Hvad har disse fem ting med hinanden at gøre?
Jo, i går skulle jeg og søster 1 op til søster 2 på hendes og mandens skønne sted i Nordsjælland. Da jeg ankom, skulle Bodil lige til at give hestene deres vitaminpille … jeg ved faktisk ikke, om de får sådan en hver dag, men mon ikke? De lever stort set af græs på denne årstid, så det er vel nødvendigt med lidt tilskud. To af hestene er i fol, så de skulle have hver to vitaminpiller. Det må virkelig være hesteguf, de piller, for så snart Bodil viste sig ved folden, kom de fleste af de 10 heste farende hen mod hende.
På deres gårdsplads står en koreansk gran, som har de flotteste, blålige kogler.
Til venstre, som de så ud i maj; kun et par cm store – og ikke spor blålige endnu.
Herunder, som de så ud i går. De er nu omkring 8-10 cm høje og sveder i litervis af først helt gennemsigtig harpiks, som hurtigt bliver nærmest snehvid, hvilket jeg synes er dybt ulogisk: Normalt er harpiks gul eller gullig, og så er den hvid lige præcis på en koreansk gran, som jo nødvendigvis må stamme fra Asien? Det hænger altså ikke sammen …
Harpiksen på koglen til venstre har taget form som en lille alien – en lillebror til ET, måske?
Af en veninde, som lige havde været på besøg, havde Bodil fået en masse forskellige chili, som hun forærede mig nogle af, da hun ikke rigtig selv vidste, om hun kunne nå at bruge dem alle. Bodil er ikke lige til syltning og lignende … der var fem forskellige slags chili i røde, lysegrønne og lilla farver – planterne var i øvrigt også købt på Gartneri Toftegård syd for Køge. Jeg kender godt veninden og må vist lige have fat i hende, så vi kan udveksle erfaringer. Eller rettere: at jeg måske kan få hevet nogle gode fif ud af hende.
Da mine tomater har været ret produktive på det seneste, fik jeg den ide at prøve at lave noget tomat- og chilirelish. Har vi et godt ord for relish på dansk? Ordbogen siger pickles, men forbinder vi danskere ikke pickles med noget andet? Noget med blomkål, agurker, løg, bønner, gulerødder m.m.?
Der var, som til de syltede chili, igen et hav af opskrifter der poppede op, men noget skulle jeg jo vælge, hvilket blev denne – jeg brugte lidt flere chili end angivet i opskriften.
Det smager sindssygt godt, men det er altså ikke særlig fotogent; slet ikke som de syltede chili … beklager, hvis I får dårlige associationer.
Opskrifterne var ikke så mangeartede som til de syltede chili, så varianterne af relishen bliver færre, men det gør ikke noget.
Jeg er spændt på Johns dom i aften, for hvis han synes det er lige så godt som jeg synes, er dette noget jeg snildt kunne finde på at lave masser af; i forskellige grader af hot.


Hot er godt, og da jeg ikke sylter selv køber jeg mig til de stærke blandinger på arbejdet..;-D
Kommentar af Rejen — 29. august 2012 @ 16:05
Ja hot er godt, og nu hvor du snart et aktiv haveejer, kan det da være, du ændrer tanker om det at ville sylte sine egne ting
Kommentar af Ellen — 29. august 2012 @ 22:43
Det er en rigtig flot alien der bor på koglen..
og der er sikkert mange chilier at høste endnu.
Hvor længe kan de der syltede ting holde sig, du må da snart have til hele vinteren..
Kommentar af Inge — 29. august 2012 @ 17:30
Ikke helt forråd nok endnu – jeg har jo kun to små glas syltede chili og så dette glas relish. Men ja, der er masser, masser af chili på vej, så der skal laves meget mere. Det kan snildt holde sig et år, hvis det bliver opbevaret rigtigt, så det er bare med at få lavet rigeligt.
Kommentar af Ellen — 29. august 2012 @ 22:46
Jo du har ret i, at vi danskere forbinder pickles med blomkål, agurker, løg, bønner, gulerødder; jeg ville slet ikke oversætte relish med pickles, men jeg kender intet andet ord for relish. Jeg synes da bestemt, at dit glas med relish er fotogent, i hvert tilfælde ser det meget lækkert og indbydende ud. Jeg studerede lige opskriften og bare ud fra den, ser det enormt lækkert ud.
Spændende grankogler du har fotograferet.
Kommentar af Stegemüller — 29. august 2012 @ 17:36
Vi holder os bare til relish, så – alle ved efterhånden nok også, hvad det dækker over
Det er måske ikke så grimt endda – det smagte i hvert fald godt …
Kommentar af Ellen — 29. august 2012 @ 22:48
Remoulade ville nok heller ikke kunne bruges, fordi det er optaget. Ketchup ville være mit bud: dette oprindeligt indonesiske ord dækker jo over en masse forskellige krydder-saucer. På Cuba ville de nok sige salsa, medens aji er ordet i Bolivia, når vi kværner tomater sammen med løg, hvidløg og chili. Som jo også kommer fra Bolivia oprindeligt. Min datter påstår, at aji er et onomatopoeiticon: et lydmalende ord, der i dette tilfælde gengiver lyden af et menneske, der lige har fået en skefuld ind på tungen.
