Hos Mommer

26. august 2012

Skov- og granhonning

Arkiveret i: Uncategorized — Ellen @ 16:30
Tags: ,

Så bliver det vist ikke mere svensk. Den smager anderledes end blomsterhonning.

Skov- og granhonningP1000891

Gårsdagens gratis forsyninger betod af svampe og en squash, der havde opnået en pæn størrelse i løbet af de sidste 12 dage.
En af vore favorittilbehørsting er marinerede squash, og da der erfaringsmæssigt går rigtigt meget til, fordi squashskiver skal hårdsteges i olie og derfor svinder til under det halve, var det oplagt at bruge det meste af den til en god portion.

Marinerede squash

DET smager godt: steg squashskiver (på ca. ½ cm) ret hårdt i olie, så de bliver sprøde og brune. Lad dem køle lidt af. 
Læg dem lagvis i en skål, hvor du mellem lagene drysser en lille bitte smule salt, mere end en lille bitte smule hakket persille og masser af finthakket hvidløg. Meget af det – se blot på billedet.
Mellem hvert lag hældes en smule oliveolie og balsamicoeddike – næsten lige dele af hver; der skal mere balsamico i, end man umiddelbart vil tro, men det bliver nemt vammelt, hvis man er for nærig med det. 
Læg noget tungt ovenpå og lad det trække i mindst et par timer.
Det er godt tilbehør til al slags stegt kød … kan holde sig nogle dage i køleskab – jeg har endnu til gode at finde ud af hvor længe, for det bliver altid spist meget hurtigt.

P1000897

John har fået nyt legetøj: en buskrydder med snor, klinge, hækklipper og grensav. Den er meget mere effektiv end den gamle; nu kan han slå langs elhegnet på under den halve tid i forhold til før, og det er blevet meget nemmere for os at få fjernet de nederste grene fra træer, som står i vejen for en eller anden udsigt – for slet ikke at tale om rydning af underskov. Hækklipperen har vi nok ikke lige brug for heroppe, men nu har vi da en, hvis det skulle være …
Lidt til højre for midten ses noget, der ligner et stort muldvarpeskud. Det er det på en måde også, for det er jorden fra de mindst 20 buler, der var i græsplænen, da vi kom herop, og som ses i nederste halvdel af billedet. Det er en mosegris, der har haft (og har) uhyre travlt, det lille asen.
Nu samler jeg tuerne sammen, og foreløbig har jeg plantet mynten i jorden. Mynte er nemlig totalt umulig at styre, så den er blevet forvist fra krydderbedet, hvor den kvæler alt andet.
Nu kan mynten få lov til at brede sig i græsplænen; der er det nemt at holde den i ave, og som en lille ekstragevinst dufter der herligt af mynte, når man slår den med plæneklipperen. Det var et fif vi fik af Charlotte, som praktiserer dette i haven i England.

About these ads

31 kommentarer

  1. Ja, squash er godt! Vi ynder også at grille skiver af squash og aubergine – smager også glimrende afkølet. Det med mynten lyder som en munter afveksling til mælkebøtter og skvalderkål. Er det en bestemt slags mynte?

    Kommentar af Eric — 26. august 2012 @ 17:28

    • Uhm ja, vi griller også tit begge dele.
      Jeg er næsten helt sikker på, at det er marokkansk mynte – og det er helt klart et mere velduftende bunddække end skvalderkål :-)

      Kommentar af Ellen — 26. august 2012 @ 20:00

  2. Uhm du er altid garant for lækkerier :-)

    Kommentar af Lene — 26. august 2012 @ 17:52

    • Og jeg bliver kun glad, hvis andre også synes, at det er lækkert :-)

      Kommentar af Ellen — 26. august 2012 @ 20:01

  3. Kan slet ikke forestille mig smagen har granhonning – smager det af grannåle?? Mynte i græsplænen, det var da en god ide :-)

    Kommentar af Fruen i Midten — 26. august 2012 @ 17:52

    • Det er svært at sige, hvad det smager af – det er bare lidt anderledes end det flydende honning, vi ellers kender.
      Ja – sæt noget mynte … jeg kan ikke forstå, jeg ikke har tænkt på det noget før, for jeg vidste jo godt, at C gjorde sådan i UK :-)

      Kommentar af Ellen — 26. august 2012 @ 20:03

      • Øhm, har lige set mit kluddersprog. Nu ender jeg garanteret i din sorte bog :-( Nå, men hvis granhonning ikke smager af grannåle, så er det nok ok. Jeg kan ikke fordrage retsina, fordi det i den grad smager af grannåle – og minder mig om fyrrenåle-wc-duftfrisker …

