Julefrokosten

Dagen i dag var dagen for familiens julefrokost, som vi jo ikke gider holde til jul, hvor der er så meget andet familiesammenrend, at alle er ved at få kvalme over det. Det er meget hyggeligere om sommeren, hvor man kan sidde ude og nyde det gode vejr, grille, hygge, snakke sommerferieoplevelser og meget andet.

Når så svoger oven i købet tilbyder at levere to rådyrkøller og stå med ansvaret for at grille dem, ja så kan det kun blive godt.
Det blev holdt på gården denne gang … med en enkelt førstegangsdeltager; nemlig den skønne lille Albert, som så dagens lys for 4½ måned siden og dermed gjorde min kusine til mormor for første gang.
Min yngste søster bliver mormor for første gang til februar, så næste år vil der igen være en ny deltager. Det var hyggeligt at hilse på den sjette repræsentant for tredje generation. Bare for et år siden kunne jeg have kaldt Albert for fjerde generation, for da var min far som den sidste af ‘de ældste’ endnu ikke død, men med hans afgang blev Albert desværre degraderet lidt – vi har dog været fire generationer til stede ved (vist nok) alle  julefrokoster til og med 2011. Englænderne har desværre kun kunnet deltage to gange – det er svært at få til det hele til at gå op i en højere enhed altid.

Vi lagde ud med kaf-å-kaw – to lækre kager, som mine søstre havde ansvaret for – én til hver. Det kunne indtages ude i haven, så ingen klager herfra.
Vi valgte at spise middag inde, da det så truende ud og blev lidt køligt.

Forretten bestod af gratinerede kammuslinger; bagt i selvindsamlede muslingeskaller fra den skotske vestkyst i 1998. Desværre er der efterhånden kun 11 tilbage, men det er stadig lidt sjovt at kunne servere en skaldyrsforret på denne måde.

Hovedretten var som sagt dyrekølle med forskelligt tilbehør til: pastasalat, nye kartofler vendt med hakket rucolasalat, lidt olivenolie, pinjekerner og sprøde baconterninger; grøngrøn salat og bagt tomatsalat. (Jaja, jeg skal nok komme med opskriften på pastasalaten; det bliver bare ikke i aften. I morgen, måske…). Køllerne var blevet marineret i seks timer; Hans havde helt styr på weberen, så det var perfekt stegt og SUPERmørt og lækkert – det kunne næsten tygges med øjenbrynene. Da køllerne blev taget af for at hvile sig lidt, mens forretten blev spist, blev der lige smækket lidt vildsvin på, så det blev alt i alt en mindeværdig middag.

Da vi var færdige med at indtage disse lækkerier, var solen brudt frem igen, hvorfor det ville være synd og skam at indtage aftenkaffen og dessert-rabarberkagen indendørs.

Dette blev derfor forlagt til den vestlige del af haven for dermed at få hele solnedgangen med, som her til aften desværre ikke viste sig fra sin allersmukkeste side, men …

… som på et tidspunkt kunne fremvise et pudsigt fænomen – en sky med glorie. En englesky, måske? Ligner dog ikke specielt meget en engel … men et eller andet med en glorie kunne det godt ligne.

About these ads