God service

John er sådan cirka halvt færdig med at sætte ruder i drivhuset, men da han mandag aften pakkede nogle af dem ud, der hørte til på gavlene, og som der kun skulle være de samme to af, var de begge gået i stykker.
Pokkers – men jeg måtte af sted til Bilka i Hundige i går og håbe på, at de havde dem på lager.
Jeg forsynede mig med instruktionen (mest for entydigt at kunne vise, hvilke ruder det drejede sig om) og kvitteringen for drivhuset – de ville garanteret se dokumentation for, at jeg havde købt det i Bilka.

I Bilka var det den samme fyr, der for 5-6 uger siden solgte mig drivhuset, som tog imod min lille klagesang i går … jeg tror nu ikke, at han kunne huske mig – hvorfor skulle han dog kunne det? (Det behøver I ikke at svare på.)
Ikke desto mindre spurgte han ikke til noget som helst og ville ingen beviser se. Han bad mig om at vente, mens han gik ud på lageret for at hente de to ruder til mig.
Der gik en rum tid, inden han vendte tilbage – for at fortælle mig, at de desværre ikke havde flere af lige netop den størrelse rude på lager.
Jeg nåede knapt nok at begynde at ærgre mig, inden han fortsatte med, at han havde ringet til Bilka Ishøj, som havde dem, og hvis jeg bare gik ud i havecentret og spurgte efter Trine, så ville hun have dem klar til mig. “For der kan nemt gå en uge, hvis jeg bestiller dem hjem til dig, og det vil du sikkert helst ikke vente på”. Fuldstændig rigtigt. Yderst fornuftig ung mand.
De to Bilkaer ligger ikke engang fire kilometer fra hinanden, så det var nemt. Trine havde de to ruder klar til mig, da jeg kom, og heller ikke hun ville se noget som helst bevis.

Er det bare mig, der er negativ på forhånd, fordi jeg automatisk går ud fra, at forretningsdrivende besværliggør sådan noget som dette?
Alle mine fordomme desangående røg sig i hvert fald en tur; det var supergod og hurtig service fra Bilkas side, så det var en glad Ellen, der kørte hjem fra Ishøj med to intakte ruder, plus to sæt automatiske vinduesåbnere til drivhuset. Sidstnævnte havde jeg dog betalt for, men skal vi kunne være i Sverige i mere end nogle få dage ad gangen til næste sommer, er vi nødt til at automatisere drivhusdriften så meget som det kan lade sig gøre. Vi skal også have fundet ud af noget med vandingen.

Da jeg kom hjem, tog John imod mig, så hvad jeg bar på og smilede skævt. På min forespørgsel om hvorfor, sagde han, at han i dag også havde købt to stk. vinduesautomatik; fuldstændig mage til mine. Vi har altså været gift for længe – vi havde slet ikke talt om, at der skulle sådan nogle i, men samme dag fået den samme tanke. Heldigvis kan de to overflødige afleveres igen – de kan byttes til de skyggegardiner, som også bliver nødvendige at opsætte.

Lige nu kigger vi efter et par stole og et lille bord til drivhuset, fordi det ikke kun skal være til gavn, men også til glæde mht. den mere magelige del af pensionistlivet (så får Inge også mere ret i sin betegnelse for det: Driverhuset). Det skal være stole, man kan bruge som spisebordsstole, men som man også skal kunne sidde vældig mageligt i og strikke, læse, hyggesludre, eller hvad man nu kan få lyst til at foretage sig. De skal samtidig med mageligheden være ret små, for der skal trods alt også være plads til både chili, tomater, agurker og helst også meget andet … vi tager ud og kigger på lørdag – har fundet et par steder, der skal undersøges.

Herover min flotte styrke 9 Royal Black, som endelig er begyndt at sætte sine sorte chili. De bliver røde senere.
Der er dyr, der har ædt af bladene … de må være foret med asbest, for man skal have handsker på, bare man rører ved de blade, hvis ikke man vil risikere en meget ubehagelig oplevelse bagefter, bare fordi man lige glemte at vaske hænderne grundigt.

About these ads