        Kommentar af Fruen i Midten — 26. august 2012 @ 21:39

        • Du ender overhovedet ikke i min sorte bog – jeg vrøvler selv noget så eventyrligt alt for tit. Hvis det så bare altid var i mine egne indlæg, hvor jeg i det mindste har en chance for at rette op på fadæserne, men det er desværre ofte i kommentarer hos andre, hvor man oftest ikke har en chance for at gøre noget ugjort ;-)
          Fyrrenåle-opfriskere – addr. Husker min barndoms fyrrenåle-skumbad. Dengang var det nyt, godt og forfriskende. Det er det ikke mere … og nej, sådan smager honningen slet ikke :-)

          Kommentar af Ellen — 26. august 2012 @ 21:47

  4. Grannålehonning.. det lyder ski godt nok noget skovagtigt.. :-)
    God ide med mynten, jeg har plantet et par stykker i nogle mulvarpeskud her i skoven, og når jeg glemmer dem og giver det en tur med buskrydderen dufter det nemlig så dejligt, og man kan altid finde nogle kviste til en mojito.. :-)

    Kommentar af Inge — 26. august 2012 @ 18:09

    • Så du har for længst luret tricket af? Du er også så hurtig :-)
      Og I er hjemme i Sverigeshytten igen, gætter jeg på.

      Kommentar af Ellen — 26. august 2012 @ 20:04

      • Ja vi er tilbage i hytten. og har glædet maven med lækre katereller i fløde-hvidløg-hvidvins stuvning.. :-)

        Kommentar af Inge — 26. august 2012 @ 20:14

        • ÅRH, det er bare SÅ godt :-D

          Kommentar af Ellen — 26. august 2012 @ 20:22

  5. Mums hvor ser dine marinerede squash lækre ud; det er lige så tænderne løber i vand. Som Eric skriver så er de også gode at grille; jeg forestiller mig at de bliver mindre fede på den måde.

    Det er rigtig dejligt, at John nu har fået sig en effektiv buskrydder; den lyder meget avanceret med alt det den kan.

    God idé med mynten i græsplænen, men jeg undrer mig lidt over, hvordan I så vil bevare den del af den, som I vel ønsker at bevare. Kører John ikke bare over det hele med plæneklipperen?

    Kommentar af Stegemüller — 26. august 2012 @ 18:53

    • Jo, det bliver helt uden fedt, hvis man bare smækker dem på grillen, men nogle gange er man nødt til at synde lidt, fordi det smager så godt :-)
      Næh, han får skam ikke lov til at køre i nærheden af den, før den har fået lov til at brede sig, og så ‘freder’ man det midterste af busken.

      Kommentar af Ellen — 26. august 2012 @ 20:07

  6. Skov og granhonning det lyder spændende…Flot legetøj John har fået og smart trick det med mynthen..;-D

    Kommentar af rejen — 26. august 2012 @ 19:30

    • Ja, husk det med mynten – I skal jo til at anlægge have :-)

      Kommentar af Ellen — 26. august 2012 @ 20:08

  7. Kald dem squash, og mariner dem i rye-whisky, courgetter, og dryp dem med cognac, eller zucchini, og server dem svømmende i grappa: uanset hvad man gør ved de frugter, og ved auberginer med for den sags skyl: lækre bliver de altså ikke for mine sarte smagsløg, og endnu værre er konsistensen.
    Skogs-og granhonungen forekommer mig at være et blandingsprodukt, jvfr. den flydende konsistens, hvilket skyldes granhonningens sammensætning, som kunne få det svært med markedsføring herhjemme. Man må jo godt skrive navnet på oprindelsesplanten, hvis man kan garantere en mindstedel af nævnte plantes nektar. Men granhonning er som regel indsamlet af bier fra bladluse-udskillelser, hvorimod svenskerne plejer reservere begrebet “skovhonning” til uspecificeret honning indsamlet i skovområder. I Tyskland forbeholdes “Waldhonig” flydende nektar indsamlet af bier fra bladlus. Derfor fraråder man også at give børn under 12 måneder honning: den kan indeholde bl.a. botulisme-bakterier, og spædbørnsmaver producerer ikke tilstrækkelig mavesyre til at slå dem ihjel.

