Det var god værkstedshumor

Min lille bil skulle til det periodiske syn i går. Den havde været på værksted; alt skulle derfor gerne være i orden, der var blevet bestilt syn til kl. 16 i går ved et nyt sted i Roskilde, som er noget billigere end vi er vant til for den slags påtvungne udgifter. Synsstedet ligger i samme bygning som motorkontoret.
Jeg ankom 15:45, parkerede bilen og gik ind for at melde min ankomst. Synsmanden hilste mig med et bredt smil og sagde:
“Jamen der har vi jo Ellen! Er det ikke rigtigt? Velkommen til!”
”Jotak – nå så du synes, at jeg ligner en Ellen?”
”Jaja – det var nemt at gætte.”
Tonen var lagt – selvfølgelig vidste han hvem jeg var – jeg havde jo bestilt tid, men det var en dejlig og smilende velkomst – og han stod altså under en anden bil, da jeg kom; sad ikke ved skærmen. Mine synsmænd til dato har været nogle halvsure gamle stødere.
Man kan godt troppe op på dette synssted uden at have bestilt tid, men jeg gad ikke risikere at skulle vente for længe.
”Sæt dig ned og tag en kop kaffe eller kakao – det varer lige 10 minutter, så er jeg færdig med denne bil.”

12 minutter efter, mens han stod og kiggede på mine papirer, kom der en ny ‘kunde’. Synsmanden kiggede på ham i et par sekunder og sagde så:
”Det er dig, der skulle til omsyn pga. en lampe, ikke?”
”Jo.”
Til mig sagde han: “Jeg tager lige denne mand før dig – jeg skal bare se, at den lampe er i orden; det vil kun tage to minutter.”
Helt i orden med mig – jeg var helt mundlam af bar’ imponerethed over den hukommelse.

Mens han var i gang med min bil, kom der en meget ung, meget høj og meget lyshåret mand ind, som blev udspurgt – vil jeg tro … jeg blev først opmærksom på konversationen, da synsmanden spurgte:
“Hvorfor skal du aflevere nummerpladerne?”
Den unge mand vred sig lidt: “Jo. Altså. Jeg skylder vist nogle penge i skat, og så synes SKAT lige, de ville inddrage min bil.”
Synsmanden: “Du er sgu da en værre klovn, synes du ikke selv det?”
”Joohhheee.”
”Nu har du forhåbentlig lært, at det er smartest at betale sin skat?”
Den unge mand nikkede og så lidt beskæmmet ud.
Jeg måtte kigge dybt i den medbragte bog – havde meget svært ved at skjule smilet.

Min bil bestod – i mellemtiden var der ankommet en ung gut, som tilsyneladende kendte synsmanden privat, og vi stod snart alle tre og snakkede om eksamen og karakterer og den slags, fordi jeg jokede med, at min eksamen lige var både over- og bestået.
Tænk, at det kan være hyggeligt at have sin bil til syn.

På væggen hang det indsatte skilt, som jeg (også) synes er rigtig god værkstedshumor – læg specielt mærke til de nederste linjer.

Åh forresten … der hang et andet skilt på væggen med mandens autorisation til at måtte syne biler. 
Han hedder Hassan.

Ret fedt, ikke?
Kære DF, der er rigtig mange, der både vil og kan og gør det.

About these ads