende, ikke mindst for dem som er tæt på vedkommende. Som du skriver, er det jo så svært at forstå. En inficeret blindtarm kan man jo forklare og fjerne; men vores sind og tanker er noget helt andet.
Som alle andre giver udtryk for, er det meget stort af Pernille at stå frem, og jeg ønsker inderligt for jer alle, at hendes liv vil være fuld af gode stunder, latter og kærlighed.
Har af gode grunde ikke set udsendelsen; men vil prøve at fange den over nettet i nær fremtid.
Kommentar af Salix-Lene — 15. september 2012 @ 02:15
Uhja, du har også haft det helt tæt på, så. Det er hårdt at være vidne til, og ja, spiseforstyrrelser er en langsom vej frem mod en mere eller mindre bevidst selvvalgt død.
Det er så forfærdelig svært for os ikke-professionelle at forstå et sygt sind.
Det var flot gjort af Pernille, og nu er hun heldigvis nået så langt, at hun selv vil livet og leve det sammen med sin søde kæreste.
Jeg ved faktisk ikke, hvor længe udsendelsen vil være tilgængelig, men i hvert fald mandag med, vil jeg tro, pga. genudsendelsen i morgen aften.
Kommentar af Ellen — 15. september 2012 @ 08:48
Traileren til programmet havde faktisk ramt noget i mig, men jeg fik alligevel ikke set udsendelsen, da jeg slet ikke var hjemme. Men nu har jeg dit link, som jeg bestemt vil benytte mig af, når jeg får fred til det. Selvmord har for mig altid stået som noget totalt uforståeligt. Men traileren til programmet fik mig som nævnt til at blive lidt nysgerrig – måske kunne man få indblik og derved forstå lidt bedre.
Kommentar af conny — 16. september 2012 @ 00:25
Forståelsen får vi nok aldrig som lægfolk, vil jeg vove at påstå, men vi kan få en form for forklaring.
Selvmord og selvmord er to ting i mine øjne: syge personers selvmord er ét, mens folk der begår selvmord, fordi de fx har en konkurs hængende over hovedet (eller allerede er gået konkurs), har jeg intet til overs for. De er nogle krystere, der bare overlader til de efterladte at rede trådene ud.
Kommentar af Ellen — 16. september 2012 @ 08:42
Hvor er det godt, at nogen kan finde styrken til at stå frem og fortælle om noget, der er så tabubelagt. Jeg har så dyb, dyb respekt for de fire mennesker – tænk hvad de hver især har kæmpet sig igennem.
Det var et meget vedkommende og vigtigt program. Hvor må i være stolte af Pernille.
Kommentar af bedstesblog — 17. september 2012 @ 13:43
Tusind tak for de meget pæne ord – man bliver jo helt rørt … og jo: vi er stolte af Pernille. Hun skulle virkelig overskride en grænse for at deltage, men hun gjorde det, og hun gjorde det godt.
Kommentar af Ellen — 17. september 2012 @ 16:18