    Kommentar af AagePK — 26. august 2012 @ 19:47

    • Smag og behag er jo heldigvis forskellig :-)
      Man kan da få masser af forskellige slags flydende honning, der ikke er blandingsprodukter?
      Og jeg ved godt, at små børn ikke må få honning – det være sig fast eller flydende :-)

      Kommentar af Ellen — 26. august 2012 @ 20:13

      • Gran har vindbestøvning: altså ikke noget at komme efter for en bi, hvis ikke det var for “honningdug”, som er en eufemisme for bladlusenes udskillelse af overflødig sukker, samme saft, som myrerne malker af deres små venner. Denne saft holder sig flydende meget længere end de fleste rigtige honninger, der krystaliserer på et eller andet tidspunkt. Medmindre de er varmebehandlet, så har de sværere ved det. Men ellers kan selv akaciehonning krystalisere.

        Kommentar af AagePK — 26. august 2012 @ 22:22

  8. Jeg elsker squash så tak for opskriften, som bliver en ny variation for mig.
    Jeg synes, det ser ud, som om John har en arbejdsiver, der ikke bremses af ondt i ryggen. Godt! ;-)
    Hvor er det en fin ide at plante mynte i græsplænen

    Kommentar af betty — 26. august 2012 @ 21:24

    • Altid godt med nye ideer, ikke?
      John knokler på som altid – han går øm i seng, men der skal meget til at afholde ham fra at passe, hvad han selv betragter som sine pligter :-)
      Ja, det er en fin ide … kan jeg godt tillade mig at sige, fordi det ikke er min egen.

      Kommentar af Ellen — 26. august 2012 @ 21:35

  9. Jeg har prøvet at stege squash på den måde, men jeg synes altså de blev for fede til mig. Måske gør balsamicoeddiken rigtigt godt, for det brugte jeg ikke. Det ser lækkert nok ud i hvert fald, og det gør svampene også.
    Honning er slet ikke mig, og grannåle gør det ikke mere indbydende ;-) Jeg smagte for nylig en med lakrids, fordi sælgeren påstod, at man ikke kunne smage honningen. Det passede så ikke. Det smager stadig af SØD honning ;-)

    Kommentar af pigenfralandet — 26. august 2012 @ 22:40

    • Hvis man steger dem sprøde, næsten som chips, og lader dem dryppe godt af, synes jeg ikke, der er noget fedt tilbage – men de vil meget gerne suge olie igen; derfor skal der meget balsamico til.
      Lakridshonning – addr – de to ting skal man da heller ikke blande sammen, for selvfølgelig må man da kunne smage honningen i lakridsen og omvendt :-D

      Kommentar af Ellen — 27. august 2012 @ 07:33

  10. Den honning kender jeg ikke men squash salaten ser mums ud :-)

    Kommentar af RAV OG KRAT — 26. august 2012 @ 23:36

    • Det er den også :-)

      Kommentar af Ellen — 27. august 2012 @ 07:33

  11. Ligner altså en honning jeg også kunne finde på at teste.. kan godt lide de mere specielle honninger, men har lidt svært ved at overtale kæresten til at vi skal købe mere honning, vores beholdning taget i betragtning. Honning er noget vi aldrig går ned på her.

    Kommentar af overleveren — 27. august 2012 @ 08:16

    • Hvis I har det sådan med honning, er det da bare med at få den inkluderet i samlingen :-)

      Kommentar af Ellen — 27. august 2012 @ 09:35

  12. Det ser specielt ud men også vildt lækkert, men nu spørger jeg dumt her, spiser man noget kød eller andet til eller spiser man det bare sådan.! :)

    Kommentar af prinsessens — 27. august 2012 @ 16:35

    • Hej Prinsesse – velkommen hertil – hvor hyggeligt, at du har fundet ind til blogland – en anelse inspireret af din søde mor, vil jeg tro ;-)
      Jeg lavede det første gang til en italiensk buffet, så det var bare en blandt mange ting, men succesen var så stor, at jeg har lavet det mange gange siden som tilbehør til middagsretter, der indholder stegt kød, men det ville være ideelt også sammen med pasta.
      Hvis du spørger min søster, spiser man det ‘bare sådan’ men så synes jeg altså, at der mangler noget :-)

      Kommentar af Ellen — 27. august 2012 @ 17:22

  13. Tak, ja jeg er blevet inspireret af min dejlige mor!:)
    Mange tak, det virker nemlig super lækkert.! ;)

    Kommentar af prinsessens — 27. august 2012 @ 18:43


RSS feed til kommentarer til dette indlæg.

Theme: Rubric. Blog på WordPress.com.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.