Hvorfor må der ikke komme hvid harpiks fra et koreansk træ? Det gør der jo også fra arabiske og afrikanske træer, såsom røgelse fra Ætiopien og Oman. I dette tilfælde tror jeg, det skyldes luftblæredannelse i den ellers klare harpiks.
Vildheste spiser stort set ikke andet end græs, og Vor Frue deler ikke vitamintabletter ud. Til gengæld overlever kun de stærkeste, hvilket holder stammen sund. Hverken vi eller vore heste, grise, køer eller får har spist vitaminpiller.
Kommentar af AagePK — 29. august 2012 @ 19:48
Jeg holder mig bare til relish, når vi alligevel skal låne os til ordet for det, kan vi lige så tage det, der dækker bedst. Ketchup er i mine øjne det dér røde noget, man spiser til pølser, hvor relish kan dække over mange flere slags ‘ketchupper’.
Måske skulle vi lede efter et godt dansk onomatopoietikon?
Folk er jo gule i Asien, ikk’? Så dur det ikke, at træerne har hvid harpiks – og det var såmænd bare et forsøg på at være morsom …
Kommentar af Ellen — 29. august 2012 @ 22:54
Sikke nogle spændende grankogler. Din relish er helt sikkert meget lækker.
Kommentar af betty — 29. august 2012 @ 19:49
Den er ikke helt ringe
Kommentar af Ellen — 29. august 2012 @ 22:54
På nabogrunden i Rødby har jeg også set disse flotte blå grankogler, jeg vidste bare ikke hvad det var for et træ.
Jeg har også konstateret, at der er alt for mange opskrifter på chili at vælge imellem. Man (jeg) bruger vist mere tid på at finde en god opskrift, end jeg gør på at lave selve produktet.
Den gode gamle pickles kender jeg også, men jeg laver også en af squash, løg og peberfrugter, den kan vi rigtigt godt lide her i huset, og den kunne sikkert godt tåle lidt chili. Jeg synes da dit foto er ret fotogent
Kommentar af pigenfralandet — 29. august 2012 @ 21:58
Det er nok en koreansk gran på nabogrunden – nålene er også lidt kortere end på ‘almindelige’ grantræer.
Jeg er sikker på, at dine pickles ville blive supergode med iblandet chili – du kunne da prøve, nu du har så mange.
Kommentar af Ellen — 29. august 2012 @ 22:57
Flotte kogler! Men er de lige så klistrede, som de ser ud? For så bliver man jo nødt til at holde fingrene for sig selv. Og din relish ser altså lækker ud. En fin måde at brugt alle dine mange tomater og chilier – øh, hvad hedder chili i flertal??
Kommentar af Fruen i Midten — 29. august 2012 @ 21:58
De er absolut lige så klistrede, som de ser ud til at være. Eller mere … der skulle ingenting til, før mine fingre var som limet sammen med kontaktlim.
Det hedder skam chilier i flertal
Kommentar af Ellen — 29. august 2012 @ 23:00
Enormt flotte kogler. Mon de holder farven, hvis man tørrer dem?
Det ser godt ud.
Ja, jeg tænkte jo nok, at dine tomater ville modnes i august
Kommentar af Salix-Lene — 30. august 2012 @ 02:57
Jeg ved ikke, om de holder farven – jeg må stjæle nogen med hjem næste gang jeg er der, og lade det komme an på en prøve
Kommentar af Ellen — 30. august 2012 @ 07:51
Med de store kogler er det vel nærmere en spansk ædelgran ( Abies pinsapo) du har fotograferet.
Lidt om forskellene et stykke nede i teksten i denne tråd, som også angiver, hvorfor træet i god tro kan være købt som koreansk gran i sin tid:
http://www.24.dk/group/havensproblemeroginteresser/forum/thread/1964667
Så passer harpiks- og menneskefarve også lidt bedre sammen
Kommentar af Farmer — 30. august 2012 @ 06:42
Tak for link, Farmer … det kan jeg da godt se …jeg er helt sikker på, at koglerne var noget større end 7 cm, så det må være en spansk ædelgran, min søster og svoger har.
Jeg er nu helt glad for, at farveteorien stadig holder
Kommentar af Ellen — 30. august 2012 @ 07:56
uhhm – elsker relish. Fandt faktisk min gamle opskrift på det under flytningen og besluttede mig for at det skulle være et projekt her i efteråret. Må være herligt med hjemmedyrkede chilier, det må du fortælle os meget mere om når vi engang får mulighed for at ses.
(nu er vi ca igennem de faste planer her – så smid et dato forslag i en weekend så er vi der som små søm)
Kommentar af overleveren — 30. august 2012 @ 08:59
Et godt projekt!
Og chili vil være et udmærket samtaleemne, selv om jeg nu ikke tror, det bliver et problem
Vi er helt sikkert deroppe 7.-9. sept., og måske også weekenden efter, men det er endnu usikkert … d. 22.-23. skal vi til Pia og Allan, i septembers sidste weekend er jeg på strikkefestival, og så er vi pludselig henne ved 6.-7. oktober. Som tiden dog flyver, men vi skal nok finde ud af det. Hvis I kan d. 8. sept. så send mig lige en mail – det ville være dejligt, hvis det ikke blev for langt henne på efteråret, ikk’? Alting tager sig lidt bedre ud, inden bladene falder.
Kommentar af Ellen — 30. august 2012 @ 09:51