En genstart og en tyvstart

I aftes var ungerne kørt trætte. Hvor de indtil nu ikke havde været til at slå ned, før deres mor var nødt til at tale med halvstore bogstaver, var de i aftes totalt færdige efter aftensmaden. Det var derfor bare lykken at sidde på køkkenbænken hos far og lege lidt rundt på YouTube med morfars iPad.

I formiddags startede den lille familie bilen for første gang siden i lørdags for at køre mod Toscana, hvor resten af ferien skal tilbringes i telt.
Nu er her stille igen. Jeg bliver altid en smule melankolsk, når huset går fra at være lettere kaotisk og fyldt med barne- og voksenstemmer til at være helt stille. Efter at have ryddet op og støvsuget, blev jeg rastløs. Også typisk. Jeg burde være taget på arbejde, men da jeg loggede mig på og så, hvad der ventede af emails, blev jeg enig med mig selv om, at dette bliver en hel og ikke en halv feriedag. Måske tager jeg fat på dem senere på dagen, men lige dér orkede jeg simpelthen ikke.

I stedet begyndte jeg at google rundt efter opskrifter på syltning af chili.
Det var da helt utroligt, så mange forskellige der er: med sherryeddike, æbleeddike, alm. lagereddike, hvidvinseddike.
Med hel, sort peber, korianderfrø, frisk merian, laurbærblade, hvidløg, kommen, allehånde, frisk ingefær, sennepsfrø, nelliker, kardemomme.
Ikke det hele på én gang, selvfølgelig, men forestil jer lige det mulige antal varianter!
Stoppet med feta eller ansjoser. Ansjoser???!!! Det tror jeg ikke lige bliver den første opskrift, jeg afprøver – beklager, Jamie Oliver …  
Okay, det var én ud, men hvad pokker skulle jeg vælge af de 10000 andre?
Jeg besluttede mig for at afprøve to af dem og gik ned i drivhuset for at tage de bispehuer, der var store nok … hmmm … kunne godt se, at jeg var nødt til at snyde lidt og kørte derfor i Brugsen for at købe en bakke med blandede chilier – alligevel var der lige få nok – jeg skulle have haft købt to bakker, men på den anden side følte jeg mig lidt dum bare ved at købe den ene, for der kommer masser af chili – det er bare mig, der er alt for utålmodig.
Pyt. Nu ville jeg i gang … dette var, hvad der kom ud af det:

Fælles for de fleste opskrifter var, at syltede chili skal trække 14 dage, inden der må spises af dem, så nu må jeg væbne mig med yderligere to ugers tålmodighed.
Jeg har lært noget nyt om chili i dag: de er mildest i bunden og bliver stærkere, jo nærmere man kommer op mod stilken. Det havde jeg aldrig lagt mærke til før, men det lød interessant nok til at skulle efterprøves, så en af dagens Bishop’s Crown blev ofret for sagen. Den er en styrke 5 iflg. Gartneri Toftegaard, men den smagte, lidt overraskende, ikke af meget mere end en alm. peberfrugt nede i bunden, men den blev pænt stærkere og stærkere deropad.

Apropos eddike:
På vej hjem fra Brugsen hørte jeg selvfølgelig en bid lydbog – lige nu er det en oversættelse af en engelsk krimimalroman.
Der blev sagt, at Barbara hældte masser af eddike ud over sine chips.
NEJ, hun gjorde ikke! Hun hældte masser af eddike ud over sine pommes frites, gjorde hun, og det burde en oversætter vide.
Franske kartofter, eller chips, som vi oftest kalder det her i landet, hedder crisps. 
At de så i England synes, at fritter helst skal søppe i eddike, er en anden sag – det har jeg aldrig vænnet mig til.

Opdatering kl. 17:25 … har lige hørt lidt videre på bogen, da jeg skulle hente John.
“Hun spiddede en dryppende chips …”
Arrggghhh. Det kan man ikke, for så går den i stykker, men man kan spidde en pomfrit, som Aage vil have, jeg kalder dem.
Og “en chips” – så er vi tilbage ved drinks og hotdogs. På den anden side er en chip måske noget helt andet? Det er svært, dette her – men oversætteren kunne jo bare have gjort sit arbejde ordentligt fra starten.

About these ads